Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

af | mar 5, 2023

DEBAT

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

5. marts 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bianca Berndt, Unsplash

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog. Hun har arbejdet med pædagogisk ledelse indenfor dagtilbudsområdet i 11 år og de efterfølgende 6 år været samarbejdspartner med Jens Arentzen. Suzanne er ansat som paragraf 54 støtte og deltids-socialpædagog på specialbørnehjem. Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Lad mig slå det fast med det samme; stress og mistrivsel kan ramme i alle aldre og i alle samfundslag. “Kært barn” har mange navne: Voksne har stress, i skoleregi har eleverne skolevægring, og i institutionsverdenen taler vi om børn med problematikker som sociale vanskeligheder, udadreagerende adfærd m.m.

Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Men hvad skyldes den voldsomme og voksende mistrivsel og stress?

Som pædagog og pædagogisk leder frem til 2019, hvorefter jeg arbejdede med Jens Arentzen, der havde en unik indsigt i menneskets følelsesmæssige og relationelle betydning for menneskelig trivsel, oplever jeg frygt, som den grundlæggende og bagvedliggende årsag til mistrivsel – uanset alder og samfundslag i øvrigt.

Frygt for ikke at have legekammerater i børnehaven, frygt for de krav og forventninger, der er i skolen, frygt for ikke at “passe ind”, frygt for ikke at kunne håndtere krav og forventningspres på ens arbejdsplads og en umenneskelig præstationsforventning til sig selv.

“Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.”

 
Suzanne Lisborg

Når vi er styret af en ubevidst frygt (som vi aldrig har lært at mærke kroppens signaler på), er vores nervesystem konstant i beredskab for udefrakommende farer. Dermed kommer mistilliden snigende og skubber yderligere til frygten med følgende spørgsmål: “Hvem kan jeg have tillid til”, “hvem vil mig det bedste”, og “hvordan gør jeg mig berettiget til at være den, jeg er, og har jeg overhovedet lov til at være her”?

Når frygten (ofte ubevidst) styrer vores liv vil vores forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier hjælpe os i starten, så vi ”undgår” at sætte os selv i situationer, hvor vi oplever, at frygten tager over. Men det er lidt som “at tisse i bukserne,” for det fjerner ikke den grundlæggende følelse. Tværtimod.

Når vi negligerer de ubehagelige følelser, ophober vores kroppe alle disse “affaldsstoffer” og begynder at sende kropslige signaler som hjertebanken, hurtig puls, hovedpine, mavepine, tankemylder og søvnbesvær. Og når vi overhører alarmklokkerne, vil det på et tidspunkt få konsekvenser.

Derfor er vi nødt til at se på, hvad det er, der skaber tilstanden af frygt – både i rollen som forælder, arbejdsgiver, fagperson osv.

Selv tror jeg, at en del af årsagen er, at rigtig mange voksne ikke har en følelsesmæssig selvindsigt i egen tidlige tilknytning, såvel som i hvad de erfaringer har af betydning i ens voksne liv. Og hvis vi som børn er opvokset i en familiedynamik, hvor der ikke blev talt om det sorrigfulde, er der stor fare for, at vi videregiver denne tilgang til vores børn. Det kan med andre ord medføre, at vi ikke har de rette værktøjer til at være i de svære følelser sammen med vores børn, når de er i mistrivsel/angst. Dermed kan vi ikke være den trygge ryg, som vores børn har brug for at kunne spille bold op ad. Samtidig er der større risiko for, at vi formes af tidens tendenser – at vi følger strømmen – uden at stille spørgsmål eller overveje at træde nye stier, hvis vi som voksne ikke kender eller mærker vores egne grænser eller har bevidsthed om vores egne værdier.

Det betyder dog ikke, at den enkelte – uanset alder og position – kan gøres ansvarlig for sin mistrivsel eller stress. I stedet mener jeg, at de bør ses som levende eksempler på, at vores samfund må og skal redefineres og nytænkes skridt for skridt. Og der har vi alle et ansvar.

For ja; det kan naturligvis ikke gøres på en gang og over night. Det tager tid. Men det er de små skridt, vi hver især tager, der har afgørende betydning for den trivsel, så mange lige nu råber så indædt efter, hvad enten vi taler familie, institution, skole eller job.

Og når det gælder vores børn, må vi forældre selvfølgelig tage ansvar og med små skridt forsøge at gå forrest. Vores børn gør nemlig ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices (som forskning ligeledes viser kan være led i ensomhed og mistrivsel, når de bruges grænseløst), “smitter” det af på vores børn.

For at få et andet resultat, må vi som forældre selv sagt gøre noget andet. Forældreskab er lederskab, og vores børn har krav på vores nærvær. Krav på, at vi lytter til dem og kan håndtere den sorg, der er forbundet med mistrivsel. For det er netop i relationen, løsningen findes. At føle sig som en del af et fællesskab og føle sig betydningsfuld for den, vi er, og ikke udelukkende for det, vi kan.

“Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices, “smitter” det af på vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Hvad løsningen er for den enkelte familie, kan være individuelt. Men min opfordring er uden tvivl, at hvis du som forældre har mulighed for rent arbejdsmæssigt at gå lidt timer ned for dermed at skabe overskud til at prioritere samværet og nærværet i familien, så gør det. På den måde sender vi også et tydeligt signal til vores politikere om, at vi prioriterer tilknytningens betydning og ønsker at give vores børn de bedste forudsætninger for at blive dem, de er, og ikke dem, samfundet ønsker, de skal være. At vi ønsker at støtte dem i at mærke sig selv og egne grænser og dermed ruste dem til de opgaver, livet fører med sig.

Ved at sætte tempoet ned, tager vi som forældre det første vigtige skridt i mistrivslens navn. Og det er, mener jeg, menneskelig bæredygtighed.

DEBAT

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

5. marts 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bianca Berndt, Unsplash

 

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog. Hun har arbejdet med pædagogisk ledelse indenfor dagtilbudsområdet i 11 år og de efterfølgende 6 år været samarbejdspartner med Jens Arentzen. Suzanne er ansat som paragraf 54 støtte og deltids-socialpædagog på specialbørnehjem. Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Lad mig slå det fast med det samme; stress og mistrivsel kan ramme i alle aldre og i alle samfundslag. “Kært barn” har mange navne: Voksne har stress, i skoleregi har eleverne skolevægring, og i institutionsverdenen taler vi om børn med problematikker som sociale vanskeligheder, udadreagerende adfærd m.m. 

Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Men hvad skyldes den voldsomme og voksende mistrivsel og stress? 

Som pædagog og pædagogisk leder frem til 2019, hvorefter jeg arbejdede med Jens Arentzen, der havde en unik indsigt i menneskets følelsesmæssige og relationelle betydning for menneskelig trivsel, oplever jeg frygt, som den grundlæggende og bagvedliggende årsag til mistrivsel – uanset alder og samfundslag i øvrigt. 

Frygt for ikke at have legekammerater i børnehaven, frygt for de krav og forventninger, der er i skolen, frygt for ikke at “passe ind”, frygt for ikke at kunne håndtere krav og forventningspres på ens arbejdsplads og en umenneskelig præstationsforventning til sig selv. 

“Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.”

 
Suzanne Lisborg

Når vi er styret af en ubevidst frygt (som vi aldrig har lært at mærke kroppens signaler på), er vores nervesystem konstant i beredskab for udefrakommende farer. Dermed kommer mistilliden snigende og skubber yderligere til frygten med følgende spørgsmål: “Hvem kan jeg have tillid til”, “hvem vil mig det bedste”, og “hvordan gør jeg mig berettiget til at være den, jeg er, og har jeg overhovedet lov til at være her”?

Når frygten (ofte ubevidst) styrer vores liv vil vores forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier hjælpe os i starten, så vi ”undgår” at sætte os selv i situationer, hvor vi oplever, at frygten tager over. Men det er lidt som “at tisse i bukserne,” for det fjerner ikke den grundlæggende følelse. Tværtimod. 

Når vi negligerer de ubehagelige følelser, ophober vores kroppe alle disse “affaldsstoffer” og begynder at sende kropslige signaler som hjertebanken, hurtig puls, hovedpine, mavepine, tankemylder og søvnbesvær. Og når vi overhører alarmklokkerne, vil det på et tidspunkt få konsekvenser.

Derfor er vi nødt til at se på, hvad det er, der skaber tilstanden af frygt – både i rollen som forælder, arbejdsgiver, fagperson osv. 

Selv tror jeg, at en del af årsagen er, at rigtig mange voksne ikke har en følelsesmæssig selvindsigt i egen tidlige tilknytning, såvel som i hvad de erfaringer har af betydning i ens voksne liv. Og hvis vi som børn er opvokset i en familiedynamik, hvor der ikke blev talt om det sorrigfulde, er der stor fare for, at vi videregiver denne tilgang til vores børn. Det kan med andre ord medføre, at vi ikke har de rette værktøjer til at være i de svære følelser sammen med vores børn, når de er i mistrivsel/angst. Dermed kan vi ikke være den trygge ryg, som vores børn har brug for at kunne spille bold op ad. Samtidig er der større risiko for, at vi formes af tidens tendenser – at vi følger strømmen – uden at stille spørgsmål eller overveje at træde nye stier, hvis vi som voksne ikke kender eller mærker vores egne grænser eller har bevidsthed om vores egne værdier.

Det betyder dog ikke, at den enkelte – uanset alder og position – kan gøres ansvarlig for sin mistrivsel eller stress. I stedet mener jeg, at de bør ses som levende eksempler på, at vores samfund må og skal redefineres og nytænkes skridt for skridt. Og der har vi alle et ansvar.

For ja; det kan naturligvis ikke gøres på en gang og over night. Det tager tid. Men det er de små skridt, vi hver især tager, der har afgørende betydning for den trivsel, så mange lige nu råber så indædt efter, hvad enten vi taler familie, institution, skole eller job. 

Og når det gælder vores børn, må vi forældre selvfølgelig tage ansvar og med små skridt forsøge at gå forrest. Vores børn gør nemlig ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices (som forskning ligeledes viser kan være led i ensomhed og mistrivsel, når de bruges grænseløst), “smitter” det af på vores børn.

For at få et andet resultat, må vi som forældre selv sagt gøre noget andet. Forældreskab er lederskab, og vores børn har krav på vores nærvær. Krav på, at vi lytter til dem og kan håndtere den sorg, der er forbundet med mistrivsel. For det er netop i relationen, løsningen findes. At føle sig som en del af et fællesskab og føle sig betydningsfuld for den, vi er, og ikke udelukkende for det, vi kan.

“Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices, “smitter” det af på vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Hvad løsningen er for den enkelte familie, kan være individuelt. Men min opfordring er uden tvivl, at hvis du som forældre har mulighed for rent arbejdsmæssigt at gå lidt timer ned for dermed at skabe overskud til at prioritere samværet og nærværet i familien, så gør det. På den måde sender vi også et tydeligt signal til vores politikere om, at vi prioriterer tilknytningens betydning og ønsker at give vores børn de bedste forudsætninger for at blive dem, de er, og ikke dem, samfundet ønsker, de skal være. At vi ønsker at støtte dem i at mærke sig selv og egne grænser og dermed ruste dem til de opgaver, livet fører med sig.

Ved at sætte tempoet ned, tager vi som forældre det første vigtige skridt i mistrivslens navn. Og det er, mener jeg, menneskelig bæredygtighed. 

LÆS OGSÅ

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn …

af | dec 12, 2022

MODERSKAB

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn …

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej ...

3. september 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Janko Ferlič, Unsplash

 

Det handler ikke om dig, og hvad vi tror, du kan. Det handler om vores barn og dets behov.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej, er det ikke fordi, jeg ikke stoler på dig.

Når du sidder med mit lille barn, og det bliver ked og søgende, og jeg tager det og trøster, er det ikke fordi, jeg ikke tror på, du kan holde det tæt.

Når jeg takker nej til dit velmenende tilbud om pasning, så vi som forældre kan gå ud og spise eller i biografen, er det ikke fordi, jeg ikke tror på, du kan klare det.

Når jeg ikke ringer, er det ikke fordi, jeg ikke tænker på dig.

“Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej, er det ikke fordi, jeg ikke stoler på dig.”

 
Marta Gramstrup Wriedt

Når jeg afslår dit tilbud om at trille mit barn en tur eller putte, er det ikke fordi, jeg ikke tror på dine evner.

Når vi ikke kommer på besøg særlig tit eller igen takker nej til en familiefest, er det ikke fordi, vi ikke kan lide dig og ikke vil dig.

Det handler faktisk slet ikke om dig, hvad vi synes om dig, og hvad vi tror, du kan. Det handler om vores barn og dets behov.

Jeg kræver ikke, du forstår. Ej heller at du lever som os. Men vid, at vi ikke har indrettet vores liv for bevidst at træde dig over tæerne. Vi har indrettet det, så det giver bedst mulig mening for os – og vores barn.

MODERSKAB

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn …

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej ...

3. september 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Janko Ferlič, Unsplash

 

Det handler ikke om dig, og hvad vi tror, du kan. Det handler om vores barn og dets behov.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

 

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej, er det ikke fordi, jeg ikke stoler på dig.

Når du sidder med mit lille barn, og det bliver ked og søgende, og jeg tager det og trøster, er det ikke fordi, jeg ikke tror på, du kan holde det tæt.

Når jeg takker nej til dit velmenende tilbud om pasning, så vi som forældre kan gå ud og spise eller i biografen, er det ikke fordi, jeg ikke tror på, du kan klare det.

Når jeg ikke ringer, er det ikke fordi, jeg ikke tænker på dig.

“Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej, er det ikke fordi, jeg ikke stoler på dig.”

 
Marta Gramstrup Wriedt

Når jeg afslår dit tilbud om at trille mit barn en tur eller putte, er det ikke fordi, jeg ikke tror på dine evner.

Når vi ikke kommer på besøg særlig tit eller igen takker nej til en familiefest, er det ikke fordi, vi ikke kan lide dig og ikke vil dig.

Det handler faktisk slet ikke om dig, hvad vi synes om dig, og hvad vi tror, du kan. Det handler om vores barn og dets behov.

Jeg kræver ikke, du forstår. Ej heller at du lever som os. Men vid, at vi ikke har indrettet vores liv for bevidst at træde dig over tæerne. Vi har indrettet det, så det giver bedst mulig mening for os – og vores barn.

LÆS OGSÅ

Vi tramper på den tillid, vores børn fødes med

af | okt 30, 2020

DEBAT

Vi tramper på den tillid, vores børn fødes med

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

30. oktober 2020 | Af Vicki Gylling | Foto: Privat

 

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

Vicki Gylling er mor til tre drenge, uddannet pædagog, men arbejder selvstændig som spirituel coach. Du kan følge hende på instagramkontoen @kroppens_budskab og læse mere på hjemmesiden www.vickigylling.dk

Tillid.

Noget, mine tanker kredser om i øjeblikket.

Noget så banalt og fundamentalt som at have tillid til sig selv, til andre og til livet.

For den måde, vi møder vores børn på, de vilkår, de vokser op under, og det møde med verden, de tidligt udsættes for, er ikke ligefrem noget, der fordrer tillid.

Når vores børn kommer hertil, er det i 100 procent tillid.

Tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Der er intet andet.
Tillid.

Når de bliver større og rejser sig op eller kaster sig ud fra en stol, er det i dyb tillid til, at vi griber dem.

Når de nysgerrigt spørger os om noget eller undres, er det i tillid til, at vi kan hjælpe dem med at forstå.

Når de reagerer og viser deres følelser, er det i tillid til, vi kan rumme dem og hjælpe dem med at rumme dem selv.

Når noget er svært, har de tillid til, vi hjælper dem.

Når nogen gør dem utrygge, har de tillid til, vi er der for dem.

Alt ved børn er indbegrebet af tillid.

Men hvordan håndterer vi den tillid? Værner vi om den? Imødekommer vi den? Ærer vi den?

Det, jeg oplever, er, at vi misbruger den. Vi tramper på den. Vi anerkender ikke værdien i den. Ikke som samfund i hvert fald, og det samfund, vi er opvokset i, er mange af os også et produkt af.

Så stemmer, der siger: ”De skal jo lære det selv”, ”du kan jo ikke hjælpe dem hele livet”, ”det tager de ikke skade af”, ”de kan lige så godt lære det før eller siden”, ”de skal jo ikke tro, de er verdens navle”, ”de bliver nødt til at forstå fællesskabets regler” får os til at glemme den tillid. Ære den tillid og møde vores børn lige der, hvor de er. I tilliden til os. I troen på, at vi er på deres hold. At vi vil dem det bedste. At vi kan rumme dem, præcis som de er. Alt det, der er med til at opbygge tilliden til dem selv. Give dem følelsen af, at de er noget værd. At de kan det, de sætter sig for. At de er gode nok.

Hvis du ser rundt i samfundet, hvordan står det så til med de overbevisninger? At vi er gode nok. At vi er noget værd.

Hvordan står det til med den tillid?

Dette indlæg er udtryk for Vicki Gylling holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi tramper på den tillid, vores børn fødes med

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

30. oktober 2020 | Af Vicki Gylling | Foto: Privat

 

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

Vicki Gylling er mor til tre drenge, uddannet pædagog, men arbejder selvstændig som spirituel coach. Du kan følge hende på instagramkontoen @kroppens_budskab og læse mere på hjemmesiden www.vickigylling.dk

 

Tillid.

Noget, mine tanker kredser om i øjeblikket.

Noget så banalt og fundamentalt som at have tillid til sig selv, til andre og til livet.

For den måde, vi møder vores børn på, de vilkår, de vokser op under, og det møde med verden, de tidligt udsættes for, er ikke ligefrem noget, der fordrer tillid.

Når vores børn kommer hertil, er det i 100 procent tillid.

Tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Der er intet andet.
Tillid.

Når de bliver større og rejser sig op eller kaster sig ud fra en stol, er det i dyb tillid til, at vi griber dem.

Når de nysgerrigt spørger os om noget eller undres, er det i tillid til, at vi kan hjælpe dem med at forstå.

Når de reagerer og viser deres følelser, er det i tillid til, vi kan rumme dem og hjælpe dem med at rumme dem selv.

Når noget er svært, har de tillid til, vi hjælper dem.

Når nogen gør dem utrygge, har de tillid til, vi er der for dem.

Alt ved børn er indbegrebet af tillid.

Men hvordan håndterer vi den tillid? Værner vi om den? Imødekommer vi den? Ærer vi den?

Det, jeg oplever, er, at vi misbruger den. Vi tramper på den. Vi anerkender ikke værdien i den. Ikke som samfund i hvert fald, og det samfund, vi er opvokset i, er mange af os også et produkt af.

Så stemmer, der siger: ”De skal jo lære det selv”, ”du kan jo ikke hjælpe dem hele livet”, ”det tager de ikke skade af”, ”de kan lige så godt lære det før eller siden”, ”de skal jo ikke tro, de er verdens navle”, ”de bliver nødt til at forstå fællesskabets regler” får os til at glemme den tillid. Ære den tillid og møde vores børn lige der, hvor de er. I tilliden til os. I troen på, at vi er på deres hold. At vi vil dem det bedste. At vi kan rumme dem, præcis som de er. Alt det, der er med til at opbygge tilliden til dem selv. Give dem følelsen af, at de er noget værd. At de kan det, de sætter sig for. At de er gode nok.

Hvis du ser rundt i samfundet, hvordan står det så til med de overbevisninger? At vi er gode nok. At vi er noget værd.

Hvordan står det til med den tillid?

Dette indlæg er udtryk for Vicki Gylling holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

af | sep 22, 2020

DEBAT

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling, at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

22. september 2020 | Af Christina Brøndsholm Andersen | Foto: Oliver Hoffmeyer

 

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

Christina Brøndsholm Andersen er cand.mag. i Religionshistorie fra Københavns Universitet og videreuddannet på Laban Dansekonservatorium i London som Master of Arts i Koreografi og Community Dance Artist (PGCDC). Hun interesserer sig for, hvordan kultur videregives gennem kroppen og kroppens performative ritualer. Hun har, siden hun fik sin datter, været hjemmepasser og aktiv i den omsorgspolitiske debat som medstifter af Omsorgspolitisk Netværk.

I Norden er vi i ligestillingens navn i gang med at skrive kvindens særstilling i forplantningen ud af barselspolitiken. Det er et kæmpe problem både for os kvinder og for de børn, vi bringer til verden.

EU har for nylig vedtaget en lov om to måneders øremærket fædrebarsel, som skal implementeres i medlemslandene. I Danmark er det endnu uklart, om disse tages fra den eksisterende barsel, eller om de lægges til. Det første er nok mest sandsynligt. Finlands nye regering har just foreslået en ny barselsordning, som implementeres næste år; den giver syv måneders barsel til henholdsvis mor og far. I Norge har man allerede i et par år haft en tredelt barselsordning med øremærket fædrebarsel. Tre måneder øremærket til mor, tre måneder øremærket til far og tre til deling. Det betyder, at mor også her skal tilbage på arbejdsmarkedet, når baby er omkring seks-syv måneder. Den norske model fremhæves ofte i den danske debat om øremærket fædrebarsel. Den er dog internt i Norge stærkt kritiseret både af begge Jordemoderorganisationer, af Helsesøsterne (sundhedsplejerskerne) og af mange norske forældre, hvoraf nogle har samlet sig i Facebookgruppen “Permisjonen burde foreldre fordele” (Forældre burde selv fordele barslen), der pt. tæller over 32.000 medlemmer.

Argumenterne for indførelsen af den øremærkede fædrebarsel er i både EU og i de nordiske lande “ligestilling”. Men for mig at se er det en ligestillingsforståelse, der ofrer både barnet og kvinden på et ligestillingsideologisk alter.

Mors sundhed

Først og fremmest bør mors barsel ikke forkortes til fordel for fars, fordi det er os kvinder, der bærer, føder og ammer barnet. Dette skal barselspolitikken naturligvis afspejle. Vi kvinder skal gives mulighed for at restituere fysisk og mentalt.

Dette basale biologiske faktum, kvindens behov for at restituere, er næsten forsvundet i ligestillingsdiskursen og diskussionen om, hvor længe mor skal have barsel.

Graviditet og fødsel er hårde ved kvindekroppen, og kan medføre mange helbredsmæssige udfordringer. Det tager faktisk mindst et år for mors krop og sind at restituere efter en normal ukompliceret vaginal fødsel. Og op til to år efter kejsersnit. Dette honorerer de danske barselsregler ikke engang, som de ser ud i dag. Forkortes mors barsel, står det endnu værre til.

Et stadig større antal kvinder i Norden føder i dag desværre heller ikke ved ukomplicerede fødsler. Tværtimod er vi i disse år vidner til stor kritik af fødselsområdet. Det virker paradoksalt, at netop de nordiske lande, der ellers bryster sig af kvindefrigørelse og ligestilling, har så mange problemer på det mest kvindelige område af alle: fødselsområdet.

Fælles for kritikken af fødeområdet i de nordiske lande er, at kvinder ikke tilbydes de trygge rammer, som vi ved, er vigtige i en god fødsel, og som er oxytocinfremmende: ro, tid, kendt jordemoder og muligheden for at følge den enkelte kvindekrops rytme.

Fødeområdet har i mange år været præget af økonomiske effektiviseringer, der har medført nedlukning af lokale fødesteder, mangel på jordemødre, mangel på fødestuer og udskrivelse før amningen er etableret. Men nok så vigtigt er fødeområdet også præget af en fødekultur, der i al for ringe grad fokuserer på at støtte kvinden og hendes krop i at mærke hendes naturlige fødekraft og i at følge sin egen krops rytme.

Det betyder, at kvinderne i Norden i alt for ringe grad går ud af føderummet med det empowerment, en fødsel kan give. At føde et barn er et eksistentielt vendepunkt. Men desværre rammes alt for mange nordiske kvinder af fødselsskader og psykiske ar.

I Norge har mange kvinder engageret sig i fødselsaktivistgruppen Bunardsguerillaen. De kæmper via politiske aktioner og happenings for retten til at føde tæt på, hvor de bor, og tæller pt. over 95.000 medlemmer.

I Sverige har mange kvinder engageret sig i det såkaldte BB-oprøret (Fødeafdelingsoprøret). Her kritiseres, at især lukningerne af lokale fødesteder fører til, at rigtig mange svenske kvinder føder på vej til hospitalet, og at travlheden på fødegangene har forårsaget et voksende antal fødselsskader, som for nogle kvinder desværre giver varige mén.

Også i Danmark er der kritik af de vilkår, kvinder føder under. I 2017 udkom Hanne Dams debatbog “Giv kvinderne fødslen tilbage”, der både kritiserer nedskæringerne på fødselsområdet, men nok så meget den medicineringsdiskurs, fødekulturen præges af, og som har ført til, at 1/3 af alle fødsler i Danmark igangsættes. Og igangsættelse starter ofte en kaskade af videre indgreb.

For at gøre ondt værre har de nordiske lande også for længst mistet deres postpartum traditioner. Postpartum traditioner kendes fra alle traditionelle samfund og tjener til, at den nybagte moder kan hele og komme sig efter fødslen både fysisk og mentalt. Traditionelt støttes kvinden de første 40 dage efter fødslen af andre kvinder og af landsbyfællesskabet. Det kan være i form af urtebade, massage, hjælp til børnepasning, husholdning, madlavning og lignende. Alt imens moderen kan hvile og koncentrere sig om babyen. Moderne studier har forlængst bevist sammenhængen mellem kvindens fysiske kropslige heling efter fødslen og hendes mentale psykiske helbred. Jo bedre mors krop heler og drages omsorg for, jo bedre har hun det psykisk. Alligevel har vi altså i dag intet fokus på, at kvindens krop skal hvile og komme sig over ni måneders graviditet og en livsfarlig fødsel. De fleste sendes som sagt hjem fra hospitalet, allerede før amningen er etableret. Efter 14 dage ophører fars barselsorlov, og tilbage sidder den nybagte mor alene, isoleret og udmattet. Det er ikke så mærkeligt, at mange nybagte mødre rammes af efterfødselsreaktioner i forskellig grad. Nordiske kvinder mangler grundlæggende omsorg og støtte, når de bliver mødre. Meget mere end deres partnere kan give dem. Og de mangler en kultur, der anerkender dette.

Men hvorfor er dette relevant i debatten om barselspolitik? Det er det, fordi fødslen og postpartum tiden har enorm betydning for, hvordan kvinden kommer ind i moderskabet. Både fysisk og mentalt. Og desuden også for, om amningen kommer igang, for om barnet trives, for roen i familien og for tilknytningen til barnet.

Alle disse problemer på fødsels- og postpartumområdet i de nordiske lande betyder alt andet lige, at mødrene burde have endnu længere tid til at komme sig over fødslen. Men i de nordiske lande går det altså den modsatte vej. Mors barsel forkortes i ligestillingens navn. Men hvis vi kerer os om kvinders fysiske og mentale helbred, så skal moderens barsel ikke forkortes, men tværtimod forlænges.

Amning

Amning er en anden vægtig grund til, at mors barsel ikke bør forkortes til fordel for fars.

For det første er modermælk den mest optimale næring for børn. For det andet er amning ikke bare mad. Ammestunden og kontakten med mors krop giver barnet ro, tryghed og regulerer barnets system. Og for det tredje er opretholdelsen af en modermælksproduktion afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Adskillelse af mor og barn er de facto ammeafvænning.

I Norden, og i Vesten i øvrigt, er amning desværre meget lidt valideret. Skønt fine ord, også fra den danske Sundhedsstyrrelse, om vigtigheden af amning, gør (adskillelses)kulturen og manglen på kompetent ammerådgivning fra sundhedspersonel alt for at adskille barnet fra mors ammebryster. Det ses klart af tallene. Når danske babyer bliver seks måneder, er det kun 11,2 procent, der stadig ammes.

Og hvad er så problemet, lyder det ofte, når vi diskuterer barselspolitik. Hvilket viser, at vi har mistet virkelig meget viden om amning. For amning giver store helbredsmæssige fordele både for mor og for barnet. Jo længere mor ammer barnet, jo større helbredsmæssige fordele. Amning forebygger for eksempel visse kræftsygdomme hos både mor og barn samt kredsløbssygdomme hos kvinden. Modermælk forebygger og beskytter også mod infektioner og virus. Modermælk indeholder antistoffer og stamceller, der beskytter mod og hjælper barn gennem sygdom. Det sker ved, at moderens brystvorter aflæser barnets spyt og herefter producerer den eksakte sammensætning i mælken, som barnets krop har brug for. Barnets immunforsvar er nemlig først færdigudviklet i treårsalderen.

Den naturlige ammeperiode er faktisk mellem to og syv år, og anbefalingen fra WHO og Unicef er, at børn ammes i mindst to år. Når barnet er seks måneder, overgår det nemlig ikke over en nat fra modermælk til fast føde. Tarme og mave skal have lov at udvikle sig og følge med. Og for mange børn er overgangen til fast føde en lang fase. Men fordi mor skal tilbage på job, forceres fast føde ofte med smertefuld forstoppelse som en udbredt konsekvens. Dette vil forværres, hvis mor og barn skal adskilles endnu tidligere. Faktisk er det biologisk normalt, at barnets føde ved et års alderen stadig overvejende – eller for en meget stor del – består af modermælk. Modermælk kan dække halvdelen (eller mere) af baby’s energibehov, når det er seks til tolv måneder. Og en tredjedel af barnets energibehov når det er et til to år.

Igen ville mange sikkert indvende, at man jo bare kunne give flaske med udpumpet modermælk. Der er dog to udfordringer ved dette.

Amning er som sagt ikke bare mad. Den fysiske kontakt mellem mors krop og barnets krop, den velkendte duft, berøring og lyd giver barnet en tryghed, som da det lå i livmoderen. Der er en kropslig forbindelse mellem mors og barnets krop, som beroliger og regulerer hele barnets system, når det er træt, følelsesmæssigt overstimuleret eller småsyg. Når mor og mors ammebryster er væk fra barnet, vil det ikke kunne reguleres lige så effektivt, og barnet kan opleve unødig stress, uro og utryghed.

Amning er udbud og efterspørgsel. Opretholdelsen af en modermælksproduktion er afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Udpumpning er ikke lige så effektivt, som når barnet selv dier, og mange kan slet ikke pumpe ud. Det mest hensigtsmæssige for at opretholde en adækvat produktion er at friamme, det vil sige at amme, når barnet vil. Dette anbefales da også af WHO. Men dette kræver, at mor og barn ikke er adskilt.

I vores (adskillelses)kultur har vi dog næsten glemt, at det altså er langt mere biologisk normalt at amme børn under to år rigtig ofte både dag og nat.

Hvad vil det mon så betyde for ammefrekvensen og for ammelængden, hvis der reduceres yderligere i mors barsel til fordel for fars? Det kan vi se i Norge. Her har man registreret en nedgang i andelen af børn, der får modermælk, hver gang mors barsel er blevet reduceret. Begge norske Jordemoderorganisationer samt Helsesøstrene (Sundhedsplejerskerne) har da også kritiseret den tredelte barsel med øremærket fædrebarsel præcis med amningen som argument. Siden indførelsen af den nye barselsorlov i Norge har ammerådgivningerne oplevet rigtig mange henvendelser fra sønderknuste mødre, der mod deres vilje søger hjælp til ammestop, fordi de skal tilbage på job. Samtidig er andelen af kvinder, der går på ulønnet barsel også steget. Hvorfor? Fordi langt de fleste børn som sagt har brug for en meget længere tilvænningsfase til fast føde end det, som de nye norske barselsregler med øremærket fædrebarsel giver. De norske kvinder oplever også en øget risiko for sygemelding, idet barnet ofte øger natamningen meget, når mor pludselig er borte mange timer om dagen.

Ser vi altså på de evidensbaserede ammevejledninger fra WHO, burde mors barsel ikke forkortes til fordel for fars. Tværtimod burde mors barsel forlænges, så hun får mulighed for at opfylde WHOs ammeanbefaling om supplerende amning i mindst to år. Erfaringerne fra Norge viser helt klart, at når vi reducerer mors barsel til fordel for fars, så reducerer vi barnets ammeperiode.

Symbiose

Kvinden har i kraft af sin biologiske særstilling i forplantningen et tilknytnings- og følelsesmæssigt forspring, fordi hun har båret barnet i sin krop, har født det og ammer det. Hun er derfor biologisk og mentalt knyttet til barnet på en helt anden måde end far. Nu er symbiose ganske vist blevet et fy-ord i vores adskillelseskultur. Især mor-barn symbiose. For det passer ikke ind i vores ligestillingsfortælling om, at “far kan være lige så god som mor”. Men vi kommer ikke udenom, at barnet er blevet til i symbiose med mors krop, og at det betyder noget.

Tilknytningen mellem mor og barn sker allerede i livmoderen. Denne symbiose ophører ikke magisk i det moment, barnet er født. Tværtimod er opgaven (ihvertfald fra et tilknytningsperspektiv) at fortsætte denne symbiose udenfor livmoderen, indtil barn og mor er klar til at bryde den.

Vi kan derfor ikke mekanisk ligestille mor og far. Far kan ikke erstatte mor en til en i forhold til det helt lille barn. Far kan ikke amme baby, far kan ikke regulere baby lige så effektivt, baby er ikke lige så tryg ved fars krop i starten, og far er ikke knyttet symbiotisk til barnet. Mor og far er forskellige. De er begge lige vigtige i barnets liv; men de har forskellige roller til forskellige tider.

At ignorere kvindens særstilling eller undertrykke den på grund af en ligestillingsideologi er, for mig at se, både en stor uret mod barnet og mod moderen.

Det moderinstinkt og den moderintuition, der tændes, når kvinden bliver gravid og har født sit barn, er dyb og ældgammelt. Derfor føles det for langt de fleste mødre unaturligt og meget sorgfuldt at skulle adskilles fra deres lille ammebaby. Og ja, der er undtagelser. Men de er netop dette: undtagelser.

En forkortelse af mors barsel til fordel for far betyder, at symbiosen mellem mor og barn brydes meget abrupt. Barnets ret til tryghed og optimal næring, og moderens ret til at give det, må stå over ligestillingshensyn. Og derfor bør mor og barn ikke adskilles, før de begge er klar til det. Beskyttelsen af mor-barn symbiosen er derfor et andet godt argument imod at forkorte mors barsel til fordel for fars.

Respekt for moderskabet

Vi har brug for at genskabe respekten for moderskabet. Danske kvinder og deres nordiske søstre svigtes dagligt af et svangre-, fødsels- og postpartumsystem, som er udfordret af både ressourcemangel og af en kultur, der er alt andet end kvindevenlig. Og nu skal vi kvinder også svigtes i barselspolitikken på grund af en ligestillingsideologi, som ikke tager højde for vores biologiske særstilling i forplantningen.

Dette er ikke et ligestillingsmæssigt fremskridt. Det er et tilbageskridt. Vi kvinder skal have lov til at være kvinder. Vi skal have lov at være mødre. At fædre er trådt mere ind i omsorgsopgaverne i forhold til børn er godt. Men det skal ikke ske på bekostning af moderen.

Barselspolitikken bør tage udgangspunkt i moderens biologiske særstilling i forplantningen. Den bør tage udgangspunkt i, at vi kvinder bærer, føder og ammer børnene. Den bør tage udgangspunkt i barnets behov og ret til optimal næring og tryghed i deres første år.
Ikke i teoretisk ligestillingsideologi. Graviditet, fødsel og amning er særlige kvindelige domæner, der fortjener respekt og validering som noget særegent kvindeligt. Det burde vi som samfund værdsætte i stedet for at skynde på mødrene for at få dem hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet i ligestillingens navn.

Alt for ofte oplever jeg i den familiepolitiske debat, at vi ikke må italesætte og fremhæve moderskabet og mors særstilling i forplantningen som noget særligt. Når vi taler om moderskabet, føres samtalen næsten altid over på fædre og ligestilling. Det må vi gøre op med. Både for børnene og mødrenes skyld.

I stedet for at indføre øremærket fædrebarsel og forkorte mors tid med baby ville en meget bedre barselspolitik være at give familierne ret til at holde barsel sammen. Dette har UNICEF iøvrigt også foreslået. Optimalt ville det være med mulighed for to års barsel til mor og et år til far.

Et mere moder- og børnevenligt samfund vil være til fordel for alle. Også for fædre.

Dette indlæg er udtryk for Christina Brøndsholm Andersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling, at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

22. september 2020 | Af Christina Brøndsholm Andersen | Foto: Oliver Hoffmeyer

 

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

Christina Brøndsholm Andersen er cand.mag. i Religionshistorie fra Københavns Universitet og videreuddannet på Laban Dansekonservatorium i London som Master of Arts i Koreografi og Community Dance Artist (PGCDC). Hun interesserer sig for, hvordan kultur videregives gennem kroppen og kroppens performative ritualer. Hun har, siden hun fik sin datter, været hjemmepasser og aktiv i den omsorgspolitiske debat som medstifter af Omsorgspolitisk Netværk.

I Norden er vi i ligestillingens navn i gang med at skrive kvindens særstilling i forplantningen ud af barselspolitiken. Det er et kæmpe problem både for os kvinder og for de børn, vi bringer til verden.

EU har for nylig vedtaget en lov om to måneders øremærket fædrebarsel, som skal implementeres i medlemslandene. I Danmark er det endnu uklart, om disse tages fra den eksisterende barsel, eller om de lægges til. Det første er nok mest sandsynligt. Finlands nye regering har just foreslået en ny barselsordning, som implementeres næste år; den giver syv måneders barsel til henholdsvis mor og far. I Norge har man allerede i et par år haft en tredelt barselsordning med øremærket fædrebarsel. Tre måneder øremærket til mor, tre måneder øremærket til far og tre til deling. Det betyder, at mor også her skal tilbage på arbejdsmarkedet, når baby er omkring seks-syv måneder. Den norske model fremhæves ofte i den danske debat om øremærket fædrebarsel. Den er dog internt i Norge stærkt kritiseret både af begge Jordemoderorganisationer, af Helsesøsterne (sundhedsplejerskerne) og af mange norske forældre, hvoraf nogle har samlet sig i Facebookgruppen “Permisjonen burde foreldre fordele” (Forældre burde selv fordele barslen), der pt. tæller over 32.000 medlemmer.

Argumenterne for indførelsen af den øremærkede fædrebarsel er i både EU og i de nordiske lande “ligestilling”. Men for mig at se er det en ligestillingsforståelse, der ofrer både barnet og kvinden på et ligestillingsideologisk alter.

Mors sundhed

Først og fremmest bør mors barsel ikke forkortes til fordel for fars, fordi det er os kvinder, der bærer, føder og ammer barnet. Dette skal barselspolitikken naturligvis afspejle. Vi kvinder skal gives mulighed for at restituere fysisk og mentalt.

Dette basale biologiske faktum, kvindens behov for at restituere, er næsten forsvundet i ligestillingsdiskursen og diskussionen om, hvor længe mor skal have barsel.

Graviditet og fødsel er hårde ved kvindekroppen, og kan medføre mange helbredsmæssige udfordringer. Det tager faktisk mindst et år for mors krop og sind at restituere efter en normal ukompliceret vaginal fødsel. Og op til to år efter kejsersnit. Dette honorerer de danske barselsregler ikke engang, som de ser ud i dag. Forkortes mors barsel, står det endnu værre til.

Et stadig større antal kvinder i Norden føder i dag desværre heller ikke ved ukomplicerede fødsler. Tværtimod er vi i disse år vidner til stor kritik af fødselsområdet. Det virker paradoksalt, at netop de nordiske lande, der ellers bryster sig af kvindefrigørelse og ligestilling, har så mange problemer på det mest kvindelige område af alle: fødselsområdet.

Fælles for kritikken af fødeområdet i de nordiske lande er, at kvinder ikke tilbydes de trygge rammer, som vi ved, er vigtige i en god fødsel, og som er oxytocinfremmende: ro, tid, kendt jordemoder og muligheden for at følge den enkelte kvindekrops rytme.

Fødeområdet har i mange år været præget af økonomiske effektiviseringer, der har medført nedlukning af lokale fødesteder, mangel på jordemødre, mangel på fødestuer og udskrivelse før amningen er etableret. Men nok så vigtigt er fødeområdet også præget af en fødekultur, der i al for ringe grad fokuserer på at støtte kvinden og hendes krop i at mærke hendes naturlige fødekraft og i at følge sin egen krops rytme.

Det betyder, at kvinderne i Norden i alt for ringe grad går ud af føderummet med det empowerment, en fødsel kan give. At føde et barn er et eksistentielt vendepunkt. Men desværre rammes alt for mange nordiske kvinder af fødselsskader og psykiske ar.

I Norge har mange kvinder engageret sig i fødselsaktivistgruppen Bunardsguerillaen. De kæmper via politiske aktioner og happenings for retten til at føde tæt på, hvor de bor, og tæller pt. over 95.000 medlemmer.

I Sverige har mange kvinder engageret sig i det såkaldte BB-oprøret (Fødeafdelingsoprøret). Her kritiseres, at især lukningerne af lokale fødesteder fører til, at rigtig mange svenske kvinder føder på vej til hospitalet, og at travlheden på fødegangene har forårsaget et voksende antal fødselsskader, som for nogle kvinder desværre giver varige mén.

Også i Danmark er der kritik af de vilkår, kvinder føder under. I 2017 udkom Hanne Dams debatbog “Giv kvinderne fødslen tilbage”, der både kritiserer nedskæringerne på fødselsområdet, men nok så meget den medicineringsdiskurs, fødekulturen præges af, og som har ført til, at 1/3 af alle fødsler i Danmark igangsættes. Og igangsættelse starter ofte en kaskade af videre indgreb.

For at gøre ondt værre har de nordiske lande også for længst mistet deres postpartum traditioner. Postpartum traditioner kendes fra alle traditionelle samfund og tjener til, at den nybagte moder kan hele og komme sig efter fødslen både fysisk og mentalt. Traditionelt støttes kvinden de første 40 dage efter fødslen af andre kvinder og af landsbyfællesskabet. Det kan være i form af urtebade, massage, hjælp til børnepasning, husholdning, madlavning og lignende. Alt imens moderen kan hvile og koncentrere sig om babyen. Moderne studier har forlængst bevist sammenhængen mellem kvindens fysiske kropslige heling efter fødslen og hendes mentale psykiske helbred. Jo bedre mors krop heler og drages omsorg for, jo bedre har hun det psykisk. Alligevel har vi altså i dag intet fokus på, at kvindens krop skal hvile og komme sig over ni måneders graviditet og en livsfarlig fødsel. De fleste sendes som sagt hjem fra hospitalet, allerede før amningen er etableret. Efter 14 dage ophører fars barselsorlov, og tilbage sidder den nybagte mor alene, isoleret og udmattet. Det er ikke så mærkeligt, at mange nybagte mødre rammes af efterfødselsreaktioner i forskellig grad. Nordiske kvinder mangler grundlæggende omsorg og støtte, når de bliver mødre. Meget mere end deres partnere kan give dem. Og de mangler en kultur, der anerkender dette.

Men hvorfor er dette relevant i debatten om barselspolitik? Det er det, fordi fødslen og postpartum tiden har enorm betydning for, hvordan kvinden kommer ind i moderskabet. Både fysisk og mentalt. Og desuden også for, om amningen kommer igang, for om barnet trives, for roen i familien og for tilknytningen til barnet.

Alle disse problemer på fødsels- og postpartumområdet i de nordiske lande betyder alt andet lige, at mødrene burde have endnu længere tid til at komme sig over fødslen. Men i de nordiske lande går det altså den modsatte vej. Mors barsel forkortes i ligestillingens navn. Men hvis vi kerer os om kvinders fysiske og mentale helbred, så skal moderens barsel ikke forkortes, men tværtimod forlænges.

Amning

Amning er en anden vægtig grund til, at mors barsel ikke bør forkortes til fordel for fars.

For det første er modermælk den mest optimale næring for børn. For det andet er amning ikke bare mad. Ammestunden og kontakten med mors krop giver barnet ro, tryghed og regulerer barnets system. Og for det tredje er opretholdelsen af en modermælksproduktion afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Adskillelse af mor og barn er de facto ammeafvænning.

I Norden, og i Vesten i øvrigt, er amning desværre meget lidt valideret. Skønt fine ord, også fra den danske Sundhedsstyrrelse, om vigtigheden af amning, gør (adskillelses)kulturen og manglen på kompetent ammerådgivning fra sundhedspersonel alt for at adskille barnet fra mors ammebryster. Det ses klart af tallene. Når danske babyer bliver seks måneder, er det kun 11,2 procent, der stadig ammes.

Og hvad er så problemet, lyder det ofte, når vi diskuterer barselspolitik. Hvilket viser, at vi har mistet virkelig meget viden om amning. For amning giver store helbredsmæssige fordele både for mor og for barnet. Jo længere mor ammer barnet, jo større helbredsmæssige fordele. Amning forebygger for eksempel visse kræftsygdomme hos både mor og barn samt kredsløbssygdomme hos kvinden. Modermælk forebygger og beskytter også mod infektioner og virus. Modermælk indeholder antistoffer og stamceller, der beskytter mod og hjælper barn gennem sygdom. Det sker ved, at moderens brystvorter aflæser barnets spyt og herefter producerer den eksakte sammensætning i mælken, som barnets krop har brug for. Barnets immunforsvar er nemlig først færdigudviklet i treårsalderen.

Den naturlige ammeperiode er faktisk mellem to og syv år, og anbefalingen fra WHO og Unicef er, at børn ammes i mindst to år. Når barnet er seks måneder, overgår det nemlig ikke over en nat fra modermælk til fast føde. Tarme og mave skal have lov at udvikle sig og følge med. Og for mange børn er overgangen til fast føde en lang fase. Men fordi mor skal tilbage på job, forceres fast føde ofte med smertefuld forstoppelse som en udbredt konsekvens. Dette vil forværres, hvis mor og barn skal adskilles endnu tidligere. Faktisk er det biologisk normalt, at barnets føde ved et års alderen stadig overvejende – eller for en meget stor del – består af modermælk. Modermælk kan dække halvdelen (eller mere) af baby’s energibehov, når det er seks til tolv måneder. Og en tredjedel af barnets energibehov når det er et til to år.

Igen ville mange sikkert indvende, at man jo bare kunne give flaske med udpumpet modermælk. Der er dog to udfordringer ved dette.

Amning er som sagt ikke bare mad. Den fysiske kontakt mellem mors krop og barnets krop, den velkendte duft, berøring og lyd giver barnet en tryghed, som da det lå i livmoderen. Der er en kropslig forbindelse mellem mors og barnets krop, som beroliger og regulerer hele barnets system, når det er træt, følelsesmæssigt overstimuleret eller småsyg. Når mor og mors ammebryster er væk fra barnet, vil det ikke kunne reguleres lige så effektivt, og barnet kan opleve unødig stress, uro og utryghed.

Amning er udbud og efterspørgsel. Opretholdelsen af en modermælksproduktion er afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Udpumpning er ikke lige så effektivt, som når barnet selv dier, og mange kan slet ikke pumpe ud. Det mest hensigtsmæssige for at opretholde en adækvat produktion er at friamme, det vil sige at amme, når barnet vil. Dette anbefales da også af WHO. Men dette kræver, at mor og barn ikke er adskilt.

I vores (adskillelses)kultur har vi dog næsten glemt, at det altså er langt mere biologisk normalt at amme børn under to år rigtig ofte både dag og nat.

Hvad vil det mon så betyde for ammefrekvensen og for ammelængden, hvis der reduceres yderligere i mors barsel til fordel for fars? Det kan vi se i Norge. Her har man registreret en nedgang i andelen af børn, der får modermælk, hver gang mors barsel er blevet reduceret. Begge norske Jordemoderorganisationer samt Helsesøstrene (Sundhedsplejerskerne) har da også kritiseret den tredelte barsel med øremærket fædrebarsel præcis med amningen som argument. Siden indførelsen af den nye barselsorlov i Norge har ammerådgivningerne oplevet rigtig mange henvendelser fra sønderknuste mødre, der mod deres vilje søger hjælp til ammestop, fordi de skal tilbage på job. Samtidig er andelen af kvinder, der går på ulønnet barsel også steget. Hvorfor? Fordi langt de fleste børn som sagt har brug for en meget længere tilvænningsfase til fast føde end det, som de nye norske barselsregler med øremærket fædrebarsel giver. De norske kvinder oplever også en øget risiko for sygemelding, idet barnet ofte øger natamningen meget, når mor pludselig er borte mange timer om dagen.

Ser vi altså på de evidensbaserede ammevejledninger fra WHO, burde mors barsel ikke forkortes til fordel for fars. Tværtimod burde mors barsel forlænges, så hun får mulighed for at opfylde WHOs ammeanbefaling om supplerende amning i mindst to år. Erfaringerne fra Norge viser helt klart, at når vi reducerer mors barsel til fordel for fars, så reducerer vi barnets ammeperiode.

Symbiose

Kvinden har i kraft af sin biologiske særstilling i forplantningen et tilknytnings- og følelsesmæssigt forspring, fordi hun har båret barnet i sin krop, har født det og ammer det. Hun er derfor biologisk og mentalt knyttet til barnet på en helt anden måde end far. Nu er symbiose ganske vist blevet et fy-ord i vores adskillelseskultur. Især mor-barn symbiose. For det passer ikke ind i vores ligestillingsfortælling om, at “far kan være lige så god som mor”. Men vi kommer ikke udenom, at barnet er blevet til i symbiose med mors krop, og at det betyder noget.

Tilknytningen mellem mor og barn sker allerede i livmoderen. Denne symbiose ophører ikke magisk i det moment, barnet er født. Tværtimod er opgaven (ihvertfald fra et tilknytningsperspektiv) at fortsætte denne symbiose udenfor livmoderen, indtil barn og mor er klar til at bryde den.

Vi kan derfor ikke mekanisk ligestille mor og far. Far kan ikke erstatte mor en til en i forhold til det helt lille barn. Far kan ikke amme baby, far kan ikke regulere baby lige så effektivt, baby er ikke lige så tryg ved fars krop i starten, og far er ikke knyttet symbiotisk til barnet. Mor og far er forskellige. De er begge lige vigtige i barnets liv; men de har forskellige roller til forskellige tider.

At ignorere kvindens særstilling eller undertrykke den på grund af en ligestillingsideologi er, for mig at se, både en stor uret mod barnet og mod moderen.

Det moderinstinkt og den moderintuition, der tændes, når kvinden bliver gravid og har født sit barn, er dyb og ældgammelt. Derfor føles det for langt de fleste mødre unaturligt og meget sorgfuldt at skulle adskilles fra deres lille ammebaby. Og ja, der er undtagelser. Men de er netop dette: undtagelser.

En forkortelse af mors barsel til fordel for far betyder, at symbiosen mellem mor og barn brydes meget abrupt. Barnets ret til tryghed og optimal næring, og moderens ret til at give det, må stå over ligestillingshensyn. Og derfor bør mor og barn ikke adskilles, før de begge er klar til det. Beskyttelsen af mor-barn symbiosen er derfor et andet godt argument imod at forkorte mors barsel til fordel for fars.

Respekt for moderskabet

Vi har brug for at genskabe respekten for moderskabet. Danske kvinder og deres nordiske søstre svigtes dagligt af et svangre-, fødsels- og postpartumsystem, som er udfordret af både ressourcemangel og af en kultur, der er alt andet end kvindevenlig. Og nu skal vi kvinder også svigtes i barselspolitikken på grund af en ligestillingsideologi, som ikke tager højde for vores biologiske særstilling i forplantningen.

Dette er ikke et ligestillingsmæssigt fremskridt. Det er et tilbageskridt. Vi kvinder skal have lov til at være kvinder. Vi skal have lov at være mødre. At fædre er trådt mere ind i omsorgsopgaverne i forhold til børn er godt. Men det skal ikke ske på bekostning af moderen.

Barselspolitikken bør tage udgangspunkt i moderens biologiske særstilling i forplantningen. Den bør tage udgangspunkt i, at vi kvinder bærer, føder og ammer børnene. Den bør tage udgangspunkt i barnets behov og ret til optimal næring og tryghed i deres første år.
Ikke i teoretisk ligestillingsideologi. Graviditet, fødsel og amning er særlige kvindelige domæner, der fortjener respekt og validering som noget særegent kvindeligt. Det burde vi som samfund værdsætte i stedet for at skynde på mødrene for at få dem hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet i ligestillingens navn.

Alt for ofte oplever jeg i den familiepolitiske debat, at vi ikke må italesætte og fremhæve moderskabet og mors særstilling i forplantningen som noget særligt. Når vi taler om moderskabet, føres samtalen næsten altid over på fædre og ligestilling. Det må vi gøre op med. Både for børnene og mødrenes skyld.

I stedet for at indføre øremærket fædrebarsel og forkorte mors tid med baby ville en meget bedre barselspolitik være at give familierne ret til at holde barsel sammen. Dette har UNICEF iøvrigt også foreslået. Optimalt ville det være med mulighed for to års barsel til mor og et år til far.

Et mere moder- og børnevenligt samfund vil være til fordel for alle. Også for fædre.

Dette indlæg er udtryk for Christina Brøndsholm Andersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Søvntræning er ikke til for barnets skyld

af | aug 3, 2020

DEBAT

Søvntræning er IKKE til for barnets skyld

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

3. august 2020 | Af Mia Bernscherer Bjørnfort | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

Mia Bernscherer Bjørnfort er 39 år, blogger og mor til 4 børn i alderen 3 til 12 år. Du læse mere på sovendeboern.dk eller følge Mia og hendes familie på instagramprofilen @familieudenfilter.

Når man taler om søvntræning, fremstilles det ofte som et effektivt og harmløst redskab til at sikre både babyen/barnet og forældrene den gode, nærende søvn, der danner basis for en sund udvikling.

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen. Det vil sige glade børn, der velvilligt lægger sig til at sove, sover hele natten og vågner friske og veludhvilede dagen efter.

Bonussen ved søvntræning beskrives ofte som forudsigelighed i døgnrytmen (altså en fast senge- og stå op-tid), og børn, der selv kan falde i søvn igen, hvis de skulle vågne i løbet af natten. Søvntræning skulle med andre ord give børn, der ikke “forstyrrer” forældrene før næste morgen – ved den aftalte tid.

Og her kommer argumentet om vigtigheden af at pleje parforholdet, have tid til sig selv og muligheden for at have gæster også ofte i spil.

Som ekstra bonus-bonus kan barnet puttes af andre og andre steder, så længe man følger barnets putterutine.

Det er svært at rette kritik mod nogle af disse punkter. Det er gode argumenter, der er funderet i ønsket om god trivsel for alle.

Men er det så det, søvntræning giver – god trivsel for alle?

Det kommer nok an på, hvad man mener, når man henviser til søvntræning.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Den ovenstående beskrivelse kan sagtens i praksis være kærlig og omsorgsfuld hjælp til, at barnet finder søvnen og sover hele natten. Der findes børn, som kun har brug for ganske lidt hjælp til søvnen allerede fra fødslen af. Det kan også være forældre, der afventer, at barnet af sig selv eller med ganske blid tilskynding guides ind i en rutine med at falde i søvn selv og selv finde sutten om natten eller bruger en natlampe eller nusseklud til at falde i søvn igen ved opvågninger.

Det er ikke disse eksempler, der kaldes søvntræning, uanset om forælderen selv opfatter at “træne barnet til at falde i søvn selv”. Og det er således ikke disse eksempler, jeg både selvstændigt og via foreningen Sovende Børn på det kraftigste taler imod.

I forskningen er søvntræning desværre heller ikke klart defineret, hvorfor jeg længe har forsøgt at definere, hvad jeg mener, søvntræning er. I Sovende Børn har vi valgt at definere søvntræning som ”en tilgang/metode, hvor barnet forsøges puttet med så lidt hjælp som muligt med formålet, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd”.

Herudover skal tilgangen/metoden opfylde mindst ét af følgende kriterier og praktiseres over en periode på mindst nogle dage med det klare formål, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd:

• Der følges en fast fremgangsmåde, som ikke tilpasses til det individuelle barns situation og signaler.
• Omsorgspersonen går fra barnet trods gråd eller utilfredshed fra barnet.
• Der praktiseres forsinket eller ingen respons, forstået på den måde, at kontakt og omsorg bevidst tilbageholdes i kortere eller længere tid, til trods for at barnet søger at påkalde sig omsorgspersonernes opmærksomhed.

Definitionen viser med al tydelighed, at det ikke er målet “god søvn”, der er problemet, og dermed er der stadig intet at kritisere ved førnævnte argumenter for at søge at opnå denne “gode søvn”. Det er derimod måden, hvorpå fagfolk og forældre forsøger at opnå “god søvn” og den måde, ”god søvn” defineres, der er problemet.

Når forskningen undersøger, om en given metode til at opnå det, der er meningen med søvntræning, ”virker”, så måler man typisk alene, om disse ting opnås. Altså om barnet fx får en forudsigelig søvn, og om barnet kan falde i søvn uden eller med meget lidt hjælp.

Ingen stiller dog spørgsmål til, HVORFOR barnet nu har denne ændrede adfærd, og om midlet, søvntræningen, kan stå mål med den (opfattede) effekt. Jeg skriver (opfattede), fordi studierne faktisk ikke er entydige, uanset hvilke man vælger. Flere melder om en midlertidig adfærdsændring hos barnet, men denne ændring kan sjældent fastholdes, medmindre forældrene bliver ved at have samme tilgang til barnet som under selve søvntræningen.

Søvntræning er således ikke noget, man bare kan gøre én gang, og så “virker det” i resten af barnets barndom. Ofte kræver det vedholdende “træning”, og i nogle tilfælde må man starte forfra en eller flere gange gennem barnets første 4-6 leveår.

Det, der er så problematisk med metoden, er, at den baserer sig på, at barnets signaler skal ignoreres. Et barn, der kalder og/eller græder, gør det fordi, det har et behov, det ikke selv kan opfylde.

Tidligere mente man, at såfremt barnet havde fået mad, var tør og varm, var blevet stimuleret dagen igennem og havde en ren ble – så havde barnet ikke flere behov – og derfor kunne gråd sagtens ignoreres. Nu ved vi heldigvis, at barnets udvikling er meget mere kompleks – ja eller simpel – afhængig af, hvordan man ser på det. Barnet har brug for at føle sig set, hørt og anerkendt. Hele barnets senere evne til at indgå i relationer (familie, venner, kollegaer) handler i høj grad om, hvordan barnet har oplevet omsorg i barndommen.

Psykolog Anne Rom

At gå fra et barn, der forsøger at opnå kontakt, viser barnet, at det er alene og må håndtere sine problemer selv. Det græder, men ingen kommer. Det kalder, men ingen kommer. Barnet forstår ikke, at det er i gang med at “lære” at falde i søvn alene, og at mor er lige ude i køkkenet. Det forstår kun, at det er blevet efterladt, trods det har gjort sig umage for at fortælle, at det stadig havde brug for nogen hos sig.

Samtidig er selve forskningen omkring metoden mangelfulde. Camilla Juhl Dorland har i sit speciale “Cry it out-søvntræning: Hvordan påvirker extinction-baserede søvninterventioner barnet, forældrene og tilknytningen imellem dem” beskrevet, hvordan studier i cio-baserede søvninterventioner ofte er dårligt udført. Forstået på den måde, at der mangler klare definitioner og kontrolgrupper, og at studiernes størrelse (antallet af deltagere) i nogle tilfælde er problematiske. Camilla kortlagde desuden, at forskerne bag studierne i cio-baserede søvninterventioner ofte har egne økonomiske interesser i at påvise en “effekt” af søvntræning.

Helt generelt er det således – både i forskningen og i mange artikler – at søvntræning præsenteres som ”for barnets bedste”, men udelukkende handler om forældrene. Fokus ligger med andre ord på forældrenes bekvemmelighed og en fejlagtig opfattelse af, hvad børn har brug for for at trives og udvikle sig. Der er simpelthen et ønske om, at det skal virke, et ønske om, at det skal være uskadeligt, og et ønske om, at denne “uskadelige træning” skal have en positiv effekt på hele familiens trivsel – trods AL grundforskning i barnets udvikling taler imod.

Jeg har en teori om, at ønsket opstår ud fra en sårbar position, hvor forældrene er pressede af samfundets forventninger om at være “gode forældre”, og et ekstremt pres for at præstere og “ikke lade barnet være en hindring for det levede liv”.

Kort sagt oplever jeg, at dem, som søvntræner, gør det, fordi de oprigtigt ønsker at “hjælpe deres barn”. Fordi fagfolk, familie, netværk og babybogsforfattere fortæller, at deres barn vil få søvnproblemer, hvis ikke de “lærer det at sove”, fordi forældre tror, deres barn allerede har søvnproblemer, fordi deres barn ikke kan sove uden kontakt og hjælp, og fordi de desperat har brug for den struktur og forudsigelighed, søvntræningen lover.

Der kan være rigtig mange årsager til behovet for forudsigeligheden og den “nemme” putning, men præstationskulturen er med garanti en del af det. Det samme er den slående mangel på støtte til nye familier og i særdeleshed mødre samt en helt urimelig forventning om, at livet ikke må ændre sig, men skal fortsætte i samme tempo, trods barnets helt uanfægtelige behov for et langsommere tempo og kontinuerlig tæt kontakt med en primær omsorgsgiver.

Kogt ned, så meget som jeg kan, er problemet med søvntræning i mine øjne således:

At søvntræning sker, fordi de kulturelle og samfundsmæssige forventninger og krav til livet med et lille barn er helt urealistiske Og slet ikke tager højde for barnets og den nye families behov.

At søvntræning sker, fordi vi ikke har tid til og forståelse for barnets behov, fordi vi lever i en adskillelseskultur, hvor det er et mål i sig selv, at barnet hurtigst muligt må kunne klare sig selv.

At søvntræning, som defineret længere oppe i dette indlæg, ikke er – og aldrig vil blive – foreneligt med barnets behov.

I realiteten er det jo omsorgsfuld og kærlig kontakt som hjælp til at finde og blive i søvnen, der er barnets behov – og i mange tilfælde også forældrenes, fordi det giver en rolig stund med deres barn. En stund, der for de flestes vedkommende, er det eneste tidspunkt i hverdagen, hvor der er fuldt fokus og nærvær, uden næste punkt på dagens liste står og venter.

Indlægget bygger blandt andet på disse kilder:

 

Gradisar, M., Jackson, K., Spurrier, N. J., Gibson, J., Whitham, J., Williams, A. S., Dolby, R. & Kennaway, D. (2016). Behavioral interventions for infant sleep problems: a randomized controlled trial. Pediatrics; 137(6), e20151486-e20151486.

Hall, W. A., Hutton, E., Brant, R. F., Collet, J. P., Gregg, K., Saunders, R., Ipsiroglu, O., Gafni, A., Triolet, K., Tse, L., Bhagat, R. & Wooldridge, J. (2015). A randomized controlled trial of an intervention for infants’ behavioral sleep problems. BMC Pediatrics; 15(1), 181.

Studier i børnesøvn og mediernes omtale af dem – Fagpersoners vigtige rolle i formidlingen af forskning til forældre, sovendeboern.dk, juni 1, 2020

Dette indlæg er udtryk for Mia Bernscherer Bjørnforts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Søvntræning er IKKE til for barnets skyld

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

3. august 2020 | Af Mia Bernscherer Bjørnfort | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

 

Mia Bernscherer Bjørnfort er 39 år, blogger og mor til 4 børn i alderen 3 til 12 år. Du læse mere på sovendeboern.dk eller følge Mia og hendes familie på instagramprofilen @familieudenfilter.

 

Når man taler om søvntræning, fremstilles det ofte som et effektivt og harmløst redskab til at sikre både babyen/barnet og forældrene den gode, nærende søvn, der danner basis for en sund udvikling.

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen. Det vil sige glade børn, der velvilligt lægger sig til at sove, sover hele natten og vågner friske og veludhvilede dagen efter.

Bonussen ved søvntræning beskrives ofte som forudsigelighed i døgnrytmen (altså en fast senge- og stå op-tid), og børn, der selv kan falde i søvn igen, hvis de skulle vågne i løbet af natten. Søvntræning skulle med andre ord give børn, der ikke “forstyrrer” forældrene før næste morgen – ved den aftalte tid.

Og her kommer argumentet om vigtigheden af at pleje parforholdet, have tid til sig selv og muligheden for at have gæster også ofte i spil.

Som ekstra bonus-bonus kan barnet puttes af andre og andre steder, så længe man følger barnets putterutine.

Det er svært at rette kritik mod nogle af disse punkter. Det er gode argumenter, der er funderet i ønsket om god trivsel for alle.

Men er det så det, søvntræning giver – god trivsel for alle?

Det kommer nok an på, hvad man mener, når man henviser til søvntræning.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Den ovenstående beskrivelse kan sagtens i praksis være kærlig og omsorgsfuld hjælp til, at barnet finder søvnen og sover hele natten. Der findes børn, som kun har brug for ganske lidt hjælp til søvnen allerede fra fødslen af. Det kan også være forældre, der afventer, at barnet af sig selv eller med ganske blid tilskynding guides ind i en rutine med at falde i søvn selv og selv finde sutten om natten eller bruger en natlampe eller nusseklud til at falde i søvn igen ved opvågninger.

Det er ikke disse eksempler, der kaldes søvntræning, uanset om forælderen selv opfatter at “træne barnet til at falde i søvn selv”. Og det er således ikke disse eksempler, jeg både selvstændigt og via foreningen Sovende Børn på det kraftigste taler imod.

I forskningen er søvntræning desværre heller ikke klart defineret, hvorfor jeg længe har forsøgt at definere, hvad jeg mener, søvntræning er. I Sovende Børn har vi valgt at definere søvntræning som ”en tilgang/metode, hvor barnet forsøges puttet med så lidt hjælp som muligt med formålet, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd”.

Herudover skal tilgangen/metoden opfylde mindst ét af følgende kriterier og praktiseres over en periode på mindst nogle dage med det klare formål, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd:

• Der følges en fast fremgangsmåde, som ikke tilpasses til det individuelle barns situation og signaler.
• Omsorgspersonen går fra barnet trods gråd eller utilfredshed fra barnet.
• Der praktiseres forsinket eller ingen respons, forstået på den måde, at kontakt og omsorg bevidst tilbageholdes i kortere eller længere tid, til trods for at barnet søger at påkalde sig omsorgspersonernes opmærksomhed.

Definitionen viser med al tydelighed, at det ikke er målet “god søvn”, der er problemet, og dermed er der stadig intet at kritisere ved førnævnte argumenter for at søge at opnå denne “gode søvn”. Det er derimod måden, hvorpå fagfolk og forældre forsøger at opnå “god søvn” og den måde, ”god søvn” defineres, der er problemet.

Når forskningen undersøger, om en given metode til at opnå det, der er meningen med søvntræning, ”virker”, så måler man typisk alene, om disse ting opnås. Altså om barnet fx får en forudsigelig søvn, og om barnet kan falde i søvn uden eller med meget lidt hjælp.

Ingen stiller dog spørgsmål til, HVORFOR barnet nu har denne ændrede adfærd, og om midlet, søvntræningen, kan stå mål med den (opfattede) effekt. Jeg skriver (opfattede), fordi studierne faktisk ikke er entydige, uanset hvilke man vælger. Flere melder om en midlertidig adfærdsændring hos barnet, men denne ændring kan sjældent fastholdes, medmindre forældrene bliver ved at have samme tilgang til barnet som under selve søvntræningen.

Søvntræning er således ikke noget, man bare kan gøre én gang, og så “virker det” i resten af barnets barndom. Ofte kræver det vedholdende “træning”, og i nogle tilfælde må man starte forfra en eller flere gange gennem barnets første 4-6 leveår.

Det, der er så problematisk med metoden, er, at den baserer sig på, at barnets signaler skal ignoreres. Et barn, der kalder og/eller græder, gør det fordi, det har et behov, det ikke selv kan opfylde.

Tidligere mente man, at såfremt barnet havde fået mad, var tør og varm, var blevet stimuleret dagen igennem og havde en ren ble – så havde barnet ikke flere behov – og derfor kunne gråd sagtens ignoreres. Nu ved vi heldigvis, at barnets udvikling er meget mere kompleks – ja eller simpel – afhængig af, hvordan man ser på det. Barnet har brug for at føle sig set, hørt og anerkendt. Hele barnets senere evne til at indgå i relationer (familie, venner, kollegaer) handler i høj grad om, hvordan barnet har oplevet omsorg i barndommen.

Psykolog Anne Rom

At gå fra et barn, der forsøger at opnå kontakt, viser barnet, at det er alene og må håndtere sine problemer selv. Det græder, men ingen kommer. Det kalder, men ingen kommer. Barnet forstår ikke, at det er i gang med at “lære” at falde i søvn alene, og at mor er lige ude i køkkenet. Det forstår kun, at det er blevet efterladt, trods det har gjort sig umage for at fortælle, at det stadig havde brug for nogen hos sig.

Samtidig er selve forskningen omkring metoden mangelfulde. Camilla Juhl Dorland har i sit speciale “Cry it out-søvntræning: Hvordan påvirker extinction-baserede søvninterventioner barnet, forældrene og tilknytningen imellem dem” beskrevet, hvordan studier i cio-baserede søvninterventioner ofte er dårligt udført. Forstået på den måde, at der mangler klare definitioner og kontrolgrupper, og at studiernes størrelse (antallet af deltagere) i nogle tilfælde er problematiske. Camilla kortlagde desuden, at forskerne bag studierne i cio-baserede søvninterventioner ofte har egne økonomiske interesser i at påvise en “effekt” af søvntræning.

Helt generelt er det således – både i forskningen og i mange artikler – at søvntræning præsenteres som ”for barnets bedste”, men udelukkende handler om forældrene. Fokus ligger med andre ord på forældrenes bekvemmelighed og en fejlagtig opfattelse af, hvad børn har brug for for at trives og udvikle sig. Der er simpelthen et ønske om, at det skal virke, et ønske om, at det skal være uskadeligt, og et ønske om, at denne “uskadelige træning” skal have en positiv effekt på hele familiens trivsel – trods AL grundforskning i barnets udvikling taler imod.

Jeg har en teori om, at ønsket opstår ud fra en sårbar position, hvor forældrene er pressede af samfundets forventninger om at være “gode forældre”, og et ekstremt pres for at præstere og “ikke lade barnet være en hindring for det levede liv”.

Kort sagt oplever jeg, at dem, som søvntræner, gør det, fordi de oprigtigt ønsker at “hjælpe deres barn”. Fordi fagfolk, familie, netværk og babybogsforfattere fortæller, at deres barn vil få søvnproblemer, hvis ikke de “lærer det at sove”, fordi forældre tror, deres barn allerede har søvnproblemer, fordi deres barn ikke kan sove uden kontakt og hjælp, og fordi de desperat har brug for den struktur og forudsigelighed, søvntræningen lover.

Der kan være rigtig mange årsager til behovet for forudsigeligheden og den “nemme” putning, men præstationskulturen er med garanti en del af det. Det samme er den slående mangel på støtte til nye familier og i særdeleshed mødre samt en helt urimelig forventning om, at livet ikke må ændre sig, men skal fortsætte i samme tempo, trods barnets helt uanfægtelige behov for et langsommere tempo og kontinuerlig tæt kontakt med en primær omsorgsgiver.

Kogt ned, så meget som jeg kan, er problemet med søvntræning i mine øjne således:

At søvntræning sker, fordi de kulturelle og samfundsmæssige forventninger og krav til livet med et lille barn er helt urealistiske Og slet ikke tager højde for barnets og den nye families behov.

At søvntræning sker, fordi vi ikke har tid til og forståelse for barnets behov, fordi vi lever i en adskillelseskultur, hvor det er et mål i sig selv, at barnet hurtigst muligt må kunne klare sig selv.

At søvntræning, som defineret længere oppe i dette indlæg, ikke er – og aldrig vil blive – foreneligt med barnets behov.

I realiteten er det jo omsorgsfuld og kærlig kontakt som hjælp til at finde og blive i søvnen, der er barnets behov – og i mange tilfælde også forældrenes, fordi det giver en rolig stund med deres barn. En stund, der for de flestes vedkommende, er det eneste tidspunkt i hverdagen, hvor der er fuldt fokus og nærvær, uden næste punkt på dagens liste står og venter.

Indlægget bygger blandt andet på disse kilder:

Gradisar, M., Jackson, K., Spurrier, N. J., Gibson, J., Whitham, J., Williams, A. S., Dolby, R. & Kennaway, D. (2016). Behavioral interventions for infant sleep problems: a randomized controlled trial. Pediatrics; 137(6), e20151486-e20151486.

Hall, W. A., Hutton, E., Brant, R. F., Collet, J. P., Gregg, K., Saunders, R., Ipsiroglu, O., Gafni, A., Triolet, K., Tse, L., Bhagat, R. & Wooldridge, J. (2015). A randomized controlled trial of an intervention for infants’ behavioral sleep problems. BMC Pediatrics; 15(1), 181.

Studier i børnesøvn og mediernes omtale af dem – Fagpersoners vigtige rolle i formidlingen af forskning til forældre, sovendeboern.dk, juni 1, 2020

Dette indlæg er udtryk for Mia Bernscherer Bjørnforts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ