Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

af | feb 5, 2020

DEBAT

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

Beatrice Savage og Søren Bjerrum

5. februar 2020 | Af Beatrice Savage og Søren Bjerrum | Foto: Privat

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan vi se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed, skriver Beatrice Savage og Søren Bjerrum.

Beatrice Savage og Søren Bjerrum er skabere af bloggen The Value Creating Parent, hvis formål er at inspirere til øget bevidstgørelse i forældreskabet.

Når vi i Danmark tænker og taler om måden at være forældre på, bliver det ofte forbundet med en rolle, vi spiller over for vores børn.

Vi taler om vores rolle som mor eller vores rolle som far, og om vi har det godt eller svært i den rolle.

Det er problematisk, for det spænder ben for den ægte relation og levner ikke meget mulighed til at være os selv.

En modig veninde fortalte engang, at hun længe havde fortalt sig selv og alle andre, der ville lytte, hvordan hun havde det med at være blevet mor.

Hun fortalte, at bare fordi hun ikke elskede sin rolle som mor, betød det jo ikke, at hun ikke elskede sit barn.

Hun fortalte også, hvordan den største befrielse i hendes moderskab var at forstå, at det ikke handlede om en rolle, hun behøvede at spille over for sit barn, men om en dyb, livslang relation, hun ønskede at pleje. Hvordan det at forstå det ord “rolle”, hun havde brugt til at beskrive sin virkelighed, i virkeligheden satte hende fri.

Disse refleksioner er dyrebare. For som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby så mange gange har sagt, så spejler ordet sjælen.

Ynder vi at gå etymologisk til værks, finder vi hurtigt ud af, hvorfor der kan ligge en smerte forbundet i at tænke, føle og tale om forældreskabet som en rolle.

På dansk kommer ordet rolle via tysk fra fransk ’rôle’ og betyder “en karakter, spillet i en persons liv” og en “rulle papir, hvorpå en skuespillers del er nedskrevet”.

Det deler den samme rod som ’rulle’, som er beslægtet med det latinske ’rota’, altså ’hjul’. Denne rod danner så andre ord relateret til hjul og rulle, blandt andet ’chariot’ på sanskrit, som giver konnotationer til at “spænde noget for”.

Denne rod giver også betydninger som ’beskytte’, ’udøve magt’ og ’holde ved magt’. Betydninger, nogle måske kan genkende i deres praksis som forældre.

Tænker vi vores relationer med vores børn som sådan, kan der opleves en ubalance eller måske endda mangel på harmoni i den måde, vi deler livet med dem. Unægteligt kommer vi til at se os selv som noget uægte i forhold til dem. Som noget påtaget.

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan fejlbarligheden, ligheden og kærligheden vokse fra et mere sandt sted, og vi kan se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed.

Det gør en stor forskel i relationen. Men som sagt også i forhold til os selv. Og handler grundlæggende om de ting, vi selv har med os.

Vi kan med fordel spørge; hvem har jeg lært at være, og hvem ønsker jeg at blive? Når vi bliver bevidste om dette, åbner det for muligheden for at afdække og virkeliggøre vores værdier, anerkende vores indre barn, vores reaktionsmønstre og antagelser om livet.

På den måde kan vi revolutionere forældreskabet.

Tiden er kommet til at sætte vores børn fri ved at sætte os selv fri.

Dette indlæg er udtryk for Beatrice Savages og Søren Bjerrums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

Beatrice Savage og Søren Bjerrum

5. februar 2020 | Af Beatrice Savage og Søren Bjerrum | Foto: Privat

 

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan vi se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed, skriver Beatrice Savage og Søren Bjerrum.

Beatrice Savage og Søren Bjerrum er skabere af bloggen The Value Creating Parent, hvis formål er at inspirere til øget bevidstgørelse i forældreskabet.

Når vi i Danmark tænker og taler om måden at være forældre på, bliver det ofte forbundet med en rolle, vi spiller over for vores børn.

Vi taler om vores rolle som mor eller vores rolle som far, og om vi har det godt eller svært i den rolle.

Det er problematisk, for det spænder ben for den ægte relation og levner ikke meget mulighed til at være os selv.

En modig veninde fortalte engang, at hun længe havde fortalt sig selv og alle andre, der ville lytte, hvordan hun havde det med at være blevet mor.

Hun fortalte, at bare fordi hun ikke elskede sin rolle som mor, betød det jo ikke, at hun ikke elskede sit barn.

Hun fortalte også, hvordan den største befrielse i hendes moderskab var at forstå, at det ikke handlede om en rolle, hun behøvede at spille over for sit barn, men om en dyb, livslang relation, hun ønskede at pleje. Hvordan det at forstå det ord “rolle”, hun havde brugt til at beskrive sin virkelighed, i virkeligheden satte hende fri.

Disse refleksioner er dyrebare. For som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby så mange gange har sagt, så spejler ordet sjælen.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Ynder vi at gå etymologisk til værks, finder vi hurtigt ud af, hvorfor der kan ligge en smerte forbundet i at tænke, føle og tale om forældreskabet som en rolle.

På dansk kommer ordet rolle via tysk fra fransk ’rôle’ og betyder “en karakter, spillet i en persons liv” og en “rulle papir, hvorpå en skuespillers del er nedskrevet”.

Det deler den samme rod som ’rulle’, som er beslægtet med det latinske ’rota’, altså ’hjul’. Denne rod danner så andre ord relateret til hjul og rulle, blandt andet ’chariot’ på sanskrit, som giver konnotationer til at “spænde noget for”.

Denne rod giver også betydninger som ’beskytte’, ’udøve magt’ og ’holde ved magt’. Betydninger, nogle måske kan genkende i deres praksis som forældre.

Tænker vi vores relationer med vores børn som sådan, kan der opleves en ubalance eller måske endda mangel på harmoni i den måde, vi deler livet med dem. Unægteligt kommer vi til at se os selv som noget uægte i forhold til dem. Som noget påtaget.

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan fejlbarligheden, ligheden og kærligheden vokse fra et mere sandt sted, og vi kan se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed.

Det gør en stor forskel i relationen. Men som sagt også i forhold til os selv. Og handler grundlæggende om de ting, vi selv har med os.

Vi kan med fordel spørge; hvem har jeg lært at være, og hvem ønsker jeg at blive? Når vi bliver bevidste om dette, åbner det for muligheden for at afdække og virkeliggøre vores værdier, anerkende vores indre barn, vores reaktionsmønstre og antagelser om livet.

På den måde kan vi revolutionere forældreskabet.

Tiden er kommet til at sætte vores børn fri ved at sætte os selv fri.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Dette indlæg er udtryk for Beatrice Savages og Søren Bjerrums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

af | feb 2, 2020

DEBAT

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor.

2. februar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor. 

Marta Gramstrup Wriedt er journalist og stifter af fødslen.dk.

Den 30. januar løb DR’s dokumentarserie Lortemor endnu en gang over skærmen. I dette afsnit møder vi Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at flytte fra Valby til Nørreballe på Lolland for at kunne gå hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

Vi stifter også bekendtskab med Laura fra Lisbjerg ved Aarhus, der gang på gang fortæller, hvordan hun konstant har dårlig samvittighed over at aflevere sine børn i institution og kæmper for at gøre deres dage der korte. Hun gør det klart, at hun efter endt uddannelse ikke ønsker et fuldtidsjob, så længe børnene er små.

Vinklen bliver ikke forfulgt yderligere, og vi får således ikke svar på, hvad hun føler, der står i vejen for drømmen om hjemmelivet.

I stedet bliver vi præsenteret for debattør og skribent på Zetland Sara Alfort, der som ekspert i programmet mener, at man kan være forældre på mange forskellige måder, men at vi generelt stiller store krav til os selv, og at vi ”lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning”.

Herefter pointerer forfatter Pia Fris Laneth, at vi har en tendens til at idyllisere fortidens husmødre. At vi har en forestilling om, at ”der var tid til at bage og lave leverpostej og passe børnene og sådan ro og ingen stress”. Og Sara Alfort stemmer i. Ifølge hende bilder vi os nemlig ind, at de bare ”sad og lavede krea-projekter med deres børn”.

Udtalelserne gør mig en anelse træt. Og på trods af Mie Leonhardt Husum Rinkens befriende tilstedeværelse bringer udsendelsen os ikke rigtig videre.

Sara Alfort har naturligvis ret i, at vi kan være gode forældre på forskellige måder. For det er vigtigt at pointere, at der ikke er én rigtig løsning. Men hendes og Pia Fris Laneths udtalelser viser med al tydelighed, at DR heller ikke denne gang har formået at finde eksperter, som reelt har sat sig ind i, hvad det vil sige at være hjemmegående anno 2020. Og hvorfor et stigende antal familier vælger den løsning. 

Jeg tør vove den påstand, at de færreste med ønsket om at gå hjemme har en illusion om ren idyl og sanselege dagen lang. Det er at negligere alvoren, når sådanne udtalelser ikke nuanceres.

Som hjemmegående kan jeg skrive under på, at det ikke er virkeligheden. Ej heller baggrunden for vores families valg.

Vi har valgt hjemmelivet, fordi vi lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning, for at bruge Sara Alforts egne ord.

Når vi vælger hjemmelivet, er det netop for børnenes skyld. Fordi vi er blevet mere bevidste om, hvad tilknytning betyder, og hvor ringe det – på grund af helt uacceptable normeringer og krav – står til i mange af landets institutioner. 

Vores valg er, som Mie Leonhardt Husum Rinken også udtrykker det så fint i programmet, ikke et fravalg af det virkelige liv, men et tilvalg af en anden livsstil, som giver meget mere mening. For os.

Jeg kan godt garantere, at det er de færreste hjemmegående, der ønsker at rulle samfundsudviklingen tilbage, sådan som det i debatter – og til en vis grad også i programmet her – bliver anført som et modargument for, og skræmmebillede i forhold til, hjemmelivet. 

Vi skal i min optik væk fra den forældede tankegang, der handler om, at det kun er mødre, der kan være hjemmegående, at et tilvalg af hjemmelivet vil sætte udviklingen og kvinderne tilbage til en dunkel fortid, og at vores økonomi ikke kan bære det.

Det danske samfund er bygget op om en model, hvor både kvinder og mænd er på arbejdsmarkedet. Vi har ikke råd til andet, lyder det. Men måske vi i stedet skal spørge, om det er det bedste for børnene? Om vi på sigt har råd til en model, hvor omsorg udliciteres, men ikke prioriteres. Om vi skal tilbyde vores børn, der synes mere pressede og mere stressede end nogensinde før, et alternativ. 

Det er bydende nødvendigt at tale om virkeligheden, som den er, og ikke som det er mest belejligt. Fordi andet gør lidt for ondt eller prikker til en dårlig samvittighed.

Hjemmelivet er muligvis ikke for alle. Og fred være med det. Men vi er nødt til at kunne tale om muligheden, uden at det bliver set som en idyllisering af fortiden eller en kritik af dem, der gør det anderledes.

Vi skal kunne tale om hjemmelivet på en måde, der giver mening, og ud fra det perspektiv, der har betydning.

Vores børns. 

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til mig på marta@foedslen.dk.

DEBAT

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor.

2. februar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor. 

Marta Gramstrup Wriedt er journalist og stifter af fødslen.dk.

Den 30. januar løb DR’s dokumentarserie Lortemor endnu en gang over skærmen. I dette afsnit møder vi Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at flytte fra Valby til Nørreballe på Lolland for at kunne gå hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

Vi stifter også bekendtskab med Laura fra Lisbjerg ved Aarhus, der gang på gang fortæller, hvordan hun konstant har dårlig samvittighed over at aflevere sine børn i institution og kæmper for at gøre deres dage der korte. Hun gør det klart, at hun efter endt uddannelse ikke ønsker et fuldtidsjob, så længe børnene er små.

Vinklen bliver ikke forfulgt yderligere, og vi får således ikke svar på, hvad hun føler, der står i vejen for drømmen om hjemmelivet.

I stedet bliver vi præsenteret for debattør og skribent på Zetland Sara Alfort, der som ekspert i programmet mener, at man kan være forældre på mange forskellige måder, men at vi generelt stiller store krav til os selv, og at vi ”lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning”.

Herefter pointerer forfatter Pia Fris Laneth, at vi har en tendens til at idyllisere fortidens husmødre. At vi har en forestilling om, at ”der var tid til at bage og lave leverpostej og passe børnene og sådan ro og ingen stress”. Og Sara Alfort stemmer i. Ifølge hende bilder vi os nemlig ind, at de bare ”sad og lavede krea-projekter med deres børn”.

Udtalelserne gør mig en anelse træt. Og på trods af Mie Leonhardt Husum Rinkens befriende tilstedeværelse bringer udsendelsen os ikke rigtig videre.

Sara Alfort har naturligvis ret i, at vi kan være gode forældre på forskellige måder. For det er vigtigt at pointere, at der ikke er én rigtig løsning. Men hendes og Pia Fris Laneths udtalelser viser med al tydelighed, at DR heller ikke denne gang har formået at finde eksperter, som reelt har sat sig ind i, hvad det vil sige at være hjemmegående anno 2020. Og hvorfor et stigende antal familier vælger den løsning. 

Jeg tør vove den påstand, at de færreste med ønsket om at gå hjemme har en illusion om ren idyl og sanselege dagen lang. Det er at negligere alvoren, når sådanne udtalelser ikke nuanceres.

Som hjemmegående kan jeg skrive under på, at det ikke er virkeligheden. Ej heller baggrunden for vores families valg.

Vi har valgt hjemmelivet, fordi vi lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning, for at bruge Sara Alforts egne ord.

Når vi vælger hjemmelivet, er det netop for børnenes skyld. Fordi vi er blevet mere bevidste om, hvad tilknytning betyder, og hvor ringe det – på grund af helt uacceptable normeringer og krav – står til i mange af landets institutioner. 

Vores valg er, som Mie Leonhardt Husum Rinken også udtrykker det så fint i programmet, ikke et fravalg af det virkelige liv, men et tilvalg af en anden livsstil, som giver meget mere mening. For os.

Jeg kan godt garantere, at det er de færreste hjemmegående, der ønsker at rulle samfundsudviklingen tilbage, sådan som det i debatter – og til en vis grad også i programmet her – bliver anført som et modargument for, og skræmmebillede i forhold til, hjemmelivet. 

Vi skal i min optik væk fra den forældede tankegang, der handler om, at det kun er mødre, der kan være hjemmegående, at et tilvalg af hjemmelivet vil sætte udviklingen og kvinderne tilbage til en dunkel fortid, og at vores økonomi ikke kan bære det.

Det danske samfund er bygget op om en model, hvor både kvinder og mænd er på arbejdsmarkedet. Vi har ikke råd til andet, lyder det. Men måske vi i stedet skal spørge, om det er det bedste for børnene? Om vi på sigt har råd til en model, hvor omsorg udliciteres, men ikke prioriteres. Om vi skal tilbyde vores børn, der synes mere pressede og mere stressede end nogensinde før, et alternativ. 

Det er bydende nødvendigt at tale om virkeligheden, som den er, og ikke som det er mest belejligt. Fordi andet gør lidt for ondt eller prikker til en dårlig samvittighed.

Hjemmelivet er muligvis ikke for alle. Og fred være med det. Men vi er nødt til at kunne tale om muligheden, uden at det bliver set som en idyllisering af fortiden eller en kritik af dem, der gør det anderledes.

Vi skal kunne tale om hjemmelivet på en måde, der giver mening, og ud fra det perspektiv, der har betydning.

Vores børns. 

Emmibaby

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til mig på marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Er det sundt at blive ensrettet og adfærdsreguleret hver dag i 10 år?

af | dec 16, 2019

DEBAT

Er det sundt at blive ensrettet og adfærdsreguleret hver dag i 10 år?

Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender som jeg som passive tilhængere af eksistensen, skriver Mads Leif, der står bag Learning Mission.

16. december 2019 | Af Mads Leif | Foto: Liv Isadrema

Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender, ligesom jeg, som passive tilhængere af eksistensen, skriver Mads Leif, der står bag Learning Mission.

Mads Leif står bag græsrodsorganisationen Learning Mission, hvis mål er at accelerere transformationen af skolesystemet gennem blandt andet folkeoplysning, et online læringsunivers og udformning af en transformationsplan for landets folkeskoler. Du kan læse mere her.

Da jeg startede i skole, mistede jeg langsomt meningen med livet.

Min energi, lærelyst og iderighed forsvandt gradvist gennem den unødvendige disciplinering og adfærdsregulering, der fandt sted. Jeg gik fra at være eksisterende til at blive iagttager af eksistensen.

Jeg led af lavt selvværd og mistillid til mig selv og omverden. Alle de unødvendige nederlag i skolen fik mig til at føle mig utilstrækkelig, og alt i mit liv blev påvirket af meningsløsheden.

Da jeg havde afsluttet folkeskolen og gymnasiet, brugte jeg mange år på at finde mig selv og aflære de principper, jeg delvist havde fået lært i min skoletid. Efterfølgende har jeg lært én ting, der er langt vigtigere end alt, hvad jeg lærte i skolen: At motivere og dedikere mig selv.

Jeg ønsker ikke, det, der sket for mig, skal ske for andre børn. 

Derfor har jeg taget initiativ til Learning Mission, og vores mål er at ende ensretningsmaskinen. Det er på tide, at vi som samfund accepterer, at børn er forskellige. Vores arbejde stopper først, når børn ikke længere bliver forpligtet til at lære.

Skolesystemet adfærdsregulerer og ensretter børn, og det er sørgeligt og kontraproduktivt for både børn og samfund.

Det er fantastisk, hvad vi kan udrette, når vores energi er bevaret. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte vores børn.

Et af hovedproblemerne med tilpasningen er, at vi bliver skolet væk fra eksistensen. Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender, ligesom jeg, som passive tilhængere af eksistensen. Det er tydeligt, når man bevæger sig rundt

Det er sundere og sjovere at lære gennem vejledning og inspiration, og det er tydeligt, at et stigende antal friskoler og læringsmiljøer er begyndt at bruge disse naturlige metoder. Transformationen af skolesystemet er allerede i gang. Jeg vil bare være med til at accelerere den. Og hjælpe med at gøre Danmark til et foregangsland.

For det enkelte barn er løsningen simpel. Vi skal have tillid til ikke at kende endemålet for det enkelte barns uddannelse.

Vi skal betragte børn som flammer, der skal bevares. Børn er ikke beholdere, der skal fyldes (med den samme information).

Vi er forskellige.

Det må fremtidens læringsmiljøer anerkende.

Mit håb, og det, jeg arbejder for, er, at vi i fremtiden afstår fra at tilpasse børn til skolen. I stedet tilpasser vi læringsmiljøet til det enkelte barn.

Verden udvikler sig i højt tempo, og vi er nødt til at inspirere og vejlede og have tillid til børns egne intuitive drifter. Det bliver fantastisk, når vi når dertil.

Jeg glæder mig.

Dette indlæg er udtryk for Mads Leifs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Er det sundt at blive ensrettet og adfærdsreguleret hver dag i 10 år?

Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender som jeg som passive tilhængere af eksistensen, skriver Mads Leif, der står bag Learning Mission.

16. december 2019 | Af Mads Leif | Foto: Liv Isadrema

Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender, ligesom jeg, som passive tilhængere af eksistensen, skriver Mads Leif, der står bag Learning Mission.

Mads Leif står bag græsrodsorganisationen Learning Mission, hvis mål er at accelerere transformationen af skolesystemet gennem blandt andet folkeoplysning, et online læringsunivers og udformning af en transformationsplan for landets folkeskoler. Du kan læse mere her.

Da jeg startede i skole, mistede jeg langsomt meningen med livet.

Min energi, lærelyst og iderighed forsvandt gradvist gennem den unødvendige disciplinering og adfærdsregulering, der fandt sted. Jeg gik fra at være eksisterende til at blive iagttager af eksistensen.

Jeg led af lavt selvværd og mistillid til mig selv og omverden. Alle de unødvendige nederlag i skolen fik mig til at føle mig utilstrækkelig, og alt i mit liv blev påvirket af meningsløsheden.

Da jeg havde afsluttet folkeskolen og gymnasiet, brugte jeg mange år på at finde mig selv og aflære de principper, jeg delvist havde fået lært i min skoletid. Efterfølgende har jeg lært én ting, der er langt vigtigere end alt, hvad jeg lærte i skolen: At motivere og dedikere mig selv.

Jeg ønsker ikke, det, der sket for mig, skal ske for andre børn. 

Derfor har jeg taget initiativ til Learning Mission, og vores mål er at ende ensretningsmaskinen. Det er på tide, at vi som samfund accepterer, at børn er forskellige. Vores arbejde stopper først, når børn ikke længere bliver forpligtet til at lære.

Skolesystemet adfærdsregulerer og ensretter børn, og det er sørgeligt og kontraproduktivt for både børn og samfund.

Det er fantastisk, hvad vi kan udrette, når vores energi er bevaret. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte vores børn.

Et af hovedproblemerne med tilpasningen er, at vi bliver skolet væk fra eksistensen. Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender, ligesom jeg, som passive tilhængere af eksistensen. Det er tydeligt, når man bevæger sig rundt

Det er sundere og sjovere at lære gennem vejledning og inspiration, og det er tydeligt, at et stigende antal friskoler og læringsmiljøer er begyndt at bruge disse naturlige metoder. Transformationen af skolesystemet er allerede i gang. Jeg vil bare være med til at accelerere den. Og hjælpe med at gøre Danmark til et foregangsland.

For det enkelte barn er løsningen simpel. Vi skal have tillid til ikke at kende endemålet for det enkelte barns uddannelse.

Vi skal betragte børn som flammer, der skal bevares. Børn er ikke beholdere, der skal fyldes (med den samme information).

Vi er forskellige.

Det må fremtidens læringsmiljøer anerkende.

Mit håb, og det, jeg arbejder for, er, at vi i fremtiden afstår fra at tilpasse børn til skolen. I stedet tilpasser vi læringsmiljøet til det enkelte barn.

Verden udvikler sig i højt tempo, og vi er nødt til at inspirere og vejlede og have tillid til børns egne intuitive drifter. Det bliver fantastisk, når vi når dertil.

Jeg glæder mig.

Dette indlæg er udtryk for Mads Leifs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Tilknytning kan ikke skemalægges: Indkøring tager tid

af | dec 9, 2019

DEBAT

Tilknytning kan ikke skemalægges: Indkøring tager tid

Mette Carendi anbefaler ikke en skemalagt indkøring i institution.

9. december 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Mange institutioner forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan være ret uheldigt ud fra et tilknytningsperspektiv, skriver Mette Carendi.

Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.

Lad mig sige det, som det er. Jeg er ikke tilhænger af skemalagt indkøring, hvor forældrene lader barnet være alene efter blot få dages indkøring.

Mange institutioner anbefaler den tilgang, hvor de forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan jeg godt forstå ud fra et logistisk synspunkt. Men ud fra et tilknytningsperspektiv kan det være ret uheldigt. Tilknytning kan nemlig ikke skemalægges, og den gode indkøring kan tage tid.

En tid, man med fordel kan prioritere at bruge.

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld beskriver tilknytningsprocessen som ”smilet, nikket og den fysiske kontakt”. Han pointerer også, at trygheden altid først skal etableres mellem de voksne, hvorefter fokus kan vendes mod barnet. Og det giver god mening, når vi taler om indkøring i institution.

Stort set alle institutioner er da også opmærksomme på, at tryghed er essentielt i en indkøringssituation, og at barnet derfor skal afleveres til den samme pædagog i den sårbare periode. Det er rigtig godt og vigtigt.

Dit barn vil rent instinktivt scanne dit ansigt for at finde ud af, om den fremmede person (pædagogen) er en ven eller fjende. Hvis du ikke selv er tryg ved den pædagog, du skal overlade dit barn til, vil dit barn opfange det og blive utrygt.

Er du okay tryg ved pædagogen, er næste skridt, at I to taler sammen, mens dit barn sidder trygt på din arm. Gerne med masser af smil, latter og fysisk kontakt, som for eksempel det at give hånd. Dit barn vil suge jeres interaktion til sig ved skiftevis at kigge op på dit ansigt og op på pædagogens. Og jo mere tryg han føler sig, jo mere nysgerrig vil han typisk blive på denne nye, spændende person, som far eller mor smiler så meget til. Det er derfor vigtigt, at du tager dig tid til denne interaktion, så du også bliver tryg.

Herefter kan pædagogens fokus flyttes til barnet, og det gælder nu om at få barnets smil, nik og den fysiske kontakt.

Meget af det her udfolder sig ofte helt naturligt, fordi det ligger instinktivt i os at sikre den trygge forbindelse til et barn, der ikke kender os endnu. Men stress, underbemanding og for rigide strukturer spænder ofte ben for denne instinktive visdom, så afleveringssituationer kan ende ud i, at vi kommer til at krænke barnets tilknytningssprog, ved at barnet bliver hevet ud af forældrenes arme af en pædagog, som barnet endnu ikke er trygt hos.

“Mange institutioner anbefaler den tilgang, hvor de forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan jeg godt forstå ud fra et logistisk synspunkt. Men ud fra et tilknytningsperspektiv kan det være ret uheldigt.”

 
Mette Carendi

Det fører et andet spørgsmål med sig, som jeg ofte får, nemlig om det ikke er ideelt, at barnet aldrig græder, når mor og far går. Ja og nej. Det er helt naturligt, at det lille barn bliver ked af det i den situation. Det er ikke sikkert, vi bryder os om det faktum, men vi er nødt til at italesætte tingene, som de er, og ikke som vi håber, de kan være, for her kommer vi typisk til at svigte børnene endnu mere. Det springende punkt er derfor, om barnet er i en tryg favn, når han er ked af det, fordi mor og far går, og om den trygge favn har tid til at holde krop og opmærksomhed rettet mod barnet, indtil han er igennem sorgen.

Her er de nuværende normeringer et problem. Og det skal der gøres noget ved. Indtil da kan du som forældre også gøre meget for at mindske dit barns utryghed. Herunder vil jeg nævne de vigtigste:

Flere tryghedspersoner
Tal med institutionen om, hvorvidt det er muligt at have to eller flere indkøringspersoner på over længere tid, så der er flere voksne, dit barn er trygt hos, da det gør det nemmere for alle parter ved sygdom, ferie og så videre.

Tag dit barns utryghed alvorligt
Er dit barn stadig ikke helt trygt i institutionen og derfor naturligt meget afhængigt af, at tryghedspædagogen er der til at tage imod og være der i løbet af dagen, anbefaler jeg, at du tager dit barn med hjem igen, hvis dit barns tryghedspædagog er syg eller på ferie. Ellers kan du risikere at skulle starte indkøringen helt forfra, ligesom det kan sætte sig som heftige forsinkede reaktioner i dit barns adfærd, fordi han eller hun har været presset ud i utryghed.

Hjælp med at sikre dit barns tryghed
Støt dit barn igennem de reguleringer, der måtte komme om eftermiddagen eller ved sengetid. På den måde sikrer du, at dit barn kommer tilbage til en tilstand af tryghed og samhørighed med dig, så du kontinuerligt sikrer tilknytningen, efter at du har været adskilt fra dit barn.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Tilknytning kan ikke skemalægges: Indkøring tager tid

Mette Carendi anbefaler ikke en skemalagt indkøring i institution.

9. december 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Mange institutioner forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan være ret uheldigt ud fra et tilknytningsperspektiv, skriver Mette Carendi.

Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.

Lad mig sige det, som det er. Jeg er ikke tilhænger af skemalagt indkøring, hvor forældrene lader barnet være alene efter blot få dages indkøring.

Mange institutioner anbefaler den tilgang, hvor de forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan jeg godt forstå ud fra et logistisk synspunkt. Men ud fra et tilknytningsperspektiv kan det være ret uheldigt. Tilknytning kan nemlig ikke skemalægges, og den gode indkøring kan tage tid.

En tid, man med fordel kan prioritere at bruge.

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld beskriver tilknytningsprocessen som ”smilet, nikket og den fysiske kontakt”. Han pointerer også, at trygheden altid først skal etableres mellem de voksne, hvorefter fokus kan vendes mod barnet. Og det giver god mening, når vi taler om indkøring i institution.

Stort set alle institutioner er da også opmærksomme på, at tryghed er essentielt i en indkøringssituation, og at barnet derfor skal afleveres til den samme pædagog i den sårbare periode. Det er rigtig godt og vigtigt.

Dit barn vil rent instinktivt scanne dit ansigt for at finde ud af, om den fremmede person (pædagogen) er en ven eller fjende. Hvis du ikke selv er tryg ved den pædagog, du skal overlade dit barn til, vil dit barn opfange det og blive utrygt.

Er du okay tryg ved pædagogen, er næste skridt, at I to taler sammen, mens dit barn sidder trygt på din arm. Gerne med masser af smil, latter og fysisk kontakt, som for eksempel det at give hånd. Dit barn vil suge jeres interaktion til sig ved skiftevis at kigge op på dit ansigt og op på pædagogens. Og jo mere tryg han føler sig, jo mere nysgerrig vil han typisk blive på denne nye, spændende person, som far eller mor smiler så meget til. Det er derfor vigtigt, at du tager dig tid til denne interaktion, så du også bliver tryg.

Herefter kan pædagogens fokus flyttes til barnet, og det gælder nu om at få barnets smil, nik og den fysiske kontakt.

Meget af det her udfolder sig ofte helt naturligt, fordi det ligger instinktivt i os at sikre den trygge forbindelse til et barn, der ikke kender os endnu. Men stress, underbemanding og for rigide strukturer spænder ofte ben for denne instinktive visdom, så afleveringssituationer kan ende ud i, at vi kommer til at krænke barnets tilknytningssprog, ved at barnet bliver hevet ud af forældrenes arme af en pædagog, som barnet endnu ikke er trygt hos.

“Mange institutioner anbefaler den tilgang, hvor de forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan jeg godt forstå ud fra et logistisk synspunkt. Men ud fra et tilknytningsperspektiv kan det være ret uheldigt.”

 
Mette Carendi

Det fører et andet spørgsmål med sig, som jeg ofte får, nemlig om det ikke er ideelt, at barnet aldrig græder, når mor og far går. Ja og nej. Det er helt naturligt, at det lille barn bliver ked af det i den situation. Det er ikke sikkert, vi bryder os om det faktum, men vi er nødt til at italesætte tingene, som de er, og ikke som vi håber, de kan være, for her kommer vi typisk til at svigte børnene endnu mere. Det springende punkt er derfor, om barnet er i en tryg favn, når han er ked af det, fordi mor og far går, og om den trygge favn har tid til at holde krop og opmærksomhed rettet mod barnet, indtil han er igennem sorgen.

Her er de nuværende normeringer et problem. Og det skal der gøres noget ved. Indtil da kan du som forældre også gøre meget for at mindske dit barns utryghed. Herunder vil jeg nævne de vigtigste:

Flere tryghedspersoner
Tal med institutionen om, hvorvidt det er muligt at have to eller flere indkøringspersoner på over længere tid, så der er flere voksne, dit barn er trygt hos, da det gør det nemmere for alle parter ved sygdom, ferie og så videre.

Tag dit barns utryghed alvorligt
Er dit barn stadig ikke helt trygt i institutionen og derfor naturligt meget afhængigt af, at tryghedspædagogen er der til at tage imod og være der i løbet af dagen, anbefaler jeg, at du tager dit barn med hjem igen, hvis dit barns tryghedspædagog er syg eller på ferie. Ellers kan du risikere at skulle starte indkøringen helt forfra, ligesom det kan sætte sig som heftige forsinkede reaktioner i dit barns adfærd, fordi han eller hun har været presset ud i utryghed.

Hjælp med at sikre dit barns tryghed
Støt dit barn igennem de reguleringer, der måtte komme om eftermiddagen eller ved sengetid. På den måde sikrer du, at dit barn kommer tilbage til en tilstand af tryghed og samhørighed med dig, så du kontinuerligt sikrer tilknytningen, efter at du har været adskilt fra dit barn.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

“Jeg er træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu”

af | nov 17, 2019

LIVET MED BØRN

“Jeg er træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu”

Indlæg om at gå hjemme med sine børn.

17. november 2019 | Af Rikke Høyer | Foto: Privat

Vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt, skriver Rikke Høyer i et smukt skriv om at have valgt hjemmelivet.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Hendes indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker.

Og jeg græder ned i hovedet på den yngste, der ammer sig i søvn til min krop, der vugger og omfavner alle andre end mig selv.

Jeg har skabt flere relationer det seneste år, end jeg har gjort de sidste 10 år tilsammen, siger jeg til min kæreste midt i aftensmaden, og så knækker jeg sammen, og den yngste kaster med maden og rammer væggen, og den ældste kigger op fra bogen i sofaen og siger, at mor er ked af det, og er du okay mor.

Og jeg spiser færdig, og vi snakker i halve sætninger, imens den yngste får mere mad og vand og hjælp til at styre koppen, og den ældste vil op at sidde og ned og op at sidde igen alligevel.

Og han ved godt, at jeg er presset, at pigerne trives, at de er glade og fyldt med livskraft, og han ved godt, at det kræver min energi, og at det slet ikke ligger til mig som person, som den jeg var før, at træde ud i uvidenhed og nye menneskers arme og øjne og samtaler, og du har gjort det så godt, og jeg sætter pris på, at du gør det, siger han og tørrer den yngste om munden, imens han synger og forsøger at spejle hende.

Det er okay mor, siger den ældste, og der sker ikke noget mor, fortsætter hun og danser nøgen rundt i stuen, og vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt siger jeg, og han ved det godt, eller det ved han jo egentlig ikke, siger han, men han forsøger at rumme og lytte midt i to små børns væren i verden.

Og så græder jeg lidt igen, og vi taler om, at jeg knækker, når jeg glemmer at mærke mig selv, men jeg har jo ikke tid, siger jeg og sukker og bander over hovedpinen og remser op, hvor mange gange jeg glemmer at gå på toilet, at spise, at trække vejret helt derned, hvor man helst
skal gøre det.

Og det har bare været et hårdt år, og jeg har lært så meget om mig selv og mødt så mange nye mennesker og jeg har taget så mange nye mennesker ind, siger jeg, og vi taler om, hvor givende det er, og hvilken verden der har åbnet sig, og hvor taknemmelig jeg er for, at vi står i det spirende netværk, som vi gør.

Men jeg træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu, siger jeg og tilføjer, at det er det værd, det ved jeg, men jeg skal begynde at passe bedre på mig selv.

Nu.

LIVET MED BØRN

“Jeg er træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu”

Indlæg om at gå hjemme med sine børn.

17. november 2019 | Af Rikke Høyer | Foto: Privat

Vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt, skriver Rikke Høyer i et smukt skriv om at have valgt hjemmelivet.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Hendes indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker.

Og jeg græder ned i hovedet på den yngste, der ammer sig i søvn til min krop, der vugger og omfavner alle andre end mig selv.

Jeg har skabt flere relationer det seneste år, end jeg har gjort de sidste 10 år tilsammen, siger jeg til min kæreste midt i aftensmaden, og så knækker jeg sammen, og den yngste kaster med maden og rammer væggen, og den ældste kigger op fra bogen i sofaen og siger, at mor er ked af det, og er du okay mor.

Og jeg spiser færdig, og vi snakker i halve sætninger, imens den yngste får mere mad og vand og hjælp til at styre koppen, og den ældste vil op at sidde og ned og op at sidde igen alligevel.

Og han ved godt, at jeg er presset, at pigerne trives, at de er glade og fyldt med livskraft, og han ved godt, at det kræver min energi, og at det slet ikke ligger til mig som person, som den jeg var før, at træde ud i uvidenhed og nye menneskers arme og øjne og samtaler, og du har gjort det så godt, og jeg sætter pris på, at du gør det, siger han og tørrer den yngste om munden, imens han synger og forsøger at spejle hende.

Det er okay mor, siger den ældste, og der sker ikke noget mor, fortsætter hun og danser nøgen rundt i stuen, og vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt siger jeg, og han ved det godt, eller det ved han jo egentlig ikke, siger han, men han forsøger at rumme og lytte midt i to små børns væren i verden.

Og så græder jeg lidt igen, og vi taler om, at jeg knækker, når jeg glemmer at mærke mig selv, men jeg har jo ikke tid, siger jeg og sukker og bander over hovedpinen og remser op, hvor mange gange jeg glemmer at gå på toilet, at spise, at trække vejret helt derned, hvor man helst
skal gøre det.

Og det har bare været et hårdt år, og jeg har lært så meget om mig selv og mødt så mange nye mennesker og jeg har taget så mange nye mennesker ind, siger jeg, og vi taler om, hvor givende det er, og hvilken verden der har åbnet sig, og hvor taknemmelig jeg er for, at vi står i det spirende netværk, som vi gør.

Men jeg træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu, siger jeg og tilføjer, at det er det værd, det ved jeg, men jeg skal begynde at passe bedre på mig selv.

Nu.

LÆS OGSÅ