DEBAT

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

22. september 2020 | Af Christina Brøndsholm Andersen | Foto: Oliver Hoffmeyer

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

I Norden er vi i ligestillingens navn i gang med at skrive kvindens særstilling i forplantningen ud af barselspolitiken. Det er et kæmpe problem både for os kvinder og for de børn, vi bringer til verden.

EU har for nylig vedtaget en lov om to måneders øremærket fædrebarsel, som skal implementeres i medlemslandene. I Danmark er det endnu uklart, om disse tages fra den eksisterende barsel, eller om de lægges til. Det første er nok mest sandsynligt. Finlands nye regering har just foreslået en ny barselsordning, som implementeres næste år; den giver syv måneders barsel til henholdsvis mor og far. I Norge har man allerede i et par år haft en tredelt barselsordning med øremærket fædrebarsel. Tre måneder øremærket til mor, tre måneder øremærket til far og tre til deling. Det betyder, at mor også her skal tilbage på arbejdsmarkedet, når baby er omkring seks-syv måneder. Den norske model fremhæves ofte i den danske debat om øremærket fædrebarsel. Den er dog internt i Norge stærkt kritiseret både af begge Jordemoderorganisationer, af Helsesøsterne (sundhedsplejerskerne) og af mange norske forældre, hvoraf nogle har samlet sig i Facebookgruppen “Permisjonen burde foreldre fordele” (Forældre burde selv fordele barslen), der pt. tæller over 32.000 medlemmer.

Argumenterne for indførelsen af den øremærkede fædrebarsel er i både EU og i de nordiske lande “ligestilling”. Men for mig at se er det en ligestillingsforståelse, der ofrer både barnet og kvinden på et ligestillingsideologisk alter.

Mors sundhed

Først og fremmest bør mors barsel ikke forkortes til fordel for fars, fordi det er os kvinder, der bærer, føder og ammer barnet. Dette skal barselspolitikken naturligvis afspejle. Vi kvinder skal gives mulighed for at restituere fysisk og mentalt.

Dette basale biologiske faktum, kvindens behov for at restituere, er næsten forsvundet i ligestillingsdiskursen og diskussionen om, hvor længe mor skal have barsel.

Graviditet og fødsel er hårde ved kvindekroppen, og kan medføre mange helbredsmæssige udfordringer. Det tager faktisk mindst et år for mors krop og sind at restituere efter en normal ukompliceret vaginal fødsel. Og op til to år efter kejsersnit. Dette honorerer de danske barselsregler ikke engang, som de ser ud i dag. Forkortes mors barsel, står det endnu værre til.

Et stadig større antal kvinder i Norden føder i dag desværre heller ikke ved ukomplicerede fødsler. Tværtimod er vi i disse år vidner til stor kritik af fødselsområdet. Det virker paradoksalt, at netop de nordiske lande, der ellers bryster sig af kvindefrigørelse og ligestilling, har så mange problemer på det mest kvindelige område af alle: fødselsområdet.

Fælles for kritikken af fødeområdet i de nordiske lande er, at kvinder ikke tilbydes de trygge rammer, som vi ved, er vigtige i en god fødsel, og som er oxytocinfremmende: ro, tid, kendt jordemoder og muligheden for at følge den enkelte kvindekrops rytme.

Fødeområdet har i mange år været præget af økonomiske effektiviseringer, der har medført nedlukning af lokale fødesteder, mangel på jordemødre, mangel på fødestuer og udskrivelse før amningen er etableret. Men nok så vigtigt er fødeområdet også præget af en fødekultur, der i al for ringe grad fokuserer på at støtte kvinden og hendes krop i at mærke hendes naturlige fødekraft og i at følge sin egen krops rytme.

Det betyder, at kvinderne i Norden i alt for ringe grad går ud af føderummet med det empowerment, en fødsel kan give. At føde et barn er et eksistentielt vendepunkt. Men desværre rammes alt for mange nordiske kvinder af fødselsskader og psykiske ar.

I Norge har mange kvinder engageret sig i fødselsaktivistgruppen Bunardsguerillaen. De kæmper via politiske aktioner og happenings for retten til at føde tæt på, hvor de bor, og tæller pt. over 95.000 medlemmer.

I Sverige har mange kvinder engageret sig i det såkaldte BB-oprøret (Fødeafdelingsoprøret). Her kritiseres, at især lukningerne af lokale fødesteder fører til, at rigtig mange svenske kvinder føder på vej til hospitalet, og at travlheden på fødegangene har forårsaget et voksende antal fødselsskader, som for nogle kvinder desværre giver varige mén.

Også i Danmark er der kritik af de vilkår, kvinder føder under. I 2017 udkom Hanne Dams debatbog “Giv kvinderne fødslen tilbage”, der både kritiserer nedskæringerne på fødselsområdet, men nok så meget den medicineringsdiskurs, fødekulturen præges af, og som har ført til, at 1/3 af alle fødsler i Danmark igangsættes. Og igangsættelse starter ofte en kaskade af videre indgreb.

For at gøre ondt værre har de nordiske lande også for længst mistet deres postpartum traditioner. Postpartum traditioner kendes fra alle traditionelle samfund og tjener til, at den nybagte moder kan hele og komme sig efter fødslen både fysisk og mentalt. Traditionelt støttes kvinden de første 40 dage efter fødslen af andre kvinder og af landsbyfællesskabet. Det kan være i form af urtebade, massage, hjælp til børnepasning, husholdning, madlavning og lignende. Alt imens moderen kan hvile og koncentrere sig om babyen. Moderne studier har forlængst bevist sammenhængen mellem kvindens fysiske kropslige heling efter fødslen og hendes mentale psykiske helbred. Jo bedre mors krop heler og drages omsorg for, jo bedre har hun det psykisk. Alligevel har vi altså i dag intet fokus på, at kvindens krop skal hvile og komme sig over ni måneders graviditet og en livsfarlig fødsel. De fleste sendes som sagt hjem fra hospitalet, allerede før amningen er etableret. Efter 14 dage ophører fars barselsorlov, og tilbage sidder den nybagte mor alene, isoleret og udmattet. Det er ikke så mærkeligt, at mange nybagte mødre rammes af efterfødselsreaktioner i forskellig grad. Nordiske kvinder mangler grundlæggende omsorg og støtte, når de bliver mødre. Meget mere end deres partnere kan give dem. Og de mangler en kultur, der anerkender dette.

Men hvorfor er dette relevant i debatten om barselspolitik? Det er det, fordi fødslen og postpartum tiden har enorm betydning for, hvordan kvinden kommer ind i moderskabet. Både fysisk og mentalt. Og desuden også for, om amningen kommer igang, for om barnet trives, for roen i familien og for tilknytningen til barnet.

Alle disse problemer på fødsels- og postpartumområdet i de nordiske lande betyder alt andet lige, at mødrene burde have endnu længere tid til at komme sig over fødslen. Men i de nordiske lande går det altså den modsatte vej. Mors barsel forkortes i ligestillingens navn. Men hvis vi kerer os om kvinders fysiske og mentale helbred, så skal moderens barsel ikke forkortes, men tværtimod forlænges.

Amning

Amning er en anden vægtig grund til, at mors barsel ikke bør forkortes til fordel for fars.

For det første er modermælk den mest optimale næring for børn. For det andet er amning ikke bare mad. Ammestunden og kontakten med mors krop giver barnet ro, tryghed og regulerer barnets system. Og for det tredje er opretholdelsen af en modermælksproduktion afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Adskillelse af mor og barn er de facto ammeafvænning.

I Norden, og i Vesten i øvrigt, er amning desværre meget lidt valideret. Skønt fine ord, også fra den danske Sundhedsstyrrelse, om vigtigheden af amning, gør (adskillelses)kulturen og manglen på kompetent ammerådgivning fra sundhedspersonel alt for at adskille barnet fra mors ammebryster. Det ses klart af tallene. Når danske babyer bliver seks måneder, er det kun 11,2 procent, der stadig ammes.

Og hvad er så problemet, lyder det ofte, når vi diskuterer barselspolitik. Hvilket viser, at vi har mistet virkelig meget viden om amning. For amning giver store helbredsmæssige fordele både for mor og for barnet. Jo længere mor ammer barnet, jo større helbredsmæssige fordele. Amning forebygger for eksempel visse kræftsygdomme hos både mor og barn samt kredsløbssygdomme hos kvinden. Modermælk forebygger og beskytter også mod infektioner og virus. Modermælk indeholder antistoffer og stamceller, der beskytter mod og hjælper barn gennem sygdom. Det sker ved, at moderens brystvorter aflæser barnets spyt og herefter producerer den eksakte sammensætning i mælken, som barnets krop har brug for. Barnets immunforsvar er nemlig først færdigudviklet i treårsalderen.

Den naturlige ammeperiode er faktisk mellem to og syv år, og anbefalingen fra WHO og Unicef er, at børn ammes i mindst to år. Når barnet er seks måneder, overgår det nemlig ikke over en nat fra modermælk til fast føde. Tarme og mave skal have lov at udvikle sig og følge med. Og for mange børn er overgangen til fast føde en lang fase. Men fordi mor skal tilbage på job, forceres fast føde ofte med smertefuld forstoppelse som en udbredt konsekvens. Dette vil forværres, hvis mor og barn skal adskilles endnu tidligere. Faktisk er det biologisk normalt, at barnets føde ved et års alderen stadig overvejende – eller for en meget stor del – består af modermælk. Modermælk kan dække halvdelen (eller mere) af baby’s energibehov, når det er seks til tolv måneder. Og en tredjedel af barnets energibehov når det er et til to år.

Igen ville mange sikkert indvende, at man jo bare kunne give flaske med udpumpet modermælk. Der er dog to udfordringer ved dette.

Amning er som sagt ikke bare mad. Den fysiske kontakt mellem mors krop og barnets krop, den velkendte duft, berøring og lyd giver barnet en tryghed, som da det lå i livmoderen. Der er en kropslig forbindelse mellem mors og barnets krop, som beroliger og regulerer hele barnets system, når det er træt, følelsesmæssigt overstimuleret eller småsyg. Når mor og mors ammebryster er væk fra barnet, vil det ikke kunne reguleres lige så effektivt, og barnet kan opleve unødig stress, uro og utryghed.

Amning er udbud og efterspørgsel. Opretholdelsen af en modermælksproduktion er afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Udpumpning er ikke lige så effektivt, som når barnet selv dier, og mange kan slet ikke pumpe ud. Det mest hensigtsmæssige for at opretholde en adækvat produktion er at friamme, det vil sige at amme, når barnet vil. Dette anbefales da også af WHO. Men dette kræver, at mor og barn ikke er adskilt.

I vores (adskillelses)kultur har vi dog næsten glemt, at det altså er langt mere biologisk normalt at amme børn under to år rigtig ofte både dag og nat.

Hvad vil det mon så betyde for ammefrekvensen og for ammelængden, hvis der reduceres yderligere i mors barsel til fordel for fars? Det kan vi se i Norge. Her har man registreret en nedgang i andelen af børn, der får modermælk, hver gang mors barsel er blevet reduceret. Begge norske Jordemoderorganisationer samt Helsesøstrene (Sundhedsplejerskerne) har da også kritiseret den tredelte barsel med øremærket fædrebarsel præcis med amningen som argument. Siden indførelsen af den nye barselsorlov i Norge har ammerådgivningerne oplevet rigtig mange henvendelser fra sønderknuste mødre, der mod deres vilje søger hjælp til ammestop, fordi de skal tilbage på job. Samtidig er andelen af kvinder, der går på ulønnet barsel også steget. Hvorfor? Fordi langt de fleste børn som sagt har brug for en meget længere tilvænningsfase til fast føde end det, som de nye norske barselsregler med øremærket fædrebarsel giver. De norske kvinder oplever også en øget risiko for sygemelding, idet barnet ofte øger natamningen meget, når mor pludselig er borte mange timer om dagen.

Ser vi altså på de evidensbaserede ammevejledninger fra WHO, burde mors barsel ikke forkortes til fordel for fars. Tværtimod burde mors barsel forlænges, så hun får mulighed for at opfylde WHOs ammeanbefaling om supplerende amning i mindst to år. Erfaringerne fra Norge viser helt klart, at når vi reducerer mors barsel til fordel for fars, så reducerer vi barnets ammeperiode.

Symbiose

Kvinden har i kraft af sin biologiske særstilling i forplantningen et tilknytnings- og følelsesmæssigt forspring, fordi hun har båret barnet i sin krop, har født det og ammer det. Hun er derfor biologisk og mentalt knyttet til barnet på en helt anden måde end far. Nu er symbiose ganske vist blevet et fy-ord i vores adskillelseskultur. Især mor-barn symbiose. For det passer ikke ind i vores ligestillingsfortælling om, at “far kan være lige så god som mor”. Men vi kommer ikke udenom, at barnet er blevet til i symbiose med mors krop, og at det betyder noget.

Tilknytningen mellem mor og barn sker allerede i livmoderen. Denne symbiose ophører ikke magisk i det moment, barnet er født. Tværtimod er opgaven (ihvertfald fra et tilknytningsperspektiv) at fortsætte denne symbiose udenfor livmoderen, indtil barn og mor er klar til at bryde den.

Vi kan derfor ikke mekanisk ligestille mor og far. Far kan ikke erstatte mor en til en i forhold til det helt lille barn. Far kan ikke amme baby, far kan ikke regulere baby lige så effektivt, baby er ikke lige så tryg ved fars krop i starten, og far er ikke knyttet symbiotisk til barnet. Mor og far er forskellige. De er begge lige vigtige i barnets liv; men de har forskellige roller til forskellige tider.

At ignorere kvindens særstilling eller undertrykke den på grund af en ligestillingsideologi er, for mig at se, både en stor uret mod barnet og mod moderen.

Det moderinstinkt og den moderintuition, der tændes, når kvinden bliver gravid og har født sit barn, er dyb og ældgammelt. Derfor føles det for langt de fleste mødre unaturligt og meget sorgfuldt at skulle adskilles fra deres lille ammebaby. Og ja, der er undtagelser. Men de er netop dette: undtagelser.

En forkortelse af mors barsel til fordel for far betyder, at symbiosen mellem mor og barn brydes meget abrupt. Barnets ret til tryghed og optimal næring, og moderens ret til at give det, må stå over ligestillingshensyn. Og derfor bør mor og barn ikke adskilles, før de begge er klar til det. Beskyttelsen af mor-barn symbiosen er derfor et andet godt argument imod at forkorte mors barsel til fordel for fars.

Respekt for moderskabet

Vi har brug for at genskabe respekten for moderskabet. Danske kvinder og deres nordiske søstre svigtes dagligt af et svangre-, fødsels- og postpartumsystem, som er udfordret af både ressourcemangel og af en kultur, der er alt andet end kvindevenlig. Og nu skal vi kvinder også svigtes i barselspolitikken på grund af en ligestillingsideologi, som ikke tager højde for vores biologiske særstilling i forplantningen.

Dette er ikke et ligestillingsmæssigt fremskridt. Det er et tilbageskridt. Vi kvinder skal have lov til at være kvinder. Vi skal have lov at være mødre. At fædre er trådt mere ind i omsorgsopgaverne i forhold til børn er godt. Men det skal ikke ske på bekostning af moderen.

Barselspolitikken bør tage udgangspunkt i moderens biologiske særstilling i forplantningen. Den bør tage udgangspunkt i, at vi kvinder bærer, føder og ammer børnene. Den bør tage udgangspunkt i barnets behov og ret til optimal næring og tryghed i deres første år.
Ikke i teoretisk ligestillingsideologi. Graviditet, fødsel og amning er særlige kvindelige domæner, der fortjener respekt og validering som noget særegent kvindeligt. Det burde vi som samfund værdsætte i stedet for at skynde på mødrene for at få dem hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet i ligestillingens navn.

Alt for ofte oplever jeg i den familiepolitiske debat, at vi ikke må italesætte og fremhæve moderskabet og mors særstilling i forplantningen som noget særligt. Når vi taler om moderskabet, føres samtalen næsten altid over på fædre og ligestilling. Det må vi gøre op med. Både for børnene og mødrenes skyld.

I stedet for at indføre øremærket fædrebarsel og forkorte mors tid med baby ville en meget bedre barselspolitik være at give familierne ret til at holde barsel sammen. Dette har UNICEF iøvrigt også foreslået. Optimalt ville det være med mulighed for to års barsel til mor og et år til far.

Et mere moder- og børnevenligt samfund vil være til fordel for alle. Også for fædre.

Dette indlæg er udtryk for Christina Brøndsholm Andersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

22. september 2020 | Af Christina Brøndsholm Andersen | Foto: Oliver Hoffmeyer

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

I Norden er vi i ligestillingens navn i gang med at skrive kvindens særstilling i forplantningen ud af barselspolitiken. Det er et kæmpe problem både for os kvinder og for de børn, vi bringer til verden.

EU har for nylig vedtaget en lov om to måneders øremærket fædrebarsel, som skal implementeres i medlemslandene. I Danmark er det endnu uklart, om disse tages fra den eksisterende barsel, eller om de lægges til. Det første er nok mest sandsynligt. Finlands nye regering har just foreslået en ny barselsordning, som implementeres næste år; den giver syv måneders barsel til henholdsvis mor og far. I Norge har man allerede i et par år haft en tredelt barselsordning med øremærket fædrebarsel. Tre måneder øremærket til mor, tre måneder øremærket til far og tre til deling. Det betyder, at mor også her skal tilbage på arbejdsmarkedet, når baby er omkring seks-syv måneder. Den norske model fremhæves ofte i den danske debat om øremærket fædrebarsel. Den er dog internt i Norge stærkt kritiseret både af begge Jordemoderorganisationer, af Helsesøsterne (sundhedsplejerskerne) og af mange norske forældre, hvoraf nogle har samlet sig i Facebookgruppen “Permisjonen burde foreldre fordele” (Forældre burde selv fordele barslen), der pt. tæller over 32.000 medlemmer.

Argumenterne for indførelsen af den øremærkede fædrebarsel er i både EU og i de nordiske lande “ligestilling”. Men for mig at se er det en ligestillingsforståelse, der ofrer både barnet og kvinden på et ligestillingsideologisk alter.

Mors sundhed

Først og fremmest bør mors barsel ikke forkortes til fordel for fars, fordi det er os kvinder, der bærer, føder og ammer barnet. Dette skal barselspolitikken naturligvis afspejle. Vi kvinder skal gives mulighed for at restituere fysisk og mentalt.

Dette basale biologiske faktum, kvindens behov for at restituere, er næsten forsvundet i ligestillingsdiskursen og diskussionen om, hvor længe mor skal have barsel.

Graviditet og fødsel er hårde ved kvindekroppen, og kan medføre mange helbredsmæssige udfordringer. Det tager faktisk mindst et år for mors krop og sind at restituere efter en normal ukompliceret vaginal fødsel. Og op til to år efter kejsersnit. Dette honorerer de danske barselsregler ikke engang, som de ser ud i dag. Forkortes mors barsel, står det endnu værre til.

Et stadig større antal kvinder i Norden føder i dag desværre heller ikke ved ukomplicerede fødsler. Tværtimod er vi i disse år vidner til stor kritik af fødselsområdet. Det virker paradoksalt, at netop de nordiske lande, der ellers bryster sig af kvindefrigørelse og ligestilling, har så mange problemer på det mest kvindelige område af alle: fødselsområdet.

Fælles for kritikken af fødeområdet i de nordiske lande er, at kvinder ikke tilbydes de trygge rammer, som vi ved, er vigtige i en god fødsel, og som er oxytocinfremmende: ro, tid, kendt jordemoder og muligheden for at følge den enkelte kvindekrops rytme.

Fødeområdet har i mange år været præget af økonomiske effektiviseringer, der har medført nedlukning af lokale fødesteder, mangel på jordemødre, mangel på fødestuer og udskrivelse før amningen er etableret. Men nok så vigtigt er fødeområdet også præget af en fødekultur, der i al for ringe grad fokuserer på at støtte kvinden og hendes krop i at mærke hendes naturlige fødekraft og i at følge sin egen krops rytme.

Det betyder, at kvinderne i Norden i alt for ringe grad går ud af føderummet med det empowerment, en fødsel kan give. At føde et barn er et eksistentielt vendepunkt. Men desværre rammes alt for mange nordiske kvinder af fødselsskader og psykiske ar.

I Norge har mange kvinder engageret sig i fødselsaktivistgruppen Bunardsguerillaen. De kæmper via politiske aktioner og happenings for retten til at føde tæt på, hvor de bor, og tæller pt. over 95.000 medlemmer.

I Sverige har mange kvinder engageret sig i det såkaldte BB-oprøret (Fødeafdelingsoprøret). Her kritiseres, at især lukningerne af lokale fødesteder fører til, at rigtig mange svenske kvinder føder på vej til hospitalet, og at travlheden på fødegangene har forårsaget et voksende antal fødselsskader, som for nogle kvinder desværre giver varige mén.

Også i Danmark er der kritik af de vilkår, kvinder føder under. I 2017 udkom Hanne Dams debatbog “Giv kvinderne fødslen tilbage”, der både kritiserer nedskæringerne på fødselsområdet, men nok så meget den medicineringsdiskurs, fødekulturen præges af, og som har ført til, at 1/3 af alle fødsler i Danmark igangsættes. Og igangsættelse starter ofte en kaskade af videre indgreb.

For at gøre ondt værre har de nordiske lande også for længst mistet deres postpartum traditioner. Postpartum traditioner kendes fra alle traditionelle samfund og tjener til, at den nybagte moder kan hele og komme sig efter fødslen både fysisk og mentalt. Traditionelt støttes kvinden de første 40 dage efter fødslen af andre kvinder og af landsbyfællesskabet. Det kan være i form af urtebade, massage, hjælp til børnepasning, husholdning, madlavning og lignende. Alt imens moderen kan hvile og koncentrere sig om babyen. Moderne studier har forlængst bevist sammenhængen mellem kvindens fysiske kropslige heling efter fødslen og hendes mentale psykiske helbred. Jo bedre mors krop heler og drages omsorg for, jo bedre har hun det psykisk. Alligevel har vi altså i dag intet fokus på, at kvindens krop skal hvile og komme sig over ni måneders graviditet og en livsfarlig fødsel. De fleste sendes som sagt hjem fra hospitalet, allerede før amningen er etableret. Efter 14 dage ophører fars barselsorlov, og tilbage sidder den nybagte mor alene, isoleret og udmattet. Det er ikke så mærkeligt, at mange nybagte mødre rammes af efterfødselsreaktioner i forskellig grad. Nordiske kvinder mangler grundlæggende omsorg og støtte, når de bliver mødre. Meget mere end deres partnere kan give dem. Og de mangler en kultur, der anerkender dette.

Men hvorfor er dette relevant i debatten om barselspolitik? Det er det, fordi fødslen og postpartum tiden har enorm betydning for, hvordan kvinden kommer ind i moderskabet. Både fysisk og mentalt. Og desuden også for, om amningen kommer igang, for om barnet trives, for roen i familien og for tilknytningen til barnet.

Alle disse problemer på fødsels- og postpartumområdet i de nordiske lande betyder alt andet lige, at mødrene burde have endnu længere tid til at komme sig over fødslen. Men i de nordiske lande går det altså den modsatte vej. Mors barsel forkortes i ligestillingens navn. Men hvis vi kerer os om kvinders fysiske og mentale helbred, så skal moderens barsel ikke forkortes, men tværtimod forlænges.

Amning

Amning er en anden vægtig grund til, at mors barsel ikke bør forkortes til fordel for fars.

For det første er modermælk den mest optimale næring for børn. For det andet er amning ikke bare mad. Ammestunden og kontakten med mors krop giver barnet ro, tryghed og regulerer barnets system. Og for det tredje er opretholdelsen af en modermælksproduktion afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Adskillelse af mor og barn er de facto ammeafvænning.

I Norden, og i Vesten i øvrigt, er amning desværre meget lidt valideret. Skønt fine ord, også fra den danske Sundhedsstyrrelse, om vigtigheden af amning, gør (adskillelses)kulturen og manglen på kompetent ammerådgivning fra sundhedspersonel alt for at adskille barnet fra mors ammebryster. Det ses klart af tallene. Når danske babyer bliver seks måneder, er det kun 11,2 procent, der stadig ammes.

Og hvad er så problemet, lyder det ofte, når vi diskuterer barselspolitik. Hvilket viser, at vi har mistet virkelig meget viden om amning. For amning giver store helbredsmæssige fordele både for mor og for barnet. Jo længere mor ammer barnet, jo større helbredsmæssige fordele. Amning forebygger for eksempel visse kræftsygdomme hos både mor og barn samt kredsløbssygdomme hos kvinden. Modermælk forebygger og beskytter også mod infektioner og virus. Modermælk indeholder antistoffer og stamceller, der beskytter mod og hjælper barn gennem sygdom. Det sker ved, at moderens brystvorter aflæser barnets spyt og herefter producerer den eksakte sammensætning i mælken, som barnets krop har brug for. Barnets immunforsvar er nemlig først færdigudviklet i treårsalderen.

Den naturlige ammeperiode er faktisk mellem to og syv år, og anbefalingen fra WHO og Unicef er, at børn ammes i mindst to år. Når barnet er seks måneder, overgår det nemlig ikke over en nat fra modermælk til fast føde. Tarme og mave skal have lov at udvikle sig og følge med. Og for mange børn er overgangen til fast føde en lang fase. Men fordi mor skal tilbage på job, forceres fast føde ofte med smertefuld forstoppelse som en udbredt konsekvens. Dette vil forværres, hvis mor og barn skal adskilles endnu tidligere. Faktisk er det biologisk normalt, at barnets føde ved et års alderen stadig overvejende – eller for en meget stor del – består af modermælk. Modermælk kan dække halvdelen (eller mere) af baby’s energibehov, når det er seks til tolv måneder. Og en tredjedel af barnets energibehov når det er et til to år.

Igen ville mange sikkert indvende, at man jo bare kunne give flaske med udpumpet modermælk. Der er dog to udfordringer ved dette.

Amning er som sagt ikke bare mad. Den fysiske kontakt mellem mors krop og barnets krop, den velkendte duft, berøring og lyd giver barnet en tryghed, som da det lå i livmoderen. Der er en kropslig forbindelse mellem mors og barnets krop, som beroliger og regulerer hele barnets system, når det er træt, følelsesmæssigt overstimuleret eller småsyg. Når mor og mors ammebryster er væk fra barnet, vil det ikke kunne reguleres lige så effektivt, og barnet kan opleve unødig stress, uro og utryghed.

Amning er udbud og efterspørgsel. Opretholdelsen af en modermælksproduktion er afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Udpumpning er ikke lige så effektivt, som når barnet selv dier, og mange kan slet ikke pumpe ud. Det mest hensigtsmæssige for at opretholde en adækvat produktion er at friamme, det vil sige at amme, når barnet vil. Dette anbefales da også af WHO. Men dette kræver, at mor og barn ikke er adskilt.

I vores (adskillelses)kultur har vi dog næsten glemt, at det altså er langt mere biologisk normalt at amme børn under to år rigtig ofte både dag og nat.

Hvad vil det mon så betyde for ammefrekvensen og for ammelængden, hvis der reduceres yderligere i mors barsel til fordel for fars? Det kan vi se i Norge. Her har man registreret en nedgang i andelen af børn, der får modermælk, hver gang mors barsel er blevet reduceret. Begge norske Jordemoderorganisationer samt Helsesøstrene (Sundhedsplejerskerne) har da også kritiseret den tredelte barsel med øremærket fædrebarsel præcis med amningen som argument. Siden indførelsen af den nye barselsorlov i Norge har ammerådgivningerne oplevet rigtig mange henvendelser fra sønderknuste mødre, der mod deres vilje søger hjælp til ammestop, fordi de skal tilbage på job. Samtidig er andelen af kvinder, der går på ulønnet barsel også steget. Hvorfor? Fordi langt de fleste børn som sagt har brug for en meget længere tilvænningsfase til fast føde end det, som de nye norske barselsregler med øremærket fædrebarsel giver. De norske kvinder oplever også en øget risiko for sygemelding, idet barnet ofte øger natamningen meget, når mor pludselig er borte mange timer om dagen.

Ser vi altså på de evidensbaserede ammevejledninger fra WHO, burde mors barsel ikke forkortes til fordel for fars. Tværtimod burde mors barsel forlænges, så hun får mulighed for at opfylde WHOs ammeanbefaling om supplerende amning i mindst to år. Erfaringerne fra Norge viser helt klart, at når vi reducerer mors barsel til fordel for fars, så reducerer vi barnets ammeperiode.

Symbiose

Kvinden har i kraft af sin biologiske særstilling i forplantningen et tilknytnings- og følelsesmæssigt forspring, fordi hun har båret barnet i sin krop, har født det og ammer det. Hun er derfor biologisk og mentalt knyttet til barnet på en helt anden måde end far. Nu er symbiose ganske vist blevet et fy-ord i vores adskillelseskultur. Især mor-barn symbiose. For det passer ikke ind i vores ligestillingsfortælling om, at “far kan være lige så god som mor”. Men vi kommer ikke udenom, at barnet er blevet til i symbiose med mors krop, og at det betyder noget.

Tilknytningen mellem mor og barn sker allerede i livmoderen. Denne symbiose ophører ikke magisk i det moment, barnet er født. Tværtimod er opgaven (ihvertfald fra et tilknytningsperspektiv) at fortsætte denne symbiose udenfor livmoderen, indtil barn og mor er klar til at bryde den.

Vi kan derfor ikke mekanisk ligestille mor og far. Far kan ikke erstatte mor en til en i forhold til det helt lille barn. Far kan ikke amme baby, far kan ikke regulere baby lige så effektivt, baby er ikke lige så tryg ved fars krop i starten, og far er ikke knyttet symbiotisk til barnet. Mor og far er forskellige. De er begge lige vigtige i barnets liv; men de har forskellige roller til forskellige tider.

At ignorere kvindens særstilling eller undertrykke den på grund af en ligestillingsideologi er, for mig at se, både en stor uret mod barnet og mod moderen.

Det moderinstinkt og den moderintuition, der tændes, når kvinden bliver gravid og har født sit barn, er dyb og ældgammelt. Derfor føles det for langt de fleste mødre unaturligt og meget sorgfuldt at skulle adskilles fra deres lille ammebaby. Og ja, der er undtagelser. Men de er netop dette: undtagelser.

En forkortelse af mors barsel til fordel for far betyder, at symbiosen mellem mor og barn brydes meget abrupt. Barnets ret til tryghed og optimal næring, og moderens ret til at give det, må stå over ligestillingshensyn. Og derfor bør mor og barn ikke adskilles, før de begge er klar til det. Beskyttelsen af mor-barn symbiosen er derfor et andet godt argument imod at forkorte mors barsel til fordel for fars.

Respekt for moderskabet

Vi har brug for at genskabe respekten for moderskabet. Danske kvinder og deres nordiske søstre svigtes dagligt af et svangre-, fødsels- og postpartumsystem, som er udfordret af både ressourcemangel og af en kultur, der er alt andet end kvindevenlig. Og nu skal vi kvinder også svigtes i barselspolitikken på grund af en ligestillingsideologi, som ikke tager højde for vores biologiske særstilling i forplantningen.

Dette er ikke et ligestillingsmæssigt fremskridt. Det er et tilbageskridt. Vi kvinder skal have lov til at være kvinder. Vi skal have lov at være mødre. At fædre er trådt mere ind i omsorgsopgaverne i forhold til børn er godt. Men det skal ikke ske på bekostning af moderen.

Barselspolitikken bør tage udgangspunkt i moderens biologiske særstilling i forplantningen. Den bør tage udgangspunkt i, at vi kvinder bærer, føder og ammer børnene. Den bør tage udgangspunkt i barnets behov og ret til optimal næring og tryghed i deres første år.
Ikke i teoretisk ligestillingsideologi. Graviditet, fødsel og amning er særlige kvindelige domæner, der fortjener respekt og validering som noget særegent kvindeligt. Det burde vi som samfund værdsætte i stedet for at skynde på mødrene for at få dem hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet i ligestillingens navn.

Alt for ofte oplever jeg i den familiepolitiske debat, at vi ikke må italesætte og fremhæve moderskabet og mors særstilling i forplantningen som noget særligt. Når vi taler om moderskabet, føres samtalen næsten altid over på fædre og ligestilling. Det må vi gøre op med. Både for børnene og mødrenes skyld.

I stedet for at indføre øremærket fædrebarsel og forkorte mors tid med baby ville en meget bedre barselspolitik være at give familierne ret til at holde barsel sammen. Dette har UNICEF iøvrigt også foreslået. Optimalt ville det være med mulighed for to års barsel til mor og et år til far.

Et mere moder- og børnevenligt samfund vil være til fordel for alle. Også for fædre.

Dette indlæg er udtryk for Christina Brøndsholm Andersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ