Troede min krop, at mit barn var dødt?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.19. maj 2020 – opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.
19. maj 2020 - opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

LÆS OGSÅ

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

FØDSEL

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

En fars fødselsberetning

20. april 2020 | Af Martin Arndal | Foto: Privat

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang, skriver Martin Arndal om mødet med sit barn.

Martin Arndal er 27 år, pH.d.-studerende og hjemme med sit barn på 15 måneder. Du kan følge ham på instagramprofilen @noter.til.mit.barn, hvor han beskriver sin kones efterfødselsreaktion, og hvordan det var at blive far. Det er også her, de enkelte afsnit i dette indlæg første gang blev bragt.

Den 20. december 2018:

Din mor har veer.

Inde i soveværelset, inde i kroppen, hvor livmoderen bevæger sig, ligger din mor stille og trækker vejret, ind ud, jeg vasker gulv, vi har spist lasagne, jeg rydder op, ind ud, jeg kan mærke, det er snart, at du er på vej, ind ud.

Din mor har det stadig dårligt. I forgårs blev hun syg, roskildesyge, i to døgn har hun ikke sovet. I ni måneder har vi været påpasselige med, at en sygdom ikke ville tvinge dig ud før tid. Nu er du på vej, din mor har veer inde i soveværelset, sygdommen tvinger dig ud.

Den aften låser jeg cyklen op, da vi er blevet enige om at købe et termometer for at kunne monitorere din mors kropstemperatur. Midt på Vesterbrogade ligger et døgnapotek, det er mennesketomt, jeg trækker et nummer, det er koldt, jeg kører hjem igen, i mørket, jeg ringer, din mor har kastet op igen, men er okay.

Da jeg et par minutter senere træder ind ad døren, hører jeg en udmattet hulken fra soveværelset, jeg smider min jakke, og det, jeg har i hænderne. Der sidder hun, uendelig stor, højgravid, og alligevel så uendelig lille, knækket, tårer strømmende ned ad kinderne, ubevægelig på hug klemt inde mellem den afføring, hun ikke kunne holde tilbage, og spanden ud for hendes mund. Alene i mørket, knækket af den krop, der holder hende fanget.

Jeg hjælper din mor op fra gulvet, grædende og undskyldende, ud under bruseren, kigger på hende, fortæller hende ‘det er okay, det er ikke din skyld, okay?’.

I rådvildhed banker jeg på hos din farmor og spørger om hjælp, om hun kan gøre noget, jeg i min handlingslammelse ikke kan, tørre op, gøre rent efter sygdommen. Den næste times tid står stadig lidt uklart, jeg går tilbage til din mor i badet, holder om hende, passer på hende, prøver at samle hende op under det varme vand.

Expectations Copenhagen

Veerne tager til, om lidt skal du fødes af din mor, svækket efter måneder med kvalme og ensomhed, udmattet efter sygdom.

Om lidt er det overstået, så er du hos os, så bliver alt godt igen.

Den 21. december 2018:

Din mor har veer, vi sidder i en taxa i myldretiden på vej til Hvidovre Hospital, og har veer, cirka hvert femte minut, klokken er lidt over halv tolv, solen står gul og højt på himmelen, vi holder for rødt og har veer.

Det organ, der har været dit hjem de seneste knap ni måneder, det hylster, der har omgivet hele dit lille legeme, er nu ved at skubbe dig ud, hjemme i lejligheden, i taxaen og på hospitalet, hvor vi er blevet indlogeret på en lille stue med store vinduer, fyldt med instrumenter, tasker med kiks, bananer, juice, apparater.

Din puls er lav og skal monitoreres af et blåt bælte, jordemoderen spænder ud over din mors spændte mave. Du ligger stille og skævt i bækkenet, du er stjernekigger. Timerne går. Din mor presser, skriger, trækker vejret, ind ud, ved toppen af hver sammentrækning ser jeg toppen af dit hoved, ud ind, blåt blodigt blegt, veer, presser, skriger. Timerne går.

Omkring kvart i ni presser din mor dit hoved ud i en enkel sammentrækning, dit blå, lille, hævede ansigt vendt mod mit, med lukkede rolige øjne, i den næste hele din krop.

I samme øjeblik, du forlader livmoderen, din mor, bliver du ført op mod det sterile lys, viklet ind i din navlestreng, ubevægelig, viklet ud og lagt på et bord i hjørnet af stuen tættest på os. Jeg holder din mor i hånden, stryger hende over håret, spørger lægerne, om du er okay, kigger på din mor og fortæller, at du får en iltmaske på, at dine lunger skal foldes ud, så du kan trække vejret selv, at personalet virker ubekymrede.

En fars fødselsberetning

Martin Arndal med sit nyfødte barn. Foto: Privat

Jeg er ikke bange, jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, at det endelig er overstået, at din mor ikke skal være gravid længere, at fødslen er slut, at hun ikke skal lide længere, at alt nu kan blive godt igen.

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang. Jeg ser dig, jeg holder dig, nervøsiteten i min krop giver dig tilbage til lægen, der afleverer dig på din mors bryst, der ligger du, der dier du, mit barn.

Den 22. december 2018:

Ud på natten træder en portør ind på stuen, tager fat i den store seng, hvori du ligger på din mor, skubber den ud på gangen og ind i elevatoren, der fører op til barselsafsnittet, hvor vi bliver indlogeret. På værelset er der plads til jeres seng, en sofa tilegnet pårørende, et puslebord og en gennemsigtig krybbe, begge til dig. Her er ingen overflødige genstande, her har alt en funktion. Kort tid efter kommer en sygeplejerske ind, udpeger skuffen med bleer og hylderne med bind og forlader os igen.

Her sidder vi så, på Hvidovre Hospital, ubevægelige, overvældede. Du er lige blevet født. Vi er lige blevet forældre. Du, der indtil nu blot har været et ønske, en forestilling, en bule på din mors mave, ligger nu på mit bryst og trækker vejret stille. Så lang en optakt, så kort en overgang. Jeg lukker øjnene, holder om din lille krop, indånder din søde duft, her er du endelig.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Du skal die igen, jeg løfter dig tilbage til din mor. Som på fødestuen er jeg mere rolig, når du ligger i din mors arme, hvor du er tryg, der er jeg tryg. Men alligevel er jeg draget mod dig. For selvom loven om gravitation foreskriver, at alle legemer med masse tiltrækkes af hinanden, og at de største tiltrækker de mindste, forholder det sig for os to omvendt. Hvor du er, må jeg også være.

Det er nat, vi er udmattede, din mor har ikke sovet i flere døgn.

Jeg ligger i mørket og prøver at forstå, hvad jeg lige har oplevet, hvad der er sket. I virkeligheden er en fødsel aldeles umenneskelig. Hos den fødende homo sapiens tilsidesættes netop det, vi forbinder med det essentielt menneskelige: den fornuftsbaserede handling er udskiftet med livmoderens mekanisk-dyriske aktivitet, og det komplekse talesprog er udskiftet med primatskrig. Men alligevel synes dette at være det allermest menneskelige. Den udfoldelse, der binder generationer af generationer sammen, uanset forskelligheder. Den adskillelse, der er nødvendig for, at vi kan samles. Det, der gør, at du lige nu ligger og sover i din mors armhule, bag det lave gitter, der omkranser jeres smalle seng. 

Der er stille på stuen. Jeg lytter efter dit åndedræt, jeg ved, det er der et sted. Efter nogen tid fanger jeg det og falder i søvn.

FØDSEL

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

En fars fødselsberetning

20. april 2020 | Af Martin Arndal | Foto: Privat

 

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang, skriver Martin Arndal om mødet med sit barn.

Martin Arndal er 27 år, pH.d.-studerende og hjemme med sit barn på 15 måneder. Du kan følge ham på instagramprofilen @noter.til.mit.barn, hvor han beskriver sin kones efterfødselsreaktion, og hvordan det var at blive far. Det er også her, de enkelte afsnit i dette indlæg første gang blev bragt.

 

Den 20. december 2018:

Din mor har veer.

Inde i soveværelset, inde i kroppen, hvor livmoderen bevæger sig, ligger din mor stille og trækker vejret, ind ud, jeg vasker gulv, vi har spist lasagne, jeg rydder op, ind ud, jeg kan mærke, det er snart, at du er på vej, ind ud.

Din mor har det stadig dårligt. I forgårs blev hun syg, roskildesyge, i to døgn har hun ikke sovet. I ni måneder har vi været påpasselige med, at en sygdom ikke ville tvinge dig ud før tid. Nu er du på vej, din mor har veer inde i soveværelset, sygdommen tvinger dig ud.

Den aften låser jeg cyklen op, da vi er blevet enige om at købe et termometer for at kunne monitorere din mors kropstemperatur. Midt på Vesterbrogade ligger et døgnapotek, det er mennesketomt, jeg trækker et nummer, det er koldt, jeg kører hjem igen, i mørket, jeg ringer, din mor har kastet op igen, men er okay.

Da jeg et par minutter senere træder ind ad døren, hører jeg en udmattet hulken fra soveværelset, jeg smider min jakke, og det, jeg har i hænderne. Der sidder hun, uendelig stor, højgravid, og alligevel så uendelig lille, knækket, tårer strømmende ned ad kinderne, ubevægelig på hug klemt inde mellem den afføring, hun ikke kunne holde tilbage, og spanden ud for hendes mund. Alene i mørket, knækket af den krop, der holder hende fanget.

Jeg hjælper din mor op fra gulvet, grædende og undskyldende, ud under bruseren, kigger på hende, fortæller hende ‘det er okay, det er ikke din skyld, okay?’.

I rådvildhed banker jeg på hos din farmor og spørger om hjælp, om hun kan gøre noget, jeg i min handlingslammelse ikke kan, tørre op, gøre rent efter sygdommen. Den næste times tid står stadig lidt uklart, jeg går tilbage til din mor i badet, holder om hende, passer på hende, prøver at samle hende op under det varme vand.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Veerne tager til, om lidt skal du fødes af din mor, svækket efter måneder med kvalme og ensomhed, udmattet efter sygdom.

Om lidt er det overstået, så er du hos os, så bliver alt godt igen.

 

Den 21. december 2018:

Din mor har veer, vi sidder i en taxa i myldretiden på vej til Hvidovre Hospital, og har veer, cirka hvert femte minut, klokken er lidt over halv tolv, solen står gul og højt på himmelen, vi holder for rødt og har veer.

Det organ, der har været dit hjem de seneste knap ni måneder, det hylster, der har omgivet hele dit lille legeme, er nu ved at skubbe dig ud, hjemme i lejligheden, i taxaen og på hospitalet, hvor vi er blevet indlogeret på en lille stue med store vinduer, fyldt med instrumenter, tasker med kiks, bananer, juice, apparater.

Din puls er lav og skal monitoreres af et blåt bælte, jordemoderen spænder ud over din mors spændte mave. Du ligger stille og skævt i bækkenet, du er stjernekigger. Timerne går. Din mor presser, skriger, trækker vejret, ind ud, ved toppen af hver sammentrækning ser jeg toppen af dit hoved, ud ind, blåt blodigt blegt, veer, presser, skriger. Timerne går.

Omkring kvart i ni presser din mor dit hoved ud i en enkel sammentrækning, dit blå, lille, hævede ansigt vendt mod mit, med lukkede rolige øjne, i den næste hele din krop.

I samme øjeblik, du forlader livmoderen, din mor, bliver du ført op mod det sterile lys, viklet ind i din navlestreng, ubevægelig, viklet ud og lagt på et bord i hjørnet af stuen tættest på os. Jeg holder din mor i hånden, stryger hende over håret, spørger lægerne, om du er okay, kigger på din mor og fortæller, at du får en iltmaske på, at dine lunger skal foldes ud, så du kan trække vejret selv, at personalet virker ubekymrede.

En fars fødselsberetning

Martin Arndal med sit nyfødte barn. Foto: Privat

Jeg er ikke bange, jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, at det endelig er overstået, at din mor ikke skal være gravid længere, at fødslen er slut, at hun ikke skal lide længere, at alt nu kan blive godt igen.

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang. Jeg ser dig, jeg holder dig, nervøsiteten i min krop giver dig tilbage til lægen, der afleverer dig på din mors bryst, der ligger du, der dier du, mit barn.

 

Den 22. december 2018:

Ud på natten træder en portør ind på stuen, tager fat i den store seng, hvori du ligger på din mor, skubber den ud på gangen og ind i elevatoren, der fører op til barselsafsnittet, hvor vi bliver indlogeret. På værelset er der plads til jeres seng, en sofa tilegnet pårørende, et puslebord og en gennemsigtig krybbe, begge til dig. Her er ingen overflødige genstande, her har alt en funktion. Kort tid efter kommer en sygeplejerske ind, udpeger skuffen med bleer og hylderne med bind og forlader os igen.

Her sidder vi så, på Hvidovre Hospital, ubevægelige, overvældede. Du er lige blevet født. Vi er lige blevet forældre. Du, der indtil nu blot har været et ønske, en forestilling, en bule på din mors mave, ligger nu på mit bryst og trækker vejret stille. Så lang en optakt, så kort en overgang. Jeg lukker øjnene, holder om din lille krop, indånder din søde duft, her er du endelig.

Du skal die igen, jeg løfter dig tilbage til din mor. Som på fødestuen er jeg mere rolig, når du ligger i din mors arme, hvor du er tryg, der er jeg tryg. Men alligevel er jeg draget mod dig. For selvom loven om gravitation foreskriver, at alle legemer med masse tiltrækkes af hinanden, og at de største tiltrækker de mindste, forholder det sig for os to omvendt. Hvor du er, må jeg også være.

Det er nat, vi er udmattede, din mor har ikke sovet i flere døgn.

Jeg ligger i mørket og prøver at forstå, hvad jeg lige har oplevet, hvad der er sket. I virkeligheden er en fødsel aldeles umenneskelig. Hos den fødende homo sapiens tilsidesættes netop det, vi forbinder med det essentielt menneskelige: den fornuftsbaserede handling er udskiftet med livmoderens mekanisk-dyriske aktivitet, og det komplekse talesprog er udskiftet med primatskrig. Men alligevel synes dette at være det allermest menneskelige. Den udfoldelse, der binder generationer af generationer sammen, uanset forskelligheder. Den adskillelse, der er nødvendig for, at vi kan samles. Det, der gør, at du lige nu ligger og sover i din mors armhule, bag det lave gitter, der omkranser jeres smalle seng. 

Der er stille på stuen. Jeg lytter efter dit åndedræt, jeg ved, det er der et sted. Efter nogen tid fanger jeg det og falder i søvn.

Mavenogmig - delte mavemuskler

LÆS OGSÅ

Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død

FØDSEL

Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død

Marie Mundt om efterfødselsrekation ved kejsersnit

11. november 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt| Foto: Privat

Fødslen af Marie og Simons andet barn gik ikke, som de havde håbet, og resulterede for Marie i en mild efterfødselsreaktion.

I lang tid følte Marie Mundt Linulf, at jordemoderen på sygehuset kunne have givet hende et hvilket som helst barn og bildt hende ind, at det var hendes. Fødslen af sønnen Laurits endte i akut kejsersnit, og det gav hende en følelse af at have fejlet. At han ikke var kommet ud af hende.

Hun havde svært ved at knytte sig til ham og acceptere, at fødslen endte, som den gjorde. Især når nu fødslen af datteren Johanne to år tidligere havde været så meget anderledes.

– Jeg følte, jeg havde givet op. Hvorfor kunne det lykkedes første gang, og ikke anden gang? I dag kan jeg stadig ikke se på eller røre mit ar efter kejsersnittet, og det er meget følelsesladet at tale om, fortæller Marie Mundt Linulf til fødslen.dk. 

Ifølge Anne-Clari Vetö, der er specialist i efterfødselsreaktioner ved GAIA-Instituttet, som har specialiseret sig i forebyggelse og behandling af fødselsdepression og efterfødselsreaktioner, får næsten hver tredje kvinde en efterfødselsreaktion. Tallene er ikke officielle, men det er Anne-Claris Vetös oplevelse, at tallet er så højt, når de milde reaktioner regnes med.

– Hvor mange der skyldes traumatiske fødsler, ved vi ikke, fortæller hun.

Liv eller død

I dag er det lidt over tre år siden, Marie Mundt Linulf blev sat i gang ved hjælp af piller og vedrop og fik det så dårligt, at hun endte med at besvime. Men selvom der er gået flere år, står oplevelsen omkring fødslen stadig skarpt i hendes erindring.

– Jeg kan tydeligt huske, at jeg fornemmede, hvordan de prøvede at vække mig, da jeg besvimede, men at min krop ikke ville reagere. Jeg kunne ikke åbne mine øjne eller svare dem. Jeg oplevede, at jeg stod overfor valget om at åbne øjnene og kæmpe videre eller lade dem forblive lukket og give op. Jeg følte, jeg reelt havde valget mellem liv og død, fortæller Marie Mundt Linulf.

Da hun vågnede, var alle tal fine. Både hos baby og hende selv. Men nogle timer senere, da hun fik pressetrang, begyndte babys hjerterytme at blive påvirket. Det blev derfor besluttet, at hun skulle have akut kejsersnit. 

Det hele gik ifølge Marie Mundt Linulf meget stærkt. Hendes mave blev afskærmet, så hun ikke selv kunne se, hvad der foregik. Hun opfattede bare, at baby sad skævt, og at han under presseveerne havde kilet sig så godt fast, at de havde svært ved at få ham ud.

– Vi kunne høre, at der blev panik på stuen. De ringede flere læger ind, og en sygeplejerske blev sendt ud, fordi hun blev dårlig. På det tidspunkt var jeg virkelig bange, fortæller hun.

Ifølge Marie Mundt Linulf måtte de hive godt til i babyens ben. Og da det endelig lykkedes at få ham ud, måtte han have hjælp til at trække vejret.

Måtte kæmpe for samtale

For Marie Mundt Linulf resulterede oplevelsen i en mild efterfødselsreaktion, og det var først, da hun for et halvt år siden annoncerede sin tredje graviditet, at hun kunne fortælle andre om, hvordan hun havde følt under fødslen.

– Det har været som en skam, jeg har båret rundt på. Ikke at jeg havde noget valg i forhold til, at det endte i akut kejsersnit, men jeg føler stadig, at jeg har svigtet min søn. Og længe efter fødslen have jeg en fornemmelse af, at han ville kravle tilbage i maven på mig, hvis han kunne, fortæller Marie Mundt Linulf.

Hun synes også, det var svært at få hjælp lige efter fødslen.

– Vi måtte kæmpe en del for at få en samtale på sygehuset, og jeg føler slet ikke, vi blev anerkendt i vores oplevelse, fortæller hun.

Det scenarie kan Anne-Clari Vetö genkende. Og ifølge hende skyldes det ofte travlhed og for få hænder.

– Vi hører, at flere og flere kvinder – og deres partnere – føler sig magtesløse og efterladte i forbindelse med fødslen på grund af personalets travlhed, eller fordi de bliver sendt hjem alt for hurtigt, siger hun.

Ifølge Anne-Clari Vetö er det ellers afgørende, at der er tid nok til, at den fødende føler sig set og hørt også bagefter. Ellers er der nemlig risiko for, at oplevelsen ”lagres” uhensigtsmæssigt og bryder ud som en efterfødselsreaktion eller ved eventuelle fremtidige fødsler.

– Det er så vigtigt, at man stille og roligt får bearbejdet det efterfølgende. Får helet det traumatiske i krop og psyke, så man kan ende med at tale om, hvordan det skulle have været. På den måde bliver det det gode, man kan bringe med sig videre, efter kroppen har sluppet traumet. Og det betyder også alt for tilknytningen til barnet og muligheden for at genvinde kontrollen over sin egen krop, siger Anne-Clari Vetö.

Og det er psykolog Katrine Spiegelhauer, der har speciale i graviditet og fødsel enig i.

– En fødsel er en fysisk og sansemættet oplevelse, som kroppen husker. Uanset om det er en god eller dårlig oplevelse, vil lugte, lyde og fornemmelser kunne vække minder, siger hun og tilføjer:

– Vores krop og vores sind samarbejder om at undgå fare, så hvis der er noget, vi husker som farligt, vil vi være ekstra påpasselige, når det nærmer sig, og nogle gange betyder det, at vi benytter os af uhensigtsmæssige strategier for at undgå en forestående fare. Kamp, flugt og frys er nogle af de mest primitive responser på fare, og de er sjældent hjælpsomme under en fødsel. Derfor kan en følelse af uformåenhed eller magtesløshed hurtigt indfinde sig, hvis man kender den fra tidligere.

Ifølge Katrine Spiegelhauer er der også risiko for, at svære fødselsoplevelser sætter sig som skam og følelser af forkerthed, hvis de ikke anerkendes.

En klar plan

For Marie Mundt Linulf har den traumatiske oplevelse omkring fødslen af Laurits betydet, at hun let får hovedpine, hurtigt bliver overvældet og presset og får tankemylder.

– Jeg kæmper meget med min dårlige samvittighed. Nogle dage har jeg det bare skidt, og så kan det være svært at få det til at hænge sammen, når der er to andre børn, der skal have min opmærksomhed. I de situationer er jeg meget taknemmelig for min mand. Han passer godt på mig og er god til at se, hvornår jeg har brug for en pause, fortæller Marie Mundt Linulf.

Oplevelsen betyder, at hun er bange for, hvordan næste fødsel kommer til at forløbe. Hun har termin til december og har været sygemeldt lige fra starten af graviditeten.

– Lige så snart jeg blev gravid, reagerede min krop kraftigt på det traume, den fik ved fødslen af Laurits, og jeg fik en masse stresssymptomer. Jeg er bange for, at min krop skal reagere som ved sidste fødsel. Man kan sige, at jeg har angst for at få angst igen.

Ifølge Marie Mundt Linulf har hun derfor brug for, at der er en klar plan for, hvordan tingene skal forløbe ved den kommende fødsel. Og at der en plan A, B og C. Hun har også overvejet muligheden for planlagt kejsersnit for at få en vis kontrol. Men hendes drøm er stadig at føde almindeligt, som hun gjorde allerførste gang.

Heldigvis har hun mødt mere forståelse og hjælp i den nye graviditet end lige efter fødslen.

– Min læge har fra starten været meget støttende og forstående. Hun har sendt mig til ekstra jordemodersamtaler og sørget for, at min tidligere fødsel er beskrevet i min journal, fortæller Marie Mundt Linulf, der også har fået samtaler med en specialjordemoder og en fødselslæge. Derudover har hun gennem sin egen private sundhedsforsikring valgt at gå til psykolog.

For Marie Mundt Linulf er det især afgørende i forhold til den forestående fødsel, at hendes tidligere oplevelse er detaljeret beskrevet i hendes journal, så hun ikke skal til at forklare det midt i fødslen.

– Her har vi brug for, at fagfolkene kender vores baggrund, siger hun.

Anne-Clari Vetös råd:

Anerkend dine følelser. Byd dem velkomne med empati. De vil fortælle dig noget. Få bearbejdet det, der fylder, via ord og krop. Så bliver der bagefter plads til at fokusere på, hvordan det kunne have været, og turde tro, at det kan blive godt en anden gang. Det kan være en god ide at bruge jordemoder, læge og terapeut til at lave en ønskeseddel og få en med til fødslen som støtte. Det er vigtigt, I på forhånd har aftalt, hvordan hjælpen kunne være undervejs.

FØDSEL

Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død

Marie Mundt om efterfødselsrekation ved kejsersnit

11. november 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Fødslen af Marie og Simons andet barn gik ikke, som de havde håbet, og resulterede for Marie i en mild efterfødselsreaktion.

 

I lang tid følte Marie Mundt Linulf, at jordemoderen på sygehuset kunne have givet hende et hvilket som helst barn og bildt hende ind, at det var hendes. Fødslen af sønnen Laurits endte i akut kejsersnit, og det gav hende en følelse af at have fejlet. At han ikke var kommet ud af hende.

Hun havde svært ved at knytte sig til ham og acceptere, at fødslen endte, som den gjorde. Især når nu fødslen af datteren Johanne to år tidligere havde været så meget anderledes.

– Jeg følte, jeg havde givet op. Hvorfor kunne det lykkedes første gang, og ikke anden gang? I dag kan jeg stadig ikke se på eller røre mit ar efter kejsersnittet, og det er meget følelsesladet at tale om, fortæller Marie Mundt Linulf til fødslen.dk. 

Ifølge Anne-Clari Vetö, der er specialist i efterfødselsreaktioner ved GAIA-Instituttet, som har specialiseret sig i forebyggelse og behandling af fødselsdepression og efterfødselsreaktioner, får næsten hver tredje kvinde en efterfødselsreaktion. Tallene er ikke officielle, men det er Anne-Claris Vetös oplevelse, at tallet er så højt, når de milde reaktioner regnes med.

– Hvor mange der skyldes traumatiske fødsler, ved vi ikke, fortæller hun.

Liv eller død

I dag er det lidt over tre år siden, Marie Mundt Linulf blev sat i gang ved hjælp af piller og vedrop og fik det så dårligt, at hun endte med at besvime. Men selvom der er gået flere år, står oplevelsen omkring fødslen stadig skarpt i hendes erindring.

– Jeg kan tydeligt huske, at jeg fornemmede, hvordan de prøvede at vække mig, da jeg besvimede, men at min krop ikke ville reagere. Jeg kunne ikke åbne mine øjne eller svare dem. Jeg oplevede, at jeg stod overfor valget om at åbne øjnene og kæmpe videre eller lade dem forblive lukket og give op. Jeg følte, jeg reelt havde valget mellem liv og død, fortæller Marie Mundt Linulf.

Da hun vågnede, var alle tal fine. Både hos baby og hende selv. Men nogle timer senere, da hun fik pressetrang, begyndte babys hjerterytme at blive påvirket. Det blev derfor besluttet, at hun skulle have akut kejsersnit. 

Det hele gik ifølge Marie Mundt Linulf meget stærkt. Hendes mave blev afskærmet, så hun ikke selv kunne se, hvad der foregik. Hun opfattede bare, at baby sad skævt, og at han under presseveerne havde kilet sig så godt fast, at de havde svært ved at få ham ud.

– Vi kunne høre, at der blev panik på stuen. De ringede flere læger ind, og en sygeplejerske blev sendt ud, fordi hun blev dårlig. På det tidspunkt var jeg virkelig bange, fortæller hun.

Ifølge Marie Mundt Linulf måtte de hive godt til i babyens ben. Og da det endelig lykkedes at få ham ud, måtte han have hjælp til at trække vejret.

Måtte kæmpe for samtale

For Marie Mundt Linulf resulterede oplevelsen i en mild efterfødselsreaktion, og det var først, da hun for et halvt år siden annoncerede sin tredje graviditet, at hun kunne fortælle andre om, hvordan hun havde følt under fødslen.

– Det har været som en skam, jeg har båret rundt på. Ikke at jeg havde noget valg i forhold til, at det endte i akut kejsersnit, men jeg føler stadig, at jeg har svigtet min søn. Og længe efter fødslen have jeg en fornemmelse af, at han ville kravle tilbage i maven på mig, hvis han kunne, fortæller Marie Mundt Linulf.

Hun synes også, det var svært at få hjælp lige efter fødslen.

– Vi måtte kæmpe en del for at få en samtale på sygehuset, og jeg føler slet ikke, vi blev anerkendt i vores oplevelse, fortæller hun.

Det scenarie kan Anne-Clari Vetö genkende. Og ifølge hende skyldes det ofte travlhed og for få hænder.

– Vi hører, at flere og flere kvinder – og deres partnere – føler sig magtesløse og efterladte i forbindelse med fødslen på grund af personalets travlhed, eller fordi de bliver sendt hjem alt for hurtigt, siger hun.

Ifølge Anne-Clari Vetö er det ellers afgørende, at der er tid nok til, at den fødende føler sig set og hørt også bagefter. Ellers er der nemlig risiko for, at oplevelsen ”lagres” uhensigtsmæssigt og bryder ud som en efterfødselsreaktion eller ved eventuelle fremtidige fødsler.

– Det er så vigtigt, at man stille og roligt får bearbejdet det efterfølgende. Får helet det traumatiske i krop og psyke, så man kan ende med at tale om, hvordan det skulle have været. På den måde bliver det det gode, man kan bringe med sig videre, efter kroppen har sluppet traumet. Og det betyder også alt for tilknytningen til barnet og muligheden for at genvinde kontrollen over sin egen krop, siger Anne-Clari Vetö.

Og det er psykolog Katrine Spiegelhauer, der har speciale i graviditet og fødsel enig i.

– En fødsel er en fysisk og sansemættet oplevelse, som kroppen husker. Uanset om det er en god eller dårlig oplevelse, vil lugte, lyde og fornemmelser kunne vække minder, siger hun og tilføjer:

– Vores krop og vores sind samarbejder om at undgå fare, så hvis der er noget, vi husker som farligt, vil vi være ekstra påpasselige, når det nærmer sig, og nogle gange betyder det, at vi benytter os af uhensigtsmæssige strategier for at undgå en forestående fare. Kamp, flugt og frys er nogle af de mest primitive responser på fare, og de er sjældent hjælpsomme under en fødsel. Derfor kan en følelse af uformåenhed eller magtesløshed hurtigt indfinde sig, hvis man kender den fra tidligere.

Ifølge Katrine Spiegelhauer er der også risiko for, at svære fødselsoplevelser sætter sig som skam og følelser af forkerthed, hvis de ikke anerkendes.

En klar plan

For Marie Mundt Linulf har den traumatiske oplevelse omkring fødslen af Laurits betydet, at hun let får hovedpine, hurtigt bliver overvældet og presset og får tankemylder.

– Jeg kæmper meget med min dårlige samvittighed. Nogle dage har jeg det bare skidt, og så kan det være svært at få det til at hænge sammen, når der er to andre børn, der skal have min opmærksomhed. I de situationer er jeg meget taknemmelig for min mand. Han passer godt på mig og er god til at se, hvornår jeg har brug for en pause, fortæller Marie Mundt Linulf.

Oplevelsen betyder, at hun er bange for, hvordan næste fødsel kommer til at forløbe. Hun har termin til december og har været sygemeldt lige fra starten af graviditeten.

– Lige så snart jeg blev gravid, reagerede min krop kraftigt på det traume, den fik ved fødslen af Laurits, og jeg fik en masse stresssymptomer. Jeg er bange for, at min krop skal reagere som ved sidste fødsel. Man kan sige, at jeg har angst for at få angst igen.

Ifølge Marie Mundt Linulf har hun derfor brug for, at der er en klar plan for, hvordan tingene skal forløbe ved den kommende fødsel. Og at der en plan A, B og C. Hun har også overvejet muligheden for planlagt kejsersnit for at få en vis kontrol. Men hendes drøm er stadig at føde almindeligt, som hun gjorde allerførste gang.

Heldigvis har hun mødt mere forståelse og hjælp i den nye graviditet end lige efter fødslen.

– Min læge har fra starten været meget støttende og forstående. Hun har sendt mig til ekstra jordemodersamtaler og sørget for, at min tidligere fødsel er beskrevet i min journal, fortæller Marie Mundt Linulf, der også har fået samtaler med en specialjordemoder og en fødselslæge. Derudover har hun gennem sin egen private sundhedsforsikring valgt at gå til psykolog.

For Marie Mundt Linulf er det især afgørende i forhold til den forestående fødsel, at hendes tidligere oplevelse er detaljeret beskrevet i hendes journal, så hun ikke skal til at forklare det midt i fødslen.

– Her har vi brug for, at fagfolkene kender vores baggrund, siger hun.

Anne-Clari Vetös råd:

Anerkend dine følelser. Byd dem velkomne med empati. De vil fortælle dig noget. Få bearbejdet det, der fylder, via ord og krop. Så bliver der bagefter plads til at fokusere på, hvordan det kunne have været, og turde tro, at det kan blive godt en anden gang. Det kan være en god ide at bruge jordemoder, læge og terapeut til at lave en ønskeseddel og få en med til fødslen som støtte. Det er vigtigt, I på forhånd har aftalt, hvordan hjælpen kunne være undervejs.

LÆS OGSÅ