Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

DEBAT

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

22. april 2020 | Af Manja Holmelund | Foto: Caleb Woods, Unsplash

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

Manja Holmelund går hjemme med sin søn, Ulvar, mens hun studerer moderne kultur og kulturformidling. Derudover er hun guitarist og omsorgsaktivist.

I en adskillelseskultur sidder børn og græder i sandkassen efter deres mor. De får ikke den trøst, de kalder på, og de får ikke den person, de kalder på. Den eneste måde, hvorpå vi sandfærdigt kan opleve gråden, er på (råbe)afstand af kulturen, bag hegnet og dobbeltdørhåndtaget, eller som fluen på institutionsvæggen.

Jeg har mulighed for at stå bag hegnet og se det grædende barn, dybt ulykkelig kalde på sin mor. Eller høre barnet i barnevognen græde hjerteskærende længe uden for institutionens vinduer bag hegnet.

Jeg vil trøste barnet bag hegnet, og jeg stopper op med mit barn, der instinktivt også begynder at græde. Og jeg kunne selv græde, for det er sørgeligt.

Og tænk, hvis jeg kunne trøste mig med, at dette kun er enkeltstående. At det ikke er dagskost for små børn mellem 0-3 år. At pædagogen ikke kun kom, fordi hun havde set mig stoppe op. Men det ER det. For inden for institutionsrammen er det en gråd, vi i høj grad har accepteret, normaliseret, negligeret eller usynliggjort. Så vi forældre med sindsro kan arbejde.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit.

Men selvom vi bliver bekendt med forholdende i daginstitutionerne, stopper vi ikke op. Hvorfor?

Jeg tror, det er manglen på fællesskaber uden for arbejdslivet, der gør det vanskeligt.

Overhovedet at stoppe op, før vi rammer muren, er vanskeliggjort i vores kultur. En kollektiv institutionsstrejke omfatter i allerhøjeste grad arbejdslivet, og vores individorienterede, tidspressede kultur har skabt dårlige betingelser for andre fællesskaber end dem, der findes på arbejdet.

Og uden et fællesskab er det alt for sårbart for en familie at strejke. En revolution kræver en samhørighed, hvor vi hjælper hinanden. Men sådanne fællesskaber har ringe kår i vores kultur.

Sociale medier har kæmpe potentiale for at danne fællesskaber. Desværre også et kæmpe potentiale for at blive en sovepude, hvor folk lulles i søvn foran skærmen.

Manja Holmelund spørger, hvorfor vi ikke stopper op, når vi kender forholdene i institutionerne.

Manja Holmelund med sin søn. Foto: Privat

Da jeg mistede min første søn Birk, blev det tab katalysatoren, der brat standsede mit liv, som jeg levede det. Det gjorde mig i stand til at se, hvad jeg førhen havde løbet fra og henimod i mit lille hamsterhjul.

Og jeg så, at meget af det var meningsløst.

Hele ideen med hamsterhjulet er jo, at vi løber efter guleroden. Indimellem er vi heldige at få nogle små, hårdt optjente bidder af den, men vi ser slet ikke, at vi kunne få den hele, hvis vi blot stoppede op. For der er ikke tid til sådanne erkendelser i et hamsterhjul. Kun en svag fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

Hvis vi ønsker mere tid sammen med vores familie, må vi standse op og erfare, at “kvalitetstiden” kun er de hårdt optjente bidder, som måske sjældent fører til egentlig kvalitetstid. Hele guleroden ligger i samværet, der ikke er målt i tid, fordi det er unødvendigt i en hverdag udenfor hamsterhjulet. Men når vi forbliver i kognitiv dissonans og ikke længere er i kontakt med vores intuition, er det fordi, vores kultur – fra vi er ganske små – fordrer, at vi lukker ned for vores intuition og befinder os oppe i vores hoveder. Så meget at vi til sidst slet ikke bemærker, hvor adskilte og fremmedgjorte vi er blevet fra vores krop og vores familie.

På afstand af adskillelseskulturen ser vi, at vores kulturs konstruerede normer om adskillelse skaber mistrivsel.

Vi befinder vi os på usikker grund, når vi træder derud. I den seneste tid har vi alle befundet os der på grund af coronapandemien. Men i modsætning til adskillelseskulturens (af)grund, der får os til at smuldre, jo flere vi befinder os på den, vil det fællesskab, der vokser på afstand af adskillelseskulturen, blive et bæredygtigt fundament, som skal gribe os faldne, der mere eller mindre modvilligt stoppede op og nu med kærlig røst råber de andre op. 

Sådan at vi i fællesskab kan løfte hinanden i en omsorgsrevolution.

Dette indlæg er udtryk for Manja Holmelunds holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

22. april 2020 | Af Manja Holmelund | Foto: Caleb Woods, Unsplash

 

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

Manja Holmelund går hjemme med sin søn, Ulvar, mens hun studerer moderne kultur og kulturformidling. Derudover er hun guitarist og omsorgsaktivist.

I en adskillelseskultur sidder børn og græder i sandkassen efter deres mor. De får ikke den trøst, de kalder på, og de får ikke den person, de kalder på. Den eneste måde, hvorpå vi sandfærdigt kan opleve gråden, er på (råbe)afstand af kulturen, bag hegnet og dobbeltdørhåndtaget, eller som fluen på institutionsvæggen.

Jeg har mulighed for at stå bag hegnet og se det grædende barn, dybt ulykkelig kalde på sin mor. Eller høre barnet i barnevognen græde hjerteskærende længe uden for institutionens vinduer bag hegnet.

Jeg vil trøste barnet bag hegnet, og jeg stopper op med mit barn, der instinktivt også begynder at græde. Og jeg kunne selv græde, for det er sørgeligt.

Og tænk, hvis jeg kunne trøste mig med, at dette kun er enkeltstående. At det ikke er dagskost for små børn mellem 0-3 år. At pædagogen ikke kun kom, fordi hun havde set mig stoppe op. Men det ER det. For inden for institutionsrammen er det en gråd, vi i høj grad har accepteret, normaliseret, negligeret eller usynliggjort. Så vi forældre med sindsro kan arbejde.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit.

Men selvom vi bliver bekendt med forholdende i daginstitutionerne, stopper vi ikke op. Hvorfor?

Jeg tror, det er manglen på fællesskaber uden for arbejdslivet, der gør det vanskeligt.

Overhovedet at stoppe op, før vi rammer muren, er vanskeliggjort i vores kultur. En kollektiv institutionsstrejke omfatter i allerhøjeste grad arbejdslivet, og vores individorienterede, tidspressede kultur har skabt dårlige betingelser for andre fællesskaber end dem, der findes på arbejdet.

Og uden et fællesskab er det alt for sårbart for en familie at strejke. En revolution kræver en samhørighed, hvor vi hjælper hinanden. Men sådanne fællesskaber har ringe kår i vores kultur.

Sociale medier har kæmpe potentiale for at danne fællesskaber. Desværre også et kæmpe potentiale for at blive en sovepude, hvor folk lulles i søvn foran skærmen.

Manja Holmelund spørger, hvorfor vi ikke stopper op, når vi kender forholdene i institutionerne.

Manja Holmelund med sin søn. Foto: Privat

Da jeg mistede min første søn Birk, blev det tab katalysatoren, der brat standsede mit liv, som jeg levede det. Det gjorde mig i stand til at se, hvad jeg førhen havde løbet fra og henimod i mit lille hamsterhjul.

Og jeg så, at meget af det var meningsløst.

Hele ideen med hamsterhjulet er jo, at vi løber efter guleroden. Indimellem er vi heldige at få nogle små, hårdt optjente bidder af den, men vi ser slet ikke, at vi kunne få den hele, hvis vi blot stoppede op. For der er ikke tid til sådanne erkendelser i et hamsterhjul. Kun en svag fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

Hvis vi ønsker mere tid sammen med vores familie, må vi standse op og erfare, at “kvalitetstiden” kun er de hårdt optjente bidder, som måske sjældent fører til egentlig kvalitetstid. Hele guleroden ligger i samværet, der ikke er målt i tid, fordi det er unødvendigt i en hverdag udenfor hamsterhjulet. Men når vi forbliver i kognitiv dissonans og ikke længere er i kontakt med vores intuition, er det fordi, vores kultur – fra vi er ganske små – fordrer, at vi lukker ned for vores intuition og befinder os oppe i vores hoveder. Så meget at vi til sidst slet ikke bemærker, hvor adskilte og fremmedgjorte vi er blevet fra vores krop og vores familie.

På afstand af adskillelseskulturen ser vi, at vores kulturs konstruerede normer om adskillelse skaber mistrivsel.

Vi befinder vi os på usikker grund, når vi træder derud. I den seneste tid har vi alle befundet os der på grund af coronapandemien. Men i modsætning til adskillelseskulturens (af)grund, der får os til at smuldre, jo flere vi befinder os på den, vil det fællesskab, der vokser på afstand af adskillelseskulturen, blive et bæredygtigt fundament, som skal gribe os faldne, der mere eller mindre modvilligt stoppede op og nu med kærlig røst råber de andre op. 

Sådan at vi i fællesskab kan løfte hinanden i en omsorgsrevolution.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Dette indlæg er udtryk for Manja Holmelunds holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.

19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Tilknytning kan ikke skemalægges: Indkøring tager tid

DEBAT

Tilknytning kan ikke skemalægges: Indkøring tager tid

Mette Carendi anbefaler ikke en skemalagt indkøring i institution.

9. december 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Mange institutioner forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan være ret uheldigt ud fra et tilknytningsperspektiv, skriver Mette Carendi.

Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.

Lad mig sige det, som det er. Jeg er ikke tilhænger af skemalagt indkøring, hvor forældrene lader barnet være alene efter blot få dages indkøring.

Mange institutioner anbefaler den tilgang, hvor de forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan jeg godt forstå ud fra et logistisk synspunkt. Men ud fra et tilknytningsperspektiv kan det være ret uheldigt. Tilknytning kan nemlig ikke skemalægges, og den gode indkøring kan tage tid.

En tid, man med fordel kan prioritere at bruge.

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld beskriver tilknytningsprocessen som ”smilet, nikket og den fysiske kontakt”. Han pointerer også, at trygheden altid først skal etableres mellem de voksne, hvorefter fokus kan vendes mod barnet. Og det giver god mening, når vi taler om indkøring i institution.

Stort set alle institutioner er da også opmærksomme på, at tryghed er essentielt i en indkøringssituation, og at barnet derfor skal afleveres til den samme pædagog i den sårbare periode. Det er rigtig godt og vigtigt.

Dit barn vil rent instinktivt scanne dit ansigt for at finde ud af, om den fremmede person (pædagogen) er en ven eller fjende. Hvis du ikke selv er tryg ved den pædagog, du skal overlade dit barn til, vil dit barn opfange det og blive utrygt.

Er du okay tryg ved pædagogen, er næste skridt, at I to taler sammen, mens dit barn sidder trygt på din arm. Gerne med masser af smil, latter og fysisk kontakt, som for eksempel det at give hånd. Dit barn vil suge jeres interaktion til sig ved skiftevis at kigge op på dit ansigt og op på pædagogens. Og jo mere tryg han føler sig, jo mere nysgerrig vil han typisk blive på denne nye, spændende person, som far eller mor smiler så meget til. Det er derfor vigtigt, at du tager dig tid til denne interaktion, så du også bliver tryg.

Herefter kan pædagogens fokus flyttes til barnet, og det gælder nu om at få barnets smil, nik og den fysiske kontakt.

Meget af det her udfolder sig ofte helt naturligt, fordi det ligger instinktivt i os at sikre den trygge forbindelse til et barn, der ikke kender os endnu. Men stress, underbemanding og for rigide strukturer spænder ofte ben for denne instinktive visdom, så afleveringssituationer kan ende ud i, at vi kommer til at krænke barnets tilknytningssprog, ved at barnet bliver hevet ud af forældrenes arme af en pædagog, som barnet endnu ikke er trygt hos.

“Mange institutioner anbefaler den tilgang, hvor de forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan jeg godt forstå ud fra et logistisk synspunkt. Men ud fra et tilknytningsperspektiv kan det være ret uheldigt.”

 
Mette Carendi

Det fører et andet spørgsmål med sig, som jeg ofte får, nemlig om det ikke er ideelt, at barnet aldrig græder, når mor og far går. Ja og nej. Det er helt naturligt, at det lille barn bliver ked af det i den situation. Det er ikke sikkert, vi bryder os om det faktum, men vi er nødt til at italesætte tingene, som de er, og ikke som vi håber, de kan være, for her kommer vi typisk til at svigte børnene endnu mere. Det springende punkt er derfor, om barnet er i en tryg favn, når han er ked af det, fordi mor og far går, og om den trygge favn har tid til at holde krop og opmærksomhed rettet mod barnet, indtil han er igennem sorgen.

Her er de nuværende normeringer et problem. Og det skal der gøres noget ved. Indtil da kan du som forældre også gøre meget for at mindske dit barns utryghed. Herunder vil jeg nævne de vigtigste:

Flere tryghedspersoner
Tal med institutionen om, hvorvidt det er muligt at have to eller flere indkøringspersoner på over længere tid, så der er flere voksne, dit barn er trygt hos, da det gør det nemmere for alle parter ved sygdom, ferie og så videre.

Tag dit barns utryghed alvorligt
Er dit barn stadig ikke helt trygt i institutionen og derfor naturligt meget afhængigt af, at tryghedspædagogen er der til at tage imod og være der i løbet af dagen, anbefaler jeg, at du tager dit barn med hjem igen, hvis dit barns tryghedspædagog er syg eller på ferie. Ellers kan du risikere at skulle starte indkøringen helt forfra, ligesom det kan sætte sig som heftige forsinkede reaktioner i dit barns adfærd, fordi han eller hun har været presset ud i utryghed.

Hjælp med at sikre dit barns tryghed
Støt dit barn igennem de reguleringer, der måtte komme om eftermiddagen eller ved sengetid. På den måde sikrer du, at dit barn kommer tilbage til en tilstand af tryghed og samhørighed med dig, så du kontinuerligt sikrer tilknytningen, efter at du har været adskilt fra dit barn.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Tilknytning kan ikke skemalægges: Indkøring tager tid

Mette Carendi anbefaler ikke en skemalagt indkøring i institution.

9. december 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Mange institutioner forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan være ret uheldigt ud fra et tilknytningsperspektiv, skriver Mette Carendi.

Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.

Lad mig sige det, som det er. Jeg er ikke tilhænger af skemalagt indkøring, hvor forældrene lader barnet være alene efter blot få dages indkøring.

Mange institutioner anbefaler den tilgang, hvor de forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan jeg godt forstå ud fra et logistisk synspunkt. Men ud fra et tilknytningsperspektiv kan det være ret uheldigt. Tilknytning kan nemlig ikke skemalægges, og den gode indkøring kan tage tid.

En tid, man med fordel kan prioritere at bruge.

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld beskriver tilknytningsprocessen som ”smilet, nikket og den fysiske kontakt”. Han pointerer også, at trygheden altid først skal etableres mellem de voksne, hvorefter fokus kan vendes mod barnet. Og det giver god mening, når vi taler om indkøring i institution.

Stort set alle institutioner er da også opmærksomme på, at tryghed er essentielt i en indkøringssituation, og at barnet derfor skal afleveres til den samme pædagog i den sårbare periode. Det er rigtig godt og vigtigt.

Dit barn vil rent instinktivt scanne dit ansigt for at finde ud af, om den fremmede person (pædagogen) er en ven eller fjende. Hvis du ikke selv er tryg ved den pædagog, du skal overlade dit barn til, vil dit barn opfange det og blive utrygt.

Er du okay tryg ved pædagogen, er næste skridt, at I to taler sammen, mens dit barn sidder trygt på din arm. Gerne med masser af smil, latter og fysisk kontakt, som for eksempel det at give hånd. Dit barn vil suge jeres interaktion til sig ved skiftevis at kigge op på dit ansigt og op på pædagogens. Og jo mere tryg han føler sig, jo mere nysgerrig vil han typisk blive på denne nye, spændende person, som far eller mor smiler så meget til. Det er derfor vigtigt, at du tager dig tid til denne interaktion, så du også bliver tryg.

Herefter kan pædagogens fokus flyttes til barnet, og det gælder nu om at få barnets smil, nik og den fysiske kontakt.

Meget af det her udfolder sig ofte helt naturligt, fordi det ligger instinktivt i os at sikre den trygge forbindelse til et barn, der ikke kender os endnu. Men stress, underbemanding og for rigide strukturer spænder ofte ben for denne instinktive visdom, så afleveringssituationer kan ende ud i, at vi kommer til at krænke barnets tilknytningssprog, ved at barnet bliver hevet ud af forældrenes arme af en pædagog, som barnet endnu ikke er trygt hos.

“Mange institutioner anbefaler den tilgang, hvor de forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan jeg godt forstå ud fra et logistisk synspunkt. Men ud fra et tilknytningsperspektiv kan det være ret uheldigt.”

 
Mette Carendi

Det fører et andet spørgsmål med sig, som jeg ofte får, nemlig om det ikke er ideelt, at barnet aldrig græder, når mor og far går. Ja og nej. Det er helt naturligt, at det lille barn bliver ked af det i den situation. Det er ikke sikkert, vi bryder os om det faktum, men vi er nødt til at italesætte tingene, som de er, og ikke som vi håber, de kan være, for her kommer vi typisk til at svigte børnene endnu mere. Det springende punkt er derfor, om barnet er i en tryg favn, når han er ked af det, fordi mor og far går, og om den trygge favn har tid til at holde krop og opmærksomhed rettet mod barnet, indtil han er igennem sorgen.

Her er de nuværende normeringer et problem. Og det skal der gøres noget ved. Indtil da kan du som forældre også gøre meget for at mindske dit barns utryghed. Herunder vil jeg nævne de vigtigste:

Flere tryghedspersoner
Tal med institutionen om, hvorvidt det er muligt at have to eller flere indkøringspersoner på over længere tid, så der er flere voksne, dit barn er trygt hos, da det gør det nemmere for alle parter ved sygdom, ferie og så videre.

Tag dit barns utryghed alvorligt
Er dit barn stadig ikke helt trygt i institutionen og derfor naturligt meget afhængigt af, at tryghedspædagogen er der til at tage imod og være der i løbet af dagen, anbefaler jeg, at du tager dit barn med hjem igen, hvis dit barns tryghedspædagog er syg eller på ferie. Ellers kan du risikere at skulle starte indkøringen helt forfra, ligesom det kan sætte sig som heftige forsinkede reaktioner i dit barns adfærd, fordi han eller hun har været presset ud i utryghed.

Hjælp med at sikre dit barns tryghed
Støt dit barn igennem de reguleringer, der måtte komme om eftermiddagen eller ved sengetid. På den måde sikrer du, at dit barn kommer tilbage til en tilstand af tryghed og samhørighed med dig, så du kontinuerligt sikrer tilknytningen, efter at du har været adskilt fra dit barn.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Kære forældre: Ved I egentlig, hvor meget tid, vi bruger på andet end jeres børn?

DEBAT

Kære forældre: Ved I egentlig, hvor meget tid, vi bruger på andet end jeres børn?

Ifølge pædagog Lonnie Junge Jensen er det vigtigt at huske på alle de andre opgaver pædagoger i dag laver, når vi taler minimumsnormeringer.

22. november 2019 | Af Lonnie Junge Jensen | Foto: Alexandr Podvalny, Unsplash

En del af problematikken handler om normeringer. En anden overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er, skriver pædagog Lonnie Junge Jensen.

Lonnie Junge Jensen er uddannet pædagog og har arbejdet i daginstitutionsverdenen i 20 år. Tidligere på året stoppede hun dog arbejdet på gulvet på grund af en arbejdsskade. Lonnie Junge Jensen medvirkede i dokumentaren Eksperimentet med vores børn. Her var hun en af del af pædagogkoret, der udtalte sig om forholdene i institutioner mere generelt.

Så du TV 2-dokumentaren Eksperimentet med vores børn? Blev du bekymret for dit eget barns dagligdag i vuggestuen eller børnehaven? Eller trøster du dig med, at i lige netop dit barns institution er alting bedre?

Det kan jeg som tidligere pædagog desværre ikke love dig.

I stedet er jeg nødt til at understrege, at jeg er dybt bekymret for børnenes trivsel og udvikling. Både her og nu, men særligt også på sigt.

Hver eneste dag møder vi pædagoger ind med intentionen om at give børn og forældre den bedst mulige dag under de givne vilkår. Vi gør vores absolut bedste. Men som normeringerne ser ud nu, kan vi ikke undgå, at børn lades alene og skal klare sig på egen hånd i situationer, hvor de skulle have haft en nær voksens hjælp. Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.

Børn, der går i vuggestue og børnehave, er dybt afhængige af voksne. Deres hjerner og nervesystem er endnu ikke udviklet til at kunne regulere sig selv. De har behov for og krav på, at jeg som pædagog er tilgængelig, nærværende og rolig og ikke pludselig er væk, når de har brug for mig.

“Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.”

 
Lonnie Junge Jensen

De har brug for tryghed, Og det skabes blandt andet ved, at nære modne voksne, som barnet har en tæt tilknytning til, har tid og faglighed til at imødekomme dets behov, ikke bare indimellem, men hver gang.

Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på. Det skærer i mit og mine tidligere kollegaers hjerter hver eneste gang, vi tvinges til at skulle foretage helt urimelige prioriteringer imellem børn. Vi ved, hvad konsekvensen er både nu og på sigt.

Vores politikere synes blinde for alvoren i dette. I stedet gemmer de sig bag misvisende statistikker, resultater af tilfredshedsundersøgelser og manglede økonomi. De kaster ansvaret ud i kommunerne.

“Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på.”

 
Lonnie Junge Jensen

En del af problematikken handler om normeringer. En anden vigtig og overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste – udover pædagogerne selv – har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er. Og antallet er stødt stigende.

Vi bruger omkring halvdelen af tiden på andre opgaver. Det betyder ikke, vi nødvendigvis er væk fra stuen halvdelen af tiden, men vi løser andre opgaver, der gør, at vi ikke er 100 procent tilgængelige for børnene. 

Dette er et overset problem, og vi kommer ikke til at mærke den anbefalede minimumsnormering på gulvet, hvis vi ikke tager hånd om de mange meningsløse opgaver, som ikke er til gavn for børnene

Når vi skal sikre, at der rent faktisk er en pædagog til stede til – og ikke mindst tilgængelig for – seks børn i børnehaven og en til tre i vuggestuen, så er det en forudsætning, at pædagogerne ikke skal løse andre opgaver samtidigt, sådan som de gør det i dag.

Det skal vores politikere vågne op og forstå. Og det skal du som forældre, der kæmper for minimumsnormeringer, være opmærksom på.

Minimumsnormeringer er blot er et absolut minimum til at sikre børns muligheder for trivsel og udvikling. Og selv med en minimumsnormering er dette ikke sikret.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg. Foto: Privat

Forstå mig ret: Vi skal blive ved at kæmpe for minimumsnormeringer, men vi skal gøre det rigtigt, så vi ikke ender med at skyde os selv i foden. Bureau 2000 har i år udgivet en analyse, der viser den reelle personalefordeling og er med til at understrege, hvorfor debatten om normeringer hurtigt bliver kompleks. Vi skal derfor i samme ombæring kæmpe for en ny normeringsopgørelse. En opgørelse, der giver forældre, forskere, interesseorganisationer, fagpersoner, journalister og beslutningstagere en fælles definition – og dermed forståelse – af normering. En opgørelse, hvor køkkenpersonale, ledere, vikarer, langtidssyge med flere ikke tæller med. En opgørelse, hvor pædagoger er trukket ud, når vi holder ferie, afspadserer, er syge, holder pauser og har andet arbejde.

Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.

Vi pædagoger vil ikke reduceres til opsynsmænd og børnepassere. Vi vil udføre det omsorgs- og relationsarbejde, vi er uddannede til og brænder for. Det vil vi, fordi børn fortjener det bedste i de timer, de må undvære deres forældre, der går på arbejde.

“Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.”

 
Lonnie Junge Jensen

Der skal handles NU. Vi har hverken tid eller råd til at vente.

DEBAT

Kære forældre: Ved I egentlig, hvor meget tid, vi bruger på andet end jeres børn?

Ifølge pædagog Lonnie Junge Jensen er det vigtigt at huske på alle de andre opgaver pædagoger i dag laver, når vi taler minimumsnormeringer.

22. november 2019 | Af Lonnie Junge Jensen | Foto: Alexandr Podvalny, Unsplash

 

En del af problematikken handler om normeringer. En anden overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er, skriver pædagog Lonnie Junge Jensen.

Lonnie Junge Jensen er uddannet pædagog og har arbejdet i daginstitutionsverdenen i 20 år. Tidligere på året stoppede hun dog arbejdet på gulvet på grund af en arbejdsskade. Lonnie Junge Jensen medvirkede i dokumentaren Eksperimentet med vores børn. Her var hun en af del af pædagogkoret, der udtalte sig om forholdene i institutioner mere generelt.

Så du TV 2-dokumentaren Eksperimentet med vores børn? Blev du bekymret for dit eget barns dagligdag i vuggestuen eller børnehaven? Eller trøster du dig med, at i lige netop dit barns institution er alting bedre?

Det kan jeg som tidligere pædagog desværre ikke love dig.

I stedet er jeg nødt til at understrege, at jeg er dybt bekymret for børnenes trivsel og udvikling. Både her og nu, men særligt også på sigt.

Hver eneste dag møder vi pædagoger ind med intentionen om at give børn og forældre den bedst mulige dag under de givne vilkår. Vi gør vores absolut bedste. Men som normeringerne ser ud nu, kan vi ikke undgå, at børn lades alene og skal klare sig på egen hånd i situationer, hvor de skulle have haft en nær voksens hjælp. Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.

Børn, der går i vuggestue og børnehave, er dybt afhængige af voksne. Deres hjerner og nervesystem er endnu ikke udviklet til at kunne regulere sig selv. De har behov for og krav på, at jeg som pædagog er tilgængelig, nærværende og rolig og ikke pludselig er væk, når de har brug for mig.

“Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.”

 
Lonnie Junge Jensen

De har brug for tryghed, Og det skabes blandt andet ved, at nære modne voksne, som barnet har en tæt tilknytning til, har tid og faglighed til at imødekomme dets behov, ikke bare indimellem, men hver gang.

Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på. Det skærer i mit og mine tidligere kollegaers hjerter hver eneste gang, vi tvinges til at skulle foretage helt urimelige prioriteringer imellem børn. Vi ved, hvad konsekvensen er både nu og på sigt.

Vores politikere synes blinde for alvoren i dette. I stedet gemmer de sig bag misvisende statistikker, resultater af tilfredshedsundersøgelser og manglede økonomi. De kaster ansvaret ud i kommunerne.

“Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på.”

 
Lonnie Junge Jensen

En del af problematikken handler om normeringer. En anden vigtig og overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste – udover pædagogerne selv – har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er. Og antallet er stødt stigende.

Vi bruger omkring halvdelen af tiden på andre opgaver. Det betyder ikke, vi nødvendigvis er væk fra stuen halvdelen af tiden, men vi løser andre opgaver, der gør, at vi ikke er 100 procent tilgængelige for børnene. 

Dette er et overset problem, og vi kommer ikke til at mærke den anbefalede minimumsnormering på gulvet, hvis vi ikke tager hånd om de mange meningsløse opgaver, som ikke er til gavn for børnene

Når vi skal sikre, at der rent faktisk er en pædagog til stede til – og ikke mindst tilgængelig for – seks børn i børnehaven og en til tre i vuggestuen, så er det en forudsætning, at pædagogerne ikke skal løse andre opgaver samtidigt, sådan som de gør det i dag.

Det skal vores politikere vågne op og forstå. Og det skal du som forældre, der kæmper for minimumsnormeringer, være opmærksom på.

Minimumsnormeringer er blot er et absolut minimum til at sikre børns muligheder for trivsel og udvikling. Og selv med en minimumsnormering er dette ikke sikret.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg. Foto: Privat

Forstå mig ret: Vi skal blive ved at kæmpe for minimumsnormeringer, men vi skal gøre det rigtigt, så vi ikke ender med at skyde os selv i foden. Bureau 2000 har i år udgivet en analyse, der viser den reelle personalefordeling og er med til at understrege, hvorfor debatten om normeringer hurtigt bliver kompleks. Vi skal derfor i samme ombæring kæmpe for en ny normeringsopgørelse. En opgørelse, der giver forældre, forskere, interesseorganisationer, fagpersoner, journalister og beslutningstagere en fælles definition – og dermed forståelse – af normering. En opgørelse, hvor køkkenpersonale, ledere, vikarer, langtidssyge med flere ikke tæller med. En opgørelse, hvor pædagoger er trukket ud, når vi holder ferie, afspadserer, er syge, holder pauser og har andet arbejde.

Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.

Vi pædagoger vil ikke reduceres til opsynsmænd og børnepassere. Vi vil udføre det omsorgs- og relationsarbejde, vi er uddannede til og brænder for. Det vil vi, fordi børn fortjener det bedste i de timer, de må undvære deres forældre, der går på arbejde.

“Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.”

 
Lonnie Junge Jensen

Der skal handles NU. Vi har hverken tid eller råd til at vente.


FAKTA: Det bruger vi pædagoger også tid på

Udover det daglige omsorgsarbejde for børnene på vores stuer og i husene generelt bruger vi også tid på blandt andet dette:
Indhente ferieoplysninger fra forældre
Deltage i diverse ad hoc grupper i institutionen
Studerende
Bestille vikarer
Afholde fødselsdage
Lave fødselsdagsgaver og afskedsgaver
Lave børnenes bøger
Passe telefonen på egen stue og nogle gange på andre
Hjælpe forældre med at lede efter forsvundne ting
Efterlyse forsvundne ting
Lede efter rent/tørt tøj eller tøj, der passer til vejret, hvis ikke der er sørget for at børnene har det med i institutionen
Telefonopkald fra sælgere
Snak/info ved aflevering og afhentning af børn
Ekstra snakke med forældre, hvor man går fra stuen, hvis ikke barnet/børnene eller andre forældre skal høre det
Møder med forældre, der skal forberedes og afholdes
Renskrivning af referater fra diverse møder
Forberedelse af MUS samtaler
Sortere og svare på mail/post
Info til medhjælper om institutionens pædagogik
Handleplaner
Motorisk arbejde med børn enkeltvis
Opstartssamtaler og indkøring af nye børn
Overleveringssamtaler, når barnet skal i børnehave
Afsluttende samtale inden barnets skolestart
Indgive ønsker for ferieafspadsering
Forberedelse af pædagogiske møder og pædagogiske dage
Videregivelse af info til kollegaer fra møder og hverdagen
Se, om der er beskeder fra forældre på tjek ind
Tjekke børn ind og ud for forældre, som glemmer det eller ikke kunne på grund af systemnedbrud
Indhentning af svar på tilmeldelser til diverse arrangementer
Indhentning af eventuelle lægeerklæringer på børn, nye telefonnumre og adresser
Forberedelse og afholdelse af stuemøder og handling derpå
Oprydning af forskellig art
Legepladsdagsdage, bedsteforældredage, julearrangementer, sommerfest og lignende, som skal planlægges afholdes og evalueres
Indgive punkter til kollegaer, der sidder med i forældrebestyrelsen
Beskeder til pedel om, hvad der skal laves
Sørge for at diverse ting kommer til reparation
Vask og sammenlægning af tøj
Dække og tømme rulleborde tre gange om dagen
Ordne køkken
Bestilling af varer
Udarbejdelse af ugeplaner
Planlægning af ture
Indkøb af legetøj
Sørge for at forældre har det med til deres børn, som der forventes af dem

Dette indlæg er udtryk for Lonnie Junge Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

“Jeg er træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu”

LIVET MED BØRN

“Jeg er træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu”

Indlæg om at gå hjemme med sine børn.

17. november 2019 | Af Rikke Høyer | Foto: Privat

Vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt, skriver Rikke Høyer i et smukt skriv om at have valgt hjemmelivet.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Hendes indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker.

Og jeg græder ned i hovedet på den yngste, der ammer sig i søvn til min krop, der vugger og omfavner alle andre end mig selv.

Jeg har skabt flere relationer det seneste år, end jeg har gjort de sidste 10 år tilsammen, siger jeg til min kæreste midt i aftensmaden, og så knækker jeg sammen, og den yngste kaster med maden og rammer væggen, og den ældste kigger op fra bogen i sofaen og siger, at mor er ked af det, og er du okay mor.

Og jeg spiser færdig, og vi snakker i halve sætninger, imens den yngste får mere mad og vand og hjælp til at styre koppen, og den ældste vil op at sidde og ned og op at sidde igen alligevel.

Og han ved godt, at jeg er presset, at pigerne trives, at de er glade og fyldt med livskraft, og han ved godt, at det kræver min energi, og at det slet ikke ligger til mig som person, som den jeg var før, at træde ud i uvidenhed og nye menneskers arme og øjne og samtaler, og du har gjort det så godt, og jeg sætter pris på, at du gør det, siger han og tørrer den yngste om munden, imens han synger og forsøger at spejle hende.

Det er okay mor, siger den ældste, og der sker ikke noget mor, fortsætter hun og danser nøgen rundt i stuen, og vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt siger jeg, og han ved det godt, eller det ved han jo egentlig ikke, siger han, men han forsøger at rumme og lytte midt i to små børns væren i verden.

Og så græder jeg lidt igen, og vi taler om, at jeg knækker, når jeg glemmer at mærke mig selv, men jeg har jo ikke tid, siger jeg og sukker og bander over hovedpinen og remser op, hvor mange gange jeg glemmer at gå på toilet, at spise, at trække vejret helt derned, hvor man helst
skal gøre det.

Og det har bare været et hårdt år, og jeg har lært så meget om mig selv og mødt så mange nye mennesker og jeg har taget så mange nye mennesker ind, siger jeg, og vi taler om, hvor givende det er, og hvilken verden der har åbnet sig, og hvor taknemmelig jeg er for, at vi står i det spirende netværk, som vi gør.

Men jeg træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu, siger jeg og tilføjer, at det er det værd, det ved jeg, men jeg skal begynde at passe bedre på mig selv.

Nu.

LIVET MED BØRN

“Jeg er træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu”

Indlæg om at gå hjemme med sine børn.

17. november 2019 | Af Rikke Høyer | Foto: Privat

Vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt, skriver Rikke Høyer i et smukt skriv om at have valgt hjemmelivet.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Hendes indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker.

Og jeg græder ned i hovedet på den yngste, der ammer sig i søvn til min krop, der vugger og omfavner alle andre end mig selv.

Jeg har skabt flere relationer det seneste år, end jeg har gjort de sidste 10 år tilsammen, siger jeg til min kæreste midt i aftensmaden, og så knækker jeg sammen, og den yngste kaster med maden og rammer væggen, og den ældste kigger op fra bogen i sofaen og siger, at mor er ked af det, og er du okay mor.

Og jeg spiser færdig, og vi snakker i halve sætninger, imens den yngste får mere mad og vand og hjælp til at styre koppen, og den ældste vil op at sidde og ned og op at sidde igen alligevel.

Og han ved godt, at jeg er presset, at pigerne trives, at de er glade og fyldt med livskraft, og han ved godt, at det kræver min energi, og at det slet ikke ligger til mig som person, som den jeg var før, at træde ud i uvidenhed og nye menneskers arme og øjne og samtaler, og du har gjort det så godt, og jeg sætter pris på, at du gør det, siger han og tørrer den yngste om munden, imens han synger og forsøger at spejle hende.

Det er okay mor, siger den ældste, og der sker ikke noget mor, fortsætter hun og danser nøgen rundt i stuen, og vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt siger jeg, og han ved det godt, eller det ved han jo egentlig ikke, siger han, men han forsøger at rumme og lytte midt i to små børns væren i verden.

Og så græder jeg lidt igen, og vi taler om, at jeg knækker, når jeg glemmer at mærke mig selv, men jeg har jo ikke tid, siger jeg og sukker og bander over hovedpinen og remser op, hvor mange gange jeg glemmer at gå på toilet, at spise, at trække vejret helt derned, hvor man helst
skal gøre det.

Og det har bare været et hårdt år, og jeg har lært så meget om mig selv og mødt så mange nye mennesker og jeg har taget så mange nye mennesker ind, siger jeg, og vi taler om, hvor givende det er, og hvilken verden der har åbnet sig, og hvor taknemmelig jeg er for, at vi står i det spirende netværk, som vi gør.

Men jeg træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu, siger jeg og tilføjer, at det er det værd, det ved jeg, men jeg skal begynde at passe bedre på mig selv.

Nu.

LÆS OGSÅ