Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

af | apr 22, 2020

DEBAT

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

22. april 2020 | Af Manja Holmelund | Foto: Caleb Woods, Unsplash

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

Manja Holmelund går hjemme med sin søn, Ulvar, mens hun studerer moderne kultur og kulturformidling. Derudover er hun guitarist og omsorgsaktivist.

I en adskillelseskultur sidder børn og græder i sandkassen efter deres mor. De får ikke den trøst, de kalder på, og de får ikke den person, de kalder på. Den eneste måde, hvorpå vi sandfærdigt kan opleve gråden, er på (råbe)afstand af kulturen, bag hegnet og dobbeltdørhåndtaget, eller som fluen på institutionsvæggen.

Jeg har mulighed for at stå bag hegnet og se det grædende barn, dybt ulykkelig kalde på sin mor. Eller høre barnet i barnevognen græde hjerteskærende længe uden for institutionens vinduer bag hegnet.

Jeg vil trøste barnet bag hegnet, og jeg stopper op med mit barn, der instinktivt også begynder at græde. Og jeg kunne selv græde, for det er sørgeligt.

Og tænk, hvis jeg kunne trøste mig med, at dette kun er enkeltstående. At det ikke er dagskost for små børn mellem 0-3 år. At pædagogen ikke kun kom, fordi hun havde set mig stoppe op. Men det ER det. For inden for institutionsrammen er det en gråd, vi i høj grad har accepteret, normaliseret, negligeret eller usynliggjort. Så vi forældre med sindsro kan arbejde.

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit.

Men selvom vi bliver bekendt med forholdende i daginstitutionerne, stopper vi ikke op. Hvorfor?

Jeg tror, det er manglen på fællesskaber uden for arbejdslivet, der gør det vanskeligt.

Overhovedet at stoppe op, før vi rammer muren, er vanskeliggjort i vores kultur. En kollektiv institutionsstrejke omfatter i allerhøjeste grad arbejdslivet, og vores individorienterede, tidspressede kultur har skabt dårlige betingelser for andre fællesskaber end dem, der findes på arbejdet.

Og uden et fællesskab er det alt for sårbart for en familie at strejke. En revolution kræver en samhørighed, hvor vi hjælper hinanden. Men sådanne fællesskaber har ringe kår i vores kultur.

Sociale medier har kæmpe potentiale for at danne fællesskaber. Desværre også et kæmpe potentiale for at blive en sovepude, hvor folk lulles i søvn foran skærmen.

Manja Holmelund spørger, hvorfor vi ikke stopper op, når vi kender forholdene i institutionerne.

Manja Holmelund med sin søn. Foto: Privat

Da jeg mistede min første søn Birk, blev det tab katalysatoren, der brat standsede mit liv, som jeg levede det. Det gjorde mig i stand til at se, hvad jeg førhen havde løbet fra og henimod i mit lille hamsterhjul.

Og jeg så, at meget af det var meningsløst.

Hele ideen med hamsterhjulet er jo, at vi løber efter guleroden. Indimellem er vi heldige at få nogle små, hårdt optjente bidder af den, men vi ser slet ikke, at vi kunne få den hele, hvis vi blot stoppede op. For der er ikke tid til sådanne erkendelser i et hamsterhjul. Kun en svag fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

Hvis vi ønsker mere tid sammen med vores familie, må vi standse op og erfare, at “kvalitetstiden” kun er de hårdt optjente bidder, som måske sjældent fører til egentlig kvalitetstid. Hele guleroden ligger i samværet, der ikke er målt i tid, fordi det er unødvendigt i en hverdag udenfor hamsterhjulet. Men når vi forbliver i kognitiv dissonans og ikke længere er i kontakt med vores intuition, er det fordi, vores kultur – fra vi er ganske små – fordrer, at vi lukker ned for vores intuition og befinder os oppe i vores hoveder. Så meget at vi til sidst slet ikke bemærker, hvor adskilte og fremmedgjorte vi er blevet fra vores krop og vores familie.

På afstand af adskillelseskulturen ser vi, at vores kulturs konstruerede normer om adskillelse skaber mistrivsel.

Vi befinder vi os på usikker grund, når vi træder derud. I den seneste tid har vi alle befundet os der på grund af coronapandemien. Men i modsætning til adskillelseskulturens (af)grund, der får os til at smuldre, jo flere vi befinder os på den, vil det fællesskab, der vokser på afstand af adskillelseskulturen, blive et bæredygtigt fundament, som skal gribe os faldne, der mere eller mindre modvilligt stoppede op og nu med kærlig røst råber de andre op. 

Sådan at vi i fællesskab kan løfte hinanden i en omsorgsrevolution.

Dette indlæg er udtryk for Manja Holmelunds holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

22. april 2020 | Af Manja Holmelund | Foto: Caleb Woods, Unsplash

 

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

Manja Holmelund går hjemme med sin søn, Ulvar, mens hun studerer moderne kultur og kulturformidling. Derudover er hun guitarist og omsorgsaktivist.

I en adskillelseskultur sidder børn og græder i sandkassen efter deres mor. De får ikke den trøst, de kalder på, og de får ikke den person, de kalder på. Den eneste måde, hvorpå vi sandfærdigt kan opleve gråden, er på (råbe)afstand af kulturen, bag hegnet og dobbeltdørhåndtaget, eller som fluen på institutionsvæggen.

Jeg har mulighed for at stå bag hegnet og se det grædende barn, dybt ulykkelig kalde på sin mor. Eller høre barnet i barnevognen græde hjerteskærende længe uden for institutionens vinduer bag hegnet.

Jeg vil trøste barnet bag hegnet, og jeg stopper op med mit barn, der instinktivt også begynder at græde. Og jeg kunne selv græde, for det er sørgeligt.

Og tænk, hvis jeg kunne trøste mig med, at dette kun er enkeltstående. At det ikke er dagskost for små børn mellem 0-3 år. At pædagogen ikke kun kom, fordi hun havde set mig stoppe op. Men det ER det. For inden for institutionsrammen er det en gråd, vi i høj grad har accepteret, normaliseret, negligeret eller usynliggjort. Så vi forældre med sindsro kan arbejde.

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit.

Men selvom vi bliver bekendt med forholdende i daginstitutionerne, stopper vi ikke op. Hvorfor?

Jeg tror, det er manglen på fællesskaber uden for arbejdslivet, der gør det vanskeligt.

Overhovedet at stoppe op, før vi rammer muren, er vanskeliggjort i vores kultur. En kollektiv institutionsstrejke omfatter i allerhøjeste grad arbejdslivet, og vores individorienterede, tidspressede kultur har skabt dårlige betingelser for andre fællesskaber end dem, der findes på arbejdet.

Og uden et fællesskab er det alt for sårbart for en familie at strejke. En revolution kræver en samhørighed, hvor vi hjælper hinanden. Men sådanne fællesskaber har ringe kår i vores kultur.

Sociale medier har kæmpe potentiale for at danne fællesskaber. Desværre også et kæmpe potentiale for at blive en sovepude, hvor folk lulles i søvn foran skærmen.

Manja Holmelund spørger, hvorfor vi ikke stopper op, når vi kender forholdene i institutionerne.

Manja Holmelund med sin søn. Foto: Privat

Da jeg mistede min første søn Birk, blev det tab katalysatoren, der brat standsede mit liv, som jeg levede det. Det gjorde mig i stand til at se, hvad jeg førhen havde løbet fra og henimod i mit lille hamsterhjul.

Og jeg så, at meget af det var meningsløst.

Hele ideen med hamsterhjulet er jo, at vi løber efter guleroden. Indimellem er vi heldige at få nogle små, hårdt optjente bidder af den, men vi ser slet ikke, at vi kunne få den hele, hvis vi blot stoppede op. For der er ikke tid til sådanne erkendelser i et hamsterhjul. Kun en svag fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

Hvis vi ønsker mere tid sammen med vores familie, må vi standse op og erfare, at “kvalitetstiden” kun er de hårdt optjente bidder, som måske sjældent fører til egentlig kvalitetstid. Hele guleroden ligger i samværet, der ikke er målt i tid, fordi det er unødvendigt i en hverdag udenfor hamsterhjulet. Men når vi forbliver i kognitiv dissonans og ikke længere er i kontakt med vores intuition, er det fordi, vores kultur – fra vi er ganske små – fordrer, at vi lukker ned for vores intuition og befinder os oppe i vores hoveder. Så meget at vi til sidst slet ikke bemærker, hvor adskilte og fremmedgjorte vi er blevet fra vores krop og vores familie.

På afstand af adskillelseskulturen ser vi, at vores kulturs konstruerede normer om adskillelse skaber mistrivsel.

Vi befinder vi os på usikker grund, når vi træder derud. I den seneste tid har vi alle befundet os der på grund af coronapandemien. Men i modsætning til adskillelseskulturens (af)grund, der får os til at smuldre, jo flere vi befinder os på den, vil det fællesskab, der vokser på afstand af adskillelseskulturen, blive et bæredygtigt fundament, som skal gribe os faldne, der mere eller mindre modvilligt stoppede op og nu med kærlig røst råber de andre op. 

Sådan at vi i fællesskab kan løfte hinanden i en omsorgsrevolution.

Dette indlæg er udtryk for Manja Holmelunds holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

Nynne opfandt begrebet ”adskillelseskultur”: Mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

af | apr 6, 2020

MODERSKAB

Nynne mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

6. april 2020 – opdateret 29. juli 2022 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

Nynne Marie Gjerlang er mor til tre, uddannet psykolog og står bag bloggen Verden ved siden af. Nynne bor på Bornholm, hvor hun er ved at skabe et unschooling community. Du kan følge hende på Instagramprofilerne @verdentilforskel og @verdenvedsidenaf.

Nynne Marie Gjerlang slog det ikke bare hen, da hun i sit moderskab og i forbindelse med de valg, det stillede hende overfor, mærkede et clash mellem eget moderinstinkt og de kulturelle normer og forventninger, hun blev mødt af. Hun dykkede ned i følelsen, forsøgte at forstå og endte med at bringe begreberne ”adskillelseskultur” og ”omsorgsrevolution” til verden.

Flere har taget disse begreber til sig og videreudviklet dem. I dag bruges de også ofte til at beskrive det samfund, vi lever i, ud fra et normkritisk perspektiv. På Instagram er hashtagget #omsorgsrevolution brugt i mere end 16.000 opslag.

Jeg har taget en snak med Nynne om baggrunden for begreberne og tankerne bag.

Hvad er dine tanker bag begreberne #omsorgsrevolution og #adskillelseskultur?

Begrebet “adskillelseskultur” blev, som jeg tidligere har kaldt det, “født” før begrebet “omsorgsrevolution”. Den kronologi afspejler min bevidsthedsbevægelse, som startede med en klar og tydelig afstandtagen til nogle kulturelle tendenser, som pludselig sprang mig i øjnene og i hjertet, og fremstod som allestedsnærværende i den måde, som vi vestlige mennesker forstår og møder barnet på. Både barnet i os selv og de børn, vi lever sammen med. Eller adskilt fra. På daværende tidspunkt var jeg på barsel med min søn på seks måneder, mens min datter, der lige var fyldt to år, var delvist hjemme med os og delvist sammen med min mor under en “privat børnepasser ordning”, som det hedder på Frederiksberg. Det var i clashet mellem på den ene side de følelser, som voksede ud af kærligheden til og omsorgsansvaret for mine børn, og på den anden side de kulturelle forventninger og normer til mig som mor og til børnene som børn, der fik en vrede, social indignation og oprørstrang til at vokse frem i mig. Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”. “Han skal sove væk fra dig, så han ikke bliver vækket af lugten fra din mælk”. “Du må gerne strække ham nogle timer mellem amningerne” osv. De opfordringer, jeg fik, gjorde bare den udefinerede ubalance mere overdøvende. På daværende tidspunkt anede jeg ingen muligheder for at kanalisere og verbalisere mine fornemmelser ud på en konstruktiv måde. Jeg følte en dyb fremmedgørelse over for noget dybt væsentligt i mig selv uden at vide, hvor fremmedgørelsen kom fra, og hvor det fremmede stammede fra.

I slutningen af marts 2017 læste jeg bogen “Kontinuum-begrebet”, hvor alt faldt på plads. Det lyder jo helt vildt at sige sådan. Men sådan var det. Alt faldt på plads. Og alt faldt fra hinanden.

“Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Begrebet “adskillelseskultur” blev ikke skabt, fordi jeg ønskede at mommy-shame, forældre-bashe eller tale dårligt om andre. Læsningen af den bog var en bevidsthedsmæssig eksplosion, som jeg kan huske, efterlod mig med vejrtrækningsproblemer og hulkegråd hjemme i min seng sammen med min baby. Det var en helt ekstrem bevidsthedsudvidelse, som jeg, set i bakspejlet, var klar til at tage ind. Med et følte jeg mig fuldstændig overvældet af et behov for at sætte ord på min egen fremmedgørelse og den fremmedgørelse, som længe havde fyldt på en ukonkret og skjult måde hos mig. Pludselig var der bare nogle erkendelser, som det var tvingende nødvendigt at få bragt ind i verden, selvom jeg godt vidste, at det fuldbårne ville være et resultat af en dyb smerte. Og samtidig med at jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg gav det her lov til at leve og undlod at kvæle det, før det tog sit første åndedrag, så ville jeg være nødt til at devaluere og revurdere de fleste af de overbevisninger, som jeg hidtil havde levet mit liv ud fra. I særdeleshed i forhold til mit syn på min egen barndom og på mine børns.

Hvad var det, det var nødvendigt for dig at sætte ord på?

Det, som jeg havde fået øje på, var, hvordan nogle tendenser i vores kultur medfører, at vi presses til at adskille os fra vores børn, og er blevet blinde over for den sandhed, som børnene og vi selv kom til verden med.

Begrebet “adskillelseskultur” er et nyt begreb, som jeg bragte ind i verden, men den kulturkritik, som begrebet udspringer fra, er langt fra ny. Andre filosoffer, psykologer og teoretikere har beskrevet den hastighedsorientering, som er dominerende i vores kultur, og som bidrager til opretholdelsen af vores adskillelseskultur. Der eksisterer en forventning om, at vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede, og at vi skal “følge med”. Det værste, man kan være, er stillestående og ineffektiv. Vi har fremdriftsreformer, karrierestiger, lærerplaner og hånlige begreber som “fjumreår”. Og så har vi angst- og stressepidemier, som folk dør af på stribe. Et andet velkendt og beskrevet træk ved vores kultur og samfund er instrumentaliseringen. Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har værdi i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre, hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår, når den instrumentaliserede tænkning bliver den dominerende i måden, hvorpå vi forholder os til verden, andre mennesker (herunder vores børn) og til os selv.

Kulturdiagnostikken er ikke ny, men det nye, som det pludselig blev mig tvingende nødvendigt at sætte ord på, er hvordan tendenserne omkring hastighed, acceleration samt instrumentaliseringen har indflydelse på vores liv sammen med – og i særdeleshed adskilt fra – vores børn.

Hvilke konsekvenser mener du, disse træk har på livet med børnene? Og hvordan kommer det, du valgte at kalde “adskillelseskulturen”, til udtryk?

I en kultur, hvor vi altid er på farten og både rent fysisk og mentalt er på vej videre og derudad, er der meget lidt plads til at se og følge barnets behov og initiativ. Og rumme dets følelser. Børn fødes ikke med samme tidsfornemmelse som os, men til gengæld fødes de med en direkte adgang og evne til at udtrykke lige præcis de følelser, som de har. Lige nu og her. En evne, som mange af os vokse har mistet evnen til. Fordi vi er opfostret i en adskillelseskultur. De følelser harmonerer nemlig sjældent med et fokus på hastighed, acceleration og instrumentalisering. Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte. Og hvem de var. Udskyde til et tidspunkt, hvor der er tid til noget så formålsløst, som at være den, man er, og føle det, man føler. Det tidspunkt er der bare ikke særlig ofte tid til. Til gengæld er der tid til adskillelse og så det her helt groteske fænomen, som vi kalder “kvalitetstid”. Problemet med det tidsrum er bare, at her er der faktisk ikke tid til at være menneske, men primært tid til at være præcis det, som passer ind i kulturens normer og forventninger. Her skal vi være glade, taknemmelige og velopdragne og sige “tak” og “undskyld”, i zoologisk have eller Dinos Legeland måske i skoven og så hjem og spise fredagsslik og “hygge”. Følelser, såsom forladthed, vrede, sorg og frustration, må dulmes. Vi dulmer vores egen kulturelt betingede smerte og udmattelse med kaffe, rosé, kage, shopping, Netflix, SoME-bekræftelse osv osv. Barnet må, som vi selv blev det, fremmedgøres over for sine egne følelser, behov og i sidste ende sig selv. Kulturen må sejre.

“Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Til denne praktiske øvelse har vi en hel industri, der tilbyder substitutobjekter, der gør det lettere at fortsætte livet i fart med fokus på målet, fremfor nærværet med en selv og sit barn. Her finder vi et hav af, hvad man dybt provokerende kan kalde “adskillelsesobjekter”. Blandt andet narresutten, suttekluden, tøjdyret, babyalarmen, barnevognen, sutteflasken, og der kommer hele tiden flere til. Det var da denne sammenhæng gik op for mig, at jeg første gang nedskrev begrebet “adskillelseskultur” – netop i et provokerende og satirisk indlæg, som jeg kaldte “10 musthaves til babyen (i en adskillelseskultur)”, som jeg holdte vejret og udgav i midten af juni 2017. Og det var denne form for objektsbrug, jeg valgte at skrive speciale om på psykologistudiet.

Men er det nødvendigvis altid de her kulturelle tendenser, du beskriver, der er årsagen, når vi har svært ved at rumme barnets behov og følelser?

Det er vigtigt at overveje, hvilke træk og tendenser der kom først, i forsøget på at besvare det spørgsmål. Er det rigtig, hvad jeg netop har argumenteret for? Er det sandt, at vi adskiller os fra, ikke kan forstå og rumme, samt ikke tør handle på vores børns behovsudtryk og ikke kan mærke vores egne, fordi vi lever et hastighedsorienteret og instrumentaliseret liv? Eller udspringer hastighedsorienteringen og instrumentaliseringen af, at vi selv er dybt skadede og traumatiserede mennesker, der er vokset op med fremmedgjorte forældre i en adskillelseskultur, hvor evnerne til at møde os og forstå os som dem, vi var, og med de behov, vi havde, ikke blev mødt? Jager vi vestlige mennesker rundt i hastværk og forsøg på at blive smukkere, bedre, mere anerkendte og dybest set elsket som dem, vi er, mens vi bruger vores liv på beskæftigelse, som vi ikke kan mærke værdien i, fordi vi dybest set føler os uelskede og misforståede? Fordi vi ikke blev elsket ind i livet, på en måde, hvor vi kunne mærke kærligheden? Der er nemlig stor forskel på at være elsket, og så det at føle sig elsket! Jeg er ikke selv i tvivl. Den kultur, vi på mange måder er fanget i lige nu, er tilknytningsforstyrret, og kulturen er menneskeskabt.

Men hvad er en omsorgsrevolution så for dig?

Begrebet ”omsorgsrevolution” kom som nævnt til verden efter begrebet “adskillelseskultur”. For mig afspejler de to begreber også en indre pendulering hos mig personligt, hvor jeg særligt i starten af min rejse med “Verden ved siden af” var meget optaget af alt det, jeg tog afstand fra. Alt det, som jeg havde fået øje på, og som jeg næsten ikke kunne holde ud at se på. Alt det, jeg var vred over og dybest set såret over. Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.

På et tidspunkt i en nedrivningsproces, når man til et tidspunkt, hvor der er grundlag for at begynde at bygge noget nyt op. Og dette opbyggelige projekt kan man kalde “omsorgsrevolutionen”, som jeg, så vidt jeg har kunnet spore mig frem til, første gang nævner i slutningen af august 2017.

“Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.”

 
Nynne Marie Gjerlang

De tanker, som jeg har delt her, er blevet suppleret, udbygget og videreudviklet af en masse kreative, kritisk tænkende, omsorgsfulde og modige mennesker, som begreberne har vækket en genklang hos. Og det har gjort en verden til forskel, for verden i dag er forskellig fra den, den var for tre år siden. Der er så meget, der har rykket sig i en retning mod nærvær og flere muligheder og dybere erkendelser som udgangspunkt for, at mennesker kan vælge at skabe nogle nye meningsfulde måder at leve sammen på. Med respekt for mennesket og jorden, vi er så heldige at være dumpet ned på. Og det kan vi, blandt andet takke den bølgende bevægelse, som omsorgsrevolutionen indtil nu har rejst sig til at være.

Du nævner på din blog, at du ønsker at tilføre “bølgen mere kraft”. Hvordan gør vi det?

Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.

Omsorgsrevolutionen kræver massiv kollektiv healing af de sår, som adskillelseskulturen slår. I vores kultur har vi, fra vi var helt små, lært at lægge låg på, dulme og undertrykke vores følelsesmæssige behov. Mange voksne har i dag derfor svært ved at mærke deres eget værd, deres egne grænser samt andres. Og dybest set føler de sig forkerte og uelskede.

Omsorgsrevolutionen starter med, at vi voksne kigger på os selv med omsorgsfulde øjne og ører rettet mod det indre sårede barn, som i større eller mindre grad fylder indeni os. Det indre sårede barn kan vi tage i hånden og hjælpe med at undersøge de dybereliggende årsager, som gør, at vi bliver fanget i ydre (adskillelseskulturelle) forventninger og pres samt er plaget af lavt selvværd, angst, stress eller andre former for mistrivsel. Traumer nedarves fra generation til generation, og fremmedgørelse avler fremmedgørelse. Heling af traumer kræver omsorgsfulde fællesskaber og møder mellem mennesker, som vi kan støtte os til. Og så kræver heling et kæmpestort mod hos den enkelte til at lade sig konfrontere med sig selv og de følelser, som andre (herunder ens børn) vækker i os. Omsorgsrevolutionen er en koloenorm modsbølge!

“Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Omsorgsrevolutionen handler om medfølende fællesskaber og om møder mellem mennesker, hvor vi sammen kan og tør diskutere og forsøge, over for et hvilket som helst spørgsmål eller dilemma, at finde svar på det her omsorgsrevolutionerende spørgsmål:

“Hvad er det kærligste at gøre lige nu?”

MODERSKAB

Nynne opfandt begrebet ”adskillelseskultur”: Mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

6. april 2020  – opdateret 29. juli 2022 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

Nynne Marie Gjerlang er mor til tre, uddannet psykolog og står bag bloggen Verden ved siden af. Nynne bor på Bornholm, hvor hun er ved at skabe et unschooling community. Du kan følge hende på Instagramprofilerne @verdentilforskel og @verdenvedsidenaf.

Nynne Marie Gjerlang slog det ikke bare hen, da hun i sit moderskab og i forbindelse med de valg, det stillede hende overfor, mærkede et clash mellem eget moderinstinkt og de kulturelle normer og forventninger, hun blev mødt af. Hun dykkede ned i følelsen, forsøgte at forstå og endte med at bringe begreberne ”adskillelseskultur” og ”omsorgsrevolution” til verden.

Flere har taget disse begreber til sig og videreudviklet dem. I dag bruges de også ofte til at beskrive det samfund, vi lever i, ud fra et normkritisk perspektiv. På Instagram er hashtagget #omsorgsrevolution brugt i mere end 16.000 opslag.

Jeg har taget en snak med Nynne om baggrunden for begreberne og tankerne bag.

Hvad er dine tanker bag begreberne #omsorgsrevolution og #adskillelseskultur?

Begrebet “adskillelseskultur” blev, som jeg tidligere har kaldt det, “født” før begrebet “omsorgsrevolution”. Den kronologi afspejler min bevidsthedsbevægelse, som startede med en klar og tydelig afstandtagen til nogle kulturelle tendenser, som pludselig sprang mig i øjnene og i hjertet, og fremstod som allestedsnærværende i den måde, som vi vestlige mennesker forstår og møder barnet på. Både barnet i os selv og de børn, vi lever sammen med. Eller adskilt fra. På daværende tidspunkt var jeg på barsel med min søn på seks måneder, mens min datter, der lige var fyldt to år, var delvist hjemme med os og delvist sammen med min mor under en “privat børnepasser ordning”, som det hedder på Frederiksberg. Det var i clashet mellem på den ene side de følelser, som voksede ud af kærligheden til og omsorgsansvaret for mine børn, og på den anden side de kulturelle forventninger og normer til mig som mor og til børnene som børn, der fik en vrede, social indignation og oprørstrang til at vokse frem i mig. Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”. “Han skal sove væk fra dig, så han ikke bliver vækket af lugten fra din mælk”. “Du må gerne strække ham nogle timer mellem amningerne” osv. De opfordringer, jeg fik, gjorde bare den udefinerede ubalance mere overdøvende. På daværende tidspunkt anede jeg ingen muligheder for at kanalisere og verbalisere mine fornemmelser ud på en konstruktiv måde. Jeg følte en dyb fremmedgørelse over for noget dybt væsentligt i mig selv uden at vide, hvor fremmedgørelsen kom fra, og hvor det fremmede stammede fra.

I slutningen af marts 2017 læste jeg bogen “Kontinuum-begrebet”, hvor alt faldt på plads. Det lyder jo helt vildt at sige sådan. Men sådan var det. Alt faldt på plads. Og alt faldt fra hinanden.

“Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Begrebet “adskillelseskultur” blev ikke skabt, fordi jeg ønskede at mommy-shame, forældre-bashe eller tale dårligt om andre. Læsningen af den bog var en bevidsthedsmæssig eksplosion, som jeg kan huske, efterlod mig med vejrtrækningsproblemer og hulkegråd hjemme i min seng sammen med min baby. Det var en helt ekstrem bevidsthedsudvidelse, som jeg, set i bakspejlet, var klar til at tage ind. Med et følte jeg mig fuldstændig overvældet af et behov for at sætte ord på min egen fremmedgørelse og den fremmedgørelse, som længe havde fyldt på en ukonkret og skjult måde hos mig. Pludselig var der bare nogle erkendelser, som det var tvingende nødvendigt at få bragt ind i verden, selvom jeg godt vidste, at det fuldbårne ville være et resultat af en dyb smerte. Og samtidig med at jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg gav det her lov til at leve og undlod at kvæle det, før det tog sit første åndedrag, så ville jeg være nødt til at devaluere og revurdere de fleste af de overbevisninger, som jeg hidtil havde levet mit liv ud fra. I særdeleshed i forhold til mit syn på min egen barndom og på mine børns.

Hvad var det, det var nødvendigt for dig at sætte ord på?

Det, som jeg havde fået øje på, var, hvordan nogle tendenser i vores kultur medfører, at vi presses til at adskille os fra vores børn, og er blevet blinde over for den sandhed, som børnene og vi selv kom til verden med.

Begrebet “adskillelseskultur” er et nyt begreb, som jeg bragte ind i verden, men den kulturkritik, som begrebet udspringer fra, er langt fra ny. Andre filosoffer, psykologer og teoretikere har beskrevet den hastighedsorientering, som er dominerende i vores kultur, og som bidrager til opretholdelsen af vores adskillelseskultur. Der eksisterer en forventning om, at vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede, og at vi skal “følge med”. Det værste, man kan være, er stillestående og ineffektiv. Vi har fremdriftsreformer, karrierestiger, lærerplaner og hånlige begreber som “fjumreår”. Og så har vi angst- og stressepidemier, som folk dør af på stribe. Et andet velkendt og beskrevet træk ved vores kultur og samfund er instrumentaliseringen. Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har værdi i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre, hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår, når den instrumentaliserede tænkning bliver den dominerende i måden, hvorpå vi forholder os til verden, andre mennesker (herunder vores børn) og til os selv.

Kulturdiagnostikken er ikke ny, men det nye, som det pludselig blev mig tvingende nødvendigt at sætte ord på, er hvordan tendenserne omkring hastighed, acceleration samt instrumentaliseringen har indflydelse på vores liv sammen med – og i særdeleshed adskilt fra – vores børn.

Hvilke konsekvenser mener du, disse træk har på livet med børnene? Og hvordan kommer det, du valgte at kalde “adskillelseskulturen”, til udtryk?

I en kultur, hvor vi altid er på farten og både rent fysisk og mentalt er på vej videre og derudad, er der meget lidt plads til at se og følge barnets behov og initiativ. Og rumme dets følelser. Børn fødes ikke med samme tidsfornemmelse som os, men til gengæld fødes de med en direkte adgang og evne til at udtrykke lige præcis de følelser, som de har. Lige nu og her. En evne, som mange af os vokse har mistet evnen til. Fordi vi er opfostret i en adskillelseskultur. De følelser harmonerer nemlig sjældent med et fokus på hastighed, acceleration og instrumentalisering. Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte. Og hvem de var. Udskyde til et tidspunkt, hvor der er tid til noget så formålsløst, som at være den, man er, og føle det, man føler. Det tidspunkt er der bare ikke særlig ofte tid til. Til gengæld er der tid til adskillelse og så det her helt groteske fænomen, som vi kalder “kvalitetstid”. Problemet med det tidsrum er bare, at her er der faktisk ikke tid til at være menneske, men primært tid til at være præcis det, som passer ind i kulturens normer og forventninger. Her skal vi være glade, taknemmelige og velopdragne og sige “tak” og “undskyld”, i zoologisk have eller Dinos Legeland måske i skoven og så hjem og spise fredagsslik og “hygge”. Følelser, såsom forladthed, vrede, sorg og frustration, må dulmes. Vi dulmer vores egen kulturelt betingede smerte og udmattelse med kaffe, rosé, kage, shopping, Netflix, SoME-bekræftelse osv osv. Barnet må, som vi selv blev det, fremmedgøres over for sine egne følelser, behov og i sidste ende sig selv. Kulturen må sejre.

“Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Til denne praktiske øvelse har vi en hel industri, der tilbyder substitutobjekter, der gør det lettere at fortsætte livet i fart med fokus på målet, fremfor nærværet med en selv og sit barn. Her finder vi et hav af, hvad man dybt provokerende kan kalde “adskillelsesobjekter”. Blandt andet narresutten, suttekluden, tøjdyret, babyalarmen, barnevognen, sutteflasken, og der kommer hele tiden flere til. Det var da denne sammenhæng gik op for mig, at jeg første gang nedskrev begrebet “adskillelseskultur” – netop i et provokerende og satirisk indlæg, som jeg kaldte “10 musthaves til babyen (i en adskillelseskultur)”, som jeg holdte vejret og udgav i midten af juni 2017. Og det var denne form for objektsbrug, jeg valgte at skrive speciale om på psykologistudiet.

Men er det nødvendigvis altid de her kulturelle tendenser, du beskriver, der er årsagen, når vi har svært ved at rumme barnets behov og følelser?

Det er vigtigt at overveje, hvilke træk og tendenser der kom først, i forsøget på at besvare det spørgsmål. Er det rigtig, hvad jeg netop har argumenteret for? Er det sandt, at vi adskiller os fra, ikke kan forstå og rumme, samt ikke tør handle på vores børns behovsudtryk og ikke kan mærke vores egne, fordi vi lever et hastighedsorienteret og instrumentaliseret liv? Eller udspringer hastighedsorienteringen og instrumentaliseringen af, at vi selv er dybt skadede og traumatiserede mennesker, der er vokset op med fremmedgjorte forældre i en adskillelseskultur, hvor evnerne til at møde os og forstå os som dem, vi var, og med de behov, vi havde, ikke blev mødt? Jager vi vestlige mennesker rundt i hastværk og forsøg på at blive smukkere, bedre, mere anerkendte og dybest set elsket som dem, vi er, mens vi bruger vores liv på beskæftigelse, som vi ikke kan mærke værdien i, fordi vi dybest set føler os uelskede og misforståede? Fordi vi ikke blev elsket ind i livet, på en måde, hvor vi kunne mærke kærligheden? Der er nemlig stor forskel på at være elsket, og så det at føle sig elsket! Jeg er ikke selv i tvivl. Den kultur, vi på mange måder er fanget i lige nu, er tilknytningsforstyrret, og kulturen er menneskeskabt.

Men hvad er en omsorgsrevolution så for dig?

Begrebet ”omsorgsrevolution” kom som nævnt til verden efter begrebet “adskillelseskultur”. For mig afspejler de to begreber også en indre pendulering hos mig personligt, hvor jeg særligt i starten af min rejse med “Verden ved siden af” var meget optaget af alt det, jeg tog afstand fra. Alt det, som jeg havde fået øje på, og som jeg næsten ikke kunne holde ud at se på. Alt det, jeg var vred over og dybest set såret over. Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.

På et tidspunkt i en nedrivningsproces, når man til et tidspunkt, hvor der er grundlag for at begynde at bygge noget nyt op. Og dette opbyggelige projekt kan man kalde “omsorgsrevolutionen”, som jeg, så vidt jeg har kunnet spore mig frem til, første gang nævner i slutningen af august 2017.

“Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.”

 
Nynne Marie Gjerlang

De tanker, som jeg har delt her, er blevet suppleret, udbygget og videreudviklet af en masse kreative, kritisk tænkende, omsorgsfulde og modige mennesker, som begreberne har vækket en genklang hos. Og det har gjort en verden til forskel, for verden i dag er forskellig fra den, den var for tre år siden. Der er så meget, der har rykket sig i en retning mod nærvær og flere muligheder og dybere erkendelser som udgangspunkt for, at mennesker kan vælge at skabe nogle nye meningsfulde måder at leve sammen på. Med respekt for mennesket og jorden, vi er så heldige at være dumpet ned på. Og det kan vi, blandt andet takke den bølgende bevægelse, som omsorgsrevolutionen indtil nu har rejst sig til at være.

Du nævner på din blog, at du ønsker at tilføre “bølgen mere kraft”. Hvordan gør vi det?

Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.

Omsorgsrevolutionen kræver massiv kollektiv healing af de sår, som adskillelseskulturen slår. I vores kultur har vi, fra vi var helt små, lært at lægge låg på, dulme og undertrykke vores følelsesmæssige behov. Mange voksne har i dag derfor svært ved at mærke deres eget værd, deres egne grænser samt andres. Og dybest set føler de sig forkerte og uelskede.

Omsorgsrevolutionen starter med, at vi voksne kigger på os selv med omsorgsfulde øjne og ører rettet mod det indre sårede barn, som i større eller mindre grad fylder indeni os. Det indre sårede barn kan vi tage i hånden og hjælpe med at undersøge de dybereliggende årsager, som gør, at vi bliver fanget i ydre (adskillelseskulturelle) forventninger og pres samt er plaget af lavt selvværd, angst, stress eller andre former for mistrivsel. Traumer nedarves fra generation til generation, og fremmedgørelse avler fremmedgørelse. Heling af traumer kræver omsorgsfulde fællesskaber og møder mellem mennesker, som vi kan støtte os til. Og så kræver heling et kæmpestort mod hos den enkelte til at lade sig konfrontere med sig selv og de følelser, som andre (herunder ens børn) vækker i os. Omsorgsrevolutionen er en koloenorm modsbølge!

“Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Omsorgsrevolutionen handler om medfølende fællesskaber og om møder mellem mennesker, hvor vi sammen kan og tør diskutere og forsøge, over for et hvilket som helst spørgsmål eller dilemma, at finde svar på det her omsorgsrevolutionerende spørgsmål:

“Hvad er det kærligste at gøre lige nu?”

LÆS OGSÅ

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

af | feb 19, 2020

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.

19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

af | feb 2, 2020

DEBAT

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

2. februar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Guille Pozzi, Unsplash

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor. 

Marta Gramstrup Wriedt er journalist og stifter af fødslen.dk.

Den 30. januar løb DR’s dokumentarserie Lortemor endnu en gang over skærmen. I dette afsnit møder vi Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at flytte fra Valby til Nørreballe på Lolland for at kunne gå hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

Vi stifter også bekendtskab med Laura fra Lisbjerg ved Aarhus, der gang på gang fortæller, hvordan hun konstant har dårlig samvittighed over at aflevere sine børn i institution og kæmper for at gøre deres dage der korte. Hun gør det klart, at hun efter endt uddannelse ikke ønsker et fuldtidsjob, så længe børnene er små.

Vinklen bliver ikke forfulgt yderligere, og vi får således ikke svar på, hvad hun føler, der står i vejen for drømmen om hjemmelivet.

I stedet bliver vi præsenteret for debattør og skribent på Zetland Sara Alfort, der som ekspert i programmet mener, at man kan være forældre på mange forskellige måder, men at vi generelt stiller store krav til os selv, og at vi ”lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning”.

Herefter pointerer forfatter Pia Fris Laneth, at vi har en tendens til at idyllisere fortidens husmødre. At vi har en forestilling om, at ”der var tid til at bage og lave leverpostej og passe børnene og sådan ro og ingen stress”. Og Sara Alfort stemmer i. Ifølge hende bilder vi os nemlig ind, at de bare ”sad og lavede krea-projekter med deres børn”.

Udtalelserne gør mig en anelse træt. Og på trods af Mie Leonhardt Husum Rinkens befriende tilstedeværelse bringer udsendelsen os ikke rigtig videre.

Sara Alfort har naturligvis ret i, at vi kan være gode forældre på forskellige måder. For det er vigtigt at pointere, at der ikke er én rigtig løsning. Men hendes og Pia Fris Laneths udtalelser viser med al tydelighed, at DR heller ikke denne gang har formået at finde eksperter, som reelt har sat sig ind i, hvad det vil sige at være hjemmegående anno 2020. Og hvorfor et stigende antal familier vælger den løsning. 

Jeg tør vove den påstand, at de færreste med ønsket om at gå hjemme har en illusion om ren idyl og sanselege dagen lang. Det er at negligere alvoren, når sådanne udtalelser ikke nuanceres.

Som hjemmegående kan jeg skrive under på, at det ikke er virkeligheden. Ej heller baggrunden for vores families valg.

Vi har valgt hjemmelivet, fordi vi lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning, for at bruge Sara Alforts egne ord.

Når vi vælger hjemmelivet, er det netop for børnenes skyld. Fordi vi er blevet mere bevidste om, hvad tilknytning betyder, og hvor ringe det – på grund af helt uacceptable normeringer og krav – står til i mange af landets institutioner. 

Vores valg er, som Mie Leonhardt Husum Rinken også udtrykker det så fint i programmet, ikke et fravalg af det virkelige liv, men et tilvalg af en anden livsstil, som giver meget mere mening. For os.

Jeg kan godt garantere, at det er de færreste hjemmegående, der ønsker at rulle samfundsudviklingen tilbage, sådan som det i debatter – og til en vis grad også i programmet her – bliver anført som et modargument for, og skræmmebillede i forhold til, hjemmelivet. 

Vi skal i min optik væk fra den forældede tankegang, der handler om, at det kun er mødre, der kan være hjemmegående, at et tilvalg af hjemmelivet vil sætte udviklingen og kvinderne tilbage til en dunkel fortid, og at vores økonomi ikke kan bære det.

Det danske samfund er bygget op om en model, hvor både kvinder og mænd er på arbejdsmarkedet. Vi har ikke råd til andet, lyder det. Men måske vi i stedet skal spørge, om det er det bedste for børnene? Om vi på sigt har råd til en model, hvor omsorg udliciteres, men ikke prioriteres. Om vi skal tilbyde vores børn, der synes mere pressede og mere stressede end nogensinde før, et alternativ. 

Det er bydende nødvendigt at tale om virkeligheden, som den er, og ikke som det er mest belejligt. Fordi andet gør lidt for ondt eller prikker til en dårlig samvittighed.

Hjemmelivet er muligvis ikke for alle. Og fred være med det. Men vi er nødt til at kunne tale om muligheden, uden at det bliver set som en idyllisering af fortiden eller en kritik af dem, der gør det anderledes.

Vi skal kunne tale om hjemmelivet på en måde, der giver mening, og ud fra det perspektiv, der har betydning.

Vores børns. 

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til mig på marta@foedslen.dk.

DEBAT

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

2. februar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Guille Pozzi, Unsplash

 

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor. 

Marta Gramstrup Wriedt er journalist og stifter af fødslen.dk.

Den 30. januar løb DR’s dokumentarserie Lortemor endnu en gang over skærmen. I dette afsnit møder vi Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at flytte fra Valby til Nørreballe på Lolland for at kunne gå hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

Vi stifter også bekendtskab med Laura fra Lisbjerg ved Aarhus, der gang på gang fortæller, hvordan hun konstant har dårlig samvittighed over at aflevere sine børn i institution og kæmper for at gøre deres dage der korte. Hun gør det klart, at hun efter endt uddannelse ikke ønsker et fuldtidsjob, så længe børnene er små.

Vinklen bliver ikke forfulgt yderligere, og vi får således ikke svar på, hvad hun føler, der står i vejen for drømmen om hjemmelivet.

I stedet bliver vi præsenteret for debattør og skribent på Zetland Sara Alfort, der som ekspert i programmet mener, at man kan være forældre på mange forskellige måder, men at vi generelt stiller store krav til os selv, og at vi ”lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning”.

Herefter pointerer forfatter Pia Fris Laneth, at vi har en tendens til at idyllisere fortidens husmødre. At vi har en forestilling om, at ”der var tid til at bage og lave leverpostej og passe børnene og sådan ro og ingen stress”. Og Sara Alfort stemmer i. Ifølge hende bilder vi os nemlig ind, at de bare ”sad og lavede krea-projekter med deres børn”.

Udtalelserne gør mig en anelse træt. Og på trods af Mie Leonhardt Husum Rinkens befriende tilstedeværelse bringer udsendelsen os ikke rigtig videre.

Sara Alfort har naturligvis ret i, at vi kan være gode forældre på forskellige måder. For det er vigtigt at pointere, at der ikke er én rigtig løsning. Men hendes og Pia Fris Laneths udtalelser viser med al tydelighed, at DR heller ikke denne gang har formået at finde eksperter, som reelt har sat sig ind i, hvad det vil sige at være hjemmegående anno 2020. Og hvorfor et stigende antal familier vælger den løsning. 

Jeg tør vove den påstand, at de færreste med ønsket om at gå hjemme har en illusion om ren idyl og sanselege dagen lang. Det er at negligere alvoren, når sådanne udtalelser ikke nuanceres.

Som hjemmegående kan jeg skrive under på, at det ikke er virkeligheden. Ej heller baggrunden for vores families valg.

Vi har valgt hjemmelivet, fordi vi lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning, for at bruge Sara Alforts egne ord.

Når vi vælger hjemmelivet, er det netop for børnenes skyld. Fordi vi er blevet mere bevidste om, hvad tilknytning betyder, og hvor ringe det – på grund af helt uacceptable normeringer og krav – står til i mange af landets institutioner. 

Vores valg er, som Mie Leonhardt Husum Rinken også udtrykker det så fint i programmet, ikke et fravalg af det virkelige liv, men et tilvalg af en anden livsstil, som giver meget mere mening. For os.

Jeg kan godt garantere, at det er de færreste hjemmegående, der ønsker at rulle samfundsudviklingen tilbage, sådan som det i debatter – og til en vis grad også i programmet her – bliver anført som et modargument for, og skræmmebillede i forhold til, hjemmelivet. 

Vi skal i min optik væk fra den forældede tankegang, der handler om, at det kun er mødre, der kan være hjemmegående, at et tilvalg af hjemmelivet vil sætte udviklingen og kvinderne tilbage til en dunkel fortid, og at vores økonomi ikke kan bære det.

Det danske samfund er bygget op om en model, hvor både kvinder og mænd er på arbejdsmarkedet. Vi har ikke råd til andet, lyder det. Men måske vi i stedet skal spørge, om det er det bedste for børnene? Om vi på sigt har råd til en model, hvor omsorg udliciteres, men ikke prioriteres. Om vi skal tilbyde vores børn, der synes mere pressede og mere stressede end nogensinde før, et alternativ. 

Det er bydende nødvendigt at tale om virkeligheden, som den er, og ikke som det er mest belejligt. Fordi andet gør lidt for ondt eller prikker til en dårlig samvittighed.

Hjemmelivet er muligvis ikke for alle. Og fred være med det. Men vi er nødt til at kunne tale om muligheden, uden at det bliver set som en idyllisering af fortiden eller en kritik af dem, der gør det anderledes.

Vi skal kunne tale om hjemmelivet på en måde, der giver mening, og ud fra det perspektiv, der har betydning.

Vores børns. 

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til mig på marta@foedslen.dk.

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

af | jan 8, 2020

LIVET MED BØRN

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

8. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg, fortæller Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at være hjemme med sine børn.

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar. Sammen med manden, Carsten, bor hun i Nørreballe på Lolland. Her flyttede de til i maj 2016 efter at have boet i Valby ved København. Du kan følge hende på Instagram og på bloggen frabypigetilbonderøv.

Hvordan vil du beskrive det liv, I havde i København, inden I tog jeres datter ud af vuggestuen og flyttede til Lolland?​
Inden vi tog springet, talte vi meget om det. Og vi var meget bevidste om, at vores datter ikke skulle være mange timer i vuggestue. Ikke fordi de ikke var søde, eller at vi ikke havde samme overbevisninger om institutionslivet, som vi har i dag. Men fordi vi gerne ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med hende. Carsten bad om at møde tidligere, så han kunne hente hende, når hun vågnede fra lur, og jeg var i starten i gang med uddannelse og blev senere selvstændig efter kortvarig ledighed. Så vi havde tidsmæssigt mulighed for at aflevere sent og hente tidligt. Derudover boede min mor i nærheden, og havde hende gerne en dag om ugen. Så vi har aldrig, udover nogle få gange, oplevet at være hængt op på tid.

Hvad var det, der gjorde, I besluttede jer for, at jeres børn skulle være hjemme, og hvorfor endte I på Lolland?​
Det var, og er stadig, på grund af et dybtfølt ønske om at være dem, som former børnene. En overbevisning om, at det, som sker i barndommen, spreder sig som ringe i vandet op gennem livet. Så vores holdning var, at hvis vi ønskede at have en markant indflydelse på vores børn, skulle vi sætte tid af til det. Det kom sig af en blanding af, at min mand havde lyttet til nogle filosoffer på YouTube om familieliv. Mine terapeutuddannelser og min tid som sosu-hjælper med terminale patienter spillede også en rolle. Det der med at forsøge at lave et tilbageblik og mærke efter – hvilket slags liv ønskede vi at se tilbage på? Og vi var ikke i tvivl om, at det for os skulle være et liv med nærvær, hvor familien betød mest. At det endte med at blive på Lolland, vi bosatte os, var et mere gennemregnet valg. Vi søgte efter meget lav kvadratmeterpris. Da vi ville skulle leve af Carstens ufaglærte løn, var økonomi en ret vigtig faktor. Vi ledte efter et sted med plads til at dyrke grøntsager og have lidt dyr. Vi tjekkede ejendomsskatter, kriminalitetsstatistik, overvejede distancer og så videre. Da vi besluttede, at Lolland-Falster ville kunne imødekomme de fleste af vores behov, fandt vi hurtigt vores drømmebolig. En af grundene til, vi valgte Lolland, var også, at vi ikke havde noget netværk der. Vi ville gerne lande i vores nye livsstil og begå fejl uden at føle, at vi var under for meget beskydning eller risikere at blive overrumplet af andres følelser og trække i land. Det ved jeg i dag, var og er det helt rigtige for os.

 
Hvordan tog venner og familie imod jeres beslutning?​
​I vores tidsalder lyder det nærmest nyreligiøst at ønske at tilbringe så meget tid sammen med sine børn. Og vi har haft mange og lange samtaler, diskussioner og grænsende til skænderier på grund af vores valg. “Du kan da ikke bare afskære dem fra al menneskelig kontakt”, er nok et af  de vildeste udbrud, jeg har måttet besvare. Jeg har brugt så urimelig meget tid og energi i forsøget på ikke at støde nogen med mit valg – også vores nærmeste. I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg. Det lyder jo egentlig skørt, at vi kan blive såret over, at andre har valgt en anden vej for deres familie. Det er min erfaring, at det for mange også føltes som et angreb. Et angreb på den måde, de har været forældre, eller den måde, de selv er opvokset på. Uanset hvad kan det virkelig være et minefelt. 
 
Hvordan er jeres hverdag i dag, og hvordan er “arbejdsfordelingen” din mand og dig imellem?​
Min mand arbejder 37 timer, men gudskelov i skiftehold. Så den ene uge er han hjemme i dagtimerne og den anden om eftermiddag/aften. Det vil sige, at vi flexer lidt, hvem der tager til legeaftaler og generelt tager sig af børnene. Jeg er dog på konstant. Med hensyn til det huslige arbejde tror jeg, vi er meget lig de fleste andre børnefamilier. Den, som først løber tør for tøj, sætter en maskinfuld over. Vi er også tit rørende uenige om, hvem der gør mest, men vi er et hold, og hvis den ene har det lidt stramt, så træder den anden til. Vi har ikke på nogen måde et ‘Bo Bedre’-hjem, selvom vores landsted klart har potentialet til det. Sandheden er bare, at børn, som er hjemme på fuld tid, også roder på fuld tid, og ingen af os lider af rengøringsvanvid. Så de voksnes ønske er faktisk på sigt at få økonomisk råderum til rengøringshjælp.
 
Hvilke reaktioner møder du fra omgivelserne?​
Der er som regel tre kategorier, når vi taler om reaktioner. ‘Entusiasten’ er enten en, som selv hjemmepasser eller drømmer om det. Det kan også være en fra den ældre generation, som enten har gjort noget lignende, eller ville ønske at have gjort det. Entusiasten spørger tit ind til værdier og i dybereliggende følelser. ‘Den høflige’ er den, som oftest ikke forstår valget og som for alt i verden ikke vil i konflikt eller rammes af sårbarhed, så de holder det overfladisk. Den høflige skøjter uden om kanterne og finder gerne tryghed i at tale i generaliseringer og så videre til vejret. ‘Skeptikeren’ har paraderne oppe fra det øjeblik, de hører, at man ikke “bidrager til samfundet”. De taler om kødgryder, privilegieblindhed, curling og bruger sætninger som “ingen har nogensinde taget skade af at komme ud af mors skørter”, og “hvad så hvis alle gjorde som dig, så ville samfundet kollapse”. Det lykkes sjældent at komme helt ind og tale om det, det rent faktisk handler om. Men når det gør, er det ren magi.
 
Du har valgt at blande dig i debatter om børn og institutionalisering. Hvorfor?​
Som nævnt forsøgte jeg tidligere at vise ekstremt meget hensyn, for at de, som valgte anderledes end jeg, ikke skulle blive stødt over mit valg. Men da jeg så dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ og efterfølgende forældre, som gik på gaden med børnene i favnen og råbte på en voksen, blev jeg ramt på vegne af børnene. Jeg blev ikke kun vred, som det nogle gange forstås. Jeg blev også ked af det og bekymret. Fordi jeg har været adskilt fra, hvad jeg mener, er en uhensigtsmæssigt børnekultur, så længe, at jeg ikke længere har noget i klemme, råber jeg højt og indimellem ikke så pænt. For det er så svært at trænge igennem den mur af indoktrinering om, at børn har bedst af at rette ind, være adskilt fra deres forældre, og at vi skal beskytte fællesskabet i højere grad end vores eget afkom. Ro, ordentlighed og renlighed gennemsyrer til stadighed systemets syn på børn på trods af, at man aldrig før har set så stor mistrivsel hos hverken børn eller voksne. Det er så sårbart, og jeg ser heller ikke mig selv fri for opdragelsesarvegodset og gammelt børnesyn. Jeg øver mig også. Jeg mener, at hvis vi ønsker hele mennesker ud på den anden side, så er vi nødt til at sadle om. Ikke kun for børnenes skyld, men også for vores egen. Jeg tror dog ikke, at det sker over en generation.
 
Er det planen, at jeres børn skal hjemmeskoles – og hvorfor?​
Ja, det er det. Fordi vi ikke er enige i den måde, man uddanner på. Vi mener, man her ser børn som tomme beholdere, der skal fyldes op, og sådan oplever jeg slet ikke børn. De er videbegærlige, innovative og kildekritiske. Vi skal bare lade være med at pille det ud af dem.
Det betyder ikke, at vores børn ikke skal lære basale færdigheder i gængse fag. Vores vej bliver bare noget anderledes, da vi bruger selvledet læring. Vi lever i en tid, hvor skolerne ikke længere har patent på viden. Med få klik er langt det meste tilgængeligt. Så det vigtigste, mine børn skal lære, er, hvad det vil sige at være menneske. For det lader til at være en af de sværeste nødder at knække i vor tid. Mange forældre siger, at de ville ikke kunne undervise selv. Men hvis de 11 år, du har tilbragt på din grunduddannelse, ikke har givet dig værktøjer til at fralære blandt andet basal matematik, hvorfor I alverden vil du så sende dit kæreste eje ned af samme vej? Vi taler tit om, hvilken verden vi overlader til vores børn, men alt for lidt om, hvilke børn vi overlader til verdenen.
LIVET MED BØRN

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

8. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg, fortæller Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at være hjemme med sine børn.

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar. Sammen med manden, Carsten, bor hun i Nørreballe på Lolland. Her flyttede de til i maj 2016 efter at have boet i Valby ved København. Du kan følge hende på Instagram og på bloggen frabypigetilbonderøv.

Hvordan vil du beskrive det liv, I havde i København, inden I tog jeres datter ud af vuggestuen og flyttede til Lolland?​
Inden vi tog springet, talte vi meget om det. Og vi var meget bevidste om, at vores datter ikke skulle være mange timer i vuggestue. Ikke fordi de ikke var søde, eller at vi ikke havde samme overbevisninger om institutionslivet, som vi har i dag. Men fordi vi gerne ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med hende. Carsten bad om at møde tidligere, så han kunne hente hende, når hun vågnede fra lur, og jeg var i starten i gang med uddannelse og blev senere selvstændig efter kortvarig ledighed. Så vi havde tidsmæssigt mulighed for at aflevere sent og hente tidligt. Derudover boede min mor i nærheden, og havde hende gerne en dag om ugen. Så vi har aldrig, udover nogle få gange, oplevet at være hængt op på tid.

Hvad var det, der gjorde, I besluttede jer for, at jeres børn skulle være hjemme, og hvorfor endte I på Lolland?​
Det var, og er stadig, på grund af et dybtfølt ønske om at være dem, som former børnene. En overbevisning om, at det, som sker i barndommen, spreder sig som ringe i vandet op gennem livet. Så vores holdning var, at hvis vi ønskede at have en markant indflydelse på vores børn, skulle vi sætte tid af til det. Det kom sig af en blanding af, at min mand havde lyttet til nogle filosoffer på YouTube om familieliv. Mine terapeutuddannelser og min tid som sosu-hjælper med terminale patienter spillede også en rolle. Det der med at forsøge at lave et tilbageblik og mærke efter – hvilket slags liv ønskede vi at se tilbage på? Og vi var ikke i tvivl om, at det for os skulle være et liv med nærvær, hvor familien betød mest. At det endte med at blive på Lolland, vi bosatte os, var et mere gennemregnet valg. Vi søgte efter meget lav kvadratmeterpris. Da vi ville skulle leve af Carstens ufaglærte løn, var økonomi en ret vigtig faktor. Vi ledte efter et sted med plads til at dyrke grøntsager og have lidt dyr. Vi tjekkede ejendomsskatter, kriminalitetsstatistik, overvejede distancer og så videre. Da vi besluttede, at Lolland-Falster ville kunne imødekomme de fleste af vores behov, fandt vi hurtigt vores drømmebolig. En af grundene til, vi valgte Lolland, var også, at vi ikke havde noget netværk der. Vi ville gerne lande i vores nye livsstil og begå fejl uden at føle, at vi var under for meget beskydning eller risikere at blive overrumplet af andres følelser og trække i land. Det ved jeg i dag, var og er det helt rigtige for os.

 
Hvordan tog venner og familie imod jeres beslutning?​
​I vores tidsalder lyder det nærmest nyreligiøst at ønske at tilbringe så meget tid sammen med sine børn. Og vi har haft mange og lange samtaler, diskussioner og grænsende til skænderier på grund af vores valg. “Du kan da ikke bare afskære dem fra al menneskelig kontakt”, er nok et af  de vildeste udbrud, jeg har måttet besvare. Jeg har brugt så urimelig meget tid og energi i forsøget på ikke at støde nogen med mit valg – også vores nærmeste. I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg. Det lyder jo egentlig skørt, at vi kan blive såret over, at andre har valgt en anden vej for deres familie. Det er min erfaring, at det for mange også føltes som et angreb. Et angreb på den måde, de har været forældre, eller den måde, de selv er opvokset på. Uanset hvad kan det virkelig være et minefelt. 
 
Hvordan er jeres hverdag i dag, og hvordan er “arbejdsfordelingen” din mand og dig imellem?​
Min mand arbejder 37 timer, men gudskelov i skiftehold. Så den ene uge er han hjemme i dagtimerne og den anden om eftermiddag/aften. Det vil sige, at vi flexer lidt, hvem der tager til legeaftaler og generelt tager sig af børnene. Jeg er dog på konstant. Med hensyn til det huslige arbejde tror jeg, vi er meget lig de fleste andre børnefamilier. Den, som først løber tør for tøj, sætter en maskinfuld over. Vi er også tit rørende uenige om, hvem der gør mest, men vi er et hold, og hvis den ene har det lidt stramt, så træder den anden til. Vi har ikke på nogen måde et ‘Bo Bedre’-hjem, selvom vores landsted klart har potentialet til det. Sandheden er bare, at børn, som er hjemme på fuld tid, også roder på fuld tid, og ingen af os lider af rengøringsvanvid. Så de voksnes ønske er faktisk på sigt at få økonomisk råderum til rengøringshjælp.
 
Hvilke reaktioner møder du fra omgivelserne?​
Der er som regel tre kategorier, når vi taler om reaktioner. ‘Entusiasten’ er enten en, som selv hjemmepasser eller drømmer om det. Det kan også være en fra den ældre generation, som enten har gjort noget lignende, eller ville ønske at have gjort det. Entusiasten spørger tit ind til værdier og i dybereliggende følelser. ‘Den høflige’ er den, som oftest ikke forstår valget og som for alt i verden ikke vil i konflikt eller rammes af sårbarhed, så de holder det overfladisk. Den høflige skøjter uden om kanterne og finder gerne tryghed i at tale i generaliseringer og så videre til vejret. ‘Skeptikeren’ har paraderne oppe fra det øjeblik, de hører, at man ikke “bidrager til samfundet”. De taler om kødgryder, privilegieblindhed, curling og bruger sætninger som “ingen har nogensinde taget skade af at komme ud af mors skørter”, og “hvad så hvis alle gjorde som dig, så ville samfundet kollapse”. Det lykkes sjældent at komme helt ind og tale om det, det rent faktisk handler om. Men når det gør, er det ren magi.
 
Champs of Denmark
 
Du har valgt at blande dig i debatter om børn og institutionalisering. Hvorfor?​
Som nævnt forsøgte jeg tidligere at vise ekstremt meget hensyn, for at de, som valgte anderledes end jeg, ikke skulle blive stødt over mit valg. Men da jeg så dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ og efterfølgende forældre, som gik på gaden med børnene i favnen og råbte på en voksen, blev jeg ramt på vegne af børnene. Jeg blev ikke kun vred, som det nogle gange forstås. Jeg blev også ked af det og bekymret. Fordi jeg har været adskilt fra, hvad jeg mener, er en uhensigtsmæssigt børnekultur, så længe, at jeg ikke længere har noget i klemme, råber jeg højt og indimellem ikke så pænt. For det er så svært at trænge igennem den mur af indoktrinering om, at børn har bedst af at rette ind, være adskilt fra deres forældre, og at vi skal beskytte fællesskabet i højere grad end vores eget afkom. Ro, ordentlighed og renlighed gennemsyrer til stadighed systemets syn på børn på trods af, at man aldrig før har set så stor mistrivsel hos hverken børn eller voksne. Det er så sårbart, og jeg ser heller ikke mig selv fri for opdragelsesarvegodset og gammelt børnesyn. Jeg øver mig også. Jeg mener, at hvis vi ønsker hele mennesker ud på den anden side, så er vi nødt til at sadle om. Ikke kun for børnenes skyld, men også for vores egen. Jeg tror dog ikke, at det sker over en generation.
 
Er det planen, at jeres børn skal hjemmeskoles – og hvorfor?​
Ja, det er det. Fordi vi ikke er enige i den måde, man uddanner på. Vi mener, man her ser børn som tomme beholdere, der skal fyldes op, og sådan oplever jeg slet ikke børn. De er videbegærlige, innovative og kildekritiske. Vi skal bare lade være med at pille det ud af dem.
Det betyder ikke, at vores børn ikke skal lære basale færdigheder i gængse fag. Vores vej bliver bare noget anderledes, da vi bruger selvledet læring. Vi lever i en tid, hvor skolerne ikke længere har patent på viden. Med få klik er langt det meste tilgængeligt. Så det vigtigste, mine børn skal lære, er, hvad det vil sige at være menneske. For det lader til at være en af de sværeste nødder at knække i vor tid. Mange forældre siger, at de ville ikke kunne undervise selv. Men hvis de 11 år, du har tilbragt på din grunduddannelse, ikke har givet dig værktøjer til at fralære blandt andet basal matematik, hvorfor I alverden vil du så sende dit kæreste eje ned af samme vej? Vi taler tit om, hvilken verden vi overlader til vores børn, men alt for lidt om, hvilke børn vi overlader til verdenen.