Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

af | mar 22, 2021

BØRNELIV

Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

BØRNELIV

Tavshedskulturen rammer vores børn
– derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

af | feb 1, 2021

MODERSKAB

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

1. februar 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Privat

 

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

Annalie Jørgensen er 36 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF, efteruddannet i kropspsykoterapi og tilknytning med speciale i ‘fysisk og psykisk balance’ og ‘intuitivt moderskab’. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen, hvor hun blandt andet skriver om sin egen rejse i moderskabet.

For nogle kvinder er fødslen en magisk, ekstatisk og nydelsesfuld oplevelse, hvor de forsvinder ind i en anden kosmisk dimension. En slags orgasmisk rejse på tvært af tid og sted, hvor de kommer i kontakt med alle fortidens kvinder, som har født før dem, og som giver dem uanede kræfter og efterlader dem med en følelse af selv at være født på ny.

Sådan var min fødsel ikke. Faktisk meget langt fra. Min søn lå med numsen nedad, så jeg fik kejsersnit på lægernes anbefalinger og var nærmere efterladt med en følelse af at have deltaget i krig både fysisk og mentalt.

På papiret var fødslen sikkert ikke særlig bemærkelsesværdig, og mange andre har nok haft en lignende fødsel. Men hele mit system var i total choktilstand flere måneder efter. At min søn græd døgnet rundt og nægtede at sove, gjorde det ej bedre, og til sidst var jeg så traumatiseret, at jeg oprigtigt troede, jeg ikke ville overleve. 

I takt med at både min søn og jeg fik hjælp til at bearbejde vores hårde start, nåede jeg til en erkendelse af, at jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg kunne ikke blive ved med at håbe på, at det blev bedre. At gråden skulle stoppe, at han på mirakuløs vis skulle begynde at sove, at han ville spise grød, mos, tage flaske, sut, bare et eller andet for at jeg kunne få en pause. Så jeg gav op. Eller rettere; jeg gav slip. Slip på kontrollen, slip på tankerne, slip på forventningerne, forestillingerne, illusionerne og drømmene. Jeg gav slip på mig selv, mit gamle jeg, og gav mig hen til mit barn og mit nye liv som mor.

At jeg gav op, gav slip og gav mig hen har haft mange store konsekvenser for mit liv, som jeg kendte det. Den altoverskyggende kærlighed til min søn, som fulgte med slippet, gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere ham i en institution, så jeg kom ikke tilbage på arbejde som planlagt. Det medførte en masse frygt, som jeg måtte tage mig af. Frygt for om vi økonomisk kunne klare os, hvad andre ville tænke, om jeg var nok for min søn, om han ville tage skade af det, om jeg kunne aktivere ham nok, om jeg kunne få arbejde bagefter, pension, mit eget sociale liv osv osv. Og den eneste måde, jeg kunne tage mig godt af frygten uden bare at undertrykke den og lade den vokse sig større inden i mig, var ved at have tillid. Tillid til mig selv, og at det, jeg mærkede, var det rigtige at gøre, og ikke mindst tillid til noget større end mig. For det er jo i virkeligheden det den kærlighed, jeg mærkede inde i mig, er. Noget større end os. 

Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit. Som ikke var mig. 

Set i bakspejlet var det slip, jeg oplevede, dét man i spirituelle kredse vil betegne som en form for ego-død. Midlertidigt i hvert fald. Og en genfødsel af et nyt jeg. Altså, jeg døende jo ikke rigtigt. Ikke fysisk i hvert fald. Men den, jeg var, før jeg blev mor, og det liv, jeg havde inden, kommer aldrig tilbage. Alt er forandret. Og at skulle forstå det både med min krop og mit sind føltes som, at noget eller nogen døde.

Langt hen ad vejen tror jeg, at spiritualitet er et valg. Hvad vil jeg for eksempel helst tro på? At der er noget galt med min krop eller min søn, som gjorde, at han lå ‘forkert’, og at det derfor gik, som det gik? Eller at min søn er kommet til mig for at lære mig noget og for at hjælpe mig på rette vej. Jeg tror på det sidste. Det giver mest mening for mig. Og er helt sikkert også det, som føles bedst. 

“Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit.”

 
Annalie Jørgensen

I vores samfund tillægger vi dog ikke følelser nogen rigtig værdi. De kan jo ikke måles og vejes. Det er det rationelle, som tæller. Det, vi kan ‘bevise’ gennem forsøg, og som kan dokumenteres på papir. Vi lærer, helt fra vi er små, at det, vi føler, er noget pjat. Så vi ignorerer det og undertrykker det, indtil vi næsten bliver følelsesløse. Og hvis der alligevel skulle dukke noget sorg eller smerte op gennem livet, så kan det reguleres væk med medicin. Problemet er bare, at vi mennesker er levende og sansende væsener, og vi har brug for at kunne føle for at mærke livet. Dét er forskellen på os og robotter. 

Vi oplever livet og virkeligheden gennem vores sanser. Og selv vores sanser kan begrænse os og forhindre, at vi ser virkeligheden. Tænk på, hvordan dyrs sanser kan være forskellige fra vores, og hvad det har af betydning for deres måde at opleve virkeligheden på. Flagermusen som udsender et skrig så højt, at vi mennesker ikke kan høre det, og navigerer i blinde ud fra det ekko, som lydbølgerne fra skriget sender tilbage, når det rammer noget. Delfiner navigerer i vandet på samme måde, og nogle delfiner kan endda sanse det elektriske felt, som skabes af musklerne og nerverne hos både dyr og mennesker. Slanger hører ikke svingninger og lyd på samme måde som os, men til gengæld har de en høreknogle, som gør dem i stand til at mærke de mindste vibrationer og kan derved skelne mellem store og små dyr. De ser ikke former, som vi mennesker gør, men registrerer i stedet bevægelser. De har en særlig varmesans, som kan opfange varmen fra et bytte, og så lugter de gennem tungen ved at smage på luftpartiklerne. Fortidens polynesiere var i stand til at kortlægge næsten hele Stillehavet uden værktøjer, fordi de lyttede til havet. Og Stillehavet udgør altså 1/4 af hele jordens overflade. 

Jeg er på ingen måde imod videnskab. Faktisk har jeg uddannet mig til ingeniør i mit ‘tidligere liv’ og har arbejdet fem år i medicinalindustrien. Videnskab er en rigtig god metode til at bevise en forudsigelig adfærd ved at opstille en hypotese og påvise den gentagende gange.

Noget spændende, som er blevet videnskabelig bevist, er for eksempel placeboeffekten. At man kan tage en pille uden et aktivt virkemiddel, men opnå en effekt fra et aktivt virkemiddel, fordi man tror på, at der er dette aktivt virkemiddel i pillen. Og på samme måde har superpositionsprincippet påvist, at én partikel kan være to forskellige steder på samme tid.

Men hvad med det, som ikke er forudsigeligt? Det, der sker tilfældigt? Eller er der noget, som er tilfældigt? Uanset, så er der stadig mange områder, hvor videnskaben har været utilstrækkelig, og mange områder, vi endnu ikke ved nok om. Som for eksempel menneskets hjerne, universet, hvad der sker, når vi dør, og hvor vi overhovedet kommer fra. Der er mange forskellige teorier. Men vi VED det jo ikke. Så hvad føles bedst og mest rigtigt inden i os at tro på?

Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret. 

Jeg tror på, der er noget, der er større end os, og jeg tror på, at alt er forbundet. Jeg vil ikke kalde det overnaturligt. Faktisk tænker jeg, at det er helt naturligt. 

Naturen er større end os. Vi er forbundet til naturen. Med hjælp fra solen, vandet og jorden laver træerne den ilt, vi har brug for for at overleve. Og på samme måde med den mad, vi har brug for. Vores indre tilstand bliver påvirket af solens lys og månens placering. Det ses ofte, at når kvinder tilbringer meget tid sammen, så synkroniseres deres menstruationcyklus. Og lige så ofte vil kvindens menstruationcyklus være synkroniseret med månens cyklus. Hvis altså den ikke er medicinsk reguleret. Og når en kvinde bliver gravid, skærpes hendes sanser og forbliver sådan resten af livet. Der er ikke noget hokus pokus over det. Naturen er bare magisk. Livet er magisk.

“Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret.”

 
Annalie Jørgensen

Tænk, hvor meget der har skullet falde på plads for, at der blev skabt intelligent liv på denne planet, i dette uendelige univers, som konstant udvider sig. Bare dét er svært at begribe. Men vi tror alle på, at det er sådan, det er. Det kan umuligt være en tilfældighed.

Videnskabelig set er liv bare celler, der deler sig. Men hvad får dem til at dele sig? Jeg er sikker på, det er en dybere bevidsthed. Både inden i os, men også rundt om os. Som forbinder os. Ligesom kærlighed.

På en eller anden måde har vi fået fjernet os så meget fra naturen og det naturlige, at vi betegner det som overnaturligt. Så meget at vores børn tror, at vores mad kommer fra supermarkedet. Vi er blevet adskilt fra vores egen krop. Vores krop, som kan trække vejret selv, fordøje mad selv og en lang række andre processer, helt uden vores indblanding. Vores krop, som kan føde selv, hvis ikke den blev behandlet som en maskine, der skal reguleres, og hvis vi forstod, at en fødsel kræver de samme omstændigheder, som er til stede, når barnet bliver skabt. At det ikke bare handler om at producere et barn, og at succeskriteriet ikke blot burde være, at barnet, som kommer ud, er levende, men at det er en naturlig og magisk proces med enormt transformerende potentiale, hvor vi åbner både vores krop og sjæl og hengiver os til nogle kræfter, som er større end os selv. Til naturen. En begivenhed, hvor vi, styret af tillid frem for frygt, bringer sjæle til jorden.

MODERSKAB

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

1. februar 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Privat

 

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

Annalie Jørgensen er 36 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF, efteruddannet i kropspsykoterapi og tilknytning med speciale i ‘fysisk og psykisk balance’ og ‘intuitivt moderskab’. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen, hvor hun blandt andet skriver om sin egen rejse i moderskabet.

 

For nogle kvinder er fødslen en magisk, ekstatisk og nydelsesfuld oplevelse, hvor de forsvinder ind i en anden kosmisk dimension. En slags orgasmisk rejse på tvært af tid og sted, hvor de kommer i kontakt med alle fortidens kvinder, som har født før dem, og som giver dem uanede kræfter og efterlader dem med en følelse af selv at være født på ny.

Sådan var min fødsel ikke. Faktisk meget langt fra. Min søn lå med numsen nedad, så jeg fik kejsersnit på lægernes anbefalinger og var nærmere efterladt med en følelse af at have deltaget i krig både fysisk og mentalt.

På papiret var fødslen sikkert ikke særlig bemærkelsesværdig, og mange andre har nok haft en lignende fødsel. Men hele mit system var i total choktilstand flere måneder efter. At min søn græd døgnet rundt og nægtede at sove, gjorde det ej bedre, og til sidst var jeg så traumatiseret, at jeg oprigtigt troede, jeg ikke ville overleve. 

I takt med at både min søn og jeg fik hjælp til at bearbejde vores hårde start, nåede jeg til en erkendelse af, at jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg kunne ikke blive ved med at håbe på, at det blev bedre. At gråden skulle stoppe, at han på mirakuløs vis skulle begynde at sove, at han ville spise grød, mos, tage flaske, sut, bare et eller andet for at jeg kunne få en pause. Så jeg gav op. Eller rettere; jeg gav slip. Slip på kontrollen, slip på tankerne, slip på forventningerne, forestillingerne, illusionerne og drømmene. Jeg gav slip på mig selv, mit gamle jeg, og gav mig hen til mit barn og mit nye liv som mor.

At jeg gav op, gav slip og gav mig hen har haft mange store konsekvenser for mit liv, som jeg kendte det. Den altoverskyggende kærlighed til min søn, som fulgte med slippet, gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere ham i en institution, så jeg kom ikke tilbage på arbejde som planlagt. Det medførte en masse frygt, som jeg måtte tage mig af. Frygt for om vi økonomisk kunne klare os, hvad andre ville tænke, om jeg var nok for min søn, om han ville tage skade af det, om jeg kunne aktivere ham nok, om jeg kunne få arbejde bagefter, pension, mit eget sociale liv osv osv. Og den eneste måde, jeg kunne tage mig godt af frygten uden bare at undertrykke den og lade den vokse sig større inden i mig, var ved at have tillid. Tillid til mig selv, og at det, jeg mærkede, var det rigtige at gøre, og ikke mindst tillid til noget større end mig. For det er jo i virkeligheden det den kærlighed, jeg mærkede inde i mig, er. Noget større end os. 

Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit. Som ikke var mig. 

Set i bakspejlet var det slip, jeg oplevede, dét man i spirituelle kredse vil betegne som en form for ego-død. Midlertidigt i hvert fald. Og en genfødsel af et nyt jeg. Altså, jeg døende jo ikke rigtigt. Ikke fysisk i hvert fald. Men den, jeg var, før jeg blev mor, og det liv, jeg havde inden, kommer aldrig tilbage. Alt er forandret. Og at skulle forstå det både med min krop og mit sind føltes som, at noget eller nogen døde.

Langt hen ad vejen tror jeg, at spiritualitet er et valg. Hvad vil jeg for eksempel helst tro på? At der er noget galt med min krop eller min søn, som gjorde, at han lå ‘forkert’, og at det derfor gik, som det gik? Eller at min søn er kommet til mig for at lære mig noget og for at hjælpe mig på rette vej. Jeg tror på det sidste. Det giver mest mening for mig. Og er helt sikkert også det, som føles bedst. 

“Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit.”

 
Annalie Jørgensen

I vores samfund tillægger vi dog ikke følelser nogen rigtig værdi. De kan jo ikke måles og vejes. Det er det rationelle, som tæller. Det, vi kan ‘bevise’ gennem forsøg, og som kan dokumenteres på papir. Vi lærer, helt fra vi er små, at det, vi føler, er noget pjat. Så vi ignorerer det og undertrykker det, indtil vi næsten bliver følelsesløse. Og hvis der alligevel skulle dukke noget sorg eller smerte op gennem livet, så kan det reguleres væk med medicin. Problemet er bare, at vi mennesker er levende og sansende væsener, og vi har brug for at kunne føle for at mærke livet. Dét er forskellen på os og robotter. 

Vi oplever livet og virkeligheden gennem vores sanser. Og selv vores sanser kan begrænse os og forhindre, at vi ser virkeligheden. Tænk på, hvordan dyrs sanser kan være forskellige fra vores, og hvad det har af betydning for deres måde at opleve virkeligheden på. Flagermusen som udsender et skrig så højt, at vi mennesker ikke kan høre det, og navigerer i blinde ud fra det ekko, som lydbølgerne fra skriget sender tilbage, når det rammer noget. Delfiner navigerer i vandet på samme måde, og nogle delfiner kan endda sanse det elektriske felt, som skabes af musklerne og nerverne hos både dyr og mennesker. Slanger hører ikke svingninger og lyd på samme måde som os, men til gengæld har de en høreknogle, som gør dem i stand til at mærke de mindste vibrationer og kan derved skelne mellem store og små dyr. De ser ikke former, som vi mennesker gør, men registrerer i stedet bevægelser. De har en særlig varmesans, som kan opfange varmen fra et bytte, og så lugter de gennem tungen ved at smage på luftpartiklerne. Fortidens polynesiere var i stand til at kortlægge næsten hele Stillehavet uden værktøjer, fordi de lyttede til havet. Og Stillehavet udgør altså 1/4 af hele jordens overflade. 

Jeg er på ingen måde imod videnskab. Faktisk har jeg uddannet mig til ingeniør i mit ‘tidligere liv’ og har arbejdet fem år i medicinalindustrien. Videnskab er en rigtig god metode til at bevise en forudsigelig adfærd ved at opstille en hypotese og påvise den gentagende gange.

Noget spændende, som er blevet videnskabelig bevist, er for eksempel placeboeffekten. At man kan tage en pille uden et aktivt virkemiddel, men opnå en effekt fra et aktivt virkemiddel, fordi man tror på, at der er dette aktivt virkemiddel i pillen. Og på samme måde har superpositionsprincippet påvist, at én partikel kan være to forskellige steder på samme tid.

Men hvad med det, som ikke er forudsigeligt? Det, der sker tilfældigt? Eller er der noget, som er tilfældigt? Uanset, så er der stadig mange områder, hvor videnskaben har været utilstrækkelig, og mange områder, vi endnu ikke ved nok om. Som for eksempel menneskets hjerne, universet, hvad der sker, når vi dør, og hvor vi overhovedet kommer fra. Der er mange forskellige teorier. Men vi VED det jo ikke. Så hvad føles bedst og mest rigtigt inden i os at tro på?

Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret. 

Jeg tror på, der er noget, der er større end os, og jeg tror på, at alt er forbundet. Jeg vil ikke kalde det overnaturligt. Faktisk tænker jeg, at det er helt naturligt. 

Naturen er større end os. Vi er forbundet til naturen. Med hjælp fra solen, vandet og jorden laver træerne den ilt, vi har brug for for at overleve. Og på samme måde med den mad, vi har brug for. Vores indre tilstand bliver påvirket af solens lys og månens placering. Det ses ofte, at når kvinder tilbringer meget tid sammen, så synkroniseres deres menstruationcyklus. Og lige så ofte vil kvindens menstruationcyklus være synkroniseret med månens cyklus. Hvis altså den ikke er medicinsk reguleret. Og når en kvinde bliver gravid, skærpes hendes sanser og forbliver sådan resten af livet. Der er ikke noget hokus pokus over det. Naturen er bare magisk. Livet er magisk.

“Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret.”

 
Annalie Jørgensen

Tænk, hvor meget der har skullet falde på plads for, at der blev skabt intelligent liv på denne planet, i dette uendelige univers, som konstant udvider sig. Bare dét er svært at begribe. Men vi tror alle på, at det er sådan, det er. Det kan umuligt være en tilfældighed.

Videnskabelig set er liv bare celler, der deler sig. Men hvad får dem til at dele sig? Jeg er sikker på, det er en dybere bevidsthed. Både inden i os, men også rundt om os. Som forbinder os. Ligesom kærlighed.

På en eller anden måde har vi fået fjernet os så meget fra naturen og det naturlige, at vi betegner det som overnaturligt. Så meget at vores børn tror, at vores mad kommer fra supermarkedet. Vi er blevet adskilt fra vores egen krop. Vores krop, som kan trække vejret selv, fordøje mad selv og en lang række andre processer, helt uden vores indblanding. Vores krop, som kan føde selv, hvis ikke den blev behandlet som en maskine, der skal reguleres, og hvis vi forstod, at en fødsel kræver de samme omstændigheder, som er til stede, når barnet bliver skabt. At det ikke bare handler om at producere et barn, og at succeskriteriet ikke blot burde være, at barnet, som kommer ud, er levende, men at det er en naturlig og magisk proces med enormt transformerende potentiale, hvor vi åbner både vores krop og sjæl og hengiver os til nogle kræfter, som er større end os selv. Til naturen. En begivenhed, hvor vi, styret af tillid frem for frygt, bringer sjæle til jorden.

LÆS OGSÅ

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

af | jan 21, 2021

DEBAT:

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

21. januar 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Privat

 

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Pædagogers udbrændthed, metoder som skæld ud og konsekvenspædagogik kommer ikke alene til udtryk på grund af manglende normering i institutionerne. Den kommer også af den manglende følelsesmæssige selvindsigt, som danner grobund for de handlinger, vi som pædagoger udfører.

Det er mit postulat, men ytret med fast overbevisning.

Jeg er uddannet pædagog i 2002 og har arbejdet med pædagogisk ledelse fra 2007 til 2019 – i specialområdet såvel som i dagtilbudsområdet. Jeg har erfaring som pædagogisk leder i daginstitutioner normeret fra 20 til 60 børn og med en bred vifte af økonomiske, etniske og sociale forhold.

Gennem årene har jeg mødt rigtig mange pædagoger og pædagogisk personale, som virkelig ønsker at gøre en forskel og har valgt et pædagogisk virke for at kunne give omsorg til andre. Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv. Det har store menneskelige omkostninger for den enkelte pædagog, men også for de børn, som vi dagligt varetager omsorgen og udviklingen for.

Børn, som er i daglig kontakt med pædagoger med ringe eller ingen følelsesmæssig selvindsigt, vil kunne opleve “afvisning” af kropslig kontakt, da de kommer i favnen på en totalt låst eller anspændt krop. Børn kan opleve at blive afvist ved kreativitet, fordi pædagogen er styret af en plan (ikke kan slippe kontrollen) og et mål, som ikke må afvige. Børn kan opleve regler for reglers skyld. Alt sammen skyldes, at den voksne ikke kan være til stede i nuet, men er styret af neocortex (fornuften). Det tager al liv ud af spontanitet og kreativitet. Og det værste er, at børnene oplever sig forkerte og får følelser som skam og mistillid med sig i bagagen. Så kører rouletten.

“Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv.”

 
Suzanne Lisborg

Rigtig mange mennesker (heriblandt pædagoger) har nemlig en ubevidst livsstress, som kommer til udtryk somatisk såvel som adfærdsmæssigt. Somatisk kan det være tegn som spændingshovedpine/migræne eller muskelinfiltrationer, fordi kroppen er spændt op af en grundlæggende uro/angst. Adfærdsmæssigt er denne livsstress en insisterende ubehagstilstand, som medfører et permanent, højaktiveret liv med manglende evne til restitution og afslapning. Bag den indre uro er der stort set altid en udviklingshistorie om tidlig utryg tilknytning. I denne sammenhæng handler utryg tilknytning om netop den følelsesmæssige tilknytning. Et hjem kan udadtil symbolisere kernefamilie, men følelsesmæssigt være død. En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt. Det barn overlever mentalt ved bl.a. at præstere for andres anerkendelse og udvise omsorg for andre. Men det mærker ikke egne behov mentalt som kropsligt.

I dag ser vi institutioner med gentagne langtidssygemeldinger på grund af stress eller flere sygedage generelt. Vi ser institutioner med et dårligt arbejdsmiljø, som kommer til udtryk ved bl.a. en kultur, hvor personalegruppen ikke formår at tage pædagogiske konflikter med kollegaen, som har lavere tærskel af tolerance over for børn med behov for støtte og omsorg, som har manglende overskud til planlægning af dagen og et tunnelsyn, der fokuserer på fejl. De institutioner burde alle have værktøjer til at se på de bagvedliggende årsager til den enkeltes adfærd – nemlig den følelsesmæssige selvindsigt.

Vi kan ikke symptombehandle årsagerne ved at følge den gængse kommunikation mellem forvaltning og medarbejder og insistere på, at kerneopgaven fordrer omstillingsparathed, resiliens, evnen til at have mange bolde i luften, og at kollegaer skal løbe hurtigere, når der er en langtidssygemelding. Vi skal turde gå bagved årsagen til den enkeltes adfærd på det PERSONLIGE plan.

Jeg har selv været en pædagog, som ikke har haft kontakt fra hovedet og ned i kroppen. Jeg har været styret af fornuft og rationalitet på den absolut ufede facon – og som medførte hjerterytmeforstyrrelse i 2012 på grund af langvarig livsstress. I en alder af 52 år mødte jeg min livsforvandler til et foredrag i arbejdsregi om betydningen af det relationelle og emotionelle.

“En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt.”

 
Suzanne Lisborg

Min livsrejse begyndte, og den har reformeret hele mit liv. Jeg fik set på mit ophav (årsagen til min grundlæggende følelse af forkerthed og “ikke passe ind”) og årsagen til mit præstationsbehov i det faglige. Jeg skulle gøre mig fortjent til at være mig. De børn, som jeg mødte med stort hjerte, var mig som lille. Jeg mødte dem i omsorg, men en omsorg, som ikke anviste dem nye muligheder eller udviklingspotentialer, for jeg kendte ikke de værktøjer på det tidspunkt. Det blev misforstået omsorg.

Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.

Hvad nu hvis vi spurgte den medarbejder, som begynder at udvise tegn på stress, hvilken rolle vedkommende har i privatlivet. Rigtig mange i den pædagogiske sektor er også den primære omsorgsgiver/lokomotivfører i privat regi, fordi de ikke kan frigive kontrollen, som grundlæggende er fordret af den angst og uro, der ubevidst er blevet skabt i deres eget liv. Eller hvad hvis vi spurgte; hvad gør du for dig selv, som giver energi? Luk øjnene og mærk; hvornår har din krop sidst føltes let og ubesværet? Hvordan kommer vi derhen igen?

Min erfaring er, at det betyder, at en medarbejder føler sig set som menneske og ikke “kun” som en ansat, når vi går den vej. Det er tillidsskabende og menneskelig udvikling i et højere perspektiv. Det er her, modet for forvandling starter. Men det fordrer, at ledelsen evner og tør tage den livsforvandlende samtale med en medarbejder – om livet. Det forudsætter et opgør med tankegangen om, at du stiller dit private jeg udenfor døren, når du møder på arbejde.

“Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.”

 
Suzanne Lisborg

Grundlæggende fødes ingen af os med skam og mistillid til verden. De følelser skabes i kontakten og erfaringen med andre mennesker tidligt i livet. Derfor må vi som det allermest naturlige gå på opdagelse i den bagvedlæggende adfærd, for det er her, vejen til forandring findes. Ønsker vi som samfund, at færre børn/unge skal udvikle stress og uro, skal de voksne omkring barnet (forældre/pædagoger/lærere) være i følelsesmæssig kontakt og have en følelsesmæssig selvindsigt. Stemninger smitter i det italesatte såvel som nonverbale samspil.

Så når vi taler om, at vi som pædagoger bruger os selv som værktøj, men samtidig opdeler pædagogen i henholdsvis den private og den professionelle, er jeg nødt til at spørge; hvor blev autenticiteten af?

 

Dette indlæg er udtryk for Suzanne Lisborgs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT:

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

21. januar 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Privat

 

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

 

Pædagogers udbrændthed, metoder som skæld ud og konsekvenspædagogik kommer ikke alene til udtryk på grund af manglende normering i institutionerne. Den kommer også af den manglende følelsesmæssige selvindsigt, som danner grobund for de handlinger, vi som pædagoger udfører.

Det er mit postulat, men ytret med fast overbevisning.

Jeg er uddannet pædagog i 2002 og har arbejdet med pædagogisk ledelse fra 2007 til 2019 – i specialområdet såvel som i dagtilbudsområdet. Jeg har erfaring som pædagogisk leder i daginstitutioner normeret fra 20 til 60 børn og med en bred vifte af økonomiske, etniske og sociale forhold.

Gennem årene har jeg mødt rigtig mange pædagoger og pædagogisk personale, som virkelig ønsker at gøre en forskel og har valgt et pædagogisk virke for at kunne give omsorg til andre. Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv. Det har store menneskelige omkostninger for den enkelte pædagog, men også for de børn, som vi dagligt varetager omsorgen og udviklingen for.

Børn, som er i daglig kontakt med pædagoger med ringe eller ingen følelsesmæssig selvindsigt, vil kunne opleve “afvisning” af kropslig kontakt, da de kommer i favnen på en totalt låst eller anspændt krop. Børn kan opleve at blive afvist ved kreativitet, fordi pædagogen er styret af en plan (ikke kan slippe kontrollen) og et mål, som ikke må afvige. Børn kan opleve regler for reglers skyld. Alt sammen skyldes, at den voksne ikke kan være til stede i nuet, men er styret af neocortex (fornuften). Det tager al liv ud af spontanitet og kreativitet. Og det værste er, at børnene oplever sig forkerte og får følelser som skam og mistillid med sig i bagagen. Så kører rouletten.

“Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv.”

 
Suzanne Lisborg

Rigtig mange mennesker (heriblandt pædagoger) har nemlig en ubevidst livsstress, som kommer til udtryk somatisk såvel som adfærdsmæssigt. Somatisk kan det være tegn som spændingshovedpine/migræne eller muskelinfiltrationer, fordi kroppen er spændt op af en grundlæggende uro/angst. Adfærdsmæssigt er denne livsstress en insisterende ubehagstilstand, som medfører et permanent, højaktiveret liv med manglende evne til restitution og afslapning. Bag den indre uro er der stort set altid en udviklingshistorie om tidlig utryg tilknytning. I denne sammenhæng handler utryg tilknytning om netop den følelsesmæssige tilknytning. Et hjem kan udadtil symbolisere kernefamilie, men følelsesmæssigt være død. En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt. Det barn overlever mentalt ved bl.a. at præstere for andres anerkendelse og udvise omsorg for andre. Men det mærker ikke egne behov mentalt som kropsligt.

I dag ser vi institutioner med gentagne langtidssygemeldinger på grund af stress eller flere sygedage generelt. Vi ser institutioner med et dårligt arbejdsmiljø, som kommer til udtryk ved bl.a. en kultur, hvor personalegruppen ikke formår at tage pædagogiske konflikter med kollegaen, som har lavere tærskel af tolerance over for børn med behov for støtte og omsorg, som har manglende overskud til planlægning af dagen og et tunnelsyn, der fokuserer på fejl. De institutioner burde alle have værktøjer til at se på de bagvedliggende årsager til den enkeltes adfærd – nemlig den følelsesmæssige selvindsigt.

Vi kan ikke symptombehandle årsagerne ved at følge den gængse kommunikation mellem forvaltning og medarbejder og insistere på, at kerneopgaven fordrer omstillingsparathed, resiliens, evnen til at have mange bolde i luften, og at kollegaer skal løbe hurtigere, når der er en langtidssygemelding. Vi skal turde gå bagved årsagen til den enkeltes adfærd på det PERSONLIGE plan.

Jeg har selv været en pædagog, som ikke har haft kontakt fra hovedet og ned i kroppen. Jeg har været styret af fornuft og rationalitet på den absolut ufede facon – og som medførte hjerterytmeforstyrrelse i 2012 på grund af langvarig livsstress. I en alder af 52 år mødte jeg min livsforvandler til et foredrag i arbejdsregi om betydningen af det relationelle og emotionelle.

“En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt.”

 
Suzanne Lisborg

Min livsrejse begyndte, og den har reformeret hele mit liv. Jeg fik set på mit ophav (årsagen til min grundlæggende følelse af forkerthed og “ikke passe ind”) og årsagen til mit præstationsbehov i det faglige. Jeg skulle gøre mig fortjent til at være mig. De børn, som jeg mødte med stort hjerte, var mig som lille. Jeg mødte dem i omsorg, men en omsorg, som ikke anviste dem nye muligheder eller udviklingspotentialer, for jeg kendte ikke de værktøjer på det tidspunkt. Det blev misforstået omsorg.

Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.

Hvad nu hvis vi spurgte den medarbejder, som begynder at udvise tegn på stress, hvilken rolle vedkommende har i privatlivet. Rigtig mange i den pædagogiske sektor er også den primære omsorgsgiver/lokomotivfører i privat regi, fordi de ikke kan frigive kontrollen, som grundlæggende er fordret af den angst og uro, der ubevidst er blevet skabt i deres eget liv. Eller hvad hvis vi spurgte; hvad gør du for dig selv, som giver energi? Luk øjnene og mærk; hvornår har din krop sidst føltes let og ubesværet? Hvordan kommer vi derhen igen?

Min erfaring er, at det betyder, at en medarbejder føler sig set som menneske og ikke “kun” som en ansat, når vi går den vej. Det er tillidsskabende og menneskelig udvikling i et højere perspektiv. Det er her, modet for forvandling starter. Men det fordrer, at ledelsen evner og tør tage den livsforvandlende samtale med en medarbejder – om livet. Det forudsætter et opgør med tankegangen om, at du stiller dit private jeg udenfor døren, når du møder på arbejde.

“Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.”

 
Suzanne Lisborg

Grundlæggende fødes ingen af os med skam og mistillid til verden. De følelser skabes i kontakten og erfaringen med andre mennesker tidligt i livet. Derfor må vi som det allermest naturlige gå på opdagelse i den bagvedlæggende adfærd, for det er her, vejen til forandring findes. Ønsker vi som samfund, at færre børn/unge skal udvikle stress og uro, skal de voksne omkring barnet (forældre/pædagoger/lærere) være i følelsesmæssig kontakt og have en følelsesmæssig selvindsigt. Stemninger smitter i det italesatte såvel som nonverbale samspil.

Så når vi taler om, at vi som pædagoger bruger os selv som værktøj, men samtidig opdeler pædagogen i henholdsvis den private og den professionelle, er jeg nødt til at spørge; hvor blev autenticiteten af?

 

Dette indlæg er udtryk for Suzanne Lisborgs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vi tramper på den tillid, vores børn fødes med

af | okt 30, 2020

DEBAT

Vi tramper på den tillid, vores børn fødes med

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

30. oktober 2020 | Af Vicki Gylling | Foto: Privat

 

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

Vicki Gylling er mor til tre drenge, uddannet pædagog, men arbejder selvstændig som spirituel coach. Du kan følge hende på instagramkontoen @kroppens_budskab og læse mere på hjemmesiden www.vickigylling.dk

Tillid.

Noget, mine tanker kredser om i øjeblikket.

Noget så banalt og fundamentalt som at have tillid til sig selv, til andre og til livet.

For den måde, vi møder vores børn på, de vilkår, de vokser op under, og det møde med verden, de tidligt udsættes for, er ikke ligefrem noget, der fordrer tillid.

Når vores børn kommer hertil, er det i 100 procent tillid.

Tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Der er intet andet.
Tillid.

Når de bliver større og rejser sig op eller kaster sig ud fra en stol, er det i dyb tillid til, at vi griber dem.

Når de nysgerrigt spørger os om noget eller undres, er det i tillid til, at vi kan hjælpe dem med at forstå.

Når de reagerer og viser deres følelser, er det i tillid til, vi kan rumme dem og hjælpe dem med at rumme dem selv.

Når noget er svært, har de tillid til, vi hjælper dem.

Når nogen gør dem utrygge, har de tillid til, vi er der for dem.

Alt ved børn er indbegrebet af tillid.

Men hvordan håndterer vi den tillid? Værner vi om den? Imødekommer vi den? Ærer vi den?

Det, jeg oplever, er, at vi misbruger den. Vi tramper på den. Vi anerkender ikke værdien i den. Ikke som samfund i hvert fald, og det samfund, vi er opvokset i, er mange af os også et produkt af.

Så stemmer, der siger: ”De skal jo lære det selv”, ”du kan jo ikke hjælpe dem hele livet”, ”det tager de ikke skade af”, ”de kan lige så godt lære det før eller siden”, ”de skal jo ikke tro, de er verdens navle”, ”de bliver nødt til at forstå fællesskabets regler” får os til at glemme den tillid. Ære den tillid og møde vores børn lige der, hvor de er. I tilliden til os. I troen på, at vi er på deres hold. At vi vil dem det bedste. At vi kan rumme dem, præcis som de er. Alt det, der er med til at opbygge tilliden til dem selv. Give dem følelsen af, at de er noget værd. At de kan det, de sætter sig for. At de er gode nok.

Hvis du ser rundt i samfundet, hvordan står det så til med de overbevisninger? At vi er gode nok. At vi er noget værd.

Hvordan står det til med den tillid?

Dette indlæg er udtryk for Vicki Gylling holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi tramper på den tillid, vores børn fødes med

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

30. oktober 2020 | Af Vicki Gylling | Foto: Privat

 

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

Vicki Gylling er mor til tre drenge, uddannet pædagog, men arbejder selvstændig som spirituel coach. Du kan følge hende på instagramkontoen @kroppens_budskab og læse mere på hjemmesiden www.vickigylling.dk

 

Tillid.

Noget, mine tanker kredser om i øjeblikket.

Noget så banalt og fundamentalt som at have tillid til sig selv, til andre og til livet.

For den måde, vi møder vores børn på, de vilkår, de vokser op under, og det møde med verden, de tidligt udsættes for, er ikke ligefrem noget, der fordrer tillid.

Når vores børn kommer hertil, er det i 100 procent tillid.

Tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Der er intet andet.
Tillid.

Når de bliver større og rejser sig op eller kaster sig ud fra en stol, er det i dyb tillid til, at vi griber dem.

Når de nysgerrigt spørger os om noget eller undres, er det i tillid til, at vi kan hjælpe dem med at forstå.

Når de reagerer og viser deres følelser, er det i tillid til, vi kan rumme dem og hjælpe dem med at rumme dem selv.

Når noget er svært, har de tillid til, vi hjælper dem.

Når nogen gør dem utrygge, har de tillid til, vi er der for dem.

Alt ved børn er indbegrebet af tillid.

Men hvordan håndterer vi den tillid? Værner vi om den? Imødekommer vi den? Ærer vi den?

Det, jeg oplever, er, at vi misbruger den. Vi tramper på den. Vi anerkender ikke værdien i den. Ikke som samfund i hvert fald, og det samfund, vi er opvokset i, er mange af os også et produkt af.

Så stemmer, der siger: ”De skal jo lære det selv”, ”du kan jo ikke hjælpe dem hele livet”, ”det tager de ikke skade af”, ”de kan lige så godt lære det før eller siden”, ”de skal jo ikke tro, de er verdens navle”, ”de bliver nødt til at forstå fællesskabets regler” får os til at glemme den tillid. Ære den tillid og møde vores børn lige der, hvor de er. I tilliden til os. I troen på, at vi er på deres hold. At vi vil dem det bedste. At vi kan rumme dem, præcis som de er. Alt det, der er med til at opbygge tilliden til dem selv. Give dem følelsen af, at de er noget værd. At de kan det, de sætter sig for. At de er gode nok.

Hvis du ser rundt i samfundet, hvordan står det så til med de overbevisninger? At vi er gode nok. At vi er noget værd.

Hvordan står det til med den tillid?

Dette indlæg er udtryk for Vicki Gylling holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

af | sep 22, 2020

DEBAT

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling, at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

22. september 2020 | Af Christina Brøndsholm Andersen | Foto: Oliver Hoffmeyer

 

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

Christina Brøndsholm Andersen er cand.mag. i Religionshistorie fra Københavns Universitet og videreuddannet på Laban Dansekonservatorium i London som Master of Arts i Koreografi og Community Dance Artist (PGCDC). Hun interesserer sig for, hvordan kultur videregives gennem kroppen og kroppens performative ritualer. Hun har, siden hun fik sin datter, været hjemmepasser og aktiv i den omsorgspolitiske debat som medstifter af Omsorgspolitisk Netværk.

I Norden er vi i ligestillingens navn i gang med at skrive kvindens særstilling i forplantningen ud af barselspolitiken. Det er et kæmpe problem både for os kvinder og for de børn, vi bringer til verden.

EU har for nylig vedtaget en lov om to måneders øremærket fædrebarsel, som skal implementeres i medlemslandene. I Danmark er det endnu uklart, om disse tages fra den eksisterende barsel, eller om de lægges til. Det første er nok mest sandsynligt. Finlands nye regering har just foreslået en ny barselsordning, som implementeres næste år; den giver syv måneders barsel til henholdsvis mor og far. I Norge har man allerede i et par år haft en tredelt barselsordning med øremærket fædrebarsel. Tre måneder øremærket til mor, tre måneder øremærket til far og tre til deling. Det betyder, at mor også her skal tilbage på arbejdsmarkedet, når baby er omkring seks-syv måneder. Den norske model fremhæves ofte i den danske debat om øremærket fædrebarsel. Den er dog internt i Norge stærkt kritiseret både af begge Jordemoderorganisationer, af Helsesøsterne (sundhedsplejerskerne) og af mange norske forældre, hvoraf nogle har samlet sig i Facebookgruppen “Permisjonen burde foreldre fordele” (Forældre burde selv fordele barslen), der pt. tæller over 32.000 medlemmer.

Argumenterne for indførelsen af den øremærkede fædrebarsel er i både EU og i de nordiske lande “ligestilling”. Men for mig at se er det en ligestillingsforståelse, der ofrer både barnet og kvinden på et ligestillingsideologisk alter.

Mors sundhed

Først og fremmest bør mors barsel ikke forkortes til fordel for fars, fordi det er os kvinder, der bærer, føder og ammer barnet. Dette skal barselspolitikken naturligvis afspejle. Vi kvinder skal gives mulighed for at restituere fysisk og mentalt.

Dette basale biologiske faktum, kvindens behov for at restituere, er næsten forsvundet i ligestillingsdiskursen og diskussionen om, hvor længe mor skal have barsel.

Graviditet og fødsel er hårde ved kvindekroppen, og kan medføre mange helbredsmæssige udfordringer. Det tager faktisk mindst et år for mors krop og sind at restituere efter en normal ukompliceret vaginal fødsel. Og op til to år efter kejsersnit. Dette honorerer de danske barselsregler ikke engang, som de ser ud i dag. Forkortes mors barsel, står det endnu værre til.

Et stadig større antal kvinder i Norden føder i dag desværre heller ikke ved ukomplicerede fødsler. Tværtimod er vi i disse år vidner til stor kritik af fødselsområdet. Det virker paradoksalt, at netop de nordiske lande, der ellers bryster sig af kvindefrigørelse og ligestilling, har så mange problemer på det mest kvindelige område af alle: fødselsområdet.

Fælles for kritikken af fødeområdet i de nordiske lande er, at kvinder ikke tilbydes de trygge rammer, som vi ved, er vigtige i en god fødsel, og som er oxytocinfremmende: ro, tid, kendt jordemoder og muligheden for at følge den enkelte kvindekrops rytme.

Fødeområdet har i mange år været præget af økonomiske effektiviseringer, der har medført nedlukning af lokale fødesteder, mangel på jordemødre, mangel på fødestuer og udskrivelse før amningen er etableret. Men nok så vigtigt er fødeområdet også præget af en fødekultur, der i al for ringe grad fokuserer på at støtte kvinden og hendes krop i at mærke hendes naturlige fødekraft og i at følge sin egen krops rytme.

Det betyder, at kvinderne i Norden i alt for ringe grad går ud af føderummet med det empowerment, en fødsel kan give. At føde et barn er et eksistentielt vendepunkt. Men desværre rammes alt for mange nordiske kvinder af fødselsskader og psykiske ar.

I Norge har mange kvinder engageret sig i fødselsaktivistgruppen Bunardsguerillaen. De kæmper via politiske aktioner og happenings for retten til at føde tæt på, hvor de bor, og tæller pt. over 95.000 medlemmer.

I Sverige har mange kvinder engageret sig i det såkaldte BB-oprøret (Fødeafdelingsoprøret). Her kritiseres, at især lukningerne af lokale fødesteder fører til, at rigtig mange svenske kvinder føder på vej til hospitalet, og at travlheden på fødegangene har forårsaget et voksende antal fødselsskader, som for nogle kvinder desværre giver varige mén.

Også i Danmark er der kritik af de vilkår, kvinder føder under. I 2017 udkom Hanne Dams debatbog “Giv kvinderne fødslen tilbage”, der både kritiserer nedskæringerne på fødselsområdet, men nok så meget den medicineringsdiskurs, fødekulturen præges af, og som har ført til, at 1/3 af alle fødsler i Danmark igangsættes. Og igangsættelse starter ofte en kaskade af videre indgreb.

For at gøre ondt værre har de nordiske lande også for længst mistet deres postpartum traditioner. Postpartum traditioner kendes fra alle traditionelle samfund og tjener til, at den nybagte moder kan hele og komme sig efter fødslen både fysisk og mentalt. Traditionelt støttes kvinden de første 40 dage efter fødslen af andre kvinder og af landsbyfællesskabet. Det kan være i form af urtebade, massage, hjælp til børnepasning, husholdning, madlavning og lignende. Alt imens moderen kan hvile og koncentrere sig om babyen. Moderne studier har forlængst bevist sammenhængen mellem kvindens fysiske kropslige heling efter fødslen og hendes mentale psykiske helbred. Jo bedre mors krop heler og drages omsorg for, jo bedre har hun det psykisk. Alligevel har vi altså i dag intet fokus på, at kvindens krop skal hvile og komme sig over ni måneders graviditet og en livsfarlig fødsel. De fleste sendes som sagt hjem fra hospitalet, allerede før amningen er etableret. Efter 14 dage ophører fars barselsorlov, og tilbage sidder den nybagte mor alene, isoleret og udmattet. Det er ikke så mærkeligt, at mange nybagte mødre rammes af efterfødselsreaktioner i forskellig grad. Nordiske kvinder mangler grundlæggende omsorg og støtte, når de bliver mødre. Meget mere end deres partnere kan give dem. Og de mangler en kultur, der anerkender dette.

Men hvorfor er dette relevant i debatten om barselspolitik? Det er det, fordi fødslen og postpartum tiden har enorm betydning for, hvordan kvinden kommer ind i moderskabet. Både fysisk og mentalt. Og desuden også for, om amningen kommer igang, for om barnet trives, for roen i familien og for tilknytningen til barnet.

Alle disse problemer på fødsels- og postpartumområdet i de nordiske lande betyder alt andet lige, at mødrene burde have endnu længere tid til at komme sig over fødslen. Men i de nordiske lande går det altså den modsatte vej. Mors barsel forkortes i ligestillingens navn. Men hvis vi kerer os om kvinders fysiske og mentale helbred, så skal moderens barsel ikke forkortes, men tværtimod forlænges.

Amning

Amning er en anden vægtig grund til, at mors barsel ikke bør forkortes til fordel for fars.

For det første er modermælk den mest optimale næring for børn. For det andet er amning ikke bare mad. Ammestunden og kontakten med mors krop giver barnet ro, tryghed og regulerer barnets system. Og for det tredje er opretholdelsen af en modermælksproduktion afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Adskillelse af mor og barn er de facto ammeafvænning.

I Norden, og i Vesten i øvrigt, er amning desværre meget lidt valideret. Skønt fine ord, også fra den danske Sundhedsstyrrelse, om vigtigheden af amning, gør (adskillelses)kulturen og manglen på kompetent ammerådgivning fra sundhedspersonel alt for at adskille barnet fra mors ammebryster. Det ses klart af tallene. Når danske babyer bliver seks måneder, er det kun 11,2 procent, der stadig ammes.

Og hvad er så problemet, lyder det ofte, når vi diskuterer barselspolitik. Hvilket viser, at vi har mistet virkelig meget viden om amning. For amning giver store helbredsmæssige fordele både for mor og for barnet. Jo længere mor ammer barnet, jo større helbredsmæssige fordele. Amning forebygger for eksempel visse kræftsygdomme hos både mor og barn samt kredsløbssygdomme hos kvinden. Modermælk forebygger og beskytter også mod infektioner og virus. Modermælk indeholder antistoffer og stamceller, der beskytter mod og hjælper barn gennem sygdom. Det sker ved, at moderens brystvorter aflæser barnets spyt og herefter producerer den eksakte sammensætning i mælken, som barnets krop har brug for. Barnets immunforsvar er nemlig først færdigudviklet i treårsalderen.

Den naturlige ammeperiode er faktisk mellem to og syv år, og anbefalingen fra WHO og Unicef er, at børn ammes i mindst to år. Når barnet er seks måneder, overgår det nemlig ikke over en nat fra modermælk til fast føde. Tarme og mave skal have lov at udvikle sig og følge med. Og for mange børn er overgangen til fast føde en lang fase. Men fordi mor skal tilbage på job, forceres fast føde ofte med smertefuld forstoppelse som en udbredt konsekvens. Dette vil forværres, hvis mor og barn skal adskilles endnu tidligere. Faktisk er det biologisk normalt, at barnets føde ved et års alderen stadig overvejende – eller for en meget stor del – består af modermælk. Modermælk kan dække halvdelen (eller mere) af baby’s energibehov, når det er seks til tolv måneder. Og en tredjedel af barnets energibehov når det er et til to år.

Igen ville mange sikkert indvende, at man jo bare kunne give flaske med udpumpet modermælk. Der er dog to udfordringer ved dette.

Amning er som sagt ikke bare mad. Den fysiske kontakt mellem mors krop og barnets krop, den velkendte duft, berøring og lyd giver barnet en tryghed, som da det lå i livmoderen. Der er en kropslig forbindelse mellem mors og barnets krop, som beroliger og regulerer hele barnets system, når det er træt, følelsesmæssigt overstimuleret eller småsyg. Når mor og mors ammebryster er væk fra barnet, vil det ikke kunne reguleres lige så effektivt, og barnet kan opleve unødig stress, uro og utryghed.

Amning er udbud og efterspørgsel. Opretholdelsen af en modermælksproduktion er afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Udpumpning er ikke lige så effektivt, som når barnet selv dier, og mange kan slet ikke pumpe ud. Det mest hensigtsmæssige for at opretholde en adækvat produktion er at friamme, det vil sige at amme, når barnet vil. Dette anbefales da også af WHO. Men dette kræver, at mor og barn ikke er adskilt.

I vores (adskillelses)kultur har vi dog næsten glemt, at det altså er langt mere biologisk normalt at amme børn under to år rigtig ofte både dag og nat.

Hvad vil det mon så betyde for ammefrekvensen og for ammelængden, hvis der reduceres yderligere i mors barsel til fordel for fars? Det kan vi se i Norge. Her har man registreret en nedgang i andelen af børn, der får modermælk, hver gang mors barsel er blevet reduceret. Begge norske Jordemoderorganisationer samt Helsesøstrene (Sundhedsplejerskerne) har da også kritiseret den tredelte barsel med øremærket fædrebarsel præcis med amningen som argument. Siden indførelsen af den nye barselsorlov i Norge har ammerådgivningerne oplevet rigtig mange henvendelser fra sønderknuste mødre, der mod deres vilje søger hjælp til ammestop, fordi de skal tilbage på job. Samtidig er andelen af kvinder, der går på ulønnet barsel også steget. Hvorfor? Fordi langt de fleste børn som sagt har brug for en meget længere tilvænningsfase til fast føde end det, som de nye norske barselsregler med øremærket fædrebarsel giver. De norske kvinder oplever også en øget risiko for sygemelding, idet barnet ofte øger natamningen meget, når mor pludselig er borte mange timer om dagen.

Ser vi altså på de evidensbaserede ammevejledninger fra WHO, burde mors barsel ikke forkortes til fordel for fars. Tværtimod burde mors barsel forlænges, så hun får mulighed for at opfylde WHOs ammeanbefaling om supplerende amning i mindst to år. Erfaringerne fra Norge viser helt klart, at når vi reducerer mors barsel til fordel for fars, så reducerer vi barnets ammeperiode.

Symbiose

Kvinden har i kraft af sin biologiske særstilling i forplantningen et tilknytnings- og følelsesmæssigt forspring, fordi hun har båret barnet i sin krop, har født det og ammer det. Hun er derfor biologisk og mentalt knyttet til barnet på en helt anden måde end far. Nu er symbiose ganske vist blevet et fy-ord i vores adskillelseskultur. Især mor-barn symbiose. For det passer ikke ind i vores ligestillingsfortælling om, at “far kan være lige så god som mor”. Men vi kommer ikke udenom, at barnet er blevet til i symbiose med mors krop, og at det betyder noget.

Tilknytningen mellem mor og barn sker allerede i livmoderen. Denne symbiose ophører ikke magisk i det moment, barnet er født. Tværtimod er opgaven (ihvertfald fra et tilknytningsperspektiv) at fortsætte denne symbiose udenfor livmoderen, indtil barn og mor er klar til at bryde den.

Vi kan derfor ikke mekanisk ligestille mor og far. Far kan ikke erstatte mor en til en i forhold til det helt lille barn. Far kan ikke amme baby, far kan ikke regulere baby lige så effektivt, baby er ikke lige så tryg ved fars krop i starten, og far er ikke knyttet symbiotisk til barnet. Mor og far er forskellige. De er begge lige vigtige i barnets liv; men de har forskellige roller til forskellige tider.

At ignorere kvindens særstilling eller undertrykke den på grund af en ligestillingsideologi er, for mig at se, både en stor uret mod barnet og mod moderen.

Det moderinstinkt og den moderintuition, der tændes, når kvinden bliver gravid og har født sit barn, er dyb og ældgammelt. Derfor føles det for langt de fleste mødre unaturligt og meget sorgfuldt at skulle adskilles fra deres lille ammebaby. Og ja, der er undtagelser. Men de er netop dette: undtagelser.

En forkortelse af mors barsel til fordel for far betyder, at symbiosen mellem mor og barn brydes meget abrupt. Barnets ret til tryghed og optimal næring, og moderens ret til at give det, må stå over ligestillingshensyn. Og derfor bør mor og barn ikke adskilles, før de begge er klar til det. Beskyttelsen af mor-barn symbiosen er derfor et andet godt argument imod at forkorte mors barsel til fordel for fars.

Respekt for moderskabet

Vi har brug for at genskabe respekten for moderskabet. Danske kvinder og deres nordiske søstre svigtes dagligt af et svangre-, fødsels- og postpartumsystem, som er udfordret af både ressourcemangel og af en kultur, der er alt andet end kvindevenlig. Og nu skal vi kvinder også svigtes i barselspolitikken på grund af en ligestillingsideologi, som ikke tager højde for vores biologiske særstilling i forplantningen.

Dette er ikke et ligestillingsmæssigt fremskridt. Det er et tilbageskridt. Vi kvinder skal have lov til at være kvinder. Vi skal have lov at være mødre. At fædre er trådt mere ind i omsorgsopgaverne i forhold til børn er godt. Men det skal ikke ske på bekostning af moderen.

Barselspolitikken bør tage udgangspunkt i moderens biologiske særstilling i forplantningen. Den bør tage udgangspunkt i, at vi kvinder bærer, føder og ammer børnene. Den bør tage udgangspunkt i barnets behov og ret til optimal næring og tryghed i deres første år.
Ikke i teoretisk ligestillingsideologi. Graviditet, fødsel og amning er særlige kvindelige domæner, der fortjener respekt og validering som noget særegent kvindeligt. Det burde vi som samfund værdsætte i stedet for at skynde på mødrene for at få dem hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet i ligestillingens navn.

Alt for ofte oplever jeg i den familiepolitiske debat, at vi ikke må italesætte og fremhæve moderskabet og mors særstilling i forplantningen som noget særligt. Når vi taler om moderskabet, føres samtalen næsten altid over på fædre og ligestilling. Det må vi gøre op med. Både for børnene og mødrenes skyld.

I stedet for at indføre øremærket fædrebarsel og forkorte mors tid med baby ville en meget bedre barselspolitik være at give familierne ret til at holde barsel sammen. Dette har UNICEF iøvrigt også foreslået. Optimalt ville det være med mulighed for to års barsel til mor og et år til far.

Et mere moder- og børnevenligt samfund vil være til fordel for alle. Også for fædre.

Dette indlæg er udtryk for Christina Brøndsholm Andersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling, at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

22. september 2020 | Af Christina Brøndsholm Andersen | Foto: Oliver Hoffmeyer

 

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

Christina Brøndsholm Andersen er cand.mag. i Religionshistorie fra Københavns Universitet og videreuddannet på Laban Dansekonservatorium i London som Master of Arts i Koreografi og Community Dance Artist (PGCDC). Hun interesserer sig for, hvordan kultur videregives gennem kroppen og kroppens performative ritualer. Hun har, siden hun fik sin datter, været hjemmepasser og aktiv i den omsorgspolitiske debat som medstifter af Omsorgspolitisk Netværk.

I Norden er vi i ligestillingens navn i gang med at skrive kvindens særstilling i forplantningen ud af barselspolitiken. Det er et kæmpe problem både for os kvinder og for de børn, vi bringer til verden.

EU har for nylig vedtaget en lov om to måneders øremærket fædrebarsel, som skal implementeres i medlemslandene. I Danmark er det endnu uklart, om disse tages fra den eksisterende barsel, eller om de lægges til. Det første er nok mest sandsynligt. Finlands nye regering har just foreslået en ny barselsordning, som implementeres næste år; den giver syv måneders barsel til henholdsvis mor og far. I Norge har man allerede i et par år haft en tredelt barselsordning med øremærket fædrebarsel. Tre måneder øremærket til mor, tre måneder øremærket til far og tre til deling. Det betyder, at mor også her skal tilbage på arbejdsmarkedet, når baby er omkring seks-syv måneder. Den norske model fremhæves ofte i den danske debat om øremærket fædrebarsel. Den er dog internt i Norge stærkt kritiseret både af begge Jordemoderorganisationer, af Helsesøsterne (sundhedsplejerskerne) og af mange norske forældre, hvoraf nogle har samlet sig i Facebookgruppen “Permisjonen burde foreldre fordele” (Forældre burde selv fordele barslen), der pt. tæller over 32.000 medlemmer.

Argumenterne for indførelsen af den øremærkede fædrebarsel er i både EU og i de nordiske lande “ligestilling”. Men for mig at se er det en ligestillingsforståelse, der ofrer både barnet og kvinden på et ligestillingsideologisk alter.

Mors sundhed

Først og fremmest bør mors barsel ikke forkortes til fordel for fars, fordi det er os kvinder, der bærer, føder og ammer barnet. Dette skal barselspolitikken naturligvis afspejle. Vi kvinder skal gives mulighed for at restituere fysisk og mentalt.

Dette basale biologiske faktum, kvindens behov for at restituere, er næsten forsvundet i ligestillingsdiskursen og diskussionen om, hvor længe mor skal have barsel.

Graviditet og fødsel er hårde ved kvindekroppen, og kan medføre mange helbredsmæssige udfordringer. Det tager faktisk mindst et år for mors krop og sind at restituere efter en normal ukompliceret vaginal fødsel. Og op til to år efter kejsersnit. Dette honorerer de danske barselsregler ikke engang, som de ser ud i dag. Forkortes mors barsel, står det endnu værre til.

Et stadig større antal kvinder i Norden føder i dag desværre heller ikke ved ukomplicerede fødsler. Tværtimod er vi i disse år vidner til stor kritik af fødselsområdet. Det virker paradoksalt, at netop de nordiske lande, der ellers bryster sig af kvindefrigørelse og ligestilling, har så mange problemer på det mest kvindelige område af alle: fødselsområdet.

Fælles for kritikken af fødeområdet i de nordiske lande er, at kvinder ikke tilbydes de trygge rammer, som vi ved, er vigtige i en god fødsel, og som er oxytocinfremmende: ro, tid, kendt jordemoder og muligheden for at følge den enkelte kvindekrops rytme.

Fødeområdet har i mange år været præget af økonomiske effektiviseringer, der har medført nedlukning af lokale fødesteder, mangel på jordemødre, mangel på fødestuer og udskrivelse før amningen er etableret. Men nok så vigtigt er fødeområdet også præget af en fødekultur, der i al for ringe grad fokuserer på at støtte kvinden og hendes krop i at mærke hendes naturlige fødekraft og i at følge sin egen krops rytme.

Det betyder, at kvinderne i Norden i alt for ringe grad går ud af føderummet med det empowerment, en fødsel kan give. At føde et barn er et eksistentielt vendepunkt. Men desværre rammes alt for mange nordiske kvinder af fødselsskader og psykiske ar.

I Norge har mange kvinder engageret sig i fødselsaktivistgruppen Bunardsguerillaen. De kæmper via politiske aktioner og happenings for retten til at føde tæt på, hvor de bor, og tæller pt. over 95.000 medlemmer.

I Sverige har mange kvinder engageret sig i det såkaldte BB-oprøret (Fødeafdelingsoprøret). Her kritiseres, at især lukningerne af lokale fødesteder fører til, at rigtig mange svenske kvinder føder på vej til hospitalet, og at travlheden på fødegangene har forårsaget et voksende antal fødselsskader, som for nogle kvinder desværre giver varige mén.

Også i Danmark er der kritik af de vilkår, kvinder føder under. I 2017 udkom Hanne Dams debatbog “Giv kvinderne fødslen tilbage”, der både kritiserer nedskæringerne på fødselsområdet, men nok så meget den medicineringsdiskurs, fødekulturen præges af, og som har ført til, at 1/3 af alle fødsler i Danmark igangsættes. Og igangsættelse starter ofte en kaskade af videre indgreb.

For at gøre ondt værre har de nordiske lande også for længst mistet deres postpartum traditioner. Postpartum traditioner kendes fra alle traditionelle samfund og tjener til, at den nybagte moder kan hele og komme sig efter fødslen både fysisk og mentalt. Traditionelt støttes kvinden de første 40 dage efter fødslen af andre kvinder og af landsbyfællesskabet. Det kan være i form af urtebade, massage, hjælp til børnepasning, husholdning, madlavning og lignende. Alt imens moderen kan hvile og koncentrere sig om babyen. Moderne studier har forlængst bevist sammenhængen mellem kvindens fysiske kropslige heling efter fødslen og hendes mentale psykiske helbred. Jo bedre mors krop heler og drages omsorg for, jo bedre har hun det psykisk. Alligevel har vi altså i dag intet fokus på, at kvindens krop skal hvile og komme sig over ni måneders graviditet og en livsfarlig fødsel. De fleste sendes som sagt hjem fra hospitalet, allerede før amningen er etableret. Efter 14 dage ophører fars barselsorlov, og tilbage sidder den nybagte mor alene, isoleret og udmattet. Det er ikke så mærkeligt, at mange nybagte mødre rammes af efterfødselsreaktioner i forskellig grad. Nordiske kvinder mangler grundlæggende omsorg og støtte, når de bliver mødre. Meget mere end deres partnere kan give dem. Og de mangler en kultur, der anerkender dette.

Men hvorfor er dette relevant i debatten om barselspolitik? Det er det, fordi fødslen og postpartum tiden har enorm betydning for, hvordan kvinden kommer ind i moderskabet. Både fysisk og mentalt. Og desuden også for, om amningen kommer igang, for om barnet trives, for roen i familien og for tilknytningen til barnet.

Alle disse problemer på fødsels- og postpartumområdet i de nordiske lande betyder alt andet lige, at mødrene burde have endnu længere tid til at komme sig over fødslen. Men i de nordiske lande går det altså den modsatte vej. Mors barsel forkortes i ligestillingens navn. Men hvis vi kerer os om kvinders fysiske og mentale helbred, så skal moderens barsel ikke forkortes, men tværtimod forlænges.

Amning

Amning er en anden vægtig grund til, at mors barsel ikke bør forkortes til fordel for fars.

For det første er modermælk den mest optimale næring for børn. For det andet er amning ikke bare mad. Ammestunden og kontakten med mors krop giver barnet ro, tryghed og regulerer barnets system. Og for det tredje er opretholdelsen af en modermælksproduktion afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Adskillelse af mor og barn er de facto ammeafvænning.

I Norden, og i Vesten i øvrigt, er amning desværre meget lidt valideret. Skønt fine ord, også fra den danske Sundhedsstyrrelse, om vigtigheden af amning, gør (adskillelses)kulturen og manglen på kompetent ammerådgivning fra sundhedspersonel alt for at adskille barnet fra mors ammebryster. Det ses klart af tallene. Når danske babyer bliver seks måneder, er det kun 11,2 procent, der stadig ammes.

Og hvad er så problemet, lyder det ofte, når vi diskuterer barselspolitik. Hvilket viser, at vi har mistet virkelig meget viden om amning. For amning giver store helbredsmæssige fordele både for mor og for barnet. Jo længere mor ammer barnet, jo større helbredsmæssige fordele. Amning forebygger for eksempel visse kræftsygdomme hos både mor og barn samt kredsløbssygdomme hos kvinden. Modermælk forebygger og beskytter også mod infektioner og virus. Modermælk indeholder antistoffer og stamceller, der beskytter mod og hjælper barn gennem sygdom. Det sker ved, at moderens brystvorter aflæser barnets spyt og herefter producerer den eksakte sammensætning i mælken, som barnets krop har brug for. Barnets immunforsvar er nemlig først færdigudviklet i treårsalderen.

Den naturlige ammeperiode er faktisk mellem to og syv år, og anbefalingen fra WHO og Unicef er, at børn ammes i mindst to år. Når barnet er seks måneder, overgår det nemlig ikke over en nat fra modermælk til fast føde. Tarme og mave skal have lov at udvikle sig og følge med. Og for mange børn er overgangen til fast føde en lang fase. Men fordi mor skal tilbage på job, forceres fast føde ofte med smertefuld forstoppelse som en udbredt konsekvens. Dette vil forværres, hvis mor og barn skal adskilles endnu tidligere. Faktisk er det biologisk normalt, at barnets føde ved et års alderen stadig overvejende – eller for en meget stor del – består af modermælk. Modermælk kan dække halvdelen (eller mere) af baby’s energibehov, når det er seks til tolv måneder. Og en tredjedel af barnets energibehov når det er et til to år.

Igen ville mange sikkert indvende, at man jo bare kunne give flaske med udpumpet modermælk. Der er dog to udfordringer ved dette.

Amning er som sagt ikke bare mad. Den fysiske kontakt mellem mors krop og barnets krop, den velkendte duft, berøring og lyd giver barnet en tryghed, som da det lå i livmoderen. Der er en kropslig forbindelse mellem mors og barnets krop, som beroliger og regulerer hele barnets system, når det er træt, følelsesmæssigt overstimuleret eller småsyg. Når mor og mors ammebryster er væk fra barnet, vil det ikke kunne reguleres lige så effektivt, og barnet kan opleve unødig stress, uro og utryghed.

Amning er udbud og efterspørgsel. Opretholdelsen af en modermælksproduktion er afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Udpumpning er ikke lige så effektivt, som når barnet selv dier, og mange kan slet ikke pumpe ud. Det mest hensigtsmæssige for at opretholde en adækvat produktion er at friamme, det vil sige at amme, når barnet vil. Dette anbefales da også af WHO. Men dette kræver, at mor og barn ikke er adskilt.

I vores (adskillelses)kultur har vi dog næsten glemt, at det altså er langt mere biologisk normalt at amme børn under to år rigtig ofte både dag og nat.

Hvad vil det mon så betyde for ammefrekvensen og for ammelængden, hvis der reduceres yderligere i mors barsel til fordel for fars? Det kan vi se i Norge. Her har man registreret en nedgang i andelen af børn, der får modermælk, hver gang mors barsel er blevet reduceret. Begge norske Jordemoderorganisationer samt Helsesøstrene (Sundhedsplejerskerne) har da også kritiseret den tredelte barsel med øremærket fædrebarsel præcis med amningen som argument. Siden indførelsen af den nye barselsorlov i Norge har ammerådgivningerne oplevet rigtig mange henvendelser fra sønderknuste mødre, der mod deres vilje søger hjælp til ammestop, fordi de skal tilbage på job. Samtidig er andelen af kvinder, der går på ulønnet barsel også steget. Hvorfor? Fordi langt de fleste børn som sagt har brug for en meget længere tilvænningsfase til fast føde end det, som de nye norske barselsregler med øremærket fædrebarsel giver. De norske kvinder oplever også en øget risiko for sygemelding, idet barnet ofte øger natamningen meget, når mor pludselig er borte mange timer om dagen.

Ser vi altså på de evidensbaserede ammevejledninger fra WHO, burde mors barsel ikke forkortes til fordel for fars. Tværtimod burde mors barsel forlænges, så hun får mulighed for at opfylde WHOs ammeanbefaling om supplerende amning i mindst to år. Erfaringerne fra Norge viser helt klart, at når vi reducerer mors barsel til fordel for fars, så reducerer vi barnets ammeperiode.

Symbiose

Kvinden har i kraft af sin biologiske særstilling i forplantningen et tilknytnings- og følelsesmæssigt forspring, fordi hun har båret barnet i sin krop, har født det og ammer det. Hun er derfor biologisk og mentalt knyttet til barnet på en helt anden måde end far. Nu er symbiose ganske vist blevet et fy-ord i vores adskillelseskultur. Især mor-barn symbiose. For det passer ikke ind i vores ligestillingsfortælling om, at “far kan være lige så god som mor”. Men vi kommer ikke udenom, at barnet er blevet til i symbiose med mors krop, og at det betyder noget.

Tilknytningen mellem mor og barn sker allerede i livmoderen. Denne symbiose ophører ikke magisk i det moment, barnet er født. Tværtimod er opgaven (ihvertfald fra et tilknytningsperspektiv) at fortsætte denne symbiose udenfor livmoderen, indtil barn og mor er klar til at bryde den.

Vi kan derfor ikke mekanisk ligestille mor og far. Far kan ikke erstatte mor en til en i forhold til det helt lille barn. Far kan ikke amme baby, far kan ikke regulere baby lige så effektivt, baby er ikke lige så tryg ved fars krop i starten, og far er ikke knyttet symbiotisk til barnet. Mor og far er forskellige. De er begge lige vigtige i barnets liv; men de har forskellige roller til forskellige tider.

At ignorere kvindens særstilling eller undertrykke den på grund af en ligestillingsideologi er, for mig at se, både en stor uret mod barnet og mod moderen.

Det moderinstinkt og den moderintuition, der tændes, når kvinden bliver gravid og har født sit barn, er dyb og ældgammelt. Derfor føles det for langt de fleste mødre unaturligt og meget sorgfuldt at skulle adskilles fra deres lille ammebaby. Og ja, der er undtagelser. Men de er netop dette: undtagelser.

En forkortelse af mors barsel til fordel for far betyder, at symbiosen mellem mor og barn brydes meget abrupt. Barnets ret til tryghed og optimal næring, og moderens ret til at give det, må stå over ligestillingshensyn. Og derfor bør mor og barn ikke adskilles, før de begge er klar til det. Beskyttelsen af mor-barn symbiosen er derfor et andet godt argument imod at forkorte mors barsel til fordel for fars.

Respekt for moderskabet

Vi har brug for at genskabe respekten for moderskabet. Danske kvinder og deres nordiske søstre svigtes dagligt af et svangre-, fødsels- og postpartumsystem, som er udfordret af både ressourcemangel og af en kultur, der er alt andet end kvindevenlig. Og nu skal vi kvinder også svigtes i barselspolitikken på grund af en ligestillingsideologi, som ikke tager højde for vores biologiske særstilling i forplantningen.

Dette er ikke et ligestillingsmæssigt fremskridt. Det er et tilbageskridt. Vi kvinder skal have lov til at være kvinder. Vi skal have lov at være mødre. At fædre er trådt mere ind i omsorgsopgaverne i forhold til børn er godt. Men det skal ikke ske på bekostning af moderen.

Barselspolitikken bør tage udgangspunkt i moderens biologiske særstilling i forplantningen. Den bør tage udgangspunkt i, at vi kvinder bærer, føder og ammer børnene. Den bør tage udgangspunkt i barnets behov og ret til optimal næring og tryghed i deres første år.
Ikke i teoretisk ligestillingsideologi. Graviditet, fødsel og amning er særlige kvindelige domæner, der fortjener respekt og validering som noget særegent kvindeligt. Det burde vi som samfund værdsætte i stedet for at skynde på mødrene for at få dem hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet i ligestillingens navn.

Alt for ofte oplever jeg i den familiepolitiske debat, at vi ikke må italesætte og fremhæve moderskabet og mors særstilling i forplantningen som noget særligt. Når vi taler om moderskabet, føres samtalen næsten altid over på fædre og ligestilling. Det må vi gøre op med. Både for børnene og mødrenes skyld.

I stedet for at indføre øremærket fædrebarsel og forkorte mors tid med baby ville en meget bedre barselspolitik være at give familierne ret til at holde barsel sammen. Dette har UNICEF iøvrigt også foreslået. Optimalt ville det være med mulighed for to års barsel til mor og et år til far.

Et mere moder- og børnevenligt samfund vil være til fordel for alle. Også for fædre.

Dette indlæg er udtryk for Christina Brøndsholm Andersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ