Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først

ANMELDELSE

Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først

Anmeldelse af Ærø Manifestet af Maj My Humaidan.

12. april 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Gyldendal

Ærø Manifestet er en kritisk bog om de normer, vi som samfund ubevidst godtager, og en kærlig påmindelse om at huske at stoppe op og reflektere over de valg, vi træffer i det liv, vi lever.

ANMELDELSE AF ÆRØ MANIFESTET I sin nye bog, Ærø Manifestet, taler Maj My Humaidan til det dybeste i mennesket. Som den lille dreng i kejserens nye klæder italesætter hun det, vi i en fortravlet hverdag med ulvetime og kvalitetstid, lader os lulle ind i og derfor ikke ser – eller snarere; tillader os at mærke.

Hun stikker til og udfordrer de normer, vi som samfund godtager, når vi afleverer vores helt små børn i institutioner, hvor aflastningen ikke foregår i kærlighed, men udelukkende er en økonomisk udveksling; ”pædagogernes tid for mine penge, og min tid til arbejdsmarkedet,” som Maj selv formulerer det.Når vi – efter at være blevet forældre – halser videre, som om intet var hændt, og blot ser børnene som en tilføjelse. Som nogle, der skal ”tilpasse sig alt det, der kom før dem.”Eller når vi måske nok mærker, at vi er ved at knække halsen, men i stedet for at stoppe op, skæver til naboen, der synes at klare det hele uden problemer, og derfor fortsætter med lukkede øjne og de samme bedøvende fortællinger.Ærø Manifestet er kritisk, men ikke fordømmende eller missionerende.Omdrejningspunktet er Majs egne erfaringer og familiens rejse til et mere bevidst liv.En rejse, hvor smerten over at moderskabet i dag er et enten ensomt eller adskilt foretagende, formuleres på en måde, der mærkes i de sår, jeg selv bærer. Og hvor den sorgfulde erkendelse af at hjælpen og alternativet ikke ligger lige for, fordi den så nødvendige landsby udgøres af institutionelle rammer med fremmede voksne, hvor forældre ikke er velkomne, vækker genklang.I Ærø Manifestet følger vi familien, der udover Maj består af gemalen, Kristian, og børnene Storm, Ilja, Live og Juno til Ærø, hvor de bryder ud af hamsterhjulet og tager børnene ud af deres institutioner og skole. Hvilket dog ikke sker uden en – igen meget genkendelig – splittelse og sårbarhed. For som Maj skriver; “det er svært at leve et naturligt liv i en ikke ret naturlig kultur.””Vi har opdaget, at det er svært at være sammen på fuld tid i et samfund, der ikke er indrettet til det. Hvis jeg tager vare på mine børn, tager jeg ikke vare på mig selv, hvis jeg tager vare på mig selv, tager jeg ikke vare på mine børn, det er en ond spiral, og hvor ender den?” spørger Maj således.Ærø Manifestet handler også om, hvor svært det er at bryde ud af illusionen om rigtigt og forkert. Om at man er nødt til at sætte sig selv fri, før man kan gøre det samme med sine børn. Om at ære sig selv og om at vriste sig fri af den følelse af tyngde og ansvar, generationer af kvinder har båret, før vi kom hertil.

“Hvis jeg tager vare på mine børn, tager jeg ikke vare på mig selv, hvis jeg tager vare på mig selv, tager jeg ikke vare på mine børn, det er en ond spiral, og hvor ender den?”

 
Maj My Humaidan

Når jeg læser Ærø Manifestet, læser jeg også en bog om parforhold. Om den indædte vrede. Om det fine, der sker, når vi lærer at sætte ord på vores ønsker og behov, om tillid og det at stå bag hinanden. ”Sammen kan vi alt, hvis vi skiftes til at holde balancen,” som Maj så poetisk skriver.Jeg læser ligeledes en fortælling om, at udvikling og ændringer tager tid, og at vi må tage os selv den tid. Ærø Manifestet er fuld af håb og er for mig en kærlig påmindelse om, at vi gerne må skifte retning – og at det kan være helt nødvendigt, når vi lever et bevidst liv.Maj og familien lader da også deres hjerte føre dem til Vejle og tilbage til Ærø igen, og fra et liv med hjemmeskole til et liv med alle fire børn i skole. Men denne gang med en anden bevidsthed og andre erfaringer, som Maj skriver:“Mine børn ved, at livet kan leves på mange måder, de forstår i deres celler betydningen af frie valg, af fordele og ulemper, og de er stadig de mest besværlige elever i deres klasselokaler, hvilket ikke kun er en god ting, men bestemt heller ikke det modsatte. Oplevelser bliver først til erfaringer, når vi har taget os tid til at reflektere over dem, og jeg har lært at se min historie som netop en samling erfaringer, der alle har deres berettigelse, uanset hvor smertefulde eller klodsede, uplanlagte eller overvældende de har været. Det er sådan, vi bliver klogere end dem, vi står på skuldrene af.”Ærø Manifestet er uden tvivl en bog, der kan og skal læses flere gange. Maj er en formidabel formidler, hun stiller spørgsmål og skriver, så det mærkes og inspirerer til refleksion og handling. Hun er en ild, hvis skær kaster lys over nogle af de ting, der skal ændres, hvis vi skal kunne leve et liv med åbne øjne.

“Oplevelser bliver først til erfaringer, når vi har taget os tid til at reflektere over dem, og jeg har lært at se min historie som netop en samling erfaringer, der alle har deres berettigelse, uanset hvor smertefulde eller klodsede, uplanlagte eller overvældende de har været.”

 
Maj My Humaidan

Mit håb er derfor, at rigtig mange vil tage sig tid til den og derefter mærke efter, hvad den sætter i gang indeni.For, som Maj selv formulerer det: “Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først.”

Og:

”Tænk, hvis vi forstod, at det, vi hele tiden halser efter, alt sammen findes indeni og lige omkring os allerede, og at intet af det, vi måler succes på i vores kultur, kan komme med os videre, når vi en dag skal herfra.”

ANMELDELSE

Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først

Anmeldelse af Ærø Manifestet af Maj My Humaidan.

12. april 2023 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Gyldendal

 

Ærø Manifestet er en kritisk bog om de normer, vi som samfund ubevidst godtager, og en kærlig påmindelse om at huske at stoppe op og reflektere over de valg, vi træffer i det liv, vi lever.

 

ANMELDELSE AF ÆRØ MANIFESTET I sin nye bog, Ærø Manifestet, taler Maj My Humaidan til det dybeste i mennesket. Som den lille dreng i kejserens nye klæder italesætter hun det, vi i en fortravlet hverdag med ulvetime og kvalitetstid, lader os lulle ind i og derfor ikke ser – eller snarere; tillader os at mærke.

Hun stikker til og udfordrer de normer, vi som samfund godtager, når vi afleverer vores helt små børn i institutioner, hvor aflastningen ikke foregår i kærlighed, men udelukkende er en økonomisk udveksling; ”pædagogernes tid for mine penge, og min tid til arbejdsmarkedet,” som Maj selv formulerer det.Når vi – efter at være blevet forældre – halser videre, som om intet var hændt, og blot ser børnene som en tilføjelse. Som nogle, der skal ”tilpasse sig alt det, der kom før dem.”Eller når vi måske nok mærker, at vi er ved at knække halsen, men i stedet for at stoppe op, skæver til naboen, der synes at klare det hele uden problemer, og derfor fortsætter med lukkede øjne og de samme bedøvende fortællinger.Ærø Manifestet er kritisk, men ikke fordømmende eller missionerende.Omdrejningspunktet er Majs egne erfaringer og familiens rejse til et mere bevidst liv.En rejse, hvor smerten over at moderskabet i dag er et enten ensomt eller adskilt foretagende, formuleres på en måde, der mærkes i de sår, jeg selv bærer. Og hvor den sorgfulde erkendelse af at hjælpen og alternativet ikke ligger lige for, fordi den så nødvendige landsby udgøres af institutionelle rammer med fremmede voksne, hvor forældre ikke er velkomne, vækker genklang.I Ærø Manifestet følger vi familien, der udover Maj består af gemalen, Kristian, og børnene Storm, Ilja, Live og Juno til Ærø, hvor de bryder ud af hamsterhjulet og tager børnene ud af deres institutioner og skole. Hvilket dog ikke sker uden en – igen meget genkendelig – splittelse og sårbarhed. For som Maj skriver; “det er svært at leve et naturligt liv i en ikke ret naturlig kultur.””Vi har opdaget, at det er svært at være sammen på fuld tid i et samfund, der ikke er indrettet til det. Hvis jeg tager vare på mine børn, tager jeg ikke vare på mig selv, hvis jeg tager vare på mig selv, tager jeg ikke vare på mine børn, det er en ond spiral, og hvor ender den?” spørger Maj således.Ærø Manifestet handler også om, hvor svært det er at bryde ud af illusionen om rigtigt og forkert. Om at man er nødt til at sætte sig selv fri, før man kan gøre det samme med sine børn. Om at ære sig selv og om at vriste sig fri af den følelse af tyngde og ansvar, generationer af kvinder har båret, før vi kom hertil.

“Hvis jeg tager vare på mine børn, tager jeg ikke vare på mig selv, hvis jeg tager vare på mig selv, tager jeg ikke vare på mine børn, det er en ond spiral, og hvor ender den?”

 
Maj My Humaidan

Når jeg læser Ærø Manifestet, læser jeg også en bog om parforhold. Om den indædte vrede. Om det fine, der sker, når vi lærer at sætte ord på vores ønsker og behov, om tillid og det at stå bag hinanden. ”Sammen kan vi alt, hvis vi skiftes til at holde balancen,” som Maj så poetisk skriver.Jeg læser ligeledes en fortælling om, at udvikling og ændringer tager tid, og at vi må tage os selv den tid. Ærø Manifestet er fuld af håb og er for mig en kærlig påmindelse om, at vi gerne må skifte retning – og at det kan være helt nødvendigt, når vi lever et bevidst liv.Maj og familien lader da også deres hjerte føre dem til Vejle og tilbage til Ærø igen, og fra et liv med hjemmeskole til et liv med alle fire børn i skole. Men denne gang med en anden bevidsthed og andre erfaringer, som Maj skriver:“Mine børn ved, at livet kan leves på mange måder, de forstår i deres celler betydningen af frie valg, af fordele og ulemper, og de er stadig de mest besværlige elever i deres klasselokaler, hvilket ikke kun er en god ting, men bestemt heller ikke det modsatte. Oplevelser bliver først til erfaringer, når vi har taget os tid til at reflektere over dem, og jeg har lært at se min historie som netop en samling erfaringer, der alle har deres berettigelse, uanset hvor smertefulde eller klodsede, uplanlagte eller overvældende de har været. Det er sådan, vi bliver klogere end dem, vi står på skuldrene af.”Ærø Manifestet er uden tvivl en bog, der kan og skal læses flere gange. Maj er en formidabel formidler, hun stiller spørgsmål og skriver, så det mærkes og inspirerer til refleksion og handling. Hun er en ild, hvis skær kaster lys over nogle af de ting, der skal ændres, hvis vi skal kunne leve et liv med åbne øjne.

“Oplevelser bliver først til erfaringer, når vi har taget os tid til at reflektere over dem, og jeg har lært at se min historie som netop en samling erfaringer, der alle har deres berettigelse, uanset hvor smertefulde eller klodsede, uplanlagte eller overvældende de har været.”

 
Maj My Humaidan

Mit håb er derfor, at rigtig mange vil tage sig tid til den og derefter mærke efter, hvad den sætter i gang indeni.For, som Maj selv formulerer det: “Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først.”

Og:

”Tænk, hvis vi forstod, at det, vi hele tiden halser efter, alt sammen findes indeni og lige omkring os allerede, og at intet af det, vi måler succes på i vores kultur, kan komme med os videre, når vi en dag skal herfra.”

LÆS OGSÅ

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

 

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

 

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

LÆS OGSÅ

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

DEBAT

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

5. marts 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bianca Berndt, Unsplash

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog. Hun har arbejdet med pædagogisk ledelse indenfor dagtilbudsområdet i 11 år og de efterfølgende 6 år været samarbejdspartner med Jens Arentzen. Suzanne er ansat som paragraf 54 støtte og deltids-socialpædagog på specialbørnehjem. Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Lad mig slå det fast med det samme; stress og mistrivsel kan ramme i alle aldre og i alle samfundslag. “Kært barn” har mange navne: Voksne har stress, i skoleregi har eleverne skolevægring, og i institutionsverdenen taler vi om børn med problematikker som sociale vanskeligheder, udadreagerende adfærd m.m.

Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Men hvad skyldes den voldsomme og voksende mistrivsel og stress?

Som pædagog og pædagogisk leder frem til 2019, hvorefter jeg arbejdede med Jens Arentzen, der havde en unik indsigt i menneskets følelsesmæssige og relationelle betydning for menneskelig trivsel, oplever jeg frygt, som den grundlæggende og bagvedliggende årsag til mistrivsel – uanset alder og samfundslag i øvrigt.

Frygt for ikke at have legekammerater i børnehaven, frygt for de krav og forventninger, der er i skolen, frygt for ikke at “passe ind”, frygt for ikke at kunne håndtere krav og forventningspres på ens arbejdsplads og en umenneskelig præstationsforventning til sig selv.

“Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.”

 
Suzanne Lisborg

Når vi er styret af en ubevidst frygt (som vi aldrig har lært at mærke kroppens signaler på), er vores nervesystem konstant i beredskab for udefrakommende farer. Dermed kommer mistilliden snigende og skubber yderligere til frygten med følgende spørgsmål: “Hvem kan jeg have tillid til”, “hvem vil mig det bedste”, og “hvordan gør jeg mig berettiget til at være den, jeg er, og har jeg overhovedet lov til at være her”?

Når frygten (ofte ubevidst) styrer vores liv vil vores forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier hjælpe os i starten, så vi ”undgår” at sætte os selv i situationer, hvor vi oplever, at frygten tager over. Men det er lidt som “at tisse i bukserne,” for det fjerner ikke den grundlæggende følelse. Tværtimod.

Når vi negligerer de ubehagelige følelser, ophober vores kroppe alle disse “affaldsstoffer” og begynder at sende kropslige signaler som hjertebanken, hurtig puls, hovedpine, mavepine, tankemylder og søvnbesvær. Og når vi overhører alarmklokkerne, vil det på et tidspunkt få konsekvenser.

Derfor er vi nødt til at se på, hvad det er, der skaber tilstanden af frygt – både i rollen som forælder, arbejdsgiver, fagperson osv.

Selv tror jeg, at en del af årsagen er, at rigtig mange voksne ikke har en følelsesmæssig selvindsigt i egen tidlige tilknytning, såvel som i hvad de erfaringer har af betydning i ens voksne liv. Og hvis vi som børn er opvokset i en familiedynamik, hvor der ikke blev talt om det sorrigfulde, er der stor fare for, at vi videregiver denne tilgang til vores børn. Det kan med andre ord medføre, at vi ikke har de rette værktøjer til at være i de svære følelser sammen med vores børn, når de er i mistrivsel/angst. Dermed kan vi ikke være den trygge ryg, som vores børn har brug for at kunne spille bold op ad. Samtidig er der større risiko for, at vi formes af tidens tendenser – at vi følger strømmen – uden at stille spørgsmål eller overveje at træde nye stier, hvis vi som voksne ikke kender eller mærker vores egne grænser eller har bevidsthed om vores egne værdier.

Det betyder dog ikke, at den enkelte – uanset alder og position – kan gøres ansvarlig for sin mistrivsel eller stress. I stedet mener jeg, at de bør ses som levende eksempler på, at vores samfund må og skal redefineres og nytænkes skridt for skridt. Og der har vi alle et ansvar.

For ja; det kan naturligvis ikke gøres på en gang og over night. Det tager tid. Men det er de små skridt, vi hver især tager, der har afgørende betydning for den trivsel, så mange lige nu råber så indædt efter, hvad enten vi taler familie, institution, skole eller job.

Og når det gælder vores børn, må vi forældre selvfølgelig tage ansvar og med små skridt forsøge at gå forrest. Vores børn gør nemlig ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices (som forskning ligeledes viser kan være led i ensomhed og mistrivsel, når de bruges grænseløst), “smitter” det af på vores børn.

For at få et andet resultat, må vi som forældre selv sagt gøre noget andet. Forældreskab er lederskab, og vores børn har krav på vores nærvær. Krav på, at vi lytter til dem og kan håndtere den sorg, der er forbundet med mistrivsel. For det er netop i relationen, løsningen findes. At føle sig som en del af et fællesskab og føle sig betydningsfuld for den, vi er, og ikke udelukkende for det, vi kan.

“Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices, “smitter” det af på vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Hvad løsningen er for den enkelte familie, kan være individuelt. Men min opfordring er uden tvivl, at hvis du som forældre har mulighed for rent arbejdsmæssigt at gå lidt timer ned for dermed at skabe overskud til at prioritere samværet og nærværet i familien, så gør det. På den måde sender vi også et tydeligt signal til vores politikere om, at vi prioriterer tilknytningens betydning og ønsker at give vores børn de bedste forudsætninger for at blive dem, de er, og ikke dem, samfundet ønsker, de skal være. At vi ønsker at støtte dem i at mærke sig selv og egne grænser og dermed ruste dem til de opgaver, livet fører med sig.

Ved at sætte tempoet ned, tager vi som forældre det første vigtige skridt i mistrivslens navn. Og det er, mener jeg, menneskelig bæredygtighed.

DEBAT

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

5. marts 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bianca Berndt, Unsplash

 

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog. Hun har arbejdet med pædagogisk ledelse indenfor dagtilbudsområdet i 11 år og de efterfølgende 6 år været samarbejdspartner med Jens Arentzen. Suzanne er ansat som paragraf 54 støtte og deltids-socialpædagog på specialbørnehjem. Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Lad mig slå det fast med det samme; stress og mistrivsel kan ramme i alle aldre og i alle samfundslag. “Kært barn” har mange navne: Voksne har stress, i skoleregi har eleverne skolevægring, og i institutionsverdenen taler vi om børn med problematikker som sociale vanskeligheder, udadreagerende adfærd m.m. 

Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Men hvad skyldes den voldsomme og voksende mistrivsel og stress? 

Som pædagog og pædagogisk leder frem til 2019, hvorefter jeg arbejdede med Jens Arentzen, der havde en unik indsigt i menneskets følelsesmæssige og relationelle betydning for menneskelig trivsel, oplever jeg frygt, som den grundlæggende og bagvedliggende årsag til mistrivsel – uanset alder og samfundslag i øvrigt. 

Frygt for ikke at have legekammerater i børnehaven, frygt for de krav og forventninger, der er i skolen, frygt for ikke at “passe ind”, frygt for ikke at kunne håndtere krav og forventningspres på ens arbejdsplads og en umenneskelig præstationsforventning til sig selv. 

“Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.”

 
Suzanne Lisborg

Når vi er styret af en ubevidst frygt (som vi aldrig har lært at mærke kroppens signaler på), er vores nervesystem konstant i beredskab for udefrakommende farer. Dermed kommer mistilliden snigende og skubber yderligere til frygten med følgende spørgsmål: “Hvem kan jeg have tillid til”, “hvem vil mig det bedste”, og “hvordan gør jeg mig berettiget til at være den, jeg er, og har jeg overhovedet lov til at være her”?

Når frygten (ofte ubevidst) styrer vores liv vil vores forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier hjælpe os i starten, så vi ”undgår” at sætte os selv i situationer, hvor vi oplever, at frygten tager over. Men det er lidt som “at tisse i bukserne,” for det fjerner ikke den grundlæggende følelse. Tværtimod. 

Når vi negligerer de ubehagelige følelser, ophober vores kroppe alle disse “affaldsstoffer” og begynder at sende kropslige signaler som hjertebanken, hurtig puls, hovedpine, mavepine, tankemylder og søvnbesvær. Og når vi overhører alarmklokkerne, vil det på et tidspunkt få konsekvenser.

Derfor er vi nødt til at se på, hvad det er, der skaber tilstanden af frygt – både i rollen som forælder, arbejdsgiver, fagperson osv. 

Selv tror jeg, at en del af årsagen er, at rigtig mange voksne ikke har en følelsesmæssig selvindsigt i egen tidlige tilknytning, såvel som i hvad de erfaringer har af betydning i ens voksne liv. Og hvis vi som børn er opvokset i en familiedynamik, hvor der ikke blev talt om det sorrigfulde, er der stor fare for, at vi videregiver denne tilgang til vores børn. Det kan med andre ord medføre, at vi ikke har de rette værktøjer til at være i de svære følelser sammen med vores børn, når de er i mistrivsel/angst. Dermed kan vi ikke være den trygge ryg, som vores børn har brug for at kunne spille bold op ad. Samtidig er der større risiko for, at vi formes af tidens tendenser – at vi følger strømmen – uden at stille spørgsmål eller overveje at træde nye stier, hvis vi som voksne ikke kender eller mærker vores egne grænser eller har bevidsthed om vores egne værdier.

Det betyder dog ikke, at den enkelte – uanset alder og position – kan gøres ansvarlig for sin mistrivsel eller stress. I stedet mener jeg, at de bør ses som levende eksempler på, at vores samfund må og skal redefineres og nytænkes skridt for skridt. Og der har vi alle et ansvar.

For ja; det kan naturligvis ikke gøres på en gang og over night. Det tager tid. Men det er de små skridt, vi hver især tager, der har afgørende betydning for den trivsel, så mange lige nu råber så indædt efter, hvad enten vi taler familie, institution, skole eller job. 

Og når det gælder vores børn, må vi forældre selvfølgelig tage ansvar og med små skridt forsøge at gå forrest. Vores børn gør nemlig ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices (som forskning ligeledes viser kan være led i ensomhed og mistrivsel, når de bruges grænseløst), “smitter” det af på vores børn.

For at få et andet resultat, må vi som forældre selv sagt gøre noget andet. Forældreskab er lederskab, og vores børn har krav på vores nærvær. Krav på, at vi lytter til dem og kan håndtere den sorg, der er forbundet med mistrivsel. For det er netop i relationen, løsningen findes. At føle sig som en del af et fællesskab og føle sig betydningsfuld for den, vi er, og ikke udelukkende for det, vi kan.

“Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices, “smitter” det af på vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Hvad løsningen er for den enkelte familie, kan være individuelt. Men min opfordring er uden tvivl, at hvis du som forældre har mulighed for rent arbejdsmæssigt at gå lidt timer ned for dermed at skabe overskud til at prioritere samværet og nærværet i familien, så gør det. På den måde sender vi også et tydeligt signal til vores politikere om, at vi prioriterer tilknytningens betydning og ønsker at give vores børn de bedste forudsætninger for at blive dem, de er, og ikke dem, samfundet ønsker, de skal være. At vi ønsker at støtte dem i at mærke sig selv og egne grænser og dermed ruste dem til de opgaver, livet fører med sig.

Ved at sætte tempoet ned, tager vi som forældre det første vigtige skridt i mistrivslens navn. Og det er, mener jeg, menneskelig bæredygtighed. 

LÆS OGSÅ

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn …

MODERSKAB

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn …

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej ...

3. september 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Janko Ferlič, Unsplash

 

Det handler ikke om dig, og hvad vi tror, du kan. Det handler om vores barn og dets behov.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej, er det ikke fordi, jeg ikke stoler på dig.

Når du sidder med mit lille barn, og det bliver ked og søgende, og jeg tager det og trøster, er det ikke fordi, jeg ikke tror på, du kan holde det tæt.

Når jeg takker nej til dit velmenende tilbud om pasning, så vi som forældre kan gå ud og spise eller i biografen, er det ikke fordi, jeg ikke tror på, du kan klare det.

Når jeg ikke ringer, er det ikke fordi, jeg ikke tænker på dig.

“Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej, er det ikke fordi, jeg ikke stoler på dig.”

 
Marta Gramstrup Wriedt

Når jeg afslår dit tilbud om at trille mit barn en tur eller putte, er det ikke fordi, jeg ikke tror på dine evner.

Når vi ikke kommer på besøg særlig tit eller igen takker nej til en familiefest, er det ikke fordi, vi ikke kan lide dig og ikke vil dig.

Det handler faktisk slet ikke om dig, hvad vi synes om dig, og hvad vi tror, du kan. Det handler om vores barn og dets behov.

Jeg kræver ikke, du forstår. Ej heller at du lever som os. Men vid, at vi ikke har indrettet vores liv for bevidst at træde dig over tæerne. Vi har indrettet det, så det giver bedst mulig mening for os – og vores barn.

MODERSKAB

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn …

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej ...

3. september 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Janko Ferlič, Unsplash

 

Det handler ikke om dig, og hvad vi tror, du kan. Det handler om vores barn og dets behov.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

 

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej, er det ikke fordi, jeg ikke stoler på dig.

Når du sidder med mit lille barn, og det bliver ked og søgende, og jeg tager det og trøster, er det ikke fordi, jeg ikke tror på, du kan holde det tæt.

Når jeg takker nej til dit velmenende tilbud om pasning, så vi som forældre kan gå ud og spise eller i biografen, er det ikke fordi, jeg ikke tror på, du kan klare det.

Når jeg ikke ringer, er det ikke fordi, jeg ikke tænker på dig.

“Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej, er det ikke fordi, jeg ikke stoler på dig.”

 
Marta Gramstrup Wriedt

Når jeg afslår dit tilbud om at trille mit barn en tur eller putte, er det ikke fordi, jeg ikke tror på dine evner.

Når vi ikke kommer på besøg særlig tit eller igen takker nej til en familiefest, er det ikke fordi, vi ikke kan lide dig og ikke vil dig.

Det handler faktisk slet ikke om dig, hvad vi synes om dig, og hvad vi tror, du kan. Det handler om vores barn og dets behov.

Jeg kræver ikke, du forstår. Ej heller at du lever som os. Men vid, at vi ikke har indrettet vores liv for bevidst at træde dig over tæerne. Vi har indrettet det, så det giver bedst mulig mening for os – og vores barn.

LÆS OGSÅ

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

FØDSEL

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

Rutineundersøgelser kan skabe unødig frygt hos gravide og fødende, mener forfattere til bogen Natural birth.

11. maj 2020 | Af Louise og Anja Pedersen | Foto: Unsplash

Det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Fokus skal flyttes fra, hvad der kan gå galt, til hvad vi kan gøre for at graviditet, fødsel og den første barselstid bliver så tryg og kærlig som muligt, skriver to doulaer og forfattere i dette indlæg.

Louise Pedersen og Anja Pedersen er doulaer og forfattere til bogen Nature´s Masterplan for Birth, som beskriver, hvordan vi fra naturens side er skabt til at være gravide, føde og passe på vores børn på en måde, der hele vejen igennem denne specielle tid er sikker, tryg, styrkende og kærlig. Du kan købe deres bog her.

Urinprøver, blodtryksmåling, indvendig undersøgelse, igangsættelse, misdannelsesscanning, oxytocin i drop, epidural, kejsersnit, CTG og sugekop er ord, langt de fleste gravide og fødende kender.

Faktisk er vi nået dertil, hvor det er blevet normalen. Hvor vi bliver forskrækkede, når vi hører om gravide, der har valgt scanninger fra. For hvordan kan de så vide, om deres baby fejler noget? Eller når vi hører om nogen, der har valgt at føde hjemme, og vores tanker straks kredser om, hvad der kan gå galt i den situation.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at vi som det første, efter vi har konstateret, at vi er gravide, ringer og bestiller en tid hos lægen. Og at vi ved den undersøgelse både får tjekket vores urin, blodtryk, taget en blodprøve, får lavet en indvendig undersøgelse og booket tid til scanninger. Alt sammen rutineundersøgelser, som det desværre er de færreste gravide, der bliver spurgt, om de overhovedet ønsker, får fremlagt fordele og ulemper ved, eller selv har taget stilling til på forhånd.

Og bedre bliver det desværre ikke, når fødslen går i gang. Her kommer der om muligt endnu flere tilbud, rutineundersøgelser og indgreb, man som fødende ofte ikke forstår hverken betydningen eller konsekvensen af.

“For the first time in human history, pregnancy and birth is all about scans, blood pressure measurement, vaginal exams, pain relief, inductions, blood tests, synthetic hormones, cord clamping, c-sections, and separation of mother and baby. All in the name of evaluating and reducing risks.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Spørgsmålet er nu, om vi kan være bekendt, både som enkeltpersoner og som samfund, at plante så meget frygt for, at noget kan gå galt, i vores gravide, fødende og nybagte mødre. En frygt, der desværre ikke kun sætter sig i kvinden, men også i hendes ufødte baby, som svømmende rundt i fostervand, bliver marineret i denne frygt og usikkerhed, og derfor forbereder sig på at møde en usikker verden, hvor faren konstant kan lure lige om hjørnet.

Om vi kan være bekendt at vi tillader et stigende antal undersøgelser, indgreb, behov for medicinsk smertelindring, kejsersnit, efterfødselsreaktioner, traumatiserende fødselsoplevelser og babyer, der har behov for indlæggelse og behandling efter fødslen?

Og om vi som gravide, fødende og nybagte mødre fortsat vil lade os at være patienter, eller om vi vil påtage os ansvaret for at indsamle så meget viden, som overhoved muligt, om naturlige graviditeter og fødsler samt sætte os ind i de mange tilbud, deres fordele og risiko. Og dermed blive en aktiv beslutningstager, som vælger til og fra, ud fra hvad der er bedst for os selv og vores babyer?

“Since we´re presented with so many offers and choices, that nature didn’t plan for, our thinking mind has to take part in our birth preparation too. We simply need to actively consider the many offers and make the choices that are right for us and our babies.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Vi mener, at det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Hvor vi sammen flytter fokus fra, hvad der kan gå galt, over til hvad vi kan gøre for at gøre graviditet, fødsel og den første barselstid ikke alene så sikker som muligt, men i ligeså høj grad så tryg, behagelig, udviklende og kærlig som muligt.

At vi får udbredt viden om, hvor ualmindeligt fantastisk vores kroppe er skabt til ikke blot at bære og føde vores børn, men også til at passe på dem efterfølgende. Og at det at være gravid, fødende og nybagt mor, kan være noget af det mest fantastiske, vi som kvinder nogensinde vil opleve.

“Birth is a natural, perfectly designed, and very complex process, that humans still don´t completely understand. It´s a beautiful dance between mother and baby, as the baby twists and turns his or her way into the world, while the mother instinctively moves her body to ease her baby´s passage. A hormonal orchestration unlike any other, that ensures a safe and magical birthing experience…”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Naturlige fødsler kan være ufatteligt smukke, livsbekræftende og healende, og det er i vores øjne på tide, at de fødende får tid, ro, opmuntring og tillid til at fødslen kan udfolde sig sådan, som naturen havde tiltænkt.

Dette indlæg er udtryk for Anja Pedersens og Louise Pedersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

FØDSEL

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

Rutineundersøgelser kan skabe unødig frygt hos gravide og fødende, mener forfattere til bogen Natural birth.

11. maj 2020 | Af Louise og Anja Pedersen | Foto: Unsplash

 

Det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Fokus skal flyttes fra, hvad der kan gå galt, til hvad vi kan gøre for at graviditet, fødsel og den første barselstid bliver så tryg og kærlig som muligt, skriver to doulaer og forfattere i dette indlæg.

Louise Pedersen og Anja Pedersen er doulaer og forfattere til bogen Nature´s Masterplan for Birth, som beskriver, hvordan vi fra naturens side er skabt til at være gravide, føde og passe på vores børn på en måde, der hele vejen igennem denne specielle tid er sikker, tryg, styrkende og kærlig. Du kan købe deres bog her.

Urinprøver, blodtryksmåling, indvendig undersøgelse, igangsættelse, misdannelsesscanning, oxytocin i drop, epidural, kejsersnit, CTG og sugekop er ord, langt de fleste gravide og fødende kender.

Faktisk er vi nået dertil, hvor det er blevet normalen. Hvor vi bliver forskrækkede, når vi hører om gravide, der har valgt scanninger fra. For hvordan kan de så vide, om deres baby fejler noget? Eller når vi hører om nogen, der har valgt at føde hjemme, og vores tanker straks kredser om, hvad der kan gå galt i den situation.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at vi som det første, efter vi har konstateret, at vi er gravide, ringer og bestiller en tid hos lægen. Og at vi ved den undersøgelse både får tjekket vores urin, blodtryk, taget en blodprøve, får lavet en indvendig undersøgelse og booket tid til scanninger. Alt sammen rutineundersøgelser, som det desværre er de færreste gravide, der bliver spurgt, om de overhovedet ønsker, får fremlagt fordele og ulemper ved, eller selv har taget stilling til på forhånd.

Og bedre bliver det desværre ikke, når fødslen går i gang. Her kommer der om muligt endnu flere tilbud, rutineundersøgelser og indgreb, man som fødende ofte ikke forstår hverken betydningen eller konsekvensen af.

“For the first time in human history, pregnancy and birth is all about scans, blood pressure measurement, vaginal exams, pain relief, inductions, blood tests, synthetic hormones, cord clamping, c-sections, and separation of mother and baby. All in the name of evaluating and reducing risks.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Spørgsmålet er nu, om vi kan være bekendt, både som enkeltpersoner og som samfund, at plante så meget frygt for, at noget kan gå galt, i vores gravide, fødende og nybagte mødre. En frygt, der desværre ikke kun sætter sig i kvinden, men også i hendes ufødte baby, som svømmende rundt i fostervand, bliver marineret i denne frygt og usikkerhed, og derfor forbereder sig på at møde en usikker verden, hvor faren konstant kan lure lige om hjørnet.

Om vi kan være bekendt at vi tillader et stigende antal undersøgelser, indgreb, behov for medicinsk smertelindring, kejsersnit, efterfødselsreaktioner, traumatiserende fødselsoplevelser og babyer, der har behov for indlæggelse og behandling efter fødslen?

Og om vi som gravide, fødende og nybagte mødre fortsat vil lade os at være patienter, eller om vi vil påtage os ansvaret for at indsamle så meget viden, som overhoved muligt, om naturlige graviditeter og fødsler samt sætte os ind i de mange tilbud, deres fordele og risiko. Og dermed blive en aktiv beslutningstager, som vælger til og fra, ud fra hvad der er bedst for os selv og vores babyer?

“Since we´re presented with so many offers and choices, that nature didn’t plan for, our thinking mind has to take part in our birth preparation too. We simply need to actively consider the many offers and make the choices that are right for us and our babies.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Vi mener, at det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Hvor vi sammen flytter fokus fra, hvad der kan gå galt, over til hvad vi kan gøre for at gøre graviditet, fødsel og den første barselstid ikke alene så sikker som muligt, men i ligeså høj grad så tryg, behagelig, udviklende og kærlig som muligt.

At vi får udbredt viden om, hvor ualmindeligt fantastisk vores kroppe er skabt til ikke blot at bære og føde vores børn, men også til at passe på dem efterfølgende. Og at det at være gravid, fødende og nybagt mor, kan være noget af det mest fantastiske, vi som kvinder nogensinde vil opleve.

“Birth is a natural, perfectly designed, and very complex process, that humans still don´t completely understand. It´s a beautiful dance between mother and baby, as the baby twists and turns his or her way into the world, while the mother instinctively moves her body to ease her baby´s passage. A hormonal orchestration unlike any other, that ensures a safe and magical birthing experience…”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Naturlige fødsler kan være ufatteligt smukke, livsbekræftende og healende, og det er i vores øjne på tide, at de fødende får tid, ro, opmuntring og tillid til at fødslen kan udfolde sig sådan, som naturen havde tiltænkt.

Dette indlæg er udtryk for Anja Pedersens og Louise Pedersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ