Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

MODERSKAB

Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

Mine anbefalinger til bøger om børn.

11. juni 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Litteratur har langt fra altid svaret. Men noget har for mig været en støtte i mit tidlige moderskab, fordi jeg i ordene følte mig set. En god stak af disse bøger har jeg samlet i denne guide.

Da jeg blev moder, blev der vendt op og ned på mit verdensbillede. Alt, jeg havde tænkt og fået at vide om ligestilling og mænd og kvinders kunnen – ikke mindst i forældreskabet – harmonerede ikke med det, jeg selv erfarede. Samtidig oplevede jeg en voksende knude i maven over at aflevere mit helt lille barn til fremmede. Det føltes slet ikke rigtigt.

Der gik dog mange år, før jeg mødte andre, som italesatte det, jeg følte, og endnu længere før jeg havde overskud til at læse og føle mig set i andres erfaringer og ord.

Nogle af de bøger, jeg endte med at finde stor forståelse i, anbefaler jeg gerne, når nogen spørger. Og nu har jeg også valgt at samle 10 af dem i denne lille “guide”.

Det er bøger, som på forskellig vis rummer aspekter af moderskabet og livet med børn, men det er også bøger, som i høj grad gør op med skal og bør og hylder det at mærke efter og handle på det.

Læs, brug, anbefal videre eller spring let og elegant over. Valget er heldigvis dit.

MODERSKAB

Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

Mine anbefalinger til bøger om børn.

11. juni 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

 

Litteratur har langt fra altid svaret. Men noget har for mig været en støtte i mit tidlige moderskab, fordi jeg i ordene følte mig set. En god stak af disse bøger har jeg samlet i denne guide.

 

Da jeg blev moder, blev der vendt op og ned på mit verdensbillede. Alt, jeg havde tænkt og fået at vide om ligestilling og mænd og kvinders kunnen – ikke mindst i forældreskabet – harmonerede ikke med det, jeg selv erfarede. Samtidig oplevede jeg en voksende knude i maven over at aflevere mit helt lille barn til fremmede. Det føltes slet ikke rigtigt.

Der gik dog mange år, før jeg mødte andre, som italesatte det, jeg følte, og endnu længere før jeg havde overskud til at læse og føle mig set i andres erfaringer og ord.

Nogle af de bøger, jeg endte med at finde stor forståelse i, anbefaler jeg gerne, når nogen spørger. Og nu har jeg også valgt at samle 10 af dem i denne lille “guide”.

Det er bøger, som på forskellig vis rummer aspekter af moderskabet og livet med børn, men det er også bøger, som i høj grad gør op med skal og bør og hylder det at mærke efter og handle på det.

Læs, brug, anbefal videre eller spring let og elegant over. Valget er heldigvis dit.

Fostrets og fødslens psykologi

Henrik Dybvad Larsen illustrerer, hvordan viden tyder på, at meget af det, der gør os til de mennesker, vi er, har rødder i de påvirkninger, vi har været udsat for i fostertilværelsen og under fødslen.

Henrik Dybvad Larsens bog Fostrets og fødslens psykologi rørte mig dybt, da jeg læste den. For første gang oplevede jeg at blive mødt og bakket op i det, jeg så instinktivt havde mærket og forsøgt at italesætte i min første graviditet, men dengang ikke blev mødt i. Fx oplevede jeg ingen forståelse for de kvaler, jeg havde ved at få lavet en moderkagebiopsi. For hvad ville det betyde for mit barn, og hvordan ville han mærke det, tænkte jeg.

I Fostrets og fødslens psykologi blev jeg klogere på den præ- og perinatale psykologi, på hvordan fostrets sanser, og hvordan mor og barn er forbundet.

Bogen er en fantastisk indføring i, hvordan fosterperioden sætter et erindringsspor i os, og at det derfor ikke er ligegyldigt, hvordan vi behandler ufødte børn og børn under fødslen. Den samler meget af den viden, der er på området, og eksemplificerer med flere cases. Samtidig understreges det også – hvilket måske er vigtigt for dem, der har haft en ubehagelig episode – at hændelser i fosterperioden ikke nødvendigvis “tvinger et menneske ned af en bestemt vej.”

Henrik Dybvad Larsens bog er uden tvivl en, jeg vil anbefale alle.

 

Dit barn har brug for dig

Gordon Neufeld og Gabor Matés bog bog Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende, er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering.

I bogen viser forfatterne, hvorfor det er så afgørende, at vi som forældre forstår betydningen af sund og tryg tilknytning. Samtidig tydeliggør de, hvorfor den stigende jævnalderorientering, som er den betegnelse, de bruger om tendensen, hvor børn og unge vender sig mod jævnaldrende frem for forældre, er et kæmpe problem og med til at skabe øget mistrivsel.

Forfatterne svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og bogen rummer samtidig vigtig viden og gode påmindelser. Fx understreges det, at selvom kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar. Det er med andre ord os forældre, der har nøglen til at ændre tingene.

Bogen kan købes her

En mor bliver til

En mor bliver til er en meget passende titel til Daniel Sterns bog. Heri beskrives nemlig den mentale verden, hvor en ny identitet – så at sige – dannes, når en kvinde bliver moder. Selv kalder Daniel Stern og de to medforfattere det for moderskabsindstillingen.

I bogen beskriver de således, hvordan det at blive mor åbner for blandt andet ændrede reaktionsmønstre, relationer og en skarpere sensitivitet. Alt sammen mentale ændringer inden i moderen vi ifølge forfatterne interesserer os alt for lidt for på samfundsplan.

Forfatterne beskriver også, hvor vigtig fortællingen om ens barns fødsel er for ens moderskabsidentitet, og hvor betydningsfuldt det kan være for den nybagte moder at have andre kærlige mødre at støtte sig til og spejle sig i.

Generelt er det en bog, jeg oplever, favner mange af de bekymringer, der er helt naturlige for den nybagte moder, men som vi generelt taler alt for lidt om.

Bogen kan købes her

Tænd for forbindelsen

Tænd for forbindelsen, Mofibo

Tænd for forbindelsen var en af de første fagbøger, jeg læste, efter jeg var blevet mor, og som jeg følte, jeg kunne bruge til noget.

Bogen handler i høj grad om tilknytning og om, hvordan vi som forældre har afgørende betydning for vores børns tryghed – og dermed ansvar for at hjælpe dem dertil.

Mette Miriam Sloth (dengang Mette Carendi) behandler mange store emner som fx adskillelse, søvntræning, skærmforbrug, gråd, skældud og parforhold. Samtidig lægger hun stor vægt på betydningen af vores egen barndom og de traumer, vi som forældre selv kan have.

Generelt er hun samfundskritisk i sin tilgang, men formulerer sig med respekt for alle parter. Det kommer fx til udtryk i afsnittet ”Da vi udliciterede omsorgen”. Her kommer hun med råd til, hvordan vi sikrer, at børn føler sig trygge, når de er væk fra mor og far i institutionstiden, dog uden at lægge skjul på, at adskillelse er det, der har den mest negative effekt på tilknytning.

Bogen kan købes her

Kontinuum Koncept

Jeg kan ikke anbefale bøger i denne kategori, uden ikke også at nævne Jean Liedloffs Continuum Concept. Bogen, der bygger på hendes egne feltstudier blandt Yequana indianere i Venezuela, sammen med hvem hun har boet af flere omgange, var på mange måder en øjenåbner for mig, fordi den så tydeligt illustrerer, hvor langt fra vores natur, vi i dag er kommet.

Gennem sine observationer og sammenligninger med vesten beskriver hun den tydelige forskel, hun ser i vores måde at have – og være sammen med – børn på.

Det er Jean Liedloffs overbevisning, at vi i vesten har ødelagt vores medfødte instinkter, og at både vores børn og vi selv lider under dette. Det sker for eksempel, når vi i modsætning til Yequana indianere afleverer vores børn til andre i en tidlig alder, lader dem græde sig i søvn og ikke forstår værdien af nærhed og at “bevæge” sig naturligt sammen i livet. Ting, der ifølge Jean Liedloff nemlig er essentielle i skabelsen af et menneske, der mærker sit eget værd.

Bogen kan uden tvivl smerte at læse. Alligevel vil jeg anbefale at gøre det.

Bogen kan købes her

Dit barn – dine beslutninger

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

Dit barn – dine beslutninger er skrevet af Camilla Willumsen og udkom i 2023. Dermed er den nyere, end de andre bøger, jeg har udvalgt. Bogen er dog med, fordi jeg virkelig mener, den manglede. Dit barn – dine beslutninger, der er både forholdsvis kort og let læst, peger på andre veje og måder at gøre tingene på end dem, vi ofte støder på i det etablerede sundhedssystem og samfundet generelt. Og de alternativer er der brug for, mener jeg. For som kommende eller nybagte forældre kan vi let komme til at handle ud fra andres forventninger, nedarvede mønstre eller samfundets normer frem for, hvad der føles rigtigt for lige netop os og vores børn.

Bogen indeholder dels kapitler som kredser om forfatterens egne erfaringer, dels kapitler skrevet af forskellige dygtige fagfolk. Dit barn – dine beslutninger rummer på den måde lige netop nok viden og input til at sætte nye tanker og følelser i gang – eller til at bakke op om nogen, som måske allerede er der, men ikke tidligere er blevet mødt. Bogen kan ses som den blide hånd i ryggen, der støtter dig i tage din autoritet tilbage og stole på egne forældreevner.

Bogen kan købes her 

Moderland

Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag (link: https://gad.dk/moderland) i november 2020.

Anne Kirstine Sørensens bog Moderland landede i min postkasse, et års tid efter, vi havde taget vores børn ud af deres institutioner. For mig var det derfor interessant at læse hendes meget velargumenterede kritik af en samfundsmodel, der alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

Ved at bruge sit moderskab og egne erfaringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid illustrerer hun, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er nødvendig. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige, beretninger om gråd, der bliver ignoreret. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

I bogen tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor det at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, som det ellers ofte fremføres i debatten. I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre”.

Dit kompetente barn

Jesper Juul har skrevet Dit kompetente barn.

Jesper Juul har skrevet flere bøger, jeg gerne anbefaler. Dit kompetente barn var dog den første, jeg læste, og jeg husker, hvordan hans ord om, at børn er kompetente, blandt andet fordi de “er i stand til at give os de tilbagemeldinger, der kan gøre det muligt for os at genvinde vores egen tabte kompetence og hjælpe os med at blive vores ufrugtbare og ukærlige handlemønstre kvit”, dengang vækkede genklang hos mig. Måske fordi jeg i ordene læste en tydelig opfordring til at lytte til og tage vores børn alvorligt – og heri kunne jeg ikke være mere enig.

Dit kompetente barn rummer dog mange andre gode pointer og temaer. Blandt andet, hvordan børn altid samarbejder, om forskellen på at sætte grænser for andre og for sig selv, om vigtigheden af atmosfæren i familien, om forskellen på lighed og ligeværdighed, og om hvordan børn ikke har brug for voksne til at lære dem at tilpasse sig, men voksne, som kan lære dem, hvordan man tager vare på sig selv i samspil med andre.

På trods af at bogen efterhånden har en del år på bagen, er den fortsat aktuel.

Bogen kan købes her 

Intelligente celler

Bruce H. Liptons Intelligente celler.

Bruce H. Liptons Intelligente celler er interessant og vigtig læsning. Ikke kun i forhold til hvordan vi er forældre for vores børn, og hvordan vi lever sammen, men også i mange andre henseender. I bogen tydeliggør Bruce H. Lipton nemlig på en forholdsvis overskuelig måde, hvordan vores celler er opbygget og fungerer, samt hvordan gener påvirkes af miljø.

På den måde gør han op med den deterministiske tankegang, hvor vi ikke selv kan tage kontrol over vores liv, men blot lade os styre af de gener, vi er udstyret med.

I kapitlet om forældreskab understreger Bruce H. Lipton således også, hvordan barnets gener kun afspejler dets potentiale – ikke dets skæbne, og hvordan det er op til forældrene at skabe de omgivelser, der giver barnet mulighed for at udvikle dette potentiale. Derfor mener han, vi som forældre har et kæmpe ansvar for at forstå, hvilken rolle vi spiller – også allerede i fosterperioden – i forhold til vores børn og den “programmering”, de tager med sig videre. Både hvad gælder adfærd og helbred.

For, som han skriver, “det er bedre at erkende denne programmering og arbejde på at ændre den, hvis det er nødvendigt”.

Bogen kan købes her

Ærø manifestet

Anmeldelse af Ærø Manifestet af Maj My Humaidan.

Ærø Manifestet er fra sidste år, men må uden tvivl nævnes her. Maj My Humaidans bog er bestemt ikke en manual til forældrelivet, men en bog, der taler til det dybeste i mennesket, og som næppe kan undgå at vække følelser og sætte tanker i gang om, hvad det er for et liv, vi ønsker for os selv og vores børn. Og det, tror jeg, er vigtigt.

I bogen udfordrer hun de normer, vi som samfund godtager, når vi afleverer vores børn i institutioner, hvor aflastningen ikke foregår i kærlighed, men udelukkende er en økonomisk udveksling; ”pædagogernes tid for mine penge, og min tid til arbejdsmarkedet,” som hun selv formulerer det. Når vi – efter at være blevet forældre – halser videre, som om intet var hændt. Eller når vi måske nok mærker, at vi er ved at knække halsen, men alligevel fortsætter med lukkede øjne og de samme bedøvende fortællinger.

Omdrejningspunktet er familiens familiens rejse til et mere bevidst liv, og bogen er fuld af håb og for mig en kærlig påmindelse om, at vi gerne må skifte retning. Faktisk kan det være helt nødvendigt, når vi lever et bevidst liv.

Bogen kan købes her

Guiden indeholder affiliate links. Det betyder blot, at får du lyst til at købe en af de nævnte bøger og gør det ved at trykke på et af mine links, så modtager jeg en lille procentdel som tak.

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

 

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

LÆS OGSÅ

Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først

ANMELDELSE

Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først

Anmeldelse af Ærø Manifestet af Maj My Humaidan.

12. april 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Gyldendal

Ærø Manifestet er en kritisk bog om de normer, vi som samfund ubevidst godtager, og en kærlig påmindelse om at huske at stoppe op og reflektere over de valg, vi træffer i det liv, vi lever.

ANMELDELSE AF ÆRØ MANIFESTET I sin nye bog, Ærø Manifestet, taler Maj My Humaidan til det dybeste i mennesket. Som den lille dreng i kejserens nye klæder italesætter hun det, vi i en fortravlet hverdag med ulvetime og kvalitetstid, lader os lulle ind i og derfor ikke ser – eller snarere; tillader os at mærke.

Hun stikker til og udfordrer de normer, vi som samfund godtager, når vi afleverer vores helt små børn i institutioner, hvor aflastningen ikke foregår i kærlighed, men udelukkende er en økonomisk udveksling; ”pædagogernes tid for mine penge, og min tid til arbejdsmarkedet,” som Maj selv formulerer det.Når vi – efter at være blevet forældre – halser videre, som om intet var hændt, og blot ser børnene som en tilføjelse. Som nogle, der skal ”tilpasse sig alt det, der kom før dem.”Eller når vi måske nok mærker, at vi er ved at knække halsen, men i stedet for at stoppe op, skæver til naboen, der synes at klare det hele uden problemer, og derfor fortsætter med lukkede øjne og de samme bedøvende fortællinger.Ærø Manifestet er kritisk, men ikke fordømmende eller missionerende.Omdrejningspunktet er Majs egne erfaringer og familiens rejse til et mere bevidst liv.En rejse, hvor smerten over at moderskabet i dag er et enten ensomt eller adskilt foretagende, formuleres på en måde, der mærkes i de sår, jeg selv bærer. Og hvor den sorgfulde erkendelse af at hjælpen og alternativet ikke ligger lige for, fordi den så nødvendige landsby udgøres af institutionelle rammer med fremmede voksne, hvor forældre ikke er velkomne, vækker genklang.I Ærø Manifestet følger vi familien, der udover Maj består af gemalen, Kristian, og børnene Storm, Ilja, Live og Juno til Ærø, hvor de bryder ud af hamsterhjulet og tager børnene ud af deres institutioner og skole. Hvilket dog ikke sker uden en – igen meget genkendelig – splittelse og sårbarhed. For som Maj skriver; “det er svært at leve et naturligt liv i en ikke ret naturlig kultur.””Vi har opdaget, at det er svært at være sammen på fuld tid i et samfund, der ikke er indrettet til det. Hvis jeg tager vare på mine børn, tager jeg ikke vare på mig selv, hvis jeg tager vare på mig selv, tager jeg ikke vare på mine børn, det er en ond spiral, og hvor ender den?” spørger Maj således.Ærø Manifestet handler også om, hvor svært det er at bryde ud af illusionen om rigtigt og forkert. Om at man er nødt til at sætte sig selv fri, før man kan gøre det samme med sine børn. Om at ære sig selv og om at vriste sig fri af den følelse af tyngde og ansvar, generationer af kvinder har båret, før vi kom hertil.

“Hvis jeg tager vare på mine børn, tager jeg ikke vare på mig selv, hvis jeg tager vare på mig selv, tager jeg ikke vare på mine børn, det er en ond spiral, og hvor ender den?”

 
Maj My Humaidan

Når jeg læser Ærø Manifestet, læser jeg også en bog om parforhold. Om den indædte vrede. Om det fine, der sker, når vi lærer at sætte ord på vores ønsker og behov, om tillid og det at stå bag hinanden. ”Sammen kan vi alt, hvis vi skiftes til at holde balancen,” som Maj så poetisk skriver.Jeg læser ligeledes en fortælling om, at udvikling og ændringer tager tid, og at vi må tage os selv den tid. Ærø Manifestet er fuld af håb og er for mig en kærlig påmindelse om, at vi gerne må skifte retning – og at det kan være helt nødvendigt, når vi lever et bevidst liv.Maj og familien lader da også deres hjerte føre dem til Vejle og tilbage til Ærø igen, og fra et liv med hjemmeskole til et liv med alle fire børn i skole. Men denne gang med en anden bevidsthed og andre erfaringer, som Maj skriver:“Mine børn ved, at livet kan leves på mange måder, de forstår i deres celler betydningen af frie valg, af fordele og ulemper, og de er stadig de mest besværlige elever i deres klasselokaler, hvilket ikke kun er en god ting, men bestemt heller ikke det modsatte. Oplevelser bliver først til erfaringer, når vi har taget os tid til at reflektere over dem, og jeg har lært at se min historie som netop en samling erfaringer, der alle har deres berettigelse, uanset hvor smertefulde eller klodsede, uplanlagte eller overvældende de har været. Det er sådan, vi bliver klogere end dem, vi står på skuldrene af.”Ærø Manifestet er uden tvivl en bog, der kan og skal læses flere gange. Maj er en formidabel formidler, hun stiller spørgsmål og skriver, så det mærkes og inspirerer til refleksion og handling. Hun er en ild, hvis skær kaster lys over nogle af de ting, der skal ændres, hvis vi skal kunne leve et liv med åbne øjne.

“Oplevelser bliver først til erfaringer, når vi har taget os tid til at reflektere over dem, og jeg har lært at se min historie som netop en samling erfaringer, der alle har deres berettigelse, uanset hvor smertefulde eller klodsede, uplanlagte eller overvældende de har været.”

 
Maj My Humaidan

Mit håb er derfor, at rigtig mange vil tage sig tid til den og derefter mærke efter, hvad den sætter i gang indeni.For, som Maj selv formulerer det: “Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først.”

Og:

”Tænk, hvis vi forstod, at det, vi hele tiden halser efter, alt sammen findes indeni og lige omkring os allerede, og at intet af det, vi måler succes på i vores kultur, kan komme med os videre, når vi en dag skal herfra.”

ANMELDELSE

Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først

Anmeldelse af Ærø Manifestet af Maj My Humaidan.

12. april 2023 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Gyldendal

 

Ærø Manifestet er en kritisk bog om de normer, vi som samfund ubevidst godtager, og en kærlig påmindelse om at huske at stoppe op og reflektere over de valg, vi træffer i det liv, vi lever.

 

ANMELDELSE AF ÆRØ MANIFESTET I sin nye bog, Ærø Manifestet, taler Maj My Humaidan til det dybeste i mennesket. Som den lille dreng i kejserens nye klæder italesætter hun det, vi i en fortravlet hverdag med ulvetime og kvalitetstid, lader os lulle ind i og derfor ikke ser – eller snarere; tillader os at mærke.

Hun stikker til og udfordrer de normer, vi som samfund godtager, når vi afleverer vores helt små børn i institutioner, hvor aflastningen ikke foregår i kærlighed, men udelukkende er en økonomisk udveksling; ”pædagogernes tid for mine penge, og min tid til arbejdsmarkedet,” som Maj selv formulerer det.Når vi – efter at være blevet forældre – halser videre, som om intet var hændt, og blot ser børnene som en tilføjelse. Som nogle, der skal ”tilpasse sig alt det, der kom før dem.”Eller når vi måske nok mærker, at vi er ved at knække halsen, men i stedet for at stoppe op, skæver til naboen, der synes at klare det hele uden problemer, og derfor fortsætter med lukkede øjne og de samme bedøvende fortællinger.Ærø Manifestet er kritisk, men ikke fordømmende eller missionerende.Omdrejningspunktet er Majs egne erfaringer og familiens rejse til et mere bevidst liv.En rejse, hvor smerten over at moderskabet i dag er et enten ensomt eller adskilt foretagende, formuleres på en måde, der mærkes i de sår, jeg selv bærer. Og hvor den sorgfulde erkendelse af at hjælpen og alternativet ikke ligger lige for, fordi den så nødvendige landsby udgøres af institutionelle rammer med fremmede voksne, hvor forældre ikke er velkomne, vækker genklang.I Ærø Manifestet følger vi familien, der udover Maj består af gemalen, Kristian, og børnene Storm, Ilja, Live og Juno til Ærø, hvor de bryder ud af hamsterhjulet og tager børnene ud af deres institutioner og skole. Hvilket dog ikke sker uden en – igen meget genkendelig – splittelse og sårbarhed. For som Maj skriver; “det er svært at leve et naturligt liv i en ikke ret naturlig kultur.””Vi har opdaget, at det er svært at være sammen på fuld tid i et samfund, der ikke er indrettet til det. Hvis jeg tager vare på mine børn, tager jeg ikke vare på mig selv, hvis jeg tager vare på mig selv, tager jeg ikke vare på mine børn, det er en ond spiral, og hvor ender den?” spørger Maj således.Ærø Manifestet handler også om, hvor svært det er at bryde ud af illusionen om rigtigt og forkert. Om at man er nødt til at sætte sig selv fri, før man kan gøre det samme med sine børn. Om at ære sig selv og om at vriste sig fri af den følelse af tyngde og ansvar, generationer af kvinder har båret, før vi kom hertil.

“Hvis jeg tager vare på mine børn, tager jeg ikke vare på mig selv, hvis jeg tager vare på mig selv, tager jeg ikke vare på mine børn, det er en ond spiral, og hvor ender den?”

 
Maj My Humaidan

Når jeg læser Ærø Manifestet, læser jeg også en bog om parforhold. Om den indædte vrede. Om det fine, der sker, når vi lærer at sætte ord på vores ønsker og behov, om tillid og det at stå bag hinanden. ”Sammen kan vi alt, hvis vi skiftes til at holde balancen,” som Maj så poetisk skriver.Jeg læser ligeledes en fortælling om, at udvikling og ændringer tager tid, og at vi må tage os selv den tid. Ærø Manifestet er fuld af håb og er for mig en kærlig påmindelse om, at vi gerne må skifte retning – og at det kan være helt nødvendigt, når vi lever et bevidst liv.Maj og familien lader da også deres hjerte føre dem til Vejle og tilbage til Ærø igen, og fra et liv med hjemmeskole til et liv med alle fire børn i skole. Men denne gang med en anden bevidsthed og andre erfaringer, som Maj skriver:“Mine børn ved, at livet kan leves på mange måder, de forstår i deres celler betydningen af frie valg, af fordele og ulemper, og de er stadig de mest besværlige elever i deres klasselokaler, hvilket ikke kun er en god ting, men bestemt heller ikke det modsatte. Oplevelser bliver først til erfaringer, når vi har taget os tid til at reflektere over dem, og jeg har lært at se min historie som netop en samling erfaringer, der alle har deres berettigelse, uanset hvor smertefulde eller klodsede, uplanlagte eller overvældende de har været. Det er sådan, vi bliver klogere end dem, vi står på skuldrene af.”Ærø Manifestet er uden tvivl en bog, der kan og skal læses flere gange. Maj er en formidabel formidler, hun stiller spørgsmål og skriver, så det mærkes og inspirerer til refleksion og handling. Hun er en ild, hvis skær kaster lys over nogle af de ting, der skal ændres, hvis vi skal kunne leve et liv med åbne øjne.

“Oplevelser bliver først til erfaringer, når vi har taget os tid til at reflektere over dem, og jeg har lært at se min historie som netop en samling erfaringer, der alle har deres berettigelse, uanset hvor smertefulde eller klodsede, uplanlagte eller overvældende de har været.”

 
Maj My Humaidan

Mit håb er derfor, at rigtig mange vil tage sig tid til den og derefter mærke efter, hvad den sætter i gang indeni.For, som Maj selv formulerer det: “Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først.”

Og:

”Tænk, hvis vi forstod, at det, vi hele tiden halser efter, alt sammen findes indeni og lige omkring os allerede, og at intet af det, vi måler succes på i vores kultur, kan komme med os videre, når vi en dag skal herfra.”

LÆS OGSÅ

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

 

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

 

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

LÆS OGSÅ

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

DEBAT

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

5. marts 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bianca Berndt, Unsplash

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog. Hun har arbejdet med pædagogisk ledelse indenfor dagtilbudsområdet i 11 år og de efterfølgende 6 år været samarbejdspartner med Jens Arentzen. Suzanne er ansat som paragraf 54 støtte og deltids-socialpædagog på specialbørnehjem. Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Lad mig slå det fast med det samme; stress og mistrivsel kan ramme i alle aldre og i alle samfundslag. “Kært barn” har mange navne: Voksne har stress, i skoleregi har eleverne skolevægring, og i institutionsverdenen taler vi om børn med problematikker som sociale vanskeligheder, udadreagerende adfærd m.m.

Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Men hvad skyldes den voldsomme og voksende mistrivsel og stress?

Som pædagog og pædagogisk leder frem til 2019, hvorefter jeg arbejdede med Jens Arentzen, der havde en unik indsigt i menneskets følelsesmæssige og relationelle betydning for menneskelig trivsel, oplever jeg frygt, som den grundlæggende og bagvedliggende årsag til mistrivsel – uanset alder og samfundslag i øvrigt.

Frygt for ikke at have legekammerater i børnehaven, frygt for de krav og forventninger, der er i skolen, frygt for ikke at “passe ind”, frygt for ikke at kunne håndtere krav og forventningspres på ens arbejdsplads og en umenneskelig præstationsforventning til sig selv.

“Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.”

 
Suzanne Lisborg

Når vi er styret af en ubevidst frygt (som vi aldrig har lært at mærke kroppens signaler på), er vores nervesystem konstant i beredskab for udefrakommende farer. Dermed kommer mistilliden snigende og skubber yderligere til frygten med følgende spørgsmål: “Hvem kan jeg have tillid til”, “hvem vil mig det bedste”, og “hvordan gør jeg mig berettiget til at være den, jeg er, og har jeg overhovedet lov til at være her”?

Når frygten (ofte ubevidst) styrer vores liv vil vores forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier hjælpe os i starten, så vi ”undgår” at sætte os selv i situationer, hvor vi oplever, at frygten tager over. Men det er lidt som “at tisse i bukserne,” for det fjerner ikke den grundlæggende følelse. Tværtimod.

Når vi negligerer de ubehagelige følelser, ophober vores kroppe alle disse “affaldsstoffer” og begynder at sende kropslige signaler som hjertebanken, hurtig puls, hovedpine, mavepine, tankemylder og søvnbesvær. Og når vi overhører alarmklokkerne, vil det på et tidspunkt få konsekvenser.

Derfor er vi nødt til at se på, hvad det er, der skaber tilstanden af frygt – både i rollen som forælder, arbejdsgiver, fagperson osv.

Selv tror jeg, at en del af årsagen er, at rigtig mange voksne ikke har en følelsesmæssig selvindsigt i egen tidlige tilknytning, såvel som i hvad de erfaringer har af betydning i ens voksne liv. Og hvis vi som børn er opvokset i en familiedynamik, hvor der ikke blev talt om det sorrigfulde, er der stor fare for, at vi videregiver denne tilgang til vores børn. Det kan med andre ord medføre, at vi ikke har de rette værktøjer til at være i de svære følelser sammen med vores børn, når de er i mistrivsel/angst. Dermed kan vi ikke være den trygge ryg, som vores børn har brug for at kunne spille bold op ad. Samtidig er der større risiko for, at vi formes af tidens tendenser – at vi følger strømmen – uden at stille spørgsmål eller overveje at træde nye stier, hvis vi som voksne ikke kender eller mærker vores egne grænser eller har bevidsthed om vores egne værdier.

Det betyder dog ikke, at den enkelte – uanset alder og position – kan gøres ansvarlig for sin mistrivsel eller stress. I stedet mener jeg, at de bør ses som levende eksempler på, at vores samfund må og skal redefineres og nytænkes skridt for skridt. Og der har vi alle et ansvar.

For ja; det kan naturligvis ikke gøres på en gang og over night. Det tager tid. Men det er de små skridt, vi hver især tager, der har afgørende betydning for den trivsel, så mange lige nu råber så indædt efter, hvad enten vi taler familie, institution, skole eller job.

Og når det gælder vores børn, må vi forældre selvfølgelig tage ansvar og med små skridt forsøge at gå forrest. Vores børn gør nemlig ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices (som forskning ligeledes viser kan være led i ensomhed og mistrivsel, når de bruges grænseløst), “smitter” det af på vores børn.

For at få et andet resultat, må vi som forældre selv sagt gøre noget andet. Forældreskab er lederskab, og vores børn har krav på vores nærvær. Krav på, at vi lytter til dem og kan håndtere den sorg, der er forbundet med mistrivsel. For det er netop i relationen, løsningen findes. At føle sig som en del af et fællesskab og føle sig betydningsfuld for den, vi er, og ikke udelukkende for det, vi kan.

“Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices, “smitter” det af på vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Hvad løsningen er for den enkelte familie, kan være individuelt. Men min opfordring er uden tvivl, at hvis du som forældre har mulighed for rent arbejdsmæssigt at gå lidt timer ned for dermed at skabe overskud til at prioritere samværet og nærværet i familien, så gør det. På den måde sender vi også et tydeligt signal til vores politikere om, at vi prioriterer tilknytningens betydning og ønsker at give vores børn de bedste forudsætninger for at blive dem, de er, og ikke dem, samfundet ønsker, de skal være. At vi ønsker at støtte dem i at mærke sig selv og egne grænser og dermed ruste dem til de opgaver, livet fører med sig.

Ved at sætte tempoet ned, tager vi som forældre det første vigtige skridt i mistrivslens navn. Og det er, mener jeg, menneskelig bæredygtighed.

DEBAT

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

5. marts 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bianca Berndt, Unsplash

 

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog. Hun har arbejdet med pædagogisk ledelse indenfor dagtilbudsområdet i 11 år og de efterfølgende 6 år været samarbejdspartner med Jens Arentzen. Suzanne er ansat som paragraf 54 støtte og deltids-socialpædagog på specialbørnehjem. Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Lad mig slå det fast med det samme; stress og mistrivsel kan ramme i alle aldre og i alle samfundslag. “Kært barn” har mange navne: Voksne har stress, i skoleregi har eleverne skolevægring, og i institutionsverdenen taler vi om børn med problematikker som sociale vanskeligheder, udadreagerende adfærd m.m. 

Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Men hvad skyldes den voldsomme og voksende mistrivsel og stress? 

Som pædagog og pædagogisk leder frem til 2019, hvorefter jeg arbejdede med Jens Arentzen, der havde en unik indsigt i menneskets følelsesmæssige og relationelle betydning for menneskelig trivsel, oplever jeg frygt, som den grundlæggende og bagvedliggende årsag til mistrivsel – uanset alder og samfundslag i øvrigt. 

Frygt for ikke at have legekammerater i børnehaven, frygt for de krav og forventninger, der er i skolen, frygt for ikke at “passe ind”, frygt for ikke at kunne håndtere krav og forventningspres på ens arbejdsplads og en umenneskelig præstationsforventning til sig selv. 

“Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.”

 
Suzanne Lisborg

Når vi er styret af en ubevidst frygt (som vi aldrig har lært at mærke kroppens signaler på), er vores nervesystem konstant i beredskab for udefrakommende farer. Dermed kommer mistilliden snigende og skubber yderligere til frygten med følgende spørgsmål: “Hvem kan jeg have tillid til”, “hvem vil mig det bedste”, og “hvordan gør jeg mig berettiget til at være den, jeg er, og har jeg overhovedet lov til at være her”?

Når frygten (ofte ubevidst) styrer vores liv vil vores forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier hjælpe os i starten, så vi ”undgår” at sætte os selv i situationer, hvor vi oplever, at frygten tager over. Men det er lidt som “at tisse i bukserne,” for det fjerner ikke den grundlæggende følelse. Tværtimod. 

Når vi negligerer de ubehagelige følelser, ophober vores kroppe alle disse “affaldsstoffer” og begynder at sende kropslige signaler som hjertebanken, hurtig puls, hovedpine, mavepine, tankemylder og søvnbesvær. Og når vi overhører alarmklokkerne, vil det på et tidspunkt få konsekvenser.

Derfor er vi nødt til at se på, hvad det er, der skaber tilstanden af frygt – både i rollen som forælder, arbejdsgiver, fagperson osv. 

Selv tror jeg, at en del af årsagen er, at rigtig mange voksne ikke har en følelsesmæssig selvindsigt i egen tidlige tilknytning, såvel som i hvad de erfaringer har af betydning i ens voksne liv. Og hvis vi som børn er opvokset i en familiedynamik, hvor der ikke blev talt om det sorrigfulde, er der stor fare for, at vi videregiver denne tilgang til vores børn. Det kan med andre ord medføre, at vi ikke har de rette værktøjer til at være i de svære følelser sammen med vores børn, når de er i mistrivsel/angst. Dermed kan vi ikke være den trygge ryg, som vores børn har brug for at kunne spille bold op ad. Samtidig er der større risiko for, at vi formes af tidens tendenser – at vi følger strømmen – uden at stille spørgsmål eller overveje at træde nye stier, hvis vi som voksne ikke kender eller mærker vores egne grænser eller har bevidsthed om vores egne værdier.

Det betyder dog ikke, at den enkelte – uanset alder og position – kan gøres ansvarlig for sin mistrivsel eller stress. I stedet mener jeg, at de bør ses som levende eksempler på, at vores samfund må og skal redefineres og nytænkes skridt for skridt. Og der har vi alle et ansvar.

For ja; det kan naturligvis ikke gøres på en gang og over night. Det tager tid. Men det er de små skridt, vi hver især tager, der har afgørende betydning for den trivsel, så mange lige nu råber så indædt efter, hvad enten vi taler familie, institution, skole eller job. 

Og når det gælder vores børn, må vi forældre selvfølgelig tage ansvar og med små skridt forsøge at gå forrest. Vores børn gør nemlig ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices (som forskning ligeledes viser kan være led i ensomhed og mistrivsel, når de bruges grænseløst), “smitter” det af på vores børn.

For at få et andet resultat, må vi som forældre selv sagt gøre noget andet. Forældreskab er lederskab, og vores børn har krav på vores nærvær. Krav på, at vi lytter til dem og kan håndtere den sorg, der er forbundet med mistrivsel. For det er netop i relationen, løsningen findes. At føle sig som en del af et fællesskab og føle sig betydningsfuld for den, vi er, og ikke udelukkende for det, vi kan.

“Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices, “smitter” det af på vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Hvad løsningen er for den enkelte familie, kan være individuelt. Men min opfordring er uden tvivl, at hvis du som forældre har mulighed for rent arbejdsmæssigt at gå lidt timer ned for dermed at skabe overskud til at prioritere samværet og nærværet i familien, så gør det. På den måde sender vi også et tydeligt signal til vores politikere om, at vi prioriterer tilknytningens betydning og ønsker at give vores børn de bedste forudsætninger for at blive dem, de er, og ikke dem, samfundet ønsker, de skal være. At vi ønsker at støtte dem i at mærke sig selv og egne grænser og dermed ruste dem til de opgaver, livet fører med sig.

Ved at sætte tempoet ned, tager vi som forældre det første vigtige skridt i mistrivslens navn. Og det er, mener jeg, menneskelig bæredygtighed. 

LÆS OGSÅ