Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

af | okt 26, 2020

DEBAT

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.26. oktober 2020 – opd. 11. oktober 2022 | Af Linda og Glenn Toft | Foto: S. Engelsrud, Pixabay

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Glenn Toft er 46 år og salgschef, mens Linda Toft, der er 33 år, har valgt at være hjemme med parrets seks børn. De ældste børn gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @mor_til_syv og @far_til_syv.

Børn er et problem i skolen.
Hvis de ikke lige kan sidde stille i alle 45 minutter i streg.
Hvis de snakker for højt.
Hvis de ikke altid lytter
Hvis de stiller spørgsmål og ikke blindt godtager alt, hvad lærerne siger
Hvis de ikke er lige så hurtige, lige så stille, lige så dygtige, lige så lydige som de andre.
Hvis de reagerer på uretfærdigheder.
Hvis de ikke passer ind i fællesskabet og ikke straks finder venner fra samme årgang som dem selv – eller venner i det hele taget.
Hvis de er for barnlige – eller for modne.
Børn er et problem, hvis de skiller sig ud fra flokken.

Er det okay?

Er det okay, at børn skal have det på sig, at være et problem? Er det i orden, at så mange børn skal gå og føle sig forkerte, dumme, udenfor og mindre værd, fordi de falder uden for kasserne? Hvad mon det gør ved deres selvværd?

Kender vi ikke alle mindst et “problembarn”? Ham eller hende, der ikke kan indordne sig. Som skaber ballade, som tager (for meget) plads og tid, som ikke er til at styre, som er vild og uregerlig, som reagerer uhensigtsmæssigt og skaber kaos. Hvis vi (næsten) alle sammen kender til sådan et barn, må det jo betyde, at der findes ret mange af dem. Og er det så bare de dårligt opdragede børn? Børn, som har det svært derhjemme, som måske har forældre, der ikke er der for dem? Og børn af de der curlingforældre, som ikke kan finde ud af at sætte grænser, faste rammer og regler for deres børn?

Måske i nogle tilfælde.

Men kunne det også hænge sammen med de rammer, vi sætter børnene i, når først de når skolealderen? Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?

Og er det så i orden, at det altid er barnet og forældrene, der bliver set skævt til og snakket dårligt om? At det altid er barnet, der skal tilpasse sig, indordne sig, skal afrettes og dæmpes? Og forældrene, der skal støtte skolen og lærerne i at få barnet proppet i en passende kasse fremfor at lave kasserne større, så der er plads til alle? For det er der ikke, som det ser ud lige nu.

Der er plads til dem, der bliver hurtigt færdige med det, lærerne har bestemt, der skal laves. Men heller ikke for hurtigt, for de skal jo ikke være for dygtige.
Der er plads til dem, der er stille, når lærerne beder om stilhed. Men de skal heller ikke være for stille, for de skal jo stadig række hånden op og være synlige i klassen.
Der er plads til dem, der er aktive. Men ikke for aktive, for de skal jo også sidde stille, når klokken ringer.
Der er plads til dem, der stiller spørgsmål. Men kun de “rigtige” spørgsmål og ikke spørgsmål, som “hvorfor skal vi lave den her opgave”.
Der er plads til de initiativrige. Men kun hvis det betyder, der ikke skal laves noget om eller gøres noget anderledes.

Vi har selv haft to “problembørn” i skolen.

Vores første møde med folkeskolen var skræmmende. Fra dag ét skulle vores lille seksårige lære at klare sig selv fra klokken 8-14. Vi blev mødt af “kys og farvelzone”, forbudt-bånd med “hertil og ikke længere”, plakater med “gå nu hjem far!”, og blev instrueret i IKKE at følge med vores børn op i klassen. Vi måtte hverken hjælpe med overtøj, penalhus eller at få madpakken i køleskabet. Nu var de skolebørn, og så skulle de være selvstændige og selvhjulpne, og det kunne de sagtens i den alder. Blev der sagt.

“Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?”

 
Linda og Glenn Toft

Kontrasten til det stille hjemmeliv, vi havde levet indtil da, var stor. FOR stor for vores søn. Han begyndte hurtigt at reagere. Han var vred og ked af det og havde svært ved at komme ind i gruppen af børn, som alle havde kendt hinanden siden dagpleje og børnehave. Han begyndte at tjatte til de andre. Som en måde at skabe kontakt. En uheldig måde, men den eneste måde, han kunne. Det blev hurtigt bemærket af læreren. Ikke med hjælp, undren, nysgerrighed eller empati over for denne nye dreng, som havde det svært. Vi fik bare at vide, at det skulle stoppe. At han skulle stoppe. For det er jo ikke sådan, man får venner.

Det kom til at præge hans skolegang. De andre fandt hurtigt ud af, at vores følsomme, tænksomme søn også rummer et utrolig stort temperament, når han presses. Det blev hurtigt sjovt at “puste til ilden”, at få ham til at se rødt og eksplodere, og det fortsatte alle de år, han gik der.

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Linda og Glenn Toft med seks af deres børn. Foto: privat

Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet. Og på utallige møder blev han og vi guidet i, hvordan hans frustrationer, følelser og adfærd skulle takles, tøjles og holdes nede. For så ville han få det bedre.

Til sidst eskalerede det så meget, at han næsten dagligt ringede grædende hjem. Sagde, han var blevet smidt ud af timen igen, sendt på kontoret igen og taget fat i igen. Fik at vide, at han nok havde ADHD og burde gå på en specialskole. Den daglige sociale kamp og den manglende forståelse fra lærerne fyldte efterhånden så meget, at han meget ofte stak af fra skolen og kom hjem og sad og rystede og græd. Han var færdig.

Vores anden søn er helt anderledes. Han har altid været vellidt og fungeret fantastisk socialt. Han har i det hele taget været god til at tilpasse sig. Alligevel var han et “problembarn”. For han var ikke hurtig nok. Han krævede tid og opmærksomhed af lærerne i timerne. Ellers havde han svært ved at koncentrere sig om det, han skulle. Og det kunne lærerne (selvfølgelig) ikke tilbyde. Han skulle være selvkørende og selvhjulpen. Også her blev vi indkaldt til et hav af møder om, hvordan vi sammen med lærerne bedst kunne “hjælpe” ham.

“Hjælpen” bestod mest af, at vi skulle sørge for, han fik øvet, øvet, øvet. Læst en masse. Trænet tabeller. Lave opgaver. Og i skolen “hjalp” lærerne ved at holde ham inde i frikvartererne, når han ikke havde nået, hvad han skulle i timerne og ved at sætte ham for sig selv i et tilstødende lokale. De begyndte at snakke om, at han skulle gå år om og dermed væk fra hans bedste venner. I lange perioder kom han dagligt hjem fra skole med hovedpine og det eneste, han kunne overskue, var at ligge og se YouTube på sit værelse, indtil vi skulle spise aftensmad. Han var stresset og presset. Og i dag er han stadig mærket af det pres, han var under. Stressen forsvinder langsomt, men vi ser stadig en dreng, som ikke tror på sig selv, som ikke tror, han kan finde ud af noget. Som nærmest går i panik og får tårer i øjnene, hvis han prøver noget, han ikke kan finde ud af fra første sekund. Men det bliver bedre dag for dag.

“Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet.”

 
Linda og Glenn Toft

Vi har også haft den dygtige skolepige. Som kunne det hele. Som ville det hele. Som var vellidt af børn og voksne. Som kunne læse og skrive med det samme. Som sad, når de skulle sidde, og var stille, når de blev bedt om det. Men hun kedede sig. Hun ville så gerne udfordres. Hun ville så gerne mere. Vi, og hun selv, spurgte gentagende gange om sværere bøger, mere udfordrende opgaver. Men heller ikke her rakte skolens ressourcer. Hun måtte ikke komme for langt foran – for de skulle jo gerne følges nogenlunde ad i klassen.

Så hvad så? Hvordan er man så en “rigtig” elev? En “god” elev?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen. Tre børn, der hver har deres styrker, svagheder og personligheder. Som hver har deres forskellige måder at gribe tingene an på. Ingen af dem har passet ind i skolens stramme rammer. Ikke sådan rigtigt. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig”? Hvor meget bånd skal børnene lægge på sig selv i fællesskabets navn? Og er det virkelig gavnligt?

Vi har skabt et rigidt system, der ved nærmere inspektion ikke tjener mange andre formål end at være opbevaringsplads for vores børn, så begge forældre kan bidrage til bruttonationalproduktet.

Det sørgeligste af det hele er, at de generationer, der har børn nu, selv er formet af dette system. Denne ensretning. Vi har fået at vide, at det eneste, der giver vores liv værdi, er at “blive til noget”. Den tese gennemsyrer alt ved institutionaliseringsmaskinen.

Vi har skabt et karaktersystem, så de mindre bogligt stærke ikke er i tvivl om, at de ikke skal regne med at blive til noget særligt. Vi har skabt så snævre rammer, at der ikke lades noget være ved siden af eller anderledes. Alle SKAL tjene samfundets hamsterhjul. Alle SKAL arbejde. Alle børn SKAL derfor også passes. Der findes ikke andre værdier end mammon, og der er ingen ofre, der er for store for at være den rigeste.

De rationaliseringer, vi selv lavede for at kunne holde ud at resignere, give op og finde os i den fornedrelse, et tåleligt liv i skolen nødvendigvis indebærer, finder vi frem igen, når vi ser vores børn lide på samme vis. Derfor bliver en omstilling af dette, en ændring af den komplet irrationelle tilgang til børn, meget svær.

Vi er selv blevet fortalt, at der ikke findes alternativer, så det vil kræve en komplet revolution at få samfundet til at stoppe op. Og det vil kræve et nyt børnesyn, hvor børnenes behov er førsteprioritet, så det aldrig er dem, der bliver gjort til problemet. En sådan omsorgsrevolution vil være kærkommen.

Dette indlæg er udtryk for Linda og Glenn Tofts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

26. oktober 2020 – opd. 11. oktober 2022 | Af Linda og Glenn Toft | Foto: Stine Engelsrud, Pixabay

 

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Glenn Toft er 46 år og salgschef, mens Linda Toft, der er 33 år, har valgt at være hjemme med parrets seks børn. De ældste børn gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @mor_til_syv og @far_til_syv

Børn er et problem i skolen.
Hvis de ikke lige kan sidde stille i alle 45 minutter i streg.
Hvis de snakker for højt.
Hvis de ikke altid lytter
Hvis de stiller spørgsmål og ikke blindt godtager alt, hvad lærerne siger
Hvis de ikke er lige så hurtige, lige så stille, lige så dygtige, lige så lydige som de andre.
Hvis de reagerer på uretfærdigheder.
Hvis de ikke passer ind i fællesskabet og ikke straks finder venner fra samme årgang som dem selv – eller venner i det hele taget.
Hvis de er for barnlige – eller for modne.
Børn er et problem, hvis de skiller sig ud fra flokken.

Er det okay?

Er det okay, at børn skal have det på sig, at være et problem? Er det i orden, at så mange børn skal gå og føle sig forkerte, dumme, udenfor og mindre værd, fordi de falder uden for kasserne? Hvad mon det gør ved deres selvværd?

Kender vi ikke alle mindst et “problembarn”? Ham eller hende, der ikke kan indordne sig. Som skaber ballade, som tager (for meget) plads og tid, som ikke er til at styre, som er vild og uregerlig, som reagerer uhensigtsmæssigt og skaber kaos. Hvis vi (næsten) alle sammen kender til sådan et barn, må det jo betyde, at der findes ret mange af dem. Og er det så bare de dårligt opdragede børn? Børn, som har det svært derhjemme, som måske har forældre, der ikke er der for dem? Og børn af de der curlingforældre, som ikke kan finde ud af at sætte grænser, faste rammer og regler for deres børn?

Måske i nogle tilfælde.

Men kunne det også hænge sammen med de rammer, vi sætter børnene i, når først de når skolealderen? Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?

“Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?”

 
Linda og Glenn Toft

Og er det så i orden, at det altid er barnet og forældrene, der bliver set skævt til og snakket dårligt om? At det altid er barnet, der skal tilpasse sig, indordne sig, skal afrettes og dæmpes? Og forældrene, der skal støtte skolen og lærerne i at få barnet proppet i en passende kasse fremfor at lave kasserne større, så der er plads til alle? For det er der ikke, som det ser ud lige nu.

Der er plads til dem, der bliver hurtigt færdige med det, lærerne har bestemt, der skal laves. Men heller ikke for hurtigt, for de skal jo ikke være for dygtige.
Der er plads til dem, der er stille, når lærerne beder om stilhed. Men de skal heller ikke være for stille, for de skal jo stadig række hånden op og være synlige i klassen.
Der er plads til dem, der er aktive. Men ikke for aktive, for de skal jo også sidde stille, når klokken ringer.
Der er plads til dem, der stiller spørgsmål. Men kun de “rigtige” spørgsmål og ikke spørgsmål, som “hvorfor skal vi lave den her opgave”.
Der er plads til de initiativrige. Men kun hvis det betyder, der ikke skal laves noget om eller gøres noget anderledes.

Vi har selv haft to “problembørn” i skolen.

Vores første møde med folkeskolen var skræmmende. Fra dag ét skulle vores lille seksårige lære at klare sig selv fra klokken 8-14. Vi blev mødt af “kys og farvelzone”, forbudt-bånd med “hertil og ikke længere”, plakater med “gå nu hjem far!”, og blev instrueret i IKKE at følge med vores børn op i klassen. Vi måtte hverken hjælpe med overtøj, penalhus eller at få madpakken i køleskabet. Nu var de skolebørn, og så skulle de være selvstændige og selvhjulpne, og det kunne de sagtens i den alder. Blev der sagt.

Kontrasten til det stille hjemmeliv, vi havde levet indtil da, var stor. FOR stor for vores søn. Han begyndte hurtigt at reagere. Han var vred og ked af det og havde svært ved at komme ind i gruppen af børn, som alle havde kendt hinanden siden dagpleje og børnehave. Han begyndte at tjatte til de andre. Som en måde at skabe kontakt. En uheldig måde, men den eneste måde, han kunne. Det blev hurtigt bemærket af læreren. Ikke med hjælp, undren, nysgerrighed eller empati over for denne nye dreng, som havde det svært. Vi fik bare at vide, at det skulle stoppe. At han skulle stoppe. For det er jo ikke sådan, man får venner.

Det kom til at præge hans skolegang. De andre fandt hurtigt ud af, at vores følsomme, tænksomme søn også rummer et utrolig stort temperament, når han presses. Det blev hurtigt sjovt at “puste til ilden”, at få ham til at se rødt og eksplodere, og det fortsatte alle de år, han gik der.

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Linda og Glenn Toft med seks af deres børn. Foto: Privat

Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet. Og på utallige møder blev han og vi guidet i, hvordan hans frustrationer, følelser og adfærd skulle takles, tøjles og holdes nede. For så ville han få det bedre.

Til sidst eskalerede det så meget, at han næsten dagligt ringede grædende hjem. Sagde, han var blevet smidt ud af timen igen, sendt på kontoret igen og taget fat i igen. Fik at vide, at han nok havde ADHD og burde gå på en specialskole. Den daglige sociale kamp og den manglende forståelse fra lærerne fyldte efterhånden så meget, at han meget ofte stak af fra skolen og kom hjem og sad og rystede og græd. Han var færdig.

Vores anden søn er helt anderledes. Han har altid været vellidt og fungeret fantastisk socialt. Han har i det hele taget været god til at tilpasse sig. Alligevel var han et “problembarn”. For han var ikke hurtig nok. Han krævede tid og opmærksomhed af lærerne i timerne. Ellers havde han svært ved at koncentrere sig om det, han skulle. Og det kunne lærerne (selvfølgelig) ikke tilbyde. Han skulle være selvkørende og selvhjulpen. Også her blev vi indkaldt til et hav af møder om, hvordan vi sammen med lærerne bedst kunne “hjælpe” ham.

“Hjælpen” bestod mest af, at vi skulle sørge for, han fik øvet, øvet, øvet. Læst en masse. Trænet tabeller. Lave opgaver. Og i skolen “hjalp” lærerne ved at holde ham inde i frikvartererne, når han ikke havde nået, hvad han skulle i timerne og ved at sætte ham for sig selv i et tilstødende lokale. De begyndte at snakke om, at han skulle gå år om og dermed væk fra hans bedste venner. I lange perioder kom han dagligt hjem fra skole med hovedpine og det eneste, han kunne overskue, var at ligge og se YouTube på sit værelse, indtil vi skulle spise aftensmad. Han var stresset og presset. Og i dag er han stadig mærket af det pres, han var under. Stressen forsvinder langsomt, men vi ser stadig en dreng, som ikke tror på sig selv, som ikke tror, han kan finde ud af noget. Som nærmest går i panik og får tårer i øjnene, hvis han prøver noget, han ikke kan finde ud af fra første sekund. Men det bliver bedre dag for dag.

“Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet.”

 
Linda og Glenn Toft

Vi har også haft den dygtige skolepige. Som kunne det hele. Som ville det hele. Som var vellidt af børn og voksne. Som kunne læse og skrive med det samme. Som sad, når de skulle sidde, og var stille, når de blev bedt om det. Men hun kedede sig. Hun ville så gerne udfordres. Hun ville så gerne mere. Vi, og hun selv, spurgte gentagende gange om sværere bøger, mere udfordrende opgaver. Men heller ikke her rakte skolens ressourcer. Hun måtte ikke komme for langt foran – for de skulle jo gerne følges nogenlunde ad i klassen.

Så hvad så? Hvordan er man så en “rigtig” elev? En “god” elev?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen. Tre børn, der hver har deres styrker, svagheder og personligheder. Som hver har deres forskellige måder at gribe tingene an på. Ingen af dem har passet ind i skolens stramme rammer. Ikke sådan rigtigt. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig”? Hvor meget bånd skal børnene lægge på sig selv i fællesskabets navn? Og er det virkelig gavnligt?

Vi har skabt et rigidt system, der ved nærmere inspektion ikke tjener mange andre formål end at være opbevaringsplads for vores børn, så begge forældre kan bidrage til bruttonationalproduktet.

Det sørgeligste af det hele er, at de generationer, der har børn nu, selv er formet af dette system. Denne ensretning. Vi har fået at vide, at det eneste, der giver vores liv værdi, er at “blive til noget”. Den tese gennemsyrer alt ved institutionaliseringsmaskinen.

Vi har skabt et karaktersystem, så de mindre bogligt stærke ikke er i tvivl om, at de ikke skal regne med at blive til noget særligt. Vi har skabt så snævre rammer, at der ikke lades noget være ved siden af eller anderledes. Alle SKAL tjene samfundets hamsterhjul. Alle SKAL arbejde. Alle børn SKAL derfor også passes. Der findes ikke andre værdier end mammon, og der er ingen ofre, der er for store for at være den rigeste.

De rationaliseringer, vi selv lavede for at kunne holde ud at resignere, give op og finde os i den fornedrelse, et tåleligt liv i skolen nødvendigvis indebærer, finder vi frem igen, når vi ser vores børn lide på samme vis. Derfor bliver en omstilling af dette, en ændring af den komplet irrationelle tilgang til børn, meget svær.

Vi er selv blevet fortalt, at der ikke findes alternativer, så det vil kræve en komplet revolution at få samfundet til at stoppe op. Og det vil kræve et nyt børnesyn, hvor børnenes behov er førsteprioritet, så det aldrig er dem, der bliver gjort til problemet. En sådan omsorgsrevolution vil være kærkommen.

Dette indlæg er udtryk for Linda og Glenn Tofts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

af | maj 4, 2020

MODERSKAB

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?

– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

 

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?

– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

“Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer.”

 
Rikke Høyer

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

 

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?

– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

 

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?

– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

 

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?

– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

 

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?

– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

 

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?

– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

“Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det.”

 
Rikke Høyer

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

 

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

MODERSKAB

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?

– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

 

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?

– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

“Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer.”

 
Rikke Høyer

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

 

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?

– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

 

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?

– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

 

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?

– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

 

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?

– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

 

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?

– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

“Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det.”

 
Rikke Høyer

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

 

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

“Det er så vigtigt, at vi husker på, at små børn har brug for voksne – også når de trykker på knapper i vores bagage …”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Temperament er ikke farligt. Den ild, der brænder i de fleste af os, den kan noget helt særligt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Jeg er heldig. Og træt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Lad os lytte. Til børnene. Og til os selv.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Foråret danser lige så stille ind i mit sind, og jeg giver det lov til at male stemninger i det inderste og helt ud til det yderste.”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

LÆS OGSÅ

Nynne opfandt begrebet ”adskillelseskultur”: Mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

af | apr 6, 2020

MODERSKAB

Nynne mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

6. april 2020 – opdateret 29. juli 2022 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

Nynne Marie Gjerlang er mor til tre, uddannet psykolog og står bag bloggen Verden ved siden af. Nynne bor på Bornholm, hvor hun er ved at skabe et unschooling community. Du kan følge hende på Instagramprofilerne @verdentilforskel og @verdenvedsidenaf.

Nynne Marie Gjerlang slog det ikke bare hen, da hun i sit moderskab og i forbindelse med de valg, det stillede hende overfor, mærkede et clash mellem eget moderinstinkt og de kulturelle normer og forventninger, hun blev mødt af. Hun dykkede ned i følelsen, forsøgte at forstå og endte med at bringe begreberne ”adskillelseskultur” og ”omsorgsrevolution” til verden.

Flere har taget disse begreber til sig og videreudviklet dem. I dag bruges de også ofte til at beskrive det samfund, vi lever i, ud fra et normkritisk perspektiv. På Instagram er hashtagget #omsorgsrevolution brugt i mere end 16.000 opslag.

Jeg har taget en snak med Nynne om baggrunden for begreberne og tankerne bag.

Hvad er dine tanker bag begreberne #omsorgsrevolution og #adskillelseskultur?

Begrebet “adskillelseskultur” blev, som jeg tidligere har kaldt det, “født” før begrebet “omsorgsrevolution”. Den kronologi afspejler min bevidsthedsbevægelse, som startede med en klar og tydelig afstandtagen til nogle kulturelle tendenser, som pludselig sprang mig i øjnene og i hjertet, og fremstod som allestedsnærværende i den måde, som vi vestlige mennesker forstår og møder barnet på. Både barnet i os selv og de børn, vi lever sammen med. Eller adskilt fra. På daværende tidspunkt var jeg på barsel med min søn på seks måneder, mens min datter, der lige var fyldt to år, var delvist hjemme med os og delvist sammen med min mor under en “privat børnepasser ordning”, som det hedder på Frederiksberg. Det var i clashet mellem på den ene side de følelser, som voksede ud af kærligheden til og omsorgsansvaret for mine børn, og på den anden side de kulturelle forventninger og normer til mig som mor og til børnene som børn, der fik en vrede, social indignation og oprørstrang til at vokse frem i mig. Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”. “Han skal sove væk fra dig, så han ikke bliver vækket af lugten fra din mælk”. “Du må gerne strække ham nogle timer mellem amningerne” osv. De opfordringer, jeg fik, gjorde bare den udefinerede ubalance mere overdøvende. På daværende tidspunkt anede jeg ingen muligheder for at kanalisere og verbalisere mine fornemmelser ud på en konstruktiv måde. Jeg følte en dyb fremmedgørelse over for noget dybt væsentligt i mig selv uden at vide, hvor fremmedgørelsen kom fra, og hvor det fremmede stammede fra.

I slutningen af marts 2017 læste jeg bogen “Kontinuum-begrebet”, hvor alt faldt på plads. Det lyder jo helt vildt at sige sådan. Men sådan var det. Alt faldt på plads. Og alt faldt fra hinanden.

“Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Begrebet “adskillelseskultur” blev ikke skabt, fordi jeg ønskede at mommy-shame, forældre-bashe eller tale dårligt om andre. Læsningen af den bog var en bevidsthedsmæssig eksplosion, som jeg kan huske, efterlod mig med vejrtrækningsproblemer og hulkegråd hjemme i min seng sammen med min baby. Det var en helt ekstrem bevidsthedsudvidelse, som jeg, set i bakspejlet, var klar til at tage ind. Med et følte jeg mig fuldstændig overvældet af et behov for at sætte ord på min egen fremmedgørelse og den fremmedgørelse, som længe havde fyldt på en ukonkret og skjult måde hos mig. Pludselig var der bare nogle erkendelser, som det var tvingende nødvendigt at få bragt ind i verden, selvom jeg godt vidste, at det fuldbårne ville være et resultat af en dyb smerte. Og samtidig med at jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg gav det her lov til at leve og undlod at kvæle det, før det tog sit første åndedrag, så ville jeg være nødt til at devaluere og revurdere de fleste af de overbevisninger, som jeg hidtil havde levet mit liv ud fra. I særdeleshed i forhold til mit syn på min egen barndom og på mine børns.

Hvad var det, det var nødvendigt for dig at sætte ord på?

Det, som jeg havde fået øje på, var, hvordan nogle tendenser i vores kultur medfører, at vi presses til at adskille os fra vores børn, og er blevet blinde over for den sandhed, som børnene og vi selv kom til verden med.

Begrebet “adskillelseskultur” er et nyt begreb, som jeg bragte ind i verden, men den kulturkritik, som begrebet udspringer fra, er langt fra ny. Andre filosoffer, psykologer og teoretikere har beskrevet den hastighedsorientering, som er dominerende i vores kultur, og som bidrager til opretholdelsen af vores adskillelseskultur. Der eksisterer en forventning om, at vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede, og at vi skal “følge med”. Det værste, man kan være, er stillestående og ineffektiv. Vi har fremdriftsreformer, karrierestiger, lærerplaner og hånlige begreber som “fjumreår”. Og så har vi angst- og stressepidemier, som folk dør af på stribe. Et andet velkendt og beskrevet træk ved vores kultur og samfund er instrumentaliseringen. Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har værdi i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre, hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår, når den instrumentaliserede tænkning bliver den dominerende i måden, hvorpå vi forholder os til verden, andre mennesker (herunder vores børn) og til os selv.

Kulturdiagnostikken er ikke ny, men det nye, som det pludselig blev mig tvingende nødvendigt at sætte ord på, er hvordan tendenserne omkring hastighed, acceleration samt instrumentaliseringen har indflydelse på vores liv sammen med – og i særdeleshed adskilt fra – vores børn.

Hvilke konsekvenser mener du, disse træk har på livet med børnene? Og hvordan kommer det, du valgte at kalde “adskillelseskulturen”, til udtryk?

I en kultur, hvor vi altid er på farten og både rent fysisk og mentalt er på vej videre og derudad, er der meget lidt plads til at se og følge barnets behov og initiativ. Og rumme dets følelser. Børn fødes ikke med samme tidsfornemmelse som os, men til gengæld fødes de med en direkte adgang og evne til at udtrykke lige præcis de følelser, som de har. Lige nu og her. En evne, som mange af os vokse har mistet evnen til. Fordi vi er opfostret i en adskillelseskultur. De følelser harmonerer nemlig sjældent med et fokus på hastighed, acceleration og instrumentalisering. Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte. Og hvem de var. Udskyde til et tidspunkt, hvor der er tid til noget så formålsløst, som at være den, man er, og føle det, man føler. Det tidspunkt er der bare ikke særlig ofte tid til. Til gengæld er der tid til adskillelse og så det her helt groteske fænomen, som vi kalder “kvalitetstid”. Problemet med det tidsrum er bare, at her er der faktisk ikke tid til at være menneske, men primært tid til at være præcis det, som passer ind i kulturens normer og forventninger. Her skal vi være glade, taknemmelige og velopdragne og sige “tak” og “undskyld”, i zoologisk have eller Dinos Legeland måske i skoven og så hjem og spise fredagsslik og “hygge”. Følelser, såsom forladthed, vrede, sorg og frustration, må dulmes. Vi dulmer vores egen kulturelt betingede smerte og udmattelse med kaffe, rosé, kage, shopping, Netflix, SoME-bekræftelse osv osv. Barnet må, som vi selv blev det, fremmedgøres over for sine egne følelser, behov og i sidste ende sig selv. Kulturen må sejre.

“Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Til denne praktiske øvelse har vi en hel industri, der tilbyder substitutobjekter, der gør det lettere at fortsætte livet i fart med fokus på målet, fremfor nærværet med en selv og sit barn. Her finder vi et hav af, hvad man dybt provokerende kan kalde “adskillelsesobjekter”. Blandt andet narresutten, suttekluden, tøjdyret, babyalarmen, barnevognen, sutteflasken, og der kommer hele tiden flere til. Det var da denne sammenhæng gik op for mig, at jeg første gang nedskrev begrebet “adskillelseskultur” – netop i et provokerende og satirisk indlæg, som jeg kaldte “10 musthaves til babyen (i en adskillelseskultur)”, som jeg holdte vejret og udgav i midten af juni 2017. Og det var denne form for objektsbrug, jeg valgte at skrive speciale om på psykologistudiet.

Men er det nødvendigvis altid de her kulturelle tendenser, du beskriver, der er årsagen, når vi har svært ved at rumme barnets behov og følelser?

Det er vigtigt at overveje, hvilke træk og tendenser der kom først, i forsøget på at besvare det spørgsmål. Er det rigtig, hvad jeg netop har argumenteret for? Er det sandt, at vi adskiller os fra, ikke kan forstå og rumme, samt ikke tør handle på vores børns behovsudtryk og ikke kan mærke vores egne, fordi vi lever et hastighedsorienteret og instrumentaliseret liv? Eller udspringer hastighedsorienteringen og instrumentaliseringen af, at vi selv er dybt skadede og traumatiserede mennesker, der er vokset op med fremmedgjorte forældre i en adskillelseskultur, hvor evnerne til at møde os og forstå os som dem, vi var, og med de behov, vi havde, ikke blev mødt? Jager vi vestlige mennesker rundt i hastværk og forsøg på at blive smukkere, bedre, mere anerkendte og dybest set elsket som dem, vi er, mens vi bruger vores liv på beskæftigelse, som vi ikke kan mærke værdien i, fordi vi dybest set føler os uelskede og misforståede? Fordi vi ikke blev elsket ind i livet, på en måde, hvor vi kunne mærke kærligheden? Der er nemlig stor forskel på at være elsket, og så det at føle sig elsket! Jeg er ikke selv i tvivl. Den kultur, vi på mange måder er fanget i lige nu, er tilknytningsforstyrret, og kulturen er menneskeskabt.

Men hvad er en omsorgsrevolution så for dig?

Begrebet ”omsorgsrevolution” kom som nævnt til verden efter begrebet “adskillelseskultur”. For mig afspejler de to begreber også en indre pendulering hos mig personligt, hvor jeg særligt i starten af min rejse med “Verden ved siden af” var meget optaget af alt det, jeg tog afstand fra. Alt det, som jeg havde fået øje på, og som jeg næsten ikke kunne holde ud at se på. Alt det, jeg var vred over og dybest set såret over. Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.

På et tidspunkt i en nedrivningsproces, når man til et tidspunkt, hvor der er grundlag for at begynde at bygge noget nyt op. Og dette opbyggelige projekt kan man kalde “omsorgsrevolutionen”, som jeg, så vidt jeg har kunnet spore mig frem til, første gang nævner i slutningen af august 2017.

“Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.”

 
Nynne Marie Gjerlang

De tanker, som jeg har delt her, er blevet suppleret, udbygget og videreudviklet af en masse kreative, kritisk tænkende, omsorgsfulde og modige mennesker, som begreberne har vækket en genklang hos. Og det har gjort en verden til forskel, for verden i dag er forskellig fra den, den var for tre år siden. Der er så meget, der har rykket sig i en retning mod nærvær og flere muligheder og dybere erkendelser som udgangspunkt for, at mennesker kan vælge at skabe nogle nye meningsfulde måder at leve sammen på. Med respekt for mennesket og jorden, vi er så heldige at være dumpet ned på. Og det kan vi, blandt andet takke den bølgende bevægelse, som omsorgsrevolutionen indtil nu har rejst sig til at være.

Du nævner på din blog, at du ønsker at tilføre “bølgen mere kraft”. Hvordan gør vi det?

Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.

Omsorgsrevolutionen kræver massiv kollektiv healing af de sår, som adskillelseskulturen slår. I vores kultur har vi, fra vi var helt små, lært at lægge låg på, dulme og undertrykke vores følelsesmæssige behov. Mange voksne har i dag derfor svært ved at mærke deres eget værd, deres egne grænser samt andres. Og dybest set føler de sig forkerte og uelskede.

Omsorgsrevolutionen starter med, at vi voksne kigger på os selv med omsorgsfulde øjne og ører rettet mod det indre sårede barn, som i større eller mindre grad fylder indeni os. Det indre sårede barn kan vi tage i hånden og hjælpe med at undersøge de dybereliggende årsager, som gør, at vi bliver fanget i ydre (adskillelseskulturelle) forventninger og pres samt er plaget af lavt selvværd, angst, stress eller andre former for mistrivsel. Traumer nedarves fra generation til generation, og fremmedgørelse avler fremmedgørelse. Heling af traumer kræver omsorgsfulde fællesskaber og møder mellem mennesker, som vi kan støtte os til. Og så kræver heling et kæmpestort mod hos den enkelte til at lade sig konfrontere med sig selv og de følelser, som andre (herunder ens børn) vækker i os. Omsorgsrevolutionen er en koloenorm modsbølge!

“Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Omsorgsrevolutionen handler om medfølende fællesskaber og om møder mellem mennesker, hvor vi sammen kan og tør diskutere og forsøge, over for et hvilket som helst spørgsmål eller dilemma, at finde svar på det her omsorgsrevolutionerende spørgsmål:

“Hvad er det kærligste at gøre lige nu?”

MODERSKAB

Nynne opfandt begrebet ”adskillelseskultur”: Mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

6. april 2020  – opdateret 29. juli 2022 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

Nynne Marie Gjerlang er mor til tre, uddannet psykolog og står bag bloggen Verden ved siden af. Nynne bor på Bornholm, hvor hun er ved at skabe et unschooling community. Du kan følge hende på Instagramprofilerne @verdentilforskel og @verdenvedsidenaf.

Nynne Marie Gjerlang slog det ikke bare hen, da hun i sit moderskab og i forbindelse med de valg, det stillede hende overfor, mærkede et clash mellem eget moderinstinkt og de kulturelle normer og forventninger, hun blev mødt af. Hun dykkede ned i følelsen, forsøgte at forstå og endte med at bringe begreberne ”adskillelseskultur” og ”omsorgsrevolution” til verden.

Flere har taget disse begreber til sig og videreudviklet dem. I dag bruges de også ofte til at beskrive det samfund, vi lever i, ud fra et normkritisk perspektiv. På Instagram er hashtagget #omsorgsrevolution brugt i mere end 16.000 opslag.

Jeg har taget en snak med Nynne om baggrunden for begreberne og tankerne bag.

Hvad er dine tanker bag begreberne #omsorgsrevolution og #adskillelseskultur?

Begrebet “adskillelseskultur” blev, som jeg tidligere har kaldt det, “født” før begrebet “omsorgsrevolution”. Den kronologi afspejler min bevidsthedsbevægelse, som startede med en klar og tydelig afstandtagen til nogle kulturelle tendenser, som pludselig sprang mig i øjnene og i hjertet, og fremstod som allestedsnærværende i den måde, som vi vestlige mennesker forstår og møder barnet på. Både barnet i os selv og de børn, vi lever sammen med. Eller adskilt fra. På daværende tidspunkt var jeg på barsel med min søn på seks måneder, mens min datter, der lige var fyldt to år, var delvist hjemme med os og delvist sammen med min mor under en “privat børnepasser ordning”, som det hedder på Frederiksberg. Det var i clashet mellem på den ene side de følelser, som voksede ud af kærligheden til og omsorgsansvaret for mine børn, og på den anden side de kulturelle forventninger og normer til mig som mor og til børnene som børn, der fik en vrede, social indignation og oprørstrang til at vokse frem i mig. Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”. “Han skal sove væk fra dig, så han ikke bliver vækket af lugten fra din mælk”. “Du må gerne strække ham nogle timer mellem amningerne” osv. De opfordringer, jeg fik, gjorde bare den udefinerede ubalance mere overdøvende. På daværende tidspunkt anede jeg ingen muligheder for at kanalisere og verbalisere mine fornemmelser ud på en konstruktiv måde. Jeg følte en dyb fremmedgørelse over for noget dybt væsentligt i mig selv uden at vide, hvor fremmedgørelsen kom fra, og hvor det fremmede stammede fra.

I slutningen af marts 2017 læste jeg bogen “Kontinuum-begrebet”, hvor alt faldt på plads. Det lyder jo helt vildt at sige sådan. Men sådan var det. Alt faldt på plads. Og alt faldt fra hinanden.

“Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Begrebet “adskillelseskultur” blev ikke skabt, fordi jeg ønskede at mommy-shame, forældre-bashe eller tale dårligt om andre. Læsningen af den bog var en bevidsthedsmæssig eksplosion, som jeg kan huske, efterlod mig med vejrtrækningsproblemer og hulkegråd hjemme i min seng sammen med min baby. Det var en helt ekstrem bevidsthedsudvidelse, som jeg, set i bakspejlet, var klar til at tage ind. Med et følte jeg mig fuldstændig overvældet af et behov for at sætte ord på min egen fremmedgørelse og den fremmedgørelse, som længe havde fyldt på en ukonkret og skjult måde hos mig. Pludselig var der bare nogle erkendelser, som det var tvingende nødvendigt at få bragt ind i verden, selvom jeg godt vidste, at det fuldbårne ville være et resultat af en dyb smerte. Og samtidig med at jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg gav det her lov til at leve og undlod at kvæle det, før det tog sit første åndedrag, så ville jeg være nødt til at devaluere og revurdere de fleste af de overbevisninger, som jeg hidtil havde levet mit liv ud fra. I særdeleshed i forhold til mit syn på min egen barndom og på mine børns.

Hvad var det, det var nødvendigt for dig at sætte ord på?

Det, som jeg havde fået øje på, var, hvordan nogle tendenser i vores kultur medfører, at vi presses til at adskille os fra vores børn, og er blevet blinde over for den sandhed, som børnene og vi selv kom til verden med.

Begrebet “adskillelseskultur” er et nyt begreb, som jeg bragte ind i verden, men den kulturkritik, som begrebet udspringer fra, er langt fra ny. Andre filosoffer, psykologer og teoretikere har beskrevet den hastighedsorientering, som er dominerende i vores kultur, og som bidrager til opretholdelsen af vores adskillelseskultur. Der eksisterer en forventning om, at vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede, og at vi skal “følge med”. Det værste, man kan være, er stillestående og ineffektiv. Vi har fremdriftsreformer, karrierestiger, lærerplaner og hånlige begreber som “fjumreår”. Og så har vi angst- og stressepidemier, som folk dør af på stribe. Et andet velkendt og beskrevet træk ved vores kultur og samfund er instrumentaliseringen. Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har værdi i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre, hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår, når den instrumentaliserede tænkning bliver den dominerende i måden, hvorpå vi forholder os til verden, andre mennesker (herunder vores børn) og til os selv.

Kulturdiagnostikken er ikke ny, men det nye, som det pludselig blev mig tvingende nødvendigt at sætte ord på, er hvordan tendenserne omkring hastighed, acceleration samt instrumentaliseringen har indflydelse på vores liv sammen med – og i særdeleshed adskilt fra – vores børn.

Hvilke konsekvenser mener du, disse træk har på livet med børnene? Og hvordan kommer det, du valgte at kalde “adskillelseskulturen”, til udtryk?

I en kultur, hvor vi altid er på farten og både rent fysisk og mentalt er på vej videre og derudad, er der meget lidt plads til at se og følge barnets behov og initiativ. Og rumme dets følelser. Børn fødes ikke med samme tidsfornemmelse som os, men til gengæld fødes de med en direkte adgang og evne til at udtrykke lige præcis de følelser, som de har. Lige nu og her. En evne, som mange af os vokse har mistet evnen til. Fordi vi er opfostret i en adskillelseskultur. De følelser harmonerer nemlig sjældent med et fokus på hastighed, acceleration og instrumentalisering. Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte. Og hvem de var. Udskyde til et tidspunkt, hvor der er tid til noget så formålsløst, som at være den, man er, og føle det, man føler. Det tidspunkt er der bare ikke særlig ofte tid til. Til gengæld er der tid til adskillelse og så det her helt groteske fænomen, som vi kalder “kvalitetstid”. Problemet med det tidsrum er bare, at her er der faktisk ikke tid til at være menneske, men primært tid til at være præcis det, som passer ind i kulturens normer og forventninger. Her skal vi være glade, taknemmelige og velopdragne og sige “tak” og “undskyld”, i zoologisk have eller Dinos Legeland måske i skoven og så hjem og spise fredagsslik og “hygge”. Følelser, såsom forladthed, vrede, sorg og frustration, må dulmes. Vi dulmer vores egen kulturelt betingede smerte og udmattelse med kaffe, rosé, kage, shopping, Netflix, SoME-bekræftelse osv osv. Barnet må, som vi selv blev det, fremmedgøres over for sine egne følelser, behov og i sidste ende sig selv. Kulturen må sejre.

“Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Til denne praktiske øvelse har vi en hel industri, der tilbyder substitutobjekter, der gør det lettere at fortsætte livet i fart med fokus på målet, fremfor nærværet med en selv og sit barn. Her finder vi et hav af, hvad man dybt provokerende kan kalde “adskillelsesobjekter”. Blandt andet narresutten, suttekluden, tøjdyret, babyalarmen, barnevognen, sutteflasken, og der kommer hele tiden flere til. Det var da denne sammenhæng gik op for mig, at jeg første gang nedskrev begrebet “adskillelseskultur” – netop i et provokerende og satirisk indlæg, som jeg kaldte “10 musthaves til babyen (i en adskillelseskultur)”, som jeg holdte vejret og udgav i midten af juni 2017. Og det var denne form for objektsbrug, jeg valgte at skrive speciale om på psykologistudiet.

Men er det nødvendigvis altid de her kulturelle tendenser, du beskriver, der er årsagen, når vi har svært ved at rumme barnets behov og følelser?

Det er vigtigt at overveje, hvilke træk og tendenser der kom først, i forsøget på at besvare det spørgsmål. Er det rigtig, hvad jeg netop har argumenteret for? Er det sandt, at vi adskiller os fra, ikke kan forstå og rumme, samt ikke tør handle på vores børns behovsudtryk og ikke kan mærke vores egne, fordi vi lever et hastighedsorienteret og instrumentaliseret liv? Eller udspringer hastighedsorienteringen og instrumentaliseringen af, at vi selv er dybt skadede og traumatiserede mennesker, der er vokset op med fremmedgjorte forældre i en adskillelseskultur, hvor evnerne til at møde os og forstå os som dem, vi var, og med de behov, vi havde, ikke blev mødt? Jager vi vestlige mennesker rundt i hastværk og forsøg på at blive smukkere, bedre, mere anerkendte og dybest set elsket som dem, vi er, mens vi bruger vores liv på beskæftigelse, som vi ikke kan mærke værdien i, fordi vi dybest set føler os uelskede og misforståede? Fordi vi ikke blev elsket ind i livet, på en måde, hvor vi kunne mærke kærligheden? Der er nemlig stor forskel på at være elsket, og så det at føle sig elsket! Jeg er ikke selv i tvivl. Den kultur, vi på mange måder er fanget i lige nu, er tilknytningsforstyrret, og kulturen er menneskeskabt.

Men hvad er en omsorgsrevolution så for dig?

Begrebet ”omsorgsrevolution” kom som nævnt til verden efter begrebet “adskillelseskultur”. For mig afspejler de to begreber også en indre pendulering hos mig personligt, hvor jeg særligt i starten af min rejse med “Verden ved siden af” var meget optaget af alt det, jeg tog afstand fra. Alt det, som jeg havde fået øje på, og som jeg næsten ikke kunne holde ud at se på. Alt det, jeg var vred over og dybest set såret over. Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.

På et tidspunkt i en nedrivningsproces, når man til et tidspunkt, hvor der er grundlag for at begynde at bygge noget nyt op. Og dette opbyggelige projekt kan man kalde “omsorgsrevolutionen”, som jeg, så vidt jeg har kunnet spore mig frem til, første gang nævner i slutningen af august 2017.

“Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.”

 
Nynne Marie Gjerlang

De tanker, som jeg har delt her, er blevet suppleret, udbygget og videreudviklet af en masse kreative, kritisk tænkende, omsorgsfulde og modige mennesker, som begreberne har vækket en genklang hos. Og det har gjort en verden til forskel, for verden i dag er forskellig fra den, den var for tre år siden. Der er så meget, der har rykket sig i en retning mod nærvær og flere muligheder og dybere erkendelser som udgangspunkt for, at mennesker kan vælge at skabe nogle nye meningsfulde måder at leve sammen på. Med respekt for mennesket og jorden, vi er så heldige at være dumpet ned på. Og det kan vi, blandt andet takke den bølgende bevægelse, som omsorgsrevolutionen indtil nu har rejst sig til at være.

Du nævner på din blog, at du ønsker at tilføre “bølgen mere kraft”. Hvordan gør vi det?

Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.

Omsorgsrevolutionen kræver massiv kollektiv healing af de sår, som adskillelseskulturen slår. I vores kultur har vi, fra vi var helt små, lært at lægge låg på, dulme og undertrykke vores følelsesmæssige behov. Mange voksne har i dag derfor svært ved at mærke deres eget værd, deres egne grænser samt andres. Og dybest set føler de sig forkerte og uelskede.

Omsorgsrevolutionen starter med, at vi voksne kigger på os selv med omsorgsfulde øjne og ører rettet mod det indre sårede barn, som i større eller mindre grad fylder indeni os. Det indre sårede barn kan vi tage i hånden og hjælpe med at undersøge de dybereliggende årsager, som gør, at vi bliver fanget i ydre (adskillelseskulturelle) forventninger og pres samt er plaget af lavt selvværd, angst, stress eller andre former for mistrivsel. Traumer nedarves fra generation til generation, og fremmedgørelse avler fremmedgørelse. Heling af traumer kræver omsorgsfulde fællesskaber og møder mellem mennesker, som vi kan støtte os til. Og så kræver heling et kæmpestort mod hos den enkelte til at lade sig konfrontere med sig selv og de følelser, som andre (herunder ens børn) vækker i os. Omsorgsrevolutionen er en koloenorm modsbølge!

“Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Omsorgsrevolutionen handler om medfølende fællesskaber og om møder mellem mennesker, hvor vi sammen kan og tør diskutere og forsøge, over for et hvilket som helst spørgsmål eller dilemma, at finde svar på det her omsorgsrevolutionerende spørgsmål:

“Hvad er det kærligste at gøre lige nu?”

LÆS OGSÅ

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

af | feb 19, 2020

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.

19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

af | nov 5, 2019

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

LÆS OGSÅ