Marie Hundebøll Plum: Er jeg en taber, hvis mine børn er min karriere?

af | aug 22, 2019

MODERSKAB

Marie Hundebøll Plum: Er jeg en taber, hvis mine børn er min karriere?

Marie Hundebøll Plum mor

22. august 2019 | Af Marie Hundebøll Plum | Foto: Privat

Journalist og model Marie Hundebøll Plum brænder mest af alt for at være mor. Men hvorfor egentlig skamme sig over det, spørger hun i sit indlæg.

Marie Hundebøll Plum er mor til Carl Egon og Ejner Bob og gift med Mattias Hundebøll. Hendes indlæg blev første gang bragt på bloggen slow down TIGER.

Bordet er dækket af musselmalet porcelæn med diverse sunde snacks på, og snakken går lystigt blandt flokken af halvgamle mødre, der med reformer-lår og nylakerede negle danner cirkel om kaffekopperne. Jeg sidder i mit stille sind og venter på spørgsmålet. Spørgsmålet, der ved enhver social lejlighed må og skal komme. ”Hvornår skal du i gang igen?”

Med det menes, hvornår er den der hæmsko, som er dit barn, stort nok til, at du kan tillade dig at parkere det i en institution, så du selv kan komme videre med dit liv. Din karriere. Dine ambitioner. Dit virke. Og hver gang svarer jeg på cirka samme undskyldende facon, hvor ordene nærmest gemmer sig bag hinanden på vej ud. ”Altså, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal endnu, øh … Jeg har ikke rigtig lyst til at arbejde så meget.”

Dead silence. Indtil de mest socialt intelligente i flokken skynder sig at tage ordet og dreje det hen på et mere ufarligt emne. Som trodsalderen eller Simple Feast. Men imens kan jeg mærke, at noget indeni mig bobler og koger. For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.

 

“For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.”

 
Marie Hundebøll Plum

Samtidig fatter jeg ikke, hvorfor jeg også selv går og skammer mig lidt over, at jeg egentlig mest bare brænder for at være mor. Så for min egen skyld vil jeg forsøge at vende det hele lidt på hovedet og spørge: Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder? Det er i hvert fald den kulturelle opfattelse. Mange mødre, jeg kender, har dårlig samvittighed, hvis de ikke allerede under deres barsel er lidt i gang med arbejdet igen, og de omtaler årene med småbørn som et gigantisk karrieremæssigt setback. Det samme gælder mænd, som uden at prøve at skjule det, ser ned på kvinder, der går op i deres børn. Get a life …

Men hallo. Vi lever vel for at skabe mening med vores eksistens. For at gøre noget betydningsfyldt, der er værd at stå op om morgenen og kæmpe for. Noget, som gør os lykkelige og fylder os med stolthed og kærlighed. Hvis nogen opnår dette foran computeren i et åbent kontorlandskab, så er det da bare helt okay. Men det tror jeg bare ikke på. Så hvad med vi i stedet anerkender og dyrker det, der faktisk giver vores liv mening?

“Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder?”

 
Marie Hundebøll Plum

Jeg er udmærket klar over, at unger ikke ligefrem giver mad på bordet, og at vores forældede arbejdsmarked ikke giver en fuck for børnene og deres stressede forældre. Og jeg har endnu ikke oparbejdet modet til at trække stikket og flytte ud i en svensk skov og blive selvforsynende. Derfor bliver jeg da også nødt til arbejde, så regningerne bliver betalt. Men her stopper det så også. For når de er betalt, vil jeg tilbage til det, mit liv handler om. Det, som jeg vil bruge al resterende tid på at dyrke og skabe, drømme om og opleve med. Mine børn.

Det er måske lidt far fetched. Men jeg ser sgu lidt mig selv som en kunstner. Jeg har skabt mennesker, som skal formes og iagttages. De er mine livsværker og er uden tvivl en vigtigere bedrift end noget arbejde og sætter også et langt mere værdifuldt aftryk på min eftertid end en eller anden kunstinstallation. Alligevel er det tabu at sige, at de er min passion. Min hobby.

Det jeg virkelig finder interessant. For hvor er det dog lavpraktisk og banalt. Men at bruge sin energi på noget, der giver mening og har værdi, er skam slet ikke så banalt. Det er der faktisk rigtig mange, der ikke kan finde ud af. Måske fordi vi har det med at devaluere det meningsfulde og sætte pris på det forkerte. Men hvis vi nu alle sammen blev bedre til at klappe de mødre, der henter tidligt, på skuldrene og lod være med blindt at tilbede dem, der gør karriere i erhvervslivet, bare fordi vores maskuline kultur kun priser vækst og høj indkomst. For der er faktisk mange alternative måder at gøre karriere på. Her er mor en af dem.

Dette indlæg er udtryk for Marie Hundebøll Plums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

MODERSKAB

Marie Hundebøll Plum: Er jeg en taber, hvis mine børn er min karriere?

Marie Hundebøll Plum mor

22. august 2019 | Af Marie Hundebøll Plum | Foto: Privat

 

Journalist og model Marie Hundebøll Plum brænder mest af alt for at være mor. Men hvorfor egentlig skamme sig over det, spørger hun i sit indlæg.

Marie Hundebøll Plum er mor til Carl Egon og Ejner Bob og gift med Mattias Hundebøll. Hendes indlæg blev første gang bragt på bloggen slow down TIGER.

Bordet er dækket af musselmalet porcelæn med diverse sunde snacks på, og snakken går lystigt blandt flokken af halvgamle mødre, der med reformer-lår og nylakerede negle danner cirkel om kaffekopperne. Jeg sidder i mit stille sind og venter på spørgsmålet. Spørgsmålet, der ved enhver social lejlighed må og skal komme. ”Hvornår skal du i gang igen?”

Med det menes, hvornår er den der hæmsko, som er dit barn, stort nok til, at du kan tillade dig at parkere det i en institution, så du selv kan komme videre med dit liv. Din karriere. Dine ambitioner. Dit virke. Og hver gang svarer jeg på cirka samme undskyldende facon, hvor ordene nærmest gemmer sig bag hinanden på vej ud. ”Altså, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal endnu, øh … Jeg har ikke rigtig lyst til at arbejde så meget.”

Dead silence. Indtil de mest socialt intelligente i flokken skynder sig at tage ordet og dreje det hen på et mere ufarligt emne. Som trodsalderen eller Simple Feast. Men imens kan jeg mærke, at noget indeni mig bobler og koger. For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.

 

“For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.”

 
Marie Hundebøll Plum

Samtidig fatter jeg ikke, hvorfor jeg også selv går og skammer mig lidt over, at jeg egentlig mest bare brænder for at være mor. Så for min egen skyld vil jeg forsøge at vende det hele lidt på hovedet og spørge: Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder? Det er i hvert fald den kulturelle opfattelse. Mange mødre, jeg kender, har dårlig samvittighed, hvis de ikke allerede under deres barsel er lidt i gang med arbejdet igen, og de omtaler årene med småbørn som et gigantisk karrieremæssigt setback. Det samme gælder mænd, som uden at prøve at skjule det, ser ned på kvinder, der går op i deres børn. Get a life …

Men hallo. Vi lever vel for at skabe mening med vores eksistens. For at gøre noget betydningsfyldt, der er værd at stå op om morgenen og kæmpe for. Noget, som gør os lykkelige og fylder os med stolthed og kærlighed. Hvis nogen opnår dette foran computeren i et åbent kontorlandskab, så er det da bare helt okay. Men det tror jeg bare ikke på. Så hvad med vi i stedet anerkender og dyrker det, der faktisk giver vores liv mening?

“Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder?”

 
Marie Hundebøll Plum

Jeg er udmærket klar over, at unger ikke ligefrem giver mad på bordet, og at vores forældede arbejdsmarked ikke giver en fuck for børnene og deres stressede forældre. Og jeg har endnu ikke oparbejdet modet til at trække stikket og flytte ud i en svensk skov og blive selvforsynende. Derfor bliver jeg da også nødt til arbejde, så regningerne bliver betalt. Men her stopper det så også. For når de er betalt, vil jeg tilbage til det, mit liv handler om. Det, som jeg vil bruge al resterende tid på at dyrke og skabe, drømme om og opleve med. Mine børn.

Det er måske lidt far fetched. Men jeg ser sgu lidt mig selv som en kunstner. Jeg har skabt mennesker, som skal formes og iagttages. De er mine livsværker og er uden tvivl en vigtigere bedrift end noget arbejde og sætter også et langt mere værdifuldt aftryk på min eftertid end en eller anden kunstinstallation. Alligevel er det tabu at sige, at de er min passion. Min hobby.

Det jeg virkelig finder interessant. For hvor er det dog lavpraktisk og banalt. Men at bruge sin energi på noget, der giver mening og har værdi, er skam slet ikke så banalt. Det er der faktisk rigtig mange, der ikke kan finde ud af. Måske fordi vi har det med at devaluere det meningsfulde og sætte pris på det forkerte. Men hvis vi nu alle sammen blev bedre til at klappe de mødre, der henter tidligt, på skuldrene og lod være med blindt at tilbede dem, der gør karriere i erhvervslivet, bare fordi vores maskuline kultur kun priser vækst og høj indkomst. For der er faktisk mange alternative måder at gøre karriere på. Her er mor en af dem.

Dette indlæg er udtryk for Marie Hundebøll Plums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

af | aug 14, 2019

FØDSEL

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

fødselshistorien er vigtig

14. august 2019 (opdateret 14. november 2019) | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pexels/Pixabay 

En fødsel er en livsomvæltende begivenhed, der er forbundet med mange og store følelser. Derfor har nogle også behov for gang på gang at sætte ord på oplevelsen, lyder det fra psykolog og jordemoder.

Er du en af dem, der ikke kan se en flot gravid mave, før du får lyst til at fortælle om fødslen af dine egne børn? Eller rumsterer tankerne omkring fødslen bare stadig rundt i dit hoved, selvom det er lang tid siden, dit barn kom til verden? Helt normalt, lyder det fra jordemoder og psykolog.

Når der sker noget så stort i vores liv, vil vi nemlig ofte have brug for at tale om det.

– En fødsel er en stor kropslig oplevelse og et vendepunkt i vores liv. Derfor er det ikke mærkeligt, at det er noget, vi har brug for at tale om bagefter. Det er lidt ligesom, når vi har brug for at tale om døden og om den store kærlighed. Når vi mærker de her store følelser, som også en fødsel er forbundet med, har vi brug for at give udtryk for dem, siger Tina Winther, der er jordemoder og indehaver af Mamaprofylax.

Psykolog Amalie Vatne Brean uddyber:

– At blive mor er en lang proces, der starter ved undfangelsen eller ofte før, og fortsætter langt ind i moderskabet, men fødslen er for mange en vigtig milepæl i den proces. At mærke et behov for at tale om og bearbejde denne oplevelse er derfor meget naturlig. Fødslen er både noget, vi ofte husker tydeligt og klart, og samtidig et kaotisk virvar af følelser og tanker. For de fleste kan det være rart at få sat ord på oplevelsen, så man får et sammenhængende og meningsfuldt billede af den, fortæller hun.

Tina Winther underviser ikke kun i fødselsforberedelse, men har også efterfødselssamtaler. Når hun taler en fødsel igennem, er hun ofte nødt til at hjælpe kvinden med at give hende et bredere perspektiv på oplevelsen.

Tina Winther oplever nemlig, at mange kvinder er meget hårde ved sig selv, når de taler om fødslen.

– Gennem mine 10 år som jordemoder har jeg ikke oplevet kvinder, der har været dårlige til at føde. Jeg oplever kvinder, der arbejder og knokler. Du kan heller ikke være dårlig til at leve, men du kan have svært ved det. Derfor er det så vigtigt, at de mennesker, der skal være med til fødslen, kan støtte og lytte – både under og efter fødslen, siger Tina Winther og pointerer:

– Når jeg taler med kvinderne, er mit mål at finde frem til hendes styrker. Jeg oplever, at der selv i svære og hårde fødsler kan være perioder, der kan være styrkende og meget livgivende. Det vindue skal åbnes, og samtidig skal hun anerkendes i at hendes fødsel kan have været meget svær og udfordrende.

Amalie Vatne Brean er enig i, at mange kvinder ofte stiller høje krav til fødslen og egen “præstation”, både når hun tænker på den under graviditeten, og når hun evaluerer den bagefter.

– Her er det vigtigt at understrege, at det er kvindens egen oplevelse, som er vigtig. En fødsel, som beskrives som “normal” i journalen, kan sagtens opleves som meget svær for kvinden. Idealet er ikke den perfekte fødsel, og vi behøver ikke at have en “god” fødsel, for at få en sammenhængende fortælling om den bagefter, siger Amailie Vatne Brean.

Hvorfor vi kan have behov for at tale om fødslen, er naturligt også meget subjektivt.

– Nogle kan mærke et stort behov for at snakke om fødslen, måske fordi det føles styrkende at gennemgå den følelse af mestring, som fødslen gav. Andre har haft en så voldsom fødsel, at de forsøger at skubbe den væk. Hvis fødslen indebærer smertefulde følelser, kan det være ekstra rart at få professionel hjælp til at tale om den under trygge rammer, siger hun.

Og hvis vi mærker behovet, er det vigtigt at få talt fødslen igennem, understreger Amalie Vatne Brean:

– Det narrativ eller den historie, vi bærer med os om fødslen af vores børn, præger den måde, vi opfatter os selv som mor på, og de relationer, vi indgår i. At tale om fødslen kan derfor i bedste fald bidrage til, at vi får øje på vores egne styrker og følelse af mestring i moderskabet, siger hun og tilføjer:

– Mange dyrker historien om kærlighed ved første blik og finder styrke og glæde i at gentage denne fortælling. For flere dukker oplevelsen af kærligheden til barnet op senere, eller fødslen gør, at man adskilles i de første timer. Her er det enormt vigtigt, at vi får talt om fødslen på en måde, som ikke skaber skamfulde følelser af “ikke at være en god nok mor”.

Amalie Vatne Brean anbefaler:

Der findes ikke et facit på, hvor meget eller lidt man skal tale om fødslen. Husk, at du altid kan hive fat i dit fødested og høre, hvad de tilbyder af efterfødselssamtaler. Har du behov for at fortælle om fødslen til venner og familie, så gør det. Hvis du ikke vil snakke om fødslen, så er det også helt i orden. Men kan du mærke, at du tænker negativt om dig selv som mor, om din partner eller barnet, eller har smertefulde følelser knyttet til fødslen, så overvej at tale med en professionel for at få sat ord på tankerne. Vi kan meget hurtigt knytte negative forestillinger og fortællinger til situationer, som var svære. Det betyder ikke, at vi gjorde noget forkert, det betyder blot, at situationen var svær. At få nye perspektiver og et nyt blik på dette, kan være meget lettende. 

FØDSEL

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

fødselshistorien er vigtig

14. august 2019 (opdateret 14. november 2019) | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pexels/Pixabay 

En fødsel er en livsomvæltende begivenhed, der er forbundet med mange og store følelser. Derfor har nogle også behov for gang på gang at sætte ord på oplevelsen, lyder det fra psykolog og jordemoder.

Er du en af dem, der ikke kan se en flot gravid mave, før du får lyst til at fortælle om fødslen af dine egne børn? Eller rumsterer tankerne omkring fødslen bare stadig rundt i dit hoved, selvom det er lang tid siden, dit barn kom til verden? Helt normalt, lyder det fra jordemoder og psykolog.

Når der sker noget så stort i vores liv, vil vi nemlig ofte have brug for at tale om det.

– En fødsel er en stor kropslig oplevelse og et vendepunkt i vores liv. Derfor er det ikke mærkeligt, at det er noget, vi har brug for at tale om bagefter. Det er lidt ligesom, når vi har brug for at tale om døden og om den store kærlighed. Når vi mærker de her store følelser, som også en fødsel er forbundet med, har vi brug for at give udtryk for dem, siger Tina Winther, der er jordemoder og indehaver af Mamaprofylax.

Psykolog Amalie Vatne Brean uddyber:

– At blive mor er en lang proces, der starter ved undfangelsen eller ofte før, og fortsætter langt ind i moderskabet, men fødslen er for mange en vigtig milepæl i den proces. At mærke et behov for at tale om og bearbejde denne oplevelse er derfor meget naturlig. Fødslen er både noget, vi ofte husker tydeligt og klart, og samtidig et kaotisk virvar af følelser og tanker. For de fleste kan det være rart at få sat ord på oplevelsen, så man får et sammenhængende og meningsfuldt billede af den, fortæller hun.

Tina Winther underviser ikke kun i fødselsforberedelse, men har også efterfødselssamtaler. Når hun taler en fødsel igennem, er hun ofte nødt til at hjælpe kvinden med at give hende et bredere perspektiv på oplevelsen.

Tina Winther oplever nemlig, at mange kvinder er meget hårde ved sig selv, når de taler om fødslen.

– Gennem mine 10 år som jordemoder har jeg ikke oplevet kvinder, der har været dårlige til at føde. Jeg oplever kvinder, der arbejder og knokler. Du kan heller ikke være dårlig til at leve, men du kan have svært ved det. Derfor er det så vigtigt, at de mennesker, der skal være med til fødslen, kan støtte og lytte – både under og efter fødslen, siger Tina Winther og pointerer:

– Når jeg taler med kvinderne, er mit mål at finde frem til hendes styrker. Jeg oplever, at der selv i svære og hårde fødsler kan være perioder, der kan være styrkende og meget livgivende. Det vindue skal åbnes, og samtidig skal hun anerkendes i at hendes fødsel kan have været meget svær og udfordrende.

Amalie Vatne Brean er enig i, at mange kvinder ofte stiller høje krav til fødslen og egen “præstation”, både når hun tænker på den under graviditeten, og når hun evaluerer den bagefter.

– Her er det vigtigt at understrege, at det er kvindens egen oplevelse, som er vigtig. En fødsel, som beskrives som “normal” i journalen, kan sagtens opleves som meget svær for kvinden. Idealet er ikke den perfekte fødsel, og vi behøver ikke at have en “god” fødsel, for at få en sammenhængende fortælling om den bagefter, siger Amailie Vatne Brean.

Hvorfor vi kan have behov for at tale om fødslen, er naturligt også meget subjektivt.

– Nogle kan mærke et stort behov for at snakke om fødslen, måske fordi det føles styrkende at gennemgå den følelse af mestring, som fødslen gav. Andre har haft en så voldsom fødsel, at de forsøger at skubbe den væk. Hvis fødslen indebærer smertefulde følelser, kan det være ekstra rart at få professionel hjælp til at tale om den under trygge rammer, siger hun.

Og hvis vi mærker behovet, er det vigtigt at få talt fødslen igennem, understreger Amalie Vatne Brean:

– Det narrativ eller den historie, vi bærer med os om fødslen af vores børn, præger den måde, vi opfatter os selv som mor på, og de relationer, vi indgår i. At tale om fødslen kan derfor i bedste fald bidrage til, at vi får øje på vores egne styrker og følelse af mestring i moderskabet, siger hun og tilføjer:

– Mange dyrker historien om kærlighed ved første blik og finder styrke og glæde i at gentage denne fortælling. For flere dukker oplevelsen af kærligheden til barnet op senere, eller fødslen gør, at man adskilles i de første timer. Her er det enormt vigtigt, at vi får talt om fødslen på en måde, som ikke skaber skamfulde følelser af “ikke at være en god nok mor”.

Amalie Vatne Brean anbefaler:

Der findes ikke et facit på, hvor meget eller lidt man skal tale om fødslen. Husk, at du altid kan hive fat i dit fødested og høre, hvad de tilbyder af efterfødselssamtaler. Har du behov for at fortælle om fødslen til venner og familie, så gør det. Hvis du ikke vil snakke om fødslen, så er det også helt i orden. Men kan du mærke, at du tænker negativt om dig selv som mor, om din partner eller barnet, eller har smertefulde følelser knyttet til fødslen, så overvej at tale med en professionel for at få sat ord på tankerne. Vi kan meget hurtigt knytte negative forestillinger og fortællinger til situationer, som var svære. Det betyder ikke, at vi gjorde noget forkert, det betyder blot, at situationen var svær. At få nye perspektiver og et nyt blik på dette, kan være meget lettende. 

LÆS OGSÅ

Kære gravide kvinde: Slip kontrollen og lad din krop styre

af | aug 5, 2019

Kære gravide kvinde: Slip kontrollen og lad din krop styre

5. august 2019
 
Tekst: Julie G. Buchard er prof.bach i ernæring og sundhed, behandler i akupunktur, EFT samt cupping og står bag virksomheden  Den hele krop.
Foto: Privat
  

Stoler du på din krop? Når den bare gør det, den er skabt til. Uden at du har kontrollen.

I dag er kontrol en helt almindelig del af de flestes dagligdag. Helt uden, at vi tænker over det. Mulighederne for at have kontrol i alle situationer er enorme. Så enorme, at vi nogle gange glemmer at slippe kontrollen og bare være med. Være med det, der er. Og stole på naturens gang. I dette tilfælde naturens gang, når det kommer til graviditet og fødsel. For lige præcis en graviditet og fødsel har stor gavn af, at vi kvinder kontrolleret lukker ned for vores behov for konstant kontrol og i stedet glider ind i rollen som gravid og fødende med tillid til kroppens gøren.

Flere og flere oplever komplicerede graviditetsforløb, negative tankemønstre omkring det at være gravid og føde samt svære fødsler. Det giver ikke kun nogle lange måneder med en stor mave og et opslidende fødselsforløb. Det kan også give nogle negative efterreaktioner, hvor kvinden ikke har følt sig i kontrol undervejs, har skabt afstand til sin egne krop og tænker tilbage på tiden som noget, der skulle overstås. Men tænk, hvis de følelser og tanker kunne være anderledes.

Det kan de heldigvis. Kære kvinde, din krop er bygget til at skabe en baby og ikke mindst til at bringe dette lille nye liv til verdenen. For nogle vil det være et provokerende statement. For du har jo netop oplevet, hvordan din krop slet ikke samarbejdede med dig. Hverken under graviditeten eller fødslen. Men prøv så lige at tænke tilbage. Havde du tillid til, at det, du oplevede i din graviditet og under din fødsel, var helt, som det skulle være? Var du i ro og afspænding, når du havde ligamentsmerter, ikke kunne det, du plejede, måtte hvile dig lidt mere end normalt, eller hvad der ellers mødte dig under din graviditet? Var du i ro og afspænding omkring dine plukveer, dine veer i alle faserne og din evne til at føde? Havde du tiltro til, at alt var, ligesom det skulle være, og du blot skulle gå med det, der kom? De fleste, der har en negativ historie med sig, vil nok, helt ærligt, kunne sige nej til nogle af de overstående spørgsmål. For det er nemlig nærmest umuligt at være i ro og afspænding i så vild en oplevelse, hvis man samtidig ønsker fuld kontrol og forståelse for situationen. Hvis ens hovedenergi bestemmer vejen. Faktisk er dit hoved den største stopklods for det kropslige arbejde.

Vi lever i en verden, hvor det er vores hoved, der får os frem i livet. Det er vores hoved, der gør, at vi klarer os godt i skolen, får os en uddannelse og senere et godt job. Vi bliver anerkendt og rost for vores fremdrift og gøren. Vi bruger vores hoved til at tænke og træffe beslutninger. Derfor kan det også for de fleste kræve lidt øvelse at lade kroppen beslutte. At give kroppen den tillid, at den også har en masse power til at træffe de rigtige beslutninger. Men i en situation, hvor din krop skal skabe et lille menneske og bringe dette til verden, så må vi overlade arbejdet til vores krop. For vores hoved kan og skal ikke forstå. Det skal for en gangs skyld holde lidt fri og give plads til kroppen. Give plads til en kvindes power.

Men hvordan skaber man så en positiv tilgang til noget, vi dybest set synes, er noget, der bare skal overstås? Der er mange måder at skabe tillid til sin krop på. Undervejs i min egen graviditet og i mit arbejde med gravide kvinder arbejder jeg med at skabe tiltro til egne evner og ikke mindst kendskab til kroppens sprog og signaler. Det gør jeg blandt andet ved:

Yoga og åndedrætsøvelser. Her kommer den gravide helt lavpraktisk i kontakt med egen krop, mærker kroppens bevægelser og lærer, hvordan hun kan gå ind i sig selv ved hjælp af åndedrættet. På den måde kan omverdenen blive lukket ude, og hun kan være i og med sin krop.

Visualisering af den ønskede fødsel. En af grundende til, at kontrol kan være en stopklods under en fødsel, er, at en fødsel ikke kan kontrolleres. Og man kan derfor heller ikke på forhånd kende sit fødselsforløb. Men ligesom placebo kan have en positiv effekt på ens følelser eller fysiske velbefindende, kan dens modpart, nocebo, have en negativ effekt. Ved at have en negativ forventning eller tænke negativt omkring graviditeten og fødslen kan der skabes en reel fysisk smerte. Og denne fysiske smerte kan være endnu en stopklods for en positiv fødselsoplevelse. Det kan derfor være en kæmpe gave at gå ind i fødslen med et positivt mindset og med følelsen af, at alt er, lige som det skal være, og med et åbent sind til at det er helt ok, hvis det bliver anderledes end forestillet.

Kropsbehandlinger løbende gennem graviditeten. Med fokus på åndedræt, positiv kropskontakt og hjælp til eventuelle ubehageligheder i kroppen (bækken, blærebetændelse, ødemer og så videre). Moderen og barnet er fra første sekund forbundet, og er det helt frem til barnet er to år. Barnet mærker altså alt det, mor psykisk og fysisk mærker og føler. Det samme gælder under fødslen. De hormoner og signaler, positive som negative, moren mærker, påvirker barnet. Derfor kan det være en fordel at få hjælp til eventuelle ubehageligheder, hjælp til at være i kroppen på trods af ubehagelighederne og en forståelse af, at kroppen blot gør dens arbejde, så godt som den kan. Måske er det blot os selv og vores hoved, der modarbejder?

Dette skriv skal ikke forstås som en formaning om, at man er en dårlig gravid, fødende eller mor, fordi man lader hovedet bestemme frem for kroppen. Men blot en invitation til at tænke anderledes. En graviditet og et kommende morskab er en kæmpe ændring i livet. Måske en af de største. Fysisk og følelsesmæssigt. Og dermed er det også en mulighed for at tilegne sig ny læring og værdier. For graviditeten og fødslen er kun de første ud af mange udfordringer. En graviditet er en kæmpe invitation til at mærke din krop og lære din krops sprog at kende. Til at give slip på hovedenergien og lære din kropsenergi at kende.

Omformuler den formel, du kender: At du skal knokle, være på, give, udføre. Og tillad dig selv at læne dig tilbage, tage imod, hvile og give slip.

Din krop skal skabe et lille menneske og bringe dette lille nye, unikke væsen til verden. Det kræver sin kvinde. Og du er den kvinde. Med alt det, du har og er. Mere behøver du ikke.

Du kan følge Julie G. Buchards virksomhed Den hele krop på Facebook og Instagram.

Dette indlæg er udtryk for Julie G. Buchards holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

5. august 2019
 
Tekst: Julie G. Buchard er prof.bach i ernæring og sundhed, behandler i akupunktur, EFT samt cupping og står bag virksomheden  Den hele krop.
Foto: Privat
 

Stoler du på din krop? Når den bare gør det, den er skabt til. Uden at du har kontrollen.

I dag er kontrol en helt almindelig del af de flestes dagligdag. Helt uden, at vi tænker over det. Mulighederne for at have kontrol i alle situationer er enorme. Så enorme, at vi nogle gange glemmer at slippe kontrollen og bare være med. Være med det, der er. Og stole på naturens gang. I dette tilfælde naturens gang, når det kommer til graviditet og fødsel. For lige præcis en graviditet og fødsel har stor gavn af, at vi kvinder kontrolleret lukker ned for vores behov for konstant kontrol og i stedet glider ind i rollen som gravid og fødende med tillid til kroppens gøren.

Flere og flere oplever komplicerede graviditetsforløb, negative tankemønstre omkring det at være gravid og føde samt svære fødsler. Det giver ikke kun nogle lange måneder med en stor mave og et opslidende fødselsforløb. Det kan også give nogle negative efterreaktioner, hvor kvinden ikke har følt sig i kontrol undervejs, har skabt afstand til sin egne krop og tænker tilbage på tiden som noget, der skulle overstås. Men tænk, hvis de følelser og tanker kunne være anderledes.

Det kan de heldigvis. Kære kvinde, din krop er bygget til at skabe en baby og ikke mindst til at bringe dette lille nye liv til verdenen. For nogle vil det være et provokerende statement. For du har jo netop oplevet, hvordan din krop slet ikke samarbejdede med dig. Hverken under graviditeten eller fødslen. Men prøv så lige at tænke tilbage. Havde du tillid til, at det, du oplevede i din graviditet og under din fødsel, var helt, som det skulle være? Var du i ro og afspænding, når du havde ligamentsmerter, ikke kunne det, du plejede, måtte hvile dig lidt mere end normalt, eller hvad der ellers mødte dig under din graviditet? Var du i ro og afspænding omkring dine plukveer, dine veer i alle faserne og din evne til at føde? Havde du tiltro til, at alt var, ligesom det skulle være, og du blot skulle gå med det, der kom? De fleste, der har en negativ historie med sig, vil nok, helt ærligt, kunne sige nej til nogle af de overstående spørgsmål. For det er nemlig nærmest umuligt at være i ro og afspænding i så vild en oplevelse, hvis man samtidig ønsker fuld kontrol og forståelse for situationen. Hvis ens hovedenergi bestemmer vejen. Faktisk er dit hoved den største stopklods for det kropslige arbejde.

Vi lever i en verden, hvor det er vores hoved, der får os frem i livet. Det er vores hoved, der gør, at vi klarer os godt i skolen, får os en uddannelse og senere et godt job. Vi bliver anerkendt og rost for vores fremdrift og gøren. Vi bruger vores hoved til at tænke og træffe beslutninger. Derfor kan det også for de fleste kræve lidt øvelse at lade kroppen beslutte. At give kroppen den tillid, at den også har en masse power til at træffe de rigtige beslutninger. Men i en situation, hvor din krop skal skabe et lille menneske og bringe dette til verden, så må vi overlade arbejdet til vores krop. For vores hoved kan og skal ikke forstå. Det skal for en gangs skyld holde lidt fri og give plads til kroppen. Give plads til en kvindes power.

Men hvordan skaber man så en positiv tilgang til noget, vi dybest set synes, er noget, der bare skal overstås? Der er mange måder at skabe tillid til sin krop på. Undervejs i min egen graviditet og i mit arbejde med gravide kvinder arbejder jeg med at skabe tiltro til egne evner og ikke mindst kendskab til kroppens sprog og signaler. Det gør jeg blandt andet ved:

Yoga og åndedrætsøvelser. Her kommer den gravide helt lavpraktisk i kontakt med egen krop, mærker kroppens bevægelser og lærer, hvordan hun kan gå ind i sig selv ved hjælp af åndedrættet. På den måde kan omverdenen blive lukket ude, og hun kan være i og med sin krop.

Visualisering af den ønskede fødsel. En af grundende til, at kontrol kan være en stopklods under en fødsel, er, at en fødsel ikke kan kontrolleres. Og man kan derfor heller ikke på forhånd kende sit fødselsforløb. Men ligesom placebo kan have en positiv effekt på ens følelser eller fysiske velbefindende, kan dens modpart, nocebo, have en negativ effekt. Ved at have en negativ forventning eller tænke negativt omkring graviditeten og fødslen kan der skabes en reel fysisk smerte. Og denne fysiske smerte kan være endnu en stopklods for en positiv fødselsoplevelse. Det kan derfor være en kæmpe gave at gå ind i fødslen med et positivt mindset og med følelsen af, at alt er, lige som det skal være, og med et åbent sind til at det er helt ok, hvis det bliver anderledes end forestillet.

Kropsbehandlinger løbende gennem graviditeten. Med fokus på åndedræt, positiv kropskontakt og hjælp til eventuelle ubehageligheder i kroppen (bækken, blærebetændelse, ødemer og så videre). Moderen og barnet er fra første sekund forbundet, og er det helt frem til barnet er to år. Barnet mærker altså alt det, mor psykisk og fysisk mærker og føler. Det samme gælder under fødslen. De hormoner og signaler, positive som negative, moren mærker, påvirker barnet. Derfor kan det være en fordel at få hjælp til eventuelle ubehageligheder, hjælp til at være i kroppen på trods af ubehagelighederne og en forståelse af, at kroppen blot gør dens arbejde, så godt som den kan. Måske er det blot os selv og vores hoved, der modarbejder?

Dette skriv skal ikke forstås som en formaning om, at man er en dårlig gravid, fødende eller mor, fordi man lader hovedet bestemme frem for kroppen. Men blot en invitation til at tænke anderledes. En graviditet og et kommende morskab er en kæmpe ændring i livet. Måske en af de største. Fysisk og følelsesmæssigt. Og dermed er det også en mulighed for at tilegne sig ny læring og værdier. For graviditeten og fødslen er kun de første ud af mange udfordringer. En graviditet er en kæmpe invitation til at mærke din krop og lære din krops sprog at kende. Til at give slip på hovedenergien og lære din kropsenergi at kende.

Omformuler den formel, du kender: At du skal knokle, være på, give, udføre. Og tillad dig selv at læne dig tilbage, tage imod, hvile og give slip.

Din krop skal skabe et lille menneske og bringe dette lille nye, unikke væsen til verden. Det kræver sin kvinde. Og du er den kvinde. Med alt det, du har og er. Mere behøver du ikke.

Du kan følge Julie G. Buchards virksomhed Den hele krop på Facebook og Instagram.

Dette indlæg er udtryk for Julie G. Buchards holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

“Har du tænkt over, om det liv, du lever, leves på baggrund af valg, du har taget?”

af | jun 27, 2019

DEBAT

“Har du tænkt over, om det liv, du lever, leves på baggrund af valg, du har taget?”

"Har du tænkt over, om det liv, du lever, leves på baggrund af valg, du har taget?"

27. juni 2019 | Af Rikke Høyer| Foto: Privat

Har du tænkt over, hvorfor vi arbejder det meste af vores tid og afleverer vores børn til andre, spørger pædagog Rikke Høyer, der står bag Instagramprofilen Børnetanker.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Dette indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker. 

Hvor ofte tænker du ind under overfladen? 

Hvad mener du. Tænker du, måske.

Jo, ser du. Hvor tit vender og drejer du, det du gør.

Hvor tit spørger du dig selv: “Har jeg mig selv med i det her”?

Måske sukker du lettere opgivende. Tænker, at det kan man jo ikke. Så ville alt jo gå i stå. Gå. Langsomt. 

Og måske ville det. I starten. Indtil det blev naturligt. At tænke sådan.

Men er det nødvendigt?

Du har det måske helt ok. Befinder dig godt. Klager ikke.

Men må jeg prikke lidt til dig. Spørge om noget, der måske ved første øjekast er lidt sært – at spørge om. Fordi. Sådan er det jo bare.

Men.

– Har du tænkt over, hvorfor nyfødte får sin egen seng efter fødsel på hospitalet?
– Har du tænkt over, hvorfor det er et succeskriterie at få baby til at sove selv?
– Har du tænkt over, hvorfor vi arbejder det meste af vores tid og afleverer vores børn til andre?
– Har du tænkt over, hvorfor uafhængighed er prisværdigt?

Og har du tænkt over, hvorfor vi forklarer den stigende mistrivsel blandt børn og unge – med dårlig opdragelse?

– Har du tænkt over, hvad opdragelse er?
– Har du tænkt over, hvad tilknytning vil sige?
– Har du tænkt over, hvad det betyder at den primære socialisering er blevet det, der sker udenfor hjemmet?

Og har du tænkt over, om det liv, du lever, leves på baggrund af valg, du har taget. Selv. Med udgangspunkt i de værdier, du har. Med udgangspunkt i det menneske, du er.

Og har du tænkt over. Hvem du er. Hvorfor du står lige her. Midt i livet?  

Dette indlæg er udtryk for Rikke Høyers holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

“Har du tænkt over, om det liv, du lever, leves på baggrund af valg, du har taget?”

"Har du tænkt over, om det liv, du lever, leves på baggrund af valg, du har taget?"

27. juni 2019 | Af Rikke Høyer| Foto: Privat

Har du tænkt over, hvorfor vi arbejder det meste af vores tid og afleverer vores børn til andre, spørger pædagog Rikke Høyer, der står bag Instagramprofilen Børnetanker.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Dette indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker. 

Hvor ofte tænker du ind under overfladen? 

Hvad mener du. Tænker du, måske.

Jo, ser du. Hvor tit vender og drejer du, det du gør.

Hvor tit spørger du dig selv: “Har jeg mig selv med i det her”?

Måske sukker du lettere opgivende. Tænker, at det kan man jo ikke. Så ville alt jo gå i stå. Gå. Langsomt. 

Og måske ville det. I starten. Indtil det blev naturligt. At tænke sådan.

Men er det nødvendigt?

Du har det måske helt ok. Befinder dig godt. Klager ikke.

Men må jeg prikke lidt til dig. Spørge om noget, der måske ved første øjekast er lidt sært – at spørge om. Fordi. Sådan er det jo bare.

Men.

– Har du tænkt over, hvorfor nyfødte får sin egen seng efter fødsel på hospitalet?
– Har du tænkt over, hvorfor det er et succeskriterie at få baby til at sove selv?
– Har du tænkt over, hvorfor vi arbejder det meste af vores tid og afleverer vores børn til andre?
– Har du tænkt over, hvorfor uafhængighed er prisværdigt?

Og har du tænkt over, hvorfor vi forklarer den stigende mistrivsel blandt børn og unge – med dårlig opdragelse?

– Har du tænkt over, hvad opdragelse er?
– Har du tænkt over, hvad tilknytning vil sige?
– Har du tænkt over, hvad det betyder at den primære socialisering er blevet det, der sker udenfor hjemmet?

Og har du tænkt over, om det liv, du lever, leves på baggrund af valg, du har taget. Selv. Med udgangspunkt i de værdier, du har. Med udgangspunkt i det menneske, du er.

Og har du tænkt over. Hvem du er. Hvorfor du står lige her. Midt i livet?  

Emmibaby

Dette indlæg er udtryk for Rikke Høyers holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Mor til tre børn med særlige behov: Det er en kamp at få hjælp

af | jun 1, 2019

DEBAT

Mor til tre børn med særlige behov: Det er en kamp at få hjælp

Ifølge Monica Lylloff er det en kamp af få hjælp, når man har børn med særlige behov.

1. juni 2019 | Af Monica Lylloff | Foto: Privat

Den kamp, man skal igennem som forældre til børn med særlige behov, er ikke rimelig. For det handler ikke om enkelte sager, enkelte diagnoser og enkelte kommuner, skriver Monica Lylloff.

Monica Lylloff er mor til tre børn med særlige behov og initiativtager til facebook-gruppen Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed.

Du skal være ualmindelig stærk og bo det rigtige sted, hvis du som forældre til et barn med særlige behov skal have mulighed for at få hjælp. Det er nemlig et system styret af vilkårlighed.

Jeg ved det, for jeg har mærket det på egen krop.

I 2007 blev min mands og mit liv vendt på hovedet. Vores tvillingepiger blev født 11 uger for tidligt, og fra den ene dag til den anden gik vi fra at være en ”almindelig” selvkørende familie med en lille dreng til at blive forældre og pårørende, der måtte sætte sig ind i medicinske udtryk, hjælpemidler og serviceloven.

Begge vores piger fik følger af den alt for tidlige fødsel. Vores datter Emma fik en stor hjerneblødning med flere diagnoser til følge, blandt andet hydrocephalus, cerebral parese (CP) og autisme. Vores datter Sarah har ADHD og søvnforstyrrelser, og nogle år senere fik vores søn angst og skolevægring og en udredning viste, at han har en form for autisme.

Det har været nogle enormt barske år på mange måder. 11 år med mange sorger, stress og depression. I dag kan jeg se vores situation som givende. Det, vi har været igennem som ægtepar, forældre og mennesker, har lært mig at værdsætte det, vi har. Jeg har lært at sætte pris på nuet, for vi ved ikke, hvad der sker i morgen.

Det tog tid at komme hertil. Men da jeg gjorde, besluttede jeg, at jeg ville forsøge at hjælpe andre med at se de svære livsvilkår med de øjne. Derfor besluttede jeg at skrive bogen ”Seje mor” – en fortælling om livet med tre børn med særlige behov”. For man bliver sej af at blive forældre til børn med særlige behov.

Bogen er dog ikke kun en hyldest til forældre i samme situation. Det er også en løftet pegefinger til myndighederne. Man skal nemlig være ualmindelig sej, når man skal søge om livsnødvendig hjælp hos kommunen. Selv kom det som et chok for mig, da vi skulle søge om hjælp til hjælpemidler og tabt arbejdsfortjeneste. Jeg troede naivt, at når man stod og havde brug for hjælp i vores velfærdssamfund, så fik man det. Jeg blev klogere.

Men den kamp, man skal igennem som forældre i den situation, og den vilkårlighed, der hersker, er ikke rimelig. For det handler ikke om enkelte sager, enkelte diagnoser og enkelte kommuner. Det er i hele landet, mennesker kæmper for at få den nødvendige hjælp. Handicapområdet sejler, og mennesker bliver slidt op. Det forsøger vi nu at få politikernes øjne op for.

Sammen med Mia Kristina Hansen, der er formand for Foreningen for børn med angst, dannede jeg i slutningen af februar facebook-gruppen Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed. En græsrodsbevægelse, som samler pårørende på tværs af diagnoser, og hvor vi lader ansigterne og historierne komme frem og tegne det reelle billede af situationen: At det er en kamp at få hjælp.

Gruppen har lige nu mere end 10.000 medlemmer. Vores kampagne #enmillionstemmer, som er startet i samarbejde med Dansk Handicap Forbund og Muskelsvindfonden, er også blevet delt mange gange og er nået vidt omkring på de sociale medier og på landsdækkende tv.

Opmærksomheden og samarbejdet med de øvrige handicaporganisationer og foreninger er vigtig. For hvis der skal ændres noget på dette område, gælder det om at stå sammen. Jeg har en drøm om, at kommunerne og Christiansborg begynder at lytte til os – til eksperterne: Os, det handler om. Det må være slut med ansvarsfralæggelserne, for det løser ingenting.

Dette indlæg er udtryk for Monica Lylloffs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Mor til tre børn med særlige behov: Det er en kamp at få hjælp

Ifølge Monica Lylloff er det en kamp af få hjælp, når man har børn med særlige behov.

1. juni 2019 | Af Monica Lylloff | Foto: Privat

Den kamp, man skal igennem som forældre til børn med særlige behov, er ikke rimelig. For det handler ikke om enkelte sager, enkelte diagnoser og enkelte kommuner, skriver Monica Lylloff.

Monica Lylloff er mor til tre børn med særlige behov og initiativtager til facebook-gruppen Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed.

Du skal være ualmindelig stærk og bo det rigtige sted, hvis du som forældre til et barn med særlige behov skal have mulighed for at få hjælp. Det er nemlig et system styret af vilkårlighed.

Jeg ved det, for jeg har mærket det på egen krop.

I 2007 blev min mands og mit liv vendt på hovedet. Vores tvillingepiger blev født 11 uger for tidligt, og fra den ene dag til den anden gik vi fra at være en ”almindelig” selvkørende familie med en lille dreng til at blive forældre og pårørende, der måtte sætte sig ind i medicinske udtryk, hjælpemidler og serviceloven.

Begge vores piger fik følger af den alt for tidlige fødsel. Vores datter Emma fik en stor hjerneblødning med flere diagnoser til følge, blandt andet hydrocephalus, cerebral parese (CP) og autisme. Vores datter Sarah har ADHD og søvnforstyrrelser, og nogle år senere fik vores søn angst og skolevægring og en udredning viste, at han har en form for autisme.

Det har været nogle enormt barske år på mange måder. 11 år med mange sorger, stress og depression. I dag kan jeg se vores situation som givende. Det, vi har været igennem som ægtepar, forældre og mennesker, har lært mig at værdsætte det, vi har. Jeg har lært at sætte pris på nuet, for vi ved ikke, hvad der sker i morgen.

Det tog tid at komme hertil. Men da jeg gjorde, besluttede jeg, at jeg ville forsøge at hjælpe andre med at se de svære livsvilkår med de øjne. Derfor besluttede jeg at skrive bogen ”Seje mor” – en fortælling om livet med tre børn med særlige behov”. For man bliver sej af at blive forældre til børn med særlige behov.

Bogen er dog ikke kun en hyldest til forældre i samme situation. Det er også en løftet pegefinger til myndighederne. Man skal nemlig være ualmindelig sej, når man skal søge om livsnødvendig hjælp hos kommunen. Selv kom det som et chok for mig, da vi skulle søge om hjælp til hjælpemidler og tabt arbejdsfortjeneste. Jeg troede naivt, at når man stod og havde brug for hjælp i vores velfærdssamfund, så fik man det. Jeg blev klogere.

Men den kamp, man skal igennem som forældre i den situation, og den vilkårlighed, der hersker, er ikke rimelig. For det handler ikke om enkelte sager, enkelte diagnoser og enkelte kommuner. Det er i hele landet, mennesker kæmper for at få den nødvendige hjælp. Handicapområdet sejler, og mennesker bliver slidt op. Det forsøger vi nu at få politikernes øjne op for.

Sammen med Mia Kristina Hansen, der er formand for Foreningen for børn med angst, dannede jeg i slutningen af februar facebook-gruppen Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed. En græsrodsbevægelse, som samler pårørende på tværs af diagnoser, og hvor vi lader ansigterne og historierne komme frem og tegne det reelle billede af situationen: At det er en kamp at få hjælp.

Gruppen har lige nu mere end 10.000 medlemmer. Vores kampagne #enmillionstemmer, som er startet i samarbejde med Dansk Handicap Forbund og Muskelsvindfonden, er også blevet delt mange gange og er nået vidt omkring på de sociale medier og på landsdækkende tv.

Opmærksomheden og samarbejdet med de øvrige handicaporganisationer og foreninger er vigtig. For hvis der skal ændres noget på dette område, gælder det om at stå sammen. Jeg har en drøm om, at kommunerne og Christiansborg begynder at lytte til os – til eksperterne: Os, det handler om. Det må være slut med ansvarsfralæggelserne, for det løser ingenting.

Dette indlæg er udtryk for Monica Lylloffs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ