Troede min krop, at mit barn var dødt?

af | jul 26, 2022

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.19. maj 2020 – opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.
19. maj 2020 - opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

LÆS OGSÅ

Nynne opfandt begrebet ”adskillelseskultur”: Mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

af | apr 6, 2020

MODERSKAB

Nynne mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

6. april 2020 – opdateret 29. juli 2022 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

Nynne Marie Gjerlang er mor til tre, uddannet psykolog og står bag bloggen Verden ved siden af. Nynne bor på Bornholm, hvor hun er ved at skabe et unschooling community. Du kan følge hende på Instagramprofilerne @verdentilforskel og @verdenvedsidenaf.

Nynne Marie Gjerlang slog det ikke bare hen, da hun i sit moderskab og i forbindelse med de valg, det stillede hende overfor, mærkede et clash mellem eget moderinstinkt og de kulturelle normer og forventninger, hun blev mødt af. Hun dykkede ned i følelsen, forsøgte at forstå og endte med at bringe begreberne ”adskillelseskultur” og ”omsorgsrevolution” til verden.

Flere har taget disse begreber til sig og videreudviklet dem. I dag bruges de også ofte til at beskrive det samfund, vi lever i, ud fra et normkritisk perspektiv. På Instagram er hashtagget #omsorgsrevolution brugt i mere end 16.000 opslag.

Jeg har taget en snak med Nynne om baggrunden for begreberne og tankerne bag.

Hvad er dine tanker bag begreberne #omsorgsrevolution og #adskillelseskultur?

Begrebet “adskillelseskultur” blev, som jeg tidligere har kaldt det, “født” før begrebet “omsorgsrevolution”. Den kronologi afspejler min bevidsthedsbevægelse, som startede med en klar og tydelig afstandtagen til nogle kulturelle tendenser, som pludselig sprang mig i øjnene og i hjertet, og fremstod som allestedsnærværende i den måde, som vi vestlige mennesker forstår og møder barnet på. Både barnet i os selv og de børn, vi lever sammen med. Eller adskilt fra. På daværende tidspunkt var jeg på barsel med min søn på seks måneder, mens min datter, der lige var fyldt to år, var delvist hjemme med os og delvist sammen med min mor under en “privat børnepasser ordning”, som det hedder på Frederiksberg. Det var i clashet mellem på den ene side de følelser, som voksede ud af kærligheden til og omsorgsansvaret for mine børn, og på den anden side de kulturelle forventninger og normer til mig som mor og til børnene som børn, der fik en vrede, social indignation og oprørstrang til at vokse frem i mig. Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”. “Han skal sove væk fra dig, så han ikke bliver vækket af lugten fra din mælk”. “Du må gerne strække ham nogle timer mellem amningerne” osv. De opfordringer, jeg fik, gjorde bare den udefinerede ubalance mere overdøvende. På daværende tidspunkt anede jeg ingen muligheder for at kanalisere og verbalisere mine fornemmelser ud på en konstruktiv måde. Jeg følte en dyb fremmedgørelse over for noget dybt væsentligt i mig selv uden at vide, hvor fremmedgørelsen kom fra, og hvor det fremmede stammede fra.

I slutningen af marts 2017 læste jeg bogen “Kontinuum-begrebet”, hvor alt faldt på plads. Det lyder jo helt vildt at sige sådan. Men sådan var det. Alt faldt på plads. Og alt faldt fra hinanden.

“Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Begrebet “adskillelseskultur” blev ikke skabt, fordi jeg ønskede at mommy-shame, forældre-bashe eller tale dårligt om andre. Læsningen af den bog var en bevidsthedsmæssig eksplosion, som jeg kan huske, efterlod mig med vejrtrækningsproblemer og hulkegråd hjemme i min seng sammen med min baby. Det var en helt ekstrem bevidsthedsudvidelse, som jeg, set i bakspejlet, var klar til at tage ind. Med et følte jeg mig fuldstændig overvældet af et behov for at sætte ord på min egen fremmedgørelse og den fremmedgørelse, som længe havde fyldt på en ukonkret og skjult måde hos mig. Pludselig var der bare nogle erkendelser, som det var tvingende nødvendigt at få bragt ind i verden, selvom jeg godt vidste, at det fuldbårne ville være et resultat af en dyb smerte. Og samtidig med at jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg gav det her lov til at leve og undlod at kvæle det, før det tog sit første åndedrag, så ville jeg være nødt til at devaluere og revurdere de fleste af de overbevisninger, som jeg hidtil havde levet mit liv ud fra. I særdeleshed i forhold til mit syn på min egen barndom og på mine børns.

Hvad var det, det var nødvendigt for dig at sætte ord på?

Det, som jeg havde fået øje på, var, hvordan nogle tendenser i vores kultur medfører, at vi presses til at adskille os fra vores børn, og er blevet blinde over for den sandhed, som børnene og vi selv kom til verden med.

Begrebet “adskillelseskultur” er et nyt begreb, som jeg bragte ind i verden, men den kulturkritik, som begrebet udspringer fra, er langt fra ny. Andre filosoffer, psykologer og teoretikere har beskrevet den hastighedsorientering, som er dominerende i vores kultur, og som bidrager til opretholdelsen af vores adskillelseskultur. Der eksisterer en forventning om, at vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede, og at vi skal “følge med”. Det værste, man kan være, er stillestående og ineffektiv. Vi har fremdriftsreformer, karrierestiger, lærerplaner og hånlige begreber som “fjumreår”. Og så har vi angst- og stressepidemier, som folk dør af på stribe. Et andet velkendt og beskrevet træk ved vores kultur og samfund er instrumentaliseringen. Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har værdi i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre, hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår, når den instrumentaliserede tænkning bliver den dominerende i måden, hvorpå vi forholder os til verden, andre mennesker (herunder vores børn) og til os selv.

Kulturdiagnostikken er ikke ny, men det nye, som det pludselig blev mig tvingende nødvendigt at sætte ord på, er hvordan tendenserne omkring hastighed, acceleration samt instrumentaliseringen har indflydelse på vores liv sammen med – og i særdeleshed adskilt fra – vores børn.

Hvilke konsekvenser mener du, disse træk har på livet med børnene? Og hvordan kommer det, du valgte at kalde “adskillelseskulturen”, til udtryk?

I en kultur, hvor vi altid er på farten og både rent fysisk og mentalt er på vej videre og derudad, er der meget lidt plads til at se og følge barnets behov og initiativ. Og rumme dets følelser. Børn fødes ikke med samme tidsfornemmelse som os, men til gengæld fødes de med en direkte adgang og evne til at udtrykke lige præcis de følelser, som de har. Lige nu og her. En evne, som mange af os vokse har mistet evnen til. Fordi vi er opfostret i en adskillelseskultur. De følelser harmonerer nemlig sjældent med et fokus på hastighed, acceleration og instrumentalisering. Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte. Og hvem de var. Udskyde til et tidspunkt, hvor der er tid til noget så formålsløst, som at være den, man er, og føle det, man føler. Det tidspunkt er der bare ikke særlig ofte tid til. Til gengæld er der tid til adskillelse og så det her helt groteske fænomen, som vi kalder “kvalitetstid”. Problemet med det tidsrum er bare, at her er der faktisk ikke tid til at være menneske, men primært tid til at være præcis det, som passer ind i kulturens normer og forventninger. Her skal vi være glade, taknemmelige og velopdragne og sige “tak” og “undskyld”, i zoologisk have eller Dinos Legeland måske i skoven og så hjem og spise fredagsslik og “hygge”. Følelser, såsom forladthed, vrede, sorg og frustration, må dulmes. Vi dulmer vores egen kulturelt betingede smerte og udmattelse med kaffe, rosé, kage, shopping, Netflix, SoME-bekræftelse osv osv. Barnet må, som vi selv blev det, fremmedgøres over for sine egne følelser, behov og i sidste ende sig selv. Kulturen må sejre.

“Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Til denne praktiske øvelse har vi en hel industri, der tilbyder substitutobjekter, der gør det lettere at fortsætte livet i fart med fokus på målet, fremfor nærværet med en selv og sit barn. Her finder vi et hav af, hvad man dybt provokerende kan kalde “adskillelsesobjekter”. Blandt andet narresutten, suttekluden, tøjdyret, babyalarmen, barnevognen, sutteflasken, og der kommer hele tiden flere til. Det var da denne sammenhæng gik op for mig, at jeg første gang nedskrev begrebet “adskillelseskultur” – netop i et provokerende og satirisk indlæg, som jeg kaldte “10 musthaves til babyen (i en adskillelseskultur)”, som jeg holdte vejret og udgav i midten af juni 2017. Og det var denne form for objektsbrug, jeg valgte at skrive speciale om på psykologistudiet.

Men er det nødvendigvis altid de her kulturelle tendenser, du beskriver, der er årsagen, når vi har svært ved at rumme barnets behov og følelser?

Det er vigtigt at overveje, hvilke træk og tendenser der kom først, i forsøget på at besvare det spørgsmål. Er det rigtig, hvad jeg netop har argumenteret for? Er det sandt, at vi adskiller os fra, ikke kan forstå og rumme, samt ikke tør handle på vores børns behovsudtryk og ikke kan mærke vores egne, fordi vi lever et hastighedsorienteret og instrumentaliseret liv? Eller udspringer hastighedsorienteringen og instrumentaliseringen af, at vi selv er dybt skadede og traumatiserede mennesker, der er vokset op med fremmedgjorte forældre i en adskillelseskultur, hvor evnerne til at møde os og forstå os som dem, vi var, og med de behov, vi havde, ikke blev mødt? Jager vi vestlige mennesker rundt i hastværk og forsøg på at blive smukkere, bedre, mere anerkendte og dybest set elsket som dem, vi er, mens vi bruger vores liv på beskæftigelse, som vi ikke kan mærke værdien i, fordi vi dybest set føler os uelskede og misforståede? Fordi vi ikke blev elsket ind i livet, på en måde, hvor vi kunne mærke kærligheden? Der er nemlig stor forskel på at være elsket, og så det at føle sig elsket! Jeg er ikke selv i tvivl. Den kultur, vi på mange måder er fanget i lige nu, er tilknytningsforstyrret, og kulturen er menneskeskabt.

Men hvad er en omsorgsrevolution så for dig?

Begrebet ”omsorgsrevolution” kom som nævnt til verden efter begrebet “adskillelseskultur”. For mig afspejler de to begreber også en indre pendulering hos mig personligt, hvor jeg særligt i starten af min rejse med “Verden ved siden af” var meget optaget af alt det, jeg tog afstand fra. Alt det, som jeg havde fået øje på, og som jeg næsten ikke kunne holde ud at se på. Alt det, jeg var vred over og dybest set såret over. Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.

På et tidspunkt i en nedrivningsproces, når man til et tidspunkt, hvor der er grundlag for at begynde at bygge noget nyt op. Og dette opbyggelige projekt kan man kalde “omsorgsrevolutionen”, som jeg, så vidt jeg har kunnet spore mig frem til, første gang nævner i slutningen af august 2017.

“Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.”

 
Nynne Marie Gjerlang

De tanker, som jeg har delt her, er blevet suppleret, udbygget og videreudviklet af en masse kreative, kritisk tænkende, omsorgsfulde og modige mennesker, som begreberne har vækket en genklang hos. Og det har gjort en verden til forskel, for verden i dag er forskellig fra den, den var for tre år siden. Der er så meget, der har rykket sig i en retning mod nærvær og flere muligheder og dybere erkendelser som udgangspunkt for, at mennesker kan vælge at skabe nogle nye meningsfulde måder at leve sammen på. Med respekt for mennesket og jorden, vi er så heldige at være dumpet ned på. Og det kan vi, blandt andet takke den bølgende bevægelse, som omsorgsrevolutionen indtil nu har rejst sig til at være.

Du nævner på din blog, at du ønsker at tilføre “bølgen mere kraft”. Hvordan gør vi det?

Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.

Omsorgsrevolutionen kræver massiv kollektiv healing af de sår, som adskillelseskulturen slår. I vores kultur har vi, fra vi var helt små, lært at lægge låg på, dulme og undertrykke vores følelsesmæssige behov. Mange voksne har i dag derfor svært ved at mærke deres eget værd, deres egne grænser samt andres. Og dybest set føler de sig forkerte og uelskede.

Omsorgsrevolutionen starter med, at vi voksne kigger på os selv med omsorgsfulde øjne og ører rettet mod det indre sårede barn, som i større eller mindre grad fylder indeni os. Det indre sårede barn kan vi tage i hånden og hjælpe med at undersøge de dybereliggende årsager, som gør, at vi bliver fanget i ydre (adskillelseskulturelle) forventninger og pres samt er plaget af lavt selvværd, angst, stress eller andre former for mistrivsel. Traumer nedarves fra generation til generation, og fremmedgørelse avler fremmedgørelse. Heling af traumer kræver omsorgsfulde fællesskaber og møder mellem mennesker, som vi kan støtte os til. Og så kræver heling et kæmpestort mod hos den enkelte til at lade sig konfrontere med sig selv og de følelser, som andre (herunder ens børn) vækker i os. Omsorgsrevolutionen er en koloenorm modsbølge!

“Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Omsorgsrevolutionen handler om medfølende fællesskaber og om møder mellem mennesker, hvor vi sammen kan og tør diskutere og forsøge, over for et hvilket som helst spørgsmål eller dilemma, at finde svar på det her omsorgsrevolutionerende spørgsmål:

“Hvad er det kærligste at gøre lige nu?”

MODERSKAB

Nynne opfandt begrebet ”adskillelseskultur”: Mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

6. april 2020  – opdateret 29. juli 2022 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

Nynne Marie Gjerlang er mor til tre, uddannet psykolog og står bag bloggen Verden ved siden af. Nynne bor på Bornholm, hvor hun er ved at skabe et unschooling community. Du kan følge hende på Instagramprofilerne @verdentilforskel og @verdenvedsidenaf.

Nynne Marie Gjerlang slog det ikke bare hen, da hun i sit moderskab og i forbindelse med de valg, det stillede hende overfor, mærkede et clash mellem eget moderinstinkt og de kulturelle normer og forventninger, hun blev mødt af. Hun dykkede ned i følelsen, forsøgte at forstå og endte med at bringe begreberne ”adskillelseskultur” og ”omsorgsrevolution” til verden.

Flere har taget disse begreber til sig og videreudviklet dem. I dag bruges de også ofte til at beskrive det samfund, vi lever i, ud fra et normkritisk perspektiv. På Instagram er hashtagget #omsorgsrevolution brugt i mere end 16.000 opslag.

Jeg har taget en snak med Nynne om baggrunden for begreberne og tankerne bag.

Hvad er dine tanker bag begreberne #omsorgsrevolution og #adskillelseskultur?

Begrebet “adskillelseskultur” blev, som jeg tidligere har kaldt det, “født” før begrebet “omsorgsrevolution”. Den kronologi afspejler min bevidsthedsbevægelse, som startede med en klar og tydelig afstandtagen til nogle kulturelle tendenser, som pludselig sprang mig i øjnene og i hjertet, og fremstod som allestedsnærværende i den måde, som vi vestlige mennesker forstår og møder barnet på. Både barnet i os selv og de børn, vi lever sammen med. Eller adskilt fra. På daværende tidspunkt var jeg på barsel med min søn på seks måneder, mens min datter, der lige var fyldt to år, var delvist hjemme med os og delvist sammen med min mor under en “privat børnepasser ordning”, som det hedder på Frederiksberg. Det var i clashet mellem på den ene side de følelser, som voksede ud af kærligheden til og omsorgsansvaret for mine børn, og på den anden side de kulturelle forventninger og normer til mig som mor og til børnene som børn, der fik en vrede, social indignation og oprørstrang til at vokse frem i mig. Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”. “Han skal sove væk fra dig, så han ikke bliver vækket af lugten fra din mælk”. “Du må gerne strække ham nogle timer mellem amningerne” osv. De opfordringer, jeg fik, gjorde bare den udefinerede ubalance mere overdøvende. På daværende tidspunkt anede jeg ingen muligheder for at kanalisere og verbalisere mine fornemmelser ud på en konstruktiv måde. Jeg følte en dyb fremmedgørelse over for noget dybt væsentligt i mig selv uden at vide, hvor fremmedgørelsen kom fra, og hvor det fremmede stammede fra.

I slutningen af marts 2017 læste jeg bogen “Kontinuum-begrebet”, hvor alt faldt på plads. Det lyder jo helt vildt at sige sådan. Men sådan var det. Alt faldt på plads. Og alt faldt fra hinanden.

“Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Begrebet “adskillelseskultur” blev ikke skabt, fordi jeg ønskede at mommy-shame, forældre-bashe eller tale dårligt om andre. Læsningen af den bog var en bevidsthedsmæssig eksplosion, som jeg kan huske, efterlod mig med vejrtrækningsproblemer og hulkegråd hjemme i min seng sammen med min baby. Det var en helt ekstrem bevidsthedsudvidelse, som jeg, set i bakspejlet, var klar til at tage ind. Med et følte jeg mig fuldstændig overvældet af et behov for at sætte ord på min egen fremmedgørelse og den fremmedgørelse, som længe havde fyldt på en ukonkret og skjult måde hos mig. Pludselig var der bare nogle erkendelser, som det var tvingende nødvendigt at få bragt ind i verden, selvom jeg godt vidste, at det fuldbårne ville være et resultat af en dyb smerte. Og samtidig med at jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg gav det her lov til at leve og undlod at kvæle det, før det tog sit første åndedrag, så ville jeg være nødt til at devaluere og revurdere de fleste af de overbevisninger, som jeg hidtil havde levet mit liv ud fra. I særdeleshed i forhold til mit syn på min egen barndom og på mine børns.

Hvad var det, det var nødvendigt for dig at sætte ord på?

Det, som jeg havde fået øje på, var, hvordan nogle tendenser i vores kultur medfører, at vi presses til at adskille os fra vores børn, og er blevet blinde over for den sandhed, som børnene og vi selv kom til verden med.

Begrebet “adskillelseskultur” er et nyt begreb, som jeg bragte ind i verden, men den kulturkritik, som begrebet udspringer fra, er langt fra ny. Andre filosoffer, psykologer og teoretikere har beskrevet den hastighedsorientering, som er dominerende i vores kultur, og som bidrager til opretholdelsen af vores adskillelseskultur. Der eksisterer en forventning om, at vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede, og at vi skal “følge med”. Det værste, man kan være, er stillestående og ineffektiv. Vi har fremdriftsreformer, karrierestiger, lærerplaner og hånlige begreber som “fjumreår”. Og så har vi angst- og stressepidemier, som folk dør af på stribe. Et andet velkendt og beskrevet træk ved vores kultur og samfund er instrumentaliseringen. Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har værdi i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre, hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår, når den instrumentaliserede tænkning bliver den dominerende i måden, hvorpå vi forholder os til verden, andre mennesker (herunder vores børn) og til os selv.

Kulturdiagnostikken er ikke ny, men det nye, som det pludselig blev mig tvingende nødvendigt at sætte ord på, er hvordan tendenserne omkring hastighed, acceleration samt instrumentaliseringen har indflydelse på vores liv sammen med – og i særdeleshed adskilt fra – vores børn.

Hvilke konsekvenser mener du, disse træk har på livet med børnene? Og hvordan kommer det, du valgte at kalde “adskillelseskulturen”, til udtryk?

I en kultur, hvor vi altid er på farten og både rent fysisk og mentalt er på vej videre og derudad, er der meget lidt plads til at se og følge barnets behov og initiativ. Og rumme dets følelser. Børn fødes ikke med samme tidsfornemmelse som os, men til gengæld fødes de med en direkte adgang og evne til at udtrykke lige præcis de følelser, som de har. Lige nu og her. En evne, som mange af os vokse har mistet evnen til. Fordi vi er opfostret i en adskillelseskultur. De følelser harmonerer nemlig sjældent med et fokus på hastighed, acceleration og instrumentalisering. Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte. Og hvem de var. Udskyde til et tidspunkt, hvor der er tid til noget så formålsløst, som at være den, man er, og føle det, man føler. Det tidspunkt er der bare ikke særlig ofte tid til. Til gengæld er der tid til adskillelse og så det her helt groteske fænomen, som vi kalder “kvalitetstid”. Problemet med det tidsrum er bare, at her er der faktisk ikke tid til at være menneske, men primært tid til at være præcis det, som passer ind i kulturens normer og forventninger. Her skal vi være glade, taknemmelige og velopdragne og sige “tak” og “undskyld”, i zoologisk have eller Dinos Legeland måske i skoven og så hjem og spise fredagsslik og “hygge”. Følelser, såsom forladthed, vrede, sorg og frustration, må dulmes. Vi dulmer vores egen kulturelt betingede smerte og udmattelse med kaffe, rosé, kage, shopping, Netflix, SoME-bekræftelse osv osv. Barnet må, som vi selv blev det, fremmedgøres over for sine egne følelser, behov og i sidste ende sig selv. Kulturen må sejre.

“Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Til denne praktiske øvelse har vi en hel industri, der tilbyder substitutobjekter, der gør det lettere at fortsætte livet i fart med fokus på målet, fremfor nærværet med en selv og sit barn. Her finder vi et hav af, hvad man dybt provokerende kan kalde “adskillelsesobjekter”. Blandt andet narresutten, suttekluden, tøjdyret, babyalarmen, barnevognen, sutteflasken, og der kommer hele tiden flere til. Det var da denne sammenhæng gik op for mig, at jeg første gang nedskrev begrebet “adskillelseskultur” – netop i et provokerende og satirisk indlæg, som jeg kaldte “10 musthaves til babyen (i en adskillelseskultur)”, som jeg holdte vejret og udgav i midten af juni 2017. Og det var denne form for objektsbrug, jeg valgte at skrive speciale om på psykologistudiet.

Men er det nødvendigvis altid de her kulturelle tendenser, du beskriver, der er årsagen, når vi har svært ved at rumme barnets behov og følelser?

Det er vigtigt at overveje, hvilke træk og tendenser der kom først, i forsøget på at besvare det spørgsmål. Er det rigtig, hvad jeg netop har argumenteret for? Er det sandt, at vi adskiller os fra, ikke kan forstå og rumme, samt ikke tør handle på vores børns behovsudtryk og ikke kan mærke vores egne, fordi vi lever et hastighedsorienteret og instrumentaliseret liv? Eller udspringer hastighedsorienteringen og instrumentaliseringen af, at vi selv er dybt skadede og traumatiserede mennesker, der er vokset op med fremmedgjorte forældre i en adskillelseskultur, hvor evnerne til at møde os og forstå os som dem, vi var, og med de behov, vi havde, ikke blev mødt? Jager vi vestlige mennesker rundt i hastværk og forsøg på at blive smukkere, bedre, mere anerkendte og dybest set elsket som dem, vi er, mens vi bruger vores liv på beskæftigelse, som vi ikke kan mærke værdien i, fordi vi dybest set føler os uelskede og misforståede? Fordi vi ikke blev elsket ind i livet, på en måde, hvor vi kunne mærke kærligheden? Der er nemlig stor forskel på at være elsket, og så det at føle sig elsket! Jeg er ikke selv i tvivl. Den kultur, vi på mange måder er fanget i lige nu, er tilknytningsforstyrret, og kulturen er menneskeskabt.

Men hvad er en omsorgsrevolution så for dig?

Begrebet ”omsorgsrevolution” kom som nævnt til verden efter begrebet “adskillelseskultur”. For mig afspejler de to begreber også en indre pendulering hos mig personligt, hvor jeg særligt i starten af min rejse med “Verden ved siden af” var meget optaget af alt det, jeg tog afstand fra. Alt det, som jeg havde fået øje på, og som jeg næsten ikke kunne holde ud at se på. Alt det, jeg var vred over og dybest set såret over. Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.

På et tidspunkt i en nedrivningsproces, når man til et tidspunkt, hvor der er grundlag for at begynde at bygge noget nyt op. Og dette opbyggelige projekt kan man kalde “omsorgsrevolutionen”, som jeg, så vidt jeg har kunnet spore mig frem til, første gang nævner i slutningen af august 2017.

“Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.”

 
Nynne Marie Gjerlang

De tanker, som jeg har delt her, er blevet suppleret, udbygget og videreudviklet af en masse kreative, kritisk tænkende, omsorgsfulde og modige mennesker, som begreberne har vækket en genklang hos. Og det har gjort en verden til forskel, for verden i dag er forskellig fra den, den var for tre år siden. Der er så meget, der har rykket sig i en retning mod nærvær og flere muligheder og dybere erkendelser som udgangspunkt for, at mennesker kan vælge at skabe nogle nye meningsfulde måder at leve sammen på. Med respekt for mennesket og jorden, vi er så heldige at være dumpet ned på. Og det kan vi, blandt andet takke den bølgende bevægelse, som omsorgsrevolutionen indtil nu har rejst sig til at være.

Du nævner på din blog, at du ønsker at tilføre “bølgen mere kraft”. Hvordan gør vi det?

Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.

Omsorgsrevolutionen kræver massiv kollektiv healing af de sår, som adskillelseskulturen slår. I vores kultur har vi, fra vi var helt små, lært at lægge låg på, dulme og undertrykke vores følelsesmæssige behov. Mange voksne har i dag derfor svært ved at mærke deres eget værd, deres egne grænser samt andres. Og dybest set føler de sig forkerte og uelskede.

Omsorgsrevolutionen starter med, at vi voksne kigger på os selv med omsorgsfulde øjne og ører rettet mod det indre sårede barn, som i større eller mindre grad fylder indeni os. Det indre sårede barn kan vi tage i hånden og hjælpe med at undersøge de dybereliggende årsager, som gør, at vi bliver fanget i ydre (adskillelseskulturelle) forventninger og pres samt er plaget af lavt selvværd, angst, stress eller andre former for mistrivsel. Traumer nedarves fra generation til generation, og fremmedgørelse avler fremmedgørelse. Heling af traumer kræver omsorgsfulde fællesskaber og møder mellem mennesker, som vi kan støtte os til. Og så kræver heling et kæmpestort mod hos den enkelte til at lade sig konfrontere med sig selv og de følelser, som andre (herunder ens børn) vækker i os. Omsorgsrevolutionen er en koloenorm modsbølge!

“Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Omsorgsrevolutionen handler om medfølende fællesskaber og om møder mellem mennesker, hvor vi sammen kan og tør diskutere og forsøge, over for et hvilket som helst spørgsmål eller dilemma, at finde svar på det her omsorgsrevolutionerende spørgsmål:

“Hvad er det kærligste at gøre lige nu?”

LÆS OGSÅ