Pædagogfaget har brug for flere hænder – men ikke hvilke som helst hænder

DEBAT

Pædagogfaget har brug for flere hænder – men ikke hvilke som helst hænder

Der er i landets institutioner ikke “bare” brug for flere pædagoger. Der er brug for pædagoger, som har været i skole i sig selv og egne mekanismer, mener Suzanne Lisborg.

16. juni 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Jonathan Borba/Unsplash

 

Der er i landets institutioner ikke “bare” brug for flere pædagoger. Der er brug for pædagoger, som har været i skole i sig selv og egne mekanismer, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Der føres i øjeblikket en livlig debat om minimumsnormeringers og fysiske rammers betydning for udførelsen af en velkvalificeret løsning af kerneopgaven i det pædagogiske felt.

I alle mine 17 år som henholdsvis pædagog og pædagogisk leder, hvad enten jeg arbejdede i specialområdet eller i dagtilbudsområdet, har manglende normering været et samtaleemne. Med berettigelse naturligvis. Men det handler ikke KUN om normering og fysiske rammer, når det kommer til at kunne udføre kerneopgaven i pædagogfaget. Det handler også om reelt ‘at kunne’.

Og sådan er det i alle fag. Nogle gange kan vi møde en politibetjent, som aldrig skulle have været i tjenesten. Til tider er det en lærer, en togrevisor eller en læge, der virker som om, de har vundet uddannelsen i tombolaen.

Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?

Nej, mener jeg. Vi må og skal turde gribe i egen barm og se, at også en pædagog kan virke som om, han eller hun har vundet eksamen i lotteriet. 

“Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?”

 
Suzanne Lisborg

Og jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er nemlig selv en af dem, der aldrig skulle have fået diplomet til den pædagogiske gerning, uden også at have lært en række andre fundamentale ting. Jeg havde nemlig selv alt for mange mørkeområder, jeg slet ikke havde styr på, og som ingen tog fat om og italesatte. Jeg gled tværtimod igennem med flotte karakterer. Jeg var sød, men det er altså for farligt, når du arbejder med børn og unge. Det gør dig nemlig ikke nødvendigvis i stand til at evne nogle af fagets mest vitale krav; at håndtere konflikter og forstå, hvorfor man bryder sig om en slags børn, men ikke andre. Man ved med andre ord meget lidt om sig selv, relationer og følelser.

For at kunne lede andre, må vi kunne lede os selv. For at kunne følelsesregulere andre, skal vi evne at følelsesregulere os selv. En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.

Jeg evnede ikke disse kompetencer, tværtimod. Men jeg kunne bruge pædagoguddannelsen til at ‘gemme mig’ og ‘gøre noget godt for mennesker’. Troede jeg.

Som menneske og pædagog er vi afhængig af, at vi tidligt i livet har været i en sund tilknytning og kan mærke os selv. Ellers er der risiko for, at vi viderefører dysfunktion ind på arbejdspladsen, ind i et barn eller et forældrepar, vi ikke kan rumme og fordømmer.

Jeg har selv erfaringer printet i mit indre – og læssevis af eksempler på pædagoger – der viser, at det i faget kan være svært at rumme børns gråd gennem længere tid eller børn, som har behov for en voksen hånd. Jeg har også erfaring med – og eksempler på – pædagoger, der oplever forældres spørgsmål og forventninger som et angreb på deres faglighed. Ting, der ellers er naturligt at opleve, når et nyt barn starter i institution.

“En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.”

 
Suzanne Lisborg

Jeg har arbejdet med pædagoger, som har de største hjerter, og som – uden tvivl – ønsker at udøve en pædagogisk opgave på bedste vis, men som ikke har magtet det. Der er i mine øjne en gennemgribende og bagvedliggende årsag til, at vi som pædagoger trækker på værktøjer som “skæld ud”, rigide regler og adfærdsregulering. Nemlig, at vi ikke evner den del af faget, der handler om at rumme menneskelige følelser.

Teoretisk ved vi som pædagoger – via teori – at sund tilknytning er forudsætningen for udvikling og trivsel. Men en ting er, hvad vores hjerner kan forstå, noget andet er, hvad vores limbiske system har med i bagagen af tidlige erfaringer.

Hvis jeg som pædagog har en (ubevidst og uforløst) grundstemning af angst for konflikter, kan jeg ikke agere i det pædagogiske rum med følelsesmæssige konflikter mellem børn, forældre og kollegaer. En grundlæggende angst eller uro for konflikter handler ikke om, at jeg er “svag”, men peger på en uforløst og bagvedliggende årsag. For eksempel at jeg har været barn i en familie med mange konflikter mellem mor og far, som gjorde mig urolig og handlingslammet som barn. En sådan erfaring sætter sig i vores kroppe og nerveceller, og når vi (selv som voksne) kommer i lignende situationer, reaktiveres gamle følelser og mønstre.

Det kan, groft sagt, medføre to udgaver af pædagoger. Enten en pædagog, som overkompenserer på grund af egne ubevidste erfaringer (nurser overdrevent og fastholder ubevidst barnet i følelsen af uro/angst). Eller en pædagog, som ikke kan rumme barnets sorg, og derved “lærer” barnet, at dets følelser ikke er berettiget (“nu skal du stoppe med at græde” – “løb ud og leg med de andre børn” eller “skal vi bage en kage”).

Jeg ved på baggrund af min egen følelsesmæssige og relationelle rejse i en moden alder, at det har ændret hele min pædagogiske ageren. Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme. Det fik mig til at indse, at min “tank” af uforløst forladthedsfølelse og forkerthedsfølelse havde afgørende betydning for min pædagogiske ageren. Når jeg mødte børn, som “triggede” mine egne uforløste følelser, så mødte de ikke den voksne kompetente Suzanne. Børnene kom under “mine vinger”, men børnene fik ikke selv vinger, der gjorde dem i stand til at flyve på sigt. 

Jeg har efterfølgende haft mange dialoger med pædagoger, som genkender mønsteret og de bagvedliggende årsager for deres ageren og udbrændthed i faget. 

“Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme.”

 
Suzanne Lisborg

Så ja; pædagogfaget har brug for flere hænder – men hænder, som sidder på pædagoger, der har været i skole i ”sig selv” og egne mekanismer. Også når “det regner”. Det er så essentielt, at vi som pædagoger har tilegnet os en følelsesmæssig selvindsigt og bemestringsevne til at navigere i følelsesmæssigt konfliktfyldt farvand. 

Dén læring fås ikke på pædagoguddannelserne. Dén bemestringsevne til menneskelig interageren fås ikke ‘gennem snak’. Med det er det, der tilbydes.

Der er en grund til, at jægersoldater træner en action, inden de sættes ud i felten. At sætte en soldat ind i en kampzone efter vedkommende har læst om kampteknikker, vil være at sætte liv på spil – både for soldaten, for kollegaer og for dé, der bliver udsat for en, der ikke kan jobbet, og helt forkert trykker på aftrækkeren eller ikke kan eller tør, når det er svært.

Du lærer ikke at køre bil, fordi du har et stykke papir. På samme måde er et eksamensbevis som pædagog ikke er ensbetydende med, at du ER pædagog med de rette forudsætninger.

DEBAT

Pædagogfaget har brug for flere hænder – men ikke hvilke som helst hænder

Der er i landets institutioner ikke “bare” brug for flere pædagoger. Der er brug for pædagoger, som har været i skole i sig selv og egne mekanismer, mener Suzanne Lisborg.

16. juni 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Jonathan Borba/Unsplash

 

Der er i landets institutioner ikke “bare” brug for flere pædagoger. Der er brug for pædagoger, som har været i skole i sig selv og egne mekanismer, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Der føres i øjeblikket en livlig debat om minimumsnormeringers og fysiske rammers betydning for udførelsen af en velkvalificeret løsning af kerneopgaven i det pædagogiske felt.

I alle mine 17 år som henholdsvis pædagog og pædagogisk leder, hvad enten jeg arbejdede i specialområdet eller i dagtilbudsområdet, har manglende normering været et samtaleemne. Med berettigelse naturligvis. Men det handler ikke KUN om normering og fysiske rammer, når det kommer til at kunne udføre kerneopgaven i pædagogfaget. Det handler også om reelt ‘at kunne’.

Og sådan er det i alle fag. Nogle gange kan vi møde en politibetjent, som aldrig skulle have været i tjenesten. Til tider er det en lærer, en togrevisor eller en læge, der virker som om, de har vundet uddannelsen i tombolaen.

Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?

Nej, mener jeg. Vi må og skal turde gribe i egen barm og se, at også en pædagog kan virke som om, han eller hun har vundet eksamen i lotteriet. 

“Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?”

 
Suzanne Lisborg

Og jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er nemlig selv en af dem, der aldrig skulle have fået diplomet til den pædagogiske gerning, uden også at have lært en række andre fundamentale ting. Jeg havde nemlig selv alt for mange mørkeområder, jeg slet ikke havde styr på, og som ingen tog fat om og italesatte. Jeg gled tværtimod igennem med flotte karakterer. Jeg var sød, men det er altså for farligt, når du arbejder med børn og unge. Det gør dig nemlig ikke nødvendigvis i stand til at evne nogle af fagets mest vitale krav; at håndtere konflikter og forstå, hvorfor man bryder sig om en slags børn, men ikke andre. Man ved med andre ord meget lidt om sig selv, relationer og følelser.

For at kunne lede andre, må vi kunne lede os selv. For at kunne følelsesregulere andre, skal vi evne at følelsesregulere os selv. En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.

Jeg evnede ikke disse kompetencer, tværtimod. Men jeg kunne bruge pædagoguddannelsen til at ‘gemme mig’ og ‘gøre noget godt for mennesker’. Troede jeg.

Som menneske og pædagog er vi afhængig af, at vi tidligt i livet har været i en sund tilknytning og kan mærke os selv. Ellers er der risiko for, at vi viderefører dysfunktion ind på arbejdspladsen, ind i et barn eller et forældrepar, vi ikke kan rumme og fordømmer.

Jeg har selv erfaringer printet i mit indre – og læssevis af eksempler på pædagoger – der viser, at det i faget kan være svært at rumme børns gråd gennem længere tid eller børn, som har behov for en voksen hånd. Jeg har også erfaring med – og eksempler på – pædagoger, der oplever forældres spørgsmål og forventninger som et angreb på deres faglighed. Ting, der ellers er naturligt at opleve, når et nyt barn starter i institution.

“En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.”

 
Suzanne Lisborg

Jeg har arbejdet med pædagoger, som har de største hjerter, og som – uden tvivl – ønsker at udøve en pædagogisk opgave på bedste vis, men som ikke har magtet det. Der er i mine øjne en gennemgribende og bagvedliggende årsag til, at vi som pædagoger trækker på værktøjer som “skæld ud”, rigide regler og adfærdsregulering. Nemlig, at vi ikke evner den del af faget, der handler om at rumme menneskelige følelser.

Teoretisk ved vi som pædagoger – via teori – at sund tilknytning er forudsætningen for udvikling og trivsel. Men en ting er, hvad vores hjerner kan forstå, noget andet er, hvad vores limbiske system har med i bagagen af tidlige erfaringer.

Hvis jeg som pædagog har en (ubevidst og uforløst) grundstemning af angst for konflikter, kan jeg ikke agere i det pædagogiske rum med følelsesmæssige konflikter mellem børn, forældre og kollegaer. En grundlæggende angst eller uro for konflikter handler ikke om, at jeg er “svag”, men peger på en uforløst og bagvedliggende årsag. For eksempel at jeg har været barn i en familie med mange konflikter mellem mor og far, som gjorde mig urolig og handlingslammet som barn. En sådan erfaring sætter sig i vores kroppe og nerveceller, og når vi (selv som voksne) kommer i lignende situationer, reaktiveres gamle følelser og mønstre.

Det kan, groft sagt, medføre to udgaver af pædagoger. Enten en pædagog, som overkompenserer på grund af egne ubevidste erfaringer (nurser overdrevent og fastholder ubevidst barnet i følelsen af uro/angst). Eller en pædagog, som ikke kan rumme barnets sorg, og derved “lærer” barnet, at dets følelser ikke er berettiget (“nu skal du stoppe med at græde” – “løb ud og leg med de andre børn” eller “skal vi bage en kage”).

Jeg ved på baggrund af min egen følelsesmæssige og relationelle rejse i en moden alder, at det har ændret hele min pædagogiske ageren. Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme. Det fik mig til at indse, at min “tank” af uforløst forladthedsfølelse og forkerthedsfølelse havde afgørende betydning for min pædagogiske ageren. Når jeg mødte børn, som “triggede” mine egne uforløste følelser, så mødte de ikke den voksne kompetente Suzanne. Børnene kom under “mine vinger”, men børnene fik ikke selv vinger, der gjorde dem i stand til at flyve på sigt. 

Jeg har efterfølgende haft mange dialoger med pædagoger, som genkender mønsteret og de bagvedliggende årsager for deres ageren og udbrændthed i faget. 

“Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme.”

 
Suzanne Lisborg

Så ja; pædagogfaget har brug for flere hænder – men hænder, som sidder på pædagoger, der har været i skole i ”sig selv” og egne mekanismer. Også når “det regner”. Det er så essentielt, at vi som pædagoger har tilegnet os en følelsesmæssig selvindsigt og bemestringsevne til at navigere i følelsesmæssigt konfliktfyldt farvand. 

Dén læring fås ikke på pædagoguddannelserne. Dén bemestringsevne til menneskelig interageren fås ikke ‘gennem snak’. Med det er det, der tilbydes.

Der er en grund til, at jægersoldater træner en action, inden de sættes ud i felten. At sætte en soldat ind i en kampzone efter vedkommende har læst om kampteknikker, vil være at sætte liv på spil – både for soldaten, for kollegaer og for dé, der bliver udsat for en, der ikke kan jobbet, og helt forkert trykker på aftrækkeren eller ikke kan eller tør, når det er svært.

Du lærer ikke at køre bil, fordi du har et stykke papir. På samme måde er et eksamensbevis som pædagog ikke er ensbetydende med, at du ER pædagog med de rette forudsætninger.

LÆS OGSÅ

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

DEBAT:

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

21. januar 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Privat

 

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Pædagogers udbrændthed, metoder som skæld ud og konsekvenspædagogik kommer ikke alene til udtryk på grund af manglende normering i institutionerne. Den kommer også af den manglende følelsesmæssige selvindsigt, som danner grobund for de handlinger, vi som pædagoger udfører.

Det er mit postulat, men ytret med fast overbevisning.

Jeg er uddannet pædagog i 2002 og har arbejdet med pædagogisk ledelse fra 2007 til 2019 – i specialområdet såvel som i dagtilbudsområdet. Jeg har erfaring som pædagogisk leder i daginstitutioner normeret fra 20 til 60 børn og med en bred vifte af økonomiske, etniske og sociale forhold.

Gennem årene har jeg mødt rigtig mange pædagoger og pædagogisk personale, som virkelig ønsker at gøre en forskel og har valgt et pædagogisk virke for at kunne give omsorg til andre. Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv. Det har store menneskelige omkostninger for den enkelte pædagog, men også for de børn, som vi dagligt varetager omsorgen og udviklingen for.

Børn, som er i daglig kontakt med pædagoger med ringe eller ingen følelsesmæssig selvindsigt, vil kunne opleve “afvisning” af kropslig kontakt, da de kommer i favnen på en totalt låst eller anspændt krop. Børn kan opleve at blive afvist ved kreativitet, fordi pædagogen er styret af en plan (ikke kan slippe kontrollen) og et mål, som ikke må afvige. Børn kan opleve regler for reglers skyld. Alt sammen skyldes, at den voksne ikke kan være til stede i nuet, men er styret af neocortex (fornuften). Det tager al liv ud af spontanitet og kreativitet. Og det værste er, at børnene oplever sig forkerte og får følelser som skam og mistillid med sig i bagagen. Så kører rouletten.

“Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv.”

 
Suzanne Lisborg

Rigtig mange mennesker (heriblandt pædagoger) har nemlig en ubevidst livsstress, som kommer til udtryk somatisk såvel som adfærdsmæssigt. Somatisk kan det være tegn som spændingshovedpine/migræne eller muskelinfiltrationer, fordi kroppen er spændt op af en grundlæggende uro/angst. Adfærdsmæssigt er denne livsstress en insisterende ubehagstilstand, som medfører et permanent, højaktiveret liv med manglende evne til restitution og afslapning. Bag den indre uro er der stort set altid en udviklingshistorie om tidlig utryg tilknytning. I denne sammenhæng handler utryg tilknytning om netop den følelsesmæssige tilknytning. Et hjem kan udadtil symbolisere kernefamilie, men følelsesmæssigt være død. En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt. Det barn overlever mentalt ved bl.a. at præstere for andres anerkendelse og udvise omsorg for andre. Men det mærker ikke egne behov mentalt som kropsligt.

I dag ser vi institutioner med gentagne langtidssygemeldinger på grund af stress eller flere sygedage generelt. Vi ser institutioner med et dårligt arbejdsmiljø, som kommer til udtryk ved bl.a. en kultur, hvor personalegruppen ikke formår at tage pædagogiske konflikter med kollegaen, som har lavere tærskel af tolerance over for børn med behov for støtte og omsorg, som har manglende overskud til planlægning af dagen og et tunnelsyn, der fokuserer på fejl. De institutioner burde alle have værktøjer til at se på de bagvedliggende årsager til den enkeltes adfærd – nemlig den følelsesmæssige selvindsigt.

Vi kan ikke symptombehandle årsagerne ved at følge den gængse kommunikation mellem forvaltning og medarbejder og insistere på, at kerneopgaven fordrer omstillingsparathed, resiliens, evnen til at have mange bolde i luften, og at kollegaer skal løbe hurtigere, når der er en langtidssygemelding. Vi skal turde gå bagved årsagen til den enkeltes adfærd på det PERSONLIGE plan.

Jeg har selv været en pædagog, som ikke har haft kontakt fra hovedet og ned i kroppen. Jeg har været styret af fornuft og rationalitet på den absolut ufede facon – og som medførte hjerterytmeforstyrrelse i 2012 på grund af langvarig livsstress. I en alder af 52 år mødte jeg min livsforvandler til et foredrag i arbejdsregi om betydningen af det relationelle og emotionelle.

“En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt.”

 
Suzanne Lisborg

Min livsrejse begyndte, og den har reformeret hele mit liv. Jeg fik set på mit ophav (årsagen til min grundlæggende følelse af forkerthed og “ikke passe ind”) og årsagen til mit præstationsbehov i det faglige. Jeg skulle gøre mig fortjent til at være mig. De børn, som jeg mødte med stort hjerte, var mig som lille. Jeg mødte dem i omsorg, men en omsorg, som ikke anviste dem nye muligheder eller udviklingspotentialer, for jeg kendte ikke de værktøjer på det tidspunkt. Det blev misforstået omsorg.

Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.

Hvad nu hvis vi spurgte den medarbejder, som begynder at udvise tegn på stress, hvilken rolle vedkommende har i privatlivet. Rigtig mange i den pædagogiske sektor er også den primære omsorgsgiver/lokomotivfører i privat regi, fordi de ikke kan frigive kontrollen, som grundlæggende er fordret af den angst og uro, der ubevidst er blevet skabt i deres eget liv. Eller hvad hvis vi spurgte; hvad gør du for dig selv, som giver energi? Luk øjnene og mærk; hvornår har din krop sidst føltes let og ubesværet? Hvordan kommer vi derhen igen?

Min erfaring er, at det betyder, at en medarbejder føler sig set som menneske og ikke “kun” som en ansat, når vi går den vej. Det er tillidsskabende og menneskelig udvikling i et højere perspektiv. Det er her, modet for forvandling starter. Men det fordrer, at ledelsen evner og tør tage den livsforvandlende samtale med en medarbejder – om livet. Det forudsætter et opgør med tankegangen om, at du stiller dit private jeg udenfor døren, når du møder på arbejde.

“Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.”

 
Suzanne Lisborg

Grundlæggende fødes ingen af os med skam og mistillid til verden. De følelser skabes i kontakten og erfaringen med andre mennesker tidligt i livet. Derfor må vi som det allermest naturlige gå på opdagelse i den bagvedlæggende adfærd, for det er her, vejen til forandring findes. Ønsker vi som samfund, at færre børn/unge skal udvikle stress og uro, skal de voksne omkring barnet (forældre/pædagoger/lærere) være i følelsesmæssig kontakt og have en følelsesmæssig selvindsigt. Stemninger smitter i det italesatte såvel som nonverbale samspil.

Så når vi taler om, at vi som pædagoger bruger os selv som værktøj, men samtidig opdeler pædagogen i henholdsvis den private og den professionelle, er jeg nødt til at spørge; hvor blev autenticiteten af?

 

Dette indlæg er udtryk for Suzanne Lisborgs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT:

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

21. januar 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Privat

 

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

 

Pædagogers udbrændthed, metoder som skæld ud og konsekvenspædagogik kommer ikke alene til udtryk på grund af manglende normering i institutionerne. Den kommer også af den manglende følelsesmæssige selvindsigt, som danner grobund for de handlinger, vi som pædagoger udfører.

Det er mit postulat, men ytret med fast overbevisning.

Jeg er uddannet pædagog i 2002 og har arbejdet med pædagogisk ledelse fra 2007 til 2019 – i specialområdet såvel som i dagtilbudsområdet. Jeg har erfaring som pædagogisk leder i daginstitutioner normeret fra 20 til 60 børn og med en bred vifte af økonomiske, etniske og sociale forhold.

Gennem årene har jeg mødt rigtig mange pædagoger og pædagogisk personale, som virkelig ønsker at gøre en forskel og har valgt et pædagogisk virke for at kunne give omsorg til andre. Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv. Det har store menneskelige omkostninger for den enkelte pædagog, men også for de børn, som vi dagligt varetager omsorgen og udviklingen for.

Børn, som er i daglig kontakt med pædagoger med ringe eller ingen følelsesmæssig selvindsigt, vil kunne opleve “afvisning” af kropslig kontakt, da de kommer i favnen på en totalt låst eller anspændt krop. Børn kan opleve at blive afvist ved kreativitet, fordi pædagogen er styret af en plan (ikke kan slippe kontrollen) og et mål, som ikke må afvige. Børn kan opleve regler for reglers skyld. Alt sammen skyldes, at den voksne ikke kan være til stede i nuet, men er styret af neocortex (fornuften). Det tager al liv ud af spontanitet og kreativitet. Og det værste er, at børnene oplever sig forkerte og får følelser som skam og mistillid med sig i bagagen. Så kører rouletten.

“Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv.”

 
Suzanne Lisborg

Rigtig mange mennesker (heriblandt pædagoger) har nemlig en ubevidst livsstress, som kommer til udtryk somatisk såvel som adfærdsmæssigt. Somatisk kan det være tegn som spændingshovedpine/migræne eller muskelinfiltrationer, fordi kroppen er spændt op af en grundlæggende uro/angst. Adfærdsmæssigt er denne livsstress en insisterende ubehagstilstand, som medfører et permanent, højaktiveret liv med manglende evne til restitution og afslapning. Bag den indre uro er der stort set altid en udviklingshistorie om tidlig utryg tilknytning. I denne sammenhæng handler utryg tilknytning om netop den følelsesmæssige tilknytning. Et hjem kan udadtil symbolisere kernefamilie, men følelsesmæssigt være død. En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt. Det barn overlever mentalt ved bl.a. at præstere for andres anerkendelse og udvise omsorg for andre. Men det mærker ikke egne behov mentalt som kropsligt.

I dag ser vi institutioner med gentagne langtidssygemeldinger på grund af stress eller flere sygedage generelt. Vi ser institutioner med et dårligt arbejdsmiljø, som kommer til udtryk ved bl.a. en kultur, hvor personalegruppen ikke formår at tage pædagogiske konflikter med kollegaen, som har lavere tærskel af tolerance over for børn med behov for støtte og omsorg, som har manglende overskud til planlægning af dagen og et tunnelsyn, der fokuserer på fejl. De institutioner burde alle have værktøjer til at se på de bagvedliggende årsager til den enkeltes adfærd – nemlig den følelsesmæssige selvindsigt.

Vi kan ikke symptombehandle årsagerne ved at følge den gængse kommunikation mellem forvaltning og medarbejder og insistere på, at kerneopgaven fordrer omstillingsparathed, resiliens, evnen til at have mange bolde i luften, og at kollegaer skal løbe hurtigere, når der er en langtidssygemelding. Vi skal turde gå bagved årsagen til den enkeltes adfærd på det PERSONLIGE plan.

Jeg har selv været en pædagog, som ikke har haft kontakt fra hovedet og ned i kroppen. Jeg har været styret af fornuft og rationalitet på den absolut ufede facon – og som medførte hjerterytmeforstyrrelse i 2012 på grund af langvarig livsstress. I en alder af 52 år mødte jeg min livsforvandler til et foredrag i arbejdsregi om betydningen af det relationelle og emotionelle.

“En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt.”

 
Suzanne Lisborg

Min livsrejse begyndte, og den har reformeret hele mit liv. Jeg fik set på mit ophav (årsagen til min grundlæggende følelse af forkerthed og “ikke passe ind”) og årsagen til mit præstationsbehov i det faglige. Jeg skulle gøre mig fortjent til at være mig. De børn, som jeg mødte med stort hjerte, var mig som lille. Jeg mødte dem i omsorg, men en omsorg, som ikke anviste dem nye muligheder eller udviklingspotentialer, for jeg kendte ikke de værktøjer på det tidspunkt. Det blev misforstået omsorg.

Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.

Hvad nu hvis vi spurgte den medarbejder, som begynder at udvise tegn på stress, hvilken rolle vedkommende har i privatlivet. Rigtig mange i den pædagogiske sektor er også den primære omsorgsgiver/lokomotivfører i privat regi, fordi de ikke kan frigive kontrollen, som grundlæggende er fordret af den angst og uro, der ubevidst er blevet skabt i deres eget liv. Eller hvad hvis vi spurgte; hvad gør du for dig selv, som giver energi? Luk øjnene og mærk; hvornår har din krop sidst føltes let og ubesværet? Hvordan kommer vi derhen igen?

Min erfaring er, at det betyder, at en medarbejder føler sig set som menneske og ikke “kun” som en ansat, når vi går den vej. Det er tillidsskabende og menneskelig udvikling i et højere perspektiv. Det er her, modet for forvandling starter. Men det fordrer, at ledelsen evner og tør tage den livsforvandlende samtale med en medarbejder – om livet. Det forudsætter et opgør med tankegangen om, at du stiller dit private jeg udenfor døren, når du møder på arbejde.

“Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.”

 
Suzanne Lisborg

Grundlæggende fødes ingen af os med skam og mistillid til verden. De følelser skabes i kontakten og erfaringen med andre mennesker tidligt i livet. Derfor må vi som det allermest naturlige gå på opdagelse i den bagvedlæggende adfærd, for det er her, vejen til forandring findes. Ønsker vi som samfund, at færre børn/unge skal udvikle stress og uro, skal de voksne omkring barnet (forældre/pædagoger/lærere) være i følelsesmæssig kontakt og have en følelsesmæssig selvindsigt. Stemninger smitter i det italesatte såvel som nonverbale samspil.

Så når vi taler om, at vi som pædagoger bruger os selv som værktøj, men samtidig opdeler pædagogen i henholdsvis den private og den professionelle, er jeg nødt til at spørge; hvor blev autenticiteten af?

 

Dette indlæg er udtryk for Suzanne Lisborgs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ