Det er min opgave at passe på mine børn – ikke at opretholde samfundsskabte normer

af | feb 14, 2024

MODERSKAB

Det er min opgave at passe på mine børn – ikke at opretholde samfundsskabte normer

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

14. februar 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Sergio Calero

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

Følgende er et uddrag af Camilla Willumsens nye bog Dit barn – dine beslutninger. Et uddrag, der er udvalgt, fordi det er en kærlig påmindelse om, hvor vigtigt det er at mærke efter – også selvom det gør ondt.

Det kan frustrere mig helt enormt, at det stykke arbejde, som forældre gør for at understøtte deres børns trivsel og sundhed, ikke bliver mødt med større anerkendelse fra samfundets side. For mig har det føltes underligt gang på gang at få ros og anerkendelse for ydre præstationer i mit liv, når jeg på det område, hvor jeg gjorde det største, og for mig mest betydningsfulde stykke arbejde, var usynlig “ude i samfundet”.

Nu kan jeg retrospektivt se, at det har givet mig selvrespekt, at jeg fra starten af mit moderskab stod ved mig selv og traf en række beslutninger, som jeg vidste var afgørende for mine børns helbred og trivsel, på trods af at jeg ingen ydre anerkendelse fik for det.
Denne form for indsats fortryder vi sjældent, i modsætning til de valg, vi træffer, fordi vi er bange for at sige fra eller at skille os ud fra mængden.

Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.

Det kan da godt være, at de fleste andre også gør det, og det er såkaldt “normalt”. Men vi lever også i et samfund, der har normaliseret rigtig mange praksisser, der pænt sagt ikke er gode for os.

“Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.”

 
Camilla Willumsen

Vi vil altid blive påvirket af både de synlige og de usynlige normer omkring os. Normer, som værdisætter forskellige handlinger.
Når vi bliver bevidste om det, kan vi tage stilling til, om det er noget, vi ser en værdi i at videreføre, eller om vi synes, det er bedre at gøre noget andet.

Vi kan holde op med at handle per automatik på de områder, hvor en forandring ville være at foretrække.

Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.

Når vi er sammen med andre, som hviler i deres integritet, kan vi mærke, hvor vi har forladt os selv. Og når vi hviler i vores integritet, kan andre mennesker mærke, hvor de har forladt sig selv. Og det kan fremprovokere svære følelser. Det er helt ok, selvom det kan føles ubehageligt.

“Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.”

 
Camilla Willumsen

Kærlighed er ikke konfliktsky medløberi. Kærlighed er at gøre det, man må gøre. Kærlighed er at sige det, man må sige, uden at dømme sig selv eller andre. Når vi gør det, vi må gøre, så overlever vi ikke bare. Så lever vi. Vi lever et liv, vi kan stå inde for. Et fuldt liv. Et helt liv. Det betyder selvfølgelig ikke, at livet bliver hverken nemt eller smertefrit af den grund, og slet ikke “Instagram-pænt”, for det er ikke livets natur.

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer. Eller ikke at begå fejl. Det handler heller ikke om at dyrke selvudvikling, fordi vi ikke tror, vi er gode nok, som vi er.

Det handler om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os.

MODERSKAB

Det er min opgave at passe på mine børn
– ikke at opretholde samfundsskabte normer

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

14. februar 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Sergio Calero

 

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

Følgende er et uddrag af Camilla Willumsens nye bog Dit barn – dine beslutninger. Et uddrag, der er udvalgt, fordi det er en kærlig påmindelse om, hvor vigtigt det er at mærke efter – også selvom det gør ondt.

Det kan frustrere mig helt enormt, at det stykke arbejde, som forældre gør for at understøtte deres børns trivsel og sundhed, ikke bliver mødt med større anerkendelse fra samfundets side. For mig har det føltes underligt gang på gang at få ros og anerkendelse for ydre præstationer i mit liv, når jeg på det område, hvor jeg gjorde det største, og for mig mest betydningsfulde stykke arbejde, var usynlig “ude i samfundet”.

Nu kan jeg retrospektivt se, at det har givet mig selvrespekt, at jeg fra starten af mit moderskab stod ved mig selv og traf en række beslutninger, som jeg vidste var afgørende for mine børns helbred og trivsel, på trods af at jeg ingen ydre anerkendelse fik for det.
Denne form for indsats fortryder vi sjældent, i modsætning til de valg, vi træffer, fordi vi er bange for at sige fra eller at skille os ud fra mængden.

Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.

Det kan da godt være, at de fleste andre også gør det, og det er såkaldt “normalt”. Men vi lever også i et samfund, der har normaliseret rigtig mange praksisser, der pænt sagt ikke er gode for os.

“Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.”

 
Camilla Willumsen

Vi vil altid blive påvirket af både de synlige og de usynlige normer omkring os. Normer, som værdisætter forskellige handlinger.
Når vi bliver bevidste om det, kan vi tage stilling til, om det er noget, vi ser en værdi i at videreføre, eller om vi synes, det er bedre at gøre noget andet.

Vi kan holde op med at handle per automatik på de områder, hvor en forandring ville være at foretrække.

Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.

Når vi er sammen med andre, som hviler i deres integritet, kan vi mærke, hvor vi har forladt os selv. Og når vi hviler i vores integritet, kan andre mennesker mærke, hvor de har forladt sig selv. Og det kan fremprovokere svære følelser. Det er helt ok, selvom det kan føles ubehageligt.

“Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.”

 
Camilla Willumsen

Kærlighed er ikke konfliktsky medløberi. Kærlighed er at gøre det, man må gøre. Kærlighed er at sige det, man må sige, uden at dømme sig selv eller andre. Når vi gør det, vi må gøre, så overlever vi ikke bare. Så lever vi. Vi lever et liv, vi kan stå inde for. Et fuldt liv. Et helt liv. Det betyder selvfølgelig ikke, at livet bliver hverken nemt eller smertefrit af den grund, og slet ikke “Instagram-pænt”, for det er ikke livets natur.

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer. Eller ikke at begå fejl. Det handler heller ikke om at dyrke selvudvikling, fordi vi ikke tror, vi er gode nok, som vi er.

Det handler om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os.

 

Dit barn – dine beslutninger: Holistiske veje igennem graviditet, fødsel og barnets første år er skrevet af Camilla Willumsen, som også står bag moderskaber.dk. Bogen udkom i november 2023 og kan købes HER (affiliate link).

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

 

LÆS OGSÅ

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

af | dec 11, 2022

FØDSEL

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

Rutineundersøgelser kan skabe unødig frygt hos gravide og fødende, mener forfattere til bogen Natural birth.

11. maj 2020 | Af Louise og Anja Pedersen | Foto: Unsplash

Det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Fokus skal flyttes fra, hvad der kan gå galt, til hvad vi kan gøre for at graviditet, fødsel og den første barselstid bliver så tryg og kærlig som muligt, skriver to doulaer og forfattere i dette indlæg.

Louise Pedersen og Anja Pedersen er doulaer og forfattere til bogen Nature´s Masterplan for Birth, som beskriver, hvordan vi fra naturens side er skabt til at være gravide, føde og passe på vores børn på en måde, der hele vejen igennem denne specielle tid er sikker, tryg, styrkende og kærlig. Du kan købe deres bog her.

Urinprøver, blodtryksmåling, indvendig undersøgelse, igangsættelse, misdannelsesscanning, oxytocin i drop, epidural, kejsersnit, CTG og sugekop er ord, langt de fleste gravide og fødende kender.

Faktisk er vi nået dertil, hvor det er blevet normalen. Hvor vi bliver forskrækkede, når vi hører om gravide, der har valgt scanninger fra. For hvordan kan de så vide, om deres baby fejler noget? Eller når vi hører om nogen, der har valgt at føde hjemme, og vores tanker straks kredser om, hvad der kan gå galt i den situation.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at vi som det første, efter vi har konstateret, at vi er gravide, ringer og bestiller en tid hos lægen. Og at vi ved den undersøgelse både får tjekket vores urin, blodtryk, taget en blodprøve, får lavet en indvendig undersøgelse og booket tid til scanninger. Alt sammen rutineundersøgelser, som det desværre er de færreste gravide, der bliver spurgt, om de overhovedet ønsker, får fremlagt fordele og ulemper ved, eller selv har taget stilling til på forhånd.

Og bedre bliver det desværre ikke, når fødslen går i gang. Her kommer der om muligt endnu flere tilbud, rutineundersøgelser og indgreb, man som fødende ofte ikke forstår hverken betydningen eller konsekvensen af.

“For the first time in human history, pregnancy and birth is all about scans, blood pressure measurement, vaginal exams, pain relief, inductions, blood tests, synthetic hormones, cord clamping, c-sections, and separation of mother and baby. All in the name of evaluating and reducing risks.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Spørgsmålet er nu, om vi kan være bekendt, både som enkeltpersoner og som samfund, at plante så meget frygt for, at noget kan gå galt, i vores gravide, fødende og nybagte mødre. En frygt, der desværre ikke kun sætter sig i kvinden, men også i hendes ufødte baby, som svømmende rundt i fostervand, bliver marineret i denne frygt og usikkerhed, og derfor forbereder sig på at møde en usikker verden, hvor faren konstant kan lure lige om hjørnet.

Om vi kan være bekendt at vi tillader et stigende antal undersøgelser, indgreb, behov for medicinsk smertelindring, kejsersnit, efterfødselsreaktioner, traumatiserende fødselsoplevelser og babyer, der har behov for indlæggelse og behandling efter fødslen?

Og om vi som gravide, fødende og nybagte mødre fortsat vil lade os at være patienter, eller om vi vil påtage os ansvaret for at indsamle så meget viden, som overhoved muligt, om naturlige graviditeter og fødsler samt sætte os ind i de mange tilbud, deres fordele og risiko. Og dermed blive en aktiv beslutningstager, som vælger til og fra, ud fra hvad der er bedst for os selv og vores babyer?

“Since we´re presented with so many offers and choices, that nature didn’t plan for, our thinking mind has to take part in our birth preparation too. We simply need to actively consider the many offers and make the choices that are right for us and our babies.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Vi mener, at det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Hvor vi sammen flytter fokus fra, hvad der kan gå galt, over til hvad vi kan gøre for at gøre graviditet, fødsel og den første barselstid ikke alene så sikker som muligt, men i ligeså høj grad så tryg, behagelig, udviklende og kærlig som muligt.

At vi får udbredt viden om, hvor ualmindeligt fantastisk vores kroppe er skabt til ikke blot at bære og føde vores børn, men også til at passe på dem efterfølgende. Og at det at være gravid, fødende og nybagt mor, kan være noget af det mest fantastiske, vi som kvinder nogensinde vil opleve.

“Birth is a natural, perfectly designed, and very complex process, that humans still don´t completely understand. It´s a beautiful dance between mother and baby, as the baby twists and turns his or her way into the world, while the mother instinctively moves her body to ease her baby´s passage. A hormonal orchestration unlike any other, that ensures a safe and magical birthing experience…”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Naturlige fødsler kan være ufatteligt smukke, livsbekræftende og healende, og det er i vores øjne på tide, at de fødende får tid, ro, opmuntring og tillid til at fødslen kan udfolde sig sådan, som naturen havde tiltænkt.

Dette indlæg er udtryk for Anja Pedersens og Louise Pedersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

FØDSEL

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

Rutineundersøgelser kan skabe unødig frygt hos gravide og fødende, mener forfattere til bogen Natural birth.

11. maj 2020 | Af Louise og Anja Pedersen | Foto: Unsplash

 

Det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Fokus skal flyttes fra, hvad der kan gå galt, til hvad vi kan gøre for at graviditet, fødsel og den første barselstid bliver så tryg og kærlig som muligt, skriver to doulaer og forfattere i dette indlæg.

Louise Pedersen og Anja Pedersen er doulaer og forfattere til bogen Nature´s Masterplan for Birth, som beskriver, hvordan vi fra naturens side er skabt til at være gravide, føde og passe på vores børn på en måde, der hele vejen igennem denne specielle tid er sikker, tryg, styrkende og kærlig. Du kan købe deres bog her.

Urinprøver, blodtryksmåling, indvendig undersøgelse, igangsættelse, misdannelsesscanning, oxytocin i drop, epidural, kejsersnit, CTG og sugekop er ord, langt de fleste gravide og fødende kender.

Faktisk er vi nået dertil, hvor det er blevet normalen. Hvor vi bliver forskrækkede, når vi hører om gravide, der har valgt scanninger fra. For hvordan kan de så vide, om deres baby fejler noget? Eller når vi hører om nogen, der har valgt at føde hjemme, og vores tanker straks kredser om, hvad der kan gå galt i den situation.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at vi som det første, efter vi har konstateret, at vi er gravide, ringer og bestiller en tid hos lægen. Og at vi ved den undersøgelse både får tjekket vores urin, blodtryk, taget en blodprøve, får lavet en indvendig undersøgelse og booket tid til scanninger. Alt sammen rutineundersøgelser, som det desværre er de færreste gravide, der bliver spurgt, om de overhovedet ønsker, får fremlagt fordele og ulemper ved, eller selv har taget stilling til på forhånd.

Og bedre bliver det desværre ikke, når fødslen går i gang. Her kommer der om muligt endnu flere tilbud, rutineundersøgelser og indgreb, man som fødende ofte ikke forstår hverken betydningen eller konsekvensen af.

“For the first time in human history, pregnancy and birth is all about scans, blood pressure measurement, vaginal exams, pain relief, inductions, blood tests, synthetic hormones, cord clamping, c-sections, and separation of mother and baby. All in the name of evaluating and reducing risks.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Spørgsmålet er nu, om vi kan være bekendt, både som enkeltpersoner og som samfund, at plante så meget frygt for, at noget kan gå galt, i vores gravide, fødende og nybagte mødre. En frygt, der desværre ikke kun sætter sig i kvinden, men også i hendes ufødte baby, som svømmende rundt i fostervand, bliver marineret i denne frygt og usikkerhed, og derfor forbereder sig på at møde en usikker verden, hvor faren konstant kan lure lige om hjørnet.

Om vi kan være bekendt at vi tillader et stigende antal undersøgelser, indgreb, behov for medicinsk smertelindring, kejsersnit, efterfødselsreaktioner, traumatiserende fødselsoplevelser og babyer, der har behov for indlæggelse og behandling efter fødslen?

Og om vi som gravide, fødende og nybagte mødre fortsat vil lade os at være patienter, eller om vi vil påtage os ansvaret for at indsamle så meget viden, som overhoved muligt, om naturlige graviditeter og fødsler samt sætte os ind i de mange tilbud, deres fordele og risiko. Og dermed blive en aktiv beslutningstager, som vælger til og fra, ud fra hvad der er bedst for os selv og vores babyer?

“Since we´re presented with so many offers and choices, that nature didn’t plan for, our thinking mind has to take part in our birth preparation too. We simply need to actively consider the many offers and make the choices that are right for us and our babies.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Vi mener, at det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Hvor vi sammen flytter fokus fra, hvad der kan gå galt, over til hvad vi kan gøre for at gøre graviditet, fødsel og den første barselstid ikke alene så sikker som muligt, men i ligeså høj grad så tryg, behagelig, udviklende og kærlig som muligt.

At vi får udbredt viden om, hvor ualmindeligt fantastisk vores kroppe er skabt til ikke blot at bære og føde vores børn, men også til at passe på dem efterfølgende. Og at det at være gravid, fødende og nybagt mor, kan være noget af det mest fantastiske, vi som kvinder nogensinde vil opleve.

“Birth is a natural, perfectly designed, and very complex process, that humans still don´t completely understand. It´s a beautiful dance between mother and baby, as the baby twists and turns his or her way into the world, while the mother instinctively moves her body to ease her baby´s passage. A hormonal orchestration unlike any other, that ensures a safe and magical birthing experience…”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Naturlige fødsler kan være ufatteligt smukke, livsbekræftende og healende, og det er i vores øjne på tide, at de fødende får tid, ro, opmuntring og tillid til at fødslen kan udfolde sig sådan, som naturen havde tiltænkt.

Dette indlæg er udtryk for Anja Pedersens og Louise Pedersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Livets begyndelse trækker tråde – derfor skal vi forandre rammerne

af | okt 23, 2022

BØRNELIV

Livets begyndelse trækker tråde – derfor skal vi forandre rammerne

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

23. oktober 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Pixabay

 

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 41 år, mor til Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

Sådan lyder to centrale sætninger indenfor feltet spædbarnsterapi, der – i sin essens – fortæller noget om betydningen af forbundethed. Lad mig, i det lys, tage jer med på en færd ind i livets spæde faser og den menneskelige formbarhed.

Indtil for få årtier siden mente man, at et menneskes liv først rigtig begyndte ved fødslen. Man betragtede embryo, foster og det ufødte barn som fuldstændig afsondret fra omverden, afskærmet fra omgivelsernes påvirkning og som en organisme ude af stand til at ænse eller lagre noget som helst. Tilsvarende var opfattelsen af spædbørn, at de var tomme, primitive væsener med et begrænset sanseapparat og ringe orientering mod omverdenen, der tilmed ikke tog synderlig mén af hverken fysisk eller psykisk overlast – for “det kunne de alligevel ikke huske”, endsige mærke. Indtil ca. 1980 udførte man sågar rutinemæssigt operationer på spædbørn uden bedøvelse. Man mente nemlig ikke, de kunne føle smerte.

Siden er vi blevet utrolig meget klogere, og mange ting har ændret sig. Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv. Ydre vilkår og hændelser samt indre fysiologiske og emotionelle tilstande udsprunget fra denne tid, sætter aftryk og trækker tråde langt op i vores voksne liv. Trådene væver et billede af vores særegne menneskelige udtryk; herunder personlighed, temperament, intelligens, nervesystem samt henholdsvis fysiske og psykiske dispositioner.

Tidlige belastninger giver øget sårbarhed

Forestil dig et spirende liv, der slår rødder i sin livmoder. Dette lille liv – embryoet – er et “ønskebarn”, men dets mor er konstant bekymret og ængstelig – af sind, men også på grund af gentagne aborter. Derfor tøver hun med at glæde sig og forbinde sig følelsesmæssigt med det liv, hun bærer. Som graviditeten skrider frem, får hun mange smerter, og komplikationer opstår. Selvom hun har mand og familie, hun elsker højt, føler hun sig alene med det svære, for hun vil ikke virke utaknemmelig eller skrøbelig – hun plejer jo at være en stærk kvinde. Fødslen er langvarig og udmattende, veerne går i stå, og det ender med akut kejsersnit. Mor og barn adskilles kortvarigt efter fødslen.

“Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv.”

Mathilde Riise-Jensen

Under graviditet og fødsel pågår en kompleks proces, hvor sansninger og informationer udveksles mellem mor og barn. I det skildrede tilfælde vil embryoet/fostret/barnet blandt andet være eksponeret for store mængder stresshormoner og vil – med sit åbne og umodne nervesystem – være meget modtagelig. Hvis stresstilstanden og -påvirkningen er dyb og langvarig kaldes det toksisk stress. Den form er skadelig og kan påvirke hjernens udvikling negativt – i modsætning til kortvarige stressbelastninger, som betragtes som en del af en naturlig og sund udvikling, hvor nervesystemet erfarer, at der er en vej tilbage i tryghed. Derfor betegnes den positiv stress.

Selvom der ikke går en lige linje fra foster-stress eller tidligt traume til senere mistrivsel, vil et barn (som i eksemplet ovenfor), der har oplevet traumer i fosterperioden, under fødslen eller i tiden efter, med stor sandsynlighed træde ind i livet med en større sårbarhed og følsomhed. Det kan komme til udtryk ved fx lavere stresstærskel, øget sensitivitet overfor stimuli og forandringer, et større trygheds- og reguleringsbehov, et generelt ængsteligt og vagtsomt sind, større udsathed for at udvikle diverse psykiske lidelser mv. Modsat vil en rolig og ubekymret graviditet, en tryg fødsel og et spædbarn, der bliver set, mødt og holdt – fysisk og emotionelt – som udgangspunkt være beskyttende faktorer, der giver barnet en vis modstandskraft, som ofte vil reflekteres i dets væren i verden. Et sådant barn vil typisk møde verden med større grad af tryghed og tillid og være knapt så følsom overfor belastninger senere i livet.

Kroppen husker

Vi plejer at forbinde hukommelse med noget, der sker i hjernen. Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det uundgåeligt fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse). Barnet vil ganske vist ikke bevidst kunne genkalde sig denne tidlige erindring, men den kan aktiveres i bestemte situationer, som minder om det oprindelige traume, hvor adskillelse er omdrejningspunktet. Det kan eksempelvis være, når det skal starte i pasning, hvis en omsorgsperson trækker sig fysisk og/eller følelsesmæssigt eller ved søvn (som er lig med adskillelse for det lille barn). Den tidligt funderede implicitte hukommelse bliver således en slags skabelon for at være i og forstå verden.

“Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det notorisk fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse).”

Mathilde Riise-Jensen

Selvom denne tidlige “programmering” er kritisk og definerende, så er et vigtigt budskab også, at den er dynamisk – og derfor ikke determinerende. Hjernen er nemlig plastisk og kontinuerligt i stand til at danne nye neurale forbindelser under de rette betingelser. Sidstnævnte vender jeg tilbage til.

Tilknytning og nervesystem

Man kan ikke tale om traumer uden også at tale om tilknytning. Det modsatte af tilknytning er adskillelse og adskillelse kan, for det lille barn, betyde stagnation og tab af livskraft, men det kan også betyde døden. Der er blandt tilknytningsteoretikere konsensus om, at adskillelse og brud er notorisk kritisk for det lille barn. Den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott skildrer den angsttilstand, som et forladt barn oplever, således:

“at gå i stykker,
at blive ved med at falde,
at dø og dø og dø,
at miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt”.

Selvom det blot er et gæt og et konstrueret forsøg på at indkapsle og oversætte følelsen til et verbalt udtryk, er det – alt andet lige – et ganske kvalificeret gæt, som måske giver fornemmelsen for dybden af den angsttilstand, et forladt barn befinder sig i. Indenfor traumepsykologien plejer man at sige, at traumer opstår, når vi lades alene med ubehagelige oplevelser, der overstiger vores kapacitet, så vi fastfryses i nervesystemet. En voldsom oplevelse er altså ikke, nødvendigvis, traumatiserende i sig selv, men bliver det, når vi ikke har nogen at læne os ind i, som kan regulere os tilbage i tryghed. Den alenehed og alarmtilstand vil indprente sig i nervesystemet og den implicitte hukommelse.

Traumer i en adskillelseskultur

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg. Ikke mindst i lyset af den høje grad af psykisk mistrivsel, vi vidner i disse år. Derfor kan vi heller ikke komme udenom at skue det samfund, vi lever i, hvor tempo og adskillelse er menneskelige vilkår. Vilkår, der netop vanskeliggør vores biologiske behov for at knytte og forbinde os og stresser vores nervesystem på flere niveauer.

“Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg.”

Mathilde Riise-Jensen

I vores kultur forventer vi, at en gravid kvinde (som udgangspunkt) er produktiv til det sidste, og mantraet “graviditet er ikke en sygdom” reflekteres direkte i vores svangreomsorg, sundhedssystem og arbejdsmarked. Vi hjælper børn til verden i sterile, kliniske miljøer og anbefaler at lægge den nyfødte i hospitalsvuggen – “for en sikkerheds skyld” (fremfor i favnen). Vi har tradition for at fravænne babyer brystet/flasken, inden de fylder et år, lære dem at falde i søvn selv og indkøre dem i daginstitution, inden de har lært at sige farvel og vi ses. Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.

Det er naturligvis en noget kantet og karikeret skildring – og der er selvsagt variationer og undtagelser, men tendensen er ikke desto mindre til at tage og føle på.

“Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.”

Mathilde Riise-Jensen

Vi lever altså, på mange måder, i en kultur, som nemt – uforvarende – kommer til at inducere traumer. Samtidig – og uheldigvis – giver denne kultur ringe forudsætninger for at kompensere for og hele de traumer, der er opstået, blandt andet grundet den hastighed, hvormed verden bevæger sig samt den adskillelsesnorm, der udfordrer tilknytning og forbundethed – både til andre og til én selv. Når vi så oveni har en vis kulturel habitus for at lægge låg på det svære, tage os sammen og komme videre, så opstår en negativ synergi, som vanskeliggør helingen yderligere og skaber en ond spiral. Og desværre er kombinationen af tidlige traumer og så tempo, adskillelsesorientering og ugunstige/stressende miljøer “giftig”.

Mistrivsel

Indenfor de seneste år har vi set en markant stigning i børn og unge, der har det svært i livet. Her må vi vogte os for de simple forklaringer, for mistrivslen har mange ansigter og forklaringerne herpå er ligeså brogede og sammensatte.

Vi er gode til at identificere “symptomerne”, da de hurtigt popper op i samfundets snævre kasser og rammer – ligesom vi også har et større maskineri til at håndtere denne dynamik. Vi er dog knapt så gode til at være nysgerrige på mistrivslens egentlige udspring. Det betyder, at “håndteringen” ofte har karakter af symptombehandling og tilpasningsstrategier. Som samfund formår vi nemlig hverken at se bagom barnets reaktioner og adfærd eller bagom det miljø, barnet færdes i. Og når vi ikke formår at forholde os nysgerrigt og kritisk til de givne rammer eller når ind til noget, der bare minder om roden, er der fare for at mange bliver misforstået, overset og hjulpet forkert/utilstrækkeligt – og mister yderligere fodfæste på dén konto.

Tidlige traumer misforstås

Tidlige traumer manifesterer sig gennem adfærd og kropslige symptomer. Her er det bemærkelsesværdigt, at der er et betydeligt overlap mellem indikationerne på tidlige traumer og så de gængse diagnoser som, i tiden, stilles i stigende omfang – fx ADHD, autisme og angst. Det efterlader en fare for at disse diagnoser forveksles – og måske i virkeligheden dækker over tidlige traumer. Det bunder dels i, at vores system i høj grad orienterer sig efter diagnoser, og dels i at der mangler generel viden om traumer indenfor “systemet”. Mit ydmyge gæt er, at der sker misforståelser ganske ofte.

Herunder er listet eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Denne oversigt er ikke udtømmende, og alt er naturligvis relativt og bør ses i relation til barnets naturlige udvikling. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af et eller flere “symptomer” ikke nødvendigvis er lig med at barnet er traumatiseret eller i decideret mistrivsel. Alt andet lige kalder denne viden på et markant ændret tankesæt i forhold til livets indledende faser – og et samfund, der spejler denne indsigt. For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.

Det er således forsimplet og forældet at betragte barnets piner og kvaler som en iboende svaghed, der kan fikses med de rette værktøjer, strategier, medicin eller terapi. Sammen med nysgerrigheden på hele barnet er vi nødt til – også – at zoome ud og betragte barnets sårbarheder i et strukturelt perspektiv, hvor rammer og ressourcer ikke nødvendigvis understøtter trivsel og udvikling, dvælen og forbundethed og derfor nemt bliver en belastende faktor, der medfører yderligere sårbarhed og udsathed.

“For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.”

Mathilde Riise-Jensen

Må jeg foreslå noget vildt; at twiste vores kollektive mindset og vende sårbarhed om og begynde at betragte det som – om ikke en styrke – så en værdifuld sladrehank, der fortæller os, når tempoet bliver for hurtigt, kravene bliver for store, adskillelsen for meget og for lang, pladsen bliver for trang og kasserne for snævre. Klemte børn må vi samle op, se, favne, forstå og “holde” – kærligt, pædagogisk og terapeutisk. Men vi må også forsøge at forandre. Ikke barnet. Men rammerne.

… OG være barnets stemme.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

BØRNELIV

Livets begyndelse trækker tråde
– derfor skal vi forandre rammerne

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

23. oktober 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Pixabay

 

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 41 år, mor til Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

Sådan lyder to centrale sætninger indenfor feltet spædbarnsterapi, der – i sin essens – fortæller noget om betydningen af forbundethed. Lad mig, i det lys, tage jer med på en færd ind i livets spæde faser og den menneskelige formbarhed.

Indtil for få årtier siden mente man, at et menneskes liv først rigtig begyndte ved fødslen. Man betragtede embryo, foster og det ufødte barn som fuldstændig afsondret fra omverden, afskærmet fra omgivelsernes påvirkning og som en organisme ude af stand til at ænse eller lagre noget som helst. Tilsvarende var opfattelsen af spædbørn, at de var tomme, primitive væsener med et begrænset sanseapparat og ringe orientering mod omverdenen, der tilmed ikke tog synderlig mén af hverken fysisk eller psykisk overlast – for “det kunne de alligevel ikke huske”, endsige mærke. Indtil ca. 1980 udførte man sågar rutinemæssigt operationer på spædbørn uden bedøvelse. Man mente nemlig ikke, de kunne føle smerte.

Siden er vi blevet utrolig meget klogere, og mange ting har ændret sig. Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv. Ydre vilkår og hændelser samt indre fysiologiske og emotionelle tilstande udsprunget fra denne tid, sætter aftryk og trækker tråde langt op i vores voksne liv. Trådene væver et billede af vores særegne menneskelige udtryk; herunder personlighed, temperament, intelligens, nervesystem samt henholdsvis fysiske og psykiske dispositioner.

Tidlige belastninger giver øget sårbarhed

Forestil dig et spirende liv, der slår rødder i sin livmoder. Dette lille liv – embryoet – er et “ønskebarn”, men dets mor er konstant bekymret og ængstelig – af sind, men også på grund af gentagne aborter. Derfor tøver hun med at glæde sig og forbinde sig følelsesmæssigt med det liv, hun bærer. Som graviditeten skrider frem, får hun mange smerter, og komplikationer opstår. Selvom hun har mand og familie, hun elsker højt, føler hun sig alene med det svære, for hun vil ikke virke utaknemmelig eller skrøbelig – hun plejer jo at være en stærk kvinde. Fødslen er langvarig og udmattende, veerne går i stå, og det ender med akut kejsersnit. Mor og barn adskilles kortvarigt efter fødslen.

“Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Under graviditet og fødsel pågår en kompleks proces, hvor sansninger og informationer udveksles mellem mor og barn. I det skildrede tilfælde vil embryoet/fostret/barnet blandt andet være eksponeret for store mængder stresshormoner og vil – med sit åbne og umodne nervesystem – være meget modtagelig. Hvis stresstilstanden og -påvirkningen er dyb og langvarig kaldes det toksisk stress. Den form er skadelig og kan påvirke hjernens udvikling negativt – i modsætning til kortvarige stressbelastninger, som betragtes som en del af en naturlig og sund udvikling, hvor nervesystemet erfarer, at der er en vej tilbage i tryghed. Derfor betegnes den positiv stress.

Selvom der ikke går en lige linje fra foster-stress eller tidligt traume til senere mistrivsel, vil et barn (som i eksemplet ovenfor), der har oplevet traumer i fosterperioden, under fødslen eller i tiden efter, med stor sandsynlighed træde ind i livet med en større sårbarhed og følsomhed. Det kan komme til udtryk ved fx lavere stresstærskel, øget sensitivitet overfor stimuli og forandringer, et større trygheds- og reguleringsbehov, et generelt ængsteligt og vagtsomt sind, større udsathed for at udvikle diverse psykiske lidelser mv. Modsat vil en rolig og ubekymret graviditet, en tryg fødsel og et spædbarn, der bliver set, mødt og holdt – fysisk og emotionelt – som udgangspunkt være beskyttende faktorer, der giver barnet en vis modstandskraft, som ofte vil reflekteres i dets væren i verden. Et sådant barn vil typisk møde verden med større grad af tryghed og tillid og være knapt så følsom overfor belastninger senere i livet.

Kroppen husker

Vi plejer at forbinde hukommelse med noget, der sker i hjernen. Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det uundgåeligt fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse). Barnet vil ganske vist ikke bevidst kunne genkalde sig denne tidlige erindring, men den kan aktiveres i bestemte situationer, som minder om det oprindelige traume, hvor adskillelse er omdrejningspunktet. Det kan eksempelvis være, når det skal starte i pasning, hvis en omsorgsperson trækker sig fysisk og/eller følelsesmæssigt eller ved søvn (som er lig med adskillelse for det lille barn). Den tidligt funderede implicitte hukommelse bliver således en slags skabelon for at være i og forstå verden.

“Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det notorisk fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse).”

 
Mathilde Riise-Jensen

Selvom denne tidlige “programmering” er kritisk og definerende, så er et vigtigt budskab også, at den er dynamisk – og derfor ikke determinerende. Hjernen er nemlig plastisk og kontinuerligt i stand til at danne nye neurale forbindelser under de rette betingelser. Sidstnævnte vender jeg tilbage til.

Tilknytning og nervesystem

Man kan ikke tale om traumer uden også at tale om tilknytning. Det modsatte af tilknytning er adskillelse og adskillelse kan, for det lille barn, betyde stagnation og tab af livskraft, men det kan også betyde døden. Der er blandt tilknytningsteoretikere konsensus om, at adskillelse og brud er notorisk kritisk for det lille barn. Den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott skildrer den angsttilstand, som et forladt barn oplever, således:

“at gå i stykker,
at blive ved med at falde,
at dø og dø og dø,
at miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt”.

Selvom det blot er et gæt og et konstrueret forsøg på at indkapsle og oversætte følelsen til et verbalt udtryk, er det – alt andet lige – et ganske kvalificeret gæt, som måske giver fornemmelsen for dybden af den angsttilstand, et forladt barn befinder sig i. Indenfor traumepsykologien plejer man at sige, at traumer opstår, når vi lades alene med ubehagelige oplevelser, der overstiger vores kapacitet, så vi fastfryses i nervesystemet. En voldsom oplevelse er altså ikke, nødvendigvis, traumatiserende i sig selv, men bliver det, når vi ikke har nogen at læne os ind i, som kan regulere os tilbage i tryghed. Den alenehed og alarmtilstand vil indprente sig i nervesystemet og den implicitte hukommelse.

Traumer i en adskillelseskultur

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg. Ikke mindst i lyset af den høje grad af psykisk mistrivsel, vi vidner i disse år. Derfor kan vi heller ikke komme udenom at skue det samfund, vi lever i, hvor tempo og adskillelse er menneskelige vilkår. Vilkår, der netop vanskeliggør vores biologiske behov for at knytte og forbinde os og stresser vores nervesystem på flere niveauer.

“Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg.”

 
Mathilde Riise-Jensen

I vores kultur forventer vi, at en gravid kvinde (som udgangspunkt) er produktiv til det sidste, og mantraet “graviditet er ikke en sygdom” reflekteres direkte i vores svangreomsorg, sundhedssystem og arbejdsmarked. Vi hjælper børn til verden i sterile, kliniske miljøer og anbefaler at lægge den nyfødte i hospitalsvuggen – “for en sikkerheds skyld” (fremfor i favnen). Vi har tradition for at fravænne babyer brystet/flasken, inden de fylder et år, lære dem at falde i søvn selv og indkøre dem i daginstitution, inden de har lært at sige farvel og vi ses. Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.

Det er naturligvis en noget kantet og karikeret skildring – og der er selvsagt variationer og undtagelser, men tendensen er ikke desto mindre til at tage og føle på.

“Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Vi lever altså, på mange måder, i en kultur, som nemt – uforvarende – kommer til at inducere traumer. Samtidig – og uheldigvis – giver denne kultur ringe forudsætninger for at kompensere for og hele de traumer, der er opstået, blandt andet grundet den hastighed, hvormed verden bevæger sig samt den adskillelsesnorm, der udfordrer tilknytning og forbundethed – både til andre og til én selv. Når vi så oveni har en vis kulturel habitus for at lægge låg på det svære, tage os sammen og komme videre, så opstår en negativ synergi, som vanskeliggør helingen yderligere og skaber en ond spiral. Og desværre er kombinationen af tidlige traumer og så tempo, adskillelsesorientering og ugunstige/stressende miljøer “giftig”.

Mistrivsel

Indenfor de seneste år har vi set en markant stigning i børn og unge, der har det svært i livet. Her må vi vogte os for de simple forklaringer, for mistrivslen har mange ansigter og forklaringerne herpå er ligeså brogede og sammensatte.

Vi er gode til at identificere “symptomerne”, da de hurtigt popper op i samfundets snævre kasser og rammer – ligesom vi også har et større maskineri til at håndtere denne dynamik. Vi er dog knapt så gode til at være nysgerrige på mistrivslens egentlige udspring. Det betyder, at “håndteringen” ofte har karakter af symptombehandling og tilpasningsstrategier. Som samfund formår vi nemlig hverken at se bagom barnets reaktioner og adfærd eller bagom det miljø, barnet færdes i. Og når vi ikke formår at forholde os nysgerrigt og kritisk til de givne rammer eller når ind til noget, der bare minder om roden, er der fare for at mange bliver misforstået, overset og hjulpet forkert/utilstrækkeligt – og mister yderligere fodfæste på dén konto.

Tidlige traumer misforstås

Tidlige traumer manifesterer sig gennem adfærd og kropslige symptomer. Her er det bemærkelsesværdigt, at der er et betydeligt overlap mellem indikationerne på tidlige traumer og så de gængse diagnoser som, i tiden, stilles i stigende omfang – fx ADHD, autisme og angst. Det efterlader en fare for at disse diagnoser forveksles – og måske i virkeligheden dækker over tidlige traumer. Det bunder dels i, at vores system i høj grad orienterer sig efter diagnoser, og dels i at der mangler generel viden om traumer indenfor “systemet”. Mit ydmyge gæt er, at der sker misforståelser ganske ofte.

Herunder er listet eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Denne oversigt er ikke udtømmende, og alt er naturligvis relativt og bør ses i relation til barnets naturlige udvikling. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af et eller flere “symptomer” ikke nødvendigvis er lig med at barnet er traumatiseret eller i decideret mistrivsel. Alt andet lige kalder denne viden på et markant ændret tankesæt i forhold til livets indledende faser – og et samfund, der spejler denne indsigt. For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.

Det er således forsimplet og forældet at betragte barnets piner og kvaler som en iboende svaghed, der kan fikses med de rette værktøjer, strategier, medicin eller terapi. Sammen med nysgerrigheden på hele barnet er vi nødt til – også – at zoome ud og betragte barnets sårbarheder i et strukturelt perspektiv, hvor rammer og ressourcer ikke nødvendigvis understøtter trivsel og udvikling, dvælen og forbundethed og derfor nemt bliver en belastende faktor, der medfører yderligere sårbarhed og udsathed.

“For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Må jeg foreslå noget vildt; at twiste vores kollektive mindset og vende sårbarhed om og begynde at betragte det som – om ikke en styrke – så en værdifuld sladrehank, der fortæller os, når tempoet bliver for hurtigt, kravene bliver for store, adskillelsen for meget og for lang, pladsen bliver for trang og kasserne for snævre. Klemte børn må vi samle op, se, favne, forstå og “holde” – kærligt, pædagogisk og terapeutisk. Men vi må også forsøge at forandre. Ikke barnet. Men rammerne.

… OG være barnets stemme.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

LÆS OGSÅ

Troede min krop, at mit barn var dødt?

af | jul 26, 2022

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.19. maj 2020 – opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.
19. maj 2020 - opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

LÆS OGSÅ

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

af | maj 31, 2021

MODERSKAB

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen

31. maj 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Isaac Quesada, Unsplash

 

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv. Ikke kun for det lille nye menneskeliv, som netop har fundet vej fra den trygge, varme og mørke livmoder ud i den store verden, men også for mor, far og eventuelle søskende.

Overgangen fra det gamle til det nye vil for de fleste føles som en omvæltning, og det kan tage tid at finde sig til rette og lære hinanden at kende. For ikke at glemme; at lære sig selv at kende på ny. For med fødslen af et barn, fødes også en mor.

Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født. Fødslen har bogstaveligt talt efterladt en stor fysisk åbning i os, som vil tage tid at lukke sig igen. Vi bløder og er ofte afkræftet efter fødslen.

Men også mentalt er vi mere åbne. En biologisk funktion, som hjælper os til at knytte os til vores baby og lære den at kende, så vi kan aflæse dens behov og tage os af den. Vores hjerne ændrer sig for at kunne skabe plads til alt det nye, vi skal lære. Oxytocinen stiger, hvilket – udover ovenstående – booster mælkeproduktionen og derved fremmer babyens overlevelse og trivsel. Enhver form for stress vil dog have en negativ virkning på produktionen af oxytocin. Derfor er det vigtigt at forsøge at undgå stress i tiden efter fødslen. 

“Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født.”

 
Annalie Jørgensen

At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor. I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser. For mange er det noget, som sætter dybe spor – både i deres moderskab, men også i deres relationer.

De fleste af os, som er i den fødedygtige alder, er vokset op under et børnesyn, som byggede på magt, autoritet og mistillid, og som fokuserede mest på, hvad børn kunne og gjorde, og ikke så meget på, hvordan de havde det.

Selvom vi i dag er blevet klogere, hvad angår udviklingspsykologi og tilknytningsteori, kan dette børnesyn stadig være gældende for vores forældre og for dét sundhedspersonale, vi møder, og det kan trække dybe spor ind i vores nuværende liv.

Mange af os har været nødsagede til at undertrykke dele af os selv og vores behov for at bevare kærligheden fra vores forældre, og lige så mange af os har fået vores grænser ignoreret og overskredet som børn, med dét resultat, at vi kan have enormt svært ved at sætte grænser som voksne, hvis vi da overhovedet kan mærke grænserne. Dette kan gælde både i forhold til vores egne forældre, men også i forhold til svigerforældre, andre familiemedlemmer, venner, sundhedspersonale osv. 

“At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor.”

 
Annalie Jørgensen

Hvad dine behov som nybagt mor er, og hvad der føles grænseoverskridende for dig, er individuelt og noget, du må gøre en indsats for at mærke efter i dig selv.

Det er vigtigt at du er ærlig over for dig selv, for dit nervesystem kan ikke lyve, og alt, hvad du undertrykker, vil højst sandsynligt komme til udtryk hos din baby. Børn bliver nemlig født med et meget umodent nervesystem og må ‘låne’ af moderens nervesystem for at blive reguleret følelsesmæssigt. Så hvis du har svært ved at italesætte dine egne behov og kræve, at de bliver mødt for din egen skyld, så gør det for dit barns skyld. Eller se det som en mulighed for at hele dit eget indre barn og give dig selv dét, du ikke selv fik dengang. Én voksen, som tager dine behov og grænser seriøst.

Vid, at I har jeres fulde ret til at:

  • frabede jer besøg, indtil I selv er klar og tager initiativ.
  • frabede jer uanmeldt besøg.
  • afvise folk ved døren, som alligevel dukker op.
  • aflyse et planlagt besøg, hvis det passer dårligt, f.eks. hvis det har været en hård nat.
  • vælge, at nogle må besøge, og andre ikke må.
  • sende gæsterne hjem midt i et besøg, fordi I har fået nok og har brug for ro.
  • sige til folk, at de selv må tage kaffe, kage eller andet med.
  • spørge folk, om de vil støvsuge, tage opvasken, folde vasketøjet eller andet praktisk.
  • spørge, om de vil komme og sætte mad uden for døren og gå igen.
  • sige nej til at lade andre holde babyen.
  • frabede jer ‘gode råd’, spørgsmål til fødslen eller lignende.

Jeg lover dig, at du ikke er den eneste, som har gjort dette.

Det kan være en rigtig god idé at skrive et brev ud til familie og venner inden fødslen, hvor I fortæller jeres behov og ønsker. Folk er forskellige og har alle forskellige behov, så gør det tydeligt og konkret, og tag endelig ikke noget for givet. Det kan være nemmere at have mange ‘strenge’ ønsker som udgangspunkt og så løsne lidt op senere, hvis I føler for det, så I ikke føler, I skuffer nogens forventninger. Bed eventuelt om en tilbagemelding fra modtagerne, hvor de bekræfter, at de har læst og forstået jeres ønsker.

“I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser.”

 
Annalie Jørgensen

Skulle det alligevel ske, at jeres ønsker og grænser ikke bliver respekteret, så er det helt legitimt at blive vred. Under det gamle børnesyn er vrede blevet opfattet som en ‘dårlig’ følelse, og ofte blev børn endda straffet, hvis de utrykte vrede. Derfor kan denne følelse være svær at rumme for mange af os. Men når det kommer til at sætte grænser, er følelsen af vrede en rigtig god hjælp og indikator på, at vores grænser er blevet overskredet. Så brug energien i vreden til at sige fra.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv, og kommer man godt fra start, vil det styrke både relationen til barnet, men også styrke moderens selvværd og moderinstinkt. Så tag jer endelig god tid og mærk efter.

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre.

MODERSKAB

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen

31. maj 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Isaac Quesada, Unsplash

 

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

 

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv. Ikke kun for det lille nye menneskeliv, som netop har fundet vej fra den trygge, varme og mørke livmoder ud i den store verden, men også for mor, far og eventuelle søskende.

Overgangen fra det gamle til det nye vil for de fleste føles som en omvæltning, og det kan tage tid at finde sig til rette og lære hinanden at kende. For ikke at glemme; at lære sig selv at kende på ny. For med fødslen af et barn, fødes også en mor.

Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født. Fødslen har bogstaveligt talt efterladt en stor fysisk åbning i os, som vil tage tid at lukke sig igen. Vi bløder og er ofte afkræftet efter fødslen.

Men også mentalt er vi mere åbne. En biologisk funktion, som hjælper os til at knytte os til vores baby og lære den at kende, så vi kan aflæse dens behov og tage os af den. Vores hjerne ændrer sig for at kunne skabe plads til alt det nye, vi skal lære. Oxytocinen stiger, hvilket – udover ovenstående – booster mælkeproduktionen og derved fremmer babyens overlevelse og trivsel. Enhver form for stress vil dog have en negativ virkning på produktionen af oxytocin. Derfor er det vigtigt at forsøge at undgå stress i tiden efter fødslen. 

“Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født.”

 
Annalie Jørgensen

At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor. I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser. For mange er det noget, som sætter dybe spor – både i deres moderskab, men også i deres relationer.

De fleste af os, som er i den fødedygtige alder, er vokset op under et børnesyn, som byggede på magt, autoritet og mistillid, og som fokuserede mest på, hvad børn kunne og gjorde, og ikke så meget på, hvordan de havde det.

Selvom vi i dag er blevet klogere, hvad angår udviklingspsykologi og tilknytningsteori, kan dette børnesyn stadig være gældende for vores forældre og for dét sundhedspersonale, vi møder, og det kan trække dybe spor ind i vores nuværende liv.

Mange af os har været nødsagede til at undertrykke dele af os selv og vores behov for at bevare kærligheden fra vores forældre, og lige så mange af os har fået vores grænser ignoreret og overskredet som børn, med dét resultat, at vi kan have enormt svært ved at sætte grænser som voksne, hvis vi da overhovedet kan mærke grænserne. Dette kan gælde både i forhold til vores egne forældre, men også i forhold til svigerforældre, andre familiemedlemmer, venner, sundhedspersonale osv. 

“At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor.”

 
Annalie Jørgensen

Hvad dine behov som nybagt mor er, og hvad der føles grænseoverskridende for dig, er individuelt og noget, du må gøre en indsats for at mærke efter i dig selv.

Det er vigtigt at du er ærlig over for dig selv, for dit nervesystem kan ikke lyve, og alt, hvad du undertrykker, vil højst sandsynligt komme til udtryk hos din baby. Børn bliver nemlig født med et meget umodent nervesystem og må ‘låne’ af moderens nervesystem for at blive reguleret følelsesmæssigt. Så hvis du har svært ved at italesætte dine egne behov og kræve, at de bliver mødt for din egen skyld, så gør det for dit barns skyld. Eller se det som en mulighed for at hele dit eget indre barn og give dig selv dét, du ikke selv fik dengang. Én voksen, som tager dine behov og grænser seriøst.

Vid, at I har jeres fulde ret til at:

  • frabede jer besøg, indtil I selv er klar og tager initiativ.
  • frabede jer uanmeldt besøg.
  • afvise folk ved døren, som alligevel dukker op.
  • aflyse et planlagt besøg, hvis det passer dårligt, f.eks. hvis det har været en hård nat.
  • vælge, at nogle må besøge, og andre ikke må.
  • sende gæsterne hjem midt i et besøg, fordi I har fået nok og har brug for ro.
  • sige til folk, at de selv må tage kaffe, kage eller andet med.
  • spørge folk, om de vil støvsuge, tage opvasken, folde vasketøjet eller andet praktisk.
  • spørge, om de vil komme og sætte mad uden for døren og gå igen.
  • sige nej til at lade andre holde babyen.
  • frabede jer ‘gode råd’, spørgsmål til fødslen eller lignende.

Jeg lover dig, at du ikke er den eneste, som har gjort dette.

Det kan være en rigtig god idé at skrive et brev ud til familie og venner inden fødslen, hvor I fortæller jeres behov og ønsker. Folk er forskellige og har alle forskellige behov, så gør det tydeligt og konkret, og tag endelig ikke noget for givet. Det kan være nemmere at have mange ‘strenge’ ønsker som udgangspunkt og så løsne lidt op senere, hvis I føler for det, så I ikke føler, I skuffer nogens forventninger. Bed eventuelt om en tilbagemelding fra modtagerne, hvor de bekræfter, at de har læst og forstået jeres ønsker.

“I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser.”

 
Annalie Jørgensen

Skulle det alligevel ske, at jeres ønsker og grænser ikke bliver respekteret, så er det helt legitimt at blive vred. Under det gamle børnesyn er vrede blevet opfattet som en ‘dårlig’ følelse, og ofte blev børn endda straffet, hvis de utrykte vrede. Derfor kan denne følelse være svær at rumme for mange af os. Men når det kommer til at sætte grænser, er følelsen af vrede en rigtig god hjælp og indikator på, at vores grænser er blevet overskredet. Så brug energien i vreden til at sige fra.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv, og kommer man godt fra start, vil det styrke både relationen til barnet, men også styrke moderens selvværd og moderinstinkt. Så tag jer endelig god tid og mærk efter.

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre.

LÆS OGSÅ