Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

FØDSEL

Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

Nillou healede sin søn efter lynfødsel

17. februar 2020 | Af Nillou Johannsen | Foto: Christian Als

Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt, skriver Nillou Johannsen om seancen, hvor hun oplevede sin egen søns fødsel. Fra hans perspektiv.

Nillou Johannsen er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

Da jeg blev gravid anden gang, var mit primære fokus, at jeg skulle få en bedre fødselsoplevelse end med mit første barn. Jeg var skræmt ved udsigten til endnu en lang, udmattende og meget smertefuld fødsel som den første, og derfor tog jeg et kursus i smertefri fødsel.

Min første ve kom 10 dage efter termin. Jeg begyndte den særlige vejrtrækning fra kurset, og det fungerede fantastisk. Efter 40 minutter var det stadig let og ubesværet. Min første fødsel varede 19 timer, så jeg regnede med, at der var tid nok. Lige indtil mine ben knækkede sammen, og jeg begyndte at brøle det der særlige brøl – lyden af et dyr mere end et menneske. Var det presseveer allerede?

Jeg satte mig i bilen og klemte fast, alt hvad jeg kunne. Min, på det tidspunkt, kæreste satte speederen i bund og kørte. Gaderne lå mennesketomme for natten, og han kørte så stærkt, at han overså et bump, som bilen fløj henover. Jeg skreg: “Hvis du gør det igen, slår jeg dig ihjel, du er en død mand,” men veen var i fuld gang, og drengen på vej ud i bilen. Der var ikke engang gået en time fra første ve, og jeg var slet ikke i kontrol.

Det er nu

Vi nåede frem til Hvidovre hospital. Hvert skridt føltes som om, jeg ville tabe ham ud mellem benene. Da vi nåede indenfor, var jeg ved at besvime ved synet af den uendeligt lange gang, der synes at gå til verdens ende. Jeg havde følelsen af, at hvert skridt blev taget med kviksand om benene, og jeg bad bare til at nå frem imellem veerne.

Da vi endeligt nåede frem, havde jeg vitterlig følelsen af, at hans hoved var mellem mine ben. Den unge jordemoder var ikke forberedt på situationen, hun ville have mig til lige at slappe af og tage en kop kaffe i ventesalen. “Det er NU,” råbte jeg og pressede ham ud. Han kom med så meget fart, at hun fik sprøjtet en del blod på sig. Det så vildt ud, og jeg lagde mig ned med ham. Han græd, fra jeg fik ham, og jeg lagde ham til brystet, så han kunne få ro.

Kolik

Vi forsøgte at fortsætte som tidligere, nu bare med et ekstra barn, men det gik hurtigt op for os, at han mente det med roen. Efter 21 dage startede hans kolik. Det er en særlig form for gråd, så hjerteskærende, så intens og så øredøvende, som varer ved i mange timer dagligt. Kolik var ikke til at leve med. At se sin lille nyfødte være i så mange smerter, og den stress fra gråden var nærmest lammende. Vi prøvede alt. Fra akupunktur, osteopati, zoneterapi, kiropraktor, kranio sakral terapi til almindelige læger og hospitalstjek.

Vi opdagede undervejs, at han havde brækket kravebenet under den voldsomme fødsel og derfor havde været i store smerter hele sit korte liv. Bagefter opdagede lægerne også, at han havde skæv rygsøjle, C-krom. Vi var bange for, at han også havde en hjertefejl. Han kunne ikke holde maden i sig og begyndte at tabe sig, og hans læber blev lilla, når han græd. Alle mine alarmklokker ringede nu på samme tid.

Emmibaby - køb babyudstyr

Hele Leos første år var han ind og ud af behandlinger og lægetjek. Jeg havde fået indprentet en dyb og mørk frygt for at miste ham. Med hans chokfødsel og skæve start mærkede jeg, hvor sårbart livet er. Hvor sårbar jeg selv var som mor og vi som familie.

Det eneste, der beroligede ham, var, når han og jeg lå inde på et mørkt soveværelse alene, og han kunne få bryst eller bare være tæt på mig. Så kunne han sove i mange timer og pludre. Han kiggede på mig med sine store, blå øjne, og han grinede sit dybe grin, mens vi legede med hans små bamser. Somme tider var jeg nødt til at gå ud. Enten for at være sammen med vores større barn, som meget pludselig var blevet efterladt uden for soveværelset, eller for blot at trække vejret. Han blev urolig, så snart jeg var væk, og han kastede op og gik i grådkramper, så snart han blev lagt i barnevogn eller i autostol i bilen. Han ville KUN være på mig, i sele eller helst bare i et mørkt rum.

Healeruddannelse

Angsten for at miste ham var en konstant stressfaktor. Tankerne om, hvordan jeg skulle få energi nok til både at være der for ham og min datter, var drænende. Her var jeg alene i et mørkt rum, og jeg var så uendelig bange for at miste mit barn, at jeg ikke havde andet valg end at søge svar og trøst.

Jeg læste i alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Selv Det Nye Testamente og bagefter forskellige spirituelle bøger. Jeg lagde mærke til, at der mange steder var nævnt noget med at heale eller være healer. For mig var en healer et menneske i de højere luftlag med mærkeligt løst tøj og ikke af denne verden. Alligevel var det dragende, og jeg havde lyst til at prøve noget NYT.

Der var et hav af healeruddannelser, den ene dyrere og mere omstændig end den anden. Jeg opgav, og nærmest i det samme dukkede den for mig perfekte mester op. Hun tilbød noget så eksotisk og alligevel klinisk som japansk healing. To kurser til en overkommelig pris, og jeg kunne blive reiki healer. Jeg trykkede tilmeld og fik en af de sidste pladser på hendes hold et par måneder efter.

Spirituel tilgang

Leo var elektrisk af følsomhed og ville efter sin 1-års fødselsdag stadig helst kun være sammen med mig. Vi udskød hans vuggestuestart et par måneder, og weekenden efter at jeg havde taget mit første kursus, begyndte jeg at heale på mig og ham. Det gjorde jeg hver aften i flere måneder.

Han startede i institution og begyndte at tage på i vægt. Han trivedes ude blandt de andre børn og havde korte overkommelige dage. Jeg tog begge uddannelser som reiki healer, og et nyt og langt mere dybdegående spirituelt univers åbnede sig for mig. Jeg begyndte at meditere og herigennem modtage guidens til, hvordan jeg skulle løse mine problemer.

Da Leo fyldte to år, snakkede jeg med min mester om ham. Han var sensitiv med et skrøbeligt sind. Hun foreslog mig at gå ind i det og spørge ham nænsomt i en healing, om der var noget med den hurtige fødsel, som stadig drillede ham. Jeg havde ikke selv tænkt tanken, og jeg var også bange for at vide besked. Hvad hvis det viste sig, at der var noget alvorligt galt med ham? Eller hvad hvis det handlede om, at jeg ikke var god nok som mor? Jeg vidste godt, at jeg var nødt til at vide det, men det tog lidt tid at blive klar.

Fra sjælens synsvinkel

Jeg begyndte at læse om hurtige fødsler set fra et sjæleligt perspektiv, og et sted læste jeg, at når fødsler går for stærkt, kan det være traumatiserende, hvis sjælen ikke er klar.

Foruden de neurologiske og kropslige aspekter, var der hele sjæledelen, som interesserede mig. Det tager tid for sjælen at lande i den fysiske krop, og det er en proces, der sker i maven. Men når fødslen går for stærkt, er det for voldsomt for såvel krop som sjæl. Den når så at sige ikke at omstille sig til livet og kan sidde fast i en form for choktilstand. Det er naturligvis ikke tilfældet for alle sjæle, men jeg tænkte, at den hurtige fødsel i hvert fald kunne have præget Leo.

Efter nogle måneder begyndte jeg at heale ham igen, når han sov. Mens jeg healede, spurgte jeg åbent i mig selv, om der var noget, han havde lyst til at fortælle mig. Om der var noget, han var ked af i forbindelse med fødslen. Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt.

Jeg spurgte, hvad det handlede om, og lidt tid efter så jeg mig selv, mens jeg gik op ad fødegangen. Men perspektivet var ændret til at være hans, mens han lå i maven og følte, at han faldt. Jeg kunne mærke, at han var elektrisk af angst.

Her stoppede jeg op under healingen og tillod hans frygt at være der, mens jeg talte beroligende med ham og fortalte ham, at vi klarede den. At han var i live, og at han havde været så sej, selvom det havde været svært.

Jeg blev ked af det og græd imens, fordi det var vanskeligt at rumme, at min iver for at få en smertefri fødsel havde forårsaget den oplevelse i ham. Jeg kunne ikke have vidst det og måtte tilgive mig selv og slippe den dårlige samvittighed. Vi gav slip på frygten sammen. Jeg, for at miste ham. Ham for at ryge ud undervejs.

Det var et afgørende vendepunkt i Leos liv at få healet på sin fødsel og blive tryg i livet.

Den 18. februar fylder han 6 år. Han er vokset sig til at være en finurlig, sjov, legesyg og kærlig lille fyr. Stadig mors øjesten og favoritkæreste nummer et.

FØDSEL

Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

Nillou healede sin søn efter lynfødsel

17. februar 2020 | Af Nillou Johannsen | Foto: Christian Als

 

Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt, skriver Nillou Johannsen om seancen, hvor hun oplevede sin egen søns fødsel. Fra hans perspektiv.

Nillou Johannsen er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

Da jeg blev gravid anden gang, var mit primære fokus, at jeg skulle få en bedre fødselsoplevelse end med mit første barn. Jeg var skræmt ved udsigten til endnu en lang, udmattende og meget smertefuld fødsel som den første, og derfor tog jeg et kursus i smertefri fødsel.

Min første ve kom 10 dage efter termin. Jeg begyndte den særlige vejrtrækning fra kurset, og det fungerede fantastisk. Efter 40 minutter var det stadig let og ubesværet. Min første fødsel varede 19 timer, så jeg regnede med, at der var tid nok. Lige indtil mine ben knækkede sammen, og jeg begyndte at brøle det der særlige brøl – lyden af et dyr mere end et menneske. Var det presseveer allerede?

Jeg satte mig i bilen og klemte fast, alt hvad jeg kunne. Min, på det tidspunkt, kæreste satte speederen i bund og kørte. Gaderne lå mennesketomme for natten, og han kørte så stærkt, at han overså et bump, som bilen fløj henover. Jeg skreg: “Hvis du gør det igen, slår jeg dig ihjel, du er en død mand,” men veen var i fuld gang, og drengen på vej ud i bilen. Der var ikke engang gået en time fra første ve, og jeg var slet ikke i kontrol.

Det er nu

Vi nåede frem til Hvidovre hospital. Hvert skridt føltes som om, jeg ville tabe ham ud mellem benene. Da vi nåede indenfor, var jeg ved at besvime ved synet af den uendeligt lange gang, der synes at gå til verdens ende. Jeg havde følelsen af, at hvert skridt blev taget med kviksand om benene, og jeg bad bare til at nå frem imellem veerne.

Da vi endeligt nåede frem, havde jeg vitterlig følelsen af, at hans hoved var mellem mine ben. Den unge jordemoder var ikke forberedt på situationen, hun ville have mig til lige at slappe af og tage en kop kaffe i ventesalen. “Det er NU,” råbte jeg og pressede ham ud. Han kom med så meget fart, at hun fik sprøjtet en del blod på sig. Det så vildt ud, og jeg lagde mig ned med ham. Han græd, fra jeg fik ham, og jeg lagde ham til brystet, så han kunne få ro.

Kolik

Vi forsøgte at fortsætte som tidligere, nu bare med et ekstra barn, men det gik hurtigt op for os, at han mente det med roen. Efter 21 dage startede hans kolik. Det er en særlig form for gråd, så hjerteskærende, så intens og så øredøvende, som varer ved i mange timer dagligt. Kolik var ikke til at leve med. At se sin lille nyfødte være i så mange smerter, og den stress fra gråden var nærmest lammende. Vi prøvede alt. Fra akupunktur, osteopati, zoneterapi, kiropraktor, kranio sakral terapi til almindelige læger og hospitalstjek.

Vi opdagede undervejs, at han havde brækket kravebenet under den voldsomme fødsel og derfor havde været i store smerter hele sit korte liv. Bagefter opdagede lægerne også, at han havde skæv rygsøjle, C-krom. Vi var bange for, at han også havde en hjertefejl. Han kunne ikke holde maden i sig og begyndte at tabe sig, og hans læber blev lilla, når han græd. Alle mine alarmklokker ringede nu på samme tid.

Hele Leos første år var han ind og ud af behandlinger og lægetjek. Jeg havde fået indprentet en dyb og mørk frygt for at miste ham. Med hans chokfødsel og skæve start mærkede jeg, hvor sårbart livet er. Hvor sårbar jeg selv var som mor og vi som familie.

Det eneste, der beroligede ham, var, når han og jeg lå inde på et mørkt soveværelse alene, og han kunne få bryst eller bare være tæt på mig. Så kunne han sove i mange timer og pludre. Han kiggede på mig med sine store, blå øjne, og han grinede sit dybe grin, mens vi legede med hans små bamser. Somme tider var jeg nødt til at gå ud. Enten for at være sammen med vores større barn, som meget pludselig var blevet efterladt uden for soveværelset, eller for blot at trække vejret. Han blev urolig, så snart jeg var væk, og han kastede op og gik i grådkramper, så snart han blev lagt i barnevogn eller i autostol i bilen. Han ville KUN være på mig, i sele eller helst bare i et mørkt rum.

Healeruddannelse

Angsten for at miste ham var en konstant stressfaktor. Tankerne om, hvordan jeg skulle få energi nok til både at være der for ham og min datter, var drænende. Her var jeg alene i et mørkt rum, og jeg var så uendelig bange for at miste mit barn, at jeg ikke havde andet valg end at søge svar og trøst.

Jeg læste i alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Selv Det Nye Testamente og bagefter forskellige spirituelle bøger. Jeg lagde mærke til, at der mange steder var nævnt noget med at heale eller være healer. For mig var en healer et menneske i de højere luftlag med mærkeligt løst tøj og ikke af denne verden. Alligevel var det dragende, og jeg havde lyst til at prøve noget NYT.

Der var et hav af healeruddannelser, den ene dyrere og mere omstændig end den anden. Jeg opgav, og nærmest i det samme dukkede den for mig perfekte mester op. Hun tilbød noget så eksotisk og alligevel klinisk som japansk healing. To kurser til en overkommelig pris, og jeg kunne blive reiki healer. Jeg trykkede tilmeld og fik en af de sidste pladser på hendes hold et par måneder efter.

Spirituel tilgang

Leo var elektrisk af følsomhed og ville efter sin 1-års fødselsdag stadig helst kun være sammen med mig. Vi udskød hans vuggestuestart et par måneder, og weekenden efter at jeg havde taget mit første kursus, begyndte jeg at heale på mig og ham. Det gjorde jeg hver aften i flere måneder.

Han startede i institution og begyndte at tage på i vægt. Han trivedes ude blandt de andre børn og havde korte overkommelige dage. Jeg tog begge uddannelser som reiki healer, og et nyt og langt mere dybdegående spirituelt univers åbnede sig for mig. Jeg begyndte at meditere og herigennem modtage guidens til, hvordan jeg skulle løse mine problemer.

Da Leo fyldte to år, snakkede jeg med min mester om ham. Han var sensitiv med et skrøbeligt sind. Hun foreslog mig at gå ind i det og spørge ham nænsomt i en healing, om der var noget med den hurtige fødsel, som stadig drillede ham. Jeg havde ikke selv tænkt tanken, og jeg var også bange for at vide besked. Hvad hvis det viste sig, at der var noget alvorligt galt med ham? Eller hvad hvis det handlede om, at jeg ikke var god nok som mor? Jeg vidste godt, at jeg var nødt til at vide det, men det tog lidt tid at blive klar.

Fra sjælens synsvinkel

Jeg begyndte at læse om hurtige fødsler set fra et sjæleligt perspektiv, og et sted læste jeg, at når fødsler går for stærkt, kan det være traumatiserende, hvis sjælen ikke er klar.

Foruden de neurologiske og kropslige aspekter, var der hele sjæledelen, som interesserede mig. Det tager tid for sjælen at lande i den fysiske krop, og det er en proces, der sker i maven. Men når fødslen går for stærkt, er det for voldsomt for såvel krop som sjæl. Den når så at sige ikke at omstille sig til livet og kan sidde fast i en form for choktilstand. Det er naturligvis ikke tilfældet for alle sjæle, men jeg tænkte, at den hurtige fødsel i hvert fald kunne have præget Leo.

Efter nogle måneder begyndte jeg at heale ham igen, når han sov. Mens jeg healede, spurgte jeg åbent i mig selv, om der var noget, han havde lyst til at fortælle mig. Om der var noget, han var ked af i forbindelse med fødslen. Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt.

Jeg spurgte, hvad det handlede om, og lidt tid efter så jeg mig selv, mens jeg gik op ad fødegangen. Men perspektivet var ændret til at være hans, mens han lå i maven og følte, at han faldt. Jeg kunne mærke, at han var elektrisk af angst.

Her stoppede jeg op under healingen og tillod hans frygt at være der, mens jeg talte beroligende med ham og fortalte ham, at vi klarede den. At han var i live, og at han havde været så sej, selvom det havde været svært.

Jeg blev ked af det og græd imens, fordi det var vanskeligt at rumme, at min iver for at få en smertefri fødsel havde forårsaget den oplevelse i ham. Jeg kunne ikke have vidst det og måtte tilgive mig selv og slippe den dårlige samvittighed. Vi gav slip på frygten sammen. Jeg, for at miste ham. Ham for at ryge ud undervejs.

Det var et afgørende vendepunkt i Leos liv at få healet på sin fødsel og blive tryg i livet.

Den 18. februar fylder han 6 år. Han er vokset sig til at være en finurlig, sjov, legesyg og kærlig lille fyr. Stadig mors øjesten og favoritkæreste nummer et.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

LÆS OGSÅ

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

FØDSEL

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

fødselshistorien er vigtig

14. august 2019 (opdateret 14. november 2019) | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pexels/Pixabay 

En fødsel er en livsomvæltende begivenhed, der er forbundet med mange og store følelser. Derfor har nogle også behov for gang på gang at sætte ord på oplevelsen, lyder det fra psykolog og jordemoder.

Er du en af dem, der ikke kan se en flot gravid mave, før du får lyst til at fortælle om fødslen af dine egne børn? Eller rumsterer tankerne omkring fødslen bare stadig rundt i dit hoved, selvom det er lang tid siden, dit barn kom til verden? Helt normalt, lyder det fra jordemoder og psykolog.

Når der sker noget så stort i vores liv, vil vi nemlig ofte have brug for at tale om det.

– En fødsel er en stor kropslig oplevelse og et vendepunkt i vores liv. Derfor er det ikke mærkeligt, at det er noget, vi har brug for at tale om bagefter. Det er lidt ligesom, når vi har brug for at tale om døden og om den store kærlighed. Når vi mærker de her store følelser, som også en fødsel er forbundet med, har vi brug for at give udtryk for dem, siger Tina Winther, der er jordemoder og indehaver af Mamaprofylax.

Psykolog Amalie Vatne Brean uddyber:

– At blive mor er en lang proces, der starter ved undfangelsen eller ofte før, og fortsætter langt ind i moderskabet, men fødslen er for mange en vigtig milepæl i den proces. At mærke et behov for at tale om og bearbejde denne oplevelse er derfor meget naturlig. Fødslen er både noget, vi ofte husker tydeligt og klart, og samtidig et kaotisk virvar af følelser og tanker. For de fleste kan det være rart at få sat ord på oplevelsen, så man får et sammenhængende og meningsfuldt billede af den, fortæller hun.

Tina Winther underviser ikke kun i fødselsforberedelse, men har også efterfødselssamtaler. Når hun taler en fødsel igennem, er hun ofte nødt til at hjælpe kvinden med at give hende et bredere perspektiv på oplevelsen.

Tina Winther oplever nemlig, at mange kvinder er meget hårde ved sig selv, når de taler om fødslen.

– Gennem mine 10 år som jordemoder har jeg ikke oplevet kvinder, der har været dårlige til at føde. Jeg oplever kvinder, der arbejder og knokler. Du kan heller ikke være dårlig til at leve, men du kan have svært ved det. Derfor er det så vigtigt, at de mennesker, der skal være med til fødslen, kan støtte og lytte – både under og efter fødslen, siger Tina Winther og pointerer:

– Når jeg taler med kvinderne, er mit mål at finde frem til hendes styrker. Jeg oplever, at der selv i svære og hårde fødsler kan være perioder, der kan være styrkende og meget livgivende. Det vindue skal åbnes, og samtidig skal hun anerkendes i at hendes fødsel kan have været meget svær og udfordrende.

Amalie Vatne Brean er enig i, at mange kvinder ofte stiller høje krav til fødslen og egen “præstation”, både når hun tænker på den under graviditeten, og når hun evaluerer den bagefter.

– Her er det vigtigt at understrege, at det er kvindens egen oplevelse, som er vigtig. En fødsel, som beskrives som “normal” i journalen, kan sagtens opleves som meget svær for kvinden. Idealet er ikke den perfekte fødsel, og vi behøver ikke at have en “god” fødsel, for at få en sammenhængende fortælling om den bagefter, siger Amailie Vatne Brean.

Hvorfor vi kan have behov for at tale om fødslen, er naturligt også meget subjektivt.

– Nogle kan mærke et stort behov for at snakke om fødslen, måske fordi det føles styrkende at gennemgå den følelse af mestring, som fødslen gav. Andre har haft en så voldsom fødsel, at de forsøger at skubbe den væk. Hvis fødslen indebærer smertefulde følelser, kan det være ekstra rart at få professionel hjælp til at tale om den under trygge rammer, siger hun.

Og hvis vi mærker behovet, er det vigtigt at få talt fødslen igennem, understreger Amalie Vatne Brean:

– Det narrativ eller den historie, vi bærer med os om fødslen af vores børn, præger den måde, vi opfatter os selv som mor på, og de relationer, vi indgår i. At tale om fødslen kan derfor i bedste fald bidrage til, at vi får øje på vores egne styrker og følelse af mestring i moderskabet, siger hun og tilføjer:

– Mange dyrker historien om kærlighed ved første blik og finder styrke og glæde i at gentage denne fortælling. For flere dukker oplevelsen af kærligheden til barnet op senere, eller fødslen gør, at man adskilles i de første timer. Her er det enormt vigtigt, at vi får talt om fødslen på en måde, som ikke skaber skamfulde følelser af “ikke at være en god nok mor”.

Amalie Vatne Brean anbefaler:

Der findes ikke et facit på, hvor meget eller lidt man skal tale om fødslen. Husk, at du altid kan hive fat i dit fødested og høre, hvad de tilbyder af efterfødselssamtaler. Har du behov for at fortælle om fødslen til venner og familie, så gør det. Hvis du ikke vil snakke om fødslen, så er det også helt i orden. Men kan du mærke, at du tænker negativt om dig selv som mor, om din partner eller barnet, eller har smertefulde følelser knyttet til fødslen, så overvej at tale med en professionel for at få sat ord på tankerne. Vi kan meget hurtigt knytte negative forestillinger og fortællinger til situationer, som var svære. Det betyder ikke, at vi gjorde noget forkert, det betyder blot, at situationen var svær. At få nye perspektiver og et nyt blik på dette, kan være meget lettende. 

FØDSEL

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

fødselshistorien er vigtig

14. august 2019 (opdateret 14. november 2019) | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pexels/Pixabay 

En fødsel er en livsomvæltende begivenhed, der er forbundet med mange og store følelser. Derfor har nogle også behov for gang på gang at sætte ord på oplevelsen, lyder det fra psykolog og jordemoder.

Er du en af dem, der ikke kan se en flot gravid mave, før du får lyst til at fortælle om fødslen af dine egne børn? Eller rumsterer tankerne omkring fødslen bare stadig rundt i dit hoved, selvom det er lang tid siden, dit barn kom til verden? Helt normalt, lyder det fra jordemoder og psykolog.

Når der sker noget så stort i vores liv, vil vi nemlig ofte have brug for at tale om det.

– En fødsel er en stor kropslig oplevelse og et vendepunkt i vores liv. Derfor er det ikke mærkeligt, at det er noget, vi har brug for at tale om bagefter. Det er lidt ligesom, når vi har brug for at tale om døden og om den store kærlighed. Når vi mærker de her store følelser, som også en fødsel er forbundet med, har vi brug for at give udtryk for dem, siger Tina Winther, der er jordemoder og indehaver af Mamaprofylax.

Psykolog Amalie Vatne Brean uddyber:

– At blive mor er en lang proces, der starter ved undfangelsen eller ofte før, og fortsætter langt ind i moderskabet, men fødslen er for mange en vigtig milepæl i den proces. At mærke et behov for at tale om og bearbejde denne oplevelse er derfor meget naturlig. Fødslen er både noget, vi ofte husker tydeligt og klart, og samtidig et kaotisk virvar af følelser og tanker. For de fleste kan det være rart at få sat ord på oplevelsen, så man får et sammenhængende og meningsfuldt billede af den, fortæller hun.

Tina Winther underviser ikke kun i fødselsforberedelse, men har også efterfødselssamtaler. Når hun taler en fødsel igennem, er hun ofte nødt til at hjælpe kvinden med at give hende et bredere perspektiv på oplevelsen.

Tina Winther oplever nemlig, at mange kvinder er meget hårde ved sig selv, når de taler om fødslen.

– Gennem mine 10 år som jordemoder har jeg ikke oplevet kvinder, der har været dårlige til at føde. Jeg oplever kvinder, der arbejder og knokler. Du kan heller ikke være dårlig til at leve, men du kan have svært ved det. Derfor er det så vigtigt, at de mennesker, der skal være med til fødslen, kan støtte og lytte – både under og efter fødslen, siger Tina Winther og pointerer:

– Når jeg taler med kvinderne, er mit mål at finde frem til hendes styrker. Jeg oplever, at der selv i svære og hårde fødsler kan være perioder, der kan være styrkende og meget livgivende. Det vindue skal åbnes, og samtidig skal hun anerkendes i at hendes fødsel kan have været meget svær og udfordrende.

Amalie Vatne Brean er enig i, at mange kvinder ofte stiller høje krav til fødslen og egen “præstation”, både når hun tænker på den under graviditeten, og når hun evaluerer den bagefter.

– Her er det vigtigt at understrege, at det er kvindens egen oplevelse, som er vigtig. En fødsel, som beskrives som “normal” i journalen, kan sagtens opleves som meget svær for kvinden. Idealet er ikke den perfekte fødsel, og vi behøver ikke at have en “god” fødsel, for at få en sammenhængende fortælling om den bagefter, siger Amailie Vatne Brean.

Hvorfor vi kan have behov for at tale om fødslen, er naturligt også meget subjektivt.

– Nogle kan mærke et stort behov for at snakke om fødslen, måske fordi det føles styrkende at gennemgå den følelse af mestring, som fødslen gav. Andre har haft en så voldsom fødsel, at de forsøger at skubbe den væk. Hvis fødslen indebærer smertefulde følelser, kan det være ekstra rart at få professionel hjælp til at tale om den under trygge rammer, siger hun.

Og hvis vi mærker behovet, er det vigtigt at få talt fødslen igennem, understreger Amalie Vatne Brean:

– Det narrativ eller den historie, vi bærer med os om fødslen af vores børn, præger den måde, vi opfatter os selv som mor på, og de relationer, vi indgår i. At tale om fødslen kan derfor i bedste fald bidrage til, at vi får øje på vores egne styrker og følelse af mestring i moderskabet, siger hun og tilføjer:

– Mange dyrker historien om kærlighed ved første blik og finder styrke og glæde i at gentage denne fortælling. For flere dukker oplevelsen af kærligheden til barnet op senere, eller fødslen gør, at man adskilles i de første timer. Her er det enormt vigtigt, at vi får talt om fødslen på en måde, som ikke skaber skamfulde følelser af “ikke at være en god nok mor”.

Amalie Vatne Brean anbefaler:

Der findes ikke et facit på, hvor meget eller lidt man skal tale om fødslen. Husk, at du altid kan hive fat i dit fødested og høre, hvad de tilbyder af efterfødselssamtaler. Har du behov for at fortælle om fødslen til venner og familie, så gør det. Hvis du ikke vil snakke om fødslen, så er det også helt i orden. Men kan du mærke, at du tænker negativt om dig selv som mor, om din partner eller barnet, eller har smertefulde følelser knyttet til fødslen, så overvej at tale med en professionel for at få sat ord på tankerne. Vi kan meget hurtigt knytte negative forestillinger og fortællinger til situationer, som var svære. Det betyder ikke, at vi gjorde noget forkert, det betyder blot, at situationen var svær. At få nye perspektiver og et nyt blik på dette, kan være meget lettende. 

LÆS OGSÅ