Søvntræning er ikke til for barnets skyld

DEBAT

Søvntræning er IKKE til for barnets skyld

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

3. august 2020 | Af Mia Bernscherer Bjørnfort | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

Mia Bernscherer Bjørnfort er 39 år, blogger og mor til 4 børn i alderen 3 til 12 år. Du læse mere på sovendeboern.dk eller følge Mia og hendes familie på instagramprofilen @familieudenfilter.

Når man taler om søvntræning, fremstilles det ofte som et effektivt og harmløst redskab til at sikre både babyen/barnet og forældrene den gode, nærende søvn, der danner basis for en sund udvikling.

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen. Det vil sige glade børn, der velvilligt lægger sig til at sove, sover hele natten og vågner friske og veludhvilede dagen efter.

Bonussen ved søvntræning beskrives ofte som forudsigelighed i døgnrytmen (altså en fast senge- og stå op-tid), og børn, der selv kan falde i søvn igen, hvis de skulle vågne i løbet af natten. Søvntræning skulle med andre ord give børn, der ikke “forstyrrer” forældrene før næste morgen – ved den aftalte tid.

Og her kommer argumentet om vigtigheden af at pleje parforholdet, have tid til sig selv og muligheden for at have gæster også ofte i spil.

Som ekstra bonus-bonus kan barnet puttes af andre og andre steder, så længe man følger barnets putterutine.

Det er svært at rette kritik mod nogle af disse punkter. Det er gode argumenter, der er funderet i ønsket om god trivsel for alle.

Men er det så det, søvntræning giver – god trivsel for alle?

Det kommer nok an på, hvad man mener, når man henviser til søvntræning.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Den ovenstående beskrivelse kan sagtens i praksis være kærlig og omsorgsfuld hjælp til, at barnet finder søvnen og sover hele natten. Der findes børn, som kun har brug for ganske lidt hjælp til søvnen allerede fra fødslen af. Det kan også være forældre, der afventer, at barnet af sig selv eller med ganske blid tilskynding guides ind i en rutine med at falde i søvn selv og selv finde sutten om natten eller bruger en natlampe eller nusseklud til at falde i søvn igen ved opvågninger.

Det er ikke disse eksempler, der kaldes søvntræning, uanset om forælderen selv opfatter at “træne barnet til at falde i søvn selv”. Og det er således ikke disse eksempler, jeg både selvstændigt og via foreningen Sovende Børn på det kraftigste taler imod.

I forskningen er søvntræning desværre heller ikke klart defineret, hvorfor jeg længe har forsøgt at definere, hvad jeg mener, søvntræning er. I Sovende Børn har vi valgt at definere søvntræning som ”en tilgang/metode, hvor barnet forsøges puttet med så lidt hjælp som muligt med formålet, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd”.

Herudover skal tilgangen/metoden opfylde mindst ét af følgende kriterier og praktiseres over en periode på mindst nogle dage med det klare formål, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd:

• Der følges en fast fremgangsmåde, som ikke tilpasses til det individuelle barns situation og signaler.
• Omsorgspersonen går fra barnet trods gråd eller utilfredshed fra barnet.
• Der praktiseres forsinket eller ingen respons, forstået på den måde, at kontakt og omsorg bevidst tilbageholdes i kortere eller længere tid, til trods for at barnet søger at påkalde sig omsorgspersonernes opmærksomhed.

Definitionen viser med al tydelighed, at det ikke er målet “god søvn”, der er problemet, og dermed er der stadig intet at kritisere ved førnævnte argumenter for at søge at opnå denne “gode søvn”. Det er derimod måden, hvorpå fagfolk og forældre forsøger at opnå “god søvn” og den måde, ”god søvn” defineres, der er problemet.

Når forskningen undersøger, om en given metode til at opnå det, der er meningen med søvntræning, ”virker”, så måler man typisk alene, om disse ting opnås. Altså om barnet fx får en forudsigelig søvn, og om barnet kan falde i søvn uden eller med meget lidt hjælp.

Ingen stiller dog spørgsmål til, HVORFOR barnet nu har denne ændrede adfærd, og om midlet, søvntræningen, kan stå mål med den (opfattede) effekt. Jeg skriver (opfattede), fordi studierne faktisk ikke er entydige, uanset hvilke man vælger. Flere melder om en midlertidig adfærdsændring hos barnet, men denne ændring kan sjældent fastholdes, medmindre forældrene bliver ved at have samme tilgang til barnet som under selve søvntræningen.

Søvntræning er således ikke noget, man bare kan gøre én gang, og så “virker det” i resten af barnets barndom. Ofte kræver det vedholdende “træning”, og i nogle tilfælde må man starte forfra en eller flere gange gennem barnets første 4-6 leveår.

Det, der er så problematisk med metoden, er, at den baserer sig på, at barnets signaler skal ignoreres. Et barn, der kalder og/eller græder, gør det fordi, det har et behov, det ikke selv kan opfylde.

Tidligere mente man, at såfremt barnet havde fået mad, var tør og varm, var blevet stimuleret dagen igennem og havde en ren ble – så havde barnet ikke flere behov – og derfor kunne gråd sagtens ignoreres. Nu ved vi heldigvis, at barnets udvikling er meget mere kompleks – ja eller simpel – afhængig af, hvordan man ser på det. Barnet har brug for at føle sig set, hørt og anerkendt. Hele barnets senere evne til at indgå i relationer (familie, venner, kollegaer) handler i høj grad om, hvordan barnet har oplevet omsorg i barndommen.

Psykolog Anne Rom

At gå fra et barn, der forsøger at opnå kontakt, viser barnet, at det er alene og må håndtere sine problemer selv. Det græder, men ingen kommer. Det kalder, men ingen kommer. Barnet forstår ikke, at det er i gang med at “lære” at falde i søvn alene, og at mor er lige ude i køkkenet. Det forstår kun, at det er blevet efterladt, trods det har gjort sig umage for at fortælle, at det stadig havde brug for nogen hos sig.

Samtidig er selve forskningen omkring metoden mangelfulde. Camilla Juhl Dorland har i sit speciale “Cry it out-søvntræning: Hvordan påvirker extinction-baserede søvninterventioner barnet, forældrene og tilknytningen imellem dem” beskrevet, hvordan studier i cio-baserede søvninterventioner ofte er dårligt udført. Forstået på den måde, at der mangler klare definitioner og kontrolgrupper, og at studiernes størrelse (antallet af deltagere) i nogle tilfælde er problematiske. Camilla kortlagde desuden, at forskerne bag studierne i cio-baserede søvninterventioner ofte har egne økonomiske interesser i at påvise en “effekt” af søvntræning.

Helt generelt er det således – både i forskningen og i mange artikler – at søvntræning præsenteres som ”for barnets bedste”, men udelukkende handler om forældrene. Fokus ligger med andre ord på forældrenes bekvemmelighed og en fejlagtig opfattelse af, hvad børn har brug for for at trives og udvikle sig. Der er simpelthen et ønske om, at det skal virke, et ønske om, at det skal være uskadeligt, og et ønske om, at denne “uskadelige træning” skal have en positiv effekt på hele familiens trivsel – trods AL grundforskning i barnets udvikling taler imod.

Jeg har en teori om, at ønsket opstår ud fra en sårbar position, hvor forældrene er pressede af samfundets forventninger om at være “gode forældre”, og et ekstremt pres for at præstere og “ikke lade barnet være en hindring for det levede liv”.

Kort sagt oplever jeg, at dem, som søvntræner, gør det, fordi de oprigtigt ønsker at “hjælpe deres barn”. Fordi fagfolk, familie, netværk og babybogsforfattere fortæller, at deres barn vil få søvnproblemer, hvis ikke de “lærer det at sove”, fordi forældre tror, deres barn allerede har søvnproblemer, fordi deres barn ikke kan sove uden kontakt og hjælp, og fordi de desperat har brug for den struktur og forudsigelighed, søvntræningen lover.

Der kan være rigtig mange årsager til behovet for forudsigeligheden og den “nemme” putning, men præstationskulturen er med garanti en del af det. Det samme er den slående mangel på støtte til nye familier og i særdeleshed mødre samt en helt urimelig forventning om, at livet ikke må ændre sig, men skal fortsætte i samme tempo, trods barnets helt uanfægtelige behov for et langsommere tempo og kontinuerlig tæt kontakt med en primær omsorgsgiver.

Kogt ned, så meget som jeg kan, er problemet med søvntræning i mine øjne således:

At søvntræning sker, fordi de kulturelle og samfundsmæssige forventninger og krav til livet med et lille barn er helt urealistiske Og slet ikke tager højde for barnets og den nye families behov.

At søvntræning sker, fordi vi ikke har tid til og forståelse for barnets behov, fordi vi lever i en adskillelseskultur, hvor det er et mål i sig selv, at barnet hurtigst muligt må kunne klare sig selv.

At søvntræning, som defineret længere oppe i dette indlæg, ikke er – og aldrig vil blive – foreneligt med barnets behov.

I realiteten er det jo omsorgsfuld og kærlig kontakt som hjælp til at finde og blive i søvnen, der er barnets behov – og i mange tilfælde også forældrenes, fordi det giver en rolig stund med deres barn. En stund, der for de flestes vedkommende, er det eneste tidspunkt i hverdagen, hvor der er fuldt fokus og nærvær, uden næste punkt på dagens liste står og venter.

Dette indlæg er udtryk for Mia Bernscherer Bjørnforts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Søvntræning er IKKE til for barnets skyld

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

3. august 2020 | Af Mia Bernscherer Bjørnfort | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

 

Mia Bernscherer Bjørnfort er 39 år, blogger og mor til 4 børn i alderen 3 til 12 år. Du læse mere på sovendeboern.dk eller følge Mia og hendes familie på instagramprofilen @familieudenfilter.

 

Når man taler om søvntræning, fremstilles det ofte som et effektivt og harmløst redskab til at sikre både babyen/barnet og forældrene den gode, nærende søvn, der danner basis for en sund udvikling.

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen. Det vil sige glade børn, der velvilligt lægger sig til at sove, sover hele natten og vågner friske og veludhvilede dagen efter.

Bonussen ved søvntræning beskrives ofte som forudsigelighed i døgnrytmen (altså en fast senge- og stå op-tid), og børn, der selv kan falde i søvn igen, hvis de skulle vågne i løbet af natten. Søvntræning skulle med andre ord give børn, der ikke “forstyrrer” forældrene før næste morgen – ved den aftalte tid.

Og her kommer argumentet om vigtigheden af at pleje parforholdet, have tid til sig selv og muligheden for at have gæster også ofte i spil.

Som ekstra bonus-bonus kan barnet puttes af andre og andre steder, så længe man følger barnets putterutine.

Det er svært at rette kritik mod nogle af disse punkter. Det er gode argumenter, der er funderet i ønsket om god trivsel for alle.

Men er det så det, søvntræning giver – god trivsel for alle?

Det kommer nok an på, hvad man mener, når man henviser til søvntræning.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Den ovenstående beskrivelse kan sagtens i praksis være kærlig og omsorgsfuld hjælp til, at barnet finder søvnen og sover hele natten. Der findes børn, som kun har brug for ganske lidt hjælp til søvnen allerede fra fødslen af. Det kan også være forældre, der afventer, at barnet af sig selv eller med ganske blid tilskynding guides ind i en rutine med at falde i søvn selv og selv finde sutten om natten eller bruger en natlampe eller nusseklud til at falde i søvn igen ved opvågninger.

Det er ikke disse eksempler, der kaldes søvntræning, uanset om forælderen selv opfatter at “træne barnet til at falde i søvn selv”. Og det er således ikke disse eksempler, jeg både selvstændigt og via foreningen Sovende Børn på det kraftigste taler imod.

I forskningen er søvntræning desværre heller ikke klart defineret, hvorfor jeg længe har forsøgt at definere, hvad jeg mener, søvntræning er. I Sovende Børn har vi valgt at definere søvntræning som ”en tilgang/metode, hvor barnet forsøges puttet med så lidt hjælp som muligt med formålet, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd”.

Herudover skal tilgangen/metoden opfylde mindst ét af følgende kriterier og praktiseres over en periode på mindst nogle dage med det klare formål, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd:

• Der følges en fast fremgangsmåde, som ikke tilpasses til det individuelle barns situation og signaler.
• Omsorgspersonen går fra barnet trods gråd eller utilfredshed fra barnet.
• Der praktiseres forsinket eller ingen respons, forstået på den måde, at kontakt og omsorg bevidst tilbageholdes i kortere eller længere tid, til trods for at barnet søger at påkalde sig omsorgspersonernes opmærksomhed.

Definitionen viser med al tydelighed, at det ikke er målet “god søvn”, der er problemet, og dermed er der stadig intet at kritisere ved førnævnte argumenter for at søge at opnå denne “gode søvn”. Det er derimod måden, hvorpå fagfolk og forældre forsøger at opnå “god søvn” og den måde, ”god søvn” defineres, der er problemet.

Når forskningen undersøger, om en given metode til at opnå det, der er meningen med søvntræning, ”virker”, så måler man typisk alene, om disse ting opnås. Altså om barnet fx får en forudsigelig søvn, og om barnet kan falde i søvn uden eller med meget lidt hjælp.

Ingen stiller dog spørgsmål til, HVORFOR barnet nu har denne ændrede adfærd, og om midlet, søvntræningen, kan stå mål med den (opfattede) effekt. Jeg skriver (opfattede), fordi studierne faktisk ikke er entydige, uanset hvilke man vælger. Flere melder om en midlertidig adfærdsændring hos barnet, men denne ændring kan sjældent fastholdes, medmindre forældrene bliver ved at have samme tilgang til barnet som under selve søvntræningen.

Søvntræning er således ikke noget, man bare kan gøre én gang, og så “virker det” i resten af barnets barndom. Ofte kræver det vedholdende “træning”, og i nogle tilfælde må man starte forfra en eller flere gange gennem barnets første 4-6 leveår.

Det, der er så problematisk med metoden, er, at den baserer sig på, at barnets signaler skal ignoreres. Et barn, der kalder og/eller græder, gør det fordi, det har et behov, det ikke selv kan opfylde.

Tidligere mente man, at såfremt barnet havde fået mad, var tør og varm, var blevet stimuleret dagen igennem og havde en ren ble – så havde barnet ikke flere behov – og derfor kunne gråd sagtens ignoreres. Nu ved vi heldigvis, at barnets udvikling er meget mere kompleks – ja eller simpel – afhængig af, hvordan man ser på det. Barnet har brug for at føle sig set, hørt og anerkendt. Hele barnets senere evne til at indgå i relationer (familie, venner, kollegaer) handler i høj grad om, hvordan barnet har oplevet omsorg i barndommen.

Psykolog Anne Rom

At gå fra et barn, der forsøger at opnå kontakt, viser barnet, at det er alene og må håndtere sine problemer selv. Det græder, men ingen kommer. Det kalder, men ingen kommer. Barnet forstår ikke, at det er i gang med at “lære” at falde i søvn alene, og at mor er lige ude i køkkenet. Det forstår kun, at det er blevet efterladt, trods det har gjort sig umage for at fortælle, at det stadig havde brug for nogen hos sig.

Samtidig er selve forskningen omkring metoden mangelfulde. Camilla Juhl Dorland har i sit speciale “Cry it out-søvntræning: Hvordan påvirker extinction-baserede søvninterventioner barnet, forældrene og tilknytningen imellem dem” beskrevet, hvordan studier i cio-baserede søvninterventioner ofte er dårligt udført. Forstået på den måde, at der mangler klare definitioner og kontrolgrupper, og at studiernes størrelse (antallet af deltagere) i nogle tilfælde er problematiske. Camilla kortlagde desuden, at forskerne bag studierne i cio-baserede søvninterventioner ofte har egne økonomiske interesser i at påvise en “effekt” af søvntræning.

Helt generelt er det således – både i forskningen og i mange artikler – at søvntræning præsenteres som ”for barnets bedste”, men udelukkende handler om forældrene. Fokus ligger med andre ord på forældrenes bekvemmelighed og en fejlagtig opfattelse af, hvad børn har brug for for at trives og udvikle sig. Der er simpelthen et ønske om, at det skal virke, et ønske om, at det skal være uskadeligt, og et ønske om, at denne “uskadelige træning” skal have en positiv effekt på hele familiens trivsel – trods AL grundforskning i barnets udvikling taler imod.

Jeg har en teori om, at ønsket opstår ud fra en sårbar position, hvor forældrene er pressede af samfundets forventninger om at være “gode forældre”, og et ekstremt pres for at præstere og “ikke lade barnet være en hindring for det levede liv”.

Kort sagt oplever jeg, at dem, som søvntræner, gør det, fordi de oprigtigt ønsker at “hjælpe deres barn”. Fordi fagfolk, familie, netværk og babybogsforfattere fortæller, at deres barn vil få søvnproblemer, hvis ikke de “lærer det at sove”, fordi forældre tror, deres barn allerede har søvnproblemer, fordi deres barn ikke kan sove uden kontakt og hjælp, og fordi de desperat har brug for den struktur og forudsigelighed, søvntræningen lover.

Der kan være rigtig mange årsager til behovet for forudsigeligheden og den “nemme” putning, men præstationskulturen er med garanti en del af det. Det samme er den slående mangel på støtte til nye familier og i særdeleshed mødre samt en helt urimelig forventning om, at livet ikke må ændre sig, men skal fortsætte i samme tempo, trods barnets helt uanfægtelige behov for et langsommere tempo og kontinuerlig tæt kontakt med en primær omsorgsgiver.

Kogt ned, så meget som jeg kan, er problemet med søvntræning i mine øjne således:

At søvntræning sker, fordi de kulturelle og samfundsmæssige forventninger og krav til livet med et lille barn er helt urealistiske Og slet ikke tager højde for barnets og den nye families behov.

At søvntræning sker, fordi vi ikke har tid til og forståelse for barnets behov, fordi vi lever i en adskillelseskultur, hvor det er et mål i sig selv, at barnet hurtigst muligt må kunne klare sig selv.

At søvntræning, som defineret længere oppe i dette indlæg, ikke er – og aldrig vil blive – foreneligt med barnets behov.

I realiteten er det jo omsorgsfuld og kærlig kontakt som hjælp til at finde og blive i søvnen, der er barnets behov – og i mange tilfælde også forældrenes, fordi det giver en rolig stund med deres barn. En stund, der for de flestes vedkommende, er det eneste tidspunkt i hverdagen, hvor der er fuldt fokus og nærvær, uden næste punkt på dagens liste står og venter.

Dette indlæg er udtryk for Mia Bernscherer Bjørnforts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

LIVET MED BØRN

Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog bare en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

10. juni 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

 

I Mia Bernscherer Bjørnforts soveværelse står der to senge. I alt tre meter seng, som gør det ud for familiesengen, hvor hun sover med sin mand og deres mindste barn på 3 år.

I et børneværelse står der en køjeseng med en løs madras skubbet ind under, og i et andet står der en enkeltseng. På det sidste børneværelse er der en træk ud-seng, som dog mest af alt fungerer som kattenes yndlingssted. Der er nemlig ikke nogen, der sover der.

Hos familien Bernscherer Bjørnfort bestemmer man selv, hvor man vil sove og med hvem. Næsten da.

– Der har været juniorsenge, køjesenge, enkeltsenge og madrasser på gulvet. Vi tror nemlig på, at det er sengearrangementet, der bør tilpasses i takt med familiens behov og ikke omvendt, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort, der har bloggen Familie Uden Filter og er bestyrelsesnæstforperson i Foreningen Sovende Børn.

Mia Bernscherer Bjørnfort har dog ikke altid haft den tilgang til søvn, hun har i dag. Med første barn fulgte hun vejledningerne og normerne med hensyn til søvn.

– Det vil sige barnevognstræning med meget grædende barn, som jeg febrilsk trillede rundt i København, forklarer hun og uddyber:

– Han sov i liften om natten, og jeg havde en voldsom angst for at falde i søvn med ham, når jeg ammede. De gange, det skete, følte jeg mig som den dårligste mor, der havde udsat mit barn for fare, fordi jeg ikke kunne noget så simpelt som at holde mig vågen. Senere fulgte den klassiske “lægge i sengen døsig, men endnu ikke faldet i søvn”, hvilket ikke gav andet end et ulykkeligt barn og endnu mere skyld over, at jeg ikke formåede at putte mit barn.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort prøvede hun i løbet af de to første år alt for at få sit barn til at sove, som ”han skulle”. Og hvordan han ”skulle” sove, var nøje beskrevet i det materiale, sundhedsplejersken udlevede, og igennem den vejledning, hun fik.

– Opskriften lød så simpel: 1: Gør dit barn klar til nat ved at pusle, læse en bog og synge en sang. 2: Læg dit barn i sengen, put dynen omkring det og sig godnat. 3: Gå ud af rummet. 4: Kom ind, hvis barnet græder eller kalder vedvarende. Put barnet med dynen omkring sig, nus det lidt, sig godnat og gå. 5: Tag kun barnet op, hvis det er meget ulykkeligt, men læg det ned igen, så snart det igen er roligt. 6: Gentag, til barnet sover, fortæller hun om metoden og tilføjer:

– Jeg tror ikke, mit barn havde læst den opskrift – for det var bestemt ikke sådan, det forløb, og jeg måtte gentagne gange “give op”, tage ham i mine arme og græde med ham, når flere timer var gået med denne lille sove-leg, som han græd sig igennem hver gang. For hver gang, jeg “gav op” og på ny søgte vejledning hos sundhedsplejersken, blev opskriften ændret lidt – nu skulle jeg vente lidt, inden jeg gik ind, også selvom mit barn græd efter mig. Jeg gav op igen den dag, han kravlede op af tremmesengen og faldt ned på gulvet – og vejledningen kulminerede i, at jeg slet ikke skulle gå ind, uanset hvor meget han græd, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort.

Hun fortæller, hvordan hun fik følelsen af, at det var hende selv, der ikke havde formået at lære sit barn at sove. Og hun græd i sofaen, mens hendes eget barn græd i sengen. Men kun to aftenener.

– Første aften gav jeg op efter nogle timer og lagde mig hos ham. Endnu et nederlag. Endnu et bevis på min manglende evne til at gennemføre. Dagen efter forsøgte jeg at gøre mig selv hård. Mit barn endte med at kaste op i sengen – og jeg gav op igen. Dette var sidste forsøg på at søvntræne mit barn – og jeg har ikke forsøgt det med de andre tre, der er kommet efter.

– Jeg ved nu, at jeg ikke “gav op”. Det er nemlig ikke at give op, når man midt i noget stopper op og vurderer, at det, man er i gang med, ikke er noget, man har lyst til. Jeg havde ikke lyst. Jeg havde aldrig haft lyst, siger Mia Bernscherer Bjørnfort og tilføjer:

– Kombinationen af min fødselsreaktion, der hviskede mig i øret, at jeg var en dårlig mor, og en sundhedsplejerske, der – ganske velmenende – forsøgte at levere en sikker løsning på søvn, skabte en situation, hvor jeg igen og igen overhørte mit barns signaler – og mine egne instinkter.

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort hjalp samfundets opfattelse af “god søvn” og “dårlige vaner” bestemt ikke på situationen.

– Det stod nemlig meget hurtigt klart, at “den gode forælder” er en forælder, som giver sit barn gaven ”god søvn” ved at lære det at falde i søvn i sin seng, på sit værelse, uden anden hjælp end en godnathistorie og et krammedyr. Dårlige vaner var alt det, mit barn signalerede, at han havde brug for: At blive vugget i mine arme, at jeg holdt ham, til han sov tungt, at sove lige ved siden af mig og at vide sig sikker på, at jeg ville komme med det samme, hvis han kaldte, siger hun og slår fast:

– Jeg ved nu, tre børn og en håndfuld god opdateret viden senere, at der absolut INTET grundlag er for hverken myten om “søvn som gave” eller hele snakken om “dårlige vaner”. Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, som har følt sig enormt ensom i moderskabet. Som har følt sig som én stor fiasko – ene og alene fordi forventningerne til mit barns søvn simpelthen ikke var realistiske.

Psykolog Anne Rom

I løbet af de seneste fem år har Mia Bernscherer Bjørnfort skrevet en hel del om baby- og børnesøvn, og hun har læst rigtig meget forskning på området. Den feedback, hun oplever at få, taler – ifølge hende – for sig selv: De forventninger til børnesøvn, forældre præsenteres for, stresser dem og får dem til at føle, at de fejler, når deres børn ikke sover “som de skal”.

– Og forskningen siger det samme: Der er intet galt med hverken forældre eller børn – det er forventningerne, der skal opdateres, så de afspejler den biologisk normale baby- og børnesøvn, pointerer hun.

Det er da også det, hun sammen med en håndfuld dygtige mennesker i dag forsøger med foreningen Sovende Børn. Her har de siden 2018 sat fokus på, hvad der er normal børnesøvn, og skabt et univers, hvor fagpersoner og forældre kan finde information om børns søvn, både normal babysøvn og søvnproblemer.

LIVET MED BØRN

Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog bare en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

10. juni 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

 

I Mia Bernscherer Bjørnforts soveværelse står der to senge. I alt tre meter seng, som gør det ud for familiesengen, hvor hun sover med sin mand og deres mindste barn på 3 år.

I et børneværelse står der en køjeseng med en løs madras skubbet ind under, og i et andet står der en enkeltseng. På det sidste børneværelse er der en træk ud-seng, som dog mest af alt fungerer som kattenes yndlingssted. Der er nemlig ikke nogen, der sover der.

Hos familien Bernscherer Bjørnfort bestemmer man selv, hvor man vil sove og med hvem. Næsten da.

– Der har været juniorsenge, køjesenge, enkeltsenge og madrasser på gulvet. Vi tror nemlig på, at det er sengearrangementet, der bør tilpasses i takt med familiens behov og ikke omvendt, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort, der har bloggen Familie Uden Filter og er bestyrelsesnæstforperson i Foreningen Sovende Børn.

Mia Bernscherer Bjørnfort har dog ikke altid haft den tilgang til søvn, hun har i dag. Med første barn fulgte hun vejledningerne og normerne med hensyn til søvn.

– Det vil sige barnevognstræning med meget grædende barn, som jeg febrilsk trillede rundt i København, forklarer hun og uddyber:

– Han sov i liften om natten, og jeg havde en voldsom angst for at falde i søvn med ham, når jeg ammede. De gange, det skete, følte jeg mig som den dårligste mor, der havde udsat mit barn for fare, fordi jeg ikke kunne noget så simpelt som at holde mig vågen. Senere fulgte den klassiske “lægge i sengen døsig, men endnu ikke faldet i søvn”, hvilket ikke gav andet end et ulykkeligt barn og endnu mere skyld over, at jeg ikke formåede at putte mit barn.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort prøvede hun i løbet af de to første år alt for at få sit barn til at sove, som ”han skulle”. Og hvordan han ”skulle” sove, var nøje beskrevet i det materiale, sundhedsplejersken udlevede, og igennem den vejledning, hun fik.

– Opskriften lød så simpel: 1: Gør dit barn klar til nat ved at pusle, læse en bog og synge en sang. 2: Læg dit barn i sengen, put dynen omkring det og sig godnat. 3: Gå ud af rummet. 4: Kom ind, hvis barnet græder eller kalder vedvarende. Put barnet med dynen omkring sig, nus det lidt, sig godnat og gå. 5: Tag kun barnet op, hvis det er meget ulykkeligt, men læg det ned igen, så snart det igen er roligt. 6: Gentag, til barnet sover, fortæller hun om metoden og tilføjer:

– Jeg tror ikke, mit barn havde læst den opskrift – for det var bestemt ikke sådan, det forløb, og jeg måtte gentagne gange “give op”, tage ham i mine arme og græde med ham, når flere timer var gået med denne lille sove-leg, som han græd sig igennem hver gang. For hver gang, jeg “gav op” og på ny søgte vejledning hos sundhedsplejersken, blev opskriften ændret lidt – nu skulle jeg vente lidt, inden jeg gik ind, også selvom mit barn græd efter mig. Jeg gav op igen den dag, han kravlede op af tremmesengen og faldt ned på gulvet – og vejledningen kulminerede i, at jeg slet ikke skulle gå ind, uanset hvor meget han græd, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort.

Hun fortæller, hvordan hun fik følelsen af, at det var hende selv, der ikke havde formået at lære sit barn at sove. Og hun græd i sofaen, mens hendes eget barn græd i sengen. Men kun to aftenener.

– Første aften gav jeg op efter nogle timer og lagde mig hos ham. Endnu et nederlag. Endnu et bevis på min manglende evne til at gennemføre. Dagen efter forsøgte jeg at gøre mig selv hård. Mit barn endte med at kaste op i sengen – og jeg gav op igen. Dette var sidste forsøg på at søvntræne mit barn – og jeg har ikke forsøgt det med de andre tre, der er kommet efter.

– Jeg ved nu, at jeg ikke “gav op”. Det er nemlig ikke at give op, når man midt i noget stopper op og vurderer, at det, man er i gang med, ikke er noget, man har lyst til. Jeg havde ikke lyst. Jeg havde aldrig haft lyst, siger Mia Bernscherer Bjørnfort og tilføjer:

– Kombinationen af min fødselsreaktion, der hviskede mig i øret, at jeg var en dårlig mor, og en sundhedsplejerske, der – ganske velmenende – forsøgte at levere en sikker løsning på søvn, skabte en situation, hvor jeg igen og igen overhørte mit barns signaler – og mine egne instinkter.

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort hjalp samfundets opfattelse af “god søvn” og “dårlige vaner” bestemt ikke på situationen.

– Det stod nemlig meget hurtigt klart, at “den gode forælder” er en forælder, som giver sit barn gaven ”god søvn” ved at lære det at falde i søvn i sin seng, på sit værelse, uden anden hjælp end en godnathistorie og et krammedyr. Dårlige vaner var alt det, mit barn signalerede, at han havde brug for: At blive vugget i mine arme, at jeg holdt ham, til han sov tungt, at sove lige ved siden af mig og at vide sig sikker på, at jeg ville komme med det samme, hvis han kaldte, siger hun og slår fast:

– Jeg ved nu, tre børn og en håndfuld god opdateret viden senere, at der absolut INTET grundlag er for hverken myten om “søvn som gave” eller hele snakken om “dårlige vaner”. Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, som har følt sig enormt ensom i moderskabet. Som har følt sig som én stor fiasko – ene og alene fordi forventningerne til mit barns søvn simpelthen ikke var realistiske.

I løbet af de seneste fem år har Mia Bernscherer Bjørnfort skrevet en hel del om baby- og børnesøvn, og hun har læst rigtig meget forskning på området. Den feedback, hun oplever at få, taler – ifølge hende – for sig selv: De forventninger til børnesøvn, forældre præsenteres for, stresser dem og får dem til at føle, at de fejler, når deres børn ikke sover “som de skal”.

– Og forskningen siger det samme: Der er intet galt med hverken forældre eller børn – det er forventningerne, der skal opdateres, så de afspejler den biologisk normale baby- og børnesøvn, pointerer hun.

Det er da også det, hun sammen med en håndfuld dygtige mennesker i dag forsøger med foreningen Sovende Børn. Her har de siden 2018 sat fokus på, hvad der er normal børnesøvn, og skabt et univers, hvor fagpersoner og forældre kan finde information om børns søvn, både normal babysøvn og søvnproblemer.

Psykolog Anne Rom

LÆS OGSÅ

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

LIVET MED BØRN

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

Mia Bjørnfort og sønnen Storm. Foto: Frederikke Brostrup.

06. maj 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Frederikke Brostrup

 

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel, mener Mia Bjørnfort. Hun er mor til Storm, som har langt hår og går i kjoler.

 

Storm på fem år er født som dreng og bliver omtalt ‘han’. Han har ikke givet udtryk for, at han ønsker anden omtale, som hans mor, Mia Bjørnfort udtrykker det. Til gengæld kan Storm godt lide at gå i kjoler, har langt hår og leger helst med dukker.

Familien, der udover Storm består af Tristan på 12 år, Nor på 7 år og Seir på 2 år, medvirker i TV2 dokumentaren Min pige er en dreng, der bliver sendt første gang i dag, 6. maj.

For Mia Bjørnfort er det vigtigt at tale om vores forskelligheder og deres måde at møde Storm på. Hun har derfor flere gange valgt at stå frem og fortælle familiens historie.

– Det tror jeg er vejen frem til en bredere forståelse af, hvor forskellige vi alle er, og hvor problematisk det er at holde så krampagtigt fast i kønsnormerne. Langt de fleste ændringer i samfundet starter med, at nogen stiller sig op og taler åbent om det, de oplever, og hvorfor de tænker, ændringer er nødvendige. De unge er allerede i gang med denne ændring. De kræver at få lov til at være dem selv. Jeg vil gerne vise, at forældre kan stå op for deres børn og være med til at tage et opgør med de af samfundets normer, der har brug for en opdatering, siger Mia Bjørnfort.

Men har vi så generelt for meget fokus på køn?
– Det kommer nok an på, hvad man mener med “køn”. I nogle henseender er det supervigtigt at være opmærksom på “køn”, som for eksempel at kvinder gennemgående tjener mindre end mænd, på trods af at de udfører de samme opgaver, har samme uddannelser og erfaring. Jeg taler ikke om kvoter her, men om at det er vigtigt at være opmærksom på, at der stadig er et efterslæb fra tidligere tider, som gør, at kvinder åbenbart bare opfattes som “mindre værd”. Det kommer, efter min mening, også til udtryk i, at omsorgsarbejdet, som historisk har været opfattet som kvindens ansvar, også er det lavest lønnede.

I forhold til kønsidentitet, kønsudtryk og fysisk køn så synes jeg, det er på høje tid, at der åbnes for skyklapperne, og at verden begynder at forstå, at det hele er et spektrum. Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til – lad hvert individ udtrykke sig som sig selv uden normer, der dikterer, om man er rigtig eller forkert. Alle børn er rigtige, som de er, eller ønsker at være – og det er alle voksne også.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel. Og i forhold til børn er der en ekstrem opdeling i dreng-pige. Drengeafdelingerne i tøjbutikker er grønne, blå, brune og sorte – hvis du er rigtig heldig lidt orange eller rød. Pigeafdelingerne er lyserøde, lilla, med blomster, pailletter, søde kaniner og katte – og hist og her et dryp hvid, rød eller blå (tak til Elsa!). Opdelingen er så skarp.

Så svaret må vel være, at det kommer an på konteksten.

Hvis det handler om den implicitte devaluering af kvinder, så er det noget, vi i meget højere grad skal tale om. Hvis det handler om den ekstreme opdeling i lyserød/lyseblå, drenge- og pigelegetøj, så er det nok noget, vi er nødt til at have en seriøst samtale om, for at kunne forstå, at det er noget, vi ikke skal gøre eller tale om, fordi det indoktrinerer børnene ind i kønsnormer, der ikke har noget formål, og som reelt bare skaber en opfattelse af en “rigtigt” eller “forkert” måde at være et køn på. Og derudover at der kun findes de to måder at være menneske på.

Hvordan har Storm ændret dit syn på køn og kønsnormer?
Jeg er blevet meget mere bevidst om, at kønsidentitet er noget, der kommer indefra – uanset hvad man er blevet præsenteret for og dermed præget af under sin opvækst.

Jeg var udemærket klar over, at man ikke “bliver” homoseksuel eller transkønnet – det er ikke et valg. Men jeg var ikke klar over, hvor tidligt børn forstår fysisk køn og kønsidentitet.

Jeg er blevet klar over, hvor mange børn der går og sukker efter at få lov at være sig selv, hvad enten det betyder at leve som det køn, de føler sig som, eller gå i det tøj, lege med de venner og det legetøj, de ønsker.

Jeg kan blive knust ved tanken om, hvor mange børn der under deres opvækst presses ind i kønsnormer. Og for hvad? Fordi samfundet ikke kan fungere uden normer, hører jeg folk sige – eller nok mere skrive. Men når normer skabes af folkene i samfundet, så lad os skabe nogle nye, hvor der er plads til, at alle kan være dem selv.

Hvilke tanker gør du dig selv om det, at Storm skiller sig ud fra normen, og de reaktioner, han møder – også i fremtiden, når han starter i skole mv?
Lige nu ser Storm sig selv som et menneske. Han giver ikke udtryk for at føle sig eller opleve at være anderledes.

Jeg selv er bange for, at han vil blive mobbet, fordi det er noget, der er så oplagt at mobbe med. Det er ikke et par briller, han kan tage af, eller få et andet stel til. Det er en del af ham – og det er ikke alle familier, der opdrager til eller tror på individets ret til at bestemme over egen krop og eget liv.

Mia Bjørnfort og sønnen Storm.

Mia Bjørnfort og Storm. Foto: Privat

Men vi, hans far og jeg, gør os rigtig umage for at tage det hele en dag ad gangen. Der er ikke noget “galt” med Storm, han har ikke gjort noget forkert, og det må vi holde fast i, så vi ikke præger ham eller vores handlinger med frygt. Frygt har aldrig gavnet nogen udvikling og giver en defensiv tilgang til alt. Det duer ikke. Vi må holde fast i at møde verden med tillid – og skulle det ske, vi møder nogle, der ikke fortjener den tillid, så tager vi det, når vi står i det.

Så længe vi bevarer roen og holder fast i os selv, så skal Storm nok mærke den tryghed og tage den med sig ud i verden.

Hvilke reaktioner har du mødt – og hvordan håndterer du de mindre søde?
Jeg møder næsten kun opbakning og støtte i mit private “virkelige” liv. Folk, der kender os, ses med os eller har tæt kontakt til os via online medier, er super støttende. Eller støttende er måske det forkerte ord. Nogle bakker aktivt op og tilbyder anerkendende ord, mens andre ikke reagerer anderledes på Storm, end de gør på de andre børn. Støtten får jeg mest, når jeg selv opsøger den, hvis jeg har noget, jeg har brug for at reflektere over sammen med en, jeg stoler på, eller hvis der har været noget, der var svært.

De mindre søde kommentarer kommer via sociale medier – tastaturkrigere plejer jeg at kalde dem. Folk, der ikke kender os og ikke aner noget om os, udover det, de har læst/hørt via Vores Børn, TV2 eller ved at kigge på mine egne sociale medier. Folk, der tydeligvis har meget intense følelser om det, at vi mener, vores barn har ret til at være lige den, han er. Folk, der slet ikke kan forstå, at vi “tillader” vores børn den grad af selvbestemmelse, som vi gør.

Der kan godt være nogle rigtig grove imellem, som for eksempel at jeg burde få fjernet alle børnene, at hvis det havde været deres barn, så havde de “lært det, hvad der er rigtigt og forkert”, at “så fik jeg min pige”, at nu er vi (forældre) selv ude om, at vores barn bliver mobbet og naturligvis de klassiske kommentarer med, at nu bliver han, Storm, bøsse – eller at han vil fortsætte med at klæde sig “som en pige”, når han bliver ældre.

Champs of Denmark

Det er tydeligt, at det der med at “ligne en pige” er noget meget slemt, som man for alt i verden må undgå. Så er vi tilbage ved devalueringen af kvinder – hvorfor ville ligne/være en pige, hvis man kan være en mand? I det hele taget må man bare helst ikke stikke ud og gøre noget anderledes end andre – det kan virkelig få folk til at reagere.

De hadefulde kommentarer er nok det, der giver mest energi til at blive ved at tale offentligt om både det her og alle de andre sårbare ting, jeg taler om. Jeg tror på, at det er når, vi taler om noget, at det får det fokus, der skal til for at ændre det. Når vi gemmer ting af frygt for andres reaktion, så kan vi nemt komme til at internalisere den frygt som en skam og en skyld – selvom vi intet har gjort, der burde afstedkomme hverken skyld eller skam.

Du kan følge Mia Bjørnfort og hendes familie på Instagramprofilen @familieudenfilter.

LIVET MED BØRN

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

Mia Bjørnfort og sønnen Storm. Foto: Frederikke Brostrup.

06. maj 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Frederikke Brostrup

 

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel, mener Mia Bjørnfort. Hun er mor til Storm, som har langt hår og går i kjoler.

 

Storm på fem år er født som dreng og bliver omtalt ‘han’. Han har ikke givet udtryk for, at han ønsker anden omtale, som hans mor, Mia Bjørnfort udtrykker det. Til gengæld kan Storm godt lide at gå i kjoler, har langt hår og leger helst med dukker.

Familien, der udover Storm består af Tristan på 12 år, Nor på 7 år og Seir på 2 år, medvirker i TV2 dokumentaren Min pige er en dreng, der bliver sendt første gang i dag, 6. maj.

For Mia Bjørnfort er det vigtigt at tale om vores forskelligheder og deres måde at møde Storm på. Hun har derfor flere gange valgt at stå frem og fortælle familiens historie.

– Det tror jeg er vejen frem til en bredere forståelse af, hvor forskellige vi alle er, og hvor problematisk det er at holde så krampagtigt fast i kønsnormerne. Langt de fleste ændringer i samfundet starter med, at nogen stiller sig op og taler åbent om det, de oplever, og hvorfor de tænker, ændringer er nødvendige. De unge er allerede i gang med denne ændring. De kræver at få lov til at være dem selv. Jeg vil gerne vise, at forældre kan stå op for deres børn og være med til at tage et opgør med de af samfundets normer, der har brug for en opdatering, siger Mia Bjørnfort.

Men har vi så generelt for meget fokus på køn?
– Det kommer nok an på, hvad man mener med “køn”. I nogle henseender er det supervigtigt at være opmærksom på “køn”, som for eksempel at kvinder gennemgående tjener mindre end mænd, på trods af at de udfører de samme opgaver, har samme uddannelser og erfaring. Jeg taler ikke om kvoter her, men om at det er vigtigt at være opmærksom på, at der stadig er et efterslæb fra tidligere tider, som gør, at kvinder åbenbart bare opfattes som “mindre værd”. Det kommer, efter min mening, også til udtryk i, at omsorgsarbejdet, som historisk har været opfattet som kvindens ansvar, også er det lavest lønnede.

I forhold til kønsidentitet, kønsudtryk og fysisk køn så synes jeg, det er på høje tid, at der åbnes for skyklapperne, og at verden begynder at forstå, at det hele er et spektrum. Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til – lad hvert individ udtrykke sig som sig selv uden normer, der dikterer, om man er rigtig eller forkert. Alle børn er rigtige, som de er, eller ønsker at være – og det er alle voksne også.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel. Og i forhold til børn er der en ekstrem opdeling i dreng-pige. Drengeafdelingerne i tøjbutikker er grønne, blå, brune og sorte – hvis du er rigtig heldig lidt orange eller rød. Pigeafdelingerne er lyserøde, lilla, med blomster, pailletter, søde kaniner og katte – og hist og her et dryp hvid, rød eller blå (tak til Elsa!). Opdelingen er så skarp.

Så svaret må vel være, at det kommer an på konteksten.

Hvis det handler om den implicitte devaluering af kvinder, så er det noget, vi i meget højere grad skal tale om. Hvis det handler om den ekstreme opdeling i lyserød/lyseblå, drenge- og pigelegetøj, så er det nok noget, vi er nødt til at have en seriøst samtale om, for at kunne forstå, at det er noget, vi ikke skal gøre eller tale om, fordi det indoktrinerer børnene ind i kønsnormer, der ikke har noget formål, og som reelt bare skaber en opfattelse af en “rigtigt” eller “forkert” måde at være et køn på. Og derudover at der kun findes de to måder at være menneske på.

Hvordan har Storm ændret dit syn på køn og kønsnormer?
Jeg er blevet meget mere bevidst om, at kønsidentitet er noget, der kommer indefra – uanset hvad man er blevet præsenteret for og dermed præget af under sin opvækst.

Jeg var udemærket klar over, at man ikke “bliver” homoseksuel eller transkønnet – det er ikke et valg. Men jeg var ikke klar over, hvor tidligt børn forstår fysisk køn og kønsidentitet.

Jeg er blevet klar over, hvor mange børn der går og sukker efter at få lov at være sig selv, hvad enten det betyder at leve som det køn, de føler sig som, eller gå i det tøj, lege med de venner og det legetøj, de ønsker.

Jeg kan blive knust ved tanken om, hvor mange børn der under deres opvækst presses ind i kønsnormer. Og for hvad? Fordi samfundet ikke kan fungere uden normer, hører jeg folk sige – eller nok mere skrive. Men når normer skabes af folkene i samfundet, så lad os skabe nogle nye, hvor der er plads til, at alle kan være dem selv.

Hvilke tanker gør du dig selv om det, at Storm skiller sig ud fra normen, og de reaktioner, han møder – også i fremtiden, når han starter i skole mv?
Lige nu ser Storm sig selv som et menneske. Han giver ikke udtryk for at føle sig eller opleve at være anderledes.

Jeg selv er bange for, at han vil blive mobbet, fordi det er noget, der er så oplagt at mobbe med. Det er ikke et par briller, han kan tage af, eller få et andet stel til. Det er en del af ham – og det er ikke alle familier, der opdrager til eller tror på individets ret til at bestemme over egen krop og eget liv.

Mia Bjørnfort og sønnen Storm.

Mia Bjørnfort og Storm. Foto: Privat

Men vi, hans far og jeg, gør os rigtig umage for at tage det hele en dag ad gangen. Der er ikke noget “galt” med Storm, han har ikke gjort noget forkert, og det må vi holde fast i, så vi ikke præger ham eller vores handlinger med frygt. Frygt har aldrig gavnet nogen udvikling og giver en defensiv tilgang til alt. Det duer ikke. Vi må holde fast i at møde verden med tillid – og skulle det ske, vi møder nogle, der ikke fortjener den tillid, så tager vi det, når vi står i det.

Så længe vi bevarer roen og holder fast i os selv, så skal Storm nok mærke den tryghed og tage den med sig ud i verden.

Hvilke reaktioner har du mødt – og hvordan håndterer du de mindre søde?
Jeg møder næsten kun opbakning og støtte i mit private “virkelige” liv. Folk, der kender os, ses med os eller har tæt kontakt til os via online medier, er super støttende. Eller støttende er måske det forkerte ord. Nogle bakker aktivt op og tilbyder anerkendende ord, mens andre ikke reagerer anderledes på Storm, end de gør på de andre børn. Støtten får jeg mest, når jeg selv opsøger den, hvis jeg har noget, jeg har brug for at reflektere over sammen med en, jeg stoler på, eller hvis der har været noget, der var svært.

De mindre søde kommentarer kommer via sociale medier – tastaturkrigere plejer jeg at kalde dem. Folk, der ikke kender os og ikke aner noget om os, udover det, de har læst/hørt via Vores Børn, TV2 eller ved at kigge på mine egne sociale medier. Folk, der tydeligvis har meget intense følelser om det, at vi mener, vores barn har ret til at være lige den, han er. Folk, der slet ikke kan forstå, at vi “tillader” vores børn den grad af selvbestemmelse, som vi gør.

Der kan godt være nogle rigtig grove imellem, som for eksempel at jeg burde få fjernet alle børnene, at hvis det havde været deres barn, så havde de “lært det, hvad der er rigtigt og forkert”, at “så fik jeg min pige”, at nu er vi (forældre) selv ude om, at vores barn bliver mobbet og naturligvis de klassiske kommentarer med, at nu bliver han, Storm, bøsse – eller at han vil fortsætte med at klæde sig “som en pige”, når han bliver ældre.

Det er tydeligt, at det der med at “ligne en pige” er noget meget slemt, som man for alt i verden må undgå. Så er vi tilbage ved devalueringen af kvinder – hvorfor ville ligne/være en pige, hvis man kan være en mand? I det hele taget må man bare helst ikke stikke ud og gøre noget anderledes end andre – det kan virkelig få folk til at reagere.

De hadefulde kommentarer er nok det, der giver mest energi til at blive ved at tale offentligt om både det her og alle de andre sårbare ting, jeg taler om. Jeg tror på, at det er når, vi taler om noget, at det får det fokus, der skal til for at ændre det. Når vi gemmer ting af frygt for andres reaktion, så kan vi nemt komme til at internalisere den frygt som en skam og en skyld – selvom vi intet har gjort, der burde afstedkomme hverken skyld eller skam.

Du kan følge Mia Bjørnfort og hendes familie på Instagramprofilen @familieudenfilter.

Champs of Denmark

LÆS OGSÅ