MODERSKAB

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

1. februar 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Privat

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

Annalie Jørgensen er 36 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF, efteruddannet i kropspsykoterapi og tilknytning med speciale i ‘fysisk og psykisk balance’ og ‘intuitivt moderskab’. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen, hvor hun blandt andet skriver om sin egen rejse i moderskabet.

For nogle kvinder er fødslen en magisk, ekstatisk og nydelsesfuld oplevelse, hvor de forsvinder ind i en anden kosmisk dimension. En slags orgasmisk rejse på tvært af tid og sted, hvor de kommer i kontakt med alle fortidens kvinder, som har født før dem, og som giver dem uanede kræfter og efterlader dem med en følelse af selv at være født på ny.

Sådan var min fødsel ikke. Faktisk meget langt fra. Min søn lå med numsen nedad, så jeg fik kejsersnit på lægernes anbefalinger og var nærmere efterladt med en følelse af at have deltaget i krig både fysisk og mentalt.

På papiret var fødslen sikkert ikke særlig bemærkelsesværdig, og mange andre har nok haft en lignende fødsel. Men hele mit system var i total choktilstand flere måneder efter. At min søn græd døgnet rundt og nægtede at sove, gjorde det ej bedre, og til sidst var jeg så traumatiseret, at jeg oprigtigt troede, jeg ikke ville overleve.

I takt med at både min søn og jeg fik hjælp til at bearbejde vores hårde start, nåede jeg til en erkendelse af, at jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg kunne ikke blive ved med at håbe på, at det blev bedre. At gråden skulle stoppe, at han på mirakuløs vis skulle begynde at sove, at han ville spise grød, mos, tage flaske, sut, bare et eller andet for at jeg kunne få en pause. Så jeg gav op. Eller rettere; jeg gav slip. Slip på kontrollen, slip på tankerne, slip på forventningerne, forestillingerne, illusionerne og drømmene. Jeg gav slip på mig selv, mit gamle jeg, og gav mig hen til mit barn og mit nye liv som mor.

At jeg gav op, gav slip og gav mig hen har haft mange store konsekvenser for mit liv, som jeg kendte det. Den altoverskyggende kærlighed til min søn, som fulgte med slippet, gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere ham i en institution, så jeg kom ikke tilbage på arbejde som planlagt. Det medførte en masse frygt, som jeg måtte tage mig af. Frygt for om vi økonomisk kunne klare os, hvad andre ville tænke, om jeg var nok for min søn, om han ville tage skade af det, om jeg kunne aktivere ham nok, om jeg kunne få arbejde bagefter, pension, mit eget sociale liv osv osv. Og den eneste måde, jeg kunne tage mig godt af frygten uden bare at undertrykke den og lade den vokse sig større inden i mig, var ved at have tillid. Tillid til mig selv, og at det, jeg mærkede, var det rigtige at gøre, og ikke mindst tillid til noget større end mig. For det er jo i virkeligheden det den kærlighed, jeg mærkede inde i mig, er. Noget større end os.

Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit. Som ikke var mig.

Set i bakspejlet var det slip, jeg oplevede, dét man i spirituelle kredse vil betegne som en form for ego-død. Midlertidigt i hvert fald. Og en genfødsel af et nyt jeg. Altså, jeg døende jo ikke rigtigt. Ikke fysisk i hvert fald. Men den, jeg var, før jeg blev mor, og det liv, jeg havde inden, kommer aldrig tilbage. Alt er forandret. Og at skulle forstå det både med min krop og mit sind føltes som, at noget eller nogen døde.

Langt hen ad vejen tror jeg, at spiritualitet er et valg. Hvad vil jeg for eksempel helst tro på? At der er noget galt med min krop eller min søn, som gjorde, at han lå ‘forkert’, og at det derfor gik, som det gik? Eller at min søn er kommet til mig for at lære mig noget og for at hjælpe mig på rette vej. Jeg tror på det sidste. Det giver mest mening for mig. Og er helt sikkert også det, som føles bedst.

“Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit.”

Annalie Jørgensen

I vores samfund tillægger vi dog ikke følelser nogen rigtig værdi. De kan jo ikke måles og vejes. Det er det rationelle, som tæller. Det, vi kan ‘bevise’ gennem forsøg, og som kan dokumenteres på papir. Vi lærer, helt fra vi er små, at det, vi føler, er noget pjat. Så vi ignorerer det og undertrykker det, indtil vi næsten bliver følelsesløse. Og hvis der alligevel skulle dukke noget sorg eller smerte op gennem livet, så kan det reguleres væk med medicin. Problemet er bare, at vi mennesker er levende og sansende væsener, og vi har brug for at kunne føle for at mærke livet. Dét er forskellen på os og robotter.

Vi oplever livet og virkeligheden gennem vores sanser. Og selv vores sanser kan begrænse os og forhindre, at vi ser virkeligheden. Tænk på, hvordan dyrs sanser kan være forskellige fra vores, og hvad det har af betydning for deres måde at opleve virkeligheden på. Flagermusen som udsender et skrig så højt, at vi mennesker ikke kan høre det, og navigerer i blinde ud fra det ekko, som lydbølgerne fra skriget sender tilbage, når det rammer noget. Delfiner navigerer i vandet på samme måde, og nogle delfiner kan endda sanse det elektriske felt, som skabes af musklerne og nerverne hos både dyr og mennesker. Slanger hører ikke svingninger og lyd på samme måde som os, men til gengæld har de en høreknogle, som gør dem i stand til at mærke de mindste vibrationer og kan derved skelne mellem store og små dyr. De ser ikke former, som vi mennesker gør, men registrerer i stedet bevægelser. De har en særlig varmesans, som kan opfange varmen fra et bytte, og så lugter de gennem tungen ved at smage på luftpartiklerne. Fortidens polynesiere var i stand til at kortlægge næsten hele Stillehavet uden værktøjer, fordi de lyttede til havet. Og Stillehavet udgør altså 1/4 af hele jordens overflade.

Jeg er på ingen måde imod videnskab. Faktisk har jeg uddannet mig til ingeniør i mit ‘tidligere liv’ og har arbejdet fem år i medicinalindustrien. Videnskab er en rigtig god metode til at bevise en forudsigelig adfærd ved at opstille en hypotese og påvise den gentagende gange.

Noget spændende, som er blevet videnskabelig bevist, er for eksempel placeboeffekten. At man kan tage en pille uden et aktivt virkemiddel, men opnå en effekt fra et aktivt virkemiddel, fordi man tror på, at der er dette aktivt virkemiddel i pillen. Og på samme måde har superpositionsprincippet påvist, at én partikel kan være to forskellige steder på samme tid.

Men hvad med det, som ikke er forudsigeligt? Det, der sker tilfældigt? Eller er der noget, som er tilfældigt? Uanset, så er der stadig mange områder, hvor videnskaben har været utilstrækkelig, og mange områder, vi endnu ikke ved nok om. Som for eksempel menneskets hjerne, universet, hvad der sker, når vi dør, og hvor vi overhovedet kommer fra. Der er mange forskellige teorier. Men vi VED det jo ikke. Så hvad føles bedst og mest rigtigt inden i os at tro på?

Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret.

Jeg tror på, der er noget, der er større end os, og jeg tror på, at alt er forbundet. Jeg vil ikke kalde det overnaturligt. Faktisk tænker jeg, at det er helt naturligt.

Naturen er større end os. Vi er forbundet til naturen. Med hjælp fra solen, vandet og jorden laver træerne den ilt, vi har brug for for at overleve. Og på samme måde med den mad, vi har brug for. Vores indre tilstand bliver påvirket af solens lys og månens placering. Det ses ofte, at når kvinder tilbringer meget tid sammen, så synkroniseres deres menstruationcyklus. Og lige så ofte vil kvindens menstruationcyklus være synkroniseret med månens cyklus. Hvis altså den ikke er medicinsk reguleret. Og når en kvinde bliver gravid, skærpes hendes sanser og forbliver sådan resten af livet. Der er ikke noget hokus pokus over det. Naturen er bare magisk. Livet er magisk.

“Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret.”

Annalie Jørgensen

Tænk, hvor meget der har skullet falde på plads for, at der blev skabt intelligent liv på denne planet, i dette uendelige univers, som konstant udvider sig. Bare dét er svært at begribe. Men vi tror alle på, at det er sådan, det er. Det kan umuligt være en tilfældighed.

Videnskabelig set er liv bare celler, der deler sig. Men hvad får dem til at dele sig? Jeg er sikker på, det er en dybere bevidsthed. Både inden i os, men også rundt om os. Som forbinder os. Ligesom kærlighed.

På en eller anden måde har vi fået fjernet os så meget fra naturen og det naturlige, at vi betegner det som overnaturligt. Så meget at vores børn tror, at vores mad kommer fra supermarkedet. Vi er blevet adskilt fra vores egen krop. Vores krop, som kan trække vejret selv, fordøje mad selv og en lang række andre processer, helt uden vores indblanding. Vores krop, som kan føde selv, hvis ikke den blev behandlet som en maskine, der skal reguleres, og hvis vi forstod, at en fødsel kræver de samme omstændigheder, som er til stede, når barnet bliver skabt. At det ikke bare handler om at producere et barn, og at succeskriteriet ikke blot burde være, at barnet, som kommer ud, er levende, men at det er en naturlig og magisk proces med enormt transformerende potentiale, hvor vi åbner både vores krop og sjæl og hengiver os til nogle kræfter, som er større end os selv. Til naturen. En begivenhed, hvor vi, styret af tillid frem for frygt, bringer sjæle til jorden.