Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var – alligevel er det svært at ryste sig fri af  

MODERSKAB

Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var – alligevel er det svært at ryste sig fri af  

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

31. oktober 2023 | Af Annalie Jørgensen Alawi | Foto: Unsplash

 

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

Annalie Jørgensen er 39 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på @annalie_joergensen.

De fleste af os er vokset op i en tid, hvor der herskede et børnesyn og en dertilhørende opdragelsesform, som på mange måder fordrede overlevelsesstrategier og traumer frem for udvikling og modning. Et børnesyn, som vi i dag kalder ‘det gamle’, fordi vi de seneste år er blevet meget klogere på, hvad små børn har brug for, end generationerne før os var.

Fordi man ikke forstod, hvordan børns hjerner fungerede og udviklede sig, troede man for eksempel, at man kunne gøre hvad som helst ved børn i de første leveår, fordi de alligevel ikke kunne huske noget. I dag ved vi derimod, at 75 % af vores psykiske fundament bliver grundlagt i barnets tre første leveår, og at selvom barnet ikke har en kognitiv hukommelse af, hvad der er sket, så har hændelserne lagret sig på et dybere og mere grundlæggende neurologisk plan.

Det autonome nervesystem, følelser og deres funktioner vidste man heller ikke meget om, og man troede for eksempel, at børn udtrykte store følelser, fordi de ville have opmærksomhed og var uartige, og at det var vigtigt at ignorere dem eller straffe dem for at få dem til at stoppe. I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.

“I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Man troede også, at børn blev født asociale, og at den eneste måde, man kunne få dem til at lystre på, var gennem magtudøvelse. I dag ved vi, at børn er født sociale og villige til at samarbejde med deres tilknytningspersoner i så høj en grad, at de skal have hjælp og støtte til at bevare dem selv i relationen, og at dette er helt afgørende for, at de senere er i stand til at have en sund relation – både til andre og til sig selv.

I det hele taget medførte den manglende viden om og forståelse for børns hjerne og udvikling, at børn ikke blev anerkendt som ligeværdige med voksne, og denne forståelse er blevet internaliseret i os gennem generationer og har skadet vores følelse af selvværd.

Heldigvis har de sidste mange års forskning gjort os klogere, og ‘det nye børnesyn’, som netop bunder i denne forskning, bliver mere og mere kendt. Særligt af forældre, som tydeligt mærker, hvilke konsekvenser det forhenværende mere uvidende børnesyn har ført med sig, og som brændende ønsker at give deres børn noget andet. Men det er langt fra nemt at give vores børn noget andet, og det er der flere grunde til, både på et samfundsmæssigt plan, men også på et personligt plan.

Det kræver overskud at gøre noget andet

På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.

Småbørnsforældre forventes at lægge urimelig mange timer på arbejdsmarkedet i de så afgørende første år af deres børns liv, og det efterlader forældrene drænet for dét overskud, som det kræver at møde og rumme deres børn, som de optimalt har brug for.

“På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

For det kræver meget overskud at give vores børn noget andet end det, vi selv fik, fordi det ikke kommer naturligt for os. Udover at vi ikke har haft forbilleder for, hvordan ‘noget andet’ kunne se ud, og vi derfor ikke har nogen anelse om, hvordan vi rent faktisk kan gøre noget andet, så har den opdragelsesform, vi har været udsat for, ikke fordret optimal udvikling og modning. Man kan nemlig ikke udvikle sig på kommando, og slet ikke, hvis man bliver truet til det. Men det er netop denne modenhed, der skal til for at give vores børn noget andet.

I mangel på gode forbilleder kommer mange af os helt klassisk i første omgang til at gå i den helt modsatte grøft for ikke at give dét videre til vores børn, som vi selv ville ønske, vi ikke havde fået. I stedet for de hårde grænser, vi selv blev mødt med, bliver vi helt grænseløse. I stedet for de urimelige krav, vi selv blev mødt med, stiller vi ingen krav. I stedet for de store følelser, vi så ofte blev overvældet af, forsørger vi at skåne vores børn for svære følelser i det hele taget. Og kombineret med vores egen manglende modenhed, bliver dette en sprængfarlig cocktail, som fører til stress, overvældelse og måske endda retraumatisering, fordi vi lukker ned for vores behov, følelser og grænser – præcis som vi lærte som børn i forsøget på at give vores børns behov, følelser og grænser plads. 

Den umodne hjerne

Noget af det mest kendetegnende ved en umoden hjerne er nemlig, at den opfatter verden som sort hvid, alt eller intet, enten eller. Enten er det barnets behov, følelser og grænser, som må eksistere, eller også er det den voksnes. Og hvordan skulle det dog være anderledes, når vi ikke har fået dét, vi havde brug for, for at modnes til en opfattelse af, at det kan være både og. At der kan være plads til både, hvordan barnet har det, OG hvordan vi har det, uden at nogen må lukke ned og gå i overlevelsesmode.

Et andet kendetegn ved en umoden hjerne er manglende evne til selvregulering. Noget, som de fleste af os, som er vokset op under det gamle børnesyn, kan have udfordringer med, igen fordi vi ikke har haft forbilleder for, hvordan selvregulering ser ud, men især fordi, vi ikke fik hjælp til at regulere, og alt for ofte blev overladt til os selv i ureguleret tilstand, og et system der som konsekvens måtte lukke ned. Når vi så som voksne bliver pressede, slår vores frontallapper (dem der har med fornuft og konsekvenser at gøre) fra, og vi går i default mode og kommer til at handle, som vores forældre gjorde. Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.

En grund til, at skylden og skammen bliver så overvældende, at den kan fastholde os i den onde spiral, er, at den er forbundet med de traumer, vi selv har med os fra vores egen barndom, og får os til at tro, at det samme sker for vores barn. At de overvældende og traumatiserende følelser, vi oplevede som barn, er de samme overvældende og traumatiserende følelser, vores barn oplever. Men sandheden er, at i de allerfleste tilfælde, er det langt fra lige så overvældende og traumatiserende for vores barn, fordi vi netop er bevidste omkring de oplevelser, vi har haft, og de følelser, de medførte, og at vi derfor helt instinktivt møder vores barn lidt anderledes, end vi selv blev mødt.

“Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Følelser er ikke traumatiserende i sig selv. Det blev de kun, fordi vi var alene med dem, blev gjort forkerte og ikke blev mødt i dem. 

Reparation

Fordi generationerne før os ikke anerkendte børn som ligeværdige med voksne, og fordi de voksne troede, at magtudøvelse var den eneste måde, de kunne få børn til at lystre, måtte de voksne fremstå fejlfrie, og det er de færreste af os, der som børn har oplevet at få en undskyldning fra en voksen.

Ved at fremstå uperfekt frygtede de voksne at miste børnenes respekt. Men samtidig er behovet for at fremstå perfekt og fejlfri også en konsekvens af, at det for generationerne før os kunne være farligt at begå fejl. Ikke nok med at man kunne få frataget den livsnødvendige kærlighed fra de voksne på samme måde, som vi selv kan have oplevet, så er det ikke mange år siden, at det var lovligt fysisk at afstraffe børn, når de opførte sig forkert. Desuden har vi af vores umodne og dermed også ‘alt eller intet’-oplevende forældre lært, at hvis vi gør noget forkert, så ER vi forkerte. Og det er netop denne forkerthedsfølelse som er skam, og som lammer os og gør det så svært for os at sige undskyld til vores egne børn.

Paradoksalt nok er det dog denne undskyldning, som kan gøre den helt afgørende forskel på, hvad vi har fået med fra vores forældre og generationerne før dem, og hvad vi giver videre til vores børn og generationerne efter dem. For med en undskyldning viser vi, at vores børn og deres følelser, behov og grænser er lige så meget værd som vores. Med en undskyldning skaber vi igen forbindelse til vores børn, så de ikke skal være alene med de svære følelser. Med en undskyldning giver vi vores børn en vished om, at de ikke er forkerte, og en forståelse af, at ingen mennesker er perfekte. Heller ikke deres forældre.

Og derfor er det allervigtigste måske at undskylde over for os selv først og fremmest og give os selv dét, vi ikke selv fik. For vi kan ikke noget, som vi ikke har lært, og det er fuldstændig urimeligt af os at forvente det af os selv, ligesom at det er urimeligt at forvente, at vi på én generation kan rydde helt op efter de mange forrige generationer og hele den næste generation fuldstændigt. Men hvis vi kan gøre det bare en lille smule bedre end den forrige generation, og vores børns generation kan gøre det en smule bedre end os, og deres børns generation og så videre …  

Der findes ikke fejl, kun potentiale for udvikling. Og udvikling kan kun finde sted, når vi føler os trygge og elskede. Det gælder både for børn og for voksne.

MODERSKAB

Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var
– alligevel er det svært at ryste sig fri af  

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

31. oktober 2023 | Af Annalie Jørgensen Alawi | Foto: Unsplash

 

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

Annalie Jørgensen er 39 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

De fleste af os er vokset op i en tid, hvor der herskede et børnesyn og en dertilhørende opdragelsesform, som på mange måder fordrede overlevelsesstrategier og traumer frem for udvikling og modning. Et børnesyn, som vi i dag kalder ‘det gamle’, fordi vi de seneste år er blevet meget klogere på, hvad små børn har brug for, end generationerne før os var.

Fordi man ikke forstod, hvordan børns hjerner fungerede og udviklede sig, troede man for eksempel, at man kunne gøre hvad som helst ved børn i de første leveår, fordi de alligevel ikke kunne huske noget. I dag ved vi derimod, at 75 % af vores psykiske fundament bliver grundlagt i barnets tre første leveår, og at selvom barnet ikke har en kognitiv hukommelse af, hvad der er sket, så har hændelserne lagret sig på et dybere og mere grundlæggende neurologisk plan.

Det autonome nervesystem, følelser og deres funktioner vidste man heller ikke meget om, og man troede for eksempel, at børn udtrykte store følelser, fordi de ville have opmærksomhed og var uartige, og at det var vigtigt at ignorere dem eller straffe dem for at få dem til at stoppe. I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.

“I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Man troede også, at børn blev født asociale, og at den eneste måde, man kunne få dem til at lystre på, var gennem magtudøvelse. I dag ved vi, at børn er født sociale og villige til at samarbejde med deres tilknytningspersoner i så høj en grad, at de skal have hjælp og støtte til at bevare dem selv i relationen, og at dette er helt afgørende for, at de senere er i stand til at have en sund relation – både til andre og til sig selv.

I det hele taget medførte den manglende viden om og forståelse for børns hjerne og udvikling, at børn ikke blev anerkendt som ligeværdige med voksne, og denne forståelse er blevet internaliseret i os gennem generationer og har skadet vores følelse af selvværd.

Heldigvis har de sidste mange års forskning gjort os klogere, og ‘det nye børnesyn’, som netop bunder i denne forskning, bliver mere og mere kendt. Særligt af forældre, som tydeligt mærker, hvilke konsekvenser det forhenværende mere uvidende børnesyn har ført med sig, og som brændende ønsker at give deres børn noget andet. Men det er langt fra nemt at give vores børn noget andet, og det er der flere grunde til, både på et samfundsmæssigt plan, men også på et personligt plan.

Det kræver overskud at gøre noget andet

På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.

Småbørnsforældre forventes at lægge urimelig mange timer på arbejdsmarkedet i de så afgørende første år af deres børns liv, og det efterlader forældrene drænet for dét overskud, som det kræver at møde og rumme deres børn, som de optimalt har brug for.

“På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

For det kræver meget overskud at give vores børn noget andet end det, vi selv fik, fordi det ikke kommer naturligt for os. Udover at vi ikke har haft forbilleder for, hvordan ‘noget andet’ kunne se ud, og vi derfor ikke har nogen anelse om, hvordan vi rent faktisk kan gøre noget andet, så har den opdragelsesform, vi har været udsat for, ikke fordret optimal udvikling og modning. Man kan nemlig ikke udvikle sig på kommando, og slet ikke, hvis man bliver truet til det. Men det er netop denne modenhed, der skal til for at give vores børn noget andet.

I mangel på gode forbilleder kommer mange af os helt klassisk i første omgang til at gå i den helt modsatte grøft for ikke at give dét videre til vores børn, som vi selv ville ønske, vi ikke havde fået. I stedet for de hårde grænser, vi selv blev mødt med, bliver vi helt grænseløse. I stedet for de urimelige krav, vi selv blev mødt med, stiller vi ingen krav. I stedet for de store følelser, vi så ofte blev overvældet af, forsørger vi at skåne vores børn for svære følelser i det hele taget. Og kombineret med vores egen manglende modenhed, bliver dette en sprængfarlig cocktail, som fører til stress, overvældelse og måske endda retraumatisering, fordi vi lukker ned for vores behov, følelser og grænser – præcis som vi lærte som børn i forsøget på at give vores børns behov, følelser og grænser plads. 

Den umodne hjerne

Noget af det mest kendetegnende ved en umoden hjerne er nemlig, at den opfatter verden som sort hvid, alt eller intet, enten eller. Enten er det barnets behov, følelser og grænser, som må eksistere, eller også er det den voksnes. Og hvordan skulle det dog være anderledes, når vi ikke har fået dét, vi havde brug for, for at modnes til en opfattelse af, at det kan være både og. At der kan være plads til både, hvordan barnet har det, OG hvordan vi har det, uden at nogen må lukke ned og gå i overlevelsesmode.

Et andet kendetegn ved en umoden hjerne er manglende evne til selvregulering. Noget, som de fleste af os, som er vokset op under det gamle børnesyn, kan have udfordringer med, igen fordi vi ikke har haft forbilleder for, hvordan selvregulering ser ud, men især fordi, vi ikke fik hjælp til at regulere, og alt for ofte blev overladt til os selv i ureguleret tilstand, og et system der som konsekvens måtte lukke ned. Når vi så som voksne bliver pressede, slår vores frontallapper (dem der har med fornuft og konsekvenser at gøre) fra, og vi går i default mode og kommer til at handle, som vores forældre gjorde. Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.

En grund til, at skylden og skammen bliver så overvældende, at den kan fastholde os i den onde spiral, er, at den er forbundet med de traumer, vi selv har med os fra vores egen barndom, og får os til at tro, at det samme sker for vores barn. At de overvældende og traumatiserende følelser, vi oplevede som barn, er de samme overvældende og traumatiserende følelser, vores barn oplever. Men sandheden er, at i de allerfleste tilfælde, er det langt fra lige så overvældende og traumatiserende for vores barn, fordi vi netop er bevidste omkring de oplevelser, vi har haft, og de følelser, de medførte, og at vi derfor helt instinktivt møder vores barn lidt anderledes, end vi selv blev mødt.

“Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Følelser er ikke traumatiserende i sig selv. Det blev de kun, fordi vi var alene med dem, blev gjort forkerte og ikke blev mødt i dem. 

Reparation

Fordi generationerne før os ikke anerkendte børn som ligeværdige med voksne, og fordi de voksne troede, at magtudøvelse var den eneste måde, de kunne få børn til at lystre, måtte de voksne fremstå fejlfrie, og det er de færreste af os, der som børn har oplevet at få en undskyldning fra en voksen.

Ved at fremstå uperfekt frygtede de voksne at miste børnenes respekt. Men samtidig er behovet for at fremstå perfekt og fejlfri også en konsekvens af, at det for generationerne før os kunne være farligt at begå fejl. Ikke nok med at man kunne få frataget den livsnødvendige kærlighed fra de voksne på samme måde, som vi selv kan have oplevet, så er det ikke mange år siden, at det var lovligt fysisk at afstraffe børn, når de opførte sig forkert. Desuden har vi af vores umodne og dermed også ‘alt eller intet’-oplevende forældre lært, at hvis vi gør noget forkert, så ER vi forkerte. Og det er netop denne forkerthedsfølelse som er skam, og som lammer os og gør det så svært for os at sige undskyld til vores egne børn.

Paradoksalt nok er det dog denne undskyldning, som kan gøre den helt afgørende forskel på, hvad vi har fået med fra vores forældre og generationerne før dem, og hvad vi giver videre til vores børn og generationerne efter dem. For med en undskyldning viser vi, at vores børn og deres følelser, behov og grænser er lige så meget værd som vores. Med en undskyldning skaber vi igen forbindelse til vores børn, så de ikke skal være alene med de svære følelser. Med en undskyldning giver vi vores børn en vished om, at de ikke er forkerte, og en forståelse af, at ingen mennesker er perfekte. Heller ikke deres forældre.

Og derfor er det allervigtigste måske at undskylde over for os selv først og fremmest og give os selv dét, vi ikke selv fik. For vi kan ikke noget, som vi ikke har lært, og det er fuldstændig urimeligt af os at forvente det af os selv, ligesom at det er urimeligt at forvente, at vi på én generation kan rydde helt op efter de mange forrige generationer og hele den næste generation fuldstændigt. Men hvis vi kan gøre det bare en lille smule bedre end den forrige generation, og vores børns generation kan gøre det en smule bedre end os, og deres børns generation og så videre …  

Der findes ikke fejl, kun potentiale for udvikling. Og udvikling kan kun finde sted, når vi føler os trygge og elskede. Det gælder både for børn og for voksne.

LÆS OGSÅ

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

MODERSKAB

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os, skriver Annalie Jørgensen og Caroline Goth.

29. november 2021 | Af Annalie Jørgensen og Caroline Goth | Foto: Privat

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

 

Caroline Goth er 36 år og mor. Hun er bl.a. uddannet doula, psykomotorisk terapeut med speciale i gravide med angst for at føde og intuitiv Rituel Master. Læs mere på hendes instagramprofil caroline_goth. Annalie Jørgensen er 37 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med efteruddannelser i kropsterapi, stress & traume, tilknytning og forældreskab. Du kan følge hende på annalie_joergensen, hvor hun deler ud af sin viden.

Det er ikke nogen let opgave, vores generation står overfor, når det kommer til forældreskabet. Siden vores forældre blev forældre, er der sket utrolig meget inden for forskning i udviklingspsykologi, og det nye børnesyn er langsomt ved at brede sig.

Modsat det gamle børnesyn, hvor børn blev opfattet som egoistiske, irrationelle, asociale ‘ufærdige voksne’, der skulle opdrages hårdt og indordne sig de voksne, ved vi nu, at børn er intentionelle væsener med gode hensigter, der er født sociale, kommunikativt parate, og at de skaber mening og sammenhænge allerede fra før fødslen. 

Vi ved, at skæld ud, straf og trusler er skadeligt, både for barnets selvværd og for den vigtige tilknytning mellem barnet og den voksne. Vi ved, at der ikke findes gode og dårlige følelser, men at alle barnets følelser skal rummes og have plads. Vi ved, at børn gør, som vi gør, og ikke som vi siger, og vi ved, at sand robusthed og resiliens kommer med et solidt selvværd og et nervesystem i balance.

Alligevel er det udfordrende for de fleste af os at udøve det nye børnesyn i praksis. For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede. Og i et samfund som vores, hvor de fleste småbørnsforældre må lægge størstedelen af deres timer og energi på arbejdsmarkedet, og tiden med vores børn bliver komprimeret til kvalitetstid i ulvetimerne, føler de fleste forældre sig presset langt oftere, end hvad godt er.

Særligt mødre føler sig ekstremt pressede. For selvom ligestilling har været på dagsordenen i umindelige tider efterhånden, og de fleste kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet siden 60’ernes oprør, så er det stadig moderen, der i de fleste familier tager sig af både det praktiske og det mentale, når det kommer til børnene. Det er hende, der ved, hvad der skal i madpakkerne, hvornår børnene sidst har været i bad, og om de er vokset ud af sidste års vinterstøvler. Det såkaldte mental load. 

“For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Samtidig lever vi mere isolerede end nogensinde før. Den landsby, det kræver at opfostre børn, er blevet erstattet af et system, og de nære relationer, som vi kvinder har brug for for at få reguleret vores nervesystem, til at spejle os i og til at holde rum for os, så vi kan holde rum for vores børn, må vi kigge langt efter. 

Så når vi står dér i supermarkedet med en kort lunte efter en lang arbejdsdag og med trætte børn, som er mættede af indtryk og sultne efter vores fulde opmærksomhed, vil størstedelen af os gå på autopilot og reagere instinktivt ud fra de historier, som har lagret sig i vores krop gennem de oplevelser, vi tidligere har haft. 

Derfor er det helt afgørende, at vi kender vores historie. 

At kende vores egen historie handler både om at vide, hvad der faktuelt er sket og ikke sket, og i lige så høj grad om, hvordan disse oplevelser har lagret sig i vores krop og nervesystem, og derfor, ubevidst, har indflydelse på måden, vi er i verden på i dag – inklusiv måden, vi er forældre på. 

Allerede fra fosterstadiet bliver vi præget af vores omgivelser. De følelser og oplevelser, som vores mor havde, mens vi lå i hendes mave, bliver lagret i vores krop og nervesystem. Det samme gør måden, vi kom til verden på, vores placering i søskendeflokken, stemningen i vores barndomshjem, måden vi blev mødt på og talt til af vores forældre osv. Var vores mor tynget af bekymring under graviditeten, kan vi opleve at have en grundtone af utryghed. Kom vi til verden med hjælp fra en sugekop, kan vi komme til at tro, at hjælp er noget ubehageligt, eller at vi ikke kan selv. Er vi den ældste i søskendeflokken, har vi måske fået et for stort ansvar, som vi har taget med os videre i vores voksenliv. Blev vi mødt med mistillid og vrede af vores forældre, er dette måske blevet vores indre stemme og måden, vi møder os selv på. 

De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede. Fordi vi var børn og afhængige af de voksnes kærlighed til os for at overleve. Ved at blive bevidst om vores historie og hvordan den påvirker vores nutid, kan vi adskille fortid fra nutid, både mentalt men også kropsligt.

“De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Vi kan forstå, at den grundlæggende undertone af frygt fra tiden i livmoderen ikke var vores, og at vi ikke behøver at være konstant på vagt. At den voldsomme hjælp vi fik fra sugekoppen, da vi kom til verden, ikke betyder at AL hjælp er ubehagelig, og at vi kan få nye positive erfaringer ved at turde bede om hjælp. Vi kan forstå, at det ansvar, vi følte som den ældste i søskendeflokken, ikke var vores, og at vi nu kan slippe det uden frygt for at blive ‘forladt’ af vores familie. Vi kan forstå, at den indre hårde stemme, vi har inde i os, ikke er vores egen, og at vi kan begynde at ‘tale’ til os selv på en mere kærlig måde.

Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn. Det giver os mulighed for at tage os af det lille sårede barn inde i os selv, og samtidig kan det give os en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Så første skridt er at blive bevidst om vores historie – adskille fortid fra nutid – og forstå, at vi er voksne nu. Både mentalt og kropsligt. Sommetider vil det kræve hjælp fra en anden voksen, eventuelt en terapeut, som kan støtte os og holde rum for vores proces.

Andet skridt er så at blive opmærksom på de situationer, hvor vores historie bliver aktiveret, og forsøge at gøre det anderledes samtidig med, at vi får taget os kærligt og omsorgsfuldt af os selv og vores indre barn. Også her kan det være behjælpeligt med noget hjælp og støtte udefra, både i forhold til eksempler på nye hensigtsmæssige handlemønstre og i form af forskellige redskaber og værktøjer til at berolige vores nervesystem.

“Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

I takt med at vi skaber nye erfaringer, skaber vi også nye handlemønstre og endda nye nerveforbindelser i hjernen, som med tiden gør de nye handlemønstre automatiske. Det kræver både øvelse og tid at få skabt nye handlemønstre, og det er uundgåeligt, at vi vil falde i et hav af gange og pludselig blive opmærksomme på, at vi står midt i en situation, hvor vores historie spiller os et puds. Eller måske går det først op for os, efter skaden er sket. Og her er det så vigtigt at vide, at det aldrig er for sent at tage ansvar, og det er aldrig for sent at sige undskyld. Bevidst forældreskab handler nemlig ikke om at være perfekt. For ‘perfekt’ findes ikke. Tværtimod handler det om at være et menneske. Et autentisk menneske, der har mod på at tage ansvar for sin egen historie, så den ikke går i arv til vores børn. 

“Let’s raise children who won’t have to recover from their childhoods.” – Pam Leo

MODERSKAB

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os, skriver Annalie Jørgensen og Caroline Goth.

29. november 2021 | Af Annalie Jørgensen og Caroline Goth | Foto: Privat

 

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Caroline Goth er 36 år og mor. Hun er bl.a. uddannet doula, psykomotorisk terapeut med speciale i gravide med angst for at føde og intuitiv Rituel Master. Læs mere på hendes instagramprofil caroline_goth. Annalie Jørgensen er 37 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med efteruddannelser i kropsterapi, stress & traume, tilknytning og forældreskab. Du kan følge hende på annalie_joergensen, hvor hun deler ud af sin viden.

Det er ikke nogen let opgave, vores generation står overfor, når det kommer til forældreskabet. Siden vores forældre blev forældre, er der sket utrolig meget inden for forskning i udviklingspsykologi, og det nye børnesyn er langsomt ved at brede sig.

Modsat det gamle børnesyn, hvor børn blev opfattet som egoistiske, irrationelle, asociale ‘ufærdige voksne’, der skulle opdrages hårdt og indordne sig de voksne, ved vi nu, at børn er intentionelle væsener med gode hensigter, der er født sociale, kommunikativt parate, og at de skaber mening og sammenhænge allerede fra før fødslen. 

Vi ved, at skæld ud, straf og trusler er skadeligt, både for barnets selvværd og for den vigtige tilknytning mellem barnet og den voksne. Vi ved, at der ikke findes gode og dårlige følelser, men at alle barnets følelser skal rummes og have plads. Vi ved, at børn gør, som vi gør, og ikke som vi siger, og vi ved, at sand robusthed og resiliens kommer med et solidt selvværd og et nervesystem i balance.

Alligevel er det udfordrende for de fleste af os at udøve det nye børnesyn i praksis. For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede. Og i et samfund som vores, hvor de fleste småbørnsforældre må lægge størstedelen af deres timer og energi på arbejdsmarkedet, og tiden med vores børn bliver komprimeret til kvalitetstid i ulvetimerne, føler de fleste forældre sig presset langt oftere, end hvad godt er.

Særligt mødre føler sig ekstremt pressede. For selvom ligestilling har været på dagsordenen i umindelige tider efterhånden, og de fleste kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet siden 60’ernes oprør, så er det stadig moderen, der i de fleste familier tager sig af både det praktiske og det mentale, når det kommer til børnene. Det er hende, der ved, hvad der skal i madpakkerne, hvornår børnene sidst har været i bad, og om de er vokset ud af sidste års vinterstøvler. Det såkaldte mental load. 

“For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Samtidig lever vi mere isolerede end nogensinde før. Den landsby, det kræver at opfostre børn, er blevet erstattet af et system, og de nære relationer, som vi kvinder har brug for for at få reguleret vores nervesystem, til at spejle os i og til at holde rum for os, så vi kan holde rum for vores børn, må vi kigge langt efter. 

Så når vi står dér i supermarkedet med en kort lunte efter en lang arbejdsdag og med trætte børn, som er mættede af indtryk og sultne efter vores fulde opmærksomhed, vil størstedelen af os gå på autopilot og reagere instinktivt ud fra de historier, som har lagret sig i vores krop gennem de oplevelser, vi tidligere har haft. 

Derfor er det helt afgørende, at vi kender vores historie. 

At kende vores egen historie handler både om at vide, hvad der faktuelt er sket og ikke sket, og i lige så høj grad om, hvordan disse oplevelser har lagret sig i vores krop og nervesystem, og derfor, ubevidst, har indflydelse på måden, vi er i verden på i dag – inklusiv måden, vi er forældre på. 

Allerede fra fosterstadiet bliver vi præget af vores omgivelser. De følelser og oplevelser, som vores mor havde, mens vi lå i hendes mave, bliver lagret i vores krop og nervesystem. Det samme gør måden, vi kom til verden på, vores placering i søskendeflokken, stemningen i vores barndomshjem, måden vi blev mødt på og talt til af vores forældre osv. Var vores mor tynget af bekymring under graviditeten, kan vi opleve at have en grundtone af utryghed. Kom vi til verden med hjælp fra en sugekop, kan vi komme til at tro, at hjælp er noget ubehageligt, eller at vi ikke kan selv. Er vi den ældste i søskendeflokken, har vi måske fået et for stort ansvar, som vi har taget med os videre i vores voksenliv. Blev vi mødt med mistillid og vrede af vores forældre, er dette måske blevet vores indre stemme og måden, vi møder os selv på. 

De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede. Fordi vi var børn og afhængige af de voksnes kærlighed til os for at overleve. Ved at blive bevidst om vores historie og hvordan den påvirker vores nutid, kan vi adskille fortid fra nutid, både mentalt men også kropsligt.

“De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Vi kan forstå, at den grundlæggende undertone af frygt fra tiden i livmoderen ikke var vores, og at vi ikke behøver at være konstant på vagt. At den voldsomme hjælp vi fik fra sugekoppen, da vi kom til verden, ikke betyder at AL hjælp er ubehagelig, og at vi kan få nye positive erfaringer ved at turde bede om hjælp. Vi kan forstå, at det ansvar, vi følte som den ældste i søskendeflokken, ikke var vores, og at vi nu kan slippe det uden frygt for at blive ‘forladt’ af vores familie. Vi kan forstå, at den indre hårde stemme, vi har inde i os, ikke er vores egen, og at vi kan begynde at ‘tale’ til os selv på en mere kærlig måde.

Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn. Det giver os mulighed for at tage os af det lille sårede barn inde i os selv, og samtidig kan det give os en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Så første skridt er at blive bevidst om vores historie – adskille fortid fra nutid – og forstå, at vi er voksne nu. Både mentalt og kropsligt. Sommetider vil det kræve hjælp fra en anden voksen, eventuelt en terapeut, som kan støtte os og holde rum for vores proces.

Andet skridt er så at blive opmærksom på de situationer, hvor vores historie bliver aktiveret, og forsøge at gøre det anderledes samtidig med, at vi får taget os kærligt og omsorgsfuldt af os selv og vores indre barn. Også her kan det være behjælpeligt med noget hjælp og støtte udefra, både i forhold til eksempler på nye hensigtsmæssige handlemønstre og i form af forskellige redskaber og værktøjer til at berolige vores nervesystem.

“Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

I takt med at vi skaber nye erfaringer, skaber vi også nye handlemønstre og endda nye nerveforbindelser i hjernen, som med tiden gør de nye handlemønstre automatiske. Det kræver både øvelse og tid at få skabt nye handlemønstre, og det er uundgåeligt, at vi vil falde i et hav af gange og pludselig blive opmærksomme på, at vi står midt i en situation, hvor vores historie spiller os et puds. Eller måske går det først op for os, efter skaden er sket. Og her er det så vigtigt at vide, at det aldrig er for sent at tage ansvar, og det er aldrig for sent at sige undskyld. Bevidst forældreskab handler nemlig ikke om at være perfekt. For ‘perfekt’ findes ikke. Tværtimod handler det om at være et menneske. Et autentisk menneske, der har mod på at tage ansvar for sin egen historie, så den ikke går i arv til vores børn. 

“Let’s raise children who won’t have to recover from their childhoods.” – Pam Leo

 

Mødrecirkel-forløb

Til februar tilbyder Caroline og Annalie et mødrecirkelforløb, som vil være et nærende kvindefællesskab med fokus på forkælelse, egenomsorg samt bevidst forældreskab.

Du kan læse mere om det her – og købe til early bird-pris frem til 15. december.

 

LÆS OGSÅ

10 kærlige julegaveideer: Forkæl dig selv eller en, du holder af

TIPS&TRICKS

10 kærlige julegaveideer: Forkæl dig selv eller en du holder af

Har du endnu ikke købt julegaven til en, du har kær, kan jeg kun anbefale at støtte en af landets fantastiske iværksættere. Her har jeg samlet 10 bud på gaver, der forkæler, varmer og spreder ringe i vandet.

23. november 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Vidunderlig Hverdag, Mamatoto Tryk, Jozefina Skovgaard, Cafe Kaf og Julie Carl Jewelry

 

Har du endnu ikke købt julegaven til en, du har kær, kan jeg kun anbefale at støtte en af landets fantastiske iværksættere. Her har jeg samlet 10 bud på gaver, der forkæler, varmer og spreder ringe i vandet.

 

Der findes så mange dygtige og engagerede mennesker, som lever af det, de brænder for. Og det har jeg stor respekt for.

Derfor vil jeg igen i år slå et slag for 10 af dem. Og måske har de lige det, du mangler på din eventuelle ønskeliste, eller som du kan give til en, du har kær.

 

Gua Sha-behandling

På min egen ønskeliste står endnu en blomsterhealing og Gua Sha-behandling hos dygtige Mia fra Vidunderlig Hverdag. Mia formår at skabe en dejlig ro, og jeg kunne efter en behandling selv mærke en forskel på mine spændte kæbemuskler. I sin klinik i Ishøj tilbyder hun også behandling med kosmetiske akupunkturnåle og online Gua Sha-træning/rådgivning.

Gua Sha-behandling hos dygtige Mia fra Vidunderlig Hverdag.

LÆS MERE

 

Godt bagværk

Godt bagværk kan noget helt specielt. Og hos @cafe_kaf, som min bror står bag, mestrer de både det gode brød og de skønne veganske kager til fulde. Vil du give en smagsoplevelse i julegave, kan du købe gavekort i cafeen i Birkegade på Nørrebro. Og bor du omkring Svendborg, kan du smage hans brød i Bageriet på Møllergade 87 – her er det dog ikke muligt at købe gavekort, forlyder det.

Cafe Kaf laver dejligt vegansk bagværk

LÆS MERE

 

Linoleumstryk

På min egen ønskeliste står også et tryk fra dygtige Julie Rostrup fra Mamatoto Tryk. Ja, i virkeligheden stod der gerne mange, for det, hun laver, er der så meget genkendelse og kærlighed i. 

Mamatoto_tryk som Julie Rostrup står bag, laver smukke linoliumstryk.

SE MERE

 

Hold on to Your Kids – på dansk

Jeg har ventet længe på den danske udgave af Gordon Neufeld og Gabor Matés klassiker Hold on to Your Kids – Why Parents Need to Matter more than Peers (affiliate-link). Den er på min egen ønskeliste, og selvom den egentlig falder lidt udenfor kategorien iværksætter, så er bogen i hvert fald skrevet af to, der brænder for området og i den grad forstår at skabe kærlige ringe i vandet.

LÆS MERE (affiliate-link)

 

Mødrecirkel-forløb

Den helt store omfavnelse kan du give dig selv eller en anden moder i det mødrecirkel-forløb, som Annalie Jørgensen og Caroline Goth står bag. Under forløbet, hvor man mødes fysisk otte gange, vil der være fokus på forkælelse og egenomsorg, men der vil også være undervisning – fx i vores nervesystem.

LÆS MERE

 

Termoflaske

Jeg kan ret godt lide ideen om at kunne have kaffe, te eller kakao med på vores ture, og har derfor ønsket mig en termoflaske længe. I år håber jeg virkelig på at få en, og ellers må jeg selv købe – og så bliver det den plastikfri fra Klean Kanteen, som fås hos Zero Waste Shop. Her får du i øvrigt også mange andre lækre ting, og ejerne, Rasmus og Vinni, er ligeledes vældig rare, så kontakt dem endelig, hvis du har spørgsmål til produkter.

Klean Kanteen termoflaske fås hos Zero Waste Shop, Fotocredit Klean Kanteen

LÆS MERE

 

Et smykke

Skal du give et smykke i gave, vil jeg anbefale dig at kigge forbi @juliecarljewelry. I hendes webshop finder du blandt andet mine favoritter; armbånd med rådiamanter og Serendipity halskæden i guld. Normalt laver hun desuden nogle noget så fine specialfremstillede smykker, men om det er for sent at bestille dem, hvis de skal nå frem inden jul, ved jeg ikke.

Julie Carl Jewelry laver smukke smykker.

LÆS MERE

 

Fra frø til høst

Er du gravid, eller skal du give en gave til en, der er, kan jeg på det kraftigste anbefale @jozefina.skovgaards e-bog ”Fra frø til høst”. Den indeholder alt det, jeg gerne selv ville have læst, da jeg ventede mit første barn. Hendes kærlige omfavnelse kan noget helt specielt.

Fra Frø til Høst af Jozefina Skovgaard.

LÆS MERE

 

Et rum til dig

Jeg kan ikke anbefale Isa nok. Her bliver der skabt et rum til og for dig – og hvem har ikke brug for det en gang imellem? Hos Isa kan du få intuitiv healing, massage eller zoneterapi – ja eller en blanding af det hele, hvilket jeg vil anbefale. Hun har klinik i Solrød og på Amager og er uden tvivl en køretur værd. 

LÆS MERE

 

Et minde

Hos @tinyteller.dk kan du få dit foto foreviget som illustration. Måske det kunne være et alternativ til det klassiske familiebillede til bedsteforældre? Ja, eller bare en gave til dig selv? Jeg er så heldig, at hun har tegnet flere af mine fotos, og dem er jeg virkelig glad for.

Tinyteller.dk laver de fineste streger ud af dine fotos.

LÆS MERE

TIPS&TRICKS

10 kærlige julegaveideer: Forkæl dig selv eller en du holder af

Har du endnu ikke købt julegaven til en, du har kær, kan jeg kun anbefale at støtte en af landets fantastiske iværksættere. Her har jeg samlet 10 bud på gaver, der forkæler, varmer og spreder ringe i vandet.

23. november 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Vidunderlig Hverdag, Mamatoto Tryk, Jozefina Skovgaard, Cafe Kaf og Julie Carl Jewelry

 

Har du endnu ikke købt julegaven til en, du har kær, kan jeg kun anbefale at støtte en af landets fantastiske iværksættere. Her har jeg samlet 10 bud på gaver, der forkæler, varmer og spreder ringe i vandet.

 

Der findes så mange dygtige og engagerede mennesker, som lever af det, de brænder for. Og det har jeg stor respekt for.

Derfor vil jeg igen i år slå et slag for 10 af dem. Og måske har de lige det, du mangler på din eventuelle ønskeliste, eller som du kan give til en, du har kær.

 

Gua Sha-behandling

På min egen ønskeliste står endnu en blomsterhealing og Gua Sha-behandling hos dygtige Mia fra Vidunderlig Hverdag. Mia formår at skabe en dejlig ro, og jeg kunne efter en behandling selv mærke en forskel på mine spændte kæbemuskler. I sin klinik i Ishøj tilbyder hun også behandling med kosmetiske akupunkturnåle og online Gua Sha-træning/rådgivning.

Gua Sha-behandling hos dygtige Mia fra Vidunderlig Hverdag.

LÆS MERE

 

Godt bagværk

Godt bagværk kan noget helt specielt. Og hos @cafe_kaf, som min bror står bag, mestrer de både det gode brød og de skønne veganske kager til fulde. Vil du give en smagsoplevelse i julegave, kan du købe gavekort i cafeen i Birkegade på Nørrebro. Og bor du omkring Svendborg, kan du smage hans brød i Bageriet på Møllergade 87 – her er det dog ikke muligt at købe gavekort, forlyder det.

Cafe Kaf laver dejligt vegansk bagværk

LÆS MERE

 

Linoleumstryk

På min egen ønskeliste står også et tryk fra dygtige Julie Rostrup fra Mamatoto Tryk. Ja, i virkeligheden stod der gerne mange, for det, hun laver, er der så meget genkendelse og kærlighed i. 

Mamatoto_tryk som Julie Rostrup står bag, laver smukke linoliumstryk.

SE MERE

 

Hold on to Your Kids – på dansk

Jeg har ventet længe på den danske udgave af Gordon Neufeld og Gabor Matés klassiker Hold on to Your Kids – Why Parents Need to Matter more than Peers (affiliate-link). Den er på min egen ønskeliste, og selvom den egentlig falder lidt udenfor kategorien iværksætter, så er bogen i hvert fald skrevet af to, der brænder for området og i den grad forstår at skabe kærlige ringe i vandet.

LÆS MERE (affiliate-link)

 

Mødrecirkel-forløb

Den helt store omfavnelse kan du give dig selv eller en anden moder i det mødrecirkel-forløb, som Annalie Jørgensen og Caroline Goth står bag. Under forløbet, hvor man mødes fysisk otte gange, vil der være fokus på forkælelse og egenomsorg, men der vil også være undervisning – fx i vores nervesystem.

LÆS MERE

 

Termoflaske

Jeg kan ret godt lide ideen om at kunne have kaffe, te eller kakao med på vores ture, og har derfor ønsket mig en termoflaske længe. I år håber jeg virkelig på at få en, og ellers må jeg selv købe – og så bliver det den plastikfri fra Klean Kanteen, som fås hos Zero Waste Shop. Her får du i øvrigt også mange andre lækre ting, og ejerne, Rasmus og Vinni, er ligeledes vældig rare, så kontakt dem endelig, hvis du har spørgsmål til produkter.

Klean Kanteen termoflaske fås hos Zero Waste Shop, Fotocredit Klean Kanteen

LÆS MERE

 

Et smykke

Skal du give et smykke i gave, vil jeg anbefale dig at kigge forbi @juliecarljewelry. I hendes webshop finder du blandt andet mine favoritter; armbånd med rådiamanter og Serendipity halskæden i guld. Normalt laver hun desuden nogle noget så fine specialfremstillede smykker, men om det er for sent at bestille dem, hvis de skal nå frem inden jul, ved jeg ikke.

Julie Carl Jewelry laver smukke smykker.

LÆS MERE

 

Fra frø til høst

Er du gravid, eller skal du give en gave til en, der er, kan jeg på det kraftigste anbefale @jozefina.skovgaards e-bog ”Fra frø til høst”. Den indeholder alt det, jeg gerne selv ville have læst, da jeg ventede mit første barn. Hendes kærlige omfavnelse kan noget helt specielt.

Fra Frø til Høst af Jozefina Skovgaard.

LÆS MERE

 

Et rum til dig

Jeg kan ikke anbefale Isa nok. Her bliver der skabt et rum til og for dig – og hvem har ikke brug for det en gang imellem? Hos Isa kan du få intuitiv healing, massage eller zoneterapi – ja eller en blanding af det hele, hvilket jeg vil anbefale. Hun har klinik i Solrød og på Amager og er uden tvivl en køretur værd. 

LÆS MERE

 

Et minde

Hos @tinyteller.dk kan du få dit foto foreviget som illustration. Måske det kunne være et alternativ til det klassiske familiebillede til bedsteforældre? Ja, eller bare en gave til dig selv? Jeg er så heldig, at hun har tegnet flere af mine fotos, og dem er jeg virkelig glad for.

Tinyteller.dk laver de fineste streger ud af dine fotos.

LÆS MERE

LÆS OGSÅ

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

MODERSKAB

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen

31. maj 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Isaac Quesada, Unsplash

 

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv. Ikke kun for det lille nye menneskeliv, som netop har fundet vej fra den trygge, varme og mørke livmoder ud i den store verden, men også for mor, far og eventuelle søskende.

Overgangen fra det gamle til det nye vil for de fleste føles som en omvæltning, og det kan tage tid at finde sig til rette og lære hinanden at kende. For ikke at glemme; at lære sig selv at kende på ny. For med fødslen af et barn, fødes også en mor.

Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født. Fødslen har bogstaveligt talt efterladt en stor fysisk åbning i os, som vil tage tid at lukke sig igen. Vi bløder og er ofte afkræftet efter fødslen.

Men også mentalt er vi mere åbne. En biologisk funktion, som hjælper os til at knytte os til vores baby og lære den at kende, så vi kan aflæse dens behov og tage os af den. Vores hjerne ændrer sig for at kunne skabe plads til alt det nye, vi skal lære. Oxytocinen stiger, hvilket – udover ovenstående – booster mælkeproduktionen og derved fremmer babyens overlevelse og trivsel. Enhver form for stress vil dog have en negativ virkning på produktionen af oxytocin. Derfor er det vigtigt at forsøge at undgå stress i tiden efter fødslen. 

“Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født.”

 
Annalie Jørgensen

At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor. I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser. For mange er det noget, som sætter dybe spor – både i deres moderskab, men også i deres relationer.

De fleste af os, som er i den fødedygtige alder, er vokset op under et børnesyn, som byggede på magt, autoritet og mistillid, og som fokuserede mest på, hvad børn kunne og gjorde, og ikke så meget på, hvordan de havde det.

Selvom vi i dag er blevet klogere, hvad angår udviklingspsykologi og tilknytningsteori, kan dette børnesyn stadig være gældende for vores forældre og for dét sundhedspersonale, vi møder, og det kan trække dybe spor ind i vores nuværende liv.

Mange af os har været nødsagede til at undertrykke dele af os selv og vores behov for at bevare kærligheden fra vores forældre, og lige så mange af os har fået vores grænser ignoreret og overskredet som børn, med dét resultat, at vi kan have enormt svært ved at sætte grænser som voksne, hvis vi da overhovedet kan mærke grænserne. Dette kan gælde både i forhold til vores egne forældre, men også i forhold til svigerforældre, andre familiemedlemmer, venner, sundhedspersonale osv. 

“At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor.”

 
Annalie Jørgensen

Hvad dine behov som nybagt mor er, og hvad der føles grænseoverskridende for dig, er individuelt og noget, du må gøre en indsats for at mærke efter i dig selv.

Det er vigtigt at du er ærlig over for dig selv, for dit nervesystem kan ikke lyve, og alt, hvad du undertrykker, vil højst sandsynligt komme til udtryk hos din baby. Børn bliver nemlig født med et meget umodent nervesystem og må ‘låne’ af moderens nervesystem for at blive reguleret følelsesmæssigt. Så hvis du har svært ved at italesætte dine egne behov og kræve, at de bliver mødt for din egen skyld, så gør det for dit barns skyld. Eller se det som en mulighed for at hele dit eget indre barn og give dig selv dét, du ikke selv fik dengang. Én voksen, som tager dine behov og grænser seriøst.

Vid, at I har jeres fulde ret til at:

  • frabede jer besøg, indtil I selv er klar og tager initiativ.
  • frabede jer uanmeldt besøg.
  • afvise folk ved døren, som alligevel dukker op.
  • aflyse et planlagt besøg, hvis det passer dårligt, f.eks. hvis det har været en hård nat.
  • vælge, at nogle må besøge, og andre ikke må.
  • sende gæsterne hjem midt i et besøg, fordi I har fået nok og har brug for ro.
  • sige til folk, at de selv må tage kaffe, kage eller andet med.
  • spørge folk, om de vil støvsuge, tage opvasken, folde vasketøjet eller andet praktisk.
  • spørge, om de vil komme og sætte mad uden for døren og gå igen.
  • sige nej til at lade andre holde babyen.
  • frabede jer ‘gode råd’, spørgsmål til fødslen eller lignende.

Jeg lover dig, at du ikke er den eneste, som har gjort dette.

Det kan være en rigtig god idé at skrive et brev ud til familie og venner inden fødslen, hvor I fortæller jeres behov og ønsker. Folk er forskellige og har alle forskellige behov, så gør det tydeligt og konkret, og tag endelig ikke noget for givet. Det kan være nemmere at have mange ‘strenge’ ønsker som udgangspunkt og så løsne lidt op senere, hvis I føler for det, så I ikke føler, I skuffer nogens forventninger. Bed eventuelt om en tilbagemelding fra modtagerne, hvor de bekræfter, at de har læst og forstået jeres ønsker.

“I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser.”

 
Annalie Jørgensen

Skulle det alligevel ske, at jeres ønsker og grænser ikke bliver respekteret, så er det helt legitimt at blive vred. Under det gamle børnesyn er vrede blevet opfattet som en ‘dårlig’ følelse, og ofte blev børn endda straffet, hvis de utrykte vrede. Derfor kan denne følelse være svær at rumme for mange af os. Men når det kommer til at sætte grænser, er følelsen af vrede en rigtig god hjælp og indikator på, at vores grænser er blevet overskredet. Så brug energien i vreden til at sige fra.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv, og kommer man godt fra start, vil det styrke både relationen til barnet, men også styrke moderens selvværd og moderinstinkt. Så tag jer endelig god tid og mærk efter.

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre.

MODERSKAB

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen

31. maj 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Isaac Quesada, Unsplash

 

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

 

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv. Ikke kun for det lille nye menneskeliv, som netop har fundet vej fra den trygge, varme og mørke livmoder ud i den store verden, men også for mor, far og eventuelle søskende.

Overgangen fra det gamle til det nye vil for de fleste føles som en omvæltning, og det kan tage tid at finde sig til rette og lære hinanden at kende. For ikke at glemme; at lære sig selv at kende på ny. For med fødslen af et barn, fødes også en mor.

Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født. Fødslen har bogstaveligt talt efterladt en stor fysisk åbning i os, som vil tage tid at lukke sig igen. Vi bløder og er ofte afkræftet efter fødslen.

Men også mentalt er vi mere åbne. En biologisk funktion, som hjælper os til at knytte os til vores baby og lære den at kende, så vi kan aflæse dens behov og tage os af den. Vores hjerne ændrer sig for at kunne skabe plads til alt det nye, vi skal lære. Oxytocinen stiger, hvilket – udover ovenstående – booster mælkeproduktionen og derved fremmer babyens overlevelse og trivsel. Enhver form for stress vil dog have en negativ virkning på produktionen af oxytocin. Derfor er det vigtigt at forsøge at undgå stress i tiden efter fødslen. 

“Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født.”

 
Annalie Jørgensen

At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor. I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser. For mange er det noget, som sætter dybe spor – både i deres moderskab, men også i deres relationer.

De fleste af os, som er i den fødedygtige alder, er vokset op under et børnesyn, som byggede på magt, autoritet og mistillid, og som fokuserede mest på, hvad børn kunne og gjorde, og ikke så meget på, hvordan de havde det.

Selvom vi i dag er blevet klogere, hvad angår udviklingspsykologi og tilknytningsteori, kan dette børnesyn stadig være gældende for vores forældre og for dét sundhedspersonale, vi møder, og det kan trække dybe spor ind i vores nuværende liv.

Mange af os har været nødsagede til at undertrykke dele af os selv og vores behov for at bevare kærligheden fra vores forældre, og lige så mange af os har fået vores grænser ignoreret og overskredet som børn, med dét resultat, at vi kan have enormt svært ved at sætte grænser som voksne, hvis vi da overhovedet kan mærke grænserne. Dette kan gælde både i forhold til vores egne forældre, men også i forhold til svigerforældre, andre familiemedlemmer, venner, sundhedspersonale osv. 

“At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor.”

 
Annalie Jørgensen

Hvad dine behov som nybagt mor er, og hvad der føles grænseoverskridende for dig, er individuelt og noget, du må gøre en indsats for at mærke efter i dig selv.

Det er vigtigt at du er ærlig over for dig selv, for dit nervesystem kan ikke lyve, og alt, hvad du undertrykker, vil højst sandsynligt komme til udtryk hos din baby. Børn bliver nemlig født med et meget umodent nervesystem og må ‘låne’ af moderens nervesystem for at blive reguleret følelsesmæssigt. Så hvis du har svært ved at italesætte dine egne behov og kræve, at de bliver mødt for din egen skyld, så gør det for dit barns skyld. Eller se det som en mulighed for at hele dit eget indre barn og give dig selv dét, du ikke selv fik dengang. Én voksen, som tager dine behov og grænser seriøst.

Vid, at I har jeres fulde ret til at:

  • frabede jer besøg, indtil I selv er klar og tager initiativ.
  • frabede jer uanmeldt besøg.
  • afvise folk ved døren, som alligevel dukker op.
  • aflyse et planlagt besøg, hvis det passer dårligt, f.eks. hvis det har været en hård nat.
  • vælge, at nogle må besøge, og andre ikke må.
  • sende gæsterne hjem midt i et besøg, fordi I har fået nok og har brug for ro.
  • sige til folk, at de selv må tage kaffe, kage eller andet med.
  • spørge folk, om de vil støvsuge, tage opvasken, folde vasketøjet eller andet praktisk.
  • spørge, om de vil komme og sætte mad uden for døren og gå igen.
  • sige nej til at lade andre holde babyen.
  • frabede jer ‘gode råd’, spørgsmål til fødslen eller lignende.

Jeg lover dig, at du ikke er den eneste, som har gjort dette.

Det kan være en rigtig god idé at skrive et brev ud til familie og venner inden fødslen, hvor I fortæller jeres behov og ønsker. Folk er forskellige og har alle forskellige behov, så gør det tydeligt og konkret, og tag endelig ikke noget for givet. Det kan være nemmere at have mange ‘strenge’ ønsker som udgangspunkt og så løsne lidt op senere, hvis I føler for det, så I ikke føler, I skuffer nogens forventninger. Bed eventuelt om en tilbagemelding fra modtagerne, hvor de bekræfter, at de har læst og forstået jeres ønsker.

“I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser.”

 
Annalie Jørgensen

Skulle det alligevel ske, at jeres ønsker og grænser ikke bliver respekteret, så er det helt legitimt at blive vred. Under det gamle børnesyn er vrede blevet opfattet som en ‘dårlig’ følelse, og ofte blev børn endda straffet, hvis de utrykte vrede. Derfor kan denne følelse være svær at rumme for mange af os. Men når det kommer til at sætte grænser, er følelsen af vrede en rigtig god hjælp og indikator på, at vores grænser er blevet overskredet. Så brug energien i vreden til at sige fra.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv, og kommer man godt fra start, vil det styrke både relationen til barnet, men også styrke moderens selvværd og moderinstinkt. Så tag jer endelig god tid og mærk efter.

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre.

LÆS OGSÅ

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

MODERSKAB

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

1. februar 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Privat

 

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

Annalie Jørgensen er 36 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF, efteruddannet i kropspsykoterapi og tilknytning med speciale i ‘fysisk og psykisk balance’ og ‘intuitivt moderskab’. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen, hvor hun blandt andet skriver om sin egen rejse i moderskabet.

For nogle kvinder er fødslen en magisk, ekstatisk og nydelsesfuld oplevelse, hvor de forsvinder ind i en anden kosmisk dimension. En slags orgasmisk rejse på tvært af tid og sted, hvor de kommer i kontakt med alle fortidens kvinder, som har født før dem, og som giver dem uanede kræfter og efterlader dem med en følelse af selv at være født på ny.

Sådan var min fødsel ikke. Faktisk meget langt fra. Min søn lå med numsen nedad, så jeg fik kejsersnit på lægernes anbefalinger og var nærmere efterladt med en følelse af at have deltaget i krig både fysisk og mentalt.

På papiret var fødslen sikkert ikke særlig bemærkelsesværdig, og mange andre har nok haft en lignende fødsel. Men hele mit system var i total choktilstand flere måneder efter. At min søn græd døgnet rundt og nægtede at sove, gjorde det ej bedre, og til sidst var jeg så traumatiseret, at jeg oprigtigt troede, jeg ikke ville overleve. 

I takt med at både min søn og jeg fik hjælp til at bearbejde vores hårde start, nåede jeg til en erkendelse af, at jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg kunne ikke blive ved med at håbe på, at det blev bedre. At gråden skulle stoppe, at han på mirakuløs vis skulle begynde at sove, at han ville spise grød, mos, tage flaske, sut, bare et eller andet for at jeg kunne få en pause. Så jeg gav op. Eller rettere; jeg gav slip. Slip på kontrollen, slip på tankerne, slip på forventningerne, forestillingerne, illusionerne og drømmene. Jeg gav slip på mig selv, mit gamle jeg, og gav mig hen til mit barn og mit nye liv som mor.

At jeg gav op, gav slip og gav mig hen har haft mange store konsekvenser for mit liv, som jeg kendte det. Den altoverskyggende kærlighed til min søn, som fulgte med slippet, gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere ham i en institution, så jeg kom ikke tilbage på arbejde som planlagt. Det medførte en masse frygt, som jeg måtte tage mig af. Frygt for om vi økonomisk kunne klare os, hvad andre ville tænke, om jeg var nok for min søn, om han ville tage skade af det, om jeg kunne aktivere ham nok, om jeg kunne få arbejde bagefter, pension, mit eget sociale liv osv osv. Og den eneste måde, jeg kunne tage mig godt af frygten uden bare at undertrykke den og lade den vokse sig større inden i mig, var ved at have tillid. Tillid til mig selv, og at det, jeg mærkede, var det rigtige at gøre, og ikke mindst tillid til noget større end mig. For det er jo i virkeligheden det den kærlighed, jeg mærkede inde i mig, er. Noget større end os. 

Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit. Som ikke var mig. 

Set i bakspejlet var det slip, jeg oplevede, dét man i spirituelle kredse vil betegne som en form for ego-død. Midlertidigt i hvert fald. Og en genfødsel af et nyt jeg. Altså, jeg døende jo ikke rigtigt. Ikke fysisk i hvert fald. Men den, jeg var, før jeg blev mor, og det liv, jeg havde inden, kommer aldrig tilbage. Alt er forandret. Og at skulle forstå det både med min krop og mit sind føltes som, at noget eller nogen døde.

Langt hen ad vejen tror jeg, at spiritualitet er et valg. Hvad vil jeg for eksempel helst tro på? At der er noget galt med min krop eller min søn, som gjorde, at han lå ‘forkert’, og at det derfor gik, som det gik? Eller at min søn er kommet til mig for at lære mig noget og for at hjælpe mig på rette vej. Jeg tror på det sidste. Det giver mest mening for mig. Og er helt sikkert også det, som føles bedst. 

“Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit.”

 
Annalie Jørgensen

I vores samfund tillægger vi dog ikke følelser nogen rigtig værdi. De kan jo ikke måles og vejes. Det er det rationelle, som tæller. Det, vi kan ‘bevise’ gennem forsøg, og som kan dokumenteres på papir. Vi lærer, helt fra vi er små, at det, vi føler, er noget pjat. Så vi ignorerer det og undertrykker det, indtil vi næsten bliver følelsesløse. Og hvis der alligevel skulle dukke noget sorg eller smerte op gennem livet, så kan det reguleres væk med medicin. Problemet er bare, at vi mennesker er levende og sansende væsener, og vi har brug for at kunne føle for at mærke livet. Dét er forskellen på os og robotter. 

Vi oplever livet og virkeligheden gennem vores sanser. Og selv vores sanser kan begrænse os og forhindre, at vi ser virkeligheden. Tænk på, hvordan dyrs sanser kan være forskellige fra vores, og hvad det har af betydning for deres måde at opleve virkeligheden på. Flagermusen som udsender et skrig så højt, at vi mennesker ikke kan høre det, og navigerer i blinde ud fra det ekko, som lydbølgerne fra skriget sender tilbage, når det rammer noget. Delfiner navigerer i vandet på samme måde, og nogle delfiner kan endda sanse det elektriske felt, som skabes af musklerne og nerverne hos både dyr og mennesker. Slanger hører ikke svingninger og lyd på samme måde som os, men til gengæld har de en høreknogle, som gør dem i stand til at mærke de mindste vibrationer og kan derved skelne mellem store og små dyr. De ser ikke former, som vi mennesker gør, men registrerer i stedet bevægelser. De har en særlig varmesans, som kan opfange varmen fra et bytte, og så lugter de gennem tungen ved at smage på luftpartiklerne. Fortidens polynesiere var i stand til at kortlægge næsten hele Stillehavet uden værktøjer, fordi de lyttede til havet. Og Stillehavet udgør altså 1/4 af hele jordens overflade. 

Jeg er på ingen måde imod videnskab. Faktisk har jeg uddannet mig til ingeniør i mit ‘tidligere liv’ og har arbejdet fem år i medicinalindustrien. Videnskab er en rigtig god metode til at bevise en forudsigelig adfærd ved at opstille en hypotese og påvise den gentagende gange.

Noget spændende, som er blevet videnskabelig bevist, er for eksempel placeboeffekten. At man kan tage en pille uden et aktivt virkemiddel, men opnå en effekt fra et aktivt virkemiddel, fordi man tror på, at der er dette aktivt virkemiddel i pillen. Og på samme måde har superpositionsprincippet påvist, at én partikel kan være to forskellige steder på samme tid.

Men hvad med det, som ikke er forudsigeligt? Det, der sker tilfældigt? Eller er der noget, som er tilfældigt? Uanset, så er der stadig mange områder, hvor videnskaben har været utilstrækkelig, og mange områder, vi endnu ikke ved nok om. Som for eksempel menneskets hjerne, universet, hvad der sker, når vi dør, og hvor vi overhovedet kommer fra. Der er mange forskellige teorier. Men vi VED det jo ikke. Så hvad føles bedst og mest rigtigt inden i os at tro på?

Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret. 

Jeg tror på, der er noget, der er større end os, og jeg tror på, at alt er forbundet. Jeg vil ikke kalde det overnaturligt. Faktisk tænker jeg, at det er helt naturligt. 

Naturen er større end os. Vi er forbundet til naturen. Med hjælp fra solen, vandet og jorden laver træerne den ilt, vi har brug for for at overleve. Og på samme måde med den mad, vi har brug for. Vores indre tilstand bliver påvirket af solens lys og månens placering. Det ses ofte, at når kvinder tilbringer meget tid sammen, så synkroniseres deres menstruationcyklus. Og lige så ofte vil kvindens menstruationcyklus være synkroniseret med månens cyklus. Hvis altså den ikke er medicinsk reguleret. Og når en kvinde bliver gravid, skærpes hendes sanser og forbliver sådan resten af livet. Der er ikke noget hokus pokus over det. Naturen er bare magisk. Livet er magisk.

“Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret.”

 
Annalie Jørgensen

Tænk, hvor meget der har skullet falde på plads for, at der blev skabt intelligent liv på denne planet, i dette uendelige univers, som konstant udvider sig. Bare dét er svært at begribe. Men vi tror alle på, at det er sådan, det er. Det kan umuligt være en tilfældighed.

Videnskabelig set er liv bare celler, der deler sig. Men hvad får dem til at dele sig? Jeg er sikker på, det er en dybere bevidsthed. Både inden i os, men også rundt om os. Som forbinder os. Ligesom kærlighed.

På en eller anden måde har vi fået fjernet os så meget fra naturen og det naturlige, at vi betegner det som overnaturligt. Så meget at vores børn tror, at vores mad kommer fra supermarkedet. Vi er blevet adskilt fra vores egen krop. Vores krop, som kan trække vejret selv, fordøje mad selv og en lang række andre processer, helt uden vores indblanding. Vores krop, som kan føde selv, hvis ikke den blev behandlet som en maskine, der skal reguleres, og hvis vi forstod, at en fødsel kræver de samme omstændigheder, som er til stede, når barnet bliver skabt. At det ikke bare handler om at producere et barn, og at succeskriteriet ikke blot burde være, at barnet, som kommer ud, er levende, men at det er en naturlig og magisk proces med enormt transformerende potentiale, hvor vi åbner både vores krop og sjæl og hengiver os til nogle kræfter, som er større end os selv. Til naturen. En begivenhed, hvor vi, styret af tillid frem for frygt, bringer sjæle til jorden.

MODERSKAB

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

1. februar 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Privat

 

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

Annalie Jørgensen er 36 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF, efteruddannet i kropspsykoterapi og tilknytning med speciale i ‘fysisk og psykisk balance’ og ‘intuitivt moderskab’. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen, hvor hun blandt andet skriver om sin egen rejse i moderskabet.

 

For nogle kvinder er fødslen en magisk, ekstatisk og nydelsesfuld oplevelse, hvor de forsvinder ind i en anden kosmisk dimension. En slags orgasmisk rejse på tvært af tid og sted, hvor de kommer i kontakt med alle fortidens kvinder, som har født før dem, og som giver dem uanede kræfter og efterlader dem med en følelse af selv at være født på ny.

Sådan var min fødsel ikke. Faktisk meget langt fra. Min søn lå med numsen nedad, så jeg fik kejsersnit på lægernes anbefalinger og var nærmere efterladt med en følelse af at have deltaget i krig både fysisk og mentalt.

På papiret var fødslen sikkert ikke særlig bemærkelsesværdig, og mange andre har nok haft en lignende fødsel. Men hele mit system var i total choktilstand flere måneder efter. At min søn græd døgnet rundt og nægtede at sove, gjorde det ej bedre, og til sidst var jeg så traumatiseret, at jeg oprigtigt troede, jeg ikke ville overleve. 

I takt med at både min søn og jeg fik hjælp til at bearbejde vores hårde start, nåede jeg til en erkendelse af, at jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg kunne ikke blive ved med at håbe på, at det blev bedre. At gråden skulle stoppe, at han på mirakuløs vis skulle begynde at sove, at han ville spise grød, mos, tage flaske, sut, bare et eller andet for at jeg kunne få en pause. Så jeg gav op. Eller rettere; jeg gav slip. Slip på kontrollen, slip på tankerne, slip på forventningerne, forestillingerne, illusionerne og drømmene. Jeg gav slip på mig selv, mit gamle jeg, og gav mig hen til mit barn og mit nye liv som mor.

At jeg gav op, gav slip og gav mig hen har haft mange store konsekvenser for mit liv, som jeg kendte det. Den altoverskyggende kærlighed til min søn, som fulgte med slippet, gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere ham i en institution, så jeg kom ikke tilbage på arbejde som planlagt. Det medførte en masse frygt, som jeg måtte tage mig af. Frygt for om vi økonomisk kunne klare os, hvad andre ville tænke, om jeg var nok for min søn, om han ville tage skade af det, om jeg kunne aktivere ham nok, om jeg kunne få arbejde bagefter, pension, mit eget sociale liv osv osv. Og den eneste måde, jeg kunne tage mig godt af frygten uden bare at undertrykke den og lade den vokse sig større inden i mig, var ved at have tillid. Tillid til mig selv, og at det, jeg mærkede, var det rigtige at gøre, og ikke mindst tillid til noget større end mig. For det er jo i virkeligheden det den kærlighed, jeg mærkede inde i mig, er. Noget større end os. 

Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit. Som ikke var mig. 

Set i bakspejlet var det slip, jeg oplevede, dét man i spirituelle kredse vil betegne som en form for ego-død. Midlertidigt i hvert fald. Og en genfødsel af et nyt jeg. Altså, jeg døende jo ikke rigtigt. Ikke fysisk i hvert fald. Men den, jeg var, før jeg blev mor, og det liv, jeg havde inden, kommer aldrig tilbage. Alt er forandret. Og at skulle forstå det både med min krop og mit sind føltes som, at noget eller nogen døde.

Langt hen ad vejen tror jeg, at spiritualitet er et valg. Hvad vil jeg for eksempel helst tro på? At der er noget galt med min krop eller min søn, som gjorde, at han lå ‘forkert’, og at det derfor gik, som det gik? Eller at min søn er kommet til mig for at lære mig noget og for at hjælpe mig på rette vej. Jeg tror på det sidste. Det giver mest mening for mig. Og er helt sikkert også det, som føles bedst. 

“Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit.”

 
Annalie Jørgensen

I vores samfund tillægger vi dog ikke følelser nogen rigtig værdi. De kan jo ikke måles og vejes. Det er det rationelle, som tæller. Det, vi kan ‘bevise’ gennem forsøg, og som kan dokumenteres på papir. Vi lærer, helt fra vi er små, at det, vi føler, er noget pjat. Så vi ignorerer det og undertrykker det, indtil vi næsten bliver følelsesløse. Og hvis der alligevel skulle dukke noget sorg eller smerte op gennem livet, så kan det reguleres væk med medicin. Problemet er bare, at vi mennesker er levende og sansende væsener, og vi har brug for at kunne føle for at mærke livet. Dét er forskellen på os og robotter. 

Vi oplever livet og virkeligheden gennem vores sanser. Og selv vores sanser kan begrænse os og forhindre, at vi ser virkeligheden. Tænk på, hvordan dyrs sanser kan være forskellige fra vores, og hvad det har af betydning for deres måde at opleve virkeligheden på. Flagermusen som udsender et skrig så højt, at vi mennesker ikke kan høre det, og navigerer i blinde ud fra det ekko, som lydbølgerne fra skriget sender tilbage, når det rammer noget. Delfiner navigerer i vandet på samme måde, og nogle delfiner kan endda sanse det elektriske felt, som skabes af musklerne og nerverne hos både dyr og mennesker. Slanger hører ikke svingninger og lyd på samme måde som os, men til gengæld har de en høreknogle, som gør dem i stand til at mærke de mindste vibrationer og kan derved skelne mellem store og små dyr. De ser ikke former, som vi mennesker gør, men registrerer i stedet bevægelser. De har en særlig varmesans, som kan opfange varmen fra et bytte, og så lugter de gennem tungen ved at smage på luftpartiklerne. Fortidens polynesiere var i stand til at kortlægge næsten hele Stillehavet uden værktøjer, fordi de lyttede til havet. Og Stillehavet udgør altså 1/4 af hele jordens overflade. 

Jeg er på ingen måde imod videnskab. Faktisk har jeg uddannet mig til ingeniør i mit ‘tidligere liv’ og har arbejdet fem år i medicinalindustrien. Videnskab er en rigtig god metode til at bevise en forudsigelig adfærd ved at opstille en hypotese og påvise den gentagende gange.

Noget spændende, som er blevet videnskabelig bevist, er for eksempel placeboeffekten. At man kan tage en pille uden et aktivt virkemiddel, men opnå en effekt fra et aktivt virkemiddel, fordi man tror på, at der er dette aktivt virkemiddel i pillen. Og på samme måde har superpositionsprincippet påvist, at én partikel kan være to forskellige steder på samme tid.

Men hvad med det, som ikke er forudsigeligt? Det, der sker tilfældigt? Eller er der noget, som er tilfældigt? Uanset, så er der stadig mange områder, hvor videnskaben har været utilstrækkelig, og mange områder, vi endnu ikke ved nok om. Som for eksempel menneskets hjerne, universet, hvad der sker, når vi dør, og hvor vi overhovedet kommer fra. Der er mange forskellige teorier. Men vi VED det jo ikke. Så hvad føles bedst og mest rigtigt inden i os at tro på?

Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret. 

Jeg tror på, der er noget, der er større end os, og jeg tror på, at alt er forbundet. Jeg vil ikke kalde det overnaturligt. Faktisk tænker jeg, at det er helt naturligt. 

Naturen er større end os. Vi er forbundet til naturen. Med hjælp fra solen, vandet og jorden laver træerne den ilt, vi har brug for for at overleve. Og på samme måde med den mad, vi har brug for. Vores indre tilstand bliver påvirket af solens lys og månens placering. Det ses ofte, at når kvinder tilbringer meget tid sammen, så synkroniseres deres menstruationcyklus. Og lige så ofte vil kvindens menstruationcyklus være synkroniseret med månens cyklus. Hvis altså den ikke er medicinsk reguleret. Og når en kvinde bliver gravid, skærpes hendes sanser og forbliver sådan resten af livet. Der er ikke noget hokus pokus over det. Naturen er bare magisk. Livet er magisk.

“Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret.”

 
Annalie Jørgensen

Tænk, hvor meget der har skullet falde på plads for, at der blev skabt intelligent liv på denne planet, i dette uendelige univers, som konstant udvider sig. Bare dét er svært at begribe. Men vi tror alle på, at det er sådan, det er. Det kan umuligt være en tilfældighed.

Videnskabelig set er liv bare celler, der deler sig. Men hvad får dem til at dele sig? Jeg er sikker på, det er en dybere bevidsthed. Både inden i os, men også rundt om os. Som forbinder os. Ligesom kærlighed.

På en eller anden måde har vi fået fjernet os så meget fra naturen og det naturlige, at vi betegner det som overnaturligt. Så meget at vores børn tror, at vores mad kommer fra supermarkedet. Vi er blevet adskilt fra vores egen krop. Vores krop, som kan trække vejret selv, fordøje mad selv og en lang række andre processer, helt uden vores indblanding. Vores krop, som kan føde selv, hvis ikke den blev behandlet som en maskine, der skal reguleres, og hvis vi forstod, at en fødsel kræver de samme omstændigheder, som er til stede, når barnet bliver skabt. At det ikke bare handler om at producere et barn, og at succeskriteriet ikke blot burde være, at barnet, som kommer ud, er levende, men at det er en naturlig og magisk proces med enormt transformerende potentiale, hvor vi åbner både vores krop og sjæl og hengiver os til nogle kræfter, som er større end os selv. Til naturen. En begivenhed, hvor vi, styret af tillid frem for frygt, bringer sjæle til jorden.

LÆS OGSÅ