Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

af | feb 19, 2020

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.

19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

af | feb 5, 2020

DEBAT

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

Beatrice Savage og Søren Bjerrum

5. februar 2020 | Af Beatrice Savage og Søren Bjerrum | Foto: Privat

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan vi se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed, skriver Beatrice Savage og Søren Bjerrum.

Beatrice Savage og Søren Bjerrum er skabere af bloggen The Value Creating Parent, hvis formål er at inspirere til øget bevidstgørelse i forældreskabet.

Når vi i Danmark tænker og taler om måden at være forældre på, bliver det ofte forbundet med en rolle, vi spiller over for vores børn.

Vi taler om vores rolle som mor eller vores rolle som far, og om vi har det godt eller svært i den rolle.

Det er problematisk, for det spænder ben for den ægte relation og levner ikke meget mulighed til at være os selv.

En modig veninde fortalte engang, at hun længe havde fortalt sig selv og alle andre, der ville lytte, hvordan hun havde det med at være blevet mor.

Hun fortalte, at bare fordi hun ikke elskede sin rolle som mor, betød det jo ikke, at hun ikke elskede sit barn.

Hun fortalte også, hvordan den største befrielse i hendes moderskab var at forstå, at det ikke handlede om en rolle, hun behøvede at spille over for sit barn, men om en dyb, livslang relation, hun ønskede at pleje. Hvordan det at forstå det ord “rolle”, hun havde brugt til at beskrive sin virkelighed, i virkeligheden satte hende fri.

Disse refleksioner er dyrebare. For som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby så mange gange har sagt, så spejler ordet sjælen.

Ynder vi at gå etymologisk til værks, finder vi hurtigt ud af, hvorfor der kan ligge en smerte forbundet i at tænke, føle og tale om forældreskabet som en rolle.

På dansk kommer ordet rolle via tysk fra fransk ’rôle’ og betyder “en karakter, spillet i en persons liv” og en “rulle papir, hvorpå en skuespillers del er nedskrevet”.

Det deler den samme rod som ’rulle’, som er beslægtet med det latinske ’rota’, altså ’hjul’. Denne rod danner så andre ord relateret til hjul og rulle, blandt andet ’chariot’ på sanskrit, som giver konnotationer til at “spænde noget for”.

Denne rod giver også betydninger som ’beskytte’, ’udøve magt’ og ’holde ved magt’. Betydninger, nogle måske kan genkende i deres praksis som forældre.

Tænker vi vores relationer med vores børn som sådan, kan der opleves en ubalance eller måske endda mangel på harmoni i den måde, vi deler livet med dem. Unægteligt kommer vi til at se os selv som noget uægte i forhold til dem. Som noget påtaget.

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan fejlbarligheden, ligheden og kærligheden vokse fra et mere sandt sted, og vi kan se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed.

Det gør en stor forskel i relationen. Men som sagt også i forhold til os selv. Og handler grundlæggende om de ting, vi selv har med os.

Vi kan med fordel spørge; hvem har jeg lært at være, og hvem ønsker jeg at blive? Når vi bliver bevidste om dette, åbner det for muligheden for at afdække og virkeliggøre vores værdier, anerkende vores indre barn, vores reaktionsmønstre og antagelser om livet.

På den måde kan vi revolutionere forældreskabet.

Tiden er kommet til at sætte vores børn fri ved at sætte os selv fri.

Dette indlæg er udtryk for Beatrice Savages og Søren Bjerrums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

Beatrice Savage og Søren Bjerrum

5. februar 2020 | Af Beatrice Savage og Søren Bjerrum | Foto: Privat

 

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan vi se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed, skriver Beatrice Savage og Søren Bjerrum.

Beatrice Savage og Søren Bjerrum er skabere af bloggen The Value Creating Parent, hvis formål er at inspirere til øget bevidstgørelse i forældreskabet.

Når vi i Danmark tænker og taler om måden at være forældre på, bliver det ofte forbundet med en rolle, vi spiller over for vores børn.

Vi taler om vores rolle som mor eller vores rolle som far, og om vi har det godt eller svært i den rolle.

Det er problematisk, for det spænder ben for den ægte relation og levner ikke meget mulighed til at være os selv.

En modig veninde fortalte engang, at hun længe havde fortalt sig selv og alle andre, der ville lytte, hvordan hun havde det med at være blevet mor.

Hun fortalte, at bare fordi hun ikke elskede sin rolle som mor, betød det jo ikke, at hun ikke elskede sit barn.

Hun fortalte også, hvordan den største befrielse i hendes moderskab var at forstå, at det ikke handlede om en rolle, hun behøvede at spille over for sit barn, men om en dyb, livslang relation, hun ønskede at pleje. Hvordan det at forstå det ord “rolle”, hun havde brugt til at beskrive sin virkelighed, i virkeligheden satte hende fri.

Disse refleksioner er dyrebare. For som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby så mange gange har sagt, så spejler ordet sjælen.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Ynder vi at gå etymologisk til værks, finder vi hurtigt ud af, hvorfor der kan ligge en smerte forbundet i at tænke, føle og tale om forældreskabet som en rolle.

På dansk kommer ordet rolle via tysk fra fransk ’rôle’ og betyder “en karakter, spillet i en persons liv” og en “rulle papir, hvorpå en skuespillers del er nedskrevet”.

Det deler den samme rod som ’rulle’, som er beslægtet med det latinske ’rota’, altså ’hjul’. Denne rod danner så andre ord relateret til hjul og rulle, blandt andet ’chariot’ på sanskrit, som giver konnotationer til at “spænde noget for”.

Denne rod giver også betydninger som ’beskytte’, ’udøve magt’ og ’holde ved magt’. Betydninger, nogle måske kan genkende i deres praksis som forældre.

Tænker vi vores relationer med vores børn som sådan, kan der opleves en ubalance eller måske endda mangel på harmoni i den måde, vi deler livet med dem. Unægteligt kommer vi til at se os selv som noget uægte i forhold til dem. Som noget påtaget.

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan fejlbarligheden, ligheden og kærligheden vokse fra et mere sandt sted, og vi kan se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed.

Det gør en stor forskel i relationen. Men som sagt også i forhold til os selv. Og handler grundlæggende om de ting, vi selv har med os.

Vi kan med fordel spørge; hvem har jeg lært at være, og hvem ønsker jeg at blive? Når vi bliver bevidste om dette, åbner det for muligheden for at afdække og virkeliggøre vores værdier, anerkende vores indre barn, vores reaktionsmønstre og antagelser om livet.

På den måde kan vi revolutionere forældreskabet.

Tiden er kommet til at sætte vores børn fri ved at sætte os selv fri.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Dette indlæg er udtryk for Beatrice Savages og Søren Bjerrums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

af | feb 2, 2020

DEBAT

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor.

2. februar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor. 

Marta Gramstrup Wriedt er journalist og stifter af fødslen.dk.

Den 30. januar løb DR’s dokumentarserie Lortemor endnu en gang over skærmen. I dette afsnit møder vi Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at flytte fra Valby til Nørreballe på Lolland for at kunne gå hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

Vi stifter også bekendtskab med Laura fra Lisbjerg ved Aarhus, der gang på gang fortæller, hvordan hun konstant har dårlig samvittighed over at aflevere sine børn i institution og kæmper for at gøre deres dage der korte. Hun gør det klart, at hun efter endt uddannelse ikke ønsker et fuldtidsjob, så længe børnene er små.

Vinklen bliver ikke forfulgt yderligere, og vi får således ikke svar på, hvad hun føler, der står i vejen for drømmen om hjemmelivet.

I stedet bliver vi præsenteret for debattør og skribent på Zetland Sara Alfort, der som ekspert i programmet mener, at man kan være forældre på mange forskellige måder, men at vi generelt stiller store krav til os selv, og at vi ”lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning”.

Herefter pointerer forfatter Pia Fris Laneth, at vi har en tendens til at idyllisere fortidens husmødre. At vi har en forestilling om, at ”der var tid til at bage og lave leverpostej og passe børnene og sådan ro og ingen stress”. Og Sara Alfort stemmer i. Ifølge hende bilder vi os nemlig ind, at de bare ”sad og lavede krea-projekter med deres børn”.

Udtalelserne gør mig en anelse træt. Og på trods af Mie Leonhardt Husum Rinkens befriende tilstedeværelse bringer udsendelsen os ikke rigtig videre.

Sara Alfort har naturligvis ret i, at vi kan være gode forældre på forskellige måder. For det er vigtigt at pointere, at der ikke er én rigtig løsning. Men hendes og Pia Fris Laneths udtalelser viser med al tydelighed, at DR heller ikke denne gang har formået at finde eksperter, som reelt har sat sig ind i, hvad det vil sige at være hjemmegående anno 2020. Og hvorfor et stigende antal familier vælger den løsning. 

Jeg tør vove den påstand, at de færreste med ønsket om at gå hjemme har en illusion om ren idyl og sanselege dagen lang. Det er at negligere alvoren, når sådanne udtalelser ikke nuanceres.

Som hjemmegående kan jeg skrive under på, at det ikke er virkeligheden. Ej heller baggrunden for vores families valg.

Vi har valgt hjemmelivet, fordi vi lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning, for at bruge Sara Alforts egne ord.

Når vi vælger hjemmelivet, er det netop for børnenes skyld. Fordi vi er blevet mere bevidste om, hvad tilknytning betyder, og hvor ringe det – på grund af helt uacceptable normeringer og krav – står til i mange af landets institutioner. 

Vores valg er, som Mie Leonhardt Husum Rinken også udtrykker det så fint i programmet, ikke et fravalg af det virkelige liv, men et tilvalg af en anden livsstil, som giver meget mere mening. For os.

Jeg kan godt garantere, at det er de færreste hjemmegående, der ønsker at rulle samfundsudviklingen tilbage, sådan som det i debatter – og til en vis grad også i programmet her – bliver anført som et modargument for, og skræmmebillede i forhold til, hjemmelivet. 

Vi skal i min optik væk fra den forældede tankegang, der handler om, at det kun er mødre, der kan være hjemmegående, at et tilvalg af hjemmelivet vil sætte udviklingen og kvinderne tilbage til en dunkel fortid, og at vores økonomi ikke kan bære det.

Det danske samfund er bygget op om en model, hvor både kvinder og mænd er på arbejdsmarkedet. Vi har ikke råd til andet, lyder det. Men måske vi i stedet skal spørge, om det er det bedste for børnene? Om vi på sigt har råd til en model, hvor omsorg udliciteres, men ikke prioriteres. Om vi skal tilbyde vores børn, der synes mere pressede og mere stressede end nogensinde før, et alternativ. 

Det er bydende nødvendigt at tale om virkeligheden, som den er, og ikke som det er mest belejligt. Fordi andet gør lidt for ondt eller prikker til en dårlig samvittighed.

Hjemmelivet er muligvis ikke for alle. Og fred være med det. Men vi er nødt til at kunne tale om muligheden, uden at det bliver set som en idyllisering af fortiden eller en kritik af dem, der gør det anderledes.

Vi skal kunne tale om hjemmelivet på en måde, der giver mening, og ud fra det perspektiv, der har betydning.

Vores børns. 

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til mig på marta@foedslen.dk.

DEBAT

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor.

2. februar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor. 

Marta Gramstrup Wriedt er journalist og stifter af fødslen.dk.

Den 30. januar løb DR’s dokumentarserie Lortemor endnu en gang over skærmen. I dette afsnit møder vi Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at flytte fra Valby til Nørreballe på Lolland for at kunne gå hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

Vi stifter også bekendtskab med Laura fra Lisbjerg ved Aarhus, der gang på gang fortæller, hvordan hun konstant har dårlig samvittighed over at aflevere sine børn i institution og kæmper for at gøre deres dage der korte. Hun gør det klart, at hun efter endt uddannelse ikke ønsker et fuldtidsjob, så længe børnene er små.

Vinklen bliver ikke forfulgt yderligere, og vi får således ikke svar på, hvad hun føler, der står i vejen for drømmen om hjemmelivet.

I stedet bliver vi præsenteret for debattør og skribent på Zetland Sara Alfort, der som ekspert i programmet mener, at man kan være forældre på mange forskellige måder, men at vi generelt stiller store krav til os selv, og at vi ”lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning”.

Herefter pointerer forfatter Pia Fris Laneth, at vi har en tendens til at idyllisere fortidens husmødre. At vi har en forestilling om, at ”der var tid til at bage og lave leverpostej og passe børnene og sådan ro og ingen stress”. Og Sara Alfort stemmer i. Ifølge hende bilder vi os nemlig ind, at de bare ”sad og lavede krea-projekter med deres børn”.

Udtalelserne gør mig en anelse træt. Og på trods af Mie Leonhardt Husum Rinkens befriende tilstedeværelse bringer udsendelsen os ikke rigtig videre.

Sara Alfort har naturligvis ret i, at vi kan være gode forældre på forskellige måder. For det er vigtigt at pointere, at der ikke er én rigtig løsning. Men hendes og Pia Fris Laneths udtalelser viser med al tydelighed, at DR heller ikke denne gang har formået at finde eksperter, som reelt har sat sig ind i, hvad det vil sige at være hjemmegående anno 2020. Og hvorfor et stigende antal familier vælger den løsning. 

Jeg tør vove den påstand, at de færreste med ønsket om at gå hjemme har en illusion om ren idyl og sanselege dagen lang. Det er at negligere alvoren, når sådanne udtalelser ikke nuanceres.

Som hjemmegående kan jeg skrive under på, at det ikke er virkeligheden. Ej heller baggrunden for vores families valg.

Vi har valgt hjemmelivet, fordi vi lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning, for at bruge Sara Alforts egne ord.

Når vi vælger hjemmelivet, er det netop for børnenes skyld. Fordi vi er blevet mere bevidste om, hvad tilknytning betyder, og hvor ringe det – på grund af helt uacceptable normeringer og krav – står til i mange af landets institutioner. 

Vores valg er, som Mie Leonhardt Husum Rinken også udtrykker det så fint i programmet, ikke et fravalg af det virkelige liv, men et tilvalg af en anden livsstil, som giver meget mere mening. For os.

Jeg kan godt garantere, at det er de færreste hjemmegående, der ønsker at rulle samfundsudviklingen tilbage, sådan som det i debatter – og til en vis grad også i programmet her – bliver anført som et modargument for, og skræmmebillede i forhold til, hjemmelivet. 

Vi skal i min optik væk fra den forældede tankegang, der handler om, at det kun er mødre, der kan være hjemmegående, at et tilvalg af hjemmelivet vil sætte udviklingen og kvinderne tilbage til en dunkel fortid, og at vores økonomi ikke kan bære det.

Det danske samfund er bygget op om en model, hvor både kvinder og mænd er på arbejdsmarkedet. Vi har ikke råd til andet, lyder det. Men måske vi i stedet skal spørge, om det er det bedste for børnene? Om vi på sigt har råd til en model, hvor omsorg udliciteres, men ikke prioriteres. Om vi skal tilbyde vores børn, der synes mere pressede og mere stressede end nogensinde før, et alternativ. 

Det er bydende nødvendigt at tale om virkeligheden, som den er, og ikke som det er mest belejligt. Fordi andet gør lidt for ondt eller prikker til en dårlig samvittighed.

Hjemmelivet er muligvis ikke for alle. Og fred være med det. Men vi er nødt til at kunne tale om muligheden, uden at det bliver set som en idyllisering af fortiden eller en kritik af dem, der gør det anderledes.

Vi skal kunne tale om hjemmelivet på en måde, der giver mening, og ud fra det perspektiv, der har betydning.

Vores børns. 

Emmibaby

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til mig på marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

af | jan 8, 2020

LIVET MED BØRN

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

8. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg, fortæller Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at være hjemme med sine børn.

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar. Sammen med manden, Carsten, bor hun i Nørreballe på Lolland. Her flyttede de til i maj 2016 efter at have boet i Valby ved København. Du kan følge hende på Instagram og på bloggen frabypigetilbonderøv.

Hvordan vil du beskrive det liv, I havde i København, inden I tog jeres datter ud af vuggestuen og flyttede til Lolland?​
Inden vi tog springet, talte vi meget om det. Og vi var meget bevidste om, at vores datter ikke skulle være mange timer i vuggestue. Ikke fordi de ikke var søde, eller at vi ikke havde samme overbevisninger om institutionslivet, som vi har i dag. Men fordi vi gerne ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med hende. Carsten bad om at møde tidligere, så han kunne hente hende, når hun vågnede fra lur, og jeg var i starten i gang med uddannelse og blev senere selvstændig efter kortvarig ledighed. Så vi havde tidsmæssigt mulighed for at aflevere sent og hente tidligt. Derudover boede min mor i nærheden, og havde hende gerne en dag om ugen. Så vi har aldrig, udover nogle få gange, oplevet at være hængt op på tid.

Hvad var det, der gjorde, I besluttede jer for, at jeres børn skulle være hjemme, og hvorfor endte I på Lolland?​
Det var, og er stadig, på grund af et dybtfølt ønske om at være dem, som former børnene. En overbevisning om, at det, som sker i barndommen, spreder sig som ringe i vandet op gennem livet. Så vores holdning var, at hvis vi ønskede at have en markant indflydelse på vores børn, skulle vi sætte tid af til det. Det kom sig af en blanding af, at min mand havde lyttet til nogle filosoffer på YouTube om familieliv. Mine terapeutuddannelser og min tid som sosu-hjælper med terminale patienter spillede også en rolle. Det der med at forsøge at lave et tilbageblik og mærke efter – hvilket slags liv ønskede vi at se tilbage på? Og vi var ikke i tvivl om, at det for os skulle være et liv med nærvær, hvor familien betød mest. At det endte med at blive på Lolland, vi bosatte os, var et mere gennemregnet valg. Vi søgte efter meget lav kvadratmeterpris. Da vi ville skulle leve af Carstens ufaglærte løn, var økonomi en ret vigtig faktor. Vi ledte efter et sted med plads til at dyrke grøntsager og have lidt dyr. Vi tjekkede ejendomsskatter, kriminalitetsstatistik, overvejede distancer og så videre. Da vi besluttede, at Lolland-Falster ville kunne imødekomme de fleste af vores behov, fandt vi hurtigt vores drømmebolig. En af grundene til, vi valgte Lolland, var også, at vi ikke havde noget netværk der. Vi ville gerne lande i vores nye livsstil og begå fejl uden at føle, at vi var under for meget beskydning eller risikere at blive overrumplet af andres følelser og trække i land. Det ved jeg i dag, var og er det helt rigtige for os.

 
Hvordan tog venner og familie imod jeres beslutning?​
​I vores tidsalder lyder det nærmest nyreligiøst at ønske at tilbringe så meget tid sammen med sine børn. Og vi har haft mange og lange samtaler, diskussioner og grænsende til skænderier på grund af vores valg. “Du kan da ikke bare afskære dem fra al menneskelig kontakt”, er nok et af  de vildeste udbrud, jeg har måttet besvare. Jeg har brugt så urimelig meget tid og energi i forsøget på ikke at støde nogen med mit valg – også vores nærmeste. I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg. Det lyder jo egentlig skørt, at vi kan blive såret over, at andre har valgt en anden vej for deres familie. Det er min erfaring, at det for mange også føltes som et angreb. Et angreb på den måde, de har været forældre, eller den måde, de selv er opvokset på. Uanset hvad kan det virkelig være et minefelt. 
 
Hvordan er jeres hverdag i dag, og hvordan er “arbejdsfordelingen” din mand og dig imellem?​
Min mand arbejder 37 timer, men gudskelov i skiftehold. Så den ene uge er han hjemme i dagtimerne og den anden om eftermiddag/aften. Det vil sige, at vi flexer lidt, hvem der tager til legeaftaler og generelt tager sig af børnene. Jeg er dog på konstant. Med hensyn til det huslige arbejde tror jeg, vi er meget lig de fleste andre børnefamilier. Den, som først løber tør for tøj, sætter en maskinfuld over. Vi er også tit rørende uenige om, hvem der gør mest, men vi er et hold, og hvis den ene har det lidt stramt, så træder den anden til. Vi har ikke på nogen måde et ‘Bo Bedre’-hjem, selvom vores landsted klart har potentialet til det. Sandheden er bare, at børn, som er hjemme på fuld tid, også roder på fuld tid, og ingen af os lider af rengøringsvanvid. Så de voksnes ønske er faktisk på sigt at få økonomisk råderum til rengøringshjælp.
 
Hvilke reaktioner møder du fra omgivelserne?​
Der er som regel tre kategorier, når vi taler om reaktioner. ‘Entusiasten’ er enten en, som selv hjemmepasser eller drømmer om det. Det kan også være en fra den ældre generation, som enten har gjort noget lignende, eller ville ønske at have gjort det. Entusiasten spørger tit ind til værdier og i dybereliggende følelser. ‘Den høflige’ er den, som oftest ikke forstår valget og som for alt i verden ikke vil i konflikt eller rammes af sårbarhed, så de holder det overfladisk. Den høflige skøjter uden om kanterne og finder gerne tryghed i at tale i generaliseringer og så videre til vejret. ‘Skeptikeren’ har paraderne oppe fra det øjeblik, de hører, at man ikke “bidrager til samfundet”. De taler om kødgryder, privilegieblindhed, curling og bruger sætninger som “ingen har nogensinde taget skade af at komme ud af mors skørter”, og “hvad så hvis alle gjorde som dig, så ville samfundet kollapse”. Det lykkes sjældent at komme helt ind og tale om det, det rent faktisk handler om. Men når det gør, er det ren magi.
 
Du har valgt at blande dig i debatter om børn og institutionalisering. Hvorfor?​
Som nævnt forsøgte jeg tidligere at vise ekstremt meget hensyn, for at de, som valgte anderledes end jeg, ikke skulle blive stødt over mit valg. Men da jeg så dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ og efterfølgende forældre, som gik på gaden med børnene i favnen og råbte på en voksen, blev jeg ramt på vegne af børnene. Jeg blev ikke kun vred, som det nogle gange forstås. Jeg blev også ked af det og bekymret. Fordi jeg har været adskilt fra, hvad jeg mener, er en uhensigtsmæssigt børnekultur, så længe, at jeg ikke længere har noget i klemme, råber jeg højt og indimellem ikke så pænt. For det er så svært at trænge igennem den mur af indoktrinering om, at børn har bedst af at rette ind, være adskilt fra deres forældre, og at vi skal beskytte fællesskabet i højere grad end vores eget afkom. Ro, ordentlighed og renlighed gennemsyrer til stadighed systemets syn på børn på trods af, at man aldrig før har set så stor mistrivsel hos hverken børn eller voksne. Det er så sårbart, og jeg ser heller ikke mig selv fri for opdragelsesarvegodset og gammelt børnesyn. Jeg øver mig også. Jeg mener, at hvis vi ønsker hele mennesker ud på den anden side, så er vi nødt til at sadle om. Ikke kun for børnenes skyld, men også for vores egen. Jeg tror dog ikke, at det sker over en generation.
 
Er det planen, at jeres børn skal hjemmeskoles – og hvorfor?​
Ja, det er det. Fordi vi ikke er enige i den måde, man uddanner på. Vi mener, man her ser børn som tomme beholdere, der skal fyldes op, og sådan oplever jeg slet ikke børn. De er videbegærlige, innovative og kildekritiske. Vi skal bare lade være med at pille det ud af dem.
Det betyder ikke, at vores børn ikke skal lære basale færdigheder i gængse fag. Vores vej bliver bare noget anderledes, da vi bruger selvledet læring. Vi lever i en tid, hvor skolerne ikke længere har patent på viden. Med få klik er langt det meste tilgængeligt. Så det vigtigste, mine børn skal lære, er, hvad det vil sige at være menneske. For det lader til at være en af de sværeste nødder at knække i vor tid. Mange forældre siger, at de ville ikke kunne undervise selv. Men hvis de 11 år, du har tilbragt på din grunduddannelse, ikke har givet dig værktøjer til at fralære blandt andet basal matematik, hvorfor I alverden vil du så sende dit kæreste eje ned af samme vej? Vi taler tit om, hvilken verden vi overlader til vores børn, men alt for lidt om, hvilke børn vi overlader til verdenen.

LIVET MED BØRN

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

8. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg, fortæller Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at være hjemme med sine børn.

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar. Sammen med manden, Carsten, bor hun i Nørreballe på Lolland. Her flyttede de til i maj 2016 efter at have boet i Valby ved København. Du kan følge hende på Instagram og på bloggen frabypigetilbonderøv.

Hvordan vil du beskrive det liv, I havde i København, inden I tog jeres datter ud af vuggestuen og flyttede til Lolland?​
Inden vi tog springet, talte vi meget om det. Og vi var meget bevidste om, at vores datter ikke skulle være mange timer i vuggestue. Ikke fordi de ikke var søde, eller at vi ikke havde samme overbevisninger om institutionslivet, som vi har i dag. Men fordi vi gerne ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med hende. Carsten bad om at møde tidligere, så han kunne hente hende, når hun vågnede fra lur, og jeg var i starten i gang med uddannelse og blev senere selvstændig efter kortvarig ledighed. Så vi havde tidsmæssigt mulighed for at aflevere sent og hente tidligt. Derudover boede min mor i nærheden, og havde hende gerne en dag om ugen. Så vi har aldrig, udover nogle få gange, oplevet at være hængt op på tid.

Hvad var det, der gjorde, I besluttede jer for, at jeres børn skulle være hjemme, og hvorfor endte I på Lolland?​
Det var, og er stadig, på grund af et dybtfølt ønske om at være dem, som former børnene. En overbevisning om, at det, som sker i barndommen, spreder sig som ringe i vandet op gennem livet. Så vores holdning var, at hvis vi ønskede at have en markant indflydelse på vores børn, skulle vi sætte tid af til det. Det kom sig af en blanding af, at min mand havde lyttet til nogle filosoffer på YouTube om familieliv. Mine terapeutuddannelser og min tid som sosu-hjælper med terminale patienter spillede også en rolle. Det der med at forsøge at lave et tilbageblik og mærke efter – hvilket slags liv ønskede vi at se tilbage på? Og vi var ikke i tvivl om, at det for os skulle være et liv med nærvær, hvor familien betød mest. At det endte med at blive på Lolland, vi bosatte os, var et mere gennemregnet valg. Vi søgte efter meget lav kvadratmeterpris. Da vi ville skulle leve af Carstens ufaglærte løn, var økonomi en ret vigtig faktor. Vi ledte efter et sted med plads til at dyrke grøntsager og have lidt dyr. Vi tjekkede ejendomsskatter, kriminalitetsstatistik, overvejede distancer og så videre. Da vi besluttede, at Lolland-Falster ville kunne imødekomme de fleste af vores behov, fandt vi hurtigt vores drømmebolig. En af grundene til, vi valgte Lolland, var også, at vi ikke havde noget netværk der. Vi ville gerne lande i vores nye livsstil og begå fejl uden at føle, at vi var under for meget beskydning eller risikere at blive overrumplet af andres følelser og trække i land. Det ved jeg i dag, var og er det helt rigtige for os.

 
Hvordan tog venner og familie imod jeres beslutning?​
​I vores tidsalder lyder det nærmest nyreligiøst at ønske at tilbringe så meget tid sammen med sine børn. Og vi har haft mange og lange samtaler, diskussioner og grænsende til skænderier på grund af vores valg. “Du kan da ikke bare afskære dem fra al menneskelig kontakt”, er nok et af  de vildeste udbrud, jeg har måttet besvare. Jeg har brugt så urimelig meget tid og energi i forsøget på ikke at støde nogen med mit valg – også vores nærmeste. I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg. Det lyder jo egentlig skørt, at vi kan blive såret over, at andre har valgt en anden vej for deres familie. Det er min erfaring, at det for mange også føltes som et angreb. Et angreb på den måde, de har været forældre, eller den måde, de selv er opvokset på. Uanset hvad kan det virkelig være et minefelt. 
 
Hvordan er jeres hverdag i dag, og hvordan er “arbejdsfordelingen” din mand og dig imellem?​
Min mand arbejder 37 timer, men gudskelov i skiftehold. Så den ene uge er han hjemme i dagtimerne og den anden om eftermiddag/aften. Det vil sige, at vi flexer lidt, hvem der tager til legeaftaler og generelt tager sig af børnene. Jeg er dog på konstant. Med hensyn til det huslige arbejde tror jeg, vi er meget lig de fleste andre børnefamilier. Den, som først løber tør for tøj, sætter en maskinfuld over. Vi er også tit rørende uenige om, hvem der gør mest, men vi er et hold, og hvis den ene har det lidt stramt, så træder den anden til. Vi har ikke på nogen måde et ‘Bo Bedre’-hjem, selvom vores landsted klart har potentialet til det. Sandheden er bare, at børn, som er hjemme på fuld tid, også roder på fuld tid, og ingen af os lider af rengøringsvanvid. Så de voksnes ønske er faktisk på sigt at få økonomisk råderum til rengøringshjælp.
 
Hvilke reaktioner møder du fra omgivelserne?​
Der er som regel tre kategorier, når vi taler om reaktioner. ‘Entusiasten’ er enten en, som selv hjemmepasser eller drømmer om det. Det kan også være en fra den ældre generation, som enten har gjort noget lignende, eller ville ønske at have gjort det. Entusiasten spørger tit ind til værdier og i dybereliggende følelser. ‘Den høflige’ er den, som oftest ikke forstår valget og som for alt i verden ikke vil i konflikt eller rammes af sårbarhed, så de holder det overfladisk. Den høflige skøjter uden om kanterne og finder gerne tryghed i at tale i generaliseringer og så videre til vejret. ‘Skeptikeren’ har paraderne oppe fra det øjeblik, de hører, at man ikke “bidrager til samfundet”. De taler om kødgryder, privilegieblindhed, curling og bruger sætninger som “ingen har nogensinde taget skade af at komme ud af mors skørter”, og “hvad så hvis alle gjorde som dig, så ville samfundet kollapse”. Det lykkes sjældent at komme helt ind og tale om det, det rent faktisk handler om. Men når det gør, er det ren magi.
 
Champs of Denmark
 
Du har valgt at blande dig i debatter om børn og institutionalisering. Hvorfor?​
Som nævnt forsøgte jeg tidligere at vise ekstremt meget hensyn, for at de, som valgte anderledes end jeg, ikke skulle blive stødt over mit valg. Men da jeg så dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ og efterfølgende forældre, som gik på gaden med børnene i favnen og råbte på en voksen, blev jeg ramt på vegne af børnene. Jeg blev ikke kun vred, som det nogle gange forstås. Jeg blev også ked af det og bekymret. Fordi jeg har været adskilt fra, hvad jeg mener, er en uhensigtsmæssigt børnekultur, så længe, at jeg ikke længere har noget i klemme, råber jeg højt og indimellem ikke så pænt. For det er så svært at trænge igennem den mur af indoktrinering om, at børn har bedst af at rette ind, være adskilt fra deres forældre, og at vi skal beskytte fællesskabet i højere grad end vores eget afkom. Ro, ordentlighed og renlighed gennemsyrer til stadighed systemets syn på børn på trods af, at man aldrig før har set så stor mistrivsel hos hverken børn eller voksne. Det er så sårbart, og jeg ser heller ikke mig selv fri for opdragelsesarvegodset og gammelt børnesyn. Jeg øver mig også. Jeg mener, at hvis vi ønsker hele mennesker ud på den anden side, så er vi nødt til at sadle om. Ikke kun for børnenes skyld, men også for vores egen. Jeg tror dog ikke, at det sker over en generation.
 
Er det planen, at jeres børn skal hjemmeskoles – og hvorfor?​
Ja, det er det. Fordi vi ikke er enige i den måde, man uddanner på. Vi mener, man her ser børn som tomme beholdere, der skal fyldes op, og sådan oplever jeg slet ikke børn. De er videbegærlige, innovative og kildekritiske. Vi skal bare lade være med at pille det ud af dem.
Det betyder ikke, at vores børn ikke skal lære basale færdigheder i gængse fag. Vores vej bliver bare noget anderledes, da vi bruger selvledet læring. Vi lever i en tid, hvor skolerne ikke længere har patent på viden. Med få klik er langt det meste tilgængeligt. Så det vigtigste, mine børn skal lære, er, hvad det vil sige at være menneske. For det lader til at være en af de sværeste nødder at knække i vor tid. Mange forældre siger, at de ville ikke kunne undervise selv. Men hvis de 11 år, du har tilbragt på din grunduddannelse, ikke har givet dig værktøjer til at fralære blandt andet basal matematik, hvorfor I alverden vil du så sende dit kæreste eje ned af samme vej? Vi taler tit om, hvilken verden vi overlader til vores børn, men alt for lidt om, hvilke børn vi overlader til verdenen.

LÆS OGSÅ

Er det sundt at blive ensrettet og adfærdsreguleret hver dag i 10 år?

af | dec 16, 2019

DEBAT

Er det sundt at blive ensrettet og adfærdsreguleret hver dag i 10 år?

Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender som jeg som passive tilhængere af eksistensen, skriver Mads Leif, der står bag Learning Mission.

16. december 2019 | Af Mads Leif | Foto: Liv Isadrema

Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender, ligesom jeg, som passive tilhængere af eksistensen, skriver Mads Leif, der står bag Learning Mission.

Mads Leif står bag græsrodsorganisationen Learning Mission, hvis mål er at accelerere transformationen af skolesystemet gennem blandt andet folkeoplysning, et online læringsunivers og udformning af en transformationsplan for landets folkeskoler. Du kan læse mere her.

Da jeg startede i skole, mistede jeg langsomt meningen med livet.

Min energi, lærelyst og iderighed forsvandt gradvist gennem den unødvendige disciplinering og adfærdsregulering, der fandt sted. Jeg gik fra at være eksisterende til at blive iagttager af eksistensen.

Jeg led af lavt selvværd og mistillid til mig selv og omverden. Alle de unødvendige nederlag i skolen fik mig til at føle mig utilstrækkelig, og alt i mit liv blev påvirket af meningsløsheden.

Da jeg havde afsluttet folkeskolen og gymnasiet, brugte jeg mange år på at finde mig selv og aflære de principper, jeg delvist havde fået lært i min skoletid. Efterfølgende har jeg lært én ting, der er langt vigtigere end alt, hvad jeg lærte i skolen: At motivere og dedikere mig selv.

Jeg ønsker ikke, det, der sket for mig, skal ske for andre børn. 

Derfor har jeg taget initiativ til Learning Mission, og vores mål er at ende ensretningsmaskinen. Det er på tide, at vi som samfund accepterer, at børn er forskellige. Vores arbejde stopper først, når børn ikke længere bliver forpligtet til at lære.

Skolesystemet adfærdsregulerer og ensretter børn, og det er sørgeligt og kontraproduktivt for både børn og samfund.

Det er fantastisk, hvad vi kan udrette, når vores energi er bevaret. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte vores børn.

Et af hovedproblemerne med tilpasningen er, at vi bliver skolet væk fra eksistensen. Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender, ligesom jeg, som passive tilhængere af eksistensen. Det er tydeligt, når man bevæger sig rundt

Det er sundere og sjovere at lære gennem vejledning og inspiration, og det er tydeligt, at et stigende antal friskoler og læringsmiljøer er begyndt at bruge disse naturlige metoder. Transformationen af skolesystemet er allerede i gang. Jeg vil bare være med til at accelerere den. Og hjælpe med at gøre Danmark til et foregangsland.

For det enkelte barn er løsningen simpel. Vi skal have tillid til ikke at kende endemålet for det enkelte barns uddannelse.

Vi skal betragte børn som flammer, der skal bevares. Børn er ikke beholdere, der skal fyldes (med den samme information).

Vi er forskellige.

Det må fremtidens læringsmiljøer anerkende.

Mit håb, og det, jeg arbejder for, er, at vi i fremtiden afstår fra at tilpasse børn til skolen. I stedet tilpasser vi læringsmiljøet til det enkelte barn.

Verden udvikler sig i højt tempo, og vi er nødt til at inspirere og vejlede og have tillid til børns egne intuitive drifter. Det bliver fantastisk, når vi når dertil.

Jeg glæder mig.

Dette indlæg er udtryk for Mads Leifs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Er det sundt at blive ensrettet og adfærdsreguleret hver dag i 10 år?

Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender som jeg som passive tilhængere af eksistensen, skriver Mads Leif, der står bag Learning Mission.

16. december 2019 | Af Mads Leif | Foto: Liv Isadrema

Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender, ligesom jeg, som passive tilhængere af eksistensen, skriver Mads Leif, der står bag Learning Mission.

Mads Leif står bag græsrodsorganisationen Learning Mission, hvis mål er at accelerere transformationen af skolesystemet gennem blandt andet folkeoplysning, et online læringsunivers og udformning af en transformationsplan for landets folkeskoler. Du kan læse mere her.

Da jeg startede i skole, mistede jeg langsomt meningen med livet.

Min energi, lærelyst og iderighed forsvandt gradvist gennem den unødvendige disciplinering og adfærdsregulering, der fandt sted. Jeg gik fra at være eksisterende til at blive iagttager af eksistensen.

Jeg led af lavt selvværd og mistillid til mig selv og omverden. Alle de unødvendige nederlag i skolen fik mig til at føle mig utilstrækkelig, og alt i mit liv blev påvirket af meningsløsheden.

Da jeg havde afsluttet folkeskolen og gymnasiet, brugte jeg mange år på at finde mig selv og aflære de principper, jeg delvist havde fået lært i min skoletid. Efterfølgende har jeg lært én ting, der er langt vigtigere end alt, hvad jeg lærte i skolen: At motivere og dedikere mig selv.

Jeg ønsker ikke, det, der sket for mig, skal ske for andre børn. 

Derfor har jeg taget initiativ til Learning Mission, og vores mål er at ende ensretningsmaskinen. Det er på tide, at vi som samfund accepterer, at børn er forskellige. Vores arbejde stopper først, når børn ikke længere bliver forpligtet til at lære.

Skolesystemet adfærdsregulerer og ensretter børn, og det er sørgeligt og kontraproduktivt for både børn og samfund.

Det er fantastisk, hvad vi kan udrette, når vores energi er bevaret. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte vores børn.

Et af hovedproblemerne med tilpasningen er, at vi bliver skolet væk fra eksistensen. Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender, ligesom jeg, som passive tilhængere af eksistensen. Det er tydeligt, når man bevæger sig rundt

Det er sundere og sjovere at lære gennem vejledning og inspiration, og det er tydeligt, at et stigende antal friskoler og læringsmiljøer er begyndt at bruge disse naturlige metoder. Transformationen af skolesystemet er allerede i gang. Jeg vil bare være med til at accelerere den. Og hjælpe med at gøre Danmark til et foregangsland.

For det enkelte barn er løsningen simpel. Vi skal have tillid til ikke at kende endemålet for det enkelte barns uddannelse.

Vi skal betragte børn som flammer, der skal bevares. Børn er ikke beholdere, der skal fyldes (med den samme information).

Vi er forskellige.

Det må fremtidens læringsmiljøer anerkende.

Mit håb, og det, jeg arbejder for, er, at vi i fremtiden afstår fra at tilpasse børn til skolen. I stedet tilpasser vi læringsmiljøet til det enkelte barn.

Verden udvikler sig i højt tempo, og vi er nødt til at inspirere og vejlede og have tillid til børns egne intuitive drifter. Det bliver fantastisk, når vi når dertil.

Jeg glæder mig.

Dette indlæg er udtryk for Mads Leifs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ