Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst

af | jan 1, 2024

ANMELDELSE

Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

1. januar 2024 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Muusmann

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

ANMELDELSE Dit barn – dine beslutninger er en bog, jeg håber, jordemødre og andre med kontakt til vordende og nybagte forældre vil uddele rundhåndet.

For udover at være kort, skrevet i et enkelt og letforståeligt sprog, peger den også på andre veje og måder at gøre tingene på end dem, vi ofte støder på i det etablerede sundhedssystem og samfundet generelt.

Kærlige alternativer, kalder forfatter Camilla Willumsen det meget dækkende selv.

Og dem er der i den grad brug for.

For som kommende eller nybagte forældre kan vi let komme til at handle ud fra andres forventninger, nedarvede mønstre eller samfundets normer frem for, hvad der føles rigtigt for lige netop os og vores børn.

Dit barn – dine beslutninger er derfor en lille tiltrængt perle, som rummer lige netop nok viden og input til at sætte nye tanker og følelser i gang – eller bakke op om nogen, som måske allerede er der, men ikke tidligere er blevet mødt.

“Du behøver ikke diske op med en akademisk eller forskningsbaseret argumentation for dine valg. Du har ret til at træffe dine valg, og du skylder ikke andre at forsvare dem.”

 
Camilla Willumsen

Med hjælp fra flere dygtige fagfolk kommer Camilla Willumsen således også omkring stort alle de aspekter af fødsel, graviditet og moderskab, jeg selv gerne ville have været introduceret for tidligere i mit eget moderskab.

For eksempel bidrager psykolog og spædbarnsterapeut Henrik Dybvad med et afsnit om fostrets og fødslens psykologi og tydeliggør klart, hvor vigtig tiden inden, barnet bliver født, også er. Anne Ruby, der er privat jordemoder og hypnoterapeut, skriver om, hvilke overvejelser man kan gøre sig inden fødslen for at tage ejerskab over den. Og læge Nanna-Marie Bjerre skriver om navlesnorens funktion og fordelene ved sen afnavling. 

Bogen rummer dog også kapitler om blandt andet rebozo-massage, doula-effekten, hjemmefødsel, amning og brug af sundhedsplejerske samt læge efter fødslen.

Det hele kædes sammen af Camilla Willumsens egne oplevelser og erfaringer med en traumatisk fødsel i 2011 og en – på den anden side – helende og transformerende fødsel igen i 2015.

Det, sammen de med korte kapitler, der hver især kan ses som appetizere, hvorfra man selv kan opsøge yderligere og uddybende viden, hvis det ønskes, fungerer virkelig godt og understreger kun bogens budskab.

For som Camilla Willumsen selv skriver:

”Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst. Hvis du fx oplever, at dit barn har behov for at blive ammet om natten, så har det nok det. Du ved meget mere om dit barns behov, end du måske tror. Det er nok en viden, der til dels er ordløs, men de gør den ikke mindre sand. Du behøver ikke diske op med en akademisk eller forskningsbaseret argumentation for dine valg. Du har ret til at træffe dine valg, og du skylder ikke andre at forsvare dem.”

Dit barn – dine beslutninger er den blide hånd i ryggen, der støtter dig i tage din autoritet tilbage og stole på egne forældreevner, og den har været manglet.

ANMELDELSE

Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

1. januar 2024 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Muusmann

 

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

 

ANMELDELSE Dit barn – dine beslutninger er en bog, jeg håber, jordemødre og andre med kontakt til vordende og nybagte forældre vil uddele rundhåndet.

For udover at være kort, skrevet i et enkelt og letforståeligt sprog, peger den også på andre veje og måder at gøre tingene på end dem, vi ofte støder på i det etablerede sundhedssystem og samfundet generelt.

Kærlige alternativer, kalder forfatter Camilla Willumsen det meget dækkende selv.

Og dem er der i den grad brug for.

For som kommende eller nybagte forældre kan vi let komme til at handle ud fra andres forventninger, nedarvede mønstre eller samfundets normer frem for, hvad der føles rigtigt for lige netop os og vores børn.

Dit barn – dine beslutninger er derfor en lille tiltrængt perle, som rummer lige netop nok viden og input til at sætte nye tanker og følelser i gang – eller bakke op om nogen, som måske allerede er der, men ikke tidligere er blevet mødt.

“Du behøver ikke diske op med en akademisk eller forskningsbaseret argumentation for dine valg. Du har ret til at træffe dine valg, og du skylder ikke andre at forsvare dem.”

 
Camilla Willumsen

Med hjælp fra flere dygtige fagfolk kommer Camilla Willumsen således også omkring stort alle de aspekter af fødsel, graviditet og moderskab, jeg selv gerne ville have været introduceret for tidligere i mit eget moderskab.

For eksempel bidrager psykolog og spædbarnsterapeut Henrik Dybvad med et afsnit om fostrets og fødslens psykologi og tydeliggør klart, hvor vigtig tiden inden, barnet bliver født, også er. Anne Ruby, der er privat jordemoder og hypnoterapeut, skriver om, hvilke overvejelser man kan gøre sig inden fødslen for at tage ejerskab over den. Og læge Nanna-Marie Bjerre skriver om navlesnorens funktion og fordelene ved sen afnavling. 

Bogen rummer dog også kapitler om blandt andet rebozo-massage, doula-effekten, hjemmefødsel, amning og brug af sundhedsplejerske samt læge efter fødslen.

Det hele kædes sammen af Camilla Willumsens egne oplevelser og erfaringer med en traumatisk fødsel i 2011 og en – på den anden side – helende og transformerende fødsel igen i 2015.

Det, sammen de med korte kapitler, der hver især kan ses som appetizere, hvorfra man selv kan opsøge yderligere og uddybende viden, hvis det ønskes, fungerer virkelig godt og understreger kun bogens budskab.

For som Camilla Willumsen selv skriver:

”Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst. Hvis du fx oplever, at dit barn har behov for at blive ammet om natten, så har det nok det. Du ved meget mere om dit barns behov, end du måske tror. Det er nok en viden, der til dels er ordløs, men de gør den ikke mindre sand. Du behøver ikke diske op med en akademisk eller forskningsbaseret argumentation for dine valg. Du har ret til at træffe dine valg, og du skylder ikke andre at forsvare dem.”

Dit barn – dine beslutninger er den blide hånd i ryggen, der støtter dig i tage din autoritet tilbage og stole på egne forældreevner, og den har været manglet.

 

Dit barn – dine beslutninger: Holistiske veje igennem graviditet, fødsel og barnets første år er skrevet af Camilla Willumsen, som også står bag moderskaber.dk. Bogen udkom i november 2023 og kan købes HER (affiliate link).

 I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

 

LÆS OGSÅ

Du kan ikke se lyset brænde stærkt, før mørket falder på

af | nov 13, 2023

HEALING

Du kan ikke se lyset brænde stærkt, før mørket falder på

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden, skriver Abi Frost.

13. september 2023 | Af Abi Frost | Foto: Pixabay

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Sommeren er gået på hæld, og vi går mod mørkere tider. Det er naturens såvel som livets gang: For at der kan være lys, må der også være mørke.

Det er en naturlig cyklus, som er gældende i mange henseender. Lys og mørk, dag og nat, rart og u-rart, indre og ydre, synligt og usynligt.

Problemet er blot, at vi i dag lever på en måde, hvor vi har mere fokus på lyset og lyst end på mørket – i hvert fald hvis vi kigger på det åndelige plan.

Mørket er blevet en udskældt del af helheden. Mørket er blevet noget, vi frygter. Noget, vi løber fra, og noget, vi tror, vi for alt i verden skal forsøge at undgå.

Mørket er i vores tid ikke velkomment. For det er ikke kønt. Det sælger ikke og skal helst gemmes væk.

I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.

Hele generationer har måttet ”klemme ballerne sammen” og tørre tårerne bort. De har ikke lært at forholde sig til mørket, for mørke, vrede, sorg og ”negative” følelser har ikke været velkomne.

Vi higer i stedet efter lyset, der er blevet en slags synonym med frelse og forløsning.

I den jagt glemmer vi blot, at vi ikke kan finde lyset eller blive oplyste, hvis vi ikke først tør gå gennem mørket og blive venner med det. Vi kan ikke kun dyrke lyset. Vi kan ikke kun have dag, og vi kan ikke kun have succes. Der skal være plads til mørket, nætterne og læring. Vi har brug for begge dele.

“I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.”

 
Abi Frost

Der er ingen vej udenom, for mørket findes i os alle. I vores sorger, vores traumer og vores frygt. Både det tillærte, det, vi har erfaret igennem et levet liv, og via den bagage, vores sjæl har med sig.

Hvis vi løber fra det, løber vi fra dele af os selv, og dermed føler vi os aldrig som de hele væsner, vi er. Vi bliver splittede og får svært ved at mærke os selv. Vores nervesystem vil blive overbelastet, fordi vi prøver at overdøve ”larmen” fra mørket. Vi forholder os ganske enkelt ikke til helheden indeni.

Mørket vil altid komme snigende på den ene eller anden måde og gøre opmærksom på sin eksistens. Mørket – eller sorgen, smerten, ensomheden og vreden – manifesterer sig lige meget, hvor meget du undertrykker det. Det vil være der og kræve sin tid og plads. Og jo længere tid, du venter på at møde det, jo mere insisterende vil det være.

Stress, depression, udbrændthed og angst er alle tydelige tegn på, at mørket har taget over. Det, nogle vil kalde folkesygdomme, er for mig tydelige tegn på, at vi gør noget forkert eller jagter noget uopnåeligt. At vi løber efter lyset. Og jo længere tid, vi gør det – og fornægter mørket – desto mere vil netop mørket fylde og kræve af os.

Men hvad mon der ville ske, hvis vi turde sætte os med ubehaget i mørket og blot tillade, at det var der? Hvilke sandheder om os selv ville vi erfare? Hvilke følelser ville vi komme i kontakt med? Hvad ville vores ”dæmoner” fortælle os, hvis de fik lov?

I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. Hvis ikke vi tør have dårlige dage, hvordan skal vi da kunne opleve de gode? Hvis ikke vi giver os selv lov at mærke vreden, hvordan ved vi da, hvad indre ild er og kan? Hvis ikke vi tør overgive os til sorgen, hvordan ved vi da, hvad forløsningen føles som?

“I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. “

 
Abi Frost

Vi kan ikke bevæge os ind i en mere oplyst tilstand, hvis vi ikke tør vandre igennem mørket. Præcis som du ikke kan se, om lyset brænder stærkt, før mørket falder på.

Livet består af lys og mørke. Livet består af opture og nedture. Livet består af lykke og sorg. Det hele er der, og det hele skal have sin plads. Og når først vi tør favne mørket, vil lyset blive så meget smukkere.

Mit ønske er derfor, at vi her og nu og i fremtiden bliver bedre til at møde og gøre plads til begge dele. For:

Tænk, hvis det blev anset som normalt at have både gode og dårlige dage.

Tænk, hvis de dårlige ikke skulle fixes, men rummes og æres.

Tænk, hvis vi havde et samfund, hvor det var muligt at græde i offentligheden, uden at skyld og skam var en naturlig følgesvend.

Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet.

Tænk, hvis fejl blev anset som en del af vejen til succes.

Tænk, hvis mørket blev anset som lige så vigtigt som lyset.

“Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet. “

 
Abi Frost

Tænk, hvis vi ikke delte verden op i godt/rigtigt og dårligt/forkert.

Tænk, hvis vi var her for at opleve det hele.

Tænk, hvis mørket var her for at vise os lyset!

HEALING

Du kan ikke se lyset brænde stærkt, før mørket falder på

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden, skriver Abi Frost.

13. september 2023 | Af Abi Frost | Foto: Pixabay

 

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

 

Sommeren er gået på hæld, og vi går mod mørkere tider. Det er naturens såvel som livets gang: For at der kan være lys, må der også være mørke.

Det er en naturlig cyklus, som er gældende i mange henseender. Lys og mørk, dag og nat, rart og u-rart, indre og ydre, synligt og usynligt.

Problemet er blot, at vi i dag lever på en måde, hvor vi har mere fokus på lyset og lyst end på mørket – i hvert fald hvis vi kigger på det åndelige plan.

Mørket er blevet en udskældt del af helheden. Mørket er blevet noget, vi frygter. Noget, vi løber fra, og noget, vi tror, vi for alt i verden skal forsøge at undgå.

Mørket er i vores tid ikke velkomment. For det er ikke kønt. Det sælger ikke og skal helst gemmes væk.

I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.

Hele generationer har måttet ”klemme ballerne sammen” og tørre tårerne bort. De har ikke lært at forholde sig til mørket, for mørke, vrede, sorg og ”negative” følelser har ikke været velkomne.

Vi higer i stedet efter lyset, der er blevet en slags synonym med frelse og forløsning.

I den jagt glemmer vi blot, at vi ikke kan finde lyset eller blive oplyste, hvis vi ikke først tør gå gennem mørket og blive venner med det. Vi kan ikke kun dyrke lyset. Vi kan ikke kun have dag, og vi kan ikke kun have succes. Der skal være plads til mørket, nætterne og læring. Vi har brug for begge dele.

“I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.”

 
Abi Frost

Der er ingen vej udenom, for mørket findes i os alle. I vores sorger, vores traumer og vores frygt. Både det tillærte, det, vi har erfaret igennem et levet liv, og via den bagage, vores sjæl har med sig.

Hvis vi løber fra det, løber vi fra dele af os selv, og dermed føler vi os aldrig som de hele væsner, vi er. Vi bliver splittede og får svært ved at mærke os selv. Vores nervesystem vil blive overbelastet, fordi vi prøver at overdøve ”larmen” fra mørket. Vi forholder os ganske enkelt ikke til helheden indeni.

Mørket vil altid komme snigende på den ene eller anden måde og gøre opmærksom på sin eksistens. Mørket – eller sorgen, smerten, ensomheden og vreden – manifesterer sig lige meget, hvor meget du undertrykker det. Det vil være der og kræve sin tid og plads. Og jo længere tid, du venter på at møde det, jo mere insisterende vil det være.

Stress, depression, udbrændthed og angst er alle tydelige tegn på, at mørket har taget over. Det, nogle vil kalde folkesygdomme, er for mig tydelige tegn på, at vi gør noget forkert eller jagter noget uopnåeligt. At vi løber efter lyset. Og jo længere tid, vi gør det – og fornægter mørket – desto mere vil netop mørket fylde og kræve af os.

Men hvad mon der ville ske, hvis vi turde sætte os med ubehaget i mørket og blot tillade, at det var der? Hvilke sandheder om os selv ville vi erfare? Hvilke følelser ville vi komme i kontakt med? Hvad ville vores ”dæmoner” fortælle os, hvis de fik lov?

I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. Hvis ikke vi tør have dårlige dage, hvordan skal vi da kunne opleve de gode? Hvis ikke vi giver os selv lov at mærke vreden, hvordan ved vi da, hvad indre ild er og kan? Hvis ikke vi tør overgive os til sorgen, hvordan ved vi da, hvad forløsningen føles som?

“I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. “

 
Abi Frost

Vi kan ikke bevæge os ind i en mere oplyst tilstand, hvis vi ikke tør vandre igennem mørket. Præcis som du ikke kan se, om lyset brænder stærkt, før mørket falder på.

Livet består af lys og mørke. Livet består af opture og nedture. Livet består af lykke og sorg. Det hele er der, og det hele skal have sin plads. Og når først vi tør favne mørket, vil lyset blive så meget smukkere.

Mit ønske er derfor, at vi her og nu og i fremtiden bliver bedre til at møde og gøre plads til begge dele. For:

Tænk, hvis det blev anset som normalt at have både gode og dårlige dage.

Tænk, hvis de dårlige ikke skulle fixes, men rummes og æres.

Tænk, hvis vi havde et samfund, hvor det var muligt at græde i offentligheden, uden at skyld og skam var en naturlig følgesvend.

Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet.

Tænk, hvis fejl blev anset som en del af vejen til succes.

Tænk, hvis mørket blev anset som lige så vigtigt som lyset.

“Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet. “

 
Abi Frost

Tænk, hvis vi ikke delte verden op i godt/rigtigt og dårligt/forkert.

Tænk, hvis vi var her for at opleve det hele.

Tænk, hvis mørket var her for at vise os lyset!

LÆS OGSÅ

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født

af | maj 1, 2023

FADERSKAB

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født  

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

1. maj 2023 | Af Tobias Anker Stripp | Foto: Privat

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

Tobias Anker Stripp er læge, reiki-healer og forsker. Han er aktuelt phd.-studerende på Syddansk Universitet, hvor han forsker i eksistentiel og åndelig omsorg, sammenhænge mellem tro og helbred samt nærdødsoplevelser. Læs mere her eller følg han på Instagram.

Indtil min datter kom til verden en kold oktobernat sidste år, havde jeg levet med en forestilling om, at mænd og kvinder kunne det samme. Både mentalt og socialt havde jeg i flere år arbejdet aktivt på at forsøge at nedbryde den betydning, jeg gav mit biologiske køn.

Jeg følte også, at jeg – efter en større eksistentiel krise – var et sted, hvor jeg endelig havde en klar ide om, hvor jeg var på vej hen i mit liv, hvad der var vigtigt for mig, og hvad der var det største formål for mig i mit liv.

Men alle disse forestillinger fik min datter rusket godt og grundigt op i.

Allerede i graviditeten måtte jeg sande, at min hustru langt hurtigere end jeg var klar til at italesætte og forberede fødslen, fordi hun så tydeligt mærkede graviditeten og forandringerne på egen krop.

Men selve fødslen, der var en både voldsom og fantastisk oplevelse, satte en tyk streg under dette.

Som mand var der jo nogle ting, jeg ikke kunne rent biologisk. For mig var det derfor en vekselvirkning mellem, at jeg følte mig helt og aldeles overflødig for dernæst at mærke, at jeg var helt nødvendig. Der var en naturgiven ansvarsfordeling, som jeg ikke kunne påvirke, hvor end jeg gerne ville.

Jeg kunne ikke føde min datter – det var min hustrus opgave. Jeg kunne ikke tage smerten, men trykke i lænden, hver gang der kom en ve, og jeg kunne støtte, opmuntre og hente snacks, som ikke blev spist – det var min opgave.

Det var en stærk, men også udfordrende forudsætning at læne sig ind i, og en meget livsændrende oplevelse på mange planer.

Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst. Under transformationen til far oplevede jeg for alvor, at vi – mænd og kvinder – er udstyret med forskellige evner her i verden.

“Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst.”

 
Tobias Anker Stripp

Selvfølgelig kan forskellen på mænd og kvinder variere, og der er nogle stereotyper, der bestemt ikke er frugtbare og ofte decideret destruktive at holde fast i og misbruge til forskellige formål. Det er også klart, at verden i dag kan se ud på mange måder, som ikke er så domineret af de biologiske forudsætninger, og at man kan have familier i mange forskellige konstellationer, som ikke er relateret til biologisk køn, ligesom der kan være individuelle variationer og mange frihedsgrader i, hvordan man bevæger sig ind over de forskellige køns virkeområder. Både når det kommer til fysisk væren, åndelig kapacitet og det seksuelle.

Men for mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv.

For godt nok var vi begge meget opmærksomme på, at min datter og jeg havde meningsfyldt samvær, når jeg var hjemme. Og jeg brugte meget tid på at have hende nøgen på mit bryst, trøste og putte, ligesom jeg oplevede det som noget helt specielt og meget rørende, når jeg kunne give hende flaske, de gange min hustru ikke var hjemme. Men igen havde min hustru en anden opgave – som jeg ikke kunne løse. Min opgave var at gå på arbejde. Hendes opgave var at passe og amme vores datter.

Til gengæld havde jeg en frihed, som min hustru ikke oplevede.

“For mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv”

 
Tobias Anker Stripp

Jeg kunne tage på arbejde og drikke en kop kaffe i en pause uden at blive afbrudt, eller jeg kunne let cykle forbi en kammerat.

De privilegier havde min hustru ikke. Hun var mere ”bundet” af vores datter, og på mange måder oplevede jeg, at grænserne mellem dem blev fuldstændig udviskede.

For når man aldrig er alene med sig selv og sit eget energifelt, er det meget svært at adskille sig selv fra andre og identificere, hvordan man egentlig har det. Hun havde derfor en stor længsel efter frihed og det at mærke sig selv.

Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder. Hvilket hun slet ikke havde noget at give af, fordi hun hele tiden gav noget til andre og aldrig havde noget til sig selv.

“Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder.”

 
Tobias Anker Stripp

Det var hårdt og gav anledning til konflikter og forhandlinger om frihed og søvn, vi ikke havde kunnet forudsige, selvom vi havde talt meget om det her med de biologiske roller, inden vi blev forældre. Men der har været så mange ting, vi ikke har været bevidste om, før det ligesom ramte.

I dag er vi de erfaringer rigere. Og de biologiske forudsætninger, som jeg oplevede udspille sig og var særligt tydelige i forbindelse med fødslen – men også i starten af min datters liv – har været vigtige for mig at blive mindet om. Det har været en interessant proces at opleve, at vi – mænd og kvinder – hver især har et ansvarsområde, og på den måde komme tilbage fra den kønsløse tilstand, hvor jeg tænkte, at vi kunne det samme.

Det er klart at nogle at opgaverne var vores egne beslutninger. Man kan jo fx som mand i princippet godt give flaske fra barnets fødsel – det var bare ikke det, vi ønskede. Og især under graviditet og fødsel var de biologiske præmisser skåret i sten.

Jeg oplevede derfor, at min datters fødsel vendte op og ned på mine perspektiver, men også at mine prioriteringer i livet blev helt anderledes.

Nu er det pludselig ikke længere så vigtigt at lave karriere og tjene penge. Nu er det i højere grad nok bare at skulle være far, nyde min datter og se hendes liv vokse.

At blive far har tydeliggjort, hvor kort tid, vi egentlig har her på jorden. Om 60 år er jeg væk, og alt, jeg har udrettet, vil være glemt på et tidspunkt. Det eneste, jeg på en eller anden måde kan gøre, er at leve et liv, jeg nyder, og glæde mig over, at jeg har været med til at skabe noget, som altid vil være større end mig selv; nemlig mit barn.

FADERSKAB

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født  

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

1. maj 2023 | Af Tobias Anker Stripp | Foto: Privat

 

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

Tobias Anker Stripp er læge, reiki-healer og forsker. Han er aktuelt phd.-studerende på Syddansk Universitet, hvor han forsker i eksistentiel og åndelig omsorg, sammenhænge mellem tro og helbred samt nærdødsoplevelser. Læs mere her eller følg han på Instagram.

Indtil min datter kom til verden en kold oktobernat sidste år, havde jeg levet med en forestilling om, at mænd og kvinder kunne det samme. Både mentalt og socialt havde jeg i flere år arbejdet aktivt på at forsøge at nedbryde den betydning, jeg gav mit biologiske køn.

Jeg følte også, at jeg – efter en større eksistentiel krise – var et sted, hvor jeg endelig havde en klar ide om, hvor jeg var på vej hen i mit liv, hvad der var vigtigt for mig, og hvad der var det største formål for mig i mit liv.

Men alle disse forestillinger fik min datter rusket godt og grundigt op i.

Allerede i graviditeten måtte jeg sande, at min hustru langt hurtigere end jeg var klar til at italesætte og forberede fødslen, fordi hun så tydeligt mærkede graviditeten og forandringerne på egen krop.

Men selve fødslen, der var en både voldsom og fantastisk oplevelse, satte en tyk streg under dette.

Som mand var der jo nogle ting, jeg ikke kunne rent biologisk. For mig var det derfor en vekselvirkning mellem, at jeg følte mig helt og aldeles overflødig for dernæst at mærke, at jeg var helt nødvendig. Der var en naturgiven ansvarsfordeling, som jeg ikke kunne påvirke, hvor end jeg gerne ville.

Jeg kunne ikke føde min datter – det var min hustrus opgave. Jeg kunne ikke tage smerten, men trykke i lænden, hver gang der kom en ve, og jeg kunne støtte, opmuntre og hente snacks, som ikke blev spist – det var min opgave.

Det var en stærk, men også udfordrende forudsætning at læne sig ind i, og en meget livsændrende oplevelse på mange planer.

Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst. Under transformationen til far oplevede jeg for alvor, at vi – mænd og kvinder – er udstyret med forskellige evner her i verden.

“Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst.”

 
Tobias Anker Stripp

Selvfølgelig kan forskellen på mænd og kvinder variere, og der er nogle stereotyper, der bestemt ikke er frugtbare og ofte decideret destruktive at holde fast i og misbruge til forskellige formål. Det er også klart, at verden i dag kan se ud på mange måder, som ikke er så domineret af de biologiske forudsætninger, og at man kan have familier i mange forskellige konstellationer, som ikke er relateret til biologisk køn, ligesom der kan være individuelle variationer og mange frihedsgrader i, hvordan man bevæger sig ind over de forskellige køns virkeområder. Både når det kommer til fysisk væren, åndelig kapacitet og det seksuelle.

Men for mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv.

For godt nok var vi begge meget opmærksomme på, at min datter og jeg havde meningsfyldt samvær, når jeg var hjemme. Og jeg brugte meget tid på at have hende nøgen på mit bryst, trøste og putte, ligesom jeg oplevede det som noget helt specielt og meget rørende, når jeg kunne give hende flaske, de gange min hustru ikke var hjemme. Men igen havde min hustru en anden opgave – som jeg ikke kunne løse. Min opgave var at gå på arbejde. Hendes opgave var at passe og amme vores datter.

Til gengæld havde jeg en frihed, som min hustru ikke oplevede.

“For mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv”

 
Tobias Anker Stripp

Jeg kunne tage på arbejde og drikke en kop kaffe i en pause uden at blive afbrudt, eller jeg kunne let cykle forbi en kammerat.

De privilegier havde min hustru ikke. Hun var mere ”bundet” af vores datter, og på mange måder oplevede jeg, at grænserne mellem dem blev fuldstændig udviskede.

For når man aldrig er alene med sig selv og sit eget energifelt, er det meget svært at adskille sig selv fra andre og identificere, hvordan man egentlig har det. Hun havde derfor en stor længsel efter frihed og det at mærke sig selv.

Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder. Hvilket hun slet ikke havde noget at give af, fordi hun hele tiden gav noget til andre og aldrig havde noget til sig selv.

“Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder.”

 
Tobias Anker Stripp

Det var hårdt og gav anledning til konflikter og forhandlinger om frihed og søvn, vi ikke havde kunnet forudsige, selvom vi havde talt meget om det her med de biologiske roller, inden vi blev forældre. Men der har været så mange ting, vi ikke har været bevidste om, før det ligesom ramte.

I dag er vi de erfaringer rigere. Og de biologiske forudsætninger, som jeg oplevede udspille sig og var særligt tydelige i forbindelse med fødslen – men også i starten af min datters liv – har været vigtige for mig at blive mindet om. Det har været en interessant proces at opleve, at vi – mænd og kvinder – hver især har et ansvarsområde, og på den måde komme tilbage fra den kønsløse tilstand, hvor jeg tænkte, at vi kunne det samme.

Det er klart at nogle at opgaverne var vores egne beslutninger. Man kan jo fx som mand i princippet godt give flaske fra barnets fødsel – det var bare ikke det, vi ønskede. Og især under graviditet og fødsel var de biologiske præmisser skåret i sten.

Jeg oplevede derfor, at min datters fødsel vendte op og ned på mine perspektiver, men også at mine prioriteringer i livet blev helt anderledes.

Nu er det pludselig ikke længere så vigtigt at lave karriere og tjene penge. Nu er det i højere grad nok bare at skulle være far, nyde min datter og se hendes liv vokse.

At blive far har tydeliggjort, hvor kort tid, vi egentlig har her på jorden. Om 60 år er jeg væk, og alt, jeg har udrettet, vil være glemt på et tidspunkt. Det eneste, jeg på en eller anden måde kan gøre, er at leve et liv, jeg nyder, og glæde mig over, at jeg har været med til at skabe noget, som altid vil være større end mig selv; nemlig mit barn.

LÆS OGSÅ

Vi kan ikke hele uden tryghed

af | feb 1, 2023

HEALING

Vi kan ikke hele uden tryghed

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.

1. februar 2023 | Af Evaloa Benedikte Rannva Schou | Foto: Privat

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.

Evaloa Schou har en karriere som danser og koreograf bag sig. I dag er hun kropsterapeut, grundlægger af uddannelse i Traumeinformeret Kropsterapi og indehaver af helbredshuset HEL på Nørrebro. Du kan læse mere her.

Den måde, hvorpå vi hidtil har opfattet vores autonome nervesystem, har de seneste 10-15 år fået tilført vigtige nuancer. Nuancer som vidner om, at vi mennesker reagerer langt mere forskelligt på opfattede trusler, end vi hidtil har troet. De af os, som er mest utrygge, er sjældent dem, der råber højest. Faktisk kan det være svært at afkode på vores sociale adfærd, hvor aktivt vores forsvar er i øjeblikket. Der findes dermed heller ikke et universelt “safe space” eller nogen “one size fits all”-løsning, når det kommer til, hvordan vi skal tage os af mennesker i terapeutiske rum eller omsorgsfag.

Dette tydeliggjorde Stephen Porges, da han efter årtiers forskning i 2011 udgav “polyvagal-teorien”. Med den er en revolution af opfattelsen af mental og fysisk sundhed nu undervejs. Ikke kun inden for neurofysiologien, men især inden for terapi og behandling. Ønsket om at forstå teorien, og hvad den betyder for, hvordan vi opfatter os selv og vores helbred, har bredt sig støt. Med god grund!  

Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.

Vi er med andre ord ikke i stand til kun at berolige os selv ved at tænke rationelt. Vores “neuroception” vurderer – på baggrund af erfaring – om noget er trygt eller truende. Vurderer vores krop, at en person er utryg, reagerer det autonome nervesystem ved at aktivere forsvar som kamp, flugt, frys, medgørlig, nedluk eller dissociation. Hvilken, der aktiveres, er individuelt og ofte bestemt af vores historie.

“Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.“

 
Evaloa Schou

Ved kamp og flugt (den mobiliserende del af det autonome nervesystem som kaldes sympaticus) er der flere ressourcer og større tryghed til stede end ved de resterende tilstande, som aktiverer den dorsale gren af vagusnerven. Den er i spil ved overhængende fare og i yderste konsekvens reagerer, som stod vi over for vores død. Her går systemet på vågeblus, bevidstheden vandrer, og der udsendes opioider i kroppen, som kan føles beroligende. Vi bliver måske døsige og “spacer ud”, og oplevelsen er ikke nødvendigvis forbundet med stor frygt (men kan være det). Det er netop, når den dorsale del af vagusnerven aktiveres i klienter, at vi som terapeuter eller omsorgspersoner kan komme til at gøre skade uden overhovedet at lægge mærke til, at noget er galt.  

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er nemlig, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed. Det er derfor også bevidst, at jeg kalder min egen tilgang til kropsterapien “traumeinformeret” og ikke “traumeterapi”. Polyvagal-teorien er en vigtig del af min egen tilgang til klienter og undervisning af kropsterapeuter. 

Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.

Traumeterapi, som bevidst aktiverer nervesystemet (via sympaticus i det autonome nervesystem), som det ofte gøres i klassisk dansk kropsterapi, kan nok hjælpe en snæver gruppe med ressourcer og nervesystem, som let genfinder forbindelse med andre. Men mennesker med et anderledes og mindre udadvendt forsvar, kan vi som terapeuter ende med at retraumatisere med de konfronterende behandlinger. 

“Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.“

 
Evaloa Schou

 Jeg har ofte mennesker på briksen, som er blevet (re)traumatiseret til kropsterapi. Det synes jeg, er et problem.  

Jeg siger ikke, at de mere konfronterende teknikker ikke har en plads i kropsterapien. De kan være rigtige for mennesker med et relativt trygt tilknytningsmønster og ved fx choktraumer eller i tilfælde, hvor der er mange ressourcer til rådighed. Det kan også være hos mennesker, som oftest reagerer ved, at kroppen mobiliserer energi som i kamp eller flugt i nervesystemet. Men her kan selv en meget erfaren traumeterapeut have svært ved at vurdere, hvad der egentlig foregår i klienten. Hvis deres ubevidste forsvar i nervesystemet som frys eller fawn (medgørlig) aktiveres, er det nemlig ikke længere tilgængeligt for dem at sige fra. Kroppen lukker delvist ned, og deres mimik og kommunikation kan samtidig sende terapeuten tegn på, at alt er helt ok. Hvis man fra dette sted tvinger sin klient til at reagere (via sympaticus), og der kommer gråd eller vrede, kan der være en fornemmelse af forløsning i øjeblikket. Over tid vil nervesystemet dog forankre kroppens forsvar yderligere, og det, klienten kom med, er blevet værre – ikke bedre. Om det handler om “fysiske” spændinger eller “psykiske” temaer, er ligegyldigt. Forceres der adgang, er der stor risiko for retraume. 

Den måde, hvorpå der bedrives kropsterapi i Danmark, vidner for mig om, hvordan kropsterapiskolerne er bygget på systemer, som aldrig har skelet til traumeforskning eller somatisk terapi, som det udøves i udlandet – på baggrund af forskning og erfaring. Man har opfundet “sin egen teori” ud fra en ret snæver målgruppe – oftest mænd – som benyttede sig af kropsterapien i Danmark i dens spæde år. I dag går mange forskellige mennesker til kropsterapi. For nogle er det livsforandrende, for andre er det starten på en rejse ned i kroppen, men for en voksende gruppe, som er ekstra sårbare (ofte kvinder), er det traumatiserende.  

Det er nuancer, jeg synes mangler både i den danske kropsterapi, men også mange andre steder i vores samfund i øvrigt: Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge. Tænk bare på, hvad den viden og tilgang kunne betyde for vores måde at skabe rum for fødende på hospitalerne!

Den mest effektive og sikre måde at arbejde med traumer i kroppen, især de komplekse, er via tryghed, tillid, forbindelse og tid. Det er essentielt. Og som terapeut stiller det krav om, at vi lærer at dosere vores behandling og inviterer klienter til at sige fra, så vi ikke overvælder dem eller kommer til at forstærke deres traumer.  

“Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge.“

 
Evaloa Schou

Som terapeuter og mennesker i omsorgsfag kan vi med fordel lære at kortlægge og arbejde med indstillingerne i det autonome nervesystem (kamp, flugt, frys, fawn, dissociation, nedluk osv.) i os selv, så vi kender egne reaktionsmønstre og kropshistorie og ved, hvilken tilstand en klient/patient, som dissocierer fra kroppen eller bliver pleasende, vækker i os. Vi må lære at mærke, afkode og imødekomme sansninger i andre – men først og fremmest i os selv. Først når vi hjælper os selv mod en dyb, forbundet fornemmelse af tryghed, kan heling eller varig forløsning finde sted. I klienter, patienter, af fysisk væv og traumer.

HEALING

Vi kan ikke hele uden tryghed

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.

1. februar 2023 | Af Evaloa Benedikte Rannva Schou | Foto: Privat

 

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.

Evaloa Schou har en karriere som danser og koreograf bag sig. I dag er hun kropsterapeut, grundlægger af uddannelse i Traumeinformeret Kropsterapi og indehaver af helbredshuset HEL på Nørrebro. Du kan læse mere her.

Den måde, hvorpå vi hidtil har opfattet vores autonome nervesystem, har de seneste 10-15 år fået tilført vigtige nuancer. Nuancer som vidner om, at vi mennesker reagerer langt mere forskelligt på opfattede trusler, end vi hidtil har troet. De af os, som er mest utrygge, er sjældent dem, der råber højest. Faktisk kan det være svært at afkode på vores sociale adfærd, hvor aktivt vores forsvar er i øjeblikket. Der findes dermed heller ikke et universelt “safe space” eller nogen “one size fits all”-løsning, når det kommer til, hvordan vi skal tage os af mennesker i terapeutiske rum eller omsorgsfag.

Dette tydeliggjorde Stephen Porges, da han efter årtiers forskning i 2011 udgav “polyvagal-teorien”. Med den er en revolution af opfattelsen af mental og fysisk sundhed nu undervejs. Ikke kun inden for neurofysiologien, men især inden for terapi og behandling. Ønsket om at forstå teorien, og hvad den betyder for, hvordan vi opfatter os selv og vores helbred, har bredt sig støt. Med god grund!  

Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.

Vi er med andre ord ikke i stand til kun at berolige os selv ved at tænke rationelt. Vores “neuroception” vurderer – på baggrund af erfaring – om noget er trygt eller truende. Vurderer vores krop, at en person er utryg, reagerer det autonome nervesystem ved at aktivere forsvar som kamp, flugt, frys, medgørlig, nedluk eller dissociation. Hvilken, der aktiveres, er individuelt og ofte bestemt af vores historie.

“Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.“

 
Evaloa Schou

Ved kamp og flugt (den mobiliserende del af det autonome nervesystem som kaldes sympaticus) er der flere ressourcer og større tryghed til stede end ved de resterende tilstande, som aktiverer den dorsale gren af vagusnerven. Den er i spil ved overhængende fare og i yderste konsekvens reagerer, som stod vi over for vores død. Her går systemet på vågeblus, bevidstheden vandrer, og der udsendes opioider i kroppen, som kan føles beroligende. Vi bliver måske døsige og “spacer ud”, og oplevelsen er ikke nødvendigvis forbundet med stor frygt (men kan være det). Det er netop, når den dorsale del af vagusnerven aktiveres i klienter, at vi som terapeuter eller omsorgspersoner kan komme til at gøre skade uden overhovedet at lægge mærke til, at noget er galt.  

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er nemlig, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed. Det er derfor også bevidst, at jeg kalder min egen tilgang til kropsterapien “traumeinformeret” og ikke “traumeterapi”. Polyvagal-teorien er en vigtig del af min egen tilgang til klienter og undervisning af kropsterapeuter. 

Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.

Traumeterapi, som bevidst aktiverer nervesystemet (via sympaticus i det autonome nervesystem), som det ofte gøres i klassisk dansk kropsterapi, kan nok hjælpe en snæver gruppe med ressourcer og nervesystem, som let genfinder forbindelse med andre. Men mennesker med et anderledes og mindre udadvendt forsvar, kan vi som terapeuter ende med at retraumatisere med de konfronterende behandlinger. 

“Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.“

 
Evaloa Schou

 Jeg har ofte mennesker på briksen, som er blevet (re)traumatiseret til kropsterapi. Det synes jeg, er et problem.  

Jeg siger ikke, at de mere konfronterende teknikker ikke har en plads i kropsterapien. De kan være rigtige for mennesker med et relativt trygt tilknytningsmønster og ved fx choktraumer eller i tilfælde, hvor der er mange ressourcer til rådighed. Det kan også være hos mennesker, som oftest reagerer ved, at kroppen mobiliserer energi som i kamp eller flugt i nervesystemet. Men her kan selv en meget erfaren traumeterapeut have svært ved at vurdere, hvad der egentlig foregår i klienten. Hvis deres ubevidste forsvar i nervesystemet som frys eller fawn (medgørlig) aktiveres, er det nemlig ikke længere tilgængeligt for dem at sige fra. Kroppen lukker delvist ned, og deres mimik og kommunikation kan samtidig sende terapeuten tegn på, at alt er helt ok. Hvis man fra dette sted tvinger sin klient til at reagere (via sympaticus), og der kommer gråd eller vrede, kan der være en fornemmelse af forløsning i øjeblikket. Over tid vil nervesystemet dog forankre kroppens forsvar yderligere, og det, klienten kom med, er blevet værre – ikke bedre. Om det handler om “fysiske” spændinger eller “psykiske” temaer, er ligegyldigt. Forceres der adgang, er der stor risiko for retraume. 

Den måde, hvorpå der bedrives kropsterapi i Danmark, vidner for mig om, hvordan kropsterapiskolerne er bygget på systemer, som aldrig har skelet til traumeforskning eller somatisk terapi, som det udøves i udlandet – på baggrund af forskning og erfaring. Man har opfundet “sin egen teori” ud fra en ret snæver målgruppe – oftest mænd – som benyttede sig af kropsterapien i Danmark i dens spæde år. I dag går mange forskellige mennesker til kropsterapi. For nogle er det livsforandrende, for andre er det starten på en rejse ned i kroppen, men for en voksende gruppe, som er ekstra sårbare (ofte kvinder), er det traumatiserende.  

Det er nuancer, jeg synes mangler både i den danske kropsterapi, men også mange andre steder i vores samfund i øvrigt: Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge. Tænk bare på, hvad den viden og tilgang kunne betyde for vores måde at skabe rum for fødende på hospitalerne!

Den mest effektive og sikre måde at arbejde med traumer i kroppen, især de komplekse, er via tryghed, tillid, forbindelse og tid. Det er essentielt. Og som terapeut stiller det krav om, at vi lærer at dosere vores behandling og inviterer klienter til at sige fra, så vi ikke overvælder dem eller kommer til at forstærke deres traumer.  

“Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge.“

 
Evaloa Schou

Som terapeuter og mennesker i omsorgsfag kan vi med fordel lære at kortlægge og arbejde med indstillingerne i det autonome nervesystem (kamp, flugt, frys, fawn, dissociation, nedluk osv.) i os selv, så vi kender egne reaktionsmønstre og kropshistorie og ved, hvilken tilstand en klient/patient, som dissocierer fra kroppen eller bliver pleasende, vækker i os. Vi må lære at mærke, afkode og imødekomme sansninger i andre – men først og fremmest i os selv. Først når vi hjælper os selv mod en dyb, forbundet fornemmelse af tryghed, kan heling eller varig forløsning finde sted. I klienter, patienter, af fysisk væv og traumer.

LÆS OGSÅ

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

af | jan 2, 2023

HEALING

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig, skriver Abi Frost fra Innerwisdom.dk.

2. januar 2023 | Af Abi Frost | Foto: Tiago Bandeira, Unsplash

 

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Healing er mange ting, kan se ud på mange måder og rummer ofte en lang rodet rejse. En fællesnævner er dog, at det sjældent er kønt eller ”lyserødt” – for healing handler i al sin enkelthed om at se på de traumer og tillærte mønstre, der er blevet en del af vores væsen, og indse, at de ikke er en del af vores oprindelse og den, vi virkelig er. De er blot noget, vi har ”samlet op” eller er blevet lært.

Healing kan derfor også gøre ondt. At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte. En smerte, der handler om den uret, vi føler, vi har oplevet, hvad end den så måtte bunde i.

I denne proces er det vigtigt at huske, at smerten er en del af fortiden, og selv om vi genbesøger den – og smerten føles reel og ægte, så kan den ikke gøre os ondt igen. Det, vi oplever, er et aftryk af fortiden.

Genbesøget viser os også, at vi har en mulighed for at se på det oplevede med nye øjne i stedet for med det indre sårede barns. Og det muliggør, at vi finder en snert af forståelse eller måske endda accept af fortiden. På et tidspunkt kommer måske også tilgivelsen. En tilgivelse, der kan sætte os fri.

“At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte.”

 
Abi Frost

På healingsrejsen vil vores eget indre barn have brug for en voksen, der er tilstede og nærværende. En voksen, der lytter, holder om, støtter og give ubetinget kærlighed. Alt det, vi ikke fik og dermed mangler.

Når vi begynder at opfylde disse egne dybe behov, begynder vi for alvor at heale og hele. Her begynder vi at indse, at det aldrig var os, der var forkerte, for lidt, for meget, ikke gode nok, ikke dygtige nok, ikke smukke nok. Vi var hele tiden perfekte og værdige til et liv i overflod.

Når den del af rejsen tager fart, kommer der ofte reaktioner fra vores omgangskreds. Vi flytter os nemlig ud af de snævre kasser og rammer, der er blevet bygget omkring os. Vi vokser ud af det billede, vi selv og vores omgivelser har sat op som værende os. Dermed synes de måske også, vi forandrer os, bliver noget andet – og måske får de svært ved at genkende os.

Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved. Mange mister i den forbindelse venner og familie, og den ensomme vandring tager sin start. Det er smertefuldt, men en nødvendig del af rejsen.

Det samme er sorgen.

For i takt med at vi healer og slipper alt det, der engang var, slipper vi også dele af os selv – dele af vores identitet. Selvom det er dele, vi ikke længere kan forliges med, så er det stadig som at sige farvel til en gammel ven. Og hvem er vi, når vi slipper det gamle? Hvad kommer på den anden side? Og hvor er vi på vej hen?

“Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved.”

 
Abi Frost

Der kan komme mange spørgsmål i denne proces, og det er vigtigt at give sorgen plads. Den er en helt naturlig og smuk del af rejsen – præcis som vreden og forvirringen er det. Giv dig selv lov at sørge over det, der var, og det, der ikke længere er eller skal være.

Healing er derfor også ensomt, hvad end du har kærlige og forstående relationer omkring dig eller ej. Rejsen sker nemlig på indersiden.

Vi mærker ekstra meget, tænker ekstra meget og ser spejlinger af os selv i alt og alle. Vi bliver bevidste om reaktionsmønstre og eget syn på verden. Vi afinstallerer alt det tillærte, og lige meget hvor meget vi prøver at dele den oplevelse med andre, vil det i sidste ende altid være en oplevelse, vi står med alene.

For hvordan forklarer man, at ens indre barn er gået fra ”nedlukket” til vred. Og at det er en god ting, når man ikke engang helt selv forstår, hvad det er, der sker, men blot ved, at det føles rigtigt. Hvordan forklarer man, at man er sårbar og hudløs, når der ikke er en umiddelbar forklaring eller situation, der har udløst netop de følelser? Hvordan forklarer man, at det, man før fandt sjovt og interessant, ikke længere føles godt, men kedeligt og ligegyldigt? Hvordan forklarer man, at man egentlig helst bare vil være lidt alene (igen), fordi sorgen, som man ikke kan sætte ord på, fylder en til randen.

Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet. Husk det.

Hvordan din healingsrejse tager sig ud, og hvilken rækkefølge tingene kommer i, er ikke til at vide på forhånd, for vi healer i det tempo, vi er klar til, og kigger på de ting, vi kan overkomme. Vi genbesøger derfor ofte temaer af flere omgange og i en ikke kronologisk rækkefølge. Healing kan ikke forklares, planlægges eller times. Healing sker, når vi er klar og villige til at træde ind på vejen og gå den skridt for skridt.

“Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet.”

 
Abi Frost

Det kan føles overvældende, sårbart, rodet og uskønt – men i sidste ende er det rejsen værd. For du viser dig selv og dit indre barn, at du er det hele værd, og at du har dig.

Du var aldrig gået i stykker. Du var altid hel. Og du var den, du ventede på, til at vise dig det!

HEALING

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig, skriver Abi Frost fra Innerwisdom.dk.

2. januar 2023 | Af Abi Frost | Foto: Tiago Bandeira, Unsplash

 

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Healing er mange ting, kan se ud på mange måder og rummer ofte en lang rodet rejse. En fællesnævner er dog, at det sjældent er kønt eller ”lyserødt” – for healing handler i al sin enkelthed om at se på de traumer og tillærte mønstre, der er blevet en del af vores væsen, og indse, at de ikke er en del af vores oprindelse og den, vi virkelig er. De er blot noget, vi har ”samlet op” eller er blevet lært.

Healing kan derfor også gøre ondt. At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte. En smerte, der handler om den uret, vi føler, vi har oplevet, hvad end den så måtte bunde i.

I denne proces er det vigtigt at huske, at smerten er en del af fortiden, og selv om vi genbesøger den – og smerten føles reel og ægte, så kan den ikke gøre os ondt igen. Det, vi oplever, er et aftryk af fortiden.

Genbesøget viser os også, at vi har en mulighed for at se på det oplevede med nye øjne i stedet for med det indre sårede barns. Og det muliggør, at vi finder en snert af forståelse eller måske endda accept af fortiden. På et tidspunkt kommer måske også tilgivelsen. En tilgivelse, der kan sætte os fri.

“At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte.”

 
Abi Frost

På healingsrejsen vil vores eget indre barn have brug for en voksen, der er tilstede og nærværende. En voksen, der lytter, holder om, støtter og give ubetinget kærlighed. Alt det, vi ikke fik og dermed mangler.

Når vi begynder at opfylde disse egne dybe behov, begynder vi for alvor at heale og hele. Her begynder vi at indse, at det aldrig var os, der var forkerte, for lidt, for meget, ikke gode nok, ikke dygtige nok, ikke smukke nok. Vi var hele tiden perfekte og værdige til et liv i overflod.

Når den del af rejsen tager fart, kommer der ofte reaktioner fra vores omgangskreds. Vi flytter os nemlig ud af de snævre kasser og rammer, der er blevet bygget omkring os. Vi vokser ud af det billede, vi selv og vores omgivelser har sat op som værende os. Dermed synes de måske også, vi forandrer os, bliver noget andet – og måske får de svært ved at genkende os.

Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved. Mange mister i den forbindelse venner og familie, og den ensomme vandring tager sin start. Det er smertefuldt, men en nødvendig del af rejsen.

Det samme er sorgen.

For i takt med at vi healer og slipper alt det, der engang var, slipper vi også dele af os selv – dele af vores identitet. Selvom det er dele, vi ikke længere kan forliges med, så er det stadig som at sige farvel til en gammel ven. Og hvem er vi, når vi slipper det gamle? Hvad kommer på den anden side? Og hvor er vi på vej hen?

“Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved.”

 
Abi Frost

Der kan komme mange spørgsmål i denne proces, og det er vigtigt at give sorgen plads. Den er en helt naturlig og smuk del af rejsen – præcis som vreden og forvirringen er det. Giv dig selv lov at sørge over det, der var, og det, der ikke længere er eller skal være.

Healing er derfor også ensomt, hvad end du har kærlige og forstående relationer omkring dig eller ej. Rejsen sker nemlig på indersiden.

Vi mærker ekstra meget, tænker ekstra meget og ser spejlinger af os selv i alt og alle. Vi bliver bevidste om reaktionsmønstre og eget syn på verden. Vi afinstallerer alt det tillærte, og lige meget hvor meget vi prøver at dele den oplevelse med andre, vil det i sidste ende altid være en oplevelse, vi står med alene.

For hvordan forklarer man, at ens indre barn er gået fra ”nedlukket” til vred. Og at det er en god ting, når man ikke engang helt selv forstår, hvad det er, der sker, men blot ved, at det føles rigtigt. Hvordan forklarer man, at man er sårbar og hudløs, når der ikke er en umiddelbar forklaring eller situation, der har udløst netop de følelser? Hvordan forklarer man, at det, man før fandt sjovt og interessant, ikke længere føles godt, men kedeligt og ligegyldigt? Hvordan forklarer man, at man egentlig helst bare vil være lidt alene (igen), fordi sorgen, som man ikke kan sætte ord på, fylder en til randen.

Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet. Husk det.

Hvordan din healingsrejse tager sig ud, og hvilken rækkefølge tingene kommer i, er ikke til at vide på forhånd, for vi healer i det tempo, vi er klar til, og kigger på de ting, vi kan overkomme. Vi genbesøger derfor ofte temaer af flere omgange og i en ikke kronologisk rækkefølge. Healing kan ikke forklares, planlægges eller times. Healing sker, når vi er klar og villige til at træde ind på vejen og gå den skridt for skridt.

“Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet.”

 
Abi Frost

Det kan føles overvældende, sårbart, rodet og uskønt – men i sidste ende er det rejsen værd. For du viser dig selv og dit indre barn, at du er det hele værd, og at du har dig.

Du var aldrig gået i stykker. Du var altid hel. Og du var den, du ventede på, til at vise dig det!

LÆS OGSÅ

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

af | nov 29, 2021

MODERSKAB

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os, skriver Annalie Jørgensen og Caroline Goth.

29. november 2021 | Af Annalie Jørgensen og Caroline Goth | Foto: Privat

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

 

Caroline Goth er 36 år og mor. Hun er bl.a. uddannet doula, psykomotorisk terapeut med speciale i gravide med angst for at føde og intuitiv Rituel Master. Læs mere på hendes instagramprofil caroline_goth. Annalie Jørgensen er 37 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med efteruddannelser i kropsterapi, stress & traume, tilknytning og forældreskab. Du kan følge hende på annalie_joergensen, hvor hun deler ud af sin viden.

Det er ikke nogen let opgave, vores generation står overfor, når det kommer til forældreskabet. Siden vores forældre blev forældre, er der sket utrolig meget inden for forskning i udviklingspsykologi, og det nye børnesyn er langsomt ved at brede sig.

Modsat det gamle børnesyn, hvor børn blev opfattet som egoistiske, irrationelle, asociale ‘ufærdige voksne’, der skulle opdrages hårdt og indordne sig de voksne, ved vi nu, at børn er intentionelle væsener med gode hensigter, der er født sociale, kommunikativt parate, og at de skaber mening og sammenhænge allerede fra før fødslen. 

Vi ved, at skæld ud, straf og trusler er skadeligt, både for barnets selvværd og for den vigtige tilknytning mellem barnet og den voksne. Vi ved, at der ikke findes gode og dårlige følelser, men at alle barnets følelser skal rummes og have plads. Vi ved, at børn gør, som vi gør, og ikke som vi siger, og vi ved, at sand robusthed og resiliens kommer med et solidt selvværd og et nervesystem i balance.

Alligevel er det udfordrende for de fleste af os at udøve det nye børnesyn i praksis. For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede. Og i et samfund som vores, hvor de fleste småbørnsforældre må lægge størstedelen af deres timer og energi på arbejdsmarkedet, og tiden med vores børn bliver komprimeret til kvalitetstid i ulvetimerne, føler de fleste forældre sig presset langt oftere, end hvad godt er.

Særligt mødre føler sig ekstremt pressede. For selvom ligestilling har været på dagsordenen i umindelige tider efterhånden, og de fleste kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet siden 60’ernes oprør, så er det stadig moderen, der i de fleste familier tager sig af både det praktiske og det mentale, når det kommer til børnene. Det er hende, der ved, hvad der skal i madpakkerne, hvornår børnene sidst har været i bad, og om de er vokset ud af sidste års vinterstøvler. Det såkaldte mental load. 

“For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Samtidig lever vi mere isolerede end nogensinde før. Den landsby, det kræver at opfostre børn, er blevet erstattet af et system, og de nære relationer, som vi kvinder har brug for for at få reguleret vores nervesystem, til at spejle os i og til at holde rum for os, så vi kan holde rum for vores børn, må vi kigge langt efter. 

Så når vi står dér i supermarkedet med en kort lunte efter en lang arbejdsdag og med trætte børn, som er mættede af indtryk og sultne efter vores fulde opmærksomhed, vil størstedelen af os gå på autopilot og reagere instinktivt ud fra de historier, som har lagret sig i vores krop gennem de oplevelser, vi tidligere har haft. 

Derfor er det helt afgørende, at vi kender vores historie. 

At kende vores egen historie handler både om at vide, hvad der faktuelt er sket og ikke sket, og i lige så høj grad om, hvordan disse oplevelser har lagret sig i vores krop og nervesystem, og derfor, ubevidst, har indflydelse på måden, vi er i verden på i dag – inklusiv måden, vi er forældre på. 

Allerede fra fosterstadiet bliver vi præget af vores omgivelser. De følelser og oplevelser, som vores mor havde, mens vi lå i hendes mave, bliver lagret i vores krop og nervesystem. Det samme gør måden, vi kom til verden på, vores placering i søskendeflokken, stemningen i vores barndomshjem, måden vi blev mødt på og talt til af vores forældre osv. Var vores mor tynget af bekymring under graviditeten, kan vi opleve at have en grundtone af utryghed. Kom vi til verden med hjælp fra en sugekop, kan vi komme til at tro, at hjælp er noget ubehageligt, eller at vi ikke kan selv. Er vi den ældste i søskendeflokken, har vi måske fået et for stort ansvar, som vi har taget med os videre i vores voksenliv. Blev vi mødt med mistillid og vrede af vores forældre, er dette måske blevet vores indre stemme og måden, vi møder os selv på. 

De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede. Fordi vi var børn og afhængige af de voksnes kærlighed til os for at overleve. Ved at blive bevidst om vores historie og hvordan den påvirker vores nutid, kan vi adskille fortid fra nutid, både mentalt men også kropsligt.

“De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Vi kan forstå, at den grundlæggende undertone af frygt fra tiden i livmoderen ikke var vores, og at vi ikke behøver at være konstant på vagt. At den voldsomme hjælp vi fik fra sugekoppen, da vi kom til verden, ikke betyder at AL hjælp er ubehagelig, og at vi kan få nye positive erfaringer ved at turde bede om hjælp. Vi kan forstå, at det ansvar, vi følte som den ældste i søskendeflokken, ikke var vores, og at vi nu kan slippe det uden frygt for at blive ‘forladt’ af vores familie. Vi kan forstå, at den indre hårde stemme, vi har inde i os, ikke er vores egen, og at vi kan begynde at ‘tale’ til os selv på en mere kærlig måde.

Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn. Det giver os mulighed for at tage os af det lille sårede barn inde i os selv, og samtidig kan det give os en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Så første skridt er at blive bevidst om vores historie – adskille fortid fra nutid – og forstå, at vi er voksne nu. Både mentalt og kropsligt. Sommetider vil det kræve hjælp fra en anden voksen, eventuelt en terapeut, som kan støtte os og holde rum for vores proces.

Andet skridt er så at blive opmærksom på de situationer, hvor vores historie bliver aktiveret, og forsøge at gøre det anderledes samtidig med, at vi får taget os kærligt og omsorgsfuldt af os selv og vores indre barn. Også her kan det være behjælpeligt med noget hjælp og støtte udefra, både i forhold til eksempler på nye hensigtsmæssige handlemønstre og i form af forskellige redskaber og værktøjer til at berolige vores nervesystem.

“Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

I takt med at vi skaber nye erfaringer, skaber vi også nye handlemønstre og endda nye nerveforbindelser i hjernen, som med tiden gør de nye handlemønstre automatiske. Det kræver både øvelse og tid at få skabt nye handlemønstre, og det er uundgåeligt, at vi vil falde i et hav af gange og pludselig blive opmærksomme på, at vi står midt i en situation, hvor vores historie spiller os et puds. Eller måske går det først op for os, efter skaden er sket. Og her er det så vigtigt at vide, at det aldrig er for sent at tage ansvar, og det er aldrig for sent at sige undskyld. Bevidst forældreskab handler nemlig ikke om at være perfekt. For ‘perfekt’ findes ikke. Tværtimod handler det om at være et menneske. Et autentisk menneske, der har mod på at tage ansvar for sin egen historie, så den ikke går i arv til vores børn. 

“Let’s raise children who won’t have to recover from their childhoods.” – Pam Leo

MODERSKAB

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os, skriver Annalie Jørgensen og Caroline Goth.

29. november 2021 | Af Annalie Jørgensen og Caroline Goth | Foto: Privat

 

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Caroline Goth er 36 år og mor. Hun er bl.a. uddannet doula, psykomotorisk terapeut med speciale i gravide med angst for at føde og intuitiv Rituel Master. Læs mere på hendes instagramprofil caroline_goth. Annalie Jørgensen er 37 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med efteruddannelser i kropsterapi, stress & traume, tilknytning og forældreskab. Du kan følge hende på annalie_joergensen, hvor hun deler ud af sin viden.

Det er ikke nogen let opgave, vores generation står overfor, når det kommer til forældreskabet. Siden vores forældre blev forældre, er der sket utrolig meget inden for forskning i udviklingspsykologi, og det nye børnesyn er langsomt ved at brede sig.

Modsat det gamle børnesyn, hvor børn blev opfattet som egoistiske, irrationelle, asociale ‘ufærdige voksne’, der skulle opdrages hårdt og indordne sig de voksne, ved vi nu, at børn er intentionelle væsener med gode hensigter, der er født sociale, kommunikativt parate, og at de skaber mening og sammenhænge allerede fra før fødslen. 

Vi ved, at skæld ud, straf og trusler er skadeligt, både for barnets selvværd og for den vigtige tilknytning mellem barnet og den voksne. Vi ved, at der ikke findes gode og dårlige følelser, men at alle barnets følelser skal rummes og have plads. Vi ved, at børn gør, som vi gør, og ikke som vi siger, og vi ved, at sand robusthed og resiliens kommer med et solidt selvværd og et nervesystem i balance.

Alligevel er det udfordrende for de fleste af os at udøve det nye børnesyn i praksis. For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede. Og i et samfund som vores, hvor de fleste småbørnsforældre må lægge størstedelen af deres timer og energi på arbejdsmarkedet, og tiden med vores børn bliver komprimeret til kvalitetstid i ulvetimerne, føler de fleste forældre sig presset langt oftere, end hvad godt er.

Særligt mødre føler sig ekstremt pressede. For selvom ligestilling har været på dagsordenen i umindelige tider efterhånden, og de fleste kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet siden 60’ernes oprør, så er det stadig moderen, der i de fleste familier tager sig af både det praktiske og det mentale, når det kommer til børnene. Det er hende, der ved, hvad der skal i madpakkerne, hvornår børnene sidst har været i bad, og om de er vokset ud af sidste års vinterstøvler. Det såkaldte mental load. 

“For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Samtidig lever vi mere isolerede end nogensinde før. Den landsby, det kræver at opfostre børn, er blevet erstattet af et system, og de nære relationer, som vi kvinder har brug for for at få reguleret vores nervesystem, til at spejle os i og til at holde rum for os, så vi kan holde rum for vores børn, må vi kigge langt efter. 

Så når vi står dér i supermarkedet med en kort lunte efter en lang arbejdsdag og med trætte børn, som er mættede af indtryk og sultne efter vores fulde opmærksomhed, vil størstedelen af os gå på autopilot og reagere instinktivt ud fra de historier, som har lagret sig i vores krop gennem de oplevelser, vi tidligere har haft. 

Derfor er det helt afgørende, at vi kender vores historie. 

At kende vores egen historie handler både om at vide, hvad der faktuelt er sket og ikke sket, og i lige så høj grad om, hvordan disse oplevelser har lagret sig i vores krop og nervesystem, og derfor, ubevidst, har indflydelse på måden, vi er i verden på i dag – inklusiv måden, vi er forældre på. 

Allerede fra fosterstadiet bliver vi præget af vores omgivelser. De følelser og oplevelser, som vores mor havde, mens vi lå i hendes mave, bliver lagret i vores krop og nervesystem. Det samme gør måden, vi kom til verden på, vores placering i søskendeflokken, stemningen i vores barndomshjem, måden vi blev mødt på og talt til af vores forældre osv. Var vores mor tynget af bekymring under graviditeten, kan vi opleve at have en grundtone af utryghed. Kom vi til verden med hjælp fra en sugekop, kan vi komme til at tro, at hjælp er noget ubehageligt, eller at vi ikke kan selv. Er vi den ældste i søskendeflokken, har vi måske fået et for stort ansvar, som vi har taget med os videre i vores voksenliv. Blev vi mødt med mistillid og vrede af vores forældre, er dette måske blevet vores indre stemme og måden, vi møder os selv på. 

De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede. Fordi vi var børn og afhængige af de voksnes kærlighed til os for at overleve. Ved at blive bevidst om vores historie og hvordan den påvirker vores nutid, kan vi adskille fortid fra nutid, både mentalt men også kropsligt.

“De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Vi kan forstå, at den grundlæggende undertone af frygt fra tiden i livmoderen ikke var vores, og at vi ikke behøver at være konstant på vagt. At den voldsomme hjælp vi fik fra sugekoppen, da vi kom til verden, ikke betyder at AL hjælp er ubehagelig, og at vi kan få nye positive erfaringer ved at turde bede om hjælp. Vi kan forstå, at det ansvar, vi følte som den ældste i søskendeflokken, ikke var vores, og at vi nu kan slippe det uden frygt for at blive ‘forladt’ af vores familie. Vi kan forstå, at den indre hårde stemme, vi har inde i os, ikke er vores egen, og at vi kan begynde at ‘tale’ til os selv på en mere kærlig måde.

Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn. Det giver os mulighed for at tage os af det lille sårede barn inde i os selv, og samtidig kan det give os en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Så første skridt er at blive bevidst om vores historie – adskille fortid fra nutid – og forstå, at vi er voksne nu. Både mentalt og kropsligt. Sommetider vil det kræve hjælp fra en anden voksen, eventuelt en terapeut, som kan støtte os og holde rum for vores proces.

Andet skridt er så at blive opmærksom på de situationer, hvor vores historie bliver aktiveret, og forsøge at gøre det anderledes samtidig med, at vi får taget os kærligt og omsorgsfuldt af os selv og vores indre barn. Også her kan det være behjælpeligt med noget hjælp og støtte udefra, både i forhold til eksempler på nye hensigtsmæssige handlemønstre og i form af forskellige redskaber og værktøjer til at berolige vores nervesystem.

“Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

I takt med at vi skaber nye erfaringer, skaber vi også nye handlemønstre og endda nye nerveforbindelser i hjernen, som med tiden gør de nye handlemønstre automatiske. Det kræver både øvelse og tid at få skabt nye handlemønstre, og det er uundgåeligt, at vi vil falde i et hav af gange og pludselig blive opmærksomme på, at vi står midt i en situation, hvor vores historie spiller os et puds. Eller måske går det først op for os, efter skaden er sket. Og her er det så vigtigt at vide, at det aldrig er for sent at tage ansvar, og det er aldrig for sent at sige undskyld. Bevidst forældreskab handler nemlig ikke om at være perfekt. For ‘perfekt’ findes ikke. Tværtimod handler det om at være et menneske. Et autentisk menneske, der har mod på at tage ansvar for sin egen historie, så den ikke går i arv til vores børn. 

“Let’s raise children who won’t have to recover from their childhoods.” – Pam Leo

 

Mødrecirkel-forløb

Til februar tilbyder Caroline og Annalie et mødrecirkelforløb, som vil være et nærende kvindefællesskab med fokus på forkælelse, egenomsorg samt bevidst forældreskab.

Du kan læse mere om det her – og købe til early bird-pris frem til 15. december.

 

LÆS OGSÅ