Troede min krop, at mit barn var dødt?

af | jul 26, 2022

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.19. maj 2020 – opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.
19. maj 2020 - opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

LÆS OGSÅ

Vi skal tale om det offentlige omsorgssvigt af børn

af | mar 8, 2022

KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG

Vi skal tale om det offentlige omsorgssvigt af børn

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er tidligere pædagog og medlem af Alternativet i Halnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

8. marts 2022 | Af Nanna Høyrup Andersen | Foto: Hiva Sharifi, Unsplash

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er pædagog og medlem af Alternativet i Halsnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

Jeg hedder Nanna, og jeg er pædagog. Gennem de sidste 10 år har jeg været aktiv på børne- og familieområdet. Jeg har været aktiv både i forhold til at hæve kvaliteten af vores vuggestuer og børnehaver og i forhold til at børnefamilier kan at få hverdagslivet til at hænge bedre sammen.

Men det har ikke været nemme 10 år. Omsorgstrætheden fik mig efter syv år som vuggestuepædagog.

Jeg har altid holdt meget af mit arbejde, kollegerne, forældrene og børnene. Og det er sikkert også derfor, jeg ignorerede signalerne om, at jeg til sidst kørte på pumperne. Og det var ikke uden grund, for i starten var vi fire voksne til 12 børn det meste af dagen, men seks år senere, i 2014, kunne jeg stå alene med 10 vuggestuebørn.

De vilkår gør det umuligt at møde både børnenes og egne behov for omsorg.

Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.

Så jeg knækkede.

Den dag, det skete, stod jeg i køkkenet på mit arbejde og varmede min frokost. Jeg kiggede ud af vinduet på legepladsen og mærkede pludselig mit hjerte hamre afsted. Der kom også tårer, og jeg tænkte, ”hvad pokker sker der?” Kolleger kom hen til mig, trøstede og forsøgte at forstå.

“Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.”

Nanna Høyrup Andersen

Jeg skammede mig. En time forinden puttede jeg en lille ny mand, opløst af gråd, træt og udmattet efter blot fire timer i vuggestuen. Jeg var også træt, men forsøgte at berolige mig selv ved at huske på, at jeg handlede efter bedste formåen.

Ordene kæmpede om pladsen i mit hoved i forsøget på at retfærdiggøre, hvorfor han var så ked af det, og om det var ok. ”Han skal jo nok falde til – det er ok, han græder.” ”Vi er her, ser ham.” “Han må bare græde, for vi har også 11 andre børn, vi skal tage os af, give nærhed, omsorg og kærlighed.”

Men det var ikke okay! Det er ikke okay.

Min suppe kogte, alt imens en sandhed gik op for mig: Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.

Jeg bebrejdede på det her tidspunkt ikke kun mig selv, men også mine kollegaer. For vi var alle med til at fastholde fortællingen om, at det, vi gjorde, var det rigtige.

Vi lukkede her af for en følelsesmæssig dimension af vores arbejde, som er afgørende for kvaliteten af vores praksis. Det gjorde mig fortvivlet.

“Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.”

Nanna Høyrup Andersen

Vi voksne er rollemodeller for børnene, og vi kan gennem vores nærvær og autenticitet udgøre den trygge ramme, hvor børnenes personlige og følelsesmæssige udvikling har sit udspring, og hvorfra de trygt kan gå på opdagelse i verden. Men hvad lærer vi dem, hvis vi ikke er tro imod os selv og vores egne følelser?

Pædagogers arbejde er vigtigt. Vi er med til at præge barnets udvikling fra første dag, de sætter deres små fødder i vuggestuen. Og for 66% af alle danske børn under 2 år, er det deres virkelighed i 6 til 8 timer hver dag.

Det er et faktum, og med det følger et stort ansvar.

Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.

Vi pædagoger investerer os selv i både kollegaer, forældre og børn. Det er en del af arbejdet at knytte stærke og tillidsfulde relationer. Og når vi mandskabsmæssigt er i knæ, graver vi dybere i os selv for at børnene ikke skal lide under det. Men til sidst er der ikke flere kræfter.

“Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.”

Nanna Høyrup Andersen

I dag føler jeg vrede. Over udviklingen af institutioner som i stedet for at bryste sig af at have de dygtigste pædagoger og de bedste rammer for børns udvikling og trivsel, nu i stedet – på grund af vores arbejdsvilkår – er med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne.

Vores arbejdsmiljø er også børnenes omsorgsmiljø! Tænk lige over den.

Der stilles som aldrig før krav og forventninger til den pædagogiske praksis, samtidig med at mulighederne for at opfylde dem langsomt er blevet forringet.

Og her er det vigtigt, at dem, som det virkelig handler om; børnene, ikke drukner i en kamp, hvor der fra forskellige sider kæmpes om at erobre den pædagogiske dagsorden. Vi skal have flere, der er sammen med børnene, og færre, der mener noget om dem!

I dag mærker jeg også en enorm omsorg og medfølelse for alle mine kollegaer, som stadig er ude på gulvet sammen med børnene og deres forældre. Den omsorg mener jeg, er fraværende i de politiske beslutninger, når det gælder ALLE omsorgsfag.

For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.

Vi SKAL være flere om de små. Vi SKAL have mere i løn og vi i SKAL have løftet pædagoguddannelsen, så den i langt højere grad favner det hele menneske, både pædagogen og barnet.

Værdien af omsorgsarbejde, både det lønnede og det ulønnede i familien, skal anerkendes alle steder, og især på det politiske niveau og blandt arbejdsmarkedets parter. Alle parter skal samarbejde, for at vi kan komme videre og et meget bedre sted hen.

“For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.”

Nanna Høyrup Andersen

Vi er der nu, hvor der er tale om offentligt omsorgssvigt – af forældre, pædagoger og børn. Samfundskontrakten og lovgivningen overholdes ikke med de rammer, som findes i alt for mange børnehaver og vuggestuer. Og prisen for det her svigt er alt for høj. Det sætter spor for livet i både børn og voksne.

Tiden er inde til at sikre et trygt fundament for alle, og der skal investeres i at lade omsorgen komme først.

Herfra der står verden åben for vores børn.

Denne tale blev holdt på Rådhuspladsen i København den 8. marts 2022.

KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG

Vi skal tale om det offentlige omsorgssvigt af børn

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er tidligere pædagog og medlem af Alternativet i Halnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

8. marts 2022 | Af Nanna Høyrup Andersen | Foto: Hiva Sharifi, Unsplash

 

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er pædagog og medlem af Alternativet i Halsnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

 

Jeg hedder Nanna, og jeg er pædagog. Gennem de sidste 10 år har jeg været aktiv på børne- og familieområdet. Jeg har været aktiv både i forhold til at hæve kvaliteten af vores vuggestuer og børnehaver og i forhold til at børnefamilier kan at få hverdagslivet til at hænge bedre sammen.

Men det har ikke været nemme 10 år. Omsorgstrætheden fik mig efter syv år som vuggestuepædagog.

Jeg har altid holdt meget af mit arbejde, kollegerne, forældrene og børnene. Og det er sikkert også derfor, jeg ignorerede signalerne om, at jeg til sidst kørte på pumperne. Og det var ikke uden grund, for i starten var vi fire voksne til 12 børn det meste af dagen, men seks år senere, i 2014, kunne jeg stå alene med 10 vuggestuebørn.

De vilkår gør det umuligt at møde både børnenes og egne behov for omsorg.

Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.

Så jeg knækkede.

Den dag, det skete, stod jeg i køkkenet på mit arbejde og varmede min frokost. Jeg kiggede ud af vinduet på legepladsen og mærkede pludselig mit hjerte hamre afsted. Der kom også tårer, og jeg tænkte, ”hvad pokker sker der?” Kolleger kom hen til mig, trøstede og forsøgte at forstå.

“Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Jeg skammede mig. En time forinden puttede jeg en lille ny mand, opløst af gråd, træt og udmattet efter blot fire timer i vuggestuen. Jeg var også træt, men forsøgte at berolige mig selv ved at huske på, at jeg handlede efter bedste formåen.

Ordene kæmpede om pladsen i mit hoved i forsøget på at retfærdiggøre, hvorfor han var så ked af det, og om det var ok. ”Han skal jo nok falde til – det er ok, han græder.” ”Vi er her, ser ham.” “Han må bare græde, for vi har også 11 andre børn, vi skal tage os af, give nærhed, omsorg og kærlighed.”

Men det var ikke okay! Det er ikke okay.

Min suppe kogte, alt imens en sandhed gik op for mig: Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.

Jeg bebrejdede på det her tidspunkt ikke kun mig selv, men også mine kollegaer. For vi var alle med til at fastholde fortællingen om, at det, vi gjorde, var det rigtige.

Vi lukkede her af for en følelsesmæssig dimension af vores arbejde, som er afgørende for kvaliteten af vores praksis. Det gjorde mig fortvivlet.

“Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Vi voksne er rollemodeller for børnene, og vi kan gennem vores nærvær og autenticitet udgøre den trygge ramme, hvor børnenes personlige og følelsesmæssige udvikling har sit udspring, og hvorfra de trygt kan gå på opdagelse i verden. Men hvad lærer vi dem, hvis vi ikke er tro imod os selv og vores egne følelser?

Pædagogers arbejde er vigtigt. Vi er med til at præge barnets udvikling fra første dag, de sætter deres små fødder i vuggestuen. Og for 66% af alle danske børn under 2 år, er det deres virkelighed i 6 til 8 timer hver dag.

Det er et faktum, og med det følger et stort ansvar.

Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.

Vi pædagoger investerer os selv i både kollegaer, forældre og børn. Det er en del af arbejdet at knytte stærke og tillidsfulde relationer. Og når vi mandskabsmæssigt er i knæ, graver vi dybere i os selv for at børnene ikke skal lide under det. Men til sidst er der ikke flere kræfter.

“Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.”

 
Nanna Høyrup Andersen

I dag føler jeg vrede. Over udviklingen af institutioner som i stedet for at bryste sig af at have de dygtigste pædagoger og de bedste rammer for børns udvikling og trivsel, nu i stedet – på grund af vores arbejdsvilkår – er med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne.

Vores arbejdsmiljø er også børnenes omsorgsmiljø! Tænk lige over den.

Der stilles som aldrig før krav og forventninger til den pædagogiske praksis, samtidig med at mulighederne for at opfylde dem langsomt er blevet forringet.

Og her er det vigtigt, at dem, som det virkelig handler om; børnene, ikke drukner i en kamp, hvor der fra forskellige sider kæmpes om at erobre den pædagogiske dagsorden. Vi skal have flere, der er sammen med børnene, og færre, der mener noget om dem!

I dag mærker jeg også en enorm omsorg og medfølelse for alle mine kollegaer, som stadig er ude på gulvet sammen med børnene og deres forældre. Den omsorg mener jeg, er fraværende i de politiske beslutninger, når det gælder ALLE omsorgsfag.

For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.

Vi SKAL være flere om de små. Vi SKAL have mere i løn og vi i SKAL have løftet pædagoguddannelsen, så den i langt højere grad favner det hele menneske, både pædagogen og barnet.

Værdien af omsorgsarbejde, både det lønnede og det ulønnede i familien, skal anerkendes alle steder, og især på det politiske niveau og blandt arbejdsmarkedets parter. Alle parter skal samarbejde, for at vi kan komme videre og et meget bedre sted hen.

“For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Vi er der nu, hvor der er tale om offentligt omsorgssvigt – af forældre, pædagoger og børn. Samfundskontrakten og lovgivningen overholdes ikke med de rammer, som findes i alt for mange børnehaver og vuggestuer. Og prisen for det her svigt er alt for høj. Det sætter spor for livet i både børn og voksne.

Tiden er inde til at sikre et trygt fundament for alle, og der skal investeres i at lade omsorgen komme først.

Herfra der står verden åben for vores børn.

Denne tale blev holdt på Rådhuspladsen i København den 8. marts 2022.

LÆS OGSÅ

Sådan kan du bruge månen som cyklisk guide

af | mar 1, 2022

HEALING

Sådan kan du bruge månen som cyklisk guide

Brug månen som cyklisk guide - Helle Luna Koed giver gode

1. september 2020 | Af Helle Luna Koed | Foto: Privat

 

Med månen har du som kvinde en stabil og trofast guide lige ved hånden. At leve ud fra månens faser er en kæmpe gave, skriver Helle Luna Koed.

Helle Luna Koed er illustrator og shamanistisk behandler. Hun har selv haft stor gavn af at følge månen. Blandt andet har hun fået mere regelmæssig menstruation, færre smerter og en helt anden opfattelse af det at bløde. Du kan følge hende på Instagram @helle.luna.koed og læse mere på hendes hjemmeside MoonCreative.dk.

Siden barn har jeg set månen som et objekt på himlen, som påvirker vores søvn. Ingen undrer sig, hvis vi siger, at vi sover dårligt omkring fuldmåne. Men hvad mange af os har glemt, og aldrig er blevet lært, er månens magiske cyklus, som afspejler kvinders menstruationscyklus.

Og længden på månens og kvindens menstruationscyklus er da også præcis den samme.

I gamle myter og fortællinger hører vi, at hvis kvinder bløder omkring nymåne og har ægløsning ved fuldmåne, er hun fertil og lever synkront med månen. Dette var før elektricitet og p-piller. Det var også før, vores mad bestod af forarbejdet og forfinet mad, før vi tilbragte hele dagen indendørs og sov for lukkede døre og vinduer.

Månen er som en vis kvinde, der kan fylde os med de gamle myter og give os en større forståelse for vores egen cyklus. Månen kan i den grad støtte os i, at det er ok, at vi har perioder i vores cyklus, hvor vi er mere indadvendte og stille. Hvilket i sidste ende gør os mere effektive og giver os en større harmoni i livet. For lige som månen har fire faser, har vi kvinder samme faser, vi gennemlever hver måned.

Nymåne

Denne fase kaldes for vinter. Det er den energi, der ligger her, og det er tiden for menstruation.

Ved nymåne starter den nye månecyklus. Det er her, månen ikke er at se på himlen (kaldes også mørkmåne) og strækker sig frem til dagen, hvor månen viser den første hårfine synlige streg.

I de syv dage ved nymåne er vi kvinder introverte, stille og har brug for at trække os, så vores indre batterier kan lade op. Jeg anbefaler, hvis det er muligt, at tage lidt før fri fra arbejde, tage en fridag og bestille mad udefra. I denne fase er vi ofte ekstra intuitive, kreative og sårbare.

Tiltagende måne

Denne fase kaldes for forår. Blødningen er overstået, og vi føler os mere friske igen.

Månen bliver mere og mere synlig på himlen og bevæger sig hen imod fuldmånen. Der er mere power, og energien stiger – både i månen og hos os kvinder. Nu begynder vi at blive mere udadvendte, har lyst til at sætte nye ting i gang og har brug for fornyet energi. I foråret spirer alt, er lysegrønt og fyldt med liv. Jeg anbefaler at have fokus på kosten, gåture og andet som giver energi – det kunne være leg, dans og latter.

Fuldmåne

Når månen er en stor rund kugle på himlen, er den på sit højeste. Denne fase kaldes Sommer.
Nu blomstrer det hele, folder sig ud, og vi har max energi på vores batterier.

I denne fase ligger ægløsningen, hvilket også betyder, at vi har større sexlyst.

Vi er udadvendte, sociale og har lyst til fest og farver. Under fuldmåne har vi brug for større frihed og bevægelighed. Jeg anbefaler, at det er nu, du med fordel kan ligge din fødselsdagsfest og andre større sociale arrangementer, som kræver lidt mere af dig.

Aftagende måne

Denne fase kaldes for efterår og er en fase, flere synes er hård at komme igennem. Lige som mørket i efteråret kan være svært. Men hvis vi er forberedt på, at denne fase nu kommer, og endnu bedre at vi ser formålet med den, er det langt lettere at være her i aftagende måne.

Kroppen forbereder sig på vinter, menstruation og nymåne. Energien daler, og vi begynder igen at trække os og vende lidt indad. Tiden er god til at reflektere over, om der er noget, der skal ændres – i livet såvel som praktisk. Jeg anbefaler at komme så meget ud i dagslys og natur som muligt. Meditation og rolig yoga er fantastisk til atter at komme ned i gear. Skriv gerne ned, hvad du har af følelser, behov og ønsker.

Ved at blive bevidst om månens faser, og hvordan den afspejler egen cyklus, kan du få en større forståelse af dig selv og din egen indre cyklus. For nogen kan det være et mål at skubbe cyklus for at bløde ved nymåne, men det er ikke en nødvendighed, hvis du trives godt i din cyklus.

Ved at leve ud fra månens faser ved du, hvornår tiden er god at ligge de sociale arrangementer, og hvornår du skal passe ekstra på dig. Det er en kæmpe gave.

Det har det været for mig. Og jeg ville ønske, at alle kvinder lærte at mestre det, så vi kan få mere harmoni og lethed ind i livet!

For at nå dertil kan du for eksempel anvende en månekalender og en månedagbog. Her kan du tune ind på månen hver dag og notere, hvor du er i din cyklus, og hvordan du har det. Efter bare tre måneder vil du kunne se dit mønster og blive mere opmærksom på, hvad DIN forbindelse er til månen.

Med månen har du som kvinde således en stabil og trofast guide lige ved hånden.

HEALING

Sådan kan du bruge månen som cyklisk guide

Brug månen som cyklisk guide - Helle Luna Koed giver gode

1. september 2020 | Af Helle Luna Koed | Foto: Privat

 

Med månen har du som kvinde en stabil og trofast guide lige ved hånden. At leve ud fra månens faser er en kæmpe gave, skriver Helle Luna Koed.

Helle Luna Koed er illustrator og shamanistisk behandler. Hun har selv haft stor gavn af at følge månen. Blandt andet har hun fået mere regelmæssig menstruation, færre smerter og en helt anden opfattelse af det at bløde. Du kan følge hende på Instagram @helle.luna.koed og læse mere på hendes hjemmeside MoonCreative.dk.

Siden barn har jeg set månen som et objekt på himlen, som påvirker vores søvn. Ingen undrer sig, hvis vi siger, at vi sover dårligt omkring fuldmåne. Men hvad mange af os har glemt, og aldrig er blevet lært, er månens magiske cyklus, som afspejler kvinders menstruationscyklus.

Og længden på månens og kvindens menstruationscyklus er da også præcis den samme.

I gamle myter og fortællinger hører vi, at hvis kvinder bløder omkring nymåne og har ægløsning ved fuldmåne, er hun fertil og lever synkront med månen. Dette var før elektricitet og p-piller. Det var også før, vores mad bestod af forarbejdet og forfinet mad, før vi tilbragte hele dagen indendørs og sov for lukkede døre og vinduer.

Månen er som en vis kvinde, der kan fylde os med de gamle myter og give os en større forståelse for vores egen cyklus. Månen kan i den grad støtte os i, at det er ok, at vi har perioder i vores cyklus, hvor vi er mere indadvendte og stille. Hvilket i sidste ende gør os mere effektive og giver os en større harmoni i livet. For lige som månen har fire faser, har vi kvinder samme faser, vi gennemlever hver måned.

Nymåne

Denne fase kaldes for vinter. Det er den energi, der ligger her, og det er tiden for menstruation.

Ved nymåne starter den nye månecyklus. Det er her, månen ikke er at se på himlen (kaldes også mørkmåne) og strækker sig frem til dagen, hvor månen viser den første hårfine synlige streg.

I de syv dage ved nymåne er vi kvinder introverte, stille og har brug for at trække os, så vores indre batterier kan lade op. Jeg anbefaler, hvis det er muligt, at tage lidt før fri fra arbejde, tage en fridag og bestille mad udefra. I denne fase er vi ofte ekstra intuitive, kreative og sårbare.

Tiltagende måne

Denne fase kaldes for forår. Blødningen er overstået, og vi føler os mere friske igen.

Månen bliver mere og mere synlig på himlen og bevæger sig hen imod fuldmånen. Der er mere power, og energien stiger – både i månen og hos os kvinder. Nu begynder vi at blive mere udadvendte, har lyst til at sætte nye ting i gang og har brug for fornyet energi. I foråret spirer alt, er lysegrønt og fyldt med liv. Jeg anbefaler at have fokus på kosten, gåture og andet som giver energi – det kunne være leg, dans og latter.

Fuldmåne

Når månen er en stor rund kugle på himlen, er den på sit højeste. Denne fase kaldes Sommer.
Nu blomstrer det hele, folder sig ud, og vi har max energi på vores batterier.

I denne fase ligger ægløsningen, hvilket også betyder, at vi har større sexlyst.

Vi er udadvendte, sociale og har lyst til fest og farver. Under fuldmåne har vi brug for større frihed og bevægelighed. Jeg anbefaler, at det er nu, du med fordel kan ligge din fødselsdagsfest og andre større sociale arrangementer, som kræver lidt mere af dig.

Aftagende måne

Denne fase kaldes for efterår og er en fase, flere synes er hård at komme igennem. Lige som mørket i efteråret kan være svært. Men hvis vi er forberedt på, at denne fase nu kommer, og endnu bedre at vi ser formålet med den, er det langt lettere at være her i aftagende måne.

Kroppen forbereder sig på vinter, menstruation og nymåne. Energien daler, og vi begynder igen at trække os og vende lidt indad. Tiden er god til at reflektere over, om der er noget, der skal ændres – i livet såvel som praktisk. Jeg anbefaler at komme så meget ud i dagslys og natur som muligt. Meditation og rolig yoga er fantastisk til atter at komme ned i gear. Skriv gerne ned, hvad du har af følelser, behov og ønsker.

Ved at blive bevidst om månens faser, og hvordan den afspejler egen cyklus, kan du få en større forståelse af dig selv og din egen indre cyklus. For nogen kan det være et mål at skubbe cyklus for at bløde ved nymåne, men det er ikke en nødvendighed, hvis du trives godt i din cyklus.

Ved at leve ud fra månens faser ved du, hvornår tiden er god at ligge de sociale arrangementer, og hvornår du skal passe ekstra på dig. Det er en kæmpe gave.

Det har det været for mig. Og jeg ville ønske, at alle kvinder lærte at mestre det, så vi kan få mere harmoni og lethed ind i livet!

For at nå dertil kan du for eksempel anvende en månekalender og en månedagbog. Her kan du tune ind på månen hver dag og notere, hvor du er i din cyklus, og hvordan du har det. Efter bare tre måneder vil du kunne se dit mønster og blive mere opmærksom på, hvad DIN forbindelse er til månen.

Med månen har du som kvinde således en stabil og trofast guide lige ved hånden.

LÆS OGSÅ

Gratis babypakker 2022: Se dem alle her

af | jan 9, 2022

TIPS&TRICKS

Gratis babypakker 2022: Se dem alle her

Her finder du alle gratis babypakker samlet et sted.

9. januar 2022 | Af fødslen.dk | Foto: Andrew George, Unsplash

Flere forhandlere tilbyder gratis pakker til baby og mor. På den måde får de reklameret for deres produkter, mens du som forbruger kan afprøve dem gratis. 

Som gravid og nybagt mor eller far har du mulighed for at hente en række gratis babypakker. Pakkerne indeholder prøver på for eksempel bleer, sutter og tøj. På den måde har du mulighed for at afprøve forskellige produkter gratis.

Du skal blot være opmærksom på, at du ofte skal takke ja til at modtage virksomhedens nyhedsbrev, reklame fra diverse samarbejdspartnere eller bliver en del af deres kundeklub. Jeg anbefaler derfor også, at du altid læser betingelserne, før du videregiver din mail eller adresse.

TIPS&TRICKS

Gratis babypakker 2022: Se dem alle her

Her finder du alle gratis babypakker samlet et sted.

9. januar 2022 | Af fødslen.dk | Foto: Andrew George, Unsplash
 

Flere forhandlere tilbyder gratis pakker til baby og mor. På den måde får de reklameret for deres produkter, mens du som forbruger kan afprøve dem gratis. 

 

Som gravid og nybagt mor eller far har du mulighed for at hente en række gratis babypakker. Pakkerne indeholder prøver på for eksempel bleer, sutter og tøj. På den måde har du mulighed for at afprøve forskellige produkter gratis.

Du skal blot være opmærksom på, at du ofte skal takke ja til at modtage virksomhedens nyhedsbrev, reklame fra diverse samarbejdspartnere eller bliver en del af deres kundeklub. Jeg anbefaler derfor også, at du altid læser betingelserne, før du videregiver din mail eller adresse.

Rema 1000

Du kan hente en gratis babypakke fra Rema1000.

Den gratis babystartpakke fra Rema 1000 indeholder forskellige produkter, som du normalt kan købe i din lokale butik. Pakken indeholder blandt andet bleer, vådservietter, vaskeklude og en sut. Du kan hente en babypakke pr. barn.

Læs mere og bestil her

raskrask.dk
Hos raskrask.dk kan du blandt andet få massage og klipning i eget hjem.

ANNONCE Selvforkælelse er ekstremt vigtigt for krop og sjæl – både i graviditeten og som nybagt moder. Og det skal være nemt, når du har et lille barn, der har brug for din nærhed. Derfor er raskrask.dk en fantastisk løsning. Her kan du nemlig booke massage og klipning, såvel som yogatimer og personlig træning i dit eget hjem. Dejligt trygt og let. 

Læs mere og bestil her

Ønskebørn

Hent en gratis babypakke hos Ønskebørn - den såkaldte Ønskeboks.

 

raskrask.dk
Hos raskrask.dk kan du blandt andet få massage og klipning i eget hjem.

ANNONCE Selvforkælelse er ekstremt vigtigt for krop og sjæl – både i graviditeten og som nybagt moder. Og det skal være nemt, når du har et lille barn, der har brug for din nærhed. Derfor er raskrask.dk en fantastisk løsning. Her kan du nemlig booke massage og klipning, såvel som yogatimer og personlig træning i dit eget hjem. Dejligt trygt og let. 

Læs mere og bestil her

Babykasse.dk

Med en abonnementskasse fra babykasse.dk behøver du ikke tænke på at komme ud og købe bleer.

ANNONCE Der er nok at se til med en lille nyfødt i hjemmet. Med en abonnementskasse fra babykasse.dk behøver du ikke tænke på at komme ud og købe bleer. Her kan du nemlig få dem tilsendt hver måned. Du kan vælge mellem en fast favoritkasse eller selv sammensætte en kasse med det blemærke, du ønsker. Du kan endda tilvælge en masse skønne produkter så som bodies, lækre ulddragter og ammeindlæg.

Læs mere og bestil her

PhotoCare

Hos Photocare kan du hente en gratis babypakke.

25 ud af PhotoCares 42 butikker tilbyder en gratis babystartpakke. Den indeholder blandt andet et gavebevis til en gratis fotografering i studie (billeder kan efterfølgende tilkøbes), et gavebevis på 100 kroner til print af egne billeder (ikke studie) samt et gavebevis på 100 kroner til en Cewe fotobog. Pakken er for kommende og nybagte forældre med børn op til seks måneder.

Læs mere og bestil her

Babykasse.dk

Med en abonnementskasse fra babykasse.dk behøver du ikke tænke på at komme ud og købe bleer.

ANNONCE Der er nok at se til med en lille nyfødt i hjemmet. Med en abonnementskasse fra babykasse.dk behøver du ikke tænke på at komme ud og købe bleer. Her kan du nemlig få dem tilsendt hver måned. Du kan vælge mellem en fast favoritkasse eller selv sammensætte en kasse med det blemærke, du ønsker. Du kan endda tilvælge en masse skønne produkter så som bodies, lækre ulddragter og ammeindlæg.

Læs mere og bestil her

Lidl

Hos Lidl kan du hente en gratis babypakke fra deres mærke Lupilu

 

HelloFresh

Hos HelloFresh kan du få friske råvarer bragt til døren - du vælger selv måltidskasse, og lige nu kan du bruge rabatkoden HELLOBABY og spare penge.

ANNONCE Hos HelloFresh kan du skræddersy din egen måltidskasse og spare tid og energi på at handle og finde opskrifter. Her vælger du blot det antal opskrifter og dage, du ønsker, og så bliver de friske råvarer bragt til din dør. En løsning, der kan gøre hverdagen lidt nemmere for de fleste familier med børn. Bruger du koden HELLOBABY, kan du hele 2022 spare op til 986 kroner på de første 4 kasser.

Læs mere og bestil her

Skoringen

Hos Skoringen kan du hente en gratis babypakke.

Babypakken fra Skoringen er atter udsolgt, men forventes at komme på lager igen i foråret 2022. I Skoringen kan man endnu ikke oplyse om det kommende indhold. I 2021 indeholdt pakken blandt andet nogle lækre strømper, en blød krammebold, en sutteklud og en lille folder om små fødder.

Læs mere og bestil her

Mofibo

Hos Mofibo kan lytte til alle de bedste bøger - og lige nu kan du prøve det gratis i 30 dage.

ANNONCE Det kan være svært at få åbnet en bog, når du har fået en lille ny. Der findes ellers megen anbefalelsesværdig litteratur om transformationen til mor og forståelsen af den lille ny. Heldigvis kan du i dag lytte til det meste på mofibo. Her findes  mere end 400.000 e- og lydbøger, bl.a. Født klog af Lena Dyhrberg, Fie Hørbys Drop opdragelsen og Moderland af Anne Kirstine Sørensen. 

Læs mere her

Babyuniverset

Gratis babypakke fra Babyuniverset
Når du tilmelder dig Babyuniversets nyhedsbrev, kan du samtidig modtage deres babypakke. Pakken indeholder en e-bog med tips til en god barsel, skabeloner til fødselstavler, du selv kan printe, milepælskort og 3 A5 plakater. E-bog og skabeloner er digitale, mens milepælskort og plakater kan afhentes gratis i Bogense eller sendes mod betaling af porto på pt 59 kroner.

Læs mere og tilmeld her

Maul Biler

Hos Maul Biler kan du få en babypakke og rådgivning ifht at finde den rette familiebil

ANNONCE Når familien bliver udvidet med en lille ny, kan der være behov for en større bil. Hos Maul Biler kan du booke en gratis samtale, hvor du kan få gode råd til, hvordan du finder familiebilen, der passer til netop jer. På Maul Bilers hjemmeside kan du også finde barnevognsguides, hvor du bl.a. kan blive klogere på, om der er plads til en barnevogn i jeres drømmebil, ligesom du hos Maul Biler også kan få øget fleksibilitet ved at lease en brugt bil. 

Læs mere her

Babysam

 

Ikast Etiket

Mammashop

Gratis babypakke Mammashop

Når du tilmelder dig Mammashops nyhedsbrev, får du samtidig en gratis digital babypakke i din indbakke. Pakkens indhold kan variere, men lige nu indeholder den forskellige e-bøger til den første tid, en rabatkode til Mammashop og flere af deres samarbejdspartnere.

Læs mere og bestil her

Libero Klubben

Melder du dig ind i Libero Klubben, kan du få en lille gratis gave til din baby.

Når du melder dig ind i Libero Klubben, får du en lille gratis velkomstgave. Indholdet kan variere, men lige nu består den af to bleer, en Libero sommerfugl, en prøve på Libresse Puresensitive intimvask og nogle wet wipes. Velkomstgaven skal bestilles, inden dit barn bliver 8 uger, og du kan kun bestille en medlemsgave pr. husstand pr. graviditet.

Læs mere og bestil her

Mal godt

Gratis babypakke fra Mal Godt

Tinyteller

Tinyteller

ANNONCE Hos Tinyteller kan du få et af dine fotos foreviget som illustration. Det kunne være fra din graviditet eller af den lille ny. En smuk gave til dig selv eller bedsteforældrene.

Læs mere og bestil her

Babyhelp

Hos babyhelp kan du få en digital babypakke med rabatter.

Udover de mange gratis babypakker, findes der også en del virksomheder, som udbyder babypakker, hvis du betaler porto eller handler for et bestemt beløb. Det gælder for eksempel Australian Bodycare, Små Mennesker og nemlig.com,

Mangler der en GRATIS babypakke på listen, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

af | nov 29, 2021

MODERSKAB

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os, skriver Annalie Jørgensen og Caroline Goth.

29. november 2021 | Af Annalie Jørgensen og Caroline Goth | Foto: Privat

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

 

Caroline Goth er 36 år og mor. Hun er bl.a. uddannet doula, psykomotorisk terapeut med speciale i gravide med angst for at føde og intuitiv Rituel Master. Læs mere på hendes instagramprofil caroline_goth. Annalie Jørgensen er 37 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med efteruddannelser i kropsterapi, stress & traume, tilknytning og forældreskab. Du kan følge hende på annalie_joergensen, hvor hun deler ud af sin viden.

Det er ikke nogen let opgave, vores generation står overfor, når det kommer til forældreskabet. Siden vores forældre blev forældre, er der sket utrolig meget inden for forskning i udviklingspsykologi, og det nye børnesyn er langsomt ved at brede sig.

Modsat det gamle børnesyn, hvor børn blev opfattet som egoistiske, irrationelle, asociale ‘ufærdige voksne’, der skulle opdrages hårdt og indordne sig de voksne, ved vi nu, at børn er intentionelle væsener med gode hensigter, der er født sociale, kommunikativt parate, og at de skaber mening og sammenhænge allerede fra før fødslen. 

Vi ved, at skæld ud, straf og trusler er skadeligt, både for barnets selvværd og for den vigtige tilknytning mellem barnet og den voksne. Vi ved, at der ikke findes gode og dårlige følelser, men at alle barnets følelser skal rummes og have plads. Vi ved, at børn gør, som vi gør, og ikke som vi siger, og vi ved, at sand robusthed og resiliens kommer med et solidt selvværd og et nervesystem i balance.

Alligevel er det udfordrende for de fleste af os at udøve det nye børnesyn i praksis. For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede. Og i et samfund som vores, hvor de fleste småbørnsforældre må lægge størstedelen af deres timer og energi på arbejdsmarkedet, og tiden med vores børn bliver komprimeret til kvalitetstid i ulvetimerne, føler de fleste forældre sig presset langt oftere, end hvad godt er.

Særligt mødre føler sig ekstremt pressede. For selvom ligestilling har været på dagsordenen i umindelige tider efterhånden, og de fleste kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet siden 60’ernes oprør, så er det stadig moderen, der i de fleste familier tager sig af både det praktiske og det mentale, når det kommer til børnene. Det er hende, der ved, hvad der skal i madpakkerne, hvornår børnene sidst har været i bad, og om de er vokset ud af sidste års vinterstøvler. Det såkaldte mental load. 

“For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Samtidig lever vi mere isolerede end nogensinde før. Den landsby, det kræver at opfostre børn, er blevet erstattet af et system, og de nære relationer, som vi kvinder har brug for for at få reguleret vores nervesystem, til at spejle os i og til at holde rum for os, så vi kan holde rum for vores børn, må vi kigge langt efter. 

Så når vi står dér i supermarkedet med en kort lunte efter en lang arbejdsdag og med trætte børn, som er mættede af indtryk og sultne efter vores fulde opmærksomhed, vil størstedelen af os gå på autopilot og reagere instinktivt ud fra de historier, som har lagret sig i vores krop gennem de oplevelser, vi tidligere har haft. 

Derfor er det helt afgørende, at vi kender vores historie. 

At kende vores egen historie handler både om at vide, hvad der faktuelt er sket og ikke sket, og i lige så høj grad om, hvordan disse oplevelser har lagret sig i vores krop og nervesystem, og derfor, ubevidst, har indflydelse på måden, vi er i verden på i dag – inklusiv måden, vi er forældre på. 

Allerede fra fosterstadiet bliver vi præget af vores omgivelser. De følelser og oplevelser, som vores mor havde, mens vi lå i hendes mave, bliver lagret i vores krop og nervesystem. Det samme gør måden, vi kom til verden på, vores placering i søskendeflokken, stemningen i vores barndomshjem, måden vi blev mødt på og talt til af vores forældre osv. Var vores mor tynget af bekymring under graviditeten, kan vi opleve at have en grundtone af utryghed. Kom vi til verden med hjælp fra en sugekop, kan vi komme til at tro, at hjælp er noget ubehageligt, eller at vi ikke kan selv. Er vi den ældste i søskendeflokken, har vi måske fået et for stort ansvar, som vi har taget med os videre i vores voksenliv. Blev vi mødt med mistillid og vrede af vores forældre, er dette måske blevet vores indre stemme og måden, vi møder os selv på. 

De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede. Fordi vi var børn og afhængige af de voksnes kærlighed til os for at overleve. Ved at blive bevidst om vores historie og hvordan den påvirker vores nutid, kan vi adskille fortid fra nutid, både mentalt men også kropsligt.

“De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Vi kan forstå, at den grundlæggende undertone af frygt fra tiden i livmoderen ikke var vores, og at vi ikke behøver at være konstant på vagt. At den voldsomme hjælp vi fik fra sugekoppen, da vi kom til verden, ikke betyder at AL hjælp er ubehagelig, og at vi kan få nye positive erfaringer ved at turde bede om hjælp. Vi kan forstå, at det ansvar, vi følte som den ældste i søskendeflokken, ikke var vores, og at vi nu kan slippe det uden frygt for at blive ‘forladt’ af vores familie. Vi kan forstå, at den indre hårde stemme, vi har inde i os, ikke er vores egen, og at vi kan begynde at ‘tale’ til os selv på en mere kærlig måde.

Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn. Det giver os mulighed for at tage os af det lille sårede barn inde i os selv, og samtidig kan det give os en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Så første skridt er at blive bevidst om vores historie – adskille fortid fra nutid – og forstå, at vi er voksne nu. Både mentalt og kropsligt. Sommetider vil det kræve hjælp fra en anden voksen, eventuelt en terapeut, som kan støtte os og holde rum for vores proces.

Andet skridt er så at blive opmærksom på de situationer, hvor vores historie bliver aktiveret, og forsøge at gøre det anderledes samtidig med, at vi får taget os kærligt og omsorgsfuldt af os selv og vores indre barn. Også her kan det være behjælpeligt med noget hjælp og støtte udefra, både i forhold til eksempler på nye hensigtsmæssige handlemønstre og i form af forskellige redskaber og værktøjer til at berolige vores nervesystem.

“Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

I takt med at vi skaber nye erfaringer, skaber vi også nye handlemønstre og endda nye nerveforbindelser i hjernen, som med tiden gør de nye handlemønstre automatiske. Det kræver både øvelse og tid at få skabt nye handlemønstre, og det er uundgåeligt, at vi vil falde i et hav af gange og pludselig blive opmærksomme på, at vi står midt i en situation, hvor vores historie spiller os et puds. Eller måske går det først op for os, efter skaden er sket. Og her er det så vigtigt at vide, at det aldrig er for sent at tage ansvar, og det er aldrig for sent at sige undskyld. Bevidst forældreskab handler nemlig ikke om at være perfekt. For ‘perfekt’ findes ikke. Tværtimod handler det om at være et menneske. Et autentisk menneske, der har mod på at tage ansvar for sin egen historie, så den ikke går i arv til vores børn. 

“Let’s raise children who won’t have to recover from their childhoods.” – Pam Leo

MODERSKAB

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os, skriver Annalie Jørgensen og Caroline Goth.

29. november 2021 | Af Annalie Jørgensen og Caroline Goth | Foto: Privat

 

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Caroline Goth er 36 år og mor. Hun er bl.a. uddannet doula, psykomotorisk terapeut med speciale i gravide med angst for at føde og intuitiv Rituel Master. Læs mere på hendes instagramprofil caroline_goth. Annalie Jørgensen er 37 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med efteruddannelser i kropsterapi, stress & traume, tilknytning og forældreskab. Du kan følge hende på annalie_joergensen, hvor hun deler ud af sin viden.

Det er ikke nogen let opgave, vores generation står overfor, når det kommer til forældreskabet. Siden vores forældre blev forældre, er der sket utrolig meget inden for forskning i udviklingspsykologi, og det nye børnesyn er langsomt ved at brede sig.

Modsat det gamle børnesyn, hvor børn blev opfattet som egoistiske, irrationelle, asociale ‘ufærdige voksne’, der skulle opdrages hårdt og indordne sig de voksne, ved vi nu, at børn er intentionelle væsener med gode hensigter, der er født sociale, kommunikativt parate, og at de skaber mening og sammenhænge allerede fra før fødslen. 

Vi ved, at skæld ud, straf og trusler er skadeligt, både for barnets selvværd og for den vigtige tilknytning mellem barnet og den voksne. Vi ved, at der ikke findes gode og dårlige følelser, men at alle barnets følelser skal rummes og have plads. Vi ved, at børn gør, som vi gør, og ikke som vi siger, og vi ved, at sand robusthed og resiliens kommer med et solidt selvværd og et nervesystem i balance.

Alligevel er det udfordrende for de fleste af os at udøve det nye børnesyn i praksis. For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede. Og i et samfund som vores, hvor de fleste småbørnsforældre må lægge størstedelen af deres timer og energi på arbejdsmarkedet, og tiden med vores børn bliver komprimeret til kvalitetstid i ulvetimerne, føler de fleste forældre sig presset langt oftere, end hvad godt er.

Særligt mødre føler sig ekstremt pressede. For selvom ligestilling har været på dagsordenen i umindelige tider efterhånden, og de fleste kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet siden 60’ernes oprør, så er det stadig moderen, der i de fleste familier tager sig af både det praktiske og det mentale, når det kommer til børnene. Det er hende, der ved, hvad der skal i madpakkerne, hvornår børnene sidst har været i bad, og om de er vokset ud af sidste års vinterstøvler. Det såkaldte mental load. 

“For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Samtidig lever vi mere isolerede end nogensinde før. Den landsby, det kræver at opfostre børn, er blevet erstattet af et system, og de nære relationer, som vi kvinder har brug for for at få reguleret vores nervesystem, til at spejle os i og til at holde rum for os, så vi kan holde rum for vores børn, må vi kigge langt efter. 

Så når vi står dér i supermarkedet med en kort lunte efter en lang arbejdsdag og med trætte børn, som er mættede af indtryk og sultne efter vores fulde opmærksomhed, vil størstedelen af os gå på autopilot og reagere instinktivt ud fra de historier, som har lagret sig i vores krop gennem de oplevelser, vi tidligere har haft. 

Derfor er det helt afgørende, at vi kender vores historie. 

At kende vores egen historie handler både om at vide, hvad der faktuelt er sket og ikke sket, og i lige så høj grad om, hvordan disse oplevelser har lagret sig i vores krop og nervesystem, og derfor, ubevidst, har indflydelse på måden, vi er i verden på i dag – inklusiv måden, vi er forældre på. 

Allerede fra fosterstadiet bliver vi præget af vores omgivelser. De følelser og oplevelser, som vores mor havde, mens vi lå i hendes mave, bliver lagret i vores krop og nervesystem. Det samme gør måden, vi kom til verden på, vores placering i søskendeflokken, stemningen i vores barndomshjem, måden vi blev mødt på og talt til af vores forældre osv. Var vores mor tynget af bekymring under graviditeten, kan vi opleve at have en grundtone af utryghed. Kom vi til verden med hjælp fra en sugekop, kan vi komme til at tro, at hjælp er noget ubehageligt, eller at vi ikke kan selv. Er vi den ældste i søskendeflokken, har vi måske fået et for stort ansvar, som vi har taget med os videre i vores voksenliv. Blev vi mødt med mistillid og vrede af vores forældre, er dette måske blevet vores indre stemme og måden, vi møder os selv på. 

De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede. Fordi vi var børn og afhængige af de voksnes kærlighed til os for at overleve. Ved at blive bevidst om vores historie og hvordan den påvirker vores nutid, kan vi adskille fortid fra nutid, både mentalt men også kropsligt.

“De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Vi kan forstå, at den grundlæggende undertone af frygt fra tiden i livmoderen ikke var vores, og at vi ikke behøver at være konstant på vagt. At den voldsomme hjælp vi fik fra sugekoppen, da vi kom til verden, ikke betyder at AL hjælp er ubehagelig, og at vi kan få nye positive erfaringer ved at turde bede om hjælp. Vi kan forstå, at det ansvar, vi følte som den ældste i søskendeflokken, ikke var vores, og at vi nu kan slippe det uden frygt for at blive ‘forladt’ af vores familie. Vi kan forstå, at den indre hårde stemme, vi har inde i os, ikke er vores egen, og at vi kan begynde at ‘tale’ til os selv på en mere kærlig måde.

Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn. Det giver os mulighed for at tage os af det lille sårede barn inde i os selv, og samtidig kan det give os en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Så første skridt er at blive bevidst om vores historie – adskille fortid fra nutid – og forstå, at vi er voksne nu. Både mentalt og kropsligt. Sommetider vil det kræve hjælp fra en anden voksen, eventuelt en terapeut, som kan støtte os og holde rum for vores proces.

Andet skridt er så at blive opmærksom på de situationer, hvor vores historie bliver aktiveret, og forsøge at gøre det anderledes samtidig med, at vi får taget os kærligt og omsorgsfuldt af os selv og vores indre barn. Også her kan det være behjælpeligt med noget hjælp og støtte udefra, både i forhold til eksempler på nye hensigtsmæssige handlemønstre og i form af forskellige redskaber og værktøjer til at berolige vores nervesystem.

“Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

I takt med at vi skaber nye erfaringer, skaber vi også nye handlemønstre og endda nye nerveforbindelser i hjernen, som med tiden gør de nye handlemønstre automatiske. Det kræver både øvelse og tid at få skabt nye handlemønstre, og det er uundgåeligt, at vi vil falde i et hav af gange og pludselig blive opmærksomme på, at vi står midt i en situation, hvor vores historie spiller os et puds. Eller måske går det først op for os, efter skaden er sket. Og her er det så vigtigt at vide, at det aldrig er for sent at tage ansvar, og det er aldrig for sent at sige undskyld. Bevidst forældreskab handler nemlig ikke om at være perfekt. For ‘perfekt’ findes ikke. Tværtimod handler det om at være et menneske. Et autentisk menneske, der har mod på at tage ansvar for sin egen historie, så den ikke går i arv til vores børn. 

“Let’s raise children who won’t have to recover from their childhoods.” – Pam Leo

 

Mødrecirkel-forløb

Til februar tilbyder Caroline og Annalie et mødrecirkelforløb, som vil være et nærende kvindefællesskab med fokus på forkælelse, egenomsorg samt bevidst forældreskab.

Du kan læse mere om det her – og købe til early bird-pris frem til 15. december.

 

LÆS OGSÅ