Vejen til healing kan være ensom og smertefuld
HEALING
Vejen til healing kan være ensom og smertefuld
2. januar 2023 | Af Abi Frost | Foto: Tiago Bandeira, Unsplash
Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig.
Healing er mange ting, kan se ud på mange måder og rummer ofte en lang rodet rejse. En fællesnævner er dog, at det sjældent er kønt eller ”lyserødt” – for healing handler i al sin enkelthed om at se på de traumer og tillærte mønstre, der er blevet en del af vores væsen, og indse, at de ikke er en del af vores oprindelse og den, vi virkelig er. De er blot noget, vi har ”samlet op” eller er blevet lært.
Healing kan derfor også gøre ondt. At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte. En smerte, der handler om den uret, vi føler, vi har oplevet, hvad end den så måtte bunde i.
I denne proces er det vigtigt at huske, at smerten er en del af fortiden, og selv om vi genbesøger den – og smerten føles reel og ægte, så kan den ikke gøre os ondt igen. Det, vi oplever, er et aftryk af fortiden.
Genbesøget viser os også, at vi har en mulighed for at se på det oplevede med nye øjne i stedet for med det indre sårede barns. Og det muliggør, at vi finder en snert af forståelse eller måske endda accept af fortiden. På et tidspunkt kommer måske også tilgivelsen. En tilgivelse, der kan sætte os fri.
“At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte.”
Abi Frost
På healingsrejsen vil vores eget indre barn have brug for en voksen, der er tilstede og nærværende. En voksen, der lytter, holder om, støtter og give ubetinget kærlighed. Alt det, vi ikke fik og dermed mangler.
Når vi begynder at opfylde disse egne dybe behov, begynder vi for alvor at heale og hele. Her begynder vi at indse, at det aldrig var os, der var forkerte, for lidt, for meget, ikke gode nok, ikke dygtige nok, ikke smukke nok. Vi var hele tiden perfekte og værdige til et liv i overflod.
Når den del af rejsen tager fart, kommer der ofte reaktioner fra vores omgangskreds. Vi flytter os nemlig ud af de snævre kasser og rammer, der er blevet bygget omkring os. Vi vokser ud af det billede, vi selv og vores omgivelser har sat op som værende os. Dermed synes de måske også, vi forandrer os, bliver noget andet – og måske får de svært ved at genkende os.
Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved. Mange mister i den forbindelse venner og familie, og den ensomme vandring tager sin start. Det er smertefuldt, men en nødvendig del af rejsen.
Det samme er sorgen.
For i takt med at vi healer og slipper alt det, der engang var, slipper vi også dele af os selv – dele af vores identitet. Selvom det er dele, vi ikke længere kan forliges med, så er det stadig som at sige farvel til en gammel ven. Og hvem er vi, når vi slipper det gamle? Hvad kommer på den anden side? Og hvor er vi på vej hen?
“Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved.”
Abi Frost
Der kan komme mange spørgsmål i denne proces, og det er vigtigt at give sorgen plads. Den er en helt naturlig og smuk del af rejsen – præcis som vreden og forvirringen er det. Giv dig selv lov at sørge over det, der var, og det, der ikke længere er eller skal være.
Healing er derfor også ensomt, hvad end du har kærlige og forstående relationer omkring dig eller ej. Rejsen sker nemlig på indersiden.
Vi mærker ekstra meget, tænker ekstra meget og ser spejlinger af os selv i alt og alle. Vi bliver bevidste om reaktionsmønstre og eget syn på verden. Vi afinstallerer alt det tillærte, og lige meget hvor meget vi prøver at dele den oplevelse med andre, vil det i sidste ende altid være en oplevelse, vi står med alene.
For hvordan forklarer man, at ens indre barn er gået fra ”nedlukket” til vred. Og at det er en god ting, når man ikke engang helt selv forstår, hvad det er, der sker, men blot ved, at det føles rigtigt. Hvordan forklarer man, at man er sårbar og hudløs, når der ikke er en umiddelbar forklaring eller situation, der har udløst netop de følelser? Hvordan forklarer man, at det, man før fandt sjovt og interessant, ikke længere føles godt, men kedeligt og ligegyldigt? Hvordan forklarer man, at man egentlig helst bare vil være lidt alene (igen), fordi sorgen, som man ikke kan sætte ord på, fylder en til randen.
Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet. Husk det.
Hvordan din healingsrejse tager sig ud, og hvilken rækkefølge tingene kommer i, er ikke til at vide på forhånd, for vi healer i det tempo, vi er klar til, og kigger på de ting, vi kan overkomme. Vi genbesøger derfor ofte temaer af flere omgange og i en ikke kronologisk rækkefølge. Healing kan ikke forklares, planlægges eller times. Healing sker, når vi er klar og villige til at træde ind på vejen og gå den skridt for skridt.
“Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet.”
Abi Frost
Det kan føles overvældende, sårbart, rodet og uskønt – men i sidste ende er det rejsen værd. For du viser dig selv og dit indre barn, at du er det hele værd, og at du har dig.
Du var aldrig gået i stykker. Du var altid hel. Og du var den, du ventede på, til at vise dig det!
HEALING
Vejen til healing kan være ensom og smertefuld
2. januar 2023 | Af Abi Frost | Foto: Tiago Bandeira, Unsplash
Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig.
Healing er mange ting, kan se ud på mange måder og rummer ofte en lang rodet rejse. En fællesnævner er dog, at det sjældent er kønt eller ”lyserødt” – for healing handler i al sin enkelthed om at se på de traumer og tillærte mønstre, der er blevet en del af vores væsen, og indse, at de ikke er en del af vores oprindelse og den, vi virkelig er. De er blot noget, vi har ”samlet op” eller er blevet lært.
Healing kan derfor også gøre ondt. At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte. En smerte, der handler om den uret, vi føler, vi har oplevet, hvad end den så måtte bunde i.
I denne proces er det vigtigt at huske, at smerten er en del af fortiden, og selv om vi genbesøger den – og smerten føles reel og ægte, så kan den ikke gøre os ondt igen. Det, vi oplever, er et aftryk af fortiden.
Genbesøget viser os også, at vi har en mulighed for at se på det oplevede med nye øjne i stedet for med det indre sårede barns. Og det muliggør, at vi finder en snert af forståelse eller måske endda accept af fortiden. På et tidspunkt kommer måske også tilgivelsen. En tilgivelse, der kan sætte os fri.
“At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte.”
Abi Frost
På healingsrejsen vil vores eget indre barn have brug for en voksen, der er tilstede og nærværende. En voksen, der lytter, holder om, støtter og give ubetinget kærlighed. Alt det, vi ikke fik og dermed mangler.
Når vi begynder at opfylde disse egne dybe behov, begynder vi for alvor at heale og hele. Her begynder vi at indse, at det aldrig var os, der var forkerte, for lidt, for meget, ikke gode nok, ikke dygtige nok, ikke smukke nok. Vi var hele tiden perfekte og værdige til et liv i overflod.
Når den del af rejsen tager fart, kommer der ofte reaktioner fra vores omgangskreds. Vi flytter os nemlig ud af de snævre kasser og rammer, der er blevet bygget omkring os. Vi vokser ud af det billede, vi selv og vores omgivelser har sat op som værende os. Dermed synes de måske også, vi forandrer os, bliver noget andet – og måske får de svært ved at genkende os.
Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved. Mange mister i den forbindelse venner og familie, og den ensomme vandring tager sin start. Det er smertefuldt, men en nødvendig del af rejsen.
Det samme er sorgen.
For i takt med at vi healer og slipper alt det, der engang var, slipper vi også dele af os selv – dele af vores identitet. Selvom det er dele, vi ikke længere kan forliges med, så er det stadig som at sige farvel til en gammel ven. Og hvem er vi, når vi slipper det gamle? Hvad kommer på den anden side? Og hvor er vi på vej hen?
“Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved.”
Abi Frost
Der kan komme mange spørgsmål i denne proces, og det er vigtigt at give sorgen plads. Den er en helt naturlig og smuk del af rejsen – præcis som vreden og forvirringen er det. Giv dig selv lov at sørge over det, der var, og det, der ikke længere er eller skal være.
Healing er derfor også ensomt, hvad end du har kærlige og forstående relationer omkring dig eller ej. Rejsen sker nemlig på indersiden.
Vi mærker ekstra meget, tænker ekstra meget og ser spejlinger af os selv i alt og alle. Vi bliver bevidste om reaktionsmønstre og eget syn på verden. Vi afinstallerer alt det tillærte, og lige meget hvor meget vi prøver at dele den oplevelse med andre, vil det i sidste ende altid være en oplevelse, vi står med alene.
For hvordan forklarer man, at ens indre barn er gået fra ”nedlukket” til vred. Og at det er en god ting, når man ikke engang helt selv forstår, hvad det er, der sker, men blot ved, at det føles rigtigt. Hvordan forklarer man, at man er sårbar og hudløs, når der ikke er en umiddelbar forklaring eller situation, der har udløst netop de følelser? Hvordan forklarer man, at det, man før fandt sjovt og interessant, ikke længere føles godt, men kedeligt og ligegyldigt? Hvordan forklarer man, at man egentlig helst bare vil være lidt alene (igen), fordi sorgen, som man ikke kan sætte ord på, fylder en til randen.
Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet. Husk det.
Hvordan din healingsrejse tager sig ud, og hvilken rækkefølge tingene kommer i, er ikke til at vide på forhånd, for vi healer i det tempo, vi er klar til, og kigger på de ting, vi kan overkomme. Vi genbesøger derfor ofte temaer af flere omgange og i en ikke kronologisk rækkefølge. Healing kan ikke forklares, planlægges eller times. Healing sker, når vi er klar og villige til at træde ind på vejen og gå den skridt for skridt.
“Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet.”
Abi Frost
Det kan føles overvældende, sårbart, rodet og uskønt – men i sidste ende er det rejsen værd. For du viser dig selv og dit indre barn, at du er det hele værd, og at du har dig.
Du var aldrig gået i stykker. Du var altid hel. Og du var den, du ventede på, til at vise dig det!
LÆS OGSÅ
