Du kan ikke se lyset brænde stærkt, før mørket falder på

af | nov 13, 2023

HEALING

Du kan ikke se lyset brænde stærkt, før mørket falder på

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden, skriver Abi Frost.

13. september 2023 | Af Abi Frost | Foto: Pixabay

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Sommeren er gået på hæld, og vi går mod mørkere tider. Det er naturens såvel som livets gang: For at der kan være lys, må der også være mørke.

Det er en naturlig cyklus, som er gældende i mange henseender. Lys og mørk, dag og nat, rart og u-rart, indre og ydre, synligt og usynligt.

Problemet er blot, at vi i dag lever på en måde, hvor vi har mere fokus på lyset og lyst end på mørket – i hvert fald hvis vi kigger på det åndelige plan.

Mørket er blevet en udskældt del af helheden. Mørket er blevet noget, vi frygter. Noget, vi løber fra, og noget, vi tror, vi for alt i verden skal forsøge at undgå.

Mørket er i vores tid ikke velkomment. For det er ikke kønt. Det sælger ikke og skal helst gemmes væk.

I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.

Hele generationer har måttet ”klemme ballerne sammen” og tørre tårerne bort. De har ikke lært at forholde sig til mørket, for mørke, vrede, sorg og ”negative” følelser har ikke været velkomne.

Vi higer i stedet efter lyset, der er blevet en slags synonym med frelse og forløsning.

I den jagt glemmer vi blot, at vi ikke kan finde lyset eller blive oplyste, hvis vi ikke først tør gå gennem mørket og blive venner med det. Vi kan ikke kun dyrke lyset. Vi kan ikke kun have dag, og vi kan ikke kun have succes. Der skal være plads til mørket, nætterne og læring. Vi har brug for begge dele.

“I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.”

 
Abi Frost

Der er ingen vej udenom, for mørket findes i os alle. I vores sorger, vores traumer og vores frygt. Både det tillærte, det, vi har erfaret igennem et levet liv, og via den bagage, vores sjæl har med sig.

Hvis vi løber fra det, løber vi fra dele af os selv, og dermed føler vi os aldrig som de hele væsner, vi er. Vi bliver splittede og får svært ved at mærke os selv. Vores nervesystem vil blive overbelastet, fordi vi prøver at overdøve ”larmen” fra mørket. Vi forholder os ganske enkelt ikke til helheden indeni.

Mørket vil altid komme snigende på den ene eller anden måde og gøre opmærksom på sin eksistens. Mørket – eller sorgen, smerten, ensomheden og vreden – manifesterer sig lige meget, hvor meget du undertrykker det. Det vil være der og kræve sin tid og plads. Og jo længere tid, du venter på at møde det, jo mere insisterende vil det være.

Stress, depression, udbrændthed og angst er alle tydelige tegn på, at mørket har taget over. Det, nogle vil kalde folkesygdomme, er for mig tydelige tegn på, at vi gør noget forkert eller jagter noget uopnåeligt. At vi løber efter lyset. Og jo længere tid, vi gør det – og fornægter mørket – desto mere vil netop mørket fylde og kræve af os.

Men hvad mon der ville ske, hvis vi turde sætte os med ubehaget i mørket og blot tillade, at det var der? Hvilke sandheder om os selv ville vi erfare? Hvilke følelser ville vi komme i kontakt med? Hvad ville vores ”dæmoner” fortælle os, hvis de fik lov?

I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. Hvis ikke vi tør have dårlige dage, hvordan skal vi da kunne opleve de gode? Hvis ikke vi giver os selv lov at mærke vreden, hvordan ved vi da, hvad indre ild er og kan? Hvis ikke vi tør overgive os til sorgen, hvordan ved vi da, hvad forløsningen føles som?

“I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. “

 
Abi Frost

Vi kan ikke bevæge os ind i en mere oplyst tilstand, hvis vi ikke tør vandre igennem mørket. Præcis som du ikke kan se, om lyset brænder stærkt, før mørket falder på.

Livet består af lys og mørke. Livet består af opture og nedture. Livet består af lykke og sorg. Det hele er der, og det hele skal have sin plads. Og når først vi tør favne mørket, vil lyset blive så meget smukkere.

Mit ønske er derfor, at vi her og nu og i fremtiden bliver bedre til at møde og gøre plads til begge dele. For:

Tænk, hvis det blev anset som normalt at have både gode og dårlige dage.

Tænk, hvis de dårlige ikke skulle fixes, men rummes og æres.

Tænk, hvis vi havde et samfund, hvor det var muligt at græde i offentligheden, uden at skyld og skam var en naturlig følgesvend.

Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet.

Tænk, hvis fejl blev anset som en del af vejen til succes.

Tænk, hvis mørket blev anset som lige så vigtigt som lyset.

“Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet. “

 
Abi Frost

Tænk, hvis vi ikke delte verden op i godt/rigtigt og dårligt/forkert.

Tænk, hvis vi var her for at opleve det hele.

Tænk, hvis mørket var her for at vise os lyset!

HEALING

Du kan ikke se lyset brænde stærkt, før mørket falder på

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden, skriver Abi Frost.

13. september 2023 | Af Abi Frost | Foto: Pixabay

 

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

 

Sommeren er gået på hæld, og vi går mod mørkere tider. Det er naturens såvel som livets gang: For at der kan være lys, må der også være mørke.

Det er en naturlig cyklus, som er gældende i mange henseender. Lys og mørk, dag og nat, rart og u-rart, indre og ydre, synligt og usynligt.

Problemet er blot, at vi i dag lever på en måde, hvor vi har mere fokus på lyset og lyst end på mørket – i hvert fald hvis vi kigger på det åndelige plan.

Mørket er blevet en udskældt del af helheden. Mørket er blevet noget, vi frygter. Noget, vi løber fra, og noget, vi tror, vi for alt i verden skal forsøge at undgå.

Mørket er i vores tid ikke velkomment. For det er ikke kønt. Det sælger ikke og skal helst gemmes væk.

I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.

Hele generationer har måttet ”klemme ballerne sammen” og tørre tårerne bort. De har ikke lært at forholde sig til mørket, for mørke, vrede, sorg og ”negative” følelser har ikke været velkomne.

Vi higer i stedet efter lyset, der er blevet en slags synonym med frelse og forløsning.

I den jagt glemmer vi blot, at vi ikke kan finde lyset eller blive oplyste, hvis vi ikke først tør gå gennem mørket og blive venner med det. Vi kan ikke kun dyrke lyset. Vi kan ikke kun have dag, og vi kan ikke kun have succes. Der skal være plads til mørket, nætterne og læring. Vi har brug for begge dele.

“I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.”

 
Abi Frost

Der er ingen vej udenom, for mørket findes i os alle. I vores sorger, vores traumer og vores frygt. Både det tillærte, det, vi har erfaret igennem et levet liv, og via den bagage, vores sjæl har med sig.

Hvis vi løber fra det, løber vi fra dele af os selv, og dermed føler vi os aldrig som de hele væsner, vi er. Vi bliver splittede og får svært ved at mærke os selv. Vores nervesystem vil blive overbelastet, fordi vi prøver at overdøve ”larmen” fra mørket. Vi forholder os ganske enkelt ikke til helheden indeni.

Mørket vil altid komme snigende på den ene eller anden måde og gøre opmærksom på sin eksistens. Mørket – eller sorgen, smerten, ensomheden og vreden – manifesterer sig lige meget, hvor meget du undertrykker det. Det vil være der og kræve sin tid og plads. Og jo længere tid, du venter på at møde det, jo mere insisterende vil det være.

Stress, depression, udbrændthed og angst er alle tydelige tegn på, at mørket har taget over. Det, nogle vil kalde folkesygdomme, er for mig tydelige tegn på, at vi gør noget forkert eller jagter noget uopnåeligt. At vi løber efter lyset. Og jo længere tid, vi gør det – og fornægter mørket – desto mere vil netop mørket fylde og kræve af os.

Men hvad mon der ville ske, hvis vi turde sætte os med ubehaget i mørket og blot tillade, at det var der? Hvilke sandheder om os selv ville vi erfare? Hvilke følelser ville vi komme i kontakt med? Hvad ville vores ”dæmoner” fortælle os, hvis de fik lov?

I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. Hvis ikke vi tør have dårlige dage, hvordan skal vi da kunne opleve de gode? Hvis ikke vi giver os selv lov at mærke vreden, hvordan ved vi da, hvad indre ild er og kan? Hvis ikke vi tør overgive os til sorgen, hvordan ved vi da, hvad forløsningen føles som?

“I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. “

 
Abi Frost

Vi kan ikke bevæge os ind i en mere oplyst tilstand, hvis vi ikke tør vandre igennem mørket. Præcis som du ikke kan se, om lyset brænder stærkt, før mørket falder på.

Livet består af lys og mørke. Livet består af opture og nedture. Livet består af lykke og sorg. Det hele er der, og det hele skal have sin plads. Og når først vi tør favne mørket, vil lyset blive så meget smukkere.

Mit ønske er derfor, at vi her og nu og i fremtiden bliver bedre til at møde og gøre plads til begge dele. For:

Tænk, hvis det blev anset som normalt at have både gode og dårlige dage.

Tænk, hvis de dårlige ikke skulle fixes, men rummes og æres.

Tænk, hvis vi havde et samfund, hvor det var muligt at græde i offentligheden, uden at skyld og skam var en naturlig følgesvend.

Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet.

Tænk, hvis fejl blev anset som en del af vejen til succes.

Tænk, hvis mørket blev anset som lige så vigtigt som lyset.

“Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet. “

 
Abi Frost

Tænk, hvis vi ikke delte verden op i godt/rigtigt og dårligt/forkert.

Tænk, hvis vi var her for at opleve det hele.

Tænk, hvis mørket var her for at vise os lyset!

LÆS OGSÅ

Vi kan ikke hele uden tryghed

af | feb 1, 2023

HEALING

Vi kan ikke hele uden tryghed

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.

1. februar 2023 | Af Evaloa Benedikte Rannva Schou | Foto: Privat

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.

Evaloa Schou har en karriere som danser og koreograf bag sig. I dag er hun kropsterapeut, grundlægger af uddannelse i Traumeinformeret Kropsterapi og indehaver af helbredshuset HEL på Nørrebro. Du kan læse mere her.

Den måde, hvorpå vi hidtil har opfattet vores autonome nervesystem, har de seneste 10-15 år fået tilført vigtige nuancer. Nuancer som vidner om, at vi mennesker reagerer langt mere forskelligt på opfattede trusler, end vi hidtil har troet. De af os, som er mest utrygge, er sjældent dem, der råber højest. Faktisk kan det være svært at afkode på vores sociale adfærd, hvor aktivt vores forsvar er i øjeblikket. Der findes dermed heller ikke et universelt “safe space” eller nogen “one size fits all”-løsning, når det kommer til, hvordan vi skal tage os af mennesker i terapeutiske rum eller omsorgsfag.

Dette tydeliggjorde Stephen Porges, da han efter årtiers forskning i 2011 udgav “polyvagal-teorien”. Med den er en revolution af opfattelsen af mental og fysisk sundhed nu undervejs. Ikke kun inden for neurofysiologien, men især inden for terapi og behandling. Ønsket om at forstå teorien, og hvad den betyder for, hvordan vi opfatter os selv og vores helbred, har bredt sig støt. Med god grund!  

Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.

Vi er med andre ord ikke i stand til kun at berolige os selv ved at tænke rationelt. Vores “neuroception” vurderer – på baggrund af erfaring – om noget er trygt eller truende. Vurderer vores krop, at en person er utryg, reagerer det autonome nervesystem ved at aktivere forsvar som kamp, flugt, frys, medgørlig, nedluk eller dissociation. Hvilken, der aktiveres, er individuelt og ofte bestemt af vores historie.

“Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.“

 
Evaloa Schou

Ved kamp og flugt (den mobiliserende del af det autonome nervesystem som kaldes sympaticus) er der flere ressourcer og større tryghed til stede end ved de resterende tilstande, som aktiverer den dorsale gren af vagusnerven. Den er i spil ved overhængende fare og i yderste konsekvens reagerer, som stod vi over for vores død. Her går systemet på vågeblus, bevidstheden vandrer, og der udsendes opioider i kroppen, som kan føles beroligende. Vi bliver måske døsige og “spacer ud”, og oplevelsen er ikke nødvendigvis forbundet med stor frygt (men kan være det). Det er netop, når den dorsale del af vagusnerven aktiveres i klienter, at vi som terapeuter eller omsorgspersoner kan komme til at gøre skade uden overhovedet at lægge mærke til, at noget er galt.  

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er nemlig, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed. Det er derfor også bevidst, at jeg kalder min egen tilgang til kropsterapien “traumeinformeret” og ikke “traumeterapi”. Polyvagal-teorien er en vigtig del af min egen tilgang til klienter og undervisning af kropsterapeuter. 

Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.

Traumeterapi, som bevidst aktiverer nervesystemet (via sympaticus i det autonome nervesystem), som det ofte gøres i klassisk dansk kropsterapi, kan nok hjælpe en snæver gruppe med ressourcer og nervesystem, som let genfinder forbindelse med andre. Men mennesker med et anderledes og mindre udadvendt forsvar, kan vi som terapeuter ende med at retraumatisere med de konfronterende behandlinger. 

“Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.“

 
Evaloa Schou

 Jeg har ofte mennesker på briksen, som er blevet (re)traumatiseret til kropsterapi. Det synes jeg, er et problem.  

Jeg siger ikke, at de mere konfronterende teknikker ikke har en plads i kropsterapien. De kan være rigtige for mennesker med et relativt trygt tilknytningsmønster og ved fx choktraumer eller i tilfælde, hvor der er mange ressourcer til rådighed. Det kan også være hos mennesker, som oftest reagerer ved, at kroppen mobiliserer energi som i kamp eller flugt i nervesystemet. Men her kan selv en meget erfaren traumeterapeut have svært ved at vurdere, hvad der egentlig foregår i klienten. Hvis deres ubevidste forsvar i nervesystemet som frys eller fawn (medgørlig) aktiveres, er det nemlig ikke længere tilgængeligt for dem at sige fra. Kroppen lukker delvist ned, og deres mimik og kommunikation kan samtidig sende terapeuten tegn på, at alt er helt ok. Hvis man fra dette sted tvinger sin klient til at reagere (via sympaticus), og der kommer gråd eller vrede, kan der være en fornemmelse af forløsning i øjeblikket. Over tid vil nervesystemet dog forankre kroppens forsvar yderligere, og det, klienten kom med, er blevet værre – ikke bedre. Om det handler om “fysiske” spændinger eller “psykiske” temaer, er ligegyldigt. Forceres der adgang, er der stor risiko for retraume. 

Den måde, hvorpå der bedrives kropsterapi i Danmark, vidner for mig om, hvordan kropsterapiskolerne er bygget på systemer, som aldrig har skelet til traumeforskning eller somatisk terapi, som det udøves i udlandet – på baggrund af forskning og erfaring. Man har opfundet “sin egen teori” ud fra en ret snæver målgruppe – oftest mænd – som benyttede sig af kropsterapien i Danmark i dens spæde år. I dag går mange forskellige mennesker til kropsterapi. For nogle er det livsforandrende, for andre er det starten på en rejse ned i kroppen, men for en voksende gruppe, som er ekstra sårbare (ofte kvinder), er det traumatiserende.  

Det er nuancer, jeg synes mangler både i den danske kropsterapi, men også mange andre steder i vores samfund i øvrigt: Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge. Tænk bare på, hvad den viden og tilgang kunne betyde for vores måde at skabe rum for fødende på hospitalerne!

Den mest effektive og sikre måde at arbejde med traumer i kroppen, især de komplekse, er via tryghed, tillid, forbindelse og tid. Det er essentielt. Og som terapeut stiller det krav om, at vi lærer at dosere vores behandling og inviterer klienter til at sige fra, så vi ikke overvælder dem eller kommer til at forstærke deres traumer.  

“Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge.“

 
Evaloa Schou

Som terapeuter og mennesker i omsorgsfag kan vi med fordel lære at kortlægge og arbejde med indstillingerne i det autonome nervesystem (kamp, flugt, frys, fawn, dissociation, nedluk osv.) i os selv, så vi kender egne reaktionsmønstre og kropshistorie og ved, hvilken tilstand en klient/patient, som dissocierer fra kroppen eller bliver pleasende, vækker i os. Vi må lære at mærke, afkode og imødekomme sansninger i andre – men først og fremmest i os selv. Først når vi hjælper os selv mod en dyb, forbundet fornemmelse af tryghed, kan heling eller varig forløsning finde sted. I klienter, patienter, af fysisk væv og traumer.

HEALING

Vi kan ikke hele uden tryghed

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.

1. februar 2023 | Af Evaloa Benedikte Rannva Schou | Foto: Privat

 

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.

Evaloa Schou har en karriere som danser og koreograf bag sig. I dag er hun kropsterapeut, grundlægger af uddannelse i Traumeinformeret Kropsterapi og indehaver af helbredshuset HEL på Nørrebro. Du kan læse mere her.

Den måde, hvorpå vi hidtil har opfattet vores autonome nervesystem, har de seneste 10-15 år fået tilført vigtige nuancer. Nuancer som vidner om, at vi mennesker reagerer langt mere forskelligt på opfattede trusler, end vi hidtil har troet. De af os, som er mest utrygge, er sjældent dem, der råber højest. Faktisk kan det være svært at afkode på vores sociale adfærd, hvor aktivt vores forsvar er i øjeblikket. Der findes dermed heller ikke et universelt “safe space” eller nogen “one size fits all”-løsning, når det kommer til, hvordan vi skal tage os af mennesker i terapeutiske rum eller omsorgsfag.

Dette tydeliggjorde Stephen Porges, da han efter årtiers forskning i 2011 udgav “polyvagal-teorien”. Med den er en revolution af opfattelsen af mental og fysisk sundhed nu undervejs. Ikke kun inden for neurofysiologien, men især inden for terapi og behandling. Ønsket om at forstå teorien, og hvad den betyder for, hvordan vi opfatter os selv og vores helbred, har bredt sig støt. Med god grund!  

Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.

Vi er med andre ord ikke i stand til kun at berolige os selv ved at tænke rationelt. Vores “neuroception” vurderer – på baggrund af erfaring – om noget er trygt eller truende. Vurderer vores krop, at en person er utryg, reagerer det autonome nervesystem ved at aktivere forsvar som kamp, flugt, frys, medgørlig, nedluk eller dissociation. Hvilken, der aktiveres, er individuelt og ofte bestemt af vores historie.

“Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.“

 
Evaloa Schou

Ved kamp og flugt (den mobiliserende del af det autonome nervesystem som kaldes sympaticus) er der flere ressourcer og større tryghed til stede end ved de resterende tilstande, som aktiverer den dorsale gren af vagusnerven. Den er i spil ved overhængende fare og i yderste konsekvens reagerer, som stod vi over for vores død. Her går systemet på vågeblus, bevidstheden vandrer, og der udsendes opioider i kroppen, som kan føles beroligende. Vi bliver måske døsige og “spacer ud”, og oplevelsen er ikke nødvendigvis forbundet med stor frygt (men kan være det). Det er netop, når den dorsale del af vagusnerven aktiveres i klienter, at vi som terapeuter eller omsorgspersoner kan komme til at gøre skade uden overhovedet at lægge mærke til, at noget er galt.  

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er nemlig, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed. Det er derfor også bevidst, at jeg kalder min egen tilgang til kropsterapien “traumeinformeret” og ikke “traumeterapi”. Polyvagal-teorien er en vigtig del af min egen tilgang til klienter og undervisning af kropsterapeuter. 

Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.

Traumeterapi, som bevidst aktiverer nervesystemet (via sympaticus i det autonome nervesystem), som det ofte gøres i klassisk dansk kropsterapi, kan nok hjælpe en snæver gruppe med ressourcer og nervesystem, som let genfinder forbindelse med andre. Men mennesker med et anderledes og mindre udadvendt forsvar, kan vi som terapeuter ende med at retraumatisere med de konfronterende behandlinger. 

“Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.“

 
Evaloa Schou

 Jeg har ofte mennesker på briksen, som er blevet (re)traumatiseret til kropsterapi. Det synes jeg, er et problem.  

Jeg siger ikke, at de mere konfronterende teknikker ikke har en plads i kropsterapien. De kan være rigtige for mennesker med et relativt trygt tilknytningsmønster og ved fx choktraumer eller i tilfælde, hvor der er mange ressourcer til rådighed. Det kan også være hos mennesker, som oftest reagerer ved, at kroppen mobiliserer energi som i kamp eller flugt i nervesystemet. Men her kan selv en meget erfaren traumeterapeut have svært ved at vurdere, hvad der egentlig foregår i klienten. Hvis deres ubevidste forsvar i nervesystemet som frys eller fawn (medgørlig) aktiveres, er det nemlig ikke længere tilgængeligt for dem at sige fra. Kroppen lukker delvist ned, og deres mimik og kommunikation kan samtidig sende terapeuten tegn på, at alt er helt ok. Hvis man fra dette sted tvinger sin klient til at reagere (via sympaticus), og der kommer gråd eller vrede, kan der være en fornemmelse af forløsning i øjeblikket. Over tid vil nervesystemet dog forankre kroppens forsvar yderligere, og det, klienten kom med, er blevet værre – ikke bedre. Om det handler om “fysiske” spændinger eller “psykiske” temaer, er ligegyldigt. Forceres der adgang, er der stor risiko for retraume. 

Den måde, hvorpå der bedrives kropsterapi i Danmark, vidner for mig om, hvordan kropsterapiskolerne er bygget på systemer, som aldrig har skelet til traumeforskning eller somatisk terapi, som det udøves i udlandet – på baggrund af forskning og erfaring. Man har opfundet “sin egen teori” ud fra en ret snæver målgruppe – oftest mænd – som benyttede sig af kropsterapien i Danmark i dens spæde år. I dag går mange forskellige mennesker til kropsterapi. For nogle er det livsforandrende, for andre er det starten på en rejse ned i kroppen, men for en voksende gruppe, som er ekstra sårbare (ofte kvinder), er det traumatiserende.  

Det er nuancer, jeg synes mangler både i den danske kropsterapi, men også mange andre steder i vores samfund i øvrigt: Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge. Tænk bare på, hvad den viden og tilgang kunne betyde for vores måde at skabe rum for fødende på hospitalerne!

Den mest effektive og sikre måde at arbejde med traumer i kroppen, især de komplekse, er via tryghed, tillid, forbindelse og tid. Det er essentielt. Og som terapeut stiller det krav om, at vi lærer at dosere vores behandling og inviterer klienter til at sige fra, så vi ikke overvælder dem eller kommer til at forstærke deres traumer.  

“Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge.“

 
Evaloa Schou

Som terapeuter og mennesker i omsorgsfag kan vi med fordel lære at kortlægge og arbejde med indstillingerne i det autonome nervesystem (kamp, flugt, frys, fawn, dissociation, nedluk osv.) i os selv, så vi kender egne reaktionsmønstre og kropshistorie og ved, hvilken tilstand en klient/patient, som dissocierer fra kroppen eller bliver pleasende, vækker i os. Vi må lære at mærke, afkode og imødekomme sansninger i andre – men først og fremmest i os selv. Først når vi hjælper os selv mod en dyb, forbundet fornemmelse af tryghed, kan heling eller varig forløsning finde sted. I klienter, patienter, af fysisk væv og traumer.

LÆS OGSÅ

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

af | jan 2, 2023

HEALING

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig, skriver Abi Frost fra Innerwisdom.dk.

2. januar 2023 | Af Abi Frost | Foto: Tiago Bandeira, Unsplash

 

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Healing er mange ting, kan se ud på mange måder og rummer ofte en lang rodet rejse. En fællesnævner er dog, at det sjældent er kønt eller ”lyserødt” – for healing handler i al sin enkelthed om at se på de traumer og tillærte mønstre, der er blevet en del af vores væsen, og indse, at de ikke er en del af vores oprindelse og den, vi virkelig er. De er blot noget, vi har ”samlet op” eller er blevet lært.

Healing kan derfor også gøre ondt. At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte. En smerte, der handler om den uret, vi føler, vi har oplevet, hvad end den så måtte bunde i.

I denne proces er det vigtigt at huske, at smerten er en del af fortiden, og selv om vi genbesøger den – og smerten føles reel og ægte, så kan den ikke gøre os ondt igen. Det, vi oplever, er et aftryk af fortiden.

Genbesøget viser os også, at vi har en mulighed for at se på det oplevede med nye øjne i stedet for med det indre sårede barns. Og det muliggør, at vi finder en snert af forståelse eller måske endda accept af fortiden. På et tidspunkt kommer måske også tilgivelsen. En tilgivelse, der kan sætte os fri.

“At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte.”

 
Abi Frost

På healingsrejsen vil vores eget indre barn have brug for en voksen, der er tilstede og nærværende. En voksen, der lytter, holder om, støtter og give ubetinget kærlighed. Alt det, vi ikke fik og dermed mangler.

Når vi begynder at opfylde disse egne dybe behov, begynder vi for alvor at heale og hele. Her begynder vi at indse, at det aldrig var os, der var forkerte, for lidt, for meget, ikke gode nok, ikke dygtige nok, ikke smukke nok. Vi var hele tiden perfekte og værdige til et liv i overflod.

Når den del af rejsen tager fart, kommer der ofte reaktioner fra vores omgangskreds. Vi flytter os nemlig ud af de snævre kasser og rammer, der er blevet bygget omkring os. Vi vokser ud af det billede, vi selv og vores omgivelser har sat op som værende os. Dermed synes de måske også, vi forandrer os, bliver noget andet – og måske får de svært ved at genkende os.

Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved. Mange mister i den forbindelse venner og familie, og den ensomme vandring tager sin start. Det er smertefuldt, men en nødvendig del af rejsen.

Det samme er sorgen.

For i takt med at vi healer og slipper alt det, der engang var, slipper vi også dele af os selv – dele af vores identitet. Selvom det er dele, vi ikke længere kan forliges med, så er det stadig som at sige farvel til en gammel ven. Og hvem er vi, når vi slipper det gamle? Hvad kommer på den anden side? Og hvor er vi på vej hen?

“Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved.”

 
Abi Frost

Der kan komme mange spørgsmål i denne proces, og det er vigtigt at give sorgen plads. Den er en helt naturlig og smuk del af rejsen – præcis som vreden og forvirringen er det. Giv dig selv lov at sørge over det, der var, og det, der ikke længere er eller skal være.

Healing er derfor også ensomt, hvad end du har kærlige og forstående relationer omkring dig eller ej. Rejsen sker nemlig på indersiden.

Vi mærker ekstra meget, tænker ekstra meget og ser spejlinger af os selv i alt og alle. Vi bliver bevidste om reaktionsmønstre og eget syn på verden. Vi afinstallerer alt det tillærte, og lige meget hvor meget vi prøver at dele den oplevelse med andre, vil det i sidste ende altid være en oplevelse, vi står med alene.

For hvordan forklarer man, at ens indre barn er gået fra ”nedlukket” til vred. Og at det er en god ting, når man ikke engang helt selv forstår, hvad det er, der sker, men blot ved, at det føles rigtigt. Hvordan forklarer man, at man er sårbar og hudløs, når der ikke er en umiddelbar forklaring eller situation, der har udløst netop de følelser? Hvordan forklarer man, at det, man før fandt sjovt og interessant, ikke længere føles godt, men kedeligt og ligegyldigt? Hvordan forklarer man, at man egentlig helst bare vil være lidt alene (igen), fordi sorgen, som man ikke kan sætte ord på, fylder en til randen.

Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet. Husk det.

Hvordan din healingsrejse tager sig ud, og hvilken rækkefølge tingene kommer i, er ikke til at vide på forhånd, for vi healer i det tempo, vi er klar til, og kigger på de ting, vi kan overkomme. Vi genbesøger derfor ofte temaer af flere omgange og i en ikke kronologisk rækkefølge. Healing kan ikke forklares, planlægges eller times. Healing sker, når vi er klar og villige til at træde ind på vejen og gå den skridt for skridt.

“Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet.”

 
Abi Frost

Det kan føles overvældende, sårbart, rodet og uskønt – men i sidste ende er det rejsen værd. For du viser dig selv og dit indre barn, at du er det hele værd, og at du har dig.

Du var aldrig gået i stykker. Du var altid hel. Og du var den, du ventede på, til at vise dig det!

HEALING

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig, skriver Abi Frost fra Innerwisdom.dk.

2. januar 2023 | Af Abi Frost | Foto: Tiago Bandeira, Unsplash

 

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Healing er mange ting, kan se ud på mange måder og rummer ofte en lang rodet rejse. En fællesnævner er dog, at det sjældent er kønt eller ”lyserødt” – for healing handler i al sin enkelthed om at se på de traumer og tillærte mønstre, der er blevet en del af vores væsen, og indse, at de ikke er en del af vores oprindelse og den, vi virkelig er. De er blot noget, vi har ”samlet op” eller er blevet lært.

Healing kan derfor også gøre ondt. At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte. En smerte, der handler om den uret, vi føler, vi har oplevet, hvad end den så måtte bunde i.

I denne proces er det vigtigt at huske, at smerten er en del af fortiden, og selv om vi genbesøger den – og smerten føles reel og ægte, så kan den ikke gøre os ondt igen. Det, vi oplever, er et aftryk af fortiden.

Genbesøget viser os også, at vi har en mulighed for at se på det oplevede med nye øjne i stedet for med det indre sårede barns. Og det muliggør, at vi finder en snert af forståelse eller måske endda accept af fortiden. På et tidspunkt kommer måske også tilgivelsen. En tilgivelse, der kan sætte os fri.

“At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte.”

 
Abi Frost

På healingsrejsen vil vores eget indre barn have brug for en voksen, der er tilstede og nærværende. En voksen, der lytter, holder om, støtter og give ubetinget kærlighed. Alt det, vi ikke fik og dermed mangler.

Når vi begynder at opfylde disse egne dybe behov, begynder vi for alvor at heale og hele. Her begynder vi at indse, at det aldrig var os, der var forkerte, for lidt, for meget, ikke gode nok, ikke dygtige nok, ikke smukke nok. Vi var hele tiden perfekte og værdige til et liv i overflod.

Når den del af rejsen tager fart, kommer der ofte reaktioner fra vores omgangskreds. Vi flytter os nemlig ud af de snævre kasser og rammer, der er blevet bygget omkring os. Vi vokser ud af det billede, vi selv og vores omgivelser har sat op som værende os. Dermed synes de måske også, vi forandrer os, bliver noget andet – og måske får de svært ved at genkende os.

Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved. Mange mister i den forbindelse venner og familie, og den ensomme vandring tager sin start. Det er smertefuldt, men en nødvendig del af rejsen.

Det samme er sorgen.

For i takt med at vi healer og slipper alt det, der engang var, slipper vi også dele af os selv – dele af vores identitet. Selvom det er dele, vi ikke længere kan forliges med, så er det stadig som at sige farvel til en gammel ven. Og hvem er vi, når vi slipper det gamle? Hvad kommer på den anden side? Og hvor er vi på vej hen?

“Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved.”

 
Abi Frost

Der kan komme mange spørgsmål i denne proces, og det er vigtigt at give sorgen plads. Den er en helt naturlig og smuk del af rejsen – præcis som vreden og forvirringen er det. Giv dig selv lov at sørge over det, der var, og det, der ikke længere er eller skal være.

Healing er derfor også ensomt, hvad end du har kærlige og forstående relationer omkring dig eller ej. Rejsen sker nemlig på indersiden.

Vi mærker ekstra meget, tænker ekstra meget og ser spejlinger af os selv i alt og alle. Vi bliver bevidste om reaktionsmønstre og eget syn på verden. Vi afinstallerer alt det tillærte, og lige meget hvor meget vi prøver at dele den oplevelse med andre, vil det i sidste ende altid være en oplevelse, vi står med alene.

For hvordan forklarer man, at ens indre barn er gået fra ”nedlukket” til vred. Og at det er en god ting, når man ikke engang helt selv forstår, hvad det er, der sker, men blot ved, at det føles rigtigt. Hvordan forklarer man, at man er sårbar og hudløs, når der ikke er en umiddelbar forklaring eller situation, der har udløst netop de følelser? Hvordan forklarer man, at det, man før fandt sjovt og interessant, ikke længere føles godt, men kedeligt og ligegyldigt? Hvordan forklarer man, at man egentlig helst bare vil være lidt alene (igen), fordi sorgen, som man ikke kan sætte ord på, fylder en til randen.

Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet. Husk det.

Hvordan din healingsrejse tager sig ud, og hvilken rækkefølge tingene kommer i, er ikke til at vide på forhånd, for vi healer i det tempo, vi er klar til, og kigger på de ting, vi kan overkomme. Vi genbesøger derfor ofte temaer af flere omgange og i en ikke kronologisk rækkefølge. Healing kan ikke forklares, planlægges eller times. Healing sker, når vi er klar og villige til at træde ind på vejen og gå den skridt for skridt.

“Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet.”

 
Abi Frost

Det kan føles overvældende, sårbart, rodet og uskønt – men i sidste ende er det rejsen værd. For du viser dig selv og dit indre barn, at du er det hele værd, og at du har dig.

Du var aldrig gået i stykker. Du var altid hel. Og du var den, du ventede på, til at vise dig det!

LÆS OGSÅ

Når traumer går i arv

af | jul 8, 2021

HEALING

Når traumer går i arv

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

29. juni 2021 | Af Mette Buhl | Foto: Jonathan Borba, Unsplash

 

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

Mette Buhl er uddannet sygeplejerske, METAsundhedsterapuet og EFT/tankefeltterapeut. Lige nu er hun beskæftiget i egen virksomhed, mens hun på femte år hjemmeunderviser sine to piger sammen med sin mand. Du kan se mere her og følge hende på Instagram her.

Det er ikke kun fordi, din mormor også bar kimen til dig i sine æggestokke/ovarier – i form af det æg, der siden blev til dig – at jeg føler mig overbevist om, at traumer kan vandre i generationer. Det er også, og lige dele naturligt, tilfældet fra din fars side af familien.

Gennem de seneste år er der forsket rigtig meget i epigenetik og videregivelse af traumer. Epigentikken er en af årsagerne til, at jeg arbejder med METAsundhed og EFT/tankefeltterapi og er meget holistisk i min tilgang til krop og sind.

Epigenetik handler meget forenklet om, hvordan det miljø, vi er i, kan påvirke vores gener. Flere forskere som blandt andre Bruce Lipton, der er cellebiolog og ph.d., mener, at kun to procent af vores dna er uforanderligt, og at resten kan ”tændes” og ”slukkes” af vores indre og ydre miljø.

Dawson Church, der er ph.d., siger det således: ”Hukommelse, læring, stress og heling er alle berørt af, hvilke gener der er tændt eller slukket i tidsmæssige cyklusser, der spænder fra et sekund til mange timer. Miljøet, som aktiverer gener, omfatter både det indre miljø (det følelsesmæssige, biokemiske, mentale, energetiske og åndelige miljø) og det ydre (socialt netværk, bopæl, fødevarer, toksiner etc.).”

Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.

Der er (desværre) lavet mange dyreforsøg på området, blandt af en gruppe forskere fra Emory University School of Medicine i USA.
Dyreforsøgene viser, at adfærd påvirkes af begivenheder hos tidligere generationer, som videregiver en form for genetisk hukommelse. Helt kort gengivet, så viste et forsøg med mus, der blev trænet i at både frygte og undgå duften af blomstrende kirsebær, at denne frygt for kirsebær blev nedarvet hos senere generationer af mus.

“Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.”

 
Mette Buhl

Både musenes unger og næste generations afkom viste sig nemlig at være ekstremt følsomme overfor kirsebær og undgik duften, selv om disse aldrig før havde oplevet duften af dem.

Den del af DNA’et, der bestemmer følsomheden over for – i dette tilfælde – kirsebær, blev simpelthen gjort mere aktivt hos de deltagende mus og videregivet i generationer.

Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet. Endvidere konkluderer de, at erfaringerne hos en moder, selv før undfangelsen, markant vil kunne påvirke både struktur og funktioner i nervesystemet hos de generationer, der følger efter (resumé fra en artikel skrevet af Thomas Andrew).

Genetisk traumeoverførsel er også målbar i mennesker, og blandt andre den israelsk-amerikanske professor i psykiatri og neurovidenskab Rachel Yehuda har forsket i dette.

I et forskningsstudie fra 2011 påviser hun, hvordan gravide kvinder fra New York, der udviklede posttraumatisk stress som en direkte følge af angrebene den 11. september 2001, fødte børn med unormalt lave kortisoltal (når du i for lang tid har haft et for højt niveau af stresshormonet kortisol i kroppen, kan dine binyrer blive ”trætte” og producere alt for lidt), og i de efterfølgende 10 år udviklede børnene sig til at være særligt sensitive over for stress.

“Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet.”

 
Mette Buhl

Vores celler er altså på en måde som små hjerner, der sanser og lagrer oplevelser allerede på et meget tidligt stadie af vores liv (den implicitte cellehukommelse hinsides sproget), og forskning viser, at denne cellehukommelse ser ud til at videregives i generationer.

Citat herunder fra det tidligere Center for Epigenetik i København siger det meget fint:

”Epigenetikken beskæftiger sig således med ændringer, som kan overføres fra en celle-generation til en anden og måske endda nedarves fra en generation til den næste, men uden at det direkte involverer forandringer i selve vores genetiske kode. Indenfor de sidste 10 år er det blevet tydeligt, at vores celler må indeholde anden arvelig information end den genetiske kode”.

I METAsundhed går vi skridtet videre. For METAsundheden tror på, at uforløste følelsesmæssige traumer ikke kun kan give psykiske symptomer og videregives i generationer, som ovenstående forskning bevidner, men også kan være medvirkende årsag til fysiske symptomer. Det er det, en METAsundhedsanalyse kan belyse.

Meget bevidner altså, at gener ikke ser ud at være lig med skæbne, og forskningen viser, at vi kan ”slukke og tænde” for de gode og dårlige gener med ændringer i vores indre og ydre miljø.

Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.

Dermed kan dette liv være de arvelige traumers sidste vandring – det potentiale og den kraft tror jeg, vi hver især besidder.

“Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.”

 
Mette Buhl

Det kan lyde overvældende, men det giver samtidigt masser af håb og handlemuligheder. Lige nu, i dette liv.

HEALING

Når traumer går i arv

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

29. juni 2021 | Af Mette Buhl | Foto: Jonathan Borba, Unsplash

 

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

Mette Buhl er uddannet sygeplejerske, METAsundhedsterapuet og EFT/tankefeltterapeut. Lige nu er hun beskæftiget i egen virksomhed, mens hun på femte år hjemmeunderviser sine to piger sammen med sin mand. Du kan se mere her og følge hende på Instagram her.

 

Det er ikke kun fordi, din mormor også bar kimen til dig i sine æggestokke/ovarier – i form af det æg, der siden blev til dig – at jeg føler mig overbevist om, at traumer kan vandre i generationer. Det er også, og lige dele naturligt, tilfældet fra din fars side af familien.

Gennem de seneste år er der forsket rigtig meget i epigenetik og videregivelse af traumer. Epigentikken er en af årsagerne til, at jeg arbejder med METAsundhed og EFT/tankefeltterapi og er meget holistisk i min tilgang til krop og sind.

Epigenetik handler meget forenklet om, hvordan det miljø, vi er i, kan påvirke vores gener. Flere forskere som blandt andre Bruce Lipton, der er cellebiolog og ph.d., mener, at kun to procent af vores dna er uforanderligt, og at resten kan ”tændes” og ”slukkes” af vores indre og ydre miljø.

Dawson Church, der er ph.d., siger det således: ”Hukommelse, læring, stress og heling er alle berørt af, hvilke gener der er tændt eller slukket i tidsmæssige cyklusser, der spænder fra et sekund til mange timer. Miljøet, som aktiverer gener, omfatter både det indre miljø (det følelsesmæssige, biokemiske, mentale, energetiske og åndelige miljø) og det ydre (socialt netværk, bopæl, fødevarer, toksiner etc.).”

Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.

Der er (desværre) lavet mange dyreforsøg på området, blandt af en gruppe forskere fra Emory University School of Medicine i USA.
Dyreforsøgene viser, at adfærd påvirkes af begivenheder hos tidligere generationer, som videregiver en form for genetisk hukommelse. Helt kort gengivet, så viste et forsøg med mus, der blev trænet i at både frygte og undgå duften af blomstrende kirsebær, at denne frygt for kirsebær blev nedarvet hos senere generationer af mus.

“Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.”

 
Mette Buhl

Både musenes unger og næste generations afkom viste sig nemlig at være ekstremt følsomme overfor kirsebær og undgik duften, selv om disse aldrig før havde oplevet duften af dem.

Den del af DNA’et, der bestemmer følsomheden over for – i dette tilfælde – kirsebær, blev simpelthen gjort mere aktivt hos de deltagende mus og videregivet i generationer.

Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet. Endvidere konkluderer de, at erfaringerne hos en moder, selv før undfangelsen, markant vil kunne påvirke både struktur og funktioner i nervesystemet hos de generationer, der følger efter (resumé fra en artikel skrevet af Thomas Andrew).

Genetisk traumeoverførsel er også målbar i mennesker, og blandt andre den israelsk-amerikanske professor i psykiatri og neurovidenskab Rachel Yehuda har forsket i dette.

I et forskningsstudie fra 2011 påviser hun, hvordan gravide kvinder fra New York, der udviklede posttraumatisk stress som en direkte følge af angrebene den 11. september 2001, fødte børn med unormalt lave kortisoltal (når du i for lang tid har haft et for højt niveau af stresshormonet kortisol i kroppen, kan dine binyrer blive ”trætte” og producere alt for lidt), og i de efterfølgende 10 år udviklede børnene sig til at være særligt sensitive over for stress.

“Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet.”

 
Mette Buhl

Vores celler er altså på en måde som små hjerner, der sanser og lagrer oplevelser allerede på et meget tidligt stadie af vores liv (den implicitte cellehukommelse hinsides sproget), og forskning viser, at denne cellehukommelse ser ud til at videregives i generationer.

Citat herunder fra det tidligere Center for Epigenetik i København siger det meget fint:

”Epigenetikken beskæftiger sig således med ændringer, som kan overføres fra en celle-generation til en anden og måske endda nedarves fra en generation til den næste, men uden at det direkte involverer forandringer i selve vores genetiske kode. Indenfor de sidste 10 år er det blevet tydeligt, at vores celler må indeholde anden arvelig information end den genetiske kode”.

I METAsundhed går vi skridtet videre. For METAsundheden tror på, at uforløste følelsesmæssige traumer ikke kun kan give psykiske symptomer og videregives i generationer, som ovenstående forskning bevidner, men også kan være medvirkende årsag til fysiske symptomer. Det er det, en METAsundhedsanalyse kan belyse.

Meget bevidner altså, at gener ikke ser ud at være lig med skæbne, og forskningen viser, at vi kan ”slukke og tænde” for de gode og dårlige gener med ændringer i vores indre og ydre miljø.

Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.

Dermed kan dette liv være de arvelige traumers sidste vandring – det potentiale og den kraft tror jeg, vi hver især besidder.

“Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.”

 
Mette Buhl

Det kan lyde overvældende, men det giver samtidigt masser af håb og handlemuligheder. Lige nu, i dette liv.

LÆS OGSÅ