Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

af | maj 17, 2020

GRAVIDITET

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

17. maj 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet.

Anna Friberg er 30 år og snart mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Januar 2016.

Rimelig sikker på, at jeg er gravid. Forbereder lige min mand på, at jeg tager en test på et tidspunkt. Hvordan i alverden finder man ellers ud af det?

Okay. To streger. Dog ikke så tydelig. Hvad betyder det så? Lidt gravid? Tager lige 5 mere. Hmm. Må hellere lige booke en tid til en scanning for at være sikker. Sidder i venteværelset og føler, jeg har tømmermænd. Der er sikkert ikke noget derinde.

Lille bitte hjerte.

Nå. Ind og google, hvornår man tager til læge. Bestiller en tid. Får oprettet en vandrejournal. Godt, styr på det. Så er jeg inde i systemet. Hvad siger skabelonen nu? Blodprøve og nakkefoldsscanning. Tjek.

”Tømmermændene” forsvinder igen, og scanningen nærmer sig. Tankerne og bekymringerne begynder at køre rundt. Lever den stadig? Er der noget helt galt? Den har helt sikkert Downs Syndrom. Hvad skal jeg egentlig med det resultat? Kan ikke vente med at få svar på, hvad der sker derinde. Hvad scanningen fortæller mig.

Normalt barn. Lever stadig. Pyha.

Næste scanning. Den store misdannelsesscanning. SÅ meget, der skal undersøges. SÅ meget, der kan være galt. Ud af alt det, der kan tjekkes, må der jo være et eller andet galt.

Okay. Jeg er stadig gravid, OG der var ikke noget i vejen. Godt jeg fik det bekræftet.

Nå, næste aftale. Lægekonsultation. Jeg har det godt. Jeg har ikke blærebetændelse. Mærker liv. Hvorfor er jeg her? Er det ikke lidt spild af tid at komme? Alt godt. Nå. Det havde jeg ikke behøvet.

Og så til jordemoder (i uge 31, fordi de havde glemt mig). Det må være anderledes. Spændende, hvad vi skal tale om.

”Tis på pinden. Udfyld spørgeskemaet” Ryger du? Ved du godt, hvordan du får kalk, når du ikke drikker komælk? Jeg måler lige dit normale blodtryk, mærker på din mave og lytter hjertelyd. Ses.

Var det det? Det mindede rimelig meget om mine lægebesøg. Må hellere lige booke en tid til sådan et i øvrigt.

Tjek. Spild af tid igen.

Næste jordemoderbesøg. Ny jordemoder. Samme rutine. Jeg har det stadig fantastisk. Føler også, min baby har det perfekt. ”Hmm. Din mave er lidt lille. Du må hellere lige blive scannet. Jeg er ikke bekymret. Det er bare for en sikkerheds skyld.” Jamen okay. Jeg er heller ikke bekymret. Overhovedet. Men lad mig da igen få bekræftet, hvad jeg godt ved. ”Det er ikke en lille baby det der! Faktisk lidt over gennemsnittet.” Surprise surprise.

Nu nærmer fødslen sig godt nok. Jeg begynder at mærke og tænke mange tanker. Gid jeg kunne tale med en jordemoder om det. Hun har jo bare ikke rigtig tid. Og så sidder hun og skriver alt ned i sin lille journal, som bliver gemt til evig tid. Jeg dropper det bare.

Sidste jordemoderkonsultation. Ny jordemoder. Samme skabelon. Får dog spurgt, hvornår jeg skal fylde fødekarret og ringe efter en jordemoder.

Klip til 2019, hvor jeg mærker en ny babysjæl, der vil ned til os. Jeg begynder at tænke over, hvordan den graviditet skal være. Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg egentlig brug for? Laver naturen fejl? Gider jeg overhovedet at have en jordemoder med til fødslen?

Hvad er det egentlig for et sindssygt mærkeligt system, man kommer ind i? Hvorfor skal andre fortælle mig, hvad der sker i min krop? Hvordan jeg har det? Det virker faktisk VIRKELIG underligt. Og hvad skal jeg bruge scanningsresultater til? Hvad viser de overhovedet? Sandheden? Der kan altid være noget galt, med alle, uanset hvor meget, og hvad man tjekker for. Går jeg og frygter det normalt? Hvorfor skal jeg frygte det nu?

Det er som om, man bliver ført ind i adskillelsen. Adskillelsen fra sig selv, sin krop, sit barn.

”Du behøver ikke at vente og mærke, om du er gravid. Det kan en test fortælle dig.”

”Du behøver ikke at lytte til din mavefornemmelse eller din krop. Den her scanner, og det her apparat, skal nok vise det.”

”Det er fint nok, du forbereder dig på fødslen, men jordemoderen skal nok fortælle dig, hvordan du skal føde.”

”Der skal nok komme en sundhedsplejerske, når du har født og fortælle dig, hvordan det går med dit barn. Bare rolig.”

”Så, nu kalder arbejdet igen. Vuggestuen skal nok tage sig af dit barn. Det skal jo lære en masse og blive socialt.”

Hvad er det for en omvendt verden??

Nej tak.

Jeg kan selv mærke, hvad der sker i mig. Jeg er forbundet til min baby, allerede før den er i min krop. Jeg har fuldkommen tillid til min egen indre kerne. Jeg har ikke brug for at sidde og få at vide af en anden person eller af en maskine, hvordan jeg eller mit barn har det. Min krop ved bedst, hvordan den føder. Mit barn ved bedst, hvad det har brug for. Jeg vælger at lytte til det.

Det er mit ansvar. Jeg vil ikke give det væk. Jeg vil ikke give noget af det væk.

Lige om lidt skal jeg føde igen. Når som helst. Det har været en vidunderlig graviditet. Aldrig har jeg været så in tune med mig selv. Mit barn. En kæmpe ro. Ingen frygt. Jeg har valgt at leve i tillid. Tryghed. Kun os to. Og en fantastisk, respektfuld, vis kvinde, som også er jordemoder, jeg selv har valgt, jeg kan gøre brug af under og efter fødslen.

Det her er min graviditet. Min fødsel. Min efterfødsel.

GRAVIDITET

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

17. maj 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet.

Anna Friberg er 30 år og snart mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Januar 2016.

Rimelig sikker på, at jeg er gravid. Forbereder lige min mand på, at jeg tager en test på et tidspunkt. Hvordan i alverden finder man ellers ud af det?

Okay. To streger. Dog ikke så tydelig. Hvad betyder det så? Lidt gravid? Tager lige 5 mere. Hmm. Må hellere lige booke en tid til en scanning for at være sikker. Sidder i venteværelset og føler, jeg har tømmermænd. Der er sikkert ikke noget derinde.

Lille bitte hjerte.

Nå. Ind og google, hvornår man tager til læge. Bestiller en tid. Får oprettet en vandrejournal. Godt, styr på det. Så er jeg inde i systemet. Hvad siger skabelonen nu? Blodprøve og nakkefoldsscanning. Tjek.

”Tømmermændene” forsvinder igen, og scanningen nærmer sig. Tankerne og bekymringerne begynder at køre rundt. Lever den stadig? Er der noget helt galt? Den har helt sikkert Downs Syndrom. Hvad skal jeg egentlig med det resultat? Kan ikke vente med at få svar på, hvad der sker derinde. Hvad scanningen fortæller mig.

Normalt barn. Lever stadig. Pyha.

Næste scanning. Den store misdannelsesscanning. SÅ meget, der skal undersøges. SÅ meget, der kan være galt. Ud af alt det, der kan tjekkes, må der jo være et eller andet galt.

Okay. Jeg er stadig gravid, OG der var ikke noget i vejen. Godt jeg fik det bekræftet.

Nå, næste aftale. Lægekonsultation. Jeg har det godt. Jeg har ikke blærebetændelse. Mærker liv. Hvorfor er jeg her? Er det ikke lidt spild af tid at komme? Alt godt. Nå. Det havde jeg ikke behøvet.

Og så til jordemoder (i uge 31, fordi de havde glemt mig). Det må være anderledes. Spændende, hvad vi skal tale om.

”Tis på pinden. Udfyld spørgeskemaet” Ryger du? Ved du godt, hvordan du får kalk, når du ikke drikker komælk? Jeg måler lige dit normale blodtryk, mærker på din mave og lytter hjertelyd. Ses.

Var det det? Det mindede rimelig meget om mine lægebesøg. Må hellere lige booke en tid til sådan et i øvrigt.

Tjek. Spild af tid igen.

Næste jordemoderbesøg. Ny jordemoder. Samme rutine. Jeg har det stadig fantastisk. Føler også, min baby har det perfekt. ”Hmm. Din mave er lidt lille. Du må hellere lige blive scannet. Jeg er ikke bekymret. Det er bare for en sikkerheds skyld.” Jamen okay. Jeg er heller ikke bekymret. Overhovedet. Men lad mig da igen få bekræftet, hvad jeg godt ved. ”Det er ikke en lille baby det der! Faktisk lidt over gennemsnittet.” Surprise surprise.

Nu nærmer fødslen sig godt nok. Jeg begynder at mærke og tænke mange tanker. Gid jeg kunne tale med en jordemoder om det. Hun har jo bare ikke rigtig tid. Og så sidder hun og skriver alt ned i sin lille journal, som bliver gemt til evig tid. Jeg dropper det bare.

Sidste jordemoderkonsultation. Ny jordemoder. Samme skabelon. Får dog spurgt, hvornår jeg skal fylde fødekarret og ringe efter en jordemoder.

Klip til 2019, hvor jeg mærker en ny babysjæl, der vil ned til os. Jeg begynder at tænke over, hvordan den graviditet skal være. Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg egentlig brug for? Laver naturen fejl? Gider jeg overhovedet at have en jordemoder med til fødslen?

Hvad er det egentlig for et sindssygt mærkeligt system, man kommer ind i? Hvorfor skal andre fortælle mig, hvad der sker i min krop? Hvordan jeg har det? Det virker faktisk VIRKELIG underligt. Og hvad skal jeg bruge scanningsresultater til? Hvad viser de overhovedet? Sandheden? Der kan altid være noget galt, med alle, uanset hvor meget, og hvad man tjekker for. Går jeg og frygter det normalt? Hvorfor skal jeg frygte det nu?

Det er som om, man bliver ført ind i adskillelsen. Adskillelsen fra sig selv, sin krop, sit barn.

”Du behøver ikke at vente og mærke, om du er gravid. Det kan en test fortælle dig.”

”Du behøver ikke at lytte til din mavefornemmelse eller din krop. Den her scanner, og det her apparat, skal nok vise det.”

”Det er fint nok, du forbereder dig på fødslen, men jordemoderen skal nok fortælle dig, hvordan du skal føde.”

”Der skal nok komme en sundhedsplejerske, når du har født og fortælle dig, hvordan det går med dit barn. Bare rolig.”

”Så, nu kalder arbejdet igen. Vuggestuen skal nok tage sig af dit barn. Det skal jo lære en masse og blive socialt.”

Hvad er det for en omvendt verden??

Nej tak.

Jeg kan selv mærke, hvad der sker i mig. Jeg er forbundet til min baby, allerede før den er i min krop. Jeg har fuldkommen tillid til min egen indre kerne. Jeg har ikke brug for at sidde og få at vide af en anden person eller af en maskine, hvordan jeg eller mit barn har det. Min krop ved bedst, hvordan den føder. Mit barn ved bedst, hvad det har brug for. Jeg vælger at lytte til det.

Det er mit ansvar. Jeg vil ikke give det væk. Jeg vil ikke give noget af det væk.

Lige om lidt skal jeg føde igen. Når som helst. Det har været en vidunderlig graviditet. Aldrig har jeg været så in tune med mig selv. Mit barn. En kæmpe ro. Ingen frygt. Jeg har valgt at leve i tillid. Tryghed. Kun os to. Og en fantastisk, respektfuld, vis kvinde, som også er jordemoder, jeg selv har valgt, jeg kan gøre brug af under og efter fødslen.

Det her er min graviditet. Min fødsel. Min efterfødsel.

LÆS OGSÅ

Fem myter om graviditet

af | mar 17, 2019

GRAVIDITET

Fem myter om graviditet

myter om graviditet

17. marts 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pixabay.com

 

Det bringer uheld at få barnevognen med hjem, inden dit barn er født. Og ønsker du en dreng, skal du stå på alle fire under samleje. Jordemoder Agnete Nørrelund-Madsen endevender 100 af de mest almindelige i bogen 100 myter om graviditet og fødsel.

 

Myte 1: Gravide har mere kvalme, hvis de venter en pige, end hvis de venter en dreng
Jordemoderens svar: Forskere ved University of Washington har udarbejdet et forsøg, hvor de sammenlignede omkring 2.000 kvinder, der var meget plaget af morgenkvalme, med 10.000 kvinder, som ikke led af det. Resultatet var, at de 2.000 kvinder forholdsmæssigt fødte langt flest piger, og jo mere kvalme, de havde, des større var sandsynligheden for, at de fødte en pige. Man kunne tilmed påvise højere hormonniveau hos de kvinder, der ventede piger. Denne store undersøgelse dokumenterer, at pigefostre giver mest kvalme i graviditetens første tre måneder, så det tætteste, vi kan komme på afklaring af myten, er, at den er sand.

Myte 2: Hvis kvinden står på alle fire under samleje, stiger sandsynligheden for at få en dreng
Jordemoderens svar: Myten tager sit afsæt i, at da drengesædceller svømmer hurtigst, så må de da komme først til ægget, hvis de bliver afleveret lige uden for indgangen til livmoderhalsen, som angiveligt er tilfældet i denne position. Men faktum er, at nogle centimeters forskel på afleveringssted åbenbart ikke gør noget i denne henseende. Processen er lidt mere kompleks, så der er ikke garanti for, at de hurtige kommer først, selvom de endog måtte synes at have et forspring.

Myte 3: Det varsler ulykke at få barnevognen hjem, før barnet er født
Jordemoderens svar: Denne myte er nærmest graviditetsmyternes Rolls Royce eller Grand Old Lady. Den er gammel, den er kendt af de fleste mennesker, og den er omgærdet af ærefrygt. Og den er, i modsætning til mange af de andre myter beskrevet i denne bog, svær at forsøge at forklare ud fra logik (om logikken så passer, er en helt anden sag). Det er vanskeligt at lave en lige linje mellem barnevogn i skur og et barn, der dør – som er det, man frygter ved at få barnevognen hjem allerede i graviditeten. Myten er ikke sand. Men den er interessant alligevel. For det er en velkendt sag, at mange vordende forældre måske nok køber barnevognen i løbet af graviditeten, men de tager den ikke med hjem. Enten bliver den opbevaret hos forældre eller andre med god plads, eller også forbliver den i butikken til afhentning efter fødslen. Det er babybutikkerne helt vant til og indforståede med. Der bliver ikke engang trukket på smilebåndet af det.

 

Fakta om bogen 100 myter om graviditet og fødsel

Du kan læse flere myter om graviditet, fødsel og amning i bogen 100 myter om graviditet og fødsel af Agnete Nørrelund-Madsen. Bogen er udgivet i 2018 på FADL’s Forlag. Køb bogen her.

 

Myte 4: Fødderne vokser permanent under en graviditet
Jordemoderens svar: Kvinder har længe vidst, at graviditet får fødderne til at vokse. Men for ikke at blive skudt i skoene, at det bare er en påstand, der skal retfærdiggøre erhvervelse af helt ny skogarderobe efter endt graviditet, er vi så heldige, at forskere ved University of Iowa besluttede at sætte sagen under lup. De målte fødderne på 49 gravide kvinder og sammenlignede med målinger på de samme kvinder fem måneder efter fødslen. Det viste sig, at i 60-70 % af tilfældene blev svangen lavere og fødderne længere. Fødderne bliver så at sige fladet ud. Man mener, at det skyldes den øgede tyngde på grund af vægtøgningen under graviditeten sammenholdt med graviditets-hormonerne, der gør ledbånd mere eftergivelige, så knoglerne kan brede sig mere. Fødderne voksede mellem to og ti millimeter i længden. Og eftersom væksten er permanent, kan det altså blive nødvendigt at købe nye sko.

Myte 5: Man kan forebygge strækmærker med creme
Jordemoderens svar: Strækmærker – under graviditet kendt som striae gravidarum – er skader, der opstår i kroppens underhud som oftest på grund af hurtig ændring af kropsvolumen. Strækmærkerne kan opstå ved hurtigt øget muskelmasse som ved bodybuilding eller ved hurtigt vægttab. De sidder oftest på lår, baller, lænd, mave, bryster og overarme, og de opstår, fordi de elastiske fibre i huden overstrækkes. Da disse fibre aldrig genvinder deres elasticitet, er strækmærker ikke et forbigående fænomen, men mærker man har for altid. De fleste graviditetsgener forsvinder igen, men strækmærker er altså kommet for at blive, og da mange opfatter dem som kosmetisk skæmmende, bliver der til stadighed brugt tid, kræfter, knaster, spalteplads og reklametid på at udvikle og agitere for produkter, der efter sigende enten skulle kunne forebygge eller fjerne strækmærker. Talrige cremer og olier bryster sig af sådanne egenskaber, men faktum er, at der ikke er undersøgelser, der viser effekt af disse behandlinger. Myten er falsk. Det bedste, man kan gøre for at undgå strækmærker, er at undgå overvægt generelt og for stor vægtøgning under svangerskab.

GRAVIDITET

Fem myter om graviditet

myter om graviditet

17. marts 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pixabay.com

 

Det bringer uheld at få barnevognen med hjem, inden dit barn er født. Og ønsker du en dreng, skal du stå på alle fire under samleje. Jordemoder Agnete Nørrelund-Madsen endevender 100 af de mest almindelige i bogen 100 myter om graviditet og fødsel.

 

Myte 1: Gravide har mere kvalme, hvis de venter en pige, end hvis de venter en dreng
Jordemoderens svar: Forskere ved University of Washington har udarbejdet et forsøg, hvor de sammenlignede omkring 2.000 kvinder, der var meget plaget af morgenkvalme, med 10.000 kvinder, som ikke led af det. Resultatet var, at de 2.000 kvinder forholdsmæssigt fødte langt flest piger, og jo mere kvalme, de havde, des større var sandsynligheden for, at de fødte en pige. Man kunne tilmed påvise højere hormonniveau hos de kvinder, der ventede piger. Denne store undersøgelse dokumenterer, at pigefostre giver mest kvalme i graviditetens første tre måneder, så det tætteste, vi kan komme på afklaring af myten, er, at den er sand.

 

 

Myte 2: Hvis kvinden står på alle fire under samleje, stiger sandsynligheden for at få en dreng
Jordemoderens svar: Myten tager sit afsæt i, at da drengesædceller svømmer hurtigst, så må de da komme først til ægget, hvis de bliver afleveret lige uden for indgangen til livmoderhalsen, som angiveligt er tilfældet i denne position. Men faktum er, at nogle centimeters forskel på afleveringssted åbenbart ikke gør noget i denne henseende. Processen er lidt mere kompleks, så der er ikke garanti for, at de hurtige kommer først, selvom de endog måtte synes at have et forspring.

 

Myte 3: Det varsler ulykke at få barnevognen hjem, før barnet er født
Jordemoderens svar: Denne myte er nærmest graviditetsmyternes Rolls Royce eller Grand Old Lady. Den er gammel, den er kendt af de fleste mennesker, og den er omgærdet af ærefrygt. Og den er, i modsætning til mange af de andre myter beskrevet i denne bog, svær at forsøge at forklare ud fra logik (om logikken så passer, er en helt anden sag). Det er vanskeligt at lave en lige linje mellem barnevogn i skur og et barn, der dør – som er det, man frygter ved at få barnevognen hjem allerede i graviditeten. Myten er ikke sand. Men den er interessant alligevel. For det er en velkendt sag, at mange vordende forældre måske nok køber barnevognen i løbet af graviditeten, men de tager den ikke med hjem. Enten bliver den opbevaret hos forældre eller andre med god plads, eller også forbliver den i butikken til afhentning efter fødslen. Det er babybutikkerne helt vant til og indforståede med. Der bliver ikke engang trukket på smilebåndet af det.

Fakta om bogen 100 myter om graviditet og fødsel

Du kan læse flere myter om graviditet, fødsel og amning i bogen 100 myter om graviditet og fødsel af Agnete Nørrelund-Madsen. Bogen er udgivet i 2018 på FADL’s Forlag. Køb bogen her.

Myte 4: Fødderne vokser permanent under en graviditet
Jordemoderens svar: Kvinder har længe vidst, at graviditet får fødderne til at vokse. Men for ikke at blive skudt i skoene, at det bare er en påstand, der skal retfærdiggøre erhvervelse af helt ny skogarderobe efter endt graviditet, er vi så heldige, at forskere ved University of Iowa besluttede at sætte sagen under lup. De målte fødderne på 49 gravide kvinder og sammenlignede med målinger på de samme kvinder fem måneder efter fødslen. Det viste sig, at i 60-70 % af tilfældene blev svangen lavere og fødderne længere. Fødderne bliver så at sige fladet ud. Man mener, at det skyldes den øgede tyngde på grund af vægtøgningen under graviditeten sammenholdt med graviditets-hormonerne, der gør ledbånd mere eftergivelige, så knoglerne kan brede sig mere. Fødderne voksede mellem to og ti millimeter i længden. Og eftersom væksten er permanent, kan det altså blive nødvendigt at købe nye sko.

 

 

Myte 5: Man kan forebygge strækmærker med creme
Jordemoderens svar: Strækmærker – under graviditet kendt som striae gravidarum – er skader, der opstår i kroppens underhud som oftest på grund af hurtig ændring af kropsvolumen. Strækmærkerne kan opstå ved hurtigt øget muskelmasse som ved bodybuilding eller ved hurtigt vægttab. De sidder oftest på lår, baller, lænd, mave, bryster og overarme, og de opstår, fordi de elastiske fibre i huden overstrækkes. Da disse fibre aldrig genvinder deres elasticitet, er strækmærker ikke et forbigående fænomen, men mærker man har for altid. De fleste graviditetsgener forsvinder igen, men strækmærker er altså kommet for at blive, og da mange opfatter dem som kosmetisk skæmmende, bliver der til stadighed brugt tid, kræfter, knaster, spalteplads og reklametid på at udvikle og agitere for produkter, der efter sigende enten skulle kunne forebygge eller fjerne strækmærker. Talrige cremer og olier bryster sig af sådanne egenskaber, men faktum er, at der ikke er undersøgelser, der viser effekt af disse behandlinger. Myten er falsk. Det bedste, man kan gøre for at undgå strækmærker, er at undgå overvægt generelt og for stor vægtøgning under svangerskab.

LÆS OGSÅ