Livets begyndelse trækker tråde – derfor skal vi forandre rammerne

af | okt 23, 2022

BØRNELIV

Livets begyndelse trækker tråde – derfor skal vi forandre rammerne

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

23. oktober 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Pixabay

 

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 41 år, mor til Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

Sådan lyder to centrale sætninger indenfor feltet spædbarnsterapi, der – i sin essens – fortæller noget om betydningen af forbundethed. Lad mig, i det lys, tage jer med på en færd ind i livets spæde faser og den menneskelige formbarhed.

Indtil for få årtier siden mente man, at et menneskes liv først rigtig begyndte ved fødslen. Man betragtede embryo, foster og det ufødte barn som fuldstændig afsondret fra omverden, afskærmet fra omgivelsernes påvirkning og som en organisme ude af stand til at ænse eller lagre noget som helst. Tilsvarende var opfattelsen af spædbørn, at de var tomme, primitive væsener med et begrænset sanseapparat og ringe orientering mod omverdenen, der tilmed ikke tog synderlig mén af hverken fysisk eller psykisk overlast – for “det kunne de alligevel ikke huske”, endsige mærke. Indtil ca. 1980 udførte man sågar rutinemæssigt operationer på spædbørn uden bedøvelse. Man mente nemlig ikke, de kunne føle smerte.

Siden er vi blevet utrolig meget klogere, og mange ting har ændret sig. Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv. Ydre vilkår og hændelser samt indre fysiologiske og emotionelle tilstande udsprunget fra denne tid, sætter aftryk og trækker tråde langt op i vores voksne liv. Trådene væver et billede af vores særegne menneskelige udtryk; herunder personlighed, temperament, intelligens, nervesystem samt henholdsvis fysiske og psykiske dispositioner.

Tidlige belastninger giver øget sårbarhed

Forestil dig et spirende liv, der slår rødder i sin livmoder. Dette lille liv – embryoet – er et “ønskebarn”, men dets mor er konstant bekymret og ængstelig – af sind, men også på grund af gentagne aborter. Derfor tøver hun med at glæde sig og forbinde sig følelsesmæssigt med det liv, hun bærer. Som graviditeten skrider frem, får hun mange smerter, og komplikationer opstår. Selvom hun har mand og familie, hun elsker højt, føler hun sig alene med det svære, for hun vil ikke virke utaknemmelig eller skrøbelig – hun plejer jo at være en stærk kvinde. Fødslen er langvarig og udmattende, veerne går i stå, og det ender med akut kejsersnit. Mor og barn adskilles kortvarigt efter fødslen.

“Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv.”

Mathilde Riise-Jensen

Under graviditet og fødsel pågår en kompleks proces, hvor sansninger og informationer udveksles mellem mor og barn. I det skildrede tilfælde vil embryoet/fostret/barnet blandt andet være eksponeret for store mængder stresshormoner og vil – med sit åbne og umodne nervesystem – være meget modtagelig. Hvis stresstilstanden og -påvirkningen er dyb og langvarig kaldes det toksisk stress. Den form er skadelig og kan påvirke hjernens udvikling negativt – i modsætning til kortvarige stressbelastninger, som betragtes som en del af en naturlig og sund udvikling, hvor nervesystemet erfarer, at der er en vej tilbage i tryghed. Derfor betegnes den positiv stress.

Selvom der ikke går en lige linje fra foster-stress eller tidligt traume til senere mistrivsel, vil et barn (som i eksemplet ovenfor), der har oplevet traumer i fosterperioden, under fødslen eller i tiden efter, med stor sandsynlighed træde ind i livet med en større sårbarhed og følsomhed. Det kan komme til udtryk ved fx lavere stresstærskel, øget sensitivitet overfor stimuli og forandringer, et større trygheds- og reguleringsbehov, et generelt ængsteligt og vagtsomt sind, større udsathed for at udvikle diverse psykiske lidelser mv. Modsat vil en rolig og ubekymret graviditet, en tryg fødsel og et spædbarn, der bliver set, mødt og holdt – fysisk og emotionelt – som udgangspunkt være beskyttende faktorer, der giver barnet en vis modstandskraft, som ofte vil reflekteres i dets væren i verden. Et sådant barn vil typisk møde verden med større grad af tryghed og tillid og være knapt så følsom overfor belastninger senere i livet.

Kroppen husker

Vi plejer at forbinde hukommelse med noget, der sker i hjernen. Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det uundgåeligt fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse). Barnet vil ganske vist ikke bevidst kunne genkalde sig denne tidlige erindring, men den kan aktiveres i bestemte situationer, som minder om det oprindelige traume, hvor adskillelse er omdrejningspunktet. Det kan eksempelvis være, når det skal starte i pasning, hvis en omsorgsperson trækker sig fysisk og/eller følelsesmæssigt eller ved søvn (som er lig med adskillelse for det lille barn). Den tidligt funderede implicitte hukommelse bliver således en slags skabelon for at være i og forstå verden.

“Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det notorisk fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse).”

Mathilde Riise-Jensen

Selvom denne tidlige “programmering” er kritisk og definerende, så er et vigtigt budskab også, at den er dynamisk – og derfor ikke determinerende. Hjernen er nemlig plastisk og kontinuerligt i stand til at danne nye neurale forbindelser under de rette betingelser. Sidstnævnte vender jeg tilbage til.

Tilknytning og nervesystem

Man kan ikke tale om traumer uden også at tale om tilknytning. Det modsatte af tilknytning er adskillelse og adskillelse kan, for det lille barn, betyde stagnation og tab af livskraft, men det kan også betyde døden. Der er blandt tilknytningsteoretikere konsensus om, at adskillelse og brud er notorisk kritisk for det lille barn. Den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott skildrer den angsttilstand, som et forladt barn oplever, således:

“at gå i stykker,
at blive ved med at falde,
at dø og dø og dø,
at miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt”.

Selvom det blot er et gæt og et konstrueret forsøg på at indkapsle og oversætte følelsen til et verbalt udtryk, er det – alt andet lige – et ganske kvalificeret gæt, som måske giver fornemmelsen for dybden af den angsttilstand, et forladt barn befinder sig i. Indenfor traumepsykologien plejer man at sige, at traumer opstår, når vi lades alene med ubehagelige oplevelser, der overstiger vores kapacitet, så vi fastfryses i nervesystemet. En voldsom oplevelse er altså ikke, nødvendigvis, traumatiserende i sig selv, men bliver det, når vi ikke har nogen at læne os ind i, som kan regulere os tilbage i tryghed. Den alenehed og alarmtilstand vil indprente sig i nervesystemet og den implicitte hukommelse.

Traumer i en adskillelseskultur

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg. Ikke mindst i lyset af den høje grad af psykisk mistrivsel, vi vidner i disse år. Derfor kan vi heller ikke komme udenom at skue det samfund, vi lever i, hvor tempo og adskillelse er menneskelige vilkår. Vilkår, der netop vanskeliggør vores biologiske behov for at knytte og forbinde os og stresser vores nervesystem på flere niveauer.

“Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg.”

Mathilde Riise-Jensen

I vores kultur forventer vi, at en gravid kvinde (som udgangspunkt) er produktiv til det sidste, og mantraet “graviditet er ikke en sygdom” reflekteres direkte i vores svangreomsorg, sundhedssystem og arbejdsmarked. Vi hjælper børn til verden i sterile, kliniske miljøer og anbefaler at lægge den nyfødte i hospitalsvuggen – “for en sikkerheds skyld” (fremfor i favnen). Vi har tradition for at fravænne babyer brystet/flasken, inden de fylder et år, lære dem at falde i søvn selv og indkøre dem i daginstitution, inden de har lært at sige farvel og vi ses. Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.

Det er naturligvis en noget kantet og karikeret skildring – og der er selvsagt variationer og undtagelser, men tendensen er ikke desto mindre til at tage og føle på.

“Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.”

Mathilde Riise-Jensen

Vi lever altså, på mange måder, i en kultur, som nemt – uforvarende – kommer til at inducere traumer. Samtidig – og uheldigvis – giver denne kultur ringe forudsætninger for at kompensere for og hele de traumer, der er opstået, blandt andet grundet den hastighed, hvormed verden bevæger sig samt den adskillelsesnorm, der udfordrer tilknytning og forbundethed – både til andre og til én selv. Når vi så oveni har en vis kulturel habitus for at lægge låg på det svære, tage os sammen og komme videre, så opstår en negativ synergi, som vanskeliggør helingen yderligere og skaber en ond spiral. Og desværre er kombinationen af tidlige traumer og så tempo, adskillelsesorientering og ugunstige/stressende miljøer “giftig”.

Mistrivsel

Indenfor de seneste år har vi set en markant stigning i børn og unge, der har det svært i livet. Her må vi vogte os for de simple forklaringer, for mistrivslen har mange ansigter og forklaringerne herpå er ligeså brogede og sammensatte.

Vi er gode til at identificere “symptomerne”, da de hurtigt popper op i samfundets snævre kasser og rammer – ligesom vi også har et større maskineri til at håndtere denne dynamik. Vi er dog knapt så gode til at være nysgerrige på mistrivslens egentlige udspring. Det betyder, at “håndteringen” ofte har karakter af symptombehandling og tilpasningsstrategier. Som samfund formår vi nemlig hverken at se bagom barnets reaktioner og adfærd eller bagom det miljø, barnet færdes i. Og når vi ikke formår at forholde os nysgerrigt og kritisk til de givne rammer eller når ind til noget, der bare minder om roden, er der fare for at mange bliver misforstået, overset og hjulpet forkert/utilstrækkeligt – og mister yderligere fodfæste på dén konto.

Tidlige traumer misforstås

Tidlige traumer manifesterer sig gennem adfærd og kropslige symptomer. Her er det bemærkelsesværdigt, at der er et betydeligt overlap mellem indikationerne på tidlige traumer og så de gængse diagnoser som, i tiden, stilles i stigende omfang – fx ADHD, autisme og angst. Det efterlader en fare for at disse diagnoser forveksles – og måske i virkeligheden dækker over tidlige traumer. Det bunder dels i, at vores system i høj grad orienterer sig efter diagnoser, og dels i at der mangler generel viden om traumer indenfor “systemet”. Mit ydmyge gæt er, at der sker misforståelser ganske ofte.

Herunder er listet eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Denne oversigt er ikke udtømmende, og alt er naturligvis relativt og bør ses i relation til barnets naturlige udvikling. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af et eller flere “symptomer” ikke nødvendigvis er lig med at barnet er traumatiseret eller i decideret mistrivsel. Alt andet lige kalder denne viden på et markant ændret tankesæt i forhold til livets indledende faser – og et samfund, der spejler denne indsigt. For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.

Det er således forsimplet og forældet at betragte barnets piner og kvaler som en iboende svaghed, der kan fikses med de rette værktøjer, strategier, medicin eller terapi. Sammen med nysgerrigheden på hele barnet er vi nødt til – også – at zoome ud og betragte barnets sårbarheder i et strukturelt perspektiv, hvor rammer og ressourcer ikke nødvendigvis understøtter trivsel og udvikling, dvælen og forbundethed og derfor nemt bliver en belastende faktor, der medfører yderligere sårbarhed og udsathed.

“For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.”

Mathilde Riise-Jensen

Må jeg foreslå noget vildt; at twiste vores kollektive mindset og vende sårbarhed om og begynde at betragte det som – om ikke en styrke – så en værdifuld sladrehank, der fortæller os, når tempoet bliver for hurtigt, kravene bliver for store, adskillelsen for meget og for lang, pladsen bliver for trang og kasserne for snævre. Klemte børn må vi samle op, se, favne, forstå og “holde” – kærligt, pædagogisk og terapeutisk. Men vi må også forsøge at forandre. Ikke barnet. Men rammerne.

… OG være barnets stemme.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

BØRNELIV

Livets begyndelse trækker tråde
– derfor skal vi forandre rammerne

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

23. oktober 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Pixabay

 

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 41 år, mor til Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

Sådan lyder to centrale sætninger indenfor feltet spædbarnsterapi, der – i sin essens – fortæller noget om betydningen af forbundethed. Lad mig, i det lys, tage jer med på en færd ind i livets spæde faser og den menneskelige formbarhed.

Indtil for få årtier siden mente man, at et menneskes liv først rigtig begyndte ved fødslen. Man betragtede embryo, foster og det ufødte barn som fuldstændig afsondret fra omverden, afskærmet fra omgivelsernes påvirkning og som en organisme ude af stand til at ænse eller lagre noget som helst. Tilsvarende var opfattelsen af spædbørn, at de var tomme, primitive væsener med et begrænset sanseapparat og ringe orientering mod omverdenen, der tilmed ikke tog synderlig mén af hverken fysisk eller psykisk overlast – for “det kunne de alligevel ikke huske”, endsige mærke. Indtil ca. 1980 udførte man sågar rutinemæssigt operationer på spædbørn uden bedøvelse. Man mente nemlig ikke, de kunne føle smerte.

Siden er vi blevet utrolig meget klogere, og mange ting har ændret sig. Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv. Ydre vilkår og hændelser samt indre fysiologiske og emotionelle tilstande udsprunget fra denne tid, sætter aftryk og trækker tråde langt op i vores voksne liv. Trådene væver et billede af vores særegne menneskelige udtryk; herunder personlighed, temperament, intelligens, nervesystem samt henholdsvis fysiske og psykiske dispositioner.

Tidlige belastninger giver øget sårbarhed

Forestil dig et spirende liv, der slår rødder i sin livmoder. Dette lille liv – embryoet – er et “ønskebarn”, men dets mor er konstant bekymret og ængstelig – af sind, men også på grund af gentagne aborter. Derfor tøver hun med at glæde sig og forbinde sig følelsesmæssigt med det liv, hun bærer. Som graviditeten skrider frem, får hun mange smerter, og komplikationer opstår. Selvom hun har mand og familie, hun elsker højt, føler hun sig alene med det svære, for hun vil ikke virke utaknemmelig eller skrøbelig – hun plejer jo at være en stærk kvinde. Fødslen er langvarig og udmattende, veerne går i stå, og det ender med akut kejsersnit. Mor og barn adskilles kortvarigt efter fødslen.

“Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Under graviditet og fødsel pågår en kompleks proces, hvor sansninger og informationer udveksles mellem mor og barn. I det skildrede tilfælde vil embryoet/fostret/barnet blandt andet være eksponeret for store mængder stresshormoner og vil – med sit åbne og umodne nervesystem – være meget modtagelig. Hvis stresstilstanden og -påvirkningen er dyb og langvarig kaldes det toksisk stress. Den form er skadelig og kan påvirke hjernens udvikling negativt – i modsætning til kortvarige stressbelastninger, som betragtes som en del af en naturlig og sund udvikling, hvor nervesystemet erfarer, at der er en vej tilbage i tryghed. Derfor betegnes den positiv stress.

Selvom der ikke går en lige linje fra foster-stress eller tidligt traume til senere mistrivsel, vil et barn (som i eksemplet ovenfor), der har oplevet traumer i fosterperioden, under fødslen eller i tiden efter, med stor sandsynlighed træde ind i livet med en større sårbarhed og følsomhed. Det kan komme til udtryk ved fx lavere stresstærskel, øget sensitivitet overfor stimuli og forandringer, et større trygheds- og reguleringsbehov, et generelt ængsteligt og vagtsomt sind, større udsathed for at udvikle diverse psykiske lidelser mv. Modsat vil en rolig og ubekymret graviditet, en tryg fødsel og et spædbarn, der bliver set, mødt og holdt – fysisk og emotionelt – som udgangspunkt være beskyttende faktorer, der giver barnet en vis modstandskraft, som ofte vil reflekteres i dets væren i verden. Et sådant barn vil typisk møde verden med større grad af tryghed og tillid og være knapt så følsom overfor belastninger senere i livet.

Kroppen husker

Vi plejer at forbinde hukommelse med noget, der sker i hjernen. Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det uundgåeligt fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse). Barnet vil ganske vist ikke bevidst kunne genkalde sig denne tidlige erindring, men den kan aktiveres i bestemte situationer, som minder om det oprindelige traume, hvor adskillelse er omdrejningspunktet. Det kan eksempelvis være, når det skal starte i pasning, hvis en omsorgsperson trækker sig fysisk og/eller følelsesmæssigt eller ved søvn (som er lig med adskillelse for det lille barn). Den tidligt funderede implicitte hukommelse bliver således en slags skabelon for at være i og forstå verden.

“Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det notorisk fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse).”

 
Mathilde Riise-Jensen

Selvom denne tidlige “programmering” er kritisk og definerende, så er et vigtigt budskab også, at den er dynamisk – og derfor ikke determinerende. Hjernen er nemlig plastisk og kontinuerligt i stand til at danne nye neurale forbindelser under de rette betingelser. Sidstnævnte vender jeg tilbage til.

Tilknytning og nervesystem

Man kan ikke tale om traumer uden også at tale om tilknytning. Det modsatte af tilknytning er adskillelse og adskillelse kan, for det lille barn, betyde stagnation og tab af livskraft, men det kan også betyde døden. Der er blandt tilknytningsteoretikere konsensus om, at adskillelse og brud er notorisk kritisk for det lille barn. Den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott skildrer den angsttilstand, som et forladt barn oplever, således:

“at gå i stykker,
at blive ved med at falde,
at dø og dø og dø,
at miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt”.

Selvom det blot er et gæt og et konstrueret forsøg på at indkapsle og oversætte følelsen til et verbalt udtryk, er det – alt andet lige – et ganske kvalificeret gæt, som måske giver fornemmelsen for dybden af den angsttilstand, et forladt barn befinder sig i. Indenfor traumepsykologien plejer man at sige, at traumer opstår, når vi lades alene med ubehagelige oplevelser, der overstiger vores kapacitet, så vi fastfryses i nervesystemet. En voldsom oplevelse er altså ikke, nødvendigvis, traumatiserende i sig selv, men bliver det, når vi ikke har nogen at læne os ind i, som kan regulere os tilbage i tryghed. Den alenehed og alarmtilstand vil indprente sig i nervesystemet og den implicitte hukommelse.

Traumer i en adskillelseskultur

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg. Ikke mindst i lyset af den høje grad af psykisk mistrivsel, vi vidner i disse år. Derfor kan vi heller ikke komme udenom at skue det samfund, vi lever i, hvor tempo og adskillelse er menneskelige vilkår. Vilkår, der netop vanskeliggør vores biologiske behov for at knytte og forbinde os og stresser vores nervesystem på flere niveauer.

“Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg.”

 
Mathilde Riise-Jensen

I vores kultur forventer vi, at en gravid kvinde (som udgangspunkt) er produktiv til det sidste, og mantraet “graviditet er ikke en sygdom” reflekteres direkte i vores svangreomsorg, sundhedssystem og arbejdsmarked. Vi hjælper børn til verden i sterile, kliniske miljøer og anbefaler at lægge den nyfødte i hospitalsvuggen – “for en sikkerheds skyld” (fremfor i favnen). Vi har tradition for at fravænne babyer brystet/flasken, inden de fylder et år, lære dem at falde i søvn selv og indkøre dem i daginstitution, inden de har lært at sige farvel og vi ses. Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.

Det er naturligvis en noget kantet og karikeret skildring – og der er selvsagt variationer og undtagelser, men tendensen er ikke desto mindre til at tage og føle på.

“Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Vi lever altså, på mange måder, i en kultur, som nemt – uforvarende – kommer til at inducere traumer. Samtidig – og uheldigvis – giver denne kultur ringe forudsætninger for at kompensere for og hele de traumer, der er opstået, blandt andet grundet den hastighed, hvormed verden bevæger sig samt den adskillelsesnorm, der udfordrer tilknytning og forbundethed – både til andre og til én selv. Når vi så oveni har en vis kulturel habitus for at lægge låg på det svære, tage os sammen og komme videre, så opstår en negativ synergi, som vanskeliggør helingen yderligere og skaber en ond spiral. Og desværre er kombinationen af tidlige traumer og så tempo, adskillelsesorientering og ugunstige/stressende miljøer “giftig”.

Mistrivsel

Indenfor de seneste år har vi set en markant stigning i børn og unge, der har det svært i livet. Her må vi vogte os for de simple forklaringer, for mistrivslen har mange ansigter og forklaringerne herpå er ligeså brogede og sammensatte.

Vi er gode til at identificere “symptomerne”, da de hurtigt popper op i samfundets snævre kasser og rammer – ligesom vi også har et større maskineri til at håndtere denne dynamik. Vi er dog knapt så gode til at være nysgerrige på mistrivslens egentlige udspring. Det betyder, at “håndteringen” ofte har karakter af symptombehandling og tilpasningsstrategier. Som samfund formår vi nemlig hverken at se bagom barnets reaktioner og adfærd eller bagom det miljø, barnet færdes i. Og når vi ikke formår at forholde os nysgerrigt og kritisk til de givne rammer eller når ind til noget, der bare minder om roden, er der fare for at mange bliver misforstået, overset og hjulpet forkert/utilstrækkeligt – og mister yderligere fodfæste på dén konto.

Tidlige traumer misforstås

Tidlige traumer manifesterer sig gennem adfærd og kropslige symptomer. Her er det bemærkelsesværdigt, at der er et betydeligt overlap mellem indikationerne på tidlige traumer og så de gængse diagnoser som, i tiden, stilles i stigende omfang – fx ADHD, autisme og angst. Det efterlader en fare for at disse diagnoser forveksles – og måske i virkeligheden dækker over tidlige traumer. Det bunder dels i, at vores system i høj grad orienterer sig efter diagnoser, og dels i at der mangler generel viden om traumer indenfor “systemet”. Mit ydmyge gæt er, at der sker misforståelser ganske ofte.

Herunder er listet eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Denne oversigt er ikke udtømmende, og alt er naturligvis relativt og bør ses i relation til barnets naturlige udvikling. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af et eller flere “symptomer” ikke nødvendigvis er lig med at barnet er traumatiseret eller i decideret mistrivsel. Alt andet lige kalder denne viden på et markant ændret tankesæt i forhold til livets indledende faser – og et samfund, der spejler denne indsigt. For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.

Det er således forsimplet og forældet at betragte barnets piner og kvaler som en iboende svaghed, der kan fikses med de rette værktøjer, strategier, medicin eller terapi. Sammen med nysgerrigheden på hele barnet er vi nødt til – også – at zoome ud og betragte barnets sårbarheder i et strukturelt perspektiv, hvor rammer og ressourcer ikke nødvendigvis understøtter trivsel og udvikling, dvælen og forbundethed og derfor nemt bliver en belastende faktor, der medfører yderligere sårbarhed og udsathed.

“For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Må jeg foreslå noget vildt; at twiste vores kollektive mindset og vende sårbarhed om og begynde at betragte det som – om ikke en styrke – så en værdifuld sladrehank, der fortæller os, når tempoet bliver for hurtigt, kravene bliver for store, adskillelsen for meget og for lang, pladsen bliver for trang og kasserne for snævre. Klemte børn må vi samle op, se, favne, forstå og “holde” – kærligt, pædagogisk og terapeutisk. Men vi må også forsøge at forandre. Ikke barnet. Men rammerne.

… OG være barnets stemme.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

LÆS OGSÅ

Troede min krop, at mit barn var dødt?

af | jul 26, 2022

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.19. maj 2020 – opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.
19. maj 2020 - opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

LÆS OGSÅ

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

af | jan 7, 2021

DEBAT

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fem meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.” citat: Mathilde Riise-Jensen

7. januar 2021 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens, men den folkeskole, vi har skabt, underkender og modarbejder barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. Og det er et stort problem, mener Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 39 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på snart 3 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Lærergerningen har været mit største hovedbrud, men også min stolthed og hele min identitet. Da jeg blev mor for snart tre år siden, blev min verden vendt på hoved, og mine værdier, mine prioriteter og mit verdenssyn ændrede sig radikalt. Med moderskabet kom også interessen for, hvordan vi mennesker formes, og jeg begyndte at ‘nørde’ udviklingspsykologi – herunder tilknytningsteori.

Netop tilknytningsteori har nok været den største øjenåbner for mig, nogensinde – både personligt og fagligt. Denne indsigt har bl.a. givet anledning til en del flashbacks og tanker omkring min tid som folkeskolelærer, hvad angår folkeskolen som institution, men især også selvransagelse over min egen praksis.

Mistrivsel

Det er vel efterhånden en forholdsvis kendt sag, at et stigende antal børn og unge mistrives. Jeg har som lærer mødt rigtig mange af dem.

De ensomme, de triste, de deprimerede, de stressede, de voldsomme, de selvskadende, de nervøse, de udadreagerende, de angste, de skolevægrende, de kravafvisende, de spiseforstyrrede, de asociale, de diagnosticerede, de afhængige, løberne, mobberne og de mobbede. Og jeg har været på kurser om emnet, og vi har haft pædagogiske temaaftener, og vi har holdt møder, og jeg har drøftet med kolleger, og jeg har modtaget tværfaglig vejledning, og jeg har sparret med skolepsykologer, familievejledere og skole- samt socialrådgivere. Og nåh ja, så har jeg også gennemført læreruddannelsen – herunder bestået pædagogik- og psykologifaget.

Men jeg er aldrig nogensinde stødt på nogen, som har nævnt ordet tilknytning – hverken i relation til børn, der mistrives, eller i det hele taget. Til gengæld har jeg hørt rigtig meget om sociale medier, forfejlet skolereform, perfekthedskultur, curlingforældre, højt tempo, øgede krav, præstationssamfund, dårlig opdragelse, manglende klasseledelse, testkultur etc. Og noget af det giver ganske god mening. Men hvorfor er der ingen (i hvert fald den skoleverden, jeg har betrådt), som har talt om tilknytning? Hvorfor eksisterer det ord ikke i skolefolkets bevidsthed og ordforråd? Hvorfor taler vi først om tilknytning i behandlingsregi, når det ER gået galt?

Jeg tror, jeg ved hvorfor, men det vender jeg tilbage til.

Tilknytningen har trange kår

Tilknytningsteorien er noget af det mest veldokumenterede og anerkendte stykke videnskab indenfor udviklingspsykologien. Den er udviklet af bl.a. John Bowlby og beskriver den biologiske nødvendighed af, at det lille barn får dannet en tryg relation til en eller flere voksne. På linje med mad og søvn er dette helt essentielt for det lille barns overlevelse. Imødekommes barnet i dets tryghedsbehov, vil det tage denne erfaring med sig videre i livet og danne en indre arbejdsmodel, hvor det overvejende forventer og oplever verden som værende et trygt sted. Her er særligt de første tre leveår afgørende. En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens; jo tryggere, vi er som små, jo mere selvstændig og jo mindre disponerede for psykisk ubalance er vi senere. Man kan sammenligne det med et ”psykisk immunforsvar”.

Men i Danmark har vi verdensrekord i institutionalisering; normen er mange timers adskillelse mellem børn og forældre hver dag fra de er helt små – typisk i dårligt normerede institutioner. Vi ved, at gentagen og langvarig adskillelse kan have konsekvenser for den emotionelle udvikling, men det får os ikke til at ændre praksis.

“Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Til gengæld er der med tiden opstået en fortælling om, at det kan være lige så godt, ja måske endda bedre, at overlade omsorgen af helt små børn til professionelle i “læringsmiljøer”. Oveni det har vi en folkeskole, som vægter faglighed og resultater frem for relationer og trivsel.

Tilknytningen har derfor trange kår i vores samfund, og det betaler vi en høj menneskelig og samfundsmæssig pris for.

Folkeskolen modarbejder tilknytning

Ét er, at der er begrænset viden om tilknytning blandt lærere. Noget andet, og mindst ligeså alvorligt, er, at folkeskolen som institution medvirker til at undergrave og modarbejde tilknytningsdynamiker generelt.

For det første mener jeg, at der ofte sker en underkendelse og direkte modarbejdelse af barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. For det andet mener jeg, at tilknytningen til barnets lærer(e) hæmmes i selve den måde, folkeskolen er konstrueret. Begge dele vil jeg give eksempler på i det følgende.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg ikke klandrer den enkelte lærer eller skole. Mit ønske er at bibringe nogle nuancer og perspektiver og sætte fokus på nogle strukturelle og kulturelle islæt, som jeg mener, skaber nogle dybe problemer på et menneskeligt såvel som på et samfundsmæssigt plan.

Forældretilknytning nedgøres

Når et barn starter i 0. klasse, er der en forventning om, at det er skoleparat. Det indbefatter fx, at eleven kan sidde stille på en stol, modtage en kollektiv besked, “gøre, som der bliver sagt”, behovsudskyde, indgå i sociale relationer og indordne sig fællesskabet. Men det forventes også, at det 5-6-årige barn er så tilpas “selvstændigt”, at det nemt kan sige farvel til forældrene om morgenen. Helst helt udenfor skolen.

Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”. Det resulterede i en skrivelse til hjemmet, hvor vi problematiserede denne tendens og bad forældrene holde sig væk, for “nu var deres børn altså ved at være for store til lange tårevædede afskedsseancer”. Altså en besværliggørelse og en devaluering af båndet mellem barnet og forælderen og en glorificering af det selvstændige, hærdede barn, der kan klare sig selv og kontrollere sine følelser.

Et andet eksempel er barnet i 3. kl., som skal på lejrskole og måske være væk fra sine forældre for første gang i sit liv. Her forventes det igen, at barnet er så tilpas ubunden, at det er helt cool med at skulle undvære sine forældre. Hvis barnet eller forældrene tøver, så vil der dels være et pres fra lærernes side – men også en stor risiko for, at barnet bliver mobbet af de andre børn og ekskluderet fra fællesskabet. Jeg har bevidnet dette – og sågar været den lærer, som har presset på og antydet, at det nok var en “usund afhængighed”, hvis den 9-årige ikke ville med på lejrskole pga. udsigten til et for overvældende forældresavn. Jeg har endda kendskab til, at en skole har lavet en underretning – alene på den baggrund.

Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning. Jeg var bekymret for en pige, fordi hun ikke gik på fritidshjem ligesom de andre. Pigens mor var hjemmegående og var meget engageret i datterens og skolens liv og fulgte hende til og fra skole hver dag. I vores lærerteam var opfattelsen, at dette (nære) mor/datter-forhold var usundt og problematisk, ja en hindring for hendes sociale udvikling, og at det var bedre for hende at være sammen med jævnaldrende på fritidshjemmet.

Italesættelsen har magt

Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses. Både hos de helt små og hos de større elever. Italesættelsen er her en ekstremt vigtig faktor, for ord er magt. Det betragtes og italesættes generelt som noget prisværdigt og “sejt”, når børn ikke behøver deres forældre ved deres side. Og endnu bedre er det, hvis børn bruger, guider og hænger ud med hinanden – frem for hjemme hos forældrene.

Til gengæld kan man møde kritik og latterliggørelse, hvis man er et barn, som er “for voksenknyttet”. Jeg husker især på én skole, at der var en særlig rå lærerværelseshumor, hvor det var en ting at lave jokes om de elever, som altid havde mor eller far med. Somme tider slap jokes’ne ud til eleverne. Jeg behøver næppe at uddybe, hvad det gør ved børn at være genstand for – eller blot vidne til den slags.

Det er langt fra sådan alle steder, men det findes.

Struktur besværliggør varige lærer/elev-relationer

Vi ved fra forskningen, at lærer/elev-relationen er den ultimativt vigtigste faktor, når vi taler trivsel, motivation og læring. Alligevel har vi en folkeskole, som strukturelt modarbejder dette.

Da jeg gik i skole i 80’erne og 90’erne, var der tradition for, at man havde få lærere – og gerne den samme klasselærer fra 1.-9. klasse. I dag vægtes aldersspecialisering, fag-faglighed og princippet om linjefagskompetence – dvs. at lærere i stort omfang kun underviser på de klassetrin og i de fag, som de er specifikt uddannede i.

“Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Bagsiden ved dette er mange forskellige lærere ind og ud af døren hver dag og hyppige udskiftninger af lærere ved årsskiftet. Dertil kommer en betydelig lærerflugt. Undersøgelser viser fx, at mere end hver tredje læreruddannede arbejder udenfor folkeskolen, og hver sjette nyuddannede lærer forlader jobbet indenfor det første år.

Disse kendsgerninger og principper giver, alt andet lige, særdeles ringe forudsætninger for at opbygge den betydningsfulde gode og varige relation mellem lærer og elev. Men ingen børn kan fungere i et tilknytningsvacuum, og derfor vil de typisk søge bekræftelse og tryghed (tilknytning) i kammeraterne i stedet.

Når tvangselementerne er større end tilknytningskraften

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld taler i den forbindelse om begrebet counterwill – på dansk modviljeadfærd. Dette fænomen hænger sammen med manglende tilknytning, og kan tage mange former, fx ligegyldighed, negativitet, dovenskab, stædighed, respektløshed, grænsesøgning, manglende motivation, facade etc. og opstår, når tvangselementerne er større end tilknytningskraften. Det betyder, at et barn vil have en instinktiv modstand mod at blive præget og styret af en person, som det ikke er knyttet til. Og modsat; en stærk tilknytning vil ofte forebygge modviljeadfærden.

I en skolekontekst betyder det, at børn, som kun har overfladiske og flygtige relationer til deres lærere, ofte vil være tilbøjelige til at vise modviljeadfærd og være vanskelige at undervise – noget som jeg tror langt de fleste skolelærere intuitivt ved. I praksis bliver denne adfærd dog typisk tolket som uartighed, mangel på respekt, disciplin og regler, og bliver ofte mødt med distance og sanktioner – hvilket igen forstærker modstanden.

Indsigt og erkendelse er forudsætninger for forandring

Når vi kulturelt og strukturelt modarbejder børns basale behov for tryghed og tilknytning OG mangler grundlæggende forståelse for den naturlige tilknytningsadfærd, så er der stor risiko for, at vi overser og misforstår, men også overhængende fare for at vi “håndterer” børn og unge forkert. Derved svigter vi ikke blot – vi fostrer også mistrivsel.

Og det skrantende mentale helbred er elefanten i rummet. Vi reparerer og symptombehandler derudaf, men ingen kerer sig for alvor om årsagen. Vi kan ikke både anerkende tilknytningsteoriens værdi og betydning OG undlade at tale om sammenhængen mellem et tilknytningsfattigt samfund og den udbredte psykiske mistrivsel.

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Men det gør vi. Måske fordi smerten er for stor og konsekvenserne for uoverskuelige, når vi bliver bevidste om, at vores måde at leve på implicerer nogle basale menneskelige behov, vi ikke kan opfylde.

Ikke desto mindre må vi starte med indsigten og erkendelsen, for at kunne sigte mod et samfund, som folk ikke bliver syge af. Lad os frisætte berøringsangsten og tale om “elefanten” – fx ved at sørge for at klæde forældre, pædagoger, lærere og politikere fagligt på til at agere i et samfund, som aktuelt giver dårlige betingelser for, at børn kan knytte de nødvendige og livsstyrkende bånd. Kun med forstand og erkendelse kan vi ændre betingelserne.

Dette indlæg er udtryk for Mathilde Riise-Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fem meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.” citat: Mathilde Riise-Jensen

7. januar 2021 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens, men den folkeskole, vi har skabt, underkender og modarbejder barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. Og det er et stort problem, mener Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 39 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på snart 3 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

 

Lærergerningen har været mit største hovedbrud, men også min stolthed og hele min identitet. Da jeg blev mor for snart tre år siden, blev min verden vendt på hoved, og mine værdier, mine prioriteter og mit verdenssyn ændrede sig radikalt. Med moderskabet kom også interessen for, hvordan vi mennesker formes, og jeg begyndte at ‘nørde’ udviklingspsykologi – herunder tilknytningsteori.

Netop tilknytningsteori har nok været den største øjenåbner for mig, nogensinde – både personligt og fagligt. Denne indsigt har bl.a. givet anledning til en del flashbacks og tanker omkring min tid som folkeskolelærer, hvad angår folkeskolen som institution, men især også selvransagelse over min egen praksis.

Mistrivsel

Det er vel efterhånden en forholdsvis kendt sag, at et stigende antal børn og unge mistrives. Jeg har som lærer mødt rigtig mange af dem.

De ensomme, de triste, de deprimerede, de stressede, de voldsomme, de selvskadende, de nervøse, de udadreagerende, de angste, de skolevægrende, de kravafvisende, de spiseforstyrrede, de asociale, de diagnosticerede, de afhængige, løberne, mobberne og de mobbede. Og jeg har været på kurser om emnet, og vi har haft pædagogiske temaaftener, og vi har holdt møder, og jeg har drøftet med kolleger, og jeg har modtaget tværfaglig vejledning, og jeg har sparret med skolepsykologer, familievejledere og skole- samt socialrådgivere. Og nåh ja, så har jeg også gennemført læreruddannelsen – herunder bestået pædagogik- og psykologifaget.

Men jeg er aldrig nogensinde stødt på nogen, som har nævnt ordet tilknytning – hverken i relation til børn, der mistrives, eller i det hele taget. Til gengæld har jeg hørt rigtig meget om sociale medier, forfejlet skolereform, perfekthedskultur, curlingforældre, højt tempo, øgede krav, præstationssamfund, dårlig opdragelse, manglende klasseledelse, testkultur etc. Og noget af det giver ganske god mening. Men hvorfor er der ingen (i hvert fald den skoleverden, jeg har betrådt), som har talt om tilknytning? Hvorfor eksisterer det ord ikke i skolefolkets bevidsthed og ordforråd? Hvorfor taler vi først om tilknytning i behandlingsregi, når det ER gået galt?

Jeg tror, jeg ved hvorfor, men det vender jeg tilbage til.

Tilknytningen har trange kår

Tilknytningsteorien er noget af det mest veldokumenterede og anerkendte stykke videnskab indenfor udviklingspsykologien. Den er udviklet af bl.a. John Bowlby og beskriver den biologiske nødvendighed af, at det lille barn får dannet en tryg relation til en eller flere voksne. På linje med mad og søvn er dette helt essentielt for det lille barns overlevelse. Imødekommes barnet i dets tryghedsbehov, vil det tage denne erfaring med sig videre i livet og danne en indre arbejdsmodel, hvor det overvejende forventer og oplever verden som værende et trygt sted. Her er særligt de første tre leveår afgørende. En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens; jo tryggere, vi er som små, jo mere selvstændig og jo mindre disponerede for psykisk ubalance er vi senere. Man kan sammenligne det med et ”psykisk immunforsvar”.

Men i Danmark har vi verdensrekord i institutionalisering; normen er mange timers adskillelse mellem børn og forældre hver dag fra de er helt små – typisk i dårligt normerede institutioner. Vi ved, at gentagen og langvarig adskillelse kan have konsekvenser for den emotionelle udvikling, men det får os ikke til at ændre praksis.

“Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Til gengæld er der med tiden opstået en fortælling om, at det kan være lige så godt, ja måske endda bedre, at overlade omsorgen af helt små børn til professionelle i “læringsmiljøer”. Oveni det har vi en folkeskole, som vægter faglighed og resultater frem for relationer og trivsel.

Tilknytningen har derfor trange kår i vores samfund, og det betaler vi en høj menneskelig og samfundsmæssig pris for.

Folkeskolen modarbejder tilknytning

Ét er, at der er begrænset viden om tilknytning blandt lærere. Noget andet, og mindst ligeså alvorligt, er, at folkeskolen som institution medvirker til at undergrave og modarbejde tilknytningsdynamiker generelt.

For det første mener jeg, at der ofte sker en underkendelse og direkte modarbejdelse af barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. For det andet mener jeg, at tilknytningen til barnets lærer(e) hæmmes i selve den måde, folkeskolen er konstrueret. Begge dele vil jeg give eksempler på i det følgende.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg ikke klandrer den enkelte lærer eller skole. Mit ønske er at bibringe nogle nuancer og perspektiver og sætte fokus på nogle strukturelle og kulturelle islæt, som jeg mener, skaber nogle dybe problemer på et menneskeligt såvel som på et samfundsmæssigt plan.

Forældretilknytning nedgøres

Når et barn starter i 0. klasse, er der en forventning om, at det er skoleparat. Det indbefatter fx, at eleven kan sidde stille på en stol, modtage en kollektiv besked, “gøre, som der bliver sagt”, behovsudskyde, indgå i sociale relationer og indordne sig fællesskabet. Men det forventes også, at det 5-6-årige barn er så tilpas “selvstændigt”, at det nemt kan sige farvel til forældrene om morgenen. Helst helt udenfor skolen.

Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”. Det resulterede i en skrivelse til hjemmet, hvor vi problematiserede denne tendens og bad forældrene holde sig væk, for “nu var deres børn altså ved at være for store til lange tårevædede afskedsseancer”. Altså en besværliggørelse og en devaluering af båndet mellem barnet og forælderen og en glorificering af det selvstændige, hærdede barn, der kan klare sig selv og kontrollere sine følelser.

Et andet eksempel er barnet i 3. kl., som skal på lejrskole og måske være væk fra sine forældre for første gang i sit liv. Her forventes det igen, at barnet er så tilpas ubunden, at det er helt cool med at skulle undvære sine forældre. Hvis barnet eller forældrene tøver, så vil der dels være et pres fra lærernes side – men også en stor risiko for, at barnet bliver mobbet af de andre børn og ekskluderet fra fællesskabet. Jeg har bevidnet dette – og sågar været den lærer, som har presset på og antydet, at det nok var en “usund afhængighed”, hvis den 9-årige ikke ville med på lejrskole pga. udsigten til et for overvældende forældresavn. Jeg har endda kendskab til, at en skole har lavet en underretning – alene på den baggrund.

Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning. Jeg var bekymret for en pige, fordi hun ikke gik på fritidshjem ligesom de andre. Pigens mor var hjemmegående og var meget engageret i datterens og skolens liv og fulgte hende til og fra skole hver dag. I vores lærerteam var opfattelsen, at dette (nære) mor/datter-forhold var usundt og problematisk, ja en hindring for hendes sociale udvikling, og at det var bedre for hende at være sammen med jævnaldrende på fritidshjemmet.

Italesættelsen har magt

Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses. Både hos de helt små og hos de større elever. Italesættelsen er her en ekstremt vigtig faktor, for ord er magt. Det betragtes og italesættes generelt som noget prisværdigt og “sejt”, når børn ikke behøver deres forældre ved deres side. Og endnu bedre er det, hvis børn bruger, guider og hænger ud med hinanden – frem for hjemme hos forældrene.

Til gengæld kan man møde kritik og latterliggørelse, hvis man er et barn, som er “for voksenknyttet”. Jeg husker især på én skole, at der var en særlig rå lærerværelseshumor, hvor det var en ting at lave jokes om de elever, som altid havde mor eller far med. Somme tider slap jokes’ne ud til eleverne. Jeg behøver næppe at uddybe, hvad det gør ved børn at være genstand for – eller blot vidne til den slags.

Det er langt fra sådan alle steder, men det findes.

Struktur besværliggør varige lærer/elev-relationer

Vi ved fra forskningen, at lærer/elev-relationen er den ultimativt vigtigste faktor, når vi taler trivsel, motivation og læring. Alligevel har vi en folkeskole, som strukturelt modarbejder dette.

Da jeg gik i skole i 80’erne og 90’erne, var der tradition for, at man havde få lærere – og gerne den samme klasselærer fra 1.-9. klasse. I dag vægtes aldersspecialisering, fag-faglighed og princippet om linjefagskompetence – dvs. at lærere i stort omfang kun underviser på de klassetrin og i de fag, som de er specifikt uddannede i.

“Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Bagsiden ved dette er mange forskellige lærere ind og ud af døren hver dag og hyppige udskiftninger af lærere ved årsskiftet. Dertil kommer en betydelig lærerflugt. Undersøgelser viser fx, at mere end hver tredje læreruddannede arbejder udenfor folkeskolen, og hver sjette nyuddannede lærer forlader jobbet indenfor det første år.

Disse kendsgerninger og principper giver, alt andet lige, særdeles ringe forudsætninger for at opbygge den betydningsfulde gode og varige relation mellem lærer og elev. Men ingen børn kan fungere i et tilknytningsvacuum, og derfor vil de typisk søge bekræftelse og tryghed (tilknytning) i kammeraterne i stedet.

Når tvangselementerne er større end tilknytningskraften

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld taler i den forbindelse om begrebet counterwill – på dansk modviljeadfærd. Dette fænomen hænger sammen med manglende tilknytning, og kan tage mange former, fx ligegyldighed, negativitet, dovenskab, stædighed, respektløshed, grænsesøgning, manglende motivation, facade etc. og opstår, når tvangselementerne er større end tilknytningskraften. Det betyder, at et barn vil have en instinktiv modstand mod at blive præget og styret af en person, som det ikke er knyttet til. Og modsat; en stærk tilknytning vil ofte forebygge modviljeadfærden.

I en skolekontekst betyder det, at børn, som kun har overfladiske og flygtige relationer til deres lærere, ofte vil være tilbøjelige til at vise modviljeadfærd og være vanskelige at undervise – noget som jeg tror langt de fleste skolelærere intuitivt ved. I praksis bliver denne adfærd dog typisk tolket som uartighed, mangel på respekt, disciplin og regler, og bliver ofte mødt med distance og sanktioner – hvilket igen forstærker modstanden.

Indsigt og erkendelse er forudsætninger for forandring

Når vi kulturelt og strukturelt modarbejder børns basale behov for tryghed og tilknytning OG mangler grundlæggende forståelse for den naturlige tilknytningsadfærd, så er der stor risiko for, at vi overser og misforstår, men også overhængende fare for at vi “håndterer” børn og unge forkert. Derved svigter vi ikke blot – vi fostrer også mistrivsel.

Og det skrantende mentale helbred er elefanten i rummet. Vi reparerer og symptombehandler derudaf, men ingen kerer sig for alvor om årsagen. Vi kan ikke både anerkende tilknytningsteoriens værdi og betydning OG undlade at tale om sammenhængen mellem et tilknytningsfattigt samfund og den udbredte psykiske mistrivsel.

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Men det gør vi. Måske fordi smerten er for stor og konsekvenserne for uoverskuelige, når vi bliver bevidste om, at vores måde at leve på implicerer nogle basale menneskelige behov, vi ikke kan opfylde.

Ikke desto mindre må vi starte med indsigten og erkendelsen, for at kunne sigte mod et samfund, som folk ikke bliver syge af. Lad os frisætte berøringsangsten og tale om “elefanten” – fx ved at sørge for at klæde forældre, pædagoger, lærere og politikere fagligt på til at agere i et samfund, som aktuelt giver dårlige betingelser for, at børn kan knytte de nødvendige og livsstyrkende bånd. Kun med forstand og erkendelse kan vi ændre betingelserne.

Dette indlæg er udtryk for Mathilde Riise-Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ