Mennesket fødes ad to omgange – men anden fødsel har trange kår

DEBAT

Mennesket fødes ad to omgange – men anden fødsel har trange kår

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

18. juni 2020 | Af Mie Storm | Foto: Privat

 

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

Mie Storm er cand.mag. i Anvendt Filosofi og stifter af Kulturkritisk Forum. Du kan følge hende på instagramprofilen @kulturkritiskforum.

Mennesket fødes ad to omgange. Lyder det skørt?

Ved den første fødsel er vi ikke i tvivl. Der er skrig, opmuntrende ord og ind imellem mindre pæne gloser. Det gør ondt, det er vidunderligt, og selvom vi måske et øjeblik ønsker, at det hele slutter, så føles det med ét som om, selve livet starter på ny. En lillebitte fedtet krop svøber sig pludselig dér, tæt ind til morens bryst. Vi fødes som børn og også som forældre ved den første menneskelige fødsel.

Ingen betvivler således den smukke begivenhed, som er menneskets første fødsel.

Med den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, forholder det sig imidlertid noget anderledes. Den anden fødsel er mere subtil. Vi kan ikke på samme måde objektivt konstatere den. Den udfolder sig ikke (altid) med målbare udsving i tid og rum. Alligevel er den ligeså betydningsfuld som den første fødsel.

For at forstå den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, må vi forstå de helt særlige omstændigheder omkring mennesket i forhold til andre arter.

Menneskebarnets rejse efter første fødsel

De seneste års tværvidenskabelige studier af den menneskelige hjerne viser klart, hvad der er vigtigst for optimal udvikling af et lille menneskebarns hjerne: kærlighed (fx A. Schore, 2004 og S. Gerhardt, 2004).

Som psykolog Steve Biddulph beskriver, adskiller mennesket sig på den måde væsentligt fra andre levende arter. Placerer du eksempelvis en haletudse alene i en dam, vil den udvikle sig til en fuldt ud duelig frø, der vil mestre frølivet i samme udstrækning som en frø, der er tilblevet i dammen omringet af tusindvis af andre haletudser.

Det samme gør sig gældende for mange andre levende væsener.

Men ikke menneskebarnet. Vi mennesker er den art på jorden, der er allermest afhængig af vores forældre, mens vi er små. Og det er vi længe. Er det lille menneskebarn ikke konstant omgivet af en omsorgsfuld og kompetent omsorgs- og tilknytningsperson, lærer det end ikke de fysiske bevægelser, det har brug for, for at overleve. Det lærer heller ikke de følelsesmæssige kompetencer, det har brug for, for at leve som et helt menneske; at tale, tænke, føle, elske, sympatisere og mentalisere.

At leve som et helt menneske – snarere end en haletudse.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Der er to årsager til, det lille menneskebarn fødes med en hjerne, der langt fra er færdigudviklet, og derfor har så meget brug for en, der elsker det, i de første år af dets liv.

Den første årsag kobler sig til den første fødsel, menneskebarnet gennemgår. Her er hjernen i det lille menneskebarns hoved kun vokset til en tredjedel af den størrelse, den ender med at have. Hvis menneskebarnet skulle fødes med en færdigudviklet hjerne, ville barnets hoved være så stort, at det ikke fysisk ville kunne passere i fødselsgangen gennem dets mors bækken. Der er simpelthen ikke plads. Kvinder, der har oplevet at presse et barn ud i livet, kan nok levende forestille sig, hvad det ville gøre ved deres krop, hvis barnets hoved var tre gange så stort ved fødslen.

At barnets hjerne er aldeles ’ufærdig’, når det fødes første gang, betyder, at det har brug for den helt rigtige omsorg og stimuli for at kunne udvikle de sidste totredjedele af dets hjerne.

Det betyder også, at størstedelen af den udvikling, menneskebarnets hjerne gennemgår, sker efter den første fødsel.

Igennem denne udvikling af størstedelen af menneskebarnets hjerne fødes det anden gang. Og det sker ikke af sig selv som med haletudsen. Menneskebarnets hjerne vokser ikke bare eksponentielt af sig selv; sådan et mesterværk skabes af erfaringer, der er meget mere komplekse end de, der overgår haletudsen, som Biddulph eksemplificerer.

Menneskebarnet fødes eksistentielt i kærligheden

I filosofiske termer kan man sige, at kærlighed mellem mennesker udvikler ånden. Reduceret til moderne videnskabelige termer kan det også hedde, at; tilknytning udvikler hjernen. På mange måder er tilknytningsteorien nemlig et forsøg på at konkretisere kærligheden i den menneskelige eksistens til et begreb, vi kan behandle videnskabeligt. Vi kan måle og veje tilknytning. Så er det mindre subtil – så er det formidlet i det sprog, vi taler i adskillelseskulturen.

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Det menneske, der elsker det, og beskytter det gennem alle de farer – fysiske og følelsesmæssige – det udsættes for, mens dets hjerne udvikler sig de resterende totredjedele. De(t) menneske(r), det møder, så snart den første fødsel møder sin ende. Når det rammer den varme hud ovenpå det bankende hjerte, det er vant til at lytte til fra den anden side. Eller det menneske, der har ventet på det og længtes efter det, men ikke har kunnet bære det. De(t) menneske(r), der elsker menneskebarnet og vil dø for det.

Det er i tilknytningen til disse, at det lille menneskebarn gennemgår den anden fødsel ind i denne verden. Sådan udvikler menneskebarnet sig fra at eksistere i fysisk forstand til langsomt at begribe verden, sig selv og sine medmennesker gennem en tryg symbiotisk og senere hen individueret dyb forbindelse til mennesker, for hvem det er hele verden i sig selv.

At underminere betydningen af denne anden fødsel er at underminere selve grundlaget for et sundt følelsesliv, trygge relationer og en harmonisk tilværelse for det lille menneskebarn. Den anden fødsel, kærligheden eller tilknytningen – kald det hvad, du vil – er forudsætningen for, at menneskebarnet bliver et helstøbt menneske med dyb forankring i livet og som derfor er i stand til at være i verden med sig selv og andre på harmonisk vis.

Men den anden fødsel har trange kår i et instrumentaliseret samfund. Dannelsen af mesterværket, der er den menneskelige hjerne og eksistentielle tilblivelse, reduceres til en handelsvare. Kærlighed reduceres til tilknytning, som udliciteres til såkaldte professionelle omsorgspersoner. Til sidst spares disse væk. Hvor efterlader det menneskets anden fødsel?
Hos haletudsen. Vi kan ikke være det bekendt.

Begrebet ’tilknytning’ er videnskabens forsøg på at gøre kærligheden håndgribelig. At kategorisere det fællesmenneskelige og grundlæggende dybe behov, mennesket har for at være forbundet og i kontakt med sig selv og andre. Sådan fyldes eksistensen med meningsfuldhed, og sådan finder mennesket sin rolle i livet og en ontologisk sikkerhed i eksistensen.

Tilknytningen til det andet menneske må forstås som dér, kærligheden kan bo og blomstre. Vil vi et liv levet i kærlighed for vores menneskebørn, må vi lade dem føde for anden gang. Gør vi ikke det, må vi forberede os på at stå skoleret overfor de kommende generationer, der vil påvirkes af vores manglende nærvær.

Vil du vide mere om, hvad det gør ved mennesket at leve i en adskillelseskultur, hvor kærlighed er mekaniseret og menneskebarnet reduceret til haletudse?

Så kan du lytte til mit foredrag ’Vi har brug for en omsorgsrevolution’ online – når du har tid. Foredraget er en grundlæggende kritik af adskillelseskulturen, og jeg tager dig igennem en kritisk filosofisk analyse af samfundskontrakten, den angivelige ligestilling, institutionalisering af småbørn og dyrkelsen af det målbare.

Få adgang til foredraget ved at overføre 100 kr. til tlf. 2115 9159 via MobilePay. Herefter modtager du et link. Du kan læse mere om foredraget og kommende foredrag på www.kulturkritiskforum.dk

Dette indlæg er udtryk for Mie Storms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Mennesket fødes ad to omgange – men anden fødsel har trange kår

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

18. juni 2020 | Af Mie Storm | Foto: Privat

 

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

Mie Storm er cand.mag. i Anvendt Filosofi og stifter af Kulturkritisk Forum. Du kan følge hende på instagramprofilen @kulturkritiskforum.

 

Mennesket fødes ad to omgange. Lyder det skørt?

Ved den første fødsel er vi ikke i tvivl. Der er skrig, opmuntrende ord og ind imellem mindre pæne gloser. Det gør ondt, det er vidunderligt, og selvom vi måske et øjeblik ønsker, at det hele slutter, så føles det med ét som om, selve livet starter på ny. En lillebitte fedtet krop svøber sig pludselig dér, tæt ind til morens bryst. Vi fødes som børn og også som forældre ved den første menneskelige fødsel.

Ingen betvivler således den smukke begivenhed, som er menneskets første fødsel.

Med den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, forholder det sig imidlertid noget anderledes. Den anden fødsel er mere subtil. Vi kan ikke på samme måde objektivt konstatere den. Den udfolder sig ikke (altid) med målbare udsving i tid og rum. Alligevel er den ligeså betydningsfuld som den første fødsel.

For at forstå den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, må vi forstå de helt særlige omstændigheder omkring mennesket i forhold til andre arter.

Menneskebarnets rejse efter første fødsel

De seneste års tværvidenskabelige studier af den menneskelige hjerne viser klart, hvad der er vigtigst for optimal udvikling af et lille menneskebarns hjerne: kærlighed (fx A. Schore, 2004 og S. Gerhardt, 2004).

Som psykolog Steve Biddulph beskriver, adskiller mennesket sig på den måde væsentligt fra andre levende arter. Placerer du eksempelvis en haletudse alene i en dam, vil den udvikle sig til en fuldt ud duelig frø, der vil mestre frølivet i samme udstrækning som en frø, der er tilblevet i dammen omringet af tusindvis af andre haletudser.

Det samme gør sig gældende for mange andre levende væsener.

Men ikke menneskebarnet. Vi mennesker er den art på jorden, der er allermest afhængig af vores forældre, mens vi er små. Og det er vi længe. Er det lille menneskebarn ikke konstant omgivet af en omsorgsfuld og kompetent omsorgs- og tilknytningsperson, lærer det end ikke de fysiske bevægelser, det har brug for, for at overleve. Det lærer heller ikke de følelsesmæssige kompetencer, det har brug for, for at leve som et helt menneske; at tale, tænke, føle, elske, sympatisere og mentalisere.

At leve som et helt menneske – snarere end en haletudse.

Der er to årsager til, det lille menneskebarn fødes med en hjerne, der langt fra er færdigudviklet, og derfor har så meget brug for en, der elsker det, i de første år af dets liv.

Den første årsag kobler sig til den første fødsel, menneskebarnet gennemgår. Her er hjernen i det lille menneskebarns hoved kun vokset til en tredjedel af den størrelse, den ender med at have. Hvis menneskebarnet skulle fødes med en færdigudviklet hjerne, ville barnets hoved være så stort, at det ikke fysisk ville kunne passere i fødselsgangen gennem dets mors bækken. Der er simpelthen ikke plads. Kvinder, der har oplevet at presse et barn ud i livet, kan nok levende forestille sig, hvad det ville gøre ved deres krop, hvis barnets hoved var tre gange så stort ved fødslen.

At barnets hjerne er aldeles ’ufærdig’, når det fødes første gang, betyder, at det har brug for den helt rigtige omsorg og stimuli for at kunne udvikle de sidste totredjedele af dets hjerne.

Det betyder også, at størstedelen af den udvikling, menneskebarnets hjerne gennemgår, sker efter den første fødsel.

Igennem denne udvikling af størstedelen af menneskebarnets hjerne fødes det anden gang. Og det sker ikke af sig selv som med haletudsen. Menneskebarnets hjerne vokser ikke bare eksponentielt af sig selv; sådan et mesterværk skabes af erfaringer, der er meget mere komplekse end de, der overgår haletudsen, som Biddulph eksemplificerer.

Menneskebarnet fødes eksistentielt i kærligheden

I filosofiske termer kan man sige, at kærlighed mellem mennesker udvikler ånden. Reduceret til moderne videnskabelige termer kan det også hedde, at; tilknytning udvikler hjernen. På mange måder er tilknytningsteorien nemlig et forsøg på at konkretisere kærligheden i den menneskelige eksistens til et begreb, vi kan behandle videnskabeligt. Vi kan måle og veje tilknytning. Så er det mindre subtil – så er det formidlet i det sprog, vi taler i adskillelseskulturen.

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Det menneske, der elsker det, og beskytter det gennem alle de farer – fysiske og følelsesmæssige – det udsættes for, mens dets hjerne udvikler sig de resterende totredjedele. De(t) menneske(r), det møder, så snart den første fødsel møder sin ende. Når det rammer den varme hud ovenpå det bankende hjerte, det er vant til at lytte til fra den anden side. Eller det menneske, der har ventet på det og længtes efter det, men ikke har kunnet bære det. De(t) menneske(r), der elsker menneskebarnet og vil dø for det.

Det er i tilknytningen til disse, at det lille menneskebarn gennemgår den anden fødsel ind i denne verden. Sådan udvikler menneskebarnet sig fra at eksistere i fysisk forstand til langsomt at begribe verden, sig selv og sine medmennesker gennem en tryg symbiotisk og senere hen individueret dyb forbindelse til mennesker, for hvem det er hele verden i sig selv.

At underminere betydningen af denne anden fødsel er at underminere selve grundlaget for et sundt følelsesliv, trygge relationer og en harmonisk tilværelse for det lille menneskebarn. Den anden fødsel, kærligheden eller tilknytningen – kald det hvad, du vil – er forudsætningen for, at menneskebarnet bliver et helstøbt menneske med dyb forankring i livet og som derfor er i stand til at være i verden med sig selv og andre på harmonisk vis.

Men den anden fødsel har trange kår i et instrumentaliseret samfund. Dannelsen af mesterværket, der er den menneskelige hjerne og eksistentielle tilblivelse, reduceres til en handelsvare. Kærlighed reduceres til tilknytning, som udliciteres til såkaldte professionelle omsorgspersoner. Til sidst spares disse væk. Hvor efterlader det menneskets anden fødsel?
Hos haletudsen. Vi kan ikke være det bekendt.

Begrebet ’tilknytning’ er videnskabens forsøg på at gøre kærligheden håndgribelig. At kategorisere det fællesmenneskelige og grundlæggende dybe behov, mennesket har for at være forbundet og i kontakt med sig selv og andre. Sådan fyldes eksistensen med meningsfuldhed, og sådan finder mennesket sin rolle i livet og en ontologisk sikkerhed i eksistensen.

Tilknytningen til det andet menneske må forstås som dér, kærligheden kan bo og blomstre. Vil vi et liv levet i kærlighed for vores menneskebørn, må vi lade dem føde for anden gang. Gør vi ikke det, må vi forberede os på at stå skoleret overfor de kommende generationer, der vil påvirkes af vores manglende nærvær.

Vil du vide mere om, hvad det gør ved mennesket at leve i en adskillelseskultur, hvor kærlighed er mekaniseret og menneskebarnet reduceret til haletudse?

Så kan du lytte til mit foredrag ’Vi har brug for en omsorgsrevolution’ online – når du har tid. Foredraget er en grundlæggende kritik af adskillelseskulturen, og jeg tager dig igennem en kritisk filosofisk analyse af samfundskontrakten, den angivelige ligestilling, institutionalisering af småbørn og dyrkelsen af det målbare.

Få adgang til foredraget ved at overføre 100 kr. til tlf. 2115 9159 via MobilePay. Herefter modtager du et link. Du kan læse mere om foredraget og kommende foredrag på www.kulturkritiskforum.dk

Dette indlæg er udtryk for Mie Storms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

MODERSKAB

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

Mie Wedsgaard Storm fra Kulturkritisk Forum er hjemmegående.

8. oktober 2019 | Af: Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Mie Wedsgaard Storm var det en krævende proces at omstille sig til at være hjemmegående. Men hun var ikke i tvivl om, at det for deres familie var og er den rigtige beslutning.

Mie Wedsgaard Storm, der står bag Kulturkritisk Forum, er mor til en søn på 4 år og en datter på 2 år. Ingen af børnene går i institution. I stedet er hun hjemme sammen med dem. Herunder fortæller hun med egne ord, hvorfor hun tog den beslutning for omkring 2,5 år siden.

 
Hvorfor valgte du at gå hjemme?

Det korte svar er, at det var det, vores familie havde brug for.

Jeg startede på arbejde, da vores første barn var et år gammel. Jeg havde det elendigt med det og følte mig hele tiden halv. Jeg følte, at jeg narrede vores søn om morgenen, fordi jeg skulle distrahere ham, før jeg kunne køre. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at situationen var ok, selvom jeg selv havde det på fuldstændig samme måde som ham. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine handlinger og ved at se meningen med, at han skulle tilbringe al sin tid med en anden end mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg søndag aften, efter han var puttet, stod i timevis og forberedte aftensmad til hele ugen. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle bruge tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville have hvert et minut med ham, når jeg havde hentet ham. Og når han ind imellem faldt i søvn i bilen på vej hjem fra pasning, græd jeg, fordi jeg vidste, at jeg ville have en halv time mindre med ham. Det var rædselsfuldt.

Vores søn blev passet hos sin moster, og da dette ikke kunne lade sig gøre længere, måtte vi overveje, hvad der så skulle ske. Cirka samtidigt havde vi en morgen, hvor vores søn blev rigtig ked af det, da jeg kørte. Det var frygteligt. Jeg ringede til min mand og græd. Jeg græd også, da jeg kom på arbejde. Hjemme blev vi enige om, at jeg skulle sige op og have vores søn hjemme. Jeg arbejdede et par måneder deltid, hvor jeg enten havde ham med på arbejde eller arbejdede hjemmefra. Derefter var vi hjemme fuld tid.

Det var en kompliceret proces og turbulent periode følelses- og identitetsmæssigt for mig. Jeg husker at være ude ved en dagplejer med min søn for at se, om det kunne være en løsning. Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående. Værdimæssigt og i forhold til vores søn var jeg aldrig i tvivl, og besøget hos dagplejeren satte bare streg under det. Men jeg var virkelig i krise, for det var slet ikke det, jeg havde forberedt mig på, da vi ventede ham. Jeg var ikke en af de afklarede mødre, der havde truffet beslutningen om at gå hjemme, inden barnet overhovedet kom til verden. Tværtimod. Vi havde lige købt et stort hus og kørte rundt i en stor dyr bil, så mine følelser passede dårligt ind i vores livssituation på det tidspunkt. Det var så langt fra zen, som det kunne blive. Alligevel vidste jeg godt, at der kun var én løsning for vores søn – og for mig som mor, og at jeg nu skulle arbejde med mig selv for at lande i den beslutning, jeg intuitivt havde taget for længst.

 
Hvad har det givet dig og dine børn at passe dem hjemme?

Det giver os den tilværelse, der giver mening for os. Ro i sjælen og en fælles forståelse af, at vi prioriterer tid sammen med hinanden over alt andet.

For mig personligt giver det en følelse af at være tro mod mig selv og at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.

“Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vores børn føler sig som førsteprioritet, og det føler vi, at vi opnår bedst ved at give dem mest muligt af vores tid og energi. Jeg tror på, at det giver mine børn en følelse af at være dybt forankret i familien og højt elsket og værdsat.

Det ligger mig meget på sinde at leve på en måde, hvor der er lige meget plads til børn og voksne. Jeg vil så gerne give videre til mine børn, at livet handler om andet – og mere – end at arbejde.

 
Du er på hele tiden – hvordan er det?

Det er ikke en dans på roser at gå hjemme. Ligesom det ikke er en dans på roser at have små børn og være to udearbejdende forældre.

Jeg har perioder, hvor jeg har det rigtigt godt med det og trives. Og så har jeg perioder, hvor jeg har det svært med det, og hvor jeg oplever, at jeg synker lidt hen i mit hoved. I de perioder er det vigtigt, at jeg tager tid til mig selv og prøver at gøre nogle ting, der ikke har udgangspunkt i mine børn.

“Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Mit behov for alenetid er først kommet sådan rigtigt indenfor den seneste tid, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine børn nu har en alder, hvor det er ok for dem begge at være sammen med en anden end mig i nogle timer.

I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.

 
Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det er vores førsteprioritet at holde vores børn ude af institution, indtil den dag (hvis den kommer), de selv ytrer ønsker om at komme afsted. Vi har perioder, hvor vi klarer os fint økonomisk, og vi har perioder, hvor vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. I de sidstnævnte perioder klarer vi os ved at skrue forbruget ned og sælge ud af “nice to have”-ting. Vi er enige om, at bliver det nødvendigt, nedskalerer vi yderligere, indtil det igen hænger sammen. Det vil sige sælger vores ejendele i den rækkefølge, det nu giver mening (inklusiv hus og biler). Det er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men det er betryggende at vide, at vi er enige om planen, hvis den situation opstår.

 
Skal jeres børn i børnehave på et tidspunkt?

Da vores søn var omkring 2,5 år, besøgte vi den lokale børnehave. Jeg ville gerne vise ham, hvad det dersens “børnehave”, alle spurgte, om han havde fri fra, var. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det ikke er et sted, vores børn skal tilbringe tid. Jeg er sikker på, der findes gode institutioner til børn – jeg har bare ikke besøgt en af dem endnu. Hele tonen omkring børnene var enormt diskriminerende, og jeg vil under ingen omstændigheder have, at vores børn skal tilbringe tid, hvor de ikke bliver mødt som ligeværdige.

“I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Så skal de engang i børnehave, bliver det for det første, fordi de selv udtrykker et ønske om det, og for det andet et sted, hvor jeg er helt tryg ved tilgangen til børnene.

MODERSKAB

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

Mie Wedsgaard Storm fra Kulturkritisk Forum er hjemmegående.

8. oktober 2019 | Af: Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Mie Wedsgaard Storm var det en krævende proces at omstille sig til at være hjemmegående. Men hun var ikke i tvivl om, at det for deres familie var og er den rigtige beslutning.
  

Mie Wedsgaard Storm, der står bag Kulturkritisk Forum, er mor til en søn på 4 år og en datter på 2 år. Ingen af børnene går i institution. I stedet er hun hjemme sammen med dem. Herunder fortæller hun med egne ord, hvorfor hun tog den beslutning for omkring 2,5 år siden.

 
Hvorfor valgte du at gå hjemme?

Det korte svar er, at det var det, vores familie havde brug for.

Jeg startede på arbejde, da vores første barn var et år gammel. Jeg havde det elendigt med det og følte mig hele tiden halv. Jeg følte, at jeg narrede vores søn om morgenen, fordi jeg skulle distrahere ham, før jeg kunne køre. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at situationen var ok, selvom jeg selv havde det på fuldstændig samme måde som ham. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine handlinger og ved at se meningen med, at han skulle tilbringe al sin tid med en anden end mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg søndag aften, efter han var puttet, stod i timevis og forberedte aftensmad til hele ugen. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle bruge tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville have hvert et minut med ham, når jeg havde hentet ham. Og når han ind imellem faldt i søvn i bilen på vej hjem fra pasning, græd jeg, fordi jeg vidste, at jeg ville have en halv time mindre med ham. Det var rædselsfuldt.

Vores søn blev passet hos sin moster, og da dette ikke kunne lade sig gøre længere, måtte vi overveje, hvad der så skulle ske. Cirka samtidigt havde vi en morgen, hvor vores søn blev rigtig ked af det, da jeg kørte. Det var frygteligt. Jeg ringede til min mand og græd. Jeg græd også, da jeg kom på arbejde. Hjemme blev vi enige om, at jeg skulle sige op og have vores søn hjemme. Jeg arbejdede et par måneder deltid, hvor jeg enten havde ham med på arbejde eller arbejdede hjemmefra. Derefter var vi hjemme fuld tid.

Det var en kompliceret proces og turbulent periode følelses- og identitetsmæssigt for mig. Jeg husker at være ude ved en dagplejer med min søn for at se, om det kunne være en løsning. Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående. Værdimæssigt og i forhold til vores søn var jeg aldrig i tvivl, og besøget hos dagplejeren satte bare streg under det. Men jeg var virkelig i krise, for det var slet ikke det, jeg havde forberedt mig på, da vi ventede ham. Jeg var ikke en af de afklarede mødre, der havde truffet beslutningen om at gå hjemme, inden barnet overhovedet kom til verden. Tværtimod. Vi havde lige købt et stort hus og kørte rundt i en stor dyr bil, så mine følelser passede dårligt ind i vores livssituation på det tidspunkt. Det var så langt fra zen, som det kunne blive. Alligevel vidste jeg godt, at der kun var én løsning for vores søn – og for mig som mor, og at jeg nu skulle arbejde med mig selv for at lande i den beslutning, jeg intuitivt havde taget for længst. 

Hvad har det givet dig og dine børn at passe dem hjemme?

Det giver os den tilværelse, der giver mening for os. Ro i sjælen og en fælles forståelse af, at vi prioriterer tid sammen med hinanden over alt andet.

For mig personligt giver det en følelse af at være tro mod mig selv og at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.

“Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vores børn føler sig som førsteprioritet, og det føler vi, at vi opnår bedst ved at give dem mest muligt af vores tid og energi. Jeg tror på, at det giver mine børn en følelse af at være dybt forankret i familien og højt elsket og værdsat.

Det ligger mig meget på sinde at leve på en måde, hvor der er lige meget plads til børn og voksne. Jeg vil så gerne give videre til mine børn, at livet handler om andet – og mere – end at arbejde.  

Du er på hele tiden – hvordan er det?

Det er ikke en dans på roser at gå hjemme. Ligesom det ikke er en dans på roser at have små børn og være to udearbejdende forældre.

Jeg har perioder, hvor jeg har det rigtigt godt med det og trives. Og så har jeg perioder, hvor jeg har det svært med det, og hvor jeg oplever, at jeg synker lidt hen i mit hoved. I de perioder er det vigtigt, at jeg tager tid til mig selv og prøver at gøre nogle ting, der ikke har udgangspunkt i mine børn.

“Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Mit behov for alenetid er først kommet sådan rigtigt indenfor den seneste tid, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine børn nu har en alder, hvor det er ok for dem begge at være sammen med en anden end mig i nogle timer.

I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.

Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det er vores førsteprioritet at holde vores børn ude af institution, indtil den dag (hvis den kommer), de selv ytrer ønsker om at komme afsted. Vi har perioder, hvor vi klarer os fint økonomisk, og vi har perioder, hvor vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. I de sidstnævnte perioder klarer vi os ved at skrue forbruget ned og sælge ud af “nice to have”-ting. Vi er enige om, at bliver det nødvendigt, nedskalerer vi yderligere, indtil det igen hænger sammen. Det vil sige sælger vores ejendele i den rækkefølge, det nu giver mening (inklusiv hus og biler). Det er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men det er betryggende at vide, at vi er enige om planen, hvis den situation opstår.  

Skal jeres børn i børnehave på et tidspunkt?

Da vores søn var omkring 2,5 år, besøgte vi den lokale børnehave. Jeg ville gerne vise ham, hvad det dersens “børnehave”, alle spurgte, om han havde fri fra, var. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det ikke er et sted, vores børn skal tilbringe tid. Jeg er sikker på, der findes gode institutioner til børn – jeg har bare ikke besøgt en af dem endnu. Hele tonen omkring børnene var enormt diskriminerende, og jeg vil under ingen omstændigheder have, at vores børn skal tilbringe tid, hvor de ikke bliver mødt som ligeværdige.

“I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Så skal de engang i børnehave, bliver det for det første, fordi de selv udtrykker et ønske om det, og for det andet et sted, hvor jeg er helt tryg ved tilgangen til børnene.

LÆS OGSÅ

Childism: Diskrimination af vores børn er dagligdag

Childism: Diskrimination af vores børn er dagligdag

17. juli 2019
  
Tekst: Mie Wedsgaard Storm, cand.mag. i Anvendt Filosofi, stifter af Kulturkritisk Forum og pt. hjemmegående med sine to børn.
Foto: Simon Rae via Unsplash
  

For nylig bragte Dagbladet Information en serie billeder af børn, der græder. Ikke gråd, som opstår, som gråd nu engang opstår i livet, mens vi er børn. Men gråd, der bevidst blev fremprovokeret af barnets forældre, med det formål at fotografere gråden. Børnene blev oveni købet klædt af, inden billederne blev taget. For ligesom at tilføje et ekstra pift af underdanighed og ydmygelse – eller hvad ved jeg.

Billederne skulle angiveligt være kunst. Jeg synes nu, det bør være klart for enhver, at billedserien er fuldstændig uacceptabel diskriminerende adfærd overfor børn, der ikke er i en position til at sige fra. Det er jeg heldigvis ikke alene om at mene.

Men billedserien er desværre symptom på det meget forråede og diskriminerende børnesyn, der hersker i Danmark – ikke kun i fortænkt pseudo-kunst, men også i vores dagligdag. Jeg tror, vi alle er skyldige i at praktisere det i én eller anden grad – inklusiv mig selv, desværre.

For vi kan spørge os selv, om billedserien ville være i orden, hvis den var sket for en anden minoritetsgruppe i samfundet. Og det bør vi også: Ville vi bryde os om at se billeder af afklædte og grædende ældre, demente, handicappede, flygtninge, homoseksuelle, udviklingshæmmede eller lignende? Ville vi ikke stjerne helt af over at se en afklædt gammel dame græde på et fotografi, hvis vi vidste, at hendes omsorgspersoner bevidst havde fået hende til at græde, så de kunne dokumentere det med et billede og sende det ud til hele verden uden hendes samtykke?

Selvfølgelig ville vi det!

Hvorfor er det så i orden at gøre det mod børn? I’ll tell you why: fordi der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.

Diskrimination mod vores børn er dagligdag for de fleste af os. Og ja – også hos mig. Men jeg øver mig hver dag på at løsrive mig fra mine indøvede holdninger og blive bedre til at behandle mine børn som ligeværdige individer. Vi ér nemlig ligeværdige – selvom vi ikke er ligestillede.

Lad os prøve at overføre den tænkning på andre områder, der involverer børn. Områder fra vores hverdag. For én ting er et karikeret, opsat og enkeltstående tilfælde fra medierne. Men prøv at tænk din dagligdag igennem, og indsæt i stedet et voksent menneske i situationen, i stedet for dit barn.

Ville du for eksempel på daglig basis forlade din gamle mor et sted, hun ikke havde lyst til at være, hvis hun græd, rakte ud efter dig og bad om at komme med dig? Eller ville du tage hendes signaler alvorligt, værne om jeres relation og hendes tillid til dig og tage hende med dig igen?

Ville du sige til din mand, at han skal tage en trøje på, selvom han siger, han ikke fryser, fordi du selv vurderer, at der er koldt? Eller ville du vise ham tillid og stole på, at han selv kan mærke sin krop?

Ville du tvinge din søster til at spise op af dét, der er på hendes tallerken? Eller ville du blande dig uden om og stole på, at hun selv kan mærke, hvornår hun er mæt?

Ville du bede din kollega om at sige dét, du mener, er passende i en given situation, som fx “undskyld”, “ja tak” eller “tak for mad”, eller ville du lade hende være hendes egen person og stole på, at hun er i stand til at tilpasse sig sociale situationer, som det giver mening for hende?

Ville du tale om din veninde hen over hovedet på hende, og måske endda lave en joke på hendes bekostning, mens hun hører alt, hvad der bliver sagt om hende – og ikke til hende? Eller ville du værne om hendes selvværd og integritet og tale respektfuldt og kærligt om hende, så hun var sikker på, at du respekterer hende?

Ville du tvinge din bror til at sove på et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde, selvom han gav tydeligt udtryk for, at han ikke havde lyst? Ville du efterlade ham alene, selvom han græd og gerne ville være sammen med dig, i stedet for at ligge alene i en seng?

Ville du nægte din kone at spise, når hun siger, at hun er sulten, fordi du mener, at hun bør spise, når du har planlagt, at hun skal?

Ville du råbe af din veninde, hvis hun ikke gjorde, “som du sagde”?

Ville du invitere til fest, men undlade en bestemt minoritetsgruppe, fordi du synes, de er for besværlige – eksempelvis en svoger i rullestol, en gravid kvinde eller en forvirret ældre kvinde?

Sidder du og tænker, at det da er forældres opgave at opdrage deres børn? Jeg mener, det er forældres opgave at guide deres børn. Fx når de slår, bøvser ved bordet, råber af andre, ikke vil have sele på i bilen etc.

Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.

Hver dag erkender jeg flere og flere områder, hvorpå jeg diskriminerer mine børn. I nogle tilfælde værre end andre. Men under alle omstændigheder gennemtrumfer jeg min vilje på bekostning af mine børn i situationer, hvor det ikke er i orden – og i øvrigt heller ikke er vigtigt.

Et dagligdagseksempel: Min søn sover i en t-shirt om natten. En morgen ville han gerne beholde nattens t-shirt på, fordi han syntes, den var sej. Jeg insisterede på, at han skulle have en ny t-shirt på, selvom den ikke var beskidt, og jeg lige havde skiftet den aftenen forinden. Men sådan gør man, så det skulle han. Jeg mærkede irritationen stige indeni mig, indtil jeg hørte ham sige: “Det er min t-shirt, du skal ikke bestemme, hvad jeg skal have på!”.

Næ – det havde han jo ret i. Og hvad er egentlig vigtigst i sådan en situation: Min idé om nattøj vs. dagtøj eller min søns integritet og tillid til mig?

Dette indlæg blev første gang bragt af Mie Wedsgaard Storm på Kulturkritisk Forums hjemmeside. Husk, du både kan følge Kulturkritisk Forum på Facebook og InstagramHar du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

17. juli 2019
   
Tekst: Mie Wedsgaard Storm, cand.mag. i Anvendt Filosofi, stifter af Kulturkritisk Forum og pt. hjemmegående med sine to børn.
Foto: Simon Rae via Unsplash
  

For nylig bragte Dagbladet Information en serie billeder af børn, der græder. Ikke gråd, som opstår, som gråd nu engang opstår i livet, mens vi er børn. Men gråd, der bevidst blev fremprovokeret af barnets forældre, med det formål at fotografere gråden. Børnene blev oveni købet klædt af, inden billederne blev taget. For ligesom at tilføje et ekstra pift af underdanighed og ydmygelse – eller hvad ved jeg.

Billederne skulle angiveligt være kunst. Jeg synes nu, det bør være klart for enhver, at billedserien er fuldstændig uacceptabel diskriminerende adfærd overfor børn, der ikke er i en position til at sige fra. Det er jeg heldigvis ikke alene om at mene.

Men billedserien er desværre symptom på det meget forråede og diskriminerende børnesyn, der hersker i Danmark – ikke kun i fortænkt pseudo-kunst, men også i vores dagligdag. Jeg tror, vi alle er skyldige i at praktisere det i én eller anden grad – inklusiv mig selv, desværre.

For vi kan spørge os selv, om billedserien ville være i orden, hvis den var sket for en anden minoritetsgruppe i samfundet. Og det bør vi også: Ville vi bryde os om at se billeder af afklædte og grædende ældre, demente, handicappede, flygtninge, homoseksuelle, udviklingshæmmede eller lignende? Ville vi ikke stjerne helt af over at se en afklædt gammel dame græde på et fotografi, hvis vi vidste, at hendes omsorgspersoner bevidst havde fået hende til at græde, så de kunne dokumentere det med et billede og sende det ud til hele verden uden hendes samtykke?

Selvfølgelig ville vi det!

Hvorfor er det så i orden at gøre det mod børn? I’ll tell you why: fordi der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.

Diskrimination mod vores børn er dagligdag for de fleste af os. Og ja – også hos mig. Men jeg øver mig hver dag på at løsrive mig fra mine indøvede holdninger og blive bedre til at behandle mine børn som ligeværdige individer. Vi ér nemlig ligeværdige – selvom vi ikke er ligestillede.

Lad os prøve at overføre den tænkning på andre områder, der involverer børn. Områder fra vores hverdag. For én ting er et karikeret, opsat og enkeltstående tilfælde fra medierne. Men prøv at tænk din dagligdag igennem, og indsæt i stedet et voksent menneske i situationen, i stedet for dit barn.

Ville du for eksempel på daglig basis forlade din gamle mor et sted, hun ikke havde lyst til at være, hvis hun græd, rakte ud efter dig og bad om at komme med dig? Eller ville du tage hendes signaler alvorligt, værne om jeres relation og hendes tillid til dig og tage hende med dig igen?

Ville du sige til din mand, at han skal tage en trøje på, selvom han siger, han ikke fryser, fordi du selv vurderer, at der er koldt? Eller ville du vise ham tillid og stole på, at han selv kan mærke sin krop?

Ville du tvinge din søster til at spise op af dét, der er på hendes tallerken? Eller ville du blande dig uden om og stole på, at hun selv kan mærke, hvornår hun er mæt?

Ville du bede din kollega om at sige dét, du mener, er passende i en given situation, som fx “undskyld”, “ja tak” eller “tak for mad”, eller ville du lade hende være hendes egen person og stole på, at hun er i stand til at tilpasse sig sociale situationer, som det giver mening for hende?

Ville du tale om din veninde hen over hovedet på hende, og måske endda lave en joke på hendes bekostning, mens hun hører alt, hvad der bliver sagt om hende – og ikke til hende? Eller ville du værne om hendes selvværd og integritet og tale respektfuldt og kærligt om hende, så hun var sikker på, at du respekterer hende?

Ville du tvinge din bror til at sove på et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde, selvom han gav tydeligt udtryk for, at han ikke havde lyst? Ville du efterlade ham alene, selvom han græd og gerne ville være sammen med dig, i stedet for at ligge alene i en seng?

Ville du nægte din kone at spise, når hun siger, at hun er sulten, fordi du mener, at hun bør spise, når du har planlagt, at hun skal?

Ville du råbe af din veninde, hvis hun ikke gjorde, “som du sagde”?

Ville du invitere til fest, men undlade en bestemt minoritetsgruppe, fordi du synes, de er for besværlige – eksempelvis en svoger i rullestol, en gravid kvinde eller en forvirret ældre kvinde?

Sidder du og tænker, at det da er forældres opgave at opdrage deres børn? Jeg mener, det er forældres opgave at guide deres børn. Fx når de slår, bøvser ved bordet, råber af andre, ikke vil have sele på i bilen etc.

Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.

Hver dag erkender jeg flere og flere områder, hvorpå jeg diskriminerer mine børn. I nogle tilfælde værre end andre. Men under alle omstændigheder gennemtrumfer jeg min vilje på bekostning af mine børn i situationer, hvor det ikke er i orden – og i øvrigt heller ikke er vigtigt.

Et dagligdagseksempel: Min søn sover i en t-shirt om natten. En morgen ville han gerne beholde nattens t-shirt på, fordi han syntes, den var sej. Jeg insisterede på, at han skulle have en ny t-shirt på, selvom den ikke var beskidt, og jeg lige havde skiftet den aftenen forinden. Men sådan gør man, så det skulle han. Jeg mærkede irritationen stige indeni mig, indtil jeg hørte ham sige: “Det er min t-shirt, du skal ikke bestemme, hvad jeg skal have på!”.

Næ – det havde han jo ret i. Og hvad er egentlig vigtigst i sådan en situation: Min idé om nattøj vs. dagtøj eller min søns integritet og tillid til mig?

Dette indlæg blev første gang bragt af Mie Wedsgaard Storm på Kulturkritisk Forums hjemmeside. Husk, du både kan følge Kulturkritisk Forum på Facebook og InstagramHar du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.