Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

af | jan 4, 2024

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

 

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

LÆS OGSÅ

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem

af | apr 18, 2023

BØRNELIV

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi se på den måde, hvorpå vi ser og taler om børn, skriver Hye Marcussen.

18. april 2023 | Af Hye Marcussen | Foto: Privat

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi gøre noget ved den måde, hvorpå vi ser og taler om børn. 

Hye Marcussen er 37 år, uddannet på RUC med særlig interesse for kvinder og global ulighed. Pt. er hun mest optaget af børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge hende på Instagram her.

For et par år siden var jeg mere end noget andet optaget af kampen mod den såkaldte adskillelseskultur: den kulturelle, ja nærmest rituelle, praksis, der skiller små børn fra deres primære omsorgsgiver(e).  

Jeg var af den overbevisning, at efter de første tre år, hvis tilknytningen var værnet om, så var man ”home free.” Børnene kunne fint gå i børnehave og skole, fordi de havde fået opbygget den nødvendige kerne af selvværd. Den grundidé tror jeg stadig på, men jeg har indset, at det ikke er så simpelt endda. Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker nemlig langt ud over vuggestuefænomenet. Den gennemsyrer strukturelt, diskursivt og kulturelt i et overvældende omfang vores samfund. Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker. 

Ufærdige mennesker

Børn er gennem generationer blevet set som ufærdige mennesker, der skulle ”tæmmes,” så de kunne blive ”rigtige” mennesker, altså voksne. Børn var forældrenes (primært patriarkens) ejendom og blev grundlæggende set som modtagere. Af voksnes opdragelse, visdom, straf, vold, kærlighed og nåde. 

 Selvom meget har ændret sig, lever vi stadig i dag med stærke levn fra dét børnesyn.  

“Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.”

 
Hye Marcussen

Jeg selv var et stort barn, da revselsesretten med nød og næppe blev ophævet i Danmark i 1997. Der var næsten ligeså mange partier, der stemte imod som for ophævelsen. I dag, kun et par årtier senere, synes de fleste, at tanken om at slå børn er uhørt. 

Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt. 

For selvom der er konsensus om, at børn har rettigheder, griner de fleste, hvis man siger, de burde have stemmeret. Det er stadig langt fra vores tankegang, at børn skulle have medbestemmelse i forhold til samfundet og ikke mindst indretningen af deres eget liv. Dette vidner om, hvor dybt kulturelt indlejret synet på barnet, som værende ude af stand til at bidrage til samfundet med brugbare perspektiver og erfaringer, stadig er.

Barnets ret

Vi taler ofte om, at børnene er vores vigtigste aktiv. At de er fremtidige skatteydere, og at samfundet ikke kan være sin behandling af dem bekendt. Men frem for at tale om, at det er synd for børn, at de mistrives og behandles dårligt i systemet, vil jeg hellere flytte fokus over på rettigheder.  

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.”

 
Hye Marcussen

Vi taler ikke om, at sexisme er synd for kvinder. Eller at racisme er synd for BIPOC* (*black, indigenous & people of color). Vi bør tilsvarende med børn fokusere på, hvad de har ret til, og hvorfor de har en enestående dårlig position i forhold til at gøre krav på deres rettigheder. 

Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom? 

Hvad hvis det blev set som værende i modstrid med et barns ret at blive efterladt i omgivelser og blandt mennesker, det ikke selv havde valgt? 

Hvad hvis det blev set som en krænkelse af et barns integritet at blive sendt i institution på Panodil, fordi forældrene ikke har ret til sygedage, indtil barnet er ordentligt raskt? 

Hvad hvis børn havde ret til en hverdag, de selv havde indflydelse på? 

Hvad hvis børn havde ret til altid at blive talt til og om med samme respekt som voksne? 

Sådan kunne jeg fortsætte. Sikkert til manges undren. Og vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor denne forståelse af børns rettigheder virker så overvældende, kontroversiel og nærmest grinagtig? 

Her bliver begrebet childism relevant. 

“Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?”

 
Hye Marcussen

Childism er en aktivistisk bevægelse samt et nyere forskningsfelt med den banebrydende anskuelse, at børn – som vi forstår dem i dag – er en social konstruktion, der ses som voksnes grundlæggende underordnede.  

Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.

Sprogets magt

Den udbredte framing af børn som en samfundsmæssig underskudsforretning samt en stopklods for løntrin og karriere er pragteksempler på den omtalte konstruktion af børn. Vores sprogbrug og forståelse – og dermed behandling – af børn hænger uløseligt sammen. 

Undertrykkelse bærer generelt præg af, at majoritetens umyndiggørende adfærd over for en minoritet over tid er blevet en kulturel selvfølgelighed, ingen stiller spørgsmålstegn ved. Dette hæmmer udviklingen af et sprog for de krænkelser, der faktisk foregår. Og når vi ikke har et sprog for dem, er det sværere at begribe – og bevise – at de findes. 

“Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.”

 
Hye Marcussen

Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.

Børns rettigheder krænkes

En essentiel del af feminismen handler for mig om at respektere ethvert menneskes ret til sin krop, sind, tanker og oplevelser. Den ukrænkelige ret til ikke at blive defineret udefra af normer og af dem, der har magt. At ethvert menneskes egne oplevelser er lige så meget værd og har lige så meget berettigelse som majoritetens og magthavernes. At enhver har ret til medbestemmelse i sit liv. 

Disse rettigheder kæmper enhver minoritet for. Undtagen børn, der ikke har mulighed for at kæmpe. 

Lige fra hverdagsplan til det institutionelle og strukturelle plan krænkes disse rettigheder, når det kommer til børn. På hverdagsplanet er det almindeligt, at voksne fastholder barnets krop, negligerer og lukker ned for barnets følelser, laver sjov på barnets bekostning, definerer det, skælder det ud, truer og bestikker det. Alt sammen på et socialt accepteret ”hygge”-niveau som vi kalder ”opdragelse”. Vi har ydermere skabt en konsensus om, at børn – som en af de eneste grupper af borgere i samfundet – ikke bestemmer, hvad de laver, og hvem de er sammen med, til hverdag. 

“Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.”

 
Hye Marcussen

På institutionelt og strukturelt plan er listen af krænkelser uoverskuelig, men den tidligere omtalte samfundsdiskurs om børn taler sit eget tydelige sprog sammen med det faktum, at alt, hvad der vedrører små menneskers fødsel, spædbarns- og senere børneliv, er et område, der politisk og økonomisk er underprioriteret og underbetalt som intet andet i dette samfund.

Adskillelseskultur og normeringer er symptomer

Jeg mener i tråd med childism-anskuelser, at vores manglende vedtagelse af FN’s Børnekonvention, syltning af minimumsnormeringer, adskillelseskultur samt de mange mikroaggressioner i form af ovennævnte hverdagskrænkelser er et symptom på noget dybereliggende.  

Derfor er mit fokus blevet mindre på enkeltsagerne og mere på det strukturelle. Og derfor har jeg en ambivalens i forhold til enkeltsagerne. Jeg kan slet ikke være uenig i kravet om minimumsnormeringer, og samtidig er jeg bange for, at netop enkeltsagerne hindrer en mere grundlæggende samtale om vores framing af børn. 

For hvis vi først vedkendte os som samfund, at børn er ligeværdige rettighedshavere i bogstavelig, praktisk og principiel forstand, så ville det blive umuligt at opretholde det nuværende system (både hvad angår institution, skole og dagligdags praksis). 

Derfor vil jeg slå et slag for den radikale ide, at samfundets børnesyn og grundlæggende usynliggjorte undertrykkelse af børn er roden til problemet. Og at adskillelseskultur, institutionalisering, skolesystem, fødeområdet og alle de områder, hvor børn krænkes på daglig basis, blot er symptomer.

BØRNELIV

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi se på den måde, hvorpå vi ser og taler om børn, skriver Hye Marcussen.

18. april 2023 | Af Hye Marcussen | Foto: Privat

 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi gøre noget ved den måde, hvorpå vi ser og taler om børn. 

Hye Marcussen er 37 år, uddannet på RUC med særlig interesse for kvinder og global ulighed. Pt. er hun mest optaget af børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge hende på Instagram her.

For et par år siden var jeg mere end noget andet optaget af kampen mod den såkaldte adskillelseskultur: den kulturelle, ja nærmest rituelle, praksis, der skiller små børn fra deres primære omsorgsgiver(e).  

Jeg var af den overbevisning, at efter de første tre år, hvis tilknytningen var værnet om, så var man ”home free.” Børnene kunne fint gå i børnehave og skole, fordi de havde fået opbygget den nødvendige kerne af selvværd. Den grundidé tror jeg stadig på, men jeg har indset, at det ikke er så simpelt endda. Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker nemlig langt ud over vuggestuefænomenet. Den gennemsyrer strukturelt, diskursivt og kulturelt i et overvældende omfang vores samfund. Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker. 

Ufærdige mennesker

Børn er gennem generationer blevet set som ufærdige mennesker, der skulle ”tæmmes,” så de kunne blive ”rigtige” mennesker, altså voksne. Børn var forældrenes (primært patriarkens) ejendom og blev grundlæggende set som modtagere. Af voksnes opdragelse, visdom, straf, vold, kærlighed og nåde. 

 Selvom meget har ændret sig, lever vi stadig i dag med stærke levn fra dét børnesyn.  

“Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.”

 
Hye Marcussen

Jeg selv var et stort barn, da revselsesretten med nød og næppe blev ophævet i Danmark i 1997. Der var næsten ligeså mange partier, der stemte imod som for ophævelsen. I dag, kun et par årtier senere, synes de fleste, at tanken om at slå børn er uhørt. 

Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt. 

For selvom der er konsensus om, at børn har rettigheder, griner de fleste, hvis man siger, de burde have stemmeret. Det er stadig langt fra vores tankegang, at børn skulle have medbestemmelse i forhold til samfundet og ikke mindst indretningen af deres eget liv. Dette vidner om, hvor dybt kulturelt indlejret synet på barnet, som værende ude af stand til at bidrage til samfundet med brugbare perspektiver og erfaringer, stadig er.

Barnets ret

Vi taler ofte om, at børnene er vores vigtigste aktiv. At de er fremtidige skatteydere, og at samfundet ikke kan være sin behandling af dem bekendt. Men frem for at tale om, at det er synd for børn, at de mistrives og behandles dårligt i systemet, vil jeg hellere flytte fokus over på rettigheder.  

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.”

 
Hye Marcussen

Vi taler ikke om, at sexisme er synd for kvinder. Eller at racisme er synd for BIPOC* (*black, indigenous & people of color). Vi bør tilsvarende med børn fokusere på, hvad de har ret til, og hvorfor de har en enestående dårlig position i forhold til at gøre krav på deres rettigheder. 

Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom? 

Hvad hvis det blev set som værende i modstrid med et barns ret at blive efterladt i omgivelser og blandt mennesker, det ikke selv havde valgt? 

Hvad hvis det blev set som en krænkelse af et barns integritet at blive sendt i institution på Panodil, fordi forældrene ikke har ret til sygedage, indtil barnet er ordentligt raskt? 

Hvad hvis børn havde ret til en hverdag, de selv havde indflydelse på? 

Hvad hvis børn havde ret til altid at blive talt til og om med samme respekt som voksne? 

Sådan kunne jeg fortsætte. Sikkert til manges undren. Og vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor denne forståelse af børns rettigheder virker så overvældende, kontroversiel og nærmest grinagtig? 

Her bliver begrebet childism relevant. 

“Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?”

 
Hye Marcussen

Childism er en aktivistisk bevægelse samt et nyere forskningsfelt med den banebrydende anskuelse, at børn – som vi forstår dem i dag – er en social konstruktion, der ses som voksnes grundlæggende underordnede.  

Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.

Sprogets magt

Den udbredte framing af børn som en samfundsmæssig underskudsforretning samt en stopklods for løntrin og karriere er pragteksempler på den omtalte konstruktion af børn. Vores sprogbrug og forståelse – og dermed behandling – af børn hænger uløseligt sammen. 

Undertrykkelse bærer generelt præg af, at majoritetens umyndiggørende adfærd over for en minoritet over tid er blevet en kulturel selvfølgelighed, ingen stiller spørgsmålstegn ved. Dette hæmmer udviklingen af et sprog for de krænkelser, der faktisk foregår. Og når vi ikke har et sprog for dem, er det sværere at begribe – og bevise – at de findes. 

“Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.”

 
Hye Marcussen

Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.

Børns rettigheder krænkes

En essentiel del af feminismen handler for mig om at respektere ethvert menneskes ret til sin krop, sind, tanker og oplevelser. Den ukrænkelige ret til ikke at blive defineret udefra af normer og af dem, der har magt. At ethvert menneskes egne oplevelser er lige så meget værd og har lige så meget berettigelse som majoritetens og magthavernes. At enhver har ret til medbestemmelse i sit liv. 

Disse rettigheder kæmper enhver minoritet for. Undtagen børn, der ikke har mulighed for at kæmpe. 

Lige fra hverdagsplan til det institutionelle og strukturelle plan krænkes disse rettigheder, når det kommer til børn. På hverdagsplanet er det almindeligt, at voksne fastholder barnets krop, negligerer og lukker ned for barnets følelser, laver sjov på barnets bekostning, definerer det, skælder det ud, truer og bestikker det. Alt sammen på et socialt accepteret ”hygge”-niveau som vi kalder ”opdragelse”. Vi har ydermere skabt en konsensus om, at børn – som en af de eneste grupper af borgere i samfundet – ikke bestemmer, hvad de laver, og hvem de er sammen med, til hverdag. 

“Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.”

 
Hye Marcussen

På institutionelt og strukturelt plan er listen af krænkelser uoverskuelig, men den tidligere omtalte samfundsdiskurs om børn taler sit eget tydelige sprog sammen med det faktum, at alt, hvad der vedrører små menneskers fødsel, spædbarns- og senere børneliv, er et område, der politisk og økonomisk er underprioriteret og underbetalt som intet andet i dette samfund.

Adskillelseskultur og normeringer er symptomer

Jeg mener i tråd med childism-anskuelser, at vores manglende vedtagelse af FN’s Børnekonvention, syltning af minimumsnormeringer, adskillelseskultur samt de mange mikroaggressioner i form af ovennævnte hverdagskrænkelser er et symptom på noget dybereliggende.  

Derfor er mit fokus blevet mindre på enkeltsagerne og mere på det strukturelle. Og derfor har jeg en ambivalens i forhold til enkeltsagerne. Jeg kan slet ikke være uenig i kravet om minimumsnormeringer, og samtidig er jeg bange for, at netop enkeltsagerne hindrer en mere grundlæggende samtale om vores framing af børn. 

For hvis vi først vedkendte os som samfund, at børn er ligeværdige rettighedshavere i bogstavelig, praktisk og principiel forstand, så ville det blive umuligt at opretholde det nuværende system (både hvad angår institution, skole og dagligdags praksis). 

Derfor vil jeg slå et slag for den radikale ide, at samfundets børnesyn og grundlæggende usynliggjorte undertrykkelse af børn er roden til problemet. Og at adskillelseskultur, institutionalisering, skolesystem, fødeområdet og alle de områder, hvor børn krænkes på daglig basis, blot er symptomer.

LÆS OGSÅ

Nyt råd: Det er nødvendigt at fortælle, hvem hjemmeunderviserne er

af | jul 7, 2021

LIVET MED BØRN

Nyt råd: Det er nødvendigt at fortælle, hvem hjemmeunderviserne er

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

7. juli 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

Et nyt privat råd bestående af de fire forhenværende og nuværende hjemmeskolere Mie Rinken, Sara Speyer, Maja Kielberg og Coco Kjærgaard vil klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. De vil også fungere som rådgivere og linjedommere for alle parter. Her kan du blive lidt klogere på deres mission og arbejde.

 

Hvorfor så I et behov for et råd for hjemmeundervisning?

På en måde kan man sige, at vi selv følte et behov. Som det er nu, er der en lovgivning, som kan tolkes forskelligt, faktisk meget forskelligt.

Der findes flere foreninger for hjemmeundervisere, og de gør det godt, så dem er vi ikke ude på at gå i bedene. De er dog alle medlemsfokuserede. De tilbyder blandt andet læringsportaler og arbejder hovedsageligt med netværk og medlem til medlem-vejledning i forbindelse med praktik og tilsyn.

Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.

Som der strømmer flere og flere hjemmeundervisere til, bliver den politiske opmærksomhed på området også skærpet. Det synes vi er vigtigt at imødekomme med oplysning.

Som praktiserende hjemmeundervisere kender vi alle de gængse fordomme, som vi skal igennem næsten hver gang, vi møder et nyt menneske. Men når det kommer til lovgivere, der kan lave ganske indgribende ændringer i vores daglige praktik, ser vi det som en nødvendighed at oplyse om, hvem hjemmeundervisere som gruppe faktisk er.

 

Hvad ønsker I med rådet?

Vi ønsker i grove træk at afstigmatisere – og dermed udbrede – kendskabet til hjemmeundervisning. Det vil vi gøre gennem flere tiltag. Vores intention er at være en formidlende og vejledende organisation. Vi synes, at det er enormt vigtigt, at forvaltninger, undervisningsministeriet og de enkelte tilsynsførende også har et sted at gå til, når de mangler oplysninger, eller samarbejdet slår knuder.

På en måde kan man sige, at vi ønsker at være linjevogtere. Dem som alle kan komme til, når der opstår udfordringer eller misforståelser.

 

Er det muligt at være neutrale linjedommere, når flere af jer i dag selv hjemmeskoler?

Vi mener ikke, vi skal være neutrale, men saglige. Vi er en privat virksomhed, og vi har interesse i tilfredse kunder på ”begge sider”. Samtidig skal man huske, at det er helt normalt i politisk arbejde, at man henter viden og sparring fra interesserede parter.

“Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.”

 
Rådet for Hjemmeundervisning

Det er sandt, at vi alle er hjemmeundervisere med samlet over 15 års erfaring med hjemmeundervisning – både privat og organisatorisk. Vi er grundigt inde i loven, og vi repræsenterer forskellige typer af undervisere og forskellige tilgange til tilsyn. Samtidig står vi rent fagligt meget stærkt. Vi tror på, at vores arbejde kan bringe parterne tættere sammen.

 

I har lavet et spørgeskema for at klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. Hvordan kan det være?

Fordi udover nogle universitetsspecialer så er der ingen forskning, i hvad hjemmeundervisning er i Danmark. Hvis vi skal gøre os forhåbning om politisk indflydelse, så er vi som gruppe nødt til at være belyst, sådan at lovgiverne ikke handler i mørke. Vi tror på, at man med viden opnår forståelse, og med forståelse undgår vi en masse frygtelige misforståelser og bekymringer på de hjemmeunderviste børns vegne. Derfor er det også vigtigt, at så mange som muligt går ind og svarer på skemaet inden den 15. juli. Så vi kan komme i gang med analysedelen og forhåbentlig have noget reelt materiale klar, inden efteråret rigtig får fat.

 

Hvilke ønsker har I til fremtidens hjemmeundervisning?

Det ville være attraktivt, at lovgivningen bevares, som den er. Blandt andet at metodefriheden bevares intakt. Dog har vi nogle ønsker for eksempel i forhold til, hvordan forvaltninger og tilsynsførendes opgaver udføres. Der høres mange historier om, at der bliver ført tilsyn både med barn og underviser i stedet for det, loven påbyder, nemlig kun undervisningen. Der er også ofte interessekonflikter, når forvaltninger tillader tidligere skoleledere at føre tilsyn hos en familie, som netop har fravalgt dennes skole.

 

Hvad kan I tilbyde?

Helt praktisk er vi en privatejet virksomhed. Det betyder også, at vi tager penge for vores arbejde. Som allerede nævnt vil vi tilbyde vejledning til forvaltninger, undervisningsministeriet, tilsynsførende og andre interessenter overalt i Danmark. Vi vil også tilbyde professionel vejledning, mægling og bisidderbistand til hjemmeundervisere i hele landet. Her vil det være muligt at købe forskellige ydelser – alt fra en enkelt times vejledning til opstartspakker, hvor vi hjælper godt i gang med både kommunikation til tilsynsførende, dokumentation, møder og evaluering deraf. Sådan at man er tryg, når man “tager fra os”.

Vi er lige nu i gang med at opbygge vores hjemmeside, hvorfra vi vil gøre det let at finde lokale hjemmeundervisningsgrupper. Vi vil også tydeliggøre lovgivning og forsøge at gøre det let at blive klog på HU. Det er også vores intention at udgive og oversætte forskningsartikler og interviews med både hjemmeundervisere, tilsynsførende og blandt andet politikere om hjemmeundervisning. Al den viden, vi fremsætter på hjemmesiden, er fuldstændig frit tilgængeligt, når den er klar.

LIVET MED BØRN

Nyt råd: Det er nødvendigt at fortælle, hvem hjemmeunderviserne er

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

7. juli 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

 

Et nyt privat råd bestående af de fire forhenværende og nuværende hjemmeskolere Mie Rinken, Sara Speyer, Maja Kielberg og Coco Kjærgaard vil klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. De vil også fungere som rådgivere og linjedommere for alle parter. Her kan du blive lidt klogere på deres mission og arbejde.

 

Hvorfor så I et behov for et råd for hjemmeundervisning?

På en måde kan man sige, at vi selv følte et behov. Som det er nu, er der en lovgivning, som kan tolkes forskelligt, faktisk meget forskelligt.

Der findes flere foreninger for hjemmeundervisere, og de gør det godt, så dem er vi ikke ude på at gå i bedene. De er dog alle medlemsfokuserede. De tilbyder blandt andet læringsportaler og arbejder hovedsageligt med netværk og medlem til medlem-vejledning i forbindelse med praktik og tilsyn.

Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.

Som der strømmer flere og flere hjemmeundervisere til, bliver den politiske opmærksomhed på området også skærpet. Det synes vi er vigtigt at imødekomme med oplysning.

Som praktiserende hjemmeundervisere kender vi alle de gængse fordomme, som vi skal igennem næsten hver gang, vi møder et nyt menneske. Men når det kommer til lovgivere, der kan lave ganske indgribende ændringer i vores daglige praktik, ser vi det som en nødvendighed at oplyse om, hvem hjemmeundervisere som gruppe faktisk er.

 

Hvad ønsker I med rådet?

Vi ønsker i grove træk at afstigmatisere – og dermed udbrede – kendskabet til hjemmeundervisning. Det vil vi gøre gennem flere tiltag. Vores intention er at være en formidlende og vejledende organisation. Vi synes, at det er enormt vigtigt, at forvaltninger, undervisningsministeriet og de enkelte tilsynsførende også har et sted at gå til, når de mangler oplysninger, eller samarbejdet slår knuder.

På en måde kan man sige, at vi ønsker at være linjevogtere. Dem som alle kan komme til, når der opstår udfordringer eller misforståelser.

 

Er det muligt at være neutrale linjedommere, når flere af jer i dag selv hjemmeskoler?

Vi mener ikke, vi skal være neutrale, men saglige. Vi er en privat virksomhed, og vi har interesse i tilfredse kunder på ”begge sider”. Samtidig skal man huske, at det er helt normalt i politisk arbejde, at man henter viden og sparring fra interesserede parter.

“Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.”

 
Rådet for Hjemmeundervisning

Det er sandt, at vi alle er hjemmeundervisere med samlet over 15 års erfaring med hjemmeundervisning – både privat og organisatorisk. Vi er grundigt inde i loven, og vi repræsenterer forskellige typer af undervisere og forskellige tilgange til tilsyn. Samtidig står vi rent fagligt meget stærkt. Vi tror på, at vores arbejde kan bringe parterne tættere sammen.

 

I har lavet et spørgeskema for at klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. Hvordan kan det være?

Fordi udover nogle universitetsspecialer så er der ingen forskning, i hvad hjemmeundervisning er i Danmark. Hvis vi skal gøre os forhåbning om politisk indflydelse, så er vi som gruppe nødt til at være belyst, sådan at lovgiverne ikke handler i mørke. Vi tror på, at man med viden opnår forståelse, og med forståelse undgår vi en masse frygtelige misforståelser og bekymringer på de hjemmeunderviste børns vegne. Derfor er det også vigtigt, at så mange som muligt går ind og svarer på skemaet inden den 15. juli. Så vi kan komme i gang med analysedelen og forhåbentlig have noget reelt materiale klar, inden efteråret rigtig får fat.

 

Hvilke ønsker har I til fremtidens hjemmeundervisning?

Det ville være attraktivt, at lovgivningen bevares, som den er. Blandt andet at metodefriheden bevares intakt. Dog har vi nogle ønsker for eksempel i forhold til, hvordan forvaltninger og tilsynsførendes opgaver udføres. Der høres mange historier om, at der bliver ført tilsyn både med barn og underviser i stedet for det, loven påbyder, nemlig kun undervisningen. Der er også ofte interessekonflikter, når forvaltninger tillader tidligere skoleledere at føre tilsyn hos en familie, som netop har fravalgt dennes skole.

 

Hvad kan I tilbyde?

Helt praktisk er vi en privatejet virksomhed. Det betyder også, at vi tager penge for vores arbejde. Som allerede nævnt vil vi tilbyde vejledning til forvaltninger, undervisningsministeriet, tilsynsførende og andre interessenter overalt i Danmark. Vi vil også tilbyde professionel vejledning, mægling og bisidderbistand til hjemmeundervisere i hele landet. Her vil det være muligt at købe forskellige ydelser – alt fra en enkelt times vejledning til opstartspakker, hvor vi hjælper godt i gang med både kommunikation til tilsynsførende, dokumentation, møder og evaluering deraf. Sådan at man er tryg, når man “tager fra os”.

Vi er lige nu i gang med at opbygge vores hjemmeside, hvorfra vi vil gøre det let at finde lokale hjemmeundervisningsgrupper. Vi vil også tydeliggøre lovgivning og forsøge at gøre det let at blive klog på HU. Det er også vores intention at udgive og oversætte forskningsartikler og interviews med både hjemmeundervisere, tilsynsførende og blandt andet politikere om hjemmeundervisning. Al den viden, vi fremsætter på hjemmesiden, er fuldstændig frit tilgængeligt, når den er klar.

 

Folkene bag

 

Mie Rinken, 37 år

Jeg har en baggrund som SoSu-hjælper, senere har jeg uddannet mig som coach og mentor og er blandt andet certificeret konfliktmægler, som jeg selvstændigt arbejder med i dag. Jeg praktiserer interessebaseret læring, unschooling om man vil, med vores ældste barn på 7 år. Det gør vi som en naturlig forlængelse af hjemmepasning gennem 5 år. For os har hjemmepasning og undervisning været et idealistisk valg i tråd med kerneværdier om frihed og nærvær. Jeg har været med til at stifte Rådet For Hjemmeundervisning, fordi jeg mener, der i miljøet mangler en organisation, som aktivt gør noget for at udbrede kendskabet til HU, og som har mod på at tage lovgiverne i hånden og være med til at sætte rammerne. Hvis de offentlige instanser har en sparringspartner, er alle bedre stillet – hjemmeundervisende i særdeleshed.

Sara Speyer, 52 år
Jeg har en cand.mag. i Indologi, som jeg tog, samtidig med at jeg hjemmeunderviste 3 af mine 4 (den ældste er voksen) børn. Min mand og jeg tog dem ud af hhv. 5., 3. og 1. klasse, da vi havde fået nok af det lave, faglige niveau i skolen. Vi har hjemmeundervist dem til og med 9. klasse (til og med 8. klasse for den yngste, som gik direkte fra 8. til gymnasiet), hvorefter de kom ind på gymnasiet og videre endnu. Vores yngste starter i 3.g i efteråret 2021. Vores hjemmeundervisning var forældrestyret efter aftale med børnene. Vi brugte matematik, latin og historie som fundament, og har givet et ‘Trivium light’. Jeg har været formand for Fri Læring i 2 år og har masser af praktisk erfaring med at være bisidder og rådgive for både hjemmeundervisere og myndigheder, især om tilsyn. Som jeg ser det, er der brug for Rådet for Hjemmeundervisning til at fungere som bisidder, rådgiver og samarbejdspartner for hjemmeundervisere – også de potentielt svære sager – og myndigheder.

Maja Kielberg, 36 år
Jeg er cand. soc. og var i gang med en PhD i katastrofeforskning på det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, da jeg besluttede at sige op for at tage børnene hjem. Vi har hjemmeskolet officielt i to år, og vi unschooler vores børn på 4 og 8 år. Jeg var glad for forskningsverdenen og savner af og til det kæmpe privilegium, det er, at blive betalt for at undersøge det, man synes, er allermest spændende. Men jeg er afklaret med min prioritering af at have god tid sammen med mine børn, mens de er små, og vi trives alle fire i vores frie liv. Jeg har læst mange forskningsartikler om hjemmeskole, og jeg har undret mig over, at der ikke findes noget forskning i Danmark, udover et par specialer hist og her. Jeg er meget inspireret af den norske forskning, der findes, og jeg finder det oplagt, at vi begynder at undersøge og klarlægge det danske hjemmeskolemiljø mere systematisk.

Coco Kjærgaard, 41 år

Jeg er først uddannet byggetekniker og siden multimediedesigner. Jeg har været almindelig lønmodtager i det første fag, men har, siden børnene kom, udelukkende arbejdet freelance – mest i det sidste fag. Det stod ikke i kortene, at jeg overhovedet skulle have børn. Det hele startede med en rationalisering om, at hvis andre blev så glad for deres, så skulle jeg vel også have nogle. Det var således heller ikke forventet, at jeg ville overgive mig til hjemmelivet. Men sagen var den, at jeg ikke skulle opholde mig længe i institutionerne for at forstå, at det ikke var et sted, jeg ville anbringe mennesker, jeg holder af. Derfor hjemmeunderviser jeg i dag mine tre børn på 7, 9 og 11 år. Jeg oplever, at de offentlige forvaltninger på ingen måde er klædt tilstrækkeligt på til at føre tilsyn med hjemmeundervisning. Derfor må de enkelte tilsynsførende selv opfinde nogle regler undervejs. Regler, som ofte kommer til at gøre ondt på hjemmeundervisere, de hjemmeunderviste børn og i sidste ende på forvaltningen selv. Jeg har engageret mig i Rådet for Hjemmeundervisning for at styrke forvaltningerne, så de har et solidt grundlag at føre tilsyn på.

 

Du kan følge Rådet for Hjemmeundervisning på Facebook og deltage i deres undersøgelse her.

Se også rådets hjemmeside www.blivklogpaahu.nu.

 

LÆS OGSÅ

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

af | okt 26, 2020

DEBAT

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.26. oktober 2020 – opd. 11. oktober 2022 | Af Linda og Glenn Toft | Foto: S. Engelsrud, Pixabay

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Glenn Toft er 46 år og salgschef, mens Linda Toft, der er 33 år, har valgt at være hjemme med parrets seks børn. De ældste børn gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @mor_til_syv og @far_til_syv.

Børn er et problem i skolen.
Hvis de ikke lige kan sidde stille i alle 45 minutter i streg.
Hvis de snakker for højt.
Hvis de ikke altid lytter
Hvis de stiller spørgsmål og ikke blindt godtager alt, hvad lærerne siger
Hvis de ikke er lige så hurtige, lige så stille, lige så dygtige, lige så lydige som de andre.
Hvis de reagerer på uretfærdigheder.
Hvis de ikke passer ind i fællesskabet og ikke straks finder venner fra samme årgang som dem selv – eller venner i det hele taget.
Hvis de er for barnlige – eller for modne.
Børn er et problem, hvis de skiller sig ud fra flokken.

Er det okay?

Er det okay, at børn skal have det på sig, at være et problem? Er det i orden, at så mange børn skal gå og føle sig forkerte, dumme, udenfor og mindre værd, fordi de falder uden for kasserne? Hvad mon det gør ved deres selvværd?

Kender vi ikke alle mindst et “problembarn”? Ham eller hende, der ikke kan indordne sig. Som skaber ballade, som tager (for meget) plads og tid, som ikke er til at styre, som er vild og uregerlig, som reagerer uhensigtsmæssigt og skaber kaos. Hvis vi (næsten) alle sammen kender til sådan et barn, må det jo betyde, at der findes ret mange af dem. Og er det så bare de dårligt opdragede børn? Børn, som har det svært derhjemme, som måske har forældre, der ikke er der for dem? Og børn af de der curlingforældre, som ikke kan finde ud af at sætte grænser, faste rammer og regler for deres børn?

Måske i nogle tilfælde.

Men kunne det også hænge sammen med de rammer, vi sætter børnene i, når først de når skolealderen? Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?

Og er det så i orden, at det altid er barnet og forældrene, der bliver set skævt til og snakket dårligt om? At det altid er barnet, der skal tilpasse sig, indordne sig, skal afrettes og dæmpes? Og forældrene, der skal støtte skolen og lærerne i at få barnet proppet i en passende kasse fremfor at lave kasserne større, så der er plads til alle? For det er der ikke, som det ser ud lige nu.

Der er plads til dem, der bliver hurtigt færdige med det, lærerne har bestemt, der skal laves. Men heller ikke for hurtigt, for de skal jo ikke være for dygtige.
Der er plads til dem, der er stille, når lærerne beder om stilhed. Men de skal heller ikke være for stille, for de skal jo stadig række hånden op og være synlige i klassen.
Der er plads til dem, der er aktive. Men ikke for aktive, for de skal jo også sidde stille, når klokken ringer.
Der er plads til dem, der stiller spørgsmål. Men kun de “rigtige” spørgsmål og ikke spørgsmål, som “hvorfor skal vi lave den her opgave”.
Der er plads til de initiativrige. Men kun hvis det betyder, der ikke skal laves noget om eller gøres noget anderledes.

Vi har selv haft to “problembørn” i skolen.

Vores første møde med folkeskolen var skræmmende. Fra dag ét skulle vores lille seksårige lære at klare sig selv fra klokken 8-14. Vi blev mødt af “kys og farvelzone”, forbudt-bånd med “hertil og ikke længere”, plakater med “gå nu hjem far!”, og blev instrueret i IKKE at følge med vores børn op i klassen. Vi måtte hverken hjælpe med overtøj, penalhus eller at få madpakken i køleskabet. Nu var de skolebørn, og så skulle de være selvstændige og selvhjulpne, og det kunne de sagtens i den alder. Blev der sagt.

“Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?”

 
Linda og Glenn Toft

Kontrasten til det stille hjemmeliv, vi havde levet indtil da, var stor. FOR stor for vores søn. Han begyndte hurtigt at reagere. Han var vred og ked af det og havde svært ved at komme ind i gruppen af børn, som alle havde kendt hinanden siden dagpleje og børnehave. Han begyndte at tjatte til de andre. Som en måde at skabe kontakt. En uheldig måde, men den eneste måde, han kunne. Det blev hurtigt bemærket af læreren. Ikke med hjælp, undren, nysgerrighed eller empati over for denne nye dreng, som havde det svært. Vi fik bare at vide, at det skulle stoppe. At han skulle stoppe. For det er jo ikke sådan, man får venner.

Det kom til at præge hans skolegang. De andre fandt hurtigt ud af, at vores følsomme, tænksomme søn også rummer et utrolig stort temperament, når han presses. Det blev hurtigt sjovt at “puste til ilden”, at få ham til at se rødt og eksplodere, og det fortsatte alle de år, han gik der.

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Linda og Glenn Toft med seks af deres børn. Foto: privat

Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet. Og på utallige møder blev han og vi guidet i, hvordan hans frustrationer, følelser og adfærd skulle takles, tøjles og holdes nede. For så ville han få det bedre.

Til sidst eskalerede det så meget, at han næsten dagligt ringede grædende hjem. Sagde, han var blevet smidt ud af timen igen, sendt på kontoret igen og taget fat i igen. Fik at vide, at han nok havde ADHD og burde gå på en specialskole. Den daglige sociale kamp og den manglende forståelse fra lærerne fyldte efterhånden så meget, at han meget ofte stak af fra skolen og kom hjem og sad og rystede og græd. Han var færdig.

Vores anden søn er helt anderledes. Han har altid været vellidt og fungeret fantastisk socialt. Han har i det hele taget været god til at tilpasse sig. Alligevel var han et “problembarn”. For han var ikke hurtig nok. Han krævede tid og opmærksomhed af lærerne i timerne. Ellers havde han svært ved at koncentrere sig om det, han skulle. Og det kunne lærerne (selvfølgelig) ikke tilbyde. Han skulle være selvkørende og selvhjulpen. Også her blev vi indkaldt til et hav af møder om, hvordan vi sammen med lærerne bedst kunne “hjælpe” ham.

“Hjælpen” bestod mest af, at vi skulle sørge for, han fik øvet, øvet, øvet. Læst en masse. Trænet tabeller. Lave opgaver. Og i skolen “hjalp” lærerne ved at holde ham inde i frikvartererne, når han ikke havde nået, hvad han skulle i timerne og ved at sætte ham for sig selv i et tilstødende lokale. De begyndte at snakke om, at han skulle gå år om og dermed væk fra hans bedste venner. I lange perioder kom han dagligt hjem fra skole med hovedpine og det eneste, han kunne overskue, var at ligge og se YouTube på sit værelse, indtil vi skulle spise aftensmad. Han var stresset og presset. Og i dag er han stadig mærket af det pres, han var under. Stressen forsvinder langsomt, men vi ser stadig en dreng, som ikke tror på sig selv, som ikke tror, han kan finde ud af noget. Som nærmest går i panik og får tårer i øjnene, hvis han prøver noget, han ikke kan finde ud af fra første sekund. Men det bliver bedre dag for dag.

“Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet.”

 
Linda og Glenn Toft

Vi har også haft den dygtige skolepige. Som kunne det hele. Som ville det hele. Som var vellidt af børn og voksne. Som kunne læse og skrive med det samme. Som sad, når de skulle sidde, og var stille, når de blev bedt om det. Men hun kedede sig. Hun ville så gerne udfordres. Hun ville så gerne mere. Vi, og hun selv, spurgte gentagende gange om sværere bøger, mere udfordrende opgaver. Men heller ikke her rakte skolens ressourcer. Hun måtte ikke komme for langt foran – for de skulle jo gerne følges nogenlunde ad i klassen.

Så hvad så? Hvordan er man så en “rigtig” elev? En “god” elev?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen. Tre børn, der hver har deres styrker, svagheder og personligheder. Som hver har deres forskellige måder at gribe tingene an på. Ingen af dem har passet ind i skolens stramme rammer. Ikke sådan rigtigt. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig”? Hvor meget bånd skal børnene lægge på sig selv i fællesskabets navn? Og er det virkelig gavnligt?

Vi har skabt et rigidt system, der ved nærmere inspektion ikke tjener mange andre formål end at være opbevaringsplads for vores børn, så begge forældre kan bidrage til bruttonationalproduktet.

Det sørgeligste af det hele er, at de generationer, der har børn nu, selv er formet af dette system. Denne ensretning. Vi har fået at vide, at det eneste, der giver vores liv værdi, er at “blive til noget”. Den tese gennemsyrer alt ved institutionaliseringsmaskinen.

Vi har skabt et karaktersystem, så de mindre bogligt stærke ikke er i tvivl om, at de ikke skal regne med at blive til noget særligt. Vi har skabt så snævre rammer, at der ikke lades noget være ved siden af eller anderledes. Alle SKAL tjene samfundets hamsterhjul. Alle SKAL arbejde. Alle børn SKAL derfor også passes. Der findes ikke andre værdier end mammon, og der er ingen ofre, der er for store for at være den rigeste.

De rationaliseringer, vi selv lavede for at kunne holde ud at resignere, give op og finde os i den fornedrelse, et tåleligt liv i skolen nødvendigvis indebærer, finder vi frem igen, når vi ser vores børn lide på samme vis. Derfor bliver en omstilling af dette, en ændring af den komplet irrationelle tilgang til børn, meget svær.

Vi er selv blevet fortalt, at der ikke findes alternativer, så det vil kræve en komplet revolution at få samfundet til at stoppe op. Og det vil kræve et nyt børnesyn, hvor børnenes behov er førsteprioritet, så det aldrig er dem, der bliver gjort til problemet. En sådan omsorgsrevolution vil være kærkommen.

Dette indlæg er udtryk for Linda og Glenn Tofts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

26. oktober 2020 – opd. 11. oktober 2022 | Af Linda og Glenn Toft | Foto: Stine Engelsrud, Pixabay

 

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Glenn Toft er 46 år og salgschef, mens Linda Toft, der er 33 år, har valgt at være hjemme med parrets seks børn. De ældste børn gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @mor_til_syv og @far_til_syv

Børn er et problem i skolen.
Hvis de ikke lige kan sidde stille i alle 45 minutter i streg.
Hvis de snakker for højt.
Hvis de ikke altid lytter
Hvis de stiller spørgsmål og ikke blindt godtager alt, hvad lærerne siger
Hvis de ikke er lige så hurtige, lige så stille, lige så dygtige, lige så lydige som de andre.
Hvis de reagerer på uretfærdigheder.
Hvis de ikke passer ind i fællesskabet og ikke straks finder venner fra samme årgang som dem selv – eller venner i det hele taget.
Hvis de er for barnlige – eller for modne.
Børn er et problem, hvis de skiller sig ud fra flokken.

Er det okay?

Er det okay, at børn skal have det på sig, at være et problem? Er det i orden, at så mange børn skal gå og føle sig forkerte, dumme, udenfor og mindre værd, fordi de falder uden for kasserne? Hvad mon det gør ved deres selvværd?

Kender vi ikke alle mindst et “problembarn”? Ham eller hende, der ikke kan indordne sig. Som skaber ballade, som tager (for meget) plads og tid, som ikke er til at styre, som er vild og uregerlig, som reagerer uhensigtsmæssigt og skaber kaos. Hvis vi (næsten) alle sammen kender til sådan et barn, må det jo betyde, at der findes ret mange af dem. Og er det så bare de dårligt opdragede børn? Børn, som har det svært derhjemme, som måske har forældre, der ikke er der for dem? Og børn af de der curlingforældre, som ikke kan finde ud af at sætte grænser, faste rammer og regler for deres børn?

Måske i nogle tilfælde.

Men kunne det også hænge sammen med de rammer, vi sætter børnene i, når først de når skolealderen? Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?

“Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?”

 
Linda og Glenn Toft

Og er det så i orden, at det altid er barnet og forældrene, der bliver set skævt til og snakket dårligt om? At det altid er barnet, der skal tilpasse sig, indordne sig, skal afrettes og dæmpes? Og forældrene, der skal støtte skolen og lærerne i at få barnet proppet i en passende kasse fremfor at lave kasserne større, så der er plads til alle? For det er der ikke, som det ser ud lige nu.

Der er plads til dem, der bliver hurtigt færdige med det, lærerne har bestemt, der skal laves. Men heller ikke for hurtigt, for de skal jo ikke være for dygtige.
Der er plads til dem, der er stille, når lærerne beder om stilhed. Men de skal heller ikke være for stille, for de skal jo stadig række hånden op og være synlige i klassen.
Der er plads til dem, der er aktive. Men ikke for aktive, for de skal jo også sidde stille, når klokken ringer.
Der er plads til dem, der stiller spørgsmål. Men kun de “rigtige” spørgsmål og ikke spørgsmål, som “hvorfor skal vi lave den her opgave”.
Der er plads til de initiativrige. Men kun hvis det betyder, der ikke skal laves noget om eller gøres noget anderledes.

Vi har selv haft to “problembørn” i skolen.

Vores første møde med folkeskolen var skræmmende. Fra dag ét skulle vores lille seksårige lære at klare sig selv fra klokken 8-14. Vi blev mødt af “kys og farvelzone”, forbudt-bånd med “hertil og ikke længere”, plakater med “gå nu hjem far!”, og blev instrueret i IKKE at følge med vores børn op i klassen. Vi måtte hverken hjælpe med overtøj, penalhus eller at få madpakken i køleskabet. Nu var de skolebørn, og så skulle de være selvstændige og selvhjulpne, og det kunne de sagtens i den alder. Blev der sagt.

Kontrasten til det stille hjemmeliv, vi havde levet indtil da, var stor. FOR stor for vores søn. Han begyndte hurtigt at reagere. Han var vred og ked af det og havde svært ved at komme ind i gruppen af børn, som alle havde kendt hinanden siden dagpleje og børnehave. Han begyndte at tjatte til de andre. Som en måde at skabe kontakt. En uheldig måde, men den eneste måde, han kunne. Det blev hurtigt bemærket af læreren. Ikke med hjælp, undren, nysgerrighed eller empati over for denne nye dreng, som havde det svært. Vi fik bare at vide, at det skulle stoppe. At han skulle stoppe. For det er jo ikke sådan, man får venner.

Det kom til at præge hans skolegang. De andre fandt hurtigt ud af, at vores følsomme, tænksomme søn også rummer et utrolig stort temperament, når han presses. Det blev hurtigt sjovt at “puste til ilden”, at få ham til at se rødt og eksplodere, og det fortsatte alle de år, han gik der.

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Linda og Glenn Toft med seks af deres børn. Foto: Privat

Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet. Og på utallige møder blev han og vi guidet i, hvordan hans frustrationer, følelser og adfærd skulle takles, tøjles og holdes nede. For så ville han få det bedre.

Til sidst eskalerede det så meget, at han næsten dagligt ringede grædende hjem. Sagde, han var blevet smidt ud af timen igen, sendt på kontoret igen og taget fat i igen. Fik at vide, at han nok havde ADHD og burde gå på en specialskole. Den daglige sociale kamp og den manglende forståelse fra lærerne fyldte efterhånden så meget, at han meget ofte stak af fra skolen og kom hjem og sad og rystede og græd. Han var færdig.

Vores anden søn er helt anderledes. Han har altid været vellidt og fungeret fantastisk socialt. Han har i det hele taget været god til at tilpasse sig. Alligevel var han et “problembarn”. For han var ikke hurtig nok. Han krævede tid og opmærksomhed af lærerne i timerne. Ellers havde han svært ved at koncentrere sig om det, han skulle. Og det kunne lærerne (selvfølgelig) ikke tilbyde. Han skulle være selvkørende og selvhjulpen. Også her blev vi indkaldt til et hav af møder om, hvordan vi sammen med lærerne bedst kunne “hjælpe” ham.

“Hjælpen” bestod mest af, at vi skulle sørge for, han fik øvet, øvet, øvet. Læst en masse. Trænet tabeller. Lave opgaver. Og i skolen “hjalp” lærerne ved at holde ham inde i frikvartererne, når han ikke havde nået, hvad han skulle i timerne og ved at sætte ham for sig selv i et tilstødende lokale. De begyndte at snakke om, at han skulle gå år om og dermed væk fra hans bedste venner. I lange perioder kom han dagligt hjem fra skole med hovedpine og det eneste, han kunne overskue, var at ligge og se YouTube på sit værelse, indtil vi skulle spise aftensmad. Han var stresset og presset. Og i dag er han stadig mærket af det pres, han var under. Stressen forsvinder langsomt, men vi ser stadig en dreng, som ikke tror på sig selv, som ikke tror, han kan finde ud af noget. Som nærmest går i panik og får tårer i øjnene, hvis han prøver noget, han ikke kan finde ud af fra første sekund. Men det bliver bedre dag for dag.

“Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet.”

 
Linda og Glenn Toft

Vi har også haft den dygtige skolepige. Som kunne det hele. Som ville det hele. Som var vellidt af børn og voksne. Som kunne læse og skrive med det samme. Som sad, når de skulle sidde, og var stille, når de blev bedt om det. Men hun kedede sig. Hun ville så gerne udfordres. Hun ville så gerne mere. Vi, og hun selv, spurgte gentagende gange om sværere bøger, mere udfordrende opgaver. Men heller ikke her rakte skolens ressourcer. Hun måtte ikke komme for langt foran – for de skulle jo gerne følges nogenlunde ad i klassen.

Så hvad så? Hvordan er man så en “rigtig” elev? En “god” elev?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen. Tre børn, der hver har deres styrker, svagheder og personligheder. Som hver har deres forskellige måder at gribe tingene an på. Ingen af dem har passet ind i skolens stramme rammer. Ikke sådan rigtigt. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig”? Hvor meget bånd skal børnene lægge på sig selv i fællesskabets navn? Og er det virkelig gavnligt?

Vi har skabt et rigidt system, der ved nærmere inspektion ikke tjener mange andre formål end at være opbevaringsplads for vores børn, så begge forældre kan bidrage til bruttonationalproduktet.

Det sørgeligste af det hele er, at de generationer, der har børn nu, selv er formet af dette system. Denne ensretning. Vi har fået at vide, at det eneste, der giver vores liv værdi, er at “blive til noget”. Den tese gennemsyrer alt ved institutionaliseringsmaskinen.

Vi har skabt et karaktersystem, så de mindre bogligt stærke ikke er i tvivl om, at de ikke skal regne med at blive til noget særligt. Vi har skabt så snævre rammer, at der ikke lades noget være ved siden af eller anderledes. Alle SKAL tjene samfundets hamsterhjul. Alle SKAL arbejde. Alle børn SKAL derfor også passes. Der findes ikke andre værdier end mammon, og der er ingen ofre, der er for store for at være den rigeste.

De rationaliseringer, vi selv lavede for at kunne holde ud at resignere, give op og finde os i den fornedrelse, et tåleligt liv i skolen nødvendigvis indebærer, finder vi frem igen, når vi ser vores børn lide på samme vis. Derfor bliver en omstilling af dette, en ændring af den komplet irrationelle tilgang til børn, meget svær.

Vi er selv blevet fortalt, at der ikke findes alternativer, så det vil kræve en komplet revolution at få samfundet til at stoppe op. Og det vil kræve et nyt børnesyn, hvor børnenes behov er førsteprioritet, så det aldrig er dem, der bliver gjort til problemet. En sådan omsorgsrevolution vil være kærkommen.

Dette indlæg er udtryk for Linda og Glenn Tofts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vi har måttet høre for, hvor asociale vores børn bliver

af | mar 2, 2020

MODERSKAB

Vi har måttet høre for, hvor asociale vores børn bliver

Nanna Pretzmann har valg unschooling i stedet for at sende sine børn i en almindelig folkeskole.
2. marts 2020 | Af Nanna Pretzmann | Foto: Privat

 

For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi lærer allermest, skriver Nanna Pretzmann, der har måttet lægge øre til en del på grund af familiens valg.

Nanna Pretzmann er mor til tre piger, som hun går hjemme med. Sammen med manden, Dan, venter hun barn nummer fire. Du kan følge familien på bloggen nannapretzmann.dk og på Instagramprofilen nannapreztmann.

Hvorfor hjemmeskole?

Det er et spørgsmål, vi relativt ofte bliver stillet. Oftest af ren nysgerrighed. Andre gange af forundring og nogle gange med fordømmelsen og øjenbrynene helt om i nakken.

For rigtig mange mennesker er det at hjemmeskole nemlig et radikalt valg. Og vi har da også måttet høre for, hvor asociale og curlingagtige vores børn sikkert bliver. At vi ødelægger dem, fratager dem sociale evner, og at det er vores behov og ikke deres. Det er nu kun online og aldrig face-to-face, at folk går så hårdt til den.

Men for at svare på spørgsmålet er det simpleste svar nok, at det er den livsstil, som giver allermest mening for os. Jo mere, vi smager på friheden, jo bedre får vi det. Det føles rigtigt helt ind i maven. Og når vi ser, hvordan vores børn udvikler sig, blomstrer, hvordan deres selvstændighed vokser, og deres kreativitet bobler, så er jeg slet ikke et sekund i tvivl om, at vi gør det helt rigtige.I første omgang var det mest mig, som så det som en mulighed. Det var et frø, der lå i baghovedet og gerne ville spire, men endnu ikke havde modet. Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget. At lytte til den meget insisterende mavefornemmelse.

Jeg luftede tanken for min mand, Dan, og blev ret overrasket over, hvor positiv han var. Men det var også blot det skub, som manglede, før vi fandt modet sammen og kastede os ud, hvor vi ikke kunne bunde.

“Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget.”

 
Nanna Preztmann

Men selvfølgelig er der også meget mere i vores valg end blot, at det føles rigtigt.

Vi føler, at det er vigtigt at tage tiden sammen tilbage. At der er tid til nærvær, omsorg og at fodre den nysgerrighed, som børnene bliver født ind i verden med. For os er det vigtigt at leve i nuet, lytte til mavefornemmelsen, realisere det, vi brænder for og ikke blot følge strømmen. Bare fordi det er sådan, man skal, plejer eller burde gøre. Og jo bedre vi bliver til at lytte til os selv, jo mere ændrer vi os, og jo mere naturligt føles det.

En evne, som at lytte til sig selv og mærke efter, burde være hos os alle, men den bliver simpelthen fralært og kan være svær at finde frem til igen, når man er på den anden side af tredive.

“For os er det vigtigt at leve i nuet, lytte til mavefornemmelsen, realisere det, vi brænder for og ikke blot følge strømmen.”

 
Nanna Preztmann

Vi vil gerne vise børnene verden. Være de primære – dem, der er der allermest. Men også helt bogstaveligt at rejse rundt og vise dem verden. Men det behøver heller ikke at være så stort hele tiden. Nogle gange kan “verden” også bestå af krabbejagt en mandag formiddag, hvor man ellers skulle have været i skole. Fordi vi kan, og fordi vi har lyst.

For min egen del har jeg det også lidt stramt med folkeskolen, som jeg synes, på mange områder er forældet og minder om en masseproduktionsfabrik med præstationskuller. Der er så meget kassetænkning og ikke plads til individet. I hvert fald ikke, hvis man falder en smule uden for gennemsnittet. Og jeg synes, det er en skam, for vi (os borgere) er jo ikke blot gennemsnitlige. Vi er alle unikke væsner med hver vores evner, så hvorfor forsøge at presse os alle ned i de samme kasser, hvor retningen mod hamsterhjulet er forudbestemt?

Børn er født nysgerrige og videbegærlige. Men alligevel stopper vi dem ind i et klasselokale med 25 andre og fortæller dem, hvornår og hvad de skal lære. Der er ikke tid og plads til at tage udgangsbehov i den enkeltes interesser og spontanitet, som naturligt vil afføde læring. Det er systemet for topstyret til. Jeg tror fuldt og fast på, at læring opstår spontant, når der er behov og ikke kan forceres på en bestemt dag på et bestemt klokkeslæt, fordi det står i en læreplan.

“Børn er født nysgerrige og videbegærlige. Men alligevel stopper vi dem ind i et klasselokale med 25 andre og fortæller dem, hvornår og hvad de skal lære.”

 
Nanna Preztmann

Vores hjemmeskole har da også fundet sin egen sti og har udviklet sig til et fantastisk unschooling-miljø. For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg faktisk slet ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi netop lærer allermest? Behøver vi virkelig en skole for at udvikle os og lære? Er livet ikke skolen, når alt kommer til alt?

Vi har smidt læringsplaner og skal, bør og burde ud ad vinduet i vores lille hjem og taget vores frihed tilbage. Vi har droppet skellet mellem fritid og skole, for når vi tænker nærmere over det, er det nærmest umuligt ikke at lære, så længe man lever. Og vi lever sgu for fulde gardiner.

Vi tror på og har tillid til, at vores børn lærer det, de har brug for, når de har brug for det, og at de alle tre lærer på hver deres måde. Alt, vi behøver, er at følge trop og støtte op, når der er behov for os i processen.

I praktisk fungerer det sådan, at vores børns læring er interesse- og lystbaseret. I skrivende stund har dukketeater vundet interesse, og så tager vi udgangspunkt deri. Børnene laver billetter, skriver skilte og sætter en forestilling op. Vi hjælper til og ender da også gerne med at ”købe” billetter og komme til showet. På den måde bliver kreativitet, dansk og matematik leget ind – helt automatisk. Og det har da også vist sig, at denne proces er allersværest for Dan og jeg. Vi er selv så “skolede” i, hvordan den “rigtige måde” at gøre tingene på, er, at det faktisk kræver øvelse at lytte til egen mavefornemmelse og følge sit naturlige instinkt. Vi gennemgår en enorm deschooling, og det er vanvittigt spændende og enormt grænseoverskridende. Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!

Vi er jo også vant til, at læring foregår siddende stille på en stol med hovedet i en bog. Vores deschooling kræver, at vi er kritiske og reflekterende, når det kommer til os. At vi aflærer en masse mønstre og tankegange, som i bund og grund blot er tillærte og ikke kommer indefra og nu blot står i vejen for det frie liv. Det kan for eksempel være noget så simpelt som at slippe tøjlerne i forhold til børnene. Her synes jeg selv, det kan være vildt svært at undlade at blande sig i tøjvalg i forhold til årstid. Men børnene er jo i stand til selv at vælge tøj, når bare de får lov til at mærke efter. Jeg kan ikke mærke, om de har det koldt eller varmt – det kan de allerbedst selv. Vi fratager jo børnene deres evner til at mærke efter, når vi overtager kommandoen.

“Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!”

 
Nanna Preztmann

Med hensyn til det sociale i skolen (som ofte er det, vi hører en del for at “fratage” børnene, ligesom vi hører for, at de ikke senere vil kunne fungere i “den virkelige verden”), så afviser jeg slet ikke, at det kan være givende, og at der kan være meget positivt i det. Jeg tillader mig blot samtidig at anfægte det faktum, at det at sætte 25 jævnaldrende fra samme område ind i et klasselokale er en spejling af den “virkelige verden”. Det er en opstillet arena. Og at socialt samvær ikke kun behøver at finde sted i klasseværelset eller skolegården. Det findes alle steder. En samtale med en ældre dame i supermarkedet, en ny ven på den lokale legeplads, besøg hos naboerne og så videre. Og det er blot naturligt opstående sociale arenaer og ikke opstillede arenaer, som jeg remser op.

Og med det sagt så tror jeg selvfølgelig også, at socialt samvær er vigtigt i den grad, som børn og voksne har behov, og det behov er selvfølgelig forskelligt. Vores piger har også sociale behov – nogle mere end andre. Og de behov mødes også – bare ikke i et klasselokale, men i det virkelige liv.

MODERSKAB

Vi har måttet høre for, hvor asociale vores børn bliver

Nanna Pretzmann har valg unschooling i stedet for at sende sine børn i en almindelig folkeskole.
2. marts 2020 | Af Nanna Pretzmann | Foto: Privat

 

For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi lærer allermest, skriver Nanna Pretzmann, der har måttet lægge øre til en del på grund af familiens valg.

Nanna Pretzmann er mor til tre piger, som hun går hjemme med. Sammen med manden, Dan, venter hun barn nummer fire. Du kan følge familien på bloggen nannapretzmann.dk og på Instagramprofilen nannapreztmann.

Hvorfor hjemmeskole?

Det er et spørgsmål, vi relativt ofte bliver stillet. Oftest af ren nysgerrighed. Andre gange af forundring og nogle gange med fordømmelsen og øjenbrynene helt om i nakken.

For rigtig mange mennesker er det at hjemmeskole nemlig et radikalt valg. Og vi har da også måttet høre for, hvor asociale og curlingagtige vores børn sikkert bliver. At vi ødelægger dem, fratager dem sociale evner, og at det er vores behov og ikke deres. Det er nu kun online og aldrig face-to-face, at folk går så hårdt til den.

Men for at svare på spørgsmålet er det simpleste svar nok, at det er den livsstil, som giver allermest mening for os. Jo mere, vi smager på friheden, jo bedre får vi det. Det føles rigtigt helt ind i maven. Og når vi ser, hvordan vores børn udvikler sig, blomstrer, hvordan deres selvstændighed vokser, og deres kreativitet bobler, så er jeg slet ikke et sekund i tvivl om, at vi gør det helt rigtige.

I første omgang var det mest mig, som så det som en mulighed. Det var et frø, der lå i baghovedet og gerne ville spire, men endnu ikke havde modet. Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget. At lytte til den meget insisterende mavefornemmelse.

Jeg luftede tanken for min mand, Dan, og blev ret overrasket over, hvor positiv han var. Men det var også blot det skub, som manglede, før vi fandt modet sammen og kastede os ud, hvor vi ikke kunne bunde.

“Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget.”

 
Nanna Preztmann

Men selvfølgelig er der også meget mere i vores valg end blot, at det føles rigtigt.

Vi føler, at det er vigtigt at tage tiden sammen tilbage. At der er tid til nærvær, omsorg og at fodre den nysgerrighed, som børnene bliver født ind i verden med. For os er det vigtigt at leve i nuet, lytte til mavefornemmelsen, realisere det, vi brænder for og ikke blot følge strømmen. Bare fordi det er sådan, man skal, plejer eller burde gøre. Og jo bedre vi bliver til at lytte til os selv, jo mere ændrer vi os, og jo mere naturligt føles det.

En evne, som at lytte til sig selv og mærke efter, burde være hos os alle, men den bliver simpelthen fralært og kan være svær at finde frem til igen, når man er på den anden side af tredive.

“For os er det vigtigt at leve i nuet, lytte til mavefornemmelsen, realisere det, vi brænder for og ikke blot følge strømmen.”

 
Nanna Preztmann

Vi vil gerne vise børnene verden. Være de primære – dem, der er der allermest. Men også helt bogstaveligt at rejse rundt og vise dem verden. Men det behøver heller ikke at være så stort hele tiden. Nogle gange kan “verden” også bestå af krabbejagt en mandag formiddag, hvor man ellers skulle have været i skole. Fordi vi kan, og fordi vi har lyst.

For min egen del har jeg det også lidt stramt med folkeskolen, som jeg synes, på mange områder er forældet og minder om en masseproduktionsfabrik med præstationskuller. Der er så meget kassetænkning og ikke plads til individet. I hvert fald ikke, hvis man falder en smule uden for gennemsnittet. Og jeg synes, det er en skam, for vi (os borgere) er jo ikke blot gennemsnitlige. Vi er alle unikke væsner med hver vores evner, så hvorfor forsøge at presse os alle ned i de samme kasser, hvor retningen mod hamsterhjulet er forudbestemt?

Børn er født nysgerrige og videbegærlige. Men alligevel stopper vi dem ind i et klasselokale med 25 andre og fortæller dem, hvornår og hvad de skal lære. Der er ikke tid og plads til at tage udgangsbehov i den enkeltes interesser og spontanitet, som naturligt vil afføde læring. Det er systemet for topstyret til. Jeg tror fuldt og fast på, at læring opstår spontant, når der er behov og ikke kan forceres på en bestemt dag på et bestemt klokkeslæt, fordi det står i en læreplan.

“Børn er født nysgerrige og videbegærlige. Men alligevel stopper vi dem ind i et klasselokale med 25 andre og fortæller dem, hvornår og hvad de skal lære.”

 
Nanna Preztmann

Vores hjemmeskole har da også fundet sin egen sti og har udviklet sig til et fantastisk unschooling-miljø. For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg faktisk slet ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi netop lærer allermest? Behøver vi virkelig en skole for at udvikle os og lære? Er livet ikke skolen, når alt kommer til alt?

Vi har smidt læringsplaner og skal, bør og burde ud ad vinduet i vores lille hjem og taget vores frihed tilbage. Vi har droppet skellet mellem fritid og skole, for når vi tænker nærmere over det, er det nærmest umuligt ikke at lære, så længe man lever. Og vi lever sgu for fulde gardiner.

Vi tror på og har tillid til, at vores børn lærer det, de har brug for, når de har brug for det, og at de alle tre lærer på hver deres måde. Alt, vi behøver, er at følge trop og støtte op, når der er behov for os i processen.

I praktisk fungerer det sådan, at vores børns læring er interesse- og lystbaseret. I skrivende stund har dukketeater vundet interesse, og så tager vi udgangspunkt deri. Børnene laver billetter, skriver skilte og sætter en forestilling op. Vi hjælper til og ender da også gerne med at ”købe” billetter og komme til showet. På den måde bliver kreativitet, dansk og matematik leget ind – helt automatisk.

Og det har da også vist sig, at denne proces er allersværest for Dan og jeg. Vi er selv så “skolede” i, hvordan den “rigtige måde” at gøre tingene på, er, at det faktisk kræver øvelse at lytte til egen mavefornemmelse og følge sit naturlige instinkt. Vi gennemgår en enorm deschooling, og det er vanvittigt spændende og enormt grænseoverskridende. Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!

Vi er jo også vant til, at læring foregår siddende stille på en stol med hovedet i en bog. Vores deschooling kræver, at vi er kritiske og reflekterende, når det kommer til os. At vi aflærer en masse mønstre og tankegange, som i bund og grund blot er tillærte og ikke kommer indefra og nu blot står i vejen for det frie liv. Det kan for eksempel være noget så simpelt som at slippe tøjlerne i forhold til børnene. Her synes jeg selv, det kan være vildt svært at undlade at blande sig i tøjvalg i forhold til årstid. Men børnene er jo i stand til selv at vælge tøj, når bare de får lov til at mærke efter. Jeg kan ikke mærke, om de har det koldt eller varmt – det kan de allerbedst selv. Vi fratager jo børnene deres evner til at mærke efter, når vi overtager kommandoen.

“Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!”

 
Nanna Preztmann

Med hensyn til det sociale i skolen (som ofte er det, vi hører en del for at “fratage” børnene, ligesom vi hører for, at de ikke senere vil kunne fungere i “den virkelige verden”), så afviser jeg slet ikke, at det kan være givende, og at der kan være meget positivt i det. Jeg tillader mig blot samtidig at anfægte det faktum, at det at sætte 25 jævnaldrende fra samme område ind i et klasselokale er en spejling af den “virkelige verden”. Det er en opstillet arena. Og at socialt samvær ikke kun behøver at finde sted i klasseværelset eller skolegården. Det findes alle steder. En samtale med en ældre dame i supermarkedet, en ny ven på den lokale legeplads, besøg hos naboerne og så videre. Og det er blot naturligt opstående sociale arenaer og ikke opstillede arenaer, som jeg remser op.

Og med det sagt så tror jeg selvfølgelig også, at socialt samvær er vigtigt i den grad, som børn og voksne har behov, og det behov er selvfølgelig forskelligt. Vores piger har også sociale behov – nogle mere end andre. Og de behov mødes også – bare ikke i et klasselokale, men i det virkelige liv.

LÆS OGSÅ