En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

af | apr 20, 2020

FADERSKAB

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

En fars fødselsberetning

20. april 2020 | Af Martin Arndal | Foto: Privat

 

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang, skriver Martin Arndal om mødet med sit barn.

Martin Arndal er 27 år, pH.d.-studerende og hjemme med sit barn på 15 måneder. Du kan følge ham på instagramprofilen @noter.til.mit.barn, hvor han beskriver sin kones efterfødselsreaktion, og hvordan det var at blive far. Det er også her, de enkelte afsnit i dette indlæg første gang blev bragt.

 

Den 20. december 2018:

Din mor har veer.

Inde i soveværelset, inde i kroppen, hvor livmoderen bevæger sig, ligger din mor stille og trækker vejret, ind ud, jeg vasker gulv, vi har spist lasagne, jeg rydder op, ind ud, jeg kan mærke, det er snart, at du er på vej, ind ud.

Din mor har det stadig dårligt. I forgårs blev hun syg, roskildesyge, i to døgn har hun ikke sovet. I ni måneder har vi været påpasselige med, at en sygdom ikke ville tvinge dig ud før tid. Nu er du på vej, din mor har veer inde i soveværelset, sygdommen tvinger dig ud.

Den aften låser jeg cyklen op, da vi er blevet enige om at købe et termometer for at kunne monitorere din mors kropstemperatur. Midt på Vesterbrogade ligger et døgnapotek, det er mennesketomt, jeg trækker et nummer, det er koldt, jeg kører hjem igen, i mørket, jeg ringer, din mor har kastet op igen, men er okay.

Da jeg et par minutter senere træder ind ad døren, hører jeg en udmattet hulken fra soveværelset, jeg smider min jakke, og det, jeg har i hænderne. Der sidder hun, uendelig stor, højgravid, og alligevel så uendelig lille, knækket, tårer strømmende ned ad kinderne, ubevægelig på hug klemt inde mellem den afføring, hun ikke kunne holde tilbage, og spanden ud for hendes mund. Alene i mørket, knækket af den krop, der holder hende fanget.

Jeg hjælper din mor op fra gulvet, grædende og undskyldende, ud under bruseren, kigger på hende, fortæller hende ‘det er okay, det er ikke din skyld, okay?’.

I rådvildhed banker jeg på hos din farmor og spørger om hjælp, om hun kan gøre noget, jeg i min handlingslammelse ikke kan, tørre op, gøre rent efter sygdommen. Den næste times tid står stadig lidt uklart, jeg går tilbage til din mor i badet, holder om hende, passer på hende, prøver at samle hende op under det varme vand.

Veerne tager til, om lidt skal du fødes af din mor, svækket efter måneder med kvalme og ensomhed, udmattet efter sygdom.

Om lidt er det overstået, så er du hos os, så bliver alt godt igen.

 

Den 21. december 2018:

Din mor har veer, vi sidder i en taxa i myldretiden på vej til Hvidovre Hospital, og har veer, cirka hvert femte minut, klokken er lidt over halv tolv, solen står gul og højt på himmelen, vi holder for rødt og har veer.

Det organ, der har været dit hjem de seneste knap ni måneder, det hylster, der har omgivet hele dit lille legeme, er nu ved at skubbe dig ud, hjemme i lejligheden, i taxaen og på hospitalet, hvor vi er blevet indlogeret på en lille stue med store vinduer, fyldt med instrumenter, tasker med kiks, bananer, juice, apparater.

Din puls er lav og skal monitoreres af et blåt bælte, jordemoderen spænder ud over din mors spændte mave. Du ligger stille og skævt i bækkenet, du er stjernekigger. Timerne går. Din mor presser, skriger, trækker vejret, ind ud, ved toppen af hver sammentrækning ser jeg toppen af dit hoved, ud ind, blåt blodigt blegt, veer, presser, skriger. Timerne går.

Omkring kvart i ni presser din mor dit hoved ud i en enkel sammentrækning, dit blå, lille, hævede ansigt vendt mod mit, med lukkede rolige øjne, i den næste hele din krop.

I samme øjeblik, du forlader livmoderen, din mor, bliver du ført op mod det sterile lys, viklet ind i din navlestreng, ubevægelig, viklet ud og lagt på et bord i hjørnet af stuen tættest på os. Jeg holder din mor i hånden, stryger hende over håret, spørger lægerne, om du er okay, kigger på din mor og fortæller, at du får en iltmaske på, at dine lunger skal foldes ud, så du kan trække vejret selv, at personalet virker ubekymrede.

En fars fødselsberetning

Martin Arndal med sit nyfødte barn. Foto: Privat

Jeg er ikke bange, jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, at det endelig er overstået, at din mor ikke skal være gravid længere, at fødslen er slut, at hun ikke skal lide længere, at alt nu kan blive godt igen.

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang. Jeg ser dig, jeg holder dig, nervøsiteten i min krop giver dig tilbage til lægen, der afleverer dig på din mors bryst, der ligger du, der dier du, mit barn.

 

Den 22. december 2018:

Ud på natten træder en portør ind på stuen, tager fat i den store seng, hvori du ligger på din mor, skubber den ud på gangen og ind i elevatoren, der fører op til barselsafsnittet, hvor vi bliver indlogeret. På værelset er der plads til jeres seng, en sofa tilegnet pårørende, et puslebord og en gennemsigtig krybbe, begge til dig. Her er ingen overflødige genstande, her har alt en funktion. Kort tid efter kommer en sygeplejerske ind, udpeger skuffen med bleer og hylderne med bind og forlader os igen.

Her sidder vi så, på Hvidovre Hospital, ubevægelige, overvældede. Du er lige blevet født. Vi er lige blevet forældre. Du, der indtil nu blot har været et ønske, en forestilling, en bule på din mors mave, ligger nu på mit bryst og trækker vejret stille. Så lang en optakt, så kort en overgang. Jeg lukker øjnene, holder om din lille krop, indånder din søde duft, her er du endelig.

Du skal die igen, jeg løfter dig tilbage til din mor. Som på fødestuen er jeg mere rolig, når du ligger i din mors arme, hvor du er tryg, der er jeg tryg. Men alligevel er jeg draget mod dig. For selvom loven om gravitation foreskriver, at alle legemer med masse tiltrækkes af hinanden, og at de største tiltrækker de mindste, forholder det sig for os to omvendt. Hvor du er, må jeg også være.

Det er nat, vi er udmattede, din mor har ikke sovet i flere døgn.

Jeg ligger i mørket og prøver at forstå, hvad jeg lige har oplevet, hvad der er sket. I virkeligheden er en fødsel aldeles umenneskelig. Hos den fødende homo sapiens tilsidesættes netop det, vi forbinder med det essentielt menneskelige: den fornuftsbaserede handling er udskiftet med livmoderens mekanisk-dyriske aktivitet, og det komplekse talesprog er udskiftet med primatskrig. Men alligevel synes dette at være det allermest menneskelige. Den udfoldelse, der binder generationer af generationer sammen, uanset forskelligheder. Den adskillelse, der er nødvendig for, at vi kan samles. Det, der gør, at du lige nu ligger og sover i din mors armhule, bag det lave gitter, der omkranser jeres smalle seng. 

Der er stille på stuen. Jeg lytter efter dit åndedræt, jeg ved, det er der et sted. Efter nogen tid fanger jeg det og falder i søvn.

FADERSKAB

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

En fars fødselsberetning

20. april 2020 | Af Martin Arndal | Foto: Privat

 

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang, skriver Martin Arndal om mødet med sit barn.

Martin Arndal er 27 år, pH.d.-studerende og hjemme med sit barn på 15 måneder. Du kan følge ham på instagramprofilen @noter.til.mit.barn, hvor han beskriver sin kones efterfødselsreaktion, og hvordan det var at blive far. Det er også her, de enkelte afsnit i dette indlæg første gang blev bragt.

 

Den 20. december 2018:

Din mor har veer.

Inde i soveværelset, inde i kroppen, hvor livmoderen bevæger sig, ligger din mor stille og trækker vejret, ind ud, jeg vasker gulv, vi har spist lasagne, jeg rydder op, ind ud, jeg kan mærke, det er snart, at du er på vej, ind ud.

Din mor har det stadig dårligt. I forgårs blev hun syg, roskildesyge, i to døgn har hun ikke sovet. I ni måneder har vi været påpasselige med, at en sygdom ikke ville tvinge dig ud før tid. Nu er du på vej, din mor har veer inde i soveværelset, sygdommen tvinger dig ud.

Den aften låser jeg cyklen op, da vi er blevet enige om at købe et termometer for at kunne monitorere din mors kropstemperatur. Midt på Vesterbrogade ligger et døgnapotek, det er mennesketomt, jeg trækker et nummer, det er koldt, jeg kører hjem igen, i mørket, jeg ringer, din mor har kastet op igen, men er okay.

Da jeg et par minutter senere træder ind ad døren, hører jeg en udmattet hulken fra soveværelset, jeg smider min jakke, og det, jeg har i hænderne. Der sidder hun, uendelig stor, højgravid, og alligevel så uendelig lille, knækket, tårer strømmende ned ad kinderne, ubevægelig på hug klemt inde mellem den afføring, hun ikke kunne holde tilbage, og spanden ud for hendes mund. Alene i mørket, knækket af den krop, der holder hende fanget.

Jeg hjælper din mor op fra gulvet, grædende og undskyldende, ud under bruseren, kigger på hende, fortæller hende ‘det er okay, det er ikke din skyld, okay?’.

I rådvildhed banker jeg på hos din farmor og spørger om hjælp, om hun kan gøre noget, jeg i min handlingslammelse ikke kan, tørre op, gøre rent efter sygdommen. Den næste times tid står stadig lidt uklart, jeg går tilbage til din mor i badet, holder om hende, passer på hende, prøver at samle hende op under det varme vand.

Veerne tager til, om lidt skal du fødes af din mor, svækket efter måneder med kvalme og ensomhed, udmattet efter sygdom.

Om lidt er det overstået, så er du hos os, så bliver alt godt igen.

 

Den 21. december 2018:

Din mor har veer, vi sidder i en taxa i myldretiden på vej til Hvidovre Hospital, og har veer, cirka hvert femte minut, klokken er lidt over halv tolv, solen står gul og højt på himmelen, vi holder for rødt og har veer.

Det organ, der har været dit hjem de seneste knap ni måneder, det hylster, der har omgivet hele dit lille legeme, er nu ved at skubbe dig ud, hjemme i lejligheden, i taxaen og på hospitalet, hvor vi er blevet indlogeret på en lille stue med store vinduer, fyldt med instrumenter, tasker med kiks, bananer, juice, apparater.

Din puls er lav og skal monitoreres af et blåt bælte, jordemoderen spænder ud over din mors spændte mave. Du ligger stille og skævt i bækkenet, du er stjernekigger. Timerne går. Din mor presser, skriger, trækker vejret, ind ud, ved toppen af hver sammentrækning ser jeg toppen af dit hoved, ud ind, blåt blodigt blegt, veer, presser, skriger. Timerne går.

Omkring kvart i ni presser din mor dit hoved ud i en enkel sammentrækning, dit blå, lille, hævede ansigt vendt mod mit, med lukkede rolige øjne, i den næste hele din krop.

I samme øjeblik, du forlader livmoderen, din mor, bliver du ført op mod det sterile lys, viklet ind i din navlestreng, ubevægelig, viklet ud og lagt på et bord i hjørnet af stuen tættest på os. Jeg holder din mor i hånden, stryger hende over håret, spørger lægerne, om du er okay, kigger på din mor og fortæller, at du får en iltmaske på, at dine lunger skal foldes ud, så du kan trække vejret selv, at personalet virker ubekymrede.

En fars fødselsberetning

Martin Arndal med sit nyfødte barn. Foto: Privat

Jeg er ikke bange, jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, at det endelig er overstået, at din mor ikke skal være gravid længere, at fødslen er slut, at hun ikke skal lide længere, at alt nu kan blive godt igen.

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang. Jeg ser dig, jeg holder dig, nervøsiteten i min krop giver dig tilbage til lægen, der afleverer dig på din mors bryst, der ligger du, der dier du, mit barn.

 

Den 22. december 2018:

Ud på natten træder en portør ind på stuen, tager fat i den store seng, hvori du ligger på din mor, skubber den ud på gangen og ind i elevatoren, der fører op til barselsafsnittet, hvor vi bliver indlogeret. På værelset er der plads til jeres seng, en sofa tilegnet pårørende, et puslebord og en gennemsigtig krybbe, begge til dig. Her er ingen overflødige genstande, her har alt en funktion. Kort tid efter kommer en sygeplejerske ind, udpeger skuffen med bleer og hylderne med bind og forlader os igen.

Her sidder vi så, på Hvidovre Hospital, ubevægelige, overvældede. Du er lige blevet født. Vi er lige blevet forældre. Du, der indtil nu blot har været et ønske, en forestilling, en bule på din mors mave, ligger nu på mit bryst og trækker vejret stille. Så lang en optakt, så kort en overgang. Jeg lukker øjnene, holder om din lille krop, indånder din søde duft, her er du endelig.

Du skal die igen, jeg løfter dig tilbage til din mor. Som på fødestuen er jeg mere rolig, når du ligger i din mors arme, hvor du er tryg, der er jeg tryg. Men alligevel er jeg draget mod dig. For selvom loven om gravitation foreskriver, at alle legemer med masse tiltrækkes af hinanden, og at de største tiltrækker de mindste, forholder det sig for os to omvendt. Hvor du er, må jeg også være.

Det er nat, vi er udmattede, din mor har ikke sovet i flere døgn.

Jeg ligger i mørket og prøver at forstå, hvad jeg lige har oplevet, hvad der er sket. I virkeligheden er en fødsel aldeles umenneskelig. Hos den fødende homo sapiens tilsidesættes netop det, vi forbinder med det essentielt menneskelige: den fornuftsbaserede handling er udskiftet med livmoderens mekanisk-dyriske aktivitet, og det komplekse talesprog er udskiftet med primatskrig. Men alligevel synes dette at være det allermest menneskelige. Den udfoldelse, der binder generationer af generationer sammen, uanset forskelligheder. Den adskillelse, der er nødvendig for, at vi kan samles. Det, der gør, at du lige nu ligger og sover i din mors armhule, bag det lave gitter, der omkranser jeres smalle seng. 

Der er stille på stuen. Jeg lytter efter dit åndedræt, jeg ved, det er der et sted. Efter nogen tid fanger jeg det og falder i søvn.

LÆS OGSÅ

Manu Sareen: Denne gang vidste jeg, de store følelser nok skulle komme

af | apr 22, 2019

FØDSEL

Manu Sareen: Denne gang vidste jeg, de store følelser nok skulle komme

Manu Sareen: Denne gang vidste jeg, de store følelser nok skulle komme

25. april 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt| Foto: Privat

Jeg tror, mange nybagte fædre bliver forskrækkede over, at de store følelser for barnet ikke er der fra det sekund, det kommer til verden, lyder det fra Manu Sareen, der som 50-årig blev far for fjerde gang.

51-årige årige Manu Sareen er gift med Solveig Wandall på 32 år. Sammen har de datteren Nova, der kom til verden den 23. juli 2017. Manu Sareen har også børnene Cilja på 22, Alvin på 19 og Felix på 14 fra et tidligere forhold. Den tidligere socialminister laver i dag radio på P1 og er direktør i Endoca Foundation, hvis formål er at hjælpe udsatte børn i verden.

 

Hvor blev din yngste datter født? 
Nova blev født på Herlev Hospital. Det var meningen, jeg skulle tage imod, men hun ville ikke ud, og tingene spidsede lidt til. I det kaos var det vigtigere, hun bare kom ud.

Hvordan oplevede du fødslen?
Det var fjerde gang, jeg oplevede en fødsel. Og der er ingen tvivl om, at jeg denne gang havde en helt anden tilstedeværelse end de første par gange. Allerede ved anden fødsel oplevede jeg, at jeg var mere rolig. Selvfølgelig er man oppe og ringe, men det er på en anden måde – måske især som mand.

Denne gang havde jeg det også bare sådan, at det var noget, jeg virkelig skulle nyde, og det var også en helt fantastisk oplevelse. Jeg ved godt, min kone nok ser lidt anderledes på det, for det var en lang fødsel. Men det er lige før, jeg gerne vil have flere børn bare for at opleve den der følelse igen. Det er det største at se et barn komme til verden. Det er så sindssygt. Det, jeg kan ærgre mig over, er, at den ydmyghed, man får over for livet og vores planet, ikke varer ved. Så ville jorden være et bedre sted.

Havde I forberedt jer og hvordan?
Vi havde forberedt os på verdens største løgn. Min kone gik nemlig til ”smertefri fødsel”, og det er en fødsel bare ikke. Generelt er der sket meget og kommet mange flere hjælpemidler til, siden sidst jeg skulle være far. Med min ældste passede vi for eksempel meget på. Denne gang stod jeg pludselig og så mig selv lave rebozo, hvor jeg med et lagen rystede min kone. Under graviditeten brugte vi også forskellige apps. Hvor vi i gamle dage sad og bladrede i en bog for at følge barnets udvikling, sagde det nu bare ”pliing”, og så kunne vi se, hvor barnet var i sin udvikling via appen. Der findes også en app til veer! Det er ret vildt. Derudover var jeg som mand med de erfaringer, jeg har, og den aldersforskel, der er, nødt til bare at holde min kæft. Solveig skal jo have sine oplevelser, og det var vigtigt, jeg – af respekt for hende – var med, som var det også næsten første gang for mig. Det var nu heller ikke så svært, for hver fødsel er jo ny.

Hvad tænkte du, da du holdt dit barn i armene den første gang?
Under fødslen har man som mand en lidt mærkelig rolle. Det meste af tiden står man bare og glor. Når man så skal være på, er man det selvfølgelig og giver en masse omsorg.

Men det er lidt mærkeligt. Jeg taler formentlig også for 90 procent af alle mænd, når jeg siger, at man godt kan få dårlig samvittighed over, at de der store følelser for barnet ikke er der fra det sekund, det kommer til verden. Det tror jeg, mange mænd godt kan blive forskrækkede over. Jeg kan huske, at jeg første gang syntes, det var frustrerende og var noget, jeg tænkte meget over. Denne gang var det fedt bare at møde det her lille barn og vide, at følelserne kommer.

Hvordan ændrede det dig at blive far, og var det anderledes i forhold til første gang?
Når man får et lille barn, bliver ens liv vendt op og ned. For en periode ”mister” man sin kæreste eller kone til barnet. Det ved man, når man har prøvet det før, og så er det måske lettere at finde glæden ved det. Man ved, hvad ens rolle er, og at man nok skal få sin partner igen. Første gang fik jeg lidt et chok. Jeg tror ikke, faderens rolle før, under og efter fødslen dengang rigtig blev taget alvorligt, og jeg følte mig lidt som en idiot, der bare savnede min kæreste og det liv, vi havde. Pludselig begyndte jeg at arbejde alt for meget i stedet. Nu ved jeg, at det liv kommer tilbage. At det bare er en fase. På den måde er det godt at blive far igen i en sen alder. Jeg er mere rolig omkring det og bedre økonomisk etableret. Men i forhold til sidst kan jeg godt mærke, at jeg har mere brug for min søvn.

FØDSEL

Manu Sareen: Denne gang vidste jeg, de store følelser nok skulle komme

Manu Sareen: Denne gang vidste jeg, de store følelser nok skulle komme

25. april 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt| Foto: Privat

 

Jeg tror, mange nybagte fædre bliver forskrækkede over, at de store følelser for barnet ikke er der fra det sekund, det kommer til verden, lyder det fra Manu Sareen, der som 50-årig blev far for fjerde gang.

51-årige årige Manu Sareen er gift med Solveig Wandall på 32 år. Sammen har de datteren Nova, der kom til verden den 23. juli 2017. Manu Sareen har også børnene Cilja på 22, Alvin på 19 og Felix på 14 fra et tidligere forhold. Den tidligere socialminister laver i dag radio på P1 og er direktør i Endoca Foundation, hvis formål er at hjælpe udsatte børn i verden.

 

Hvor blev din yngste datter født? 
Nova blev født på Herlev Hospital. Det var meningen, jeg skulle tage imod, men hun ville ikke ud, og tingene spidsede lidt til. I det kaos var det vigtigere, hun bare kom ud.

Hvordan oplevede du fødslen?
Det var fjerde gang, jeg oplevede en fødsel. Og der er ingen tvivl om, at jeg denne gang havde en helt anden tilstedeværelse end de første par gange. Allerede ved anden fødsel oplevede jeg, at jeg var mere rolig. Selvfølgelig er man oppe og ringe, men det er på en anden måde – måske især som mand.

Denne gang havde jeg det også bare sådan, at det var noget, jeg virkelig skulle nyde, og det var også en helt fantastisk oplevelse. Jeg ved godt, min kone nok ser lidt anderledes på det, for det var en lang fødsel. Men det er lige før, jeg gerne vil have flere børn bare for at opleve den der følelse igen. Det er det største at se et barn komme til verden. Det er så sindssygt. Det, jeg kan ærgre mig over, er, at den ydmyghed, man får over for livet og vores planet, ikke varer ved. Så ville jorden være et bedre sted.

Havde I forberedt jer og hvordan?
Vi havde forberedt os på verdens største løgn. Min kone gik nemlig til ”smertefri fødsel”, og det er en fødsel bare ikke. Generelt er der sket meget og kommet mange flere hjælpemidler til, siden sidst jeg skulle være far. Med min ældste passede vi for eksempel meget på. Denne gang stod jeg pludselig og så mig selv lave rebozo, hvor jeg med et lagen rystede min kone. Under graviditeten brugte vi også forskellige apps. Hvor vi i gamle dage sad og bladrede i en bog for at følge barnets udvikling, sagde det nu bare ”pliing”, og så kunne vi se, hvor barnet var i sin udvikling via appen. Der findes også en app til veer! Det er ret vildt. Derudover var jeg som mand med de erfaringer, jeg har, og den aldersforskel, der er, nødt til bare at holde min kæft. Solveig skal jo have sine oplevelser, og det var vigtigt, jeg – af respekt for hende – var med, som var det også næsten første gang for mig. Det var nu heller ikke så svært, for hver fødsel er jo ny.

Hvad tænkte du, da du holdt dit barn i armene den første gang?
Under fødslen har man som mand en lidt mærkelig rolle. Det meste af tiden står man bare og glor. Når man så skal være på, er man det selvfølgelig og giver en masse omsorg.

Men det er lidt mærkeligt. Jeg taler formentlig også for 90 procent af alle mænd, når jeg siger, at man godt kan få dårlig samvittighed over, at de der store følelser for barnet ikke er der fra det sekund, det kommer til verden. Det tror jeg, mange mænd godt kan blive forskrækkede over. Jeg kan huske, at jeg første gang syntes, det var frustrerende og var noget, jeg tænkte meget over. Denne gang var det fedt bare at møde det her lille barn og vide, at følelserne kommer.

Hvordan ændrede det dig at blive far, og var det anderledes i forhold til første gang?
Når man får et lille barn, bliver ens liv vendt op og ned. For en periode ”mister” man sin kæreste eller kone til barnet. Det ved man, når man har prøvet det før, og så er det måske lettere at finde glæden ved det. Man ved, hvad ens rolle er, og at man nok skal få sin partner igen. Første gang fik jeg lidt et chok. Jeg tror ikke, faderens rolle før, under og efter fødslen dengang rigtig blev taget alvorligt, og jeg følte mig lidt som en idiot, der bare savnede min kæreste og det liv, vi havde. Pludselig begyndte jeg at arbejde alt for meget i stedet. Nu ved jeg, at det liv kommer tilbage. At det bare er en fase. På den måde er det godt at blive far igen i en sen alder. Jeg er mere rolig omkring det og bedre økonomisk etableret. Men i forhold til sidst kan jeg godt mærke, at jeg har mere brug for min søvn.

LÆS OGSÅ