Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

af | jan 4, 2024

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

 

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

LÆS OGSÅ

Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først

af | apr 12, 2023

ANMELDELSE

Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først

Anmeldelse af Ærø Manifestet af Maj My Humaidan.

12. april 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Gyldendal

Ærø Manifestet er en kritisk bog om de normer, vi som samfund ubevidst godtager, og en kærlig påmindelse om at huske at stoppe op og reflektere over de valg, vi træffer i det liv, vi lever.

ANMELDELSE AF ÆRØ MANIFESTET I sin nye bog, Ærø Manifestet, taler Maj My Humaidan til det dybeste i mennesket. Som den lille dreng i kejserens nye klæder italesætter hun det, vi i en fortravlet hverdag med ulvetime og kvalitetstid, lader os lulle ind i og derfor ikke ser – eller snarere; tillader os at mærke.

Hun stikker til og udfordrer de normer, vi som samfund godtager, når vi afleverer vores helt små børn i institutioner, hvor aflastningen ikke foregår i kærlighed, men udelukkende er en økonomisk udveksling; ”pædagogernes tid for mine penge, og min tid til arbejdsmarkedet,” som Maj selv formulerer det.Når vi – efter at være blevet forældre – halser videre, som om intet var hændt, og blot ser børnene som en tilføjelse. Som nogle, der skal ”tilpasse sig alt det, der kom før dem.”Eller når vi måske nok mærker, at vi er ved at knække halsen, men i stedet for at stoppe op, skæver til naboen, der synes at klare det hele uden problemer, og derfor fortsætter med lukkede øjne og de samme bedøvende fortællinger.Ærø Manifestet er kritisk, men ikke fordømmende eller missionerende.Omdrejningspunktet er Majs egne erfaringer og familiens rejse til et mere bevidst liv.En rejse, hvor smerten over at moderskabet i dag er et enten ensomt eller adskilt foretagende, formuleres på en måde, der mærkes i de sår, jeg selv bærer. Og hvor den sorgfulde erkendelse af at hjælpen og alternativet ikke ligger lige for, fordi den så nødvendige landsby udgøres af institutionelle rammer med fremmede voksne, hvor forældre ikke er velkomne, vækker genklang.I Ærø Manifestet følger vi familien, der udover Maj består af gemalen, Kristian, og børnene Storm, Ilja, Live og Juno til Ærø, hvor de bryder ud af hamsterhjulet og tager børnene ud af deres institutioner og skole. Hvilket dog ikke sker uden en – igen meget genkendelig – splittelse og sårbarhed. For som Maj skriver; “det er svært at leve et naturligt liv i en ikke ret naturlig kultur.””Vi har opdaget, at det er svært at være sammen på fuld tid i et samfund, der ikke er indrettet til det. Hvis jeg tager vare på mine børn, tager jeg ikke vare på mig selv, hvis jeg tager vare på mig selv, tager jeg ikke vare på mine børn, det er en ond spiral, og hvor ender den?” spørger Maj således.Ærø Manifestet handler også om, hvor svært det er at bryde ud af illusionen om rigtigt og forkert. Om at man er nødt til at sætte sig selv fri, før man kan gøre det samme med sine børn. Om at ære sig selv og om at vriste sig fri af den følelse af tyngde og ansvar, generationer af kvinder har båret, før vi kom hertil.

“Hvis jeg tager vare på mine børn, tager jeg ikke vare på mig selv, hvis jeg tager vare på mig selv, tager jeg ikke vare på mine børn, det er en ond spiral, og hvor ender den?”

 
Maj My Humaidan

Når jeg læser Ærø Manifestet, læser jeg også en bog om parforhold. Om den indædte vrede. Om det fine, der sker, når vi lærer at sætte ord på vores ønsker og behov, om tillid og det at stå bag hinanden. ”Sammen kan vi alt, hvis vi skiftes til at holde balancen,” som Maj så poetisk skriver.Jeg læser ligeledes en fortælling om, at udvikling og ændringer tager tid, og at vi må tage os selv den tid. Ærø Manifestet er fuld af håb og er for mig en kærlig påmindelse om, at vi gerne må skifte retning – og at det kan være helt nødvendigt, når vi lever et bevidst liv.Maj og familien lader da også deres hjerte føre dem til Vejle og tilbage til Ærø igen, og fra et liv med hjemmeskole til et liv med alle fire børn i skole. Men denne gang med en anden bevidsthed og andre erfaringer, som Maj skriver:“Mine børn ved, at livet kan leves på mange måder, de forstår i deres celler betydningen af frie valg, af fordele og ulemper, og de er stadig de mest besværlige elever i deres klasselokaler, hvilket ikke kun er en god ting, men bestemt heller ikke det modsatte. Oplevelser bliver først til erfaringer, når vi har taget os tid til at reflektere over dem, og jeg har lært at se min historie som netop en samling erfaringer, der alle har deres berettigelse, uanset hvor smertefulde eller klodsede, uplanlagte eller overvældende de har været. Det er sådan, vi bliver klogere end dem, vi står på skuldrene af.”Ærø Manifestet er uden tvivl en bog, der kan og skal læses flere gange. Maj er en formidabel formidler, hun stiller spørgsmål og skriver, så det mærkes og inspirerer til refleksion og handling. Hun er en ild, hvis skær kaster lys over nogle af de ting, der skal ændres, hvis vi skal kunne leve et liv med åbne øjne.

“Oplevelser bliver først til erfaringer, når vi har taget os tid til at reflektere over dem, og jeg har lært at se min historie som netop en samling erfaringer, der alle har deres berettigelse, uanset hvor smertefulde eller klodsede, uplanlagte eller overvældende de har været.”

 
Maj My Humaidan

Mit håb er derfor, at rigtig mange vil tage sig tid til den og derefter mærke efter, hvad den sætter i gang indeni.For, som Maj selv formulerer det: “Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først.”

Og:

”Tænk, hvis vi forstod, at det, vi hele tiden halser efter, alt sammen findes indeni og lige omkring os allerede, og at intet af det, vi måler succes på i vores kultur, kan komme med os videre, når vi en dag skal herfra.”

ANMELDELSE

Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først

Anmeldelse af Ærø Manifestet af Maj My Humaidan.

12. april 2023 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Gyldendal

 

Ærø Manifestet er en kritisk bog om de normer, vi som samfund ubevidst godtager, og en kærlig påmindelse om at huske at stoppe op og reflektere over de valg, vi træffer i det liv, vi lever.

 

ANMELDELSE AF ÆRØ MANIFESTET I sin nye bog, Ærø Manifestet, taler Maj My Humaidan til det dybeste i mennesket. Som den lille dreng i kejserens nye klæder italesætter hun det, vi i en fortravlet hverdag med ulvetime og kvalitetstid, lader os lulle ind i og derfor ikke ser – eller snarere; tillader os at mærke.

Hun stikker til og udfordrer de normer, vi som samfund godtager, når vi afleverer vores helt små børn i institutioner, hvor aflastningen ikke foregår i kærlighed, men udelukkende er en økonomisk udveksling; ”pædagogernes tid for mine penge, og min tid til arbejdsmarkedet,” som Maj selv formulerer det.Når vi – efter at være blevet forældre – halser videre, som om intet var hændt, og blot ser børnene som en tilføjelse. Som nogle, der skal ”tilpasse sig alt det, der kom før dem.”Eller når vi måske nok mærker, at vi er ved at knække halsen, men i stedet for at stoppe op, skæver til naboen, der synes at klare det hele uden problemer, og derfor fortsætter med lukkede øjne og de samme bedøvende fortællinger.Ærø Manifestet er kritisk, men ikke fordømmende eller missionerende.Omdrejningspunktet er Majs egne erfaringer og familiens rejse til et mere bevidst liv.En rejse, hvor smerten over at moderskabet i dag er et enten ensomt eller adskilt foretagende, formuleres på en måde, der mærkes i de sår, jeg selv bærer. Og hvor den sorgfulde erkendelse af at hjælpen og alternativet ikke ligger lige for, fordi den så nødvendige landsby udgøres af institutionelle rammer med fremmede voksne, hvor forældre ikke er velkomne, vækker genklang.I Ærø Manifestet følger vi familien, der udover Maj består af gemalen, Kristian, og børnene Storm, Ilja, Live og Juno til Ærø, hvor de bryder ud af hamsterhjulet og tager børnene ud af deres institutioner og skole. Hvilket dog ikke sker uden en – igen meget genkendelig – splittelse og sårbarhed. For som Maj skriver; “det er svært at leve et naturligt liv i en ikke ret naturlig kultur.””Vi har opdaget, at det er svært at være sammen på fuld tid i et samfund, der ikke er indrettet til det. Hvis jeg tager vare på mine børn, tager jeg ikke vare på mig selv, hvis jeg tager vare på mig selv, tager jeg ikke vare på mine børn, det er en ond spiral, og hvor ender den?” spørger Maj således.Ærø Manifestet handler også om, hvor svært det er at bryde ud af illusionen om rigtigt og forkert. Om at man er nødt til at sætte sig selv fri, før man kan gøre det samme med sine børn. Om at ære sig selv og om at vriste sig fri af den følelse af tyngde og ansvar, generationer af kvinder har båret, før vi kom hertil.

“Hvis jeg tager vare på mine børn, tager jeg ikke vare på mig selv, hvis jeg tager vare på mig selv, tager jeg ikke vare på mine børn, det er en ond spiral, og hvor ender den?”

 
Maj My Humaidan

Når jeg læser Ærø Manifestet, læser jeg også en bog om parforhold. Om den indædte vrede. Om det fine, der sker, når vi lærer at sætte ord på vores ønsker og behov, om tillid og det at stå bag hinanden. ”Sammen kan vi alt, hvis vi skiftes til at holde balancen,” som Maj så poetisk skriver.Jeg læser ligeledes en fortælling om, at udvikling og ændringer tager tid, og at vi må tage os selv den tid. Ærø Manifestet er fuld af håb og er for mig en kærlig påmindelse om, at vi gerne må skifte retning – og at det kan være helt nødvendigt, når vi lever et bevidst liv.Maj og familien lader da også deres hjerte føre dem til Vejle og tilbage til Ærø igen, og fra et liv med hjemmeskole til et liv med alle fire børn i skole. Men denne gang med en anden bevidsthed og andre erfaringer, som Maj skriver:“Mine børn ved, at livet kan leves på mange måder, de forstår i deres celler betydningen af frie valg, af fordele og ulemper, og de er stadig de mest besværlige elever i deres klasselokaler, hvilket ikke kun er en god ting, men bestemt heller ikke det modsatte. Oplevelser bliver først til erfaringer, når vi har taget os tid til at reflektere over dem, og jeg har lært at se min historie som netop en samling erfaringer, der alle har deres berettigelse, uanset hvor smertefulde eller klodsede, uplanlagte eller overvældende de har været. Det er sådan, vi bliver klogere end dem, vi står på skuldrene af.”Ærø Manifestet er uden tvivl en bog, der kan og skal læses flere gange. Maj er en formidabel formidler, hun stiller spørgsmål og skriver, så det mærkes og inspirerer til refleksion og handling. Hun er en ild, hvis skær kaster lys over nogle af de ting, der skal ændres, hvis vi skal kunne leve et liv med åbne øjne.

“Oplevelser bliver først til erfaringer, når vi har taget os tid til at reflektere over dem, og jeg har lært at se min historie som netop en samling erfaringer, der alle har deres berettigelse, uanset hvor smertefulde eller klodsede, uplanlagte eller overvældende de har været.”

 
Maj My Humaidan

Mit håb er derfor, at rigtig mange vil tage sig tid til den og derefter mærke efter, hvad den sætter i gang indeni.For, som Maj selv formulerer det: “Hvis vi som frie mennesker vil have magten tilbage, må vi tage tiden tilbage først.”

Og:

”Tænk, hvis vi forstod, at det, vi hele tiden halser efter, alt sammen findes indeni og lige omkring os allerede, og at intet af det, vi måler succes på i vores kultur, kan komme med os videre, når vi en dag skal herfra.”

 

Ærø Manifestet er skrevet af journalist Maj My Humaidan og udgivet på forlaget Gyldendal 14/4 2023.
Du kan købe bogen her (affiliate link).

Anmeldelse af Ærø Manifestet af Maj My Humaidan. 

 

LÆS OGSÅ

Medlem af Fri Læring? Her får du gratis adgang eller rabat

af | aug 18, 2021

TIPS&TRICKS

Medlem af Fri Læring? Her får du gratis adgang eller rabat

Det er i dag muligt at få rabat eller komme gratis ind flere steder, når du hjemmeskoler. Blandt andet her hos Danmarks Borgcenter. Foto: Frame & Work / Museum Sydøstdanmark

18. august 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Frame & Work / Museum Sydøstdanmark
 

Det er i dag muligt at få rabat eller komme gratis ind flere steder, når du hjemmeskoler. Jeg har samlet en række af disse steder i dette indlæg.

 

Da jeg i sommer skulle planlægge forskellige besøg på museer mv, kunne jeg ikke finde en liste over de steder, hvor det som hjemmeskoler var muligt at få rabat eller komme gratis ind. Derfor begyndte jeg selv at skrive rundt og notere stedernes svar. Vi er medlem af Fri Læring. Derfor har jeg specifikt spurgt, om der var rabat til medlemmer der.

Nogle af de steder, hvor der er gratis adgang, er det kun gratis for det HU-registrerede barn og en voksen, mens mindre søskende og andre voksne skal betale. Det gælder for eksempel i Naturama i Svendborg.

Andre steder kan man få indgang, men skal selv betale, hvis man ønsker forløb, rundvisning og materiale. Fx skal du betale, hvis du i Arresten i Faaborg (Øhavsmuseet) vil lege detektiv og matche fingeraftryk med gerningsmænd (og det kan anbefales til de yngste).

Generelt vil de fleste steder gerne vide på forhånd, hvornår I kommer, og hvor mange I bliver – ligesom de, for den videre dokumentations skyld, gerne vil have en kopi af medlemsbeviset fra Fri Læring. Nogle steder er medlemsbeviset et reelt krav for gratis adgang.

I øvrigt er det min oplevelse, at både de steder, man skal betale, og de steder, der er gratis, er søde til at udlevere gratis undervisningsmateriale på forespørgsel.

Listen herunder bliver løbende opdateret, som vi kommer rundt i landet. Du er også mere end velkommen til at byde ind med steder. Det kan du gøre ved at skrive til marta@foedslen.dk.

 

Gratis adgang med Fri Læring:

Danmarks Borgcenter i Vordingborg (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Møns Museum (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Køge Museum (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Vikingeborgen Borgring ved Køge (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Næstved Museum (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Holmegaard Værk (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Øhavsmuseet Faaborg

Naturama i Svendborg

Moesgaard Museum ved Aarhus (husk dokumentation for status som hjemmeunderviser)

Den Fynske Landsby 

Frilandsmuseet Lyngby

H.C. Andersens Hus 

H.C. Andersens barndomshjem

Møntergården i Odense

Nationalmuseet i København

 

Rabat med Fri Læring

Københavns Zoo

Randers Regnskov (skoletjeneste-entréprisen er 65 kr. pr. elev. For hver 10 elever kommer en voksen med gratis. Øvrige voksne kommer ind til skoletjeneste-entrépris).

 

Adspurgt og ikke fri adgang:

Egeskov Slot på Fyn

Middelaldercentret ved Nykøbing Falster (dog udleverer de gerne undervisningsmateriale)

Arbejdermuseet i København (børn er dog gratis)

Cirkusmuseet i Hvidovre (børn er dog gratis)

Medicinhaverne i Tranekær (børn er dog gratis, og et medlemskab på 200 kr. om året giver gratis adgang for hele husstanden)

Geomuseum Faxe (undervisningsforløb kan dog bookes til skolepris)

Koldkrigsmuseum Stevnsfort (undervisningsforløb kan dog bookes til skolepris

Kulturmuseum Øst (undervisningsforløb kan dog bookes til skolepris

Søbogaard på Ærø

Marstal Søfartsmuseum

TIPS&TRICKS

Medlem af Fri Læring? Her får du gratis adgang eller rabat

Det er i dag muligt at få rabat eller komme gratis ind flere steder, når du hjemmeskoler. Blandt andet her hos Danmarks Borgcenter. Foto: Frame & Work / Museum Sydøstdanmark

18. august 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Frame & Work / Museum Sydøstdanmark
 

Det er i dag muligt at få rabat eller komme gratis ind flere steder, når du hjemmeskoler. Jeg har samlet en række af disse steder i dette indlæg.

 

Da jeg i sommer skulle planlægge forskellige besøg på museer mv, kunne jeg ikke finde en liste over de steder, hvor det som hjemmeskoler var muligt at få rabat eller komme gratis ind. Derfor begyndte jeg selv at skrive rundt og notere stedernes svar. Vi er medlem af Fri Læring. Derfor har jeg specifikt spurgt, om der var rabat til medlemmer der.

Nogle af de steder, hvor der er gratis adgang, er det kun gratis for det HU-registrerede barn og en voksen, mens mindre søskende og andre voksne skal betale. Det gælder for eksempel i Naturama i Svendborg.

Andre steder kan man få indgang, men skal selv betale, hvis man ønsker forløb, rundvisning og materiale. Fx skal du betale, hvis du i Arresten i Faaborg (Øhavsmuseet) vil lege detektiv og matche fingeraftryk med gerningsmænd (og det kan anbefales til de yngste).

Generelt vil de fleste steder gerne vide på forhånd, hvornår I kommer, og hvor mange I bliver – ligesom de, for den videre dokumentations skyld, gerne vil have en kopi af medlemsbeviset fra Fri Læring. Nogle steder er medlemsbeviset et reelt krav for gratis adgang.

I øvrigt er det min oplevelse, at både de steder, man skal betale, og de steder, der er gratis, er søde til at udlevere gratis undervisningsmateriale på forespørgsel.

Listen herunder bliver løbende opdateret, som vi kommer rundt i landet. Du er også mere end velkommen til at byde ind med steder. Det kan du gøre ved at skrive til marta@foedslen.dk.

 

Gratis adgang med Fri Læring:

Danmarks Borgcenter i Vordingborg (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Møns Museum (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Køge Museum (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Vikingeborgen Borgring ved Køge (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Næstved Museum (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Holmegaard Værk (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Øhavsmuseet Faaborg

Naturama i Svendborg

Moesgaard Museum ved Aarhus (husk dokumentation for status som hjemmeunderviser)

Den Fynske Landsby 

Frilandsmuseet Lyngby

H.C. Andersens Hus 

H.C. Andersens barndomshjem

Møntergården i Odense

Nationalmuseet i København

 

Rabat med Fri Læring

Københavns Zoo

Randers Regnskov (skoletjeneste-entréprisen er 65 kr. pr. elev. For hver 10 elever kommer en voksen med gratis. Øvrige voksne kommer ind til skoletjeneste-entrépris).

 

Adspurgt og ikke fri adgang:

Egeskov Slot på Fyn

Middelaldercentret ved Nykøbing Falster (dog udleverer de gerne undervisningsmateriale)

Arbejdermuseet i København (børn er dog gratis)

Cirkusmuseet i Hvidovre (børn er dog gratis)

Medicinhaverne i Tranekær (børn er dog gratis, og et medlemskab på 200 kr. om året giver gratis adgang for hele husstanden)

Geomuseum Faxe (undervisningsforløb kan dog bookes til skolepris)

Koldkrigsmuseum Stevnsfort (undervisningsforløb kan dog bookes til skolepris

Kulturmuseum Øst (undervisningsforløb kan dog bookes til skolepris

Søbogaard på Ærø

Marstal Søfartsmuseum

LÆS OGSÅ

Nyt råd: Det er nødvendigt at fortælle, hvem hjemmeunderviserne er

af | jul 7, 2021

LIVET MED BØRN

Nyt råd: Det er nødvendigt at fortælle, hvem hjemmeunderviserne er

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

7. juli 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

Et nyt privat råd bestående af de fire forhenværende og nuværende hjemmeskolere Mie Rinken, Sara Speyer, Maja Kielberg og Coco Kjærgaard vil klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. De vil også fungere som rådgivere og linjedommere for alle parter. Her kan du blive lidt klogere på deres mission og arbejde.

 

Hvorfor så I et behov for et råd for hjemmeundervisning?

På en måde kan man sige, at vi selv følte et behov. Som det er nu, er der en lovgivning, som kan tolkes forskelligt, faktisk meget forskelligt.

Der findes flere foreninger for hjemmeundervisere, og de gør det godt, så dem er vi ikke ude på at gå i bedene. De er dog alle medlemsfokuserede. De tilbyder blandt andet læringsportaler og arbejder hovedsageligt med netværk og medlem til medlem-vejledning i forbindelse med praktik og tilsyn.

Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.

Som der strømmer flere og flere hjemmeundervisere til, bliver den politiske opmærksomhed på området også skærpet. Det synes vi er vigtigt at imødekomme med oplysning.

Som praktiserende hjemmeundervisere kender vi alle de gængse fordomme, som vi skal igennem næsten hver gang, vi møder et nyt menneske. Men når det kommer til lovgivere, der kan lave ganske indgribende ændringer i vores daglige praktik, ser vi det som en nødvendighed at oplyse om, hvem hjemmeundervisere som gruppe faktisk er.

 

Hvad ønsker I med rådet?

Vi ønsker i grove træk at afstigmatisere – og dermed udbrede – kendskabet til hjemmeundervisning. Det vil vi gøre gennem flere tiltag. Vores intention er at være en formidlende og vejledende organisation. Vi synes, at det er enormt vigtigt, at forvaltninger, undervisningsministeriet og de enkelte tilsynsførende også har et sted at gå til, når de mangler oplysninger, eller samarbejdet slår knuder.

På en måde kan man sige, at vi ønsker at være linjevogtere. Dem som alle kan komme til, når der opstår udfordringer eller misforståelser.

 

Er det muligt at være neutrale linjedommere, når flere af jer i dag selv hjemmeskoler?

Vi mener ikke, vi skal være neutrale, men saglige. Vi er en privat virksomhed, og vi har interesse i tilfredse kunder på ”begge sider”. Samtidig skal man huske, at det er helt normalt i politisk arbejde, at man henter viden og sparring fra interesserede parter.

“Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.”

 
Rådet for Hjemmeundervisning

Det er sandt, at vi alle er hjemmeundervisere med samlet over 15 års erfaring med hjemmeundervisning – både privat og organisatorisk. Vi er grundigt inde i loven, og vi repræsenterer forskellige typer af undervisere og forskellige tilgange til tilsyn. Samtidig står vi rent fagligt meget stærkt. Vi tror på, at vores arbejde kan bringe parterne tættere sammen.

 

I har lavet et spørgeskema for at klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. Hvordan kan det være?

Fordi udover nogle universitetsspecialer så er der ingen forskning, i hvad hjemmeundervisning er i Danmark. Hvis vi skal gøre os forhåbning om politisk indflydelse, så er vi som gruppe nødt til at være belyst, sådan at lovgiverne ikke handler i mørke. Vi tror på, at man med viden opnår forståelse, og med forståelse undgår vi en masse frygtelige misforståelser og bekymringer på de hjemmeunderviste børns vegne. Derfor er det også vigtigt, at så mange som muligt går ind og svarer på skemaet inden den 15. juli. Så vi kan komme i gang med analysedelen og forhåbentlig have noget reelt materiale klar, inden efteråret rigtig får fat.

 

Hvilke ønsker har I til fremtidens hjemmeundervisning?

Det ville være attraktivt, at lovgivningen bevares, som den er. Blandt andet at metodefriheden bevares intakt. Dog har vi nogle ønsker for eksempel i forhold til, hvordan forvaltninger og tilsynsførendes opgaver udføres. Der høres mange historier om, at der bliver ført tilsyn både med barn og underviser i stedet for det, loven påbyder, nemlig kun undervisningen. Der er også ofte interessekonflikter, når forvaltninger tillader tidligere skoleledere at føre tilsyn hos en familie, som netop har fravalgt dennes skole.

 

Hvad kan I tilbyde?

Helt praktisk er vi en privatejet virksomhed. Det betyder også, at vi tager penge for vores arbejde. Som allerede nævnt vil vi tilbyde vejledning til forvaltninger, undervisningsministeriet, tilsynsførende og andre interessenter overalt i Danmark. Vi vil også tilbyde professionel vejledning, mægling og bisidderbistand til hjemmeundervisere i hele landet. Her vil det være muligt at købe forskellige ydelser – alt fra en enkelt times vejledning til opstartspakker, hvor vi hjælper godt i gang med både kommunikation til tilsynsførende, dokumentation, møder og evaluering deraf. Sådan at man er tryg, når man “tager fra os”.

Vi er lige nu i gang med at opbygge vores hjemmeside, hvorfra vi vil gøre det let at finde lokale hjemmeundervisningsgrupper. Vi vil også tydeliggøre lovgivning og forsøge at gøre det let at blive klog på HU. Det er også vores intention at udgive og oversætte forskningsartikler og interviews med både hjemmeundervisere, tilsynsførende og blandt andet politikere om hjemmeundervisning. Al den viden, vi fremsætter på hjemmesiden, er fuldstændig frit tilgængeligt, når den er klar.

LIVET MED BØRN

Nyt råd: Det er nødvendigt at fortælle, hvem hjemmeunderviserne er

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

7. juli 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

 

Et nyt privat råd bestående af de fire forhenværende og nuværende hjemmeskolere Mie Rinken, Sara Speyer, Maja Kielberg og Coco Kjærgaard vil klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. De vil også fungere som rådgivere og linjedommere for alle parter. Her kan du blive lidt klogere på deres mission og arbejde.

 

Hvorfor så I et behov for et råd for hjemmeundervisning?

På en måde kan man sige, at vi selv følte et behov. Som det er nu, er der en lovgivning, som kan tolkes forskelligt, faktisk meget forskelligt.

Der findes flere foreninger for hjemmeundervisere, og de gør det godt, så dem er vi ikke ude på at gå i bedene. De er dog alle medlemsfokuserede. De tilbyder blandt andet læringsportaler og arbejder hovedsageligt med netværk og medlem til medlem-vejledning i forbindelse med praktik og tilsyn.

Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.

Som der strømmer flere og flere hjemmeundervisere til, bliver den politiske opmærksomhed på området også skærpet. Det synes vi er vigtigt at imødekomme med oplysning.

Som praktiserende hjemmeundervisere kender vi alle de gængse fordomme, som vi skal igennem næsten hver gang, vi møder et nyt menneske. Men når det kommer til lovgivere, der kan lave ganske indgribende ændringer i vores daglige praktik, ser vi det som en nødvendighed at oplyse om, hvem hjemmeundervisere som gruppe faktisk er.

 

Hvad ønsker I med rådet?

Vi ønsker i grove træk at afstigmatisere – og dermed udbrede – kendskabet til hjemmeundervisning. Det vil vi gøre gennem flere tiltag. Vores intention er at være en formidlende og vejledende organisation. Vi synes, at det er enormt vigtigt, at forvaltninger, undervisningsministeriet og de enkelte tilsynsførende også har et sted at gå til, når de mangler oplysninger, eller samarbejdet slår knuder.

På en måde kan man sige, at vi ønsker at være linjevogtere. Dem som alle kan komme til, når der opstår udfordringer eller misforståelser.

 

Er det muligt at være neutrale linjedommere, når flere af jer i dag selv hjemmeskoler?

Vi mener ikke, vi skal være neutrale, men saglige. Vi er en privat virksomhed, og vi har interesse i tilfredse kunder på ”begge sider”. Samtidig skal man huske, at det er helt normalt i politisk arbejde, at man henter viden og sparring fra interesserede parter.

“Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.”

 
Rådet for Hjemmeundervisning

Det er sandt, at vi alle er hjemmeundervisere med samlet over 15 års erfaring med hjemmeundervisning – både privat og organisatorisk. Vi er grundigt inde i loven, og vi repræsenterer forskellige typer af undervisere og forskellige tilgange til tilsyn. Samtidig står vi rent fagligt meget stærkt. Vi tror på, at vores arbejde kan bringe parterne tættere sammen.

 

I har lavet et spørgeskema for at klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. Hvordan kan det være?

Fordi udover nogle universitetsspecialer så er der ingen forskning, i hvad hjemmeundervisning er i Danmark. Hvis vi skal gøre os forhåbning om politisk indflydelse, så er vi som gruppe nødt til at være belyst, sådan at lovgiverne ikke handler i mørke. Vi tror på, at man med viden opnår forståelse, og med forståelse undgår vi en masse frygtelige misforståelser og bekymringer på de hjemmeunderviste børns vegne. Derfor er det også vigtigt, at så mange som muligt går ind og svarer på skemaet inden den 15. juli. Så vi kan komme i gang med analysedelen og forhåbentlig have noget reelt materiale klar, inden efteråret rigtig får fat.

 

Hvilke ønsker har I til fremtidens hjemmeundervisning?

Det ville være attraktivt, at lovgivningen bevares, som den er. Blandt andet at metodefriheden bevares intakt. Dog har vi nogle ønsker for eksempel i forhold til, hvordan forvaltninger og tilsynsførendes opgaver udføres. Der høres mange historier om, at der bliver ført tilsyn både med barn og underviser i stedet for det, loven påbyder, nemlig kun undervisningen. Der er også ofte interessekonflikter, når forvaltninger tillader tidligere skoleledere at føre tilsyn hos en familie, som netop har fravalgt dennes skole.

 

Hvad kan I tilbyde?

Helt praktisk er vi en privatejet virksomhed. Det betyder også, at vi tager penge for vores arbejde. Som allerede nævnt vil vi tilbyde vejledning til forvaltninger, undervisningsministeriet, tilsynsførende og andre interessenter overalt i Danmark. Vi vil også tilbyde professionel vejledning, mægling og bisidderbistand til hjemmeundervisere i hele landet. Her vil det være muligt at købe forskellige ydelser – alt fra en enkelt times vejledning til opstartspakker, hvor vi hjælper godt i gang med både kommunikation til tilsynsførende, dokumentation, møder og evaluering deraf. Sådan at man er tryg, når man “tager fra os”.

Vi er lige nu i gang med at opbygge vores hjemmeside, hvorfra vi vil gøre det let at finde lokale hjemmeundervisningsgrupper. Vi vil også tydeliggøre lovgivning og forsøge at gøre det let at blive klog på HU. Det er også vores intention at udgive og oversætte forskningsartikler og interviews med både hjemmeundervisere, tilsynsførende og blandt andet politikere om hjemmeundervisning. Al den viden, vi fremsætter på hjemmesiden, er fuldstændig frit tilgængeligt, når den er klar.

 

Folkene bag

 

Mie Rinken, 37 år

Jeg har en baggrund som SoSu-hjælper, senere har jeg uddannet mig som coach og mentor og er blandt andet certificeret konfliktmægler, som jeg selvstændigt arbejder med i dag. Jeg praktiserer interessebaseret læring, unschooling om man vil, med vores ældste barn på 7 år. Det gør vi som en naturlig forlængelse af hjemmepasning gennem 5 år. For os har hjemmepasning og undervisning været et idealistisk valg i tråd med kerneværdier om frihed og nærvær. Jeg har været med til at stifte Rådet For Hjemmeundervisning, fordi jeg mener, der i miljøet mangler en organisation, som aktivt gør noget for at udbrede kendskabet til HU, og som har mod på at tage lovgiverne i hånden og være med til at sætte rammerne. Hvis de offentlige instanser har en sparringspartner, er alle bedre stillet – hjemmeundervisende i særdeleshed.

Sara Speyer, 52 år
Jeg har en cand.mag. i Indologi, som jeg tog, samtidig med at jeg hjemmeunderviste 3 af mine 4 (den ældste er voksen) børn. Min mand og jeg tog dem ud af hhv. 5., 3. og 1. klasse, da vi havde fået nok af det lave, faglige niveau i skolen. Vi har hjemmeundervist dem til og med 9. klasse (til og med 8. klasse for den yngste, som gik direkte fra 8. til gymnasiet), hvorefter de kom ind på gymnasiet og videre endnu. Vores yngste starter i 3.g i efteråret 2021. Vores hjemmeundervisning var forældrestyret efter aftale med børnene. Vi brugte matematik, latin og historie som fundament, og har givet et ‘Trivium light’. Jeg har været formand for Fri Læring i 2 år og har masser af praktisk erfaring med at være bisidder og rådgive for både hjemmeundervisere og myndigheder, især om tilsyn. Som jeg ser det, er der brug for Rådet for Hjemmeundervisning til at fungere som bisidder, rådgiver og samarbejdspartner for hjemmeundervisere – også de potentielt svære sager – og myndigheder.

Maja Kielberg, 36 år
Jeg er cand. soc. og var i gang med en PhD i katastrofeforskning på det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, da jeg besluttede at sige op for at tage børnene hjem. Vi har hjemmeskolet officielt i to år, og vi unschooler vores børn på 4 og 8 år. Jeg var glad for forskningsverdenen og savner af og til det kæmpe privilegium, det er, at blive betalt for at undersøge det, man synes, er allermest spændende. Men jeg er afklaret med min prioritering af at have god tid sammen med mine børn, mens de er små, og vi trives alle fire i vores frie liv. Jeg har læst mange forskningsartikler om hjemmeskole, og jeg har undret mig over, at der ikke findes noget forskning i Danmark, udover et par specialer hist og her. Jeg er meget inspireret af den norske forskning, der findes, og jeg finder det oplagt, at vi begynder at undersøge og klarlægge det danske hjemmeskolemiljø mere systematisk.

Coco Kjærgaard, 41 år

Jeg er først uddannet byggetekniker og siden multimediedesigner. Jeg har været almindelig lønmodtager i det første fag, men har, siden børnene kom, udelukkende arbejdet freelance – mest i det sidste fag. Det stod ikke i kortene, at jeg overhovedet skulle have børn. Det hele startede med en rationalisering om, at hvis andre blev så glad for deres, så skulle jeg vel også have nogle. Det var således heller ikke forventet, at jeg ville overgive mig til hjemmelivet. Men sagen var den, at jeg ikke skulle opholde mig længe i institutionerne for at forstå, at det ikke var et sted, jeg ville anbringe mennesker, jeg holder af. Derfor hjemmeunderviser jeg i dag mine tre børn på 7, 9 og 11 år. Jeg oplever, at de offentlige forvaltninger på ingen måde er klædt tilstrækkeligt på til at føre tilsyn med hjemmeundervisning. Derfor må de enkelte tilsynsførende selv opfinde nogle regler undervejs. Regler, som ofte kommer til at gøre ondt på hjemmeundervisere, de hjemmeunderviste børn og i sidste ende på forvaltningen selv. Jeg har engageret mig i Rådet for Hjemmeundervisning for at styrke forvaltningerne, så de har et solidt grundlag at føre tilsyn på.

 

Du kan følge Rådet for Hjemmeundervisning på Facebook og deltage i deres undersøgelse her.

Se også rådets hjemmeside www.blivklogpaahu.nu.

 

LÆS OGSÅ

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

af | maj 6, 2021

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

 

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

LÆS OGSÅ