Medlem af Fri Læring? Her får du gratis adgang eller rabat

TIPS&TRICKS

Medlem af Fri Læring? Her får du gratis adgang eller rabat

Det er i dag muligt at få rabat eller komme gratis ind flere steder, når du hjemmeskoler. Blandt andet her hos Danmarks Borgcenter. Foto: Frame & Work / Museum Sydøstdanmark

18. august 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Frame & Work / Museum Sydøstdanmark
 

Det er i dag muligt at få rabat eller komme gratis ind flere steder, når du hjemmeskoler. Jeg har samlet en række af disse steder i dette indlæg.

 

Da jeg i sommer skulle planlægge forskellige besøg på museer mv, kunne jeg ikke finde en liste over de steder, hvor det som hjemmeskoler var muligt at få rabat eller komme gratis ind. Derfor begyndte jeg selv at skrive rundt og notere stedernes svar. Vi er medlem af Fri Læring. Derfor har jeg specifikt spurgt, om der var rabat til medlemmer der.

Nogle af de steder, hvor der er gratis adgang, er det kun gratis for det HU-registrerede barn og en voksen, mens mindre søskende og andre voksne skal betale. Det gælder for eksempel i Naturama i Svendborg.

Andre steder kan man få indgang, men skal selv betale, hvis man ønsker forløb, rundvisning og materiale. Fx skal du betale, hvis du i Arresten i Faaborg (Øhavsmuseet) vil lege detektiv og matche fingeraftryk med gerningsmænd (og det kan anbefales til de yngste).

Generelt vil de fleste steder gerne vide på forhånd, hvornår I kommer, og hvor mange I bliver – ligesom de, for den videre dokumentations skyld, gerne vil have en kopi af medlemsbeviset fra Fri Læring. Nogle steder er medlemsbeviset et reelt krav for gratis adgang.

I øvrigt er det min oplevelse, at både de steder, man skal betale, og de steder, der er gratis, er søde til at udlevere gratis undervisningsmateriale på forespørgsel.

Listen herunder bliver løbende opdateret, som vi kommer rundt i landet. Du er også mere end velkommen til at byde ind med steder. Det kan du gøre ved at skrive til marta@foedslen.dk.

 

Gratis adgang med Fri Læring:

Danmarks Borgcenter i Vordingborg (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Møns Museum (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Køge Museum (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Vikingeborgen Borgring ved Køge (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Næstved Museum (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Holmegaard Værk (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Øhavsmuseet Faaborg

Naturama i Svendborg

Moesgaard Museum ved Aarhus (husk dokumentation for status som hjemmeunderviser)

Den Fynske Landsby 

Frilandsmuseet Lyngby

H.C. Andersens Hus 

H.C. Andersens barndomshjem

Møntergården i Odense

Nationalmuseet i København

 

Rabat med Fri Læring

Københavns Zoo

Randers Regnskov (skoletjeneste-entréprisen er 65 kr. pr. elev. For hver 10 elever kommer en voksen med gratis. Øvrige voksne kommer ind til skoletjeneste-entrépris).

 

Adspurgt og ikke fri adgang:

Egeskov Slot på Fyn

Middelaldercentret ved Nykøbing Falster (dog udleverer de gerne undervisningsmateriale)

Arbejdermuseet i København (børn er dog gratis)

Cirkusmuseet i Hvidovre (børn er dog gratis)

Medicinhaverne i Tranekær (børn er dog gratis, og et medlemskab på 200 kr. om året giver gratis adgang for hele husstanden)

Geomuseum Faxe (undervisningsforløb kan dog bookes til skolepris)

Koldkrigsmuseum Stevnsfort (undervisningsforløb kan dog bookes til skolepris

Kulturmuseum Øst (undervisningsforløb kan dog bookes til skolepris

Søbogaard på Ærø

Marstal Søfartsmuseum

TIPS&TRICKS

Medlem af Fri Læring? Her får du gratis adgang eller rabat

Det er i dag muligt at få rabat eller komme gratis ind flere steder, når du hjemmeskoler. Blandt andet her hos Danmarks Borgcenter. Foto: Frame & Work / Museum Sydøstdanmark

18. august 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Frame & Work / Museum Sydøstdanmark
 

Det er i dag muligt at få rabat eller komme gratis ind flere steder, når du hjemmeskoler. Jeg har samlet en række af disse steder i dette indlæg.

 

Da jeg i sommer skulle planlægge forskellige besøg på museer mv, kunne jeg ikke finde en liste over de steder, hvor det som hjemmeskoler var muligt at få rabat eller komme gratis ind. Derfor begyndte jeg selv at skrive rundt og notere stedernes svar. Vi er medlem af Fri Læring. Derfor har jeg specifikt spurgt, om der var rabat til medlemmer der.

Nogle af de steder, hvor der er gratis adgang, er det kun gratis for det HU-registrerede barn og en voksen, mens mindre søskende og andre voksne skal betale. Det gælder for eksempel i Naturama i Svendborg.

Andre steder kan man få indgang, men skal selv betale, hvis man ønsker forløb, rundvisning og materiale. Fx skal du betale, hvis du i Arresten i Faaborg (Øhavsmuseet) vil lege detektiv og matche fingeraftryk med gerningsmænd (og det kan anbefales til de yngste).

Generelt vil de fleste steder gerne vide på forhånd, hvornår I kommer, og hvor mange I bliver – ligesom de, for den videre dokumentations skyld, gerne vil have en kopi af medlemsbeviset fra Fri Læring. Nogle steder er medlemsbeviset et reelt krav for gratis adgang.

I øvrigt er det min oplevelse, at både de steder, man skal betale, og de steder, der er gratis, er søde til at udlevere gratis undervisningsmateriale på forespørgsel.

Listen herunder bliver løbende opdateret, som vi kommer rundt i landet. Du er også mere end velkommen til at byde ind med steder. Det kan du gøre ved at skrive til marta@foedslen.dk.

 

Gratis adgang med Fri Læring:

Danmarks Borgcenter i Vordingborg (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Møns Museum (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Køge Museum (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Vikingeborgen Borgring ved Køge (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Næstved Museum (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Holmegaard Værk (ønsker mail inden besøg med dato og antal samt kopi af medlemsbevis af Fri Læring ved indgang)

Øhavsmuseet Faaborg

Naturama i Svendborg

Moesgaard Museum ved Aarhus (husk dokumentation for status som hjemmeunderviser)

Den Fynske Landsby 

Frilandsmuseet Lyngby

H.C. Andersens Hus 

H.C. Andersens barndomshjem

Møntergården i Odense

Nationalmuseet i København

 

Rabat med Fri Læring

Københavns Zoo

Randers Regnskov (skoletjeneste-entréprisen er 65 kr. pr. elev. For hver 10 elever kommer en voksen med gratis. Øvrige voksne kommer ind til skoletjeneste-entrépris).

 

Adspurgt og ikke fri adgang:

Egeskov Slot på Fyn

Middelaldercentret ved Nykøbing Falster (dog udleverer de gerne undervisningsmateriale)

Arbejdermuseet i København (børn er dog gratis)

Cirkusmuseet i Hvidovre (børn er dog gratis)

Medicinhaverne i Tranekær (børn er dog gratis, og et medlemskab på 200 kr. om året giver gratis adgang for hele husstanden)

Geomuseum Faxe (undervisningsforløb kan dog bookes til skolepris)

Koldkrigsmuseum Stevnsfort (undervisningsforløb kan dog bookes til skolepris

Kulturmuseum Øst (undervisningsforløb kan dog bookes til skolepris

Søbogaard på Ærø

Marstal Søfartsmuseum

LÆS OGSÅ

Nyt råd: Det er nødvendigt at fortælle, hvem hjemmeunderviserne er

LIVET MED BØRN

Nyt råd: Det er nødvendigt at fortælle, hvem hjemmeunderviserne er

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

7. juli 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

Et nyt privat råd bestående af de fire forhenværende og nuværende hjemmeskolere Mie Rinken, Sara Speyer, Maja Kielberg og Coco Kjærgaard vil klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. De vil også fungere som rådgivere og linjedommere for alle parter. Her kan du blive lidt klogere på deres mission og arbejde.

 

Hvorfor så I et behov for et råd for hjemmeundervisning?

På en måde kan man sige, at vi selv følte et behov. Som det er nu, er der en lovgivning, som kan tolkes forskelligt, faktisk meget forskelligt.

Der findes flere foreninger for hjemmeundervisere, og de gør det godt, så dem er vi ikke ude på at gå i bedene. De er dog alle medlemsfokuserede. De tilbyder blandt andet læringsportaler og arbejder hovedsageligt med netværk og medlem til medlem-vejledning i forbindelse med praktik og tilsyn.

Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.

Som der strømmer flere og flere hjemmeundervisere til, bliver den politiske opmærksomhed på området også skærpet. Det synes vi er vigtigt at imødekomme med oplysning.

Som praktiserende hjemmeundervisere kender vi alle de gængse fordomme, som vi skal igennem næsten hver gang, vi møder et nyt menneske. Men når det kommer til lovgivere, der kan lave ganske indgribende ændringer i vores daglige praktik, ser vi det som en nødvendighed at oplyse om, hvem hjemmeundervisere som gruppe faktisk er.

 

Hvad ønsker I med rådet?

Vi ønsker i grove træk at afstigmatisere – og dermed udbrede – kendskabet til hjemmeundervisning. Det vil vi gøre gennem flere tiltag. Vores intention er at være en formidlende og vejledende organisation. Vi synes, at det er enormt vigtigt, at forvaltninger, undervisningsministeriet og de enkelte tilsynsførende også har et sted at gå til, når de mangler oplysninger, eller samarbejdet slår knuder.

På en måde kan man sige, at vi ønsker at være linjevogtere. Dem som alle kan komme til, når der opstår udfordringer eller misforståelser.

 

Er det muligt at være neutrale linjedommere, når flere af jer i dag selv hjemmeskoler?

Vi mener ikke, vi skal være neutrale, men saglige. Vi er en privat virksomhed, og vi har interesse i tilfredse kunder på ”begge sider”. Samtidig skal man huske, at det er helt normalt i politisk arbejde, at man henter viden og sparring fra interesserede parter.

“Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.”

 
Rådet for Hjemmeundervisning

Det er sandt, at vi alle er hjemmeundervisere med samlet over 15 års erfaring med hjemmeundervisning – både privat og organisatorisk. Vi er grundigt inde i loven, og vi repræsenterer forskellige typer af undervisere og forskellige tilgange til tilsyn. Samtidig står vi rent fagligt meget stærkt. Vi tror på, at vores arbejde kan bringe parterne tættere sammen.

 

I har lavet et spørgeskema for at klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. Hvordan kan det være?

Fordi udover nogle universitetsspecialer så er der ingen forskning, i hvad hjemmeundervisning er i Danmark. Hvis vi skal gøre os forhåbning om politisk indflydelse, så er vi som gruppe nødt til at være belyst, sådan at lovgiverne ikke handler i mørke. Vi tror på, at man med viden opnår forståelse, og med forståelse undgår vi en masse frygtelige misforståelser og bekymringer på de hjemmeunderviste børns vegne. Derfor er det også vigtigt, at så mange som muligt går ind og svarer på skemaet inden den 15. juli. Så vi kan komme i gang med analysedelen og forhåbentlig have noget reelt materiale klar, inden efteråret rigtig får fat.

 

Hvilke ønsker har I til fremtidens hjemmeundervisning?

Det ville være attraktivt, at lovgivningen bevares, som den er. Blandt andet at metodefriheden bevares intakt. Dog har vi nogle ønsker for eksempel i forhold til, hvordan forvaltninger og tilsynsførendes opgaver udføres. Der høres mange historier om, at der bliver ført tilsyn både med barn og underviser i stedet for det, loven påbyder, nemlig kun undervisningen. Der er også ofte interessekonflikter, når forvaltninger tillader tidligere skoleledere at føre tilsyn hos en familie, som netop har fravalgt dennes skole.

 

Hvad kan I tilbyde?

Helt praktisk er vi en privatejet virksomhed. Det betyder også, at vi tager penge for vores arbejde. Som allerede nævnt vil vi tilbyde vejledning til forvaltninger, undervisningsministeriet, tilsynsførende og andre interessenter overalt i Danmark. Vi vil også tilbyde professionel vejledning, mægling og bisidderbistand til hjemmeundervisere i hele landet. Her vil det være muligt at købe forskellige ydelser – alt fra en enkelt times vejledning til opstartspakker, hvor vi hjælper godt i gang med både kommunikation til tilsynsførende, dokumentation, møder og evaluering deraf. Sådan at man er tryg, når man “tager fra os”.

Vi er lige nu i gang med at opbygge vores hjemmeside, hvorfra vi vil gøre det let at finde lokale hjemmeundervisningsgrupper. Vi vil også tydeliggøre lovgivning og forsøge at gøre det let at blive klog på HU. Det er også vores intention at udgive og oversætte forskningsartikler og interviews med både hjemmeundervisere, tilsynsførende og blandt andet politikere om hjemmeundervisning. Al den viden, vi fremsætter på hjemmesiden, er fuldstændig frit tilgængeligt, når den er klar.

LIVET MED BØRN

Nyt råd: Det er nødvendigt at fortælle, hvem hjemmeunderviserne er

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

7. juli 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

 

Et nyt privat råd bestående af de fire forhenværende og nuværende hjemmeskolere Mie Rinken, Sara Speyer, Maja Kielberg og Coco Kjærgaard vil klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. De vil også fungere som rådgivere og linjedommere for alle parter. Her kan du blive lidt klogere på deres mission og arbejde.

 

Hvorfor så I et behov for et råd for hjemmeundervisning?

På en måde kan man sige, at vi selv følte et behov. Som det er nu, er der en lovgivning, som kan tolkes forskelligt, faktisk meget forskelligt.

Der findes flere foreninger for hjemmeundervisere, og de gør det godt, så dem er vi ikke ude på at gå i bedene. De er dog alle medlemsfokuserede. De tilbyder blandt andet læringsportaler og arbejder hovedsageligt med netværk og medlem til medlem-vejledning i forbindelse med praktik og tilsyn.

Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.

Som der strømmer flere og flere hjemmeundervisere til, bliver den politiske opmærksomhed på området også skærpet. Det synes vi er vigtigt at imødekomme med oplysning.

Som praktiserende hjemmeundervisere kender vi alle de gængse fordomme, som vi skal igennem næsten hver gang, vi møder et nyt menneske. Men når det kommer til lovgivere, der kan lave ganske indgribende ændringer i vores daglige praktik, ser vi det som en nødvendighed at oplyse om, hvem hjemmeundervisere som gruppe faktisk er.

 

Hvad ønsker I med rådet?

Vi ønsker i grove træk at afstigmatisere – og dermed udbrede – kendskabet til hjemmeundervisning. Det vil vi gøre gennem flere tiltag. Vores intention er at være en formidlende og vejledende organisation. Vi synes, at det er enormt vigtigt, at forvaltninger, undervisningsministeriet og de enkelte tilsynsførende også har et sted at gå til, når de mangler oplysninger, eller samarbejdet slår knuder.

På en måde kan man sige, at vi ønsker at være linjevogtere. Dem som alle kan komme til, når der opstår udfordringer eller misforståelser.

 

Er det muligt at være neutrale linjedommere, når flere af jer i dag selv hjemmeskoler?

Vi mener ikke, vi skal være neutrale, men saglige. Vi er en privat virksomhed, og vi har interesse i tilfredse kunder på ”begge sider”. Samtidig skal man huske, at det er helt normalt i politisk arbejde, at man henter viden og sparring fra interesserede parter.

“Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.”

 
Rådet for Hjemmeundervisning

Det er sandt, at vi alle er hjemmeundervisere med samlet over 15 års erfaring med hjemmeundervisning – både privat og organisatorisk. Vi er grundigt inde i loven, og vi repræsenterer forskellige typer af undervisere og forskellige tilgange til tilsyn. Samtidig står vi rent fagligt meget stærkt. Vi tror på, at vores arbejde kan bringe parterne tættere sammen.

 

I har lavet et spørgeskema for at klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. Hvordan kan det være?

Fordi udover nogle universitetsspecialer så er der ingen forskning, i hvad hjemmeundervisning er i Danmark. Hvis vi skal gøre os forhåbning om politisk indflydelse, så er vi som gruppe nødt til at være belyst, sådan at lovgiverne ikke handler i mørke. Vi tror på, at man med viden opnår forståelse, og med forståelse undgår vi en masse frygtelige misforståelser og bekymringer på de hjemmeunderviste børns vegne. Derfor er det også vigtigt, at så mange som muligt går ind og svarer på skemaet inden den 15. juli. Så vi kan komme i gang med analysedelen og forhåbentlig have noget reelt materiale klar, inden efteråret rigtig får fat.

 

Hvilke ønsker har I til fremtidens hjemmeundervisning?

Det ville være attraktivt, at lovgivningen bevares, som den er. Blandt andet at metodefriheden bevares intakt. Dog har vi nogle ønsker for eksempel i forhold til, hvordan forvaltninger og tilsynsførendes opgaver udføres. Der høres mange historier om, at der bliver ført tilsyn både med barn og underviser i stedet for det, loven påbyder, nemlig kun undervisningen. Der er også ofte interessekonflikter, når forvaltninger tillader tidligere skoleledere at føre tilsyn hos en familie, som netop har fravalgt dennes skole.

 

Hvad kan I tilbyde?

Helt praktisk er vi en privatejet virksomhed. Det betyder også, at vi tager penge for vores arbejde. Som allerede nævnt vil vi tilbyde vejledning til forvaltninger, undervisningsministeriet, tilsynsførende og andre interessenter overalt i Danmark. Vi vil også tilbyde professionel vejledning, mægling og bisidderbistand til hjemmeundervisere i hele landet. Her vil det være muligt at købe forskellige ydelser – alt fra en enkelt times vejledning til opstartspakker, hvor vi hjælper godt i gang med både kommunikation til tilsynsførende, dokumentation, møder og evaluering deraf. Sådan at man er tryg, når man “tager fra os”.

Vi er lige nu i gang med at opbygge vores hjemmeside, hvorfra vi vil gøre det let at finde lokale hjemmeundervisningsgrupper. Vi vil også tydeliggøre lovgivning og forsøge at gøre det let at blive klog på HU. Det er også vores intention at udgive og oversætte forskningsartikler og interviews med både hjemmeundervisere, tilsynsførende og blandt andet politikere om hjemmeundervisning. Al den viden, vi fremsætter på hjemmesiden, er fuldstændig frit tilgængeligt, når den er klar.

 

Folkene bag

 

Mie Rinken, 37 år

Jeg har en baggrund som SoSu-hjælper, senere har jeg uddannet mig som coach og mentor og er blandt andet certificeret konfliktmægler, som jeg selvstændigt arbejder med i dag. Jeg praktiserer interessebaseret læring, unschooling om man vil, med vores ældste barn på 7 år. Det gør vi som en naturlig forlængelse af hjemmepasning gennem 5 år. For os har hjemmepasning og undervisning været et idealistisk valg i tråd med kerneværdier om frihed og nærvær. Jeg har været med til at stifte Rådet For Hjemmeundervisning, fordi jeg mener, der i miljøet mangler en organisation, som aktivt gør noget for at udbrede kendskabet til HU, og som har mod på at tage lovgiverne i hånden og være med til at sætte rammerne. Hvis de offentlige instanser har en sparringspartner, er alle bedre stillet – hjemmeundervisende i særdeleshed.

Sara Speyer, 52 år
Jeg har en cand.mag. i Indologi, som jeg tog, samtidig med at jeg hjemmeunderviste 3 af mine 4 (den ældste er voksen) børn. Min mand og jeg tog dem ud af hhv. 5., 3. og 1. klasse, da vi havde fået nok af det lave, faglige niveau i skolen. Vi har hjemmeundervist dem til og med 9. klasse (til og med 8. klasse for den yngste, som gik direkte fra 8. til gymnasiet), hvorefter de kom ind på gymnasiet og videre endnu. Vores yngste starter i 3.g i efteråret 2021. Vores hjemmeundervisning var forældrestyret efter aftale med børnene. Vi brugte matematik, latin og historie som fundament, og har givet et ‘Trivium light’. Jeg har været formand for Fri Læring i 2 år og har masser af praktisk erfaring med at være bisidder og rådgive for både hjemmeundervisere og myndigheder, især om tilsyn. Som jeg ser det, er der brug for Rådet for Hjemmeundervisning til at fungere som bisidder, rådgiver og samarbejdspartner for hjemmeundervisere – også de potentielt svære sager – og myndigheder.

Maja Kielberg, 36 år
Jeg er cand. soc. og var i gang med en PhD i katastrofeforskning på det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, da jeg besluttede at sige op for at tage børnene hjem. Vi har hjemmeskolet officielt i to år, og vi unschooler vores børn på 4 og 8 år. Jeg var glad for forskningsverdenen og savner af og til det kæmpe privilegium, det er, at blive betalt for at undersøge det, man synes, er allermest spændende. Men jeg er afklaret med min prioritering af at have god tid sammen med mine børn, mens de er små, og vi trives alle fire i vores frie liv. Jeg har læst mange forskningsartikler om hjemmeskole, og jeg har undret mig over, at der ikke findes noget forskning i Danmark, udover et par specialer hist og her. Jeg er meget inspireret af den norske forskning, der findes, og jeg finder det oplagt, at vi begynder at undersøge og klarlægge det danske hjemmeskolemiljø mere systematisk.

Coco Kjærgaard, 41 år

Jeg er først uddannet byggetekniker og siden multimediedesigner. Jeg har været almindelig lønmodtager i det første fag, men har, siden børnene kom, udelukkende arbejdet freelance – mest i det sidste fag. Det stod ikke i kortene, at jeg overhovedet skulle have børn. Det hele startede med en rationalisering om, at hvis andre blev så glad for deres, så skulle jeg vel også have nogle. Det var således heller ikke forventet, at jeg ville overgive mig til hjemmelivet. Men sagen var den, at jeg ikke skulle opholde mig længe i institutionerne for at forstå, at det ikke var et sted, jeg ville anbringe mennesker, jeg holder af. Derfor hjemmeunderviser jeg i dag mine tre børn på 7, 9 og 11 år. Jeg oplever, at de offentlige forvaltninger på ingen måde er klædt tilstrækkeligt på til at føre tilsyn med hjemmeundervisning. Derfor må de enkelte tilsynsførende selv opfinde nogle regler undervejs. Regler, som ofte kommer til at gøre ondt på hjemmeundervisere, de hjemmeunderviste børn og i sidste ende på forvaltningen selv. Jeg har engageret mig i Rådet for Hjemmeundervisning for at styrke forvaltningerne, så de har et solidt grundlag at føre tilsyn på.

 

Du kan følge Rådet for Hjemmeundervisning på Facebook og deltage i deres undersøgelse her.

Se også rådets hjemmeside www.blivklogpaahu.nu.

 

LÆS OGSÅ

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

 

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

LÆS OGSÅ

Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

DEBAT

Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly SikkemaUnsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Tavshedskulturen rammer vores børn
– derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly SikkemaUnsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Hvor er vores landsby?

MODERSKAB

Hvor er vores landsby?

Hvor er min landsby w og w

10. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være et ensomt eller adskilt foretagende. Og jeg savner, som mange andre, en “landsby” omkring mig.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

Da vi for omkring 2,5 år siden købte det hus, vi bor i nu, var det for at komme ud af byen. Vi ønskede mere luft, mere natur, mere have og mindre trafik omkring os.

Vi anede intet om området eller byen, hvor det, der syntes at være vores drømmehus, lå. Men det opfyldte alle vores ovennævnte ønsker. Og så lå det tæt på s-tog, hvilket jeg havde insisteret på for at kunne komme let til og fra arbejde.

På intet tidspunkt overvejede vi at undersøge, om der var nogen hjemmegående, hjemmeskolere og skoler med alternative tilgange til læring og mennesket generelt. Der var vi slet ikke. Der var jeg ikke endnu.

Godt nok arbejdede jeg, efter at være gået længere og længere ned i tid, kun to dage om ugen, og jeg mærkede, at noget ikke var, som det skulle være. Jeg hadede at være adskilt fra mine børn. Og mine børn fortalte tydeligt, at det heller ikke var rigtigt for dem. Men det var først, da vi var flyttet og havde prøvet flere af de lokale institutioner, at vi tog beslutningen: Meldte børnene ud og gjorde den orlov, jeg havde nået at få, til en fratrædelse.

Det var en lettelse. Og uden tvivl det helt rigtige for os.

Jeg gemmer alle sekunderne med mine børn i hjertet. Også de hårde, vanvittige og dem, hvor jeg føler mig magtesløs og mærker mit indre barn.

Vi har selv valgt dette liv, og jeg ville ikke bytte det for noget andet. Men det betyder ikke, at det ikke er hårdt. Og jeg savner landsbyen. Børnefamilierne, der ikke bare bor rundt om hjørnet, men som rent faktisk også er hjemme i dagtimerne. Voksne og børn, vi kan dele vores hverdag med, lege med, snakke med, grine med og som kan springe til og hjælpe, når jeg skal til læge, frisør, handle eller bare har brug for fem minutter selv. Familier, som vi kan være der tilsvarende for.

Jeg savner især landsbyen og det nære fællesskab nu, hvor min søn har den alder, hvor han, efter normen, skal i skole. For hvor ville jeg ønske, at valget ikke stod mellem at hjemmeskole med et netværk, vi skal køre langt for, eller en lokal, men meget bogligt orienteret, privatskole to minutter fra vores bopæl – godt nok med flere venner fra legegruppen.

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være enten et ensomt eller et adskilt foretagende. Ordsproget it takes a village to raise a child giver så god mening. Og jeg håber, vi som samfund en dag vågner og skaber bedre vilkår for nybagte mødre og børnefamilier i det hele taget. Og jeg håber, at landsbyen – forstået som kærlige og nærværende mennesker omkring os – i fremtiden vil blive en selvfølgelighed. At det er det, vi også politisk vil skabe bedre rammer for.

Selv er jeg så taknemmelig for de familier, vi har fundet i vores by, og nyder at tilbringe dagene med dem. De er så vigtige i vores liv. Men det, vi har, er ikke den landsby, jeg for alvor drømmer om. Det er ikke et sted, hvor man, som en – for mig betydningsfuld – person forleden udtrykte det, bare løber over på den anden side af vejen til genboen og leger. Alting skal planlægges og aftales.

Skulle jeg flytte i dag, skulle det være for at finde vores landsby. Fællesskabet. Men jeg fornemmer, vi er mange, der leder og længes.

Og findes den overhovedet, landsbyen? Eller skal vi skabe den selv?

Har du fundet din?

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

MODERSKAB

Hvor er vores landsby?

Hvor er min landsby w og w

10. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være et ensomt eller adskilt foretagende. Og jeg savner, som mange andre, en “landsby” omkring mig.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

Da vi for omkring 2,5 år siden købte det hus, vi bor i nu, var det for at komme ud af byen. Vi ønskede mere luft, mere natur, mere have og mindre trafik omkring os.

Vi anede intet om området eller byen, hvor det, der syntes at være vores drømmehus, lå. Men det opfyldte alle vores ovennævnte ønsker. Og så lå det tæt på s-tog, hvilket jeg havde insisteret på for at kunne komme let til og fra arbejde.

På intet tidspunkt overvejede vi at undersøge, om der var nogen hjemmegående, hjemmeskolere og skoler med alternative tilgange til læring og mennesket generelt. Der var vi slet ikke. Der var jeg ikke endnu.

Godt nok arbejdede jeg, efter at være gået længere og længere ned i tid, kun to dage om ugen, og jeg mærkede, at noget ikke var, som det skulle være. Jeg hadede at være adskilt fra mine børn. Og mine børn fortalte tydeligt, at det heller ikke var rigtigt for dem. Men det var først, da vi var flyttet og havde prøvet flere af de lokale institutioner, at vi tog beslutningen: Meldte børnene ud og gjorde den orlov, jeg havde nået at få, til en fratrædelse.

Det var en lettelse. Og uden tvivl det helt rigtige for os.

Jeg gemmer alle sekunderne med mine børn i hjertet. Også de hårde, vanvittige og dem, hvor jeg føler mig magtesløs og mærker mit indre barn.

Vi har selv valgt dette liv, og jeg ville ikke bytte det for noget andet. Men det betyder ikke, at det ikke er hårdt. Og jeg savner landsbyen. Børnefamilierne, der ikke bare bor rundt om hjørnet, men som rent faktisk også er hjemme i dagtimerne. Voksne og børn, vi kan dele vores hverdag med, lege med, snakke med, grine med og som kan springe til og hjælpe, når jeg skal til læge, frisør, handle eller bare har brug for fem minutter selv. Familier, som vi kan være der tilsvarende for.

Jeg savner især landsbyen og det nære fællesskab nu, hvor min søn har den alder, hvor han, efter normen, skal i skole. For hvor ville jeg ønske, at valget ikke stod mellem at hjemmeskole med et netværk, vi skal køre langt for, eller en lokal, men meget bogligt orienteret, privatskole to minutter fra vores bopæl – godt nok med flere venner fra legegruppen.

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være enten et ensomt eller et adskilt foretagende. Ordsproget it takes a village to raise a child giver så god mening. Og jeg håber, vi som samfund en dag vågner og skaber bedre vilkår for nybagte mødre og børnefamilier i det hele taget. Og jeg håber, at landsbyen – forstået som kærlige og nærværende mennesker omkring os – i fremtiden vil blive en selvfølgelighed. At det er det, vi også politisk vil skabe bedre rammer for.

Selv er jeg så taknemmelig for de familier, vi har fundet i vores by, og nyder at tilbringe dagene med dem. De er så vigtige i vores liv. Men det, vi har, er ikke den landsby, jeg for alvor drømmer om. Det er ikke et sted, hvor man, som en – for mig betydningsfuld – person forleden udtrykte det, bare løber over på den anden side af vejen til genboen og leger. Alting skal planlægges og aftales.

Skulle jeg flytte i dag, skulle det være for at finde vores landsby. Fællesskabet. Men jeg fornemmer, vi er mange, der leder og længes.

Og findes den overhovedet, landsbyen? Eller skal vi skabe den selv?

Har du fundet din?

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ