Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst

af | jan 1, 2024

ANMELDELSE

Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

1. januar 2024 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Muusmann

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

ANMELDELSE Dit barn – dine beslutninger er en bog, jeg håber, jordemødre og andre med kontakt til vordende og nybagte forældre vil uddele rundhåndet.

For udover at være kort, skrevet i et enkelt og letforståeligt sprog, peger den også på andre veje og måder at gøre tingene på end dem, vi ofte støder på i det etablerede sundhedssystem og samfundet generelt.

Kærlige alternativer, kalder forfatter Camilla Willumsen det meget dækkende selv.

Og dem er der i den grad brug for.

For som kommende eller nybagte forældre kan vi let komme til at handle ud fra andres forventninger, nedarvede mønstre eller samfundets normer frem for, hvad der føles rigtigt for lige netop os og vores børn.

Dit barn – dine beslutninger er derfor en lille tiltrængt perle, som rummer lige netop nok viden og input til at sætte nye tanker og følelser i gang – eller bakke op om nogen, som måske allerede er der, men ikke tidligere er blevet mødt.

“Du behøver ikke diske op med en akademisk eller forskningsbaseret argumentation for dine valg. Du har ret til at træffe dine valg, og du skylder ikke andre at forsvare dem.”

 
Camilla Willumsen

Med hjælp fra flere dygtige fagfolk kommer Camilla Willumsen således også omkring stort alle de aspekter af fødsel, graviditet og moderskab, jeg selv gerne ville have været introduceret for tidligere i mit eget moderskab.

For eksempel bidrager psykolog og spædbarnsterapeut Henrik Dybvad med et afsnit om fostrets og fødslens psykologi og tydeliggør klart, hvor vigtig tiden inden, barnet bliver født, også er. Anne Ruby, der er privat jordemoder og hypnoterapeut, skriver om, hvilke overvejelser man kan gøre sig inden fødslen for at tage ejerskab over den. Og læge Nanna-Marie Bjerre skriver om navlesnorens funktion og fordelene ved sen afnavling. 

Bogen rummer dog også kapitler om blandt andet rebozo-massage, doula-effekten, hjemmefødsel, amning og brug af sundhedsplejerske samt læge efter fødslen.

Det hele kædes sammen af Camilla Willumsens egne oplevelser og erfaringer med en traumatisk fødsel i 2011 og en – på den anden side – helende og transformerende fødsel igen i 2015.

Det, sammen de med korte kapitler, der hver især kan ses som appetizere, hvorfra man selv kan opsøge yderligere og uddybende viden, hvis det ønskes, fungerer virkelig godt og understreger kun bogens budskab.

For som Camilla Willumsen selv skriver:

”Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst. Hvis du fx oplever, at dit barn har behov for at blive ammet om natten, så har det nok det. Du ved meget mere om dit barns behov, end du måske tror. Det er nok en viden, der til dels er ordløs, men de gør den ikke mindre sand. Du behøver ikke diske op med en akademisk eller forskningsbaseret argumentation for dine valg. Du har ret til at træffe dine valg, og du skylder ikke andre at forsvare dem.”

Dit barn – dine beslutninger er den blide hånd i ryggen, der støtter dig i tage din autoritet tilbage og stole på egne forældreevner, og den har været manglet.

ANMELDELSE

Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

1. januar 2024 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Muusmann

 

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

 

ANMELDELSE Dit barn – dine beslutninger er en bog, jeg håber, jordemødre og andre med kontakt til vordende og nybagte forældre vil uddele rundhåndet.

For udover at være kort, skrevet i et enkelt og letforståeligt sprog, peger den også på andre veje og måder at gøre tingene på end dem, vi ofte støder på i det etablerede sundhedssystem og samfundet generelt.

Kærlige alternativer, kalder forfatter Camilla Willumsen det meget dækkende selv.

Og dem er der i den grad brug for.

For som kommende eller nybagte forældre kan vi let komme til at handle ud fra andres forventninger, nedarvede mønstre eller samfundets normer frem for, hvad der føles rigtigt for lige netop os og vores børn.

Dit barn – dine beslutninger er derfor en lille tiltrængt perle, som rummer lige netop nok viden og input til at sætte nye tanker og følelser i gang – eller bakke op om nogen, som måske allerede er der, men ikke tidligere er blevet mødt.

“Du behøver ikke diske op med en akademisk eller forskningsbaseret argumentation for dine valg. Du har ret til at træffe dine valg, og du skylder ikke andre at forsvare dem.”

 
Camilla Willumsen

Med hjælp fra flere dygtige fagfolk kommer Camilla Willumsen således også omkring stort alle de aspekter af fødsel, graviditet og moderskab, jeg selv gerne ville have været introduceret for tidligere i mit eget moderskab.

For eksempel bidrager psykolog og spædbarnsterapeut Henrik Dybvad med et afsnit om fostrets og fødslens psykologi og tydeliggør klart, hvor vigtig tiden inden, barnet bliver født, også er. Anne Ruby, der er privat jordemoder og hypnoterapeut, skriver om, hvilke overvejelser man kan gøre sig inden fødslen for at tage ejerskab over den. Og læge Nanna-Marie Bjerre skriver om navlesnorens funktion og fordelene ved sen afnavling. 

Bogen rummer dog også kapitler om blandt andet rebozo-massage, doula-effekten, hjemmefødsel, amning og brug af sundhedsplejerske samt læge efter fødslen.

Det hele kædes sammen af Camilla Willumsens egne oplevelser og erfaringer med en traumatisk fødsel i 2011 og en – på den anden side – helende og transformerende fødsel igen i 2015.

Det, sammen de med korte kapitler, der hver især kan ses som appetizere, hvorfra man selv kan opsøge yderligere og uddybende viden, hvis det ønskes, fungerer virkelig godt og understreger kun bogens budskab.

For som Camilla Willumsen selv skriver:

”Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst. Hvis du fx oplever, at dit barn har behov for at blive ammet om natten, så har det nok det. Du ved meget mere om dit barns behov, end du måske tror. Det er nok en viden, der til dels er ordløs, men de gør den ikke mindre sand. Du behøver ikke diske op med en akademisk eller forskningsbaseret argumentation for dine valg. Du har ret til at træffe dine valg, og du skylder ikke andre at forsvare dem.”

Dit barn – dine beslutninger er den blide hånd i ryggen, der støtter dig i tage din autoritet tilbage og stole på egne forældreevner, og den har været manglet.

 

Dit barn – dine beslutninger: Holistiske veje igennem graviditet, fødsel og barnets første år er skrevet af Camilla Willumsen, som også står bag moderskaber.dk. Bogen udkom i november 2023 og kan købes HER (affiliate link).

 I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

 

LÆS OGSÅ

Troede min krop, at mit barn var dødt?

af | jul 26, 2022

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.19. maj 2020 – opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.
19. maj 2020 - opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

LÆS OGSÅ

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

af | maj 31, 2021

MODERSKAB

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen

31. maj 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Isaac Quesada, Unsplash

 

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv. Ikke kun for det lille nye menneskeliv, som netop har fundet vej fra den trygge, varme og mørke livmoder ud i den store verden, men også for mor, far og eventuelle søskende.

Overgangen fra det gamle til det nye vil for de fleste føles som en omvæltning, og det kan tage tid at finde sig til rette og lære hinanden at kende. For ikke at glemme; at lære sig selv at kende på ny. For med fødslen af et barn, fødes også en mor.

Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født. Fødslen har bogstaveligt talt efterladt en stor fysisk åbning i os, som vil tage tid at lukke sig igen. Vi bløder og er ofte afkræftet efter fødslen.

Men også mentalt er vi mere åbne. En biologisk funktion, som hjælper os til at knytte os til vores baby og lære den at kende, så vi kan aflæse dens behov og tage os af den. Vores hjerne ændrer sig for at kunne skabe plads til alt det nye, vi skal lære. Oxytocinen stiger, hvilket – udover ovenstående – booster mælkeproduktionen og derved fremmer babyens overlevelse og trivsel. Enhver form for stress vil dog have en negativ virkning på produktionen af oxytocin. Derfor er det vigtigt at forsøge at undgå stress i tiden efter fødslen. 

“Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født.”

 
Annalie Jørgensen

At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor. I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser. For mange er det noget, som sætter dybe spor – både i deres moderskab, men også i deres relationer.

De fleste af os, som er i den fødedygtige alder, er vokset op under et børnesyn, som byggede på magt, autoritet og mistillid, og som fokuserede mest på, hvad børn kunne og gjorde, og ikke så meget på, hvordan de havde det.

Selvom vi i dag er blevet klogere, hvad angår udviklingspsykologi og tilknytningsteori, kan dette børnesyn stadig være gældende for vores forældre og for dét sundhedspersonale, vi møder, og det kan trække dybe spor ind i vores nuværende liv.

Mange af os har været nødsagede til at undertrykke dele af os selv og vores behov for at bevare kærligheden fra vores forældre, og lige så mange af os har fået vores grænser ignoreret og overskredet som børn, med dét resultat, at vi kan have enormt svært ved at sætte grænser som voksne, hvis vi da overhovedet kan mærke grænserne. Dette kan gælde både i forhold til vores egne forældre, men også i forhold til svigerforældre, andre familiemedlemmer, venner, sundhedspersonale osv. 

“At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor.”

 
Annalie Jørgensen

Hvad dine behov som nybagt mor er, og hvad der føles grænseoverskridende for dig, er individuelt og noget, du må gøre en indsats for at mærke efter i dig selv.

Det er vigtigt at du er ærlig over for dig selv, for dit nervesystem kan ikke lyve, og alt, hvad du undertrykker, vil højst sandsynligt komme til udtryk hos din baby. Børn bliver nemlig født med et meget umodent nervesystem og må ‘låne’ af moderens nervesystem for at blive reguleret følelsesmæssigt. Så hvis du har svært ved at italesætte dine egne behov og kræve, at de bliver mødt for din egen skyld, så gør det for dit barns skyld. Eller se det som en mulighed for at hele dit eget indre barn og give dig selv dét, du ikke selv fik dengang. Én voksen, som tager dine behov og grænser seriøst.

Vid, at I har jeres fulde ret til at:

  • frabede jer besøg, indtil I selv er klar og tager initiativ.
  • frabede jer uanmeldt besøg.
  • afvise folk ved døren, som alligevel dukker op.
  • aflyse et planlagt besøg, hvis det passer dårligt, f.eks. hvis det har været en hård nat.
  • vælge, at nogle må besøge, og andre ikke må.
  • sende gæsterne hjem midt i et besøg, fordi I har fået nok og har brug for ro.
  • sige til folk, at de selv må tage kaffe, kage eller andet med.
  • spørge folk, om de vil støvsuge, tage opvasken, folde vasketøjet eller andet praktisk.
  • spørge, om de vil komme og sætte mad uden for døren og gå igen.
  • sige nej til at lade andre holde babyen.
  • frabede jer ‘gode råd’, spørgsmål til fødslen eller lignende.

Jeg lover dig, at du ikke er den eneste, som har gjort dette.

Det kan være en rigtig god idé at skrive et brev ud til familie og venner inden fødslen, hvor I fortæller jeres behov og ønsker. Folk er forskellige og har alle forskellige behov, så gør det tydeligt og konkret, og tag endelig ikke noget for givet. Det kan være nemmere at have mange ‘strenge’ ønsker som udgangspunkt og så løsne lidt op senere, hvis I føler for det, så I ikke føler, I skuffer nogens forventninger. Bed eventuelt om en tilbagemelding fra modtagerne, hvor de bekræfter, at de har læst og forstået jeres ønsker.

“I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser.”

 
Annalie Jørgensen

Skulle det alligevel ske, at jeres ønsker og grænser ikke bliver respekteret, så er det helt legitimt at blive vred. Under det gamle børnesyn er vrede blevet opfattet som en ‘dårlig’ følelse, og ofte blev børn endda straffet, hvis de utrykte vrede. Derfor kan denne følelse være svær at rumme for mange af os. Men når det kommer til at sætte grænser, er følelsen af vrede en rigtig god hjælp og indikator på, at vores grænser er blevet overskredet. Så brug energien i vreden til at sige fra.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv, og kommer man godt fra start, vil det styrke både relationen til barnet, men også styrke moderens selvværd og moderinstinkt. Så tag jer endelig god tid og mærk efter.

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre.

MODERSKAB

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen

31. maj 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Isaac Quesada, Unsplash

 

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

 

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv. Ikke kun for det lille nye menneskeliv, som netop har fundet vej fra den trygge, varme og mørke livmoder ud i den store verden, men også for mor, far og eventuelle søskende.

Overgangen fra det gamle til det nye vil for de fleste føles som en omvæltning, og det kan tage tid at finde sig til rette og lære hinanden at kende. For ikke at glemme; at lære sig selv at kende på ny. For med fødslen af et barn, fødes også en mor.

Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født. Fødslen har bogstaveligt talt efterladt en stor fysisk åbning i os, som vil tage tid at lukke sig igen. Vi bløder og er ofte afkræftet efter fødslen.

Men også mentalt er vi mere åbne. En biologisk funktion, som hjælper os til at knytte os til vores baby og lære den at kende, så vi kan aflæse dens behov og tage os af den. Vores hjerne ændrer sig for at kunne skabe plads til alt det nye, vi skal lære. Oxytocinen stiger, hvilket – udover ovenstående – booster mælkeproduktionen og derved fremmer babyens overlevelse og trivsel. Enhver form for stress vil dog have en negativ virkning på produktionen af oxytocin. Derfor er det vigtigt at forsøge at undgå stress i tiden efter fødslen. 

“Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født.”

 
Annalie Jørgensen

At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor. I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser. For mange er det noget, som sætter dybe spor – både i deres moderskab, men også i deres relationer.

De fleste af os, som er i den fødedygtige alder, er vokset op under et børnesyn, som byggede på magt, autoritet og mistillid, og som fokuserede mest på, hvad børn kunne og gjorde, og ikke så meget på, hvordan de havde det.

Selvom vi i dag er blevet klogere, hvad angår udviklingspsykologi og tilknytningsteori, kan dette børnesyn stadig være gældende for vores forældre og for dét sundhedspersonale, vi møder, og det kan trække dybe spor ind i vores nuværende liv.

Mange af os har været nødsagede til at undertrykke dele af os selv og vores behov for at bevare kærligheden fra vores forældre, og lige så mange af os har fået vores grænser ignoreret og overskredet som børn, med dét resultat, at vi kan have enormt svært ved at sætte grænser som voksne, hvis vi da overhovedet kan mærke grænserne. Dette kan gælde både i forhold til vores egne forældre, men også i forhold til svigerforældre, andre familiemedlemmer, venner, sundhedspersonale osv. 

“At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor.”

 
Annalie Jørgensen

Hvad dine behov som nybagt mor er, og hvad der føles grænseoverskridende for dig, er individuelt og noget, du må gøre en indsats for at mærke efter i dig selv.

Det er vigtigt at du er ærlig over for dig selv, for dit nervesystem kan ikke lyve, og alt, hvad du undertrykker, vil højst sandsynligt komme til udtryk hos din baby. Børn bliver nemlig født med et meget umodent nervesystem og må ‘låne’ af moderens nervesystem for at blive reguleret følelsesmæssigt. Så hvis du har svært ved at italesætte dine egne behov og kræve, at de bliver mødt for din egen skyld, så gør det for dit barns skyld. Eller se det som en mulighed for at hele dit eget indre barn og give dig selv dét, du ikke selv fik dengang. Én voksen, som tager dine behov og grænser seriøst.

Vid, at I har jeres fulde ret til at:

  • frabede jer besøg, indtil I selv er klar og tager initiativ.
  • frabede jer uanmeldt besøg.
  • afvise folk ved døren, som alligevel dukker op.
  • aflyse et planlagt besøg, hvis det passer dårligt, f.eks. hvis det har været en hård nat.
  • vælge, at nogle må besøge, og andre ikke må.
  • sende gæsterne hjem midt i et besøg, fordi I har fået nok og har brug for ro.
  • sige til folk, at de selv må tage kaffe, kage eller andet med.
  • spørge folk, om de vil støvsuge, tage opvasken, folde vasketøjet eller andet praktisk.
  • spørge, om de vil komme og sætte mad uden for døren og gå igen.
  • sige nej til at lade andre holde babyen.
  • frabede jer ‘gode råd’, spørgsmål til fødslen eller lignende.

Jeg lover dig, at du ikke er den eneste, som har gjort dette.

Det kan være en rigtig god idé at skrive et brev ud til familie og venner inden fødslen, hvor I fortæller jeres behov og ønsker. Folk er forskellige og har alle forskellige behov, så gør det tydeligt og konkret, og tag endelig ikke noget for givet. Det kan være nemmere at have mange ‘strenge’ ønsker som udgangspunkt og så løsne lidt op senere, hvis I føler for det, så I ikke føler, I skuffer nogens forventninger. Bed eventuelt om en tilbagemelding fra modtagerne, hvor de bekræfter, at de har læst og forstået jeres ønsker.

“I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser.”

 
Annalie Jørgensen

Skulle det alligevel ske, at jeres ønsker og grænser ikke bliver respekteret, så er det helt legitimt at blive vred. Under det gamle børnesyn er vrede blevet opfattet som en ‘dårlig’ følelse, og ofte blev børn endda straffet, hvis de utrykte vrede. Derfor kan denne følelse være svær at rumme for mange af os. Men når det kommer til at sætte grænser, er følelsen af vrede en rigtig god hjælp og indikator på, at vores grænser er blevet overskredet. Så brug energien i vreden til at sige fra.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv, og kommer man godt fra start, vil det styrke både relationen til barnet, men også styrke moderens selvværd og moderinstinkt. Så tag jer endelig god tid og mærk efter.

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre.

LÆS OGSÅ

Hvorfor skal jeg kategoriseres ”sårbar” for at være sikret støtte under fødslen?

af | mar 5, 2021

FØDSEL

Hvorfor skal jeg kategoriseres ”sårbar” for at være sikret støtte under fødslen? Hvorfor skal jeg kategoriseres som sårbar for at få støtte under fødslen, spørger Mie Ryborg Larsen, der står bag et borgerforslag, som skal sikre alle lige rettigheder før, under og efter fødslen.

05. marts 2021 | Af Mie Ryborg-Larsen | Foto: Privat

 

Mie Ryborg-Larsen står bag et borgerforslag, der skal sikre alle fødende bedre rettigheder og fødsler. Det bør være en ret, mener hun.

Mie Ryborg-Larsen er socialrådgiver og hovedstiller på borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”. Du kan følge med på Forældre og Fødsels instagramprofil @fogf.dk, som hun administrerer.

Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest. Uanset om dette er hjemme, på klinik eller på hospital.

Alle bør have ret til at få personlig og tilstrækkelig hjælp til amningen, til at overnatte på fødestedet, hvis man ikke er klar til at tage hjem, til at få hjemmebesøg, hvis man gerne vil hjem, men stadig har brug for støtte, og alle skal have adgang til kendte jordemødre før, under og efter fødslen. Det bør ikke være forbeholdt “sårbare”, sådan som det er i dag. En fødsel er en stor, men også voldsom oplevelse for de fleste.

Gravide og fødende, som er særligt sårbare, skal selvfølgelig have specialiseret hjælp og støtte – og i et sammenhængende forløb.

Og jordemødrene skal have arbejdsvilkår, som giver dem mulighed for at bruge og udfolde deres faglighed. Ellers kan ovenstående ikke blive til virkelighed.

Med borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”, som jeg har været med til at stille sammen med en gruppe kvinder, kræver vi grundlæggende ændringer i svangreomsorgens finansiering, organisering og kultur. Vi vil have værdigheden og omsorgen tilbage på fødselsområdet. Vi vil have lovsikrede rettigheder, der sikrer en ordentlig og lige behandling på tværs af geografi, økonomiske muligheder og fødselstidspunkt.

Vi vil ikke have lappeløsninger og hensigtserklæringer. Politikerne skal tage ansvar, og det knokler vi på at få dem til ved dette borgerforslag og via arbejdet i foreningen Forældre og Fødsel, hvor jeg også er aktiv.

Selv har jeg – på papiret – haft to ukomplicerede graviditeter og fødsler – den første i 2016, den anden i 2020. Men i realiteten er jeg begge gange på forskellig vis blevet rystet i min grundvold. Sådan bør det ikke være.

I 2016 valgte jeg at føde på sygehuset ud fra devisen om, at det nok ville være det sikreste, og fordi jeg der ville have adgang til diverse smertestillende og lægehjælp, såfremt der skulle blive behov for det. Jeg anede jo ikke, hvad jeg gik ind til, og jeg var både spændt og nervøs.

“Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest.”

 
Mie Ryborg-Larsen

I graviditeten blev jeg tildelt to “faste” jordemødre, men nåede kun at møde den ene. Jeg var igennem fem forskellige til graviditetskonsultationerne, og med seks konsultationer i alt kan man nok godt regne ud, at der ikke var meget kontinuitet. Det gjorde mig ikke så meget dengang, for min graviditet forløb problemfrit. Men sådan er det ikke for alle.

Jeg meldte mig til sygehusets fødselsforberedelse. Det var en overfladisk omgang auditorieundervisning, som ikke gjorde mig synderligt klogere på, hvad jeg selv kunne gøre for at håndtere smerterne, men der var da – igen overfladisk – information om, hvilke medicinske smertelindringsmuligheder, der var. Derfor meldte jeg mig til et privat fødselsforberedelseskursus til ca. 2000 kroner, hvilket gav mig nogle konkrete redskaber til fx smertehåndtering, og som faciliterede nogle gode snakke mellem min kæreste og jeg om det at skulle være forældre.

Under selve fødslen, som varede 48 timer, hvoraf de 40 foregik på sygehuset, mødte jeg de sødeste jordemødre. Om natten var vi dog overladt til os selv, fordi der ikke var hænder nok, og de andre fødende var længere i fødsel end jeg. Jeg havde fuld forståelse for deres prioritering, men var også ca. 30 timer inde i en fødsel med regelmæssige veer (og vågen på 46. time), så jeg var begyndt at blive rigtig udmattet og modløs. Jordemoderen, der havde taget imod mig, da vi ankom dagen før, mødte ind i dagvagt igen, og tog sig af mig. Hun fik lagt en plan for, hvordan vi kunne få ”skub i tingene” og give mig ro til at samle kræfter til resten af fødslen. Det blev ved hjælp af hindesprængning og en epiduralblokade, som betød, at smerterne næsten helt forsvandt, og jeg fik sovet 1,5 time. Jeg mistede dog også følelsen i det ene ben og var derfor ikke mobil.

Heldigvis kom der skub i tingene, og hun fik lavet en grundig overlevering til jordemoderen i aftenvagt, som endte med at være hos mig, indtil jeg havde født ca. syv timer efter. Det var guld værd! Og alle skal have mulighed for at have en jordemoder hos sig under den aktive fase.

Jeg blev indlagt på barselsgangen efter fødslen, fordi jeg havde et kateter, der skulle tjekkes op på. Jeg syntes, amning var svært, og blev bedt om at kalde, når babyen skulle ammes, så de kunne hjælpe. Der gik dog flere timer fra, jeg hev i snoren, til de havde tid til at komme. Mit indtryk var, at de havde for travlt. Jeg fik i stedet udleveret et par ammebrikker og bedt om at prøve mig frem. Det gjorde jeg, men blev aldrig sikker på, om det, jeg gjorde, var rigtigt.

Da jeg skulle udskrives, måtte vi vente næsten seks timer på at få en udskrivningssamtale – de havde ikke engang tid til at sende os hjem. Jeg var således knap to døgn på barselsafsnittet, men uden at få den hjælp og støtte, jeg havde behov for.

Efter vi kom hjem, og mælken løb til, udviklede jeg hurtigt store smerter ved amning. Tårerne trillede, og min krop spændte op ved hver eneste amning. På trods af besøg fra sundhedsplejersken, som prøvede at guide mig, var det først, da jeg efter ni dage konsulterede en privat jordemoder, at der kom styr på det. Hun instruerede mig stille og roligt i korrekt ammeteknik og konstaterede samtidig, at jeg havde fået svamp. Havde jeg ikke betalt mig til denne hjælp, havde det næppe været muligt at amme min datter, til hun var et år. For mig giver det ikke mening, at man ikke har let og gratis adgang til jordemoderassistance, efter mælken er løbet til, og de første par uger efter fødslen, hvor amningen etableres.

Selv var jeg efter fødslen i chok over, at en fødsel kunne være så langvarig og mentalt udmattende. Heldigvis havde jeg mulighed for – og overskud til – at booke en efterfødselssamtale med den jordemoder, jeg fødte med. Det hjalp mig med at få bearbejdet oplevelsen. Jeg blev dog også opfordret til at sørge for at blive kategoriseret som “sårbar gravid”, næste gang jeg blev gravid, så jeg kunne blive henvist til kendt jordemoderordning. Måske fordi jeg blev berørt og græd lidt under samtalen.

I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.

Jeg kunne da heller ikke, tre år senere, da jeg var gravid igen, få mig til at sige til lægen, at jeg var “sårbar gravid”. Jeg ville ikke “tage pladsen” fra dem, som virkelig havde behov for særlig støtte. Jeg havde dog en klar fornemmelse af, at min første fødsel ville komme til at spøge frem mod den næste, og at det ville være en god ting med kontinuerlig kontakt med en jordemoder, som kendte til min første oplevelse.

Til mit held bor jeg i Region Sjælland, der som den eneste region har fødetilbud i form af små jordemoderbemandede fødeklinikker, hvor man automatisk får den kendte og kontinuerlige jordemoderkontakt. Så jeg valgte at føde på fødeklinik anden gang og havde en meget bedre fødselsoplevelse.

Her fik jeg også fødselsforberedelse, som var klasser over de auditorieforberedelsesoplæg, jeg havde deltaget i på sygehuset ved min første graviditet. Og på niveau med det, jeg havde gået til privat i første graviditet.

Da fødslen gik i gang, var jeg så heldig, at den ene af mine to faste jordemødre var på vagt, og hun tog imod mig på klinikken, og var hos mig hele fødslen igennem. Jeg var bange for, om jeg kunne håndtere smerterne uden medicinsk smertelindring, og for at jeg igen skulle igennem et langvarigt forløb og miste modet. Men jeg var 100 procent tryg ved, at min jordemoder kunne hjælpe mig igennem det. Fordi hun havde tid til at sætte sig ind i mine styrker og svagheder og give mig den individuelle støtte, jeg havde brug for.

“I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.”

 
Mie Ryborg-Larsen

Fødslen var intens og ekstremt grænseoverskridende til trods for, at den var “helt normal”. Men mine oplevelser blev aldrig bagatelliseret, tværtimod. Jeg er helt klart kommet styrket ud efter denne fødsel, og jeg er sikker på, at den tryghed, jeg fik ved at have “kendt jordemoder”, har reduceret min risiko markant for at udvikle en efterfødselsreaktion.

Mine fødselsoplevelser er hverken dramatiske eller traumatiske, men jeg har mærket hullerne i systemet på egen krop og heldigvis for mig været i stand til at kompensere. Det er langt fra alle, der har de muligheder. Da jeg havde prøvet en helt anden omsorg på fødeklinikken, læst Olga Ravns debatindlæg og alle de vidnesbyrd, der fulgte i kølvandet, blev jeg ramt. Ramt af følelsen af uretfærdighed og undren over de nuværende vilkår for fødende og dem, der skal hjælpe dem.

Derfor har jeg sammen med gode kræfter i Forældre og Fødsel stillet borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”.

Hvis du ikke allerede har været inde og støtte borgerforslaget, kan det gøres lige her.

Du kan også støtte Forældre og Fødsels arbejde via medlemskab enten gratis (sympati) eller til 30 kr. om måneden (støtte) ved indmeldelse her.

FØDSEL

Hvorfor skal jeg kategoriseres ”sårbar” for at være sikret støtte under fødslen? Hvorfor skal jeg kategoriseres som sårbar for at få støtte under fødslen, spørger Mie Ryborg Larsen, der står bag et borgerforslag, som skal sikre alle lige rettigheder før, under og efter fødslen.

05. marts 2021 | Af Mie Ryborg-Larsen | Foto: Privat

 

Mie Ryborg-Larsen står bag et borgerforslag, der skal sikre alle fødende bedre rettigheder og fødsler. Det bør være en ret, mener hun.

Mie Ryborg-Larsen er socialrådgiver og hovedstiller på borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”. Du kan følge med på Forældre og Fødsels instagramprofil @fogf.dk, som hun administrerer.

 

Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest. Uanset om dette er hjemme, på klinik eller på hospital.

Alle bør have ret til at få personlig og tilstrækkelig hjælp til amningen, til at overnatte på fødestedet, hvis man ikke er klar til at tage hjem, til at få hjemmebesøg, hvis man gerne vil hjem, men stadig har brug for støtte, og alle skal have adgang til kendte jordemødre før, under og efter fødslen. Det bør ikke være forbeholdt “sårbare”, sådan som det er i dag. En fødsel er en stor, men også voldsom oplevelse for de fleste.

Gravide og fødende, som er særligt sårbare, skal selvfølgelig have specialiseret hjælp og støtte – og i et sammenhængende forløb.

Og jordemødrene skal have arbejdsvilkår, som giver dem mulighed for at bruge og udfolde deres faglighed. Ellers kan ovenstående ikke blive til virkelighed.

Med borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”, som jeg har været med til at stille sammen med en gruppe kvinder, kræver vi grundlæggende ændringer i svangreomsorgens finansiering, organisering og kultur. Vi vil have værdigheden og omsorgen tilbage på fødselsområdet. Vi vil have lovsikrede rettigheder, der sikrer en ordentlig og lige behandling på tværs af geografi, økonomiske muligheder og fødselstidspunkt.

Vi vil ikke have lappeløsninger og hensigtserklæringer. Politikerne skal tage ansvar, og det knokler vi på at få dem til ved dette borgerforslag og via arbejdet i foreningen Forældre og Fødsel, hvor jeg også er aktiv.

Selv har jeg – på papiret – haft to ukomplicerede graviditeter og fødsler – den første i 2016, den anden i 2020. Men i realiteten er jeg begge gange på forskellig vis blevet rystet i min grundvold. Sådan bør det ikke være.

I 2016 valgte jeg at føde på sygehuset ud fra devisen om, at det nok ville være det sikreste, og fordi jeg der ville have adgang til diverse smertestillende og lægehjælp, såfremt der skulle blive behov for det. Jeg anede jo ikke, hvad jeg gik ind til, og jeg var både spændt og nervøs.

“Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest.”

 
Mie Ryborg-Larsen

I graviditeten blev jeg tildelt to “faste” jordemødre, men nåede kun at møde den ene. Jeg var igennem fem forskellige til graviditetskonsultationerne, og med seks konsultationer i alt kan man nok godt regne ud, at der ikke var meget kontinuitet. Det gjorde mig ikke så meget dengang, for min graviditet forløb problemfrit. Men sådan er det ikke for alle.

Jeg meldte mig til sygehusets fødselsforberedelse. Det var en overfladisk omgang auditorieundervisning, som ikke gjorde mig synderligt klogere på, hvad jeg selv kunne gøre for at håndtere smerterne, men der var da – igen overfladisk – information om, hvilke medicinske smertelindringsmuligheder, der var. Derfor meldte jeg mig til et privat fødselsforberedelseskursus til ca. 2000 kroner, hvilket gav mig nogle konkrete redskaber til fx smertehåndtering, og som faciliterede nogle gode snakke mellem min kæreste og jeg om det at skulle være forældre.

Under selve fødslen, som varede 48 timer, hvoraf de 40 foregik på sygehuset, mødte jeg de sødeste jordemødre. Om natten var vi dog overladt til os selv, fordi der ikke var hænder nok, og de andre fødende var længere i fødsel end jeg. Jeg havde fuld forståelse for deres prioritering, men var også ca. 30 timer inde i en fødsel med regelmæssige veer (og vågen på 46. time), så jeg var begyndt at blive rigtig udmattet og modløs. Jordemoderen, der havde taget imod mig, da vi ankom dagen før, mødte ind i dagvagt igen, og tog sig af mig. Hun fik lagt en plan for, hvordan vi kunne få ”skub i tingene” og give mig ro til at samle kræfter til resten af fødslen. Det blev ved hjælp af hindesprængning og en epiduralblokade, som betød, at smerterne næsten helt forsvandt, og jeg fik sovet 1,5 time. Jeg mistede dog også følelsen i det ene ben og var derfor ikke mobil.

Heldigvis kom der skub i tingene, og hun fik lavet en grundig overlevering til jordemoderen i aftenvagt, som endte med at være hos mig, indtil jeg havde født ca. syv timer efter. Det var guld værd! Og alle skal have mulighed for at have en jordemoder hos sig under den aktive fase.

Jeg blev indlagt på barselsgangen efter fødslen, fordi jeg havde et kateter, der skulle tjekkes op på. Jeg syntes, amning var svært, og blev bedt om at kalde, når babyen skulle ammes, så de kunne hjælpe. Der gik dog flere timer fra, jeg hev i snoren, til de havde tid til at komme. Mit indtryk var, at de havde for travlt. Jeg fik i stedet udleveret et par ammebrikker og bedt om at prøve mig frem. Det gjorde jeg, men blev aldrig sikker på, om det, jeg gjorde, var rigtigt.

Da jeg skulle udskrives, måtte vi vente næsten seks timer på at få en udskrivningssamtale – de havde ikke engang tid til at sende os hjem. Jeg var således knap to døgn på barselsafsnittet, men uden at få den hjælp og støtte, jeg havde behov for.

Efter vi kom hjem, og mælken løb til, udviklede jeg hurtigt store smerter ved amning. Tårerne trillede, og min krop spændte op ved hver eneste amning. På trods af besøg fra sundhedsplejersken, som prøvede at guide mig, var det først, da jeg efter ni dage konsulterede en privat jordemoder, at der kom styr på det. Hun instruerede mig stille og roligt i korrekt ammeteknik og konstaterede samtidig, at jeg havde fået svamp. Havde jeg ikke betalt mig til denne hjælp, havde det næppe været muligt at amme min datter, til hun var et år. For mig giver det ikke mening, at man ikke har let og gratis adgang til jordemoderassistance, efter mælken er løbet til, og de første par uger efter fødslen, hvor amningen etableres.

Selv var jeg efter fødslen i chok over, at en fødsel kunne være så langvarig og mentalt udmattende. Heldigvis havde jeg mulighed for – og overskud til – at booke en efterfødselssamtale med den jordemoder, jeg fødte med. Det hjalp mig med at få bearbejdet oplevelsen. Jeg blev dog også opfordret til at sørge for at blive kategoriseret som “sårbar gravid”, næste gang jeg blev gravid, så jeg kunne blive henvist til kendt jordemoderordning. Måske fordi jeg blev berørt og græd lidt under samtalen.

I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.

Jeg kunne da heller ikke, tre år senere, da jeg var gravid igen, få mig til at sige til lægen, at jeg var “sårbar gravid”. Jeg ville ikke “tage pladsen” fra dem, som virkelig havde behov for særlig støtte. Jeg havde dog en klar fornemmelse af, at min første fødsel ville komme til at spøge frem mod den næste, og at det ville være en god ting med kontinuerlig kontakt med en jordemoder, som kendte til min første oplevelse.

Til mit held bor jeg i Region Sjælland, der som den eneste region har fødetilbud i form af små jordemoderbemandede fødeklinikker, hvor man automatisk får den kendte og kontinuerlige jordemoderkontakt. Så jeg valgte at føde på fødeklinik anden gang og havde en meget bedre fødselsoplevelse.

Her fik jeg også fødselsforberedelse, som var klasser over de auditorieforberedelsesoplæg, jeg havde deltaget i på sygehuset ved min første graviditet. Og på niveau med det, jeg havde gået til privat i første graviditet.

Da fødslen gik i gang, var jeg så heldig, at den ene af mine to faste jordemødre var på vagt, og hun tog imod mig på klinikken, og var hos mig hele fødslen igennem. Jeg var bange for, om jeg kunne håndtere smerterne uden medicinsk smertelindring, og for at jeg igen skulle igennem et langvarigt forløb og miste modet. Men jeg var 100 procent tryg ved, at min jordemoder kunne hjælpe mig igennem det. Fordi hun havde tid til at sætte sig ind i mine styrker og svagheder og give mig den individuelle støtte, jeg havde brug for.

“I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.”

 
Mie Ryborg-Larsen

Fødslen var intens og ekstremt grænseoverskridende til trods for, at den var “helt normal”. Men mine oplevelser blev aldrig bagatelliseret, tværtimod. Jeg er helt klart kommet styrket ud efter denne fødsel, og jeg er sikker på, at den tryghed, jeg fik ved at have “kendt jordemoder”, har reduceret min risiko markant for at udvikle en efterfødselsreaktion.

Mine fødselsoplevelser er hverken dramatiske eller traumatiske, men jeg har mærket hullerne i systemet på egen krop og heldigvis for mig været i stand til at kompensere. Det er langt fra alle, der har de muligheder. Da jeg havde prøvet en helt anden omsorg på fødeklinikken, læst Olga Ravns debatindlæg og alle de vidnesbyrd, der fulgte i kølvandet, blev jeg ramt. Ramt af følelsen af uretfærdighed og undren over de nuværende vilkår for fødende og dem, der skal hjælpe dem.

Derfor har jeg sammen med gode kræfter i Forældre og Fødsel stillet borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”.

Hvis du ikke allerede har været inde og støtte borgerforslaget, kan det gøres lige her.

Du kan også støtte Forældre og Fødsels arbejde via medlemskab enten gratis (sympati) eller til 30 kr. om måneden (støtte) ved indmeldelse her.

LÆS OGSÅ

Anna er doula: Jeg vil også forberede kvinder på efterfødslen

af | sep 15, 2020

FØDSEL

Anna er doula: Jeg vil også forberede kvinder på efterfødslen

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere, skriver Anna Friberg, der er doula.

15. september 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere.

Anna Friberg er 30 år og mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Da jeg begyndte at arbejde som doula for omkring 2,5 år siden, var det fordi, jeg mærkede en kæmpe kærlighed til nye mødre og deres babyer. Jeg ønskede at gøre alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe og støtte dem i en helt ny og overvældende livsfase.

I første omgang var jeg meget fokuseret på efterfødslen og moderskabets transformation. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, hvor meget graviditeten og fødslen betyder for hele efterfødslen. Det hænger uløseligt sammen.

Der findes i dag utrolig mange udbydere af fødselsforberedelse og så mange fødselsberetninger – ja generelt virkelig meget fokus på fødslen.

Men der findes ikke en masse efterfødselsberetninger og historier om, hvordan kvinder oplever moderskabets transformation. Og mange mangler måske også et sprog for det. For der er ikke særlig meget fokus på det.

Men det hænger om sagt sammen. Og det er vigtigt! Så jeg vil gerne forberede kvinder på dén del også. For en fødsel er en VILD oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere!

Psykolog Anne Rom

Moderskabet indeholder SÅ meget potentiale, og jeg ønsker, at kvinder må få det allerbedste ud af det. Og det er det, mit arbejde handler om.

Mit udgangspunkt er altid kvinden. Jeg arbejder for hende. Jeg skal ikke følge nogen retningslinjer fra oven eller tilpasse mig et system. Jeg skal bare følge hende og hendes behov.

Jeg træffer ingen beslutninger på hendes vegne og råder ikke til det ene frem for det andet. Jeg fortæller, hvad jeg ved. Og hvis jeg ikke ved det, eller ikke ved nok, henviser jeg til en, der gør.

Jeg er som doula ikke ‘lidt ligesom en jordemoder’. Vi kan ikke det samme, og vi kan aldrig være der i stedet for en jordemoder. Det skal kvinder vide.

Men det er vigtigt for mig at informere kvinder. Både om krop, sind og fødsel, og om hvordan sundhedssystemet fungerer og hvilke rettigheder, de som gravide og fødende har. Alt for mange kvinder tror, at de ikke har fuld autonomi over deres egen krop, når de er gravide. At de skal spørge om lov og få tilladelse. At de ikke bestemmer selv. Sådan er det naturligvis ikke.

Hvad er en doula?

Der er forskellige måder, hvorpå doulaere arbejder. Men meningen med at være doula er at skabe tryghed og støtte før, under og efter en fødsel. Nogle kalder det også fødselshjælper eller fødselspraktiker. En klassisk doula tilbyder oftest fødselsforberedelse, rebozomassage og støtte under fødslen på den måde, den pågældende kvinde/familie ønsker det. Der findes også postpartum doulaere, der beskæftiger sig med efterfødsel.

Jeg tænker heller ikke, at man nødvendigvis behøver at have en doula med til sin fødsel. Jeg har stor tillid til kvindekroppen, og tænker aldrig, at en kvinde har BRUG for mig til sin fødsel. Og det er heller ikke min opgave at ‘gøre noget’ under en fødsel eller ‘hjælpe’ med at føde. Selvfølgelig vil jeg gerne massere, komme med kolde eller varme klude og så videre under en fødsel, hvis der er lyst til det. Men ellers er min opgave bare at holde og bevare et trygt føderum i tillid og kærlighed.

For som sagt er fødslen vigtig. Og når jeg i dag arbejder som doula, kan jeg ikke adskille fødsel og efterfødsel. Så på mine fødselsforberedende hold fylder begge dele lige meget.

Jeg læste på et tidspunkt om ‘doula effekten’. I The Doula Book af Klaus Marshall står der følgende:

“Tilstedeværelsen af en doula under hele fødslen kan reducere frekvensen af kejsersnit med op til 45%, forkorte længden af fødslen med 25%, mindske forbruget af smertelindring med 31% og reducere forbruget af vefremkaldende medicin med 50%”.

Det synes jeg er ret vildt. Og selvfølgelig påvirker de ting også efterfødslen.

At kvinder er trygge under fødslen er essentielt for hele forløbet, og jeg tror, det er forklaringen på ‘doulaeffekten’.

Fælles for doulaere er jo, at de ønsker, at alle kvinder må få de bedste betingelser for at få den fødsel, de ønsker. Den bedste start på moderskabet.

FØDSEL

Anna er doula: Jeg vil også forberede kvinder på efterfødslen

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere, skriver Anna Friberg, der er doula.

15. september 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere.

Anna Friberg er 30 år og mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Da jeg begyndte at arbejde som doula for omkring 2,5 år siden, var det fordi, jeg mærkede en kæmpe kærlighed til nye mødre og deres babyer. Jeg ønskede at gøre alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe og støtte dem i en helt ny og overvældende livsfase.

I første omgang var jeg meget fokuseret på efterfødslen og moderskabets transformation. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, hvor meget graviditeten og fødslen betyder for hele efterfødslen. Det hænger uløseligt sammen.

Der findes i dag utrolig mange udbydere af fødselsforberedelse og så mange fødselsberetninger – ja generelt virkelig meget fokus på fødslen.

Men der findes ikke en masse efterfødselsberetninger og historier om, hvordan kvinder oplever moderskabets transformation. Og mange mangler måske også et sprog for det. For der er ikke særlig meget fokus på det.

Men det hænger om sagt sammen. Og det er vigtigt! Så jeg vil gerne forberede kvinder på dén del også. For en fødsel er en VILD oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere!

Moderskabet indeholder SÅ meget potentiale, og jeg ønsker, at kvinder må få det allerbedste ud af det. Og det er det, mit arbejde handler om.

Mit udgangspunkt er altid kvinden. Jeg arbejder for hende. Jeg skal ikke følge nogen retningslinjer fra oven eller tilpasse mig et system. Jeg skal bare følge hende og hendes behov.

Jeg træffer ingen beslutninger på hendes vegne og råder ikke til det ene frem for det andet. Jeg fortæller, hvad jeg ved. Og hvis jeg ikke ved det, eller ikke ved nok, henviser jeg til en, der gør.

Jeg er som doula ikke ‘lidt ligesom en jordemoder’. Vi kan ikke det samme, og vi kan aldrig være der i stedet for en jordemoder. Det skal kvinder vide.

Men det er vigtigt for mig at informere kvinder. Både om krop, sind og fødsel, og om hvordan sundhedssystemet fungerer og hvilke rettigheder, de som gravide og fødende har. Alt for mange kvinder tror, at de ikke har fuld autonomi over deres egen krop, når de er gravide. At de skal spørge om lov og få tilladelse. At de ikke bestemmer selv. Sådan er det naturligvis ikke.

Hvad er en doula?

Der er forskellige måder, hvorpå doulaere arbejder. Men meningen med at være doula er at skabe tryghed og støtte før, under og efter en fødsel. Nogle kalder det også fødselshjælper eller fødselspraktiker. En klassisk doula tilbyder oftest fødselsforberedelse, rebozomassage og støtte under fødslen på den måde, den pågældende kvinde/familie ønsker det. Der findes også postpartum doulaere, der beskæftiger sig med efterfødsel.

Jeg tænker heller ikke, at man nødvendigvis behøver at have en doula med til sin fødsel. Jeg har stor tillid til kvindekroppen, og tænker aldrig, at en kvinde har BRUG for mig til sin fødsel. Og det er heller ikke min opgave at ‘gøre noget’ under en fødsel eller ‘hjælpe’ med at føde. Selvfølgelig vil jeg gerne massere, komme med kolde eller varme klude og så videre under en fødsel, hvis der er lyst til det. Men ellers er min opgave bare at holde og bevare et trygt føderum i tillid og kærlighed.

For som sagt er fødslen vigtig. Og når jeg i dag arbejder som doula, kan jeg ikke adskille fødsel og efterfødsel. Så på mine fødselsforberedende hold fylder begge dele lige meget.

Jeg læste på et tidspunkt om ‘doula effekten’. I The Doula Book af Klaus Marshall står der følgende:

“Tilstedeværelsen af en doula under hele fødslen kan reducere frekvensen af kejsersnit med op til 45%, forkorte længden af fødslen med 25%, mindske forbruget af smertelindring med 31% og reducere forbruget af vefremkaldende medicin med 50%”.

Det synes jeg er ret vildt. Og selvfølgelig påvirker de ting også efterfødslen.

At kvinder er trygge under fødslen er essentielt for hele forløbet, og jeg tror, det er forklaringen på ‘doulaeffekten’.

Fælles for doulaere er jo, at de ønsker, at alle kvinder må få de bedste betingelser for at få den fødsel, de ønsker. Den bedste start på moderskabet.

Psykolog Anne Rom

LÆS OGSÅ