Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn

af | sep 6, 2020

DEBAT

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn, mener Kira Dechau.

06. september 2020 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

 

Hvis vi virkelig vil skabe en samtykkekultur, kræver det, at vi helt fra fødslen viser vores børn, at deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres samtykke har værdi.

Kira Dechau er bærekonsulent og ammevejleder. Hun udgør desuden den ene halvdel af podcasten Den Anden Mødregruppe. Du kan læse mere på www.kiradechau.dk og følge med på instagramprofilen @kiradechau. Indlægget her blev første gang bragt på hendes facebookside.

Vi får samtykkelov! Det er så vigtigt, og det er SÅ meget på tide. Men er det nok? Kan det gøre det?

Vi lever i en kultur, hvor vi – især nu – tydeligt konfronteres med det faktum, at samtykke er et uhyggeligt fremmed og uvant koncept for alt for mange mennesker. Mange forstår simpelthen ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre i praksis at respektere andre og selv blive respekteret. Og det er skræmmende.

Derfor starter nu den helt store opgave; at bevæge os fra en voldtægtskultur til en samtykkekultur.

Men hvordan gør vi det? Hvordan retter vi op på den krænkerkultur, som gennemsyrer vores samfund? Hvordan skal vi som befolkning lære at navigere i grænser, samtykke, lyst, ulyst og kropsautonomi? I dig og mig og rummet imellem os? I at mærke hinanden og reagere sensitivt og kærligt på hinanden? I at vide, hvordan samtykke lyder, ser ud og føles?

Alt for mange har det tydeligvis svært her!

Der tales om at sætte ind på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne, og også om at vi skal sætte ind allerede i folkeskolen. Samtykke skal på skemaet og helt ned i de små klasser.

Det er jeg ikke uenig i. Men hvorfor stoppe der? Hvorfor tager vi den sjældent spadestikket dybere? Hvorfor overser vi ofte den absolut vigtigste befolkningsgruppe? Og hvorfor overser vi hvilken ualmindelig stor rolle, vi spiller her? Som voksne? Som rollemodeller, forældre, undervisere, politikere og samfund?

For hvor er det i virkeligheden, vi bør og skal sætte ind, hvis vi vil skabe en fremtid bygget på ligeværdighed? Et samfund med samtykkekultur? En befolkning, som ikke skal lære, men som ved – med hele deres krop og alle deres sanser?

Det er så tidligt som muligt!

Det er fra fødslen af et barn.

Og det er ved at se godt og grundigt på os selv og vores egen begyndelse på livet.

For hvorfor giver vi ikke de første leveår mere opmærksomhed, når vi ved, at det er i disse år, at ikke blot den fysiske udvikling tager fart, men at også den følelsesmæssige og sociale udvikling bliver grundlagt her? At det fundament, som skabes her, er et, barnet skal kunne stå på resten af livet. I de tidligste år af livet er børn hypermodtagelige overfor indtryk. Hvad ønsker vi, at de skal internalisere? Og hvad gør vi for det?

Er vi opmærksomme nok? Er vi kritiske nok? Er vi informerede nok? Tilbyder vi de rette rammer som samfund til at udvikle en sund og tryg tilknytning? Og hvad med det der børneopdragelse? Hvad siger vores børnesyn om den fremtid, vi ønsker os? Behandler vi overhovedet små børn, som vi faktisk ønsker, at de skal behandle andre? Behandler vi dem ligeværdigt og med respekt?

Hvilken betydning har det for samfundet og kulturen, at 40% vurderes at få en utryg tilknytning i barndommen? Og hvorfor tager vi som samfund ikke denne sårbare og absolut mest afgørende fase i livet mere alvorligt?

For vi er nødt til at spørge os selv om dette, når nu vi står her og skal sætte alt ind for at skabe en fremtid bygget på samtykke, respekt, kropsautonomi og ligeværd.

Husker vi at tilbyde vores børn dette? Også de helt små? Giver vi det, som vi ønsker, de skal give videre i alle deres fremtidige relationer?

Jesper Juul sagde: ”Børn, som behandles med respekt, svarer med respekt. Børn, som behandles med omsorg, opfører sig omsorgsfuldt. Børn, som ikke krænkes på deres integritet, krænker ikke andre.”

Og jeg tror på, at det er sandt, og at det er uhyre vigtigt. Så vigtigt og dog så overset.

For jo, lad os endelig få samtykke på skoleskemaet! Lad os endelig have foredrag, kurser og workshops på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne. Det er nødvendigt, der hvor vi befinder os nu.

Men lad os også lige stoppe en halv og spørge os selv, hvorfor det er nødvendigt, og hvorfor det blev det? Hvorfor krænkerkulturen opstod?

Vi lærte at krænke engang. Vi lærte at overskride grænser engang. Vi lærte at lade vores grænser overskride engang. Vi lærte at fryse og at please, og vi lærte, at magt var noget, man kunne bruge mod andre eller få brugt mod sig selv … engang. Dengang vi selv var magtesløse.

Vi har meget, vi som voksne og som samfund skal aflære! Og hvis vi virkelig vil skabe samtykkekultur, reelt og på sigt, så kræver det, at vi helt fra fødslen af respekterer grænser. Viser vores børn, at de, deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres SAMTYKKE har værdi.

At deres nej, betyder nej. Og at deres ja, betyder ja.

Og vi skal snakke meget mere om, hvordan man gør dette i praksis! For som vi ser nu, ved alt for mange ikke, hvad samtykke er.

De første relationer i barnets liv sætter fundamentet for de kommende.

Det starter lige her med os alle sammen. Vi er nødt til at skabe forbindelsen, og vi er nødt til også at behandle roden af problemet. Alt andet er vigtigt, men vil fungere som lappeløsninger alene.

Voldtægtskultur og krænkerkultur skal skiftes ud med samtykkekultur nu.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn, mener Kira Dechau.

06. september 2020 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

 

Hvis vi virkelig vil skabe en samtykkekultur, kræver det, at vi helt fra fødslen viser vores børn, at deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres samtykke har værdi.

Kira Dechau er bærekonsulent og ammevejleder. Hun udgør desuden den ene halvdel af podcasten Den Anden Mødregruppe. Du kan læse mere på www.kiradechau.dk og følge med på instagramprofilen @kiradechau. Indlægget her blev første gang bragt på hendes facebookside.

Vi får samtykkelov! Det er så vigtigt, og det er SÅ meget på tide. Men er det nok? Kan det gøre det?

Vi lever i en kultur, hvor vi – især nu – tydeligt konfronteres med det faktum, at samtykke er et uhyggeligt fremmed og uvant koncept for alt for mange mennesker. Mange forstår simpelthen ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre i praksis at respektere andre og selv blive respekteret. Og det er skræmmende.

Derfor starter nu den helt store opgave; at bevæge os fra en voldtægtskultur til en samtykkekultur.

Men hvordan gør vi det? Hvordan retter vi op på den krænkerkultur, som gennemsyrer vores samfund? Hvordan skal vi som befolkning lære at navigere i grænser, samtykke, lyst, ulyst og kropsautonomi? I dig og mig og rummet imellem os? I at mærke hinanden og reagere sensitivt og kærligt på hinanden? I at vide, hvordan samtykke lyder, ser ud og føles?

Alt for mange har det tydeligvis svært her!

Der tales om at sætte ind på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne, og også om at vi skal sætte ind allerede i folkeskolen. Samtykke skal på skemaet og helt ned i de små klasser.

Det er jeg ikke uenig i. Men hvorfor stoppe der? Hvorfor tager vi den sjældent spadestikket dybere? Hvorfor overser vi ofte den absolut vigtigste befolkningsgruppe? Og hvorfor overser vi hvilken ualmindelig stor rolle, vi spiller her? Som voksne? Som rollemodeller, forældre, undervisere, politikere og samfund?

For hvor er det i virkeligheden, vi bør og skal sætte ind, hvis vi vil skabe en fremtid bygget på ligeværdighed? Et samfund med samtykkekultur? En befolkning, som ikke skal lære, men som ved – med hele deres krop og alle deres sanser?

Det er så tidligt som muligt!

Det er fra fødslen af et barn.

Og det er ved at se godt og grundigt på os selv og vores egen begyndelse på livet.

For hvorfor giver vi ikke de første leveår mere opmærksomhed, når vi ved, at det er i disse år, at ikke blot den fysiske udvikling tager fart, men at også den følelsesmæssige og sociale udvikling bliver grundlagt her? At det fundament, som skabes her, er et, barnet skal kunne stå på resten af livet. I de tidligste år af livet er børn hypermodtagelige overfor indtryk. Hvad ønsker vi, at de skal internalisere? Og hvad gør vi for det?

Er vi opmærksomme nok? Er vi kritiske nok? Er vi informerede nok? Tilbyder vi de rette rammer som samfund til at udvikle en sund og tryg tilknytning? Og hvad med det der børneopdragelse? Hvad siger vores børnesyn om den fremtid, vi ønsker os? Behandler vi overhovedet små børn, som vi faktisk ønsker, at de skal behandle andre? Behandler vi dem ligeværdigt og med respekt?

Hvilken betydning har det for samfundet og kulturen, at 40% vurderes at få en utryg tilknytning i barndommen? Og hvorfor tager vi som samfund ikke denne sårbare og absolut mest afgørende fase i livet mere alvorligt?

For vi er nødt til at spørge os selv om dette, når nu vi står her og skal sætte alt ind for at skabe en fremtid bygget på samtykke, respekt, kropsautonomi og ligeværd.

Husker vi at tilbyde vores børn dette? Også de helt små? Giver vi det, som vi ønsker, de skal give videre i alle deres fremtidige relationer?

Jesper Juul sagde: ”Børn, som behandles med respekt, svarer med respekt. Børn, som behandles med omsorg, opfører sig omsorgsfuldt. Børn, som ikke krænkes på deres integritet, krænker ikke andre.”

Og jeg tror på, at det er sandt, og at det er uhyre vigtigt. Så vigtigt og dog så overset.

For jo, lad os endelig få samtykke på skoleskemaet! Lad os endelig have foredrag, kurser og workshops på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne. Det er nødvendigt, der hvor vi befinder os nu.

Men lad os også lige stoppe en halv og spørge os selv, hvorfor det er nødvendigt, og hvorfor det blev det? Hvorfor krænkerkulturen opstod?

Vi lærte at krænke engang. Vi lærte at overskride grænser engang. Vi lærte at lade vores grænser overskride engang. Vi lærte at fryse og at please, og vi lærte, at magt var noget, man kunne bruge mod andre eller få brugt mod sig selv … engang. Dengang vi selv var magtesløse.

Vi har meget, vi som voksne og som samfund skal aflære! Og hvis vi virkelig vil skabe samtykkekultur, reelt og på sigt, så kræver det, at vi helt fra fødslen af respekterer grænser. Viser vores børn, at de, deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres SAMTYKKE har værdi.

At deres nej, betyder nej. Og at deres ja, betyder ja.

Og vi skal snakke meget mere om, hvordan man gør dette i praksis! For som vi ser nu, ved alt for mange ikke, hvad samtykke er.

De første relationer i barnets liv sætter fundamentet for de kommende.

Det starter lige her med os alle sammen. Vi er nødt til at skabe forbindelsen, og vi er nødt til også at behandle roden af problemet. Alt andet er vigtigt, men vil fungere som lappeløsninger alene.

Voldtægtskultur og krænkerkultur skal skiftes ud med samtykkekultur nu.

Psykolog Anne Rom

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

af | feb 19, 2020

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.

19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ