Et meningsfuldt fællesskab giver os styrke

MODERSKAB

Et meningsfuldt fællesskab giver os styrke

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

14. februar 2021 | Af Lykke Eluna Hammer | Foto: Privat

 

Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

Lykke Eluna Viktoria Hammer er mor, kulturiværksætter, værtinde og intuitiv leder. Lykke har med sin forretning, Lykkecirkler, fokus på at skabe nutidens meningsfulde kvindefællesskaber med et særligt fokus på kvindelivets kropslige initieringer og cykliske natur. Du kan læse mere på lykkecirkler.dk og følge hende på @lykkecirkler.

Forestil dig. For en kort stund. At det er lige så essentielt for et menneske at have et community, som det er at sove.

Et lidt uvant – ja, måske endda lidt langt ude – tankeeksperiment, ikke?

Men faktisk er dette den egentlige sandhed omkring vores inderste, fysiologiske blueprint som mennesker i denne verden. Særligt som kvinder.

I Kvindens dybe natur, i hendes cykliske væsen, ligger nemlig både et grundlæggende behov – og et iboende potentiale for at indgå i tætte, meningsfulde og kærlighedsfulde fællesskaber.

I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.

Et iboende design

Jeg har de sidste tre år af mit liv dykket dybt, dybt ned i både den fysiologiske og åndelige swimmingpool af, hvad det vil sige at være biologisk kvinde.

Dette har jeg gjort på mange måder, med andre kvinder og med helt særlige hjælpere ved min side, men mest nært står mig; de helt intime oplevelser og sansninger, jeg har gjort mig igennem min egen kvindekrop.

Her har jeg gennem min egen krops genkaldelse husket dét, som jeg allerede og altid har vidst.

“I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.”

 
Lykke Eluna Hammer

Oxytocin er blevet min veninde. Gennem årene har jeg stået i situationer, hvor mit indre har blusset og pulseret på grund af dette lykkefulde, kærlighedshormon. Det interessante er, at dette generte hormon, oxytocin, som vi producerer, når vi føder, og som vi får i gave, når vi elsker, er det, jeg også oplever kan komme i spil på smukkeste vis, når kvinder mødes.

Min personlige erfaring med det ‘generte hormon’ – som det kan omtales, fordi det har brug for tryghed, intimitet og kendthed omkring sig for at forløses – er dog, at det bliver mindre og mindre ”genert” i os, når det rum, vi som kvinder mødes i, emmer af åbenhed og kærlighed til dem, vi er, og det, vi står i. Når søsterskabet uden skam og dom huskes iblandt os, kan oxytocin flyde frit.

Min erfaring er, at kvindefællesskaber, som healer, styrker og udvikler den enkelte, kun reelt set bliver værdifulde, hvis vi er i stand til at skabe et miljø, hvor ingen skal:

FIKSES, REDES eller RÅDES til noget.

Men et miljø, hvor vi i stedet holder værdier højt, der gør, at kvinder i stedet HOLDES, ÆRES, ELSKES og får muligheden for at blive SPEJLET i, hvem de er. Et miljø, hvor hver enkelt kvinde selv tager EJERSKAB og ANSVAR for sig selv og sine egne indre oplevelser af verdenen. Et miljø, hvor vi som mennesker kan bevæge os tættere på at komme i integritet med os selv.

Det er disse værdier, jeg har dyrket – og fortsat dyrker. Og jeg har fundet frem til, at vi specielt som nybagte mødre langt hen ad vejen ikke kan bruge fællesskaber, der bygger på mindre end dette, til noget. I hvert fald ikke, hvis vi snakker om ægte personlig udvikling, reel healing og et personligt ønske om at bevæge os imod vores egentlige selv.

Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.

Helt skrallet ind til benet gør nogle af disse patriarkalske værdier, som vores samfund og kultur i stor stil er bygget op omkring, at vi i dag blandt andet ser på mødre som nogle hylstre for babyer, hvor det vigtigste blot er at få et barn til verden i live, koste hvad det vil. Dette påvirker i den grad også den måde, mødregruppetilbuddene fra det offentlige i dag er grundlagt på.

En gruppe for babyer

En mødregruppe er egentlig – som der helt konkret står skrevet – en gruppe for mødre. Gennem de seneste mange år er mødregrupperne i Danmark dog blevet mere og mere “en gruppe for babyerne”.

Og hvad mener jeg så egentlig med det?

Jo, i de fleste mødregrupper i dag er det de børn, som vi har født, som er omdrejningspunktet for snakken og samtalerne, vi har med hinanden. Dette er jo i sin sag ikke hverken underligt eller “forkert” (hvilket intet jo egentlig er, efter min mening). Jeg oplever bare, at det er uhensigtsmæssigt.

“Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.”

 
Lykke Eluna Hammer

I små nyfødte børns første leveår hænger barnet uløseligt sammen med sin mors nervesystem. Dertil hører, at barnets mors nervesystem co-reguleres af den kultur, moderen er en del af, og moderens grundlæggende værdier og indre trosretninger (bevidste og ubevidste).

Derfor giver det meget mere mening at have mødregrupper (aka kvindefællesskaber, som det jo er), hvor det, der udforskes, tales om, deles, næres og dykkes ned i, har med moderens trivsel og indre følelsesliv at gøre, fremfor om hendes barn nu har taget et kilo på, spiser babymos fra Netto eller Kvickly eller vil sove 2, 3, 4,…7 eller 10 timer om natten! Mor og barn hænger sammen! Mor først!
Vi har som kultur i SÅ uendelig lang tid haft et alt for stort fokus på resultatet af kvindernes graviditeter og fødsler; børnene. Frem for, hvordan kvinderne bag dem egentlig har oplevet processerne, det medførte, og hvordan vi, der er kulturen omkring dem, kan nære dem i dag som de mødre, de er blevet til, med de historier, de har med sig.

‘Selv sidder jeg lige nu – næsten højgravid og skriver dette – og selvfølgelig er det, jeg er interesseret i med min graviditet, at mit barn kommer levende, sund og hel ud af min livmoder, når tid er. Det er der absolut ingen tvivl om. Det, der er min udfordring, er, at der i dag bliver et alt for stort fokus på dette resultat, fremfor hvilken processuel rejse, det egentlig er, jeg er ude på som menneske og kvinde.

Jeg har brugt mange kræfter – og utrolig meget nørderi – de sidste par år på at finde frem til hjælpere og støttespillere omkring mig til denne graviditet. Støtte og hjælp, som reelt set ikke er så sindssygt fokuseret på resultatet af min graviditet, som normen er det i dag.

Dette skriv er helt særligt dedikeret til min cyklusmentor og store inspirator Mandy Adams, der gik bort i Januar 2021. Mandy lod mig mærke og sanse på egen krop, hvordan det føles at være forbundet imellem tid og rum, på kryds af slægter, i et sandt og kærlighedsfuldt søsterskab.

Lykke Eluna Hammer

Det er disse udviklende og ekspansive processer – som kvindekroppen med muligheden for at bære et barn i livmoderen giver – der er mit hovedfokus. Disse fysiologiske og urkraftsfulde overgange i kvindelivet er ikke ”bare” en proces, vi skal komme helskindet igennem, og det er heller ikke en proces, der skal være ”let” og ”nem” for enhver pris. Det kræver noget af os som kvinder, og det kræver meget mere af os som kultur bag kvinderne.

Det er en dyb proces, vi giver os selv, og som i bedste fald – og ofte i al fald – skaber mulighed for en opdagelse af vores unikke potentialer og opgaver i dette liv. At bære liv og at føde er fysiologisk initierede portaler, som har til hensigt at ændre os for evigt.

Det er kæmpestore kræfter, vi har med at gøre, uden at jeg på nogen måde overdriver! Disse kræfter er, hvad jeg husker på, når jeg inviterer kvinder ind i nye mødregruppefællesskaber hos mig. Det sidste, jeg tænker på, er, hvordan disse kvinder får deres barn til at sove i deres egen seng, når barnet er seks måneder gammelt (og jeg tror heller ikke på, det tema på noget tidspunkt, faktisk overhovedet, er virkelig essentielt for den overgang, vi som kvinder går ind i med moderskabet).

Fra resultat- til procesliv(moder)

Med den ændring, jeg er fortaler for skal ske inden for vores kulturs traditioner med tilbud af mødregrupper, er mit fokus på proces det allermest essentielle.

Man kan tale om, at vi som kultur – det vil sige os som venner, parforhold, storfamilier, kernefamilier, mødre og fædre, landsbyer, landsdele, byområder og ikke mindst (måske egentlig først og fremmest) i forskellige netværk af kvinder – må ære og dyrke livet meget mere fra et processuelt perspektiv. Som jeg ser det, må vi i langt højere grad begynde at leve procesliv.

Et sådant liv kan folde sig ud på et utal af måder. Disse mange måder, farver og former af et liv i proces må vi inspirere hinanden til at lære af de eksempler, der går foran, ved siden af eller bagved os. Vi kan alle starte med vores eget store mikrokosmos og ære, at vi med det unikke og værdifulde liv, vi hver især er givet, tager os vores tid. Det kan betyde, at vi virkelig begynder at dyrke og mærke, hvad livet vil med os.

På et større kulturelt plan må vi – ligesom på et mikrokosmisk plan – tage et langt større kollektivt ansvar for at give det enkelte menneske – i alle dets individuelle former – retten til at tage sin tid, dvæle ved det, som livet er og bringer lige nu, og at kunne tage autonome og integrerede beslutninger for eget liv og legeme.

Alt dette sker ikke – nok aldrig – uden hjælp. Uden støtte. Uden at vi går vores individuelle vej sammen med nogle andre, vi ønsker at gå sammen med. Det er dette, som for mig er kendetegnende for et ægte og meningsfuldt fællesskab. Vi vidner hinanden og følges ad, men vi tager hverken den enkeltes ret og ansvar til selv at tage meningsfulde beslutninger fra dem, eller regner med at det kollektiv, som vi tager del i, tager ansvar for vores livsbeslutninger og indre processer som individer.

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab. At blive set og vidnet i livet og at finde vores unikke vej er både det, der skaber immunitet – eller skal vi kalde det indre styrke, og som er et liv i proces.

Her kommer jeg helt naturligt tilbage til mit syn på vores kultur, som helt utrolig resultatorienteret. Vi går nærmest rundt i en ‘kollektiv tåge’, som giver os ret til i vores ivrighed, utålmodighed og fremgangstrang at gøre al den vold og hurtighed, vi kan komme til, for at ‘nå frem’ til resultatet. Det er lidt sygt – nogle ville nok sige MEGET. Det gør jeg ikke.

Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?”.

“Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab.”

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler, at dette spørgsmål hjemsøger mig dagligt. Og jeg ved selv mindre og mindre om, hvor jeg faktisk er på vej hen. Jeg følger processen, og jeg prøver at blive ved med at mærke efter, og jeg føler, at det konstant er vigtigt at invitere flere og flere mennesker med ind på det spor.

Alle mine veninder

For snart tre år siden startede jeg så småt min egen virksomhed. Jeg opfandt konceptet #MødreMødes, og jeg har siden brugt rigtig meget af min daglige livskraft på at skabe og facilitere disse – for mig – meningsfulde og nærende mødregrupper i mit hjem i Midtjylland.

I virkeligheden føler jeg ikke, at jeg ”startede en virksomhed”. I virkeligheden føltes det meget mere som om; at jeg endelig hoppede med snuden direkte ned i den kvindelige ur-suppe og – sammen med mange andre kvinder i verden – begyndte at tage det søsterskab tilbage på landkortet, som gennem generationer har været glemt, gemt og brændt til grunde i vores europæiske slægtshistorie.

“Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?””

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler hver evig eneste dag en enorm taknemmelighed over, at jeg får muligheden for at gå denne vej af genkaldelse af, hvad det vil sige at leve et liv som kvinde fordybet i det fysiologiske og spirituelle fundament, som er vores. Den cykliske natur, som er udgangspunktet for alt liv på jorden.

En fødselsret og en kraft, som vi er i gang med at genkalde os, og som vi må tage ansvar for at huske og give videre. Sammen med alle mine veninder: Lad os lette på søstersårets tåge og tage kraften tilbage til vores kroppe.

Jeg vil gerne slutte med dette citat fra en vis:

”At sige, at min krop er sumpområde, flodmunding, økosystem, at den er spaltet igennem af bifloder af ledsagende arter, der putter sig i min mave, udvides gennem mine fingre, inddæmmer sig ved mine fødder, er en smuk måde at gentænke min kropslighed. Men så snart vi erkender, at vi ikke er forseglede i vores dykkerdragt af menneskehud, hvad gør vi så med denne erkendelse? Hvad skylder vi, og hvordan betaler vi?”

MODERSKAB

Et meningsfuldt fællesskab giver os styrke

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

14. februar 2021 | Af Lykke Eluna Hammer | Foto: Privat

 

Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

Lykke Eluna Viktoria Hammer er mor, kulturiværksætter, værtinde og intuitiv leder. Lykke har med sin forretning, Lykkecirkler, fokus på at skabe nutidens meningsfulde kvindefællesskaber med et særligt fokus på kvindelivets kropslige initieringer og cykliske natur. Du kan læse mere på lykkecirkler.dk og følge hende på @lykkecirkler.

 

Forestil dig. For en kort stund. At det er lige så essentielt for et menneske at have et community, som det er at sove.

Et lidt uvant – ja, måske endda lidt langt ude – tankeeksperiment, ikke?

Men faktisk er dette den egentlige sandhed omkring vores inderste, fysiologiske blueprint som mennesker i denne verden. Særligt som kvinder.

I Kvindens dybe natur, i hendes cykliske væsen, ligger nemlig både et grundlæggende behov – og et iboende potentiale for at indgå i tætte, meningsfulde og kærlighedsfulde fællesskaber.

I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.

Et iboende design

Jeg har de sidste tre år af mit liv dykket dybt, dybt ned i både den fysiologiske og åndelige swimmingpool af, hvad det vil sige at være biologisk kvinde.

Dette har jeg gjort på mange måder, med andre kvinder og med helt særlige hjælpere ved min side, men mest nært står mig; de helt intime oplevelser og sansninger, jeg har gjort mig igennem min egen kvindekrop.

Her har jeg gennem min egen krops genkaldelse husket dét, som jeg allerede og altid har vidst.

“I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.”

 
Lykke Eluna Hammer

Oxytocin er blevet min veninde. Gennem årene har jeg stået i situationer, hvor mit indre har blusset og pulseret på grund af dette lykkefulde, kærlighedshormon. Det interessante er, at dette generte hormon, oxytocin, som vi producerer, når vi føder, og som vi får i gave, når vi elsker, er det, jeg også oplever kan komme i spil på smukkeste vis, når kvinder mødes.

Min personlige erfaring med det ‘generte hormon’ – som det kan omtales, fordi det har brug for tryghed, intimitet og kendthed omkring sig for at forløses – er dog, at det bliver mindre og mindre ”genert” i os, når det rum, vi som kvinder mødes i, emmer af åbenhed og kærlighed til dem, vi er, og det, vi står i. Når søsterskabet uden skam og dom huskes iblandt os, kan oxytocin flyde frit.

Min erfaring er, at kvindefællesskaber, som healer, styrker og udvikler den enkelte, kun reelt set bliver værdifulde, hvis vi er i stand til at skabe et miljø, hvor ingen skal:

FIKSES, REDES eller RÅDES til noget.

Men et miljø, hvor vi i stedet holder værdier højt, der gør, at kvinder i stedet HOLDES, ÆRES, ELSKES og får muligheden for at blive SPEJLET i, hvem de er. Et miljø, hvor hver enkelt kvinde selv tager EJERSKAB og ANSVAR for sig selv og sine egne indre oplevelser af verdenen. Et miljø, hvor vi som mennesker kan bevæge os tættere på at komme i integritet med os selv.

Det er disse værdier, jeg har dyrket – og fortsat dyrker. Og jeg har fundet frem til, at vi specielt som nybagte mødre langt hen ad vejen ikke kan bruge fællesskaber, der bygger på mindre end dette, til noget. I hvert fald ikke, hvis vi snakker om ægte personlig udvikling, reel healing og et personligt ønske om at bevæge os imod vores egentlige selv.

Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.

Helt skrallet ind til benet gør nogle af disse patriarkalske værdier, som vores samfund og kultur i stor stil er bygget op omkring, at vi i dag blandt andet ser på mødre som nogle hylstre for babyer, hvor det vigtigste blot er at få et barn til verden i live, koste hvad det vil. Dette påvirker i den grad også den måde, mødregruppetilbuddene fra det offentlige i dag er grundlagt på.

En gruppe for babyer

En mødregruppe er egentlig – som der helt konkret står skrevet – en gruppe for mødre. Gennem de seneste mange år er mødregrupperne i Danmark dog blevet mere og mere “en gruppe for babyerne”.

Og hvad mener jeg så egentlig med det?

Jo, i de fleste mødregrupper i dag er det de børn, som vi har født, som er omdrejningspunktet for snakken og samtalerne, vi har med hinanden. Dette er jo i sin sag ikke hverken underligt eller “forkert” (hvilket intet jo egentlig er, efter min mening). Jeg oplever bare, at det er uhensigtsmæssigt.

“Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.”

 
Lykke Eluna Hammer

I små nyfødte børns første leveår hænger barnet uløseligt sammen med sin mors nervesystem. Dertil hører, at barnets mors nervesystem co-reguleres af den kultur, moderen er en del af, og moderens grundlæggende værdier og indre trosretninger (bevidste og ubevidste).

Derfor giver det meget mere mening at have mødregrupper (aka kvindefællesskaber, som det jo er), hvor det, der udforskes, tales om, deles, næres og dykkes ned i, har med moderens trivsel og indre følelsesliv at gøre, fremfor om hendes barn nu har taget et kilo på, spiser babymos fra Netto eller Kvickly eller vil sove 2, 3, 4,…7 eller 10 timer om natten! Mor og barn hænger sammen! Mor først!
Vi har som kultur i SÅ uendelig lang tid haft et alt for stort fokus på resultatet af kvindernes graviditeter og fødsler; børnene. Frem for, hvordan kvinderne bag dem egentlig har oplevet processerne, det medførte, og hvordan vi, der er kulturen omkring dem, kan nære dem i dag som de mødre, de er blevet til, med de historier, de har med sig.

‘Selv sidder jeg lige nu – næsten højgravid og skriver dette – og selvfølgelig er det, jeg er interesseret i med min graviditet, at mit barn kommer levende, sund og hel ud af min livmoder, når tid er. Det er der absolut ingen tvivl om. Det, der er min udfordring, er, at der i dag bliver et alt for stort fokus på dette resultat, fremfor hvilken processuel rejse, det egentlig er, jeg er ude på som menneske og kvinde.

Jeg har brugt mange kræfter – og utrolig meget nørderi – de sidste par år på at finde frem til hjælpere og støttespillere omkring mig til denne graviditet. Støtte og hjælp, som reelt set ikke er så sindssygt fokuseret på resultatet af min graviditet, som normen er det i dag.

Dette skriv er helt særligt dedikeret til min cyklusmentor og store inspirator Mandy Adams, der gik bort i Januar 2021. Mandy lod mig mærke og sanse på egen krop, hvordan det føles at være forbundet imellem tid og rum, på kryds af slægter, i et sandt og kærlighedsfuldt søsterskab.

Lykke Eluna Hammer

Det er disse udviklende og ekspansive processer – som kvindekroppen med muligheden for at bære et barn i livmoderen giver – der er mit hovedfokus. Disse fysiologiske og urkraftsfulde overgange i kvindelivet er ikke ”bare” en proces, vi skal komme helskindet igennem, og det er heller ikke en proces, der skal være ”let” og ”nem” for enhver pris. Det kræver noget af os som kvinder, og det kræver meget mere af os som kultur bag kvinderne.

Det er en dyb proces, vi giver os selv, og som i bedste fald – og ofte i al fald – skaber mulighed for en opdagelse af vores unikke potentialer og opgaver i dette liv. At bære liv og at føde er fysiologisk initierede portaler, som har til hensigt at ændre os for evigt.

Det er kæmpestore kræfter, vi har med at gøre, uden at jeg på nogen måde overdriver! Disse kræfter er, hvad jeg husker på, når jeg inviterer kvinder ind i nye mødregruppefællesskaber hos mig. Det sidste, jeg tænker på, er, hvordan disse kvinder får deres barn til at sove i deres egen seng, når barnet er seks måneder gammelt (og jeg tror heller ikke på, det tema på noget tidspunkt, faktisk overhovedet, er virkelig essentielt for den overgang, vi som kvinder går ind i med moderskabet).

Fra resultat- til procesliv(moder)

Med den ændring, jeg er fortaler for skal ske inden for vores kulturs traditioner med tilbud af mødregrupper, er mit fokus på proces det allermest essentielle.

Man kan tale om, at vi som kultur – det vil sige os som venner, parforhold, storfamilier, kernefamilier, mødre og fædre, landsbyer, landsdele, byområder og ikke mindst (måske egentlig først og fremmest) i forskellige netværk af kvinder – må ære og dyrke livet meget mere fra et processuelt perspektiv. Som jeg ser det, må vi i langt højere grad begynde at leve procesliv.

Et sådant liv kan folde sig ud på et utal af måder. Disse mange måder, farver og former af et liv i proces må vi inspirere hinanden til at lære af de eksempler, der går foran, ved siden af eller bagved os. Vi kan alle starte med vores eget store mikrokosmos og ære, at vi med det unikke og værdifulde liv, vi hver især er givet, tager os vores tid. Det kan betyde, at vi virkelig begynder at dyrke og mærke, hvad livet vil med os.

På et større kulturelt plan må vi – ligesom på et mikrokosmisk plan – tage et langt større kollektivt ansvar for at give det enkelte menneske – i alle dets individuelle former – retten til at tage sin tid, dvæle ved det, som livet er og bringer lige nu, og at kunne tage autonome og integrerede beslutninger for eget liv og legeme.

Alt dette sker ikke – nok aldrig – uden hjælp. Uden støtte. Uden at vi går vores individuelle vej sammen med nogle andre, vi ønsker at gå sammen med. Det er dette, som for mig er kendetegnende for et ægte og meningsfuldt fællesskab. Vi vidner hinanden og følges ad, men vi tager hverken den enkeltes ret og ansvar til selv at tage meningsfulde beslutninger fra dem, eller regner med at det kollektiv, som vi tager del i, tager ansvar for vores livsbeslutninger og indre processer som individer.

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab. At blive set og vidnet i livet og at finde vores unikke vej er både det, der skaber immunitet – eller skal vi kalde det indre styrke, og som er et liv i proces.

Her kommer jeg helt naturligt tilbage til mit syn på vores kultur, som helt utrolig resultatorienteret. Vi går nærmest rundt i en ‘kollektiv tåge’, som giver os ret til i vores ivrighed, utålmodighed og fremgangstrang at gøre al den vold og hurtighed, vi kan komme til, for at ‘nå frem’ til resultatet. Det er lidt sygt – nogle ville nok sige MEGET. Det gør jeg ikke.

Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?”.

“Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab.”

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler, at dette spørgsmål hjemsøger mig dagligt. Og jeg ved selv mindre og mindre om, hvor jeg faktisk er på vej hen. Jeg følger processen, og jeg prøver at blive ved med at mærke efter, og jeg føler, at det konstant er vigtigt at invitere flere og flere mennesker med ind på det spor.

Alle mine veninder

For snart tre år siden startede jeg så småt min egen virksomhed. Jeg opfandt konceptet #MødreMødes, og jeg har siden brugt rigtig meget af min daglige livskraft på at skabe og facilitere disse – for mig – meningsfulde og nærende mødregrupper i mit hjem i Midtjylland.

I virkeligheden føler jeg ikke, at jeg ”startede en virksomhed”. I virkeligheden føltes det meget mere som om; at jeg endelig hoppede med snuden direkte ned i den kvindelige ur-suppe og – sammen med mange andre kvinder i verden – begyndte at tage det søsterskab tilbage på landkortet, som gennem generationer har været glemt, gemt og brændt til grunde i vores europæiske slægtshistorie.

“Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?””

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler hver evig eneste dag en enorm taknemmelighed over, at jeg får muligheden for at gå denne vej af genkaldelse af, hvad det vil sige at leve et liv som kvinde fordybet i det fysiologiske og spirituelle fundament, som er vores. Den cykliske natur, som er udgangspunktet for alt liv på jorden.

En fødselsret og en kraft, som vi er i gang med at genkalde os, og som vi må tage ansvar for at huske og give videre. Sammen med alle mine veninder: Lad os lette på søstersårets tåge og tage kraften tilbage til vores kroppe.

Jeg vil gerne slutte med dette citat fra en vis:

”At sige, at min krop er sumpområde, flodmunding, økosystem, at den er spaltet igennem af bifloder af ledsagende arter, der putter sig i min mave, udvides gennem mine fingre, inddæmmer sig ved mine fødder, er en smuk måde at gentænke min kropslighed. Men så snart vi erkender, at vi ikke er forseglede i vores dykkerdragt af menneskehud, hvad gør vi så med denne erkendelse? Hvad skylder vi, og hvordan betaler vi?”

LÆS OGSÅ