”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”
LIVET MED BØRN
”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”
14. april 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Kristina Wildenhoft
En af de ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter. Jeg har spurgt hende og to andre mødre, der normalt er hjemme med deres børn, hvordan krisen har påvirket dem som familie.
Coronakrisen, som den hyppigt omtales, har haft betydning for de fleste børnefamilier. Også for dem, der normalt er vant til at være hjemme og leve livet sammen.
Jeg har spurgt tre mødre, Kristina Wildenhoft, Sara Gabríela og Rikke Vindberg, hvordan deres familieliv er blevet påvirket, og hvad de tager med sig videre.
Rikke Vindberg
Rikke Vindberg er 33 år og mor til Naja på 1,5 samt Silje på 4,5 år. Hun er uddannet cand.mag. i engelsk og har arbejdet med kommunikation og marketing, indtil hun begyndte at være hjemme med sine børn. Familien bor i Vindinge syd for Roskilde. Du kan følge Rikke på instagramprofilen @hverdagsvalg.
Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
På den ene side har coronakarantænen ikke været den vilde omvæltning. Jeg havde i forvejen begge børn på 1,5 og 4,5 hjemme på pasningsorlov fra vuggestue og børnehave, så i et vist omfang har hverdagen fortsat sin vante gang med ungerne hjemme. Nu har vi bare været så heldige også at have far en del på hjemmekontoret, og det har været hyggeligt.
På den anden side har de mange restriktioner selvfølgelig brudt vores rutiner og begrænset vores frihed til aktiviteter. Den sværeste begrænsning er i forhold til at ses med familie og venner. At vi kun må vinke til mormor, der ellers plejer at komme flere gange om ugen, og facetime med de andre bedsteforældre. At vi ikke kan mødes med vores faste legegruppe hver tirsdag og lave legeaftaler med de gamle venner fra børnehaven. Det kan godt være hårdt – og svært for ungerne at forstå.
Jeg har også opdaget, at selvom jeg er taknemmelig for at bruge størstedelen af min tid sammen med mine børn, har jeg virkelig brug for samværet med andre voksne – for sparring, spejling og perspektiv på tilværelsen. Og at jeg får sværere ved at rumme og regulere både mine egne og børnenes følelser og adfærd, når det behov ikke bliver dækket. Det har været vigtigt for familiens samlede trivsel, at jeg har fundet måder at tilgodese dette i en karantænetid.
Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie. Hvor jeg syntes, vi havde en forholdsvis rolig hverdag med typisk 3-4 aftaler eller aktiviteter om ugen, så var det faktisk mere, end særligt min ældste havde behov for. Efter de første to ugers karantæne var hun i meget bedre balance, end hun havde været længe – og pasningsorloven er blevet til en permanent udmelding af begge børn fra daginstitutionerne frem til skolestart. Jeg er blevet bekræftet i, at det at kunne give vores børn en rolig hverdag uden det daglige pres om “stimulering” og “socialisering” i en institutionsramme, er optimalt for vores familie.
Vi har også opdaget, at det faktisk er muligt at integrere far en smule mere i vores hverdag. Han har oplevet, at det godt kan lade sig gøre at arbejde nogenlunde uforstyrret hjemme. Og det er hyggeligt med ekstra tid til for eksempel at starte dagen med et spil, at kunne spise frokost sammen, få en krammer og en tegning, mens kaffen løber igennem – og at der stadig er lidt eftermiddag tilbage til at lave noget sammen efter fyraften, fordi han sparer transporttiden. På en måde har vi levet meget separate liv; børnene og jeg herhjemme, farmand på kontoret de fleste af deres vågne timer fem dage om ugen. Det er spændende at opleve dem smelte sammen.
Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil prøve at blive skarpere på at navigere imellem de forskellige behov for aktiviteter og sociale relationer, der er henholdsvis børnenes, forældrenes og fælles. Og måske indføre en jævnlig “karantæneuge”, hvor vi ikke behøver skulle ud af huset eller være sociale med andre. Hvor vi voksne stadig kan få dækket vores egne sociale behov om aftenen, uden at det behøver involvere børnene, som måske har mere brug for fred og ro.
Og så håber jeg, at farmand vil tage sig en hjemmearbejdsdag i ny og næ – af ren og skær lyst frem for nød.
Kristina Wildenhoft
Kristina Wildenhoft er hjemmegående med sine to drenge på 2 og 4 år. Hun står desuden bag instagramprofilen Kriblekongen. Du kan følge hende her.
Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
Corona-karantænen har ikke den store betydning for os herhjemme i forhold til, hvordan vores hverdag nu ser ud. Jeg hjemmepasser i forvejen vores to drenge på 2,5 og 4,5 år, og min mand, Martin, har hjemmekontor. Jeg arbejder normalt også som tjener cirka 40 timer om måneden, og det kan jeg selvfølgelig ikke i denne tid. Men det gør mig bestemt ikke noget, for nu har jeg bare de flere timer sammen med min familie. Men vi kan virkelig mærke karantænen, når det kommer til øvrig familie. Vi savner vores forældre, bedsteforældre og søskende rigtig meget. Vi holder kontakten og ses indimellem – kortvarigt, udendørs og med god afstand selvfølgelig. Men det ikke helt det samme. Børnene savner især deres bedsteforældre, som de er vant til at ses med hver uge.
En anden betydning, Corona-karantænen har haft for os, kan ses på min instagramprofil. Jeg har en legeprofil, der hedder Kriblekongen, hvor jeg deler idéer til sjove og anderledes aktiviteter, man kan lave med sine børn. Jeg har pludselig fået travlt, fordi der er kommet dobbelt så mange følgere til siden statsministerens tale om karantæne. Det har betydet, at jeg har fået meget mere at se til i forhold til nye samarbejder og at svare på beskeder og mails. Men jeg synes, det er dejligt, at så mange har lyst til at følge med i vores hverdag.
Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at det var godt, vi i 2018 valgte at flytte i et billigere hus, så jeg kan hjemmepasse. Jeg er også blevet klogere på, hvor lidt mine børn og jeg har brug for socialt udover familie. Vi er vant til at holde legestue herhjemme hver tirsdag, og tit er vi i legeland om torsdagen og til gymnastik om fredagen. Og så enkelte legeaftaler derudover. Og vi trives faktisk også rigtig fint uden, kan jeg mærke. Drengene har kun én gang efterspurgt de legeaftaler, vi normalt har.
Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil helt sikkert skrue endnu mere ned for ud af huset-ture, selvom jeg synes, vi i forvejen har få. Men vi behøver dem ikke så meget, som jeg troede. Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os, så måske har jeg fyldt lidt for mange sociale aftaler på skemaet for at føle, at det er godt nok, det vi gør. Det er nemlig altid det sociale, folk spøger ind til, når de hører, at jeg hjemmepasser.
Men det er en dejlig erkendelse, da jeg selv trives godt med ’bare’ at være hjemme. Vi laver mange sjove ting, og vi har indrettet os sådan, at der er god plads til leg og bevægelse både inde og ude. Og så har vi vores familie meget tæt på, som dækker langt de fleste af mine og mine børns behov for socialisering.
Sara Gabríela
Sara Gabríela er mor til Aya og Mowgli. Hun har de seneste seks år boet i Danmark, hvor hendes kæreste og børnenes far er opvokset. Lige nu bor familien, der står bag virksomheden Nicecream Copenhagen, i La Palma på De Kanariske Øer. Du kan følge hende på instagramprofilen @samsara.gabriela.
Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
The corona epidemic came as sudden for us, as the rest of the world. We are located in Spain – and that means full isolation, and we are not allowed to go outside our home. Not even for a walk, or a trip to the forest or the beach. Which I believe, would make it much easier.
This is day 26 and we have at least two more weeks to go. They might extend it again.
This has been a time of joy, rest, simplicity, reconnecting, recovering, as it’s been a time of uncertainty, restlessness, exhaustion and complete surrender.
Being locked in our own home with two active children is as challenging as it’s sounds. But they have become excellent in keeping themselves entertained and occupied with things, that they otherwise wouldn’t spend as much time into. They have become closer than they were before. We have been able to have longer and deeper conversations, as we have all the time in the world now.
In some ways our everyday life hasn’t changed, as our children don’t go to kindergarten or schools, and we always spend our days together. We live pretty simple and we don’t spend much time in the cities. But we miss our friends, our daily activities, and we miss our adventures out in nature.
Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
This has been a very transformational year for us, as we just moved here to Spain four months ago. We had big ambitions and dreams, we found a land, and we were ready to start building our home. We almost had our hands on it, we had a man who was about to start the project, when we hear and see on the news that there is an virus outbreak, and the whole island would be shutting down. And our dreams were put on hold.
Our financial security, our only income, and the reason we could live here, was by working remotely with our family business in Denmark, we have spent the past five years on building. We have lost this income now, and we do not know if our small family business will survive this epidemic.
Right now, I don’t have any positive twist to it. Everything might be falling apart, or everything might be coming together. I hope that whatever happens, is what is supposed to happen. But the lessons of these times have brought us many gifts. A deeper sense of gratitude, unity, hope and trust. We are strong enough to make it through this together.
We have lived through hardships before.
There is and always will be a light in the end of the tunnel.
LIVET MED BØRN
”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”
14. april 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Kristina Wildenhoft
En af de ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter. Jeg har spurgt hende og to andre mødre, der normalt er hjemme med deres børn, hvordan krisen har påvirket dem som familie.
Coronakrisen, som den hyppigt omtales, har haft betydning for de fleste børnefamilier. Også for dem, der normalt er vant til at være hjemme og leve livet sammen.
Jeg har spurgt tre mødre, Kristina Wildenhoft, Sara Gabríela og Rikke Vindberg, hvordan deres familieliv er blevet påvirket, og hvad de tager med sig videre.
Rikke Vindberg
Rikke Vindberg er 33 år og mor til Naja på 1,5 samt Silje på 4,5 år. Hun er uddannet cand.mag. i engelsk og har arbejdet med kommunikation og marketing, indtil hun begyndte at være hjemme med sine børn. Familien bor i Vindinge syd for Roskilde. Du kan følge Rikke på instagramprofilen @hverdagsvalg.
Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
På den ene side har coronakarantænen ikke været den vilde omvæltning. Jeg havde i forvejen begge børn på 1,5 og 4,5 hjemme på pasningsorlov fra vuggestue og børnehave, så i et vist omfang har hverdagen fortsat sin vante gang med ungerne hjemme. Nu har vi bare været så heldige også at have far en del på hjemmekontoret, og det har været hyggeligt.
På den anden side har de mange restriktioner selvfølgelig brudt vores rutiner og begrænset vores frihed til aktiviteter. Den sværeste begrænsning er i forhold til at ses med familie og venner. At vi kun må vinke til mormor, der ellers plejer at komme flere gange om ugen, og facetime med de andre bedsteforældre. At vi ikke kan mødes med vores faste legegruppe hver tirsdag og lave legeaftaler med de gamle venner fra børnehaven. Det kan godt være hårdt – og svært for ungerne at forstå.
Jeg har også opdaget, at selvom jeg er taknemmelig for at bruge størstedelen af min tid sammen med mine børn, har jeg virkelig brug for samværet med andre voksne – for sparring, spejling og perspektiv på tilværelsen. Og at jeg får sværere ved at rumme og regulere både mine egne og børnenes følelser og adfærd, når det behov ikke bliver dækket. Det har været vigtigt for familiens samlede trivsel, at jeg har fundet måder at tilgodese dette i en karantænetid.
Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie. Hvor jeg syntes, vi havde en forholdsvis rolig hverdag med typisk 3-4 aftaler eller aktiviteter om ugen, så var det faktisk mere, end særligt min ældste havde behov for. Efter de første to ugers karantæne var hun i meget bedre balance, end hun havde været længe – og pasningsorloven er blevet til en permanent udmelding af begge børn fra daginstitutionerne frem til skolestart. Jeg er blevet bekræftet i, at det at kunne give vores børn en rolig hverdag uden det daglige pres om “stimulering” og “socialisering” i en institutionsramme, er optimalt for vores familie.
Vi har også opdaget, at det faktisk er muligt at integrere far en smule mere i vores hverdag. Han har oplevet, at det godt kan lade sig gøre at arbejde nogenlunde uforstyrret hjemme. Og det er hyggeligt med ekstra tid til for eksempel at starte dagen med et spil, at kunne spise frokost sammen, få en krammer og en tegning, mens kaffen løber igennem – og at der stadig er lidt eftermiddag tilbage til at lave noget sammen efter fyraften, fordi han sparer transporttiden. På en måde har vi levet meget separate liv; børnene og jeg herhjemme, farmand på kontoret de fleste af deres vågne timer fem dage om ugen. Det er spændende at opleve dem smelte sammen.
Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil prøve at blive skarpere på at navigere imellem de forskellige behov for aktiviteter og sociale relationer, der er henholdsvis børnenes, forældrenes og fælles. Og måske indføre en jævnlig “karantæneuge”, hvor vi ikke behøver skulle ud af huset eller være sociale med andre. Hvor vi voksne stadig kan få dækket vores egne sociale behov om aftenen, uden at det behøver involvere børnene, som måske har mere brug for fred og ro.
Og så håber jeg, at farmand vil tage sig en hjemmearbejdsdag i ny og næ – af ren og skær lyst frem for nød.
Kristina Wildenhoft
Kristina Wildenhoft er hjemmegående med sine to drenge på 2 og 4 år. Hun står desuden bag instagramprofilen Kriblekongen. Du kan følge hende her.
Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
Corona-karantænen har ikke den store betydning for os herhjemme i forhold til, hvordan vores hverdag nu ser ud. Jeg hjemmepasser i forvejen vores to drenge på 2,5 og 4,5 år, og min mand, Martin, har hjemmekontor. Jeg arbejder normalt også som tjener cirka 40 timer om måneden, og det kan jeg selvfølgelig ikke i denne tid. Men det gør mig bestemt ikke noget, for nu har jeg bare de flere timer sammen med min familie. Men vi kan virkelig mærke karantænen, når det kommer til øvrig familie. Vi savner vores forældre, bedsteforældre og søskende rigtig meget. Vi holder kontakten og ses indimellem – kortvarigt, udendørs og med god afstand selvfølgelig. Men det ikke helt det samme. Børnene savner især deres bedsteforældre, som de er vant til at ses med hver uge.
En anden betydning, Corona-karantænen har haft for os, kan ses på min instagramprofil. Jeg har en legeprofil, der hedder Kriblekongen, hvor jeg deler idéer til sjove og anderledes aktiviteter, man kan lave med sine børn. Jeg har pludselig fået travlt, fordi der er kommet dobbelt så mange følgere til siden statsministerens tale om karantæne. Det har betydet, at jeg har fået meget mere at se til i forhold til nye samarbejder og at svare på beskeder og mails. Men jeg synes, det er dejligt, at så mange har lyst til at følge med i vores hverdag.
Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at det var godt, vi i 2018 valgte at flytte i et billigere hus, så jeg kan hjemmepasse. Jeg er også blevet klogere på, hvor lidt mine børn og jeg har brug for socialt udover familie. Vi er vant til at holde legestue herhjemme hver tirsdag, og tit er vi i legeland om torsdagen og til gymnastik om fredagen. Og så enkelte legeaftaler derudover. Og vi trives faktisk også rigtig fint uden, kan jeg mærke. Drengene har kun én gang efterspurgt de legeaftaler, vi normalt har.
Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil helt sikkert skrue endnu mere ned for ud af huset-ture, selvom jeg synes, vi i forvejen har få. Men vi behøver dem ikke så meget, som jeg troede. Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os, så måske har jeg fyldt lidt for mange sociale aftaler på skemaet for at føle, at det er godt nok, det vi gør. Det er nemlig altid det sociale, folk spøger ind til, når de hører, at jeg hjemmepasser.
Men det er en dejlig erkendelse, da jeg selv trives godt med ’bare’ at være hjemme. Vi laver mange sjove ting, og vi har indrettet os sådan, at der er god plads til leg og bevægelse både inde og ude. Og så har vi vores familie meget tæt på, som dækker langt de fleste af mine og mine børns behov for socialisering.
Sara Gabríela
Sara Gabríela er mor til Aya og Mowgli. Hun har de seneste seks år boet i Danmark, hvor hendes kæreste og børnenes far er opvokset. Lige nu bor familien, der står bag virksomheden Nicecream Copenhagen, i La Palma på De Kanariske Øer. Du kan følge hende på instagramprofilen @samsara.gabriela.
Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
The corona epidemic came as sudden for us, as the rest of the world. We are located in Spain – and that means full isolation, and we are not allowed to go outside our home. Not even for a walk, or a trip to the forest or the beach. Which I believe, would make it much easier.
This is day 26 and we have at least two more weeks to go. They might extend it again.
This has been a time of joy, rest, simplicity, reconnecting, recovering, as it’s been a time of uncertainty, restlessness, exhaustion and complete surrender.
Being locked in our own home with two active children is as challenging as it’s sounds. But they have become excellent in keeping themselves entertained and occupied with things, that they otherwise wouldn’t spend as much time into. They have become closer than they were before. We have been able to have longer and deeper conversations, as we have all the time in the world now.
In some ways our everyday life hasn’t changed, as our children don’t go to kindergarten or schools, and we always spend our days together. We live pretty simple and we don’t spend much time in the cities. But we miss our friends, our daily activities, and we miss our adventures out in nature.
Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
This has been a very transformational year for us, as we just moved here to Spain four months ago. We had big ambitions and dreams, we found a land, and we were ready to start building our home. We almost had our hands on it, we had a man who was about to start the project, when we hear and see on the news that there is an virus outbreak, and the whole island would be shutting down. And our dreams were put on hold.
Our financial security, our only income, and the reason we could live here, was by working remotely with our family business in Denmark, we have spent the past five years on building. We have lost this income now, and we do not know if our small family business will survive this epidemic.
Right now, I don’t have any positive twist to it. Everything might be falling apart, or everything might be coming together. I hope that whatever happens, is what is supposed to happen. But the lessons of these times have brought us many gifts. A deeper sense of gratitude, unity, hope and trust. We are strong enough to make it through this together.
We have lived through hardships before.
There is and always will be a light in the end of the tunnel.