Øremærket fædreorlov: Sådan ser den nye model ud

MODERSKAB

Øremærket fædreorlov: Sådan ser den nye model ud

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

23. september 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Matt Walsh, Unsplash

 

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) nåede tidligere på måneden til enighed om en ny model for øremærket barsel og forældreorlov. Aftalen har affødt en række følelsesladede debatter, blandt andet fordi den del af orloven, der skal øremærkes far, bliver taget fra den eksisterende barsel og orlov i stedet for at blive lagt oveni.

Med den nye model kan mor og far hver afholde 24 ugers orlov med løn, dagpenge eller anden relevant ydelse. Mor kan herudover også holde 4 ugers graviditetsorlov inden fødslen med ret til barselsdagpenge.

Far har i alt mulighed for at overføre 13 uger til moderen, der med de 4 ugers graviditetsorlov således max kan holde 41 ugers orlov mod 50 uger i dag.

Moderen kan på samme vis overføre 13 uger til faderen, som så kan holde max 37 ugers orlov.

Hver forælder får med modellen øremærket 11 ugers barsel, som ikke kan overføres og derfor bortfalder, hvis den ikke afholdes.

Kravet om at øremærke barsel til fædrene kommer fra EU, og er således ikke til at komme udenom. Her vedtog man i 2019 det såkaldte familie- og orlovsdirektiv, hvis formål det – på papiret – er at sikre en bedre balance mellem privat- og arbejdsliv for blandt andet forældre.

Direktivet betyder, at alle fædre i EU-landende i fremtiden skal have ret til 2 måneders barsel. Og da der netop er tale om en øremærkning, bortfalder den, hvis ikke faderen ønsker eller har mulighed for at benytte muligheden for barsel. Moderen kan altså ikke overtage de øremærkede måneder.

Herunder kan du se den nøjagtige fordeling i det nye forslag sammenlignet med ordningen i dag:

Mor

  • Som mor har du ret til graviditetsorlov senest 4 uger før termin. Både med de nuværende regler og i det nye forslag.
  • Efter fødslen har du som mor 2 ugers barselsorlov, som du efter de nuværende regler er forpligtet til at holde. I det nye forslag øremærkes disse to uger moderen. Det betyder, at mor ikke skal holde fri, men ønsker hun det ikke, bortfalder de.
  • Ifølge de nuværende regler følger herefter 12 ugers barselsorlov til moderen. I de nye regler laves dette om til 8 uger, som kan overføres til faderen.
  • Med de nuværende regler følger så 32 ugers forældreorlov, som kan fordeles, som forældrene ønsker. I den nye model ændres det, så hver forælder får 9 ugers øremærket forældreorlov. Som navnet antyder, kan denne del ikke overføres til den anden part. Er det ikke muligt for far at holde barsel, kan ugerne altså ikke overføres til moderen og omvendt.
  • I den nye model er sidste trin 5 ugers forældreorlov, som du som mor selv kan holde eller overføre til barnets far.

Far

  • Som far har du 2 ugers øremærket fædreorlov efter fødslen. Sådan er det både i dag og med det nye forslag. De to uger kan ikke overføres.
  • Ønsker familien, at far tager mere barsel, kan de i dag tages af de 32 ugers forældreorlov, som forældre med den nuværende model frit kan dele mellem sig. I den nye model ser det anderledes ud. Her har du som far ret til 8 ugers fædreorlov og 5 ugers forældreorlov. Disse uger er ikke øremærkede og kan overføres til moderen.
  • Derudover har du som far 9 ugers øremærket forældreorlov, som kun du kan holde. Har du ikke mulighed for det, bortfalder de.

Jeg har forsøgt at tydeliggøre det nye forslag i modellen herunder:

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

Når FH og DA i denne måned kom med deres forslag til, hvordan den øremærkede barsel skal se ud, er det i forbindelse med de politiske forhandlinger, der skal finde sted, fordi direktivet skal implementeres i dansk lovgivning inden for tre år. Det vil sige senest i 2022.

På Christiansborg skal man nu til at beslutte, hvordan en ny model skal se ud – og således også, om det er FH og DA’s forslag der skal stemmes igennem. Af samme grund er det også netop nu, der skal råbes op, hvis der skal ske ændringer. Og det så jeg personligt gerne. Forslaget vil nemlig, vil jeg påstå, gøre ordningen mindre fleksibel og betyde en forringelse af barselsvilkårene – både for forældre og børn. Samtidig er det fortsat uklart, hvordan udspillet fra FH og DA tilgodeser andre familiemodeller, fx solomødre med en registreret far til barnet.

Som nævnt kan vi ikke komme udenom en øremærkning, men denne del kan politikerne frit vælge at lægge oveni de eksisterende barsels- og orlovsuger, hvis blot de ønsker det.

Det kan du læse mere om her:

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling – indlæg på fødslen.dk

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener – indlæg på fødslen.dk

Hundredvis af mødre i oprør mod »brutal« ny barselsaftale – kronik i Politiken

Kronikør: Har du medlemmerne med dig, Majbrit Berlau? – debatindlæg i Politiken

Tænk, hvis barsel handlede om barnet – kronik i Berlingske

Jubel over øremærket barsel er udtryk for en forældet rødstrømpe-patriarkalsk tankegang – debatindlæg i Information

Kvinder tvinges tilbage på arbejde med tunge ammebryster og afbrudt nattesøvn – debatindlæg i Information

Mor til fire: Læg øremærket barsel oveni – debatindlæg i Berlingske

Barsels-bonanza: Politikerne freder sig selv igen – artikel i Ekstra Bladet

Du kan også deltage i demonstrationen for bedre barselsforhold på Christiansborg Slotsplads i København onsdag den 29. september klokken 14-17.

MODERSKAB

Øremærket fædreorlov: Sådan ser den nye model ud

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

23. september 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Matt Walsh, Unsplash

 

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

 

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) nåede tidligere på måneden til enighed om en ny model for øremærket barsel og forældreorlov. Aftalen har affødt en række følelsesladede debatter, blandt andet fordi den del af orloven, der skal øremærkes far, bliver taget fra den eksisterende barsel og orlov i stedet for at blive lagt oveni.

Med den nye model kan mor og far hver afholde 24 ugers orlov med løn, dagpenge eller anden relevant ydelse. Mor kan herudover også holde 4 ugers graviditetsorlov inden fødslen med ret til barselsdagpenge.

Far har i alt mulighed for at overføre 13 uger til moderen, der med de 4 ugers graviditetsorlov således max kan holde 41 ugers orlov mod 50 uger i dag.

Moderen kan på samme vis overføre 13 uger til faderen, som så kan holde max 37 ugers orlov.

Hver forælder får med modellen øremærket 11 ugers barsel, som ikke kan overføres og derfor bortfalder, hvis den ikke afholdes.

Kravet om at øremærke barsel til fædrene kommer fra EU, og er således ikke til at komme udenom. Her vedtog man i 2019 det såkaldte familie- og orlovsdirektiv, hvis formål det – på papiret – er at sikre en bedre balance mellem privat- og arbejdsliv for blandt andet forældre.

Direktivet betyder, at alle fædre i EU-landende i fremtiden skal have ret til 2 måneders barsel. Og da der netop er tale om en øremærkning, bortfalder den, hvis ikke faderen ønsker eller har mulighed for at benytte muligheden for barsel. Moderen kan altså ikke overtage de øremærkede måneder.

Herunder kan du se den nøjagtige fordeling i det nye forslag sammenlignet med ordningen i dag:

Mor

  • Som mor har du ret til graviditetsorlov senest 4 uger før termin. Både med de nuværende regler og i det nye forslag.
  • Efter fødslen har du som mor 2 ugers barselsorlov, som du efter de nuværende regler er forpligtet til at holde. I det nye forslag øremærkes disse to uger moderen. Det betyder, at mor ikke skal holde fri, men ønsker hun det ikke, bortfalder de.
  • Ifølge de nuværende regler følger herefter 12 ugers barselsorlov til moderen. I de nye regler laves dette om til 8 uger, som kan overføres til faderen.
  • Med de nuværende regler følger så 32 ugers forældreorlov, som kan fordeles, som forældrene ønsker. I den nye model ændres det, så hver forælder får 9 ugers øremærket forældreorlov. Som navnet antyder, kan denne del ikke overføres til den anden part. Er det ikke muligt for far at holde barsel, kan ugerne altså ikke overføres til moderen og omvendt.
  • I den nye model er sidste trin 5 ugers forældreorlov, som du som mor selv kan holde eller overføre til barnets far.

Far

  • Som far har du 2 ugers øremærket fædreorlov efter fødslen. Sådan er det både i dag og med det nye forslag. De to uger kan ikke overføres.
  • Ønsker familien, at far tager mere barsel, kan de i dag tages af de 32 ugers forældreorlov, som forældre med den nuværende model frit kan dele mellem sig. I den nye model ser det anderledes ud. Her har du som far ret til 8 ugers fædreorlov og 5 ugers forældreorlov. Disse uger er ikke øremærkede og kan overføres til moderen.
  • Derudover har du som far 9 ugers øremærket forældreorlov, som kun du kan holde. Har du ikke mulighed for det, bortfalder de.

Jeg har forsøgt at tydeliggøre det nye forslag i modellen herunder:

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

Når FH og DA i denne måned kom med deres forslag til, hvordan den øremærkede barsel skal se ud, er det i forbindelse med de politiske forhandlinger, der skal finde sted, fordi direktivet skal implementeres i dansk lovgivning inden for tre år. Det vil sige senest i 2022.

På Christiansborg skal man nu til at beslutte, hvordan en ny model skal se ud – og således også, om det er FH og DA’s forslag der skal stemmes igennem. Af samme grund er det også netop nu, der skal råbes op, hvis der skal ske ændringer. Og det så jeg personligt gerne. Forslaget vil nemlig, vil jeg påstå, gøre ordningen mindre fleksibel og betyde en forringelse af barselsvilkårene – både for forældre og børn. Samtidig er det fortsat uklart, hvordan udspillet fra FH og DA tilgodeser andre familiemodeller, fx solomødre med en registreret far til barnet.

Som nævnt kan vi ikke komme udenom en øremærkning, men denne del kan politikerne frit vælge at lægge oveni de eksisterende barsels- og orlovsuger, hvis blot de ønsker det.

Det kan du læse mere om her:

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling – indlæg på fødslen.dk

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener – indlæg på fødslen.dk

Hundredvis af mødre i oprør mod »brutal« ny barselsaftale – kronik i Politiken

Kronikør: Har du medlemmerne med dig, Majbrit Berlau? – debatindlæg i Politiken

Tænk, hvis barsel handlede om barnet – kronik i Berlingske

Jubel over øremærket barsel er udtryk for en forældet rødstrømpe-patriarkalsk tankegang – debatindlæg i Information

Kvinder tvinges tilbage på arbejde med tunge ammebryster og afbrudt nattesøvn – debatindlæg i Information

Mor til fire: Læg øremærket barsel oveni – debatindlæg i Berlingske

Barsels-bonanza: Politikerne freder sig selv igen – artikel i Ekstra Bladet

 

Du kan også deltage i demonstrationen for bedre barselsforhold på Christiansborg Slotsplads i København onsdag den 29. september klokken 14-17.

LÆS OGSÅ

Hvorfor skal jeg skamme mig over mit kejsersnit?

FØDSEL

Hvorfor skal jeg skamme mig over mit kejsersnit?

Maria Dænkjær fødte ved akut kejsersnit.

5. februar 2021 | Af Maria Dønkjær | Foto: Privat

 

Maria Dønkjær følte sig umyndiggjort og overhørt, da hun for 10 år siden fødte sit første barn ved kejsersnit. Det efterlod hende med en følelse af at fejle som fødende kvinde.

Maria Dønkjær er cand. pæd og medstifter af foreningen alenemorskab, som du kan følge på Instagram. Samme sted kan du også følge Maria under navnet @ladymamaria.

Jeg har aldrig været hende, der drømte om en smuk vaginal fødsel. Jeg har heller aldrig drømt om at få et kejsersnit. Jeg har aldrig drømt om fødsler. Tanken om, at et barn skulle ud af min krop, har været mig meget fjern. Faktisk har jeg tænkt, at jeg slet ikke kunne få børn.

Da jeg fik at vide, at jeg var gravid med mit første barn, kom det derfor også som et kæmpe chok. Når jeg tænker tilbage, var jeg nok i en form for mental choktilstand under hele min graviditet. Men med splittede følelser fordi min krop blomstrede, og min fysiske tilstand var meget i balance.

Da fødselsdagen kom, havde jeg haft veer hjemme i to døgn med cirka 20 minutters intervaller, og da vi endelig fik lov til at komme ind på hospitalet, havde jeg kun udvidet mig tre centimeter. Det blev derfor en fødsel med alle unaturlige midler i brug. Jeg blev sat i gang med prik på fosterhinden, vestimulerende drop og senere epiduralblokade. Jeg blev desuden mødt af personale med flakkende blikke, der virkede stressede og ikke havde tid til at være nærværende.

I mit stille sind tænkte jeg undervejs, at jeg på trods af min frygt for fødsler, alligevel havde forestillet mig en mere naturlig oplevelse. 

Efter syv timer på hospitalet med alle hjælpemidler, der findes, og kun yderligere fire centimeter åbnet, fortalte jordemoderen, at vores søn var stjernekigger. Hun ville derfor vide, hvad jeg tænkte om kejsersnit.

Inden i mig selv tænkte jeg ”JA TAK”, men jeg forsøgte ikke at virke alt for begejstret, da jeg kendte til min daværende kærestes drømmescenarie af en fødsel: En urkvinde, der med blod, sved og tårer presser sit barn ud vaginalt i harmoni med naturens kræfter og er det fysiske bevis på, hvor stærk en kvindekrop er. Kejsersnit var for ham en flugtvej og tegn på svaghed.

Da jordemoderen breakede nyheden for ham om, at det nok var bedst med kejsersnit, begyndte han at græde. En gråd, der fik mig til at føle, at han var skuffet over mig som fødende kvinde.

“Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.”

 
Maria Dønkjær

Det blev to mod en, så vi gik kort efter ned ad gangen til operationsstuen. Jeg tænkte, at nu var det overstået om lidt, men husker også, at en kæmpe frygt overvældede mig.

Da vi kom ind på operationsstuen, var der fuldt hus, latter og højlydt snak. Jeg måtte skære igennem, ødelægge den gode stemning og fortælle, at jeg var ved at dø af skræk over det kejsersnit, de skulle til at foretage på mig. Stemningen ændrede sig til mere alvorlig blandt hospitalspersonalet, men jeg oplevede ikke en forståelse eller en omsorg i forhold til min frygt. Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.

Da det var noget tid siden, jeg fik min epidural, fik jeg mere narkose. Den begyndte hurtigt at virke, men ALT for meget. Da jeg lagde mig på operationsbriksen, kunne jeg kun mærke mit eget hoved. Det føltes som om, at resten af min krop ikke fandtes, og jeg kunne ikke mærke min egen vejrtrækning, hvilket fik mig til at gå i panik. Jeg var helt overbevist om, at jeg skulle dø. Og jeg kunne ikke bruge min vejrtrækning til at berolige mig selv, for jeg kunne ikke mærke den.

Jeg spurgte flere gange, om man kunne dø af for meget narkose, hvortil narkoselægen svarede med et forsøg på en kæk kommentar; “så ville du allerede være død”. Lige der havde jeg ikke vildt meget humor, så jeg gik ind i mig selv og kan ikke huske særlig meget mere.

Da min søn Elias ankom til verden, blev han undersøgt med det samme. Der var, uden jeg havde fået det at vide, problemer med hjertelyden. I et forsøg på at skåne mig, havde min daværende kæreste og jordemoderen ikke villet fortælle mig det, og jeg fik det først at vide efterfølgende. For mig var det misforstået omsorg. Selvom jeg havde fødselsangst, skulle jeg ikke pakkes ind i vat, og ingen skulle have ondt af mig.

“Det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle.”

 
Maria Dønkjær

Min krop begyndte at ryste, da Elias var kommet ud. Jeg kunne ikke styre mine arme, og rystelserne tog til i styrke. Sygeplejersken sagde, at det havde hun ALDRIG set før, hvilket gjorde mig endnu mere bange. Jeg blev kørt igennem hospitalets gange og elevatorer med en rystende krop, som jeg ikke kunne få styr på. Først da vi ankom til opvågningsstuen, og jeg for første gang fik Elias i mine arme, faldt min krop til ro. Det var fortryllende at opleve, hvordan hans lille nyfødte krop healede min krop.

Efterfødselstiden var en turbulent tid. På grund af min voldsomme angstreaktion, fik vi en enestue og endte med at være der i en hel uge. Vi følte os meget privilegerede, og jeg kæmpede med dårlig samvittighed over at tage pladsen for nogen, der havde mere komplicerede fødsler end min. Jeg var jo kun mentalt ramt, tænkte jeg. Dette til trods for, at vilkårene dengang for 10 år siden var bedre end i dag. 

De første to dage på hospitalet sov jeg slet ikke, fordi min krop var så medtaget af min mentale tilstand. Jeg var bange for at dø, hvis jeg faldt i søvn, og bange for ikke at vågne, hvis Elias vågnede. 

Amningen gik dårligt, og jeg fik at vide, at hvis bare jeg fik sovet, så ville mælken løbe til. Det var stressende, og det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle. Jeg følte mig umyndiggjort og stolede slet ikke på min egen intuition, fordi der var så mange forskellige meninger fra fagpersonalet. Elias fik derfor kop af sygeplejerskerne og hans far, mens jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn. 

Efter fem dage på hospitalet gik amningen så dårligt, at jeg takkede ja til en ammestoppille. Jeg takkede også ja til en sovepille – for første og forhåbentlig sidste gang i mit liv. Det gav mig fem timer søvn. Og da jeg vågnede, var jeg et nyt menneske. For første gang kunne jeg tænke en smule klart, og da en sygeplejerske, som arbejdede som ammevejleder ved siden af, og som jeg havde talt med flere gange, sagde til mig: “Jeg må ikke sige det her, men du kan godt amme. Du har så meget mælk, du skal bare hjem i rolige omgivelser”, var jeg klar til at pakke mine ting. 

“Jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn.”

 
Maria Dønkjær

Men vi måtte ikke tage hjem. Oversygeplejersken var bekymret for min psykiske tilstand, og hun syntes, at jeg skulle tage resten af ammestoppillerne. Vi brugte derfor endnu to dage på hospitalet, hvor jeg skulle høre på kommentarer som: “Er du nu sikker på, at du kan klare at amme?”, “din angst for fødslen er årsagen til dit komplicerede fødselsforløb,” og “heldigt at du har SÅ god en mand, der hjælper dig, ellers havde det da været helt umuligt det hele”. 

Da vi endelig kom hjem, begyndte amningen endelig at køre. Men min krop sitrede af angst. Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg. Det føltes som et mørke, der aldrig ville gå væk i mit sind og som en dyb smerte, der aldrig ville forsvinde fra min krop. 

Fra efterfødselsperioden husker jeg mig selv spørge min praktiserende læge, om han troede, jeg kunne dø af senfølger fra narkosen. Det var helt tragikomisk. Men jeg kan også huske, at jeg overhørte min faster sige til min far, at; “nu skal hun jo ikke tro, at hun er svagere end alle os andre”, på et barselsbesøg. Det ramte mig. For det var præcis sådan, jeg tænkte om mig selv. Jeg følte mig svagere end alle andre. Jeg forstod det som om, min frygt og angst havde ødelagt alt for både mig selv, mit nyfødte barn og hans far. Jeg havde ikke levet op til det, der forventedes af en kvinde og en mor. Jeg følte mig som en kæmpe belastning for min omverden. 

“Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg.”

 
Maria Dønkjær

Men mørket og smerten forsvandt. Jeg startede i mødregruppe for mødre med fødselsreaktioner, hvilket var en kæmpe gave. Den største del af healingen skete dog, da jeg fem år senere blev gravid for anden gang. 

Jeg fik stemplet “særlig sårbar gravid”. Stigmatiserende ja, men jeg er alligevel meget taknemmelig for det og det forløb, jeg fik. Det gav mig nemlig mulighed for at tale hele mit første fødselsforløb igennem med en overlæge. Vi gennemgik sammen de gamle journaler. 

Han fortalte mig blandt andet, at der var sket en lægefejl. Narkoselægen havde givet mig for meget narkose, og det var grunden til, at jeg ikke kunne mærke andet end mit hoved. Rystelserne, jeg havde haft, var helt normale. De skyldtes en reaktion på narkosen og kommer, når den aftager. Overlægen fortalte også, at der havde været fusion på hospitalet i den periode, jeg var indlagt, så de sygeplejersker, der havde været der, var ikke normalt på fødegangen.

Til sidst – og måske allervigtigst – fortalte han, at alle andre ville have haft præcis samme fødselsforløb som mig under de fysiske vilkår, der opstod under fødslen. Elias havde ikke været stjernekigger, som jeg havde fået fortalt. Overlægen kunne i journalen læse, at han havde ligget skævt med hovedet. Dette var grunden til, jeg udvidede mig så langsomt, da hans hoved ikke stimulerede min livmoderhals. Det ville ende i kejsersnit i næsten alle tilfælde, når hovedet lå, som det gjorde, fortalte han.

I alle de år havde jeg kæmpet med følelsen af, at det var på grund af min frygt for fødslen, at det endte, som det gjorde. Jeg tænkte, at jeg nok mentalt ikke kunne give slip og derfor ikke kunne føde vaginalt. 

Andre folks velmenende kommentarer om, at jeg ikke skulle skamme mig over, at det endte i kejsersnit, gav kun næring til min skam over at mislykkes som fødende kvinde. Jeg er ikke – og har aldrig været – ked af, at jeg fik kejsersnit. Men vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.

Selvom min anden graviditet og fødsel var meget anderledes og healende og med et helt fantastisk hospitalspersonale, håber jeg, vi som samfund og kultur snart kan begynde at se mere nuanceret på sårbarhed – også i forbindelse med fødsler.

“Vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.”

 
Maria Dønkjær

At leve med sårbarheder, frygt og angst kræver udholdenhed. Og er du et menneske, der føler, mærker og sanser livet i en anerkendelse af, at vi ER sårbare alle sammen, så er det en kæmpe gave at være det, vi i dag kalder sårbar. Jeg synes bare, vi skal kalde det at være stærk.

Og så skal vi undgå et fødselshieraki, hvor nogle fødsler tales op og andre ned. Alle fødsler er rigtige fødsler.

FØDSEL

Hvorfor skal jeg skamme mig over mit kejsersnit?

Maria Dænkjær fødte ved akut kejsersnit.

5. februar 2021 | Af Maria Dønkjær | Foto: Privat

 

Maria Dønkjær følte sig umyndiggjort og overhørt, da hun for 10 år siden fødte sit første barn ved kejsersnit. Det efterlod hende med en følelse af at fejle som fødende kvinde.

Maria Dønkjær er cand. pæd og medstifter af foreningen alenemorskab, som du kan følge på Instagram. Samme sted kan du også følge Maria under navnet @ladymamaria.

 

Jeg har aldrig været hende, der drømte om en smuk vaginal fødsel. Jeg har heller aldrig drømt om at få et kejsersnit. Jeg har aldrig drømt om fødsler. Tanken om, at et barn skulle ud af min krop, har været mig meget fjern. Faktisk har jeg tænkt, at jeg slet ikke kunne få børn.

Da jeg fik at vide, at jeg var gravid med mit første barn, kom det derfor også som et kæmpe chok. Når jeg tænker tilbage, var jeg nok i en form for mental choktilstand under hele min graviditet. Men med splittede følelser fordi min krop blomstrede, og min fysiske tilstand var meget i balance.

Da fødselsdagen kom, havde jeg haft veer hjemme i to døgn med cirka 20 minutters intervaller, og da vi endelig fik lov til at komme ind på hospitalet, havde jeg kun udvidet mig tre centimeter. Det blev derfor en fødsel med alle unaturlige midler i brug. Jeg blev sat i gang med prik på fosterhinden, vestimulerende drop og senere epiduralblokade. Jeg blev desuden mødt af personale med flakkende blikke, der virkede stressede og ikke havde tid til at være nærværende.

I mit stille sind tænkte jeg undervejs, at jeg på trods af min frygt for fødsler, alligevel havde forestillet mig en mere naturlig oplevelse. 

Efter syv timer på hospitalet med alle hjælpemidler, der findes, og kun yderligere fire centimeter åbnet, fortalte jordemoderen, at vores søn var stjernekigger. Hun ville derfor vide, hvad jeg tænkte om kejsersnit.

Inden i mig selv tænkte jeg ”JA TAK”, men jeg forsøgte ikke at virke alt for begejstret, da jeg kendte til min daværende kærestes drømmescenarie af en fødsel: En urkvinde, der med blod, sved og tårer presser sit barn ud vaginalt i harmoni med naturens kræfter og er det fysiske bevis på, hvor stærk en kvindekrop er. Kejsersnit var for ham en flugtvej og tegn på svaghed.

Da jordemoderen breakede nyheden for ham om, at det nok var bedst med kejsersnit, begyndte han at græde. En gråd, der fik mig til at føle, at han var skuffet over mig som fødende kvinde.

“Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.”

 
Maria Dønkjær

Det blev to mod en, så vi gik kort efter ned ad gangen til operationsstuen. Jeg tænkte, at nu var det overstået om lidt, men husker også, at en kæmpe frygt overvældede mig.

Da vi kom ind på operationsstuen, var der fuldt hus, latter og højlydt snak. Jeg måtte skære igennem, ødelægge den gode stemning og fortælle, at jeg var ved at dø af skræk over det kejsersnit, de skulle til at foretage på mig. Stemningen ændrede sig til mere alvorlig blandt hospitalspersonalet, men jeg oplevede ikke en forståelse eller en omsorg i forhold til min frygt. Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.

Da det var noget tid siden, jeg fik min epidural, fik jeg mere narkose. Den begyndte hurtigt at virke, men ALT for meget. Da jeg lagde mig på operationsbriksen, kunne jeg kun mærke mit eget hoved. Det føltes som om, at resten af min krop ikke fandtes, og jeg kunne ikke mærke min egen vejrtrækning, hvilket fik mig til at gå i panik. Jeg var helt overbevist om, at jeg skulle dø. Og jeg kunne ikke bruge min vejrtrækning til at berolige mig selv, for jeg kunne ikke mærke den.

Jeg spurgte flere gange, om man kunne dø af for meget narkose, hvortil narkoselægen svarede med et forsøg på en kæk kommentar; “så ville du allerede være død”. Lige der havde jeg ikke vildt meget humor, så jeg gik ind i mig selv og kan ikke huske særlig meget mere.

Da min søn Elias ankom til verden, blev han undersøgt med det samme. Der var, uden jeg havde fået det at vide, problemer med hjertelyden. I et forsøg på at skåne mig, havde min daværende kæreste og jordemoderen ikke villet fortælle mig det, og jeg fik det først at vide efterfølgende. For mig var det misforstået omsorg. Selvom jeg havde fødselsangst, skulle jeg ikke pakkes ind i vat, og ingen skulle have ondt af mig.

“Det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle.”

 
Maria Dønkjær

Min krop begyndte at ryste, da Elias var kommet ud. Jeg kunne ikke styre mine arme, og rystelserne tog til i styrke. Sygeplejersken sagde, at det havde hun ALDRIG set før, hvilket gjorde mig endnu mere bange. Jeg blev kørt igennem hospitalets gange og elevatorer med en rystende krop, som jeg ikke kunne få styr på. Først da vi ankom til opvågningsstuen, og jeg for første gang fik Elias i mine arme, faldt min krop til ro. Det var fortryllende at opleve, hvordan hans lille nyfødte krop healede min krop.

Efterfødselstiden var en turbulent tid. På grund af min voldsomme angstreaktion, fik vi en enestue og endte med at være der i en hel uge. Vi følte os meget privilegerede, og jeg kæmpede med dårlig samvittighed over at tage pladsen for nogen, der havde mere komplicerede fødsler end min. Jeg var jo kun mentalt ramt, tænkte jeg. Dette til trods for, at vilkårene dengang for 10 år siden var bedre end i dag. 

De første to dage på hospitalet sov jeg slet ikke, fordi min krop var så medtaget af min mentale tilstand. Jeg var bange for at dø, hvis jeg faldt i søvn, og bange for ikke at vågne, hvis Elias vågnede. 

Amningen gik dårligt, og jeg fik at vide, at hvis bare jeg fik sovet, så ville mælken løbe til. Det var stressende, og det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle. Jeg følte mig umyndiggjort og stolede slet ikke på min egen intuition, fordi der var så mange forskellige meninger fra fagpersonalet. Elias fik derfor kop af sygeplejerskerne og hans far, mens jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn. 

Efter fem dage på hospitalet gik amningen så dårligt, at jeg takkede ja til en ammestoppille. Jeg takkede også ja til en sovepille – for første og forhåbentlig sidste gang i mit liv. Det gav mig fem timer søvn. Og da jeg vågnede, var jeg et nyt menneske. For første gang kunne jeg tænke en smule klart, og da en sygeplejerske, som arbejdede som ammevejleder ved siden af, og som jeg havde talt med flere gange, sagde til mig: “Jeg må ikke sige det her, men du kan godt amme. Du har så meget mælk, du skal bare hjem i rolige omgivelser”, var jeg klar til at pakke mine ting. 

“Jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn.”

 
Maria Dønkjær

Men vi måtte ikke tage hjem. Oversygeplejersken var bekymret for min psykiske tilstand, og hun syntes, at jeg skulle tage resten af ammestoppillerne. Vi brugte derfor endnu to dage på hospitalet, hvor jeg skulle høre på kommentarer som: “Er du nu sikker på, at du kan klare at amme?”, “din angst for fødslen er årsagen til dit komplicerede fødselsforløb,” og “heldigt at du har SÅ god en mand, der hjælper dig, ellers havde det da været helt umuligt det hele”. 

Da vi endelig kom hjem, begyndte amningen endelig at køre. Men min krop sitrede af angst. Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg. Det føltes som et mørke, der aldrig ville gå væk i mit sind og som en dyb smerte, der aldrig ville forsvinde fra min krop. 

Fra efterfødselsperioden husker jeg mig selv spørge min praktiserende læge, om han troede, jeg kunne dø af senfølger fra narkosen. Det var helt tragikomisk. Men jeg kan også huske, at jeg overhørte min faster sige til min far, at; “nu skal hun jo ikke tro, at hun er svagere end alle os andre”, på et barselsbesøg. Det ramte mig. For det var præcis sådan, jeg tænkte om mig selv. Jeg følte mig svagere end alle andre. Jeg forstod det som om, min frygt og angst havde ødelagt alt for både mig selv, mit nyfødte barn og hans far. Jeg havde ikke levet op til det, der forventedes af en kvinde og en mor. Jeg følte mig som en kæmpe belastning for min omverden. 

“Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg.”

 
Maria Dønkjær

Men mørket og smerten forsvandt. Jeg startede i mødregruppe for mødre med fødselsreaktioner, hvilket var en kæmpe gave. Den største del af healingen skete dog, da jeg fem år senere blev gravid for anden gang. 

Jeg fik stemplet “særlig sårbar gravid”. Stigmatiserende ja, men jeg er alligevel meget taknemmelig for det og det forløb, jeg fik. Det gav mig nemlig mulighed for at tale hele mit første fødselsforløb igennem med en overlæge. Vi gennemgik sammen de gamle journaler. 

Han fortalte mig blandt andet, at der var sket en lægefejl. Narkoselægen havde givet mig for meget narkose, og det var grunden til, at jeg ikke kunne mærke andet end mit hoved. Rystelserne, jeg havde haft, var helt normale. De skyldtes en reaktion på narkosen og kommer, når den aftager. Overlægen fortalte også, at der havde været fusion på hospitalet i den periode, jeg var indlagt, så de sygeplejersker, der havde været der, var ikke normalt på fødegangen.

Til sidst – og måske allervigtigst – fortalte han, at alle andre ville have haft præcis samme fødselsforløb som mig under de fysiske vilkår, der opstod under fødslen. Elias havde ikke været stjernekigger, som jeg havde fået fortalt. Overlægen kunne i journalen læse, at han havde ligget skævt med hovedet. Dette var grunden til, jeg udvidede mig så langsomt, da hans hoved ikke stimulerede min livmoderhals. Det ville ende i kejsersnit i næsten alle tilfælde, når hovedet lå, som det gjorde, fortalte han.

I alle de år havde jeg kæmpet med følelsen af, at det var på grund af min frygt for fødslen, at det endte, som det gjorde. Jeg tænkte, at jeg nok mentalt ikke kunne give slip og derfor ikke kunne føde vaginalt. 

Andre folks velmenende kommentarer om, at jeg ikke skulle skamme mig over, at det endte i kejsersnit, gav kun næring til min skam over at mislykkes som fødende kvinde. Jeg er ikke – og har aldrig været – ked af, at jeg fik kejsersnit. Men vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.

Selvom min anden graviditet og fødsel var meget anderledes og healende og med et helt fantastisk hospitalspersonale, håber jeg, vi som samfund og kultur snart kan begynde at se mere nuanceret på sårbarhed – også i forbindelse med fødsler.

“Vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.”

 
Maria Dønkjær

At leve med sårbarheder, frygt og angst kræver udholdenhed. Og er du et menneske, der føler, mærker og sanser livet i en anerkendelse af, at vi ER sårbare alle sammen, så er det en kæmpe gave at være det, vi i dag kalder sårbar. Jeg synes bare, vi skal kalde det at være stærk.

Og så skal vi undgå et fødselshieraki, hvor nogle fødsler tales op og andre ned. Alle fødsler er rigtige fødsler.

LÆS OGSÅ

Derfor er babys mikrobiom så vigtigt

DEBAT

Derfor er babys mikrobiom så vigtigt

 Babys mikrobiom er en vigtig ting, som vi bør have meget mere fokus på. Blandt andet fordi det er tæt knyttet til immunsystemet, mener doulaerne Louise og Anja Pedersen.

3. juli 2020 | Af Louise Pedersen og Anja Pedersen | Foto: Nathan Dumlao, Unsplash

 

Babys mikrobiom er en vigtig ting, som vi bør have meget mere fokus på. Blandt andet fordi det er tæt knyttet til immunsystemet, mener doulaerne Louise og Anja Pedersen.

Louise Pedersen og Anja Pedersen er doulaer og forfattere til bogen Nature´s Masterplan for Birth, som beskriver hvordan vi fra naturens side er skabt til at være gravide, føde og passe på vores børn på en måde, der er sikker, tryg, styrkende og kærlig. Du kan købe deres bog her.

Bakterier og andre mikroorganismer er en stor del af vores ydre verden og en endnu større del af vores indre. Menneskekroppen består af omkring 10 gange så mange bakterieceller som menneskeceller, og vi har forskellige samlinger af mikroorganismer overalt i kroppen, blandt andet i tarmsystemet, munden, lungerne og på huden. Samlet er det kendt som mikrobiomet.

Dette økosystem af mikroorganismer hjælper os med at nedbryde den mad, vi spiser, beskytter os fra skadelige mikroorganismer, og holder os sunde og raske gennem livet. Alle mennesker har et unikt mikrobiom, som er en blanding af de mikroorganismer, vi møder gennem livet. Blandt andet fra den luft, vi indånder, den mad, vi spiser, og de ting eller levende væsner, vi rører ved.

En del af dette økosystem bliver givet videre fra mor til baby under fødslen gennem en proces, der er kendt som seeding-and-feeding. Det fungerer meget lig etableringen af en skov, eftersom mikrobiomet bare er et mindre økosystem. Frøene bliver først sået, og derefter skal de have næring, så de kan vokse og blive til en frodig skov, der langsomt vil sprede sig og blive til et mere og mere komplekst økosystem.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Under en graviditet sker der blandt de mange ændringer i kvindens krop også et skift i hendes bakterieflora, som forberedelse på den kommende fødsel. Et eksempel er, at en bakteriestamme kaldet Lactobacillus (mælkesyrebakterier) hen mod slutningen af graviditeten nærmest overtager fødselskanalen. Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvor meget eller hvor lidt den ufødte baby kommer i kontakt med mikroorganismer før fødslen. Indtil for nylig har den videnskabelige holdning været, at livmoderen er helt steril, men ny forskning har sat spørgsmålstegn ved dette. Nogle studier tyder på, at mikroorganismer kan blive overført fra mor til baby allerede under graviditeten. Men uanset om baby kommer i kontakt med mikroorganismer under graviditeten eller ej, så er fødslen et helt specielt tidspunkt for udviklingen af hans eller hendes mikrobiom.

Når baby bevæger sig ud i verden under fødslen og trænger ned gennem den smalle passage i fødselskanalen, bliver han eller hun fuldstændig dækket af mikroorganismer. Først fra fødselskanalen og derefter fra mors hud og endetarmsåbning, når baby er kommet ud i verden.

Disse mikroorganismer dækker hele babys krop, og nogle kommer ind i hans eller hendes mund og bliver slugt, hvorefter de bevæger sig ned i babys tarmsystem og bliver fundamentet til hans eller hendes tarmflora. Og når baby efter fødslen kommer op på mors mave og bryst, så de ligger hud-mod-hud, bliver endnu flere mikroorganismer overført fra mors hud til den nyfødte og bliver dermed også en del af hans eller hendes mikrobiom.

Efter den nyfødtes mikrobiom er blevet etableret under fødslen og den første tid lige efter, skal det have tid og næring for at vokse og sprede sig, og den næring kommer i form af modermælk. Når baby ammer, bliver der overført endnu flere mikroorganismer til hans eller hendes mikrobiom – både fra mors hud og fra hendes mælk. Faktisk kommer omkring 30% af mikroorganismerne i babys tarmflora fra modermælken. Amning er dermed en vigtig del af etableringen af et alsidigt og sundt mikrobiom hos baby. Samtidig indeholder modermælk også en speciel slags sukker kendt som Human Milk Oligosaccharides (HMOs), som baby ikke selv kan optage, men som i stedet spises af de bakterier, baby netop har fået under fødslen, hud-mod-hud og gennem amningen og giver dermed næring til nogle af de gavnlige bakteriearter i hans eller hendes mikrobiom.

Foruden de tidligere nævnte funktioner har mikrobiomet også et tæt samarbejde med immunsystemet.

De første mikroorganismer, der ankommer i babys krop, træner immunsystemet til at kende forskel på skadelige og gavnlige mikroorganismer, så det senere kan beskytte kroppen, og dermed også mikrobiomet, fra forskellige skadelige slags bakterier, svamp, og virusser.

Mikrobiomet er også selv direkte med til at beskytte baby fra skadelige mikroorganismer gennem et fænomen kendt som colonization resistance. Et alsidigt og veletableret mikrobiom vil give fremmede mikroorganismer mere konkurrence om plads og næring og gøre det svært for skadelige mikroorganismer at bosætte sig. Nogle bakteriearter kan også direkte hindre væksten af andre ikke gavnlige mikroorganismer.

Ligesom mikrobiomet er immunforsvaret underudviklet inden fødslen og skal langsomt etableres gennem de første år af babys liv. Immunsystemet udvikles og modnes sammen med mikrobiomet, og mikrobiomet spiller dermed en stor rolle i barnets sundhed og velvære gennem hele hans eller hendes liv.

Psykolog Anne Rom

I dag bliver en kvindes bakterieflora dog ofte udsat for en bred variation af antibakterielle produkter både før, under og efter fødslen. Den naturlige overførsel af mikroorganismer fra mor til baby bliver også forstyrret af interventioner som kejsersnit, mælkeerstatning og separation af mor og baby efter fødslen.

Vi mener derfor, det er vigtigt at have meget mere fokus på udviklingen af babys mikrobiom og immunforsvar. Vi mener, at vi bør stræbe efter de bedst mulige betingelser for, at de kommende generationer får så god og sund en start på livet som muligt med et naturligt mikrobiom og et immunforsvar, der er klar til at håndtere de mikroorganismer, det præsenteres for. Det kan vi gøre ved at sikre naturlige fødsler og amning, når det er muligt, og støtte mor og baby med for eksempel præbiotika, mor baby-venligt kejsersnit, hud-mod-hud med videre i de tilfælde, hvor indgreb i den naturlige graviditet, fødsel og barselsperiode bliver medicinsk nødvendige.

Dette indlæg er udtryk for Anja Pedersens og Louise Pedersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Derfor er babys mikrobiom så vigtigt

 Babys mikrobiom er en vigtig ting, som vi bør have meget mere fokus på. Blandt andet fordi det er tæt knyttet til immunsystemet, mener doulaerne Louise og Anja Pedersen.

3. juli 2020 | Af Louise Pedersen og Anja Pedersen | Foto: Nathan Dumlao, Unsplash

 

Babys mikrobiom er en vigtig ting, som vi bør have meget mere fokus på. Blandt andet fordi det er tæt knyttet til immunsystemet, mener doulaerne Louise og Anja Pedersen.

Louise Pedersen og Anja Pedersen er doulaer og forfattere til bogen Nature´s Masterplan for Birth, som beskriver hvordan vi fra naturens side er skabt til at være gravide, føde og passe på vores børn på en måde, der er sikker, tryg, styrkende og kærlig. Du kan købe deres bog her.

Bakterier og andre mikroorganismer er en stor del af vores ydre verden og en endnu større del af vores indre. Menneskekroppen består af omkring 10 gange så mange bakterieceller som menneskeceller, og vi har forskellige samlinger af mikroorganismer overalt i kroppen, blandt andet i tarmsystemet, munden, lungerne og på huden. Samlet er det kendt som mikrobiomet.

Dette økosystem af mikroorganismer hjælper os med at nedbryde den mad, vi spiser, beskytter os fra skadelige mikroorganismer, og holder os sunde og raske gennem livet. Alle mennesker har et unikt mikrobiom, som er en blanding af de mikroorganismer, vi møder gennem livet. Blandt andet fra den luft, vi indånder, den mad, vi spiser, og de ting eller levende væsner, vi rører ved.

En del af dette økosystem bliver givet videre fra mor til baby under fødslen gennem en proces, der er kendt som seeding-and-feeding. Det fungerer meget lig etableringen af en skov, eftersom mikrobiomet bare er et mindre økosystem. Frøene bliver først sået, og derefter skal de have næring, så de kan vokse og blive til en frodig skov, der langsomt vil sprede sig og blive til et mere og mere komplekst økosystem.

Under en graviditet sker der blandt de mange ændringer i kvindens krop også et skift i hendes bakterieflora, som forberedelse på den kommende fødsel. Et eksempel er, at en bakteriestamme kaldet Lactobacillus (mælkesyrebakterier) hen mod slutningen af graviditeten nærmest overtager fødselskanalen. Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvor meget eller hvor lidt den ufødte baby kommer i kontakt med mikroorganismer før fødslen. Indtil for nylig har den videnskabelige holdning været, at livmoderen er helt steril, men ny forskning har sat spørgsmålstegn ved dette. Nogle studier tyder på, at mikroorganismer kan blive overført fra mor til baby allerede under graviditeten. Men uanset om baby kommer i kontakt med mikroorganismer under graviditeten eller ej, så er fødslen et helt specielt tidspunkt for udviklingen af hans eller hendes mikrobiom.

Når baby bevæger sig ud i verden under fødslen og trænger ned gennem den smalle passage i fødselskanalen, bliver han eller hun fuldstændig dækket af mikroorganismer. Først fra fødselskanalen og derefter fra mors hud og endetarmsåbning, når baby er kommet ud i verden.

Disse mikroorganismer dækker hele babys krop, og nogle kommer ind i hans eller hendes mund og bliver slugt, hvorefter de bevæger sig ned i babys tarmsystem og bliver fundamentet til hans eller hendes tarmflora. Og når baby efter fødslen kommer op på mors mave og bryst, så de ligger hud-mod-hud, bliver endnu flere mikroorganismer overført fra mors hud til den nyfødte og bliver dermed også en del af hans eller hendes mikrobiom.

Efter den nyfødtes mikrobiom er blevet etableret under fødslen og den første tid lige efter, skal det have tid og næring for at vokse og sprede sig, og den næring kommer i form af modermælk. Når baby ammer, bliver der overført endnu flere mikroorganismer til hans eller hendes mikrobiom – både fra mors hud og fra hendes mælk. Faktisk kommer omkring 30% af mikroorganismerne i babys tarmflora fra modermælken. Amning er dermed en vigtig del af etableringen af et alsidigt og sundt mikrobiom hos baby. Samtidig indeholder modermælk også en speciel slags sukker kendt som Human Milk Oligosaccharides (HMOs), som baby ikke selv kan optage, men som i stedet spises af de bakterier, baby netop har fået under fødslen, hud-mod-hud og gennem amningen og giver dermed næring til nogle af de gavnlige bakteriearter i hans eller hendes mikrobiom.

Foruden de tidligere nævnte funktioner har mikrobiomet også et tæt samarbejde med immunsystemet.

De første mikroorganismer, der ankommer i babys krop, træner immunsystemet til at kende forskel på skadelige og gavnlige mikroorganismer, så det senere kan beskytte kroppen, og dermed også mikrobiomet, fra forskellige skadelige slags bakterier, svamp, og virusser.

Mikrobiomet er også selv direkte med til at beskytte baby fra skadelige mikroorganismer gennem et fænomen kendt som colonization resistance. Et alsidigt og veletableret mikrobiom vil give fremmede mikroorganismer mere konkurrence om plads og næring og gøre det svært for skadelige mikroorganismer at bosætte sig. Nogle bakteriearter kan også direkte hindre væksten af andre ikke gavnlige mikroorganismer.

Ligesom mikrobiomet er immunforsvaret underudviklet inden fødslen og skal langsomt etableres gennem de første år af babys liv. Immunsystemet udvikles og modnes sammen med mikrobiomet, og mikrobiomet spiller dermed en stor rolle i barnets sundhed og velvære gennem hele hans eller hendes liv.

I dag bliver en kvindes bakterieflora dog ofte udsat for en bred variation af antibakterielle produkter både før, under og efter fødslen. Den naturlige overførsel af mikroorganismer fra mor til baby bliver også forstyrret af interventioner som kejsersnit, mælkeerstatning og separation af mor og baby efter fødslen.

Vi mener derfor, det er vigtigt at have meget mere fokus på udviklingen af babys mikrobiom og immunforsvar. Vi mener, at vi bør stræbe efter de bedst mulige betingelser for, at de kommende generationer får så god og sund en start på livet som muligt med et naturligt mikrobiom og et immunforsvar, der er klar til at håndtere de mikroorganismer, det præsenteres for. Det kan vi gøre ved at sikre naturlige fødsler og amning, når det er muligt, og støtte mor og baby med for eksempel præbiotika, mor baby-venligt kejsersnit, hud-mod-hud med videre i de tilfælde, hvor indgreb i den naturlige graviditet, fødsel og barselsperiode bliver medicinsk nødvendige.

Psykolog Anne Rom

Dette indlæg er udtryk for Anja Pedersens og Louise Pedersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Sandt eller falsk? Fem myter om amning

LIVET MED BØRN

Sandt eller falsk? Fem myter om amning

Myter om amning

17. april 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pixabay.com

 

Ammer du dit barn, kan du godt regne med at få ammehjerne, og du kan bestemt ikke blive gravid. Eller hvad? I bogen 100 myter om graviditet og fødsel endevender den erfarne jordemoder Agnete Nørrelund-Madsen en del af de mange myter, der er omkring amning.


Myte 1:
Amning slanker
Jordemoderens svar: Muligvis, men ikke nok, vil mange sikkert mene. Nogle kvinder bliver åbenbart sivtynde af at amme, mens andre må lide den tort, at kiloene tilsyneladende er naglet fast til trods for maratonamning. Barnet ligger konstant ved brystet og sutter og sutter og bliver tykkere og tykkere, alt imens den ammende moder alligevel fortsætter en fin kropslig rundbuestil. Hvordan i alverden kan det lade sig gøre? Mange ammende kvinder bevæger sig mindre end før graviditeten, og det er en kendt sag, at dårlig søvn fører til indtagelse af flere kalorier. Man har både flere vågne timer at spise i, og træthed medfører for mange mindre overskud til at tænke i sunde alternativer, når den søde tand galper op. Genetik spiller ind på evnen til at tabe sig, men det gør matematik også. Det er sandt, at amning slanker, men ikke, hvis man indtager flere kalorier end amning og kroppen i øvrigt kræver. Hvis man er ammende og normalvægtig, har man brug for 475 kalorier ekstra dagligt for at holde sin vægt. Får man ikke tilnærmelsesvis de kalorier dagligt over en længere periode, vil man tabe sig.

Myte 2: Øl fremmer amningen
Jordemoderens svar: Vejledningen til trætte ammekvinder med sultne børn og indsunkne bryster har i hundreder af år været, at de skal prøve at slappe af og tage en øl. Begge dele skulle angiveligt stimulere mælkeproduktionen. Man kunne være foranlediget til at tro, at det er alkoholen, der gør forskellen. Kvinden har måske fået for lidt søvn igennem længere tid og nok heller ikke drukket meget alkohol i månedsvis, og så tænker man, at en genstand vil kunne få hende til at slappe rigtig godt af, og SÅ kommer mælken i stride strømme. Det er nu dokumenteret, at øl virker produktionsfremmende på modermælk, men da det ikke er alkoholen, der gør forskellen, bør man vælge en alkoholfri øl, da barnet ikke bør indtage ammemælk med alkohol i. Man formoder, at den fremmende effekt skyldes polysaccharider fra byg.

Myte 3: Kvinders hjerner fungerer dårligere eller langsommere i ammeperioden – også kaldet ammehjerne
Jordemoderens svar: Ifølge New Scientist viser hjernescanninger, gennemført af en psykolog fra Universiteit Leiden i Holland, at kvinders hjerner forandrer sig, når de bliver mødre. Man scannede hjernerne på nybagte mødre og nybagte fædre og sammenlignede med barnløse mænds og kvinders hjerner. Hos de nybagte mødre så man tydelige forandringer i hjernebarken, hvor områder sågar skrumpede. Forunderligt nok skrumpede lige præcis de områder, der spiller en rolle, når andre menneskers følelser og intentioner skal afkodes. Disse områder lyste op, når kvinderne så billeder af deres eget barn. Dette forklarer psykologerne med, at de nybagte mødre forfiner evnen til at aflæse deres eget barns signaler og sorterer al unødvendig opmærksomhed fra. Graviditet og fødsel menes at være styrende for denne forandring, som man ikke så hos nybagte fædre.

Fakta om bogen 100 myter om graviditet og fødsel

Du kan læse flere myter om graviditet, fødsel og amning i bogen 100 myter om graviditet og fødsel af Agnete Nørrelund-Madsen. Bogen er udgivet i 2018 på FADL’s Forlag. Køb bogen her.

Myte 4: Amning giver hængebryster
Jordemoderens svar: Plastikkirurgen Brian Rinker fra Kentucky University i USA har undersøgt antagelsen om, at det er amning, der forårsager forandringer vedrørende bryster. Sammen med en gruppe kolleger interviewede han 132 kvinder, der alle havde fået lavet et brystløft. 93 % havde fået mindst ét barn, og 58 % havde ammet mindst ét barn. Resultatet af undersøgelsen viste, at der ikke var forskel på brysterne på kvinder, der havde ammet, i modsætning til kvinder, der aldrig havde ammet. Til gengæld fandt de, at der var andre årsager, der påvirkede brystformen, såsom alder, antal graviditeter og rygning. At sige, at graviditet kan give hængebryster, er mere retvisende. Og det er jeg faktisk meget glad for, for det er også min barnelærdom fra jordemoderskolen. Under graviditeten forstørres kirtlerne i brysterne, og brystvæv og hud bliver påvirket af at blive udvidet for derefter at blive mindre igen. Så nej til amning som synder. Ja til rygning og graviditet i hovedrollerne som superskurke.

Myte 5: Man kan ikke blive gravid, når man ammer
Jordemoderens svar: Denne myte lever i bedste velgående, og der er virkelig mange børn, jeg har kendskab til fra mit jordemoderarbejde, der har fået lov til at se dagens lys, fordi amning af mange betragtes som en sikker, naturlig præventionsform. Man kan altså godt blive gravid, når man ammer. Når der sker misforståelser omkring amning og prævention, er det, fordi amning influerer på kvindens ægløsning, der jo er forudsætningen for en menstruation. Når man ammer, udsættes ægløsningen i forhold til, hvis man ikke ammer. En effektiv udsættelse forudsætter blandt andet, at barnet udelukkende ammes, og at det spiser minimum seks gange i døgnet fordelt udover hele døgnet. Det er med til at mindske hormonudsvingene i kroppen og holde ægløsningen fra døren. Der skal dog ikke være meget slinger i ammevalsen til, før der fint kan snige sig en ægløsning ind. Det kan være så lidt, som at barnet pludselig sover igennem et par nætter. Der er også mange kvinder, der fuldammer mange gange over hele døgnet, og alligevel har de menstruation igen få måneder efter fødslen. Ægløsningen kommer snigende som en tyv om natten ca. 14 dage før, man får sin menstruation, og da det er under ægløsningen, man kan blive gravid, har man ikke en jordisk chance for at nå at forberede sig på, at cyklus er genoptaget. Hvis amning bruges som prævention, må man være indstillet på, at der meget vel kan komme en søster eller bror lige i slipstrømmen på det større barn.

LIVET MED BØRN

Sandt eller falsk? Fem myter om amning

Myter om amning

17. april 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pixabay.com

 

Ammer du dit barn, kan du godt regne med at få ammehjerne, og du kan bestemt ikke blive gravid. Eller hvad? I bogen 100 myter om graviditet og fødsel endevender den erfarne jordemoder Agnete Nørrelund-Madsen en del af de mange myter, der er omkring amning.


Myte 1:
Amning slanker
Jordemoderens svar: Muligvis, men ikke nok, vil mange sikkert mene. Nogle kvinder bliver åbenbart sivtynde af at amme, mens andre må lide den tort, at kiloene tilsyneladende er naglet fast til trods for maratonamning. Barnet ligger konstant ved brystet og sutter og sutter og bliver tykkere og tykkere, alt imens den ammende moder alligevel fortsætter en fin kropslig rundbuestil. Hvordan i alverden kan det lade sig gøre? Mange ammende kvinder bevæger sig mindre end før graviditeten, og det er en kendt sag, at dårlig søvn fører til indtagelse af flere kalorier. Man har både flere vågne timer at spise i, og træthed medfører for mange mindre overskud til at tænke i sunde alternativer, når den søde tand galper op. Genetik spiller ind på evnen til at tabe sig, men det gør matematik også. Det er sandt, at amning slanker, men ikke, hvis man indtager flere kalorier end amning og kroppen i øvrigt kræver. Hvis man er ammende og normalvægtig, har man brug for 475 kalorier ekstra dagligt for at holde sin vægt. Får man ikke tilnærmelsesvis de kalorier dagligt over en længere periode, vil man tabe sig.

Myte 2: Øl fremmer amningen
Jordemoderens svar: Vejledningen til trætte ammekvinder med sultne børn og indsunkne bryster har i hundreder af år været, at de skal prøve at slappe af og tage en øl. Begge dele skulle angiveligt stimulere mælkeproduktionen. Man kunne være foranlediget til at tro, at det er alkoholen, der gør forskellen. Kvinden har måske fået for lidt søvn igennem længere tid og nok heller ikke drukket meget alkohol i månedsvis, og så tænker man, at en genstand vil kunne få hende til at slappe rigtig godt af, og SÅ kommer mælken i stride strømme. Det er nu dokumenteret, at øl virker produktionsfremmende på modermælk, men da det ikke er alkoholen, der gør forskellen, bør man vælge en alkoholfri øl, da barnet ikke bør indtage ammemælk med alkohol i. Man formoder, at den fremmende effekt skyldes polysaccharider fra byg.

Myte 3: Kvinders hjerner fungerer dårligere eller langsommere i ammeperioden – også kaldet ammehjerne
Jordemoderens svar: Ifølge New Scientist viser hjernescanninger, gennemført af en psykolog fra Universiteit Leiden i Holland, at kvinders hjerner forandrer sig, når de bliver mødre. Man scannede hjernerne på nybagte mødre og nybagte fædre og sammenlignede med barnløse mænds og kvinders hjerner. Hos de nybagte mødre så man tydelige forandringer i hjernebarken, hvor områder sågar skrumpede. Forunderligt nok skrumpede lige præcis de områder, der spiller en rolle, når andre menneskers følelser og intentioner skal afkodes. Disse områder lyste op, når kvinderne så billeder af deres eget barn. Dette forklarer psykologerne med, at de nybagte mødre forfiner evnen til at aflæse deres eget barns signaler og sorterer al unødvendig opmærksomhed fra. Graviditet og fødsel menes at være styrende for denne forandring, som man ikke så hos nybagte fædre.

Fakta om bogen 100 myter om graviditet og fødsel

Du kan læse flere myter om graviditet, fødsel og amning i bogen 100 myter om graviditet og fødsel af Agnete Nørrelund-Madsen. Bogen er udgivet i 2018 på FADL’s Forlag. Køb bogen her.

Myte 4: Amning giver hængebryster
Jordemoderens svar: Plastikkirurgen Brian Rinker fra Kentucky University i USA har undersøgt antagelsen om, at det er amning, der forårsager forandringer vedrørende bryster. Sammen med en gruppe kolleger interviewede han 132 kvinder, der alle havde fået lavet et brystløft. 93 % havde fået mindst ét barn, og 58 % havde ammet mindst ét barn. Resultatet af undersøgelsen viste, at der ikke var forskel på brysterne på kvinder, der havde ammet, i modsætning til kvinder, der aldrig havde ammet. Til gengæld fandt de, at der var andre årsager, der påvirkede brystformen, såsom alder, antal graviditeter og rygning. At sige, at graviditet kan give hængebryster, er mere retvisende. Og det er jeg faktisk meget glad for, for det er også min barnelærdom fra jordemoderskolen. Under graviditeten forstørres kirtlerne i brysterne, og brystvæv og hud bliver påvirket af at blive udvidet for derefter at blive mindre igen. Så nej til amning som synder. Ja til rygning og graviditet i hovedrollerne som superskurke.

Myte 5: Man kan ikke blive gravid, når man ammer
Jordemoderens svar: Denne myte lever i bedste velgående, og der er virkelig mange børn, jeg har kendskab til fra mit jordemoderarbejde, der har fået lov til at se dagens lys, fordi amning af mange betragtes som en sikker, naturlig præventionsform. Man kan altså godt blive gravid, når man ammer. Når der sker misforståelser omkring amning og prævention, er det, fordi amning influerer på kvindens ægløsning, der jo er forudsætningen for en menstruation. Når man ammer, udsættes ægløsningen i forhold til, hvis man ikke ammer. En effektiv udsættelse forudsætter blandt andet, at barnet udelukkende ammes, og at det spiser minimum seks gange i døgnet fordelt udover hele døgnet. Det er med til at mindske hormonudsvingene i kroppen og holde ægløsningen fra døren. Der skal dog ikke være meget slinger i ammevalsen til, før der fint kan snige sig en ægløsning ind. Det kan være så lidt, som at barnet pludselig sover igennem et par nætter. Der er også mange kvinder, der fuldammer mange gange over hele døgnet, og alligevel har de menstruation igen få måneder efter fødslen. Ægløsningen kommer snigende som en tyv om natten ca. 14 dage før, man får sin menstruation, og da det er under ægløsningen, man kan blive gravid, har man ikke en jordisk chance for at nå at forberede sig på, at cyklus er genoptaget. Hvis amning bruges som prævention, må man være indstillet på, at der meget vel kan komme en søster eller bror lige i slipstrømmen på det større barn.

LÆS OGSÅ