Kære forældre: Ved I egentlig, hvor meget tid, vi bruger på andet end jeres børn?

DEBAT

Kære forældre: Ved I egentlig, hvor meget tid, vi bruger på andet end jeres børn?

Ifølge pædagog Lonnie Junge Jensen er det vigtigt at huske på alle de andre opgaver pædagoger i dag laver, når vi taler minimumsnormeringer.

22. november 2019 | Af Lonnie Junge Jensen | Foto: Alexandr Podvalny, Unsplash

En del af problematikken handler om normeringer. En anden overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er, skriver pædagog Lonnie Junge Jensen.

Lonnie Junge Jensen er uddannet pædagog og har arbejdet i daginstitutionsverdenen i 20 år. Tidligere på året stoppede hun dog arbejdet på gulvet på grund af en arbejdsskade. Lonnie Junge Jensen medvirkede i dokumentaren Eksperimentet med vores børn. Her var hun en af del af pædagogkoret, der udtalte sig om forholdene i institutioner mere generelt.

Så du TV 2-dokumentaren Eksperimentet med vores børn? Blev du bekymret for dit eget barns dagligdag i vuggestuen eller børnehaven? Eller trøster du dig med, at i lige netop dit barns institution er alting bedre?

Det kan jeg som tidligere pædagog desværre ikke love dig.

I stedet er jeg nødt til at understrege, at jeg er dybt bekymret for børnenes trivsel og udvikling. Både her og nu, men særligt også på sigt.

Hver eneste dag møder vi pædagoger ind med intentionen om at give børn og forældre den bedst mulige dag under de givne vilkår. Vi gør vores absolut bedste. Men som normeringerne ser ud nu, kan vi ikke undgå, at børn lades alene og skal klare sig på egen hånd i situationer, hvor de skulle have haft en nær voksens hjælp. Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.

Børn, der går i vuggestue og børnehave, er dybt afhængige af voksne. Deres hjerner og nervesystem er endnu ikke udviklet til at kunne regulere sig selv. De har behov for og krav på, at jeg som pædagog er tilgængelig, nærværende og rolig og ikke pludselig er væk, når de har brug for mig.

“Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.”

 
Lonnie Junge Jensen

De har brug for tryghed, Og det skabes blandt andet ved, at nære modne voksne, som barnet har en tæt tilknytning til, har tid og faglighed til at imødekomme dets behov, ikke bare indimellem, men hver gang.

Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på. Det skærer i mit og mine tidligere kollegaers hjerter hver eneste gang, vi tvinges til at skulle foretage helt urimelige prioriteringer imellem børn. Vi ved, hvad konsekvensen er både nu og på sigt.

Vores politikere synes blinde for alvoren i dette. I stedet gemmer de sig bag misvisende statistikker, resultater af tilfredshedsundersøgelser og manglede økonomi. De kaster ansvaret ud i kommunerne.

“Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på.”

 
Lonnie Junge Jensen

En del af problematikken handler om normeringer. En anden vigtig og overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste – udover pædagogerne selv – har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er. Og antallet er stødt stigende.

Vi bruger omkring halvdelen af tiden på andre opgaver. Det betyder ikke, vi nødvendigvis er væk fra stuen halvdelen af tiden, men vi løser andre opgaver, der gør, at vi ikke er 100 procent tilgængelige for børnene. 

Dette er et overset problem, og vi kommer ikke til at mærke den anbefalede minimumsnormering på gulvet, hvis vi ikke tager hånd om de mange meningsløse opgaver, som ikke er til gavn for børnene

Når vi skal sikre, at der rent faktisk er en pædagog til stede til – og ikke mindst tilgængelig for – seks børn i børnehaven og en til tre i vuggestuen, så er det en forudsætning, at pædagogerne ikke skal løse andre opgaver samtidigt, sådan som de gør det i dag.

Det skal vores politikere vågne op og forstå. Og det skal du som forældre, der kæmper for minimumsnormeringer, være opmærksom på.

Minimumsnormeringer er blot er et absolut minimum til at sikre børns muligheder for trivsel og udvikling. Og selv med en minimumsnormering er dette ikke sikret.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg. Foto: Privat

Forstå mig ret: Vi skal blive ved at kæmpe for minimumsnormeringer, men vi skal gøre det rigtigt, så vi ikke ender med at skyde os selv i foden. Bureau 2000 har i år udgivet en analyse, der viser den reelle personalefordeling og er med til at understrege, hvorfor debatten om normeringer hurtigt bliver kompleks. Vi skal derfor i samme ombæring kæmpe for en ny normeringsopgørelse. En opgørelse, der giver forældre, forskere, interesseorganisationer, fagpersoner, journalister og beslutningstagere en fælles definition – og dermed forståelse – af normering. En opgørelse, hvor køkkenpersonale, ledere, vikarer, langtidssyge med flere ikke tæller med. En opgørelse, hvor pædagoger er trukket ud, når vi holder ferie, afspadserer, er syge, holder pauser og har andet arbejde.

Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.

Vi pædagoger vil ikke reduceres til opsynsmænd og børnepassere. Vi vil udføre det omsorgs- og relationsarbejde, vi er uddannede til og brænder for. Det vil vi, fordi børn fortjener det bedste i de timer, de må undvære deres forældre, der går på arbejde.

“Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.”

 
Lonnie Junge Jensen

Der skal handles NU. Vi har hverken tid eller råd til at vente.

DEBAT

Kære forældre: Ved I egentlig, hvor meget tid, vi bruger på andet end jeres børn?

Ifølge pædagog Lonnie Junge Jensen er det vigtigt at huske på alle de andre opgaver pædagoger i dag laver, når vi taler minimumsnormeringer.

22. november 2019 | Af Lonnie Junge Jensen | Foto: Alexandr Podvalny, Unsplash

 

En del af problematikken handler om normeringer. En anden overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er, skriver pædagog Lonnie Junge Jensen.

Lonnie Junge Jensen er uddannet pædagog og har arbejdet i daginstitutionsverdenen i 20 år. Tidligere på året stoppede hun dog arbejdet på gulvet på grund af en arbejdsskade. Lonnie Junge Jensen medvirkede i dokumentaren Eksperimentet med vores børn. Her var hun en af del af pædagogkoret, der udtalte sig om forholdene i institutioner mere generelt.

Så du TV 2-dokumentaren Eksperimentet med vores børn? Blev du bekymret for dit eget barns dagligdag i vuggestuen eller børnehaven? Eller trøster du dig med, at i lige netop dit barns institution er alting bedre?

Det kan jeg som tidligere pædagog desværre ikke love dig.

I stedet er jeg nødt til at understrege, at jeg er dybt bekymret for børnenes trivsel og udvikling. Både her og nu, men særligt også på sigt.

Hver eneste dag møder vi pædagoger ind med intentionen om at give børn og forældre den bedst mulige dag under de givne vilkår. Vi gør vores absolut bedste. Men som normeringerne ser ud nu, kan vi ikke undgå, at børn lades alene og skal klare sig på egen hånd i situationer, hvor de skulle have haft en nær voksens hjælp. Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.

Børn, der går i vuggestue og børnehave, er dybt afhængige af voksne. Deres hjerner og nervesystem er endnu ikke udviklet til at kunne regulere sig selv. De har behov for og krav på, at jeg som pædagog er tilgængelig, nærværende og rolig og ikke pludselig er væk, når de har brug for mig.

“Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.”

 
Lonnie Junge Jensen

De har brug for tryghed, Og det skabes blandt andet ved, at nære modne voksne, som barnet har en tæt tilknytning til, har tid og faglighed til at imødekomme dets behov, ikke bare indimellem, men hver gang.

Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på. Det skærer i mit og mine tidligere kollegaers hjerter hver eneste gang, vi tvinges til at skulle foretage helt urimelige prioriteringer imellem børn. Vi ved, hvad konsekvensen er både nu og på sigt.

Vores politikere synes blinde for alvoren i dette. I stedet gemmer de sig bag misvisende statistikker, resultater af tilfredshedsundersøgelser og manglede økonomi. De kaster ansvaret ud i kommunerne.

“Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på.”

 
Lonnie Junge Jensen

En del af problematikken handler om normeringer. En anden vigtig og overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste – udover pædagogerne selv – har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er. Og antallet er stødt stigende.

Vi bruger omkring halvdelen af tiden på andre opgaver. Det betyder ikke, vi nødvendigvis er væk fra stuen halvdelen af tiden, men vi løser andre opgaver, der gør, at vi ikke er 100 procent tilgængelige for børnene. 

Dette er et overset problem, og vi kommer ikke til at mærke den anbefalede minimumsnormering på gulvet, hvis vi ikke tager hånd om de mange meningsløse opgaver, som ikke er til gavn for børnene

Når vi skal sikre, at der rent faktisk er en pædagog til stede til – og ikke mindst tilgængelig for – seks børn i børnehaven og en til tre i vuggestuen, så er det en forudsætning, at pædagogerne ikke skal løse andre opgaver samtidigt, sådan som de gør det i dag.

Det skal vores politikere vågne op og forstå. Og det skal du som forældre, der kæmper for minimumsnormeringer, være opmærksom på.

Minimumsnormeringer er blot er et absolut minimum til at sikre børns muligheder for trivsel og udvikling. Og selv med en minimumsnormering er dette ikke sikret.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg. Foto: Privat

Forstå mig ret: Vi skal blive ved at kæmpe for minimumsnormeringer, men vi skal gøre det rigtigt, så vi ikke ender med at skyde os selv i foden. Bureau 2000 har i år udgivet en analyse, der viser den reelle personalefordeling og er med til at understrege, hvorfor debatten om normeringer hurtigt bliver kompleks. Vi skal derfor i samme ombæring kæmpe for en ny normeringsopgørelse. En opgørelse, der giver forældre, forskere, interesseorganisationer, fagpersoner, journalister og beslutningstagere en fælles definition – og dermed forståelse – af normering. En opgørelse, hvor køkkenpersonale, ledere, vikarer, langtidssyge med flere ikke tæller med. En opgørelse, hvor pædagoger er trukket ud, når vi holder ferie, afspadserer, er syge, holder pauser og har andet arbejde.

Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.

Vi pædagoger vil ikke reduceres til opsynsmænd og børnepassere. Vi vil udføre det omsorgs- og relationsarbejde, vi er uddannede til og brænder for. Det vil vi, fordi børn fortjener det bedste i de timer, de må undvære deres forældre, der går på arbejde.

“Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.”

 
Lonnie Junge Jensen

Der skal handles NU. Vi har hverken tid eller råd til at vente.


FAKTA: Det bruger vi pædagoger også tid på

Udover det daglige omsorgsarbejde for børnene på vores stuer og i husene generelt bruger vi også tid på blandt andet dette:
Indhente ferieoplysninger fra forældre
Deltage i diverse ad hoc grupper i institutionen
Studerende
Bestille vikarer
Afholde fødselsdage
Lave fødselsdagsgaver og afskedsgaver
Lave børnenes bøger
Passe telefonen på egen stue og nogle gange på andre
Hjælpe forældre med at lede efter forsvundne ting
Efterlyse forsvundne ting
Lede efter rent/tørt tøj eller tøj, der passer til vejret, hvis ikke der er sørget for at børnene har det med i institutionen
Telefonopkald fra sælgere
Snak/info ved aflevering og afhentning af børn
Ekstra snakke med forældre, hvor man går fra stuen, hvis ikke barnet/børnene eller andre forældre skal høre det
Møder med forældre, der skal forberedes og afholdes
Renskrivning af referater fra diverse møder
Forberedelse af MUS samtaler
Sortere og svare på mail/post
Info til medhjælper om institutionens pædagogik
Handleplaner
Motorisk arbejde med børn enkeltvis
Opstartssamtaler og indkøring af nye børn
Overleveringssamtaler, når barnet skal i børnehave
Afsluttende samtale inden barnets skolestart
Indgive ønsker for ferieafspadsering
Forberedelse af pædagogiske møder og pædagogiske dage
Videregivelse af info til kollegaer fra møder og hverdagen
Se, om der er beskeder fra forældre på tjek ind
Tjekke børn ind og ud for forældre, som glemmer det eller ikke kunne på grund af systemnedbrud
Indhentning af svar på tilmeldelser til diverse arrangementer
Indhentning af eventuelle lægeerklæringer på børn, nye telefonnumre og adresser
Forberedelse og afholdelse af stuemøder og handling derpå
Oprydning af forskellig art
Legepladsdagsdage, bedsteforældredage, julearrangementer, sommerfest og lignende, som skal planlægges afholdes og evalueres
Indgive punkter til kollegaer, der sidder med i forældrebestyrelsen
Beskeder til pedel om, hvad der skal laves
Sørge for at diverse ting kommer til reparation
Vask og sammenlægning af tøj
Dække og tømme rulleborde tre gange om dagen
Ordne køkken
Bestilling af varer
Udarbejdelse af ugeplaner
Planlægning af ture
Indkøb af legetøj
Sørge for at forældre har det med til deres børn, som der forventes af dem

Dette indlæg er udtryk for Lonnie Junge Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

“Jeg er træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu”

LIVET MED BØRN

“Jeg er træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu”

Indlæg om at gå hjemme med sine børn.

17. november 2019 | Af Rikke Høyer | Foto: Privat

Vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt, skriver Rikke Høyer i et smukt skriv om at have valgt hjemmelivet.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Hendes indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker.

Og jeg græder ned i hovedet på den yngste, der ammer sig i søvn til min krop, der vugger og omfavner alle andre end mig selv.

Jeg har skabt flere relationer det seneste år, end jeg har gjort de sidste 10 år tilsammen, siger jeg til min kæreste midt i aftensmaden, og så knækker jeg sammen, og den yngste kaster med maden og rammer væggen, og den ældste kigger op fra bogen i sofaen og siger, at mor er ked af det, og er du okay mor.

Og jeg spiser færdig, og vi snakker i halve sætninger, imens den yngste får mere mad og vand og hjælp til at styre koppen, og den ældste vil op at sidde og ned og op at sidde igen alligevel.

Og han ved godt, at jeg er presset, at pigerne trives, at de er glade og fyldt med livskraft, og han ved godt, at det kræver min energi, og at det slet ikke ligger til mig som person, som den jeg var før, at træde ud i uvidenhed og nye menneskers arme og øjne og samtaler, og du har gjort det så godt, og jeg sætter pris på, at du gør det, siger han og tørrer den yngste om munden, imens han synger og forsøger at spejle hende.

Det er okay mor, siger den ældste, og der sker ikke noget mor, fortsætter hun og danser nøgen rundt i stuen, og vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt siger jeg, og han ved det godt, eller det ved han jo egentlig ikke, siger han, men han forsøger at rumme og lytte midt i to små børns væren i verden.

Og så græder jeg lidt igen, og vi taler om, at jeg knækker, når jeg glemmer at mærke mig selv, men jeg har jo ikke tid, siger jeg og sukker og bander over hovedpinen og remser op, hvor mange gange jeg glemmer at gå på toilet, at spise, at trække vejret helt derned, hvor man helst
skal gøre det.

Og det har bare været et hårdt år, og jeg har lært så meget om mig selv og mødt så mange nye mennesker og jeg har taget så mange nye mennesker ind, siger jeg, og vi taler om, hvor givende det er, og hvilken verden der har åbnet sig, og hvor taknemmelig jeg er for, at vi står i det spirende netværk, som vi gør.

Men jeg træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu, siger jeg og tilføjer, at det er det værd, det ved jeg, men jeg skal begynde at passe bedre på mig selv.

Nu.

LIVET MED BØRN

“Jeg er træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu”

Indlæg om at gå hjemme med sine børn.

17. november 2019 | Af Rikke Høyer | Foto: Privat

Vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt, skriver Rikke Høyer i et smukt skriv om at have valgt hjemmelivet.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Hendes indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker.

Og jeg græder ned i hovedet på den yngste, der ammer sig i søvn til min krop, der vugger og omfavner alle andre end mig selv.

Jeg har skabt flere relationer det seneste år, end jeg har gjort de sidste 10 år tilsammen, siger jeg til min kæreste midt i aftensmaden, og så knækker jeg sammen, og den yngste kaster med maden og rammer væggen, og den ældste kigger op fra bogen i sofaen og siger, at mor er ked af det, og er du okay mor.

Og jeg spiser færdig, og vi snakker i halve sætninger, imens den yngste får mere mad og vand og hjælp til at styre koppen, og den ældste vil op at sidde og ned og op at sidde igen alligevel.

Og han ved godt, at jeg er presset, at pigerne trives, at de er glade og fyldt med livskraft, og han ved godt, at det kræver min energi, og at det slet ikke ligger til mig som person, som den jeg var før, at træde ud i uvidenhed og nye menneskers arme og øjne og samtaler, og du har gjort det så godt, og jeg sætter pris på, at du gør det, siger han og tørrer den yngste om munden, imens han synger og forsøger at spejle hende.

Det er okay mor, siger den ældste, og der sker ikke noget mor, fortsætter hun og danser nøgen rundt i stuen, og vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt siger jeg, og han ved det godt, eller det ved han jo egentlig ikke, siger han, men han forsøger at rumme og lytte midt i to små børns væren i verden.

Og så græder jeg lidt igen, og vi taler om, at jeg knækker, når jeg glemmer at mærke mig selv, men jeg har jo ikke tid, siger jeg og sukker og bander over hovedpinen og remser op, hvor mange gange jeg glemmer at gå på toilet, at spise, at trække vejret helt derned, hvor man helst
skal gøre det.

Og det har bare været et hårdt år, og jeg har lært så meget om mig selv og mødt så mange nye mennesker og jeg har taget så mange nye mennesker ind, siger jeg, og vi taler om, hvor givende det er, og hvilken verden der har åbnet sig, og hvor taknemmelig jeg er for, at vi står i det spirende netværk, som vi gør.

Men jeg træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu, siger jeg og tilføjer, at det er det værd, det ved jeg, men jeg skal begynde at passe bedre på mig selv.

Nu.

LÆS OGSÅ

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.
07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

LÆS OGSÅ

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.


Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

 

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.


Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ