Hvorfor skal jeg kategoriseres ”sårbar” for at være sikret støtte under fødslen?

af | mar 5, 2021

FØDSEL

Hvorfor skal jeg kategoriseres ”sårbar” for at være sikret støtte under fødslen? Hvorfor skal jeg kategoriseres som sårbar for at få støtte under fødslen, spørger Mie Ryborg Larsen, der står bag et borgerforslag, som skal sikre alle lige rettigheder før, under og efter fødslen.

05. marts 2021 | Af Mie Ryborg-Larsen | Foto: Privat

 

Mie Ryborg-Larsen står bag et borgerforslag, der skal sikre alle fødende bedre rettigheder og fødsler. Det bør være en ret, mener hun.

Mie Ryborg-Larsen er socialrådgiver og hovedstiller på borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”. Du kan følge med på Forældre og Fødsels instagramprofil @fogf.dk, som hun administrerer.

Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest. Uanset om dette er hjemme, på klinik eller på hospital.

Alle bør have ret til at få personlig og tilstrækkelig hjælp til amningen, til at overnatte på fødestedet, hvis man ikke er klar til at tage hjem, til at få hjemmebesøg, hvis man gerne vil hjem, men stadig har brug for støtte, og alle skal have adgang til kendte jordemødre før, under og efter fødslen. Det bør ikke være forbeholdt “sårbare”, sådan som det er i dag. En fødsel er en stor, men også voldsom oplevelse for de fleste.

Gravide og fødende, som er særligt sårbare, skal selvfølgelig have specialiseret hjælp og støtte – og i et sammenhængende forløb.

Og jordemødrene skal have arbejdsvilkår, som giver dem mulighed for at bruge og udfolde deres faglighed. Ellers kan ovenstående ikke blive til virkelighed.

Med borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”, som jeg har været med til at stille sammen med en gruppe kvinder, kræver vi grundlæggende ændringer i svangreomsorgens finansiering, organisering og kultur. Vi vil have værdigheden og omsorgen tilbage på fødselsområdet. Vi vil have lovsikrede rettigheder, der sikrer en ordentlig og lige behandling på tværs af geografi, økonomiske muligheder og fødselstidspunkt.

Vi vil ikke have lappeløsninger og hensigtserklæringer. Politikerne skal tage ansvar, og det knokler vi på at få dem til ved dette borgerforslag og via arbejdet i foreningen Forældre og Fødsel, hvor jeg også er aktiv.

Selv har jeg – på papiret – haft to ukomplicerede graviditeter og fødsler – den første i 2016, den anden i 2020. Men i realiteten er jeg begge gange på forskellig vis blevet rystet i min grundvold. Sådan bør det ikke være.

I 2016 valgte jeg at føde på sygehuset ud fra devisen om, at det nok ville være det sikreste, og fordi jeg der ville have adgang til diverse smertestillende og lægehjælp, såfremt der skulle blive behov for det. Jeg anede jo ikke, hvad jeg gik ind til, og jeg var både spændt og nervøs.

“Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest.”

 
Mie Ryborg-Larsen

I graviditeten blev jeg tildelt to “faste” jordemødre, men nåede kun at møde den ene. Jeg var igennem fem forskellige til graviditetskonsultationerne, og med seks konsultationer i alt kan man nok godt regne ud, at der ikke var meget kontinuitet. Det gjorde mig ikke så meget dengang, for min graviditet forløb problemfrit. Men sådan er det ikke for alle.

Jeg meldte mig til sygehusets fødselsforberedelse. Det var en overfladisk omgang auditorieundervisning, som ikke gjorde mig synderligt klogere på, hvad jeg selv kunne gøre for at håndtere smerterne, men der var da – igen overfladisk – information om, hvilke medicinske smertelindringsmuligheder, der var. Derfor meldte jeg mig til et privat fødselsforberedelseskursus til ca. 2000 kroner, hvilket gav mig nogle konkrete redskaber til fx smertehåndtering, og som faciliterede nogle gode snakke mellem min kæreste og jeg om det at skulle være forældre.

Under selve fødslen, som varede 48 timer, hvoraf de 40 foregik på sygehuset, mødte jeg de sødeste jordemødre. Om natten var vi dog overladt til os selv, fordi der ikke var hænder nok, og de andre fødende var længere i fødsel end jeg. Jeg havde fuld forståelse for deres prioritering, men var også ca. 30 timer inde i en fødsel med regelmæssige veer (og vågen på 46. time), så jeg var begyndt at blive rigtig udmattet og modløs. Jordemoderen, der havde taget imod mig, da vi ankom dagen før, mødte ind i dagvagt igen, og tog sig af mig. Hun fik lagt en plan for, hvordan vi kunne få ”skub i tingene” og give mig ro til at samle kræfter til resten af fødslen. Det blev ved hjælp af hindesprængning og en epiduralblokade, som betød, at smerterne næsten helt forsvandt, og jeg fik sovet 1,5 time. Jeg mistede dog også følelsen i det ene ben og var derfor ikke mobil.

Heldigvis kom der skub i tingene, og hun fik lavet en grundig overlevering til jordemoderen i aftenvagt, som endte med at være hos mig, indtil jeg havde født ca. syv timer efter. Det var guld værd! Og alle skal have mulighed for at have en jordemoder hos sig under den aktive fase.

Jeg blev indlagt på barselsgangen efter fødslen, fordi jeg havde et kateter, der skulle tjekkes op på. Jeg syntes, amning var svært, og blev bedt om at kalde, når babyen skulle ammes, så de kunne hjælpe. Der gik dog flere timer fra, jeg hev i snoren, til de havde tid til at komme. Mit indtryk var, at de havde for travlt. Jeg fik i stedet udleveret et par ammebrikker og bedt om at prøve mig frem. Det gjorde jeg, men blev aldrig sikker på, om det, jeg gjorde, var rigtigt.

Da jeg skulle udskrives, måtte vi vente næsten seks timer på at få en udskrivningssamtale – de havde ikke engang tid til at sende os hjem. Jeg var således knap to døgn på barselsafsnittet, men uden at få den hjælp og støtte, jeg havde behov for.

Efter vi kom hjem, og mælken løb til, udviklede jeg hurtigt store smerter ved amning. Tårerne trillede, og min krop spændte op ved hver eneste amning. På trods af besøg fra sundhedsplejersken, som prøvede at guide mig, var det først, da jeg efter ni dage konsulterede en privat jordemoder, at der kom styr på det. Hun instruerede mig stille og roligt i korrekt ammeteknik og konstaterede samtidig, at jeg havde fået svamp. Havde jeg ikke betalt mig til denne hjælp, havde det næppe været muligt at amme min datter, til hun var et år. For mig giver det ikke mening, at man ikke har let og gratis adgang til jordemoderassistance, efter mælken er løbet til, og de første par uger efter fødslen, hvor amningen etableres.

Selv var jeg efter fødslen i chok over, at en fødsel kunne være så langvarig og mentalt udmattende. Heldigvis havde jeg mulighed for – og overskud til – at booke en efterfødselssamtale med den jordemoder, jeg fødte med. Det hjalp mig med at få bearbejdet oplevelsen. Jeg blev dog også opfordret til at sørge for at blive kategoriseret som “sårbar gravid”, næste gang jeg blev gravid, så jeg kunne blive henvist til kendt jordemoderordning. Måske fordi jeg blev berørt og græd lidt under samtalen.

I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.

Jeg kunne da heller ikke, tre år senere, da jeg var gravid igen, få mig til at sige til lægen, at jeg var “sårbar gravid”. Jeg ville ikke “tage pladsen” fra dem, som virkelig havde behov for særlig støtte. Jeg havde dog en klar fornemmelse af, at min første fødsel ville komme til at spøge frem mod den næste, og at det ville være en god ting med kontinuerlig kontakt med en jordemoder, som kendte til min første oplevelse.

Til mit held bor jeg i Region Sjælland, der som den eneste region har fødetilbud i form af små jordemoderbemandede fødeklinikker, hvor man automatisk får den kendte og kontinuerlige jordemoderkontakt. Så jeg valgte at føde på fødeklinik anden gang og havde en meget bedre fødselsoplevelse.

Her fik jeg også fødselsforberedelse, som var klasser over de auditorieforberedelsesoplæg, jeg havde deltaget i på sygehuset ved min første graviditet. Og på niveau med det, jeg havde gået til privat i første graviditet.

Da fødslen gik i gang, var jeg så heldig, at den ene af mine to faste jordemødre var på vagt, og hun tog imod mig på klinikken, og var hos mig hele fødslen igennem. Jeg var bange for, om jeg kunne håndtere smerterne uden medicinsk smertelindring, og for at jeg igen skulle igennem et langvarigt forløb og miste modet. Men jeg var 100 procent tryg ved, at min jordemoder kunne hjælpe mig igennem det. Fordi hun havde tid til at sætte sig ind i mine styrker og svagheder og give mig den individuelle støtte, jeg havde brug for.

“I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.”

 
Mie Ryborg-Larsen

Fødslen var intens og ekstremt grænseoverskridende til trods for, at den var “helt normal”. Men mine oplevelser blev aldrig bagatelliseret, tværtimod. Jeg er helt klart kommet styrket ud efter denne fødsel, og jeg er sikker på, at den tryghed, jeg fik ved at have “kendt jordemoder”, har reduceret min risiko markant for at udvikle en efterfødselsreaktion.

Mine fødselsoplevelser er hverken dramatiske eller traumatiske, men jeg har mærket hullerne i systemet på egen krop og heldigvis for mig været i stand til at kompensere. Det er langt fra alle, der har de muligheder. Da jeg havde prøvet en helt anden omsorg på fødeklinikken, læst Olga Ravns debatindlæg og alle de vidnesbyrd, der fulgte i kølvandet, blev jeg ramt. Ramt af følelsen af uretfærdighed og undren over de nuværende vilkår for fødende og dem, der skal hjælpe dem.

Derfor har jeg sammen med gode kræfter i Forældre og Fødsel stillet borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”.

Hvis du ikke allerede har været inde og støtte borgerforslaget, kan det gøres lige her.

Du kan også støtte Forældre og Fødsels arbejde via medlemskab enten gratis (sympati) eller til 30 kr. om måneden (støtte) ved indmeldelse her.

FØDSEL

Hvorfor skal jeg kategoriseres ”sårbar” for at være sikret støtte under fødslen? Hvorfor skal jeg kategoriseres som sårbar for at få støtte under fødslen, spørger Mie Ryborg Larsen, der står bag et borgerforslag, som skal sikre alle lige rettigheder før, under og efter fødslen.

05. marts 2021 | Af Mie Ryborg-Larsen | Foto: Privat

 

Mie Ryborg-Larsen står bag et borgerforslag, der skal sikre alle fødende bedre rettigheder og fødsler. Det bør være en ret, mener hun.

Mie Ryborg-Larsen er socialrådgiver og hovedstiller på borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”. Du kan følge med på Forældre og Fødsels instagramprofil @fogf.dk, som hun administrerer.

 

Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest. Uanset om dette er hjemme, på klinik eller på hospital.

Alle bør have ret til at få personlig og tilstrækkelig hjælp til amningen, til at overnatte på fødestedet, hvis man ikke er klar til at tage hjem, til at få hjemmebesøg, hvis man gerne vil hjem, men stadig har brug for støtte, og alle skal have adgang til kendte jordemødre før, under og efter fødslen. Det bør ikke være forbeholdt “sårbare”, sådan som det er i dag. En fødsel er en stor, men også voldsom oplevelse for de fleste.

Gravide og fødende, som er særligt sårbare, skal selvfølgelig have specialiseret hjælp og støtte – og i et sammenhængende forløb.

Og jordemødrene skal have arbejdsvilkår, som giver dem mulighed for at bruge og udfolde deres faglighed. Ellers kan ovenstående ikke blive til virkelighed.

Med borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”, som jeg har været med til at stille sammen med en gruppe kvinder, kræver vi grundlæggende ændringer i svangreomsorgens finansiering, organisering og kultur. Vi vil have værdigheden og omsorgen tilbage på fødselsområdet. Vi vil have lovsikrede rettigheder, der sikrer en ordentlig og lige behandling på tværs af geografi, økonomiske muligheder og fødselstidspunkt.

Vi vil ikke have lappeløsninger og hensigtserklæringer. Politikerne skal tage ansvar, og det knokler vi på at få dem til ved dette borgerforslag og via arbejdet i foreningen Forældre og Fødsel, hvor jeg også er aktiv.

Selv har jeg – på papiret – haft to ukomplicerede graviditeter og fødsler – den første i 2016, den anden i 2020. Men i realiteten er jeg begge gange på forskellig vis blevet rystet i min grundvold. Sådan bør det ikke være.

I 2016 valgte jeg at føde på sygehuset ud fra devisen om, at det nok ville være det sikreste, og fordi jeg der ville have adgang til diverse smertestillende og lægehjælp, såfremt der skulle blive behov for det. Jeg anede jo ikke, hvad jeg gik ind til, og jeg var både spændt og nervøs.

“Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest.”

 
Mie Ryborg-Larsen

I graviditeten blev jeg tildelt to “faste” jordemødre, men nåede kun at møde den ene. Jeg var igennem fem forskellige til graviditetskonsultationerne, og med seks konsultationer i alt kan man nok godt regne ud, at der ikke var meget kontinuitet. Det gjorde mig ikke så meget dengang, for min graviditet forløb problemfrit. Men sådan er det ikke for alle.

Jeg meldte mig til sygehusets fødselsforberedelse. Det var en overfladisk omgang auditorieundervisning, som ikke gjorde mig synderligt klogere på, hvad jeg selv kunne gøre for at håndtere smerterne, men der var da – igen overfladisk – information om, hvilke medicinske smertelindringsmuligheder, der var. Derfor meldte jeg mig til et privat fødselsforberedelseskursus til ca. 2000 kroner, hvilket gav mig nogle konkrete redskaber til fx smertehåndtering, og som faciliterede nogle gode snakke mellem min kæreste og jeg om det at skulle være forældre.

Under selve fødslen, som varede 48 timer, hvoraf de 40 foregik på sygehuset, mødte jeg de sødeste jordemødre. Om natten var vi dog overladt til os selv, fordi der ikke var hænder nok, og de andre fødende var længere i fødsel end jeg. Jeg havde fuld forståelse for deres prioritering, men var også ca. 30 timer inde i en fødsel med regelmæssige veer (og vågen på 46. time), så jeg var begyndt at blive rigtig udmattet og modløs. Jordemoderen, der havde taget imod mig, da vi ankom dagen før, mødte ind i dagvagt igen, og tog sig af mig. Hun fik lagt en plan for, hvordan vi kunne få ”skub i tingene” og give mig ro til at samle kræfter til resten af fødslen. Det blev ved hjælp af hindesprængning og en epiduralblokade, som betød, at smerterne næsten helt forsvandt, og jeg fik sovet 1,5 time. Jeg mistede dog også følelsen i det ene ben og var derfor ikke mobil.

Heldigvis kom der skub i tingene, og hun fik lavet en grundig overlevering til jordemoderen i aftenvagt, som endte med at være hos mig, indtil jeg havde født ca. syv timer efter. Det var guld værd! Og alle skal have mulighed for at have en jordemoder hos sig under den aktive fase.

Jeg blev indlagt på barselsgangen efter fødslen, fordi jeg havde et kateter, der skulle tjekkes op på. Jeg syntes, amning var svært, og blev bedt om at kalde, når babyen skulle ammes, så de kunne hjælpe. Der gik dog flere timer fra, jeg hev i snoren, til de havde tid til at komme. Mit indtryk var, at de havde for travlt. Jeg fik i stedet udleveret et par ammebrikker og bedt om at prøve mig frem. Det gjorde jeg, men blev aldrig sikker på, om det, jeg gjorde, var rigtigt.

Da jeg skulle udskrives, måtte vi vente næsten seks timer på at få en udskrivningssamtale – de havde ikke engang tid til at sende os hjem. Jeg var således knap to døgn på barselsafsnittet, men uden at få den hjælp og støtte, jeg havde behov for.

Efter vi kom hjem, og mælken løb til, udviklede jeg hurtigt store smerter ved amning. Tårerne trillede, og min krop spændte op ved hver eneste amning. På trods af besøg fra sundhedsplejersken, som prøvede at guide mig, var det først, da jeg efter ni dage konsulterede en privat jordemoder, at der kom styr på det. Hun instruerede mig stille og roligt i korrekt ammeteknik og konstaterede samtidig, at jeg havde fået svamp. Havde jeg ikke betalt mig til denne hjælp, havde det næppe været muligt at amme min datter, til hun var et år. For mig giver det ikke mening, at man ikke har let og gratis adgang til jordemoderassistance, efter mælken er løbet til, og de første par uger efter fødslen, hvor amningen etableres.

Selv var jeg efter fødslen i chok over, at en fødsel kunne være så langvarig og mentalt udmattende. Heldigvis havde jeg mulighed for – og overskud til – at booke en efterfødselssamtale med den jordemoder, jeg fødte med. Det hjalp mig med at få bearbejdet oplevelsen. Jeg blev dog også opfordret til at sørge for at blive kategoriseret som “sårbar gravid”, næste gang jeg blev gravid, så jeg kunne blive henvist til kendt jordemoderordning. Måske fordi jeg blev berørt og græd lidt under samtalen.

I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.

Jeg kunne da heller ikke, tre år senere, da jeg var gravid igen, få mig til at sige til lægen, at jeg var “sårbar gravid”. Jeg ville ikke “tage pladsen” fra dem, som virkelig havde behov for særlig støtte. Jeg havde dog en klar fornemmelse af, at min første fødsel ville komme til at spøge frem mod den næste, og at det ville være en god ting med kontinuerlig kontakt med en jordemoder, som kendte til min første oplevelse.

Til mit held bor jeg i Region Sjælland, der som den eneste region har fødetilbud i form af små jordemoderbemandede fødeklinikker, hvor man automatisk får den kendte og kontinuerlige jordemoderkontakt. Så jeg valgte at føde på fødeklinik anden gang og havde en meget bedre fødselsoplevelse.

Her fik jeg også fødselsforberedelse, som var klasser over de auditorieforberedelsesoplæg, jeg havde deltaget i på sygehuset ved min første graviditet. Og på niveau med det, jeg havde gået til privat i første graviditet.

Da fødslen gik i gang, var jeg så heldig, at den ene af mine to faste jordemødre var på vagt, og hun tog imod mig på klinikken, og var hos mig hele fødslen igennem. Jeg var bange for, om jeg kunne håndtere smerterne uden medicinsk smertelindring, og for at jeg igen skulle igennem et langvarigt forløb og miste modet. Men jeg var 100 procent tryg ved, at min jordemoder kunne hjælpe mig igennem det. Fordi hun havde tid til at sætte sig ind i mine styrker og svagheder og give mig den individuelle støtte, jeg havde brug for.

“I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.”

 
Mie Ryborg-Larsen

Fødslen var intens og ekstremt grænseoverskridende til trods for, at den var “helt normal”. Men mine oplevelser blev aldrig bagatelliseret, tværtimod. Jeg er helt klart kommet styrket ud efter denne fødsel, og jeg er sikker på, at den tryghed, jeg fik ved at have “kendt jordemoder”, har reduceret min risiko markant for at udvikle en efterfødselsreaktion.

Mine fødselsoplevelser er hverken dramatiske eller traumatiske, men jeg har mærket hullerne i systemet på egen krop og heldigvis for mig været i stand til at kompensere. Det er langt fra alle, der har de muligheder. Da jeg havde prøvet en helt anden omsorg på fødeklinikken, læst Olga Ravns debatindlæg og alle de vidnesbyrd, der fulgte i kølvandet, blev jeg ramt. Ramt af følelsen af uretfærdighed og undren over de nuværende vilkår for fødende og dem, der skal hjælpe dem.

Derfor har jeg sammen med gode kræfter i Forældre og Fødsel stillet borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”.

Hvis du ikke allerede har været inde og støtte borgerforslaget, kan det gøres lige her.

Du kan også støtte Forældre og Fødsels arbejde via medlemskab enten gratis (sympati) eller til 30 kr. om måneden (støtte) ved indmeldelse her.

LÆS OGSÅ

Hvorfor skal jeg skamme mig over mit kejsersnit?

af | feb 5, 2021

FØDSEL

Hvorfor skal jeg skamme mig over mit kejsersnit?

Maria Dænkjær fødte ved akut kejsersnit.

5. februar 2021 | Af Maria Dønkjær | Foto: Privat

 

Maria Dønkjær følte sig umyndiggjort og overhørt, da hun for 10 år siden fødte sit første barn ved kejsersnit. Det efterlod hende med en følelse af at fejle som fødende kvinde.

Maria Dønkjær er cand. pæd og medstifter af foreningen alenemorskab, som du kan følge på Instagram. Samme sted kan du også følge Maria under navnet @ladymamaria.

Jeg har aldrig været hende, der drømte om en smuk vaginal fødsel. Jeg har heller aldrig drømt om at få et kejsersnit. Jeg har aldrig drømt om fødsler. Tanken om, at et barn skulle ud af min krop, har været mig meget fjern. Faktisk har jeg tænkt, at jeg slet ikke kunne få børn.

Da jeg fik at vide, at jeg var gravid med mit første barn, kom det derfor også som et kæmpe chok. Når jeg tænker tilbage, var jeg nok i en form for mental choktilstand under hele min graviditet. Men med splittede følelser fordi min krop blomstrede, og min fysiske tilstand var meget i balance.

Da fødselsdagen kom, havde jeg haft veer hjemme i to døgn med cirka 20 minutters intervaller, og da vi endelig fik lov til at komme ind på hospitalet, havde jeg kun udvidet mig tre centimeter. Det blev derfor en fødsel med alle unaturlige midler i brug. Jeg blev sat i gang med prik på fosterhinden, vestimulerende drop og senere epiduralblokade. Jeg blev desuden mødt af personale med flakkende blikke, der virkede stressede og ikke havde tid til at være nærværende.

I mit stille sind tænkte jeg undervejs, at jeg på trods af min frygt for fødsler, alligevel havde forestillet mig en mere naturlig oplevelse. 

Efter syv timer på hospitalet med alle hjælpemidler, der findes, og kun yderligere fire centimeter åbnet, fortalte jordemoderen, at vores søn var stjernekigger. Hun ville derfor vide, hvad jeg tænkte om kejsersnit.

Inden i mig selv tænkte jeg ”JA TAK”, men jeg forsøgte ikke at virke alt for begejstret, da jeg kendte til min daværende kærestes drømmescenarie af en fødsel: En urkvinde, der med blod, sved og tårer presser sit barn ud vaginalt i harmoni med naturens kræfter og er det fysiske bevis på, hvor stærk en kvindekrop er. Kejsersnit var for ham en flugtvej og tegn på svaghed.

Da jordemoderen breakede nyheden for ham om, at det nok var bedst med kejsersnit, begyndte han at græde. En gråd, der fik mig til at føle, at han var skuffet over mig som fødende kvinde.

“Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.”

 
Maria Dønkjær

Det blev to mod en, så vi gik kort efter ned ad gangen til operationsstuen. Jeg tænkte, at nu var det overstået om lidt, men husker også, at en kæmpe frygt overvældede mig.

Da vi kom ind på operationsstuen, var der fuldt hus, latter og højlydt snak. Jeg måtte skære igennem, ødelægge den gode stemning og fortælle, at jeg var ved at dø af skræk over det kejsersnit, de skulle til at foretage på mig. Stemningen ændrede sig til mere alvorlig blandt hospitalspersonalet, men jeg oplevede ikke en forståelse eller en omsorg i forhold til min frygt. Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.

Da det var noget tid siden, jeg fik min epidural, fik jeg mere narkose. Den begyndte hurtigt at virke, men ALT for meget. Da jeg lagde mig på operationsbriksen, kunne jeg kun mærke mit eget hoved. Det føltes som om, at resten af min krop ikke fandtes, og jeg kunne ikke mærke min egen vejrtrækning, hvilket fik mig til at gå i panik. Jeg var helt overbevist om, at jeg skulle dø. Og jeg kunne ikke bruge min vejrtrækning til at berolige mig selv, for jeg kunne ikke mærke den.

Jeg spurgte flere gange, om man kunne dø af for meget narkose, hvortil narkoselægen svarede med et forsøg på en kæk kommentar; “så ville du allerede være død”. Lige der havde jeg ikke vildt meget humor, så jeg gik ind i mig selv og kan ikke huske særlig meget mere.

Da min søn Elias ankom til verden, blev han undersøgt med det samme. Der var, uden jeg havde fået det at vide, problemer med hjertelyden. I et forsøg på at skåne mig, havde min daværende kæreste og jordemoderen ikke villet fortælle mig det, og jeg fik det først at vide efterfølgende. For mig var det misforstået omsorg. Selvom jeg havde fødselsangst, skulle jeg ikke pakkes ind i vat, og ingen skulle have ondt af mig.

“Det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle.”

 
Maria Dønkjær

Min krop begyndte at ryste, da Elias var kommet ud. Jeg kunne ikke styre mine arme, og rystelserne tog til i styrke. Sygeplejersken sagde, at det havde hun ALDRIG set før, hvilket gjorde mig endnu mere bange. Jeg blev kørt igennem hospitalets gange og elevatorer med en rystende krop, som jeg ikke kunne få styr på. Først da vi ankom til opvågningsstuen, og jeg for første gang fik Elias i mine arme, faldt min krop til ro. Det var fortryllende at opleve, hvordan hans lille nyfødte krop healede min krop.

Efterfødselstiden var en turbulent tid. På grund af min voldsomme angstreaktion, fik vi en enestue og endte med at være der i en hel uge. Vi følte os meget privilegerede, og jeg kæmpede med dårlig samvittighed over at tage pladsen for nogen, der havde mere komplicerede fødsler end min. Jeg var jo kun mentalt ramt, tænkte jeg. Dette til trods for, at vilkårene dengang for 10 år siden var bedre end i dag. 

De første to dage på hospitalet sov jeg slet ikke, fordi min krop var så medtaget af min mentale tilstand. Jeg var bange for at dø, hvis jeg faldt i søvn, og bange for ikke at vågne, hvis Elias vågnede. 

Amningen gik dårligt, og jeg fik at vide, at hvis bare jeg fik sovet, så ville mælken løbe til. Det var stressende, og det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle. Jeg følte mig umyndiggjort og stolede slet ikke på min egen intuition, fordi der var så mange forskellige meninger fra fagpersonalet. Elias fik derfor kop af sygeplejerskerne og hans far, mens jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn. 

Efter fem dage på hospitalet gik amningen så dårligt, at jeg takkede ja til en ammestoppille. Jeg takkede også ja til en sovepille – for første og forhåbentlig sidste gang i mit liv. Det gav mig fem timer søvn. Og da jeg vågnede, var jeg et nyt menneske. For første gang kunne jeg tænke en smule klart, og da en sygeplejerske, som arbejdede som ammevejleder ved siden af, og som jeg havde talt med flere gange, sagde til mig: “Jeg må ikke sige det her, men du kan godt amme. Du har så meget mælk, du skal bare hjem i rolige omgivelser”, var jeg klar til at pakke mine ting. 

“Jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn.”

 
Maria Dønkjær

Men vi måtte ikke tage hjem. Oversygeplejersken var bekymret for min psykiske tilstand, og hun syntes, at jeg skulle tage resten af ammestoppillerne. Vi brugte derfor endnu to dage på hospitalet, hvor jeg skulle høre på kommentarer som: “Er du nu sikker på, at du kan klare at amme?”, “din angst for fødslen er årsagen til dit komplicerede fødselsforløb,” og “heldigt at du har SÅ god en mand, der hjælper dig, ellers havde det da været helt umuligt det hele”. 

Da vi endelig kom hjem, begyndte amningen endelig at køre. Men min krop sitrede af angst. Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg. Det føltes som et mørke, der aldrig ville gå væk i mit sind og som en dyb smerte, der aldrig ville forsvinde fra min krop. 

Fra efterfødselsperioden husker jeg mig selv spørge min praktiserende læge, om han troede, jeg kunne dø af senfølger fra narkosen. Det var helt tragikomisk. Men jeg kan også huske, at jeg overhørte min faster sige til min far, at; “nu skal hun jo ikke tro, at hun er svagere end alle os andre”, på et barselsbesøg. Det ramte mig. For det var præcis sådan, jeg tænkte om mig selv. Jeg følte mig svagere end alle andre. Jeg forstod det som om, min frygt og angst havde ødelagt alt for både mig selv, mit nyfødte barn og hans far. Jeg havde ikke levet op til det, der forventedes af en kvinde og en mor. Jeg følte mig som en kæmpe belastning for min omverden. 

“Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg.”

 
Maria Dønkjær

Men mørket og smerten forsvandt. Jeg startede i mødregruppe for mødre med fødselsreaktioner, hvilket var en kæmpe gave. Den største del af healingen skete dog, da jeg fem år senere blev gravid for anden gang. 

Jeg fik stemplet “særlig sårbar gravid”. Stigmatiserende ja, men jeg er alligevel meget taknemmelig for det og det forløb, jeg fik. Det gav mig nemlig mulighed for at tale hele mit første fødselsforløb igennem med en overlæge. Vi gennemgik sammen de gamle journaler. 

Han fortalte mig blandt andet, at der var sket en lægefejl. Narkoselægen havde givet mig for meget narkose, og det var grunden til, at jeg ikke kunne mærke andet end mit hoved. Rystelserne, jeg havde haft, var helt normale. De skyldtes en reaktion på narkosen og kommer, når den aftager. Overlægen fortalte også, at der havde været fusion på hospitalet i den periode, jeg var indlagt, så de sygeplejersker, der havde været der, var ikke normalt på fødegangen.

Til sidst – og måske allervigtigst – fortalte han, at alle andre ville have haft præcis samme fødselsforløb som mig under de fysiske vilkår, der opstod under fødslen. Elias havde ikke været stjernekigger, som jeg havde fået fortalt. Overlægen kunne i journalen læse, at han havde ligget skævt med hovedet. Dette var grunden til, jeg udvidede mig så langsomt, da hans hoved ikke stimulerede min livmoderhals. Det ville ende i kejsersnit i næsten alle tilfælde, når hovedet lå, som det gjorde, fortalte han.

I alle de år havde jeg kæmpet med følelsen af, at det var på grund af min frygt for fødslen, at det endte, som det gjorde. Jeg tænkte, at jeg nok mentalt ikke kunne give slip og derfor ikke kunne føde vaginalt. 

Andre folks velmenende kommentarer om, at jeg ikke skulle skamme mig over, at det endte i kejsersnit, gav kun næring til min skam over at mislykkes som fødende kvinde. Jeg er ikke – og har aldrig været – ked af, at jeg fik kejsersnit. Men vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.

Selvom min anden graviditet og fødsel var meget anderledes og healende og med et helt fantastisk hospitalspersonale, håber jeg, vi som samfund og kultur snart kan begynde at se mere nuanceret på sårbarhed – også i forbindelse med fødsler.

“Vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.”

 
Maria Dønkjær

At leve med sårbarheder, frygt og angst kræver udholdenhed. Og er du et menneske, der føler, mærker og sanser livet i en anerkendelse af, at vi ER sårbare alle sammen, så er det en kæmpe gave at være det, vi i dag kalder sårbar. Jeg synes bare, vi skal kalde det at være stærk.

Og så skal vi undgå et fødselshieraki, hvor nogle fødsler tales op og andre ned. Alle fødsler er rigtige fødsler.

FØDSEL

Hvorfor skal jeg skamme mig over mit kejsersnit?

Maria Dænkjær fødte ved akut kejsersnit.

5. februar 2021 | Af Maria Dønkjær | Foto: Privat

 

Maria Dønkjær følte sig umyndiggjort og overhørt, da hun for 10 år siden fødte sit første barn ved kejsersnit. Det efterlod hende med en følelse af at fejle som fødende kvinde.

Maria Dønkjær er cand. pæd og medstifter af foreningen alenemorskab, som du kan følge på Instagram. Samme sted kan du også følge Maria under navnet @ladymamaria.

 

Jeg har aldrig været hende, der drømte om en smuk vaginal fødsel. Jeg har heller aldrig drømt om at få et kejsersnit. Jeg har aldrig drømt om fødsler. Tanken om, at et barn skulle ud af min krop, har været mig meget fjern. Faktisk har jeg tænkt, at jeg slet ikke kunne få børn.

Da jeg fik at vide, at jeg var gravid med mit første barn, kom det derfor også som et kæmpe chok. Når jeg tænker tilbage, var jeg nok i en form for mental choktilstand under hele min graviditet. Men med splittede følelser fordi min krop blomstrede, og min fysiske tilstand var meget i balance.

Da fødselsdagen kom, havde jeg haft veer hjemme i to døgn med cirka 20 minutters intervaller, og da vi endelig fik lov til at komme ind på hospitalet, havde jeg kun udvidet mig tre centimeter. Det blev derfor en fødsel med alle unaturlige midler i brug. Jeg blev sat i gang med prik på fosterhinden, vestimulerende drop og senere epiduralblokade. Jeg blev desuden mødt af personale med flakkende blikke, der virkede stressede og ikke havde tid til at være nærværende.

I mit stille sind tænkte jeg undervejs, at jeg på trods af min frygt for fødsler, alligevel havde forestillet mig en mere naturlig oplevelse. 

Efter syv timer på hospitalet med alle hjælpemidler, der findes, og kun yderligere fire centimeter åbnet, fortalte jordemoderen, at vores søn var stjernekigger. Hun ville derfor vide, hvad jeg tænkte om kejsersnit.

Inden i mig selv tænkte jeg ”JA TAK”, men jeg forsøgte ikke at virke alt for begejstret, da jeg kendte til min daværende kærestes drømmescenarie af en fødsel: En urkvinde, der med blod, sved og tårer presser sit barn ud vaginalt i harmoni med naturens kræfter og er det fysiske bevis på, hvor stærk en kvindekrop er. Kejsersnit var for ham en flugtvej og tegn på svaghed.

Da jordemoderen breakede nyheden for ham om, at det nok var bedst med kejsersnit, begyndte han at græde. En gråd, der fik mig til at føle, at han var skuffet over mig som fødende kvinde.

“Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.”

 
Maria Dønkjær

Det blev to mod en, så vi gik kort efter ned ad gangen til operationsstuen. Jeg tænkte, at nu var det overstået om lidt, men husker også, at en kæmpe frygt overvældede mig.

Da vi kom ind på operationsstuen, var der fuldt hus, latter og højlydt snak. Jeg måtte skære igennem, ødelægge den gode stemning og fortælle, at jeg var ved at dø af skræk over det kejsersnit, de skulle til at foretage på mig. Stemningen ændrede sig til mere alvorlig blandt hospitalspersonalet, men jeg oplevede ikke en forståelse eller en omsorg i forhold til min frygt. Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.

Da det var noget tid siden, jeg fik min epidural, fik jeg mere narkose. Den begyndte hurtigt at virke, men ALT for meget. Da jeg lagde mig på operationsbriksen, kunne jeg kun mærke mit eget hoved. Det føltes som om, at resten af min krop ikke fandtes, og jeg kunne ikke mærke min egen vejrtrækning, hvilket fik mig til at gå i panik. Jeg var helt overbevist om, at jeg skulle dø. Og jeg kunne ikke bruge min vejrtrækning til at berolige mig selv, for jeg kunne ikke mærke den.

Jeg spurgte flere gange, om man kunne dø af for meget narkose, hvortil narkoselægen svarede med et forsøg på en kæk kommentar; “så ville du allerede være død”. Lige der havde jeg ikke vildt meget humor, så jeg gik ind i mig selv og kan ikke huske særlig meget mere.

Da min søn Elias ankom til verden, blev han undersøgt med det samme. Der var, uden jeg havde fået det at vide, problemer med hjertelyden. I et forsøg på at skåne mig, havde min daværende kæreste og jordemoderen ikke villet fortælle mig det, og jeg fik det først at vide efterfølgende. For mig var det misforstået omsorg. Selvom jeg havde fødselsangst, skulle jeg ikke pakkes ind i vat, og ingen skulle have ondt af mig.

“Det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle.”

 
Maria Dønkjær

Min krop begyndte at ryste, da Elias var kommet ud. Jeg kunne ikke styre mine arme, og rystelserne tog til i styrke. Sygeplejersken sagde, at det havde hun ALDRIG set før, hvilket gjorde mig endnu mere bange. Jeg blev kørt igennem hospitalets gange og elevatorer med en rystende krop, som jeg ikke kunne få styr på. Først da vi ankom til opvågningsstuen, og jeg for første gang fik Elias i mine arme, faldt min krop til ro. Det var fortryllende at opleve, hvordan hans lille nyfødte krop healede min krop.

Efterfødselstiden var en turbulent tid. På grund af min voldsomme angstreaktion, fik vi en enestue og endte med at være der i en hel uge. Vi følte os meget privilegerede, og jeg kæmpede med dårlig samvittighed over at tage pladsen for nogen, der havde mere komplicerede fødsler end min. Jeg var jo kun mentalt ramt, tænkte jeg. Dette til trods for, at vilkårene dengang for 10 år siden var bedre end i dag. 

De første to dage på hospitalet sov jeg slet ikke, fordi min krop var så medtaget af min mentale tilstand. Jeg var bange for at dø, hvis jeg faldt i søvn, og bange for ikke at vågne, hvis Elias vågnede. 

Amningen gik dårligt, og jeg fik at vide, at hvis bare jeg fik sovet, så ville mælken løbe til. Det var stressende, og det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle. Jeg følte mig umyndiggjort og stolede slet ikke på min egen intuition, fordi der var så mange forskellige meninger fra fagpersonalet. Elias fik derfor kop af sygeplejerskerne og hans far, mens jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn. 

Efter fem dage på hospitalet gik amningen så dårligt, at jeg takkede ja til en ammestoppille. Jeg takkede også ja til en sovepille – for første og forhåbentlig sidste gang i mit liv. Det gav mig fem timer søvn. Og da jeg vågnede, var jeg et nyt menneske. For første gang kunne jeg tænke en smule klart, og da en sygeplejerske, som arbejdede som ammevejleder ved siden af, og som jeg havde talt med flere gange, sagde til mig: “Jeg må ikke sige det her, men du kan godt amme. Du har så meget mælk, du skal bare hjem i rolige omgivelser”, var jeg klar til at pakke mine ting. 

“Jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn.”

 
Maria Dønkjær

Men vi måtte ikke tage hjem. Oversygeplejersken var bekymret for min psykiske tilstand, og hun syntes, at jeg skulle tage resten af ammestoppillerne. Vi brugte derfor endnu to dage på hospitalet, hvor jeg skulle høre på kommentarer som: “Er du nu sikker på, at du kan klare at amme?”, “din angst for fødslen er årsagen til dit komplicerede fødselsforløb,” og “heldigt at du har SÅ god en mand, der hjælper dig, ellers havde det da været helt umuligt det hele”. 

Da vi endelig kom hjem, begyndte amningen endelig at køre. Men min krop sitrede af angst. Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg. Det føltes som et mørke, der aldrig ville gå væk i mit sind og som en dyb smerte, der aldrig ville forsvinde fra min krop. 

Fra efterfødselsperioden husker jeg mig selv spørge min praktiserende læge, om han troede, jeg kunne dø af senfølger fra narkosen. Det var helt tragikomisk. Men jeg kan også huske, at jeg overhørte min faster sige til min far, at; “nu skal hun jo ikke tro, at hun er svagere end alle os andre”, på et barselsbesøg. Det ramte mig. For det var præcis sådan, jeg tænkte om mig selv. Jeg følte mig svagere end alle andre. Jeg forstod det som om, min frygt og angst havde ødelagt alt for både mig selv, mit nyfødte barn og hans far. Jeg havde ikke levet op til det, der forventedes af en kvinde og en mor. Jeg følte mig som en kæmpe belastning for min omverden. 

“Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg.”

 
Maria Dønkjær

Men mørket og smerten forsvandt. Jeg startede i mødregruppe for mødre med fødselsreaktioner, hvilket var en kæmpe gave. Den største del af healingen skete dog, da jeg fem år senere blev gravid for anden gang. 

Jeg fik stemplet “særlig sårbar gravid”. Stigmatiserende ja, men jeg er alligevel meget taknemmelig for det og det forløb, jeg fik. Det gav mig nemlig mulighed for at tale hele mit første fødselsforløb igennem med en overlæge. Vi gennemgik sammen de gamle journaler. 

Han fortalte mig blandt andet, at der var sket en lægefejl. Narkoselægen havde givet mig for meget narkose, og det var grunden til, at jeg ikke kunne mærke andet end mit hoved. Rystelserne, jeg havde haft, var helt normale. De skyldtes en reaktion på narkosen og kommer, når den aftager. Overlægen fortalte også, at der havde været fusion på hospitalet i den periode, jeg var indlagt, så de sygeplejersker, der havde været der, var ikke normalt på fødegangen.

Til sidst – og måske allervigtigst – fortalte han, at alle andre ville have haft præcis samme fødselsforløb som mig under de fysiske vilkår, der opstod under fødslen. Elias havde ikke været stjernekigger, som jeg havde fået fortalt. Overlægen kunne i journalen læse, at han havde ligget skævt med hovedet. Dette var grunden til, jeg udvidede mig så langsomt, da hans hoved ikke stimulerede min livmoderhals. Det ville ende i kejsersnit i næsten alle tilfælde, når hovedet lå, som det gjorde, fortalte han.

I alle de år havde jeg kæmpet med følelsen af, at det var på grund af min frygt for fødslen, at det endte, som det gjorde. Jeg tænkte, at jeg nok mentalt ikke kunne give slip og derfor ikke kunne føde vaginalt. 

Andre folks velmenende kommentarer om, at jeg ikke skulle skamme mig over, at det endte i kejsersnit, gav kun næring til min skam over at mislykkes som fødende kvinde. Jeg er ikke – og har aldrig været – ked af, at jeg fik kejsersnit. Men vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.

Selvom min anden graviditet og fødsel var meget anderledes og healende og med et helt fantastisk hospitalspersonale, håber jeg, vi som samfund og kultur snart kan begynde at se mere nuanceret på sårbarhed – også i forbindelse med fødsler.

“Vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.”

 
Maria Dønkjær

At leve med sårbarheder, frygt og angst kræver udholdenhed. Og er du et menneske, der føler, mærker og sanser livet i en anerkendelse af, at vi ER sårbare alle sammen, så er det en kæmpe gave at være det, vi i dag kalder sårbar. Jeg synes bare, vi skal kalde det at være stærk.

Og så skal vi undgå et fødselshieraki, hvor nogle fødsler tales op og andre ned. Alle fødsler er rigtige fødsler.

LÆS OGSÅ

Anna er doula: Jeg vil også forberede kvinder på efterfødslen

af | sep 15, 2020

FØDSEL

Anna er doula: Jeg vil også forberede kvinder på efterfødslen

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere, skriver Anna Friberg, der er doula.

15. september 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere.

Anna Friberg er 30 år og mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Da jeg begyndte at arbejde som doula for omkring 2,5 år siden, var det fordi, jeg mærkede en kæmpe kærlighed til nye mødre og deres babyer. Jeg ønskede at gøre alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe og støtte dem i en helt ny og overvældende livsfase.

I første omgang var jeg meget fokuseret på efterfødslen og moderskabets transformation. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, hvor meget graviditeten og fødslen betyder for hele efterfødslen. Det hænger uløseligt sammen.

Der findes i dag utrolig mange udbydere af fødselsforberedelse og så mange fødselsberetninger – ja generelt virkelig meget fokus på fødslen.

Men der findes ikke en masse efterfødselsberetninger og historier om, hvordan kvinder oplever moderskabets transformation. Og mange mangler måske også et sprog for det. For der er ikke særlig meget fokus på det.

Men det hænger om sagt sammen. Og det er vigtigt! Så jeg vil gerne forberede kvinder på dén del også. For en fødsel er en VILD oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere!

Psykolog Anne Rom

Moderskabet indeholder SÅ meget potentiale, og jeg ønsker, at kvinder må få det allerbedste ud af det. Og det er det, mit arbejde handler om.

Mit udgangspunkt er altid kvinden. Jeg arbejder for hende. Jeg skal ikke følge nogen retningslinjer fra oven eller tilpasse mig et system. Jeg skal bare følge hende og hendes behov.

Jeg træffer ingen beslutninger på hendes vegne og råder ikke til det ene frem for det andet. Jeg fortæller, hvad jeg ved. Og hvis jeg ikke ved det, eller ikke ved nok, henviser jeg til en, der gør.

Jeg er som doula ikke ‘lidt ligesom en jordemoder’. Vi kan ikke det samme, og vi kan aldrig være der i stedet for en jordemoder. Det skal kvinder vide.

Men det er vigtigt for mig at informere kvinder. Både om krop, sind og fødsel, og om hvordan sundhedssystemet fungerer og hvilke rettigheder, de som gravide og fødende har. Alt for mange kvinder tror, at de ikke har fuld autonomi over deres egen krop, når de er gravide. At de skal spørge om lov og få tilladelse. At de ikke bestemmer selv. Sådan er det naturligvis ikke.

Hvad er en doula?

Der er forskellige måder, hvorpå doulaere arbejder. Men meningen med at være doula er at skabe tryghed og støtte før, under og efter en fødsel. Nogle kalder det også fødselshjælper eller fødselspraktiker. En klassisk doula tilbyder oftest fødselsforberedelse, rebozomassage og støtte under fødslen på den måde, den pågældende kvinde/familie ønsker det. Der findes også postpartum doulaere, der beskæftiger sig med efterfødsel.

Jeg tænker heller ikke, at man nødvendigvis behøver at have en doula med til sin fødsel. Jeg har stor tillid til kvindekroppen, og tænker aldrig, at en kvinde har BRUG for mig til sin fødsel. Og det er heller ikke min opgave at ‘gøre noget’ under en fødsel eller ‘hjælpe’ med at føde. Selvfølgelig vil jeg gerne massere, komme med kolde eller varme klude og så videre under en fødsel, hvis der er lyst til det. Men ellers er min opgave bare at holde og bevare et trygt føderum i tillid og kærlighed.

For som sagt er fødslen vigtig. Og når jeg i dag arbejder som doula, kan jeg ikke adskille fødsel og efterfødsel. Så på mine fødselsforberedende hold fylder begge dele lige meget.

Jeg læste på et tidspunkt om ‘doula effekten’. I The Doula Book af Klaus Marshall står der følgende:

“Tilstedeværelsen af en doula under hele fødslen kan reducere frekvensen af kejsersnit med op til 45%, forkorte længden af fødslen med 25%, mindske forbruget af smertelindring med 31% og reducere forbruget af vefremkaldende medicin med 50%”.

Det synes jeg er ret vildt. Og selvfølgelig påvirker de ting også efterfødslen.

At kvinder er trygge under fødslen er essentielt for hele forløbet, og jeg tror, det er forklaringen på ‘doulaeffekten’.

Fælles for doulaere er jo, at de ønsker, at alle kvinder må få de bedste betingelser for at få den fødsel, de ønsker. Den bedste start på moderskabet.

FØDSEL

Anna er doula: Jeg vil også forberede kvinder på efterfødslen

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere, skriver Anna Friberg, der er doula.

15. september 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere.

Anna Friberg er 30 år og mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Da jeg begyndte at arbejde som doula for omkring 2,5 år siden, var det fordi, jeg mærkede en kæmpe kærlighed til nye mødre og deres babyer. Jeg ønskede at gøre alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe og støtte dem i en helt ny og overvældende livsfase.

I første omgang var jeg meget fokuseret på efterfødslen og moderskabets transformation. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, hvor meget graviditeten og fødslen betyder for hele efterfødslen. Det hænger uløseligt sammen.

Der findes i dag utrolig mange udbydere af fødselsforberedelse og så mange fødselsberetninger – ja generelt virkelig meget fokus på fødslen.

Men der findes ikke en masse efterfødselsberetninger og historier om, hvordan kvinder oplever moderskabets transformation. Og mange mangler måske også et sprog for det. For der er ikke særlig meget fokus på det.

Men det hænger om sagt sammen. Og det er vigtigt! Så jeg vil gerne forberede kvinder på dén del også. For en fødsel er en VILD oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere!

Moderskabet indeholder SÅ meget potentiale, og jeg ønsker, at kvinder må få det allerbedste ud af det. Og det er det, mit arbejde handler om.

Mit udgangspunkt er altid kvinden. Jeg arbejder for hende. Jeg skal ikke følge nogen retningslinjer fra oven eller tilpasse mig et system. Jeg skal bare følge hende og hendes behov.

Jeg træffer ingen beslutninger på hendes vegne og råder ikke til det ene frem for det andet. Jeg fortæller, hvad jeg ved. Og hvis jeg ikke ved det, eller ikke ved nok, henviser jeg til en, der gør.

Jeg er som doula ikke ‘lidt ligesom en jordemoder’. Vi kan ikke det samme, og vi kan aldrig være der i stedet for en jordemoder. Det skal kvinder vide.

Men det er vigtigt for mig at informere kvinder. Både om krop, sind og fødsel, og om hvordan sundhedssystemet fungerer og hvilke rettigheder, de som gravide og fødende har. Alt for mange kvinder tror, at de ikke har fuld autonomi over deres egen krop, når de er gravide. At de skal spørge om lov og få tilladelse. At de ikke bestemmer selv. Sådan er det naturligvis ikke.

Hvad er en doula?

Der er forskellige måder, hvorpå doulaere arbejder. Men meningen med at være doula er at skabe tryghed og støtte før, under og efter en fødsel. Nogle kalder det også fødselshjælper eller fødselspraktiker. En klassisk doula tilbyder oftest fødselsforberedelse, rebozomassage og støtte under fødslen på den måde, den pågældende kvinde/familie ønsker det. Der findes også postpartum doulaere, der beskæftiger sig med efterfødsel.

Jeg tænker heller ikke, at man nødvendigvis behøver at have en doula med til sin fødsel. Jeg har stor tillid til kvindekroppen, og tænker aldrig, at en kvinde har BRUG for mig til sin fødsel. Og det er heller ikke min opgave at ‘gøre noget’ under en fødsel eller ‘hjælpe’ med at føde. Selvfølgelig vil jeg gerne massere, komme med kolde eller varme klude og så videre under en fødsel, hvis der er lyst til det. Men ellers er min opgave bare at holde og bevare et trygt føderum i tillid og kærlighed.

For som sagt er fødslen vigtig. Og når jeg i dag arbejder som doula, kan jeg ikke adskille fødsel og efterfødsel. Så på mine fødselsforberedende hold fylder begge dele lige meget.

Jeg læste på et tidspunkt om ‘doula effekten’. I The Doula Book af Klaus Marshall står der følgende:

“Tilstedeværelsen af en doula under hele fødslen kan reducere frekvensen af kejsersnit med op til 45%, forkorte længden af fødslen med 25%, mindske forbruget af smertelindring med 31% og reducere forbruget af vefremkaldende medicin med 50%”.

Det synes jeg er ret vildt. Og selvfølgelig påvirker de ting også efterfødslen.

At kvinder er trygge under fødslen er essentielt for hele forløbet, og jeg tror, det er forklaringen på ‘doulaeffekten’.

Fælles for doulaere er jo, at de ønsker, at alle kvinder må få de bedste betingelser for at få den fødsel, de ønsker. Den bedste start på moderskabet.

Psykolog Anne Rom

LÆS OGSÅ