Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

MODERSKAB

Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

Mine anbefalinger til bøger om børn.

11. juni 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Litteratur har langt fra altid svaret. Men noget har for mig været en støtte i mit tidlige moderskab, fordi jeg i ordene følte mig set. En god stak af disse bøger har jeg samlet i denne guide.

Da jeg blev moder, blev der vendt op og ned på mit verdensbillede. Alt, jeg havde tænkt og fået at vide om ligestilling og mænd og kvinders kunnen – ikke mindst i forældreskabet – harmonerede ikke med det, jeg selv erfarede. Samtidig oplevede jeg en voksende knude i maven over at aflevere mit helt lille barn til fremmede. Det føltes slet ikke rigtigt.

Der gik dog mange år, før jeg mødte andre, som italesatte det, jeg følte, og endnu længere før jeg havde overskud til at læse og føle mig set i andres erfaringer og ord.

Nogle af de bøger, jeg endte med at finde stor forståelse i, anbefaler jeg gerne, når nogen spørger. Og nu har jeg også valgt at samle 10 af dem i denne lille “guide”.

Det er bøger, som på forskellig vis rummer aspekter af moderskabet og livet med børn, men det er også bøger, som i høj grad gør op med skal og bør og hylder det at mærke efter og handle på det.

Læs, brug, anbefal videre eller spring let og elegant over. Valget er heldigvis dit.

MODERSKAB

Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

Mine anbefalinger til bøger om børn.

11. juni 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

 

Litteratur har langt fra altid svaret. Men noget har for mig været en støtte i mit tidlige moderskab, fordi jeg i ordene følte mig set. En god stak af disse bøger har jeg samlet i denne guide.

 

Da jeg blev moder, blev der vendt op og ned på mit verdensbillede. Alt, jeg havde tænkt og fået at vide om ligestilling og mænd og kvinders kunnen – ikke mindst i forældreskabet – harmonerede ikke med det, jeg selv erfarede. Samtidig oplevede jeg en voksende knude i maven over at aflevere mit helt lille barn til fremmede. Det føltes slet ikke rigtigt.

Der gik dog mange år, før jeg mødte andre, som italesatte det, jeg følte, og endnu længere før jeg havde overskud til at læse og føle mig set i andres erfaringer og ord.

Nogle af de bøger, jeg endte med at finde stor forståelse i, anbefaler jeg gerne, når nogen spørger. Og nu har jeg også valgt at samle 10 af dem i denne lille “guide”.

Det er bøger, som på forskellig vis rummer aspekter af moderskabet og livet med børn, men det er også bøger, som i høj grad gør op med skal og bør og hylder det at mærke efter og handle på det.

Læs, brug, anbefal videre eller spring let og elegant over. Valget er heldigvis dit.

Fostrets og fødslens psykologi

Henrik Dybvad Larsen illustrerer, hvordan viden tyder på, at meget af det, der gør os til de mennesker, vi er, har rødder i de påvirkninger, vi har været udsat for i fostertilværelsen og under fødslen.

Henrik Dybvad Larsens bog Fostrets og fødslens psykologi rørte mig dybt, da jeg læste den. For første gang oplevede jeg at blive mødt og bakket op i det, jeg så instinktivt havde mærket og forsøgt at italesætte i min første graviditet, men dengang ikke blev mødt i. Fx oplevede jeg ingen forståelse for de kvaler, jeg havde ved at få lavet en moderkagebiopsi. For hvad ville det betyde for mit barn, og hvordan ville han mærke det, tænkte jeg.

I Fostrets og fødslens psykologi blev jeg klogere på den præ- og perinatale psykologi, på hvordan fostrets sanser, og hvordan mor og barn er forbundet.

Bogen er en fantastisk indføring i, hvordan fosterperioden sætter et erindringsspor i os, og at det derfor ikke er ligegyldigt, hvordan vi behandler ufødte børn og børn under fødslen. Den samler meget af den viden, der er på området, og eksemplificerer med flere cases. Samtidig understreges det også – hvilket måske er vigtigt for dem, der har haft en ubehagelig episode – at hændelser i fosterperioden ikke nødvendigvis “tvinger et menneske ned af en bestemt vej.”

Henrik Dybvad Larsens bog er uden tvivl en, jeg vil anbefale alle.

 

Dit barn har brug for dig

Gordon Neufeld og Gabor Matés bog bog Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende, er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering.

I bogen viser forfatterne, hvorfor det er så afgørende, at vi som forældre forstår betydningen af sund og tryg tilknytning. Samtidig tydeliggør de, hvorfor den stigende jævnalderorientering, som er den betegnelse, de bruger om tendensen, hvor børn og unge vender sig mod jævnaldrende frem for forældre, er et kæmpe problem og med til at skabe øget mistrivsel.

Forfatterne svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og bogen rummer samtidig vigtig viden og gode påmindelser. Fx understreges det, at selvom kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar. Det er med andre ord os forældre, der har nøglen til at ændre tingene.

Bogen kan købes her

En mor bliver til

En mor bliver til er en meget passende titel til Daniel Sterns bog. Heri beskrives nemlig den mentale verden, hvor en ny identitet – så at sige – dannes, når en kvinde bliver moder. Selv kalder Daniel Stern og de to medforfattere det for moderskabsindstillingen.

I bogen beskriver de således, hvordan det at blive mor åbner for blandt andet ændrede reaktionsmønstre, relationer og en skarpere sensitivitet. Alt sammen mentale ændringer inden i moderen vi ifølge forfatterne interesserer os alt for lidt for på samfundsplan.

Forfatterne beskriver også, hvor vigtig fortællingen om ens barns fødsel er for ens moderskabsidentitet, og hvor betydningsfuldt det kan være for den nybagte moder at have andre kærlige mødre at støtte sig til og spejle sig i.

Generelt er det en bog, jeg oplever, favner mange af de bekymringer, der er helt naturlige for den nybagte moder, men som vi generelt taler alt for lidt om.

Bogen kan købes her

Tænd for forbindelsen

Tænd for forbindelsen, Mofibo

Tænd for forbindelsen var en af de første fagbøger, jeg læste, efter jeg var blevet mor, og som jeg følte, jeg kunne bruge til noget.

Bogen handler i høj grad om tilknytning og om, hvordan vi som forældre har afgørende betydning for vores børns tryghed – og dermed ansvar for at hjælpe dem dertil.

Mette Miriam Sloth (dengang Mette Carendi) behandler mange store emner som fx adskillelse, søvntræning, skærmforbrug, gråd, skældud og parforhold. Samtidig lægger hun stor vægt på betydningen af vores egen barndom og de traumer, vi som forældre selv kan have.

Generelt er hun samfundskritisk i sin tilgang, men formulerer sig med respekt for alle parter. Det kommer fx til udtryk i afsnittet ”Da vi udliciterede omsorgen”. Her kommer hun med råd til, hvordan vi sikrer, at børn føler sig trygge, når de er væk fra mor og far i institutionstiden, dog uden at lægge skjul på, at adskillelse er det, der har den mest negative effekt på tilknytning.

Bogen kan købes her

Kontinuum Koncept

Jeg kan ikke anbefale bøger i denne kategori, uden ikke også at nævne Jean Liedloffs Continuum Concept. Bogen, der bygger på hendes egne feltstudier blandt Yequana indianere i Venezuela, sammen med hvem hun har boet af flere omgange, var på mange måder en øjenåbner for mig, fordi den så tydeligt illustrerer, hvor langt fra vores natur, vi i dag er kommet.

Gennem sine observationer og sammenligninger med vesten beskriver hun den tydelige forskel, hun ser i vores måde at have – og være sammen med – børn på.

Det er Jean Liedloffs overbevisning, at vi i vesten har ødelagt vores medfødte instinkter, og at både vores børn og vi selv lider under dette. Det sker for eksempel, når vi i modsætning til Yequana indianere afleverer vores børn til andre i en tidlig alder, lader dem græde sig i søvn og ikke forstår værdien af nærhed og at “bevæge” sig naturligt sammen i livet. Ting, der ifølge Jean Liedloff nemlig er essentielle i skabelsen af et menneske, der mærker sit eget værd.

Bogen kan uden tvivl smerte at læse. Alligevel vil jeg anbefale at gøre det.

Bogen kan købes her

Dit barn – dine beslutninger

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

Dit barn – dine beslutninger er skrevet af Camilla Willumsen og udkom i 2023. Dermed er den nyere, end de andre bøger, jeg har udvalgt. Bogen er dog med, fordi jeg virkelig mener, den manglede. Dit barn – dine beslutninger, der er både forholdsvis kort og let læst, peger på andre veje og måder at gøre tingene på end dem, vi ofte støder på i det etablerede sundhedssystem og samfundet generelt. Og de alternativer er der brug for, mener jeg. For som kommende eller nybagte forældre kan vi let komme til at handle ud fra andres forventninger, nedarvede mønstre eller samfundets normer frem for, hvad der føles rigtigt for lige netop os og vores børn.

Bogen indeholder dels kapitler som kredser om forfatterens egne erfaringer, dels kapitler skrevet af forskellige dygtige fagfolk. Dit barn – dine beslutninger rummer på den måde lige netop nok viden og input til at sætte nye tanker og følelser i gang – eller til at bakke op om nogen, som måske allerede er der, men ikke tidligere er blevet mødt. Bogen kan ses som den blide hånd i ryggen, der støtter dig i tage din autoritet tilbage og stole på egne forældreevner.

Bogen kan købes her 

Moderland

Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag (link: https://gad.dk/moderland) i november 2020.

Anne Kirstine Sørensens bog Moderland landede i min postkasse, et års tid efter, vi havde taget vores børn ud af deres institutioner. For mig var det derfor interessant at læse hendes meget velargumenterede kritik af en samfundsmodel, der alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

Ved at bruge sit moderskab og egne erfaringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid illustrerer hun, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er nødvendig. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige, beretninger om gråd, der bliver ignoreret. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

I bogen tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor det at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, som det ellers ofte fremføres i debatten. I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre”.

Dit kompetente barn

Jesper Juul har skrevet Dit kompetente barn.

Jesper Juul har skrevet flere bøger, jeg gerne anbefaler. Dit kompetente barn var dog den første, jeg læste, og jeg husker, hvordan hans ord om, at børn er kompetente, blandt andet fordi de “er i stand til at give os de tilbagemeldinger, der kan gøre det muligt for os at genvinde vores egen tabte kompetence og hjælpe os med at blive vores ufrugtbare og ukærlige handlemønstre kvit”, dengang vækkede genklang hos mig. Måske fordi jeg i ordene læste en tydelig opfordring til at lytte til og tage vores børn alvorligt – og heri kunne jeg ikke være mere enig.

Dit kompetente barn rummer dog mange andre gode pointer og temaer. Blandt andet, hvordan børn altid samarbejder, om forskellen på at sætte grænser for andre og for sig selv, om vigtigheden af atmosfæren i familien, om forskellen på lighed og ligeværdighed, og om hvordan børn ikke har brug for voksne til at lære dem at tilpasse sig, men voksne, som kan lære dem, hvordan man tager vare på sig selv i samspil med andre.

På trods af at bogen efterhånden har en del år på bagen, er den fortsat aktuel.

Bogen kan købes her 

Intelligente celler

Bruce H. Liptons Intelligente celler.

Bruce H. Liptons Intelligente celler er interessant og vigtig læsning. Ikke kun i forhold til hvordan vi er forældre for vores børn, og hvordan vi lever sammen, men også i mange andre henseender. I bogen tydeliggør Bruce H. Lipton nemlig på en forholdsvis overskuelig måde, hvordan vores celler er opbygget og fungerer, samt hvordan gener påvirkes af miljø.

På den måde gør han op med den deterministiske tankegang, hvor vi ikke selv kan tage kontrol over vores liv, men blot lade os styre af de gener, vi er udstyret med.

I kapitlet om forældreskab understreger Bruce H. Lipton således også, hvordan barnets gener kun afspejler dets potentiale – ikke dets skæbne, og hvordan det er op til forældrene at skabe de omgivelser, der giver barnet mulighed for at udvikle dette potentiale. Derfor mener han, vi som forældre har et kæmpe ansvar for at forstå, hvilken rolle vi spiller – også allerede i fosterperioden – i forhold til vores børn og den “programmering”, de tager med sig videre. Både hvad gælder adfærd og helbred.

For, som han skriver, “det er bedre at erkende denne programmering og arbejde på at ændre den, hvis det er nødvendigt”.

Bogen kan købes her

Ærø manifestet

Anmeldelse af Ærø Manifestet af Maj My Humaidan.

Ærø Manifestet er fra sidste år, men må uden tvivl nævnes her. Maj My Humaidans bog er bestemt ikke en manual til forældrelivet, men en bog, der taler til det dybeste i mennesket, og som næppe kan undgå at vække følelser og sætte tanker i gang om, hvad det er for et liv, vi ønsker for os selv og vores børn. Og det, tror jeg, er vigtigt.

I bogen udfordrer hun de normer, vi som samfund godtager, når vi afleverer vores børn i institutioner, hvor aflastningen ikke foregår i kærlighed, men udelukkende er en økonomisk udveksling; ”pædagogernes tid for mine penge, og min tid til arbejdsmarkedet,” som hun selv formulerer det. Når vi – efter at være blevet forældre – halser videre, som om intet var hændt. Eller når vi måske nok mærker, at vi er ved at knække halsen, men alligevel fortsætter med lukkede øjne og de samme bedøvende fortællinger.

Omdrejningspunktet er familiens familiens rejse til et mere bevidst liv, og bogen er fuld af håb og for mig en kærlig påmindelse om, at vi gerne må skifte retning. Faktisk kan det være helt nødvendigt, når vi lever et bevidst liv.

Bogen kan købes her

Guiden indeholder affiliate links. Det betyder blot, at får du lyst til at købe en af de nævnte bøger og gør det ved at trykke på et af mine links, så modtager jeg en lille procentdel som tak.

Nynne opfandt begrebet ”adskillelseskultur”: Mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

MODERSKAB

Nynne mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

6. april 2020 – opdateret 29. juli 2022 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

Nynne Marie Gjerlang er mor til tre, uddannet psykolog og står bag bloggen Verden ved siden af. Nynne bor på Bornholm, hvor hun er ved at skabe et unschooling community. Du kan følge hende på Instagramprofilerne @verdentilforskel og @verdenvedsidenaf.

Nynne Marie Gjerlang slog det ikke bare hen, da hun i sit moderskab og i forbindelse med de valg, det stillede hende overfor, mærkede et clash mellem eget moderinstinkt og de kulturelle normer og forventninger, hun blev mødt af. Hun dykkede ned i følelsen, forsøgte at forstå og endte med at bringe begreberne ”adskillelseskultur” og ”omsorgsrevolution” til verden.

Flere har taget disse begreber til sig og videreudviklet dem. I dag bruges de også ofte til at beskrive det samfund, vi lever i, ud fra et normkritisk perspektiv. På Instagram er hashtagget #omsorgsrevolution brugt i mere end 16.000 opslag.

Jeg har taget en snak med Nynne om baggrunden for begreberne og tankerne bag.

Hvad er dine tanker bag begreberne #omsorgsrevolution og #adskillelseskultur?

Begrebet “adskillelseskultur” blev, som jeg tidligere har kaldt det, “født” før begrebet “omsorgsrevolution”. Den kronologi afspejler min bevidsthedsbevægelse, som startede med en klar og tydelig afstandtagen til nogle kulturelle tendenser, som pludselig sprang mig i øjnene og i hjertet, og fremstod som allestedsnærværende i den måde, som vi vestlige mennesker forstår og møder barnet på. Både barnet i os selv og de børn, vi lever sammen med. Eller adskilt fra. På daværende tidspunkt var jeg på barsel med min søn på seks måneder, mens min datter, der lige var fyldt to år, var delvist hjemme med os og delvist sammen med min mor under en “privat børnepasser ordning”, som det hedder på Frederiksberg. Det var i clashet mellem på den ene side de følelser, som voksede ud af kærligheden til og omsorgsansvaret for mine børn, og på den anden side de kulturelle forventninger og normer til mig som mor og til børnene som børn, der fik en vrede, social indignation og oprørstrang til at vokse frem i mig. Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”. “Han skal sove væk fra dig, så han ikke bliver vækket af lugten fra din mælk”. “Du må gerne strække ham nogle timer mellem amningerne” osv. De opfordringer, jeg fik, gjorde bare den udefinerede ubalance mere overdøvende. På daværende tidspunkt anede jeg ingen muligheder for at kanalisere og verbalisere mine fornemmelser ud på en konstruktiv måde. Jeg følte en dyb fremmedgørelse over for noget dybt væsentligt i mig selv uden at vide, hvor fremmedgørelsen kom fra, og hvor det fremmede stammede fra.

I slutningen af marts 2017 læste jeg bogen “Kontinuum-begrebet”, hvor alt faldt på plads. Det lyder jo helt vildt at sige sådan. Men sådan var det. Alt faldt på plads. Og alt faldt fra hinanden.

“Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Begrebet “adskillelseskultur” blev ikke skabt, fordi jeg ønskede at mommy-shame, forældre-bashe eller tale dårligt om andre. Læsningen af den bog var en bevidsthedsmæssig eksplosion, som jeg kan huske, efterlod mig med vejrtrækningsproblemer og hulkegråd hjemme i min seng sammen med min baby. Det var en helt ekstrem bevidsthedsudvidelse, som jeg, set i bakspejlet, var klar til at tage ind. Med et følte jeg mig fuldstændig overvældet af et behov for at sætte ord på min egen fremmedgørelse og den fremmedgørelse, som længe havde fyldt på en ukonkret og skjult måde hos mig. Pludselig var der bare nogle erkendelser, som det var tvingende nødvendigt at få bragt ind i verden, selvom jeg godt vidste, at det fuldbårne ville være et resultat af en dyb smerte. Og samtidig med at jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg gav det her lov til at leve og undlod at kvæle det, før det tog sit første åndedrag, så ville jeg være nødt til at devaluere og revurdere de fleste af de overbevisninger, som jeg hidtil havde levet mit liv ud fra. I særdeleshed i forhold til mit syn på min egen barndom og på mine børns.

Hvad var det, det var nødvendigt for dig at sætte ord på?

Det, som jeg havde fået øje på, var, hvordan nogle tendenser i vores kultur medfører, at vi presses til at adskille os fra vores børn, og er blevet blinde over for den sandhed, som børnene og vi selv kom til verden med.

Begrebet “adskillelseskultur” er et nyt begreb, som jeg bragte ind i verden, men den kulturkritik, som begrebet udspringer fra, er langt fra ny. Andre filosoffer, psykologer og teoretikere har beskrevet den hastighedsorientering, som er dominerende i vores kultur, og som bidrager til opretholdelsen af vores adskillelseskultur. Der eksisterer en forventning om, at vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede, og at vi skal “følge med”. Det værste, man kan være, er stillestående og ineffektiv. Vi har fremdriftsreformer, karrierestiger, lærerplaner og hånlige begreber som “fjumreår”. Og så har vi angst- og stressepidemier, som folk dør af på stribe. Et andet velkendt og beskrevet træk ved vores kultur og samfund er instrumentaliseringen. Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har værdi i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre, hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår, når den instrumentaliserede tænkning bliver den dominerende i måden, hvorpå vi forholder os til verden, andre mennesker (herunder vores børn) og til os selv.

Kulturdiagnostikken er ikke ny, men det nye, som det pludselig blev mig tvingende nødvendigt at sætte ord på, er hvordan tendenserne omkring hastighed, acceleration samt instrumentaliseringen har indflydelse på vores liv sammen med – og i særdeleshed adskilt fra – vores børn.

Hvilke konsekvenser mener du, disse træk har på livet med børnene? Og hvordan kommer det, du valgte at kalde “adskillelseskulturen”, til udtryk?

I en kultur, hvor vi altid er på farten og både rent fysisk og mentalt er på vej videre og derudad, er der meget lidt plads til at se og følge barnets behov og initiativ. Og rumme dets følelser. Børn fødes ikke med samme tidsfornemmelse som os, men til gengæld fødes de med en direkte adgang og evne til at udtrykke lige præcis de følelser, som de har. Lige nu og her. En evne, som mange af os vokse har mistet evnen til. Fordi vi er opfostret i en adskillelseskultur. De følelser harmonerer nemlig sjældent med et fokus på hastighed, acceleration og instrumentalisering. Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte. Og hvem de var. Udskyde til et tidspunkt, hvor der er tid til noget så formålsløst, som at være den, man er, og føle det, man føler. Det tidspunkt er der bare ikke særlig ofte tid til. Til gengæld er der tid til adskillelse og så det her helt groteske fænomen, som vi kalder “kvalitetstid”. Problemet med det tidsrum er bare, at her er der faktisk ikke tid til at være menneske, men primært tid til at være præcis det, som passer ind i kulturens normer og forventninger. Her skal vi være glade, taknemmelige og velopdragne og sige “tak” og “undskyld”, i zoologisk have eller Dinos Legeland måske i skoven og så hjem og spise fredagsslik og “hygge”. Følelser, såsom forladthed, vrede, sorg og frustration, må dulmes. Vi dulmer vores egen kulturelt betingede smerte og udmattelse med kaffe, rosé, kage, shopping, Netflix, SoME-bekræftelse osv osv. Barnet må, som vi selv blev det, fremmedgøres over for sine egne følelser, behov og i sidste ende sig selv. Kulturen må sejre.

“Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Til denne praktiske øvelse har vi en hel industri, der tilbyder substitutobjekter, der gør det lettere at fortsætte livet i fart med fokus på målet, fremfor nærværet med en selv og sit barn. Her finder vi et hav af, hvad man dybt provokerende kan kalde “adskillelsesobjekter”. Blandt andet narresutten, suttekluden, tøjdyret, babyalarmen, barnevognen, sutteflasken, og der kommer hele tiden flere til. Det var da denne sammenhæng gik op for mig, at jeg første gang nedskrev begrebet “adskillelseskultur” – netop i et provokerende og satirisk indlæg, som jeg kaldte “10 musthaves til babyen (i en adskillelseskultur)”, som jeg holdte vejret og udgav i midten af juni 2017. Og det var denne form for objektsbrug, jeg valgte at skrive speciale om på psykologistudiet.

Men er det nødvendigvis altid de her kulturelle tendenser, du beskriver, der er årsagen, når vi har svært ved at rumme barnets behov og følelser?

Det er vigtigt at overveje, hvilke træk og tendenser der kom først, i forsøget på at besvare det spørgsmål. Er det rigtig, hvad jeg netop har argumenteret for? Er det sandt, at vi adskiller os fra, ikke kan forstå og rumme, samt ikke tør handle på vores børns behovsudtryk og ikke kan mærke vores egne, fordi vi lever et hastighedsorienteret og instrumentaliseret liv? Eller udspringer hastighedsorienteringen og instrumentaliseringen af, at vi selv er dybt skadede og traumatiserede mennesker, der er vokset op med fremmedgjorte forældre i en adskillelseskultur, hvor evnerne til at møde os og forstå os som dem, vi var, og med de behov, vi havde, ikke blev mødt? Jager vi vestlige mennesker rundt i hastværk og forsøg på at blive smukkere, bedre, mere anerkendte og dybest set elsket som dem, vi er, mens vi bruger vores liv på beskæftigelse, som vi ikke kan mærke værdien i, fordi vi dybest set føler os uelskede og misforståede? Fordi vi ikke blev elsket ind i livet, på en måde, hvor vi kunne mærke kærligheden? Der er nemlig stor forskel på at være elsket, og så det at føle sig elsket! Jeg er ikke selv i tvivl. Den kultur, vi på mange måder er fanget i lige nu, er tilknytningsforstyrret, og kulturen er menneskeskabt.

Men hvad er en omsorgsrevolution så for dig?

Begrebet ”omsorgsrevolution” kom som nævnt til verden efter begrebet “adskillelseskultur”. For mig afspejler de to begreber også en indre pendulering hos mig personligt, hvor jeg særligt i starten af min rejse med “Verden ved siden af” var meget optaget af alt det, jeg tog afstand fra. Alt det, som jeg havde fået øje på, og som jeg næsten ikke kunne holde ud at se på. Alt det, jeg var vred over og dybest set såret over. Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.

På et tidspunkt i en nedrivningsproces, når man til et tidspunkt, hvor der er grundlag for at begynde at bygge noget nyt op. Og dette opbyggelige projekt kan man kalde “omsorgsrevolutionen”, som jeg, så vidt jeg har kunnet spore mig frem til, første gang nævner i slutningen af august 2017.

“Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.”

 
Nynne Marie Gjerlang

De tanker, som jeg har delt her, er blevet suppleret, udbygget og videreudviklet af en masse kreative, kritisk tænkende, omsorgsfulde og modige mennesker, som begreberne har vækket en genklang hos. Og det har gjort en verden til forskel, for verden i dag er forskellig fra den, den var for tre år siden. Der er så meget, der har rykket sig i en retning mod nærvær og flere muligheder og dybere erkendelser som udgangspunkt for, at mennesker kan vælge at skabe nogle nye meningsfulde måder at leve sammen på. Med respekt for mennesket og jorden, vi er så heldige at være dumpet ned på. Og det kan vi, blandt andet takke den bølgende bevægelse, som omsorgsrevolutionen indtil nu har rejst sig til at være.

Du nævner på din blog, at du ønsker at tilføre “bølgen mere kraft”. Hvordan gør vi det?

Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.

Omsorgsrevolutionen kræver massiv kollektiv healing af de sår, som adskillelseskulturen slår. I vores kultur har vi, fra vi var helt små, lært at lægge låg på, dulme og undertrykke vores følelsesmæssige behov. Mange voksne har i dag derfor svært ved at mærke deres eget værd, deres egne grænser samt andres. Og dybest set føler de sig forkerte og uelskede.

Omsorgsrevolutionen starter med, at vi voksne kigger på os selv med omsorgsfulde øjne og ører rettet mod det indre sårede barn, som i større eller mindre grad fylder indeni os. Det indre sårede barn kan vi tage i hånden og hjælpe med at undersøge de dybereliggende årsager, som gør, at vi bliver fanget i ydre (adskillelseskulturelle) forventninger og pres samt er plaget af lavt selvværd, angst, stress eller andre former for mistrivsel. Traumer nedarves fra generation til generation, og fremmedgørelse avler fremmedgørelse. Heling af traumer kræver omsorgsfulde fællesskaber og møder mellem mennesker, som vi kan støtte os til. Og så kræver heling et kæmpestort mod hos den enkelte til at lade sig konfrontere med sig selv og de følelser, som andre (herunder ens børn) vækker i os. Omsorgsrevolutionen er en koloenorm modsbølge!

“Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Omsorgsrevolutionen handler om medfølende fællesskaber og om møder mellem mennesker, hvor vi sammen kan og tør diskutere og forsøge, over for et hvilket som helst spørgsmål eller dilemma, at finde svar på det her omsorgsrevolutionerende spørgsmål:

“Hvad er det kærligste at gøre lige nu?”

MODERSKAB

Nynne opfandt begrebet ”adskillelseskultur”: Mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

6. april 2020  – opdateret 29. juli 2022 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

Nynne Marie Gjerlang er mor til tre, uddannet psykolog og står bag bloggen Verden ved siden af. Nynne bor på Bornholm, hvor hun er ved at skabe et unschooling community. Du kan følge hende på Instagramprofilerne @verdentilforskel og @verdenvedsidenaf.

Nynne Marie Gjerlang slog det ikke bare hen, da hun i sit moderskab og i forbindelse med de valg, det stillede hende overfor, mærkede et clash mellem eget moderinstinkt og de kulturelle normer og forventninger, hun blev mødt af. Hun dykkede ned i følelsen, forsøgte at forstå og endte med at bringe begreberne ”adskillelseskultur” og ”omsorgsrevolution” til verden.

Flere har taget disse begreber til sig og videreudviklet dem. I dag bruges de også ofte til at beskrive det samfund, vi lever i, ud fra et normkritisk perspektiv. På Instagram er hashtagget #omsorgsrevolution brugt i mere end 16.000 opslag.

Jeg har taget en snak med Nynne om baggrunden for begreberne og tankerne bag.

Hvad er dine tanker bag begreberne #omsorgsrevolution og #adskillelseskultur?

Begrebet “adskillelseskultur” blev, som jeg tidligere har kaldt det, “født” før begrebet “omsorgsrevolution”. Den kronologi afspejler min bevidsthedsbevægelse, som startede med en klar og tydelig afstandtagen til nogle kulturelle tendenser, som pludselig sprang mig i øjnene og i hjertet, og fremstod som allestedsnærværende i den måde, som vi vestlige mennesker forstår og møder barnet på. Både barnet i os selv og de børn, vi lever sammen med. Eller adskilt fra. På daværende tidspunkt var jeg på barsel med min søn på seks måneder, mens min datter, der lige var fyldt to år, var delvist hjemme med os og delvist sammen med min mor under en “privat børnepasser ordning”, som det hedder på Frederiksberg. Det var i clashet mellem på den ene side de følelser, som voksede ud af kærligheden til og omsorgsansvaret for mine børn, og på den anden side de kulturelle forventninger og normer til mig som mor og til børnene som børn, der fik en vrede, social indignation og oprørstrang til at vokse frem i mig. Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”. “Han skal sove væk fra dig, så han ikke bliver vækket af lugten fra din mælk”. “Du må gerne strække ham nogle timer mellem amningerne” osv. De opfordringer, jeg fik, gjorde bare den udefinerede ubalance mere overdøvende. På daværende tidspunkt anede jeg ingen muligheder for at kanalisere og verbalisere mine fornemmelser ud på en konstruktiv måde. Jeg følte en dyb fremmedgørelse over for noget dybt væsentligt i mig selv uden at vide, hvor fremmedgørelsen kom fra, og hvor det fremmede stammede fra.

I slutningen af marts 2017 læste jeg bogen “Kontinuum-begrebet”, hvor alt faldt på plads. Det lyder jo helt vildt at sige sådan. Men sådan var det. Alt faldt på plads. Og alt faldt fra hinanden.

“Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Begrebet “adskillelseskultur” blev ikke skabt, fordi jeg ønskede at mommy-shame, forældre-bashe eller tale dårligt om andre. Læsningen af den bog var en bevidsthedsmæssig eksplosion, som jeg kan huske, efterlod mig med vejrtrækningsproblemer og hulkegråd hjemme i min seng sammen med min baby. Det var en helt ekstrem bevidsthedsudvidelse, som jeg, set i bakspejlet, var klar til at tage ind. Med et følte jeg mig fuldstændig overvældet af et behov for at sætte ord på min egen fremmedgørelse og den fremmedgørelse, som længe havde fyldt på en ukonkret og skjult måde hos mig. Pludselig var der bare nogle erkendelser, som det var tvingende nødvendigt at få bragt ind i verden, selvom jeg godt vidste, at det fuldbårne ville være et resultat af en dyb smerte. Og samtidig med at jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg gav det her lov til at leve og undlod at kvæle det, før det tog sit første åndedrag, så ville jeg være nødt til at devaluere og revurdere de fleste af de overbevisninger, som jeg hidtil havde levet mit liv ud fra. I særdeleshed i forhold til mit syn på min egen barndom og på mine børns.

Hvad var det, det var nødvendigt for dig at sætte ord på?

Det, som jeg havde fået øje på, var, hvordan nogle tendenser i vores kultur medfører, at vi presses til at adskille os fra vores børn, og er blevet blinde over for den sandhed, som børnene og vi selv kom til verden med.

Begrebet “adskillelseskultur” er et nyt begreb, som jeg bragte ind i verden, men den kulturkritik, som begrebet udspringer fra, er langt fra ny. Andre filosoffer, psykologer og teoretikere har beskrevet den hastighedsorientering, som er dominerende i vores kultur, og som bidrager til opretholdelsen af vores adskillelseskultur. Der eksisterer en forventning om, at vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede, og at vi skal “følge med”. Det værste, man kan være, er stillestående og ineffektiv. Vi har fremdriftsreformer, karrierestiger, lærerplaner og hånlige begreber som “fjumreår”. Og så har vi angst- og stressepidemier, som folk dør af på stribe. Et andet velkendt og beskrevet træk ved vores kultur og samfund er instrumentaliseringen. Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har værdi i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre, hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår, når den instrumentaliserede tænkning bliver den dominerende i måden, hvorpå vi forholder os til verden, andre mennesker (herunder vores børn) og til os selv.

Kulturdiagnostikken er ikke ny, men det nye, som det pludselig blev mig tvingende nødvendigt at sætte ord på, er hvordan tendenserne omkring hastighed, acceleration samt instrumentaliseringen har indflydelse på vores liv sammen med – og i særdeleshed adskilt fra – vores børn.

Hvilke konsekvenser mener du, disse træk har på livet med børnene? Og hvordan kommer det, du valgte at kalde “adskillelseskulturen”, til udtryk?

I en kultur, hvor vi altid er på farten og både rent fysisk og mentalt er på vej videre og derudad, er der meget lidt plads til at se og følge barnets behov og initiativ. Og rumme dets følelser. Børn fødes ikke med samme tidsfornemmelse som os, men til gengæld fødes de med en direkte adgang og evne til at udtrykke lige præcis de følelser, som de har. Lige nu og her. En evne, som mange af os vokse har mistet evnen til. Fordi vi er opfostret i en adskillelseskultur. De følelser harmonerer nemlig sjældent med et fokus på hastighed, acceleration og instrumentalisering. Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte. Og hvem de var. Udskyde til et tidspunkt, hvor der er tid til noget så formålsløst, som at være den, man er, og føle det, man føler. Det tidspunkt er der bare ikke særlig ofte tid til. Til gengæld er der tid til adskillelse og så det her helt groteske fænomen, som vi kalder “kvalitetstid”. Problemet med det tidsrum er bare, at her er der faktisk ikke tid til at være menneske, men primært tid til at være præcis det, som passer ind i kulturens normer og forventninger. Her skal vi være glade, taknemmelige og velopdragne og sige “tak” og “undskyld”, i zoologisk have eller Dinos Legeland måske i skoven og så hjem og spise fredagsslik og “hygge”. Følelser, såsom forladthed, vrede, sorg og frustration, må dulmes. Vi dulmer vores egen kulturelt betingede smerte og udmattelse med kaffe, rosé, kage, shopping, Netflix, SoME-bekræftelse osv osv. Barnet må, som vi selv blev det, fremmedgøres over for sine egne følelser, behov og i sidste ende sig selv. Kulturen må sejre.

“Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Til denne praktiske øvelse har vi en hel industri, der tilbyder substitutobjekter, der gør det lettere at fortsætte livet i fart med fokus på målet, fremfor nærværet med en selv og sit barn. Her finder vi et hav af, hvad man dybt provokerende kan kalde “adskillelsesobjekter”. Blandt andet narresutten, suttekluden, tøjdyret, babyalarmen, barnevognen, sutteflasken, og der kommer hele tiden flere til. Det var da denne sammenhæng gik op for mig, at jeg første gang nedskrev begrebet “adskillelseskultur” – netop i et provokerende og satirisk indlæg, som jeg kaldte “10 musthaves til babyen (i en adskillelseskultur)”, som jeg holdte vejret og udgav i midten af juni 2017. Og det var denne form for objektsbrug, jeg valgte at skrive speciale om på psykologistudiet.

Men er det nødvendigvis altid de her kulturelle tendenser, du beskriver, der er årsagen, når vi har svært ved at rumme barnets behov og følelser?

Det er vigtigt at overveje, hvilke træk og tendenser der kom først, i forsøget på at besvare det spørgsmål. Er det rigtig, hvad jeg netop har argumenteret for? Er det sandt, at vi adskiller os fra, ikke kan forstå og rumme, samt ikke tør handle på vores børns behovsudtryk og ikke kan mærke vores egne, fordi vi lever et hastighedsorienteret og instrumentaliseret liv? Eller udspringer hastighedsorienteringen og instrumentaliseringen af, at vi selv er dybt skadede og traumatiserede mennesker, der er vokset op med fremmedgjorte forældre i en adskillelseskultur, hvor evnerne til at møde os og forstå os som dem, vi var, og med de behov, vi havde, ikke blev mødt? Jager vi vestlige mennesker rundt i hastværk og forsøg på at blive smukkere, bedre, mere anerkendte og dybest set elsket som dem, vi er, mens vi bruger vores liv på beskæftigelse, som vi ikke kan mærke værdien i, fordi vi dybest set føler os uelskede og misforståede? Fordi vi ikke blev elsket ind i livet, på en måde, hvor vi kunne mærke kærligheden? Der er nemlig stor forskel på at være elsket, og så det at føle sig elsket! Jeg er ikke selv i tvivl. Den kultur, vi på mange måder er fanget i lige nu, er tilknytningsforstyrret, og kulturen er menneskeskabt.

Men hvad er en omsorgsrevolution så for dig?

Begrebet ”omsorgsrevolution” kom som nævnt til verden efter begrebet “adskillelseskultur”. For mig afspejler de to begreber også en indre pendulering hos mig personligt, hvor jeg særligt i starten af min rejse med “Verden ved siden af” var meget optaget af alt det, jeg tog afstand fra. Alt det, som jeg havde fået øje på, og som jeg næsten ikke kunne holde ud at se på. Alt det, jeg var vred over og dybest set såret over. Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.

På et tidspunkt i en nedrivningsproces, når man til et tidspunkt, hvor der er grundlag for at begynde at bygge noget nyt op. Og dette opbyggelige projekt kan man kalde “omsorgsrevolutionen”, som jeg, så vidt jeg har kunnet spore mig frem til, første gang nævner i slutningen af august 2017.

“Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.”

 
Nynne Marie Gjerlang

De tanker, som jeg har delt her, er blevet suppleret, udbygget og videreudviklet af en masse kreative, kritisk tænkende, omsorgsfulde og modige mennesker, som begreberne har vækket en genklang hos. Og det har gjort en verden til forskel, for verden i dag er forskellig fra den, den var for tre år siden. Der er så meget, der har rykket sig i en retning mod nærvær og flere muligheder og dybere erkendelser som udgangspunkt for, at mennesker kan vælge at skabe nogle nye meningsfulde måder at leve sammen på. Med respekt for mennesket og jorden, vi er så heldige at være dumpet ned på. Og det kan vi, blandt andet takke den bølgende bevægelse, som omsorgsrevolutionen indtil nu har rejst sig til at være.

Du nævner på din blog, at du ønsker at tilføre “bølgen mere kraft”. Hvordan gør vi det?

Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.

Omsorgsrevolutionen kræver massiv kollektiv healing af de sår, som adskillelseskulturen slår. I vores kultur har vi, fra vi var helt små, lært at lægge låg på, dulme og undertrykke vores følelsesmæssige behov. Mange voksne har i dag derfor svært ved at mærke deres eget værd, deres egne grænser samt andres. Og dybest set føler de sig forkerte og uelskede.

Omsorgsrevolutionen starter med, at vi voksne kigger på os selv med omsorgsfulde øjne og ører rettet mod det indre sårede barn, som i større eller mindre grad fylder indeni os. Det indre sårede barn kan vi tage i hånden og hjælpe med at undersøge de dybereliggende årsager, som gør, at vi bliver fanget i ydre (adskillelseskulturelle) forventninger og pres samt er plaget af lavt selvværd, angst, stress eller andre former for mistrivsel. Traumer nedarves fra generation til generation, og fremmedgørelse avler fremmedgørelse. Heling af traumer kræver omsorgsfulde fællesskaber og møder mellem mennesker, som vi kan støtte os til. Og så kræver heling et kæmpestort mod hos den enkelte til at lade sig konfrontere med sig selv og de følelser, som andre (herunder ens børn) vækker i os. Omsorgsrevolutionen er en koloenorm modsbølge!

“Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Omsorgsrevolutionen handler om medfølende fællesskaber og om møder mellem mennesker, hvor vi sammen kan og tør diskutere og forsøge, over for et hvilket som helst spørgsmål eller dilemma, at finde svar på det her omsorgsrevolutionerende spørgsmål:

“Hvad er det kærligste at gøre lige nu?”

LÆS OGSÅ