Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn

DEBAT

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn, mener Kira Dechau.

06. september 2020 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

 

Hvis vi virkelig vil skabe en samtykkekultur, kræver det, at vi helt fra fødslen viser vores børn, at deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres samtykke har værdi.

Kira Dechau er bærekonsulent og ammevejleder. Hun udgør desuden den ene halvdel af podcasten Den Anden Mødregruppe. Du kan læse mere på www.kiradechau.dk og følge med på instagramprofilen @kiradechau. Indlægget her blev første gang bragt på hendes facebookside.

Vi får samtykkelov! Det er så vigtigt, og det er SÅ meget på tide. Men er det nok? Kan det gøre det?

Vi lever i en kultur, hvor vi – især nu – tydeligt konfronteres med det faktum, at samtykke er et uhyggeligt fremmed og uvant koncept for alt for mange mennesker. Mange forstår simpelthen ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre i praksis at respektere andre og selv blive respekteret. Og det er skræmmende.

Derfor starter nu den helt store opgave; at bevæge os fra en voldtægtskultur til en samtykkekultur.

Men hvordan gør vi det? Hvordan retter vi op på den krænkerkultur, som gennemsyrer vores samfund? Hvordan skal vi som befolkning lære at navigere i grænser, samtykke, lyst, ulyst og kropsautonomi? I dig og mig og rummet imellem os? I at mærke hinanden og reagere sensitivt og kærligt på hinanden? I at vide, hvordan samtykke lyder, ser ud og føles?

Alt for mange har det tydeligvis svært her!

Der tales om at sætte ind på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne, og også om at vi skal sætte ind allerede i folkeskolen. Samtykke skal på skemaet og helt ned i de små klasser.

Det er jeg ikke uenig i. Men hvorfor stoppe der? Hvorfor tager vi den sjældent spadestikket dybere? Hvorfor overser vi ofte den absolut vigtigste befolkningsgruppe? Og hvorfor overser vi hvilken ualmindelig stor rolle, vi spiller her? Som voksne? Som rollemodeller, forældre, undervisere, politikere og samfund?

For hvor er det i virkeligheden, vi bør og skal sætte ind, hvis vi vil skabe en fremtid bygget på ligeværdighed? Et samfund med samtykkekultur? En befolkning, som ikke skal lære, men som ved – med hele deres krop og alle deres sanser?

Det er så tidligt som muligt!

Det er fra fødslen af et barn.

Og det er ved at se godt og grundigt på os selv og vores egen begyndelse på livet.

For hvorfor giver vi ikke de første leveår mere opmærksomhed, når vi ved, at det er i disse år, at ikke blot den fysiske udvikling tager fart, men at også den følelsesmæssige og sociale udvikling bliver grundlagt her? At det fundament, som skabes her, er et, barnet skal kunne stå på resten af livet. I de tidligste år af livet er børn hypermodtagelige overfor indtryk. Hvad ønsker vi, at de skal internalisere? Og hvad gør vi for det?

Er vi opmærksomme nok? Er vi kritiske nok? Er vi informerede nok? Tilbyder vi de rette rammer som samfund til at udvikle en sund og tryg tilknytning? Og hvad med det der børneopdragelse? Hvad siger vores børnesyn om den fremtid, vi ønsker os? Behandler vi overhovedet små børn, som vi faktisk ønsker, at de skal behandle andre? Behandler vi dem ligeværdigt og med respekt?

Hvilken betydning har det for samfundet og kulturen, at 40% vurderes at få en utryg tilknytning i barndommen? Og hvorfor tager vi som samfund ikke denne sårbare og absolut mest afgørende fase i livet mere alvorligt?

For vi er nødt til at spørge os selv om dette, når nu vi står her og skal sætte alt ind for at skabe en fremtid bygget på samtykke, respekt, kropsautonomi og ligeværd.

Husker vi at tilbyde vores børn dette? Også de helt små? Giver vi det, som vi ønsker, de skal give videre i alle deres fremtidige relationer?

Jesper Juul sagde: ”Børn, som behandles med respekt, svarer med respekt. Børn, som behandles med omsorg, opfører sig omsorgsfuldt. Børn, som ikke krænkes på deres integritet, krænker ikke andre.”

Og jeg tror på, at det er sandt, og at det er uhyre vigtigt. Så vigtigt og dog så overset.

For jo, lad os endelig få samtykke på skoleskemaet! Lad os endelig have foredrag, kurser og workshops på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne. Det er nødvendigt, der hvor vi befinder os nu.

Men lad os også lige stoppe en halv og spørge os selv, hvorfor det er nødvendigt, og hvorfor det blev det? Hvorfor krænkerkulturen opstod?

Vi lærte at krænke engang. Vi lærte at overskride grænser engang. Vi lærte at lade vores grænser overskride engang. Vi lærte at fryse og at please, og vi lærte, at magt var noget, man kunne bruge mod andre eller få brugt mod sig selv … engang. Dengang vi selv var magtesløse.

Vi har meget, vi som voksne og som samfund skal aflære! Og hvis vi virkelig vil skabe samtykkekultur, reelt og på sigt, så kræver det, at vi helt fra fødslen af respekterer grænser. Viser vores børn, at de, deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres SAMTYKKE har værdi.

At deres nej, betyder nej. Og at deres ja, betyder ja.

Og vi skal snakke meget mere om, hvordan man gør dette i praksis! For som vi ser nu, ved alt for mange ikke, hvad samtykke er.

De første relationer i barnets liv sætter fundamentet for de kommende.

Det starter lige her med os alle sammen. Vi er nødt til at skabe forbindelsen, og vi er nødt til også at behandle roden af problemet. Alt andet er vigtigt, men vil fungere som lappeløsninger alene.

Voldtægtskultur og krænkerkultur skal skiftes ud med samtykkekultur nu.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn, mener Kira Dechau.

06. september 2020 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

 

Hvis vi virkelig vil skabe en samtykkekultur, kræver det, at vi helt fra fødslen viser vores børn, at deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres samtykke har værdi.

Kira Dechau er bærekonsulent og ammevejleder. Hun udgør desuden den ene halvdel af podcasten Den Anden Mødregruppe. Du kan læse mere på www.kiradechau.dk og følge med på instagramprofilen @kiradechau. Indlægget her blev første gang bragt på hendes facebookside.

Vi får samtykkelov! Det er så vigtigt, og det er SÅ meget på tide. Men er det nok? Kan det gøre det?

Vi lever i en kultur, hvor vi – især nu – tydeligt konfronteres med det faktum, at samtykke er et uhyggeligt fremmed og uvant koncept for alt for mange mennesker. Mange forstår simpelthen ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre i praksis at respektere andre og selv blive respekteret. Og det er skræmmende.

Derfor starter nu den helt store opgave; at bevæge os fra en voldtægtskultur til en samtykkekultur.

Men hvordan gør vi det? Hvordan retter vi op på den krænkerkultur, som gennemsyrer vores samfund? Hvordan skal vi som befolkning lære at navigere i grænser, samtykke, lyst, ulyst og kropsautonomi? I dig og mig og rummet imellem os? I at mærke hinanden og reagere sensitivt og kærligt på hinanden? I at vide, hvordan samtykke lyder, ser ud og føles?

Alt for mange har det tydeligvis svært her!

Der tales om at sætte ind på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne, og også om at vi skal sætte ind allerede i folkeskolen. Samtykke skal på skemaet og helt ned i de små klasser.

Det er jeg ikke uenig i. Men hvorfor stoppe der? Hvorfor tager vi den sjældent spadestikket dybere? Hvorfor overser vi ofte den absolut vigtigste befolkningsgruppe? Og hvorfor overser vi hvilken ualmindelig stor rolle, vi spiller her? Som voksne? Som rollemodeller, forældre, undervisere, politikere og samfund?

For hvor er det i virkeligheden, vi bør og skal sætte ind, hvis vi vil skabe en fremtid bygget på ligeværdighed? Et samfund med samtykkekultur? En befolkning, som ikke skal lære, men som ved – med hele deres krop og alle deres sanser?

Det er så tidligt som muligt!

Det er fra fødslen af et barn.

Og det er ved at se godt og grundigt på os selv og vores egen begyndelse på livet.

For hvorfor giver vi ikke de første leveår mere opmærksomhed, når vi ved, at det er i disse år, at ikke blot den fysiske udvikling tager fart, men at også den følelsesmæssige og sociale udvikling bliver grundlagt her? At det fundament, som skabes her, er et, barnet skal kunne stå på resten af livet. I de tidligste år af livet er børn hypermodtagelige overfor indtryk. Hvad ønsker vi, at de skal internalisere? Og hvad gør vi for det?

Er vi opmærksomme nok? Er vi kritiske nok? Er vi informerede nok? Tilbyder vi de rette rammer som samfund til at udvikle en sund og tryg tilknytning? Og hvad med det der børneopdragelse? Hvad siger vores børnesyn om den fremtid, vi ønsker os? Behandler vi overhovedet små børn, som vi faktisk ønsker, at de skal behandle andre? Behandler vi dem ligeværdigt og med respekt?

Hvilken betydning har det for samfundet og kulturen, at 40% vurderes at få en utryg tilknytning i barndommen? Og hvorfor tager vi som samfund ikke denne sårbare og absolut mest afgørende fase i livet mere alvorligt?

For vi er nødt til at spørge os selv om dette, når nu vi står her og skal sætte alt ind for at skabe en fremtid bygget på samtykke, respekt, kropsautonomi og ligeværd.

Husker vi at tilbyde vores børn dette? Også de helt små? Giver vi det, som vi ønsker, de skal give videre i alle deres fremtidige relationer?

Jesper Juul sagde: ”Børn, som behandles med respekt, svarer med respekt. Børn, som behandles med omsorg, opfører sig omsorgsfuldt. Børn, som ikke krænkes på deres integritet, krænker ikke andre.”

Og jeg tror på, at det er sandt, og at det er uhyre vigtigt. Så vigtigt og dog så overset.

For jo, lad os endelig få samtykke på skoleskemaet! Lad os endelig have foredrag, kurser og workshops på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne. Det er nødvendigt, der hvor vi befinder os nu.

Men lad os også lige stoppe en halv og spørge os selv, hvorfor det er nødvendigt, og hvorfor det blev det? Hvorfor krænkerkulturen opstod?

Vi lærte at krænke engang. Vi lærte at overskride grænser engang. Vi lærte at lade vores grænser overskride engang. Vi lærte at fryse og at please, og vi lærte, at magt var noget, man kunne bruge mod andre eller få brugt mod sig selv … engang. Dengang vi selv var magtesløse.

Vi har meget, vi som voksne og som samfund skal aflære! Og hvis vi virkelig vil skabe samtykkekultur, reelt og på sigt, så kræver det, at vi helt fra fødslen af respekterer grænser. Viser vores børn, at de, deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres SAMTYKKE har værdi.

At deres nej, betyder nej. Og at deres ja, betyder ja.

Og vi skal snakke meget mere om, hvordan man gør dette i praksis! For som vi ser nu, ved alt for mange ikke, hvad samtykke er.

De første relationer i barnets liv sætter fundamentet for de kommende.

Det starter lige her med os alle sammen. Vi er nødt til at skabe forbindelsen, og vi er nødt til også at behandle roden af problemet. Alt andet er vigtigt, men vil fungere som lappeløsninger alene.

Voldtægtskultur og krænkerkultur skal skiftes ud med samtykkekultur nu.

Psykolog Anne Rom

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Childism: Diskrimination af vores børn er dagligdag

Childism: Diskrimination af vores børn er dagligdag

17. juli 2019
  
Tekst: Mie Wedsgaard Storm, cand.mag. i Anvendt Filosofi, stifter af Kulturkritisk Forum og pt. hjemmegående med sine to børn.
Foto: Simon Rae via Unsplash
  

For nylig bragte Dagbladet Information en serie billeder af børn, der græder. Ikke gråd, som opstår, som gråd nu engang opstår i livet, mens vi er børn. Men gråd, der bevidst blev fremprovokeret af barnets forældre, med det formål at fotografere gråden. Børnene blev oveni købet klædt af, inden billederne blev taget. For ligesom at tilføje et ekstra pift af underdanighed og ydmygelse – eller hvad ved jeg.

Billederne skulle angiveligt være kunst. Jeg synes nu, det bør være klart for enhver, at billedserien er fuldstændig uacceptabel diskriminerende adfærd overfor børn, der ikke er i en position til at sige fra. Det er jeg heldigvis ikke alene om at mene.

Men billedserien er desværre symptom på det meget forråede og diskriminerende børnesyn, der hersker i Danmark – ikke kun i fortænkt pseudo-kunst, men også i vores dagligdag. Jeg tror, vi alle er skyldige i at praktisere det i én eller anden grad – inklusiv mig selv, desværre.

For vi kan spørge os selv, om billedserien ville være i orden, hvis den var sket for en anden minoritetsgruppe i samfundet. Og det bør vi også: Ville vi bryde os om at se billeder af afklædte og grædende ældre, demente, handicappede, flygtninge, homoseksuelle, udviklingshæmmede eller lignende? Ville vi ikke stjerne helt af over at se en afklædt gammel dame græde på et fotografi, hvis vi vidste, at hendes omsorgspersoner bevidst havde fået hende til at græde, så de kunne dokumentere det med et billede og sende det ud til hele verden uden hendes samtykke?

Selvfølgelig ville vi det!

Hvorfor er det så i orden at gøre det mod børn? I’ll tell you why: fordi der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.

Diskrimination mod vores børn er dagligdag for de fleste af os. Og ja – også hos mig. Men jeg øver mig hver dag på at løsrive mig fra mine indøvede holdninger og blive bedre til at behandle mine børn som ligeværdige individer. Vi ér nemlig ligeværdige – selvom vi ikke er ligestillede.

Lad os prøve at overføre den tænkning på andre områder, der involverer børn. Områder fra vores hverdag. For én ting er et karikeret, opsat og enkeltstående tilfælde fra medierne. Men prøv at tænk din dagligdag igennem, og indsæt i stedet et voksent menneske i situationen, i stedet for dit barn.

Ville du for eksempel på daglig basis forlade din gamle mor et sted, hun ikke havde lyst til at være, hvis hun græd, rakte ud efter dig og bad om at komme med dig? Eller ville du tage hendes signaler alvorligt, værne om jeres relation og hendes tillid til dig og tage hende med dig igen?

Ville du sige til din mand, at han skal tage en trøje på, selvom han siger, han ikke fryser, fordi du selv vurderer, at der er koldt? Eller ville du vise ham tillid og stole på, at han selv kan mærke sin krop?

Ville du tvinge din søster til at spise op af dét, der er på hendes tallerken? Eller ville du blande dig uden om og stole på, at hun selv kan mærke, hvornår hun er mæt?

Ville du bede din kollega om at sige dét, du mener, er passende i en given situation, som fx “undskyld”, “ja tak” eller “tak for mad”, eller ville du lade hende være hendes egen person og stole på, at hun er i stand til at tilpasse sig sociale situationer, som det giver mening for hende?

Ville du tale om din veninde hen over hovedet på hende, og måske endda lave en joke på hendes bekostning, mens hun hører alt, hvad der bliver sagt om hende – og ikke til hende? Eller ville du værne om hendes selvværd og integritet og tale respektfuldt og kærligt om hende, så hun var sikker på, at du respekterer hende?

Ville du tvinge din bror til at sove på et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde, selvom han gav tydeligt udtryk for, at han ikke havde lyst? Ville du efterlade ham alene, selvom han græd og gerne ville være sammen med dig, i stedet for at ligge alene i en seng?

Ville du nægte din kone at spise, når hun siger, at hun er sulten, fordi du mener, at hun bør spise, når du har planlagt, at hun skal?

Ville du råbe af din veninde, hvis hun ikke gjorde, “som du sagde”?

Ville du invitere til fest, men undlade en bestemt minoritetsgruppe, fordi du synes, de er for besværlige – eksempelvis en svoger i rullestol, en gravid kvinde eller en forvirret ældre kvinde?

Sidder du og tænker, at det da er forældres opgave at opdrage deres børn? Jeg mener, det er forældres opgave at guide deres børn. Fx når de slår, bøvser ved bordet, råber af andre, ikke vil have sele på i bilen etc.

Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.

Hver dag erkender jeg flere og flere områder, hvorpå jeg diskriminerer mine børn. I nogle tilfælde værre end andre. Men under alle omstændigheder gennemtrumfer jeg min vilje på bekostning af mine børn i situationer, hvor det ikke er i orden – og i øvrigt heller ikke er vigtigt.

Et dagligdagseksempel: Min søn sover i en t-shirt om natten. En morgen ville han gerne beholde nattens t-shirt på, fordi han syntes, den var sej. Jeg insisterede på, at han skulle have en ny t-shirt på, selvom den ikke var beskidt, og jeg lige havde skiftet den aftenen forinden. Men sådan gør man, så det skulle han. Jeg mærkede irritationen stige indeni mig, indtil jeg hørte ham sige: “Det er min t-shirt, du skal ikke bestemme, hvad jeg skal have på!”.

Næ – det havde han jo ret i. Og hvad er egentlig vigtigst i sådan en situation: Min idé om nattøj vs. dagtøj eller min søns integritet og tillid til mig?

Dette indlæg blev første gang bragt af Mie Wedsgaard Storm på Kulturkritisk Forums hjemmeside. Husk, du både kan følge Kulturkritisk Forum på Facebook og InstagramHar du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

17. juli 2019
   
Tekst: Mie Wedsgaard Storm, cand.mag. i Anvendt Filosofi, stifter af Kulturkritisk Forum og pt. hjemmegående med sine to børn.
Foto: Simon Rae via Unsplash
  

For nylig bragte Dagbladet Information en serie billeder af børn, der græder. Ikke gråd, som opstår, som gråd nu engang opstår i livet, mens vi er børn. Men gråd, der bevidst blev fremprovokeret af barnets forældre, med det formål at fotografere gråden. Børnene blev oveni købet klædt af, inden billederne blev taget. For ligesom at tilføje et ekstra pift af underdanighed og ydmygelse – eller hvad ved jeg.

Billederne skulle angiveligt være kunst. Jeg synes nu, det bør være klart for enhver, at billedserien er fuldstændig uacceptabel diskriminerende adfærd overfor børn, der ikke er i en position til at sige fra. Det er jeg heldigvis ikke alene om at mene.

Men billedserien er desværre symptom på det meget forråede og diskriminerende børnesyn, der hersker i Danmark – ikke kun i fortænkt pseudo-kunst, men også i vores dagligdag. Jeg tror, vi alle er skyldige i at praktisere det i én eller anden grad – inklusiv mig selv, desværre.

For vi kan spørge os selv, om billedserien ville være i orden, hvis den var sket for en anden minoritetsgruppe i samfundet. Og det bør vi også: Ville vi bryde os om at se billeder af afklædte og grædende ældre, demente, handicappede, flygtninge, homoseksuelle, udviklingshæmmede eller lignende? Ville vi ikke stjerne helt af over at se en afklædt gammel dame græde på et fotografi, hvis vi vidste, at hendes omsorgspersoner bevidst havde fået hende til at græde, så de kunne dokumentere det med et billede og sende det ud til hele verden uden hendes samtykke?

Selvfølgelig ville vi det!

Hvorfor er det så i orden at gøre det mod børn? I’ll tell you why: fordi der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.

Diskrimination mod vores børn er dagligdag for de fleste af os. Og ja – også hos mig. Men jeg øver mig hver dag på at løsrive mig fra mine indøvede holdninger og blive bedre til at behandle mine børn som ligeværdige individer. Vi ér nemlig ligeværdige – selvom vi ikke er ligestillede.

Lad os prøve at overføre den tænkning på andre områder, der involverer børn. Områder fra vores hverdag. For én ting er et karikeret, opsat og enkeltstående tilfælde fra medierne. Men prøv at tænk din dagligdag igennem, og indsæt i stedet et voksent menneske i situationen, i stedet for dit barn.

Ville du for eksempel på daglig basis forlade din gamle mor et sted, hun ikke havde lyst til at være, hvis hun græd, rakte ud efter dig og bad om at komme med dig? Eller ville du tage hendes signaler alvorligt, værne om jeres relation og hendes tillid til dig og tage hende med dig igen?

Ville du sige til din mand, at han skal tage en trøje på, selvom han siger, han ikke fryser, fordi du selv vurderer, at der er koldt? Eller ville du vise ham tillid og stole på, at han selv kan mærke sin krop?

Ville du tvinge din søster til at spise op af dét, der er på hendes tallerken? Eller ville du blande dig uden om og stole på, at hun selv kan mærke, hvornår hun er mæt?

Ville du bede din kollega om at sige dét, du mener, er passende i en given situation, som fx “undskyld”, “ja tak” eller “tak for mad”, eller ville du lade hende være hendes egen person og stole på, at hun er i stand til at tilpasse sig sociale situationer, som det giver mening for hende?

Ville du tale om din veninde hen over hovedet på hende, og måske endda lave en joke på hendes bekostning, mens hun hører alt, hvad der bliver sagt om hende – og ikke til hende? Eller ville du værne om hendes selvværd og integritet og tale respektfuldt og kærligt om hende, så hun var sikker på, at du respekterer hende?

Ville du tvinge din bror til at sove på et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde, selvom han gav tydeligt udtryk for, at han ikke havde lyst? Ville du efterlade ham alene, selvom han græd og gerne ville være sammen med dig, i stedet for at ligge alene i en seng?

Ville du nægte din kone at spise, når hun siger, at hun er sulten, fordi du mener, at hun bør spise, når du har planlagt, at hun skal?

Ville du råbe af din veninde, hvis hun ikke gjorde, “som du sagde”?

Ville du invitere til fest, men undlade en bestemt minoritetsgruppe, fordi du synes, de er for besværlige – eksempelvis en svoger i rullestol, en gravid kvinde eller en forvirret ældre kvinde?

Sidder du og tænker, at det da er forældres opgave at opdrage deres børn? Jeg mener, det er forældres opgave at guide deres børn. Fx når de slår, bøvser ved bordet, råber af andre, ikke vil have sele på i bilen etc.

Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.

Hver dag erkender jeg flere og flere områder, hvorpå jeg diskriminerer mine børn. I nogle tilfælde værre end andre. Men under alle omstændigheder gennemtrumfer jeg min vilje på bekostning af mine børn i situationer, hvor det ikke er i orden – og i øvrigt heller ikke er vigtigt.

Et dagligdagseksempel: Min søn sover i en t-shirt om natten. En morgen ville han gerne beholde nattens t-shirt på, fordi han syntes, den var sej. Jeg insisterede på, at han skulle have en ny t-shirt på, selvom den ikke var beskidt, og jeg lige havde skiftet den aftenen forinden. Men sådan gør man, så det skulle han. Jeg mærkede irritationen stige indeni mig, indtil jeg hørte ham sige: “Det er min t-shirt, du skal ikke bestemme, hvad jeg skal have på!”.

Næ – det havde han jo ret i. Og hvad er egentlig vigtigst i sådan en situation: Min idé om nattøj vs. dagtøj eller min søns integritet og tillid til mig?

Dette indlæg blev første gang bragt af Mie Wedsgaard Storm på Kulturkritisk Forums hjemmeside. Husk, du både kan følge Kulturkritisk Forum på Facebook og InstagramHar du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.