BØRNELIV

Childism: Diskrimination af vores børn er dagligdag

17. juli 2019 | Af Mie Wedsgaard Storm | Foto: Simon Rae via Unsplash

Mie Wedsgaard Storm, cand.mag. i Anvendt Filosofi, stifter af Kulturkritisk Forum og pt. hjemmegående med sine to børn.

For nylig bragte Dagbladet Information en serie billeder af børn, der græder. Ikke gråd, som opstår, som gråd nu engang opstår i livet, mens vi er børn. Men gråd, der bevidst blev fremprovokeret af barnets forældre, med det formål at fotografere gråden. Børnene blev oveni købet klædt af, inden billederne blev taget. For ligesom at tilføje et ekstra pift af underdanighed og ydmygelse – eller hvad ved jeg.

Billederne skulle angiveligt være kunst. Jeg synes nu, det bør være klart for enhver, at billedserien er fuldstændig uacceptabel diskriminerende adfærd overfor børn, der ikke er i en position til at sige fra. Det er jeg heldigvis ikke alene om at mene.

Men billedserien er desværre symptom på det meget forråede og diskriminerende børnesyn, der hersker i Danmark – ikke kun i fortænkt pseudo-kunst, men også i vores dagligdag. Jeg tror, vi alle er skyldige i at praktisere det i én eller anden grad – inklusiv mig selv, desværre.

For vi kan spørge os selv, om billedserien ville være i orden, hvis den var sket for en anden minoritetsgruppe i samfundet. Og det bør vi også: Ville vi bryde os om at se billeder af afklædte og grædende ældre, demente, handicappede, flygtninge, homoseksuelle, udviklingshæmmede eller lignende? Ville vi ikke stjerne helt af over at se en afklædt gammel dame græde på et fotografi, hvis vi vidste, at hendes omsorgspersoner bevidst havde fået hende til at græde, så de kunne dokumentere det med et billede og sende det ud til hele verden uden hendes samtykke?

Selvfølgelig ville vi det!

Hvorfor er det så i orden at gøre det mod børn? I’ll tell you why: fordi der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.

Diskrimination mod vores børn er dagligdag for de fleste af os. Og ja – også hos mig. Men jeg øver mig hver dag på at løsrive mig fra mine indøvede holdninger og blive bedre til at behandle mine børn som ligeværdige individer. Vi ér nemlig ligeværdige – selvom vi ikke er ligestillede.

“Der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.”

 

Mie Wedsgaard Storm

Lad os prøve at overføre den tænkning på andre områder, der involverer børn. Områder fra vores hverdag. For én ting er et karikeret, opsat og enkeltstående tilfælde fra medierne. Men prøv at tænk din dagligdag igennem, og indsæt i stedet et voksent menneske i situationen, i stedet for dit barn.

Ville du for eksempel på daglig basis forlade din gamle mor et sted, hun ikke havde lyst til at være, hvis hun græd, rakte ud efter dig og bad om at komme med dig? Eller ville du tage hendes signaler alvorligt, værne om jeres relation og hendes tillid til dig og tage hende med dig igen?

Ville du sige til din mand, at han skal tage en trøje på, selvom han siger, han ikke fryser, fordi du selv vurderer, at der er koldt? Eller ville du vise ham tillid og stole på, at han selv kan mærke sin krop?

Ville du tvinge din søster til at spise op af dét, der er på hendes tallerken? Eller ville du blande dig uden om og stole på, at hun selv kan mærke, hvornår hun er mæt?

Ville du bede din kollega om at sige dét, du mener, er passende i en given situation, som fx “undskyld”, “ja tak” eller “tak for mad”, eller ville du lade hende være hendes egen person og stole på, at hun er i stand til at tilpasse sig sociale situationer, som det giver mening for hende?

Ville du tale om din veninde hen over hovedet på hende, og måske endda lave en joke på hendes bekostning, mens hun hører alt, hvad der bliver sagt om hende – og ikke til hende? Eller ville du værne om hendes selvværd og integritet og tale respektfuldt og kærligt om hende, så hun var sikker på, at du respekterer hende?

Ville du tvinge din bror til at sove på et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde, selvom han gav tydeligt udtryk for, at han ikke havde lyst? Ville du efterlade ham alene, selvom han græd og gerne ville være sammen med dig, i stedet for at ligge alene i en seng?

Ville du nægte din kone at spise, når hun siger, at hun er sulten, fordi du mener, at hun bør spise, når du har planlagt, at hun skal?

Ville du råbe af din veninde, hvis hun ikke gjorde, “som du sagde”?

Ville du invitere til fest, men undlade en bestemt minoritetsgruppe, fordi du synes, de er for besværlige – eksempelvis en svoger i rullestol, en gravid kvinde eller en forvirret ældre kvinde?

Sidder du og tænker, at det da er forældres opgave at opdrage deres børn? Jeg mener, det er forældres opgave at guide deres børn. Fx når de slår, bøvser ved bordet, råber af andre, ikke vil have sele på i bilen etc.

Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.

Hver dag erkender jeg flere og flere områder, hvorpå jeg diskriminerer mine børn. I nogle tilfælde værre end andre. Men under alle omstændigheder gennemtrumfer jeg min vilje på bekostning af mine børn i situationer, hvor det ikke er i orden – og i øvrigt heller ikke er vigtigt.

“Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.”

 

Mie Wedsgaard Storm

Et dagligdagseksempel: Min søn sover i en t-shirt om natten. En morgen ville han gerne beholde nattens t-shirt på, fordi han syntes, den var sej. Jeg insisterede på, at han skulle have en ny t-shirt på, selvom den ikke var beskidt, og jeg lige havde skiftet den aftenen forinden. Men sådan gør man, så det skulle han. Jeg mærkede irritationen stige indeni mig, indtil jeg hørte ham sige: “Det er min t-shirt, du skal ikke bestemme, hvad jeg skal have på!”.

Næ – det havde han jo ret i. Og hvad er egentlig vigtigst i sådan en situation: Min idé om nattøj vs. dagtøj eller min søns integritet og tillid til mig?

Dette indlæg blev første gang bragt af Mie Wedsgaard Storm på Kulturkritisk Forums hjemmeside. Husk, du både kan følge Kulturkritisk Forum på Facebook og Instagram. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

BØRNELIV

Childism: Diskrimination af vores børn er dagligdag

17. juli 2019 | Af Mie Wedsgaard Storm | Foto: Simon Rae via Unsplash

Mie Wedsgaard Storm, cand.mag. i Anvendt Filosofi, stifter af Kulturkritisk Forum og pt. hjemmegående med sine to børn.

For nylig bragte Dagbladet Information en serie billeder af børn, der græder. Ikke gråd, som opstår, som gråd nu engang opstår i livet, mens vi er børn. Men gråd, der bevidst blev fremprovokeret af barnets forældre, med det formål at fotografere gråden. Børnene blev oveni købet klædt af, inden billederne blev taget. For ligesom at tilføje et ekstra pift af underdanighed og ydmygelse – eller hvad ved jeg.

Billederne skulle angiveligt være kunst. Jeg synes nu, det bør være klart for enhver, at billedserien er fuldstændig uacceptabel diskriminerende adfærd overfor børn, der ikke er i en position til at sige fra. Det er jeg heldigvis ikke alene om at mene.

Men billedserien er desværre symptom på det meget forråede og diskriminerende børnesyn, der hersker i Danmark – ikke kun i fortænkt pseudo-kunst, men også i vores dagligdag. Jeg tror, vi alle er skyldige i at praktisere det i én eller anden grad – inklusiv mig selv, desværre.

For vi kan spørge os selv, om billedserien ville være i orden, hvis den var sket for en anden minoritetsgruppe i samfundet. Og det bør vi også: Ville vi bryde os om at se billeder af afklædte og grædende ældre, demente, handicappede, flygtninge, homoseksuelle, udviklingshæmmede eller lignende? Ville vi ikke stjerne helt af over at se en afklædt gammel dame græde på et fotografi, hvis vi vidste, at hendes omsorgspersoner bevidst havde fået hende til at græde, så de kunne dokumentere det med et billede og sende det ud til hele verden uden hendes samtykke?

Selvfølgelig ville vi det!

Hvorfor er det så i orden at gøre det mod børn? I’ll tell you why: fordi der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.

Diskrimination mod vores børn er dagligdag for de fleste af os. Og ja – også hos mig. Men jeg øver mig hver dag på at løsrive mig fra mine indøvede holdninger og blive bedre til at behandle mine børn som ligeværdige individer. Vi ér nemlig ligeværdige – selvom vi ikke er ligestillede.

“Der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.”

 

Mie Wedsgaard Storm

Lad os prøve at overføre den tænkning på andre områder, der involverer børn. Områder fra vores hverdag. For én ting er et karikeret, opsat og enkeltstående tilfælde fra medierne. Men prøv at tænk din dagligdag igennem, og indsæt i stedet et voksent menneske i situationen, i stedet for dit barn.

Ville du for eksempel på daglig basis forlade din gamle mor et sted, hun ikke havde lyst til at være, hvis hun græd, rakte ud efter dig og bad om at komme med dig? Eller ville du tage hendes signaler alvorligt, værne om jeres relation og hendes tillid til dig og tage hende med dig igen?

Ville du sige til din mand, at han skal tage en trøje på, selvom han siger, han ikke fryser, fordi du selv vurderer, at der er koldt? Eller ville du vise ham tillid og stole på, at han selv kan mærke sin krop?

Ville du tvinge din søster til at spise op af dét, der er på hendes tallerken? Eller ville du blande dig uden om og stole på, at hun selv kan mærke, hvornår hun er mæt?

Ville du bede din kollega om at sige dét, du mener, er passende i en given situation, som fx “undskyld”, “ja tak” eller “tak for mad”, eller ville du lade hende være hendes egen person og stole på, at hun er i stand til at tilpasse sig sociale situationer, som det giver mening for hende?

Ville du tale om din veninde hen over hovedet på hende, og måske endda lave en joke på hendes bekostning, mens hun hører alt, hvad der bliver sagt om hende – og ikke til hende? Eller ville du værne om hendes selvværd og integritet og tale respektfuldt og kærligt om hende, så hun var sikker på, at du respekterer hende?

Ville du tvinge din bror til at sove på et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde, selvom han gav tydeligt udtryk for, at han ikke havde lyst? Ville du efterlade ham alene, selvom han græd og gerne ville være sammen med dig, i stedet for at ligge alene i en seng?

Ville du nægte din kone at spise, når hun siger, at hun er sulten, fordi du mener, at hun bør spise, når du har planlagt, at hun skal?

Ville du råbe af din veninde, hvis hun ikke gjorde, “som du sagde”?

Ville du invitere til fest, men undlade en bestemt minoritetsgruppe, fordi du synes, de er for besværlige – eksempelvis en svoger i rullestol, en gravid kvinde eller en forvirret ældre kvinde?

Sidder du og tænker, at det da er forældres opgave at opdrage deres børn? Jeg mener, det er forældres opgave at guide deres børn. Fx når de slår, bøvser ved bordet, råber af andre, ikke vil have sele på i bilen etc.

Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.

Hver dag erkender jeg flere og flere områder, hvorpå jeg diskriminerer mine børn. I nogle tilfælde værre end andre. Men under alle omstændigheder gennemtrumfer jeg min vilje på bekostning af mine børn i situationer, hvor det ikke er i orden – og i øvrigt heller ikke er vigtigt.

“Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.”

 

Mie Wedsgaard Storm

Et dagligdagseksempel: Min søn sover i en t-shirt om natten. En morgen ville han gerne beholde nattens t-shirt på, fordi han syntes, den var sej. Jeg insisterede på, at han skulle have en ny t-shirt på, selvom den ikke var beskidt, og jeg lige havde skiftet den aftenen forinden. Men sådan gør man, så det skulle han. Jeg mærkede irritationen stige indeni mig, indtil jeg hørte ham sige: “Det er min t-shirt, du skal ikke bestemme, hvad jeg skal have på!”.

Næ – det havde han jo ret i. Og hvad er egentlig vigtigst i sådan en situation: Min idé om nattøj vs. dagtøj eller min søns integritet og tillid til mig?

Dette indlæg blev første gang bragt af Mie Wedsgaard Storm på Kulturkritisk Forums hjemmeside. Husk, du både kan følge Kulturkritisk Forum på Facebook og Instagram. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ