Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

af | okt 21, 2019

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.

–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

 

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.

–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

af | okt 8, 2019

MODERSKAB

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

Mie Wedsgaard Storm fra Kulturkritisk Forum er hjemmegående.

8. oktober 2019 | Af: Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Mie Wedsgaard Storm var det en krævende proces at omstille sig til at være hjemmegående. Men hun var ikke i tvivl om, at det for deres familie var og er den rigtige beslutning.

Mie Wedsgaard Storm, der står bag Kulturkritisk Forum, er mor til en søn på 4 år og en datter på 2 år. Ingen af børnene går i institution. I stedet er hun hjemme sammen med dem. Herunder fortæller hun med egne ord, hvorfor hun tog den beslutning for omkring 2,5 år siden.

 
Hvorfor valgte du at gå hjemme?

Det korte svar er, at det var det, vores familie havde brug for.

Jeg startede på arbejde, da vores første barn var et år gammel. Jeg havde det elendigt med det og følte mig hele tiden halv. Jeg følte, at jeg narrede vores søn om morgenen, fordi jeg skulle distrahere ham, før jeg kunne køre. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at situationen var ok, selvom jeg selv havde det på fuldstændig samme måde som ham. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine handlinger og ved at se meningen med, at han skulle tilbringe al sin tid med en anden end mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg søndag aften, efter han var puttet, stod i timevis og forberedte aftensmad til hele ugen. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle bruge tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville have hvert et minut med ham, når jeg havde hentet ham. Og når han ind imellem faldt i søvn i bilen på vej hjem fra pasning, græd jeg, fordi jeg vidste, at jeg ville have en halv time mindre med ham. Det var rædselsfuldt.

Vores søn blev passet hos sin moster, og da dette ikke kunne lade sig gøre længere, måtte vi overveje, hvad der så skulle ske. Cirka samtidigt havde vi en morgen, hvor vores søn blev rigtig ked af det, da jeg kørte. Det var frygteligt. Jeg ringede til min mand og græd. Jeg græd også, da jeg kom på arbejde. Hjemme blev vi enige om, at jeg skulle sige op og have vores søn hjemme. Jeg arbejdede et par måneder deltid, hvor jeg enten havde ham med på arbejde eller arbejdede hjemmefra. Derefter var vi hjemme fuld tid.

Det var en kompliceret proces og turbulent periode følelses- og identitetsmæssigt for mig. Jeg husker at være ude ved en dagplejer med min søn for at se, om det kunne være en løsning. Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående. Værdimæssigt og i forhold til vores søn var jeg aldrig i tvivl, og besøget hos dagplejeren satte bare streg under det. Men jeg var virkelig i krise, for det var slet ikke det, jeg havde forberedt mig på, da vi ventede ham. Jeg var ikke en af de afklarede mødre, der havde truffet beslutningen om at gå hjemme, inden barnet overhovedet kom til verden. Tværtimod. Vi havde lige købt et stort hus og kørte rundt i en stor dyr bil, så mine følelser passede dårligt ind i vores livssituation på det tidspunkt. Det var så langt fra zen, som det kunne blive. Alligevel vidste jeg godt, at der kun var én løsning for vores søn – og for mig som mor, og at jeg nu skulle arbejde med mig selv for at lande i den beslutning, jeg intuitivt havde taget for længst.

 
Hvad har det givet dig og dine børn at passe dem hjemme?

Det giver os den tilværelse, der giver mening for os. Ro i sjælen og en fælles forståelse af, at vi prioriterer tid sammen med hinanden over alt andet.

For mig personligt giver det en følelse af at være tro mod mig selv og at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.

“Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vores børn føler sig som førsteprioritet, og det føler vi, at vi opnår bedst ved at give dem mest muligt af vores tid og energi. Jeg tror på, at det giver mine børn en følelse af at være dybt forankret i familien og højt elsket og værdsat.

Det ligger mig meget på sinde at leve på en måde, hvor der er lige meget plads til børn og voksne. Jeg vil så gerne give videre til mine børn, at livet handler om andet – og mere – end at arbejde.

 
Du er på hele tiden – hvordan er det?

Det er ikke en dans på roser at gå hjemme. Ligesom det ikke er en dans på roser at have små børn og være to udearbejdende forældre.

Jeg har perioder, hvor jeg har det rigtigt godt med det og trives. Og så har jeg perioder, hvor jeg har det svært med det, og hvor jeg oplever, at jeg synker lidt hen i mit hoved. I de perioder er det vigtigt, at jeg tager tid til mig selv og prøver at gøre nogle ting, der ikke har udgangspunkt i mine børn.

“Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Mit behov for alenetid er først kommet sådan rigtigt indenfor den seneste tid, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine børn nu har en alder, hvor det er ok for dem begge at være sammen med en anden end mig i nogle timer.

I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.

 
Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det er vores førsteprioritet at holde vores børn ude af institution, indtil den dag (hvis den kommer), de selv ytrer ønsker om at komme afsted. Vi har perioder, hvor vi klarer os fint økonomisk, og vi har perioder, hvor vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. I de sidstnævnte perioder klarer vi os ved at skrue forbruget ned og sælge ud af “nice to have”-ting. Vi er enige om, at bliver det nødvendigt, nedskalerer vi yderligere, indtil det igen hænger sammen. Det vil sige sælger vores ejendele i den rækkefølge, det nu giver mening (inklusiv hus og biler). Det er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men det er betryggende at vide, at vi er enige om planen, hvis den situation opstår.

 
Skal jeres børn i børnehave på et tidspunkt?

Da vores søn var omkring 2,5 år, besøgte vi den lokale børnehave. Jeg ville gerne vise ham, hvad det dersens “børnehave”, alle spurgte, om han havde fri fra, var. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det ikke er et sted, vores børn skal tilbringe tid. Jeg er sikker på, der findes gode institutioner til børn – jeg har bare ikke besøgt en af dem endnu. Hele tonen omkring børnene var enormt diskriminerende, og jeg vil under ingen omstændigheder have, at vores børn skal tilbringe tid, hvor de ikke bliver mødt som ligeværdige.

“I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Så skal de engang i børnehave, bliver det for det første, fordi de selv udtrykker et ønske om det, og for det andet et sted, hvor jeg er helt tryg ved tilgangen til børnene.

MODERSKAB

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

Mie Wedsgaard Storm fra Kulturkritisk Forum er hjemmegående.

8. oktober 2019 | Af: Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Mie Wedsgaard Storm var det en krævende proces at omstille sig til at være hjemmegående. Men hun var ikke i tvivl om, at det for deres familie var og er den rigtige beslutning.
  

Mie Wedsgaard Storm, der står bag Kulturkritisk Forum, er mor til en søn på 4 år og en datter på 2 år. Ingen af børnene går i institution. I stedet er hun hjemme sammen med dem. Herunder fortæller hun med egne ord, hvorfor hun tog den beslutning for omkring 2,5 år siden.

 
Hvorfor valgte du at gå hjemme?

Det korte svar er, at det var det, vores familie havde brug for.

Jeg startede på arbejde, da vores første barn var et år gammel. Jeg havde det elendigt med det og følte mig hele tiden halv. Jeg følte, at jeg narrede vores søn om morgenen, fordi jeg skulle distrahere ham, før jeg kunne køre. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at situationen var ok, selvom jeg selv havde det på fuldstændig samme måde som ham. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine handlinger og ved at se meningen med, at han skulle tilbringe al sin tid med en anden end mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg søndag aften, efter han var puttet, stod i timevis og forberedte aftensmad til hele ugen. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle bruge tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville have hvert et minut med ham, når jeg havde hentet ham. Og når han ind imellem faldt i søvn i bilen på vej hjem fra pasning, græd jeg, fordi jeg vidste, at jeg ville have en halv time mindre med ham. Det var rædselsfuldt.

Vores søn blev passet hos sin moster, og da dette ikke kunne lade sig gøre længere, måtte vi overveje, hvad der så skulle ske. Cirka samtidigt havde vi en morgen, hvor vores søn blev rigtig ked af det, da jeg kørte. Det var frygteligt. Jeg ringede til min mand og græd. Jeg græd også, da jeg kom på arbejde. Hjemme blev vi enige om, at jeg skulle sige op og have vores søn hjemme. Jeg arbejdede et par måneder deltid, hvor jeg enten havde ham med på arbejde eller arbejdede hjemmefra. Derefter var vi hjemme fuld tid.

Det var en kompliceret proces og turbulent periode følelses- og identitetsmæssigt for mig. Jeg husker at være ude ved en dagplejer med min søn for at se, om det kunne være en løsning. Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående. Værdimæssigt og i forhold til vores søn var jeg aldrig i tvivl, og besøget hos dagplejeren satte bare streg under det. Men jeg var virkelig i krise, for det var slet ikke det, jeg havde forberedt mig på, da vi ventede ham. Jeg var ikke en af de afklarede mødre, der havde truffet beslutningen om at gå hjemme, inden barnet overhovedet kom til verden. Tværtimod. Vi havde lige købt et stort hus og kørte rundt i en stor dyr bil, så mine følelser passede dårligt ind i vores livssituation på det tidspunkt. Det var så langt fra zen, som det kunne blive. Alligevel vidste jeg godt, at der kun var én løsning for vores søn – og for mig som mor, og at jeg nu skulle arbejde med mig selv for at lande i den beslutning, jeg intuitivt havde taget for længst. 

Hvad har det givet dig og dine børn at passe dem hjemme?

Det giver os den tilværelse, der giver mening for os. Ro i sjælen og en fælles forståelse af, at vi prioriterer tid sammen med hinanden over alt andet.

For mig personligt giver det en følelse af at være tro mod mig selv og at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.

“Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vores børn føler sig som førsteprioritet, og det føler vi, at vi opnår bedst ved at give dem mest muligt af vores tid og energi. Jeg tror på, at det giver mine børn en følelse af at være dybt forankret i familien og højt elsket og værdsat.

Det ligger mig meget på sinde at leve på en måde, hvor der er lige meget plads til børn og voksne. Jeg vil så gerne give videre til mine børn, at livet handler om andet – og mere – end at arbejde.  

Du er på hele tiden – hvordan er det?

Det er ikke en dans på roser at gå hjemme. Ligesom det ikke er en dans på roser at have små børn og være to udearbejdende forældre.

Jeg har perioder, hvor jeg har det rigtigt godt med det og trives. Og så har jeg perioder, hvor jeg har det svært med det, og hvor jeg oplever, at jeg synker lidt hen i mit hoved. I de perioder er det vigtigt, at jeg tager tid til mig selv og prøver at gøre nogle ting, der ikke har udgangspunkt i mine børn.

“Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Mit behov for alenetid er først kommet sådan rigtigt indenfor den seneste tid, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine børn nu har en alder, hvor det er ok for dem begge at være sammen med en anden end mig i nogle timer.

I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.

Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det er vores førsteprioritet at holde vores børn ude af institution, indtil den dag (hvis den kommer), de selv ytrer ønsker om at komme afsted. Vi har perioder, hvor vi klarer os fint økonomisk, og vi har perioder, hvor vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. I de sidstnævnte perioder klarer vi os ved at skrue forbruget ned og sælge ud af “nice to have”-ting. Vi er enige om, at bliver det nødvendigt, nedskalerer vi yderligere, indtil det igen hænger sammen. Det vil sige sælger vores ejendele i den rækkefølge, det nu giver mening (inklusiv hus og biler). Det er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men det er betryggende at vide, at vi er enige om planen, hvis den situation opstår.  

Skal jeres børn i børnehave på et tidspunkt?

Da vores søn var omkring 2,5 år, besøgte vi den lokale børnehave. Jeg ville gerne vise ham, hvad det dersens “børnehave”, alle spurgte, om han havde fri fra, var. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det ikke er et sted, vores børn skal tilbringe tid. Jeg er sikker på, der findes gode institutioner til børn – jeg har bare ikke besøgt en af dem endnu. Hele tonen omkring børnene var enormt diskriminerende, og jeg vil under ingen omstændigheder have, at vores børn skal tilbringe tid, hvor de ikke bliver mødt som ligeværdige.

“I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Så skal de engang i børnehave, bliver det for det første, fordi de selv udtrykker et ønske om det, og for det andet et sted, hvor jeg er helt tryg ved tilgangen til børnene.

LÆS OGSÅ

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

af | okt 6, 2019

MODERSKAB

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

Psykolog Amalie Vatne Brean mener, man skal stole på sin mavefornemmelse som mor.
6. oktober 2019 (opdateret 3. september 2022) | Af Marta Wriedt | Foto: Josh Willink, Pexels

Som forældre er det vigtigt at turde stole på egen intuition i forhold til ens barn, mener psykolog Amalie Vatne Brean. Her fortæller hun, hvordan hun selv forsøger at gøre det.

Det skorter ikke med råd, når man som nybagt mor eller far står med sit lille barn og skal finde ud af at skabe en tryg hverdag sammen. Men som forældre er det – trods de mange velmenende råd – vigtigt at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt for lige netop ens eget barn og familie.

Det er bare ikke altid lige let, lyder det fra psykolog Amalie Vatne Brean.

– De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn, siger hun.

Allerede under graviditeten gennemgår vi ellers en forandring, som skal åbne os for at mærke det lille barns behov.

– Forandringen er blevet kaldt en moderskabsindstilling, og i dag peger flere studier på, at vi kan spore forandringen i hjernen, og at vi kan se en lignende forandring hos mænd – og formentlig også medmor, som lever tæt på den gravide kvinde, siger Amalie Vatne Brean og tilføjer:

– At vi på den måde rent faktisk er mere sårbare og åbne for input under graviditet og som nybagte forældre er en kæmpe styrke, fordi det gør os i stand til at mærke det lille barns behov. Men i en perfektionskultur, hvor alt kan forekomme sort eller hvidt, kan denne sårbarhed blive en akilleshæl, som gør os enormt tilgængelige for kritik og andres holdninger. Den åbenhed, der primært skulle bruges til at tilpasse sig det nyfødte barn, bliver pludselig brugt på at tilpasse sig andre forældre.

“De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn.”

 
Amalie Vatne Brean

Ifølge Amalie Vatne Brean er der generelt mange ting i den måde, vores samfund i dag er opbygget på, som kan gøre det svært for os at være åbne for forskellige nuancer i forældreskabet og formå at mærke efter og følge egen intuition.

Hun peger blandt andet på, at vi i dag oftest ikke lever tæt sammen med andre forældre eller familier i hverdagen, men møder dem i kontrollerede – og dermed måske censurerede – situationer som på gaden, i mødregrupper og på sociale medier.

Samtidig er der også en tendens til, at alt skal måles, vejes og puttes i kasser. Også når vi er gravide.

– Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel”. Kombineret med en kultur, hvor vi generelt er på afstand fra de kropslige sider ved fødsel og død, er vi med andre ord dårlig ”primet” til at hengive os til de kropslige og mindre målbare sider af forældreskabet, siger Amalie Vatne Brean.

“Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel.”

 
Amalie Vatne Brean

Hun påpeger, at det derfor altid er op til den enkelte familie at gøre det, der fungerer for lige netop dem. Herunder kan du se, hvad hun som mor og psykolog selv gør for at følge egen mavefornemmelse:

Til stede i mavefølelsen
Jeg kan som mor selv blive påvirket af andres råd og andre forældres dømmende blikke. For mig hjælper det at være til stede i min egen mavefølelse. Det gør jeg ved at trække vejret ned i maven og tænke: Tror jeg, at jeg gør det godt nok for mit barn? For det tror jeg faktisk, at jeg gør. De andres stemmer er larm, jeg i øjeblikke kan lytte til. Men sætter jeg en grænse mellem min tro på, om jeg er en god nok mor, og mit behov for at tilfredsstille andre, bliver det pludselig nemmere at mærke, hvilken stemme der reelt forholder sig til, om jeg er en god nok mor, og hvilken stemme som blot vil have noget at kritisere mig for.

Dejligt, det fungerer for jer
Generelt kan sætningen: Dejligt, at det fungerer hos jer. For os fungerer det at …, være rigtig god. Både som et mantra til en selv og i en samtale med andre. Jeg både siger og hører sætningen alt for sjældent. Forældreskabet er ikke en konkurrence om at finde de bedste løsninger for alle til enhver tid. Det handler om at finde den løsning, der fungerer godt for lige præcis din baby og dig på lige præcis det her tidspunkt.

Fejl skaber udvikling
Der findes noget magisk ved børns udvikling, og det er, at fejl netop skaber udvikling. Børns udvikling er en ”dans” mellem voksne og børn, som Daniel Stern udtrykker det, og her skal vi simpelthen lave nogle fejltrin. Det vigtigste ved fejl er, at de bliver repareret igen. Det er i reparationen, at unikke muligheder for udvikling kan opstå. Et lille råd er at finde hvile i, at man som regel kan reparere det, der er sket ved at italesætte det og få en ny begyndelse sammen.

Dit barn har brug for dig
Mind dig selv om, at du faktisk også er et menneske. Og at mennesker har skabt mennesker i hele menneskets historie. Dit barn har brug for dig, og ikke en perfekt robotmor eller far. Vores børn skal vokse op i en virkelig verden, som er malet med farver fra hele følelsespaletten. Det er meget nemmere at navigere i de mange komplekse følelser og underlige situationer, livet byder på, hvis man (med hjælp fra en voksen) har lært dem at kende helt fra start af.

MODERSKAB

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

Psykolog Amalie Vatne Brean mener, man skal stole på sin mavefornemmelse som mor.

6. oktober 2019 (opdateret 3. september 2022) | Af Marta Wriedt | Foto: Josh Willink, Pexels

 

Som forældre er det vigtigt at turde stole på egen intuition i forhold til ens barn, mener psykolog Amalie Vatne Brean. Her fortæller hun, hvordan hun selv forsøger at gøre det.

 

Det skorter ikke med råd, når man som nybagt mor eller far står med sit lille barn og skal finde ud af at skabe en tryg hverdag sammen. Men som forældre er det – trods de mange velmenende råd – vigtigt at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt for lige netop ens eget barn og familie.

Det er bare ikke altid lige let, lyder det fra psykolog Amalie Vatne Brean.

– De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn, siger hun.

Allerede under graviditeten gennemgår vi ellers en forandring, som skal åbne os for at mærke det lille barns behov.

– Forandringen er blevet kaldt en moderskabsindstilling, og i dag peger flere studier på, at vi kan spore forandringen i hjernen, og at vi kan se en lignende forandring hos mænd – og formentlig også medmor, som lever tæt på den gravide kvinde, siger Amalie Vatne Brean og tilføjer:

– At vi på den måde rent faktisk er mere sårbare og åbne for input under graviditet og som nybagte forældre er en kæmpe styrke, fordi det gør os i stand til at mærke det lille barns behov. Men i en perfektionskultur, hvor alt kan forekomme sort eller hvidt, kan denne sårbarhed blive en akilleshæl, som gør os enormt tilgængelige for kritik og andres holdninger. Den åbenhed, der primært skulle bruges til at tilpasse sig det nyfødte barn, bliver pludselig brugt på at tilpasse sig andre forældre.

“De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn.”

 
Amalie Vatne Brean

Ifølge Amalie Vatne Brean er der generelt mange ting i den måde, vores samfund i dag er opbygget på, som kan gøre det svært for os at være åbne for forskellige nuancer i forældreskabet og formå at mærke efter og følge egen intuition.

Hun peger blandt andet på, at vi i dag oftest ikke lever tæt sammen med andre forældre eller familier i hverdagen, men møder dem i kontrollerede – og dermed måske censurerede – situationer som på gaden, i mødregrupper og på sociale medier.

Samtidig er der også en tendens til, at alt skal måles, vejes og puttes i kasser. Også når vi er gravide.

– Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel”. Kombineret med en kultur, hvor vi generelt er på afstand fra de kropslige sider ved fødsel og død, er vi med andre ord dårlig ”primet” til at hengive os til de kropslige og mindre målbare sider af forældreskabet, siger Amalie Vatne Brean.

“Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel.”

 
Amalie Vatne Brean

Hun påpeger, at det derfor altid er op til den enkelte familie at gøre det, der fungerer for lige netop dem. Herunder kan du se, hvad hun som mor og psykolog selv gør for at følge egen mavefornemmelse:

Til stede i mavefølelsen
Jeg kan som mor selv blive påvirket af andres råd og andre forældres dømmende blikke. For mig hjælper det at være til stede i min egen mavefølelse. Det gør jeg ved at trække vejret ned i maven og tænke: Tror jeg, at jeg gør det godt nok for mit barn? For det tror jeg faktisk, at jeg gør. De andres stemmer er larm, jeg i øjeblikke kan lytte til. Men sætter jeg en grænse mellem min tro på, om jeg er en god nok mor, og mit behov for at tilfredsstille andre, bliver det pludselig nemmere at mærke, hvilken stemme der reelt forholder sig til, om jeg er en god nok mor, og hvilken stemme som blot vil have noget at kritisere mig for.

Dejligt, det fungerer for jer
Generelt kan sætningen: Dejligt, at det fungerer hos jer. For os fungerer det at …, være rigtig god. Både som et mantra til en selv og i en samtale med andre. Jeg både siger og hører sætningen alt for sjældent. Forældreskabet er ikke en konkurrence om at finde de bedste løsninger for alle til enhver tid. Det handler om at finde den løsning, der fungerer godt for lige præcis din baby og dig på lige præcis det her tidspunkt.

Fejl skaber udvikling
Der findes noget magisk ved børns udvikling, og det er, at fejl netop skaber udvikling. Børns udvikling er en ”dans” mellem voksne og børn, som Daniel Stern udtrykker det, og her skal vi simpelthen lave nogle fejltrin. Det vigtigste ved fejl er, at de bliver repareret igen. Det er i reparationen, at unikke muligheder for udvikling kan opstå. Et lille råd er at finde hvile i, at man som regel kan reparere det, der er sket ved at italesætte det og få en ny begyndelse sammen.

Dit barn har brug for dig
Mind dig selv om, at du faktisk også er et menneske. Og at mennesker har skabt mennesker i hele menneskets historie. Dit barn har brug for dig, og ikke en perfekt robotmor eller far. Vores børn skal vokse op i en virkelig verden, som er malet med farver fra hele følelsespaletten. Det er meget nemmere at navigere i de mange komplekse følelser og underlige situationer, livet byder på, hvis man (med hjælp fra en voksen) har lært dem at kende helt fra start af.

LÆS OGSÅ

Vi svigter vores børn – og vi orker ikke at forholde os til det

af | sep 20, 2019

DEBAT

Vi svigter vores børn – og vi orker ikke at forholde os til det

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, skriver Mette Carendi. Foto: Privat

20. september 2019 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Privat

At udlicitere omsorg efter samme model, som man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.


Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette her.

Jeg modtager mange spørgsmål om børn og institution, hvor graden af bekymring og frustration tydeligt viser, at vi lige nu svigter både pædagoger, forældre og børn.

Vi svigter pædagogerne, fordi vi ikke giver dem den viden, de redskaber og den tid, de er nødt til at have for at gøre små børn trygge i mors og fars fravær.

Vi svigter forældrene ved at ignorere og underspille institutionslivets skadelige bivirkninger, hvilket gør dem ude af stand til at spotte institutions- og adskillelsesstress i deres barns adfærd såvel som at hjælpe barnet med at regulere det.

Når vi sætter de to elementer sammen, peger det på et stort svigt af vores børn – et faktum, vi ikke rigtig orker at forholde os til. Men det skal vi, for de udfordringer, som børn i vores institutionssamfund bakser med, går ikke væk af sig selv.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Omsorgsarbejde er ikke en prioritet i vores samfund, hvilket primært skyldes, at vi har kultur for at anskue omsorgsarbejde som en udgift. Det er det ikke – omsorgsarbejde er en investering. Når vi som samfund forstår det, og har fået foretaget de nødvendige justeringer, vil vi se langt større trivsel hos både børn og voksne.

Det kommer til at tage noget tid.

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem. Betyder det så, at det er bedre, hvis kvinderne går hjemme, som de gjorde tidligere? Nej, ikke medmindre den enkelte kvinde (eller mand) har lyst til det, hvilket er noget helt andet end et stereotypt normkrav.

“Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem.”

 
Mette Miriam Sloth

Kvindeoprøret var i den grad nødvendigt, og vi skal ikke skrue tiden tilbage. Men vi er nødt til at erkende bivirkningerne ved oprøret, som er, at der ikke var nogen til at gribe omsorgen, hvorefter den blev udliciteret.

At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort. Derfor er det ikke underligt, at der opstår en række udfordringer, som vi sammen skal løse – det er ikke kun kvindernes ansvar.

Det vigtigste spørgsmål, vi skal have besvaret omkring børn og institution, er altså enkelt: Hvordan gør vi børn trygge, når de er væk i mange timer fra dem, deres tryghed er dybt afhængig af?

Børn, og især små børn, kan ikke selv komme tilbage til en tilstand af tryghed, når de er overvældede. Derfor er det min klare anbefaling, at du passer dit barn hjemme så længe, som du overhovedet kan (hvilket sagtens kan være frem til skolealderen).

“At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.”

 
Mette Miriam Sloth

For mange er det ikke en mulighed, og det var det heller ikke for mig selv, hvilket gjorde, at jeg startede min søn op i institution, da han var 1,5 år gammel. Det var ikke hans behov, men mit (og vores pressede økonomi), og jeg kender mange, der står i samme situation. For det nytter ikke noget, at du går hjemme og passer dit barn, hvis du er bundulykkelig og superstresset over en økonomi, der slet ikke hænger sammen.

Her kan det give mening, at du benytter institutionstilbuddet i så moderate doser, som dit liv giver mulighed for. Forstået som at du giver dit barn korte dage og mange fridage i det omfang, det kan lade sig gøre.

Du kan også med fordel lade en bedsteforælder (eller anden moden omsorgsperson, der er interesseret i at knytte sig til dit barn) passe en dag eller to om ugen. Det nedbringer det antal timer, dit barn skal være afsted i institution og sikrer samtidig langt mere én-til-én-kontakt mellem barn og voksen, end vuggestue og børnehave vil være i stand til at give, fordi normeringen ikke gør det muligt.

Der, hvor især små børn i vores samfund er mest pressede, er på én-til-én-kontakt med voksne, de er knyttede til. Derfor handler det om at skabe så meget af den kontakt, som overhovedet muligt.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi svigter vores børn – og vi orker ikke at forholde os til det

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, skriver Mette Carendi. Foto: Privat

20. september 2019 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Privat

At udlicitere omsorg efter samme model, som man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.


Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette her.

Jeg modtager mange spørgsmål om børn og institution, hvor graden af bekymring og frustration tydeligt viser, at vi lige nu svigter både pædagoger, forældre og børn.

Vi svigter pædagogerne, fordi vi ikke giver dem den viden, de redskaber og den tid, de er nødt til at have for at gøre små børn trygge i mors og fars fravær.

Vi svigter forældrene ved at ignorere og underspille institutionslivets skadelige bivirkninger, hvilket gør dem ude af stand til at spotte institutions- og adskillelsesstress i deres barns adfærd såvel som at hjælpe barnet med at regulere det.

Når vi sætter de to elementer sammen, peger det på et stort svigt af vores børn – et faktum, vi ikke rigtig orker at forholde os til. Men det skal vi, for de udfordringer, som børn i vores institutionssamfund bakser med, går ikke væk af sig selv.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Omsorgsarbejde er ikke en prioritet i vores samfund, hvilket primært skyldes, at vi har kultur for at anskue omsorgsarbejde som en udgift. Det er det ikke – omsorgsarbejde er en investering. Når vi som samfund forstår det, og har fået foretaget de nødvendige justeringer, vil vi se langt større trivsel hos både børn og voksne.

Det kommer til at tage noget tid.

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem. Betyder det så, at det er bedre, hvis kvinderne går hjemme, som de gjorde tidligere? Nej, ikke medmindre den enkelte kvinde (eller mand) har lyst til det, hvilket er noget helt andet end et stereotypt normkrav.

“Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem.”

 
Mette Miriam Sloth

Kvindeoprøret var i den grad nødvendigt, og vi skal ikke skrue tiden tilbage. Men vi er nødt til at erkende bivirkningerne ved oprøret, som er, at der ikke var nogen til at gribe omsorgen, hvorefter den blev udliciteret.

At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort. Derfor er det ikke underligt, at der opstår en række udfordringer, som vi sammen skal løse – det er ikke kun kvindernes ansvar.

Det vigtigste spørgsmål, vi skal have besvaret omkring børn og institution, er altså enkelt: Hvordan gør vi børn trygge, når de er væk i mange timer fra dem, deres tryghed er dybt afhængig af?

Børn, og især små børn, kan ikke selv komme tilbage til en tilstand af tryghed, når de er overvældede. Derfor er det min klare anbefaling, at du passer dit barn hjemme så længe, som du overhovedet kan (hvilket sagtens kan være frem til skolealderen).

“At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.”

 
Mette Miriam Sloth

For mange er det ikke en mulighed, og det var det heller ikke for mig selv, hvilket gjorde, at jeg startede min søn op i institution, da han var 1,5 år gammel. Det var ikke hans behov, men mit (og vores pressede økonomi), og jeg kender mange, der står i samme situation. For det nytter ikke noget, at du går hjemme og passer dit barn, hvis du er bundulykkelig og superstresset over en økonomi, der slet ikke hænger sammen.

Her kan det give mening, at du benytter institutionstilbuddet i så moderate doser, som dit liv giver mulighed for. Forstået som at du giver dit barn korte dage og mange fridage i det omfang, det kan lade sig gøre.

Du kan også med fordel lade en bedsteforælder (eller anden moden omsorgsperson, der er interesseret i at knytte sig til dit barn) passe en dag eller to om ugen. Det nedbringer det antal timer, dit barn skal være afsted i institution og sikrer samtidig langt mere én-til-én-kontakt mellem barn og voksen, end vuggestue og børnehave vil være i stand til at give, fordi normeringen ikke gør det muligt.

Der, hvor især små børn i vores samfund er mest pressede, er på én-til-én-kontakt med voksne, de er knyttede til. Derfor handler det om at skabe så meget af den kontakt, som overhovedet muligt.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

af | aug 28, 2019

DEBAT

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Kira Dechau normeringer

28. august 2019 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

Jeg oplever, mange forældre, der har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, ikke vil sende deres egne børn afsted. Jeg føler, vi ved noget. Noget, vi helst ikke må tale om, skriver Kira Dechau. 

Kira Dechau er pædagogstuderende og har været medhjælper i både vuggestue og børnehave de seneste 10 år. Hun har i øjeblikket orlov og passer sin datter hjemme. Hendes indlæg blev første gang bragt på hendes instagramprofil Kiradechau.

Thora skal ikke i vuggestue. Mange vil tænke; ”hvorfor dog ikke det? Det gør man jo”, og mange andre vil tænke; ”nej, selvfølgelig skal hun ikke det”.

Jeg kender mange, der hjemmepasser og som derfor er helt på bølgelængde med mine tanker og følelser omkring vuggestuer. Rigtig mange af dem er, interessant nok, uddannet inden for det pædagogiske område eller har arbejdet i daginstitution.

Jeg oplever, at rigtig mange forældre, som har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, enten slet ikke vil sende deres egne børn afsted eller i hvert fald vil minimere tiden brugt der så meget som overhovedet muligt. Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi ved noget. Noget, de andre ikke ved. Noget, vi helst ikke må tale om. Noget hemmeligt og forbudt.

Men hvorfor er det så hemmeligt? Hvorfor skal vi ligefrem lyve? For ja, jeg er blevet bedt, helt direkte, om at lyve. Jeg har derudover følt mig truet og intimideret til dagligt at pynte på sandheden og give forældrene indtryk af, at stedet, de afleverer deres børn, er noget, det ikke er: Nemlig godt. Eller bare godt nok.

Og det er ikke godt nok, langt fra.

Men hvad er godt nok? Hvad har små børn reelt brug for? Og kan vi overhovedet skabe vuggestuer, som kan imødekomme så små børns store behov? Og må vi tale om det?

Jeg arbejder ikke i daginstitution mere. Jeg behøver ikke lyve eller holde på den store hemmelighed længere. Alligevel tager jeg mig selv i at hoppe tilbage i tavshedskulturen igen og igen. Det er ikke længere min leder eller kommunen, jeg arbejder i, jeg skal være bange for. Jeg skal ikke være bange for at blive fyret eller få voksen-skældud på kontoret. Men vi lever stadig i en kultur, der er så enormt afhængig af daginstitutionerne og hele konceptet omkring at få passet sine børn ude, at det for mange forældre er helt uhørt, og en umulig tanke, at de skulle kunne tage deres børn hjem. Og vi må ikke såre dem og gøre dem kede af det. Vi må ikke ”momshame”, og vi må ikke give forældrene dårlig samvittighed.

Og nej, selvfølgelig ikke. Det er aldrig intentionen, det er det sidste, jeg vil. Jeg tror på, at forældre vil deres børn det absolut bedste, og gør det bedste, de kan. Men hvordan skal de vide, at det ikke er godt nok, hvis vi bliver ved med at lyve, snakke uden om og pynte på sandheden? Hvis vi bliver ved med at sige; ”han har haft en god dag”, selvom vi reelt ikke ved det og dårligt har udvekslet ord eller kropskontakt med barnet – for han har jo ikke grædt og er ikke kommet til skade. Og det er ”godt nok”, har vi besluttet i dette institutionaliserede samfund, trods vores faglighed og pædagogiske viden fortæller os noget andet.

Vi må ud af den her tavshedskultur, selvom det betyder sårede og vrede forældre. For de SKAL være vrede, deres børn bliver ikke behandlet godt nok. Bare husk, at det ikke er den enkelte pædagog, vreden skal rettes mod. Det er hele vores kultur.

Og hvis du er vred, så husk det, når du skal sætte din stemme, og når der er demonstrationer for minimumsnormeringer og bedre forhold i vores daginstitutioner.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Kira Dechau normeringer

28. august 2019 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

Jeg oplever, mange forældre, der har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, ikke vil sende deres egne børn afsted. Jeg føler, vi ved noget. Noget, vi helst ikke må tale om, skriver Kira Dechau. 

Kira Dechau er pædagogstuderende og har været medhjælper i både vuggestue og børnehave de seneste 10 år. Hun har i øjeblikket orlov og passer sin datter hjemme. Hendes indlæg blev første gang bragt på hendes instagramprofil Kiradechau.

Thora skal ikke i vuggestue. Mange vil tænke; ”hvorfor dog ikke det? Det gør man jo”, og mange andre vil tænke; ”nej, selvfølgelig skal hun ikke det”.

Jeg kender mange, der hjemmepasser og som derfor er helt på bølgelængde med mine tanker og følelser omkring vuggestuer. Rigtig mange af dem er, interessant nok, uddannet inden for det pædagogiske område eller har arbejdet i daginstitution.

Jeg oplever, at rigtig mange forældre, som har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, enten slet ikke vil sende deres egne børn afsted eller i hvert fald vil minimere tiden brugt der så meget som overhovedet muligt. Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi ved noget. Noget, de andre ikke ved. Noget, vi helst ikke må tale om. Noget hemmeligt og forbudt.

Men hvorfor er det så hemmeligt? Hvorfor skal vi ligefrem lyve? For ja, jeg er blevet bedt, helt direkte, om at lyve. Jeg har derudover følt mig truet og intimideret til dagligt at pynte på sandheden og give forældrene indtryk af, at stedet, de afleverer deres børn, er noget, det ikke er: Nemlig godt. Eller bare godt nok.

Og det er ikke godt nok, langt fra.

Men hvad er godt nok? Hvad har små børn reelt brug for? Og kan vi overhovedet skabe vuggestuer, som kan imødekomme så små børns store behov? Og må vi tale om det?

Jeg arbejder ikke i daginstitution mere. Jeg behøver ikke lyve eller holde på den store hemmelighed længere. Alligevel tager jeg mig selv i at hoppe tilbage i tavshedskulturen igen og igen. Det er ikke længere min leder eller kommunen, jeg arbejder i, jeg skal være bange for. Jeg skal ikke være bange for at blive fyret eller få voksen-skældud på kontoret. Men vi lever stadig i en kultur, der er så enormt afhængig af daginstitutionerne og hele konceptet omkring at få passet sine børn ude, at det for mange forældre er helt uhørt, og en umulig tanke, at de skulle kunne tage deres børn hjem. Og vi må ikke såre dem og gøre dem kede af det. Vi må ikke ”momshame”, og vi må ikke give forældrene dårlig samvittighed.

Champs of Denmark

Og nej, selvfølgelig ikke. Det er aldrig intentionen, det er det sidste, jeg vil. Jeg tror på, at forældre vil deres børn det absolut bedste, og gør det bedste, de kan. Men hvordan skal de vide, at det ikke er godt nok, hvis vi bliver ved med at lyve, snakke uden om og pynte på sandheden? Hvis vi bliver ved med at sige; ”han har haft en god dag”, selvom vi reelt ikke ved det og dårligt har udvekslet ord eller kropskontakt med barnet – for han har jo ikke grædt og er ikke kommet til skade. Og det er ”godt nok”, har vi besluttet i dette institutionaliserede samfund, trods vores faglighed og pædagogiske viden fortæller os noget andet.

Vi må ud af den her tavshedskultur, selvom det betyder sårede og vrede forældre. For de SKAL være vrede, deres børn bliver ikke behandlet godt nok. Bare husk, at det ikke er den enkelte pædagog, vreden skal rettes mod. Det er hele vores kultur.

Og hvis du er vred, så husk det, når du skal sætte din stemme, og når der er demonstrationer for minimumsnormeringer og bedre forhold i vores daginstitutioner.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ