Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener

af | dec 8, 2024

MODERSKAB

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.8. juni 2020 – opdateret 16. juli 2022| Af Annalie Jørgensen | Foto: Xavier Mouton Photographie, Unsplash

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

Som kvinder har vi fra naturens side en iboende kraft i os, som bliver vækket til live, når vi bliver gravide og føder et barn. En superkraft, der gør os i stand til intuitivt at mærke, hvad vores barn har brug for. En slags telepatisk evne. Og helt instinktivt vil vi gøre ALT for det her lille menneske.

Uden at tøve tilsidesætter vi alle vores behov for at være der for det lille barn. Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk.

Moderskabets transformation

Med moderskabet transformeres vi både mentalt, fysisk og spirituelt. Allerede under graviditeten påbegynder kvindens hjerne en transformation. Endda så meget, at man på skanningsbilleder kan se, om hun tidligere har været gravid eller ej. Neuroplasticiteten i hjernen øges, og gør derved kvinden klar til den læringsproces, det er at skulle lære det lille nye menneske at kende. Derudover øges produktionen og evnen til at optage oxytocin – kærligheds- og tilknytningshormonet.

Kroppen åbner sig fysisk for at kunne huse og gro det nye liv, vi bærer under hjertet i ni måneder, og underlivet gennemgår den største menneskelige transformation på kortest tid under selve fødslen. Brysterne begynder at producere den nærende modermælk, som bliver byggesten for barnets vækst, celle for celle, og som på magisk vis tilpasser sig både kvalitativt og kvantitativt alt efter barnets behov.

Moderskabet muliggør også en spirituel transformation, for moderskabet kræver for alvor, at et andet menneskes behov sættes over egne. Det lærer os at være givende, opofrende, gavmilde, uselviske, nænsomme og nærværende, og er nok den mest egonedbrydende erfaring, vi som menneske kan få. Om vi vil det eller ej, vil moderskabet forandre os for altid.

Moderskabets kryptonit

Moderskabets superkraft er afhængig af og tæt forbundet med det, vi i psykologisk fagterm kalder “tilknytning”. Begrebet er i virkeligheden naturvidenskabens forsøg på at teoretisere den særlige forbindelse, der opstår mellem barnet og moderen (og senere barnet og andre vigtige personer i barnets liv), og gøre den målbar.

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, såsom konkurrence, vækst, profit, rationel logisk tænkning og målbar evidens, der dominerer. Et samfund, hvor værdier forbundet med den feminine arketype, såsom omsorg, relationer, følelser og intuition, devalueres og nedprioriteres. Et samfund, der værdisætter arbejdsliv højere end familieliv, og derfor baserer sit fundament på, at mødre og børn skal adskilles så tidligt som muligt, så mødrene kan komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen, og tilbringe størstedelen af de vågne timer væk fra deres børn. Og denne samfundsstruktur er som det rene kryptonit for moderskabets superkraft.

Moderskabet i det moderne samfund

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver. Det starter allerede i graviditeten, hvor kvinden forventes at præstere, som om det ikke kræver hårdt arbejde for hendes krop at skulle skabe og gro et helt nyt menneske.
Morgenkvalme, træthed, følelsesmæssige rutsjeture, og hvad der ellers følger med, må undertrykkes, så kvinden kan fortsætte sit liv uforandret. Så kommer fødslen, som oftest foregår under hospitalernes kontrollerede mekaniske forhold. Diverse indgreb overtager kvindekroppens egen magi, og kvinden efterlades mere eller mindre fysisk og mentalt fremmedgjort fra fødselsoplevelsen. Herved frarøves hun den enorme empowermentfølelse, hun oprindeligt er berettiget til, og som skal få hende til at mærke moderskabets superkraft fra start.

“I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver.”

 
Annalie Jørgensen

To uger efter fødslen overlades den nybagte mor alene med sin baby på barsel, isoleret fra resten af samfundet, overvældet, søvnberøvet og helt alene med det store ansvar, det er at opfostre et lille nyt menneske. Efter intensivt at have brugt 10-12 måneder på moderskabets mest krævende sider, skal kvinden tilbage til sit gamle liv på arbejdsmarkedet og præstere, som om intet var hændt. Moderskabet må nu presses ind i ulvetimer og weekender, hvor både mor og barn, trætte og udmattede, skal forsøge at finde hinanden efter adskillelsen, samtidig med at diverse huslige gøremål, venneaftaler og familiefødselsdage skal afvikles.

Vores samfundsstruktur overlader ikke meget plads til de dele af moderskabet, som rent faktisk giver energi. Og det er virkelig en stor tragedie for os alle. For under de rette omstændigheder har moderskabet nemlig et helt unikt potentiale. Et potentiale til at ændre verden og gøre den til et bedre sted.

Moderskabets potentiale

Moderskabet har potentiale til at udvikle nogle vigtige og brugbare kompetencer. Vi lærer blandt andet at præstere i kaos, håndtere et vanvittigt pres både fysisk og mentalt, blive yderst effektive, være løsningsorienterede, mægle i konflikter, blive mere empatiske og fatte os i korthed, da vi aldrig ved, hvornår vi bliver afbrudt.

Annalie Jørgensen mener, vi skal tale moderskabet mere op.

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver, skriver Annalie Jørgensen. Foto: Privat

Men endnu vigtigere, så har moderskabet et helt unik potentiale for at skabe en bedre verden. For med energi og overskud kan vi opfostre mennesker, som vokser op, næret af ubetinget kærlighed. Og denne kærlighed vil sprede sig som ringe i vand, langt ud i fremtiden. Al nyere forskning viser os nemlig, at kvaliteten af relationen til vores primære omsorgsperson har en afgørende indflydelse på, hvordan vi bliver som voksne, og at de relationer, vi knytter i vores liv, alle er præget af den første relation, vi har; den til vores mor.

Moderskabet skal tales op

Det kræver en landsby at opfostre et barn. Sådan lyder et gammelt afrikansk ordsprog. Et ordsprog, som betyder, at det kræver opbakning og støtte fra en hel landsby at kunne give et barn de bedste vilkår for at vokse op og blive et helt menneske.

Men i vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet. Til såkaldte “eksperter”, som har læst sig til, hvordan man håndterer børn.

At tro, at vi kan udlicitere denne vigtige omsorgsopgave, er desværre en illusion. For man kan ikke opnå disse feminine kompetencer på maskulin vis. Det kræver en moders kærlighed. Moderskabets superkraft. Det magiske krydderi, som gør hele forskellen.

Det er altafgørende, at vi får skabt en kultur, hvor moderinstinktet anerkendes, og hvor mødre støttes i at mærke det, i stedet for at lukke ned for det. Og lige så vigtigt er det, at det bliver nemt for moderen at følge disse instinkter. At følge sit moderinstinkt skal være en berigelse og ikke en begrænsning. Tænk, hvis en mor kunne få lov til at nyde det magiske og vidunderlige i at være den eneste, der dur, i stedet for, at det skal føles som en drænende belastning, fordi hun ikke får den støtte og anerkendelse, hun har brug for. Vi sygeliggør endda relationen mellem moderen og barnet med begreber som ‘morsyg’. I stedet burde vi støtte op om denne særlige forbindelse og give den vores dybeste respekt.

“I vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet.”

 
Annalie Jørgensen

Vi skal holde op med at negligere graviditetens hellige arbejde, men derimod give den de allerbedste kår, så det lille nye liv kan få den allerbedste start. Vi skal give fødslen tilbage til kvinden og vise tillid til og bakke op om det magiske samarbejde mellem hendes krop og hendes baby. Vi skal stoppe med at fordumme ‘ammehjernen’, men i stedet anerkende den, værdsætte den for dét, som den kan, og tilpasse os den. Og så skal vi ikke længere tale ‘morkroppen’ ned, men derimod hylde den for det magiske arbejde, den har udført.

I stedet for at tale moderskabet ned, må vi tale det op! For sandheden er, at ingen andre steder i livet eller i verden har vi så stor en betydning, som vi har i moderskabet. Det er den eneste opgave, som kun vi kan gøre allerbedst.

Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk. Og i sidste ende ville ingen af os være her, hvis ikke det var for moderskabet.

Dette indlæg er udtryk for Annalie Jørgensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til kontakt@foedslen.dk.

MODERSKAB

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.
8. juni 2020 – opdateret 16. juli 2022 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Xavier Mouton Photographie, Unsplash

 

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

Som kvinder har vi fra naturens side en iboende kraft i os, som bliver vækket til live, når vi bliver gravide og føder et barn. En superkraft, der gør os i stand til intuitivt at mærke, hvad vores barn har brug for. En slags telepatisk evne. Og helt instinktivt vil vi gøre ALT for det her lille menneske.

Uden at tøve tilsidesætter vi alle vores behov for at være der for det lille barn. Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk.

Moderskabets transformation

Med moderskabet transformeres vi både mentalt, fysisk og spirituelt. Allerede under graviditeten påbegynder kvindens hjerne en transformation. Endda så meget, at man på skanningsbilleder kan se, om hun tidligere har været gravid eller ej. Neuroplasticiteten i hjernen øges, og gør derved kvinden klar til den læringsproces, det er at skulle lære det lille nye menneske at kende. Derudover øges produktionen og evnen til at optage oxytocin – kærligheds- og tilknytningshormonet.

Kroppen åbner sig fysisk for at kunne huse og gro det nye liv, vi bærer under hjertet i ni måneder, og underlivet gennemgår den største menneskelige transformation på kortest tid under selve fødslen. Brysterne begynder at producere den nærende modermælk, som bliver byggesten for barnets vækst, celle for celle, og som på magisk vis tilpasser sig både kvalitativt og kvantitativt alt efter barnets behov.

Moderskabet muliggør også en spirituel transformation, for moderskabet kræver for alvor, at et andet menneskes behov sættes over egne. Det lærer os at være givende, opofrende, gavmilde, uselviske, nænsomme og nærværende, og er nok den mest egonedbrydende erfaring, vi som menneske kan få. Om vi vil det eller ej, vil moderskabet forandre os for altid.

Moderskabets kryptonit

Moderskabets superkraft er afhængig af og tæt forbundet med det, vi i psykologisk fagterm kalder “tilknytning”. Begrebet er i virkeligheden naturvidenskabens forsøg på at teoretisere den særlige forbindelse, der opstår mellem barnet og moderen (og senere barnet og andre vigtige personer i barnets liv), og gøre den målbar.

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, såsom konkurrence, vækst, profit, rationel logisk tænkning og målbar evidens, der dominerer. Et samfund, hvor værdier forbundet med den feminine arketype, såsom omsorg, relationer, følelser og intuition, devalueres og nedprioriteres. Et samfund, der værdisætter arbejdsliv højere end familieliv, og derfor baserer sit fundament på, at mødre og børn skal adskilles så tidligt som muligt, så mødrene kan komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen, og tilbringe størstedelen af de vågne timer væk fra deres børn. Og denne samfundsstruktur er som det rene kryptonit for moderskabets superkraft.

Moderskabet i det moderne samfund

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver. Det starter allerede i graviditeten, hvor kvinden forventes at præstere, som om det ikke kræver hårdt arbejde for hendes krop at skulle skabe og gro et helt nyt menneske.
Morgenkvalme, træthed, følelsesmæssige rutsjeture, og hvad der ellers følger med, må undertrykkes, så kvinden kan fortsætte sit liv uforandret. Så kommer fødslen, som oftest foregår under hospitalernes kontrollerede mekaniske forhold. Diverse indgreb overtager kvindekroppens egen magi, og kvinden efterlades mere eller mindre fysisk og mentalt fremmedgjort fra fødselsoplevelsen. Herved frarøves hun den enorme empowermentfølelse, hun oprindeligt er berettiget til, og som skal få hende til at mærke moderskabets superkraft fra start.

“I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver.”

 
Annalie Jørgensen

To uger efter fødslen overlades den nybagte mor alene med sin baby på barsel, isoleret fra resten af samfundet, overvældet, søvnberøvet og helt alene med det store ansvar, det er at opfostre et lille nyt menneske. Efter intensivt at have brugt 10-12 måneder på moderskabets mest krævende sider, skal kvinden tilbage til sit gamle liv på arbejdsmarkedet og præstere, som om intet var hændt. Moderskabet må nu presses ind i ulvetimer og weekender, hvor både mor og barn, trætte og udmattede, skal forsøge at finde hinanden efter adskillelsen, samtidig med at diverse huslige gøremål, venneaftaler og familiefødselsdage skal afvikles.

Vores samfundsstruktur overlader ikke meget plads til de dele af moderskabet, som rent faktisk giver energi. Og det er virkelig en stor tragedie for os alle. For under de rette omstændigheder har moderskabet nemlig et helt unikt potentiale. Et potentiale til at ændre verden og gøre den til et bedre sted.

Moderskabets potentiale

Moderskabet har potentiale til at udvikle nogle vigtige og brugbare kompetencer. Vi lærer blandt andet at præstere i kaos, håndtere et vanvittigt pres både fysisk og mentalt, blive yderst effektive, være løsningsorienterede, mægle i konflikter, blive mere empatiske og fatte os i korthed, da vi aldrig ved, hvornår vi bliver afbrudt.

Annalie Jørgensen mener, vi skal tale moderskabet mere op.

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver, skriver Annalie Jørgensen. Foto: Privat

Men endnu vigtigere, så har moderskabet et helt unik potentiale for at skabe en bedre verden. For med energi og overskud kan vi opfostre mennesker, som vokser op, næret af ubetinget kærlighed. Og denne kærlighed vil sprede sig som ringe i vand, langt ud i fremtiden. Al nyere forskning viser os nemlig, at kvaliteten af relationen til vores primære omsorgsperson har en afgørende indflydelse på, hvordan vi bliver som voksne, og at de relationer, vi knytter i vores liv, alle er præget af den første relation, vi har; den til vores mor.

Moderskabet skal tales op

Det kræver en landsby at opfostre et barn. Sådan lyder et gammelt afrikansk ordsprog. Et ordsprog, som betyder, at det kræver opbakning og støtte fra en hel landsby at kunne give et barn de bedste vilkår for at vokse op og blive et helt menneske.

Men i vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet. Til såkaldte “eksperter”, som har læst sig til, hvordan man håndterer børn.

At tro, at vi kan udlicitere denne vigtige omsorgsopgave, er desværre en illusion. For man kan ikke opnå disse feminine kompetencer på maskulin vis. Det kræver en moders kærlighed. Moderskabets superkraft. Det magiske krydderi, som gør hele forskellen.

Det er altafgørende, at vi får skabt en kultur, hvor moderinstinktet anerkendes, og hvor mødre støttes i at mærke det, i stedet for at lukke ned for det. Og lige så vigtigt er det, at det bliver nemt for moderen at følge disse instinkter. At følge sit moderinstinkt skal være en berigelse og ikke en begrænsning. Tænk, hvis en mor kunne få lov til at nyde det magiske og vidunderlige i at være den eneste, der dur, i stedet for, at det skal føles som en drænende belastning, fordi hun ikke får den støtte og anerkendelse, hun har brug for. Vi sygeliggør endda relationen mellem moderen og barnet med begreber som ‘morsyg’. I stedet burde vi støtte op om denne særlige forbindelse og give den vores dybeste respekt.

“I vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet.”

 
Annalie Jørgensen

Vi skal holde op med at negligere graviditetens hellige arbejde, men derimod give den de allerbedste kår, så det lille nye liv kan få den allerbedste start. Vi skal give fødslen tilbage til kvinden og vise tillid til og bakke op om det magiske samarbejde mellem hendes krop og hendes baby. Vi skal stoppe med at fordumme ‘ammehjernen’, men i stedet anerkende den, værdsætte den for dét, som den kan, og tilpasse os den. Og så skal vi ikke længere tale ‘morkroppen’ ned, men derimod hylde den for det magiske arbejde, den har udført.

I stedet for at tale moderskabet ned, må vi tale det op! For sandheden er, at ingen andre steder i livet eller i verden har vi så stor en betydning, som vi har i moderskabet. Det er den eneste opgave, som kun vi kan gøre allerbedst.

Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk. Og i sidste ende ville ingen af os være her, hvis ikke det var for moderskabet.

Dette indlæg er udtryk for Annalie Jørgensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til kontakt@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

af | nov 19, 2024

MODERSKAB

Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.

19. november 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Unsplash

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.  

Camilla Willumsen er Cand.pæd., forældrerådgiver, forfatter til bogen Dit barn dine beslutninger og står bag www.moderskaber.dk. Du kan følge hende på instagramkontoen @camilla_willumsen.

De fleste af os har siden vi var små lært, at Danmark er et trygt og sikkert samfund for både forældre og børn. Vi har lært, at dygtige mennesker tager ansvar for, at velfærdssystemet understøtter så høj en levestandard for borgerne som muligt. Vi har lært, at vi til gengæld for en høj skatteprocent har et velfungerende system, vi kan læne os ind i. Et velfærdssystem, der hjælper os, når vi skal føde, når vi bliver syge, eller hvis vi er ude for en ulykke. Et system, der understøtter os i at få livet og dagligdagen til at fungere tilfredsstillende.

Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.

Langt størstedelen af de danske forældre er afhængige af offentlige tilbud, når de er gravide, skal føde og har mindre børn. Nogle har brug for ofte at benytte sig af sundhedssystemet, andre har brug for pasningstilbud til deres børn, og andre igen har brug for noget tredje, fjerde eller femte.

Men nu er dette net under os for alvor ved at gå i stykker. Nettet, vi var blevet fortalt ville holde os og beskytte os. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at de og deres børn falder igennem det medtagede net og rammer jorden med et brag. Med blå mærker på arme og ben, tårer og hjertesmerte til følge. Det her er et svigt, der opleves af forældre på tværs af landsdele, politisk observans og klasseskel.

“Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.”

 
Camilla Willumsen

Min egen første fødsel og indlæggelse på Rigshospitalet tretten år tilbage er et eksempel på et systemsvigt. Et fødselsforløb, der tog mig flere år, stærkt nedsat arbejdstid og en masse krops- og samtaleterapi at komme styrket videre fra.  Tre jordemoderskift under fødslen, ekstrem ferietravlhed på afdelingen og min mand, der ikke fik lov til at blive efterfølgende, selvom vi havde fået at vide, at der var 10 procents risiko for, at vores søn ikke ville overleve. Og listen fortsætter.

Min bog “Dit barn – dine beslutninger” er en del af det løfte, jeg gav vores søn Emil, da jeg bar ham ud af Rigshospitalet i juli måned 2011.

I årene efter min første fødsel talte jeg med andre kvinder, der kort forinden havde født på hospitalet. Kloge og bevidste kvinder, der med lettere flakkende øjne og sitrende hænder fortalte mig om deres svære fødselsoplevelser på fødeafdelinger rundt omkring i Danmark. Og her blev jeg bekræftet i, at det ikke var en mindre gruppe kvinder, der havde haft oplevelser som lignede min. Dér gik det for alvor op for mig, at min første fødselshistorie ikke var min historie.

Det var vores historie.

En historie om tidspres og for lidt personale under fødslerne. Om fødsler, der blev tilgået mekanisk. Med tests og risikovurderinger, igangsættelser, vedrop, epidura, syntocinonl. Ja alt, hvad den kan trække af medicinsk intervention.

Men trygheden manglede. Understøttelsen af veernes naturlige gang manglede. Nærværet og omsorgen for den fødende kvinde manglede.

Min første fødsel og efterfølgende indlæggelse blev en traumatisk oplevelse på trods af dygtige og hjertelige jordemødre, der ville omsorgen. Der ville mig og de andre fødende og barslende kvinder. Men som kun har to arme og et par øjne hver, uagtet hvor hårdt de arbejder. Det er vigtigt for mig, at vi ikke underkender, hvor meget sundhedspersonalet også lider under disse rammer og særligt på de dage, hvor der er stærk underbemanding, som der var den sommerferienat, hvor jeg fødte mit første barn.

En hel del af de mødre, jeg taler med for tiden, står lige der, hvor jeg stod for 13 år siden. De har slået sig, men ønsker at komme stærkt videre. De finder urkraften frem og insisterer på at vælge det vigtigste først. De finder modet til at sige fra over for samfundets normer og forventninger, men nok først og fremmest over for deres egne forestillinger om, hvordan de skal være i verden, og hvordan de skal være som mødre. Jeg læste for nyligt et sted, at hvile i 2024 er aktivisme i sin mest potente form, og det kan jeg kun være enig i. For hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.

Det kan være en udfordring, for vi (nutidens mødre) får ofte at vide, at vi er hysteriske, for følsomme og overbeskyttende, når vi handler i allerstørst integritet. Til gengæld bliver vi rost, når vores børn er “nemme”, så vi kan fokusere på at opfylde alle mulige andres materielle og ikke-bæredygtige interesser. Men vi kan vælge at lytte til os selv og til vores børns behov. Vi kan vælge en anden vej.

“Hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.”

 
Camilla Willumsen

I mine samtaler med forældre står det meget klart, at det er en svær kunst at navigere i et samfund, der falder fra hinanden, når det nye først langsomt er ved at blive bygget. Men vi kan alle vælge en anden vej. Ikke alle har dog umiddelbart adgang til de rareste ruter. Som barn af arbejderklassen ved jeg, at klassesamfundet er en realitet. Derfor må idealerne vige til fordel for at gøre det, vi kan gøre, med det, vi har at gøre med.

Første skridt mod at hele efter min fødsel var for mig at blive mest hjemme og leve livet i et langsomt tempo i mine første år som mor. I bogstaveligste forstand prioritere og acceptere, at jeg havde brug for at være mest i min egen stue og bevæge mig rundt i mit eget tempo. Også efter at min barsel var slut. Jeg var såkaldt ineffektiv og satte alle ydre ambitioner på hold. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at dybe traumelag i mig blev helet i den periode, og at mange brikker faldt på plads i vores familie, men perioden i sig selv var langt fra en køn affære. Ofte var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville komme igennem det. Men inderst inde vidste jeg, at det var som at skyde en pil fremad. Hvis jeg ville være i stand til at betræde mit moderskab fra et mere fredfyldt og centreret sted og opbygge styrken til at gøre nogle af de ting, jeg drømte om, måtte jeg hive pilen helt tilbage først.

Det urealistiske syn jeg havde på, hvad jeg kunne klare og under hvilke omstændigheder jeg kunne klare det, inden jeg selv blev mor, ser jeg for fuld udblæsning i det kollektive felt. Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.

Andet skridt var for mig at acceptere, at jeg var langt mere sårbar, end jeg tidligere havde bildt mig ind. At acceptere, vi mennesker som art er sårbare, uanset hvem vi er, og hvilken personlighed vi har. Og at vi derfor har brug for hinanden.

“Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.”

 
Camilla Willumsen

Da jeg sad der med min søn på brystet i de mørke nætter, stod klart for mig, at vores fremtid ikke kun er afhængig af, at jeg tog mig min tid og passede på mig selv og på ham, så godt som jeg var i stand til. Jeg kunne se, at vores fremtid i høj grad er afhængig af, hvilke mennesker og hvilke miljøer jeg lænede mig ind i og ikke mindst selv var med til at skabe og udvikle. Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.

Forældre er de nye folketingspolitikere.

“Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.”

 
Camilla Willumsen

Tredje skridt for mig var at fortsætte den helbredsrejse, jeg var begyndt på 5 år tidligere, i forbindelse med at jeg blev pludseligt syg. At prioritere nærende mad, naturmedicin. Også selvom det betød, at vi økonomisk var enormt pressede og ikke havde mulighed for at gøre eller købe særlig meget andet. Og selvom jeg aldrig ville have prioriteret anderledes, så ville det være løgn at sige, at det ikke havde en bagside. Men når man ikke kan trives fysisk og psykisk med lange dage væk fra sit barn, ikke kan bære at stå op til et hårdt arbejdsmiljø hver dag og ikke kan nøjes med fastfood på farten, hvis man skal forblive rask, så føles valget ikke rigtigt længere som et valg, men som en nødvendighed.

De første svære år efter vores søns fødsel ændrede mig for altid. Faldet igennem nettet bragte mig i større kontakt med jorden under mig. Den jord, der kan være hård, kold og nådesløs, men som også er den jord, hvorfra alt levende kan spire og gro. Da jeg havde ømmet mig og grædt endnu en gang over, at de voksne ikke findes “deroppe” i magtens centrum (selvom jeg inderst inde hele tiden havde vidst det), kunne min mand og jeg binde vores barn fast på maven og begynde at bygge vores liv op fra bunden med jorden under os som det bærende element. Den jord, der er under os alle, uanset om vi bor i byen eller på landet. Jorden som ikke beder os om at leve en særlig livsstil eller om at kunne leve op til diverse idealer – men som beder os om at tage vores liv tilbage, fordi vi er en del af den, og den en del af os.

Konkurrencestaten og dens præmisser definerer os ikke og den kan ikke måle vores værd. For omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.

“Omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.”

 
Camilla Willumsen

Samtalerne med forældre har efterfølgende bekræftet, at det ikke var min skyld, at mit fødselsforløb gik, som det gik. Men samtidig har de tydeliggjort, at jeg selv blev nødt til at tage ansvar for, at det samme ikke gentog sig. Der var ikke andre end mig selv, der kunne tage ansvar for det. Jeg valgte derfor fire år efter at føde min datter derhjemme.

Når vi kvinder lytter til vores kropslige intuition, kan vi sætte os selv og vores (kommende) børn frie til at lege og til at leve. Dette har intet at gøre med at bruge fødslen til selvrealisering eller med at se børnene som projekter.

Det er kun magtmennesker med murer om hjertet, der tror, at egodrevede og økonomiske cost-benefit analyser gælder her hos os. Det gør de ikke. Det kan de slet ikke. For vores børns liv er ikke til salg.

MODERSKAB

Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.

19. november 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Unsplash

 

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.

Camilla Willumsen er Cand.pæd., forældrerådgiver, forfatter til bogen Dit barn dine beslutninger og står bag www.moderskaber.dk. Du kan følge hende på instagramkontoen @camilla_willumsen.

De fleste af os har siden vi var små lært, at Danmark er et trygt og sikkert samfund for både forældre og børn. Vi har lært, at dygtige mennesker tager ansvar for, at velfærdssystemet understøtter så høj en levestandard for borgerne som muligt. Vi har lært, at vi til gengæld for en høj skatteprocent har et velfungerende system, vi kan læne os ind i. Et velfærdssystem, der hjælper os, når vi skal føde, når vi bliver syge, eller hvis vi er ude for en ulykke. Et system, der understøtter os i at få livet og dagligdagen til at fungere tilfredsstillende.

Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.

Langt størstedelen af de danske forældre er afhængige af offentlige tilbud, når de er gravide, skal føde og har mindre børn. Nogle har brug for ofte at benytte sig af sundhedssystemet, andre har brug for pasningstilbud til deres børn, og andre igen har brug for noget tredje, fjerde eller femte.

Men nu er dette net under os for alvor ved at gå i stykker. Nettet, vi var blevet fortalt ville holde os og beskytte os. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at de og deres børn falder igennem det medtagede net og rammer jorden med et brag. Med blå mærker på arme og ben, tårer og hjertesmerte til følge. Det her er et svigt, der opleves af forældre på tværs af landsdele, politisk observans og klasseskel.

“Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.”

 
Camilla Willumsen

Min egen første fødsel og indlæggelse på Rigshospitalet tretten år tilbage er et eksempel på et systemsvigt. Et fødselsforløb, der tog mig flere år, stærkt nedsat arbejdstid og en masse krops- og samtaleterapi at komme styrket videre fra.  Tre jordemoderskift under fødslen, ekstrem ferietravlhed på afdelingen og min mand, der ikke fik lov til at blive efterfølgende, selvom vi havde fået at vide, at der var 10 procents risiko for, at vores søn ikke ville overleve. Og listen fortsætter.

Min bog “Dit barn – dine beslutninger” er en del af det løfte, jeg gav vores søn Emil, da jeg bar ham ud af Rigshospitalet i juli måned 2011.

I årene efter min første fødsel talte jeg med andre kvinder, der kort forinden havde født på hospitalet. Kloge og bevidste kvinder, der med lettere flakkende øjne og sitrende hænder fortalte mig om deres svære fødselsoplevelser på fødeafdelinger rundt omkring i Danmark. Og her blev jeg bekræftet i, at det ikke var en mindre gruppe kvinder, der havde haft oplevelser som lignede min. Dér gik det for alvor op for mig, at min første fødselshistorie ikke var min historie.

Det var vores historie.

En historie om tidspres og for lidt personale under fødslerne. Om fødsler, der blev tilgået mekanisk. Med tests og risikovurderinger, igangsættelser, vedrop, epidura, syntocinonl. Ja alt, hvad den kan trække af medicinsk intervention.

Men trygheden manglede. Understøttelsen af veernes naturlige gang manglede. Nærværet og omsorgen for den fødende kvinde manglede.

Min første fødsel og efterfølgende indlæggelse blev en traumatisk oplevelse på trods af dygtige og hjertelige jordemødre, der ville omsorgen. Der ville mig og de andre fødende og barslende kvinder. Men som kun har to arme og et par øjne hver, uagtet hvor hårdt de arbejder. Det er vigtigt for mig, at vi ikke underkender, hvor meget sundhedspersonalet også lider under disse rammer og særligt på de dage, hvor der er stærk underbemanding, som der var den sommerferienat, hvor jeg fødte mit første barn.

En hel del af de mødre, jeg taler med for tiden, står lige der, hvor jeg stod for 13 år siden. De har slået sig, men ønsker at komme stærkt videre. De finder urkraften frem og insisterer på at vælge det vigtigste først. De finder modet til at sige fra over for samfundets normer og forventninger, men nok først og fremmest over for deres egne forestillinger om, hvordan de skal være i verden, og hvordan de skal være som mødre. Jeg læste for nyligt et sted, at hvile i 2024 er aktivisme i sin mest potente form, og det kan jeg kun være enig i. For hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.

Det kan være en udfordring, for vi (nutidens mødre) får ofte at vide, at vi er hysteriske, for følsomme og overbeskyttende, når vi handler i allerstørst integritet. Til gengæld bliver vi rost, når vores børn er “nemme”, så vi kan fokusere på at opfylde alle mulige andres materielle og ikke-bæredygtige interesser. Men vi kan vælge at lytte til os selv og til vores børns behov. Vi kan vælge en anden vej.

“Hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.”

 
Camilla Willumsen

I mine samtaler med forældre står det meget klart, at det er en svær kunst at navigere i et samfund, der falder fra hinanden, når det nye først langsomt er ved at blive bygget. Men vi kan alle vælge en anden vej. Ikke alle har dog umiddelbart adgang til de rareste ruter. Som barn af arbejderklassen ved jeg, at klassesamfundet er en realitet. Derfor må idealerne vige til fordel for at gøre det, vi kan gøre, med det, vi har at gøre med.

Første skridt mod at hele efter min fødsel var for mig at blive mest hjemme og leve livet i et langsomt tempo i mine første år som mor. I bogstaveligste forstand prioritere og acceptere, at jeg havde brug for at være mest i min egen stue og bevæge mig rundt i mit eget tempo. Også efter at min barsel var slut. Jeg var såkaldt ineffektiv og satte alle ydre ambitioner på hold. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at dybe traumelag i mig blev helet i den periode, og at mange brikker faldt på plads i vores familie, men perioden i sig selv var langt fra en køn affære. Ofte var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville komme igennem det. Men inderst inde vidste jeg, at det var som at skyde en pil fremad. Hvis jeg ville være i stand til at betræde mit moderskab fra et mere fredfyldt og centreret sted og opbygge styrken til at gøre nogle af de ting, jeg drømte om, måtte jeg hive pilen helt tilbage først.

Det urealistiske syn jeg havde på, hvad jeg kunne klare og under hvilke omstændigheder jeg kunne klare det, inden jeg selv blev mor, ser jeg for fuld udblæsning i det kollektive felt. Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.

Andet skridt var for mig at acceptere, at jeg var langt mere sårbar, end jeg tidligere havde bildt mig ind. At acceptere, vi mennesker som art er sårbare, uanset hvem vi er, og hvilken personlighed vi har. Og at vi derfor har brug for hinanden.

“Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.”

 
Camilla Willumsen

Da jeg sad der med min søn på brystet i de mørke nætter, stod klart for mig, at vores fremtid ikke kun er afhængig af, at jeg tog mig min tid og passede på mig selv og på ham, så godt som jeg var i stand til. Jeg kunne se, at vores fremtid i høj grad er afhængig af, hvilke mennesker og hvilke miljøer jeg lænede mig ind i og ikke mindst selv var med til at skabe og udvikle. Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.

Forældre er de nye folketingspolitikere.

“Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.”

 
Camilla Willumsen

Tredje skridt for mig var at fortsætte den helbredsrejse, jeg var begyndt på 5 år tidligere, i forbindelse med at jeg blev pludseligt syg. At prioritere nærende mad, naturmedicin. Også selvom det betød, at vi økonomisk var enormt pressede og ikke havde mulighed for at gøre eller købe særlig meget andet. Og selvom jeg aldrig ville have prioriteret anderledes, så ville det være løgn at sige, at det ikke havde en bagside. Men når man ikke kan trives fysisk og psykisk med lange dage væk fra sit barn, ikke kan bære at stå op til et hårdt arbejdsmiljø hver dag og ikke kan nøjes med fastfood på farten, hvis man skal forblive rask, så føles valget ikke rigtigt længere som et valg, men som en nødvendighed.

De første svære år efter vores søns fødsel ændrede mig for altid. Faldet igennem nettet bragte mig i større kontakt med jorden under mig. Den jord, der kan være hård, kold og nådesløs, men som også er den jord, hvorfra alt levende kan spire og gro. Da jeg havde ømmet mig og grædt endnu en gang over, at de voksne ikke findes “deroppe” i magtens centrum (selvom jeg inderst inde hele tiden havde vidst det), kunne min mand og jeg binde vores barn fast på maven og begynde at bygge vores liv op fra bunden med jorden under os som det bærende element. Den jord, der er under os alle, uanset om vi bor i byen eller på landet. Jorden som ikke beder os om at leve en særlig livsstil eller om at kunne leve op til diverse idealer – men som beder os om at tage vores liv tilbage, fordi vi er en del af den, og den en del af os.

Konkurrencestaten og dens præmisser definerer os ikke og den kan ikke måle vores værd. For omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.

“Omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.”

 
Camilla Willumsen

Samtalerne med forældre har efterfølgende bekræftet, at det ikke var min skyld, at mit fødselsforløb gik, som det gik. Men samtidig har de tydeliggjort, at jeg selv blev nødt til at tage ansvar for, at det samme ikke gentog sig. Der var ikke andre end mig selv, der kunne tage ansvar for det. Jeg valgte derfor fire år efter at føde min datter derhjemme.

Når vi kvinder lytter til vores kropslige intuition, kan vi sætte os selv og vores (kommende) børn frie til at lege og til at leve. Dette har intet at gøre med at bruge fødslen til selvrealisering eller med at se børnene som projekter.

Det er kun magtmennesker med murer om hjertet, der tror, at egodrevede og økonomiske cost-benefit analyser gælder her hos os. Det gør de ikke. Det kan de slet ikke. For vores børns liv er ikke til salg.

LÆS OGSÅ

Det er min opgave at passe på mine børn – ikke at opretholde samfundsskabte normer

af | feb 14, 2024

MODERSKAB

Det er min opgave at passe på mine børn – ikke at opretholde samfundsskabte normer

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

14. februar 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Sergio Calero

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

Følgende er et uddrag af Camilla Willumsens nye bog Dit barn – dine beslutninger. Et uddrag, der er udvalgt, fordi det er en kærlig påmindelse om, hvor vigtigt det er at mærke efter – også selvom det gør ondt.

Det kan frustrere mig helt enormt, at det stykke arbejde, som forældre gør for at understøtte deres børns trivsel og sundhed, ikke bliver mødt med større anerkendelse fra samfundets side. For mig har det føltes underligt gang på gang at få ros og anerkendelse for ydre præstationer i mit liv, når jeg på det område, hvor jeg gjorde det største, og for mig mest betydningsfulde stykke arbejde, var usynlig “ude i samfundet”.

Nu kan jeg retrospektivt se, at det har givet mig selvrespekt, at jeg fra starten af mit moderskab stod ved mig selv og traf en række beslutninger, som jeg vidste var afgørende for mine børns helbred og trivsel, på trods af at jeg ingen ydre anerkendelse fik for det.
Denne form for indsats fortryder vi sjældent, i modsætning til de valg, vi træffer, fordi vi er bange for at sige fra eller at skille os ud fra mængden.

Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.

Det kan da godt være, at de fleste andre også gør det, og det er såkaldt “normalt”. Men vi lever også i et samfund, der har normaliseret rigtig mange praksisser, der pænt sagt ikke er gode for os.

“Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.”

 
Camilla Willumsen

Vi vil altid blive påvirket af både de synlige og de usynlige normer omkring os. Normer, som værdisætter forskellige handlinger.
Når vi bliver bevidste om det, kan vi tage stilling til, om det er noget, vi ser en værdi i at videreføre, eller om vi synes, det er bedre at gøre noget andet.

Vi kan holde op med at handle per automatik på de områder, hvor en forandring ville være at foretrække.

Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.

Når vi er sammen med andre, som hviler i deres integritet, kan vi mærke, hvor vi har forladt os selv. Og når vi hviler i vores integritet, kan andre mennesker mærke, hvor de har forladt sig selv. Og det kan fremprovokere svære følelser. Det er helt ok, selvom det kan føles ubehageligt.

“Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.”

 
Camilla Willumsen

Kærlighed er ikke konfliktsky medløberi. Kærlighed er at gøre det, man må gøre. Kærlighed er at sige det, man må sige, uden at dømme sig selv eller andre. Når vi gør det, vi må gøre, så overlever vi ikke bare. Så lever vi. Vi lever et liv, vi kan stå inde for. Et fuldt liv. Et helt liv. Det betyder selvfølgelig ikke, at livet bliver hverken nemt eller smertefrit af den grund, og slet ikke “Instagram-pænt”, for det er ikke livets natur.

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer. Eller ikke at begå fejl. Det handler heller ikke om at dyrke selvudvikling, fordi vi ikke tror, vi er gode nok, som vi er.

Det handler om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os.

MODERSKAB

Det er min opgave at passe på mine børn
– ikke at opretholde samfundsskabte normer

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

14. februar 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Sergio Calero

 

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

Følgende er et uddrag af Camilla Willumsens nye bog Dit barn – dine beslutninger. Et uddrag, der er udvalgt, fordi det er en kærlig påmindelse om, hvor vigtigt det er at mærke efter – også selvom det gør ondt.

Det kan frustrere mig helt enormt, at det stykke arbejde, som forældre gør for at understøtte deres børns trivsel og sundhed, ikke bliver mødt med større anerkendelse fra samfundets side. For mig har det føltes underligt gang på gang at få ros og anerkendelse for ydre præstationer i mit liv, når jeg på det område, hvor jeg gjorde det største, og for mig mest betydningsfulde stykke arbejde, var usynlig “ude i samfundet”.

Nu kan jeg retrospektivt se, at det har givet mig selvrespekt, at jeg fra starten af mit moderskab stod ved mig selv og traf en række beslutninger, som jeg vidste var afgørende for mine børns helbred og trivsel, på trods af at jeg ingen ydre anerkendelse fik for det.
Denne form for indsats fortryder vi sjældent, i modsætning til de valg, vi træffer, fordi vi er bange for at sige fra eller at skille os ud fra mængden.

Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.

Det kan da godt være, at de fleste andre også gør det, og det er såkaldt “normalt”. Men vi lever også i et samfund, der har normaliseret rigtig mange praksisser, der pænt sagt ikke er gode for os.

“Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.”

 
Camilla Willumsen

Vi vil altid blive påvirket af både de synlige og de usynlige normer omkring os. Normer, som værdisætter forskellige handlinger.
Når vi bliver bevidste om det, kan vi tage stilling til, om det er noget, vi ser en værdi i at videreføre, eller om vi synes, det er bedre at gøre noget andet.

Vi kan holde op med at handle per automatik på de områder, hvor en forandring ville være at foretrække.

Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.

Når vi er sammen med andre, som hviler i deres integritet, kan vi mærke, hvor vi har forladt os selv. Og når vi hviler i vores integritet, kan andre mennesker mærke, hvor de har forladt sig selv. Og det kan fremprovokere svære følelser. Det er helt ok, selvom det kan føles ubehageligt.

“Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.”

 
Camilla Willumsen

Kærlighed er ikke konfliktsky medløberi. Kærlighed er at gøre det, man må gøre. Kærlighed er at sige det, man må sige, uden at dømme sig selv eller andre. Når vi gør det, vi må gøre, så overlever vi ikke bare. Så lever vi. Vi lever et liv, vi kan stå inde for. Et fuldt liv. Et helt liv. Det betyder selvfølgelig ikke, at livet bliver hverken nemt eller smertefrit af den grund, og slet ikke “Instagram-pænt”, for det er ikke livets natur.

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer. Eller ikke at begå fejl. Det handler heller ikke om at dyrke selvudvikling, fordi vi ikke tror, vi er gode nok, som vi er.

Det handler om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os.

 

Dit barn – dine beslutninger: Holistiske veje igennem graviditet, fødsel og barnets første år er skrevet af Camilla Willumsen, som også står bag moderskaber.dk. Bogen udkom i november 2023 og kan købes HER (affiliate link).

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

 

LÆS OGSÅ

Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst

af | jan 1, 2024

ANMELDELSE

Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

1. januar 2024 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Muusmann

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

ANMELDELSE Dit barn – dine beslutninger er en bog, jeg håber, jordemødre og andre med kontakt til vordende og nybagte forældre vil uddele rundhåndet.

For udover at være kort, skrevet i et enkelt og letforståeligt sprog, peger den også på andre veje og måder at gøre tingene på end dem, vi ofte støder på i det etablerede sundhedssystem og samfundet generelt.

Kærlige alternativer, kalder forfatter Camilla Willumsen det meget dækkende selv.

Og dem er der i den grad brug for.

For som kommende eller nybagte forældre kan vi let komme til at handle ud fra andres forventninger, nedarvede mønstre eller samfundets normer frem for, hvad der føles rigtigt for lige netop os og vores børn.

Dit barn – dine beslutninger er derfor en lille tiltrængt perle, som rummer lige netop nok viden og input til at sætte nye tanker og følelser i gang – eller bakke op om nogen, som måske allerede er der, men ikke tidligere er blevet mødt.

“Du behøver ikke diske op med en akademisk eller forskningsbaseret argumentation for dine valg. Du har ret til at træffe dine valg, og du skylder ikke andre at forsvare dem.”

 
Camilla Willumsen

Med hjælp fra flere dygtige fagfolk kommer Camilla Willumsen således også omkring stort alle de aspekter af fødsel, graviditet og moderskab, jeg selv gerne ville have været introduceret for tidligere i mit eget moderskab.

For eksempel bidrager psykolog og spædbarnsterapeut Henrik Dybvad med et afsnit om fostrets og fødslens psykologi og tydeliggør klart, hvor vigtig tiden inden, barnet bliver født, også er. Anne Ruby, der er privat jordemoder og hypnoterapeut, skriver om, hvilke overvejelser man kan gøre sig inden fødslen for at tage ejerskab over den. Og læge Nanna-Marie Bjerre skriver om navlesnorens funktion og fordelene ved sen afnavling. 

Bogen rummer dog også kapitler om blandt andet rebozo-massage, doula-effekten, hjemmefødsel, amning og brug af sundhedsplejerske samt læge efter fødslen.

Det hele kædes sammen af Camilla Willumsens egne oplevelser og erfaringer med en traumatisk fødsel i 2011 og en – på den anden side – helende og transformerende fødsel igen i 2015.

Det, sammen de med korte kapitler, der hver især kan ses som appetizere, hvorfra man selv kan opsøge yderligere og uddybende viden, hvis det ønskes, fungerer virkelig godt og understreger kun bogens budskab.

For som Camilla Willumsen selv skriver:

”Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst. Hvis du fx oplever, at dit barn har behov for at blive ammet om natten, så har det nok det. Du ved meget mere om dit barns behov, end du måske tror. Det er nok en viden, der til dels er ordløs, men de gør den ikke mindre sand. Du behøver ikke diske op med en akademisk eller forskningsbaseret argumentation for dine valg. Du har ret til at træffe dine valg, og du skylder ikke andre at forsvare dem.”

Dit barn – dine beslutninger er den blide hånd i ryggen, der støtter dig i tage din autoritet tilbage og stole på egne forældreevner, og den har været manglet.

ANMELDELSE

Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

1. januar 2024 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Muusmann

 

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

 

ANMELDELSE Dit barn – dine beslutninger er en bog, jeg håber, jordemødre og andre med kontakt til vordende og nybagte forældre vil uddele rundhåndet.

For udover at være kort, skrevet i et enkelt og letforståeligt sprog, peger den også på andre veje og måder at gøre tingene på end dem, vi ofte støder på i det etablerede sundhedssystem og samfundet generelt.

Kærlige alternativer, kalder forfatter Camilla Willumsen det meget dækkende selv.

Og dem er der i den grad brug for.

For som kommende eller nybagte forældre kan vi let komme til at handle ud fra andres forventninger, nedarvede mønstre eller samfundets normer frem for, hvad der føles rigtigt for lige netop os og vores børn.

Dit barn – dine beslutninger er derfor en lille tiltrængt perle, som rummer lige netop nok viden og input til at sætte nye tanker og følelser i gang – eller bakke op om nogen, som måske allerede er der, men ikke tidligere er blevet mødt.

“Du behøver ikke diske op med en akademisk eller forskningsbaseret argumentation for dine valg. Du har ret til at træffe dine valg, og du skylder ikke andre at forsvare dem.”

 
Camilla Willumsen

Med hjælp fra flere dygtige fagfolk kommer Camilla Willumsen således også omkring stort alle de aspekter af fødsel, graviditet og moderskab, jeg selv gerne ville have været introduceret for tidligere i mit eget moderskab.

For eksempel bidrager psykolog og spædbarnsterapeut Henrik Dybvad med et afsnit om fostrets og fødslens psykologi og tydeliggør klart, hvor vigtig tiden inden, barnet bliver født, også er. Anne Ruby, der er privat jordemoder og hypnoterapeut, skriver om, hvilke overvejelser man kan gøre sig inden fødslen for at tage ejerskab over den. Og læge Nanna-Marie Bjerre skriver om navlesnorens funktion og fordelene ved sen afnavling. 

Bogen rummer dog også kapitler om blandt andet rebozo-massage, doula-effekten, hjemmefødsel, amning og brug af sundhedsplejerske samt læge efter fødslen.

Det hele kædes sammen af Camilla Willumsens egne oplevelser og erfaringer med en traumatisk fødsel i 2011 og en – på den anden side – helende og transformerende fødsel igen i 2015.

Det, sammen de med korte kapitler, der hver især kan ses som appetizere, hvorfra man selv kan opsøge yderligere og uddybende viden, hvis det ønskes, fungerer virkelig godt og understreger kun bogens budskab.

For som Camilla Willumsen selv skriver:

”Du er den, der kender dig selv og dit barn bedst. Hvis du fx oplever, at dit barn har behov for at blive ammet om natten, så har det nok det. Du ved meget mere om dit barns behov, end du måske tror. Det er nok en viden, der til dels er ordløs, men de gør den ikke mindre sand. Du behøver ikke diske op med en akademisk eller forskningsbaseret argumentation for dine valg. Du har ret til at træffe dine valg, og du skylder ikke andre at forsvare dem.”

Dit barn – dine beslutninger er den blide hånd i ryggen, der støtter dig i tage din autoritet tilbage og stole på egne forældreevner, og den har været manglet.

 

Dit barn – dine beslutninger: Holistiske veje igennem graviditet, fødsel og barnets første år er skrevet af Camilla Willumsen, som også står bag moderskaber.dk. Bogen udkom i november 2023 og kan købes HER (affiliate link).

 I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

 

LÆS OGSÅ

Du kan ikke se lyset brænde stærkt, før mørket falder på

af | nov 13, 2023

HEALING

Du kan ikke se lyset brænde stærkt, før mørket falder på

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden, skriver Abi Frost.

13. september 2023 | Af Abi Frost | Foto: Pixabay

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Sommeren er gået på hæld, og vi går mod mørkere tider. Det er naturens såvel som livets gang: For at der kan være lys, må der også være mørke.

Det er en naturlig cyklus, som er gældende i mange henseender. Lys og mørk, dag og nat, rart og u-rart, indre og ydre, synligt og usynligt.

Problemet er blot, at vi i dag lever på en måde, hvor vi har mere fokus på lyset og lyst end på mørket – i hvert fald hvis vi kigger på det åndelige plan.

Mørket er blevet en udskældt del af helheden. Mørket er blevet noget, vi frygter. Noget, vi løber fra, og noget, vi tror, vi for alt i verden skal forsøge at undgå.

Mørket er i vores tid ikke velkomment. For det er ikke kønt. Det sælger ikke og skal helst gemmes væk.

I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.

Hele generationer har måttet ”klemme ballerne sammen” og tørre tårerne bort. De har ikke lært at forholde sig til mørket, for mørke, vrede, sorg og ”negative” følelser har ikke været velkomne.

Vi higer i stedet efter lyset, der er blevet en slags synonym med frelse og forløsning.

I den jagt glemmer vi blot, at vi ikke kan finde lyset eller blive oplyste, hvis vi ikke først tør gå gennem mørket og blive venner med det. Vi kan ikke kun dyrke lyset. Vi kan ikke kun have dag, og vi kan ikke kun have succes. Der skal være plads til mørket, nætterne og læring. Vi har brug for begge dele.

“I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.”

 
Abi Frost

Der er ingen vej udenom, for mørket findes i os alle. I vores sorger, vores traumer og vores frygt. Både det tillærte, det, vi har erfaret igennem et levet liv, og via den bagage, vores sjæl har med sig.

Hvis vi løber fra det, løber vi fra dele af os selv, og dermed føler vi os aldrig som de hele væsner, vi er. Vi bliver splittede og får svært ved at mærke os selv. Vores nervesystem vil blive overbelastet, fordi vi prøver at overdøve ”larmen” fra mørket. Vi forholder os ganske enkelt ikke til helheden indeni.

Mørket vil altid komme snigende på den ene eller anden måde og gøre opmærksom på sin eksistens. Mørket – eller sorgen, smerten, ensomheden og vreden – manifesterer sig lige meget, hvor meget du undertrykker det. Det vil være der og kræve sin tid og plads. Og jo længere tid, du venter på at møde det, jo mere insisterende vil det være.

Stress, depression, udbrændthed og angst er alle tydelige tegn på, at mørket har taget over. Det, nogle vil kalde folkesygdomme, er for mig tydelige tegn på, at vi gør noget forkert eller jagter noget uopnåeligt. At vi løber efter lyset. Og jo længere tid, vi gør det – og fornægter mørket – desto mere vil netop mørket fylde og kræve af os.

Men hvad mon der ville ske, hvis vi turde sætte os med ubehaget i mørket og blot tillade, at det var der? Hvilke sandheder om os selv ville vi erfare? Hvilke følelser ville vi komme i kontakt med? Hvad ville vores ”dæmoner” fortælle os, hvis de fik lov?

I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. Hvis ikke vi tør have dårlige dage, hvordan skal vi da kunne opleve de gode? Hvis ikke vi giver os selv lov at mærke vreden, hvordan ved vi da, hvad indre ild er og kan? Hvis ikke vi tør overgive os til sorgen, hvordan ved vi da, hvad forløsningen føles som?

“I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. “

 
Abi Frost

Vi kan ikke bevæge os ind i en mere oplyst tilstand, hvis vi ikke tør vandre igennem mørket. Præcis som du ikke kan se, om lyset brænder stærkt, før mørket falder på.

Livet består af lys og mørke. Livet består af opture og nedture. Livet består af lykke og sorg. Det hele er der, og det hele skal have sin plads. Og når først vi tør favne mørket, vil lyset blive så meget smukkere.

Mit ønske er derfor, at vi her og nu og i fremtiden bliver bedre til at møde og gøre plads til begge dele. For:

Tænk, hvis det blev anset som normalt at have både gode og dårlige dage.

Tænk, hvis de dårlige ikke skulle fixes, men rummes og æres.

Tænk, hvis vi havde et samfund, hvor det var muligt at græde i offentligheden, uden at skyld og skam var en naturlig følgesvend.

Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet.

Tænk, hvis fejl blev anset som en del af vejen til succes.

Tænk, hvis mørket blev anset som lige så vigtigt som lyset.

“Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet. “

 
Abi Frost

Tænk, hvis vi ikke delte verden op i godt/rigtigt og dårligt/forkert.

Tænk, hvis vi var her for at opleve det hele.

Tænk, hvis mørket var her for at vise os lyset!

HEALING

Du kan ikke se lyset brænde stærkt, før mørket falder på

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden, skriver Abi Frost.

13. september 2023 | Af Abi Frost | Foto: Pixabay

 

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

 

Sommeren er gået på hæld, og vi går mod mørkere tider. Det er naturens såvel som livets gang: For at der kan være lys, må der også være mørke.

Det er en naturlig cyklus, som er gældende i mange henseender. Lys og mørk, dag og nat, rart og u-rart, indre og ydre, synligt og usynligt.

Problemet er blot, at vi i dag lever på en måde, hvor vi har mere fokus på lyset og lyst end på mørket – i hvert fald hvis vi kigger på det åndelige plan.

Mørket er blevet en udskældt del af helheden. Mørket er blevet noget, vi frygter. Noget, vi løber fra, og noget, vi tror, vi for alt i verden skal forsøge at undgå.

Mørket er i vores tid ikke velkomment. For det er ikke kønt. Det sælger ikke og skal helst gemmes væk.

I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.

Hele generationer har måttet ”klemme ballerne sammen” og tørre tårerne bort. De har ikke lært at forholde sig til mørket, for mørke, vrede, sorg og ”negative” følelser har ikke været velkomne.

Vi higer i stedet efter lyset, der er blevet en slags synonym med frelse og forløsning.

I den jagt glemmer vi blot, at vi ikke kan finde lyset eller blive oplyste, hvis vi ikke først tør gå gennem mørket og blive venner med det. Vi kan ikke kun dyrke lyset. Vi kan ikke kun have dag, og vi kan ikke kun have succes. Der skal være plads til mørket, nætterne og læring. Vi har brug for begge dele.

“I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.”

 
Abi Frost

Der er ingen vej udenom, for mørket findes i os alle. I vores sorger, vores traumer og vores frygt. Både det tillærte, det, vi har erfaret igennem et levet liv, og via den bagage, vores sjæl har med sig.

Hvis vi løber fra det, løber vi fra dele af os selv, og dermed føler vi os aldrig som de hele væsner, vi er. Vi bliver splittede og får svært ved at mærke os selv. Vores nervesystem vil blive overbelastet, fordi vi prøver at overdøve ”larmen” fra mørket. Vi forholder os ganske enkelt ikke til helheden indeni.

Mørket vil altid komme snigende på den ene eller anden måde og gøre opmærksom på sin eksistens. Mørket – eller sorgen, smerten, ensomheden og vreden – manifesterer sig lige meget, hvor meget du undertrykker det. Det vil være der og kræve sin tid og plads. Og jo længere tid, du venter på at møde det, jo mere insisterende vil det være.

Stress, depression, udbrændthed og angst er alle tydelige tegn på, at mørket har taget over. Det, nogle vil kalde folkesygdomme, er for mig tydelige tegn på, at vi gør noget forkert eller jagter noget uopnåeligt. At vi løber efter lyset. Og jo længere tid, vi gør det – og fornægter mørket – desto mere vil netop mørket fylde og kræve af os.

Men hvad mon der ville ske, hvis vi turde sætte os med ubehaget i mørket og blot tillade, at det var der? Hvilke sandheder om os selv ville vi erfare? Hvilke følelser ville vi komme i kontakt med? Hvad ville vores ”dæmoner” fortælle os, hvis de fik lov?

I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. Hvis ikke vi tør have dårlige dage, hvordan skal vi da kunne opleve de gode? Hvis ikke vi giver os selv lov at mærke vreden, hvordan ved vi da, hvad indre ild er og kan? Hvis ikke vi tør overgive os til sorgen, hvordan ved vi da, hvad forløsningen føles som?

“I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. “

 
Abi Frost

Vi kan ikke bevæge os ind i en mere oplyst tilstand, hvis vi ikke tør vandre igennem mørket. Præcis som du ikke kan se, om lyset brænder stærkt, før mørket falder på.

Livet består af lys og mørke. Livet består af opture og nedture. Livet består af lykke og sorg. Det hele er der, og det hele skal have sin plads. Og når først vi tør favne mørket, vil lyset blive så meget smukkere.

Mit ønske er derfor, at vi her og nu og i fremtiden bliver bedre til at møde og gøre plads til begge dele. For:

Tænk, hvis det blev anset som normalt at have både gode og dårlige dage.

Tænk, hvis de dårlige ikke skulle fixes, men rummes og æres.

Tænk, hvis vi havde et samfund, hvor det var muligt at græde i offentligheden, uden at skyld og skam var en naturlig følgesvend.

Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet.

Tænk, hvis fejl blev anset som en del af vejen til succes.

Tænk, hvis mørket blev anset som lige så vigtigt som lyset.

“Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet. “

 
Abi Frost

Tænk, hvis vi ikke delte verden op i godt/rigtigt og dårligt/forkert.

Tænk, hvis vi var her for at opleve det hele.

Tænk, hvis mørket var her for at vise os lyset!

LÆS OGSÅ

Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var – alligevel er det svært at ryste sig fri af  

af | okt 31, 2023

MODERSKAB

Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var – alligevel er det svært at ryste sig fri af  

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

31. oktober 2023 | Af Annalie Jørgensen Alawi | Foto: Unsplash

 

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

Annalie Jørgensen er 39 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på @annalie_joergensen.

De fleste af os er vokset op i en tid, hvor der herskede et børnesyn og en dertilhørende opdragelsesform, som på mange måder fordrede overlevelsesstrategier og traumer frem for udvikling og modning. Et børnesyn, som vi i dag kalder ‘det gamle’, fordi vi de seneste år er blevet meget klogere på, hvad små børn har brug for, end generationerne før os var.

Fordi man ikke forstod, hvordan børns hjerner fungerede og udviklede sig, troede man for eksempel, at man kunne gøre hvad som helst ved børn i de første leveår, fordi de alligevel ikke kunne huske noget. I dag ved vi derimod, at 75 % af vores psykiske fundament bliver grundlagt i barnets tre første leveår, og at selvom barnet ikke har en kognitiv hukommelse af, hvad der er sket, så har hændelserne lagret sig på et dybere og mere grundlæggende neurologisk plan.

Det autonome nervesystem, følelser og deres funktioner vidste man heller ikke meget om, og man troede for eksempel, at børn udtrykte store følelser, fordi de ville have opmærksomhed og var uartige, og at det var vigtigt at ignorere dem eller straffe dem for at få dem til at stoppe. I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.

“I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Man troede også, at børn blev født asociale, og at den eneste måde, man kunne få dem til at lystre på, var gennem magtudøvelse. I dag ved vi, at børn er født sociale og villige til at samarbejde med deres tilknytningspersoner i så høj en grad, at de skal have hjælp og støtte til at bevare dem selv i relationen, og at dette er helt afgørende for, at de senere er i stand til at have en sund relation – både til andre og til sig selv.

I det hele taget medførte den manglende viden om og forståelse for børns hjerne og udvikling, at børn ikke blev anerkendt som ligeværdige med voksne, og denne forståelse er blevet internaliseret i os gennem generationer og har skadet vores følelse af selvværd.

Heldigvis har de sidste mange års forskning gjort os klogere, og ‘det nye børnesyn’, som netop bunder i denne forskning, bliver mere og mere kendt. Særligt af forældre, som tydeligt mærker, hvilke konsekvenser det forhenværende mere uvidende børnesyn har ført med sig, og som brændende ønsker at give deres børn noget andet. Men det er langt fra nemt at give vores børn noget andet, og det er der flere grunde til, både på et samfundsmæssigt plan, men også på et personligt plan.

Det kræver overskud at gøre noget andet

På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.

Småbørnsforældre forventes at lægge urimelig mange timer på arbejdsmarkedet i de så afgørende første år af deres børns liv, og det efterlader forældrene drænet for dét overskud, som det kræver at møde og rumme deres børn, som de optimalt har brug for.

“På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

For det kræver meget overskud at give vores børn noget andet end det, vi selv fik, fordi det ikke kommer naturligt for os. Udover at vi ikke har haft forbilleder for, hvordan ‘noget andet’ kunne se ud, og vi derfor ikke har nogen anelse om, hvordan vi rent faktisk kan gøre noget andet, så har den opdragelsesform, vi har været udsat for, ikke fordret optimal udvikling og modning. Man kan nemlig ikke udvikle sig på kommando, og slet ikke, hvis man bliver truet til det. Men det er netop denne modenhed, der skal til for at give vores børn noget andet.

I mangel på gode forbilleder kommer mange af os helt klassisk i første omgang til at gå i den helt modsatte grøft for ikke at give dét videre til vores børn, som vi selv ville ønske, vi ikke havde fået. I stedet for de hårde grænser, vi selv blev mødt med, bliver vi helt grænseløse. I stedet for de urimelige krav, vi selv blev mødt med, stiller vi ingen krav. I stedet for de store følelser, vi så ofte blev overvældet af, forsørger vi at skåne vores børn for svære følelser i det hele taget. Og kombineret med vores egen manglende modenhed, bliver dette en sprængfarlig cocktail, som fører til stress, overvældelse og måske endda retraumatisering, fordi vi lukker ned for vores behov, følelser og grænser – præcis som vi lærte som børn i forsøget på at give vores børns behov, følelser og grænser plads. 

Den umodne hjerne

Noget af det mest kendetegnende ved en umoden hjerne er nemlig, at den opfatter verden som sort hvid, alt eller intet, enten eller. Enten er det barnets behov, følelser og grænser, som må eksistere, eller også er det den voksnes. Og hvordan skulle det dog være anderledes, når vi ikke har fået dét, vi havde brug for, for at modnes til en opfattelse af, at det kan være både og. At der kan være plads til både, hvordan barnet har det, OG hvordan vi har det, uden at nogen må lukke ned og gå i overlevelsesmode.

Et andet kendetegn ved en umoden hjerne er manglende evne til selvregulering. Noget, som de fleste af os, som er vokset op under det gamle børnesyn, kan have udfordringer med, igen fordi vi ikke har haft forbilleder for, hvordan selvregulering ser ud, men især fordi, vi ikke fik hjælp til at regulere, og alt for ofte blev overladt til os selv i ureguleret tilstand, og et system der som konsekvens måtte lukke ned. Når vi så som voksne bliver pressede, slår vores frontallapper (dem der har med fornuft og konsekvenser at gøre) fra, og vi går i default mode og kommer til at handle, som vores forældre gjorde. Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.

En grund til, at skylden og skammen bliver så overvældende, at den kan fastholde os i den onde spiral, er, at den er forbundet med de traumer, vi selv har med os fra vores egen barndom, og får os til at tro, at det samme sker for vores barn. At de overvældende og traumatiserende følelser, vi oplevede som barn, er de samme overvældende og traumatiserende følelser, vores barn oplever. Men sandheden er, at i de allerfleste tilfælde, er det langt fra lige så overvældende og traumatiserende for vores barn, fordi vi netop er bevidste omkring de oplevelser, vi har haft, og de følelser, de medførte, og at vi derfor helt instinktivt møder vores barn lidt anderledes, end vi selv blev mødt.

“Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Følelser er ikke traumatiserende i sig selv. Det blev de kun, fordi vi var alene med dem, blev gjort forkerte og ikke blev mødt i dem. 

Reparation

Fordi generationerne før os ikke anerkendte børn som ligeværdige med voksne, og fordi de voksne troede, at magtudøvelse var den eneste måde, de kunne få børn til at lystre, måtte de voksne fremstå fejlfrie, og det er de færreste af os, der som børn har oplevet at få en undskyldning fra en voksen.

Ved at fremstå uperfekt frygtede de voksne at miste børnenes respekt. Men samtidig er behovet for at fremstå perfekt og fejlfri også en konsekvens af, at det for generationerne før os kunne være farligt at begå fejl. Ikke nok med at man kunne få frataget den livsnødvendige kærlighed fra de voksne på samme måde, som vi selv kan have oplevet, så er det ikke mange år siden, at det var lovligt fysisk at afstraffe børn, når de opførte sig forkert. Desuden har vi af vores umodne og dermed også ‘alt eller intet’-oplevende forældre lært, at hvis vi gør noget forkert, så ER vi forkerte. Og det er netop denne forkerthedsfølelse som er skam, og som lammer os og gør det så svært for os at sige undskyld til vores egne børn.

Paradoksalt nok er det dog denne undskyldning, som kan gøre den helt afgørende forskel på, hvad vi har fået med fra vores forældre og generationerne før dem, og hvad vi giver videre til vores børn og generationerne efter dem. For med en undskyldning viser vi, at vores børn og deres følelser, behov og grænser er lige så meget værd som vores. Med en undskyldning skaber vi igen forbindelse til vores børn, så de ikke skal være alene med de svære følelser. Med en undskyldning giver vi vores børn en vished om, at de ikke er forkerte, og en forståelse af, at ingen mennesker er perfekte. Heller ikke deres forældre.

Og derfor er det allervigtigste måske at undskylde over for os selv først og fremmest og give os selv dét, vi ikke selv fik. For vi kan ikke noget, som vi ikke har lært, og det er fuldstændig urimeligt af os at forvente det af os selv, ligesom at det er urimeligt at forvente, at vi på én generation kan rydde helt op efter de mange forrige generationer og hele den næste generation fuldstændigt. Men hvis vi kan gøre det bare en lille smule bedre end den forrige generation, og vores børns generation kan gøre det en smule bedre end os, og deres børns generation og så videre …  

Der findes ikke fejl, kun potentiale for udvikling. Og udvikling kan kun finde sted, når vi føler os trygge og elskede. Det gælder både for børn og for voksne.

MODERSKAB

Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var
– alligevel er det svært at ryste sig fri af  

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

31. oktober 2023 | Af Annalie Jørgensen Alawi | Foto: Unsplash

 

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

Annalie Jørgensen er 39 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

De fleste af os er vokset op i en tid, hvor der herskede et børnesyn og en dertilhørende opdragelsesform, som på mange måder fordrede overlevelsesstrategier og traumer frem for udvikling og modning. Et børnesyn, som vi i dag kalder ‘det gamle’, fordi vi de seneste år er blevet meget klogere på, hvad små børn har brug for, end generationerne før os var.

Fordi man ikke forstod, hvordan børns hjerner fungerede og udviklede sig, troede man for eksempel, at man kunne gøre hvad som helst ved børn i de første leveår, fordi de alligevel ikke kunne huske noget. I dag ved vi derimod, at 75 % af vores psykiske fundament bliver grundlagt i barnets tre første leveår, og at selvom barnet ikke har en kognitiv hukommelse af, hvad der er sket, så har hændelserne lagret sig på et dybere og mere grundlæggende neurologisk plan.

Det autonome nervesystem, følelser og deres funktioner vidste man heller ikke meget om, og man troede for eksempel, at børn udtrykte store følelser, fordi de ville have opmærksomhed og var uartige, og at det var vigtigt at ignorere dem eller straffe dem for at få dem til at stoppe. I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.

“I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Man troede også, at børn blev født asociale, og at den eneste måde, man kunne få dem til at lystre på, var gennem magtudøvelse. I dag ved vi, at børn er født sociale og villige til at samarbejde med deres tilknytningspersoner i så høj en grad, at de skal have hjælp og støtte til at bevare dem selv i relationen, og at dette er helt afgørende for, at de senere er i stand til at have en sund relation – både til andre og til sig selv.

I det hele taget medførte den manglende viden om og forståelse for børns hjerne og udvikling, at børn ikke blev anerkendt som ligeværdige med voksne, og denne forståelse er blevet internaliseret i os gennem generationer og har skadet vores følelse af selvværd.

Heldigvis har de sidste mange års forskning gjort os klogere, og ‘det nye børnesyn’, som netop bunder i denne forskning, bliver mere og mere kendt. Særligt af forældre, som tydeligt mærker, hvilke konsekvenser det forhenværende mere uvidende børnesyn har ført med sig, og som brændende ønsker at give deres børn noget andet. Men det er langt fra nemt at give vores børn noget andet, og det er der flere grunde til, både på et samfundsmæssigt plan, men også på et personligt plan.

Det kræver overskud at gøre noget andet

På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.

Småbørnsforældre forventes at lægge urimelig mange timer på arbejdsmarkedet i de så afgørende første år af deres børns liv, og det efterlader forældrene drænet for dét overskud, som det kræver at møde og rumme deres børn, som de optimalt har brug for.

“På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

For det kræver meget overskud at give vores børn noget andet end det, vi selv fik, fordi det ikke kommer naturligt for os. Udover at vi ikke har haft forbilleder for, hvordan ‘noget andet’ kunne se ud, og vi derfor ikke har nogen anelse om, hvordan vi rent faktisk kan gøre noget andet, så har den opdragelsesform, vi har været udsat for, ikke fordret optimal udvikling og modning. Man kan nemlig ikke udvikle sig på kommando, og slet ikke, hvis man bliver truet til det. Men det er netop denne modenhed, der skal til for at give vores børn noget andet.

I mangel på gode forbilleder kommer mange af os helt klassisk i første omgang til at gå i den helt modsatte grøft for ikke at give dét videre til vores børn, som vi selv ville ønske, vi ikke havde fået. I stedet for de hårde grænser, vi selv blev mødt med, bliver vi helt grænseløse. I stedet for de urimelige krav, vi selv blev mødt med, stiller vi ingen krav. I stedet for de store følelser, vi så ofte blev overvældet af, forsørger vi at skåne vores børn for svære følelser i det hele taget. Og kombineret med vores egen manglende modenhed, bliver dette en sprængfarlig cocktail, som fører til stress, overvældelse og måske endda retraumatisering, fordi vi lukker ned for vores behov, følelser og grænser – præcis som vi lærte som børn i forsøget på at give vores børns behov, følelser og grænser plads. 

Den umodne hjerne

Noget af det mest kendetegnende ved en umoden hjerne er nemlig, at den opfatter verden som sort hvid, alt eller intet, enten eller. Enten er det barnets behov, følelser og grænser, som må eksistere, eller også er det den voksnes. Og hvordan skulle det dog være anderledes, når vi ikke har fået dét, vi havde brug for, for at modnes til en opfattelse af, at det kan være både og. At der kan være plads til både, hvordan barnet har det, OG hvordan vi har det, uden at nogen må lukke ned og gå i overlevelsesmode.

Et andet kendetegn ved en umoden hjerne er manglende evne til selvregulering. Noget, som de fleste af os, som er vokset op under det gamle børnesyn, kan have udfordringer med, igen fordi vi ikke har haft forbilleder for, hvordan selvregulering ser ud, men især fordi, vi ikke fik hjælp til at regulere, og alt for ofte blev overladt til os selv i ureguleret tilstand, og et system der som konsekvens måtte lukke ned. Når vi så som voksne bliver pressede, slår vores frontallapper (dem der har med fornuft og konsekvenser at gøre) fra, og vi går i default mode og kommer til at handle, som vores forældre gjorde. Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.

En grund til, at skylden og skammen bliver så overvældende, at den kan fastholde os i den onde spiral, er, at den er forbundet med de traumer, vi selv har med os fra vores egen barndom, og får os til at tro, at det samme sker for vores barn. At de overvældende og traumatiserende følelser, vi oplevede som barn, er de samme overvældende og traumatiserende følelser, vores barn oplever. Men sandheden er, at i de allerfleste tilfælde, er det langt fra lige så overvældende og traumatiserende for vores barn, fordi vi netop er bevidste omkring de oplevelser, vi har haft, og de følelser, de medførte, og at vi derfor helt instinktivt møder vores barn lidt anderledes, end vi selv blev mødt.

“Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Følelser er ikke traumatiserende i sig selv. Det blev de kun, fordi vi var alene med dem, blev gjort forkerte og ikke blev mødt i dem. 

Reparation

Fordi generationerne før os ikke anerkendte børn som ligeværdige med voksne, og fordi de voksne troede, at magtudøvelse var den eneste måde, de kunne få børn til at lystre, måtte de voksne fremstå fejlfrie, og det er de færreste af os, der som børn har oplevet at få en undskyldning fra en voksen.

Ved at fremstå uperfekt frygtede de voksne at miste børnenes respekt. Men samtidig er behovet for at fremstå perfekt og fejlfri også en konsekvens af, at det for generationerne før os kunne være farligt at begå fejl. Ikke nok med at man kunne få frataget den livsnødvendige kærlighed fra de voksne på samme måde, som vi selv kan have oplevet, så er det ikke mange år siden, at det var lovligt fysisk at afstraffe børn, når de opførte sig forkert. Desuden har vi af vores umodne og dermed også ‘alt eller intet’-oplevende forældre lært, at hvis vi gør noget forkert, så ER vi forkerte. Og det er netop denne forkerthedsfølelse som er skam, og som lammer os og gør det så svært for os at sige undskyld til vores egne børn.

Paradoksalt nok er det dog denne undskyldning, som kan gøre den helt afgørende forskel på, hvad vi har fået med fra vores forældre og generationerne før dem, og hvad vi giver videre til vores børn og generationerne efter dem. For med en undskyldning viser vi, at vores børn og deres følelser, behov og grænser er lige så meget værd som vores. Med en undskyldning skaber vi igen forbindelse til vores børn, så de ikke skal være alene med de svære følelser. Med en undskyldning giver vi vores børn en vished om, at de ikke er forkerte, og en forståelse af, at ingen mennesker er perfekte. Heller ikke deres forældre.

Og derfor er det allervigtigste måske at undskylde over for os selv først og fremmest og give os selv dét, vi ikke selv fik. For vi kan ikke noget, som vi ikke har lært, og det er fuldstændig urimeligt af os at forvente det af os selv, ligesom at det er urimeligt at forvente, at vi på én generation kan rydde helt op efter de mange forrige generationer og hele den næste generation fuldstændigt. Men hvis vi kan gøre det bare en lille smule bedre end den forrige generation, og vores børns generation kan gøre det en smule bedre end os, og deres børns generation og så videre …  

Der findes ikke fejl, kun potentiale for udvikling. Og udvikling kan kun finde sted, når vi føler os trygge og elskede. Det gælder både for børn og for voksne.

LÆS OGSÅ