Jeg skal passe mine børn, som havde jeg intet job, og arbejde, som havde jeg ingen børn

af | nov 1, 2024

BØRNELIV

Jeg skal passe mine børn, som havde jeg intet job, og arbejde, som havde jeg ingen børn

Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

1. februar 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Rendy Novantino, Unsplash

 

Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Dårlig samvittighed og følelsen af ikke helt at kunne slå til – både som mor og på arbejdspladsen – går igen i mange af de beretninger, fødslen.dk har modtaget. Og en væsentlig årsag til disse følelser er den manglende ret til at være hjemme med sit barn, når det er syg.

For mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, har langt de fleste forældre i Danmark kun krav på at holde barnets første sygedag. Også selvom barnet er syg i længere tid.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen, og derfor skal vi have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

“

Jeg synes, at det er SÅ ubehageligt at skulle ringe og bede om barnets første sygedag. Jeg øver mig nærmest på forhånd i, hvad jeg skal sige, og hvad jeg kan blive spurgt om. Frygter altid at blive bedt om at møde ind til en aftenvagt i stedet.
Anonym

 

“

Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt? Mit barn var engang syg i en måned. Vi brugte vores ferie, barnets første sygedag mm. Derudover blev barnets passet af familie med skiftende arbejdstider. Barnet græd hver morgen, når et nyt familiemedlem kom for at passe. Men vi kunne ikke blive væk fra job mere, end vi allerede have været. Det var frygteligt.
Ann-Lykke

 

“

Jeg har nogle gange sendt mine børn af sted, hvor de egentlig ikke var helt friske endnu. Fx hvor feberen var væk, men hvor de godt kunne have brug for en ekstra dag hjemme til lige at komme sig helt. Jeg får så dårlig samvittighed over for børnene. Vi andre bliver jo ofte også hjemme, til vi er ordentligt friske, og det er bare så hårdt at tage af sted, hvis man ikke er helt ovenpå. Så jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan det er for et barn.
Henriette

 

“Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt?”

 
Ann-Lykke

 

“

Forleden ridsede min leder retningslinjerne omkring barnets 1. og 2. sygedag op. Det i sig selv var fint nok. Men hun afsluttede så med at skrive, at vi skulle huske, at vi får løn. Jeg synes virkelig, den kommentar var malplaceret. Ingen ønsker syge børn – og det er faktisk heller ikke en fridag at være hjemme hos et sygt barn. Samtidig synes jeg bare, at det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.
Anonym

 

“

Jeg er tilbagevendt efter barsel, efter jeg har fået to skønne børn og er startet i en ny stilling, i et nyt team og med en ny leder. Det er første gang, jeg er på arbejdsmarkedet, efter jeg har fået børn. Og jeg har ikke tidligere skullet tage stilling til de regler, der er omkring barn syg. Men jeg er mildest talt chokeret over, hvor lidt tid man giver forældre og børn til at komme sig over sygdom. Vi er i den situation, at vi ikke har frygtelig meget hjælp at hente fra bedsteforældre, fordi de fortsat er på arbejdsmarkedet og bor 100 km fra os. Jeg har mulighed for at få løn under barnets første sygedag. Resten må jeg tage fra min ferie, tage uden løn eller jeg må gå i minus på timer på min flexliste, som jeg senere hen må oparbejde. Det er der bare heller ikke mulighed for, da jeg vil bruge min tid på børnene og ikke på at arbejde over. Hvad gør man under et forløb med skoldkopper? Det er ikke bare overstået på en dag. Jeg oplever, vi bliver udsat for et ualmindeligt pres.
Cathrine

 

“

Til en sygesamtale fik jeg for nylig at vide, at man regner med, at børn i gennemsnit har 10 sygedage om året – fem til mor og fem til far. Det skal jeg lige have fortalt til min datter i vuggestuen så.
Stine

 

“Det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.”

 
Anonym

 

“

Jeg er ledig, og i sidste praktikforløb sagde de, at de nok gerne ville ansætte mig, men at de var nervøse for, hvor meget mine tre børn ville være syge. Så meget for at have fået børn under uddannelse, så jeg slap for at blive valgt fra pga. mulige fremtidige barsler.
Kristine

 

“

Vi, min kæreste, jeg og vores to børn på 2 og 6 år, har nærmest været syge på skift de sidste to måneder. Hver gang kører det samme mønster på repeat: Hvem skal tage første sygedag; hvem har mest/mindst travlt og kan lettest undværes på job. Dag to, hvor barnet stadig er for ramt til det er fair at sende ham af sted, accepterer bedsteforældrene over 70 år at passe, selvom de har nedsat immunforsvar. Dag 3 passer bedsteforældrene igen, men ender også med at blive smittet og kan nu ikke passe hverken barn 1 eller 2, som også er blevet syg. Dag fire må en af os voksne tage en hjemmearbejdsdag, som varer on off fra tidlig morgen til sen aften på grund af de mange afbrydelser, der naturligt er i løbet af dagen med et barn syg, som behøver sin mor eller far. Samtidig har vi så dårlig samvittighed overfor arbejdspladsen. Og ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.
Ann

 

“

Vi holder begge barns første sygedag, og dermed er to dage klaret. Ved længere sygdom kan jeg holde en ekstra dag. Vi har desværre ikke bedsteforældre, der kan hjælpe ved sygdom, da min mor stadig arbejder på fuldtid, og min mands mor er lungesyg og derfor nemt bliver smittet af børnene. Det er helt klart et problem, da børn jo også helst vil være hos deres forældre, når de er syge – specielt mindre børn.
Louise

 

“Ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.”

 
Ann

 

“

Jeg føler altid, at jeg skal tænke super taktisk i forhold til sygdom ved mine børn. Fx ved ikke fortælle på arbejdet at mit barn er syg, mens min mand er hjemme, således, at jeg kan tage barnets første sygedag dagen efter osv.
Anonym

 

“

Der er flere situationer, hvor jeg – når mine børn er syge – føler mig nødsaget til selv at melde mig syg, da jeg kan være syg i op til 14 dage før, der stilles yderligere spørgsmål, samt det er med løn. Jeg ved dog også, at det kommer med en pris, da der lige pludselig er en sygesamtale, hvor jeg skal stå skoleret. Og det eneste, jeg har forsøgt, er at passe på og give det nærvær, der er behov for i min lille familie. Jeg har det frygteligt over, at vi har så ringe vilkår, og at vi ikke kan være ærlige. Faktisk er jeg vred. Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.
Cathrine

 

“

Som pædagog i en børnehave, kan jeg sige, at børn bliver sendt syge af sted i håb om bedring den dag, og at de jo i den alder kan fortælle, om de har kastet op eller fået panodil om morgenen. Nogle dage går den, og andre må vi ringe dem hjem.
Louise

 

“Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.”

 
Cathrine

 

“

Min mand og jeg har ofte gjort det sådan, at jeg tager barnets sygedag den ene dag, og så tager han barnets sygedag den næste dag, og så lader vi være med at sige, at det reelt er barnets anden sygedag. Jeg synes, det er en fuldstændig urimelig lovgivning, så det har jeg faktisk ingen skrupler ved at gøre.
Henriette

 

“

Hvor er det ærgerligt, at man skal opleve det, at ens barn er syg (eller måske er ved at blive det) som enormt stressende i stedet for, at man bare kan være nærværende og give omsorg til barnet. Mine børn har heldigvis ikke været særlig meget syge, men det er altid et puslespil, der skal gå op. Jeg har en sød mor, der altid gerne vil hjælpe, men nogle gange synes jeg, at mine børn er for syge til at blive passet af mormor.
Anonym

BØRNELIV

Jeg skal passe mine børn, som havde jeg intet job, og arbejde, som havde jeg ingen børn

Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

1. februar 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Rendy Novantino, Unsplash

 

Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Dårlig samvittighed og følelsen af ikke helt at kunne slå til – både som mor og på arbejdspladsen – går igen i mange af de beretninger, fødslen.dk har modtaget. Og en væsentlig årsag til disse følelser er den manglende ret til at være hjemme med sit barn, når det er syg.

For mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, har langt de fleste forældre i Danmark kun krav på at holde barnets første sygedag. Også selvom barnet er syg i længere tid.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen, og derfor skal vi have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

“

Jeg synes, at det er SÅ ubehageligt at skulle ringe og bede om barnets første sygedag. Jeg øver mig nærmest på forhånd i, hvad jeg skal sige, og hvad jeg kan blive spurgt om. Frygter altid at blive bedt om at møde ind til en aftenvagt i stedet.
Anonym

 

“

Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt? Mit barn var engang syg i en måned. Vi brugte vores ferie, barnets første sygedag mm. Derudover blev barnets passet af familie med skiftende arbejdstider. Barnet græd hver morgen, når et nyt familiemedlem kom for at passe. Men vi kunne ikke blive væk fra job mere, end vi allerede have været. Det var frygteligt.
Ann-Lykke

 

“

Jeg har nogle gange sendt mine børn af sted, hvor de egentlig ikke var helt friske endnu. Fx hvor feberen var væk, men hvor de godt kunne have brug for en ekstra dag hjemme til lige at komme sig helt. Jeg får så dårlig samvittighed over for børnene. Vi andre bliver jo ofte også hjemme, til vi er ordentligt friske, og det er bare så hårdt at tage af sted, hvis man ikke er helt ovenpå. Så jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan det er for et barn.
Henriette

 

“Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt?”

 
Ann-Lykke

 

“

Forleden ridsede min leder retningslinjerne omkring barnets 1. og 2. sygedag op. Det i sig selv var fint nok. Men hun afsluttede så med at skrive, at vi skulle huske, at vi får løn. Jeg synes virkelig, den kommentar var malplaceret. Ingen ønsker syge børn – og det er faktisk heller ikke en fridag at være hjemme hos et sygt barn. Samtidig synes jeg bare, at det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.
Anonym

 

“

Jeg er tilbagevendt efter barsel, efter jeg har fået to skønne børn og er startet i en ny stilling, i et nyt team og med en ny leder. Det er første gang, jeg er på arbejdsmarkedet, efter jeg har fået børn. Og jeg har ikke tidligere skullet tage stilling til de regler, der er omkring barn syg. Men jeg er mildest talt chokeret over, hvor lidt tid man giver forældre og børn til at komme sig over sygdom. Vi er i den situation, at vi ikke har frygtelig meget hjælp at hente fra bedsteforældre, fordi de fortsat er på arbejdsmarkedet og bor 100 km fra os. Jeg har mulighed for at få løn under barnets første sygedag. Resten må jeg tage fra min ferie, tage uden løn eller jeg må gå i minus på timer på min flexliste, som jeg senere hen må oparbejde. Det er der bare heller ikke mulighed for, da jeg vil bruge min tid på børnene og ikke på at arbejde over. Hvad gør man under et forløb med skoldkopper? Det er ikke bare overstået på en dag. Jeg oplever, vi bliver udsat for et ualmindeligt pres.
Cathrine

 

“

Til en sygesamtale fik jeg for nylig at vide, at man regner med, at børn i gennemsnit har 10 sygedage om året – fem til mor og fem til far. Det skal jeg lige have fortalt til min datter i vuggestuen så.
Stine

 

“Det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.”

 
Anonym

 

“

Jeg er ledig, og i sidste praktikforløb sagde de, at de nok gerne ville ansætte mig, men at de var nervøse for, hvor meget mine tre børn ville være syge. Så meget for at have fået børn under uddannelse, så jeg slap for at blive valgt fra pga. mulige fremtidige barsler.
Kristine

 

“

Vi, min kæreste, jeg og vores to børn på 2 og 6 år, har nærmest været syge på skift de sidste to måneder. Hver gang kører det samme mønster på repeat: Hvem skal tage første sygedag; hvem har mest/mindst travlt og kan lettest undværes på job. Dag to, hvor barnet stadig er for ramt til det er fair at sende ham af sted, accepterer bedsteforældrene over 70 år at passe, selvom de har nedsat immunforsvar. Dag 3 passer bedsteforældrene igen, men ender også med at blive smittet og kan nu ikke passe hverken barn 1 eller 2, som også er blevet syg. Dag fire må en af os voksne tage en hjemmearbejdsdag, som varer on off fra tidlig morgen til sen aften på grund af de mange afbrydelser, der naturligt er i løbet af dagen med et barn syg, som behøver sin mor eller far. Samtidig har vi så dårlig samvittighed overfor arbejdspladsen. Og ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.
Ann

 

“

Vi holder begge barns første sygedag, og dermed er to dage klaret. Ved længere sygdom kan jeg holde en ekstra dag. Vi har desværre ikke bedsteforældre, der kan hjælpe ved sygdom, da min mor stadig arbejder på fuldtid, og min mands mor er lungesyg og derfor nemt bliver smittet af børnene. Det er helt klart et problem, da børn jo også helst vil være hos deres forældre, når de er syge – specielt mindre børn.
Louise

 

“Ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.”

 
Ann

 

“

Jeg føler altid, at jeg skal tænke super taktisk i forhold til sygdom ved mine børn. Fx ved ikke fortælle på arbejdet at mit barn er syg, mens min mand er hjemme, således, at jeg kan tage barnets første sygedag dagen efter osv.
Anonym

 

“

Der er flere situationer, hvor jeg – når mine børn er syge – føler mig nødsaget til selv at melde mig syg, da jeg kan være syg i op til 14 dage før, der stilles yderligere spørgsmål, samt det er med løn. Jeg ved dog også, at det kommer med en pris, da der lige pludselig er en sygesamtale, hvor jeg skal stå skoleret. Og det eneste, jeg har forsøgt, er at passe på og give det nærvær, der er behov for i min lille familie. Jeg har det frygteligt over, at vi har så ringe vilkår, og at vi ikke kan være ærlige. Faktisk er jeg vred. Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.
Cathrine

 

“

Som pædagog i en børnehave, kan jeg sige, at børn bliver sendt syge af sted i håb om bedring den dag, og at de jo i den alder kan fortælle, om de har kastet op eller fået panodil om morgenen. Nogle dage går den, og andre må vi ringe dem hjem.
Louise

 

“Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.”

 
Cathrine

 

“

Min mand og jeg har ofte gjort det sådan, at jeg tager barnets sygedag den ene dag, og så tager han barnets sygedag den næste dag, og så lader vi være med at sige, at det reelt er barnets anden sygedag. Jeg synes, det er en fuldstændig urimelig lovgivning, så det har jeg faktisk ingen skrupler ved at gøre.
Henriette

 

“

Hvor er det ærgerligt, at man skal opleve det, at ens barn er syg (eller måske er ved at blive det) som enormt stressende i stedet for, at man bare kan være nærværende og give omsorg til barnet. Mine børn har heldigvis ikke været særlig meget syge, men det er altid et puslespil, der skal gå op. Jeg har en sød mor, der altid gerne vil hjælpe, men nogle gange synes jeg, at mine børn er for syge til at blive passet af mormor.
Anonym

LÆS OGSÅ

”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”

af | okt 26, 2024

ANMELDELSE

”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

26. august 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Dafolo

 

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

 

ANMELDELSE AF BØRNELIVET I VELFÆRDSSTATENS HÆNDER Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder er et kritisk blik på de opvækstvilkår, vi i dagens Danmark byder vores børn og en klar appel til politikerne om i langt højere grad at se på børnenes tarv.

I bogen sætter Ole Henrik Hansen, der er uddannet pædagog, cand.pæd og har en ph.d i småbørnspædagogik, spørgsmålstegn ved nogle af de konklusioner, der er blevet draget i forhold til institutionaliserings positive betydning for danske børn, og ved den måde, velfærdsstaten drifter og bruger dagtilbud på.

Udover at tegne et fint billede af, hvordan institutionaliseringen i dag ser ud i tal, forsøger Ole Henrik Hansen ligeledes at illustrere, hvem det er, der i dag vælger at hjemmepasse deres børn i stedet for at vælge statens pasningstilbud til. Et billede, han tegner ud fra en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 601 hjemmepassere i 2022. I øvrigt en undersøgelse, jeg ikke tror, der er blevet lavet tidligere.

Bogen er på ingen måde en fordømmelse af hverken forældres valg af institution eller dagtilbud som institution. Den er i højere grad en samfundskritik og en opfordring til handling. Og selvom Ole Henrik Hansen allerede fra start gør det klart, at han med familiens eget valg om at hjemmepasse er biased i en vis grad, er det hovedsageligt i bogens sidste del, at hans holdninger skinner klarest igennem.

Her lægger han således ikke skjul på, at han mener, det er på høje tid at gentænke børneområdet. At det er på tide, ”at beslutningstagere og centralforvaltning slutter med denne årtier lange epoke af lappeløsninger og slutter med at tillade interessenter på området at lægge retningslinjerne,” som han selv formulerer det.

“Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

 
Ole Henrik Hansen

Samtidig opfordrer han kraftigt til, at vi som ”ansvarligt velfærdssamfund” begynder at undersøge, hvilken betydning den massive institutionalisering reelt har for de danske børn. At vi begynder at undersøge, hvilken effekt det har, at små børn helt ned til 6-månedersalderen bliver adskilt fra deres forældre for i stedet at tilbringe 6-8 timer om dagen i en vuggestue, hvis kvalitet der i hvert fald lige nu ikke er den bedste.

For, som han meget rigtigt skriver: ”Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

Netop det udsagn kan jeg personligt kun være enig i. Og Ole Henrik Hansen påpeger det jo tydeligt her:

”Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

Med andre ord: Børn er sociale individer, der på bedste vis forsøger at tilpasse sig de vilkår, de bliver budt. Men fordi ikke alle ser ud til at reagere på vilkårene omkring sig, betyder det ikke, at det ikke sætter spor.

“Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

 
Ole Henrik Hansen

Barndommen og børnelivet har kolossal betydning – og barnekroppen husker, som Ole Henrik Hansen selv så rigtigt fremhæver:

”Barnet tilpasser sig, og vi tænker, det går nok. Men det gør det ikke altid, og det gør det slet ikke af sig selv. Der synes også i dette perspektiv at være langt fra den danske velfærdsstats formulerede børnesyn til den måde, barndommen og statsopdragelsen udspiller sig på.”

Ole Henrik Hansen er med sine erfaringer og faglige viden en vigtig stemme i den accelererende omsorgsrevolution. Det samme er hans bog. Og jeg kunne drømme om, at både politikere, fagfolk og lægmænd læste den med åbent sind.

ANMELDELSE

”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

26. august 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Dafolo

 

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

 

ANMELDELSE AF BØRNELIVET I VELFÆRDSSTATENS HÆNDER Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder er et kritisk blik på de opvækstvilkår, vi i dagens Danmark byder vores børn og en klar appel til politikerne om i langt højere grad at se på børnenes tarv.

I bogen sætter Ole Henrik Hansen, der er uddannet pædagog, cand.pæd og har en ph.d i småbørnspædagogik, spørgsmålstegn ved nogle af de konklusioner, der er blevet draget i forhold til institutionaliserings positive betydning for danske børn, og ved den måde, velfærdsstaten drifter og bruger dagtilbud på.

Udover at tegne et fint billede af, hvordan institutionaliseringen i dag ser ud i tal, forsøger Ole Henrik Hansen ligeledes at illustrere, hvem det er, der i dag vælger at hjemmepasse deres børn i stedet for at vælge statens pasningstilbud til. Et billede, han tegner ud fra en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 601 hjemmepassere i 2022. I øvrigt en undersøgelse, jeg ikke tror, der er blevet lavet tidligere.

Bogen er på ingen måde en fordømmelse af hverken forældres valg af institution eller dagtilbud som institution. Den er i højere grad en samfundskritik og en opfordring til handling. Og selvom Ole Henrik Hansen allerede fra start gør det klart, at han med familiens eget valg om at hjemmepasse er biased i en vis grad, er det hovedsageligt i bogens sidste del, at hans holdninger skinner klarest igennem.

Her lægger han således ikke skjul på, at han mener, det er på høje tid at gentænke børneområdet. At det er på tide, ”at beslutningstagere og centralforvaltning slutter med denne årtier lange epoke af lappeløsninger og slutter med at tillade interessenter på området at lægge retningslinjerne,” som han selv formulerer det.

“Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

 
Ole Henrik Hansen

Samtidig opfordrer han kraftigt til, at vi som ”ansvarligt velfærdssamfund” begynder at undersøge, hvilken betydning den massive institutionalisering reelt har for de danske børn. At vi begynder at undersøge, hvilken effekt det har, at små børn helt ned til 6-månedersalderen bliver adskilt fra deres forældre for i stedet at tilbringe 6-8 timer om dagen i en vuggestue, hvis kvalitet der i hvert fald lige nu ikke er den bedste.

For, som han meget rigtigt skriver: ”Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

Netop det udsagn kan jeg personligt kun være enig i. Og Ole Henrik Hansen påpeger det jo tydeligt her:

”Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

Med andre ord: Børn er sociale individer, der på bedste vis forsøger at tilpasse sig de vilkår, de bliver budt. Men fordi ikke alle ser ud til at reagere på vilkårene omkring sig, betyder det ikke, at det ikke sætter spor.

“Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

 
Ole Henrik Hansen

Barndommen og børnelivet har kolossal betydning – og barnekroppen husker, som Ole Henrik Hansen selv så rigtigt fremhæver:

”Barnet tilpasser sig, og vi tænker, det går nok. Men det gør det ikke altid, og det gør det slet ikke af sig selv. Der synes også i dette perspektiv at være langt fra den danske velfærdsstats formulerede børnesyn til den måde, barndommen og statsopdragelsen udspiller sig på.”

Ole Henrik Hansen er med sine erfaringer og faglige viden en vigtig stemme i den accelererende omsorgsrevolution. Det samme er hans bog. Og jeg kunne drømme om, at både politikere, fagfolk og lægmænd læste den med åbent sind.

 

Børnelivet i velfærdsstatens hænder er skrevet af Ole Henrik Hansen og udgivet på forlaget Dafolo i 2024.
Du kan købe bogen her (affiliate link).

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

 

LÆS OGSÅ

Livets begyndelse trækker tråde – derfor skal vi forandre rammerne

af | okt 23, 2024

BØRNELIV

Livets begyndelse trækker tråde – derfor skal vi forandre rammerne

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

23. oktober 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Pixabay

 

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 41 år, mor til Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

Sådan lyder to centrale sætninger indenfor feltet spædbarnsterapi, der – i sin essens – fortæller noget om betydningen af forbundethed. Lad mig, i det lys, tage jer med på en færd ind i livets spæde faser og den menneskelige formbarhed.

Indtil for få årtier siden mente man, at et menneskes liv først rigtig begyndte ved fødslen. Man betragtede embryo, foster og det ufødte barn som fuldstændig afsondret fra omverden, afskærmet fra omgivelsernes påvirkning og som en organisme ude af stand til at ænse eller lagre noget som helst. Tilsvarende var opfattelsen af spædbørn, at de var tomme, primitive væsener med et begrænset sanseapparat og ringe orientering mod omverdenen, der tilmed ikke tog synderlig mén af hverken fysisk eller psykisk overlast – for “det kunne de alligevel ikke huske”, endsige mærke. Indtil ca. 1980 udførte man sågar rutinemæssigt operationer på spædbørn uden bedøvelse. Man mente nemlig ikke, de kunne føle smerte.

Siden er vi blevet utrolig meget klogere, og mange ting har ændret sig. Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv. Ydre vilkår og hændelser samt indre fysiologiske og emotionelle tilstande udsprunget fra denne tid, sætter aftryk og trækker tråde langt op i vores voksne liv. Trådene væver et billede af vores særegne menneskelige udtryk; herunder personlighed, temperament, intelligens, nervesystem samt henholdsvis fysiske og psykiske dispositioner.

Tidlige belastninger giver øget sårbarhed

Forestil dig et spirende liv, der slår rødder i sin livmoder. Dette lille liv – embryoet – er et “ønskebarn”, men dets mor er konstant bekymret og ængstelig – af sind, men også på grund af gentagne aborter. Derfor tøver hun med at glæde sig og forbinde sig følelsesmæssigt med det liv, hun bærer. Som graviditeten skrider frem, får hun mange smerter, og komplikationer opstår. Selvom hun har mand og familie, hun elsker højt, føler hun sig alene med det svære, for hun vil ikke virke utaknemmelig eller skrøbelig – hun plejer jo at være en stærk kvinde. Fødslen er langvarig og udmattende, veerne går i stå, og det ender med akut kejsersnit. Mor og barn adskilles kortvarigt efter fødslen.

“Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv.”

Mathilde Riise-Jensen

Under graviditet og fødsel pågår en kompleks proces, hvor sansninger og informationer udveksles mellem mor og barn. I det skildrede tilfælde vil embryoet/fostret/barnet blandt andet være eksponeret for store mængder stresshormoner og vil – med sit åbne og umodne nervesystem – være meget modtagelig. Hvis stresstilstanden og -påvirkningen er dyb og langvarig kaldes det toksisk stress. Den form er skadelig og kan påvirke hjernens udvikling negativt – i modsætning til kortvarige stressbelastninger, som betragtes som en del af en naturlig og sund udvikling, hvor nervesystemet erfarer, at der er en vej tilbage i tryghed. Derfor betegnes den positiv stress.

Selvom der ikke går en lige linje fra foster-stress eller tidligt traume til senere mistrivsel, vil et barn (som i eksemplet ovenfor), der har oplevet traumer i fosterperioden, under fødslen eller i tiden efter, med stor sandsynlighed træde ind i livet med en større sårbarhed og følsomhed. Det kan komme til udtryk ved fx lavere stresstærskel, øget sensitivitet overfor stimuli og forandringer, et større trygheds- og reguleringsbehov, et generelt ængsteligt og vagtsomt sind, større udsathed for at udvikle diverse psykiske lidelser mv. Modsat vil en rolig og ubekymret graviditet, en tryg fødsel og et spædbarn, der bliver set, mødt og holdt – fysisk og emotionelt – som udgangspunkt være beskyttende faktorer, der giver barnet en vis modstandskraft, som ofte vil reflekteres i dets væren i verden. Et sådant barn vil typisk møde verden med større grad af tryghed og tillid og være knapt så følsom overfor belastninger senere i livet.

Kroppen husker

Vi plejer at forbinde hukommelse med noget, der sker i hjernen. Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det uundgåeligt fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse). Barnet vil ganske vist ikke bevidst kunne genkalde sig denne tidlige erindring, men den kan aktiveres i bestemte situationer, som minder om det oprindelige traume, hvor adskillelse er omdrejningspunktet. Det kan eksempelvis være, når det skal starte i pasning, hvis en omsorgsperson trækker sig fysisk og/eller følelsesmæssigt eller ved søvn (som er lig med adskillelse for det lille barn). Den tidligt funderede implicitte hukommelse bliver således en slags skabelon for at være i og forstå verden.

“Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det notorisk fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse).”

Mathilde Riise-Jensen

Selvom denne tidlige “programmering” er kritisk og definerende, så er et vigtigt budskab også, at den er dynamisk – og derfor ikke determinerende. Hjernen er nemlig plastisk og kontinuerligt i stand til at danne nye neurale forbindelser under de rette betingelser. Sidstnævnte vender jeg tilbage til.

Tilknytning og nervesystem

Man kan ikke tale om traumer uden også at tale om tilknytning. Det modsatte af tilknytning er adskillelse og adskillelse kan, for det lille barn, betyde stagnation og tab af livskraft, men det kan også betyde døden. Der er blandt tilknytningsteoretikere konsensus om, at adskillelse og brud er notorisk kritisk for det lille barn. Den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott skildrer den angsttilstand, som et forladt barn oplever, således:

“at gå i stykker,
at blive ved med at falde,
at dø og dø og dø,
at miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt”.

Selvom det blot er et gæt og et konstrueret forsøg på at indkapsle og oversætte følelsen til et verbalt udtryk, er det – alt andet lige – et ganske kvalificeret gæt, som måske giver fornemmelsen for dybden af den angsttilstand, et forladt barn befinder sig i. Indenfor traumepsykologien plejer man at sige, at traumer opstår, når vi lades alene med ubehagelige oplevelser, der overstiger vores kapacitet, så vi fastfryses i nervesystemet. En voldsom oplevelse er altså ikke, nødvendigvis, traumatiserende i sig selv, men bliver det, når vi ikke har nogen at læne os ind i, som kan regulere os tilbage i tryghed. Den alenehed og alarmtilstand vil indprente sig i nervesystemet og den implicitte hukommelse.

Traumer i en adskillelseskultur

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg. Ikke mindst i lyset af den høje grad af psykisk mistrivsel, vi vidner i disse år. Derfor kan vi heller ikke komme udenom at skue det samfund, vi lever i, hvor tempo og adskillelse er menneskelige vilkår. Vilkår, der netop vanskeliggør vores biologiske behov for at knytte og forbinde os og stresser vores nervesystem på flere niveauer.

“Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg.”

Mathilde Riise-Jensen

I vores kultur forventer vi, at en gravid kvinde (som udgangspunkt) er produktiv til det sidste, og mantraet “graviditet er ikke en sygdom” reflekteres direkte i vores svangreomsorg, sundhedssystem og arbejdsmarked. Vi hjælper børn til verden i sterile, kliniske miljøer og anbefaler at lægge den nyfødte i hospitalsvuggen – “for en sikkerheds skyld” (fremfor i favnen). Vi har tradition for at fravænne babyer brystet/flasken, inden de fylder et år, lære dem at falde i søvn selv og indkøre dem i daginstitution, inden de har lært at sige farvel og vi ses. Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.

Det er naturligvis en noget kantet og karikeret skildring – og der er selvsagt variationer og undtagelser, men tendensen er ikke desto mindre til at tage og føle på.

“Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.”

Mathilde Riise-Jensen

Vi lever altså, på mange måder, i en kultur, som nemt – uforvarende – kommer til at inducere traumer. Samtidig – og uheldigvis – giver denne kultur ringe forudsætninger for at kompensere for og hele de traumer, der er opstået, blandt andet grundet den hastighed, hvormed verden bevæger sig samt den adskillelsesnorm, der udfordrer tilknytning og forbundethed – både til andre og til én selv. Når vi så oveni har en vis kulturel habitus for at lægge låg på det svære, tage os sammen og komme videre, så opstår en negativ synergi, som vanskeliggør helingen yderligere og skaber en ond spiral. Og desværre er kombinationen af tidlige traumer og så tempo, adskillelsesorientering og ugunstige/stressende miljøer “giftig”.

Mistrivsel

Indenfor de seneste år har vi set en markant stigning i børn og unge, der har det svært i livet. Her må vi vogte os for de simple forklaringer, for mistrivslen har mange ansigter og forklaringerne herpå er ligeså brogede og sammensatte.

Vi er gode til at identificere “symptomerne”, da de hurtigt popper op i samfundets snævre kasser og rammer – ligesom vi også har et større maskineri til at håndtere denne dynamik. Vi er dog knapt så gode til at være nysgerrige på mistrivslens egentlige udspring. Det betyder, at “håndteringen” ofte har karakter af symptombehandling og tilpasningsstrategier. Som samfund formår vi nemlig hverken at se bagom barnets reaktioner og adfærd eller bagom det miljø, barnet færdes i. Og når vi ikke formår at forholde os nysgerrigt og kritisk til de givne rammer eller når ind til noget, der bare minder om roden, er der fare for at mange bliver misforstået, overset og hjulpet forkert/utilstrækkeligt – og mister yderligere fodfæste på dén konto.

Tidlige traumer misforstås

Tidlige traumer manifesterer sig gennem adfærd og kropslige symptomer. Her er det bemærkelsesværdigt, at der er et betydeligt overlap mellem indikationerne på tidlige traumer og så de gængse diagnoser som, i tiden, stilles i stigende omfang – fx ADHD, autisme og angst. Det efterlader en fare for at disse diagnoser forveksles – og måske i virkeligheden dækker over tidlige traumer. Det bunder dels i, at vores system i høj grad orienterer sig efter diagnoser, og dels i at der mangler generel viden om traumer indenfor “systemet”. Mit ydmyge gæt er, at der sker misforståelser ganske ofte.

Herunder er listet eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Denne oversigt er ikke udtømmende, og alt er naturligvis relativt og bør ses i relation til barnets naturlige udvikling. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af et eller flere “symptomer” ikke nødvendigvis er lig med at barnet er traumatiseret eller i decideret mistrivsel. Alt andet lige kalder denne viden på et markant ændret tankesæt i forhold til livets indledende faser – og et samfund, der spejler denne indsigt. For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.

Det er således forsimplet og forældet at betragte barnets piner og kvaler som en iboende svaghed, der kan fikses med de rette værktøjer, strategier, medicin eller terapi. Sammen med nysgerrigheden på hele barnet er vi nødt til – også – at zoome ud og betragte barnets sårbarheder i et strukturelt perspektiv, hvor rammer og ressourcer ikke nødvendigvis understøtter trivsel og udvikling, dvælen og forbundethed og derfor nemt bliver en belastende faktor, der medfører yderligere sårbarhed og udsathed.

“For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.”

Mathilde Riise-Jensen

Må jeg foreslå noget vildt; at twiste vores kollektive mindset og vende sårbarhed om og begynde at betragte det som – om ikke en styrke – så en værdifuld sladrehank, der fortæller os, når tempoet bliver for hurtigt, kravene bliver for store, adskillelsen for meget og for lang, pladsen bliver for trang og kasserne for snævre. Klemte børn må vi samle op, se, favne, forstå og “holde” – kærligt, pædagogisk og terapeutisk. Men vi må også forsøge at forandre. Ikke barnet. Men rammerne.

… OG være barnets stemme.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

BØRNELIV

Livets begyndelse trækker tråde
– derfor skal vi forandre rammerne

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

23. oktober 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Pixabay

 

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 41 år, mor til Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

Sådan lyder to centrale sætninger indenfor feltet spædbarnsterapi, der – i sin essens – fortæller noget om betydningen af forbundethed. Lad mig, i det lys, tage jer med på en færd ind i livets spæde faser og den menneskelige formbarhed.

Indtil for få årtier siden mente man, at et menneskes liv først rigtig begyndte ved fødslen. Man betragtede embryo, foster og det ufødte barn som fuldstændig afsondret fra omverden, afskærmet fra omgivelsernes påvirkning og som en organisme ude af stand til at ænse eller lagre noget som helst. Tilsvarende var opfattelsen af spædbørn, at de var tomme, primitive væsener med et begrænset sanseapparat og ringe orientering mod omverdenen, der tilmed ikke tog synderlig mén af hverken fysisk eller psykisk overlast – for “det kunne de alligevel ikke huske”, endsige mærke. Indtil ca. 1980 udførte man sågar rutinemæssigt operationer på spædbørn uden bedøvelse. Man mente nemlig ikke, de kunne føle smerte.

Siden er vi blevet utrolig meget klogere, og mange ting har ændret sig. Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv. Ydre vilkår og hændelser samt indre fysiologiske og emotionelle tilstande udsprunget fra denne tid, sætter aftryk og trækker tråde langt op i vores voksne liv. Trådene væver et billede af vores særegne menneskelige udtryk; herunder personlighed, temperament, intelligens, nervesystem samt henholdsvis fysiske og psykiske dispositioner.

Tidlige belastninger giver øget sårbarhed

Forestil dig et spirende liv, der slår rødder i sin livmoder. Dette lille liv – embryoet – er et “ønskebarn”, men dets mor er konstant bekymret og ængstelig – af sind, men også på grund af gentagne aborter. Derfor tøver hun med at glæde sig og forbinde sig følelsesmæssigt med det liv, hun bærer. Som graviditeten skrider frem, får hun mange smerter, og komplikationer opstår. Selvom hun har mand og familie, hun elsker højt, føler hun sig alene med det svære, for hun vil ikke virke utaknemmelig eller skrøbelig – hun plejer jo at være en stærk kvinde. Fødslen er langvarig og udmattende, veerne går i stå, og det ender med akut kejsersnit. Mor og barn adskilles kortvarigt efter fødslen.

“Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Under graviditet og fødsel pågår en kompleks proces, hvor sansninger og informationer udveksles mellem mor og barn. I det skildrede tilfælde vil embryoet/fostret/barnet blandt andet være eksponeret for store mængder stresshormoner og vil – med sit åbne og umodne nervesystem – være meget modtagelig. Hvis stresstilstanden og -påvirkningen er dyb og langvarig kaldes det toksisk stress. Den form er skadelig og kan påvirke hjernens udvikling negativt – i modsætning til kortvarige stressbelastninger, som betragtes som en del af en naturlig og sund udvikling, hvor nervesystemet erfarer, at der er en vej tilbage i tryghed. Derfor betegnes den positiv stress.

Selvom der ikke går en lige linje fra foster-stress eller tidligt traume til senere mistrivsel, vil et barn (som i eksemplet ovenfor), der har oplevet traumer i fosterperioden, under fødslen eller i tiden efter, med stor sandsynlighed træde ind i livet med en større sårbarhed og følsomhed. Det kan komme til udtryk ved fx lavere stresstærskel, øget sensitivitet overfor stimuli og forandringer, et større trygheds- og reguleringsbehov, et generelt ængsteligt og vagtsomt sind, større udsathed for at udvikle diverse psykiske lidelser mv. Modsat vil en rolig og ubekymret graviditet, en tryg fødsel og et spædbarn, der bliver set, mødt og holdt – fysisk og emotionelt – som udgangspunkt være beskyttende faktorer, der giver barnet en vis modstandskraft, som ofte vil reflekteres i dets væren i verden. Et sådant barn vil typisk møde verden med større grad af tryghed og tillid og være knapt så følsom overfor belastninger senere i livet.

Kroppen husker

Vi plejer at forbinde hukommelse med noget, der sker i hjernen. Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det uundgåeligt fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse). Barnet vil ganske vist ikke bevidst kunne genkalde sig denne tidlige erindring, men den kan aktiveres i bestemte situationer, som minder om det oprindelige traume, hvor adskillelse er omdrejningspunktet. Det kan eksempelvis være, når det skal starte i pasning, hvis en omsorgsperson trækker sig fysisk og/eller følelsesmæssigt eller ved søvn (som er lig med adskillelse for det lille barn). Den tidligt funderede implicitte hukommelse bliver således en slags skabelon for at være i og forstå verden.

“Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det notorisk fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse).”

 
Mathilde Riise-Jensen

Selvom denne tidlige “programmering” er kritisk og definerende, så er et vigtigt budskab også, at den er dynamisk – og derfor ikke determinerende. Hjernen er nemlig plastisk og kontinuerligt i stand til at danne nye neurale forbindelser under de rette betingelser. Sidstnævnte vender jeg tilbage til.

Tilknytning og nervesystem

Man kan ikke tale om traumer uden også at tale om tilknytning. Det modsatte af tilknytning er adskillelse og adskillelse kan, for det lille barn, betyde stagnation og tab af livskraft, men det kan også betyde døden. Der er blandt tilknytningsteoretikere konsensus om, at adskillelse og brud er notorisk kritisk for det lille barn. Den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott skildrer den angsttilstand, som et forladt barn oplever, således:

“at gå i stykker,
at blive ved med at falde,
at dø og dø og dø,
at miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt”.

Selvom det blot er et gæt og et konstrueret forsøg på at indkapsle og oversætte følelsen til et verbalt udtryk, er det – alt andet lige – et ganske kvalificeret gæt, som måske giver fornemmelsen for dybden af den angsttilstand, et forladt barn befinder sig i. Indenfor traumepsykologien plejer man at sige, at traumer opstår, når vi lades alene med ubehagelige oplevelser, der overstiger vores kapacitet, så vi fastfryses i nervesystemet. En voldsom oplevelse er altså ikke, nødvendigvis, traumatiserende i sig selv, men bliver det, når vi ikke har nogen at læne os ind i, som kan regulere os tilbage i tryghed. Den alenehed og alarmtilstand vil indprente sig i nervesystemet og den implicitte hukommelse.

Traumer i en adskillelseskultur

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg. Ikke mindst i lyset af den høje grad af psykisk mistrivsel, vi vidner i disse år. Derfor kan vi heller ikke komme udenom at skue det samfund, vi lever i, hvor tempo og adskillelse er menneskelige vilkår. Vilkår, der netop vanskeliggør vores biologiske behov for at knytte og forbinde os og stresser vores nervesystem på flere niveauer.

“Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg.”

 
Mathilde Riise-Jensen

I vores kultur forventer vi, at en gravid kvinde (som udgangspunkt) er produktiv til det sidste, og mantraet “graviditet er ikke en sygdom” reflekteres direkte i vores svangreomsorg, sundhedssystem og arbejdsmarked. Vi hjælper børn til verden i sterile, kliniske miljøer og anbefaler at lægge den nyfødte i hospitalsvuggen – “for en sikkerheds skyld” (fremfor i favnen). Vi har tradition for at fravænne babyer brystet/flasken, inden de fylder et år, lære dem at falde i søvn selv og indkøre dem i daginstitution, inden de har lært at sige farvel og vi ses. Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.

Det er naturligvis en noget kantet og karikeret skildring – og der er selvsagt variationer og undtagelser, men tendensen er ikke desto mindre til at tage og føle på.

“Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Vi lever altså, på mange måder, i en kultur, som nemt – uforvarende – kommer til at inducere traumer. Samtidig – og uheldigvis – giver denne kultur ringe forudsætninger for at kompensere for og hele de traumer, der er opstået, blandt andet grundet den hastighed, hvormed verden bevæger sig samt den adskillelsesnorm, der udfordrer tilknytning og forbundethed – både til andre og til én selv. Når vi så oveni har en vis kulturel habitus for at lægge låg på det svære, tage os sammen og komme videre, så opstår en negativ synergi, som vanskeliggør helingen yderligere og skaber en ond spiral. Og desværre er kombinationen af tidlige traumer og så tempo, adskillelsesorientering og ugunstige/stressende miljøer “giftig”.

Mistrivsel

Indenfor de seneste år har vi set en markant stigning i børn og unge, der har det svært i livet. Her må vi vogte os for de simple forklaringer, for mistrivslen har mange ansigter og forklaringerne herpå er ligeså brogede og sammensatte.

Vi er gode til at identificere “symptomerne”, da de hurtigt popper op i samfundets snævre kasser og rammer – ligesom vi også har et større maskineri til at håndtere denne dynamik. Vi er dog knapt så gode til at være nysgerrige på mistrivslens egentlige udspring. Det betyder, at “håndteringen” ofte har karakter af symptombehandling og tilpasningsstrategier. Som samfund formår vi nemlig hverken at se bagom barnets reaktioner og adfærd eller bagom det miljø, barnet færdes i. Og når vi ikke formår at forholde os nysgerrigt og kritisk til de givne rammer eller når ind til noget, der bare minder om roden, er der fare for at mange bliver misforstået, overset og hjulpet forkert/utilstrækkeligt – og mister yderligere fodfæste på dén konto.

Tidlige traumer misforstås

Tidlige traumer manifesterer sig gennem adfærd og kropslige symptomer. Her er det bemærkelsesværdigt, at der er et betydeligt overlap mellem indikationerne på tidlige traumer og så de gængse diagnoser som, i tiden, stilles i stigende omfang – fx ADHD, autisme og angst. Det efterlader en fare for at disse diagnoser forveksles – og måske i virkeligheden dækker over tidlige traumer. Det bunder dels i, at vores system i høj grad orienterer sig efter diagnoser, og dels i at der mangler generel viden om traumer indenfor “systemet”. Mit ydmyge gæt er, at der sker misforståelser ganske ofte.

Herunder er listet eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Denne oversigt er ikke udtømmende, og alt er naturligvis relativt og bør ses i relation til barnets naturlige udvikling. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af et eller flere “symptomer” ikke nødvendigvis er lig med at barnet er traumatiseret eller i decideret mistrivsel. Alt andet lige kalder denne viden på et markant ændret tankesæt i forhold til livets indledende faser – og et samfund, der spejler denne indsigt. For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.

Det er således forsimplet og forældet at betragte barnets piner og kvaler som en iboende svaghed, der kan fikses med de rette værktøjer, strategier, medicin eller terapi. Sammen med nysgerrigheden på hele barnet er vi nødt til – også – at zoome ud og betragte barnets sårbarheder i et strukturelt perspektiv, hvor rammer og ressourcer ikke nødvendigvis understøtter trivsel og udvikling, dvælen og forbundethed og derfor nemt bliver en belastende faktor, der medfører yderligere sårbarhed og udsathed.

“For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Må jeg foreslå noget vildt; at twiste vores kollektive mindset og vende sårbarhed om og begynde at betragte det som – om ikke en styrke – så en værdifuld sladrehank, der fortæller os, når tempoet bliver for hurtigt, kravene bliver for store, adskillelsen for meget og for lang, pladsen bliver for trang og kasserne for snævre. Klemte børn må vi samle op, se, favne, forstå og “holde” – kærligt, pædagogisk og terapeutisk. Men vi må også forsøge at forandre. Ikke barnet. Men rammerne.

… OG være barnets stemme.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

LÆS OGSÅ

Det er min opgave at passe på mine børn – ikke at opretholde samfundsskabte normer

af | feb 14, 2024

MODERSKAB

Det er min opgave at passe på mine børn – ikke at opretholde samfundsskabte normer

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

14. februar 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Sergio Calero

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

Følgende er et uddrag af Camilla Willumsens nye bog Dit barn – dine beslutninger. Et uddrag, der er udvalgt, fordi det er en kærlig påmindelse om, hvor vigtigt det er at mærke efter – også selvom det gør ondt.

Det kan frustrere mig helt enormt, at det stykke arbejde, som forældre gør for at understøtte deres børns trivsel og sundhed, ikke bliver mødt med større anerkendelse fra samfundets side. For mig har det føltes underligt gang på gang at få ros og anerkendelse for ydre præstationer i mit liv, når jeg på det område, hvor jeg gjorde det største, og for mig mest betydningsfulde stykke arbejde, var usynlig “ude i samfundet”.

Nu kan jeg retrospektivt se, at det har givet mig selvrespekt, at jeg fra starten af mit moderskab stod ved mig selv og traf en række beslutninger, som jeg vidste var afgørende for mine børns helbred og trivsel, på trods af at jeg ingen ydre anerkendelse fik for det.
Denne form for indsats fortryder vi sjældent, i modsætning til de valg, vi træffer, fordi vi er bange for at sige fra eller at skille os ud fra mængden.

Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.

Det kan da godt være, at de fleste andre også gør det, og det er såkaldt “normalt”. Men vi lever også i et samfund, der har normaliseret rigtig mange praksisser, der pænt sagt ikke er gode for os.

“Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.”

 
Camilla Willumsen

Vi vil altid blive påvirket af både de synlige og de usynlige normer omkring os. Normer, som værdisætter forskellige handlinger.
Når vi bliver bevidste om det, kan vi tage stilling til, om det er noget, vi ser en værdi i at videreføre, eller om vi synes, det er bedre at gøre noget andet.

Vi kan holde op med at handle per automatik på de områder, hvor en forandring ville være at foretrække.

Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.

Når vi er sammen med andre, som hviler i deres integritet, kan vi mærke, hvor vi har forladt os selv. Og når vi hviler i vores integritet, kan andre mennesker mærke, hvor de har forladt sig selv. Og det kan fremprovokere svære følelser. Det er helt ok, selvom det kan føles ubehageligt.

“Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.”

 
Camilla Willumsen

Kærlighed er ikke konfliktsky medløberi. Kærlighed er at gøre det, man må gøre. Kærlighed er at sige det, man må sige, uden at dømme sig selv eller andre. Når vi gør det, vi må gøre, så overlever vi ikke bare. Så lever vi. Vi lever et liv, vi kan stå inde for. Et fuldt liv. Et helt liv. Det betyder selvfølgelig ikke, at livet bliver hverken nemt eller smertefrit af den grund, og slet ikke “Instagram-pænt”, for det er ikke livets natur.

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer. Eller ikke at begå fejl. Det handler heller ikke om at dyrke selvudvikling, fordi vi ikke tror, vi er gode nok, som vi er.

Det handler om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os.

MODERSKAB

Det er min opgave at passe på mine børn
– ikke at opretholde samfundsskabte normer

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

14. februar 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Sergio Calero

 

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

Følgende er et uddrag af Camilla Willumsens nye bog Dit barn – dine beslutninger. Et uddrag, der er udvalgt, fordi det er en kærlig påmindelse om, hvor vigtigt det er at mærke efter – også selvom det gør ondt.

Det kan frustrere mig helt enormt, at det stykke arbejde, som forældre gør for at understøtte deres børns trivsel og sundhed, ikke bliver mødt med større anerkendelse fra samfundets side. For mig har det føltes underligt gang på gang at få ros og anerkendelse for ydre præstationer i mit liv, når jeg på det område, hvor jeg gjorde det største, og for mig mest betydningsfulde stykke arbejde, var usynlig “ude i samfundet”.

Nu kan jeg retrospektivt se, at det har givet mig selvrespekt, at jeg fra starten af mit moderskab stod ved mig selv og traf en række beslutninger, som jeg vidste var afgørende for mine børns helbred og trivsel, på trods af at jeg ingen ydre anerkendelse fik for det.
Denne form for indsats fortryder vi sjældent, i modsætning til de valg, vi træffer, fordi vi er bange for at sige fra eller at skille os ud fra mængden.

Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.

Det kan da godt være, at de fleste andre også gør det, og det er såkaldt “normalt”. Men vi lever også i et samfund, der har normaliseret rigtig mange praksisser, der pænt sagt ikke er gode for os.

“Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.”

 
Camilla Willumsen

Vi vil altid blive påvirket af både de synlige og de usynlige normer omkring os. Normer, som værdisætter forskellige handlinger.
Når vi bliver bevidste om det, kan vi tage stilling til, om det er noget, vi ser en værdi i at videreføre, eller om vi synes, det er bedre at gøre noget andet.

Vi kan holde op med at handle per automatik på de områder, hvor en forandring ville være at foretrække.

Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.

Når vi er sammen med andre, som hviler i deres integritet, kan vi mærke, hvor vi har forladt os selv. Og når vi hviler i vores integritet, kan andre mennesker mærke, hvor de har forladt sig selv. Og det kan fremprovokere svære følelser. Det er helt ok, selvom det kan føles ubehageligt.

“Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.”

 
Camilla Willumsen

Kærlighed er ikke konfliktsky medløberi. Kærlighed er at gøre det, man må gøre. Kærlighed er at sige det, man må sige, uden at dømme sig selv eller andre. Når vi gør det, vi må gøre, så overlever vi ikke bare. Så lever vi. Vi lever et liv, vi kan stå inde for. Et fuldt liv. Et helt liv. Det betyder selvfølgelig ikke, at livet bliver hverken nemt eller smertefrit af den grund, og slet ikke “Instagram-pænt”, for det er ikke livets natur.

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer. Eller ikke at begå fejl. Det handler heller ikke om at dyrke selvudvikling, fordi vi ikke tror, vi er gode nok, som vi er.

Det handler om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os.

 

Dit barn – dine beslutninger: Holistiske veje igennem graviditet, fødsel og barnets første år er skrevet af Camilla Willumsen, som også står bag moderskaber.dk. Bogen udkom i november 2023 og kan købes HER (affiliate link).

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

 

LÆS OGSÅ

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller økonomisk privilegeret

af | jan 4, 2024

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller økonomisk privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller økonomisk privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

 

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

LÆS OGSÅ