Den favn, der favner dig, skaber dig også

af marta@foedslen.dk | sep 26, 2023

BØRNELIV

Den favn, der favner dig, skaber dig også

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg.

26. september 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bethany Beck, Unsplash

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg har erfaring indenfor pædagogisk ledelse, paragraf 54-støtte og har pt. et socialpædagogisk deltidsjob indenfor autismeområdet. Hun har været i mesterlære ved Jens Arentzen og samarbejder nu med Lotte Arnsbjerg vedr. bæredygtighed.

Børn skal ses, og børn skal lyttes til. De har brug for at blive spejlet og mødt. Derfor fejler vi også som samfund, når vi nedprioriterer omsorgen samt hænderne til at gribe og favne i institutionslivet såvel som i familiepolitikken generelt.

Vi mennesker fødes nemlig som sociale væsner. Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn. Men det kræver – med den høje grad af udlicitering af omsorg, vi som samfund har valgt at godtage, en politisk prioritering og flere/mere nærværende voksne.

Spædbarnet, hvis hænder rækker ud, og hvis øjne søger et roligt blik, skal mødes, så det oplever, at den verden, der er uden for det selv, rummer det med alt, det er og kommer med. Det skaber tillid og tryghed til verden.

“Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn.”

Suzanne Lisborg

Spejlingen ved pludren og responsen mellem spædbarn og den anden part gør, at det lille spædbarn “finder sig selv”. Og når behov og følelser ses og opfyldes, skabes der gradvist et godt fundament i barnets selvopfattelse; “jeg er fin og betydningsfuld”.

Man kan på den måde også sige, at vi bliver vores netværk på godt og ondt. Vores primære omsorgsgivere har med andre ord afgørende betydning for, hvorledes vi ser os selv, hvordan vi lærer at håndtere konflikter og er i verden på.

Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.

Der er en risiko for, at han eller hun bliver en slags kamæleon, som tilpasser sig situationer og andre menneskers forventninger. En pleaser, som har brug for at føle sig behøvet af nogen og tilsidesætter egne behov for at tilgodese andres, fordi vedkommende heller ikke kan mærke eller udtrykke egne indre drømme, lyster og behov.

En voksen, som fra barnsben ikke har oplevet de sunde relationer – som ikke er blevet mødt – kan komme til at over socialisere, kan have svært ved at sige nej, kan tænde på adrenalinen, kan have svært ved at finde ro og kan føle sig ensom, selvom vedkommende er omgivet af mange mennesker.

“Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.”

Suzanne Lisborg

Ofte vil han eller hun således også drages af relationer, som tærer og stjæler energi, fordi han eller hun genkender mønstret fra tidligere i livet.

Går vi omvendt ud i verden med en sund kerne af selvværd (jeg kender mit eget værd for den jeg er – jeg kan sætte grænser – jeg har en grundlæggende tillid til min omverden mv.), vil det præge den måde, vi er sammen med andre på. Men på en mere balanceret måde.

For når vi ved, hvem vi selv er, er det også lettere med åbent sind at lade andre være dem, de er uanset race, rang og seksuelle præferencer. Vi vil være i stand til at mærke, hvilke relationer der giver energi og dybde, og vi vil kunne sætte grænser, sige nej og veksle mellem sociale konstellationer og alenetid.

Det vil derfor også være den ballast, vi i højere grad giver videre, og vores relationer vil være kendetegnet ved, at de beriger os og bringer energi i det voksne liv.

Selvfølgelig kan barnet, der ikke har haft en sund tilknytning til sin far, mor eller andre nære voksne, også blive et helstøbt menneske i forhold til det relationelle. Det kan fx være i mødet med en betydningsfuld voksen, at helingen af en dysfunktionel følelsesmæssig opvækst tidligt i livet udvikles positivt.

Men det er helt og aldeles misforstået, når vi tror, vi kan skære på det nære, uden at det har konsekvenser. Det er af helt afgørende betydning for det lille barn her og nu, men også for den voksne, det en dag bliver.

BØRNELIV

Den favn, der favner dig, skaber dig også

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg.

26. september 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bethany Beck, Unsplash

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg har erfaring indenfor pædagogisk ledelse, paragraf 54-støtte og har pt. et socialpædagogisk deltidsjob indenfor autismeområdet. Hun har været i mesterlære ved Jens Arentzen og samarbejder nu med Lotte Arnsbjerg vedr. bæredygtighed.

“Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn.”

Suzanne Lisborg

“Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.”

Suzanne Lisborg

Ofte vil han eller hun således også drages af relationer, som tærer og stjæler energi, fordi han eller hun genkender mønstret fra tidligere i livet.

Det vil derfor også være den ballast, vi i højere grad giver videre, og vores relationer vil være kendetegnet ved, at de beriger os og bringer energi i det voksne liv.

LÆS OGSÅ

Vores tænder råber ad os, når vi opfører os uhensigtsmæssigt

af marta@foedslen.dk | aug 15, 2023

HEALING

Vores tænder råber ad os, når vi opfører os uhensigtsmæssigt

Har du nogensinde tænkt over, hvorfor du får huller, hvor du gør. Og hvorfor de kommer, selvom du børster dine tænder grundigt? Det begyndte tidligere tandlæge Dorte Bredgaard at gøre. I dag mener hun, at vores tænder er et spejlbillede af vores indre.

15. august 2023 | Af Dorte Bredgaard | Modelfoto: Freestocks/Unsplash

Har du nogensinde tænkt over, hvorfor du får huller, hvor du gør. Og hvorfor de kommer, selvom du børster dine tænder grundigt? Det begyndte tidligere tandlæge Dorte Bredgaard at gøre. I dag mener hun, at vores tænder er et spejlbillede af vores indre.

Dorte Bredgaard er uddannet tandlæge og har kortlagt tændernes tilknytning til livsområderne. Hun er ligeledes forfatter til bl.a. bogen Tale er guld. Du kan læse mere om hende her og downloade hendes kort over tændernes tilknytning til livsområderne her.

Ifølge videnskaben er det fysiske og det psykiske adskilt.

Det er en 300 år gammel overbevisning, som – efter min overbevisning – skulle have været smidt på porten for længst.

Det fysiske og det psykiske kan ikke adskilles! Alle følelser mærkes i kroppen, men hvis vi ikke anerkender det, tror vi, at alle årsager skal søges uden for os selv. Vi ser ikke samspillet, og vi fralægger os ansvaret.

Vi ”rammes” af sygdom, vi bliver ”angrebet” af bakterier og sygdomme er ”uretfærdige”.

Når vi i stedet forstår vores egen rolle og ser, at sygdom er noget, vi selv skaber ud fra en ubalance og en uhensigtsmæssig adfærd, får vi en helt anden styrke og empowerment. Og på samme måde er det med vores tænder. De er koblet op på en højere bevidsthed, og de råber ad os, når vi opfører os uhensigtsmæssigt over for os selv.

“Det fysiske og det psykiske kan ikke adskilles! Alle følelser mærkes i kroppen, men hvis vi ikke anerkender det, tror vi, at alle årsager skal søges uden for os selv.”

Dorte Bredgaard

De hvisker, taler og råber, og symptomerne er deres sprog. Alt, hvad vi bemærker, er symptomer, og det gælder noget så simpelt som mad, der kiler sig ind mellem to tænder eller tandkødet, der bløder. Hver gang vi mærker et symptom, kan vi med fordel stoppe op og gå på opdagelse i, hvad tænderne fortæller.

Det er min erfaring efter mange år som tandlæge.

Huller, der ikke gav mening

Jeg blev uddannet i 1985 og elskede mit arbejde. Jeg var meget optaget af at hjælpe mine patienter, men alligevel begyndte der hurtigt at snige sig en frustration ind. Når jeg kiggede på mine patienters tænder med videnskabens briller, undrede det mig nemlig, at nogle kun havde haft huller i den ene side eller havde haft flest huller i undermunden, mens overmunden var gået fri eller omvendt. Jeg kunne også se eksempler på, at alle tænderne var perfekte – undtagen alle seksårstænderne, som både var udborede og måske endda rodbehandlede. Nogle patienter fik mange huller, selvom de ikke spiste meget sukker, mens andre var rigtig glade for søde sager uden at få huller.

Intet af det gav rigtig mening for mig.

Da jeg havde været tandlæge i 10 år, fik jeg pludselig selv to nye huller, og jeg vidste, at jeg hverken havde ændret tandbørste- eller sukkervaner, som ellers er den forklaring, videnskaben hælder til i sådanne situationer. Jeg vidste også, at nu var jeg nødt til at finde en forklaring – både på mine huller og på de observationer, jeg allerede havde undret mig over.

Det var lidt af en opgave, jeg havde påtaget mig, og det tog en hel del år, før jeg havde fået en ny forståelse. Til gengæld kom forståelsen fra et andet sted end videnskaben – nemlig fra min indre visdom. Jeg sagde farvel til indoktrineringen og begyndte at stole på mine egne sanser.

Tænderne spejler vort indre

I dag siger jeg, at det er vores normaltilstand at have sunde tænder – uanset hvad vi spiser og uanset vores mundhygiejne. Når vi slipper en uhensigtsmæssig adfærd, vender tænderne tilbage til deres normaltilstand, og det er en helt anden måde at se det på, end historien om ”Karius og Baktus”.

Der er en basisfølelse bag enhver tandsygdom. Fx handler karies om at føle sig utilstrækkelig eller at indtage ’martyrrollen’, og tænder, der knækker, handler om at gøre sig selv mindre.

En af inspirationskilderne til at se anderledes på vores tænder kom fra en håndlæser, jeg engang så i fjernsynet. Håndlæseren forbandt fingrene med livsområder, og jeg tænkte, at måske gjaldt det samme for tænderne. Derfor gik jeg på opdagelse, og hurtigt var jeg overbevist om, at der var en sammenhæng. Alle tænder repræsenterer et livsområde.

Nu ser jeg det sådan, at vores krop ændrer sig med alderen og tilpasser sig den nye energi, vi skal have adgang til. Puberteten fx. Derfor giver det mening for mig, at de forskellige tænder vokser frem i takt med vores udvikling. De første to mælketænder kommer frem, der hvor vi begynder at bevæge os fremad – først ved at kravle, senere ved at gå og løbe. Når vi skal begynde at forme ordene i munden og tale, får vi hjælp at de to øverste fortænder, og når vi i toårsalderen får hjørnetænderne, får vi adgang til viljestyrken. Denne nye energi skal selvfølgelig afprøves, og det er det, vi kender som ’trodsalderen’.

Når seksårstanden bryder frem, tager vi så småt hul på en ’voksen energi’, og disse tænder handler om at være hjælper, om at gøre nytte og at blive parat til skolegang og senere arbejdslivet. Disse tænder er de absolut mest udborede af alle tænderne, og det er de – efter min mening – fordi hjælperrollen og arbejdslivet er så megasvært at afbalancere. Arbejdet (lønnen) har fået for stor magt over os og udfordrer vores livskvalitet. Alt for mange mennesker er ulykkelige i deres job, men er bange for at give slip på det, eller tror ikke på, de fortjener det arbejde, hvor de er allerbedst og hvor arbejdet føles ukompliceret.

For eksempel havde jeg en klient, der havde haft tandpine et par dage. En morgen vågnede hun uden tandpine og var glad, men da hun begyndte at gøre sig klar til at gå på arbejde, vendte tandpinen tilbage. Hun ringede til tandlægen og fik en tid samme dag, ringede til arbejdet og sagde, at hun ikke kom i dag, og så forsvandt tandpinen! Hun var udmærket klar over, at jobbet ikke længere nærede hende, men var bange for at give slip på det, for hvad skulle hun ellers? Tanden kom med en kraftig opfordring til at handle på det, jo før des bedre.

Handl på det, tænderne siger

På den måde kan man også sige, at det er symptombehandling, når vi går til tandlæge og får lavet kroner, rodbehandling og huller. Når behandling ikke gør os klogere på os selv, er det at sløre symptomerne og ikke at forløse årsagen.

Det betyder ikke, at jeg er imod symptombehandling, for det kan undertiden være en trædesten, som løfter os til et niveau, hvor vi kan handle i større overensstemmelse med vores integritet. Det, jeg er imod, er, at symptombehandling anses for at være behandlingen!

Når vi adskiller det fysiske og det psykiske og tror, at sygdom kommer udefra – udløst af noget fysisk – anser jeg det for at fastholde os i hjælpeløshed, og det er jo sådan, vi har levet i alt for mange år.

Når vi i stedet bringer bevidstheden ind, starter healingen. Udfordringen er, at det ofte er svært og en stor udfordring at skabe forandring.

Det kan godt være, vi bliver opmærksomme på, at fx vores parforhold ikke er godt for os, men vi skal også være parate til at vælge det fra, og det er ikke altid, vi er det, selv om vores tænder synes, vi er. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan øve os i at lytte til kroppen og blive bedre og bedre til at tage mere nærende beslutninger.

“Når vi i stedet bringer bevidstheden ind, starter healingen. Udfordringen er, at det ofte er svært og en stor udfordring at skabe forandring.”

Dorte Bredgaard

Tandsygdomme handler primært om den energi (ordene), der ikke kommer ud af munden. Der, hvor vi bider i os, i stedet for at bide fra os. Det handler om at melde sine følelser og behov klart ud, og med klart mener jeg uden ironi, sarkasme og sidebensbemærkninger.

Tag ansvar for, hvad du føler, og hvilke behov du har, og kan de ikke opfyldes, gælder det om at få en vinkel på tingene, som ikke er skadelig for dig.

HEALING

Vores tænder råber ad os, når vi opfører os uhensigtsmæssigt

15. august 2023 | Af Dorte Bredgaard | Modelfoto: Freestocks/Unsplash

Har du nogensinde tænkt over, hvorfor du får huller, hvor du gør. Og hvorfor de kommer, selvom du børster dine tænder grundigt? Det begyndte tidligere tandlæge Dorte Bredgaard at gøre. I dag mener hun, at vores tænder er et spejlbillede af vores indre.

Ifølge videnskaben er det fysiske og det psykiske adskilt.

Det er en 300 år gammel overbevisning, som – efter min overbevisning – skulle have været smidt på porten for længst.

Vi ”rammes” af sygdom, vi bliver ”angrebet” af bakterier og sygdomme er ”uretfærdige”.

“Det fysiske og det psykiske kan ikke adskilles! Alle følelser mærkes i kroppen, men hvis vi ikke anerkender det, tror vi, at alle årsager skal søges uden for os selv.”

Dorte Bredgaard

Det er min erfaring efter mange år som tandlæge.

Huller, der ikke gav mening

Intet af det gav rigtig mening for mig.

Tænderne spejler vort indre

Der er en basisfølelse bag enhver tandsygdom. Fx handler karies om at føle sig utilstrækkelig eller at indtage ’martyrrollen’, og tænder, der knækker, handler om at gøre sig selv mindre.

Handl på det, tænderne siger

Når vi i stedet bringer bevidstheden ind, starter healingen. Udfordringen er, at det ofte er svært og en stor udfordring at skabe forandring.

“Når vi i stedet bringer bevidstheden ind, starter healingen. Udfordringen er, at det ofte er svært og en stor udfordring at skabe forandring.”

Dorte Bredgaard

Tag ansvar for, hvad du føler, og hvilke behov du har, og kan de ikke opfyldes, gælder det om at få en vinkel på tingene, som ikke er skadelig for dig.

LÆS OGSÅ

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født

af marta@foedslen.dk | maj 1, 2023

FADERSKAB

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

1. maj 2023 | Af Tobias Anker Stripp | Foto: Privat

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

Tobias Anker Stripp er læge, reiki-healer og forsker. Han er aktuelt phd.-studerende på Syddansk Universitet, hvor han forsker i eksistentiel og åndelig omsorg, sammenhænge mellem tro og helbred samt nærdødsoplevelser. Læs mere her eller følg han på Instagram.

Indtil min datter kom til verden en kold oktobernat sidste år, havde jeg levet med en forestilling om, at mænd og kvinder kunne det samme. Både mentalt og socialt havde jeg i flere år arbejdet aktivt på at forsøge at nedbryde den betydning, jeg gav mit biologiske køn.

Jeg følte også, at jeg – efter en større eksistentiel krise – var et sted, hvor jeg endelig havde en klar ide om, hvor jeg var på vej hen i mit liv, hvad der var vigtigt for mig, og hvad der var det største formål for mig i mit liv.

Men alle disse forestillinger fik min datter rusket godt og grundigt op i.

Allerede i graviditeten måtte jeg sande, at min hustru langt hurtigere end jeg var klar til at italesætte og forberede fødslen, fordi hun så tydeligt mærkede graviditeten og forandringerne på egen krop.

Men selve fødslen, der var en både voldsom og fantastisk oplevelse, satte en tyk streg under dette.

Som mand var der jo nogle ting, jeg ikke kunne rent biologisk. For mig var det derfor en vekselvirkning mellem, at jeg følte mig helt og aldeles overflødig for dernæst at mærke, at jeg var helt nødvendig. Der var en naturgiven ansvarsfordeling, som jeg ikke kunne påvirke, hvor end jeg gerne ville.

Jeg kunne ikke føde min datter – det var min hustrus opgave. Jeg kunne ikke tage smerten, men trykke i lænden, hver gang der kom en ve, og jeg kunne støtte, opmuntre og hente snacks, som ikke blev spist – det var min opgave.

Det var en stærk, men også udfordrende forudsætning at læne sig ind i, og en meget livsændrende oplevelse på mange planer.

Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst. Under transformationen til far oplevede jeg for alvor, at vi – mænd og kvinder – er udstyret med forskellige evner her i verden.

“Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst.”

Tobias Anker Stripp

Selvfølgelig kan forskellen på mænd og kvinder variere, og der er nogle stereotyper, der bestemt ikke er frugtbare og ofte decideret destruktive at holde fast i og misbruge til forskellige formål. Det er også klart, at verden i dag kan se ud på mange måder, som ikke er så domineret af de biologiske forudsætninger, og at man kan have familier i mange forskellige konstellationer, som ikke er relateret til biologisk køn, ligesom der kan være individuelle variationer og mange frihedsgrader i, hvordan man bevæger sig ind over de forskellige køns virkeområder. Både når det kommer til fysisk væren, åndelig kapacitet og det seksuelle.

Men for mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv.

For godt nok var vi begge meget opmærksomme på, at min datter og jeg havde meningsfyldt samvær, når jeg var hjemme. Og jeg brugte meget tid på at have hende nøgen på mit bryst, trøste og putte, ligesom jeg oplevede det som noget helt specielt og meget rørende, når jeg kunne give hende flaske, de gange min hustru ikke var hjemme. Men igen havde min hustru en anden opgave – som jeg ikke kunne løse. Min opgave var at gå på arbejde. Hendes opgave var at passe og amme vores datter.

Til gengæld havde jeg en frihed, som min hustru ikke oplevede.

“For mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv”

Tobias Anker Stripp

Jeg kunne tage på arbejde og drikke en kop kaffe i en pause uden at blive afbrudt, eller jeg kunne let cykle forbi en kammerat.

De privilegier havde min hustru ikke. Hun var mere ”bundet” af vores datter, og på mange måder oplevede jeg, at grænserne mellem dem blev fuldstændig udviskede.

For når man aldrig er alene med sig selv og sit eget energifelt, er det meget svært at adskille sig selv fra andre og identificere, hvordan man egentlig har det. Hun havde derfor en stor længsel efter frihed og det at mærke sig selv.

Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder. Hvilket hun slet ikke havde noget at give af, fordi hun hele tiden gav noget til andre og aldrig havde noget til sig selv.

“Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder.”

Tobias Anker Stripp

Det var hårdt og gav anledning til konflikter og forhandlinger om frihed og søvn, vi ikke havde kunnet forudsige, selvom vi havde talt meget om det her med de biologiske roller, inden vi blev forældre. Men der har været så mange ting, vi ikke har været bevidste om, før det ligesom ramte.

I dag er vi de erfaringer rigere. Og de biologiske forudsætninger, som jeg oplevede udspille sig og var særligt tydelige i forbindelse med fødslen – men også i starten af min datters liv – har været vigtige for mig at blive mindet om. Det har været en interessant proces at opleve, at vi – mænd og kvinder – hver især har et ansvarsområde, og på den måde komme tilbage fra den kønsløse tilstand, hvor jeg tænkte, at vi kunne det samme.

Det er klart at nogle at opgaverne var vores egne beslutninger. Man kan jo fx som mand i princippet godt give flaske fra barnets fødsel – det var bare ikke det, vi ønskede. Og især under graviditet og fødsel var de biologiske præmisser skåret i sten.

Jeg oplevede derfor, at min datters fødsel vendte op og ned på mine perspektiver, men også at mine prioriteringer i livet blev helt anderledes.

Nu er det pludselig ikke længere så vigtigt at lave karriere og tjene penge. Nu er det i højere grad nok bare at skulle være far, nyde min datter og se hendes liv vokse.

At blive far har tydeliggjort, hvor kort tid, vi egentlig har her på jorden. Om 60 år er jeg væk, og alt, jeg har udrettet, vil være glemt på et tidspunkt. Det eneste, jeg på en eller anden måde kan gøre, er at leve et liv, jeg nyder, og glæde mig over, at jeg har været med til at skabe noget, som altid vil være større end mig selv; nemlig mit barn.

FADERSKAB

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

1. maj 2023 | Af Tobias Anker Stripp | Foto: Privat

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

Tobias Anker Stripp er læge, reiki-healer og forsker. Han er aktuelt phd.-studerende på Syddansk Universitet, hvor han forsker i eksistentiel og åndelig omsorg, sammenhænge mellem tro og helbred samt nærdødsoplevelser. Læs mere her eller følg han på Instagram.

Men alle disse forestillinger fik min datter rusket godt og grundigt op i.

Men selve fødslen, der var en både voldsom og fantastisk oplevelse, satte en tyk streg under dette.

Det var en stærk, men også udfordrende forudsætning at læne sig ind i, og en meget livsændrende oplevelse på mange planer.

“Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst.”

Tobias Anker Stripp

Til gengæld havde jeg en frihed, som min hustru ikke oplevede.

“For mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv”

Tobias Anker Stripp

Jeg kunne tage på arbejde og drikke en kop kaffe i en pause uden at blive afbrudt, eller jeg kunne let cykle forbi en kammerat.

De privilegier havde min hustru ikke. Hun var mere ”bundet” af vores datter, og på mange måder oplevede jeg, at grænserne mellem dem blev fuldstændig udviskede.

“Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder.”

Tobias Anker Stripp

Jeg oplevede derfor, at min datters fødsel vendte op og ned på mine perspektiver, men også at mine prioriteringer i livet blev helt anderledes.

Nu er det pludselig ikke længere så vigtigt at lave karriere og tjene penge. Nu er det i højere grad nok bare at skulle være far, nyde min datter og se hendes liv vokse.

LÆS OGSÅ

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem

af marta@foedslen.dk | apr 18, 2023

BØRNELIV

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi se på den måde, hvorpå vi ser og taler om børn, skriver Hye Marcussen.

18. april 2023 | Af Hye Marcussen | Foto: Privat

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi gøre noget ved den måde, hvorpå vi ser og taler om børn.

Hye Marcussen er 37 år, uddannet på RUC med særlig interesse for kvinder og global ulighed. Pt. er hun mest optaget af børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge hende på Instagram her.

For et par år siden var jeg mere end noget andet optaget af kampen mod den såkaldte adskillelseskultur: den kulturelle, ja nærmest rituelle, praksis, der skiller små børn fra deres primære omsorgsgiver(e).

Jeg var af den overbevisning, at efter de første tre år, hvis tilknytningen var værnet om, så var man ”home free.” Børnene kunne fint gå i børnehave og skole, fordi de havde fået opbygget den nødvendige kerne af selvværd. Den grundidé tror jeg stadig på, men jeg har indset, at det ikke er så simpelt endda. Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker nemlig langt ud over vuggestuefænomenet. Den gennemsyrer strukturelt, diskursivt og kulturelt i et overvældende omfang vores samfund. Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.

Ufærdige mennesker

Børn er gennem generationer blevet set som ufærdige mennesker, der skulle ”tæmmes,” så de kunne blive ”rigtige” mennesker, altså voksne. Børn var forældrenes (primært patriarkens) ejendom og blev grundlæggende set som modtagere. Af voksnes opdragelse, visdom, straf, vold, kærlighed og nåde.

Selvom meget har ændret sig, lever vi stadig i dag med stærke levn fra dét børnesyn.

“Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.”

Hye Marcussen

Jeg selv var et stort barn, da revselsesretten med nød og næppe blev ophævet i Danmark i 1997. Der var næsten ligeså mange partier, der stemte imod som for ophævelsen. I dag, kun et par årtier senere, synes de fleste, at tanken om at slå børn er uhørt.

Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.

For selvom der er konsensus om, at børn har rettigheder, griner de fleste, hvis man siger, de burde have stemmeret. Det er stadig langt fra vores tankegang, at børn skulle have medbestemmelse i forhold til samfundet og ikke mindst indretningen af deres eget liv. Dette vidner om, hvor dybt kulturelt indlejret synet på barnet, som værende ude af stand til at bidrage til samfundet med brugbare perspektiver og erfaringer, stadig er.

Barnets ret

Vi taler ofte om, at børnene er vores vigtigste aktiv. At de er fremtidige skatteydere, og at samfundet ikke kan være sin behandling af dem bekendt. Men frem for at tale om, at det er synd for børn, at de mistrives og behandles dårligt i systemet, vil jeg hellere flytte fokus over på rettigheder.

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.”

Hye Marcussen

Vi taler ikke om, at sexisme er synd for kvinder. Eller at racisme er synd for BIPOC* (*black, indigenous & people of color). Vi bør tilsvarende med børn fokusere på, hvad de har ret til, og hvorfor de har en enestående dårlig position i forhold til at gøre krav på deres rettigheder.

Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?

Hvad hvis det blev set som værende i modstrid med et barns ret at blive efterladt i omgivelser og blandt mennesker, det ikke selv havde valgt?

Hvad hvis det blev set som en krænkelse af et barns integritet at blive sendt i institution på Panodil, fordi forældrene ikke har ret til sygedage, indtil barnet er ordentligt raskt?

Hvad hvis børn havde ret til en hverdag, de selv havde indflydelse på?

Hvad hvis børn havde ret til altid at blive talt til og om med samme respekt som voksne?

Sådan kunne jeg fortsætte. Sikkert til manges undren. Og vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor denne forståelse af børns rettigheder virker så overvældende, kontroversiel og nærmest grinagtig?

Her bliver begrebet childism relevant.

“Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?”

Hye Marcussen

Childism er en aktivistisk bevægelse samt et nyere forskningsfelt med den banebrydende anskuelse, at børn – som vi forstår dem i dag – er en social konstruktion, der ses som voksnes grundlæggende underordnede.

Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.

Sprogets magt

Den udbredte framing af børn som en samfundsmæssig underskudsforretning samt en stopklods for løntrin og karriere er pragteksempler på den omtalte konstruktion af børn. Vores sprogbrug og forståelse – og dermed behandling – af børn hænger uløseligt sammen.

Undertrykkelse bærer generelt præg af, at majoritetens umyndiggørende adfærd over for en minoritet over tid er blevet en kulturel selvfølgelighed, ingen stiller spørgsmålstegn ved. Dette hæmmer udviklingen af et sprog for de krænkelser, der faktisk foregår. Og når vi ikke har et sprog for dem, er det sværere at begribe – og bevise – at de findes.

“Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.”

Hye Marcussen

Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.

Børns rettigheder krænkes

En essentiel del af feminismen handler for mig om at respektere ethvert menneskes ret til sin krop, sind, tanker og oplevelser. Den ukrænkelige ret til ikke at blive defineret udefra af normer og af dem, der har magt. At ethvert menneskes egne oplevelser er lige så meget værd og har lige så meget berettigelse som majoritetens og magthavernes. At enhver har ret til medbestemmelse i sit liv.

Disse rettigheder kæmper enhver minoritet for. Undtagen børn, der ikke har mulighed for at kæmpe.

Lige fra hverdagsplan til det institutionelle og strukturelle plan krænkes disse rettigheder, når det kommer til børn. På hverdagsplanet er det almindeligt, at voksne fastholder barnets krop, negligerer og lukker ned for barnets følelser, laver sjov på barnets bekostning, definerer det, skælder det ud, truer og bestikker det. Alt sammen på et socialt accepteret ”hygge”-niveau som vi kalder ”opdragelse”. Vi har ydermere skabt en konsensus om, at børn – som en af de eneste grupper af borgere i samfundet – ikke bestemmer, hvad de laver, og hvem de er sammen med, til hverdag.

“Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.”

Hye Marcussen

På institutionelt og strukturelt plan er listen af krænkelser uoverskuelig, men den tidligere omtalte samfundsdiskurs om børn taler sit eget tydelige sprog sammen med det faktum, at alt, hvad der vedrører små menneskers fødsel, spædbarns- og senere børneliv, er et område, der politisk og økonomisk er underprioriteret og underbetalt som intet andet i dette samfund.

Adskillelseskultur og normeringer er symptomer

Jeg mener i tråd med childism-anskuelser, at vores manglende vedtagelse af FN’s Børnekonvention, syltning af minimumsnormeringer, adskillelseskultur samt de mange mikroaggressioner i form af ovennævnte hverdagskrænkelser er et symptom på noget dybereliggende.

Derfor er mit fokus blevet mindre på enkeltsagerne og mere på det strukturelle. Og derfor har jeg en ambivalens i forhold til enkeltsagerne. Jeg kan slet ikke være uenig i kravet om minimumsnormeringer, og samtidig er jeg bange for, at netop enkeltsagerne hindrer en mere grundlæggende samtale om vores framing af børn.

For hvis vi først vedkendte os som samfund, at børn er ligeværdige rettighedshavere i bogstavelig, praktisk og principiel forstand, så ville det blive umuligt at opretholde det nuværende system (både hvad angår institution, skole og dagligdags praksis).

Derfor vil jeg slå et slag for den radikale ide, at samfundets børnesyn og grundlæggende usynliggjorte undertrykkelse af børn er roden til problemet. Og at adskillelseskultur, institutionalisering, skolesystem, fødeområdet og alle de områder, hvor børn krænkes på daglig basis, blot er symptomer.