Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

af | jan 8, 2020

LIVET MED BØRN

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

8. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg, fortæller Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at være hjemme med sine børn.

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar. Sammen med manden, Carsten, bor hun i Nørreballe på Lolland. Her flyttede de til i maj 2016 efter at have boet i Valby ved København. Du kan følge hende på Instagram og på bloggen frabypigetilbonderøv.

Hvordan vil du beskrive det liv, I havde i København, inden I tog jeres datter ud af vuggestuen og flyttede til Lolland?​
Inden vi tog springet, talte vi meget om det. Og vi var meget bevidste om, at vores datter ikke skulle være mange timer i vuggestue. Ikke fordi de ikke var søde, eller at vi ikke havde samme overbevisninger om institutionslivet, som vi har i dag. Men fordi vi gerne ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med hende. Carsten bad om at møde tidligere, så han kunne hente hende, når hun vågnede fra lur, og jeg var i starten i gang med uddannelse og blev senere selvstændig efter kortvarig ledighed. Så vi havde tidsmæssigt mulighed for at aflevere sent og hente tidligt. Derudover boede min mor i nærheden, og havde hende gerne en dag om ugen. Så vi har aldrig, udover nogle få gange, oplevet at være hængt op på tid.

Hvad var det, der gjorde, I besluttede jer for, at jeres børn skulle være hjemme, og hvorfor endte I på Lolland?​
Det var, og er stadig, på grund af et dybtfølt ønske om at være dem, som former børnene. En overbevisning om, at det, som sker i barndommen, spreder sig som ringe i vandet op gennem livet. Så vores holdning var, at hvis vi ønskede at have en markant indflydelse på vores børn, skulle vi sætte tid af til det. Det kom sig af en blanding af, at min mand havde lyttet til nogle filosoffer på YouTube om familieliv. Mine terapeutuddannelser og min tid som sosu-hjælper med terminale patienter spillede også en rolle. Det der med at forsøge at lave et tilbageblik og mærke efter – hvilket slags liv ønskede vi at se tilbage på? Og vi var ikke i tvivl om, at det for os skulle være et liv med nærvær, hvor familien betød mest. At det endte med at blive på Lolland, vi bosatte os, var et mere gennemregnet valg. Vi søgte efter meget lav kvadratmeterpris. Da vi ville skulle leve af Carstens ufaglærte løn, var økonomi en ret vigtig faktor. Vi ledte efter et sted med plads til at dyrke grøntsager og have lidt dyr. Vi tjekkede ejendomsskatter, kriminalitetsstatistik, overvejede distancer og så videre. Da vi besluttede, at Lolland-Falster ville kunne imødekomme de fleste af vores behov, fandt vi hurtigt vores drømmebolig. En af grundene til, vi valgte Lolland, var også, at vi ikke havde noget netværk der. Vi ville gerne lande i vores nye livsstil og begå fejl uden at føle, at vi var under for meget beskydning eller risikere at blive overrumplet af andres følelser og trække i land. Det ved jeg i dag, var og er det helt rigtige for os.

 
Hvordan tog venner og familie imod jeres beslutning?​
​I vores tidsalder lyder det nærmest nyreligiøst at ønske at tilbringe så meget tid sammen med sine børn. Og vi har haft mange og lange samtaler, diskussioner og grænsende til skænderier på grund af vores valg. “Du kan da ikke bare afskære dem fra al menneskelig kontakt”, er nok et af  de vildeste udbrud, jeg har måttet besvare. Jeg har brugt så urimelig meget tid og energi i forsøget på ikke at støde nogen med mit valg – også vores nærmeste. I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg. Det lyder jo egentlig skørt, at vi kan blive såret over, at andre har valgt en anden vej for deres familie. Det er min erfaring, at det for mange også føltes som et angreb. Et angreb på den måde, de har været forældre, eller den måde, de selv er opvokset på. Uanset hvad kan det virkelig være et minefelt. 
 
Hvordan er jeres hverdag i dag, og hvordan er “arbejdsfordelingen” din mand og dig imellem?​
Min mand arbejder 37 timer, men gudskelov i skiftehold. Så den ene uge er han hjemme i dagtimerne og den anden om eftermiddag/aften. Det vil sige, at vi flexer lidt, hvem der tager til legeaftaler og generelt tager sig af børnene. Jeg er dog på konstant. Med hensyn til det huslige arbejde tror jeg, vi er meget lig de fleste andre børnefamilier. Den, som først løber tør for tøj, sætter en maskinfuld over. Vi er også tit rørende uenige om, hvem der gør mest, men vi er et hold, og hvis den ene har det lidt stramt, så træder den anden til. Vi har ikke på nogen måde et ‘Bo Bedre’-hjem, selvom vores landsted klart har potentialet til det. Sandheden er bare, at børn, som er hjemme på fuld tid, også roder på fuld tid, og ingen af os lider af rengøringsvanvid. Så de voksnes ønske er faktisk på sigt at få økonomisk råderum til rengøringshjælp.
 
Hvilke reaktioner møder du fra omgivelserne?​
Der er som regel tre kategorier, når vi taler om reaktioner. ‘Entusiasten’ er enten en, som selv hjemmepasser eller drømmer om det. Det kan også være en fra den ældre generation, som enten har gjort noget lignende, eller ville ønske at have gjort det. Entusiasten spørger tit ind til værdier og i dybereliggende følelser. ‘Den høflige’ er den, som oftest ikke forstår valget og som for alt i verden ikke vil i konflikt eller rammes af sårbarhed, så de holder det overfladisk. Den høflige skøjter uden om kanterne og finder gerne tryghed i at tale i generaliseringer og så videre til vejret. ‘Skeptikeren’ har paraderne oppe fra det øjeblik, de hører, at man ikke “bidrager til samfundet”. De taler om kødgryder, privilegieblindhed, curling og bruger sætninger som “ingen har nogensinde taget skade af at komme ud af mors skørter”, og “hvad så hvis alle gjorde som dig, så ville samfundet kollapse”. Det lykkes sjældent at komme helt ind og tale om det, det rent faktisk handler om. Men når det gør, er det ren magi.
 
Du har valgt at blande dig i debatter om børn og institutionalisering. Hvorfor?​
Som nævnt forsøgte jeg tidligere at vise ekstremt meget hensyn, for at de, som valgte anderledes end jeg, ikke skulle blive stødt over mit valg. Men da jeg så dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ og efterfølgende forældre, som gik på gaden med børnene i favnen og råbte på en voksen, blev jeg ramt på vegne af børnene. Jeg blev ikke kun vred, som det nogle gange forstås. Jeg blev også ked af det og bekymret. Fordi jeg har været adskilt fra, hvad jeg mener, er en uhensigtsmæssigt børnekultur, så længe, at jeg ikke længere har noget i klemme, råber jeg højt og indimellem ikke så pænt. For det er så svært at trænge igennem den mur af indoktrinering om, at børn har bedst af at rette ind, være adskilt fra deres forældre, og at vi skal beskytte fællesskabet i højere grad end vores eget afkom. Ro, ordentlighed og renlighed gennemsyrer til stadighed systemets syn på børn på trods af, at man aldrig før har set så stor mistrivsel hos hverken børn eller voksne. Det er så sårbart, og jeg ser heller ikke mig selv fri for opdragelsesarvegodset og gammelt børnesyn. Jeg øver mig også. Jeg mener, at hvis vi ønsker hele mennesker ud på den anden side, så er vi nødt til at sadle om. Ikke kun for børnenes skyld, men også for vores egen. Jeg tror dog ikke, at det sker over en generation.
 
Er det planen, at jeres børn skal hjemmeskoles – og hvorfor?​
Ja, det er det. Fordi vi ikke er enige i den måde, man uddanner på. Vi mener, man her ser børn som tomme beholdere, der skal fyldes op, og sådan oplever jeg slet ikke børn. De er videbegærlige, innovative og kildekritiske. Vi skal bare lade være med at pille det ud af dem.
Det betyder ikke, at vores børn ikke skal lære basale færdigheder i gængse fag. Vores vej bliver bare noget anderledes, da vi bruger selvledet læring. Vi lever i en tid, hvor skolerne ikke længere har patent på viden. Med få klik er langt det meste tilgængeligt. Så det vigtigste, mine børn skal lære, er, hvad det vil sige at være menneske. For det lader til at være en af de sværeste nødder at knække i vor tid. Mange forældre siger, at de ville ikke kunne undervise selv. Men hvis de 11 år, du har tilbragt på din grunduddannelse, ikke har givet dig værktøjer til at fralære blandt andet basal matematik, hvorfor I alverden vil du så sende dit kæreste eje ned af samme vej? Vi taler tit om, hvilken verden vi overlader til vores børn, men alt for lidt om, hvilke børn vi overlader til verdenen.

LIVET MED BØRN

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

8. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg, fortæller Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at være hjemme med sine børn.

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar. Sammen med manden, Carsten, bor hun i Nørreballe på Lolland. Her flyttede de til i maj 2016 efter at have boet i Valby ved København. Du kan følge hende på Instagram og på bloggen frabypigetilbonderøv.

Hvordan vil du beskrive det liv, I havde i København, inden I tog jeres datter ud af vuggestuen og flyttede til Lolland?​
Inden vi tog springet, talte vi meget om det. Og vi var meget bevidste om, at vores datter ikke skulle være mange timer i vuggestue. Ikke fordi de ikke var søde, eller at vi ikke havde samme overbevisninger om institutionslivet, som vi har i dag. Men fordi vi gerne ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med hende. Carsten bad om at møde tidligere, så han kunne hente hende, når hun vågnede fra lur, og jeg var i starten i gang med uddannelse og blev senere selvstændig efter kortvarig ledighed. Så vi havde tidsmæssigt mulighed for at aflevere sent og hente tidligt. Derudover boede min mor i nærheden, og havde hende gerne en dag om ugen. Så vi har aldrig, udover nogle få gange, oplevet at være hængt op på tid.

Hvad var det, der gjorde, I besluttede jer for, at jeres børn skulle være hjemme, og hvorfor endte I på Lolland?​
Det var, og er stadig, på grund af et dybtfølt ønske om at være dem, som former børnene. En overbevisning om, at det, som sker i barndommen, spreder sig som ringe i vandet op gennem livet. Så vores holdning var, at hvis vi ønskede at have en markant indflydelse på vores børn, skulle vi sætte tid af til det. Det kom sig af en blanding af, at min mand havde lyttet til nogle filosoffer på YouTube om familieliv. Mine terapeutuddannelser og min tid som sosu-hjælper med terminale patienter spillede også en rolle. Det der med at forsøge at lave et tilbageblik og mærke efter – hvilket slags liv ønskede vi at se tilbage på? Og vi var ikke i tvivl om, at det for os skulle være et liv med nærvær, hvor familien betød mest. At det endte med at blive på Lolland, vi bosatte os, var et mere gennemregnet valg. Vi søgte efter meget lav kvadratmeterpris. Da vi ville skulle leve af Carstens ufaglærte løn, var økonomi en ret vigtig faktor. Vi ledte efter et sted med plads til at dyrke grøntsager og have lidt dyr. Vi tjekkede ejendomsskatter, kriminalitetsstatistik, overvejede distancer og så videre. Da vi besluttede, at Lolland-Falster ville kunne imødekomme de fleste af vores behov, fandt vi hurtigt vores drømmebolig. En af grundene til, vi valgte Lolland, var også, at vi ikke havde noget netværk der. Vi ville gerne lande i vores nye livsstil og begå fejl uden at føle, at vi var under for meget beskydning eller risikere at blive overrumplet af andres følelser og trække i land. Det ved jeg i dag, var og er det helt rigtige for os.

 
Hvordan tog venner og familie imod jeres beslutning?​
​I vores tidsalder lyder det nærmest nyreligiøst at ønske at tilbringe så meget tid sammen med sine børn. Og vi har haft mange og lange samtaler, diskussioner og grænsende til skænderier på grund af vores valg. “Du kan da ikke bare afskære dem fra al menneskelig kontakt”, er nok et af  de vildeste udbrud, jeg har måttet besvare. Jeg har brugt så urimelig meget tid og energi i forsøget på ikke at støde nogen med mit valg – også vores nærmeste. I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg. Det lyder jo egentlig skørt, at vi kan blive såret over, at andre har valgt en anden vej for deres familie. Det er min erfaring, at det for mange også føltes som et angreb. Et angreb på den måde, de har været forældre, eller den måde, de selv er opvokset på. Uanset hvad kan det virkelig være et minefelt. 
 
Hvordan er jeres hverdag i dag, og hvordan er “arbejdsfordelingen” din mand og dig imellem?​
Min mand arbejder 37 timer, men gudskelov i skiftehold. Så den ene uge er han hjemme i dagtimerne og den anden om eftermiddag/aften. Det vil sige, at vi flexer lidt, hvem der tager til legeaftaler og generelt tager sig af børnene. Jeg er dog på konstant. Med hensyn til det huslige arbejde tror jeg, vi er meget lig de fleste andre børnefamilier. Den, som først løber tør for tøj, sætter en maskinfuld over. Vi er også tit rørende uenige om, hvem der gør mest, men vi er et hold, og hvis den ene har det lidt stramt, så træder den anden til. Vi har ikke på nogen måde et ‘Bo Bedre’-hjem, selvom vores landsted klart har potentialet til det. Sandheden er bare, at børn, som er hjemme på fuld tid, også roder på fuld tid, og ingen af os lider af rengøringsvanvid. Så de voksnes ønske er faktisk på sigt at få økonomisk råderum til rengøringshjælp.
 
Hvilke reaktioner møder du fra omgivelserne?​
Der er som regel tre kategorier, når vi taler om reaktioner. ‘Entusiasten’ er enten en, som selv hjemmepasser eller drømmer om det. Det kan også være en fra den ældre generation, som enten har gjort noget lignende, eller ville ønske at have gjort det. Entusiasten spørger tit ind til værdier og i dybereliggende følelser. ‘Den høflige’ er den, som oftest ikke forstår valget og som for alt i verden ikke vil i konflikt eller rammes af sårbarhed, så de holder det overfladisk. Den høflige skøjter uden om kanterne og finder gerne tryghed i at tale i generaliseringer og så videre til vejret. ‘Skeptikeren’ har paraderne oppe fra det øjeblik, de hører, at man ikke “bidrager til samfundet”. De taler om kødgryder, privilegieblindhed, curling og bruger sætninger som “ingen har nogensinde taget skade af at komme ud af mors skørter”, og “hvad så hvis alle gjorde som dig, så ville samfundet kollapse”. Det lykkes sjældent at komme helt ind og tale om det, det rent faktisk handler om. Men når det gør, er det ren magi.
 
Champs of Denmark
 
Du har valgt at blande dig i debatter om børn og institutionalisering. Hvorfor?​
Som nævnt forsøgte jeg tidligere at vise ekstremt meget hensyn, for at de, som valgte anderledes end jeg, ikke skulle blive stødt over mit valg. Men da jeg så dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ og efterfølgende forældre, som gik på gaden med børnene i favnen og råbte på en voksen, blev jeg ramt på vegne af børnene. Jeg blev ikke kun vred, som det nogle gange forstås. Jeg blev også ked af det og bekymret. Fordi jeg har været adskilt fra, hvad jeg mener, er en uhensigtsmæssigt børnekultur, så længe, at jeg ikke længere har noget i klemme, råber jeg højt og indimellem ikke så pænt. For det er så svært at trænge igennem den mur af indoktrinering om, at børn har bedst af at rette ind, være adskilt fra deres forældre, og at vi skal beskytte fællesskabet i højere grad end vores eget afkom. Ro, ordentlighed og renlighed gennemsyrer til stadighed systemets syn på børn på trods af, at man aldrig før har set så stor mistrivsel hos hverken børn eller voksne. Det er så sårbart, og jeg ser heller ikke mig selv fri for opdragelsesarvegodset og gammelt børnesyn. Jeg øver mig også. Jeg mener, at hvis vi ønsker hele mennesker ud på den anden side, så er vi nødt til at sadle om. Ikke kun for børnenes skyld, men også for vores egen. Jeg tror dog ikke, at det sker over en generation.
 
Er det planen, at jeres børn skal hjemmeskoles – og hvorfor?​
Ja, det er det. Fordi vi ikke er enige i den måde, man uddanner på. Vi mener, man her ser børn som tomme beholdere, der skal fyldes op, og sådan oplever jeg slet ikke børn. De er videbegærlige, innovative og kildekritiske. Vi skal bare lade være med at pille det ud af dem.
Det betyder ikke, at vores børn ikke skal lære basale færdigheder i gængse fag. Vores vej bliver bare noget anderledes, da vi bruger selvledet læring. Vi lever i en tid, hvor skolerne ikke længere har patent på viden. Med få klik er langt det meste tilgængeligt. Så det vigtigste, mine børn skal lære, er, hvad det vil sige at være menneske. For det lader til at være en af de sværeste nødder at knække i vor tid. Mange forældre siger, at de ville ikke kunne undervise selv. Men hvis de 11 år, du har tilbragt på din grunduddannelse, ikke har givet dig værktøjer til at fralære blandt andet basal matematik, hvorfor I alverden vil du så sende dit kæreste eje ned af samme vej? Vi taler tit om, hvilken verden vi overlader til vores børn, men alt for lidt om, hvilke børn vi overlader til verdenen.

LÆS OGSÅ

Er det sundt at blive ensrettet og adfærdsreguleret hver dag i 10 år?

af | dec 16, 2019

DEBAT

Er det sundt at blive ensrettet og adfærdsreguleret hver dag i 10 år?

Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender som jeg som passive tilhængere af eksistensen, skriver Mads Leif, der står bag Learning Mission.

16. december 2019 | Af Mads Leif | Foto: Liv Isadrema

Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender, ligesom jeg, som passive tilhængere af eksistensen, skriver Mads Leif, der står bag Learning Mission.

Mads Leif står bag græsrodsorganisationen Learning Mission, hvis mål er at accelerere transformationen af skolesystemet gennem blandt andet folkeoplysning, et online læringsunivers og udformning af en transformationsplan for landets folkeskoler. Du kan læse mere her.

Da jeg startede i skole, mistede jeg langsomt meningen med livet.

Min energi, lærelyst og iderighed forsvandt gradvist gennem den unødvendige disciplinering og adfærdsregulering, der fandt sted. Jeg gik fra at være eksisterende til at blive iagttager af eksistensen.

Jeg led af lavt selvværd og mistillid til mig selv og omverden. Alle de unødvendige nederlag i skolen fik mig til at føle mig utilstrækkelig, og alt i mit liv blev påvirket af meningsløsheden.

Da jeg havde afsluttet folkeskolen og gymnasiet, brugte jeg mange år på at finde mig selv og aflære de principper, jeg delvist havde fået lært i min skoletid. Efterfølgende har jeg lært én ting, der er langt vigtigere end alt, hvad jeg lærte i skolen: At motivere og dedikere mig selv.

Jeg ønsker ikke, det, der sket for mig, skal ske for andre børn. 

Derfor har jeg taget initiativ til Learning Mission, og vores mål er at ende ensretningsmaskinen. Det er på tide, at vi som samfund accepterer, at børn er forskellige. Vores arbejde stopper først, når børn ikke længere bliver forpligtet til at lære.

Skolesystemet adfærdsregulerer og ensretter børn, og det er sørgeligt og kontraproduktivt for både børn og samfund.

Det er fantastisk, hvad vi kan udrette, når vores energi er bevaret. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte vores børn.

Et af hovedproblemerne med tilpasningen er, at vi bliver skolet væk fra eksistensen. Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender, ligesom jeg, som passive tilhængere af eksistensen. Det er tydeligt, når man bevæger sig rundt

Det er sundere og sjovere at lære gennem vejledning og inspiration, og det er tydeligt, at et stigende antal friskoler og læringsmiljøer er begyndt at bruge disse naturlige metoder. Transformationen af skolesystemet er allerede i gang. Jeg vil bare være med til at accelerere den. Og hjælpe med at gøre Danmark til et foregangsland.

For det enkelte barn er løsningen simpel. Vi skal have tillid til ikke at kende endemålet for det enkelte barns uddannelse.

Vi skal betragte børn som flammer, der skal bevares. Børn er ikke beholdere, der skal fyldes (med den samme information).

Vi er forskellige.

Det må fremtidens læringsmiljøer anerkende.

Mit håb, og det, jeg arbejder for, er, at vi i fremtiden afstår fra at tilpasse børn til skolen. I stedet tilpasser vi læringsmiljøet til det enkelte barn.

Verden udvikler sig i højt tempo, og vi er nødt til at inspirere og vejlede og have tillid til børns egne intuitive drifter. Det bliver fantastisk, når vi når dertil.

Jeg glæder mig.

Dette indlæg er udtryk for Mads Leifs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Er det sundt at blive ensrettet og adfærdsreguleret hver dag i 10 år?

Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender som jeg som passive tilhængere af eksistensen, skriver Mads Leif, der står bag Learning Mission.

16. december 2019 | Af Mads Leif | Foto: Liv Isadrema

Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender, ligesom jeg, som passive tilhængere af eksistensen, skriver Mads Leif, der står bag Learning Mission.

Mads Leif står bag græsrodsorganisationen Learning Mission, hvis mål er at accelerere transformationen af skolesystemet gennem blandt andet folkeoplysning, et online læringsunivers og udformning af en transformationsplan for landets folkeskoler. Du kan læse mere her.

Da jeg startede i skole, mistede jeg langsomt meningen med livet.

Min energi, lærelyst og iderighed forsvandt gradvist gennem den unødvendige disciplinering og adfærdsregulering, der fandt sted. Jeg gik fra at være eksisterende til at blive iagttager af eksistensen.

Jeg led af lavt selvværd og mistillid til mig selv og omverden. Alle de unødvendige nederlag i skolen fik mig til at føle mig utilstrækkelig, og alt i mit liv blev påvirket af meningsløsheden.

Da jeg havde afsluttet folkeskolen og gymnasiet, brugte jeg mange år på at finde mig selv og aflære de principper, jeg delvist havde fået lært i min skoletid. Efterfølgende har jeg lært én ting, der er langt vigtigere end alt, hvad jeg lærte i skolen: At motivere og dedikere mig selv.

Jeg ønsker ikke, det, der sket for mig, skal ske for andre børn. 

Derfor har jeg taget initiativ til Learning Mission, og vores mål er at ende ensretningsmaskinen. Det er på tide, at vi som samfund accepterer, at børn er forskellige. Vores arbejde stopper først, når børn ikke længere bliver forpligtet til at lære.

Skolesystemet adfærdsregulerer og ensretter børn, og det er sørgeligt og kontraproduktivt for både børn og samfund.

Det er fantastisk, hvad vi kan udrette, når vores energi er bevaret. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte vores børn.

Et af hovedproblemerne med tilpasningen er, at vi bliver skolet væk fra eksistensen. Børn eksisterer, inden de starter i skolen, men alt for mange ender, ligesom jeg, som passive tilhængere af eksistensen. Det er tydeligt, når man bevæger sig rundt

Det er sundere og sjovere at lære gennem vejledning og inspiration, og det er tydeligt, at et stigende antal friskoler og læringsmiljøer er begyndt at bruge disse naturlige metoder. Transformationen af skolesystemet er allerede i gang. Jeg vil bare være med til at accelerere den. Og hjælpe med at gøre Danmark til et foregangsland.

For det enkelte barn er løsningen simpel. Vi skal have tillid til ikke at kende endemålet for det enkelte barns uddannelse.

Vi skal betragte børn som flammer, der skal bevares. Børn er ikke beholdere, der skal fyldes (med den samme information).

Vi er forskellige.

Det må fremtidens læringsmiljøer anerkende.

Mit håb, og det, jeg arbejder for, er, at vi i fremtiden afstår fra at tilpasse børn til skolen. I stedet tilpasser vi læringsmiljøet til det enkelte barn.

Verden udvikler sig i højt tempo, og vi er nødt til at inspirere og vejlede og have tillid til børns egne intuitive drifter. Det bliver fantastisk, når vi når dertil.

Jeg glæder mig.

Dette indlæg er udtryk for Mads Leifs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

af | nov 7, 2019

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.
07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

af | nov 5, 2019

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

LÆS OGSÅ

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

af | okt 21, 2019

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.

–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

 

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.

–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ