Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale
DEBAT
Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale
21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat
Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.
–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–
”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”
Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.
Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne
Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.
De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.
Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.
Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.
Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.
Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.
Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.
Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.
Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.
Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.
Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.
Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.
Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.
DEBAT
Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale
21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat
Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.
–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–
”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”
Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.
Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne
Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.
De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.
Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.
Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.
Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.
Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.
Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.
Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.
Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.
Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.
Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.
Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.
Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.