Den favn, der favner dig, skaber dig også 

af | sep 26, 2023

BØRNELIV

Den favn, der favner dig, skaber dig også 

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg.

26. september 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bethany Beck, Unsplash

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg. 

Suzanne Lisborg har erfaring indenfor pædagogisk ledelse, paragraf 54-støtte og har pt. et socialpædagogisk deltidsjob indenfor autismeområdet. Hun har været i mesterlære ved Jens Arentzen og samarbejder nu med Lotte Arnsbjerg vedr. bæredygtighed.

Børn skal ses, og børn skal lyttes til. De har brug for at blive spejlet og mødt. Derfor fejler vi også som samfund, når vi nedprioriterer omsorgen samt hænderne til at gribe og favne i institutionslivet såvel som i familiepolitikken generelt.

Vi mennesker fødes nemlig som sociale væsner. Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn. Men det kræver – med den høje grad af udlicitering af omsorg, vi som samfund har valgt at godtage, en politisk prioritering og flere/mere nærværende voksne.

Spædbarnet, hvis hænder rækker ud, og hvis øjne søger et roligt blik, skal mødes, så det oplever, at den verden, der er uden for det selv, rummer det med alt, det er og kommer med. Det skaber tillid og tryghed til verden.

“Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Spejlingen ved pludren og responsen mellem spædbarn og den anden part gør, at det lille spædbarn “finder sig selv”. Og når behov og følelser ses og opfyldes, skabes der gradvist et godt fundament i barnets selvopfattelse; “jeg er fin og betydningsfuld”.

Man kan på den måde også sige, at vi bliver vores netværk på godt og ondt. Vores primære omsorgsgivere har med andre ord afgørende betydning for, hvorledes vi ser os selv, hvordan vi lærer at håndtere konflikter og er i verden på. 

Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.

Der er en risiko for, at han eller hun bliver en slags kamæleon, som tilpasser sig situationer og andre menneskers forventninger. En pleaser, som har brug for at føle sig behøvet af nogen og tilsidesætter egne behov for at tilgodese andres, fordi vedkommende heller ikke kan mærke eller udtrykke egne indre drømme, lyster og behov.

En voksen, som fra barnsben ikke har oplevet de sunde relationer – som ikke er blevet mødt – kan komme til at over socialisere, kan have svært ved at sige nej, kan tænde på adrenalinen, kan have svært ved at finde ro og kan føle sig ensom, selvom vedkommende er omgivet af mange mennesker.

“Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.”

 
Suzanne Lisborg

Ofte vil han eller hun således også drages af relationer, som tærer og stjæler energi, fordi han eller hun genkender mønstret fra tidligere i livet.

Går vi omvendt ud i verden med en sund kerne af selvværd (jeg kender mit eget værd for den jeg er – jeg kan sætte grænser – jeg har en grundlæggende tillid til min omverden mv.), vil det præge den måde, vi er sammen med andre på. Men på en mere balanceret måde.

For når vi ved, hvem vi selv er, er det også lettere med åbent sind at lade andre være dem, de er uanset race, rang og seksuelle præferencer. Vi vil være i stand til at mærke, hvilke relationer der giver energi og dybde, og vi vil kunne sætte grænser, sige nej og veksle mellem sociale konstellationer og alenetid.

Det vil derfor også være den ballast, vi i højere grad giver videre, og vores relationer vil være kendetegnet ved, at de beriger os og bringer energi i det voksne liv.

Selvfølgelig kan barnet, der ikke har haft en sund tilknytning til sin far, mor eller andre nære voksne, også blive et helstøbt menneske i forhold til det relationelle. Det kan fx være i mødet med en betydningsfuld voksen, at helingen af en dysfunktionel følelsesmæssig opvækst tidligt i livet udvikles positivt.

Men det er helt og aldeles misforstået, når vi tror, vi kan skære på det nære, uden at det har konsekvenser. Det er af helt afgørende betydning for det lille barn her og nu, men også for den voksne, det en dag bliver.

BØRNELIV

Den favn, der favner dig, skaber dig også 

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg.

26. september 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bethany Beck, Unsplash

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg. 

Suzanne Lisborg har erfaring indenfor pædagogisk ledelse, paragraf 54-støtte og har pt. et socialpædagogisk deltidsjob indenfor autismeområdet. Hun har været i mesterlære ved Jens Arentzen og samarbejder nu med Lotte Arnsbjerg vedr. bæredygtighed.

 

Børn skal ses, og børn skal lyttes til. De har brug for at blive spejlet og mødt. Derfor fejler vi også som samfund, når vi nedprioriterer omsorgen samt hænderne til at gribe og favne i institutionslivet såvel som i familiepolitikken generelt.

Vi mennesker fødes nemlig som sociale væsner. Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn. Men det kræver – med den høje grad af udlicitering af omsorg, vi som samfund har valgt at godtage, en politisk prioritering og flere/mere nærværende voksne.

Spædbarnet, hvis hænder rækker ud, og hvis øjne søger et roligt blik, skal mødes, så det oplever, at den verden, der er uden for det selv, rummer det med alt, det er og kommer med. Det skaber tillid og tryghed til verden.

“Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Spejlingen ved pludren og responsen mellem spædbarn og den anden part gør, at det lille spædbarn “finder sig selv”. Og når behov og følelser ses og opfyldes, skabes der gradvist et godt fundament i barnets selvopfattelse; “jeg er fin og betydningsfuld”.

Man kan på den måde også sige, at vi bliver vores netværk på godt og ondt. Vores primære omsorgsgivere har med andre ord afgørende betydning for, hvorledes vi ser os selv, hvordan vi lærer at håndtere konflikter og er i verden på. 

Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.

Der er en risiko for, at han eller hun bliver en slags kamæleon, som tilpasser sig situationer og andre menneskers forventninger. En pleaser, som har brug for at føle sig behøvet af nogen og tilsidesætter egne behov for at tilgodese andres, fordi vedkommende heller ikke kan mærke eller udtrykke egne indre drømme, lyster og behov.

En voksen, som fra barnsben ikke har oplevet de sunde relationer – som ikke er blevet mødt – kan komme til at over socialisere, kan have svært ved at sige nej, kan tænde på adrenalinen, kan have svært ved at finde ro og kan føle sig ensom, selvom vedkommende er omgivet af mange mennesker.

“Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.”

 
Suzanne Lisborg

Ofte vil han eller hun således også drages af relationer, som tærer og stjæler energi, fordi han eller hun genkender mønstret fra tidligere i livet.

Går vi omvendt ud i verden med en sund kerne af selvværd (jeg kender mit eget værd for den jeg er – jeg kan sætte grænser – jeg har en grundlæggende tillid til min omverden mv.), vil det præge den måde, vi er sammen med andre på. Men på en mere balanceret måde.

For når vi ved, hvem vi selv er, er det også lettere med åbent sind at lade andre være dem, de er uanset race, rang og seksuelle præferencer. Vi vil være i stand til at mærke, hvilke relationer der giver energi og dybde, og vi vil kunne sætte grænser, sige nej og veksle mellem sociale konstellationer og alenetid.

Det vil derfor også være den ballast, vi i højere grad giver videre, og vores relationer vil være kendetegnet ved, at de beriger os og bringer energi i det voksne liv.

Selvfølgelig kan barnet, der ikke har haft en sund tilknytning til sin far, mor eller andre nære voksne, også blive et helstøbt menneske i forhold til det relationelle. Det kan fx være i mødet med en betydningsfuld voksen, at helingen af en dysfunktionel følelsesmæssig opvækst tidligt i livet udvikles positivt.

Men det er helt og aldeles misforstået, når vi tror, vi kan skære på det nære, uden at det har konsekvenser. Det er af helt afgørende betydning for det lille barn her og nu, men også for den voksne, det en dag bliver.

LÆS OGSÅ

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

af | feb 19, 2020

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.

19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ