Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

MODERSKAB

Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

Mine anbefalinger til bøger om børn.

11. juni 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Litteratur har langt fra altid svaret. Men noget har for mig været en støtte i mit tidlige moderskab, fordi jeg i ordene følte mig set. En god stak af disse bøger har jeg samlet i denne guide.

Da jeg blev moder, blev der vendt op og ned på mit verdensbillede. Alt, jeg havde tænkt og fået at vide om ligestilling og mænd og kvinders kunnen – ikke mindst i forældreskabet – harmonerede ikke med det, jeg selv erfarede. Samtidig oplevede jeg en voksende knude i maven over at aflevere mit helt lille barn til fremmede. Det føltes slet ikke rigtigt.

Der gik dog mange år, før jeg mødte andre, som italesatte det, jeg følte, og endnu længere før jeg havde overskud til at læse og føle mig set i andres erfaringer og ord.

Nogle af de bøger, jeg endte med at finde stor forståelse i, anbefaler jeg gerne, når nogen spørger. Og nu har jeg også valgt at samle 10 af dem i denne lille “guide”.

Det er bøger, som på forskellig vis rummer aspekter af moderskabet og livet med børn, men det er også bøger, som i høj grad gør op med skal og bør og hylder det at mærke efter og handle på det.

Læs, brug, anbefal videre eller spring let og elegant over. Valget er heldigvis dit.

MODERSKAB

Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

Mine anbefalinger til bøger om børn.

11. juni 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

 

Litteratur har langt fra altid svaret. Men noget har for mig været en støtte i mit tidlige moderskab, fordi jeg i ordene følte mig set. En god stak af disse bøger har jeg samlet i denne guide.

 

Da jeg blev moder, blev der vendt op og ned på mit verdensbillede. Alt, jeg havde tænkt og fået at vide om ligestilling og mænd og kvinders kunnen – ikke mindst i forældreskabet – harmonerede ikke med det, jeg selv erfarede. Samtidig oplevede jeg en voksende knude i maven over at aflevere mit helt lille barn til fremmede. Det føltes slet ikke rigtigt.

Der gik dog mange år, før jeg mødte andre, som italesatte det, jeg følte, og endnu længere før jeg havde overskud til at læse og føle mig set i andres erfaringer og ord.

Nogle af de bøger, jeg endte med at finde stor forståelse i, anbefaler jeg gerne, når nogen spørger. Og nu har jeg også valgt at samle 10 af dem i denne lille “guide”.

Det er bøger, som på forskellig vis rummer aspekter af moderskabet og livet med børn, men det er også bøger, som i høj grad gør op med skal og bør og hylder det at mærke efter og handle på det.

Læs, brug, anbefal videre eller spring let og elegant over. Valget er heldigvis dit.

Fostrets og fødslens psykologi

Henrik Dybvad Larsen illustrerer, hvordan viden tyder på, at meget af det, der gør os til de mennesker, vi er, har rødder i de påvirkninger, vi har været udsat for i fostertilværelsen og under fødslen.

Henrik Dybvad Larsens bog Fostrets og fødslens psykologi rørte mig dybt, da jeg læste den. For første gang oplevede jeg at blive mødt og bakket op i det, jeg så instinktivt havde mærket og forsøgt at italesætte i min første graviditet, men dengang ikke blev mødt i. Fx oplevede jeg ingen forståelse for de kvaler, jeg havde ved at få lavet en moderkagebiopsi. For hvad ville det betyde for mit barn, og hvordan ville han mærke det, tænkte jeg.

I Fostrets og fødslens psykologi blev jeg klogere på den præ- og perinatale psykologi, på hvordan fostrets sanser, og hvordan mor og barn er forbundet.

Bogen er en fantastisk indføring i, hvordan fosterperioden sætter et erindringsspor i os, og at det derfor ikke er ligegyldigt, hvordan vi behandler ufødte børn og børn under fødslen. Den samler meget af den viden, der er på området, og eksemplificerer med flere cases. Samtidig understreges det også – hvilket måske er vigtigt for dem, der har haft en ubehagelig episode – at hændelser i fosterperioden ikke nødvendigvis “tvinger et menneske ned af en bestemt vej.”

Henrik Dybvad Larsens bog er uden tvivl en, jeg vil anbefale alle.

 

Dit barn har brug for dig

Gordon Neufeld og Gabor Matés bog bog Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende, er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering.

I bogen viser forfatterne, hvorfor det er så afgørende, at vi som forældre forstår betydningen af sund og tryg tilknytning. Samtidig tydeliggør de, hvorfor den stigende jævnalderorientering, som er den betegnelse, de bruger om tendensen, hvor børn og unge vender sig mod jævnaldrende frem for forældre, er et kæmpe problem og med til at skabe øget mistrivsel.

Forfatterne svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og bogen rummer samtidig vigtig viden og gode påmindelser. Fx understreges det, at selvom kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar. Det er med andre ord os forældre, der har nøglen til at ændre tingene.

Bogen kan købes her

En mor bliver til

En mor bliver til er en meget passende titel til Daniel Sterns bog. Heri beskrives nemlig den mentale verden, hvor en ny identitet – så at sige – dannes, når en kvinde bliver moder. Selv kalder Daniel Stern og de to medforfattere det for moderskabsindstillingen.

I bogen beskriver de således, hvordan det at blive mor åbner for blandt andet ændrede reaktionsmønstre, relationer og en skarpere sensitivitet. Alt sammen mentale ændringer inden i moderen vi ifølge forfatterne interesserer os alt for lidt for på samfundsplan.

Forfatterne beskriver også, hvor vigtig fortællingen om ens barns fødsel er for ens moderskabsidentitet, og hvor betydningsfuldt det kan være for den nybagte moder at have andre kærlige mødre at støtte sig til og spejle sig i.

Generelt er det en bog, jeg oplever, favner mange af de bekymringer, der er helt naturlige for den nybagte moder, men som vi generelt taler alt for lidt om.

Bogen kan købes her

Tænd for forbindelsen

Tænd for forbindelsen, Mofibo

Tænd for forbindelsen var en af de første fagbøger, jeg læste, efter jeg var blevet mor, og som jeg følte, jeg kunne bruge til noget.

Bogen handler i høj grad om tilknytning og om, hvordan vi som forældre har afgørende betydning for vores børns tryghed – og dermed ansvar for at hjælpe dem dertil.

Mette Miriam Sloth (dengang Mette Carendi) behandler mange store emner som fx adskillelse, søvntræning, skærmforbrug, gråd, skældud og parforhold. Samtidig lægger hun stor vægt på betydningen af vores egen barndom og de traumer, vi som forældre selv kan have.

Generelt er hun samfundskritisk i sin tilgang, men formulerer sig med respekt for alle parter. Det kommer fx til udtryk i afsnittet ”Da vi udliciterede omsorgen”. Her kommer hun med råd til, hvordan vi sikrer, at børn føler sig trygge, når de er væk fra mor og far i institutionstiden, dog uden at lægge skjul på, at adskillelse er det, der har den mest negative effekt på tilknytning.

Bogen kan købes her

Kontinuum Koncept

Jeg kan ikke anbefale bøger i denne kategori, uden ikke også at nævne Jean Liedloffs Continuum Concept. Bogen, der bygger på hendes egne feltstudier blandt Yequana indianere i Venezuela, sammen med hvem hun har boet af flere omgange, var på mange måder en øjenåbner for mig, fordi den så tydeligt illustrerer, hvor langt fra vores natur, vi i dag er kommet.

Gennem sine observationer og sammenligninger med vesten beskriver hun den tydelige forskel, hun ser i vores måde at have – og være sammen med – børn på.

Det er Jean Liedloffs overbevisning, at vi i vesten har ødelagt vores medfødte instinkter, og at både vores børn og vi selv lider under dette. Det sker for eksempel, når vi i modsætning til Yequana indianere afleverer vores børn til andre i en tidlig alder, lader dem græde sig i søvn og ikke forstår værdien af nærhed og at “bevæge” sig naturligt sammen i livet. Ting, der ifølge Jean Liedloff nemlig er essentielle i skabelsen af et menneske, der mærker sit eget værd.

Bogen kan uden tvivl smerte at læse. Alligevel vil jeg anbefale at gøre det.

Bogen kan købes her

Dit barn – dine beslutninger

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

Dit barn – dine beslutninger er skrevet af Camilla Willumsen og udkom i 2023. Dermed er den nyere, end de andre bøger, jeg har udvalgt. Bogen er dog med, fordi jeg virkelig mener, den manglede. Dit barn – dine beslutninger, der er både forholdsvis kort og let læst, peger på andre veje og måder at gøre tingene på end dem, vi ofte støder på i det etablerede sundhedssystem og samfundet generelt. Og de alternativer er der brug for, mener jeg. For som kommende eller nybagte forældre kan vi let komme til at handle ud fra andres forventninger, nedarvede mønstre eller samfundets normer frem for, hvad der føles rigtigt for lige netop os og vores børn.

Bogen indeholder dels kapitler som kredser om forfatterens egne erfaringer, dels kapitler skrevet af forskellige dygtige fagfolk. Dit barn – dine beslutninger rummer på den måde lige netop nok viden og input til at sætte nye tanker og følelser i gang – eller til at bakke op om nogen, som måske allerede er der, men ikke tidligere er blevet mødt. Bogen kan ses som den blide hånd i ryggen, der støtter dig i tage din autoritet tilbage og stole på egne forældreevner.

Bogen kan købes her 

Moderland

Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag (link: https://gad.dk/moderland) i november 2020.

Anne Kirstine Sørensens bog Moderland landede i min postkasse, et års tid efter, vi havde taget vores børn ud af deres institutioner. For mig var det derfor interessant at læse hendes meget velargumenterede kritik af en samfundsmodel, der alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

Ved at bruge sit moderskab og egne erfaringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid illustrerer hun, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er nødvendig. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige, beretninger om gråd, der bliver ignoreret. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

I bogen tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor det at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, som det ellers ofte fremføres i debatten. I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre”.

Dit kompetente barn

Jesper Juul har skrevet Dit kompetente barn.

Jesper Juul har skrevet flere bøger, jeg gerne anbefaler. Dit kompetente barn var dog den første, jeg læste, og jeg husker, hvordan hans ord om, at børn er kompetente, blandt andet fordi de “er i stand til at give os de tilbagemeldinger, der kan gøre det muligt for os at genvinde vores egen tabte kompetence og hjælpe os med at blive vores ufrugtbare og ukærlige handlemønstre kvit”, dengang vækkede genklang hos mig. Måske fordi jeg i ordene læste en tydelig opfordring til at lytte til og tage vores børn alvorligt – og heri kunne jeg ikke være mere enig.

Dit kompetente barn rummer dog mange andre gode pointer og temaer. Blandt andet, hvordan børn altid samarbejder, om forskellen på at sætte grænser for andre og for sig selv, om vigtigheden af atmosfæren i familien, om forskellen på lighed og ligeværdighed, og om hvordan børn ikke har brug for voksne til at lære dem at tilpasse sig, men voksne, som kan lære dem, hvordan man tager vare på sig selv i samspil med andre.

På trods af at bogen efterhånden har en del år på bagen, er den fortsat aktuel.

Bogen kan købes her 

Intelligente celler

Bruce H. Liptons Intelligente celler.

Bruce H. Liptons Intelligente celler er interessant og vigtig læsning. Ikke kun i forhold til hvordan vi er forældre for vores børn, og hvordan vi lever sammen, men også i mange andre henseender. I bogen tydeliggør Bruce H. Lipton nemlig på en forholdsvis overskuelig måde, hvordan vores celler er opbygget og fungerer, samt hvordan gener påvirkes af miljø.

På den måde gør han op med den deterministiske tankegang, hvor vi ikke selv kan tage kontrol over vores liv, men blot lade os styre af de gener, vi er udstyret med.

I kapitlet om forældreskab understreger Bruce H. Lipton således også, hvordan barnets gener kun afspejler dets potentiale – ikke dets skæbne, og hvordan det er op til forældrene at skabe de omgivelser, der giver barnet mulighed for at udvikle dette potentiale. Derfor mener han, vi som forældre har et kæmpe ansvar for at forstå, hvilken rolle vi spiller – også allerede i fosterperioden – i forhold til vores børn og den “programmering”, de tager med sig videre. Både hvad gælder adfærd og helbred.

For, som han skriver, “det er bedre at erkende denne programmering og arbejde på at ændre den, hvis det er nødvendigt”.

Bogen kan købes her

Ærø manifestet

Anmeldelse af Ærø Manifestet af Maj My Humaidan.

Ærø Manifestet er fra sidste år, men må uden tvivl nævnes her. Maj My Humaidans bog er bestemt ikke en manual til forældrelivet, men en bog, der taler til det dybeste i mennesket, og som næppe kan undgå at vække følelser og sætte tanker i gang om, hvad det er for et liv, vi ønsker for os selv og vores børn. Og det, tror jeg, er vigtigt.

I bogen udfordrer hun de normer, vi som samfund godtager, når vi afleverer vores børn i institutioner, hvor aflastningen ikke foregår i kærlighed, men udelukkende er en økonomisk udveksling; ”pædagogernes tid for mine penge, og min tid til arbejdsmarkedet,” som hun selv formulerer det. Når vi – efter at være blevet forældre – halser videre, som om intet var hændt. Eller når vi måske nok mærker, at vi er ved at knække halsen, men alligevel fortsætter med lukkede øjne og de samme bedøvende fortællinger.

Omdrejningspunktet er familiens familiens rejse til et mere bevidst liv, og bogen er fuld af håb og for mig en kærlig påmindelse om, at vi gerne må skifte retning. Faktisk kan det være helt nødvendigt, når vi lever et bevidst liv.

Bogen kan købes her

Guiden indeholder affiliate links. Det betyder blot, at får du lyst til at købe en af de nævnte bøger og gør det ved at trykke på et af mine links, så modtager jeg en lille procentdel som tak.

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.
07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

LÆS OGSÅ