Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

af | nov 7, 2019

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.
07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

af | nov 5, 2019

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

LÆS OGSÅ