Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

af | okt 21, 2019

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.

–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

 

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.

–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vi svigter vores børn – og vi orker ikke at forholde os til det

af | sep 20, 2019

DEBAT

Vi svigter vores børn – og vi orker ikke at forholde os til det

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, skriver Mette Carendi. Foto: Privat

20. september 2019 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Privat

At udlicitere omsorg efter samme model, som man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.


Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette her.

Jeg modtager mange spørgsmål om børn og institution, hvor graden af bekymring og frustration tydeligt viser, at vi lige nu svigter både pædagoger, forældre og børn.

Vi svigter pædagogerne, fordi vi ikke giver dem den viden, de redskaber og den tid, de er nødt til at have for at gøre små børn trygge i mors og fars fravær.

Vi svigter forældrene ved at ignorere og underspille institutionslivets skadelige bivirkninger, hvilket gør dem ude af stand til at spotte institutions- og adskillelsesstress i deres barns adfærd såvel som at hjælpe barnet med at regulere det.

Når vi sætter de to elementer sammen, peger det på et stort svigt af vores børn – et faktum, vi ikke rigtig orker at forholde os til. Men det skal vi, for de udfordringer, som børn i vores institutionssamfund bakser med, går ikke væk af sig selv.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Omsorgsarbejde er ikke en prioritet i vores samfund, hvilket primært skyldes, at vi har kultur for at anskue omsorgsarbejde som en udgift. Det er det ikke – omsorgsarbejde er en investering. Når vi som samfund forstår det, og har fået foretaget de nødvendige justeringer, vil vi se langt større trivsel hos både børn og voksne.

Det kommer til at tage noget tid.

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem. Betyder det så, at det er bedre, hvis kvinderne går hjemme, som de gjorde tidligere? Nej, ikke medmindre den enkelte kvinde (eller mand) har lyst til det, hvilket er noget helt andet end et stereotypt normkrav.

“Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem.”

 
Mette Miriam Sloth

Kvindeoprøret var i den grad nødvendigt, og vi skal ikke skrue tiden tilbage. Men vi er nødt til at erkende bivirkningerne ved oprøret, som er, at der ikke var nogen til at gribe omsorgen, hvorefter den blev udliciteret.

At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort. Derfor er det ikke underligt, at der opstår en række udfordringer, som vi sammen skal løse – det er ikke kun kvindernes ansvar.

Det vigtigste spørgsmål, vi skal have besvaret omkring børn og institution, er altså enkelt: Hvordan gør vi børn trygge, når de er væk i mange timer fra dem, deres tryghed er dybt afhængig af?

Børn, og især små børn, kan ikke selv komme tilbage til en tilstand af tryghed, når de er overvældede. Derfor er det min klare anbefaling, at du passer dit barn hjemme så længe, som du overhovedet kan (hvilket sagtens kan være frem til skolealderen).

“At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.”

 
Mette Miriam Sloth

For mange er det ikke en mulighed, og det var det heller ikke for mig selv, hvilket gjorde, at jeg startede min søn op i institution, da han var 1,5 år gammel. Det var ikke hans behov, men mit (og vores pressede økonomi), og jeg kender mange, der står i samme situation. For det nytter ikke noget, at du går hjemme og passer dit barn, hvis du er bundulykkelig og superstresset over en økonomi, der slet ikke hænger sammen.

Her kan det give mening, at du benytter institutionstilbuddet i så moderate doser, som dit liv giver mulighed for. Forstået som at du giver dit barn korte dage og mange fridage i det omfang, det kan lade sig gøre.

Du kan også med fordel lade en bedsteforælder (eller anden moden omsorgsperson, der er interesseret i at knytte sig til dit barn) passe en dag eller to om ugen. Det nedbringer det antal timer, dit barn skal være afsted i institution og sikrer samtidig langt mere én-til-én-kontakt mellem barn og voksen, end vuggestue og børnehave vil være i stand til at give, fordi normeringen ikke gør det muligt.

Der, hvor især små børn i vores samfund er mest pressede, er på én-til-én-kontakt med voksne, de er knyttede til. Derfor handler det om at skabe så meget af den kontakt, som overhovedet muligt.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi svigter vores børn – og vi orker ikke at forholde os til det

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, skriver Mette Carendi. Foto: Privat

20. september 2019 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Privat

At udlicitere omsorg efter samme model, som man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.


Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette her.

Jeg modtager mange spørgsmål om børn og institution, hvor graden af bekymring og frustration tydeligt viser, at vi lige nu svigter både pædagoger, forældre og børn.

Vi svigter pædagogerne, fordi vi ikke giver dem den viden, de redskaber og den tid, de er nødt til at have for at gøre små børn trygge i mors og fars fravær.

Vi svigter forældrene ved at ignorere og underspille institutionslivets skadelige bivirkninger, hvilket gør dem ude af stand til at spotte institutions- og adskillelsesstress i deres barns adfærd såvel som at hjælpe barnet med at regulere det.

Når vi sætter de to elementer sammen, peger det på et stort svigt af vores børn – et faktum, vi ikke rigtig orker at forholde os til. Men det skal vi, for de udfordringer, som børn i vores institutionssamfund bakser med, går ikke væk af sig selv.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Omsorgsarbejde er ikke en prioritet i vores samfund, hvilket primært skyldes, at vi har kultur for at anskue omsorgsarbejde som en udgift. Det er det ikke – omsorgsarbejde er en investering. Når vi som samfund forstår det, og har fået foretaget de nødvendige justeringer, vil vi se langt større trivsel hos både børn og voksne.

Det kommer til at tage noget tid.

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem. Betyder det så, at det er bedre, hvis kvinderne går hjemme, som de gjorde tidligere? Nej, ikke medmindre den enkelte kvinde (eller mand) har lyst til det, hvilket er noget helt andet end et stereotypt normkrav.

“Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem.”

 
Mette Miriam Sloth

Kvindeoprøret var i den grad nødvendigt, og vi skal ikke skrue tiden tilbage. Men vi er nødt til at erkende bivirkningerne ved oprøret, som er, at der ikke var nogen til at gribe omsorgen, hvorefter den blev udliciteret.

At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort. Derfor er det ikke underligt, at der opstår en række udfordringer, som vi sammen skal løse – det er ikke kun kvindernes ansvar.

Det vigtigste spørgsmål, vi skal have besvaret omkring børn og institution, er altså enkelt: Hvordan gør vi børn trygge, når de er væk i mange timer fra dem, deres tryghed er dybt afhængig af?

Børn, og især små børn, kan ikke selv komme tilbage til en tilstand af tryghed, når de er overvældede. Derfor er det min klare anbefaling, at du passer dit barn hjemme så længe, som du overhovedet kan (hvilket sagtens kan være frem til skolealderen).

“At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.”

 
Mette Miriam Sloth

For mange er det ikke en mulighed, og det var det heller ikke for mig selv, hvilket gjorde, at jeg startede min søn op i institution, da han var 1,5 år gammel. Det var ikke hans behov, men mit (og vores pressede økonomi), og jeg kender mange, der står i samme situation. For det nytter ikke noget, at du går hjemme og passer dit barn, hvis du er bundulykkelig og superstresset over en økonomi, der slet ikke hænger sammen.

Her kan det give mening, at du benytter institutionstilbuddet i så moderate doser, som dit liv giver mulighed for. Forstået som at du giver dit barn korte dage og mange fridage i det omfang, det kan lade sig gøre.

Du kan også med fordel lade en bedsteforælder (eller anden moden omsorgsperson, der er interesseret i at knytte sig til dit barn) passe en dag eller to om ugen. Det nedbringer det antal timer, dit barn skal være afsted i institution og sikrer samtidig langt mere én-til-én-kontakt mellem barn og voksen, end vuggestue og børnehave vil være i stand til at give, fordi normeringen ikke gør det muligt.

Der, hvor især små børn i vores samfund er mest pressede, er på én-til-én-kontakt med voksne, de er knyttede til. Derfor handler det om at skabe så meget af den kontakt, som overhovedet muligt.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ