Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

MODERSKAB

Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

Mine anbefalinger til bøger om børn.

11. juni 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Litteratur har langt fra altid svaret. Men noget har for mig været en støtte i mit tidlige moderskab, fordi jeg i ordene følte mig set. En god stak af disse bøger har jeg samlet i denne guide.

Da jeg blev moder, blev der vendt op og ned på mit verdensbillede. Alt, jeg havde tænkt og fået at vide om ligestilling og mænd og kvinders kunnen – ikke mindst i forældreskabet – harmonerede ikke med det, jeg selv erfarede. Samtidig oplevede jeg en voksende knude i maven over at aflevere mit helt lille barn til fremmede. Det føltes slet ikke rigtigt.

Der gik dog mange år, før jeg mødte andre, som italesatte det, jeg følte, og endnu længere før jeg havde overskud til at læse og føle mig set i andres erfaringer og ord.

Nogle af de bøger, jeg endte med at finde stor forståelse i, anbefaler jeg gerne, når nogen spørger. Og nu har jeg også valgt at samle 10 af dem i denne lille “guide”.

Det er bøger, som på forskellig vis rummer aspekter af moderskabet og livet med børn, men det er også bøger, som i høj grad gør op med skal og bør og hylder det at mærke efter og handle på det.

Læs, brug, anbefal videre eller spring let og elegant over. Valget er heldigvis dit.

MODERSKAB

Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

Mine anbefalinger til bøger om børn.

11. juni 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

 

Litteratur har langt fra altid svaret. Men noget har for mig været en støtte i mit tidlige moderskab, fordi jeg i ordene følte mig set. En god stak af disse bøger har jeg samlet i denne guide.

 

Da jeg blev moder, blev der vendt op og ned på mit verdensbillede. Alt, jeg havde tænkt og fået at vide om ligestilling og mænd og kvinders kunnen – ikke mindst i forældreskabet – harmonerede ikke med det, jeg selv erfarede. Samtidig oplevede jeg en voksende knude i maven over at aflevere mit helt lille barn til fremmede. Det føltes slet ikke rigtigt.

Der gik dog mange år, før jeg mødte andre, som italesatte det, jeg følte, og endnu længere før jeg havde overskud til at læse og føle mig set i andres erfaringer og ord.

Nogle af de bøger, jeg endte med at finde stor forståelse i, anbefaler jeg gerne, når nogen spørger. Og nu har jeg også valgt at samle 10 af dem i denne lille “guide”.

Det er bøger, som på forskellig vis rummer aspekter af moderskabet og livet med børn, men det er også bøger, som i høj grad gør op med skal og bør og hylder det at mærke efter og handle på det.

Læs, brug, anbefal videre eller spring let og elegant over. Valget er heldigvis dit.

Fostrets og fødslens psykologi

Henrik Dybvad Larsen illustrerer, hvordan viden tyder på, at meget af det, der gør os til de mennesker, vi er, har rødder i de påvirkninger, vi har været udsat for i fostertilværelsen og under fødslen.

Henrik Dybvad Larsens bog Fostrets og fødslens psykologi rørte mig dybt, da jeg læste den. For første gang oplevede jeg at blive mødt og bakket op i det, jeg så instinktivt havde mærket og forsøgt at italesætte i min første graviditet, men dengang ikke blev mødt i. Fx oplevede jeg ingen forståelse for de kvaler, jeg havde ved at få lavet en moderkagebiopsi. For hvad ville det betyde for mit barn, og hvordan ville han mærke det, tænkte jeg.

I Fostrets og fødslens psykologi blev jeg klogere på den præ- og perinatale psykologi, på hvordan fostrets sanser, og hvordan mor og barn er forbundet.

Bogen er en fantastisk indføring i, hvordan fosterperioden sætter et erindringsspor i os, og at det derfor ikke er ligegyldigt, hvordan vi behandler ufødte børn og børn under fødslen. Den samler meget af den viden, der er på området, og eksemplificerer med flere cases. Samtidig understreges det også – hvilket måske er vigtigt for dem, der har haft en ubehagelig episode – at hændelser i fosterperioden ikke nødvendigvis “tvinger et menneske ned af en bestemt vej.”

Henrik Dybvad Larsens bog er uden tvivl en, jeg vil anbefale alle.

 

Dit barn har brug for dig

Gordon Neufeld og Gabor Matés bog bog Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende, er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering.

I bogen viser forfatterne, hvorfor det er så afgørende, at vi som forældre forstår betydningen af sund og tryg tilknytning. Samtidig tydeliggør de, hvorfor den stigende jævnalderorientering, som er den betegnelse, de bruger om tendensen, hvor børn og unge vender sig mod jævnaldrende frem for forældre, er et kæmpe problem og med til at skabe øget mistrivsel.

Forfatterne svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og bogen rummer samtidig vigtig viden og gode påmindelser. Fx understreges det, at selvom kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar. Det er med andre ord os forældre, der har nøglen til at ændre tingene.

Bogen kan købes her

En mor bliver til

En mor bliver til er en meget passende titel til Daniel Sterns bog. Heri beskrives nemlig den mentale verden, hvor en ny identitet – så at sige – dannes, når en kvinde bliver moder. Selv kalder Daniel Stern og de to medforfattere det for moderskabsindstillingen.

I bogen beskriver de således, hvordan det at blive mor åbner for blandt andet ændrede reaktionsmønstre, relationer og en skarpere sensitivitet. Alt sammen mentale ændringer inden i moderen vi ifølge forfatterne interesserer os alt for lidt for på samfundsplan.

Forfatterne beskriver også, hvor vigtig fortællingen om ens barns fødsel er for ens moderskabsidentitet, og hvor betydningsfuldt det kan være for den nybagte moder at have andre kærlige mødre at støtte sig til og spejle sig i.

Generelt er det en bog, jeg oplever, favner mange af de bekymringer, der er helt naturlige for den nybagte moder, men som vi generelt taler alt for lidt om.

Bogen kan købes her

Tænd for forbindelsen

Tænd for forbindelsen, Mofibo

Tænd for forbindelsen var en af de første fagbøger, jeg læste, efter jeg var blevet mor, og som jeg følte, jeg kunne bruge til noget.

Bogen handler i høj grad om tilknytning og om, hvordan vi som forældre har afgørende betydning for vores børns tryghed – og dermed ansvar for at hjælpe dem dertil.

Mette Miriam Sloth (dengang Mette Carendi) behandler mange store emner som fx adskillelse, søvntræning, skærmforbrug, gråd, skældud og parforhold. Samtidig lægger hun stor vægt på betydningen af vores egen barndom og de traumer, vi som forældre selv kan have.

Generelt er hun samfundskritisk i sin tilgang, men formulerer sig med respekt for alle parter. Det kommer fx til udtryk i afsnittet ”Da vi udliciterede omsorgen”. Her kommer hun med råd til, hvordan vi sikrer, at børn føler sig trygge, når de er væk fra mor og far i institutionstiden, dog uden at lægge skjul på, at adskillelse er det, der har den mest negative effekt på tilknytning.

Bogen kan købes her

Kontinuum Koncept

Jeg kan ikke anbefale bøger i denne kategori, uden ikke også at nævne Jean Liedloffs Continuum Concept. Bogen, der bygger på hendes egne feltstudier blandt Yequana indianere i Venezuela, sammen med hvem hun har boet af flere omgange, var på mange måder en øjenåbner for mig, fordi den så tydeligt illustrerer, hvor langt fra vores natur, vi i dag er kommet.

Gennem sine observationer og sammenligninger med vesten beskriver hun den tydelige forskel, hun ser i vores måde at have – og være sammen med – børn på.

Det er Jean Liedloffs overbevisning, at vi i vesten har ødelagt vores medfødte instinkter, og at både vores børn og vi selv lider under dette. Det sker for eksempel, når vi i modsætning til Yequana indianere afleverer vores børn til andre i en tidlig alder, lader dem græde sig i søvn og ikke forstår værdien af nærhed og at “bevæge” sig naturligt sammen i livet. Ting, der ifølge Jean Liedloff nemlig er essentielle i skabelsen af et menneske, der mærker sit eget værd.

Bogen kan uden tvivl smerte at læse. Alligevel vil jeg anbefale at gøre det.

Bogen kan købes her

Dit barn – dine beslutninger

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

Dit barn – dine beslutninger er skrevet af Camilla Willumsen og udkom i 2023. Dermed er den nyere, end de andre bøger, jeg har udvalgt. Bogen er dog med, fordi jeg virkelig mener, den manglede. Dit barn – dine beslutninger, der er både forholdsvis kort og let læst, peger på andre veje og måder at gøre tingene på end dem, vi ofte støder på i det etablerede sundhedssystem og samfundet generelt. Og de alternativer er der brug for, mener jeg. For som kommende eller nybagte forældre kan vi let komme til at handle ud fra andres forventninger, nedarvede mønstre eller samfundets normer frem for, hvad der føles rigtigt for lige netop os og vores børn.

Bogen indeholder dels kapitler som kredser om forfatterens egne erfaringer, dels kapitler skrevet af forskellige dygtige fagfolk. Dit barn – dine beslutninger rummer på den måde lige netop nok viden og input til at sætte nye tanker og følelser i gang – eller til at bakke op om nogen, som måske allerede er der, men ikke tidligere er blevet mødt. Bogen kan ses som den blide hånd i ryggen, der støtter dig i tage din autoritet tilbage og stole på egne forældreevner.

Bogen kan købes her 

Moderland

Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag (link: https://gad.dk/moderland) i november 2020.

Anne Kirstine Sørensens bog Moderland landede i min postkasse, et års tid efter, vi havde taget vores børn ud af deres institutioner. For mig var det derfor interessant at læse hendes meget velargumenterede kritik af en samfundsmodel, der alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

Ved at bruge sit moderskab og egne erfaringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid illustrerer hun, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er nødvendig. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige, beretninger om gråd, der bliver ignoreret. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

I bogen tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor det at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, som det ellers ofte fremføres i debatten. I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre”.

Dit kompetente barn

Jesper Juul har skrevet Dit kompetente barn.

Jesper Juul har skrevet flere bøger, jeg gerne anbefaler. Dit kompetente barn var dog den første, jeg læste, og jeg husker, hvordan hans ord om, at børn er kompetente, blandt andet fordi de “er i stand til at give os de tilbagemeldinger, der kan gøre det muligt for os at genvinde vores egen tabte kompetence og hjælpe os med at blive vores ufrugtbare og ukærlige handlemønstre kvit”, dengang vækkede genklang hos mig. Måske fordi jeg i ordene læste en tydelig opfordring til at lytte til og tage vores børn alvorligt – og heri kunne jeg ikke være mere enig.

Dit kompetente barn rummer dog mange andre gode pointer og temaer. Blandt andet, hvordan børn altid samarbejder, om forskellen på at sætte grænser for andre og for sig selv, om vigtigheden af atmosfæren i familien, om forskellen på lighed og ligeværdighed, og om hvordan børn ikke har brug for voksne til at lære dem at tilpasse sig, men voksne, som kan lære dem, hvordan man tager vare på sig selv i samspil med andre.

På trods af at bogen efterhånden har en del år på bagen, er den fortsat aktuel.

Bogen kan købes her 

Intelligente celler

Bruce H. Liptons Intelligente celler.

Bruce H. Liptons Intelligente celler er interessant og vigtig læsning. Ikke kun i forhold til hvordan vi er forældre for vores børn, og hvordan vi lever sammen, men også i mange andre henseender. I bogen tydeliggør Bruce H. Lipton nemlig på en forholdsvis overskuelig måde, hvordan vores celler er opbygget og fungerer, samt hvordan gener påvirkes af miljø.

På den måde gør han op med den deterministiske tankegang, hvor vi ikke selv kan tage kontrol over vores liv, men blot lade os styre af de gener, vi er udstyret med.

I kapitlet om forældreskab understreger Bruce H. Lipton således også, hvordan barnets gener kun afspejler dets potentiale – ikke dets skæbne, og hvordan det er op til forældrene at skabe de omgivelser, der giver barnet mulighed for at udvikle dette potentiale. Derfor mener han, vi som forældre har et kæmpe ansvar for at forstå, hvilken rolle vi spiller – også allerede i fosterperioden – i forhold til vores børn og den “programmering”, de tager med sig videre. Både hvad gælder adfærd og helbred.

For, som han skriver, “det er bedre at erkende denne programmering og arbejde på at ændre den, hvis det er nødvendigt”.

Bogen kan købes her

Ærø manifestet

Anmeldelse af Ærø Manifestet af Maj My Humaidan.

Ærø Manifestet er fra sidste år, men må uden tvivl nævnes her. Maj My Humaidans bog er bestemt ikke en manual til forældrelivet, men en bog, der taler til det dybeste i mennesket, og som næppe kan undgå at vække følelser og sætte tanker i gang om, hvad det er for et liv, vi ønsker for os selv og vores børn. Og det, tror jeg, er vigtigt.

I bogen udfordrer hun de normer, vi som samfund godtager, når vi afleverer vores børn i institutioner, hvor aflastningen ikke foregår i kærlighed, men udelukkende er en økonomisk udveksling; ”pædagogernes tid for mine penge, og min tid til arbejdsmarkedet,” som hun selv formulerer det. Når vi – efter at være blevet forældre – halser videre, som om intet var hændt. Eller når vi måske nok mærker, at vi er ved at knække halsen, men alligevel fortsætter med lukkede øjne og de samme bedøvende fortællinger.

Omdrejningspunktet er familiens familiens rejse til et mere bevidst liv, og bogen er fuld af håb og for mig en kærlig påmindelse om, at vi gerne må skifte retning. Faktisk kan det være helt nødvendigt, når vi lever et bevidst liv.

Bogen kan købes her

Guiden indeholder affiliate links. Det betyder blot, at får du lyst til at købe en af de nævnte bøger og gør det ved at trykke på et af mine links, så modtager jeg en lille procentdel som tak.

Fortvivlede forældre om barnets første sygedag: Det hænger jo slet ikke sammen

BØRNELIV

Fortvivlede forældre om barnets første sygedag: Det hænger jo slet ikke sammen

I Danmark har vi ringe mulighed for at tage os af vores syge børn. I Sverige ser det anderledes ud. Foto: Pixabay

18. oktober 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Rachel Bostwick, Pixabay

 

Rigtig mange forældre har kun ret til barnets første sygedag, men det er slet ikke nok, lyder det. Og ofte får det konsekvenser for barnet, der sendes i institution, selvom det ikke er raskt.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, ser det noget anderledes ud i Danmark. Her har langt de fleste forældre kun krav på at holde barns første sygedag, også selvom barnet er syg i længere tid.

Da langt fra alle har familie og venner, der kan træde til og passe, betyder det, at der for mange familiers vedkommende ofte skal tænkes kreativt for at få enderne til at hænge sammen – af og til på bekostning af børnene.

Derfor skal vi også have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

“Jeg har stået på begge sider på samme tid. Mine tvillinger skulle starte i vuggestue, samtidig med jeg som pædagogstuderende skulle starte i halvt års lønnet praktik. Hver gang mine tvillinger, enten på samme tid eller på skift, blev syge, skulle jeg ind på kontoret og forsvare det over for min daværende leder. Hver gang vi havde sygdom, og det var der masser af i opstarten og så oven i købet i vinterperioden, stod jeg i et dilemma. Lige meget, hvad jeg gjorde, var enten arbejdspladsen eller vuggestuen utilfreds. Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”
Fatma

 

“Da min ældste var omkring 1 år og nystartet i dagpleje, fik vi selvfølgelig alle de forventelige sygedage. Men oveni det udviklede han også hurtigt en masse mellemørebetændelser. Det resulterede i, at jeg ofte var nødt til at ringe og sige, at jeg selv var blevet smittet af, hvad end han havde. Det ledte jo så også hurtigt til sygefraværssamtaler med en frygtelig ubehagelig chef, der forventede at få en forklaring på, hvorfor mit barn ikke bare kunne passes af hans bedsteforældre. Og da beskeden var, at de jo var i job, fik jeg besked på at få fat i en reservebedste. Det var så startskuddet til, at jeg fik en meget lang stress-sygemelding og faktisk aldrig vendte tilbage til den arbejdsplads.”
Therese

 

“Jeg er kommunal dagplejer, og jeg kan ikke tælle på mine fingre, hvor mange gange børn i min flok er blev sendt syge afsted i dagpleje. Jeg oplevede, at det ofte var de samme børn, der blev sendt syge afsted. Hvis de blev ringet hjem pga. sygdom – og det skal lige siges, at der skal utrolig meget til, før vi må ringe børn hjem – har jeg af nogle forældre fået skæld ud, fordi jeg ringede dem hjem. Min erfaring fra jobbet er, at nogen forældre er svære at nå ind til i forhold til, at deres børn skal være hjemme ved sygdom. Om det skyldes pres fra arbejdsmarkedet/arbejdsgiver, eller om det skyldes den generelle tendens (jeg ser), hvor børn skal presses til at agere voksne og bare “power through,” ligesom vi voksne gør, når vi er syge, er svært at sige. I forhold til mit eget barn er det ingen hemmelighed, at jeg har meldt mig syg mange gange på mit arbejde, hvis hun har været syg i en længere periode. Vi kan simpelthen ikke få kabalen til at gå op ellers! Vi har ingen bedsteforældre eller andet netværk, der kan hjælpe os. De to omsorgsdage, man får pr. barn, får hurtigt ben at gå på. Det er jo absurd at tro, at to dage gør en forskel for børnefamilier. I foråret fik mine børn skoldkopper – de var syge i 2,5 uge. Det hang kun sammen for os, fordi jeg stadig var på barsel på det tidspunkt. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis vi begge havde været på arbejde der. Under corona var der ekstra regler for, hvornår børn måtte komme i daginstitution. De skulle fx være feberfri i to døgn, før de måtte komme afsted igen. Jeg havde så meget fravær både pga. egen sygdom og mit barns sygdom, at jeg blev indkaldt til sygsamtale på mit arbejde. Det var så ubehageligt! Så sad man bænket til stolen og skulle redegøre for ens fravær, mens ens leder var meget uforstående for, hvorfor man ikke havde et andet sted at sende sine børn hen ved sygdom. Udover at vi ikke har mulighed for pasning andre steder, har jeg da heller ikke lyst til, at mit barn skal passes ude ved sygdom. Hun har brug for mig eller hendes far! Jeg synes ofte, det er den ældre generation af forældre, der synes, vi piver og ikke kan forstå, hvorfor det ikke hænger sammen. Men de havde jo helt andre forudsætninger for at få det til at hænge sammen.”
Anonym

 

“Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”

 
Fatma
 

 

“Jeg har lige været til sygefraværssamtale, fordi jeg har haft 37 sygedage det sidste år. Jeg kunne ikke fortælle dem, at de blev brugt på, at mit barn var syg, og at en barnets første sygedag ikke var nok. Jeg har et handicappet barn, der ofte bliver syg, og selvom både far og jeg tager hver vores første sygedag, er det slet ikke nok. For hvilket barn er hver gang kun syg i to dage? Vi har ingen forældre, der kan passe, og ingen kan passe ham på grund af hans diagnose, så vi er nødsaget til selv at melde os syge eller tage fri uden løn.”
Karina

 

“Da jeg var i praktik i en vuggestue, oplevede jeg engang, at et barn blev afleveret med et tykt halstørklæde på. Det var lidt underligt, da det var sommer, og da jeg tog tørklædet af barnet, opdagede jeg, at det havde en kæmpestor byld på halsen! Det så meget voldsomt ud. Vi prøvede med det samme at få ringet forældrene op, men vi kunne ikke få kontakt til dem. Efter nogle timer fik vi fat på noget andet familie, som boede for langt væk til at kunne komme og hente. I stedet ville de forsøge at få fat på forældrene. Det kunne de åbenbart godt, for kort efter vores snak ringede moderen til os, undskyldte og sagde, hun ville hente barnet om nogle timer. Det var tydeligt, at det var en meget presset mor, og hun kunne nærmest ikke se os i øjnene, da hun kom og hentede sit barn. Det er dog langt fra eneste oplevelse, jeg har haft i forbindelse med mit arbejde. Det er nemlig ganske normalt, at man modtager børn, der ikke er helt på toppen – især i efteråret. Jeg sad så sent som i går med en ven, som også er pædagog, og talte om, at nu er det “børnepanodil-sæson” (sæsonen, hvor børn bliver afleveret med en panodil i måsen, og som så får feber i løbet af formiddagen, når pillen ikke virker mere). Og jeg forstår det godt! Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk, og så er der liiiige den regel med, at børn skal være feberfrie i 24 timer, inden de må komme i institution igen. Jeg er alene med tre børn, og hvordan i alverden skal det nogensinde gå op? Men afleverer man et sygt barn, risikerer man at smitte de andre børn på stuen eller pædagogerne, og det er jo også noget rigtigt møg.”
Anne

 

“Som arbejdsløs har man slet ikke ret til at have barn sygt. Heller ikke første sygedag. Så efter anbefaling fra min A-kasse (off the record) har jeg selv meldt mig syg, når min datter ikke kunne komme afsted på dage, hvor jeg havde en aftale med Jobcenteret.”
Anonym

 

“Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk.”

 
Anne
 

 

“På min gamle arbejdsplads bedte min chef mig om at finde pasning til mit barn efter to dages sygdom, hvor min familie havde passet. Da mit barn fortsat var syg, meddelte jeg, at jeg ikke havde mulighed for mere pasning, og at jeg derfor ikke kunne komme, før mit barn var rask igen. Min chef meldte tilbage, at jeg skulle finde en løsning og møde op på arbejde den efterfølgende dag. Da jeg sagde, jeg ikke kunne, fordi mit barn jo var syg, gentog hun, at jeg jo nok vil finde en løsning. Dagen efter ringede jeg og meldte mig syg.”
Kit

 

”Jeg er mor til to og pædagog. Som mor har jeg oplevet, at mit barn har haft virkelig mange sygedage – særligt i vuggestuen. Jeg oplevede virkeligt mange syge børn på stuen. Børn med snot i næsen, røde øjne og voldsomt meget gråd. Det var i det hele taget ikke særlig rart at skulle aflevere i forår-, efterår- eller vintermånederne. Det oplevedes som en ond spiral. Som pædagog (og mor) oplevede jeg et særdeles stort pres for at skulle være på arbejde, hvorfor det var svært at lade mit barn blive hjemme, til det var HELT rask. Jeg har da også været til flere fraværssamtaler, og mere end en gang er jeg blevet skudt i skoene, at jeg har brugt børnenes sygedage som påskud for egne sygedage. Hvilket der slet ikke var hold i. Jeg har sågar oplevet at blive nægtet barnets anden sygedag og fået besked på at møde – og om nødvendigt tage mit febersyge og hostende barn med. Jeg har ikke oplevet nogen hjælp fra fagforening eller kollegaer, og det var meget stressende. Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”
Lisa

 

“Sygedage er det eneste, jeg tænker på i mine influenzavaccine-overvejelser om min datter efter brev fra Statens Serumsinstitut. Derfor gjorde jeg det ikke. Fordi jeg synes, det er forkert at tænke sådan. At det handler om effektive dage snarere end hendes helbred.“
Annette

 

“Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”

 
Lisa

 

”Jeg er pædagog i en vuggestue og mor til et 4-årigt børnehavebarn. Jeg føler mig lidt i begge lejre, men summa summarum er, at der i samfundets øjne ikke er plads til syge børn. Jeg har på min arbejdsplads ret til, men ikke krav på (det påpeger ledelsen tydeligt) barns første og anden sygedag. Første dag skal bruges på at finde anden pasning. På min arbejdsplads modtager jeg (ikke ofte, men det sker) sløje børn, hvor forældrene er magtesløse, fordi de ikke har flere løsninger at trække på for at kunne blive hjemme med barnet. Derudover er det heller ikke uset, at et barn bliver afleveret efter sygdom og virker lidt mat, og at vi ved middagstid, når panodilens virkning letter, må ringe barnet hjem. En enkelt gang har jeg måttet sende min søn slatten afsted, og det nev i hjertet. Jeg blev ringet op efter en time – han var helt mat og ked af det og skulle bare have sin mor. Det værste er, at det føltes mere legalt, at de ringede, for så var min arbejdsplads i hvert fald ikke i tvivl om, at den var gal. Jeg har også meldt mig selv syg, fordi mit barn var syg, og jeg var bange for at få afslag på at holde barns sygedag. Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg. Børn er sjældent syge i kun to dage, og jeg er overbevist om, at en ændring i hele denne absurde måde at anskue det på, ville lette forældrenes skuldre og give børnene ro til at komme til hægterne i trygge arme og samtidig sikre de mest optimale vilkår for udvikling og trivsel – både for børnene og for familierne.”
Sofie

 

“Min kæreste og jeg arbejder på samme arbejdsplads. Vi kan derfor ikke tage barnets første og anden sygedag begge to, som hvis vi var på hver vores arbejdsplads (ved godt, det heller ikke er lovligt). Vores leder er ret træls, så hvis vi ved, at vores barns sygdom varer mere end to dage, sygemelder vi os selv. Vil vil ikke aflevere et sygt barn – så vi har en del fravær.”
Anonym

 

“Vi kaldte det klokken 13-feber i vuggestuen, hvor jeg arbejdede, fordi det tit var der, de kom op fra lur, og panodilen ikke virkede mere.”
Stine

 

“Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg.”

 
Sofie

 

”Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor. Overenskomsten siger ret til barns første sygedag til at finde anden pasning – men hvor finder man den pasning i 2023? Alle bedsteforældre arbejder. Corona hjalp ikke, da det var no go at sende børn, der ikke var 100% raske, af sted – og det hænger ved, hvilket er fornuftigt. Det hænger bare ikke sammen med virkeligheden.”
Cille

 

“Da jeg som ung, nyuddannet pædagog startede på mit første job i en vuggestue i en privilegeret kommune, glædede jeg mig. Jeg nåede dog ikke at være ansat mere end en måneds tid, før jeg mødte mit første panodilbarn. Et barn, der bliver afleveret om morgenen og synes at være friskt og glad, men som gradvist hen ad formiddagen pludselig bliver febril og træt. Forældrene havde givet barnet panodil inden aflevering i vuggestuen. Mine kollegaer måtte forklare mig, at de ofte oplevede det hos forældre, som ikke havde mulighed for at tage barn-syg. På denne måde blev barnet først ringet hjem omkring frokost, og forældrene fik på denne måde stadigvæk arbejdet. Dette er almindeligt forekommende i de danske vuggestuer, og det anses åbenbart som mere velset på arbejdspladsen at blive ringet hjem, fremfor at tage fri med sit barn. Jeg har idag valgt at gå en anden vej karrieremæssigt.”
Cecilie

 

”Da min ældste datter gik i vuggestue, tog min mand og jeg ofte begge to barns sygedage, som vi havde ret til på hver vores arbejde. På den måde kunne hun blive hjemme fire dage i træk, hvis det var nødvendigt. Dette er selvfølgelig imod reglerne, og vi sagde da heller ikke noget om det på arbejdspladsen, men der var sjældent andre muligheder end at bryde reglerne på en eller anden måde. Når et (lille) barn er sygt, er det min oplevelse, at det helst vil have en af forældrene, og det havde vi som forældre det også bedst med. Vi blev ofte rost af personalet i vuggestuen for at holde vores barn hjemme, indtil hun var helt rask, hvilket de ikke altid oplevede hos andre familier. Det er i min optik langt ude, at det, der burde være helt almindeligt og en selvfølge – at blive hjemme til man er helt rask, er noget, man skal have ros for. Nu bliver både vores ældste og lillesøster hjemmepasset, så vi slipper for at diskutere, hvem der skal blive hjemme og evt. være nødsaget til at bryde reglerne.”
Lykke

 

“Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor.”

 
Cille
 
 
“Jeg er alene med min søn (nu 4 år), som har været meget syg. Jeg har i tre år levet med en konstant dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være der for ham, når han er syg. At jeg har afleveret ham i børnehave, selvom jeg hørte al hosten og så klatøjede børn. At jeg har måttet aflevere ham for hurtigt efter sygdom, eller inden han blev “for syg” til at komme afsted. At have arbejdet hjemmefra når jeg burde have været mor 100 procent. At have taget på arbejde når jeg selv var syg,  så jeg ikke skuffer FOR meget på jobbet. Og alt sammen imens kun et minimum af mit fokus egentligt er på mit arbejde. For alt, jeg har brug for, er at få lov at være mor 100 procent for mit barn, som har brug for mig.”
Anonym
 

 

“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil og “hov var hun ikke helt rask endnu, efter i ringede hende hjem med opkastsyge i går?”. 

Cecilie

 

“Jeg er alenemor og tager barnets første sygedag, og derefter melder jeg mig selv syg. Jeg nægter at sende mit barn sygt afsted. Jeg er dog heldig med at have et barn, som i en alder af 4 år kun har været syg cirka fem gange (fraset lidt snot). Og jeg er heldig med, at jeg så godt som aldrig er syg selv. For var jeg det, var jeg uden tvivl blevet hevet ind til samtale. Men jeg kan holde mig under radaren.”
Anonym

“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil.”

 
Cecilie
 

“Igennem to år som dagplejer oplevede jeg jævnligt udfordringer i forbindelse med sygdom. Sløje børn, der blev afleveret af pressede forældre. Der var ligesom en forståelse af, at med mindre der var tydelig feber eller diarre, så skulle hjulene jo køre rundt og forældrene på job. Det var ikke barnets behov for hvile og restitution, der satte udgangspunktet – og paradoksalt nok er jeg sikker på, at netop den tilgang holder liv i utallige smittekæder og på den lange bane skaber endnu mere sygdom, fravær og mistrivsel.”
Anonym

BØRNELIV

Fortvivlede forældre om barnets første sygedag: Det hænger jo slet ikke sammen

I Danmark har vi ringe mulighed for at tage os af vores syge børn. I Sverige ser det anderledes ud. Foto: Pixabay

18. oktober 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Rachel Bostwick, Pixabay

 

Rigtig mange forældre har kun ret til barnets første sygedag, men det er slet ikke nok, lyder det. Og ofte får det konsekvenser for barnet, der sendes i institution, selvom det ikke er raskt.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, ser det noget anderledes ud i Danmark. Her har langt de fleste forældre kun krav på at holde barns første sygedag, også selvom barnet er syg i længere tid.

Da langt fra alle har familie og venner, der kan træde til og passe, betyder det, at der for mange familiers vedkommende ofte skal tænkes kreativt for at få enderne til at hænge sammen – af og til på bekostning af børnene.

Derfor skal vi også have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

“Jeg har stået på begge sider på samme tid. Mine tvillinger skulle starte i vuggestue, samtidig med jeg som pædagogstuderende skulle starte i halvt års lønnet praktik. Hver gang mine tvillinger, enten på samme tid eller på skift, blev syge, skulle jeg ind på kontoret og forsvare det over for min daværende leder. Hver gang vi havde sygdom, og det var der masser af i opstarten og så oven i købet i vinterperioden, stod jeg i et dilemma. Lige meget, hvad jeg gjorde, var enten arbejdspladsen eller vuggestuen utilfreds. Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”
Fatma

 

“Da min ældste var omkring 1 år og nystartet i dagpleje, fik vi selvfølgelig alle de forventelige sygedage. Men oveni det udviklede han også hurtigt en masse mellemørebetændelser. Det resulterede i, at jeg ofte var nødt til at ringe og sige, at jeg selv var blevet smittet af, hvad end han havde. Det ledte jo så også hurtigt til sygefraværssamtaler med en frygtelig ubehagelig chef, der forventede at få en forklaring på, hvorfor mit barn ikke bare kunne passes af hans bedsteforældre. Og da beskeden var, at de jo var i job, fik jeg besked på at få fat i en reservebedste. Det var så startskuddet til, at jeg fik en meget lang stress-sygemelding og faktisk aldrig vendte tilbage til den arbejdsplads.”
Therese

 

“Jeg er kommunal dagplejer, og jeg kan ikke tælle på mine fingre, hvor mange gange børn i min flok er blev sendt syge afsted i dagpleje. Jeg oplevede, at det ofte var de samme børn, der blev sendt syge afsted. Hvis de blev ringet hjem pga. sygdom – og det skal lige siges, at der skal utrolig meget til, før vi må ringe børn hjem – har jeg af nogle forældre fået skæld ud, fordi jeg ringede dem hjem. Min erfaring fra jobbet er, at nogen forældre er svære at nå ind til i forhold til, at deres børn skal være hjemme ved sygdom. Om det skyldes pres fra arbejdsmarkedet/arbejdsgiver, eller om det skyldes den generelle tendens (jeg ser), hvor børn skal presses til at agere voksne og bare “power through,” ligesom vi voksne gør, når vi er syge, er svært at sige. I forhold til mit eget barn er det ingen hemmelighed, at jeg har meldt mig syg mange gange på mit arbejde, hvis hun har været syg i en længere periode. Vi kan simpelthen ikke få kabalen til at gå op ellers! Vi har ingen bedsteforældre eller andet netværk, der kan hjælpe os. De to omsorgsdage, man får pr. barn, får hurtigt ben at gå på. Det er jo absurd at tro, at to dage gør en forskel for børnefamilier. I foråret fik mine børn skoldkopper – de var syge i 2,5 uge. Det hang kun sammen for os, fordi jeg stadig var på barsel på det tidspunkt. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis vi begge havde været på arbejde der. Under corona var der ekstra regler for, hvornår børn måtte komme i daginstitution. De skulle fx være feberfri i to døgn, før de måtte komme afsted igen. Jeg havde så meget fravær både pga. egen sygdom og mit barns sygdom, at jeg blev indkaldt til sygsamtale på mit arbejde. Det var så ubehageligt! Så sad man bænket til stolen og skulle redegøre for ens fravær, mens ens leder var meget uforstående for, hvorfor man ikke havde et andet sted at sende sine børn hen ved sygdom. Udover at vi ikke har mulighed for pasning andre steder, har jeg da heller ikke lyst til, at mit barn skal passes ude ved sygdom. Hun har brug for mig eller hendes far! Jeg synes ofte, det er den ældre generation af forældre, der synes, vi piver og ikke kan forstå, hvorfor det ikke hænger sammen. Men de havde jo helt andre forudsætninger for at få det til at hænge sammen.”
Anonym

 

“Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”

 
Fatma
 

 

“Jeg har lige været til sygefraværssamtale, fordi jeg har haft 37 sygedage det sidste år. Jeg kunne ikke fortælle dem, at de blev brugt på, at mit barn var syg, og at en barnets første sygedag ikke var nok. Jeg har et handicappet barn, der ofte bliver syg, og selvom både far og jeg tager hver vores første sygedag, er det slet ikke nok. For hvilket barn er hver gang kun syg i to dage? Vi har ingen forældre, der kan passe, og ingen kan passe ham på grund af hans diagnose, så vi er nødsaget til selv at melde os syge eller tage fri uden løn.”
Karina

 

“Da jeg var i praktik i en vuggestue, oplevede jeg engang, at et barn blev afleveret med et tykt halstørklæde på. Det var lidt underligt, da det var sommer, og da jeg tog tørklædet af barnet, opdagede jeg, at det havde en kæmpestor byld på halsen! Det så meget voldsomt ud. Vi prøvede med det samme at få ringet forældrene op, men vi kunne ikke få kontakt til dem. Efter nogle timer fik vi fat på noget andet familie, som boede for langt væk til at kunne komme og hente. I stedet ville de forsøge at få fat på forældrene. Det kunne de åbenbart godt, for kort efter vores snak ringede moderen til os, undskyldte og sagde, hun ville hente barnet om nogle timer. Det var tydeligt, at det var en meget presset mor, og hun kunne nærmest ikke se os i øjnene, da hun kom og hentede sit barn. Det er dog langt fra eneste oplevelse, jeg har haft i forbindelse med mit arbejde. Det er nemlig ganske normalt, at man modtager børn, der ikke er helt på toppen – især i efteråret. Jeg sad så sent som i går med en ven, som også er pædagog, og talte om, at nu er det “børnepanodil-sæson” (sæsonen, hvor børn bliver afleveret med en panodil i måsen, og som så får feber i løbet af formiddagen, når pillen ikke virker mere). Og jeg forstår det godt! Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk, og så er der liiiige den regel med, at børn skal være feberfrie i 24 timer, inden de må komme i institution igen. Jeg er alene med tre børn, og hvordan i alverden skal det nogensinde gå op? Men afleverer man et sygt barn, risikerer man at smitte de andre børn på stuen eller pædagogerne, og det er jo også noget rigtigt møg.”
Anne

 

“Som arbejdsløs har man slet ikke ret til at have barn sygt. Heller ikke første sygedag. Så efter anbefaling fra min A-kasse (off the record) har jeg selv meldt mig syg, når min datter ikke kunne komme afsted på dage, hvor jeg havde en aftale med Jobcenteret.”
Anonym

 

“Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk.”

 
Anne
 

 

“På min gamle arbejdsplads bedte min chef mig om at finde pasning til mit barn efter to dages sygdom, hvor min familie havde passet. Da mit barn fortsat var syg, meddelte jeg, at jeg ikke havde mulighed for mere pasning, og at jeg derfor ikke kunne komme, før mit barn var rask igen. Min chef meldte tilbage, at jeg skulle finde en løsning og møde op på arbejde den efterfølgende dag. Da jeg sagde, jeg ikke kunne, fordi mit barn jo var syg, gentog hun, at jeg jo nok vil finde en løsning. Dagen efter ringede jeg og meldte mig syg.”
Kit

 

”Jeg er mor til to og pædagog. Som mor har jeg oplevet, at mit barn har haft virkelig mange sygedage – særligt i vuggestuen. Jeg oplevede virkeligt mange syge børn på stuen. Børn med snot i næsen, røde øjne og voldsomt meget gråd. Det var i det hele taget ikke særlig rart at skulle aflevere i forår-, efterår- eller vintermånederne. Det oplevedes som en ond spiral. Som pædagog (og mor) oplevede jeg et særdeles stort pres for at skulle være på arbejde, hvorfor det var svært at lade mit barn blive hjemme, til det var HELT rask. Jeg har da også været til flere fraværssamtaler, og mere end en gang er jeg blevet skudt i skoene, at jeg har brugt børnenes sygedage som påskud for egne sygedage. Hvilket der slet ikke var hold i. Jeg har sågar oplevet at blive nægtet barnets anden sygedag og fået besked på at møde – og om nødvendigt tage mit febersyge og hostende barn med. Jeg har ikke oplevet nogen hjælp fra fagforening eller kollegaer, og det var meget stressende. Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”
Lisa

 

“Sygedage er det eneste, jeg tænker på i mine influenzavaccine-overvejelser om min datter efter brev fra Statens Serumsinstitut. Derfor gjorde jeg det ikke. Fordi jeg synes, det er forkert at tænke sådan. At det handler om effektive dage snarere end hendes helbred.“
Annette

 

“Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”

 
Lisa

 

”Jeg er pædagog i en vuggestue og mor til et 4-årigt børnehavebarn. Jeg føler mig lidt i begge lejre, men summa summarum er, at der i samfundets øjne ikke er plads til syge børn. Jeg har på min arbejdsplads ret til, men ikke krav på (det påpeger ledelsen tydeligt) barns første og anden sygedag. Første dag skal bruges på at finde anden pasning. På min arbejdsplads modtager jeg (ikke ofte, men det sker) sløje børn, hvor forældrene er magtesløse, fordi de ikke har flere løsninger at trække på for at kunne blive hjemme med barnet. Derudover er det heller ikke uset, at et barn bliver afleveret efter sygdom og virker lidt mat, og at vi ved middagstid, når panodilens virkning letter, må ringe barnet hjem. En enkelt gang har jeg måttet sende min søn slatten afsted, og det nev i hjertet. Jeg blev ringet op efter en time – han var helt mat og ked af det og skulle bare have sin mor. Det værste er, at det føltes mere legalt, at de ringede, for så var min arbejdsplads i hvert fald ikke i tvivl om, at den var gal. Jeg har også meldt mig selv syg, fordi mit barn var syg, og jeg var bange for at få afslag på at holde barns sygedag. Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg. Børn er sjældent syge i kun to dage, og jeg er overbevist om, at en ændring i hele denne absurde måde at anskue det på, ville lette forældrenes skuldre og give børnene ro til at komme til hægterne i trygge arme og samtidig sikre de mest optimale vilkår for udvikling og trivsel – både for børnene og for familierne.”
Sofie

 

“Min kæreste og jeg arbejder på samme arbejdsplads. Vi kan derfor ikke tage barnets første og anden sygedag begge to, som hvis vi var på hver vores arbejdsplads (ved godt, det heller ikke er lovligt). Vores leder er ret træls, så hvis vi ved, at vores barns sygdom varer mere end to dage, sygemelder vi os selv. Vil vil ikke aflevere et sygt barn – så vi har en del fravær.”
Anonym

 

“Vi kaldte det klokken 13-feber i vuggestuen, hvor jeg arbejdede, fordi det tit var der, de kom op fra lur, og panodilen ikke virkede mere.”
Stine

 

“Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg.”

 
Sofie

 

”Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor. Overenskomsten siger ret til barns første sygedag til at finde anden pasning – men hvor finder man den pasning i 2023? Alle bedsteforældre arbejder. Corona hjalp ikke, da det var no go at sende børn, der ikke var 100% raske, af sted – og det hænger ved, hvilket er fornuftigt. Det hænger bare ikke sammen med virkeligheden.”
Cille

 

“Da jeg som ung, nyuddannet pædagog startede på mit første job i en vuggestue i en privilegeret kommune, glædede jeg mig. Jeg nåede dog ikke at være ansat mere end en måneds tid, før jeg mødte mit første panodilbarn. Et barn, der bliver afleveret om morgenen og synes at være friskt og glad, men som gradvist hen ad formiddagen pludselig bliver febril og træt. Forældrene havde givet barnet panodil inden aflevering i vuggestuen. Mine kollegaer måtte forklare mig, at de ofte oplevede det hos forældre, som ikke havde mulighed for at tage barn-syg. På denne måde blev barnet først ringet hjem omkring frokost, og forældrene fik på denne måde stadigvæk arbejdet. Dette er almindeligt forekommende i de danske vuggestuer, og det anses åbenbart som mere velset på arbejdspladsen at blive ringet hjem, fremfor at tage fri med sit barn. Jeg har idag valgt at gå en anden vej karrieremæssigt.”
Cecilie

 

”Da min ældste datter gik i vuggestue, tog min mand og jeg ofte begge to barns sygedage, som vi havde ret til på hver vores arbejde. På den måde kunne hun blive hjemme fire dage i træk, hvis det var nødvendigt. Dette er selvfølgelig imod reglerne, og vi sagde da heller ikke noget om det på arbejdspladsen, men der var sjældent andre muligheder end at bryde reglerne på en eller anden måde. Når et (lille) barn er sygt, er det min oplevelse, at det helst vil have en af forældrene, og det havde vi som forældre det også bedst med. Vi blev ofte rost af personalet i vuggestuen for at holde vores barn hjemme, indtil hun var helt rask, hvilket de ikke altid oplevede hos andre familier. Det er i min optik langt ude, at det, der burde være helt almindeligt og en selvfølge – at blive hjemme til man er helt rask, er noget, man skal have ros for. Nu bliver både vores ældste og lillesøster hjemmepasset, så vi slipper for at diskutere, hvem der skal blive hjemme og evt. være nødsaget til at bryde reglerne.”
Lykke

 

“Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor.”

 
Cille
 
 
“Jeg er alene med min søn (nu 4 år), som har været meget syg. Jeg har i tre år levet med en konstant dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være der for ham, når han er syg. At jeg har afleveret ham i børnehave, selvom jeg hørte al hosten og så klatøjede børn. At jeg har måttet aflevere ham for hurtigt efter sygdom, eller inden han blev “for syg” til at komme afsted. At have arbejdet hjemmefra når jeg burde have været mor 100 procent. At have taget på arbejde når jeg selv var syg,  så jeg ikke skuffer FOR meget på jobbet. Og alt sammen imens kun et minimum af mit fokus egentligt er på mit arbejde. For alt, jeg har brug for, er at få lov at være mor 100 procent for mit barn, som har brug for mig.”
Anonym
 

 

“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil og “hov var hun ikke helt rask endnu, efter i ringede hende hjem med opkastsyge i går?”. 

Cecilie

 

“Jeg er alenemor og tager barnets første sygedag, og derefter melder jeg mig selv syg. Jeg nægter at sende mit barn sygt afsted. Jeg er dog heldig med at have et barn, som i en alder af 4 år kun har været syg cirka fem gange (fraset lidt snot). Og jeg er heldig med, at jeg så godt som aldrig er syg selv. For var jeg det, var jeg uden tvivl blevet hevet ind til samtale. Men jeg kan holde mig under radaren.”
Anonym

 

“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil.”

 
Cecilie
 
 

“Igennem to år som dagplejer oplevede jeg jævnligt udfordringer i forbindelse med sygdom. Sløje børn, der blev afleveret af pressede forældre. Der var ligesom en forståelse af, at med mindre der var tydelig feber eller diarre, så skulle hjulene jo køre rundt og forældrene på job. Det var ikke barnets behov for hvile og restitution, der satte udgangspunktet – og paradoksalt nok er jeg sikker på, at netop den tilgang holder liv i utallige smittekæder og på den lange bane skaber endnu mere sygdom, fravær og mistrivsel.”
Anonym

LÆS OGSÅ

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

ANMELDELSE

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

8. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Moderland

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin bog Moderland redegør hun for hvorfor.

ANMELDELSE AF MODERLAND Anne Kirstine Sørensens bog Moderland er et tiltrængt nødråb til de danske politikere. Den er også en velargumenteret kritik af en samfundsmodel, der økonomisk straffer det at passe egne børn, og som alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

”Hvad blev der af det blik for børnene? For kvinderne? For de nære relationer? Og hvordan endte det med, at socialdemokraterne skrev forældrene helt ud af børnenes historie?” spørger hun blandt andet i bogen, som udkom i sidste måned.

Ved at bruge sit eget moderskab og erfaringer formår Anne Kirstine Sørensen tydeligt at illustrere, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er bydende nødvendig.

I bogen beskriver hun således både egne erindringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige beretninger om gråd, der bliver ignoreret og ikke videreformidlet til forældrene. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der sørger, savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

”Min holdning er derfor: I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system,som hun et sted skriver i bogen.

Anne Kirstine Sørensen lægger ikke skjul på, at hendes syn på vuggestuer og institutionalisering især blev formet af hendes egen følelse af at svigte sine børn uopretteligt, da hun forlod dem ”på vuggestuens grå linoleumsgulv.”

For, som hun senere i bogen spørger: 

”Hvad mon det betyder for selvværdet og tilliden til forældrene, der indtil bruddet var det sikre centrum i deres verden? Det kan ingen nok svare fyldestgørende på, men jeg er sikker på, det har nogle konsekvenser.” 

Følelsen af at svigte sine børn vil måske vække genklang hos en del. I hvert fald hos mig. 

Men, som hun selv har måttet erkende, er vores samfundsmodel ikke indrettet til at støtte op om dem, der ønsker at vælge institutioner fra for i en periode at passe egne børn – hvad enten der er tale om moderen eller faderen. Og hun pointerer flere gange det absurde i, at man kan få kommunale midler til en privat pasningsordning, mens kun få kommuner giver tilskud til hjemmepasning.

“I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I bogen viser hun, hvordan familier, der vælger anderledes, på mange måder straffes økonomisk. Men hun illustrerer også, hvordan den førte politik og samfundsstruktur er med til at så tvivl om evnen til at passe sine egne børn.

”Bag centrum-venstres utopi ligger en antagelse om, at daginstitutioner er bedst for børn, at de er udviklende og kompetencegivende helt fra vuggestuen på en måde, der nærmest er uundværlig og i hvert fald trumfer alt, hvad forældrene kan give. Ifølge min erfaring er det ikke sandt, og måske er det den største løgn af alle i den her debat,” som Anne Kirstine Sørensen formulerer det.

”Så nej, jeg elsker ikke det Danmark, jeg har oplevet som mor. For det er et Danmark, hvor man skal kæmpe mod stærke kræfter hver dag for at passe på sine børn. Hvor man disciplineres, beskattes, kontrolleres og reduceres som borger og forælder. Hvor de forhold, man bliver budt i det offentlige, for eksempel i folkeskolen og daginstitutionerne, til gengæld for det monstrøse skattetryk, ofte er så ringe, at samfundsmodellen mister sin mening,” skriver hun og pointerer desuden:

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Og havde de danske institutioner blot været kendetegnet ved høj kvalitet og hænder nok til alle børn, gav devisen om, at institutioner er med til at sikre social lighed og integrationen måske mening. Men sådan hænger det ikke sammen, mener hun:

”Det moralske imperativ til at institutionalisere vores børn af hensyn til de svageste børn, som socialdemokraterne mener har særligt gavn af det, pålægges alle og bruges som en løftestang til at sætte forældre uden for indflydelse. Alt sammen med argumenter, som ingen fornuftige mennesker kan modsige. Går man ikke ind for at bryde den negative sociale arv? For vellykket integration? For at kvinder skal have adgang til arbejdsmarkedet? Jo, selvfølgelig. Ligesom alle vel er på ”børnenes side”, som er Mette Frederiksens seneste retoriske greb for at monopolisere godheden og sætte sig på børnene. Det, der i virkeligheden sker, er, at forældrenes rettigheder inddrages af hensyn til en utopisk forestilling om, at institutionaliseringen af alle børn kan ændre noget væsentligt vedrørende disse dagsordener. Det er det største problem. Det næste problem er, at hverken institutionaliseringen eller andre af velfærdsstatens instrumenter har formået at afhjælpe de problemer, Mette Frederiksen nævner.”

I Moderland tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor et øget fokus på familiepolitik og muligheden for at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, sådan som det ellers ofte fremføres i debatten. 

For ja, kvindebevægelsen var nødvendig, som hun understreger. Men når vi i dag taler om faren for at komme ”tilbage til kødgryderne”, er det i Anne Kirstine Sørensens optik at underkende ”kvinder som voksne individer, idet kvinderne betragtes som nogle, der skal beskyttes mod at falde i den fælde, den ulønnede børneomsorg betragtes som. Som om vi skal hjælpes til at træffe det rigtige valg for os selv ved at vælge det nære liv med vores børn fra. Og som om det kun kan betragtes som et tilbageskridt, at kvinder passer deres egne børn.”

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre, i stedet for at forsøge at presse alle ind i den snævre forestilling om det gode kvindeliv, som den dominerende feminisme dikterer”.

For det er langt fra alle kvinder, der er så karriereorienterede, som vores samfundsmodel antager, viser hun og slår desuden fast:

”Institutionaliseringens realiteter er nok til at leve med, hvis man aktivt har valgt det, for eksempel fordi man som forældre vil satse på en karriere. Men det skal være et individuelt valg, som forældrene selv træffer. At vi byder alle børn dette som en uomgængelig samfundsnorm, forekommer mig at være fattigt.”

 ”I et frit samfund skal forældrene ikke lægge børn til noget som helst for statens skyld. Statens institutioner skal være til for borgerne, ikke omvendt,” lyder det også.

Anne Kirstine Sørensen kommer omkring rigtig mange vigtige temaer i sin bog, og jeg er enig i en stor del af hendes pointer. Mange af dem falder dog uden for normen, og derfor tror jeg, at Moderland vil vække forargelse og provokere nogle. Men Moderland er også en vigtig og velargumenteret debatbog med et budskab, der ikke kan råbes højt og ofte nok, og som jeg vil anbefale alle at læse. Derefter skal der handling til. For børnenes skyld.

ANMELDELSE

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

8. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Moderland

 

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin bog Moderland redegør hun for hvorfor.

 

ANMELDELSE AF MODERLAND Anne Kirstine Sørensens bog Moderland er et tiltrængt nødråb til de danske politikere. Den er også en velargumenteret kritik af en samfundsmodel, der økonomisk straffer det at passe egne børn, og som alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

”Hvad blev der af det blik for børnene? For kvinderne? For de nære relationer? Og hvordan endte det med, at socialdemokraterne skrev forældrene helt ud af børnenes historie?” spørger hun blandt andet i bogen, som udkom i sidste måned.

Ved at bruge sit eget moderskab og erfaringer formår Anne Kirstine Sørensen tydeligt at illustrere, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er bydende nødvendig.

I bogen beskriver hun således både egne erindringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige beretninger om gråd, der bliver ignoreret og ikke videreformidlet til forældrene. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der sørger, savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

”Min holdning er derfor: I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system,som hun et sted skriver i bogen.

Anne Kirstine Sørensen lægger ikke skjul på, at hendes syn på vuggestuer og institutionalisering især blev formet af hendes egen følelse af at svigte sine børn uopretteligt, da hun forlod dem ”på vuggestuens grå linoleumsgulv.”

For, som hun senere i bogen spørger: 

”Hvad mon det betyder for selvværdet og tilliden til forældrene, der indtil bruddet var det sikre centrum i deres verden? Det kan ingen nok svare fyldestgørende på, men jeg er sikker på, det har nogle konsekvenser.” 

Følelsen af at svigte sine børn vil måske vække genklang hos en del. I hvert fald hos mig. 

Men, som hun selv har måttet erkende, er vores samfundsmodel ikke indrettet til at støtte op om dem, der ønsker at vælge institutioner fra for i en periode at passe egne børn – hvad enten der er tale om moderen eller faderen. Og hun pointerer flere gange det absurde i, at man kan få kommunale midler til en privat pasningsordning, mens kun få kommuner giver tilskud til hjemmepasning.

“I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I bogen viser hun, hvordan familier, der vælger anderledes, på mange måder straffes økonomisk. Men hun illustrerer også, hvordan den førte politik og samfundsstruktur er med til at så tvivl om evnen til at passe sine egne børn.

”Bag centrum-venstres utopi ligger en antagelse om, at daginstitutioner er bedst for børn, at de er udviklende og kompetencegivende helt fra vuggestuen på en måde, der nærmest er uundværlig og i hvert fald trumfer alt, hvad forældrene kan give. Ifølge min erfaring er det ikke sandt, og måske er det den største løgn af alle i den her debat,” som Anne Kirstine Sørensen formulerer det.

”Så nej, jeg elsker ikke det Danmark, jeg har oplevet som mor. For det er et Danmark, hvor man skal kæmpe mod stærke kræfter hver dag for at passe på sine børn. Hvor man disciplineres, beskattes, kontrolleres og reduceres som borger og forælder. Hvor de forhold, man bliver budt i det offentlige, for eksempel i folkeskolen og daginstitutionerne, til gengæld for det monstrøse skattetryk, ofte er så ringe, at samfundsmodellen mister sin mening,” skriver hun og pointerer desuden:

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Og havde de danske institutioner blot været kendetegnet ved høj kvalitet og hænder nok til alle børn, gav devisen om, at institutioner er med til at sikre social lighed og integrationen måske mening. Men sådan hænger det ikke sammen, mener hun:

”Det moralske imperativ til at institutionalisere vores børn af hensyn til de svageste børn, som socialdemokraterne mener har særligt gavn af det, pålægges alle og bruges som en løftestang til at sætte forældre uden for indflydelse. Alt sammen med argumenter, som ingen fornuftige mennesker kan modsige. Går man ikke ind for at bryde den negative sociale arv? For vellykket integration? For at kvinder skal have adgang til arbejdsmarkedet? Jo, selvfølgelig. Ligesom alle vel er på ”børnenes side”, som er Mette Frederiksens seneste retoriske greb for at monopolisere godheden og sætte sig på børnene. Det, der i virkeligheden sker, er, at forældrenes rettigheder inddrages af hensyn til en utopisk forestilling om, at institutionaliseringen af alle børn kan ændre noget væsentligt vedrørende disse dagsordener. Det er det største problem. Det næste problem er, at hverken institutionaliseringen eller andre af velfærdsstatens instrumenter har formået at afhjælpe de problemer, Mette Frederiksen nævner.”

I Moderland tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor et øget fokus på familiepolitik og muligheden for at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, sådan som det ellers ofte fremføres i debatten. 

For ja, kvindebevægelsen var nødvendig, som hun understreger. Men når vi i dag taler om faren for at komme ”tilbage til kødgryderne”, er det i Anne Kirstine Sørensens optik at underkende ”kvinder som voksne individer, idet kvinderne betragtes som nogle, der skal beskyttes mod at falde i den fælde, den ulønnede børneomsorg betragtes som. Som om vi skal hjælpes til at træffe det rigtige valg for os selv ved at vælge det nære liv med vores børn fra. Og som om det kun kan betragtes som et tilbageskridt, at kvinder passer deres egne børn.”

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre, i stedet for at forsøge at presse alle ind i den snævre forestilling om det gode kvindeliv, som den dominerende feminisme dikterer”.

For det er langt fra alle kvinder, der er så karriereorienterede, som vores samfundsmodel antager, viser hun og slår desuden fast:

”Institutionaliseringens realiteter er nok til at leve med, hvis man aktivt har valgt det, for eksempel fordi man som forældre vil satse på en karriere. Men det skal være et individuelt valg, som forældrene selv træffer. At vi byder alle børn dette som en uomgængelig samfundsnorm, forekommer mig at være fattigt.”

 ”I et frit samfund skal forældrene ikke lægge børn til noget som helst for statens skyld. Statens institutioner skal være til for borgerne, ikke omvendt,” lyder det også.

Anne Kirstine Sørensen kommer omkring rigtig mange vigtige temaer i sin bog, og jeg er enig i en stor del af hendes pointer. Mange af dem falder dog uden for normen, og derfor tror jeg, at Moderland vil vække forargelse og provokere nogle. Men Moderland er også en vigtig og velargumenteret debatbog med et budskab, der ikke kan råbes højt og ofte nok, og som jeg vil anbefale alle at læse. Derefter skal der handling til. For børnenes skyld.

LÆS OGSÅ

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.
07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ