Kære forældre: Ved I egentlig, hvor meget tid, vi bruger på andet end jeres børn?

af | nov 22, 2019

DEBAT

Kære forældre: Ved I egentlig, hvor meget tid, vi bruger på andet end jeres børn?

Ifølge pædagog Lonnie Junge Jensen er det vigtigt at huske på alle de andre opgaver pædagoger i dag laver, når vi taler minimumsnormeringer.

22. november 2019 | Af Lonnie Junge Jensen | Foto: Alexandr Podvalny, Unsplash

En del af problematikken handler om normeringer. En anden overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er, skriver pædagog Lonnie Junge Jensen.

Lonnie Junge Jensen er uddannet pædagog og har arbejdet i daginstitutionsverdenen i 20 år. Tidligere på året stoppede hun dog arbejdet på gulvet på grund af en arbejdsskade. Lonnie Junge Jensen medvirkede i dokumentaren Eksperimentet med vores børn. Her var hun en af del af pædagogkoret, der udtalte sig om forholdene i institutioner mere generelt.

Så du TV 2-dokumentaren Eksperimentet med vores børn? Blev du bekymret for dit eget barns dagligdag i vuggestuen eller børnehaven? Eller trøster du dig med, at i lige netop dit barns institution er alting bedre?

Det kan jeg som tidligere pædagog desværre ikke love dig.

I stedet er jeg nødt til at understrege, at jeg er dybt bekymret for børnenes trivsel og udvikling. Både her og nu, men særligt også på sigt.

Hver eneste dag møder vi pædagoger ind med intentionen om at give børn og forældre den bedst mulige dag under de givne vilkår. Vi gør vores absolut bedste. Men som normeringerne ser ud nu, kan vi ikke undgå, at børn lades alene og skal klare sig på egen hånd i situationer, hvor de skulle have haft en nær voksens hjælp. Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.

Børn, der går i vuggestue og børnehave, er dybt afhængige af voksne. Deres hjerner og nervesystem er endnu ikke udviklet til at kunne regulere sig selv. De har behov for og krav på, at jeg som pædagog er tilgængelig, nærværende og rolig og ikke pludselig er væk, når de har brug for mig.

“Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.”

 
Lonnie Junge Jensen

De har brug for tryghed, Og det skabes blandt andet ved, at nære modne voksne, som barnet har en tæt tilknytning til, har tid og faglighed til at imødekomme dets behov, ikke bare indimellem, men hver gang.

Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på. Det skærer i mit og mine tidligere kollegaers hjerter hver eneste gang, vi tvinges til at skulle foretage helt urimelige prioriteringer imellem børn. Vi ved, hvad konsekvensen er både nu og på sigt.

Vores politikere synes blinde for alvoren i dette. I stedet gemmer de sig bag misvisende statistikker, resultater af tilfredshedsundersøgelser og manglede økonomi. De kaster ansvaret ud i kommunerne.

“Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på.”

 
Lonnie Junge Jensen

En del af problematikken handler om normeringer. En anden vigtig og overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste – udover pædagogerne selv – har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er. Og antallet er stødt stigende.

Vi bruger omkring halvdelen af tiden på andre opgaver. Det betyder ikke, vi nødvendigvis er væk fra stuen halvdelen af tiden, men vi løser andre opgaver, der gør, at vi ikke er 100 procent tilgængelige for børnene.

Dette er et overset problem, og vi kommer ikke til at mærke den anbefalede minimumsnormering på gulvet, hvis vi ikke tager hånd om de mange meningsløse opgaver, som ikke er til gavn for børnene

Når vi skal sikre, at der rent faktisk er en pædagog til stede til – og ikke mindst tilgængelig for – seks børn i børnehaven og en til tre i vuggestuen, så er det en forudsætning, at pædagogerne ikke skal løse andre opgaver samtidigt, sådan som de gør det i dag.

Det skal vores politikere vågne op og forstå. Og det skal du som forældre, der kæmper for minimumsnormeringer, være opmærksom på.

Minimumsnormeringer er blot er et absolut minimum til at sikre børns muligheder for trivsel og udvikling. Og selv med en minimumsnormering er dette ikke sikret.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg. Foto: Privat

Forstå mig ret: Vi skal blive ved at kæmpe for minimumsnormeringer, men vi skal gøre det rigtigt, så vi ikke ender med at skyde os selv i foden. Bureau 2000 har i år udgivet en analyse, der viser den reelle personalefordeling og er med til at understrege, hvorfor debatten om normeringer hurtigt bliver kompleks. Vi skal derfor i samme ombæring kæmpe for en ny normeringsopgørelse. En opgørelse, der giver forældre, forskere, interesseorganisationer, fagpersoner, journalister og beslutningstagere en fælles definition – og dermed forståelse – af normering. En opgørelse, hvor køkkenpersonale, ledere, vikarer, langtidssyge med flere ikke tæller med. En opgørelse, hvor pædagoger er trukket ud, når vi holder ferie, afspadserer, er syge, holder pauser og har andet arbejde.

Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.

Vi pædagoger vil ikke reduceres til opsynsmænd og børnepassere. Vi vil udføre det omsorgs- og relationsarbejde, vi er uddannede til og brænder for. Det vil vi, fordi børn fortjener det bedste i de timer, de må undvære deres forældre, der går på arbejde.

“Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.”

 
Lonnie Junge Jensen

Der skal handles NU. Vi har hverken tid eller råd til at vente.

DEBAT

Kære forældre: Ved I egentlig, hvor meget tid, vi bruger på andet end jeres børn?

Ifølge pædagog Lonnie Junge Jensen er det vigtigt at huske på alle de andre opgaver pædagoger i dag laver, når vi taler minimumsnormeringer.

22. november 2019 | Af Lonnie Junge Jensen | Foto: Alexandr Podvalny, Unsplash

 

En del af problematikken handler om normeringer. En anden overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er, skriver pædagog Lonnie Junge Jensen.

Lonnie Junge Jensen er uddannet pædagog og har arbejdet i daginstitutionsverdenen i 20 år. Tidligere på året stoppede hun dog arbejdet på gulvet på grund af en arbejdsskade. Lonnie Junge Jensen medvirkede i dokumentaren Eksperimentet med vores børn. Her var hun en af del af pædagogkoret, der udtalte sig om forholdene i institutioner mere generelt.

Så du TV 2-dokumentaren Eksperimentet med vores børn? Blev du bekymret for dit eget barns dagligdag i vuggestuen eller børnehaven? Eller trøster du dig med, at i lige netop dit barns institution er alting bedre?

Det kan jeg som tidligere pædagog desværre ikke love dig.

I stedet er jeg nødt til at understrege, at jeg er dybt bekymret for børnenes trivsel og udvikling. Både her og nu, men særligt også på sigt.

Hver eneste dag møder vi pædagoger ind med intentionen om at give børn og forældre den bedst mulige dag under de givne vilkår. Vi gør vores absolut bedste. Men som normeringerne ser ud nu, kan vi ikke undgå, at børn lades alene og skal klare sig på egen hånd i situationer, hvor de skulle have haft en nær voksens hjælp. Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.

Børn, der går i vuggestue og børnehave, er dybt afhængige af voksne. Deres hjerner og nervesystem er endnu ikke udviklet til at kunne regulere sig selv. De har behov for og krav på, at jeg som pædagog er tilgængelig, nærværende og rolig og ikke pludselig er væk, når de har brug for mig.

“Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.”

 
Lonnie Junge Jensen

De har brug for tryghed, Og det skabes blandt andet ved, at nære modne voksne, som barnet har en tæt tilknytning til, har tid og faglighed til at imødekomme dets behov, ikke bare indimellem, men hver gang.

Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på. Det skærer i mit og mine tidligere kollegaers hjerter hver eneste gang, vi tvinges til at skulle foretage helt urimelige prioriteringer imellem børn. Vi ved, hvad konsekvensen er både nu og på sigt.

Vores politikere synes blinde for alvoren i dette. I stedet gemmer de sig bag misvisende statistikker, resultater af tilfredshedsundersøgelser og manglede økonomi. De kaster ansvaret ud i kommunerne.

“Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på.”

 
Lonnie Junge Jensen

En del af problematikken handler om normeringer. En anden vigtig og overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste – udover pædagogerne selv – har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er. Og antallet er stødt stigende.

Vi bruger omkring halvdelen af tiden på andre opgaver. Det betyder ikke, vi nødvendigvis er væk fra stuen halvdelen af tiden, men vi løser andre opgaver, der gør, at vi ikke er 100 procent tilgængelige for børnene.

Dette er et overset problem, og vi kommer ikke til at mærke den anbefalede minimumsnormering på gulvet, hvis vi ikke tager hånd om de mange meningsløse opgaver, som ikke er til gavn for børnene

Når vi skal sikre, at der rent faktisk er en pædagog til stede til – og ikke mindst tilgængelig for – seks børn i børnehaven og en til tre i vuggestuen, så er det en forudsætning, at pædagogerne ikke skal løse andre opgaver samtidigt, sådan som de gør det i dag.

Det skal vores politikere vågne op og forstå. Og det skal du som forældre, der kæmper for minimumsnormeringer, være opmærksom på.

Minimumsnormeringer er blot er et absolut minimum til at sikre børns muligheder for trivsel og udvikling. Og selv med en minimumsnormering er dette ikke sikret.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg. Foto: Privat

Forstå mig ret: Vi skal blive ved at kæmpe for minimumsnormeringer, men vi skal gøre det rigtigt, så vi ikke ender med at skyde os selv i foden. Bureau 2000 har i år udgivet en analyse, der viser den reelle personalefordeling og er med til at understrege, hvorfor debatten om normeringer hurtigt bliver kompleks. Vi skal derfor i samme ombæring kæmpe for en ny normeringsopgørelse. En opgørelse, der giver forældre, forskere, interesseorganisationer, fagpersoner, journalister og beslutningstagere en fælles definition – og dermed forståelse – af normering. En opgørelse, hvor køkkenpersonale, ledere, vikarer, langtidssyge med flere ikke tæller med. En opgørelse, hvor pædagoger er trukket ud, når vi holder ferie, afspadserer, er syge, holder pauser og har andet arbejde.

Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.

Vi pædagoger vil ikke reduceres til opsynsmænd og børnepassere. Vi vil udføre det omsorgs- og relationsarbejde, vi er uddannede til og brænder for. Det vil vi, fordi børn fortjener det bedste i de timer, de må undvære deres forældre, der går på arbejde.

“Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.”

 
Lonnie Junge Jensen

Der skal handles NU. Vi har hverken tid eller råd til at vente.


FAKTA: Det bruger vi pædagoger også tid på

Udover det daglige omsorgsarbejde for børnene på vores stuer og i husene generelt bruger vi også tid på blandt andet dette:
Indhente ferieoplysninger fra forældre
Deltage i diverse ad hoc grupper i institutionen
Studerende
Bestille vikarer
Afholde fødselsdage
Lave fødselsdagsgaver og afskedsgaver
Lave børnenes bøger
Passe telefonen på egen stue og nogle gange på andre
Hjælpe forældre med at lede efter forsvundne ting
Efterlyse forsvundne ting
Lede efter rent/tørt tøj eller tøj, der passer til vejret, hvis ikke der er sørget for at børnene har det med i institutionen
Telefonopkald fra sælgere
Snak/info ved aflevering og afhentning af børn
Ekstra snakke med forældre, hvor man går fra stuen, hvis ikke barnet/børnene eller andre forældre skal høre det
Møder med forældre, der skal forberedes og afholdes
Renskrivning af referater fra diverse møder
Forberedelse af MUS samtaler
Sortere og svare på mail/post
Info til medhjælper om institutionens pædagogik
Handleplaner
Motorisk arbejde med børn enkeltvis
Opstartssamtaler og indkøring af nye børn
Overleveringssamtaler, når barnet skal i børnehave
Afsluttende samtale inden barnets skolestart
Indgive ønsker for ferieafspadsering
Forberedelse af pædagogiske møder og pædagogiske dage
Videregivelse af info til kollegaer fra møder og hverdagen
Se, om der er beskeder fra forældre på tjek ind
Tjekke børn ind og ud for forældre, som glemmer det eller ikke kunne på grund af systemnedbrud
Indhentning af svar på tilmeldelser til diverse arrangementer
Indhentning af eventuelle lægeerklæringer på børn, nye telefonnumre og adresser
Forberedelse og afholdelse af stuemøder og handling derpå
Oprydning af forskellig art
Legepladsdagsdage, bedsteforældredage, julearrangementer, sommerfest og lignende, som skal planlægges afholdes og evalueres
Indgive punkter til kollegaer, der sidder med i forældrebestyrelsen
Beskeder til pedel om, hvad der skal laves
Sørge for at diverse ting kommer til reparation
Vask og sammenlægning af tøj
Dække og tømme rulleborde tre gange om dagen
Ordne køkken
Bestilling af varer
Udarbejdelse af ugeplaner
Planlægning af ture
Indkøb af legetøj
Sørge for at forældre har det med til deres børn, som der forventes af dem

Dette indlæg er udtryk for Lonnie Junge Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

af | nov 5, 2019

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

LÆS OGSÅ

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

af | okt 21, 2019

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.

–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

 

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.

–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

af | okt 8, 2019

MODERSKAB

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

Mie Wedsgaard Storm fra Kulturkritisk Forum er hjemmegående.

8. oktober 2019 | Af: Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Mie Wedsgaard Storm var det en krævende proces at omstille sig til at være hjemmegående. Men hun var ikke i tvivl om, at det for deres familie var og er den rigtige beslutning.

Mie Wedsgaard Storm, der står bag Kulturkritisk Forum, er mor til en søn på 4 år og en datter på 2 år. Ingen af børnene går i institution. I stedet er hun hjemme sammen med dem. Herunder fortæller hun med egne ord, hvorfor hun tog den beslutning for omkring 2,5 år siden.

 
Hvorfor valgte du at gå hjemme?

Det korte svar er, at det var det, vores familie havde brug for.

Jeg startede på arbejde, da vores første barn var et år gammel. Jeg havde det elendigt med det og følte mig hele tiden halv. Jeg følte, at jeg narrede vores søn om morgenen, fordi jeg skulle distrahere ham, før jeg kunne køre. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at situationen var ok, selvom jeg selv havde det på fuldstændig samme måde som ham. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine handlinger og ved at se meningen med, at han skulle tilbringe al sin tid med en anden end mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg søndag aften, efter han var puttet, stod i timevis og forberedte aftensmad til hele ugen. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle bruge tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville have hvert et minut med ham, når jeg havde hentet ham. Og når han ind imellem faldt i søvn i bilen på vej hjem fra pasning, græd jeg, fordi jeg vidste, at jeg ville have en halv time mindre med ham. Det var rædselsfuldt.

Vores søn blev passet hos sin moster, og da dette ikke kunne lade sig gøre længere, måtte vi overveje, hvad der så skulle ske. Cirka samtidigt havde vi en morgen, hvor vores søn blev rigtig ked af det, da jeg kørte. Det var frygteligt. Jeg ringede til min mand og græd. Jeg græd også, da jeg kom på arbejde. Hjemme blev vi enige om, at jeg skulle sige op og have vores søn hjemme. Jeg arbejdede et par måneder deltid, hvor jeg enten havde ham med på arbejde eller arbejdede hjemmefra. Derefter var vi hjemme fuld tid.

Det var en kompliceret proces og turbulent periode følelses- og identitetsmæssigt for mig. Jeg husker at være ude ved en dagplejer med min søn for at se, om det kunne være en løsning. Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående. Værdimæssigt og i forhold til vores søn var jeg aldrig i tvivl, og besøget hos dagplejeren satte bare streg under det. Men jeg var virkelig i krise, for det var slet ikke det, jeg havde forberedt mig på, da vi ventede ham. Jeg var ikke en af de afklarede mødre, der havde truffet beslutningen om at gå hjemme, inden barnet overhovedet kom til verden. Tværtimod. Vi havde lige købt et stort hus og kørte rundt i en stor dyr bil, så mine følelser passede dårligt ind i vores livssituation på det tidspunkt. Det var så langt fra zen, som det kunne blive. Alligevel vidste jeg godt, at der kun var én løsning for vores søn – og for mig som mor, og at jeg nu skulle arbejde med mig selv for at lande i den beslutning, jeg intuitivt havde taget for længst.

 
Hvad har det givet dig og dine børn at passe dem hjemme?

Det giver os den tilværelse, der giver mening for os. Ro i sjælen og en fælles forståelse af, at vi prioriterer tid sammen med hinanden over alt andet.

For mig personligt giver det en følelse af at være tro mod mig selv og at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.

“Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vores børn føler sig som førsteprioritet, og det føler vi, at vi opnår bedst ved at give dem mest muligt af vores tid og energi. Jeg tror på, at det giver mine børn en følelse af at være dybt forankret i familien og højt elsket og værdsat.

Det ligger mig meget på sinde at leve på en måde, hvor der er lige meget plads til børn og voksne. Jeg vil så gerne give videre til mine børn, at livet handler om andet – og mere – end at arbejde.

 
Du er på hele tiden – hvordan er det?

Det er ikke en dans på roser at gå hjemme. Ligesom det ikke er en dans på roser at have små børn og være to udearbejdende forældre.

Jeg har perioder, hvor jeg har det rigtigt godt med det og trives. Og så har jeg perioder, hvor jeg har det svært med det, og hvor jeg oplever, at jeg synker lidt hen i mit hoved. I de perioder er det vigtigt, at jeg tager tid til mig selv og prøver at gøre nogle ting, der ikke har udgangspunkt i mine børn.

“Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Mit behov for alenetid er først kommet sådan rigtigt indenfor den seneste tid, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine børn nu har en alder, hvor det er ok for dem begge at være sammen med en anden end mig i nogle timer.

I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.

 
Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det er vores førsteprioritet at holde vores børn ude af institution, indtil den dag (hvis den kommer), de selv ytrer ønsker om at komme afsted. Vi har perioder, hvor vi klarer os fint økonomisk, og vi har perioder, hvor vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. I de sidstnævnte perioder klarer vi os ved at skrue forbruget ned og sælge ud af “nice to have”-ting. Vi er enige om, at bliver det nødvendigt, nedskalerer vi yderligere, indtil det igen hænger sammen. Det vil sige sælger vores ejendele i den rækkefølge, det nu giver mening (inklusiv hus og biler). Det er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men det er betryggende at vide, at vi er enige om planen, hvis den situation opstår.

 
Skal jeres børn i børnehave på et tidspunkt?

Da vores søn var omkring 2,5 år, besøgte vi den lokale børnehave. Jeg ville gerne vise ham, hvad det dersens “børnehave”, alle spurgte, om han havde fri fra, var. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det ikke er et sted, vores børn skal tilbringe tid. Jeg er sikker på, der findes gode institutioner til børn – jeg har bare ikke besøgt en af dem endnu. Hele tonen omkring børnene var enormt diskriminerende, og jeg vil under ingen omstændigheder have, at vores børn skal tilbringe tid, hvor de ikke bliver mødt som ligeværdige.

“I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Så skal de engang i børnehave, bliver det for det første, fordi de selv udtrykker et ønske om det, og for det andet et sted, hvor jeg er helt tryg ved tilgangen til børnene.

MODERSKAB

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

Mie Wedsgaard Storm fra Kulturkritisk Forum er hjemmegående.

8. oktober 2019 | Af: Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Mie Wedsgaard Storm var det en krævende proces at omstille sig til at være hjemmegående. Men hun var ikke i tvivl om, at det for deres familie var og er den rigtige beslutning.
  

Mie Wedsgaard Storm, der står bag Kulturkritisk Forum, er mor til en søn på 4 år og en datter på 2 år. Ingen af børnene går i institution. I stedet er hun hjemme sammen med dem. Herunder fortæller hun med egne ord, hvorfor hun tog den beslutning for omkring 2,5 år siden.

 
Hvorfor valgte du at gå hjemme?

Det korte svar er, at det var det, vores familie havde brug for.

Jeg startede på arbejde, da vores første barn var et år gammel. Jeg havde det elendigt med det og følte mig hele tiden halv. Jeg følte, at jeg narrede vores søn om morgenen, fordi jeg skulle distrahere ham, før jeg kunne køre. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at situationen var ok, selvom jeg selv havde det på fuldstændig samme måde som ham. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine handlinger og ved at se meningen med, at han skulle tilbringe al sin tid med en anden end mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg søndag aften, efter han var puttet, stod i timevis og forberedte aftensmad til hele ugen. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle bruge tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville have hvert et minut med ham, når jeg havde hentet ham. Og når han ind imellem faldt i søvn i bilen på vej hjem fra pasning, græd jeg, fordi jeg vidste, at jeg ville have en halv time mindre med ham. Det var rædselsfuldt.

Vores søn blev passet hos sin moster, og da dette ikke kunne lade sig gøre længere, måtte vi overveje, hvad der så skulle ske. Cirka samtidigt havde vi en morgen, hvor vores søn blev rigtig ked af det, da jeg kørte. Det var frygteligt. Jeg ringede til min mand og græd. Jeg græd også, da jeg kom på arbejde. Hjemme blev vi enige om, at jeg skulle sige op og have vores søn hjemme. Jeg arbejdede et par måneder deltid, hvor jeg enten havde ham med på arbejde eller arbejdede hjemmefra. Derefter var vi hjemme fuld tid.

Det var en kompliceret proces og turbulent periode følelses- og identitetsmæssigt for mig. Jeg husker at være ude ved en dagplejer med min søn for at se, om det kunne være en løsning. Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående. Værdimæssigt og i forhold til vores søn var jeg aldrig i tvivl, og besøget hos dagplejeren satte bare streg under det. Men jeg var virkelig i krise, for det var slet ikke det, jeg havde forberedt mig på, da vi ventede ham. Jeg var ikke en af de afklarede mødre, der havde truffet beslutningen om at gå hjemme, inden barnet overhovedet kom til verden. Tværtimod. Vi havde lige købt et stort hus og kørte rundt i en stor dyr bil, så mine følelser passede dårligt ind i vores livssituation på det tidspunkt. Det var så langt fra zen, som det kunne blive. Alligevel vidste jeg godt, at der kun var én løsning for vores søn – og for mig som mor, og at jeg nu skulle arbejde med mig selv for at lande i den beslutning, jeg intuitivt havde taget for længst. 

Hvad har det givet dig og dine børn at passe dem hjemme?

Det giver os den tilværelse, der giver mening for os. Ro i sjælen og en fælles forståelse af, at vi prioriterer tid sammen med hinanden over alt andet.

For mig personligt giver det en følelse af at være tro mod mig selv og at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.

“Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vores børn føler sig som førsteprioritet, og det føler vi, at vi opnår bedst ved at give dem mest muligt af vores tid og energi. Jeg tror på, at det giver mine børn en følelse af at være dybt forankret i familien og højt elsket og værdsat.

Det ligger mig meget på sinde at leve på en måde, hvor der er lige meget plads til børn og voksne. Jeg vil så gerne give videre til mine børn, at livet handler om andet – og mere – end at arbejde.  

Du er på hele tiden – hvordan er det?

Det er ikke en dans på roser at gå hjemme. Ligesom det ikke er en dans på roser at have små børn og være to udearbejdende forældre.

Jeg har perioder, hvor jeg har det rigtigt godt med det og trives. Og så har jeg perioder, hvor jeg har det svært med det, og hvor jeg oplever, at jeg synker lidt hen i mit hoved. I de perioder er det vigtigt, at jeg tager tid til mig selv og prøver at gøre nogle ting, der ikke har udgangspunkt i mine børn.

“Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Mit behov for alenetid er først kommet sådan rigtigt indenfor den seneste tid, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine børn nu har en alder, hvor det er ok for dem begge at være sammen med en anden end mig i nogle timer.

I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.

Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det er vores førsteprioritet at holde vores børn ude af institution, indtil den dag (hvis den kommer), de selv ytrer ønsker om at komme afsted. Vi har perioder, hvor vi klarer os fint økonomisk, og vi har perioder, hvor vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. I de sidstnævnte perioder klarer vi os ved at skrue forbruget ned og sælge ud af “nice to have”-ting. Vi er enige om, at bliver det nødvendigt, nedskalerer vi yderligere, indtil det igen hænger sammen. Det vil sige sælger vores ejendele i den rækkefølge, det nu giver mening (inklusiv hus og biler). Det er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men det er betryggende at vide, at vi er enige om planen, hvis den situation opstår.  

Skal jeres børn i børnehave på et tidspunkt?

Da vores søn var omkring 2,5 år, besøgte vi den lokale børnehave. Jeg ville gerne vise ham, hvad det dersens “børnehave”, alle spurgte, om han havde fri fra, var. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det ikke er et sted, vores børn skal tilbringe tid. Jeg er sikker på, der findes gode institutioner til børn – jeg har bare ikke besøgt en af dem endnu. Hele tonen omkring børnene var enormt diskriminerende, og jeg vil under ingen omstændigheder have, at vores børn skal tilbringe tid, hvor de ikke bliver mødt som ligeværdige.

“I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Så skal de engang i børnehave, bliver det for det første, fordi de selv udtrykker et ønske om det, og for det andet et sted, hvor jeg er helt tryg ved tilgangen til børnene.

LÆS OGSÅ

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

af | okt 6, 2019

MODERSKAB

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

Psykolog Amalie Vatne Brean mener, man skal stole på sin mavefornemmelse som mor.
6. oktober 2019 (opdateret 3. september 2022) | Af Marta Wriedt | Foto: Josh Willink, Pexels

Som forældre er det vigtigt at turde stole på egen intuition i forhold til ens barn, mener psykolog Amalie Vatne Brean. Her fortæller hun, hvordan hun selv forsøger at gøre det.

Det skorter ikke med råd, når man som nybagt mor eller far står med sit lille barn og skal finde ud af at skabe en tryg hverdag sammen. Men som forældre er det – trods de mange velmenende råd – vigtigt at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt for lige netop ens eget barn og familie.

Det er bare ikke altid lige let, lyder det fra psykolog Amalie Vatne Brean.

– De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn, siger hun.

Allerede under graviditeten gennemgår vi ellers en forandring, som skal åbne os for at mærke det lille barns behov.

– Forandringen er blevet kaldt en moderskabsindstilling, og i dag peger flere studier på, at vi kan spore forandringen i hjernen, og at vi kan se en lignende forandring hos mænd – og formentlig også medmor, som lever tæt på den gravide kvinde, siger Amalie Vatne Brean og tilføjer:

– At vi på den måde rent faktisk er mere sårbare og åbne for input under graviditet og som nybagte forældre er en kæmpe styrke, fordi det gør os i stand til at mærke det lille barns behov. Men i en perfektionskultur, hvor alt kan forekomme sort eller hvidt, kan denne sårbarhed blive en akilleshæl, som gør os enormt tilgængelige for kritik og andres holdninger. Den åbenhed, der primært skulle bruges til at tilpasse sig det nyfødte barn, bliver pludselig brugt på at tilpasse sig andre forældre.

“De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn.”

 
Amalie Vatne Brean

Ifølge Amalie Vatne Brean er der generelt mange ting i den måde, vores samfund i dag er opbygget på, som kan gøre det svært for os at være åbne for forskellige nuancer i forældreskabet og formå at mærke efter og følge egen intuition.

Hun peger blandt andet på, at vi i dag oftest ikke lever tæt sammen med andre forældre eller familier i hverdagen, men møder dem i kontrollerede – og dermed måske censurerede – situationer som på gaden, i mødregrupper og på sociale medier.

Samtidig er der også en tendens til, at alt skal måles, vejes og puttes i kasser. Også når vi er gravide.

– Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel”. Kombineret med en kultur, hvor vi generelt er på afstand fra de kropslige sider ved fødsel og død, er vi med andre ord dårlig ”primet” til at hengive os til de kropslige og mindre målbare sider af forældreskabet, siger Amalie Vatne Brean.

“Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel.”

 
Amalie Vatne Brean

Hun påpeger, at det derfor altid er op til den enkelte familie at gøre det, der fungerer for lige netop dem. Herunder kan du se, hvad hun som mor og psykolog selv gør for at følge egen mavefornemmelse:

Til stede i mavefølelsen
Jeg kan som mor selv blive påvirket af andres råd og andre forældres dømmende blikke. For mig hjælper det at være til stede i min egen mavefølelse. Det gør jeg ved at trække vejret ned i maven og tænke: Tror jeg, at jeg gør det godt nok for mit barn? For det tror jeg faktisk, at jeg gør. De andres stemmer er larm, jeg i øjeblikke kan lytte til. Men sætter jeg en grænse mellem min tro på, om jeg er en god nok mor, og mit behov for at tilfredsstille andre, bliver det pludselig nemmere at mærke, hvilken stemme der reelt forholder sig til, om jeg er en god nok mor, og hvilken stemme som blot vil have noget at kritisere mig for.

Dejligt, det fungerer for jer
Generelt kan sætningen: Dejligt, at det fungerer hos jer. For os fungerer det at …, være rigtig god. Både som et mantra til en selv og i en samtale med andre. Jeg både siger og hører sætningen alt for sjældent. Forældreskabet er ikke en konkurrence om at finde de bedste løsninger for alle til enhver tid. Det handler om at finde den løsning, der fungerer godt for lige præcis din baby og dig på lige præcis det her tidspunkt.

Fejl skaber udvikling
Der findes noget magisk ved børns udvikling, og det er, at fejl netop skaber udvikling. Børns udvikling er en ”dans” mellem voksne og børn, som Daniel Stern udtrykker det, og her skal vi simpelthen lave nogle fejltrin. Det vigtigste ved fejl er, at de bliver repareret igen. Det er i reparationen, at unikke muligheder for udvikling kan opstå. Et lille råd er at finde hvile i, at man som regel kan reparere det, der er sket ved at italesætte det og få en ny begyndelse sammen.

Dit barn har brug for dig
Mind dig selv om, at du faktisk også er et menneske. Og at mennesker har skabt mennesker i hele menneskets historie. Dit barn har brug for dig, og ikke en perfekt robotmor eller far. Vores børn skal vokse op i en virkelig verden, som er malet med farver fra hele følelsespaletten. Det er meget nemmere at navigere i de mange komplekse følelser og underlige situationer, livet byder på, hvis man (med hjælp fra en voksen) har lært dem at kende helt fra start af.

MODERSKAB

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

Psykolog Amalie Vatne Brean mener, man skal stole på sin mavefornemmelse som mor.

6. oktober 2019 (opdateret 3. september 2022) | Af Marta Wriedt | Foto: Josh Willink, Pexels

 

Som forældre er det vigtigt at turde stole på egen intuition i forhold til ens barn, mener psykolog Amalie Vatne Brean. Her fortæller hun, hvordan hun selv forsøger at gøre det.

 

Det skorter ikke med råd, når man som nybagt mor eller far står med sit lille barn og skal finde ud af at skabe en tryg hverdag sammen. Men som forældre er det – trods de mange velmenende råd – vigtigt at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt for lige netop ens eget barn og familie.

Det er bare ikke altid lige let, lyder det fra psykolog Amalie Vatne Brean.

– De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn, siger hun.

Allerede under graviditeten gennemgår vi ellers en forandring, som skal åbne os for at mærke det lille barns behov.

– Forandringen er blevet kaldt en moderskabsindstilling, og i dag peger flere studier på, at vi kan spore forandringen i hjernen, og at vi kan se en lignende forandring hos mænd – og formentlig også medmor, som lever tæt på den gravide kvinde, siger Amalie Vatne Brean og tilføjer:

– At vi på den måde rent faktisk er mere sårbare og åbne for input under graviditet og som nybagte forældre er en kæmpe styrke, fordi det gør os i stand til at mærke det lille barns behov. Men i en perfektionskultur, hvor alt kan forekomme sort eller hvidt, kan denne sårbarhed blive en akilleshæl, som gør os enormt tilgængelige for kritik og andres holdninger. Den åbenhed, der primært skulle bruges til at tilpasse sig det nyfødte barn, bliver pludselig brugt på at tilpasse sig andre forældre.

“De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn.”

 
Amalie Vatne Brean

Ifølge Amalie Vatne Brean er der generelt mange ting i den måde, vores samfund i dag er opbygget på, som kan gøre det svært for os at være åbne for forskellige nuancer i forældreskabet og formå at mærke efter og følge egen intuition.

Hun peger blandt andet på, at vi i dag oftest ikke lever tæt sammen med andre forældre eller familier i hverdagen, men møder dem i kontrollerede – og dermed måske censurerede – situationer som på gaden, i mødregrupper og på sociale medier.

Samtidig er der også en tendens til, at alt skal måles, vejes og puttes i kasser. Også når vi er gravide.

– Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel”. Kombineret med en kultur, hvor vi generelt er på afstand fra de kropslige sider ved fødsel og død, er vi med andre ord dårlig ”primet” til at hengive os til de kropslige og mindre målbare sider af forældreskabet, siger Amalie Vatne Brean.

“Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel.”

 
Amalie Vatne Brean

Hun påpeger, at det derfor altid er op til den enkelte familie at gøre det, der fungerer for lige netop dem. Herunder kan du se, hvad hun som mor og psykolog selv gør for at følge egen mavefornemmelse:

Til stede i mavefølelsen
Jeg kan som mor selv blive påvirket af andres råd og andre forældres dømmende blikke. For mig hjælper det at være til stede i min egen mavefølelse. Det gør jeg ved at trække vejret ned i maven og tænke: Tror jeg, at jeg gør det godt nok for mit barn? For det tror jeg faktisk, at jeg gør. De andres stemmer er larm, jeg i øjeblikke kan lytte til. Men sætter jeg en grænse mellem min tro på, om jeg er en god nok mor, og mit behov for at tilfredsstille andre, bliver det pludselig nemmere at mærke, hvilken stemme der reelt forholder sig til, om jeg er en god nok mor, og hvilken stemme som blot vil have noget at kritisere mig for.

Dejligt, det fungerer for jer
Generelt kan sætningen: Dejligt, at det fungerer hos jer. For os fungerer det at …, være rigtig god. Både som et mantra til en selv og i en samtale med andre. Jeg både siger og hører sætningen alt for sjældent. Forældreskabet er ikke en konkurrence om at finde de bedste løsninger for alle til enhver tid. Det handler om at finde den løsning, der fungerer godt for lige præcis din baby og dig på lige præcis det her tidspunkt.

Fejl skaber udvikling
Der findes noget magisk ved børns udvikling, og det er, at fejl netop skaber udvikling. Børns udvikling er en ”dans” mellem voksne og børn, som Daniel Stern udtrykker det, og her skal vi simpelthen lave nogle fejltrin. Det vigtigste ved fejl er, at de bliver repareret igen. Det er i reparationen, at unikke muligheder for udvikling kan opstå. Et lille råd er at finde hvile i, at man som regel kan reparere det, der er sket ved at italesætte det og få en ny begyndelse sammen.

Dit barn har brug for dig
Mind dig selv om, at du faktisk også er et menneske. Og at mennesker har skabt mennesker i hele menneskets historie. Dit barn har brug for dig, og ikke en perfekt robotmor eller far. Vores børn skal vokse op i en virkelig verden, som er malet med farver fra hele følelsespaletten. Det er meget nemmere at navigere i de mange komplekse følelser og underlige situationer, livet byder på, hvis man (med hjælp fra en voksen) har lært dem at kende helt fra start af.

LÆS OGSÅ